Metoder og dokumentation på handicapområdet - mod en - imeta.dk

imeta.dk

Metoder og dokumentation på handicapområdet - mod en - imeta.dk

Ny viden I Nye veje

Metoder og dokumentation

handicapområdet

Mod en vidensbaseret indsats


Titel

Metoder og dokumentation handicapområdet

mod en vidensbaseret indsats

Udgiver

Videnscenter for Bevægelseshandicap

2006

Redaktion

Anja Birgitte Amdisen

Eggert Carstens (ansvarshavende)

Lisbeth Helm-Petersen

Journalistik

Inger Anneberg, a4media

Bjarne Bjelke Jensen

Morten Kurth

Foto

Jørgen True

Forside

Winnie Meisler

Lay-out

Helle Guldmann, a4media

Tryk

LavprisTRYKKERIET

Oplag

1500

ISBN 13 978-87-90306-17-5

ISBN 10 87-90306-17-1

Bestilles hos

Videnscenter for Bevægelseshandicap

MarselisborgCentret

P. P. Ørumsgade 11, Bygn. 3, 2. sal

8000 Århus C

tlf. 8949 1270

fax 8949 1276

vfb@vfb.aaa.dk

Oline version og bestilling

www.vfb.dk

Winnie Meisler, grafiker, billedkunster og bogillustrator, har følgende

kommentar til den forside hun har tegnet til temahæftet:

” En ung mand (næsten som en fugl med fuglenæb) holder fast i to

balloner, som viser sig at være to hjerner. Hjernerne symboliserer ikke

alene viden/videnskab, men de symboliserer også vores egen hjerne (...)

Det er vores hjerner der – i fællesskab (derfor to hjerner) kan hjælpe

den unge mand ud af stolen – eller sin fastlåste situation – og komme

ud i verden – blive fri som fuglen. Ikke båret af vinger – men af viden

og tankens kraft.

Langt nede jorden står hans kørestol. Den har fået et øje – for

stolen er hans bedste ven – den er hans ben, der bringer ham rundt.

Derfor er den unge mand malet uden ben. Stolens udtryk ser måbende

til, som om den siger: Det var pokkers! Ude i horisonten lyser det – de

mørke skyer driver væk, snart er himlen blå – igen. Jorden krummer, vi

er et sted jordkloden: Situationen er ens for os alle”.


Metoder og dokumentation

handicapområdet

mod en vidensbaseret indsats


Indhold

Til debat

Tid til refleksion . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 7

Socialarbejdere – kom ud af busken . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 13

Jo flere regler – jo større vilkårlighed . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 20

Hold fingrene fra metoderne. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 25

Refleksioner, relationer og raffinerede teknikker . . . . . . . . . . . . . . . . 31

Metoder er magtfulde redskaber. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 38

Mellem stejlhed og knæfald . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 44

I perspektiv

Medicinen virker ikke, hvis samspillet er respektløst . . . . . . . . . . . . . . 47

Der er grund til at være vågen og virke processen . . . . . . . . . . . . . . 52

Vi skal bevare evnen til at tvivle . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 55

En helt ny tankegang er nødvendig . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 58

Specialundervisning i farezonen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 63

Bosted Systemet

IT-system skal sikre, at viden bliver delt. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 66

Fra papkassen til den elektroniske klientjournal . . . . . . . . . . . . . . . . 71

Pædagogisk Resultatmåling

Tekst og tal skal være en naturlig del af pædagogens hverdag . . . . . . . . . 72

Marte Meo

Ved egen kraft. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 76

Når udvikling går gennem et kamera . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 80

Pædagogiske Handleplaner

Handleplaner hører til i hverdagen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 83

Petö metoden

Jeg rejser mig op.. Jeg står begge fødder! . . . . . . . . . . . . . . . . . 90

MOVE programmet

At holde fast ved en drøm . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 96


Goal Attainment Scaling (GAS)

GAS motiverer og afklarer . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 100

Indsigt og intelligente løsninger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 106

ICF

ICF: Fælles reference med muligheder . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 109

Social analyse

Analyse før handling kan kvalificere socialt arbejde . . . . . . . . . . . . . 114

Funktionsevnemetoden

God forberedelse betyder alt. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 121

Fælles Sprog II

Fælles sprog godt og ondt . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 125

Arbejdsevnemetoden

Med loven i ryggen . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 132

Metoder i jobformidling

Når en trekant skal passe til en firkant . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 139

Kommunikationsudvikling

Der skal to til tango . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 143

Ny metode til træning af børn med hjerneskade

Forældre ønsker indflydelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 148

Vi ønsker jo bare at tage ansvar . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 153

Metodeudvikling for unge bevægelseshandicappede

Et spring fremad . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 156

Nu giver jeg ikke op så let . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 162


Hvordan og hvorledes?

Med dette temahæfte tilbyder Videnscenter for Bevægelseshandicap en omfattende formidling

af både en overordnet, men ligeledes detaljeret viden om metoder og dokumentation handicap-

og rehabiliteringsområdet. Hæftet er let tilgængeligt og involverer mange af feltets faglige nøglepersoner.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at hæftet har udvidet sig undervejs – der er ganske enkelt

mange relevante metoder og dokumentationsformer med tilknytning til handicapområdet. I dag

er arbejdet med metoder og dokumentationsredskaber et område i vækst, og det stiller nye krav

til fagpersoner og ledelser – men også til borgeren, som tilbydes en mere fremtrædende rolle og

inddrages mere aktiv vis i indsatsen, og også i udviklingen deraf. Fokus handicapområdet er

øget, og der skal nu dokumentation og metodisk viden banen i forhold til at styrke borgerens og

de rørendes indflydelse egne liv. Deltagelse og empowerment er derfor to af en række mulige

fællesnævnere for hæftets pointer.

Vi har i temahæftet taget os at give en slags overblik over de mest relevante metodetiltag, som

har med handicapområdet at gøre, især bevægelseshandicap.Vi er overbeviste om, at de metoder

vi præsenterer, har lange perspektiver – forstået den måde, at de forandrer og udvikler sig, men

at de rammer noget, der er behov for, også fremover. For en god metode indeholder solide argumenter

for sin virkning, og dem præsenterer eksperterne de enkelte felter i artiklerne. Og gode

argumenter og dokumenteret viden vil der være øget behov for i de kommende års omstruktureringer

området, da meningen og formålet med Kommunalreformen blandt andet er sikring og

fortsat udvikling af kvaliteten i indsatsen for borgeren.

Handicapområdet er et komplekst fagligt felt og derfor er der i temahæftet eksempler mange

forskellige slags metoder – det kan være metoder, som handler om fysisk træning, kommunikation,

jobformidling, kompensation, organisering af hjælp, IT-metoder og meget andet. Viften er spredt

ud. Den kunne have set anderledes ud; men det er hvad vi har valgt at sætte spot . Metodedebatten

er – ligesom handicapområdet – flertydig og uden simple løsninger. Dette hæfte kan,

set i sammenhæng med vores tidligere publikation, ”Forandring til det bedre!”, opfattes som en

introduktion til kvalitets- og metodedebatten. Bevæbnet med disse to udgivelser vil man være klar

til at udforske feltet yderligere, eksempelvis gennem de mange henvisninger til udgivelser, hjemmesider,

tiltag og projekter.

Dette temahæfte henvender sig især til fagpersoner, men alle med interesse for eller kendskab til

rehabiliterings- og socialområdet, også fra uddannelsessektoren og ”den anden side af bordet”,

vil have udbytte af artiklerne.

Handicapområdet har som nævnt igennem en periode oplevet en stigende opmærksomhed ,

hvorfor man gør, som man gør – hvordan og hvorledes? – og virker det set i forhold til udgifterne?

Vi har derfor valgt at lægger vi ud med en række artikler, som diskuterer udviklingen, både med

en sund kritisk distance, men også med gode råd og idéer, hvorefter vi tilnærmer os de konkrete

metoder, der anvendes i disse år.

Vi takker de medvirkende, ønsker god læsning og håber, at der opstår lyst og behov for at søge

mere viden og inspiration til arbejdet.

Videnscenter for Bevægelseshandicap, marts 2006


Tid til refleksion

Kritisk forskning kan bidrage med advarselslamper og nødvendig distance til de metoder, man benyt-

ter, men den giver ikke socialarbejderne et refleksionsberedskab. ’Evidensbasering’ kan i bedste fald

belyse effekter, men handler heller ikke om refleksion. Det er et problem, for det er afgørende at

kunne reflektere over egne handlinger, siger forsker og lektor Den Sociale Højskole i Århus.

Interview med lektor Søren Peter

Olesen, Den Sociale Højskole, Århus

– Metodeudvikling.

– Evidens.

– Dokumentation.

De sidste års udvikling det sociale

område har gjort disse ord og begreber

mere og mere dominerende. Men

begreberne øger også risikoen for et

snæversyn, som ikke vil bringe det

sociale arbejde videre, mener lektor ved

Den Sociale Højskole i Århus, cand.mag.

Søren Peter Olesen.

– Jeg efterlyser i højere grad fokus en

gylden middelvej, et kvalificeret samspil

mellem praksis, uddannelse og forskning

i den sociale verden. Det mangler i

særlig grad i Danmark, hvor vi kun har

meget få professorater i socialt arbejde,

hvor socialt arbejde fastholdes som

mellemuddannelsesområde, og hvor en

stram økonomisk styring af socialrådgiver-

og pædagoguddannelsen ikke

sikrer midler til forskning. Forskning, ud-

T I L D E B AT

dannelse og praksis foregår i Danmark i

adskilte regier, og vi mangler samspillet

mellem disse, understreger Søren Peter

Olesen.

Søren Peter Olesen er oprindelig cand.

mag. i samfundsfag og historie. Han har

i næsten 3 årtier undervist i sociologi,

socialpolitik og arbejdsmarkedsforhold

socialrådgiverstudiet, men har gennem

de sidste 10 år i stigende grad bevæget

sig over i forskning i socialt arbejde, en

forskning der er tæt knyttet til praksis og

dagligdagen hos socialrådgiverne.

7


8

T I L D E B AT


Det er afgørende at socialarbejdere

kan reflektere over egne handlinger,

mener lektor Søren Peter Olesen fra

Den Sociale Højskole i Århus

Han har bl.a. forsket i handlingsplansamtaler

i social- og arbejdsmarkedspolitisk

aktivering), og netop nu er han,

sammen med Leena Eskelinen og Dorte

Caswell, AKF, midt i forskningsprojektet

Socialt arbejde arbejdsmarkedsområdet

i spændingsfeltet mellem politiskadministrativ

styring og faglighed. Det

er et projekt som blandt andet kommer

til at basere sig forskernes ophold

i et af de nye arbejdsmarkedscentre. I

projektet lægger forskerne vægt at

belyse faglighedens rolle i praksis og

søger at anlægge såvel en kritisk som en

konstruktiv tilgang.

Spændingsfeltet

– Kommunikation mellem system og

borger, eller med en mere teknisk betegnelse

institutionel interaktion, altså hvad

foregår der mellem system og borger,

bruger/klient – det er min hovedinteresse.

Det er et spændingsfelt både i

praksis, politisk og forskningsmæssigt.

Det er bl.a. interessant at spørge: Hvorfor

hører vi al denne snak om forskning

og metodeudvikling i disse år? Hvad

går argumenterne ud ? På den ene

side ser vi øgede forsøg administrativ

styring og den anden side et ønske

om øget faglighed. Det er dette spændingsfelt

mellem styring og faglighed

jeg synes er interessant, forklarer Søren

Peter Olesen, der netop er blevet valgt

som formand for FORSA, Foreningen til

fremme af forskning i socialt arbejde,

et netværk for forskere, praktikere og

undervisere, som interesserer sig for

forskning og udvikling i socialt arbejde.

Der findes FORSA-organisationer i alle

de nordiske lande.

Søren Peter Olesen beskriver to hovedstrømninger,

hvis man ser hvor

Danmark står med hensyn til forskning

og metodeudvikling området. To

hovedstrømninger, som efter hans

mening også repræsenterer to grøfter,

man kan falde ned i – frem for at blive

midt vejen!

– Evidens i sig selv kan forstås både

snævert og bredt. Når der snakkes

om evidens i forbindelse med sociale

indsatser er det ofte i en ganske

snæver form, og hyppigt refereres til

sundhedsvæsenet. I forbindelse med

’evidensbasering’ i snæver forstand anerkender

man i princippet kun én form

for dokumentation, nemlig den, der er

baseret randomiserede, kontrollerede

eksperimenter. Internationalt samarbejde

om at frembringe viden går i denne

sammenhæng i hovedsagen ud at

lave kritiske forskningsoversigter, hvor

man samler et bredt spektrum af undersøgelser

inden for et område og derefter

uddrager essensen af det, forklarer

Søren Peter Olesen.

Det er denne form for forskning, som

nonprofit organisationen The Cochrane

Collaboration repræsenterer i deres

formidling af systematiske forskningsoversigter

fra den medicinske verden.

På det sociale og pædagogiske område

findes en tilsvarende nonprofit organisation,

The Campbell Collaboration. Også

her hersker en hardcore forståelse af

evidensbegrebet, hvor kvalitative studier

ikke levnes megen plads i forskningsoversigterne.

– I de senere års socialpolitik har vi set

en stigende tendens til at politikere og

fagfolk efterlyser dokumentation for,

hvad der egentlig kommer ud af den

sociale indsats. Politikerne efterspørger

eksempler god og dårlig praksis, og

fra ministeriets side er der øget fokus

metodeudvikling. Problemet er, at

det i høj grad er den meget snævre

definition af, hvad der er god udvikling

og forskning, som dominerer via den

tankegang vi ser hos The Campbell Collaboration.

