Plantejægere

Dette år var der guldfeber i Maranon og af den grund kom der en hær af guldjægere,
for det meste englændere og amerikanere. De fleste var en flok forbrydere. Mange
blev myrdet af indianerne, som de behandlede dårligt.
En af guldjægerne var Charles Nelson, en rolig englænder, som Spruce hyrede som
sin rejseledsager til Peru. I et brev fra Peru forklarede han, at han tog Nelson med,
fordi denne med sit barske udseende ville blive uvurderlig i et land, hvor der ikke var
lov og orden.
Hvad han ikke vidste, var, at Nelson havde været i fængsel i Peru for mord og havde
begået en stribe af ulovligheder. Til at begynde med, var han en ideel ledsager for
Spruce, men da de nåede Peru, forandrede han sin væremåde. Han blev meget
aggressiv og Spruce var sikker på, at Nelson kun ventede på en mulighed for at dræbe
ham.
Under et ophold hos en lokal præst, kom Nelson i et voldsomt klammeri med en
portugiser, som nær var blevet dræbt. Spruce slap heldigvis af med ham ved at betale
ham tre måneders løn samt skibslejlighed til Bara, som han dog aldrig nåede frem til,
da han undervejs blev dræbt af en indianer.
Uanset de farer, som Spruce var udsat for i Sydamerika, udviste han stadigvæk en
barnlig glæde over de vidunderlige planter, der omgav ham.
På de åbne sletter fandt han en plante med dejlige gule blomster og honningduft.
Det var imidlertid hans indsamling af frø og planter af det kininbærende Chincona
træ, som i mere end 200 år havde været kendt som modgift mod malaria, der havde
interesse.
På grund af dets store værdi, havde peruvianerne ikke tilladt at eksportere frø. Træets
helbredende virkning havde været kendt siden 1638, da vicekongens dronning blev
angrebet af malaria.
Inca-medicinmændene fortalte, at man skulle prøve knust bark fra træet. Kuren havde
en øjeblikkelig virkning og da Donna Francisca vendte tilbage til Europa, medbragte
hendes læge stoffet.
Jesuitiske missionærer eksporterede senere stoffet til Europa, hvor man solgte det som
jesuitter-bark.
Spruce begav sig nu på en rejse til Andes bjergene i Ecuador for efter ordre at søge
efter sjældne træer.
Gennem sin maraton rejse havde han fået vigtige samlinger af planter, især bregner og
mosser.
Han var ude for store problemer med sit professionelle personel og til slut havde han
kun utrænede hjælpere.
Desuden begyndte hans helbred nu at vakle. Han var ude i stand til at sidde længere
end en time ved et arbejdsbord og lå for det meste i en hængekøje, når han skulle
arbejde. Han led af en slags periodisk lammelse i sine arme og ben, hvilket fik ham til
at falde, både når han gik og når han red.
På samme tid mistede han 700 £, som han havde investeret i et firma, som gik banke-
rot og det var ikke overraskende, at han skrev følgende til en ven: