Årsberetning 2006 - Dansk Røde Kors

drkvia.inforce.dk

Årsberetning 2006 - Dansk Røde Kors

2006

Dansk Røde Kors’ asylarbejde


Udgivet af

Dansk Røde Kors asylafdeling

Dag Hammarskjölds Allé 28

Postboks 810

2100 København Ø

tlf. 35 43 22 44

fax 35 43 24 44

asyl@asylum.redcross.dk

www.asylum.redcross.dk

Redaktion:

Henrik Ravn (ansv.)

Annette Haugaard (red.)

Foto:

Anders Clausen, Mads Greve,

Mohammed Algamal, H. C. Steensen, Jens Dyhr

Layout:

Jens Burau

Tryk:

PE offset & reklame A/S, Varde

Redaktionen afsluttet 1. februar 2007


InDholD sIDe 6 – 9 FolKesKole PÅ sKeMAeT

9-årige Avin fra center Sandholm lærer dansk og matematik sammen med

Ida, Karen, Emil og Jonas. Mange asylbørn går i dag i dansk folkeskole.

sIDe 10 – 11 Bo BeDRe PÅ AsYl

Nyt inventar og mere plads giver børnefamilierne bedre vilkår på asylcentrene.

sIDe 14 – 1 FRITID, FRusTRATIon og FRAvæeR

Cirkusprojekter, udflugter, sport- og fritidsaktiviteter. Tilbudene til asylbørn

er så talrige, at de har svært ved at vælge.

sIDe – 5 BooM I FRIvIllIge

Dansk Røde Kors tredobler antallet af frivillige i 2006. Mød det umage par

»perkeren og panseren« fra center Kongelunden.

sIDe 6 – 7 To KlIK og en AFleveRIng

Asylansøgernes sundhedsjournaler er i dag elektroniske og dermed hurtigere

og mere sikre at arbejde med.

sIDe 8 – 3 FAR, MoR og BØRn I KRIse

Forældrene bukker under for afslag på asyl og frygten for en fremtid i hjemlandet,

og far og mors problemer smitter asylbørnene.

sIDe 33 – 35 KlIP I ARBeJDsMARKeDeT

Afviste asylansøgere har nu ret til at få undervisning, selvom de skal forlade

Danmark. Tag på frisørskole med Mohin og Bewar.

sIDe 36 – 48 uleDsAgeDe BØRn PÅ FARlIg gRunD

Mange kommer til Danmark ved en fejl og forsvinde igen. Andre er måske

ofre for menneskehandel. Dansk Røde Kors oplever nye problemstillinger i

arbejdet med uledsagede mindreårige.

sIDe 49 leg MeD P

Bosnisk, arabisk og albansk. Asylbørn kan nu få modersmålsundervisning

og på center Jelling leger de med bogstaver og ord.

sIDe 50 – 53 AsYloMRÅDeTs ABC

Hvem behandler en asylsag, og hvad foregår der på asylcentret? En genvej

til hurtig baggrundsviden om asylområdet.


4

hvoR svæRT KAn DeT væRe

»Dét der er da i hvert fald totalt vanvid, fordi jeg

ved, hvordan det påvirker børnene. Man kunne vel

beskæftige dem med et eller andet, når de nu skal

være der. Det kan vel ikke være så svært.«

Landets statsministerfrue gav i 2006 i en bog

en sjælden kommentar til et af årets hotte emner:

forholdene for børn på asylcentre, hun udtalte

sig formodentlig både som menneske, mor og

fag-person med rod i en pædagoguddannelse.

Hun blev som mange andre berørt af emnet, der

bragte følelserne frem på tværs af politisk over-

bevisning.

Sjældent har interessen for asylansøgere været

så stor som efter, at Folketingets integrations-

udvalg personligt mødte børn på tre asylcentre.

Nogler er født der, andre har tilbragt det meste

af deres barndom i ventesalen til Danmark, fordi

deres forældre søger om asyl. Politikerne mødte

børn, der er mærket af at leve tæt sammen med

nedbrudte og syge forældre, og som i en alt for

tidlig alder er vidne til angst, depressioner og

voldsomme reaktioner.

Det er både svært og ikke særlig svært at gøre

noget ved.

Dansk Røde Kors møder børnene hver dag i asyl-

centrenes skoler, legestuer og klubber, og personalet

beskæftiger selvfølgelig børnene. Ikke bare med »et

eller andet«, men med almindelig faglig undervis-

ning som i folkeskolen og almindelig leg og aktivi-

teter som i en børnehave, SFO eller fritidshjem. Alle

steder lægger medarbejderne stor vægt på at skabe

struktur, genkendelighed og forudsigelighed i børne-

nes hverdag som modvægt til det følelsesmæssige

kaos, mange af dem har som vilkår.

Integrationsudvalgets besøg medførte penge

til aktiviteter for børnene, og Dansk Røde Kors

valgte at lave »mere af det hele«. Klubberne udvi-

dede åbningstiden, legestuen rummer nu også de

2-årige børn, der er fritidskoordinatorer på asyl-

centrene og mange aktiviteter for børnene og de

unge om eftermiddagen, aftenen og i weekenden.

Det er alt sammen ikke særlig svært, når der er

penge til medarbejdere, transport, kontingent og

entré-billetter. Og så alligevel.

Mængden af aktiviteter kaster kun glans over

børnenes liv, det er ikke et tryllestøv som med et

slag bringer familierne i harmoni og fjerner uvis-

heden og angsten om dagen i morgen og frem-

tiden. Grundvilkåret er fortsat det samme.

Grundvilkåret kan Dansk Røde Kors ikke ændre

på, det ligger i hænderne på myndighederne og

Folketingets politikere at beslutte, hvor asylansøg-

ernes fremtid ligger. Dansk Røde Kors arbejder

inden for de udstukne rammer og ser det som

en nødvendig opgave at fortsætte asylarbejdet,

selvom mange kritikere mener, vi må trække en

grænse. Rundt om i verden arbejder Røde Kors

også i for eksempel fængsler, selvom fangerne har

svære vilkår, og jo dårligere de er, desto større er

behovet for at fortsætte besøgene bag tremmerne

og til stadighed gøre de lokale myndigheder op-

mærksom på det.

Nu er asylcentre ikke fængsler, selvom bebo-

erne selv kan føle sig fanget, men Dansk Røde

Kors gør alligevel myndighederne opmærksom

på forholdene for asylansøgere. Det var bevæg-


grunden for at invitere Folketingets integrations-

udvalg, så de selv kunne erfare, hvorfor Dansk

Røde Kors’ medarbejdere er bekymrede. Dansk

Røde Kors udfylder nemlig med høj faglighed de

udstukne rammer, og det siger jeg ikke bare i blind

selvros. Det er nu også verificeret og anerkendt

udefra. Flere kommuner var på tilsynsbesøg og

Socialforskningsinstituttet besøgte også forskel-

lige asylcentre i 2006, og gav Dansk Røde Kors

flotte skudsmål for den indsats, medarbejderne

yder hver eneste dag. Socialforskningsinstituttet

har endda slået fast, at asylbørn på nogle områ-

der får tilbud på samme niveau som danske børn

– den forebyggende sundhedspleje og indgriben

efter Lov om Social Service.

Det er bare ikke nok til at skabe en god barn-

dom og en tryg opvækst. Det kan kun sunde, vel-

fungerede forældre, og det er desværre sjældent

virkeligheden for de mest belastede beboere med

afviste asylsager, som dem integrationsudvalget

mødte.

2006 viste på alle måder, at det svarer sig at

møde virkeligheden ansigt til ansigt. Det er sådan,

man opdager, hvad ord og regler betyder i praksis,

og det er sådan man opdager, hvad Dansk Røde

Kors rent faktisk gør. Følelser og holdninger har en

afgørende betydning i arbejdet med og debatten

om asylansøgere, men følelserne bør være forbun-

det til fakta. Hvor svært kan det være?

sTATIsTIK

Danmark havde cirka

2000 asylansøgere, og de

fleste kom fra Irak

Da nytårskrudtet skød 2006 i gang, boede der

2206 personer på Dansk Røde Kors asylcentre

foruden beboerne på de to kommunale centre

i Nordjylland. De fleste var irakere og kosovo-

albanere.

I løbet af året forlod nogle asylansøgere landet

og nye kom til, så antallet af beboere hos Dansk

Røde Kors ved udgangen af 2006 faldt til 1796

personer.

Staten betaler Dansk Røde Kors for at indkvar-

tere asylansøgerne, og i 2006 blev de samlede

udgifter på cirka 226 millioner kroner eller gen-

nemsnitligt 118.000 kroner pr. person, som boede

hele året på et asylcenter.

2206 asylansøgere ved årets start

- 817 asylansøgere forlod Danmark

+ 407 asylansøgere kom til Danmark

1796 asylansøgere ved årets slutning

NYE BEBOERE I 2006

Irak .................................................... 71 personer

Iran ....................................................42 personer

Afghanistan ....................................... 41 personer

St. palæstinensere .............................30 personer

Somalia .............................................. 25 personer

Andre ................................................ 198 personer

ALLE BEBOERE

Irak .............................ca. 35 procent af beboerne

Kosovo ....................... ca. 11 procent af beboerne

Iran .............................ca. 7 procent af beboerne

Somalia ........................ca. 5 procent af beboerne

St. palæstinensere .......ca. 5 procent af beboerne

kilde: Dansk Røde Kors’ booking


FolKesKole PÅ sKeMAeT

Mange asylbørn går i dag i folkeskole og

klarer sig godt fagligt og socialt. Dansk Røde

Kors kompenserer nemlig for det, der gør

asylbørnene anderledes i klassen

Skoletasken er pink, sidekammeraten hedder Ida,

og der står »Bravo 0 fejl« med lærerens håndskrift

nederst på prøven med staveord.

9-årige Avin viser stolt sin mappe med skole-

papirer til Tina Høeg, der er på besøg i 4.a på Hø-

sterkøb skole i Nordsjælland. Pigen fra Sandholm

sagde farvel til sin tidligere lærer sidste år og går

nu på en lokal folkeskole ligesom andre asylbørn

fra Dansk Røde Kors. Her får de faglige udfordrin-

ger og tager del i livet uden for asylcentrene.

»Vi får mange flere opgaver og svære ting, og

de andre er rare og søde,« forklarer Avin.

»Der er ikke noget, som ikke er godt.«

Det kan Tina Høeg i høj grad tage æren for. Hun

underviser på Dansk Røde Kors’ skole i Lynge og

er samtidig »udeskole-koordinator« og sørger for

at sluse asylbørnene ud i folkeskole.

De faglige og sproglige færdigheder er altid

i orden, før asylbørnene tager plads ved siden

af deres lyshårede klassekammerater, men på

en række punkter er deres vilkår alligevel ander-

ledes. Asylforældre har ofte hverken penge eller

overskud til at hjælpe deres børn med lektier,

børnefødselsdage, klassebilleder og lejrskoler.

»Forældrene vil virkelig gerne have, at skole-

gangen kører på skinner, de har bare ikke de bed-

ste vilkår, så det forsøger vi at hjælpe med,« siger

Tina Høeg.

En anden tid

Det er ti år siden, at Dansk Røde Kors første gang

slog dørene op for en skole, der minder om den

danske folkeskole. I 1996 satte asylcentrene fag

som dansk, matematik, idræt, hjemkundskab og

natur & teknik på skemaet. Undervisningen var

planlagt, så den passede til, at eleverne hurtigt

fik opholdstilladelse eller rejste tilbage til hjem-

landet.

Sådan er det ikke mere. I dag bor mange asyl-

ansøgere 5-6 år på asylcentre, og Dansk Røde

Kors’ undervisning kan derfor ikke længere udfor-

dre eleverne fagligt, forklarer Paul Karoff, leder af

Dansk Røde Kors’ skole i Lynge.

»Behovet er accelereret i takt med, at eleverne


8

får længere opholdstid. Tidligere kom de dygtigste

børn også i folkeskole, men det var enkeltstående,

frivillige aftaler med den lokale inspektør. Nu er

det en kommunal beslutning.«

Dansk Røde Kors har i dag en aftale med Kø-

benhavns Kommune, som betyder af 1/3 af skole-

børnene fra center Kongelunden og center Fasan i

hovedstaden går på forskellige folkeskoler, og Kø-

benhavns børne- og ungdomsborgmester håber at

flere er på vej.

»Jeg er stolt over, at mange folkeskoler nær-

mest stod i kø for at tage imod, og de første må-

neder har været en stor succes. Lærere, elever

og forældre har modtaget asylbørnene godt. Nu

arbejder vi på at udvide ordningen, og jeg håber

andre kommuner følger vores eksempel,« siger

SF’eren Bo Asmus Kjeldgaard.

Det håber Dansk Røde Kors’ skoleleder, Paul

Karoff, også. Han forhandler med andre kommu-

ner på Sjælland om en lignende aftale.

»I princippet kunne folkeskolen godt være for

alle asylbørn, hvis der var ressourcer til også at

løfte den store omsorgsopgave, som mange af

vores børn har brug for. Det er der bare ikke i

dag, og det er vigtigt, at børnene ikke oplever

nederlag, så vi arbejder på at finde et fornuftigt

leje.«

Udbytte for begge parter

Ved bordet tættest på katederet i 4.a sidder Avin

og Tina Høeg og kigger på siderne med dansk-

opgaver.

»Kender du forskel på de to?«

Tina peger på ordene »venner« og »vender«.

»Vender, det er altså drejer rundt. Og når to

børn er venner, så er det med to n’er. Jeg leger ret

meget med dem alle sammen i klassen.«

Udbyttet af Avins tid i folkeskolen er både stort

på det faglige og sociale område. I dag møder Tina

Høeg en pige med en mere positiv fremtoning og

danskkundskaber, der udvikler sig enormt, og fra

skrivebordet på skolen i Lynge er lederen, Paul

Karoff, heller ikke i tvivl om asylbørnenes gevinst

ved folkeskolen.

»For den enkelte elev er det uvurderligt, for de

har generelt oplevet mange brud – både person-

ligt men også i deres skolegang. Nu oplever de et

børneliv med alle dets nuancer i folkeskolen. Ver-

den åbner sig, og de møder børn fra forskellige

familier med andre vilkår, som de kan spejle sig i

og få bekræftet deres drømme og forhåbninger til

fremtiden. Det kan vi aldrig give dem, uanset hvor

godt vi gør det.«

Avins klasselærer, Eva Schou-Nielsen, oplever

tilsvarende, at Avin beriger hendes danske elever.

»De færreste heroppe har kontakt med andre

kulturer, så det giver dem en bevidsthed om, at

alle børn ikke har samme betingelser i livet, selvom

de ikke forstår det store perspektiv. I hverdagen

skænker børnene det ikke mange tanker, for dem

er Avin en elev som alle andre, men for eksempel

til fødselsdage er det en anderledes oplevelse at

besøge et asylcenter.«

Ens vilkår på lånt tid

I januar fyldte Avin 9 år og inviterede klassekam-

meraterne til center Sandholm.

»Vi legede sådan noget med at bide boller med

hænderne på ryggen, og engang da jeg var ny,

så kom Selma hjem og legede hos mig. De andre

spørger hele tiden, hvorfor vi er flyttet til Danmark

og hvorfor vi ikke bor i en lejlighed, men jeg ved

ikke hvorfor,« fortæller Avin og bider i kraven på

sin røde trøje.

Det er på den sociale side af folkeskolelivet, at

udeskole-koordinator Tina Høeg oftest hjælper

asylbørnene. Hun tager for eksempel til center

Sandholm en time om ugen, så forældre kan kon-

takte hende om stort og småt.

»Det kan være alt fra at købe en gave til en børne-

fødselsdag, fordi forældrene ingen penge har, til

at skaffe et nyt penalhus. Det er da svært, at de

skal bede om den slags, men sådan er det. Mit mål

er, at børnenes skolehverdag minder mest muligt

om de danske børns,« siger hun.