Det er det snævre evidensbegreb,

som dominerer opfattelsen af,

hvad evidens er, og det sker i store dele

af verden, bestemt ikke bare i Danmark,

forklarer Søren Peter Olesen.

Han kan ikke give nogen entydig

forklaring , hvorfor det er sådan.

– Hvis vi skal forklare det, må vi ind og

se hele den sen-moderne samfundsudvikling.

Men det hænger til dels

sammen med, at økonomien er blevet

T I L D E B AT

enerådende som retningssnor for de

politiske beslutningstagere, hvorimod de

bredere sociologiske betragtninger ikke

slår an.

Problematisk udvikling

Den snævre forskningstradition har altså

”vundet” ifølge Søren Peter Olesen, og

han lægger ikke skjul , at han anser

denne udvikling for temmelig problematisk.

– Samtidig vil jeg sige, at jeg i høj grad

hører til dem, der er meget optaget af

at fremskaffe og formidle viden, for

eksempel omkring hvad der sker i socialt

arbejde, og jeg hører også til dem, der

synes at alle former for viden er vigtig at

få frem. Jeg har ikke noget imod at den

viden, der lægges frem, er i kvantitativ

form, der hvor det nu lader sig gøre.

Hvis et projekt kan belyse effekten af en

indsats, er det da godt. Eller fraværet

af effekten for den sags skyld. Det har

vi set udmærkede eksempler , men

for det første tror jeg, at det kun er et

stærkt begrænset antal områder i den

sociale verden, hvor man kan skaffe

sig relevant viden i kvantitativ, statistisk

form. Relevant viden socialområdet

vil ofte antage helt andre former. For

det andet synes jeg, vi skal huske, at

andre typer af viden end den statistiske

kan være mindst lige så interessante.

Ser vi for eksempel dokumentation

omkring det faktum, at nogle grupper

er særligt truede, så har vi en vigtig

kvantitativ viden om, hvordan sam-

fundet fungerer i kraft af brede kvanti-

tative studier, men det giver ikke nødvendigvis

noget særligt bidrag til, hvordan

den enkeltes liv fungerer, pointerer

Søren Peter Olesen.

I socialt arbejde er der ofte en stor

grad af usikkerhed netop omkring

spørgsmålet: ”Hvordan klarer den enkelte

sig”. Det kræver, ifølge Søren Peter

Olesen, helt andre typer af viden at få

svar dette felt.

– I den sammenhæng danner den statistiske

viden et udmærket bagtæppe,

hvor vi altså er godt dækket ind i

9


10

T I L D E B AT

dag, hvad angår viden, der kan belyse

uligheder og trusler af almen karakter.

Det ved vi ganske meget om, og vi ved

hvilke grupper der er sårbare. Vi ved derimod

forskningsmæssigt meget lidt om,

hvordan praktisk, socialt arbejde udspiller

sig, og vi ved meget lidt om, hvordan

det er at leve i en sårbar situation – altså

kvalitativt. Især ved vi meget lidt om,

hvordan socialt arbejde udformes og

hvilke processer og dynamikker det

kendetegnes ved.

Søren Peter Olesens pointe er altså at

kvantitativ viden ikke i sig selv fører

til strategier for, hvordan man løser

problemer for den enkelte, selv om det

sagtens kan bidrage med antagelser.

Kvantitativ viden betyder meget sjældent

en afklaring af, hvordan man skal handle

i de helt konkrete beslutninger, som

socialt arbejde ofte indebærer.

– Vi har også i de senere år set en del

kvalitativ, sociologisk forskning, blandt

andet om det magtfulde møde mellem

system og klient, og om hvordan en

klient skabes af systemet osv. Det blev

blandt andet inddraget i folketingets

magtudredning samt de undersøgelser,

den byggede .

Denne forskning har været optaget af

asymmetrien og magtproblematikken

i forholdet mellem system og klient,

og den form for kvalitativ sociologisk

forskning, der er inspireret af kritisk teori,

finder Søren Peter Olesen skal være velkommen,

lige såvel som den kvantitative

forskning.

– En kritisk viden om, hvordan det sociale

arbejde systemgør klienterne er nødvendig,

blandt andet fordi socialt arbejde

oftest foregår i kommunalt regi og vil

være præget af kommunale forvaltningslogikker,

der ikke nødvendigvis altid

er forenelige med de hensyn, man må

tage i praktisk socialt arbejde. Her bliver

systemets mulige undertrykkelse af

klienten særdeles vigtig viden. Vi har

set en del kvalitativ forskning inspireret

af kritisk teori blandt andet i form af en

række Ph.D. afhandlinger om socialt

arbejde, og jeg synes, det er vældig

godt, at man ikke bare tæller og måler,

men det forekommer mig at være disse

to grøfter, den kvantitative effektforskning

og den kritiske ’afsløring’ af det

sociale arbejde som magtfuldkomment,

der præger billedet. Disse grøfter kan

imidlertid være farlige at gå ned i, hver

især, fordi de billeder, der tilbydes, ofte er

forenklede og entydige i en grad, så de

slet ikke indfanger den kompleksitet, der

kendetegner praksis.

En middelvej

Søren Peter Olesen efterlyser således en

middelvej i snakken om evidens og dokumentation

i Danmark, det som han og

betegner som ”en dialektik mellem den

kritiske dekonstruktion den ene side

og genopbygningen, rekonstruktionen

af det sociale arbejde, den anden

side”. Man taler også, bl.a. i forbindelse

med evalueringsforskning, om ”the black

box”, den sorte kasse, som ingen rigtig

kender eller kan beskrive indholdet af,

nemlig de processer i socialt arbejde, som

foregår mellem indsatsernes ’input’ og

’output’ i form af resultater.

– Jeg savner en vekselvirkning, en dialog.

Kritik alene bliver nemt gold. Den kvantitative

forskning søger en viden, som

man tror og hævder er universel, men

praktikernes handlinger er altid indlejret i

nogle helt specifikke, konkrete sammenhænge,

der har med andre mennesker

at gøre. Det er godt at have viden om,

hvad der truer generelt, for eksempel

viden om, at et handicap kan gøre et

menneske sårbart, men det er kun en

udvendig forståelse i forhold til det at

gå ind og støtte det enkelte menneske,

som man sidder overfor. Manglen en

mellemvej mellem disse to grøfter gør,

at jeg mener, vi har behov for en 3. type

forskning, der går mere tværs, siger

Søren Peter Olesen.

En afgørende sammenkobling

Han peger , at problemet er særligt

stort i Danmark, hvor man i dag kun har

tre professorater det sociale område,

i modsætning til for eksempel Sverige,

hvor der er ca. 25. Danmark er desuden

præget af mellemlange uddannelser til

socialt arbejde (socialrådgiver- og pædagoguddannelsen),

som i dag er underlagt

kraftige styringstiltag og sluset ind i

CVU-regi, en udvikling, som har betydet

en øget (økonomisk) styring – og meget

få midler til forskning. I andre lande har

man derimod set en større og større

tendens til at koble uddannelse, forskning

og praksis sammen.

– Det er ikke altid vellykket, men det er

tankevækkende, hvordan andre lande i

høj grad satser denne sammenkobling.

I Danmark er vores chance for at

gøre noget tilsvarende dårlig, fordi vi

har denne markante, historiske opdeling,

og jeg savner i høj grad, at der

kommer til at foregå et mere markant

kvalificeret samspil mellem praksis, uddannelse

og forskning. På det medicinske

område har man universitetsklinikker

og hospitaler. I Norge har man

gang i tanker om at lave ”universitetssocialforvaltninger”

– med henblik

netop forskning i og udvikling af socialt

arbejde. I Danmark er dette nærmest en

vild og fremmed tanke! De tilløb vi ser

til et samarbejde foregår fuldstændig

ukoordinerede.

Søren Peter Olesen er ikke i tvivl om, at

der i praksisfeltet i den sociale verden er

store bestræbelser i gang at dygtiggøre

sig og hævde den status som praktikerne

har. Denne udvikling anser han

gennemgående for at være positiv.

– Men der er en fare i, hvis praksisfeltet

ukritisk overtager det snævre evidensbegreb.

Så vil man opleve, at man

kommer fra asken og i ilden. Det kan

nemlig vældig let bruges i overordnede

styringssammenhænge, hvor de problemstillinger,

der er knyttet til sårbare

menneskers liv og til praksis i socialt

arbejde faktisk ikke kommer til sin ret,

og hvor andre træffer beslutningerne.

Denne diskussion er vigtig, peger

Søren Peter Olesen, og han forsøger

blandt andet at fremme den gennem

FORSA, både dansk og nordisk

niveau.


T I L D E B AT

– Jeg tror, det er særligt vigtigt i disse år,

at vi har et forum, hvor vi kan diskutere

de her forskellige opfattelser af forskningens

rolle og placering i forhold til

udannelse og praksis, siger han.

Strukturreformen – nye muligheder

I sammenhæng med strukturreformen

ser Søren Peter Olesen nye muligheder,

men samtidig erkender han, at det

næsten er umuligt at sige, hvordan for

eksempel større praksisenheder kommer

til at spille ind metodeudvikling og

forskning det sociale område.

– Reelt ved vi ikke om større kommuner

vil afsætte tid og midler til forskning og

udvikling. Man kan jo heller ikke sige

med sikkerhed, om forskningsvejen er en

sikker forbedring af praksis! Der kan og

ske det, at meget af det håndværksmæssigt

overleverede sociale arbejde og dets

kvaliteter vil gå tabt. Men mange dynamikker

uden for socialt arbejde peger

altså , at det sociale arbejde fremover

skal foregå i en større skala end det

hidtil har gjort.

Søren Peter Olesen er ikke i tvivl om,

at der skal systematisk forskning til,

hvis man fremover skal fastholde og

systematisere viden om, hvad der sker i

socialt arbejde. Men han peger og,

at uddannelserne i høj grad bør lægges

om, en proces der er i gang.

– Det er ikke nok at lære ved at ”gå

op og ned ad svenden”, altså den

håndværksbaserede måde. Vi er nødt

til at arbejde andre måder, herunder

oparbejde en viden, der kan overføres,

og blandt andet derfor er man nødt til

at kunne dokumentere sin indsats bredt.

Tiden er løbet fra håndværkermodellen,

og det afgørende er nu, om man skaber

plads til at oparbejde et refleksionsberedskab.

Men det punkt er de to

yderpunkter i forskning, som jeg har

beskrevet her, faktisk en trussel. Den

kvantitative viden kan munde ud i manualer,

som gør praktikeren til en autopilot, og

det tror jeg er voldsomt skadeligt. Hvis det

sker, vil det i høj grad forøge menneskelig

lidelse i vores samfund. Uden tilbud om

11


12

T I L D E B AT

at lindre og om at hjælpe sårbare mennesker

videre, er vi dårligt stillede. Men

det er jo en dybt politisk diskussion. Den

kritiske forskning kan give os advarselslamper

og distance, men heller ikke

den giver praksis i socialt arbejde det

nødvendige refleksionsberedskab.

Søren Peter Olesen mener, at troen

oplysning og videnskab i det moderne

samfund til dels lægger socialarbejderen

en rolle, som langt hen ad vejen

kan sammenlignes med den måde medicinsk

behandling fungerer . Socialarbejderen

skal indsamle informationer

om problemets art, diagnosticere hvad

der er sygdommens karakter og baggrund,

og så giver behandlingstiltaget

sig selv, ud fra den viden, som faget

repræsenterer.

– Det er modernitetens forståelse af,

hvordan socialt arbejde fungerer. Men

jeg mener, vi er i en situation, hvor

socialt arbejde aldrig har været entydigt

indlejret i det moderne. Her kommer det

forhold ind i billedet, at socialt arbejde

ikke er løsrevet fra den kulturelle og

politiske kontekst, som det befinder sig

i. Det har ogen moralsk karakter og

er altid sat i ramme af det omgivende

samfund. Så må man bare håbe, at det

omgivende samfund fungerer nogenlunde

demokratisk!

Den anden side er, at det sociale arbejde

næsten altid udspiller sig i samspil med

sårbare grupper, peger Søren Peter

Olesen.

– Derfor er det vigtigt, at det sociale

K I L D E L I S T E

arbejde ikke bare er objektiverende og

diagnosticerende, men at det formår at

komme borgerne i møde og gå i ægte

dialog med den gældende. Socialt

arbejde udspiller sig altså i en meget

modsætningsfyldt arena.

Respekt for praktikerne

Men hvad kan man da gøre for at

hjælpe socialarbejderne igennem denne

tid med krav om evidens og dokumentation?

Ifølge Søren Peter Olesen er den bedste

støtte at sørge for at uddanne prak-

tikere, der har en omfattende viden,

men som dertil har mulighed for og

bliver fastholdt at reflektere over

egne handlinger.

– Praktikerne er nødt til at handle i

situationen, men de skal løbende gøre

sig bevidste om, hvordan de handler og

gøre sig overvejelser, om det er rimeligt

i forhold til rammerne. Hjælper det jeg

gør? Er det imødekommende, og kan jeg

stå inde for det? Vil jeg være med til det

under disse præmisser og betingelser?

Mange vil gerne arbejde i feltet, og

mange vil gerne hjælpe andre mennesker,

men også her er det refleksive

beredskab vigtigt. Hvis det er hjælperens

behov for at hjælpe, der overskygger

brugerens opfattelse af tingene, så

forvandler hjælpen sig let til undertrykkelse.

