Fransk kunst 1900 Fransk kunst 1900-30 - Statens Museum for Kunst

Fransk Fransk kunst kunst kunst 1900 1900-30 1900 30
SMK #2 | Fransk kunst 1900-30 |
Samtidig med at samlingen af ældre dansk og nordisk kunst genåbnes for publikum,
lancerer Statens Museum for Kunst en ny præsentation af den moderne franske
samling. Denne samling tæller nogle af museets kendteste værker, heriblandt malerier,
skulpturer, tegninger og keramik af kunstnere som Picasso, Braque, Derain og Matisse.
Af:
METTE HOULBERG RUNG, kunstformidler, ph.d.-studerende
DORTHE AAGESEN, museumsinspektør, seniorforsker
Museets fornemme samling af fransk
modernisme indgår i samlingen af dansk og
international kunst efter 1900. Men den kan også
opfattes som en selvstændig enhed, der har sin
egen historie og er sammensat efter en egen logik.
Den moderne franske samling får nu sit eget
domæne og bliver prominent placeret i den gamle
museumsbygning i en række af museets
smukkeste udstillingsrum. Den resterende del af
samlingen af dansk og international kunst efter
1900 åbner i foråret 2012 i den hvide tilbygning.
”PARIS, THE PLACE TO BE”
Sådan sagde den amerikanske kunstsamler og
avantgarde-digter Gertrude Stein om Paris, hvor
hun, som så mange andre kunstnere og
intellektuelle, havde bosat sig i 1903. Som Rom
havde været det i det tidlige 1800-tal, og New York
blev det efter anden verdenskrig, var Paris i årene
1900-30 samlingspunkt og pejlemærke for
kunstnere, forfattere og samlere fra hele den
vestlige verden. Det var her, kunstnerne rejste til,
hvis de ville opdateres om de nyeste tendenser i
kunsten. Det var her, man slog sig ned, hvis man
selv ville være del af de nye tendenser. Det var her,
kunstmarkedet var livligst, og den offentlige
opmærksomhed om kunsten størst. Paris var kort
sagt den vigtigste kunstmetropol i tiden. I løbet af
1800-tallet var Paris blevet renoveret af
byplanlæggeren Georges-Eugène Haussmann, der
med brede boulevarder og lokkende
butiksarkader skabte en moderne storby. En lang
række kunstnere som eksempelvis Toulouse-
Lautrec blev tiltrukket af livet i byen og skildrede i
slutningen af 1800-tallet det nye pulserende
urbane liv, der udfoldede sig på boulevarder og i
cafeer og teatre. Denne fascination af storbyen
fortsatte ind i 1900-tallet. Det var dog ikke kun de
urbane motiver, der trak. Muligheden for at på
første hånd at møde tidens hotteste
udtryksformer som fauvisme og kubisme trak i
ligeså høj grad kunstnerne til. Her fandt de
samtidig et stimulerende kunstnerisk miljø samt
en mulighed for at udstille og sælge deres værker
for et stort internationalt publikum. De
grupperede sig i forskellige parisiske kvarterer
som Montmartre og Montparnasse. De mødtes på
stamcafeer og i atelierer, hvor de udvekslede
ideer og plejede deres sociale netværk. Og de
udstillede sammen på salonerne eller hos
kunsthandlerne. Nogle slog sig sammen i små
grupper, forlod byen og malede sammen fx ved
kysten i Collioure eller l’Estaque, for dernæst at
skilles igen og afsøge forskellige veje. Paris var
byen, der samlede og videreformidlede alle disse
nybrud. I perioden voksede mængden af gallerier
og kunsthandlere enormt. Det fik stor betydning
for kunstnernes indbyrdes relationer og måden,
hvorpå miljøerne blev sammensat, men også for
hvordan resten af verden kunne få indblik i og
adgang til den kunst, der blev skabt.
NY PRÆSENTATION AF DEN FRANSKE SAMLING
Museets samling af moderne fransk kunst
afspejler netop denne frugtbare epoke i kunstens
og byens historie. Også danske kunstnere og
samlere så mod Paris. Da det var økonomisk
opgangstid i Danmark, var samlerne i stand til at
købe betydningsfulde værker af nogle af
periodens centrale kunstnere. Værker, hvoraf flere
sidenhen blev doneret til Statens Museum for
Kunst. Det er baggrunden for, at museet i dag
råder over så omfattende samlinger af flere af de
kunstnere, der spillede en rolle i kunstlivet og på
kunstmarkedet i Paris fra omkring 1900 og frem til
1930’erne.