Med lyserøde perler i den sorte hestehale og

gængse cowboybukser ligner Avin de fleste piger

på knap 10 år, men hendes vilkår er anderledes,

understreger skoleleder Paul Karoff.

»Folkeskolen kan ikke forvente den samme for-

ældreinddragelse fra vores børn, fordi far og mor

er tynget af asylsagen og opholdstiden, og de skal

være indstillet på, at et barn kan blive sendt hjem

fra den ene dag til den anden.»

Det ved klasselæreren, Eva Schou-Nielsen, men

det er alligevel svært at rumme.

»Jeg ved, vi har Avin på lånt tid, og det har

jeg forberedt klassen på. Jeg kan ikke lade være

med at blive følelsesmæssigt involveret, for Avin

taler meget med mig, og jeg har meget kontakt

med moderen. Jeg tror, det beriger hele familien,

at Avin går her, og det hun lærer kan både ruste

hende til fremtiden og samtidig stå i dyb kontrast

til det, hun måske skal tilbage til. Det er hårdt at

være vidne til, og det bliver virkelig svært, hvis

hun en dag skal rejse væk, men jeg tror, at Avin

vil forfølge sit mål om at lære, uanset hvad der

sker.«

Inde i klasselokalet lukker Avin mappen og af-

taler med Tina Høeg, at hun snart skal komme på

besøg i Røde Kors-skolen i Lynge.


VIDSTE DU AT ■ Alle asylbørn

mellem 2 og 6 år kan gå i legestue

hos Dansk Røde Kors i 4-5 timer

hver dag.

FAKTA

Asylbørn skal opfylde en række krav

for at få plads i en dansk folkeskole. De

skal have:

n Rimelige sprogkundskaber, så de kan

gøre sig forståelig og fx kender de

danske ord for ugedage, årstider, dele

på kroppen og begreber i naturen.

n Gode sociale kompetencer, så de kan

sidde stille og have god kontakt med

andre børn.

n Faglige færdigheder, så de kan følge

undervisningen på det aktuelle

klassetrin.

n På asylskolerne kan eleverne ikke

tage adgangsgivende eksaminer,

fordi undervisningen svarer til

modtagelsesklasser af børn med

dansk som andetsprog.


10

»Det er som nat og dag,« siger den kosovo-alban-

ske mor i hus 14 på center Jelling og byder inden

for i familiens stue, som før var både soveværelse

og stue for hende, manden og deres tre børn på

4, 9 og 11 år.

I dag kan hun gemme dyner og hovedpuder væk

under sovesofaen, og lågerne på de nye træskabe

langs endevæggen skjuler deres mange ting, tøj

og personlige papirer, fordi der er mere hyldeplads

end i de gamle stålskabe.

Hun har fået en egentlig stue med sofa, bord,

fjernsyn og løse tæpper på gulvet.

Børnefamiliernes værelser på Dansk Røde Kors

asylcentre bliver renoveret med maling og nye

møbler for den politiske ekstrabevilling på 37 mil-

lioner kroner til asylområdet, og samtidig giver

færre beboere mulighed for, at børnene mange

steder får deres eget værelse.

»Vores børn har været belastet med asylsnak og

opholdstilladelsessnak i fem år. Nu kan vi snakke

frit om mange flere ting som voksne og forældre,

uden at de hører det,« siger faderen.

Bo BeDRe PÅ AsYl

»Og så har vi jo sovet sammen med tre børn i fem

år og ikke haft noget privatliv. Det har vi nu.«

Nye møbler og mere plads

forbedrer børnefamiliernes vilkår på

asylcentrene, men forældrene ville

hellere have en opholdstilladelse

Han griner og kigger på sin kone, der genert

slår blikket ned.

Gulvplads giver energi

Blå, smalle stålskabe og røde metalsenge med

tynde madrasser har altid været fast standard-

inventar på landets asylcentre. På få kvadratmeter

stod der senge til tre, fire eller fem personer ved

siden af de brugte sofaer og borde, som mange

beboere selv købte for at skabe et hjem.

»Vi har simpelthen forsøgt at lave mere plads

og gøre værelserne mere overskuelige,« siger

Simon Buhl Larsen, der er netværksmedarbejder

på center Jelling.

I august 2006 flyttede en børnefamilie ind i

centrets prøvelejlighed for at komme med gode

ideer til den bedste indretning. De tidligere skum-

gummimadrasser måtte derefter vige for tykke

boxmadrasser, og gardinerne fik ny kulør og stof,

som både skærmer for blikke udefra og giver ud-

syn indefra. Og så fik forældrene en sovesofa og

børnene en såkaldt wallbed, som kan klappes op

på væggen og give mere gulvplads, når dagtimer-

ne afløser nattesøvnen.

»Beboerne har det helt klart bedre i den nye

indretning. Vi kan mærke, at de får mere energi

og har større overskud til at give en hånd med i

aktiviteterne på centret, og så er det en kæmpe

lettelse for børnene, at de kan få deres eget væ-

relse. Vi har mange beboere, der ligger ned af den

ene eller anden grund, og børnene var tidligere

fysisk meget tæt på forældrenes problemer,« siger

Simon Buhl Larsen.

Hellere opholdstilladelse end køkken

Center Jelling består primært af små, lave række-

huse af røde mursten med tre hoveddøre, som

fører ind til hver sin entré, et minimalt køkken, et

lille badeværelse og to rum, som tidligere husede

hver sin familie.

I dag bor der kun en familie bag hoveddøren,

og det ekstra værelse til børnene er en stor let-


telse, for den kosovo-albanske familie, der ønsker

at være anonym.

»Nu bor der ikke længere en anden familie

omme bag væggen. Børnene kan lukke døren bag

sig, og vi kan lave mad, når vi vil, vi skal ikke vente

på nogle andre på badeværelset og vi ved, at der

bliver gjort rent, som vi vil have det. Det er civilisa-

tion!,« siger den kosovo-albanske far.

I nabohuset bor en bosnisk familie med tre børn

på 20, 17 og 13 år. Før boede de to ældste børn for

sig selv på et værelse i et andet hus, men familien

blev samlet for et par måneder siden.

Deres hus er endnu ikke renoveret. Køkken og

vægge har et kaotisk mønster af sorte skrammer

og værelserne er domineret af spraglet dynebe-

træk på sengene, som står skulder ved skulder

langs to vægge.

»Det er ok. De kan da godt lave værelserne om,

men det er ikke noget, vi kræver, for jeg håber

ikke, vi skal blive her i 100 år. Det vigtigste er jo

vores sag,« siger faderen.

Han forlod den serbiske del af Bosnien for 14

år siden under borgerkrigen og har siden forsøgt

at bringe sin familie i sikkerhed. I dag er både han

og konen syge, og deres asylsag er blevet genop-

taget.

før effter

»Vi er taknemmelige og har stor respekt for

det danske asylsystem, men vi har brug for en op-

holdstilladelse ikke for et nyt køkken.«

VIDSTE DU AT ■ Dansk Røde Kors

mener, at asylansøgere højst skal bo

på et asylcenter i et år.

FAKTA

Dansk Røde Kors fik 10 millioner kroner

til at forbedre de fysiske forhold på

asylcentrene.

n Familieværelserne på alle Dansk Røde

Kors’ asylcentre får nyt inventar og

er renoveret eller ved at blive det. På

temadage har personale og beboere

på center Avnstrup, Sandholm og

Kongelunden givet ideer til den bedste

indretning.

n Alle asylcentre har nyistandsatte

legestuer med plads til de 2-årige

børn og en ny eller forbedret klub

til de store børn og unge. Center

Kongelunden og Sandholm har fået ny

udendørs mulitsportsbane.

n Dansk Røde Kors’ skoler har fået ny

skolegård, forbedrede klasse- og

faglokaler. Alle skoler har oprettet nye

børnehaveklasser.

n Center Avnstrup er ved at lave bad og

toilet til hvert værelse.


1

Et politisk besøg på tre asylcentre blæste

asylansøgere ind i avisernes overskrifter

med en styrke, som udløste 37 millioner

kroner

AsYlAnsØgeRe I MeDIesToRM

»Der må være en basislinje for, hvor dårligt folk kan

leve, og den synes jeg, vi har overskredet her.«

Med de ord satte Venstre-politikeren Ejvind

Vesselbo en gedigen mediestorm igang i april

2006, som notater, breve og udsagn fra Dansk

Røde Kors gennem flere år ikke var lykkedes med.

I løbet af 2006 optrådte ordet »asylansøger« i

tusindvis af avisartikler, tv- og radioindslag, cen-

ter Sandholm blev omdrejningspunkt for en bog,

Folketingets ombudsmand og den europæiske

menneskerettighedskommissær besøgte asylcen-

tre, og Socialforskningsinstituttet udgav to rap-

porter om asylbørns vilkår.

Mediestormen blæste op, da Folketingets in-

tegrationsudvalg besøgte center Sandholm, Grib-

skov og Kongelunden og med egne øjne og ører

oplevede, at beboerne bliver syge og bryder sam-

men efter mange uvisse år på et asylcenter, og at

børnene lider under forældrenes problemer.

Det afgørende vindstød i debatten blev udløst

af kritik fra integrationsudvalgets to repræsentan-

ter fra regeringspartierne.

»Det var en barsk oplevelse at se de kummerlige

forhold, vi tilbyder asylsøgere - særligt for børne-

ne, hvis personlighed jo formes i den tid,« sagde

den konservative Henriette Kjær.

En kærkommen debat

Dansk Røde Kors havde tidligere uden held invi-

teret integrationsudvalget på centerbesøg, så or-

ganisationen var godt tilfreds med, at de politiske

reaktioner trak stor opmærksomhed i medierne.

»Vores mål var ikke at prale med det, vi kan og gør,

men at vise konsekvensen af beboernes situation. Vi

havde i lang tid holdt administration og det politiske

niveau orienteret om vores bekymring, ligesom det

heller ikke var nyt for journalisterne, at sundhedsud-

gifterne eksploderede og antallet af selvmordsforsøg

og underretninger til de sociale myndigheder steg.

Jeg synes derfor, det var en velkommen og nødven-

dig debat. Og fint, at man endelig fik øjnene op for,

at centrene ikke er bygget til flere års ophold. Men

det er virkelig ærgerligt, at der skal så meget til for at

gøre pointen tydelig,« siger chefen for Dansk Røde

FAKTA

n Dansk Røde Kors huser asylansøgere

med særlige behov og problemer på

de tre besøgte centre. Beboerne er

tynget af psykiske problemer, mange

års ophold og afviste asylsager, og

myndighederne har besluttet, at de

afviste beboere kun har adgang til

begrænsede aktiviteter.

n Asylansøgere har generelt flere

ressourcer, når deres asylsag endnu

ikke er afgjort. Den gruppe beboere

bor på Dansk Røde Kors’ center Jelling

og de kommunale centre i Brovst og

Hanstholm.

Kors’ asylarbejde, Jørgen Chemnitz.

Venstres Ejvind Vesselbo gav også udtryk for,

at mødet med asylbørn og centrenes faglige med-

arbejdere den 31. marts gjorde større indtryk end

tidligere besøg på asylcentre.

»Jeg har været der mange gange før, men den-

ne gang så jeg det med friske øjne, og det gjorde

mig rimelig deprimeret. Hvordan kan vi byde de

børn sådanne vilkår? Det var der, jeg sagde til mig

selv, at det kunne jeg ikke leve med,« sagde han.

I månederne efter integrationsudvalgets besøg

blev Dansk Røde Kors’ asylcentre bestormet af

private danskere, som ønskede at gøre en forskel,

og af journalister, der ville tale med asylansøgerne

selv og især børnefamilierne. Kort før sommer-

ferien udløste omtalen en ekstra bevilling på 37

millioner kroner til at give asylbørnene flere fri-

tidsaktiviteter og modersmålsundervisning og til

at forbedre de fysiske rammer på asylcentrene.

»Der er ingen tvivl om, at den massive presse-

omtale var med til at øge det kontante beløb fra

politikerne,« siger Jørgen Chemnitz.


Asylansøgere bor længere på asylcentre,

og undersøgelser viser, at de udvikler

psykiske lidelse alene på grund af

opholdstiden

venTeTID gØR sYg

To år er skæringspunktet. Efter mere end 24 måne-

der betyder tiden i sig selv, at asylansøgere udvikler

behandlingskrævende psykiske sygdomme, og i dag

har mange af de i alt 1944 asylansøgere i Danmark

boet på et asylcenter i mere end to år.

Allerede i 1994 dokumenterede Røde Kors-lægen

Helge Kjersem, at ventetid gør asylansøgere syge.

Via 10.000 journaler konkluderede han, at femten

procent af de asylansøgere, der var raske ved an-

komsten til Danmark, udviklede behandlingskræ-

vende psykiske sygdomme efter to år, og i 2004 be-

kræftede en hollandsk undersøgelse billedet. 2/3 af

de adspurgte irakiske asylansøgere i undersøgelsen

havde psykiske lidelser efter to år på et asylcenter. I

2006 blev der atter sat streg under konklusionen.

Socialforskningsinstitutet nærlæste journaler fra

14 familier med mere end to på på et asylcenter,

og kun en af familierne havde ingen beskrivelser af

alvorlige problemer. De øvrige familier var præget

af depressioner, andre psykiske lidelser, smertestil-

lende medicin og behandling hos psykiatere og

psykologer. Rapporten fra Socialforskningsinstitutet

skriver blandt andet: »Familier der ved ankomsten

blev karakteriseret som velfungerende, er efter to,

tre, fire eller fem års ophold brudt sammen.«

Den lange opholdstid kan også aflæses på ud-

gifterne til sundhedsbehandling af asylansøgere,

som ifølge Udlændingeservice steg fra cirka 2.700

kroner om året i 2001 til cirka 12.000 kroner i 2005.

I omtrent samme periode steg den gennemsnitlige

opholdstid for en asylansøger i Danmark fra 10 må-

neder i 2001 til 3 år og 3 måneder ved udgangen af

2006. Det skyldes primært, at de fleste beboere har

fået endeligt afslag på asyl, men stadig bor på et

asylcenter, fordi de ikke kan sendes hjem med tvang

på grund af forholdene i deres hjemland. Det er især

udgifter til psykiater- og psykologhjælp, der stiger,

for de typiske lidelser er angst, depressioner, kroni-

ske personlighedsforandringer og post-traumatiske

stress-belastninger.

FAKTA

n Dansk Røde Kors har bedt Københavns

Universitet undersøge, hvordan

ventetiden påvirker børnene.

Undersøgelsen forventes færdig medio

2007.


14

Basketball, dans, syning, rollespil, teater, filmklub,

hip-hop, pigeklub, rideture, tegneprojekt.

Listen over asylbørns fritidsmuligheder er ble-

vet lang takket være ekstra penge, og godt tre ud

af fire børn går i dag til sport, musik eller lignende

i lokale klubber efter skole.

»Det kan tydeligt mærkes på børnenes humør.

De kommer selv og fortæller, hvor glade de er for

aktiviteterne,« siger Ditte Bartholdy, der leder

børne- og ungearbejdet på center Sandholm og

Avnstrup.

Men fritidstilbudene betyder også, at mange

børn først vender tilbage til asylcentrets værelse

og far og mor efter 9-10 timer på en almindelig

hverdag. Familiens vilkår gør det attraktivt for bør-

nene at blive adspredt, men de magter ikke selv at

prioritere, fortæller børne- og ungemedarbejder

Hannah Thybo Nielsen fra center Kongelunden.

»Børnene vil gerne det hele. Mange går nu i

dansk folkeskole, de går til noget i fritiden, og der

sker meget mere for dem på centrene, så nogen

af dem har en arbejdsuge på mere end 40 timer.