Søren Peter Olesen skjuler ikke, at han

ser med skepsis strukturreformen og

det aktuelle politiske styre, men det

Foreningen FORSA: Mødested for forskere, praktikere og undervisere som interesserer sig for forskning

og udvikling i socialt arbejde: www.forsa.dk

The Cochrane Collabroation: www.cochrane.org

The Campbell Collaboration: www.campbellcollaboration.org

sociale arbejdes vegne er han ikke så

skeptisk.

– Der findes en del praktikere, som jeg

har stor respekt for. Undervejs i min

forskning, når jeg for eksempel har

observeret samtaler eller hjemmebesøg,

så er min tanke om dette arbejde ofte,

at mange praktikere virkelig laver en

meget hæderværdig indsats (det modsatte

forekommer selvfølgelig også). Det

synes jeg ikke altid forskningen formår

at skildre. Tværtimod kan man sige,

at noget af den forskning, der foregår

med kritisk teori som udgangspunkt,

risikerer at tjene et andet ærinde end

det man egentlig ville, fordi der lige nu

i den offentlige debat er en tendens til

at hænge socialarbejderne ud. I mange

sammenhænge er det populært at

nedgøre og kritisere samt ikke mindst

placere ansvar den enkelte socialarbejders

skulder, når tingene ikke fungerer

optimalt. Her kan man eventuelt

forestille sig, at reformen kan få en

betydning, fordi ansvaret måske bliver

lettere at få øje i større enheder,

eller i hvert fald sværere at placere

hos den enkelte medarbejder. Ikke at

store enheder nødvendigvis vil fungere

bedre. Men store og dårligt fungerende

enheder kan betyde, at ansvaret ikke så

nemt kan lægges over den enkelte

sagsbehandler. Det vil – måske – blive

tydeligere, hvor i systemet, problemerne

egentlig hører hjemme, men det er

selvfølgelig en ringe trøst, så længe

problemerne fortsat er der.

Søren Peter Olesen, Leena Eskelinen og Dorte Caswell: Faglighed i socialt arbejde som forskningsgenstand

– et kritisk-konstruktivt perspektiv. Se arbejdspapir www.akf.dk

Søren Peter Olesen: Handlingsplansamtaler: Den institutionelle interaktion. Forskningsrapport, 2003

Den Sociale Højskole i Aarhus, CARMA, Center for forskning i arbejdsmarkedsforhold, Aalborg Universitet


Socialarbejdere

– kom ud af busken!

Mennesker der arbejder indenfor det sociale og sundhedsfaglige felt skal ikke være

bange for at trække deres bagvedliggende ideologier frem i lyset og reflektere kritisk over

dem. Målet er et ægte helhedssyn med respekt for det særegne, siger Pär Nygren, norsk

professor i psykologi og socialt arbejde.

Interview med professor Pär Nygren,

Høgskolen i Lillehammer, Norge

– Tag stilling i stedet for at stikke

hovedet i busken. I skal gøre op med

strudsepolitikken og erstatte den med et

deltagerstyret kvalitetsarbejde.

Sådan lyder opfordringen til de danske

social- og sundhedsarbejdere fra Pär

Nygren, professor i psykologi og socialt

arbejde ved Høgskolen i Lillehammer i

Norge.

Fra 2005 er han i en to års periode ansat

i et forskningsprofessorat ved Danmarks

Pædagogiske Universitet for at forske i

menneskelige handlekompetencer inden

for socialpædagogikkens og det sociale

arbejdes områder.

T I L D E B AT

I sin sidste bog: Handlingskompetanse

– om profesjonelle personer, fremlægger

han en teori om udvikling af

professionelle kompetencer inden for

social- og sundhedsfeltet. Pär Nygren

lægger ikke skjul , at han er kritisk i

sit syn , hvordan det sociale arbejde

foregår i dag – ud fra sine erfaringer

om, hvad som faktisk lader sig gøre, når

13


14

T I L D E B AT

det gælder kvalitetsudvikling. Men han

retter ikke kritikken imod den enkelte

medarbejder:

– Jeg mener ikke, det er den enkeltes

fejl, at man ikke er kommet længere.

Men generelt ser jeg en stor usikkerhed

hos socialarbejderne, når det gælder

om at håndtere de øgede krav til for

eksempel dokumentation i det sociale

arbejde, blandt andet fordi faget mangler

tradition for skriftlighed, dokumenta-

Pär Nygren, norsk professor i psykologi og socialt arbejde

tion og forskning. Efter min mening er

de professionelle udøvere af det sociale

arbejde blevet svigtet, både af politikerne

og forskerne. Allerede i 1996, da jeg

publicerede bogen om deltagerstyret

kvalitetsudvikling i Norge, kunne vi se

tegn samfundets øgede krav til, at

man også i de ”bløde” fag skulle dokumentere

sit arbejde og sikre bestemte

mindstekrav til kvalitet. Generelt har vi

som forskere imidlertid ikke bidraget

tidligt nok til at forberede socialar-

bejderne , hvad der måtte komme

dette område, hverken teoretisk eller

metodisk. For at man, en god måde,

skal kunne møde de udfordringer som

”kvalitetsbølgen” har bragt med sig,

burde alliancen mellem forskere og professionsudøverne

have været sat i værk

og have fået forskningsmæssig, politisk

og økonomisk opbakning langt tidligere

i Danmark. Ikke mindst i form af en

opbygning af forskningsinstitutioner

og forskeruddannelse i socialt arbejde,

sådan som det er sket i Sverige, og og

er vej i Norge, mener Pär Nygren.

De tre dilemmaer

Når den norske professor beskæftiger

sig med blandt andet udvikling og brug

af faglige standarder, tager han fat i tre

dilemmaer i det sociale arbejde:

1) Det ideologiske dilemma: Socialarbejderen

skal forholde sig til det faktum,

at socialt arbejde generelt – og socialt

arbejde med børn og familier specielt

– pr. definition altid rummer en ideologisk

side. Hvor skal den enkelte socialarbejder

placere sig selv og sin professionelle

indsats og sine egne ideologiske

synspunkter, når han deltager i den

runddans af ideologier, som samfundet

byder i dag?

2) Socialarbejderens Janus-ansigt:

Nygrens betegnelse for det dilemma,

der viser sig ved, at social kontrol og

tvangstiltag går hånd i hånd med

støttende og hjælpende tiltag flere

område inden for det sociale arbejde.

3) Forholdet mellem det generelle og

det særegne: Et dilemma, der efter

Nygrens mening altid har eksisteret,

men er blevet aktualiseret i de senere år

i forbindelse med nye krav om kvalitetssikring.

Dilemmaet kommer for eksempel

til udtryk i krydsilden mellem, den

ene side kravene om ligebehandling og

brug af generelle metoder, den anden

side kravene om individuelle hensyn og


erkendelser af, at hver klient har sit eget

særpræg.

– Tidligere var det sådan, at socialarbejderens

faglighed krævede, at han var

neutral i sine værdier og sin opførsel.

Åbenlyse ideologier var faktisk fy-fy,

peger Pär Nygren og henviser til det

klassiske ideal fra psykoanalysen, hvor

psykologen sidder bag ved patienten

og patienten associerer frit – uden at

blive virket af terapeutens følelses- og

værdimæssige reaktioner og personlige

måde at være til stede .

– I dag er det anerkendt, at ideologier og

værdier spiller en stor rolle, også i samspillet

med klienten, og i virkeligheden

har det faktisk altid været sådan, at vi har

ladet os vejlede af værdier i det sundheds-

og socialfaglige felt – ustandselig.

Hvad er godt og ondt? Hvordan møder vi

andre mennesker? Det er bare foregået

mere i det skjulte, understreger han.

Efter Pär Nygrens mening er det i øvrigt

umuligt at forhindre, at ideologiske

holdninger en eller anden vis ”afspejler

sig” i socialarbejdernes udredningsarbejde,

for eksempel når man skal lave

en beskrivelse af en bestemt families

forhold. Her kan en socialarbejders mere

eller mindre skjulte, private ideologier få

vældig meget plads, fordi han/hun hele

tiden går ind og vægter, hvad der er

vigtigt. Hvis man skal imødegå dette og

sikre brugerne, ud fra et retssikkerheds-

synspunkt, så er det nødvendigt at bruge

standarder bestemte områder, faste

metoder, som holder den sagsansvarliges

private ideologier i tømmen, så langt

som muligt, mener Pär Nygren.

Han peger , at ideologi i dag aner-

kendes som en naturlig del af den kompetence,

som socialarbejdere har med sig.

Men den helt afgørende forskel mellem

før og nu er, at det er blevet et stigende

krav, at man er bevidst om og åbent står

frem med, hvad det er for en ideologi,

man arbejder ud fra. Her er socialarbejderne

imidlertid ofte meget diffuse.

– Tag et begreb som ”brugerindflydelse”.

Det er i dag anerkendt som et centralt

begreb i en bestemt professionel ideo-

logi, men hvad mener vi hver især med

det? Hvordan bliver det forstået i praksis?

Vi kan enkeltvis gå rundt med vores

egen private tolkning, og hvis en bruger

sin vej gennem systemet møder flere

professionelle, kan han også risikere at

møde en vældig inkonsekvens, som han

så måske kan ”spille og bruge imod

systemet. Derfor er det vigtigt, at vi i fællesskab

finder ud af, hvad begrebet skal

rumme i vores lokale og konkrete praksis.

På den ene side vil vi naturligvis altid have

vores private ideologier, som man giver

sin egen personlige tolkning, men

den anden side, må den private ideologi

ikke modarbejde den fælles platform,

som jeg mener, vi skal arbejde med at

gøre tydelig og videreudvikle i de lokale,

professionelle praksisfællesskaber som vi

deltager i. Hvis den fælles platform ikke

er begrebsliggjort, er den ikke tilgængelig

for selvkritik eller for kritik udefra

og dermed kan den ikke videreudvikles,

understreger Pär Nygren.

Myten om teoretikere og praktikere

Ønsket fra Pär Nygrens side er, at man

arbejdspladsen sørger for at tage den

bagvedliggende ideologi frem, ud i lyset,

reflekterer kritisk over den, for den

måde at afgøre, om man kan stå ved

den, om den faktisk fungerer i praksis

eller skal udvikles.

– Ideologier udvikler sig til ofte til standarder,

hvis man bruger dem konsekvent.

En standard kan være alt, fra at have

som en regel at servere en god kop kaffe

og skabe en stemning første gang man

ser klienten, til systematisk at gentage en

række handlinger, som man ved fører til

et bestemt mål. Når vi taler om metoder,

mener vi ofte flere standarder, altså nogle

mere omfattende og teoretisk begrundede

standarder, forklarer Pär Nygren.

Han slår en pæl igennem, at det sociale

fag ikke rummer ret mange teoretikere

men først og fremmest praktikere, der

ikke kan forholde sig til teoretiske, ideologiske

diskussioner.

– Efter min mening er vi alle teoretikere,

for sådan er det at være menneske.

T I L D E B AT

Det eksisterer ikke et eneste menneske

som er ”praktiker”, i betydningen ”ikke

teoretiker”. Hvis jeg tager min kaffekop

op, så slipper jeg den ikke bare, mens

jeg holder den i min hånd oven over

bordet. Jeg har nemlig en teoretisk viden

om tyngdeloven med mig – og sådan er

det: Vi bruger alle sammen teorier hele

tiden, ellers ville vi ganske enkelt ikke

overleve! Derfor er det en myte, når man

i mange fag opdeler folk i teoretikere og

praktikere. Vi arbejder alle i praksis, og

forskerne, det er bare en anden form

for praksis, og vi bruger alle teorier, hele

tiden, også selv om vi ikke er bevidste

om det. I mange år har der eksisteret en

holdning i socialfaget, at teoretiker, det

var man, hvis man havde læst bøger!

Men det er altså en overfladisk forblændelse,

for al teori stammer jo ikke fra ét

medie. Vi lærer faktisk mange teorier i

samspillet med andre mennesker, helt

fra vi er ganske små. Jeg tror, myten

er opstået, fordi den er nyttig, blandt

andet når det gælder om at opretholde

statusforskelle i samfundet. Der er og

visse politiske interesser i at dele os op

den måde. Men der er selvfølgelig og

mennesker, som ikke er interesserede i

at anerkende sig selv som en, der bruger

teorier og gøre en indsats for at forstå

teorierne bag det, de arbejder med.

Her er der ofte tale om hvad jeg kalder

”intellektuel dovenskab”. De vil gøre

meget for at opretholde myten om at

nogle er ”teoretikere”, mens andre er

”praktikere”. På samme måde kan den,

der kalder sig teoretiker, bruge myten

som en undskyldning for ikke at udfylde

sin praktiske funktion i hverdagen: ”Jeg

er så dårlig til det praktiske, det må andre

gøre”, smiler Pär Nygren.

Forskere i samarbejde

med institutioner

Nygren efterlyser øget samarbejde

mellem forskere og professionsudøvere

i socialarbejdet – og det gør han blandt

andet, fordi forskning kan tydeliggøre

det fundament, som socialfaget hviler .

– I dag kræver staten i højere og højere

15


16

T I L D E B AT

grad, at alle mulige professioner kan

dokumentere deres arbejde, men virkeligheden

er, at de ikke ret tit har værktøjerne

eller ressourcerne til det. Det

må de kræve at få ude arbejdspladserne.

Hvis man ikke giver mulighed

for tid til dokumentationen som en

integreret del af arbejdet, efteruddannelse,

videreuddannelse osv. dette

område, så kan folk ikke opfylde kravet

om dokumentation. Og vi taler om en

dynamik, som går begge veje. Det er

ikke bare de, som er i den socialfaglige

praksis, der skal lære af forskerne.

