Plantejægere

evisning.
Han fortæller: ”Da jeg var barn, anså jeg plantejægere for de største helte; disse ufor-
færdede individer, som satte liv og lemmer på spil i plantekulturens tjeneste. De fleste
opnåede kun berømmelse i et afsides hjørne af verdens vildmarker. Alligevel gav
deres anstrengelser resultat. Enhver plet, der kaldes en have, indeholder vækster fra
verdens tempererede områder. I væksternes historie indgår navnet på den jæger, som
fandt eller introducerede dem”.
Han var en ung mand på 34 år, da han første gang rejste ud på en organiseret plante-
ekspedition. Han var blevet indbudt til at deltage i Bangor North-Wales-Universite-
tets ekspedition til det østlige Nepal, hvilket vil sige Himmalaya. Det var i 1971. Alle-
rede som 14-årig tilbragte han det meste af sin fritid med at udforske naturen.
Rejser til Holland, Alperne, Pyrenæerne og Malaysia gav nyttige erfaringer og hjælp
med til at udbygge forståelsen for verdens flora.
Nepal var det sted, som fik den mest afgørende betydning. Efter tre måneders
vandring i bjergene blev hans liv aldrig mere som før. I stedet for at læse om andres
oplevelser, kunne han nu selv opleve landskaberne.
Han var sammen med sine kolleger med til at finde nogle af verdens mest
fascinerende planter, bl.a. Rheum nobile, Saussurea gossypiphora samt Leontopodium
monocephalum (den gyldne edelweiss).
Ofte slog de deres telte op på højtliggende plateauer, hvor Meconopsis napaulensis
samt Meconopsis paniculata dannede et tykt tæppe. De foretog over 400 frøindsam-
linger. Efter denne ekspedition lærte han også, at det var vigtigt at stå i kontakt med
dem, der dyrkede hans frø, da meget hårdt arbejde ellers går til spilde og mange frø
går i glemselen.
I Nepal fandt han bl.a. Primula obliqua med de smukke høstfarver.
I 1973 vendte han tilbage til Nepal primært for at opleve rhododendron blomstringen.
Han oplevede bl.a. Rhododendron arboreum, lindleyi samt dalhousiae. Han så også
Meconopsis punicea, Mahonia gracilipes samt Hermerocallis minor. Endvidere Betula
utillis var. occidentalis samt Euphorbia wallichii.
I 1970´erne var han leder af en række botaniske rejser til Grækenland, Tyrkiet,
Kashmir og Sovjetunionen. Han foretog også sin første rejse til USA.
Men hans største oplevelse var rejser til Nepal. Først på sin første botaniske ekspedi-
tion til Kina i 1980 oplevede han igen begejstring og forventning. Lige siden, han
første gang havde læst om E. H. Wilsons, George Forrests og Frank Kingdon-Wards
bedrifter, havde han længtes efter at besøge Kina.
Først efter Præsident Nixons besøg i 1973 blev det endelig tilladt udlændinge i større
antal at besøge det hidtil lukkede land. Første gang, Roy Lancaster satte fødderne på
kinesisk jord, var i maj 1979. Han blev vildt begejstret for den kinesiske flora. Han så
bl.a. et 21 m højt træ, Aesculus chinensis.
Ved de tørre bjergsider ved Den Kinesiske Mur fandt han Deutzia grandiflora, den
største blomstrende stjernetop i hele verden.
På de samme bjergsider fandt han nogle år senere den eftertragtede, usædvanlige
Pulsatilla chinensis og den smalbladede Viola manshurica.