FRITID, FRusTATIon og FRAvæR

Asylbørn svømmer nu i tilbud fra ungdomsklub,

frivilligprojekter og lokale sportsklubber, men de

har svært ved at vælge, og forældrene magter ikke

at prioritere for dem

I første omgang er det positivt, fordi de bliver

glade, men i anden omgang bliver de stressede

og forvirrede, og så mangler vi forældrene til at

vælge for dem.«

Fuldt blus på aktiviteterne

Da vintergækkerne spirede i foråret 2006 satte

en intens mediedebat fokus på asylbørns vilkår.

Mange lever med forældre, der har store psykiske

problemer efter 5-6 år på asylcentre og en daglig

frygt for at blive tvangshjemsendt, og Dansk Røde

Kors fik derfor ja til ansøgningen om en ekstra-

bevilling til at give børnene flere aktiviteter og

gode oplevelser.

De nye penge gjorde det muligt at skrue op for

sommeraktiviteterne med flere udflugter og sær-

lige aktiviteter som bondegårdsture, svømmehal,

feriekoloni, Tivoli, Bonbonland, koncerter, fodbold,

gymnastik, danseteater og cirkusprojekter. Dansk

Røde Kors besluttede samtidig at fortsætte aktivi-

teterne i hverdagen efter sommerferien. Asylcen-

trenes klubber har nu længere åbent og kan også

bruges i weekenden, ligesom alle asylcentre har

ansat særlige fritidskoordinatorer, som kontakter

lokale klubber og foreninger, sørger for tilmeldin-

ger og transport og køber udstyr og træningstøj,

så asylbørnene kan gå til for eksempel fodbold,

brydning, hip-hop eller musik efter skoletid.

»Både børn og forældre giver meget positivt

udtryk for, at det er godt, der sker noget mere

også i weekenden,» siger børne- og ungemed-

arbejder Ditte Bartholdy fra center Avnstrup, og

hendes kollega på center Kongelunden, Hannah

Thybo Nielsen, er enig.

»Forældrene synes, det er fedt, at der sker no-

get godt for børnene, men hvis man spørger, hvad

de har mest brug for, så er det selvfølgelig kortere

ventetid og flere penge til mad og tøj,« siger hun.

Personalet tager forældreansvaret

De mange nye aktiviteter har dog også en slag-

side. Børnene risikerer i praksis at blive adskilt fra

far og mor i hverdagen.

»Børnene skal forholde sig til mange ansigter,


fordi vi bruger frivillige og projektansatte, og

fordi børnene kommer ud til så mange aktiviteter.

Forældrene bekymrer sig om, at det nu er andre

mennesker, de ikke kender, som fortæller deres

børn, hvad der er rigtigt og forkert,« siger Hannah

Thybo Nielsen.

Center Kongelunden prioriterer derfor at give

familierne fælles oplevelser. I sommer holdt cen-

tret for eksempel grillfest, da børnenes workshop

om rollespil sluttede, og forældrene blev inviteret

til at se resultatet af børnenes cirkus-projekt og

hip-hop-undervisning. I hverdagen bliver foræl-

drene også informeret om fritidsaktiviteterne,

og personalet opfordrer dem til selv at følge de-

res børn til sport eller musik. Men ønsket om at

inddrage forældrene støder ofte på et praktisk

dilemma.

»Vi prøver hele tiden at få forældrene med,

men kræfterne slår ikke til, og børnene kan ikke

forstå, at vi skal diskutere det hver gang, for de

ved godt, at far og mor ikke kan,« siger Hannah

Thybo Nielsen.

Forældrenes underskud kan også betyde, at de

glemmer børnenes spise- og sengetider i den hek-

tiske hverdag, ligesom far og mor ikke nødvendig-

vis kan overskue at hjælpe børnene med at vælge,

hvilke fritidsaktiviteter de skal deltage i.

»Vi er i et vadested mellem alt det gode, vi

gerne vil gøre for børnene og så at styre, hvad

de rent faktisk magter, men jeg tror, det fi nder et

fornuftigt leje, fordi vi som personale begynder at

skære igennem for børnenes skyld. De skal blandt

andet holde fast i en ny aktivitet i en måned, de

kan kun prøve tre forskellige slags, og de skal ikke

skal vælge mellem fl ere attraktive aktivitetrer på

samme tid,« siger Hannah Thybo Nielsen.

VIDSTE DU AT ■ Dansk Røde

Kors ønsker, at asylansøgere får

lov at arbejde.

FAKTA

n Allerede i 2005 arrangerede Dansk

Røde Kors særlige aktiviteter for

asylbørnene under overskriften »Glad

sommer«.

n Det pædagogiske arbejde i Dansk

Røde Kors’ legestuer og klubber

bygger på den såkaldte STROFmodel,

som sikrer børnene struktur,

genkendelighed og forudsigelige

rammer som modvægt til deres

følelsesmæssige kaos.


16

»hvis min mor har det

dårligt, så får jeg det også

dårligt. hvis der er problemer,

vil man hellere ud og ha’

lidt frisk luft og ro i hovedet.

Jeg går over i klubben til

mine venner, og så kan man

glemme det lidt. Men hvis

man for eksempel skal vente

på at spille playstation, så

vender tankerne tilbage.«

Julian, 12 år

»Det er godt at lege i

klubben, for der er

kammerater og legetøj.

Derhjemme har vi ikke

noget legetøj eller plads.

I weekenden leger vi bare

uden for med en fodbold.«

Meldian 8 år


eT sKuD AKTIvITeTeR

Under overskriften »Glad sommer 2006« kunne

børnene på Dansk Røde Kors’ asylcentre vælge

mellem 43 forskellige aktiviteter i sommerferien.

Der var workshops om sang og musik, gøgl, hip-

hop, cirkus, leg og bevægelse. Udflugter til Lego-

land, zoologiske haver, badeland, Bonbon land og

Tivoli. Mavedans, teater, koncerter, biografture

og sportsstævne. Og så holdt Dansk Røde Kors

Kulturhus i København en dag med »Kultur på

Kajen«, som bød på grillmad, hoppeborg, klovne,

boder og musik af blandt andet »Buster-sangens«

moder, Nanna Lüders.

Sommerens aktivitetsprogram var dermed så

tætpakket, at cirka tyve andre aktiviteter blev

skubbet til efterårs- og vintermånederne. På

samme tid udvidede asylcentrenes klubber for åb-

ningstiden, så børnene og de unge også kan kom-

mer der i aftentimerne og i weekenden.

»De har virkelig

brug for at lege.

selv de 10-årige

piger stryger lige

ned i den anden

ende af klubben og

leger familie med

deres dukker, lige

til vi lukker.«

Gitte Duus, børne-unge

medarbejder


0

»Det er bedre nu, fordi der er

masser af aktiviteter og klubben

har længere åbent.«

Kemal 17 år

»vi var mange steder,

da det var sommer. Til

bowling, i svømmehallen

og kino. nu har vi fået

nye rum, nye spil og

sådan noget. Man bliver

da gladere af det.«

Gourgen 14 år


Nyhedstimen på DR1 er netop slut, og Per Øxen-

holt på Djursland sætter sig til computeren og

mailer til Dansk Røde Kors en torsdag i april:

Antallet af frivillige tredobler, og mange

donerede gaver og oplevelser som reaktion på

forårets debat om asylbørns forhold

»Jeg sTÅR TIl RÅDIgheD«

»…angående børn, som har siddet i asylcentre

i mange år…det berører jo en meget, da jeg selv

har små børn og mener, de skal have et værdigt

liv,« skriver han som forklaring på sit tilbud om

gratis at stille hoppeborge, slush ice- og popcorn-

maskiner op rundt om i landet, og slutter sin mail

med sætningen »Jeg står til rådighed med lidt

hygge, så børnene kan få en god dag.«

Per Øxenholt er en af de mange danskere, som

står i kø i foråret 2006 for at gøre en forskel, da

medierne beretter om børns forhold på asylcentre-

ne. Danskerne omsætter deres indignerede hold-

ning til handling, og Dansk Røde Kors modtager

små og store gaver, mere end 100.000 kroner fra

foreninger og enkeltpersoner, og antallet af frivil-

lige stiger fra cirka 70 til knap 300.

Konkrete gaver

Seks paller med designede slaskedukker, 240

stålmadkasser, 1000 konferencetasker, gratis bil-

letter til Brødbys topkampe, fribilletter til Tivoli

og meget mere bliver i løbet af sommeren 2006

fordelt på asylcentrene, og alle givere får besked

om, hvem der modtager deres gaver. Derudover er

der mange børn, som reagerer.

»Der var rigtig mange børn, som ryddede op på

deres værelser og gav os legetøj, bamser, bøger eller

cykler, og det gør stort indtryk at møde dem, når de

kommer og afleverer det sammen med deres foræl-

dre,« siger projektkoordinator Anne Sander.

»Men vi får faktisk også så meget, at vi godt

kan tillade os at sortere i det, så jeg spørger altid,

om gaverne er i så god stand, at de ville give det

til deres egne børn.«

Flere gaver bliver omsat til konkrete arrange-

menter på asylcentrene, og Anne Sander under-

streger, at de frivillige bidrag falder fint i tråd med

Dansk Røde Kors’ egne aktiviteter. Allerede i som-

meren 2005 arrangerede organisationen en række

aktiviteter under overskriften »Glad sommer« for

at give børnene på asylcentrene et pusterum fra

en hverdag på begrænsede kvadratmeter med

nedtrykte forældre og en udvis fremtid. Den ak-

tive sommerferie bliver gentaget i 2006.

»Den store interesse i år gjorde, at vi kunne

gøre meget mere af det, vi allerede var i gang

med,« siger Anne Sander.

Det tager blandt andet form som cirkusprojek-

ter på flere asylcentre, et stort kulturarrangement

i København med professionelle kunstnere og Per

Øxenholts hoppeborg, sommerlejr med lomme-

penge for en gruppe børn, ligesom medarbejdere

fra et firma bruger en fridag på at gøre en lege-

plads færdig på center Avnstrup.

Tid forpligter

Men de konkrete gaver viser kun den ene side af

danskernes lyst til at hjælpe asylbørnene, for der

er også mange, som tilbyder at arbejde frivilligt.

»Vi mærker faktisk allerede en stor interesse

dagen efter integrationsudvalgets besøg på asyl-

centrene. Før fik vi 1-2 henvendelser fra frivillige

om ugen, men pludselig kom der cirka 10 henven-


»Jeg vil gerne gøre en forskel

i asylansøgernes virkelighed,

og så er frivilligt arbejde den

mest direkte måde, for det er

begrænset hvilken indflydelse

man ellers har.«

30-årig mand

delser om dagen,« siger projektkoordinator Anne

Sander.

Henvendelserne gør det muligt at sætte tem-

poet op for den strategi, som Dansk Røde Kors og

Anne Sander lagde i årets første måneder. Rundt

om i landet har asylansøgere defineret en række

aktiviteter, de gerne vil deltage i på deres center,

selvom der ikke umiddelbart er personaletimer til

at gennemføre dem, og de mange nye frivillige gør

nu tanke til handling.

»Det er vigtigt for os, at hjælpen er ligeværdig.

Mange frivillige reagerer på en følelse af, at det

er synd for asylansøgerne, men vi understreger, at

det faktisk er stærke mennesker, som er havnet i

en vanskelig situation, så det de har mest brug for

er ikke, at nogen tager sig af dem som ofre, men

derimod at de bliver mødt som mennesker,« siger

Anne Sander.

De frivillige deltager derfor i et introduktions-

kursus om Dansk Røde Kors’ arbejde og princip-

per, før de forpligter sig til at arbejde med en kon-

kret aktivitet og i et bestemt antal timer.

»Folk afgør selv, hvor meget de vil arbejde fri-

villigt, men det er vigtigt, at de overholder deres

aftaler, for ellers står der nogle skuffede beboere,

som ikke får indfriet deres forventninger – og det

har de prøvet alt for tit,« siger Anne Sander.

De frivillige hjælper typisk til på centrets lektie-

café og informationscafé eller laver konkrete akti-

viteter eller projekter for børn og unge, men Anne

Sander understreger, at de voksne beboere også

har brug for frivillige.

»Der er et stort behov for at gøre noget for de

voksne, så de selv får overskud til at være noget

for deres børn. Ellers ender det med, at alle vi an-

dre går rundt og gør alt det, som far og mor helst

selv skulle gøre for at få familien til at fungere,

og det er en tendens, vi er meget opmærksomme

på.«

FAKTA

De er socialt bevidste, aktive, cirka 30

år eller i 50’erne - og så er de kvinder.

Sådan lyder portrættet af de fleste

frivillige i Dansk Røde Kors’ asylarbejde.

Organisationen søger derfor særligt

mænd, som vil engagere sig i aktiviteter

på asylcentrene. Hvis du vil være frivillig,

skal du:

n Respektere Røde Kors’ principper om

neutralitet og upartiskhed.

n Deltage i et introduktionskursus.

n Forpligte dig til at arbejde et bestemt

antal timer med en konkret aktivitet.

n Give tilladelse til at Dansk Røde Kors

indhenter en særlig børneattest om

evt. seksuelle krænkelser af børn.

n Skrive under på, at du ikke må blande

dig i asylsagerne eller udlevere

personlige oplysninger til andre.

n Kontakte Anne Sander på asa@

redcross.dk og oplyse din adresse,

telefonnummer og alder.

»Jeg bor tæt på et center,

men jeg kunne ikke lide bare

at gå derind, så nu er jeg frivillig.

Jeg vil gerne møde asylansøgerne

på lige fod, og jeg

håber, det hjælper dem til at

glemme deres problemer for

en stund og føle, de er noget

værd.«

58-årig kvinde


4

Politimanden og den tidligere

asylansøger nyder stor respekt som

frivillige på center Kongelunden, for

asyldrengene elsker de tilbagevendende

udflugter med testosteron i luften

PeRKeRen og PAnseRen

»Hey, hvor mange har jeg dræbt?«

Den 12-årige dreng hiver i politimandens sorte

læderjakke. De to har lige kæmpet mod hinanden

med lasergeværer på den sortmalede bane ved

Glostrup Storcenter, og nu skal tabstallet gøres

op. Men for drengen handler det også om at vinde

Jørgen Guldborgs opmærksomhed.

Han er den ene halvdel af det populære makkerpar,

som hver anden tirsdag laver frivillig-

aktiviteter med en gruppe drenge fra center

Kongelunden. Jørgen Guldborgs 17-årige makker,

Shayan Nazemi, står ude på parkeringspladsen

og slås for sjov med to andre drenge. De bokser

Shayan i maven og slår ham på skuldrene.

Det er drengegruppens første udflugt med Jør-

gen og Shayan, men idéerne om at køre gokart,

ride, prøve kræfter med en forhindrings-bane eller

tage på lejrtur i skoven klinger allerede af succes,

for testosteron er i høj kurs hos de unge mørk-

hårede drenge.

»Der er mange kvindelige frivillige, så det vi kan

byde ind med er, at vi selv er nogle store drenge,«

siger Jørgen Guldborg, der til daglig arbejder som

kriminalassistent i Rigspolitiet.

»Vi skal da ud og lege mand, så har vi det alle

sammen sjovt!«

Rollemodeller i en fortrolig bil

Shahin og Jørgen mødtes første gang for 2½

år siden i Tivoli. Shayan boede selv på center

Kongelunden som asylansøger, og Jørgen blev hans

kontaktperson, som fulgte med, da Shayan kort tid

efter fik opholdstilladelse og flyttede til Smørum.

»Dengang var jeg bange for politiet.«

Shayan griner lidt forlegent ved tanken om sin

fortid.

»Jeg fortalte drengene her i aften, at jeg var

ligesom dem og lavede en masse ballade og ikke

gik så meget i skole, men jeg fortalle dem også, at

det fortryder jeg nu.«

I dag går han i 9. klasse og stiler målrettet mod

selv at trække i politiuniform en dag, og Shayans

intention er, at han og Jørgen kan være gode

rollemodeller.

»Jeg har kunnet bruge Jørgen til så meget, så det

vil jeg også gerne give de her drenge.«

Det er Shayans idé, at det umage makkerpar nu

arbejder frivilligt på Dansk Røde Kors’ omsorgs-

center.