Det går også den anden vej, for al god

forskning er afhængig af et forpligtende

samarbejde med den socialfaglige

praksis. Dels giver det indsigt i praksisrelevante

forskningsproblemstillinger

og danner gode forudsætninger for

det samarbejde, som er nødvendig

for at kunne samle de nødvendige

data ind. Dels vil et tæt samarbejde

skabe nye forudsætninger for professionsudøverne,

så de kan se deres

praksis med nye øjne. Der er altså tale

om en gevinst for begge parter.

Pär Nygren har selv været med til at

lancere den idé i Norge, at man bør

etablere det, man kunne kalde ”universitets-institutioner”

inden for det

sociale arbejde, samme måde som

man har universitets-hospitaler.

– Det er institutioner, som samarbejder

tæt med forskerne. Her har vi noget

at lære af den medicinske verden,

hvor forskningen altid har taget

udgangspunkt i klinisk praksis. Men

et tæt samarbejde med forskere, hvor

målsætningen for eksempel kan være

at etablere bevidste faglige standarder,

kan også opleves som en risiko.

Socialarbejderne er ikke vant til at blive

kigget i kortene og har måske en vis

angst for at blive det – og en usikkerhed

overfor, om de mere eller mindre

ubevidste standarder som opbygger

den metode, de nu bruger, rent faktisk

fører til de opsatte faglige mål. Vi ved

godt, at vi hele tiden bruger standarder,

hvad enten vi er os dem bevidst eller ej,

og det er livsnødvendigt, ellers skulle

vi jo begynde forfra hver eneste dag.

Vi har vores måder – vi ved hvordan

tingene plejer at fungere, og sådan

overlever vi! Min pointe er ikke, at vi

skal indføre en hel masse nye standarder,

men at vi skal lægge dem bordet,

som vi allerede bruger. De skal kunne

tåle en fælles granskning, en korrektion,

for kun den måde udvikler

vi vores arbejde. Spørgsmålet er altså

ikke om vi skal indføre standarder eller

ej, men om vi tør at se kritisk , om

de standarder, som vi allerede bruger,

holder mål.

Det generelle og det særegne

Pär Nygren hører ofte den indvending

mod standarder, at de ikke kan anvendes,

fordi den enkelte klient altid er

unik. Men at tro at man kan undlade

standarder af den grund, finder han

urealistisk.

Han ser ikke standarder som firkantede

og umenneskelige, men taler derimod

for, at socialarbejderne lærer sig at

tænke i en både - og strategi, et synspunkt

der ofte møder modstand i de

sociale fag.

– Det er afgørende, at man lærer både

at tage hensyn til det særegne og

derudover til sine tidligere erfaringer og

viden, altså at man hele tiden bygger

videre generelle kundskaber, som

man ved fungerer, peger Nygren.

Han giver et eksempel fra en fagmodel,

som han har været med til at udvikle

ved en akutinstitution i Oslo, et sted

hvor børn kan placeres, hvis der er krise

i hjemmet.

– Mange børn føler skyld i denne situation,

tror det er deres fejl, noget de

personligt har gjort. Derfor indførte vi

en faglig standard, som gik ud at

man altid inden for en bestemt tid efter

akutplaceringen skal have en krisebearbejdende

samtale med barnet. Målet

med denne samtale er, at barnet skal få

en så realistisk forståelse som mulig af,

hvorfor det er placeret institutionen.

Ved hjælp af samtalen skal barnet – og

forældrene, hvis de deltager - have mulighed

for at få korrigeret de urigtige

fantasier, de har om situationen og

hvorfor den er opstået.

Dette at man har denne samtale

indenfor en bestemt tid, at den altid

skal gennemføres af den person, som

skal have nær følelsesmæssig kontakt

med barnet (barnets kontaktperson)

og som kan følge op samtalen i

daglig praksis, er altså en af flere faste

standarder i den aktuelle fagmodel, som

man arbejder efter, forklarer Pär Nygren,

og tilføjer:

- Men den konkrete udformning af samtalen

skal naturligvis samtidig tilpasses

det unikke, det særegne i situationen.

For eksempel barnets alder og hvad der

rent faktisk er sket i netop denne familie.

Standarden sikrer altså, at det ikke er

socialarbejderens personlige følelser, der

afgør om der bliver en samtale og hvad

indholdet af samtalen skal være, og den

sikrer, at barnet får den nødvendige

information. Men samtidig udelukker

standarder altså ikke, at man tager

hensyn til det unikke i enhver situation,

mener Pär Nygren og pointerer igen,

at spørgsmålet, om vi skal have faglige

standarder eller ej er et fejlagtigt stillet

spørgsmål, som skjuler det faktum at vi

hele tiden arbejder med standarder.

Teori – og målstyret arbejde

Målet i arbejdet og den teoretiske

kundskab er vigtig, og metoden er bare

et hjælpemiddel, mener Pär Nygren, og

taler for, at det sociale arbejde skal være

teori- og målstyret frem for metodestyret.

Han ser i dagens sociale arbejde en

tendens til det modsatte, nemlig at

det er midlerne, altså metoderne og

værktøjerne, som styrer den praktiske

udførelse.

– Risikoen for at nogle mennesker bliver

metode-slaver kommer måske især til

udtryk der, hvor man får en metode eller

et sæt af procedurer dikteret ovenfra,

som man ikke har en chance for at

forstå den fagteoretiske baggrund for.

Hvis man dutter medarbejderne en


Arbejdspladserne skal sørge for at

tage den bagvedliggende ideologi

ud i lyset, for at afgøre, om man

kan stå ved den, siger Pär Nygren

metode uden forudgående tid til at

forstå den og ”gøre den til sin”, risikerer

man en modreaktion, hvor medarbejderen

siger: ”Så skal jeg sørme og

vise dem, at jeg kan mestre den her

metode”. Man udfører dernæst sit job

perfekt i forhold til de formelle ydre krav

der stilles, men opdager så, at man alligevel

ikke når målet. Og så kan man jo

altid sige: Det er metodens fejl!

Denne form for udvikling kan ske,

mener Nygren, hvis medarbejderne ikke

har ejerskab til den metode, de arbejder

med – og dybest set måske blot bruger

metoden for at bevise, at den ikke

fungerer. Medarbejderne kan sige, at de

har gjort deres – men effekten udeblev!

Deltagerstyring afgørende

Metodefetichisten, som Pär Nygren og

kalder metode-slaven, kan ende med

alene at lade sig styre af midlet og helt

glemme målet. Han citerer i den sammenhæng

Mark Twain: ”Hvis man har

en hammer i hånden, tror man alting er

et søm”.

– Hvis vi ønsker, at man i det sociale arbejde

skal blive bedre til at arbejde systematisk,

metodisk og målstyret, er det

virkelig vigtigt at tænke i deltagerstyret

kvalitetsudvikling. Hvis medarbejderne

i et kvalitetsudviklings- eller kvalitetssikringsforløb

ikke får lov til også at

udvikle de standarder og metoder, de

skal arbejde med – får lov til at tilpasse

og korrigere dem til deres konkrete og

lokale praksis – bliver ambitionerne om

kvalitetsudvikling og kvalitetssikring kun

noget papiret – en papirtiger. De

bliver aldrig et reelt værktøj, men blot

en meningsløs øvelse.

Arbejdspladsen er nødt til at have en

udviklende systematisk dialog i gang

hele tiden, understreger Pär Nygren.

– En udviklende dialog, hvor man får lov

at sætte ind med sin egen analyse og

først og fremmest får mulighed for at

videreudvikle de metoder, man arbejder

med, i forhold til sine egne erfaringer.

Dét giver folk ejerfornemmelser – og

det er en klar forudsætning for arbejds-

T I L D E B AT

17


18

T I L D E B AT

glæden, at man føler ejerskab til de

metoder, man skal anvende i sit arbejde,

mener den norske professor.

I sin bog Udvikling og kvalitet i psykosocialt

arbejde taler Nygren varmt for,

at de sociale arbejdspladser bør have

denne type af deltagerstyret kvalitetsudvikling

i gang hele tiden som en

naturlig del af det lokale arbejde.

– Hvis ledelsen mener, at man vil have

kvalitetsudvikling, skal den sikre, at der

er mulighed for at udvikle de nødvendige

kompetencer, ressourcer og tid til

det. Ellers er det bare naivt at bringe det

bane og tro, at det vil fungere. Medarbejderne

skal have den nødvendige

teoretiske kundskab om, hvad der ligger

bag metoden. Ellers kan de ikke bruge

den en fleksibel og optimal måde i

den konkrete situation. Og de skal vide,

hvordan og hvorfor den hænger sammen

med forskellige muligheder for at

bidrage til at løse brugerens problem.

Dette kræver lokalt udviklingsarbejde

arbejdspladsen, hvor de ansatte

”udvikles ved at udvikle” deres praksis.

En sådan proces vil altid kræve ekstra

ressourcer i begyndelsen, men denne

pukkel vil flade ud efterhånden som folk

får øget deres handlekompetencer inden

for deltagerstyret kvalitetsudvikling,

mener Pär Nygren, som også efterlyser,

at ledelsen de sociale arbejdspladser

bliver skolet i teori og metode i ledelse

af deltagerstyret kvalitetsudvikling.

At lede gennem udvikling

– God ledelse er at lede gennem at

udvikle. Det er efter mit skøn et af de

vigtigste nye krav til ledere, og de

offentlige arbejdspladser, og jeg kan

ikke se, at der findes anden udvej. Det

kræver tid og koordinering af arbejdet

at dokumentere – og det kræver derfor

ogen ledelse, som kan tilrettelægge

disse processer, siger Pär Nygren.

Nygrens erfaring er, at motivationen hos

personalet det sociale område egentlig

er meget stor, når det handler om at

udvikle kvalitet.

– Det ligger et kæmpemæssigt poten-

tiale det sociale område. Det er folk

der virkelig brænder for deres arbejde

og de brugere, de arbejder med. Selvfølgelig

ser man, at nogle brænder ud,

men det jeg gennemgående oplever er,

at folk meget gerne vil arbejde bevidst

med kvalitet og standarder, de skal blot

implementeres rigtigt fra begyndelsen.

– Nogle ansatte går i forsvar i forhold

til nye krav om for eksempel dokumentation

og kvalitetssikring. Det ser man

ofte, når kravene bliver synlige, fordi det

opfattes som en invadering af det, man

hidtil har defineret som sin private, professionelle

sfære, forklarer Pär Nygren. Det

afgørende er, om folk får mulighed for

at tolke og modificere de nye metoder

eller retningslinjer ind i forhold til deres

egen praksis og egne erfaringer. De skal

så at sige ”oversættes” til deres egen

praksis og tidligere erfaringer, og denne

proces skal de ansatte have indflydelse

, forklarer han.

De to ansigter

Pär Nygren mener, at de fleste socialarbejdere

er særdeles bevidste om, at

de arbejder med det dilemma, som

han benævner som socialarbejderens

Janus-ansigt, hvor man den ene side

er hjælper og giver støtte, den anden

side er den, som udøver magt og kontrol.

– Denne dobbeltrolle må man lægge

ærligt og åbent frem, også overfor brugerne,

mener han.

– Det kan handle om at forklare, hvilken

magt man har, og hvordan man har

tænkt sig at bruge de informationer,

som brugeren giver eller som man får

fra andet hold. Her er åbenhed og tydelighed

det eneste svar – det er vigtigt,

at socialarbejderen tør lægge sin plan

frem, for ellers kan brugeren ikke melde

tilbage om han er enig eller uenig.

– Af faglige grunde, ikke bare etiske

eller ideologiske, vil man altid vinde ved

at være åben og tydelig. Nogle gange

kan det naturligvis være vanskeligt, hvis

vi taler om sager, hvor det også indebærer

efterforskning, for eksempel seksuelle

overgreb, men hovedopskriften

at håndtere dette Janus-ansigt er efter

mit skøn altid åbenhed og tydelighed om

egen rolle, pointerer Pär Nygren.

Selv har han 25 års erfaring fra socialfaglig

praksis – og ved derfor godt, at det

kræver mod at stå ved sin dobbeltrolle.

– Det kan give kortvarige konflikter med

brugerne, men den socialarbejder, der

alene vil fremstå som ”sød og rar og

samarbejdsvillig”, skjuler sit sande

ansigt, og de fleste brugere vil gennemskue,

at man blot prøver at gøre sig

populær – så i længden lønner det sig

ikke. Nogle ønsker at være i det sociale

arbejde med ”rene hænder”, et sted,

hvor de tror, de slipper for at udøve

tvang – og hvorfra de kan foragte dem,

som arbejder med begge dele, både

omsorg og tvang! Det kan naturligvis

også være en slags strategi, man kan

vælge. Men for mig at se er det en

myte, at man helt kan undgå at være

kontrol-siden. Man kan ikke være

i den sociale sektor uden at få snavs

hænderne, og hvis man moraliserer

over andre, som åbent viser, at de er involverede

i kontrolfunktionen, så er det

enten et udtryk for intellektuel dovenskab

eller også fej moralisme.

En stor del af arbejdet i den sociale sektor

er og bliver et arbejde i et minefelt,

et terræn fyldt af konflikter og interessemodsætninger,

understreger Pär Nygren

og tilføjer:

– At tro man kan stå uden for disse

konflikter er en illusion. Det var der

stor åbenhed om i 70’erne, men i dag

lader vi som om alt er harmoni, et

harmonisk marked, hvor ”brugeren altid

har ret”. Det er en beklagelig udvikling,

blandt andet fordi det ikke bare er

selvbedrageri – men også et bedrageri

i forhold til brugerne, mener Pär Nygren.

Stå ved diagnosen

I samme forbindelse peger han, at socialfaglige

udredninger altid er en form

for diagnose, også selv om det er et

ord, der bliver associeret med medicinsk

praksis, og et ord, som socialarbejdere

værger sig ved at bruge.