Udgangspunktet for den nye præsentation af den
franske samling er historien om Pariserscenen i
1900-tallets første årtier. Her præsenteres dens
centrale aktører, og vi trækker linjer mellem de
kunstnere, der havde tilknytning til det samme
miljø, arbejdede sammen og inspirerede
hinanden. Fælles for alle kunstnerne i samlingen
er, at de alle havde tilknytning til Paris, og at de
trådte frem på kunstscenen her mellem 1900 og
1920. Mange af kunstnerne afprøvede flere
stilistiske udtryk, arbejdede i forskellige medier og
forholdt sig i det hele taget eksperimenterede til
deres kunst. Derfor vil man til tider finde højst
forskellige værker udført af én og samme
kunstner.
Selvom værkerne er skabt i en moderne tid,
er motiverne oftest variationer over klassiske
temaer – opstillinger, interiører, landskaber,
figurer og portrætter – der peger tilbage mod de
traditionelle akademiske genrer, der havde
domineret kunsten siden 1500-tallet. Men den
måde, hvorpå kunstnerne nu arbejdede med
motiverne, var ikke nødvendigvis traditionel! Den
akademiske tradition blev udfordret eller
genfortolket: Vi ser farverne blive frisat og brugt
som middel til at udtrykke kunstneres personlige
fortolkning af verden. Samtidig udfordredes og
opløstes det perspektiviske rum, og kunstnerne
skabte i stedet nye typer af kompositioner uden
rumlig illusion, hvor målet var at undersøge
skulpturens eller billedets egen logik.
FAUVISME OG KUBISME
Præsentationen af samlingen begynder ved
fauvismen, der under stor mediebevågenhed
brød igennem på Efterårsudstillingen (Salon
d’Automne) i Paris i 1905 og fremstod som det
første markante bud på, hvordan en moderne og
tidssvarende kunst kunne se ud. Kritikken rasede.
Kunstnerne blev beskyldt for klatmaleri. Eller
for, med deres tøjlesløse farvevalg og brutale
udførelse, at optræde som ”vilde” (fr. les fauves,
red.). Hovedpersoner ved gennembruddet i 1905
var Henri Matisse, André Derain og Georges
Rouault. I udstillingen deltog også Albert Marquet,
Maurice de Vlaminck og hollandske Kees van
Dongen, og i løbet af de følgende par år sluttede
Othon Friesz og Georges Braque sig også til
gruppen. Alle er repræsenteret i museets samling
med både malerier, tegninger, grafiske tryk,
SMK #2 | Fransk kunst 1900-30 |
keramik og bøger. Fortællingen om fauvismens
skandaleombruste entré på kunstscenen og den
måde, den tiltrak sig offentlighedens og unge
kunstnerkollegers opmærksomhed, vidner om,
hvilken betydning både gruppedynamikken og
modtagelsen i pressen fik for kunstlivet. Snart
efter gentog historien sig. Allerede i 1908 fejrede
et nyt og konkurrerende bud på det moderne
maleri triumfer på salonen, nemlig kubismen.
Ligesom fauvismen fik den kritikerne op af stolene
og lige så hurtigt dannede den skole blandt tidens
unge kunstnere. Georges Braques maleri fra hans
unge år er et illustrativt eksempel på de hyppige
stilistiske skift, der blev kendetegnende for flere af
kunstnerne i perioden. Braque forlod hurtigt det
fauvistiske udtryk og kastede sig i stedet ud i
eksperimenter med en ny type af billedrum, hvor
han undersøgte komposition og rytme i
billedfladen. Sammen med spanieren Pablo
Picasso, der havde bosat sig i Paris i 1904, blev
han en nøglefigur i udviklingen af kubismen. Både
Picasso og Braque blev tilknyttet kunsthandleren
Daniel-Henry Kahnweiler, og det var i hans
kunsthandel, de første kubistiske værker blev
udstillet. Det var også her i 1908, at kunstkritikeren
Louis Vauxcelles for første gang så Braques
værker og efterfølgende skrev: ”Han lader hånt om
formen, reducerer alt – landskaber, skikkelser og
huse – til geometriske former, til terninger.”