»Det var ikke så sjovt at bo på asylcenter. Jeg

kendte slet ikke Danmark, så jeg vil gerne lære

de her drenge så meget, jeg kan. De skal ud og

møde danskerne og samfundet. Vi kan ikke redde

hele verden, men jeg håber, at det gavner dem

alligevel. Selvom de ikke får opholdstilladelse, så

får de nogle gode timer, som ingen kan tage fra

dem.«

Aftenens laserkamp mellem det grønne og

orange hold og ikke mindst køreturen frem og

tilbage tyder på, at Shayan har ret.

»Vi snakkede om alt muligt. Biler, danske piger,

og hvad de ville bruge 100.000 kroner til, hvis de

vandt i Lotto.«

Jørgen er enig.

»Vi skaber et rum, hvor man kan snakke om

mange ting. Bilen er vores lille firkant, hvor de kan


spørge om alt muligt, og vi har tålmodigheden.

Her i aften råbte de i munden på hinanden i

begyndelsen, men turen blev bedre og bedre, som

vi kørte derudaf, og stille og roligt faldt de ned.«

Både Shayan og Jørgen er bevidste om, at de

supplerer hinanden godt, og at deres køn er en

fordel.

»Drenge vil gerne konkurrere og have fysiske

udfordringer, og jeg tror, det er en kæmpe styrke

med Shahins baggrund og alder og så mig, der

både er en dreng og en gammel mand i deres

øjne.«

»Ja, Jørgen er en drengerøv, men han er god til

at snakke med børn,« siger Shayan.

VIDSTE DU AT ■ Asylbørn bliver

undervist af Dansk Røde Kors eller

en folkeskole. De har samme fag og

timer som modtageklasser børn, og

undervisningen foregår på dansk.


6

To KlIK og en AFleveRIng

Skråskrift, blokbogstaver, grøn kuglepen og

grå blyant fordeler sig på papirerne i plastic-

chartekket på Dorte Mogensens skrivebord. Det

er forskellige sygeplejersker og lægers håndskrift

og gammeldags stempler, der udgør indholdet i

journalen, så det er ikke alt, Dorte Mogensen

umiddelbart kan tyde, og hun ved, at der ingen

garanti er for, at papirmængden i chartekket er

komplet.

Men det bekymrer ikke længere sygeplejersken

på center Avnstrups sundhedsklinik, for nu logger

hun sig hver morgen ind i computerens EMAR-

program og henter journalerne frem som et

skærmbillede.

De elektroniske patientjournaler erstattede

papirudgaverne i foråret 2006 med overraskende

få problemer og udgifter tilfølge.

Hurtigt og sikkert

»Klinikken, det er Dorte.«

Hun lytter til stemmen i den anden ende af røret,

taster et udlændingenummer ind og finder op-

lysningerne på den asylansøger, der ringer for at

ændre en lægetid.

Asylansøgernes sundhedsjournaler

har forladt papiret og taget plads i den

elektroniske verden. Det er hurtigt, sikkert og

overskueligt, selvom systemet ikke er helt på

plads endnu

»Det kan sådan set godt lade sig gøre. På man-

dag klokken 11?«

Efter to klik og et tryk på »enter« er klinikkens

kalender opdateret, og den irakiske mor i telefon-

røret ved, at hun kan tage med sin datter på ud-

flugt i morgen fremfor at sidde over for lægen på

center Avnstrup.

Med det elektroniske patientsystem siger Dansk

Røde Kors farvel til langsom kommunikation; tu-

ren op og ned af trappen efter papirkalenderen og

journalmapperne og en masse koordinering med

kollegerne.

»Det er vældig smart, at du kan gå ind i journa-

len, ligegyldig hvor du er og få et hurtigt overblik

over, hvad der er sket siden sidst. Vi slipper for

at slæbe rundt på tunge mapper og bliver færdig

med journalen med det samme, så der ikke er

hængepartier sidst på dagen,« siger Vivian Park

Lauridsen, der arbejder på flere adresser som ko-

ordinerende sundhedsplejerske.

Det nye system skaber også større sikkerhed, for

alle kan læse, hvilken medicin lægen eller psykia-

teren udskriver, overblikket gør det hurtigere at

opdage et misbrug, alle patientens oplysninger,

svar og resultater er samlet et sted, og journalen

hverken forsvinder eller bliver forsinket i posten

mellem to centre eller mellem det lokale lægehus

og asylcentret.

»Det er et stort fremskridt for kvaliteten af vo-

res journalarbejde. Det betyder tryghed for asylan-

søgerne, og der er bedre kontinuitet i deres »syg-

domshistorie«, fordi vi altid kan skrive eller læse

journalen,« siger sundhedsplejerske Jytte Birthe

Jensen fra center Sandholm og Kongelunden.

Alt på en skærm

F2, Ctrl. R og et lille ikon med en rund pille er nogle

af de mange genveje, som giver Dorte Mogensen

adgang til informationer om hver patient, hun

møder i center Avnstrups konsultation på 1. sal.

Et udlændingenummer eller et navn åbner det

skærmbillede i EMAR-systemet, hvorfra hun klik-


ker sig rundt mellem alt fra elektroniske recepter

og laboratorieprøver til resuméer af patientens

tidligere konsultationer og kommende aftaler hos

eksterne behandlere.

»Det er ret brugervenligt, for du skal kun huske en

ting, og det er din kode. Resten kan du nå inden

for det samme skærmbillede,« siger Dorte Mogen-

sen.

Systemet kan også samle forskellige oplys-

ninger om patienten. F2-tasten giver et historisk

overblik over patientens tidligere samtaler og be-

handlinger, du kan søge på en bestemt diagnose

og få en beskrivelse af patientens rygproblemer

gennem tiden, eller du kan slå op på den side, som

viser dagens laboratoriesvar og hvilke resultater,

der ligger uden for normalområdet.

»Det giver et meget bedre overblik, end da vi

bladrede rundt i plasticchartekket,« siger Dorte

Mogensen.

Hun er en af de særligt begejstrede sundheds-

medarbejdere på asylcentrene, mens nogle af hen-

des kolleger også kan smage malurt i bægeret, for

IT-systemer er sårbare, og der er problemer med

den elektroniske bestilling af medicin.

»Det er selvfølgelig følsomt og problematisk,

når systemet er nede, for så kan vi ikke fi nde op-

lysninger på beboeren andre steder,« siger koordi-

nerende sygeplejerske på center Sandholm, Lene

Mølholm.

Sundhedsplejerskene er ekstra ramt af pro-

blemer. De mangler at få sat elektronisk form

på en del af deres faste skemaer og arbejds-

papirer, og så fi ndes der ingen nyfødte babyer i

EMAR-systemet.

»Vi kan kun oprette journaler på beboere, som

fi ndes i myndighedernes system, og det betyder,

at der går lang tid, før vi kan lave notater om en

ny baby,« siger koordinerende sundhedsplejerske

Vivian Park Lauridsen.

FAKTA

VIDSTE DU AT ■ Nye asylansøgere

får en helbredssamtale med Dansk

Røde Kors lige efter ankomsten for

at behandle akutte sygdomme og

oprette en journal om personens

helbred.

De første overvejelser om elektroniske

patientjournaler i Dansk Røde Kors

blev gjort i november 2004, og et halvt

år senere var leverandøren fundet. I

marts 2006 testede center Avnstrup

det nye skræddresyede system, og i

juni 2006 brugte alle organisationens

sundhedsklnikker elektroniske journaler.

n EMAR-systemet kostede cirka ¼

million kroner plus arbejdstid.

n Dansk Røde Kors har mere end

100.000 gamle papirjournaler på

tidligere asylansøgere i sit arkiv.

n Dansk Røde Kors undersøger, om

EMAR-systemet kan udbygges, så

lærere, pædagoger og socialrådgivere

på asylcentrene også kan sige farvel til

papirdyngerne i sagsmapperne.


8

MelleM To onDeR

De tør ikke rejse hjem, selvom udsigtsløse

år på asylcentre gør både børn og voksne

syge. Men far og mor har ikke længere

kræfter til at vælge, hvad der er bedst for

familien – eller værst

»Hvad skal jeg gøre? Det er en slags selvmord, at

de forsøger at smide os ud. Situationen dernede er

den samme, som jeg forlod – bare endnu værre -

og jeg frygter, at de dræber mig. Mit liv i Danmark

bliver aldrig godt, men hvis de dræber mig, så har

min søn ingen fremtid, kun en syg mor.«

Ali Hassans hænder sitrer hele tiden, og han

lægger dem over øjnene, da ordene slipper op.

Han lever i et konstant dilemma, som dag for

dag æder sig ind på hans muligheder. Han har

fået endeligt afslag på asyl og skal rejse hjem

til Bagdad, men han frygter både fortiden og frem-

tiden, og derfor kan han ikke længere ændre på nu-

tiden, som hver dag gør hans kone og søn syg.

På Christiansborg diskuterer politikerne vilkår-

ene for børn som Ali Hassans 8-årige søn. Alle er

enige om, at børnene har det dårligt, men nogle

mener, at det er forældrenes skyld, og andre, at

udlændingeloven bærer ansvaret.

Dansk Røde Kors’ omsorgscenter Kongelun-

den oplever souschef Peter Jensen, at svaret ligger

midt imellem.

»Jeg tror, at nogle af de dårlige beboere ville være

rejst hjem for år tilbage, da de første gang fik af-

slag, hvis de dengang vidste, hvor dårligt de har

det i dag. Dengang ville de forstå, at det var ska-

deligt for dem selv og børnene at blive. Men i dag

har de ikke overskud til at gøre noget som helst.«

Fanget i sygdom

Ali Hassan bærer rundt på en lille hvid plastic-

pose med familiens korrespondance med de dan-

ske myndigheder. Afslag på asyl, lægeudtalelser

om konen, der dagligt får ti piller og for nylig fik

en blodprop i benet, ansøgninger om humanitær

opholdstilladelse, flere afslag og psykiaterens se-

neste notat, som fortæller, at sønnen »er angst

for at miste sine forældre og fortsat har psykoti-

ske symptomer.«

Papirerne går syv år tilbage til dengang Ali

Hassan søgte asyl i Danmark som mange andre

irakere. Året var 1999, hvor der også var krig i

Kosovo-provinsen på Balkan. Det bragte en anden

asylansøger, som ønsker at være anonym, til Dan-

mark, og både han og Ali Hassan har siden boet

på asylcentre. De blev aldrig anerkendt som flygt-

ninge, og en humanitær opholdstilladelse blev

deres eneste chance for en fremtid i Danmark.

Kun alvorligt syge mennesker har mulighed for at

få humanitær opholdstilladelse, og det kan ifølge

souschef Peter Jensen spille en rolle.

»Det kan betyde, at nogle valgte den strategi

at blive syg. Jeg siger ikke, at den her gruppe ikke

er syge, for det er de faktisk i dag, men måske

startede sygdommen som en strategi for at få hu-

manitær opholdstilladelse. Det er vel helt almin-

delig menneskelig adfærd, at man som forældre

kæmper for sine børn og familien, så længe der

er et håb. Det er mere et spørgsmål, om man har

overskud til at handle, når håbet er ude.«

Både Ali Hassan og kosovoalbaneren har syge

børn og ægtefæller i dag, og Ali Hassan er også

selv mærket af situationen.

»Jeg kan ikke mærke mit liv. Jeg hader at gå til

læge, men jeg er nødt til det. Jeg er altid bange

og angst. Jeg sover næsten ikke, for jeg frygter,


der kommer nogen og henter os, så jeg kigger på

vores dør hele tiden.«

Den kosovoalbanske far lever med samme

frygt, men han mener stadig, han gør det bedste

for sin familie.

»Det er ikke vores fejl, at vi ikke rejser frivil-

ligt tilbage, sådan som politikerne siger. Det er

myndighedernes ansvar, at de ikke forholder sig

til, hvor alvorlig situationen er i vores hjemland.

Hvordan kan jeg vælge at rejse derhen, hvor min

familie bliver massakreret og dræbt? Alle forældre

vælger det bedste for deres børn, selvom det bed-

ste ikke er godt nok.«

VIDSTE DU AT ■ Dansk Røde Kors

medarbejdere må gerne udtale sig

offentligt om deres eget arbejde, men

de har tavshedspligt om personlige

og fortrolige oplysninger.


30

en BARsK BARnDoM

Dansk Røde Kors styrker det psykosociale

arbejde, fordi flere asylbørn i dag mistrives på

grund af forældrenes problemer

Ambulancens blå blink bryder nattemørket på

center Kongelunden og kaster lange lyskegler

på husfacaderne og legepladsens asfalt. For lidt

siden gik far amok på værelset. Smed med stole

og borde, smadrede det store vindue og væltede

skabene. Han brøler, mor hulker, de to sønner

skutter sig, og nu bliver far indlagt akut.

Det er en tilfældig tirsdag aften, men for en

del asylbørn er familiedramaet ikke ukendt. Det

er en voldsom udgave af deres daglige frygt og

bekymring for, hvad der sker med forældre med

svære psykiske problemer.

»Der er ingen tvivl om, at børnene har det dårli-

gere i dag. Vi har flere børnesager, og vi søger om

flere støttepersoner end tidligere. Årsagen skal

findes i forældrenes svære problemer på grund af

lange opholdstider på fire, fem og seks år og frygt

for at blive udvist,« siger socialkoordinator på om-

sorgscenter Kongelunden, Lone Harsberg.

Mange øjne på problemer

I 2006 var der cirka 500 asylbørn under 18 år i

Danmark, som helt grundlæggende kan beteg-

nes som »udsatte«, fordi de lever med en uvis

fremtid i et fremmed land og under vilkår, som

gør det svært at være en normal familie. Nogle

børn klarer sig godt, men andre viser tegn på, at

de ikke trives eller udvikler sig fysisk eller psykisk

alderssvarende.

»Det er summen af mange symptomer, som de-

finerer et særligt behov. Det kan være sundheds-

plejerskerne, lærerne i skolen eller pædagogerne

i legestuen og klubben, som opfanger børnenes

signaler om, at de mistrives. Barnet er måske an-

derledes end tidligere, meget trist og stille, reage-

rer voldsomt og udadvendt eller har svært ved at

deltage i skolens undervisning,« siger Dansk Røde

Kors’ socialkonsulent, Karen Louise Christiansen.

Dansk Røde Kors’ asylcentre sætter fokus på

børnenes særlige behov i det såkaldte psyko-

sociale team, hvor medarbejderne på de enkelte

centre diskuterer deres observationer med kol-

legerne efter samtykke fra de berørte asylansø-

gere. Det sikrer, at problemerne bliver set i en

helhed, så skolen ikke sætter noget i gang med

storesøster uden at vide, at legestuen arbejder

med lillebror, og sygeplejerskerne og netværks-

medarbejderne tager sig af forældrene.

»Vi kan opdage et problem fra den ene dag

til den anden, eller vi kan observere et barn over

en lang periode og vurdere, at der er behov for

støtte på den baggrund,« siger socialkoordinator

på center Kongelunden, Mette Just Pedersen.

Børnenes problemer er nært forbundet med

forældrenes problemer som har flere ansigter. De

kan have en aggressiv eller voldsom adfærd, men

det kan også være beboere, som isolerer sig på

værelset og ikke deltager i centrets aktiviteter.

»Vi opdager som regel hurtigt, hvis der er

tunge problemer i en familie, for vores netværks-

medarbejdere har kontakt med de voksne i løbet

af dagen,« siger Mette Just Pedersen.

Hjælp i samarbejde med kommune

Støttepersoner, aflastningsfamilier eller special-

undervisning er de typiske former for hjælp til


asylbørn og familier med særlige behov. I alle

tilfælde arbejder Dansk Røde Kors tæt sammen

med den kommune, hvor asylcentret ligger, for

kommunen har ifølge Lov om Social Service også

tilsyn med asylbørn.