– Vi stiller diagnoser, bevidst eller ubevidst,

så for mig at se handler det ikke om,

hvorvidt vi stiller dem, men om: Hvad,

hvem, hvornår og med hvilke kategorier

skal vi diagnosticere i socialfagligt arbejde?

En diagnose har den funktion, at den

skal sætte et forklarende fokus det

område, hvor man vil gribe ind. Den

har en vejledende funktion, og den kan

hjælpe dig til at formulere konkrete mål.

Endelig siger den også noget om prognosen.

Vi skal ikke være så bange for

begrebet, for en diagnose kan godt være

kompleks, og jeg synes, vi skal udvikle

begrebet i stedet for at bruge ”strudsepolitik”

og gemme ordet væk. Så hellere

lære af det.

Pointen er igen, at hvis vi skal udvikle

denne del af det socialfaglige arbejde,

så må vi synliggøre det. Det handler

om at begrebsfæste virkeligheden,

før vi kan forandre den. Men for min

skyld kan man da også bruge et helt

andet ord, som ikke er belastet af den

medicinske virkelighed og af den grund

måske virker mindre stigmatiserende,

for eksempel ”problembeskrivelse”.

Alligevel vil jeg stå, at vi faktisk arbejder

med diagnostik, og vi kan ikke bare

lade som om, at vi ikke gør det!

De store udfordringer

og tværfagligheden

Når Pär Nygren skal samle op de

fremtidige udfordringer for socialarbejderne,

vender han tilbage til begrebet

”målopnåelse”, og tre forskellige

U D G I V E L S E R A F P Ä R N Y G R E N

elementer i dette, som alle indgår i den

samme proces.

– For det første handler det om, hvad vi

faktisk gør. Dernæst om, hvilke resultater

vi får ud af det vi gør i forhold til

de mål vi har. Som sidste og tredje del

er det afgørende, at vi får systematisk

viden om, hvad vi gør og resultaterne

af det vi gør – set i forhold til vores

faglige mål. Uden denne viden kan vi

ikke forandre og udvikle det vi gør. Det

hele hænger sammen i en sløjfe. Man

kan ikke bare for eksempel tage kravet

om dokumentation ud fra denne sammenhæng

og kræve det løsrevet fra

processen. At satse dokumentation i

sig selv – uden at de, som udfører den,

ved hvad den skal bruges til og hvorfor,

og uden at dette indgår i en bevist

strategi for udvikling af arbejdet i de

lokale professionelle praksisfællesskaber,

tror jeg kan virke direkte destruktivt.

At sætte kravet om dokumentation ind

i denne sløjfe – det er udfordringen.

Dokumentation for dokumentationens

egen skyld – det er farligt, og det stjæler

tid fra vigtige brugerrelaterede arbejdsopgaver.

Trods alle forbehold er Pär Nygren optimist,

når det handler om det sociale områdes

udvikling i retningen af at tænke

i det, han kalder et Ӿgte helhedssyn

– med respekt for det særegne”.

– Strategierne og metodikken i arbejdet

med at udvikle det sociale arbejdes

faglige grundlag og metoder kan og bør

bygge det, som binder mennesker

Pär Nygren: Handlingskompetanse – om profesionelle personer, Gyldendal Akademisk, 2004, Oslo.

T I L D E B AT

sammen, det vil sige ligheder og

fælles interesser, mener han.

Efter Pär Nygrens opfattelse kan man se

et af tidens store mantraer, det tværfaglige

samarbejde, som et udtryk for, at

man de sociale arbejdspladser anerkender,

at et helhedssyn er nødvendigt.

– Når socialarbejdere skal samarbejde,

må de finde frem til det, som er mindste

fællesnævner i forhold til de brugere, de

skal støtte – ellers kan de ikke benytte

sig af hinandens fagkundskaber. Her er

en fælles faglig og ideologisk referenceramme

afgørende, mener Pär Nygren.

Samtidig understreger han, at tværfagligt

arbejde i høj grad afhænger af to

andre aspekter. For det første det organisatoriske:

Har man en organisation og

ledelse, som fremmer det? For det andet

professionsinteresser, som i sig selv er

en stor udfordring, fordi mange netop

definerer deres faglige kunnen ved at

skille sig ud fra de andre.

– Derfor er det i høj grad ogen

ledelsesopgave at tænke alle faggrupper

ind, at finde frem til det, som kan binde

dem sammen. Målet skal altså være

fælles, selv om deltagerne i det tværfaglige

samarbejde giver forskellige

bidrag til målopnåelsen.

At få vores praktiske strategier dybt

forankret i et ægte helhedssyn med respekt

for det særegne – det er en meget

vigtig udfordring for os, som arbejder

i socialsektoren fremover, slutter Pär

Nygren.

Sammen med socialarbejdere og psykologer i Norge har Pär Nygren udarbejdet flere fagmodeller for socialt arbejde,

herunder en model for udredning af socialt udsatte børn og deres familier. Disse modeller er publiceret dansk i bogen:

Professionel omsorg for børn og familier – fra teori til værktøj, Dansk Psykologisk Forlag, 1999.

Hans bog om deltagerstyret kvalitetsudvikling er også udgivet dansk under titlen:

Udvikling og kvalitet i psykosocialt arbejde, Dansk Psykologisk Forlag, 1999.

19


20

T I L D E B AT

Jo flere regler – jo større vilkårlighed


Udviklingen det sociale område kan ende med at skabe

uansvarlige medarbejdere, fordi al energien bruges at

opfylde kravene fra et stigende antal metoder og regler.

Interview med centerleder, cand. merc.

Frank Ebsen, Center for forskning i

socialt arbejde

– Flere regler det sociale område – nej

tak. Det er slet ikke det, vi har brug for.

Brug i stedet de regler og metoder der er

og lad være med at indføre flere.

Sådan lyder advarslen fra centerleder

Frank Ebsen, Center for forskning i socialt

arbejde.

Frank Ebsen holdt i efteråret 2005 et

oplæg med titlen Behov for nye metoder?

– Hvordan kan den sociale indsats tilrettelægges?

Hovedpointen i hans oplæg

var, at man skal undgå at indføre flere

metoder. De kan nemlig ende med at forringe

borgernes retssikkerhed, selv om de

er lavet for det modsatte.

Kan du uddybe din pointe fra konferencen?

Frank Ebsen:

– Jeg har selv været med til at udarbejde

metoder, fx Funktionsevnemetoden.

Arbejdsevnemetoden er endnu mere

udbredt. Jeg har også arbejdet med

standarder børn- og ungeområdet.

Min pointe er, at vi i kraft af, at vi indfører

flere og flere metoder og regler, risikerer

at forringe borgernes retssikkerhed, selv

om vi går ud og siger det modsatte, at vi

vil forstærke den!

– Jo flere regler der kommer, jo mindre

kan sagsbehandleren rent faktisk overskue

det. Hvis der er mange regler og tidspresset

er stort, bliver sagsbehandleren nødt

til at vælge at bruge visse regler frem for

andre, for hun kan umuligt overskue dem

alle. Det vi risikerer er, at det vi forstærker

i den ene ende, med indførelse af regler

og metoder, forringer vi i den anden,

fordi ingen ved hvilke regler som bliver

overholdt. Jeg tror, vi vil se en udvikling,

som viser, at jo flere regler, der indføres,

jo større bliver vilkårligheden over for

borgerne. Der vil nemlig ske det, at når

den enkelte sagsbehandler ikke er i stand

til at leve op til alle disse regler, så vil

hendes valg foregå i hemmelighed. Det

vil forblive skjult, for hun kan ikke gå ud

og sige det højt. Det er ikke legitimt for

sagsbehandlere at sige, at ”jeg overholder

reglen om afholdelse af børnesamtaler,

men jeg kan ikke nå at skrive i journalen

eller ”jeg laver grundige funktionsevnevurderinger,

men kan ikke overholde

reglen om partshøring”. Alle reglerne står

jo i loven eller er bestemt af ledere og

politikere, og derfor skal de følges. Det

bliver dermed skjult for borgeren, hvilke

regler der i realiteten gælder, og det

kommer til at variere fra sagsbehandler til

sagsbehandler. Borgerens retssikkerhed

formindskes. I de dygtigste, mest professionelle

afdelinger vil man have en fælles

holdning, som gør, at man siger den slags

til hinanden, internt. Men det går ikke

”udenfor huset”.

– Dertil kommer, at fokus instrumentelle

regler – lav handleplaner, lav

børnesamtaler, sæt borgere i matchkategorier,

lav partshøringer, osv. – er

administrative krav. For hver af disse

regler formindsker man afdelingens tid til

at tale med borgerne. De følges sjældent

af øgede ressourcer. Det kan derfor af

sagsbehandleren opleves som fornuftigt

ikke at overholde alle regler for at få talt

med borgerne.

Flere metoder kan

forringe retssikkerheden

Frank Ebsen skitserer altså en virkelighed,

hvor systemet giver borgeren

T I L D E B AT

indtryk af, at man forstærker deres

retssikkerhed og gør det sociale område

mere overskueligt ved at indføre

metoder og regler, men i virkeligheden

forringer man det.

Hvad synes du, vi bør være opmærksomme

, når den sociale indsats skal

tilrettelægges fremover?

Frank Ebsen:

– Vi er nødt til at finde en bedre balance,

for det er klart, at vi ikke kan undvære

regler. I dag er vi ved at have for mange,

og problemet er, at vi bilder hinanden

ind, at vi via regler kan effektivisere,

men i stedet minimerer vi det handlerum,

som sagsbehandlerne har. Al

sagsbehandling vil rumme et skøn, og

de personer der arbejder med det skal

altid udøve skøn. Selv inden for de

regler der laves, vil der være forskellige

muligheder for skøn. Det er desuden

hele tiden et valg, hvor langt man vil

gå for at oplyse borgeren om, hvad det

er man laver. Vi kan se en begyndende

karikatur af, hvor galt det kan gå, hvis vi

ser hjemmeplejens ”bestil og udfør”

model. Hjemmehjælperen skal ud og

udføre det, der står bestillerlisten.

Hvis så den ældre beder hende gøre

noget helt andet, kan hun vælge at gå

ind det, men hun kan så også risikere

at blive kritiseret for ikke at gøre, hvad

der står sedlen. Hun skal altså vælge,

om hun vil tage en konflikt det her

område. I nogle kommuner ved vi i

dag, at det må hun gerne. I andre taler

man ganske enkelt ikke om det. Jeg

synes, at man i en sådan model skaber

en risiko for uansvarlige medarbejdere,

der kun forholder sig til lister og ikke til

de borgere, de møder. Min frygt er, at

den stærkt regulerede hjælp, som bliver

mere og mere bureaukratisk, vil gøre at

de ansatte mister ansvarsfølelsen.

Det er nødvendigt at diskutere indhold

samtidig med at der diskuteres regler.

Der er mange af reglerne, som fremstår

som gode, fx børnesamtaler og

handleplaner. I mange – ofte statslige

– målinger lægges der vægt , om de

bliver udført. Det er i sig selv godt nok,

21


22

T I L D E B AT

Hvis kravene om dokumentation

kommer sammen med 400

andre regler, så risikerer vi at

underminere ønsket om dokumentation,

for det kræver kræfter, tid

og prioritering, siger Frank Ebsen,

Center for forskning i socialt arbejde

men hvad stiller vi op, hvis det er dårlige handleplaner eller

dårlige børnesamtaler? Hvordan får vi en indholdsdiskussion

ind i det her? Det gør vi kun, hvis vi fastholder, at ansvaret

ligger socialarbejderens skulder og ikke kun et bureaukratisk

systems. Hvis vi bliver overdænget med den slags

regler og målinger, kommer vi aldrig til at tale indhold.

Hvad med borgernes øgede medbestemmelse?

Borgernes øgede medbestemmelse, tror du ikke det

som en del af fremtiden?

– Man siger, at borgerne får lov at vælge mere frit. Men

for mig er der en forskel , som vi for eksempel ser

det inden for ældreområdet, om man vælger mellem

leverandører eller om man vælger mellem ydelser. At have

frit valg mellem leverandører betyder, at den eneste forskel

borgeren oplever er uniformen. Det svarer til at vælge, om

vi vil købe mælken i Irma eller Brugsen – indpakningen er

måske forskellig, men indholdet er det samme.

I dit oplæg ”Behov for nye metoder?” opfordrer du til, at

der bliver målt indholdssiden lokalt. Du mener også, det

skal sikres, at borgernes ekspertrolle skal bruges. Kan du

uddybe det?

Frank Ebsen:

– Jeg synes, det er barokt, at man det kommunale plan

er så dårlig til at følge udviklingen hos sine klienter, hvad

enten det drejer sig om børn eller voksne. Den lokale vurdering

er virkelig vigtig! Men faktum er, for eksempel når

det gælder stigningen de sociale udgifter, at vi ikke ved

ret meget om, hvad der skyldes det ene eller det andet.

Faktisk kan vi sagtens i dag være der, hvor vi er i gang

med at løse de forkerte problemer, fordi vi ikke har den

rigtige baggrund at agere . Det er mig virkelig en gåde,

hvorfor man ikke lokalt, i kommunerne, bygger et værktøj

op, så man blandt andet kan se, hvordan det går med de

unge i bestemte grupper, som man hæfter foranstaltninger

. Men det gør man rent faktisk ikke. Der er ingen, som

systematisk følger med i den slags, hverken børne- eller

voksenområdet. Bortset fra handicapkonsulenterne, så er

der heller ingen der ved, hvordan kommunen behandler

voksne udviklingshæmmede. Jeg tvivler , at mange

voksne handicappede faktisk føler sig kendt af deres

kommune, fordi der ikke er opbygget nogen systematisk

opsamling af viden over tid.