Picassos landsmand Juan Gris, der var kommet til
Paris i 1906, samt billedhuggeren Henri Laurens
sluttede sig til Picasso og Braque og blev ligeledes
centrale eksponenter for kubismen. Men
kubismen blev snart et komplekst og
mangefacetteret felt, der kom til at omfatte flere
forskellige fortolkninger. Andre kunstnere
eksperimenterede på anden vis med billedfladen.
Italienske Amedeo Modigliani kom til Paris i 1906
og blev optaget i kredsen omkring Picasso, Gris og
den russiske maler Chaim Soutine. Inspireret af
bl.a. formsproget i afrikanske masker, der også fik
betydning for mange andre kunstnere i tiden,
udviklede han sin helt egen figurstil af enkle,
langstrakte former og opdelte farveflader, der
ligger meget langt fra og alligevel er forbundet
med kubisternes eksperimenter.

MATISSE OG DERAIN
En af nøglepersonerne i fransk kunstliv i 1900-
tallets første årtier, en af dem, der tidligt fik
succes, og som de fleste andre kunstnere på den
ene eller anden måde forholdt sig til, er Henri
Matisse. Takket være to ambitiøse danske
samlere, Christian Tetzen-Lund og Johannes
Rump, der tidligt sikrede sig en række
mesterværker af Matisse, er museet i dag ejer af
en Matisse-samling i verdensklasse. I den nye
præsentation har vi valgt at prioritere Matissesamlingen
højt og reserverer en hel sal til den
alene. Her vil man kunne følge udviklingen i
Matisses maleri fra hans tidlige optagethed af
farve og lys i de post-impressionistiske og
fauvistiske værker og videre mod arbejdet med
monumentale figurkompositioner, linjernes rytme
og de dekorative billedrum. Der vil bl.a. blive
mulighed for at se eller gense det lysfølsomme og
sjældent udstillede papirklip Zulma, der er et
prominent eksempel på den værktype, Matisse
dyrkede de sidste år af sit liv, og hvormed han
atter fandt frem til en ny og original udtryksform.
Også eksempler på hans tegninger og skulpturer
vil indgå i præsentationen. Matisse havde
tilknytning til mange af de kunstnere, der er
repræsenteret i museets franske samling. Af
særlig betydning var dog hans forhold til den 11 år
yngre André Derain, der ligeledes er stærkt
repræsenteret i samlingen. De to mødte hinanden
allerede i 1899 og forblev venner. I 1905 opholdt
de sig sammen i den lille fiskerby Collioure og
malede der side om side de værker, der betegner
startskuddet på fauvismen. Det var i øvrigt også
Matisse, der introducerede Derain for
kunsthandleren Ambroise Vollard, som derpå
sørgede for, at Derains værker kom i handlen.
Derain delte i udgangspunktet Matisses interesse
for farven, men han arbejdede sig snart videre i
andre retninger og blev tidligt optaget af at
genoplive og videreføre værdierne i den klassiske
tradition, som værkerne i museets samling vidner
om.
FOKUS PÅ SKULPTUR
Udover maleri og kunst på papir rummer museets
franske samling også en del skulpturer. Ved siden
af den klassisk orienterede Auguste Maillol, der
med sine enkle, universelle kvindefigurer knytter
an til den arkaiske og traditionssøgende tendens i
SMK #2 | Fransk kunst 1900-30 |
tiden, indtager Henri Laurens en særstatus, som
den moderne franske billedhugger, der er absolut
stærkest repræsenteret i samlingen. Den sidste af
de fem sale, der præsenterer museets samling af
moderne fransk kunst, er forbeholdt disse
skulpturer. Samlingen giver mulighed for at følge
Laurens fra de kubistiske eksperimenter i
1910’erne, hvor han virkede i tæt kontakt med
Picasso, Braque og Gris, igennem 1920’ernes
reorientering mod det klassicistiske udtryk og
igen videre mod 1930’ernes organisk kurvede
former og frie abstraktioner over kroppen.
Skulptursalen opsummerer således i
tredimensionel form facetterne af det tidlige
1900-tals franske kunst: Skarpt skårne
reliefkonstruktioner veksler med fint modellerede
statuetter og tunge halvt abstrakte bronzekroppe
og tegner et konkret og rumligt billede af tre
årtiers kunsthistorie.