»Det er meget forskelligt, hvad behovet er. Nog-

le har fysisk kaos og skal have hjælp til at rydde op,

købe ind og skabe struktur i hjemmet, så familien

fungerer og børnene kommer i skole med madpak-

ker og rent tøj. Andre har så massive problemer, at

børnene bliver endnu dårligere af bare at være på

værelset, så de skal væk og ud til aktiviteter. Og så

er der dem, hvor en af forældrene slet ikke fungerer

længere, så der er brug for støtte til både børn og

den far eller mor, som skal klare det hele selv,« siger

Mette Just Pedersen.

Børn kan også få specialundervisning i skolen

eller en støtteperson med i skole, legestue el-

ler til fritidsaktiviteter for at få ekstra opmærk-

somhed og hjælp til for eksempel at lege bedre

med andre børn. Men hjælpen virker kun nogle

gange.

»Hvis problemerne er skabt af selve situationen

som asylansøger med lange opholdstider, så er

det svært at ændre på de grundlæggende pro-

blemer,« siger Dansk Røde Kors’ socialkonsulent,

Karen Louise Christiansen.

Center Kongelundens socialkoordinator, Lone

Harsberg holder dog fokus på succeserne.

»Det er ikke nogen nem opgave, men vi ser

faktisk resultater, selvom det tager tid – der kan

godt gå over et år, for støttepersonerne skal rette

op på vitale ting. Det kan være at oparbejde selvtil-

lid hos et barn eller at fjerne barnets angst for, at

der sker noget med forældrene, når barnet går ud

af døren. Men vi kan se, at nogle af de, der isolerer

sig, kommer ud i livet igen og begynder at komme i

skole, klub og til aktiviteter,« siger hun.

Kort før midnat tirsdag aften kører ambulan-

cen fra center Kongelunden med udrykning, og

en af centrets medarbejdere bliver hos børnene i

de følgende timer for at trøste og skabe ro.

Familien bliver igen drøftet på det næste møde

i det psykosociale team.

FAKTA

Symptomerne på mistrivsel blandt børn

på asylcentrene stiger, og Dansk Røde

Kors tog derfor i 2006 en række nye

initiativer:

n Alle asylcentre ansatte ekstra

socialkoordinatorer, så hver adresse

nu har to medarbejdere på den

funktion.

n Organisationen har oprettet et

internt udredningsteam, som giver

asylansøgere lettere og hurtigere

adgang til at få undersøgt, hvad et

problem handler om og udspringer af.

n Københavns Universitet undersøger

Dansk Røde Kors’ opfordring,

hvor asylbørns psykiske helbred og

hvilke faktorer, der spiller ind på deres

trivsel. Undersøgelsen forventes

færdig medio 2007.


3

RAPPoRT BeKRæFTeR PRoBleMeR

Formelt er asylbørns vilkår i orden. De får den

skolegang, børnehave, fritidsaktiviteter, sund-

hedshjælp og socialt tilsyn, som myndighederne

har bestemt, og Dansk Røde Kors løfter sin asyl-

opgave. Det konkluderer Socialforskningsins-

titutet i en rapport i 2006, men samtidig bekræf-

ter rapporten, hvad Dansk Røde Kors længe har

bekymret sig om. Børnene på landets asylcentre

har det dårligt på grund af dybere strukturelle

problemer.

Socialforskningsinstituttet er enig i Dansk

Røde Kors’ bekymring for, at asylbørn tager

skade af forældrenes situation

»Den største belastning for børnene ser ud til

at være….forældrenes og familiernes vanskelig-

heder, der tilsyneladende handler om almene psy-

kiske reaktioner på at miste oplevelsen af, at livet

har en mening, når forældrene modtager afslag på

deres asylansøgning,« står der i rapporten.

I dag får hovedparten af alle asylansøgere ikke

opholdstilladelse i Danmark, og bor derfor på

asylcentre i mange år, fordi situationen i deres

hjemland aligevel er så dårlig, at myndighederne

ikke kan tvangshjemsende dem til for eksempel

Irak. Resultatet er et liv uden fremtidsperspektiv,

og den fortsatte usikkerhed om fremtiden gør for-

ældrene syge, giver børnene problemer.

Under arbejdet med rapporten »Livsvilkår for

børn med familie på danske asylcentre« har Social-

forskningsinstituttet nærlæst 20 sygejournaler og

konstaterer, at 14 familier har været i Danmark i

mere end to år og ud af dem viser 13 journaler, at

familierne i dag har massive og alvorlige fysiske

og psykiske problemer, som ikke eksisterede, da

familien kom til Danmark.

»Det fremgår af journalerne, at der er tale om

en forandring…..som på afgørende vis forringer

forældrenes evne til at tackle hverdagen,« står der

i rapporten.

FAKTA

Socialforskningsinstituttet besøgte Dansk

Røde Kors’ asylcentre før den politiske

ekstrabevilling gav penge til for en ekstra

indsats for asylbørn. Alligevel afkræfter

rapporten kritikken af, at Dansk Røde

Kors ikke lever op til sin forpligtelse over

for asylbørn. Rapporten skriver blandt

andet:

n Fritidsaktiviteter: »Asylcentrene har

veludbyggede tilbud af dagliglivs- og

fritidsaktiviteter til børn…. (og) en

god og udbygget kontakt til det lokale

fritidsliv for børn og unge.«

n Undervisning: »Asylskolerne søger

at løse deres omsorgsopgaver… og

det lykkes i vid udstrækning skolerne

at skabe et godt psykisk klima for

børnenes indlæring.«

n Sundhed: »Børnene har generelt adgang

til almen sundhedsbetjening og

forebyggende sundhedsordninger….

Efter vores vurdering er rammerne i

orden, hvad angår tilstedeværelse og

brug af fysiske sundhedsordninger for

børnene, ligesom der er veltilrettelagte

rammer for indsatsen for at sikre

de psykiske sundhedsforhold.«

n Sociale foranstaltninger: »Vi vurderer

også, at børnene…. modtager en

relevant indsats ud fra principperne i

Lov om Social Service….«

Læs hele SFIs rapport på

www.drk.dk/asyl eller www.sfi.dk


eT KlIP I ARBeJDsMARKeDeT

Afviste asylansøgere har nu lov til at få undervisning, selvom

de skal forlade Danmark, og Bewar og Mohin kan derfor

drømme om en fremtid med kam og saks

Mohin visker blyantstregen ud, så pilene på

hans tegning i stedet vender opad efter lærerens

instruks.

»Hvis du bruger børsten, bliver det for pænt. Du

skal tørre nedefra, ikke oppefra.«

Læreren blæser med føntørren og trækker fi ng-

rene igennem baghåret på dukken, der stirrer stift

tilbage i spejlet foran Mohin. Han er sammen med

Bewar og to andre asylansøgere i gang med en

uddannelse på Københavns Frisørskole og dagens

opgave er at klippe en David Beckham-agtig

frisure på dukkehovedet af plastic.

Mohin og Bewar har fået endeligt afslag på

asyl, og tidligere måtte de derfor kun fylde

dagen ud med hjemlige gøremål som rengøring

og madlavning. Men i september 2006 fik de

samme ret til undervisning som asylansøgere

med en aktiv sag, og frisørdørene åbnede sig

for Mohin.

»Jeg kigger altid på folks hår, hvordan det er

klippet og farvet. Det er ligesom en del af mig, så

selvom min sag er fucked up, så støtter det her

mig, fordi jeg går op i det, og det giver perspektiv

på min hverdag.«

Asylsagen afgør rettighederne

Mindst ti timers undervisning og ti timers akti-

vering om ugen. Det er voksne asylansøgeres

mulighed for at give tiden på asylcentret indhold,

men indholdet afhænger af, hvordan det går med

asylsagen.

Nye asylansøgere får et kursus kort efter

ankomsten, så de har sprog og viden nok om

Danmark til at klare sig i hverdagen, og de må

arbejde på asylcentre og generelt i Dansk Røde

Kors asylafdeling. Det kan være som chauffør,

hjælpelærer i skolen, ansvarlig for centrets

café eller med praktiske opgaver som rengø-

ring og pedelarbejde. Når Danmark beslutter

at realitets behandlen ansøgninge om opholds-

tilladelse, får asylansøgerne flere muligheder.

De må få undervisning og komme i praktik på

en dansk virksomhed, men tidligere forsvandt

de muligheder, når sagen myndighedernes gav

endeligt afslag på asyl og humanitær opholds-

tilladelse. Rettighederne blev indskrænket for

at presse afviste asylansøgere til at rejse tilbage

til hjemlandet.

Dansk Røde Kors har længe presset på for, at

afviste asylansøgere også må få undervisning,

fordi den passive hverdag gør dem syge. Den 1.

september 2006 gik ønsket i opfyldelse.

»Det er en stor gevinst for beboerne, at de

nu kan få undervisning og intern akvitering. Det

styrker deres muligheder for at skabe en god

fremtid, og vi fokuserer på, at undervisningen

også skal kunne bruges i hjemlandet,« siger

Jørgen Chemnitz, chef for Dansk Røde Kors

asylarbejde.

Dansk Røde Kors’ overordnede målsætning er

at asylansøgernes viden og erfaringer kan bruges,

både i Danmark og hjemlandet.

VIDSTE DU AT ■ Asylansøgere får

højst 68 kroner om dagen at leve for.

De får mindre, hvis deres asylsag er

afvist eller de ikke får undervisning

eller har et praktikjob.

Chance for et rigtigt liv

Kam og saks er universelle, og frisørfaget kan

bruges overalt i verden. Irakiske Bewar og Mohin


fra Libanon satser derfor på deres uddannelse,

selvom ingen af dem ønsker at rejse hjem.

»Jeg forlod Libanon på grund af problemer, så

jeg kan ikke tage tilbage. Jeg håber og ønsker at

blive i Danmark, og det første jeg vil gøre er at

åbne min egen salon. Jeg tæller timerne til det

sker,« siger Mohin.

Bewar koncentrerer sig om at dele håret i fir-

kantede felter for at lave en glidende overgang

i klipningen. Han kom til Danmark som 17-årig i

2001 og er bevidst om, at hans unge alder gør det

ekstra vigtigt at få en uddannelse.

»Livet var meget svært for mig, jeg har tit ondt

i kroppen og hovedpine,« forklarer han med lav

stemme, så de andre elever på skolen ikke hører

noget. Hverken han eller Mohin har fortalt, at de

er asylansøgere.

»Så tænker de, at man ikke har penge, og så

spiller de måske smart. Det vil jeg ikke have. Her er

du normal og ligesom de andre. Nu går det bedre

for mig, og når jeg vågner, kan jeg mærke, at jeg

er gladere.«

Uddannelsen på Københavns Frisørskole stiller

skrappe krav til, at Bewar og Mohin strukturerer

deres hverdag. De møder klokken ni og tager

bussen fra centret allerede klokken syv om mor-

genen, og i de seneste tre måneder har de lært

frisørfagets fire grundteknikker. I næste uge skal

de til de første eksaminer.

»Jeg er lidt nervøs,« siger Bewar.

Mohin er mere selvsikker. Han har lige ringet til

et firma og skaffet en bog med farveprøver på små

hårstykker, så han kan vise sine fremtidige kunder

deres kommende hårfarve. Når de første eksami-

ner er klaret, skal han og Bewar nemlig øve sig på

menneskehår i tre måneder.

»Jeg kan ikke spilde tiden, for det her giver

mig en chance for at leve et rigtigt liv. Det er det

bedste, der er sket i Danmark,« siger Mohin.

FAKTA

I slutningen af 2006 modtog 155 voksne

asylansøgere undervisning hos Dansk

Røde Kors, og 224 personer var i praktik

på et asylcenter eller andre steder i

Dansk Røde Kors. 32 asylansøgere

var i praktik på en dansk virksomhed

eller modtog undervisning på en dansk

uddannelsesinstitution.

n Alle Dansk Røde Kors’ asylcentre

har en slags arbejdsformidling,

så beboerne kan vælge, hvilken

undervisning og aktivering de ønsker

at bruge opholdstiden på. Beboere

med svære problemer eller sygdom

kan få dispensation eller særligt

tilrettelagte aktiviteter.

»For 5 år siden var jeg forretningsmand

og kiggede bare

lige ud og så til højre. Jeg

kendte ikke en eneste etnisk

dansker og havde de samme

fordomme som mange andre.

I dag er det spændende

at gøre noget, som hjælper

andre, og giver et socialt engagement.

eleverne fra Røde

Kors fungerer godt. De får

deres nedture, men så får

de lov at gå en tur eller tage

en kop kaffe og sunde sig, og

hvis det er rigtig slemt, må

de gå hjem. Men vi stiller de

samme krav til dem som til

andre, og det opfylder de.«

ALLAN STRANGE

leder af Københavns Frisørskole


36

Dansk Røde Kors’ nye trafficking-projekt kæmper mod tiden

for at få drenge og piger under 18 år til at erkende, at de er

udsat for menneskehandel. Men de opfatter ikke altid sig selv

som ofre. Endnu

»Hello my darling – do you want sex?«

Hun griber fat i hans venstre arm og den mid-

aldrende mand med grå vindjakke og stor hvid,

skjortemave stopper op. De andre nigerianske pi-

ger på fortovet snakker uanfægtet videre, for de

bruger selv den aggressive markedsføring i kvar-

teret omkring Abel Cathrines gade tæt på Hoved-

banegården i København.

Pigerne er den nye vare på prostitutionsmar-

kedet i Istedgade og er formodentlig udsat for

international menneskehandel eller »trafficking«,

men nogle af dem boede også for få uger siden på

Dansk Røde Kors’ børnecenter. De søgte asyl for

at slippe ud af politiets hænder og for at få asyl-

ansøgernes »whitecard« som et lovligt opholds-

grundlag til at fortsætte deres arbejde på gaden.

Nu har en særlig projektgruppe i Dansk Røde Kors

udviklet nye pædagogiske metoder til at håndtere

de formodet handlede børn. Men det er en svær

kamp om at få tid og fortrolighed, siger projekt-

medarbejder Casper Smidt.

»De her piger har et mål, og det er at komme

oFRe In sPe

tilbage på gaden hurtigst muligt. Vores opgave er

at holde på dem længst muligt, før de forsvinder,

så vi kan opbygge tillid og plante et frø i deres be-

vidsthed om, at trafficking er ulovligt, og at man

kan få hjælp til at bryde ud af det. Problemet er

bare, at den hjælp vi reelt kan tilbyde kun er en

pause fra gadelivet. Pigerne har ringe udsigt til

asyl eller til at rejse hjem uden at blive mødt af

bagmændene igen.«

Konfrontation og bekymring

Den grå vindjakke og den mørkglødede pige med

udglattede krøller, sort jakke, cowboybukser og

tennissko går ned af trappen til et kælderlokale,

som tydeligt erklærer sit formål. I ruden ud mod

Istedgade står der »Nonstop sex« med store bog-

staver. Alligevel er en af Casper Smidts vigtigste

opgaver i Dansk Røde Kors’ trafficking-projekt at

få pigerne til at erkende, at de som prostituerede

kan være udsat for menneskehandel og derfor kan

få støtte. Men i dag beder de ikke om hjælp.

»Det er ikke sikkert, de ser sig selv som ofre for


38

menneskehandel. Ingen af os ved, om de lige nu har

det ok i forhold til den situation, de forlod i hjem-

landet, og hvor meget der foregår frivilligt, og hvor

meget der sker under pres. De er meget tilbagehol-

dende med at oplyse os om, hvad der foregår og er

ikke særlig samarbejdsvillige.«

Dansk Røde Kors får mistanke om menneske-

handel, når børnecenter Gribskov opdager et

mønster. Alarmklokkerne ringede i 2004, da ru-

mænske drenge boede på centret, imens de stjal

sig til penge på ordre fra bagmænd, i 2005 vakte

en stor gruppe uledsagede kinesiske asylansøger-

børn opsigt, og i 2006 har Dansk Røde Kors blandt

andet mødt nigerianske piger, som politiet stand-

ser på Vesterbro uden opholdspapirer.