Hvordan kan man sikre, at borgeren selv bliver ekspert og

bliver brugt som ekspert?

– Vi har for eksempel forsøgt at sikre det i Funktionsevnemetoden

ved at indføre, at borgeren skal have skemaet

hjem til sig selv først. Borgeren kommer altså først til

orde og bestemmer derved dagsordenen. Dermed håber

vi, at der kommer forskellige aspekter til syne og andre

typer af problemer, som den kloge sagsbehandler så kan


forholde sig til. Hvis man skal gøre

borgeren til ekspert, handler det om

at skabe en situation, hvor de kan tale

sammen – det er helt grundlæggende.

Et kig i krystalkuglen

I en artikel af nu afdøde sociolog Torben

Berg Sørensen kigger han i krystalkuglen

og giver et bud , hvordan han ser

det sociale område og socialrådgiverens

situation anno 2010. Her peger han ,

at socialrådgiveren vil skifte rolle fra at

være sagsbehandler til at være konsulent,

der guider borgeren rundt i det

sociale system, altså en serviceminded

indfaldsvinkel frem for en omsorgsorienteret,

da borgerne i betydelig grad

vil være deres egen sagsbehandler og

gå direkte i dialog med regelsættet via

internettet. Er du enig i den vurdering?

Frank Ebsen:

– Nej, jeg tror ikke den udlægning,

tværtimod. Jeg ser ikke en udvikling,

hvor vi bliver mere servicemindede,

men derimod en øget teknokratisk

udvikling, som borgerne vil få sværere

og sværere ved at finde rundt i. Øget

regelrytteri, bestemte procedurer, der

skal følges, eksempelvis for at komme i

arbejde eller for at ens børn kan få det

bedre – og desværre uden garanti for

at det lykkes. I dag ser vi for eksempel,

at systemet kræver, at borgeren udviser

”aktivitet” sygedagpengeområdet.

Man lægger altså op til, at borgerne

skal følge bestemte handlemønstre, og

jeg er bange for, at sagsbehandlerens

rolle i stigende grad bliver at kontrollere,

at borgeren gør som systemet

forventer.

Torben Berg Sørensen vurderer også i sit

bud fremtiden, at socialrådgiveren i

mindre grad skal fungere som sagsbehandler,

der tager stilling til borgerens

forhold. Denne stillingtagen vil i stedet

være inkorporeret i de IT-redskaber,

som borgeren betjener sig af. Det vil

betyde en teknisk lettelse og mindre

skønsmæssighed. Borgerne vil i høj grad

selv kunne gennemskue, hvilke ydelsesmuligheder

der er i forskellige situ-

ationer. Det betyder mere inddragelse

af borgerne. Tror du denne vision

– mere inddragelse af borgerne via brug

af IT?

Frank Ebsen:

– Nej, den form for borgerinddragelse

tror jeg ikke . Vi ved jo allerede i

dag, at de regler vi har om for eksempel

partshøring og om at borgerne skal

have alle papirer tilsendt i hans/hendes

sag ikke fungerer i praksis. Jeg skal ikke

dømme om hvorfor, men sådan er det.

Målet/visionen, som kommer frem i

Torben Berg Sørensens fremtidsbillede er

ikke forkert, men når han taler om at ITredskaber

skal sikre denne inddragelse,

så må jeg spørge: Hvilke IT-redskaber?

Jeg har i hvert fald ikke indtil nu set

nogen form for IT-systemer, der kan

lette denne procedure. Jeg er bange

for, at de IT-redskaber, der kommer, vil

blive brugt til kontrol af borgerne – og

af sagsbehandlerne.

Mindre metodefrihed i fremtiden?

Torben Berg Sørensens siger også i

artiklen, at han forventer at tendensen

i retningen af mindre metodefrihed vil

tiltage. Metodefriheden har i vid udstrækning

været et dække over en diffus

metodeanvendelse og en intuition

baseret kriterier af faglig-, privat- og

holdningsbaseret karakter. Både i og

uden for faget vil man fremover kræve,

at der kan redegøres for metodevalget.

Hvad er din vurdering?

Frank Ebsen:

– Jeg er enig. Jeg tror også, der bliver

mindre og mindre metodefrihed fremover.

Det er slut med at gå og passe

sin egen lille butik. Men en vis form for

vilkårlighed vil altid være uundgåelig

i det sociale arbejde. Hvis du og jeg

sidder over for samme person, vil vi

vurdere forskelligt – denne forskellighed

kan du ikke fjerne. Men man

kan, som det også er sket børneområdet,

stille øgede krav om systematik

og dermed minimere vilkårligheden.

Samtidig kan man øge fællesskabet

i forvaltningen og sammen tage stil-

T I L D E B AT

ling til ”Hvordan gør vi det her”, altså

skabe fælles holdninger. De personlige

sym- og antipatier må vi have lagt langt

væk, så i den forstand er systematiske

udredninger et gode.

Men dette synes jeg egentligt er noget

andet end selve metodediskussionen.

Én ting er den metodik, der ligger i at

lave disse vurderinger, noget andet er

kendskab til og forståelse af metoder i

øvrigt. Jeg tror, at rigtig mange institutioner,

også inden for handicapområdet,

mangler viden om metoder i dag.

Og dét, at man skal have øget viden

om hvilke metoder der findes og have

øget forståelse for at anvende dem,

vil vi se mere af fremover. Det kan

man sådan set jo godt kalde ”større

metodefrihed” frem for mindre, i og

med at flere fagfolk vil få kendskab til

de metoder, der er relevante! Men i

kølvandet dette følger altså også et

krav om, at man uddanner personalet

institutionerne. Hvis forvaltningerne

rundt omkring ikke lægger en strategi

for, hvordan man sætter tid af til at

indsamle og implementere ny viden, så

vil det ikke lykkes i praksis heller. Det

er helt sikkert, at når cheferne mødes i

deres cheffora, så går de alle sammen

ind for evidensbaseret viden, men gør

de det i virkeligheden? Sætter de tid og

penge af til det?

Flere leverandører

og mere ”branding”?

Torben Sørensen er i sin artikel inde

, at flere leverandører i fremtiden vil

konkurrere om borgernes gunst, de vil

operere i flere kommuner og regioner,

de vil markedsføre – eller ”brande” sig

væsentligt mere i forhold til borgerne,

end man ser i dag. Han mener også,

at den fremtidige forskning i det

sociale arbejde vil komme til at ligne

medicinalindustriens – hvor der sker en

grundig afprøvning af metoder, men

uden at metoderne som sådan er kendt

med hensyn til indholdet, det vil blive

”fabrikshemmeligheder”. Hvad er din

vurdering af disse visioner?

23


24

T I L D E B AT

Frank Ebsen:

– Jeg tror også, vi vil se de private

leverandører ”brande” deres tilbud og

markedsføre dem over for aftagerne,

kommuner og regioner. Men over for

borgerne tror jeg ikke, det får den store

betydning. Det bliver i sidste ende kommunerne,

der kommer til at bestemme.

Borgerne får måske, ligesom ældreområdet,

et slags pseudovalg, det kan

man ikke afvise. Men allerede nu her før

kommunalreformen træder i kraft, vælter

det ind med brochurer til kommunerne

med alle mulige slags tilbud fra folk, der

kan løse alverdens problemer. Samtidig

må vi se i øjnene, at reglerne for eksempel

børneområdet er så snævre, at det

ikke vil være let for private at bevæge sig

ind her. Men hvis reglerne for normering

og prissætning løsnes op, kan private

måske godt etablere nye institutioner, jeg

tror bare ikke det sker foreløbig.

Angående risikoen for, at metodeudvikling

det sociale område bliver

behandlet som ”fabrikshemmeligheder”,

så må jeg sige, at sådan er det faktisk

allerede i dag – nu er det bare kommunerne,

der står for hemmeligholdelsen.

Personligt synes jeg, det ville være

godt, hvis staten kunne igangsætte en

systematisk evaluering og ikke mindst en

certificeringsordning af leverandørerne

til det sociale marked. Vi må se i øjnene,

at disse leverandører ikke selv har råd til

at betale en certificering. Hvis den skal

etableres, skal staten give tilskud.

Hvad udvikling og forskning angår har

jeg svært ved at tro, at der er store private

firmaer, som vil ønske at gå ind og

kæmpe dét marked – ud over måske

lige når det drejer sig om ældre- og daginstitutionsområdet.

Generelt er det sådan,

K I L D E L I S T E

Torben Berg Sørensens artikel:

Fremtiden står branding

og fabrikshemmeligheder kan

findens www.socialrdg.dk/fremtid.

at prioriteringen af forskning det sociale

område er utrolig lav. Hvis det problem

skal løses, er staten nødt til at smide nogle

penge i det og etablere forskningstilbud,

som kommunerne synes er interessante.

Kommunerne skal, mener jeg, inddrages

i forskningspraksis, for ellers vil de ikke

føle sig forpligtet af det.

Dokumentation det

sociale område fremover?

Der er i dag meget fokus og skærpede

krav til at kunne dokumentere virkningen

af en given indsats det sociale område.

Har du nogle bud , hvordan der

fremover bliver fokus det emne?

Frank Ebsen:

– Vi vil se skærpede krav til dokumentation,

og jeg synes også, det er fornuftigt

for eksempel at lave handleplaner, hvis

de er i sammenhæng med folks behov

og ønsker. Det, der udføres, skal være

velbeskrevet – det krav kan man ikke

afvige fra. Men hvis kravene om dokumentation

kommer sammen med 400

andre regler, så risikerer vi at underminere

ønsket om dokumentation, for det

kræver kræfter, tid og prioritering. Det

koster rigtig meget tid – og det kræver

en stærk ledelse at bruge ressourcer

at dokumentere en ordentlig måde.

”Hit and run” forskning giver ingenting

i den sidste ende, det skaber højest en

immuniseringseffekt – fordi de ansatte

bliver ligeglade og frustrerede. Hvad skal

de gøre ved disse resultater? Det spændende

vil være, hvis man kan knytte

forskningen op kommunerne, så de

får noget konkret ud af det, ikke mindst

en bedre viden om, hvilke metoder de

skal benytte sig af.

Stigende kvalitetsproblemer i de offentlige

serviceydelser?

Den Alternative Velfærdskommission

mener, at kvalitetsproblemerne i de offentlige

serviceydelser vokser. De skriver

blandt andet: ” Børne- og ældreforsorg,

folkeskolen, som bliver mere og mere

managementorienterede og detailstyrede,

mens de professionelle og frivillige

medarbejderes faglige kompetencer

tilsidesættes, omsorgen og interessen

for det enkelte menneske visner”. Er det

en udvikling, som efter din mening kan

vende?

Frank Ebsen:

– Nej, jeg tror ikke det er en udvikling,

der kan vendes lige med det samme.

Det ville være let at sige, at det bare er

et spørgsmål om at fjerne Anders Fogh

Rasmussen som statsminister, men vi

taler om en meget lang bevægelse,

som er begyndt, før han kom til. Det

fornuftige i denne udvikling er, at den

vil synliggøre, hvad der foregår i den

offentlige sektor, og faktisk ved vi for

lidt om hvad der foregår. Så langt er jeg

enig. Det er et problem, hvis du som

borger ikke kan få indsigt i din egen

sag, så synliggørelse er fornuftig.

Men når vi indfører ”bestil og udfør

funktioner” i vores offentlige ydelser,

sådan som vi ser ældreområdet, og

når vi gør indsatsen op i minutter, så

må vi også se i øjnene, at vi øger den

offentlige administration. Det kan jeg

godt leve med, hvis det ikke slår over

i, at vi glemmer relationsdelen. Vi er

nødt til at fastholde, at beskrivelserne

skal være fleksible, de skal kunne

ændres undervejs. Og det er stadig helt

afgørende, at der er plads til at opbygge

relationer mellem mennesker. Vi skal

kunne snakke sammen, for ellers kan vi

ikke finde ud af, om vi stoler hinanden.

Ser man handicapområdet, som

ikke i dag er helt så belastet af kontrol

som arbejdsmarkedsområdet, så er det

vigtigt at vide, hvad der er den enkeltes

behov, og vi skal helst ikke derud, at

vi ikke tør spørge. At træde ind i en

relation, og træffe beslutninger den

baggrund, parallelt med synlighed og

procedure, er hvad det handler om. Vi

skal hele tiden være opmærksomme

den fare, der er i at indføre flere og flere

regler, da det kan betyde, at vi ender

med at se klienterne som ting, frem for

at se dem som mennesker.


Pas

metoderne

Er metoder budt gennem lovgivningen

en tendens, der er ved at vinde indpas?

Med baggrund i mange års forskning gør

professor Peter Høilund sig nogle overvejelser

over juraens rolle det sociale område og

de institutionelle forudsætninger for at kunne

udføre godt socialt arbejde.

Interview med professor Peter Høilund,

Roskilde Universitetscener

– Jeg har ikke fantasi til at forestille mig en udbredelse af

særlige metoder budt gennem lovgivningen, ligesom

det heller ikke giver mening at byde, hvilke metoder for

eksempel en læge skal anvende.

Peter Høilund, professor i sociale forhold ved Roskilde

Universitetscenter, er betænkelig ved en udvikling i retning

af at indskrive bestemte metodiske redskaber i lovgivningen,

som det er tilfældet med arbejdsevnemetoden og

funktionsevnemetoden. Med afsæt i sin forskningsinteresse

indenfor de institutionelle rammer for praktisk socialt

arbejde, særligt de etiske, retlige og magtmæssige forhold,

kan Peter Høilund dog heller ikke identificere en generel

tendens til et øget bud om bestemte metoder i lovgivningen.