Men Dansk Røde Kors ved ikke, om mistan-

ken om menneskehandel er begrundet. Det skal

Casper Smidts arbejde belyse ved blandt andet

at konfrontere de unge beboere med personalets

bekymring – for eksempel i den såkaldte traffick-

ingsamtale, i løbet af det første døgn på center

Gribskov.

»Jeg fortæller dem, at vores erfaring er, at pi-

ger der bliver taget af politiet på Vesterbro typisk

er kommet til Danmark, fordi andre bruger dem

til sexarbejde. Nogle er tavse, andre siger, at det

kender de ikke noget til, eller at det i hvert fald

ikke gælder dem. Men pointen er, at vi viser vores

bekymring og giver dem viden om deres situation,

muligheder og rettigheder, så de er bedre forbe-

redt den dag, de selv erkender, at de er handlende

og har brug for hjælp.«

Casper Smidt har også fokus på det konfron-

terende budskab i sit almindelige pædagogiske

arbejde, hvor han følger pigerne i dagligdagen.

»Jeg taler ikke om trafficking hele tiden, men

jeg griber de små situationer eller samtaler, som

giver anledning til at tale om emnet.«

Et af hjælpemidlerne er en flyer, som Dansk

Røde Kors har lavet med overskriften »Kan du

svare ja til mindst tre spørgsmål – så er du måske

udsat for menneskehandel«. Blandt svarmulig-


hederne er sætningerne: »Du må ikke beholde

de penge, du tjener«, »Du må ikke kontakte din

familie eller venner, som du har lyst« og »Du bliver

tvunget eller truet til at udføre arbejde, du ikke

kan lide.«

Sikkerhed og tænkepause

Der er langt fra neonlyset på Istedgade til bøge-

træerne i skoven omkring center Gribskov, men

personalet på børnecentret oplever alligevel, at

bagmændene puster de formodet handlede i nak-

ken, og medarbejdernes opgave er derfor også at

skærme de unge kvinder mod omverdenen.

Dansk Røde Kors har i dag en klar procedure for,

hvordan sikkerheden kan gradbøjes. I den tunge

ende af skalaen bliver de formodet handlede iso-

leret på en lukket institution, når den lokale kom-

mune beslutter det, mens en mindre gradbøjning

af beskyttelsen betyder, at personalet på center

Gribskov fem gange i døgnet kontrollerer, om de

unge beboere er på centret. Og så har de med held

forhindret sms’er og telefonopkald i at holde de

unge nigerianske kvinder i tæt kontakt med deres

bagmænd og –kvinder i en periode.

»Det er lykkedes et par gange at motivere dem

til frivilligt at lægge mobilen hos personalet i et

par uger, så de giver sig selv en periode, hvor de

ikke skal koncentrere sig om at blive presset af de-

res netværk på gaden,« siger Casper Smidt.

De telefonfrie dage giver personalet bedre mu-

lighed for at dele deres bekymring med de unge

kvinder, men Casper Smidt ved, det kun er en mid-

lertidig pause.

»Det bedste ville sikkert være, at der reelt var

en gulerod til at erkende deres situation. Det kun-

ne være, at pigerne fi k en sikker identitet og bolig,

og at traffi cking var et asylgrundlag, for så ville de

føle sig motiveret til at samarbejde om at fange

bagmændene. Men det er politiske beslutninger,

som ligger uden for vores hænder. Vi håber bare,

at vores ord og omsorg betyder, at de har noget at

bygge videre på, når de en dag vil ud af menneske-

handlen eller kan spotte en menneskehandler, så

de ikke havner i det en anden gang.«

Center Gribskov giver altid et døgnåbent tele-

fonnummer til de beboere, som er under mistanke

for menneskehandel.

»Vi viser dem, at vores dør altid er åben. Der er

ikke noget fl ovt i at komme tilbage eller ville have

hjælp af voksne, og vi kan i hvert fald se, at vores

relationspædagogiske tilgang virker, for nogen af

de unge kvinder ringer til os fra København, når de

til sidst forsvinder tilbage til gaden. Så føler jeg, at

de har fået noget med, selvom de endnu ikke har

indsigt til at vide, hvad konsekvensen er på sigt af

at stå på Vesterbro og prostituere sig.«

VIDSTE DU AT ■ Nye asylansøgere

får udleveret tøj, toiletsager, sengetøj,

håndklæder og køkkensager på

center Sandholm. Senere skal de selv

købe og betale for tingene. Afviste

asylansøgere får dog sommer- og

vintertøj, fordi de ikke får kontanter.

FAKTA

De danske myndigheder lavede i 2000 en

plan for at bekæmpe handel med voksne

prostituerede kvinder. I 2005 blev planen

udvidet med et tillæg om, hvordan man

forebygger handel med børn og støtter

børneofrene:

n Børnene får udpeget en »værge« – fx

en af Dansk Røde Kors’ børnefaglige

medarbejdere.

n Professionelle skal trænes i at

identificere mindreårige ofre for

menneskehandel – fx Dansk Røde

Kors’ personale.

n Danmark skal kortlægge omfanget af

handel med børn.

n Opbygge danske og internationale

netværk – fx Dansk Røde Kors

samarbejde med Red Barnet, Reden

Stop Kvindehandel og Tjek-Punkt og

Dansk Røde Kors’ internationale antitrafficking

netværk.

n Sætte fokus på at retsforfølge

bagmænd.

Dansk Røde Kors bidrager på opfordring

til regeringens nye handlingsplan i 2007.

Organisationen lægger vægt på at få tid

til at planlægge en bæredygtig fremtid for

de ofre, der sendes tilbage til hjemlandet

– fx ved at kontakte lokale hjælpeorganisationer.

Dansk Røde Kors foreslår også,

at andre ofre for trafficking får hjælp – fx

børn som er handlet til tyveri, børnearbejde

eller underbetalt arbejde.


40

MIssIon: »AFleveRIng I KInA«

Ukendte chauffører, uigennemskuelige

omveje og skjulte møder afsluttede Jens

Dyhrs arbejde med at bringe fire kinesiske

børn hjem til deres slægtninge

En stor sort Buick triller som aftalt op foran sky-

skraberhotellet med manden, som for et par dage

siden mødte Jens Dyhr i al hemmelighed i busi-

nessloungen på hotellets øverste etage og fik en

kuvert med flere tusinde kroner og nogle fotos.

Den danske Røde Kors-medarbejder er nervøs.

Temperaturen i den sydøstkinesiske by nærmer sig

40 grader, og hans hvide skjorte klæber allerede

til ryggen. Jens Dyhr ved ikke, hvor bilen fører

ham hen, eller hvem han skal møde – kun at det er

endnu et skridt på vejen til at sætte punktum for

mere end et års intenst arbejde. Efter tyve minut-

ter sætter dollargrinet ham af på et gadehjørne,

og manden giver Jens Dyhr besked om, at en an-

den bil henter ham om lidt.

For tre dage siden sad han på politistationen

i den internationale lufthavn i Kinas hovedstad,

Beijing, og forsøgte at vurdere, om den intense

ordstrøm på mandarin var ved at forhindre hans to

rejsefæller i at nå deres mål. De to kinesiske drenge

på nu 12 og 14 år søgte asyl i Danmark for elleve

måneder siden uden deres forældre, og Jens Dyhr

blev derfor deres repræsentant med værgelignende

rettigheder. Kort tid efter begyndte han sit arbejde

med at give dem en værdig og sikker hjemrejse til

Kina, få deres slægtninge til at tage imod dem og

skaffe visum, billetter og indrejsetilladelse fra am-

bassader, politi og diverse myndigheder.

Her på det kinesiske gadehjørne håber han, at ind-

satsen var rigtig, og at beviset snart dukker op.

Mønster skaber mistanke

»Ja, ja, men chefen i Kina skal nok få mig videre,

du.«

Den yngste dreng på dengang 11 år spiller højt

spil over for den danske kriminalbetjent, som af-

hører ham i begyndelsen af oktober 2005. Dren-

gen ankom til Danmark for tre uger siden sammen

med en en kinesisk dreng og to kinesiske piger

på 12 år. De havde samme rejserute, nye mobil-

telefoner, 10.000 kroner i kontanter og var ligeså

velklædte som utallige andre kinesiske børn, der

i de forgange måneder er kommet til Danmark,

Norge og Sverige. De forsvinder alle kort tid efter

ankomsten med kurs formodentlig mod Frankrig.

Men disse fire kinesiske børn bliver anholdt på Kø-

benhavns Hovedbanegård, for politiet har aflyttet

deres telefonsamtaler.

Kriminalpolitiet mener børnene er ofre for in-

ternational menneskehandel og forsøger nu at ud-

rede deres situation. Drengen fortæller betjenten

en af sine mange løgnehistorier, imens Jens Dyhr

lytter med som børnenes professionelle repræ-

sentant. Han har allerede mødt de fire børn et par

gange og hørt mange forskellige forklaringer på

deres ophold i Danmark. Historierne hænger ikke

sammen og peger slet ikke i retning af, at børnene

har behov for asyl. Jens Dyhr forsøger derfor at

bygge en slags forklaringsbro for børnene ved

igen og igen at oversætte, hvad de danske myn-

digheder gør. Han forklarer, at de er nervøse for,

at der er tale om trafficking, og at det er derfor,

politiet interesserer sig for børnenes formål med

rejsen til Europa og bagmændene.

»Mit budskab er, at jeg vil hjælpe dem, så de får

det godt. Jeg er deres mand.«


4

VIDSTE DU AT ■ Dansk Røde Kors har

også tidligere ledsaget børn tilbage til

hjemlandet i helt særlige situationer.

Her bliver en dreng genforenet med sin

pakistanske familie.


Adskillige afhøringer fletter sig i den kommende

tid ind mellem de kontinuerlige møder mellem

børnene, Jens Dyhr og den faste tolk. Det står

efterhånden klart for repræsentanten, at børnene

ikke har en fremtid i Danmark.

»Deres fokus skal vendes, og de skal forstå, at

de skal hjem for deres egen skyld, så jeg introdu-

cerer for dem, at de måske kan bruge mig i den

situation. Det er faktisk børnenes ønske, at jeg i

givet fald skal ledsage dem.«

Telefon til tanten

Jens Dyhr ved, at den ene dreng har et telefonnum-

mer på nogen i Kina. I første omgang holder han sin

viden for sig selv, imens han opbygger tillid til dren-

gen og taler med ham om, hvor vigtigt det er at finde

ud af, hvem drengen i givet fald skal hjem til. En dag

åbner den yngste dreng for posen.

»Vi kunne jo godt ringe.«

Jens Dyhr er i tvivl, om politiet bør have besked

af hensyn til efterforskningen, men han vælger

at vægte sin rolle som repræsentant og sin tillid

til drengen højere. Drengen beder ham og tol-

ken om at vende ryggen til, imens han taster de

mange cifre ind og hurtigt lægger et stykke papir

over den afslørende rude på telefonen. Det er en

kvinde, der svarer. Jens Dyhr noterer »moster?«

på sit papir. Efter nogle minutter overtager han

samtalen og forklarer kvinden om drengens situa-

tion i Danmark, og hun nævner, at hun nok gerne

vil tage imod ham. Samtalen slutter med, at Jens

Dyhr beder hende skriftligt bekræfte sin identitet

og sit ønske om at få drengen hjem.

»Det er rigtig, rigtig rart med et gennembrud.

For os alle sammen.«

De venter hele dagen, men intet dukker op på

hverken fax eller e-mail. De ringer derfor igen til

kvinden dagen efter den 16. november 2005, men

nu er hun mere uklar i sit løfte og efter flere væ-

vende samtaler skifter tanten endegyldigt kurs.

Beskeden er et voldsomt slag for drengen.

»Han bliver simpelthen SÅ ked af det. Han er

skuffet og frustreret over at opdage, at han måske

slet ikke er velkommen.«

I den periode har tilliden svære kår. Jens Dyhr

forklarer drengen, at tanten nok tror, at han ender

med at få opholdstilladelse, hvis hun bare afviser

ham. Det lykkes dog at skabe en alliance med

drengen, så han stadig føler sig loyal over for sin

familie, men at han og Jens Dyhr har ret i deres

forståelse, og at det vitterlig ikke er godt for ham

at blive i Danmark.

En firkantet besked

Drengene får endeligt afslag på asyl i Flygtninge-

nævnet den 8. marts 2006. Afslaget bekræfter bør-

nenes dårlige fremtidsudsigter i Danmark og hjælper

indirekte Jens Dyhr. I sine samtaler med børnene skif-

ter han ordet »hvis« ud med »når« og leger verbalt

med forestillingen om, at de sammen står i Kina.

»Jeg spørger dem, hvad vi så gør og beder dem

hjælpe mig, fordi jeg jo ikke kender deres land.«

Børnene begynder at grine, og tilliden er tilba-

ge igen. Så ændrer Jens Dyhr attitude. Der er gået

seks måneder, og det er tid til at lægge pres på

børnene. Som repræsentant har han ansvaret for

børnenes tarv og vurderer, at deres fremtid ligger

bedst i hjemlandet hos familien. Men det kræver,

at børnene fortæller, hvor de skal hen og til hvem,

og derfor skruer Jens Dyhr nu bissen på.

»Jeg siger meget, meget firkantet til dem og

senere til tanten, at de må forvente at blive sendt

tilbage til et børnehjem i Kina, hvis de ikke sam-

arbejder.«

Tanten bløder op, og det lykkes også at få kon-

takt til den store drengs bedsteforældre, som ta-

ger på besøg hos den yngste drengs tante. Efter

nogle samtaler siger begge parter ja til at modtage

børnene. Jens Dyhr involverer straks den kinesiske

ambassade i Danmark, som tidligere har henvendt

sig på grund af den massive presseomtale af bør-

nenes situation. Jens Dyhr får fat i de papirer, som

drengene skal udfylde, men de skriver ingenting i

feltet om, hvem der skal modtage dem i Kina.

FAKTA

n De kinesiske børns adfærd og hemmelighedskræmmeri

ved ankomsten

bekymrede Dansk Røde Kors, som

derfor kontaktede politiet. De

efterfølgende telefonaflytninger

og afhøringer forstærkede politiets

mistanke om menneskehandel, men

den kinesiske mand og kvinde, som

guidede børnene via mobiltelefon til

Københavns Hovedbanegård, blev

kun dømt for menneskesmugling. Der

var ingen beviser for, at børnene blev

udnyttet af bagmænd.

n Med Jens Dyhrs rejse til Kina i januar

2007 er der ikke flere kinesiske

børn tilbage på Dansk Røde Kors

børnecenterårsberetning.

n Børnene har givet tilladelse til, at

billederne fra Kina bliver trykt i Dansk

Røde Kors’ årsberetning.


44

»Jeg hæver stemmen og understreger, at det ikke

nytter noget, og at de ikke skal lyve.«

Den yngste dreng beder så om at få et nyt an-

søgningspapir, som han udfylder korrekt. Bagefter

river han det forkerte papir i stykker og brænder

det i en grill. Efter lidt tovtrækkeri får Jens Dyhr

børnenes papirer på plads og tilladelse til selv at

ledsage børnene helt ind i det ellers lukkede Kina,

for han vil ikke bare aflevere dem i lufthavnen. Det

er ordene om »guardianship«, der gør udslaget.

»Jeg siger, at jeg vil overdrage mit ansvar for

børnene personligt til familien, så de kommer sik-

kert gennem Kina og ender i de rette hænder.«

Agent 007-agtigt

I august 2006 lander Jens Dyhr og de to drenge

en aften i en kinesisk indenrigslufthavn efter mere

end et døgns rejse. Trætte, nervøse og uvidende om,

hvad der vil ske. I Jens Dyhrs ører kværner et inferno

af kinesiske gloser, varmen er slående og ansigterne

i ankomsthallen utallige. Han identificerer en masse

betjente og en kvinde med et skilt, der bærer hans

navn. Hun viser sig at være hans tolk. De øvrige men-

nesker aner han ikke, hvem er.

»Det er meget kaotisk. Jeg ved ikke, om jeg får

drengene at se igen.«

Den store dreng går direkte hen til et ældre

ægtepar, og Jens Dyhr må stole på, at det er hans

bedsteforældre, men den yngste drengs tante er

der ikke. Det er i stedet en ung mand, som møder

ham. Jens Dyhr føler sig presset af, at alle tydelig-

vis vil hurtigt væk, men heldigvis er tolken effek-

tiv. Hun får telefonnumre på alle slægtninge, så de

kan ringe dagen efter.

Opkaldene fører bare ikke til noget. Beskeden

er, at drengene sover. Jens Dyhr har ingen anelse

om, hvor de bor, og han ved heller ikke, hvordan

han skal finde de rette ejermænd til de to kuverter,

han har med fra Danmark. De to kinesiske piger

gav ham dem i sidste øjeblik om aftenen før hans

afrejse fra Danmark og bad ham opsøge deres

slægtninge i Kina og give dem pigernes egne

penge og fotografier.

Så ringer tolkens mobiltelefon. Nogen beder

om at møde Jens Dyhr diskret i hotellets lounge.

Han udspørger dem grundigt for at sikre sig, at

deres relation til de kinesiske piger er sand. Det er

den enes farmor og den andens morfar.

»Det virkede fuldstændig agent 007-agtigt.«

Jens Dyhr tager billeder for at dokumentere,

hvem han overdrager kuverterne til, og senere rin-

ger de til pigerne på center Gribskov. Den første

del af hans mission i Kina er nu lykkes.

Punktum og bowling

Drengene sover fortsat, men på tredjedagen får Jens

Dyhr endelig fat i den ældste, som siger, at det ikke er

sikkert at mødes. Jens Dyhr ved ikke, om det er deres

fælles frygt for repressalier, som nu er reel, men han

aftaler et møde med den yngste dreng.

Jens Dyhr bliver hentet af en taxa, og efter et par

timer sætter den ham af på en gade og overlader

ham til en anden mand, som Jens Dyhr genkender

fra lufthavnen. Sammen kører de afsted, og det viser

sig, at målet er en restaurant og et glædeligt gensyn

med den yngste dreng og hans familie.


»Det er godt at se ham igen men også ret stressen-

de. Telefonerne ringer, og pludselig får vi besked på

at tage afsted. Vi får ikke engang spist op.«

Der er en voldsom tyfon på vej, så Jens Dyhr

skal i sikkerhed på sit hotel. I 1½ døgn er han

spærret inde og følger vejrets ødelæggelser på tv.

Men så er det, at den sorte Buick med aircondition

og køleskab triller op foran hotellet med morfa-

ren til den kinesiske pige hjemme i Danmark. Den

bliver afløst af en ny bil med den yngste dreng og

tantens mand som passagerer, og sammen kører

de med Jens Dyhr ud i en nationalpark. På en re-

staurant venter den store dreng med sine bed-

steforældre, og under middagen fortæller Jens

Dyhr om drengenes ophold i Danmark, og siger at

drengene gjorde, hvad de kunne og var gode sam-

arbejdspartnere. Senere beder han om at besøge

drengenes hjem, men begge familier afviser. De er

nervøse for, om »public security« følger efter dem.

»Jeg kan stadig ikke gennemskue, om det er

rigtigt, eller fordi jeg ikke må se, hvor meget eller

lidt de ejer.«

Jens Dyhr oplever dog alligevel, at drengene er

i gode hænder, og han tager afsked med dem

og vover at sige »på gensyn«. Drengene har

nemlig ringet til pigerne i Danmark og fortalt,

at de også godt kan komme hjem, så Jens Dyhr

begynder at tro på, at han en dag skal til Kina

igen.

Et halvt år senere sker det. Jens Dyhr afleve-

rer de to piger til deres slætninge uden kryptiske

omveje og hemmelige møder, for erfaringen fra

den første rejse giver alle sikkerhed. Han besøger

pigernes familier, og drengenes undskylder, at de

ikke turde invitere ham.

Efter fem dage sætter Jens Dyhr punktum for

tiden sammen med de fire børn, da de tager ud

at bowle.

»I bowlinghallen kan vi smalltalke, uden at det

bliver en afhøring, og jeg får vished for, at dren-

gene har det godt. Den yngste har fået en kæreste

og går i skole, og den ældste går på kostskole og

lærer blandt andet engelsk.«

Nu er sidste del af Jens Dyhrs mission afsluttet.

ERFARING MED

LEDSAGET HJEMSENDELSE

De to ord »reel nødsituation« lever en hengemt

tilværelse i udlændingelovens § 9c stk. 3 nr.

2 og bliver ikke omsat til handling. Hverken

Udlændingeservice eller Rigspolitet undersøger

nemlig i praksis, om et barn eller en ung risikerer

at stå i en »reel nødsituation«, når myndighederne

giver afslag på opholdstilladelse til en uledsaget

mindreårig, der søger asyl uden sin far og mor.

Nu har Dansk Røde Kors prøvet kræfter med

opgaven, da fire afviste asylbørn blev fulgt helt

tilbage til deres slægtninge i Kina af en af organisationens

medarbejdere.

»Vi har omsat vores bekymring til handling og

har nu nogle erfaringer, man kan bygge videre på i

kommende situationer, hvor et uledsaget barn har

brug for at vende tilbage med værdighed og størst

mulig sikkerhed,« siger chefen for Dansk Røde

Kors’ asylarbejde, Jørgen Chemnitz.

De fire børn var mistænkt for at komme til

Danmark som ofre for menneskehandel i 2005,

men blev anholdt af politiet på vej videre til

Frankrig. De flyttede derfor tilbage til Dansk

Røde Kors’ særlige børnecenter og fik tilknyttet

en professionel repræsentant på grund af deres

særlige situation. I løbet af henholdsvis 11 og 15

måneder lykkedes det at få børnene til at samarbejde

om en frivillig hjemsendelse, og i januar

2007 sagde Dansk Røde Kors’ repræsentant, Jens

Dyhr, endeligt farvel til børnene i Kina med en god

fornemmelse i maven.

»Mit arbejde handlede om at hele noget, som

ikke gik efter planen. Det var nærmest terapi over

landegrænser, for indsatsen betød, at både børn

og slægtninge blev klar til at genforenes. Jeg oplever

faktisk, at børnene psykisk kom tilbage uden

alt for store eller måske helt uden ar på sjælen,

fordi de samarbejdede om frivilligt at vende hjem,

og fordi de var trygge ved mig som ledsager,«

siger han.


46

Over halvdelen af alle nye uledsagede

børn og unge forsvinder fra Dansk

Røde Kors’ børnecenter. Nu vil Dansk

Røde Kors legalisere deres rejse til

slægtninge i et andet land

nØglen og DeT ToMMe væRelse

FAKTA

Dansk Røde Kors giver politi og myndigheder

besked om en forsvinding med det

samme, hvis beboeren er under 15 år.

Hvis den forsvundere er ældre, sker det

inden for 24 timer.

Der dufter af kylling i modtagehusets køkken, og

de unge beboere skramler med stolene omkring

middagsbordet, men en af dem er tom. Det er den

16-årige kurdiske dreng, der mangler. De andre

tager ikke videre notits af det, men aftenvagten

banker på hans værelse og konstaterer, at han

ikke er hjemme. På bordet ligger en nøgle.

Det ligner en typisk forsvinding. Udramatisk og

nærmest usynlig. Kurderen ankom for fem dage

siden, og han tog formodentlig rygsækken på, gik

ubemærket ud af døren og ned af skovvejen mod

Maarum Station i løbet af eftermiddagen, hvor

så mange andre også kom og gik på Dansk Røde

Kors’ børnecenter i Nordsjælland.

Den 16-årige kurder var en ud af 97, der for-

svandt fra center Gribskov i 2006, og tallet er

steget i de senere år. Statistisk forsvinder cirka

70 procent af alle nye uledsagede mindreårige.

Danmark er transitland for børn og unge, som ved

en fejl havner her under flugten på vej mod for

eksempel Norge eller Sverige, hvor de har slægt-

ninge og vil søge asyl. Nu vil Dansk Røde Kors

have legaliseret den sidste del af deres rejse.

»Det er bekymrende, at de selv tager afsted

uden penge og rejsedokumenter i en tid, hvor vi

ved, at børn og unge også er udsat for menneske-

handel. Det taler for, at de danske myndigheder

bruger de muligheder, der allerede er for at hjælpe

unge derhen, hvor de ønsker at søge asyl, og at

man samtidig på EU-plan udvider slægtninge-

begrebet, så de også kan forenes med for eksem-

pel onkel og tante,« siger lederen af Dansk Røde

Kors’ asylarbejde, Jørgen Chemnitz.

Som et hotel

Center Gribskov har allerede indrettet sig på virke-

ligheden. En af de gule, aflange bygninger mellem

bøgetræerne fungerer i dag som modtagehus for

nye mindreårige asylansøgere. Her bor de cirka

otte uger, imens personalet opbygger tillid, holder

samtaler, undersøger børnenes helbred og intro-

ducerer dem til hverdagen på børnecentret. Men

det har også et andet formål at isolere de nyan-

komne, forklarer Gribskovs leder, Gitte Nielsen.


VIDSTE DU AT ■ Der er hegn om

center Sandholm, for at undgå

uønskede besøg på området efter

store problemer med kriminalitet

for år tilbage. Beboerne kan frit gå

ud og ind.

»De mange forsvindinger skaber et enormt bebo-

erfl ow. Vi bliver et hotel, og det tror vi er en

stressfaktor for dem, der bor her fast. Hele vores

pædagogik handler om at skabe rolige rammer og

en fast struktur som modvægt til børnenes indre

kaos og uvished, og derfor vil vi gerne skærme

dem for de mange nye ansigter, som alligevel

tager hurtigt videre.«

Henrik Askholt er pædagog i modtagehuset og

den første person, som mange uledsagede børn

og unge møder umiddelbart efter afhøringen hos

politiet i lufthavnen eller ved en dansk grænse.

Når de ankommer til center Gribskov, giver Henrik

Askholt dem et værelse, noget at spise og lader

dem hilse på de andre børn, før han holder mod-

tagesamtale med en tolk.

»Jeg fortæller dem som noget af det første,

hvem Røde Kors er, og hvor i verden de befi nder

sig, for det ved de typisk ikke. Det er sjældent, de

fortæller os, hvad der reelt foregår, men jeg kan

ofte kende transitbørn på, at de ikke har styr på

asylbegrebet. De ved kun, at de skal mødes med


48

en onkel eller en søskende i et andet land, som

så formodentlig skal hjælpe dem med at søge asyl

der.«

Dansk Røde Kors udleverer hverken billetter

eller penge i den første uge til nye beboere på

center Gribskov, men de får altid lov til at ringe til

udlandet umiddelbart efter modtagesamtalen, så

de kan give besked til deres pårørende om, hvor de

er. Begrundelsen er, at det gør børnene trygge.

»De skal tit have hjælp til at ringe, så derfor

er det ikke hemmeligt om opkaldet er til Irak eller

Sverige,« siger Henrik Askholt.

Andre gange får han et mere håndfast bevis

på, at han sidder over for et transitbarn. Den

nye beboer spørger ham direkte, hvordan man

kommer til Norge eller Sverige.

»Det hverken må eller vil jeg svare på, og jeg

hjælper dem ikke, for det er menneskesmugling

og ulovligt. Det er et vilkår for mit arbejde, så

det nager mig ikke, men jeg kunne bestemt godt

tænke mig, at det var anderledes, fordi jeg fore-

stiller mig, at det tager hårdt på børnene at holde

deres videre færd hemmelig, og de må føle sig

som flygtninge igen, når de tager afsted som en

tyv om natten.«

Myndighederne kan allerede handle

»Udeblevet« - et enkelt ord i asylansøgerens sag

er typisk myndighedernes eneste reaktion på

beskeden om en forsvinding. De eftersøger ikke

den unge i praksis.

»Vi har aldrig været konkret nervøse for krimi-

nalitet eller prostitution eller fået en opringning

om, at nogen blev udsat for noget forfærdeligt

under rejsen. Så havde vi selvfølgelig handlet på

det. Men tidligere sagde vi, at det bare er godt

nok, at de unge kommer derhen, hvor de gerne vil

være, men i dag ved vi, at trafficking også handler

om børn, og at det foregår i Danmark. Så er de

altså i en udsat situation,« siger lederen af center

Gribskov, Gitte Nielsen.

Det er Dansk Røde Kors’ asylchef, Jørgen Chem-

nitz enig i. Han vil derfor bede politiet om i højere

grad at bruge deres muligheder for at hjælpe bør-

nene. Ifølge den såkaldte Dublin-forordning skal

den unge nemlig allerede i dag have behandlet

sin asylsag i det land, hvor hans nærmeste familie

opholder sig, men det sker sjældent af flere årsa-

ger: De uledsagede mindreårige bliver ikke oplyst

om, at de kan få hjælp til den sidste del af rejsen,

og Dublin-forordningen betragter kun far, mor,

ægtefælle, samlever eller børn som »nærmeste

familie«.

»Det ville være en fordel at definere slægtninge-

begrebet bredere, så man også kan dispensere fra

Dublin-forordningen, når barnet har for eksempel

en moster eller onkel i et andet EU-land, hvor

barnet så kunne søge asyl. Det er den virkelig, vi

hyppigst møder, så det er en direkte opfordring til

politikerne,« siger Jørgen Chemnitz.

Dublin-forordningen er EU-landenes aftale om,

at en person kun kan få prøvet sin asylsag i det

første sikre land, han opholder sig i. Forordningen

skal forhindre, at asylansøgere shopper og forla-

der et land, der giver dem afslag på opholdstilla-

delse for at prøve lykken i et nyt EU-land.

Men center Gribskovs leder, Gitte Nielsen, for-

moder ikke, at en udvidelse af slægtningebegre-

bet vil ændre på flygtningeantallet i de enkelte

EU-lande.

»Spørgsmålet er, om det politisk gør en for-

skel at ændre reglerne, for de mange forsvindin-

ger viser jo, at de uledsagede alligevel kommer

derhen, hvor de vil søge asyl. Men for børnen vil

det gøre en forskel.«


leg MeD P

Balkanbørn på center Jelling kan ofte mindre

bosnisk end dansk, så de leger sig gennem

bogstaverne i modersmålsundervisningen

»I skal fi nde alle de ord, der begynder med P.«

Alma Ajlic deler de seks elever i to grupper. Ha-

dis, Hilnesa og Rahim tager hinanden om skuldrene

og danner en hemmelig rundkreds, så de kan hviske

bosniske ord med P, uden at andre hører dem.

»Huh, nu har jeg 10!«

Hadis bryder hurtigt kredsen og hopper væk i

begejstring, men da han første gang blev under-

vist i sit modersmål for seks måneder siden, var

ordene længe undervejs.

»De kunne næsten ingenting og da slet ikke

læse eller skrive bosnisk,« siger Alma Ajlic, der

både underviser i bosnisk og er lærer på Dansk

Røde Kors’ skole i Jelling i fagene dansk, bosnisk,

matematik og musik.

Mellem dansk og bosnisk

»En del af dem taler faktisk bedre dansk end bos-

nisk, fordi de taler dansk med deres kammerater,

men de to sprog støtter hinanden. Lige nu forkla-

rer jeg de bosniske ord på dansk, hvis de ikke for-

står, hvad jeg siger.«

Prodarnica, patka, pjesme. Listen over P-ord på

tavlen er lang og der er stadig liv i konkurencen

om, hvilket hold der husker fl est ord med P.

»Kan I se, at der er nogen ord, som man næsten

siger ens på dansk og bosnisk?« spørger Alma og

peger på ordene »papagaj, plastica og pistolj«.