– Jeg mener ikke, at der er en stærk tendens til, at fagmetoder

bliver budt gennem lovgivning, men at der

er tale om en sammenblanding af helt forskellige funktionsområder,

som er meget uheldig. Denne tendens er

betænkelig, mener Peter Høilund.

– Det betyder, at man er forpligtet til at arbejde efter

T I L D E B AT

samme metoder. Det kan have den uheldige konsekvens,

at man laver dårligt arbejde, og at politikerne kan have

nogle ideer om, hvad man skal, som går tværs af det,

der er fagets tradition. I øjeblikket er metoderne meget

centreret omkring arbejdsmarkedsplacering. Jeg mener,

at socialt arbejde handler om meget mere. Dette fokus

udtrykker ikke kernen i det sociale arbejde. Det sociale

arbejde er bredere og har en tradition som efter min opfattelse

ikke kan dækkes ind af de metoder, som politikere

kommer med.

Ifølge Peter Høilund gælder dette også i tilfælde af, at

metoderne orienterer sig bredere end primært mod arbejdsmarkedet.

– Politikerne har ikke den faglige ballast – heller ikke i ministerierne

– der skal til for at udvikle sådanne metoder. Det

gælder også konsulentbureauerne, selvom de kan være

nok så gode. Det må være ud fra de socialfaglige miljøer i

dialog med praksis, at metoderne udspringer.

En del af svaret , hvorfor bestemte metoder er begyndt

at dukke op i lovgivningen, henter Peter Høilund indenfor

de socialfaglige miljøer.

– Jeg tror ikke de socialfaglige miljøer er hurtige nok og

gode nok til selv at komme med bud metoder. Jeg vil

25


26

T I L D E B AT

appellere til, at man i højere grad har et samarbejde med

sociale højskoler og universiteter, som driver socialforskning.

Det er i det forum, at det skal foregå, og så skal man

sige til politikerne at de skal holde fingrene fra det faglige.

Viden er en proces

I artiklen Den endelige socialmedicinske løsning retter Peter

Høilund sammen med Haakon Lærum, speciallæge i psykiatri

og samfundsmedicin, en kraftig kritik mod idéen om den rette

metode.

– Det er vist alles drøm at få en manual, hvor det hele står.

Ligesom når man skal have repareret en bil: Skru disse skruer

af, løft dækslet af, gør det og det og skru det . Det kan

man ikke gøre med mennesker, fordi sociale problemer ikke

altid følger de velkendte logiske mønstre som metoderne bygger

. Vi kan ikke lave en forhånd fastlagt metode. Det er

helt afgørende for mig, at socialt arbejde handler om, hvordan

et menneske bliver et socialt væsen. Godt socialt arbejde,

som understøtter individet visioner om et godt liv, er godt for

samfundet som sådan, understreger Peter Høilund.

En for stor tiltro til metoder kan i Peter Høilunds optik komme

til at spærre for selvrefleksionen i det sociale arbejde. Hans erfaring

er, at socialarbejdere har et veludviklet fagområde og et

ofte kompetent, personligt beredskab. Men socialarbejderens

forforståelse kan være til hinder for at se, opleve og forstå.

– Det er meget svært at løse, da vi har alle har en forforståelse.

Der findes ikke et menneske uden en forforståelse

af verden, men man får problemer, hvis man ikke formår at

sige: Jeg har godt nok en bestemt opfattelse, men jeg må

alligevel anstrenge mig for at se denne persons konkrete situation

og se om der er nogle ressourcer, der kan understøttes.

Peter Høilund bevæger sig et skridt længere ind i forskningsverdenen

og knytter dette ideal an til en bestemt form for

socialfilosofi.

Metoderationaliteten bygger en bestemt filosofi. En positivistisk

tænkning som reelt dominerede i sidste århundrede

og var kendetegnet ved en tro det objektive. Vi kender

det fra ”nu skal jeg altså ikke være privat”. Jeg skal være

objektiv. Men vi kan aldrig være objektive og der er forskel

at være private og anvende sin personlighed i det sociale

arbejde. Vi er til stede som såvel som fagpersoner som personer

med en større elle mindre livserfaring konstaterer Peter

Høilund og trækker en parallel til arbejdsevnemetoden.

– Arbejdsevnemetoden skal jo afdække viden om hvilke ressourcer,

der kan føre til et bestemt job arbejdsmarkedet.

Metoden bygger imidlertid en opfattelse af viden, der ikke

kan opretholdes i dag. Viden er ikke noget man finder men

nærmere noget der skabes i en historisk og dynamisk proces.

Arbejdsevnemetoden bygger således en forældet opfattelse

af hvad viden er, hvilket får konsekvenser for metodens

anvendelighed.

Med afsæt i disse videnskabsteoretiske betragtninger danner

Peter Høilund fundamentet for sin kritik af arbejdsevnemetoden.

Arbejdsevnemetoden redegør blandt andet for,

hvordan sagsbehandleren kan beskrive borgerens ressourcer

og eventuelle barrierer i forhold til at kunne udføre et arbejde.

Beskrivelsen af borgerens ressourcer tager udgangspunkt i en

ressourceprofil, som er grundstammen i arbejdsevnemetoden.

– Hvordan er den så blevet til, spørger Peter Høilund retorisk

til ressourceprofilen. Det er et stykke papir, der er blevet til

i en samtale mellem en socialarbejder og borgeren. Vi ved

imidlertid, at hvis der kommer en anden socialarbejder ind,

så vil resultatet blive et andet forløb og dermed en anden

ressourceprofil. Jeg er desuden bekendt med det fra de kurser,

hvor man underviste i anvendelsen af ressourceprofilerne.

Så vist jeg husker, deltog her tre forsøgspersoner, der interviewede

og udarbejdede en ressourceprofil den samme

person. Det kom der tre helt forskellige ressourceprofiler

ud af. Men det er helt naturligt, for det er tre helt forskellige

mennesker, der sidder og taler med dig. De agerer

forskellige måder og opfatter tingene forskelligt. Man kan

ikke sige, at én af de tre ressourceprofiler er sand, ej heller at

de er sande alle tre. For mig at se vil den mest ”sande” være

den, der vil være mest egnet til at understøtte borgerens egne

visioner.

Peter Høilund fremhæver, at det første punkt i udkastet til

arbejdsevnemetoden var drømme og visioner. Uvist af hvilken

årsag er punktet imidlertid udgået og metoden sigter primært

mod at finde ressourcer, der matcher jobbet, så borgeren kan

komme ud i arbejde uanset om arbejdet er relevant ud fra

borgerens visioner. At arbejdsevnemetoden er tænkt denne

måde, behøver dog ikke at være ensbetydende med at den

også praktiseres sådan. Ifølge Peter Høilund er det heldigvis

sådan at socialarbejdere ofte i praksis inddrager borgernes

visioner, selvom det er imod arbejdsevnemetodens idealer.

– Der må laves en ressourceprofil, der én eller anden måde

egner sig til at understøtte borgerens visioner. Hvis målet er

en rigid arbejdsplacering, så taler vi ikke længere om socialt

arbejde. Så taler vi om jobformidling.

– Jeg mener det er rigtigt, at det at have et arbejde i dag er

en utrolig vigtig del af identiteten, men det udtømmer ikke

det sociale arbejde. Det sociale arbejde appellerer bredt og

socialt arbejde har et idéhistorisk perspektiv, der handler om

at hjælpe mennesker med sociale problemer. Det er her socialarbejderne,

i samarbejde af de socialfaglige forskningsmiljøer,

må gøre deres faglighed gældende og udgøre en væsentlig

drivkraft i etableringen af relevante socialfaglige metoder.

Tre kritikpunkter

Arbejdsevnemetodens grundlæggende idé bygger nogle

forudsætninger, som Peter Høilund prøver at tydeliggøre og

problematisere. Udover at arbejdsevnemetoden abonnerer


en bestemt opfattelse af viden, peger Peter Høilund yderligere

tre kritikpunkter: det samfundsmæssige, det politisk-juridiske

og det sociale.

– Lad mig begynde med det samfundsmæssige. Tidligere

har man opfattet samfundet som noget, der styres ovenfra.

I toppen har vi folketinget, højesteret. Hertil kommer forestillingen

om en entydig faglighed, hvor man er enig om,

hvad faglighed er. Læger ved hvad lægevidenskab er, socialarbejdere

ved hvad socialt arbejde er. Det er den moderne

opfattelse – og det er den arbejdsevnemetoden i høj grad er

tænkt ud fra. Men det er svært at finde en samfundsforsker i

dag, der har denne topstyrede samfundsmodel som ideal. Der

er sket en fragmentering. Nogle taler om det senmoderne,

der kendetegnes ved at samfundet ikke udelukkende styres

ovenfra. Der er ikke enighed blandt fagfolk om, hvad der er

godt socialt arbejde, men de fleste er enige om, at der er sket

en større eller mindre fragmentering af samfundsstrukturen,

der fører til at metoder må tænkes en ny måde.

Ét af de centrale formål med indførelsen af arbejdsevnemetoden

er en forbedring af borgernes retssikkerhed. For

Peter Høilund udgør dette imidlertid det andet kritikpunkt.

– Vedrørende det juridiske i forhold til ressourceprofilen, så

medfører den en ganske stor svækkelse af retssikkerheden.

Sagen er, at man nærmest har afskåret retssystemet. I motiverne

til loven får vi en detaljeret beskrivelse af de 12 punkter

i ressourceprofilen, der skal fortolkes af socialarbejderen i

samarbejde med borgeren. Det betyder, at fortolkninger og

skønsudøvelse får en fremtrædende plads ved den praktiske

anvendelse af ressourceprofilen. Såvel det administrative klagesystem

som domstolene har anlagt en praksis, hvor man kun

meget sjældent tilsidesætter fortolkninger og skønsudøvelse. Det

er en svækkelse af retssikkerheden, konstaterer Peter Høilund

og fortsætter.

– Hvis socialarbejderen har drøftet de 12 punkter og borgeren

efterfølgende har sagt, at det passer, så er der ikke noget at

komme efter. Så er sagen lukket. Men her skal man tænke ,

at de borgere vi her taler om ofte ikke har det overskud der

skal til for at imødegå en socialarbejders opfattelse.

Således kommer Peter Høilund frem til sin sidste anke mod

arbejdsevnemetoden.

– Man har slet ikke overvejelser over, hvad det er for magtforhold,

der gør sig gældende. Fx betydningen af den omfattende

økonomiske regulering der har udviklet sig gennem de

sidste 15 – 20 år og som ofte tilsidesætter retlig regulering.

Fortrolighedskundskab

Borgerens møde med det sociale system er udgangspunkter

for Peter Høilunds bog Anerkendelse og dømmekraft i socialt

arbejde, der er skrevet sammen med lektor Søren Juul, der

også er fra Roskilde Universitetscenter. Med bogen har de

forsøgt at klarlægge de mest elementære fordringer til socialt

T I L D E B AT

arbejde, som må indfries, hvis arbejdet skal kunne få et godt

forløb. Som titlen angiver spiller anerkendelse og dømmekraft

en central rolle i denne bestræbelse. Én af bogens konklusioner

retter sig mod en ændring af den herskende institutionelle

dømmekraft, som truer med at underlægge sig det menneskesyn

og de værdier, som det sociale arbejde traditionelt har

været orienteret mod: omsorg og understøttelse af borgerens

mulighed for menneskelig opblomstring. Her har socialarbejderne

et ansvar for at bringe fortrolighedskundskaben ind

som et centralt element i den institutionelle dømmekraft.

– Fortrolighedskundskaben virker ofte afklarende af en række

væsentlige forhold, når man sidder overfor borgeren. Det

handler om, at løsninger indfinder sig, når man er sammen

med de mennesker, sagen drejer sig om. Når man sidder med

en bunke sager distance af disse mennesker, kan jeg være i

tvivl. Hvordan bør jeg reagere? Men dette bør forsvinder ofte i

mødet, hvor fortroligheden udfolder sig.

Dermed peger Peter Høilund vigtigheden af at anerkende

fortrolighedskundskaben som en vigtig kilde til viden om de

mennesker, det sociale system har til opgave at hjælpe.

– Man kan ikke understøtte og anerkende et andet menneske,

hvis man udelukker den fortrolighedskundskab, der

opstår i samtalen mellem socialarbejderen og borgeren.

Fortrolighedskundskab gør, at man ser hinanden. Der ligger

en indsigt dér, som i de fleste tilfælde ligger hinsides enhver

metode og som er helt nødvendig, for at man kan lave et

stykke socialt arbejde, der netop understøtter denne konkrete

person i at udvikle sig til et socialt velfungerende individ.

Ubalance i de institutionelle normsystemer

Fortrolighedskundskaben søger at genoprette den ubalance,

som gør sig gældende i det sociale arbejdes institutionelle

normsystemer. Ubalancen består i, at etiske og retlige hensyn

til den enkelte borger ofte har lav status i forhold til økonomisk

og politisk regulering. Fortrolighedskundskaben skal med

Peter Høilunds ord indgå i kampen for en anden institutionel

dømmekraft, hvor borgerens vision og retsgarantier spiller en

mere fremtrædende rolle. I den udstrækning de institutionelle

rammer udgør barrierer for fortrolighedskundskaben, bør

socialarbejderen kæmpe for at overvinde dem.

– Man har ofte fx budgetteret et antal førtidspensionister,

flexjobbere og personer sygedagpenge og når så kvoten er

opbrugt, fortrænges metoder og lovgivningen for at budgetterne

kan overholdes. Økonomien bliver, navnlig vedrørende

de kostbare velfærdsydelser, en slags overordnet lov, der kan

tilsidesætte både lovgivning, socialfaglige hensyn og metoder.