Hilnesa kommer straks i tanke om »papir« og »pa-

ket« og undgår dermed, at hold 1 taber på grund

af tavshed.

VIDSTE DU AT ■ Dansk Røde Kors

bruger altid tolke i formelle samtaler

med asylansøgere. Den daglige

kommunikation foregår typisk på

dansk eller engelsk med hjælp fra

kropssprog.

Alma Ajlic leger det bosniske sprog ind i eleverne

mellem 7 og 10 år, for modersmålsundervisningen er

frivillig og foregår efter almindelig skoletid, så det er

vigtigt at holde energien oppe med rim, remser og

sjove lege. Det er også bevidst, at Alma Ajlic drager

hyppige paralleller mellem dansk og bosnisk.

»Jeg tjekker hele tiden deres ansigtsudtryk for

at vide, om de er med, og hvis de ser tvivlende ud,

forklarer jeg mig på dansk. Det er generelt uhyre

vigtigt at blande sprogene. På det andet hold af

større elever har jeg arbejdet med samme emne

på bosnisk, som de har i dansk-undervisningen, og

det giver en langt hurtigere indlæring af stoffet.

FAKTA

En fjerdedel af børnene på de sjællandske

asylcentre får modersmålsundervisning.

Center Jelling underviser i bosnisk, arabisk

og albansk og halvdelen af børnene

modtager modersmålsundervisning. I

2007 begynder Dansk Røde Kors et forsøg

med fjernundervisning i modersmål.

Center Jellings albansktalende lærer skal

via et kamera og internettet undervise

sjællandske asylbørn i deres modersmål.

n Dansk Røde Kors arbejder altid ud fra

en grundholdning om, at beboerne

skal kunne bruge deres kundskaber

uanset, hvor de skal bo i fremtiden.

Modersmålsundervisningen kan derfor

også lette børnenes tilbagevenden til

skolen i deres hjemland.

Tilsvarende ved vi fra undersøgelser, at børn nem-

mere lærer dansk, når de kan deres modersmål,

fordi du kan forklare et nyt ord mere nuanceret på

dit modersmål.«

Kontakt til far og mor

Rahims mor, Seniha, er på besøg i skolen med lille-

bror på 8 måneder. Han grynter i barnevognen og

skelner endnu ikke mellem dansk og bosnisk, men

Seniha er ikke i tvivl om, at begge hendes børn

skal lære bosnisk, selvom familien egentlig taler

serbokroatisk.

»Det er næsten det samme, og jeg er rigtig glad

for, at Rahim lærer sit modersmål. Jeg tænker ikke,

at han skal bruge det til noget bestemt, men det

er godt at kunne tale mere frit, lære gramatikken

og forstå, hvad jeg for eksempel skriver til ham.Vi

ved ikke, hvad der sker med os i fremtiden, men

hvis vi bliver i Danmark, så er det stadig vigtigt,

at han kan sit modersmål, for at han kan holde

kontakt med vores familie og holde fast i det, vi

som forældre kommer fra,« siger hun.


50

BAggRunD

Alle mennesker kan søge asyl, og

myndighederne afgør, om man får det eller

ej. Læs om asylsagen fra start til slut

Ankomst

Politiet har typisk den første kontakt med en

asylansøger i Danmark og interviewer ham eller

hende om rejserute og identitet – fx navn, alder

og nationalitet. Derefter undersøger politiet selv

oplysningerne, for Danmark behandler kun asyl-

sager, hvis en person ikke tidligere har søgt asyl

i et andet EU-land eller opholdt sig i et andet sik-

kert land.

AsYlsAgen

Rigspolitiets undersøgelse kan vare op til seks

måneder, og i den periode er asylsagen i fase 1.

Asylsagen begynder

Hvis Danmark skal behandle asylsagen, udfylder

asylansøgeren et omfattende spørgeskema, og

Udlændingeservice interviewer ham om, hvad

der skete i hjemlandet, og hvorfor han søger asyl.

Udlændingeservice undersøger om oplysningerne

er sande eller sandsynlige og skaffer viden om

forholdene i asylansøgerens hjemland. Danske

myndigheder må dog aldrig kontakte hjemlandets

myndigheder, fordi asylansøgeren kan komme i

fare, hvis han er flygtet fra netop myndighederne.

Udlændingeservice afgør ved hjælp af alle in-

formationerne, om asylansøgeren får asyl i Dan-

mark eller ej. Sagsbehandlingen varer normalt et

halvt år, og i den periode er asylsagen i fase 2.

Nogle asylsager bliver hastebehandlet, fordi

asylansøgeren ikke kom til Danmark for at få be-

skyttelse, eller fordi han kommer fra sikre lande

som fx Polen eller Sverige. Dansk Flygtningehjælp

skal altid godkende hasteproceduren.

Asylsagen slutter

Hvis Udlændingeservice afslår asyl, bliver sagen

automatisk sendt videre til Flygtningenævnet,

der forholder sig til oplysningerne en gang mere.

Flygtningenævnet består af en dommer, et med-

lem indstillet af Integrationsministeriet og et med-

lem indstillet af Advokatrådet. Det er en advokat,

som fører sagen for asylansøgeren i Flygtninge-

nævnet.

Asylsagen er fortsat i fase 2, når Flygtninge-

nævnet behandler den. Sagsbehandlingen varer

typisk tre måneder.

Asyl og integration

Hvis man får asyl, bliver asylansøgeren anerkendt

som flygtning og må bo i Danmark. Han eller hun

flytter til en kommune, som Udlændingeservice

FAKTA

vælger. Det sker typisk 1-2 måneder efter opholds-

tilladelsen er givet. Dansk Røde Kors sender en

række relevante papirer til kommunen efter sam-

tykke fra beboeren.

Humanitær opholdtilladelse

Integrationsministeriet giver i helt særlige tilfælde

humanitær opholdstilladelse til en asylansøger,

som fik afslag på asyl i Flygtningenævnet. Det sker

eksempelvis, hvis asylansøgeren er alvorligt syg.

Personer med humanitær opholdstilladelse flytter

også til en kommune.

Man får asyl ud fra bestemmelserne i

udlændingeloven og FNs Flygtningekonvention.

Det kræver, at man er individuelt

forfulgt på grund af sin race eller religion

eller sit politiske, sociale eller etniske

tilhørsforhold.

n Man får ikke asyl, fordi man flygter

fra for eksempel vold i familien,

menneskehandel, fattigdom eller

naturkatastrofer.

n Dansk Røde Kors er ikke involveret i

asylsagen og kender kun beboernes

baggrund, hvis de selv fortæller det til

en medarbejder. Organisationen har

ingen indflydelse på myndighedernes

afgørelser.

Afslag og udrejse

Asylansøgere med afslag på asyl og humanitær

opholdstilladelse skal med det samme frivilligt

rejse tilbage til deres hjemland. Hjemrejsen skal

aftales med politiet. Hvis asylansøgeren ikke vil

forlade Danmark, kan politiet i yderste konsekvens

eskortere ham eller hende til hjemlandet.

Asylsagen befinder sig i fase 3, når asylansøge-

ren skal rejse ud af Danmark.


Modtagecenter

Alle nye asylansøgere bor på center Sandholm i de

første uger. Dansk Røde Kors registrerer dem som

beboere og udleverer tøj, dyner og lignende. Asyl-

ansøgerne får desuden tilbudt en samtale med en

sygeplejerske eller læge.

Opholdscenter

De fleste asylansøgere flytter ind på et opholds-

center, når myndighederne ikke længere skal

interviewe dem om asylsagen. Her bor de, indtil

sagen er endelig afgjort. Dansk Røde Kors har op-

holdscentre i Jelling og Thyregod, og et opholds-

center kun for kvinder i København.

CenTeRTYPeR

Dansk Røde Kors har seks forskellige

centre fordelt på 7 adresser

Nogle asylansøgere bor desuden i såkaldte

anneksboliger, som er et værelse, en lille lejlighed

eller et mindre hus, som Dansk Røde Kors lejer.

Kvindecenter

Enlige kvinder og kvinder med børn kan bo på

center Fasan i Kønemhavn, imens deres asylsag

bliver behandlet.

Omsorgscenter

Asylansøgere med alvorlige fysiske eller psykiske

problemer bor på center Kongelunden. Omsorgs-

centret har ekstra personale, som yder særlig

omsorg og tager sig af beboernes problemer eller

sygdomme.

Udrejsecenter

Asylansøgere flytter tilbage til enten center Sand-

holm eller center Avnstrup, hvis de får afslag på

asyl og ikke frivilligt forlader Danmark.

Børnecenter

Hvert år søger børn og unge under 18 år asyl i

Danmark uden deres forældre. De bor på center

Gribskov, hvor personalet støtter dem og skaber

trygge rammer, imens myndighederne afgør bør-

nenes asylsag.

FAKTA

n Dansk Røde Kors åbnede det

første asylcenter i 1984. I dag har

organisatonen i alt seks centre, og

et kulturhus. Derudover ligger der et

asylcenter i henholdsvis Hanstholm

og Brovst Kommune i Nordjylland.

n Dansk Røde Kors har åbnet og lukket

mere end 350 asylcentre siden

1984.


5

De går i skole og børnehave, gør rent og vasker

tøj, men alligevel er asylansøgeres hverdag

anderledes. Læs mere om hverdagen bag

centrets mure

lIveT PÅ eT AsYlCenTeR

Bolig

Pladsen er begrænset, forholdene beskedne, og

Udlændingeservice bestemmer, hvilket center

asylansøgere skal bo på. Asylfamilier har typisk 1-2

værelser til både børn og voksne, mens enlige asyl-

ansøgere bor sammen med andre enlige af samme

køn. Nogle deler køkken og bad, andre har deres

eget i tilknytning til værelset. Alle asylcentre har fæl-

leslokaler med café, tv-stue eller lignende. På værel-

set får hver person en seng, en stol og et skab, og

de køber ofte selv en brugt sofa, bord, tv og andre

ting for at skabe en hjemlig ramme om hverdagen. I

fællesrummene er der tv med 44 forskellige kanaler

så beboerne kan se nyheder fra hjemlandet, og der er

også trådløst netværk på centrenes pc’ere.

Børnenes hverdag

Børn vælger ikke selv at være asylansøger, men

følger med mor og far. Dansk Røde Kors forsøger

derfor at skabe normale rammer om dereshver-

dag. De mindre asylbørn mellem 2 og 6 år kan gå i

legestue på asylcentret, der fungerer som danske

børnehaver. De større børn mellem 7 og 16 år går i

skole hos Dansk Røde Kors eller på en lokal folke-

skole, hvis de fagligt og socialt er rustede til det.

I centerskolen foregår undervisningen på dansk,

og på skemaet står der blandt andet matematik,

engelsk, dansk, idræt og natur & teknik. Når sko-

ledagen slutter, kan eleverne gå i fritidsklub eller

dyrke sport i en lokal forening.

De voksnes muligheder

Voksne asylansøgere må ikke arbejde på traditio-

nel vis, men de får tilbudt undervisning og aktive-

ringsjob af Dansk Røde Kors. De første tre måne-

der kan nye beboere få et introkursus om dansk

sprog, kultur, traditioner og samfundsforhold,

og derefter kan de tage andre kurser i for eksem-

pel engelsk og IT, ligesom de kan være i praktik på

asylcentret eller en dansk virksomhed. Asylansøgere

med afviste sager kan kun fortsætte deres praktik

i en virksomhed, hvis de medvirker til at forlade

Danmark. Derudover er hverdagen på et asylcenter

præget af almindelige gøremål som madlavning,

FAKTA

n Alle voksne asylansøgere får et fast

grundbeløb om dagen til at klare sig

for. Enlige voksne får 42,73 kroner,

mens ægtefæller eller samboende

hver får 33,83 kroner dagligt.

Derudover tjener de ekstra penge,

hvis de får undervisning eller har

praktikjob. Tillægsydelsen afhænger

af, hvor asylsagen er i systemet. I

fase 1 og 3 får man 7,13 kroner om

dagen for at være aktiv, i fase 2 får

man 24,93 kroner.

n Læs om faserne på side 50

rengøring, tøjvask, børnefødselsdage og nyheder fra

hjemlandet, men fremtiden er uvis for alle beboere

og det giver både op- og nedture.

Sundhed og sygdom

Det gule sygesikringskort ligger ikke i asylansø-

gernes lommer, for de har endnu ikke opholdstil-

ladelse i Danmark. Dansk Røde Kors har derfor

sygepleje-klinikker, som hjælper eller henviser til

behandling hos læger, psykologer og speciallæger

eller på hospital. Asylansøgere bliver behandlet,

hvis de har smerter eller sygdommen bliver værre

uden behandling, ligesom de kun får nødvendig

behandling hos tandlæger. Ved ankomsten får

alle tilbudt en samtale med en sygeplejerske el-

ler læge, og Dansk Røde Kors opretter derefter en

journal på hver beboer. Asylansøgere bliver des-

uden undersøgt, hvis der er tegn på sygdomme

som for eksempel tuberkulose. Dansk Røde Kors

har også sundhedsplejersker som følger de mind-

ste børns udvikling og underviser i emner som

kost, prævention og følger efter krigsoplevelser.


7 PRInCIPPeR

Dansk Røde Kors asylafdeling er en del af den

internationale Røde Kors-bevægelse, som følger

7 principper:

Medmenneskelighed

Upartiskhed

Neutralitet

Uafhængighed

Frivillig tjeneste

Enhed

Almengyldighed

MIssIon

Det er Dansk Røde Kors asylafdelings mission at

yde social og humanitær bistand i forbindelse med

asylansøgeres ophold i Danmark, imens myndig-

hederne behandler deres ansøgning om asyl.

vIsIon

Det er Dansk Røde Kors’ vision, at asylansøgere i

Danmark oplever en tryg, meningsfuld og værdig

ventetid og har mulighed for at fastholde ansvaret

for deres eget og familiens liv. Asylansøgere skal

også bibringes en realistisk opfattelse af deres

situation, så de bedst muligt er i stand til at tage

vare på deres fremtid, uanset om den ligger i Dan-

mark eller et andet land.

geneRelle MÅl

Dansk Røde Kors asylafdeling arbejder i det dag-

lige efter seks generelle mål:

Identitet: Asylansøgernes kulturelle og nationale

identitet skal bevares. Asylansøgernes sociale

netværk skal stimuleres, og den sproglige identi-

tet skal styrkes.

Ressourcer: Asylansøgernes personlige ressour-

cer skal bruges optimalt, og hjælp til selvhjælp

skal være det gennemgående princip. De fysiske

rammer for asylarbejdet skal indrettes derefter.

Særligt udsatte: Organisationen skal priori-

tere arbejdet med særligt udsatte grupper højt –

specielt børn og torturoverlevere. Asylafdelingen

skal arbejde for, at de fornødne ressourcer er

tilstede, så de særligt udsatte grupper får den op-

timale omsorg.

Personalets ressourcer: Personalepolikken skal

fremme organisationens formål og målsætninger

og sikre, at personalet har de fornødne kvalifika-

tioner.

Information og kommunikation: Dansk Røde

Kors asylafdeling skal fremme en målrettet infor-

mationsvirksomhed og stille sin faglige ekspertise

til rådighed, hvor det er relevant. Samarbejdet

med lokale Røde Kors-afdelinger skal støttes og

udbygges.

Organisationsudvikling: Der skal foregå en

løbende evaluering og organisationsudvikling, så

organisationen tilpasser sig udviklingen i opgaven

og det omgivne samfund.


KØB VIDEN OG ERFARING

Dansk Røde Kors asylafdeling tilbyder tolkning på mere end 20 sprog og

dialekter, ligesom både flygtninge og indvandrere kan få hjælp på organisa-

tionens Psykotraume-center.

www.asylum.redcross.dk

PSYKOTRAUME-CENTER TOLKNING

Tlf. 35278709 TLF. 35 27 8751


56

www.asylum.redcross.dk

More magazines by this user
Similar magazines