Det har vi flere eksempler i Anerkendelse og dømmekraft

i socialt arbejde. Det er simpelthen betænkeligt, fordi man

således indfører uigennemskuelige vilkår for det sociale arbejde,

og tildelingen af for eksempel flexjob bliver helt vilkårlig.

Jeg plejer at sige, at man skal komme i starten af kalender-

27


28

T I L D E B AT


Lektor Peter Høilund fra Roskilde

Universitetscenter lægger vægt ,

at forskere og socialarbejdere har

brug for hinanden med det fælles

formål at støtte borgere med

sociale problemer

året, hvis man skal have tilkendt en af de kostbare ydelse,

bemærker Peter Høilund lakonisk.

Samtidig peger Peter Høilund , at der er en manglende

erkendelse af økonomiens kolonisering af det sociale arbejde.

– Man er alt for lidt indstillet at inddrage økonomiens

regulerende betydning i forhold til lovgivning og metoder i det

sociale arbejde. Da vi talte med socialarbejdere i forbindelse

med udarbejdelsen af Anerkendelse og dømmekraft i socialt

arbejde, var de ret afvisende overfor, at økonomien skulle

tages i betragtning. På mellemleder-

og chefniveau var der imidlertid en klar erkendelse af, at der

var et problem. Så der er stor forskel , hvor indstillet man er

at vedstå økonomiens betydning alt efter, hvor i hierarkiet

man befinder sig. Der er slet ingen tvivl om, at social-arbejderne

er gode til deres arbejde, men de har til gengæld

svært ved at erkende, at der er institutionelle magtforhold,

der virker dem. De har ofte meget lidt forståelse for, at når

de er arbejde, så er der nogle institutionelle forhold, som

virker de vurderinger, skøn og handlinger, som de foretager

sig.

Peter Høilund erkender, at det kan være svært at forklare

de etiske og retlige hensyns lave status. Når man taler med

socialarbejdere og borgere, er det ikke nødvendigvis deres

opfattelse, at juraen fylder mindre – måske tværtimod.

– Det er svært at forstå, for der er ingen tvivl om, at i de sociale

institutioner bliver de tæppebanket med juridisk materiale.

Der er dog heller ingen tvivl om, at det materiale der kommer

frem aldrig har betydet så lidt. Det skyldes blandt andet, at

materialet er af meget blandet kvalitet. Derfor havner de sociale

institutioner i en situation, hvor de tvinges til at sige: Det

her ser meget fornuftigt ud, så det prøver vi. Det her forstår

vi ikke – og så sker der ikke mere. Lad mig give et eksempel

fra den sociallovgivning som vi fik i 1998. Her er det sådan,

at når en person skal aktiveres, så har han krav at blive

medinddraget i sagen. Aktiveringen skal være meningsfuld

og den skal kortere eller længere sigt føre til en placering

arbejdsmarkedet. Tillige skal borgeren så vidt muligt have

mere end ét tilbud. Hvad er der så sket? Jeg så et indslag i TVavisen,

hvor to ældre mænd blev spurgt, om de var tilfredse

med aktiveringen. De synes det var ”dødssygt” og at det ikke

førte til noget som helst. Var de blevet inddraget? Nej, det var

de ikke, men de havde fået at vide, at ville de have penge, så

måtte de lave skilte. Efterfølgende blev de sociale myndigheder

spurgt og sagde: Hvis de vil have kontanthjælp, så må de

arbejde. Det er ”noget for noget”-tilgangen. Eksemplet illustrerer,

at ingen af de juridiske rettigheder, som politikerne har

lagt ind i lovgivningen, for at sikre medindragelse og relevant

aktivering, fik betydning i den aktuelle aktiveringssag.

Peter Høilund betragter ikke problemet som knyttet specifikt

til Danmark eller til den enkelte socialarbejder.

– En undersøgelse fra Sverige tyder , at det også forholder

T I L D E B AT

sig sådan her. Norge og Tyskland har også lignende problemer.

Der er tale om et samfundsfænomen og ikke kun om

egenskaber ved de danske socialarbejdere. Pointen er, at der

er sket en omfordeling, hvor jura og etik som discipliner er

gledet i baggrunden og erstattet af et økonomisk-politisk

rationale som grundlag for sagsbehandlingen.

De svære løsninger

Peter Høilund medgiver, at det er lettere at kritisere end at

finde vejen ud af de problemer, det sociale arbejde står overfor.

Men det er ikke desto mindre vigtigt at forsøge at opstille

handllingsanvisende punkter, der kan fungere som overordnet

referenceramme for, hvad der bør efterstræbes i mødet med

borgeren.

– Vi forsøger i Anerkendelse og dømmekraft i socialt arbejde

at ændre forståelsen af socialt arbejde og italesætte nogle

ting i håb om, at de bliver taget seriøst af de sociale myndigheder,

fagpersoner og drøftet af de studerende de

sociale højskoler. Forandringspotentialet ligger i, at det bliver

drøftet og italesat af de mennesker, der skal ud at arbejde

med det sociale. Samtidig er det vigtigt, at ledelsen og socialcheferne

kan redegøre for, hvordan de har tilrettelagt tingene

i organisationen, så man sikrer, at borgeren inddrages. Mange

socialchefer planlægger baggrund af økonomien og det

kommer til at smitte af hele organisationen. Derfor er

den største udfordring, jeg vil arbejde videre med, samspillet

mellem jura, økonomi og etik. Når man eksempelvis fremfører

det argument: ”Det er der ikke penge til”, så må man synliggøre

problemet en eller anden måde. Det der sker i dag er

urimeligt overfor både socialarbejdere, borgere og samfundet

som sådant.

Peter Høilund lægger vægt , at forskere og socialarbejdere

har brug for hinanden med det fælles formål af støtte borgere

med sociale problemer. Det kræver en kritisk dialog, hvor

man tager hinanden seriøst. Peter Høilund har gjort sig nogle

erfaringer med, at den form for kritisk dialog kan være svær

at opretholde.

– Der har desværre været en tendens til at enkelte socialarbejdere

fornægter det, som forskningen systematisk viser.

Enkelte har svært ved, at der rejses en seriøs og grundig kritik.

Forskningen det sociale område har taget et stort opsving

i Danmark i de senere år og der ligger mange gode arbejder,

som siger det samme. For eksempel ligger Rambøll Managements

undersøgelse om medinddragelse af borgere linje

med vores forskning. Man skal nok indenfor det sociale område

vænne sig til, at der er kritiske forskere banen. Det er

således meget sjældent, at forskere ser det som deres opgave

blot at bekræfte og understøtte den professionelles forståelse

af arbejdet.

For Peter Høilund handler det om at betragte det sociale arbejde

fra et perspektiv, som giver stemme til de svagest stillede.

29


30

T I L D E B AT

– Inspireret af Axel Honneth har vores forskning været at give et

talerør til de svagest stillede. Vi har taget fat i dem, der ikke er i

stand til at skrive læserbreve eller gå op kommunen med et

problem. Vi har forsøgt at få deres uretfærdighedserfaringer frem.

Det vil ifølge Peter Høilund have nogle meget fortvivlende

konsekvenser, såfremt dialogen mellem forskningsverdenen

og praksis bryder sammen.

K I L D E L I S T E

– Det er et kæmpe problem, hvis det fører til, at mange institutioner

siger nej til at få forskere inden for dørene. Det er

vigtigt at forklare de socialfaglige kredse, at socialforskningen

er kommet for at blive og at vi forhåbentlig har fælles interesser

i, at det sociale arbejde skal være så godt som muligt.

Men vi har forskellige vinkler sagen og derfor bliver vi nødt

til at finde konstruktive måder at håndtere kritik .

Internettet:

Rambøll Management i samarbejde med VFC Socialt udsatte, Dacapo Teatret, Ålborg Universitet & Socialministeriet:

Undersøgelse af borgerens medvirken i sociale sager – retsikkerhedslovens §4 www.brugerinddragelse.dk.

Litteratur:

Peter Høilund & Søren Juul (2005). Anerkendelse og dømmekraft i socialt arbejde. Købehavn: Hans Reitzels Forlag.

Peter Høilund & Haakon Lærum (2002).

Den endelige socialmedicinske løsning – om socialt-lægeligt samarbejde uden læger. Ugeskrift for Læger, nr. 39.

Peter Høilund & Søren Juul (2003). Hvad er godt socialt arbejde. Social Kritik, nr. 89.


Hvordan findes den rette balance mellem en forståelse af metoder som tekniske manualer og

Interview med psykolog John Andersen, konsulent i Udviklingsforum

T I L D E B AT

en forståelse, hvor åbenhed og dynamik er de væsentligste størrelser? John Andersen, som har

beskæftiget sig med metoder og dokumentation det sociale område gennem en årrække,

fortæller her om overordnede metodeforståelser.

Refleksioner, relationer

og raffinerede teknikker

– Vi hjælper fagfolk til at udvikle og reflektere over deres metoder. Ikke sådan at

vi kommer og underviser i Marte Meo eller Girafsprog, det er der andre, der kan.

Vi kommer for at hjælpe dem til det, de vil – ud fra det ståsted, de har. Vi hjælper

til med at reflektere, opnå mere systematik og eventuelt også med at evaluere

en måde, der er meningsfuld for dem i det samvær, de har med deres brugere

– familier eller børn.

31


32

T I L D E B AT

John Andersen er uddannet psykolog

og driver sammen med to andre

konsulenter firmaet Udviklingsforum.

Konsulenterne arbejder med tre typer

opgaver socialområdet: evalueringer

i tæt kommunikation med forældre og

personale institutioner, organisationsudvikling

og metodeudvikling.

De to retninger

I forbindelse med metodeudviklingen,

som er det område John Andersen

arbejder mest med, oplever han, at der

er to forskellige metodeopfattelser eller

-retninger i spil.

– Den ene er kort sagt en rigid manualorienteret

opfattelse, der handler om

at vi, de professionelle, skal gøre noget

ved de andre. Vi handler, vi virker

dem og håber så, at det går i en god

retning. En anden metodetænkning er,

at vi i fællesskab skaber en udvikling.

Når jeg siger i fællesskab, er det fordi

både den professionelle og brugeren er

med til at skabe – det er i højere grad

ikke blot medinddragelse, men og

medskabelse. Det er forskellen sat

spidsen, forklarer han.

Ud fra et moderne menneskesyn skal

alle have mulighed for at være medskabere

af deres eget liv, mener John

Andersen. Tager man ikke konsekvensen

heraf, giver man udtryk for, at nogle

mennesker er dårligere mennesker

end andre – grundet eksempelvis et

handicap. Og dermed lægger man en

bombe under et moderne værdisyn,

mener han. Men det er ikke nødvendigvis

nogen let opgave at give rum for

medskabelse.

– Men bare man forsøger – det er med

til, at brugerne oplever sig som set og

respekteret. Så kan det godt være, at

der sker mange kiks og koks, men det

er dog udtryk for, at man vil brugerne

og at man respekterer dem. Det lykkes

ikke altid, og det er fair nok, vi er jo

ikke idealmennesker, forklarer han og

uddyber:

– Jeg ser det mere som en stræben, da

DEN GODE METODE eller DET GODE

MENNESKELIGE LIV jo ikke er noget, vi

kan opnå absolut vis. Men stræber

vi efter det, er det min erfaring, at det

også giver en tolerance, når man kommer

til at gøre noget, der er skævt eller

ramt ved siden af.

Forening?

John Andersen oplever i forlængelse af

de to retninger, at de kan være i modstrid

med hinanden, men ikke behøver

at være det. Det medskabende perspektiv

stiller spørgsmål som de følgende.

– Hvorfor gør man, som man gør,

og hvad har det af konsekvenser for

brugeren? Herunder findes et vigtigt

spørgsmål: hvordan får vi inddraget

brugerens perspektiver og støttet op

om en stemme egne betingelser,

sådan at det bliver en del af vores eget

reflektionsrum?

Denne retning opfordrer altså ikke blot

til at fagpersonerne overvejer deres

egne begrundelser for faglig handling,

men også til at brugernes meninger

indgår tydeligt i overvejelserne. Den

anden retning, den mere manualorienterede,

opstiller i følge John Andersen

mere handlingsprægede formler.

– Når der sker dét og dét, så skal vi

handle sådan og sådan. Når der kommer

en ny beboer, så skal vi gøre: a, b,

c, d, e... Som huskeseddel kan det være

fint nok, men når mødet med brugeren

også bliver for manualorienteret, er

det ofte for firkantet. Man risikerer, at

brugeren bliver et objekt. De er jo altid

forskellige som alle os andre.

John Andersen kan dog også se noget

positivt i manualer.

– Nogle gange kan manualer være en

hjælp, især hvis man kun har en kort

uddannelse. Så kan manualen give

handlemuligheder og tryghed – tingene

kan gøres lidt bedre og hurtigere, fordi

fagpersonerne får nogle handleorienterede

anvisninger , hvordan man

kan gribe det an.

Han mener derimod ikke, der kan

laves en præcis manual for fremgangsmåden,

hvis man ser de

sværeste samtaler. I stedet er det vigtigt

at have en række refleksionspunkter

omkring samtalen.

– Men det er klart, at der eksempelvis

skal være navn døren og en person

til at tage imod, når man modtager

en ny beboer et plejehjem. Det kan

være meget fair og ordentligt at lave en

sådan liste.

De to retninger kan altså være i modstrid

med hinanden, men er det ikke

nødvendigvis altid. Det afhænger af

karakteren af den konkrete opgave. I de

fleste sammenhænge vil der både være

komplekse og svære opgaver og situationer

og de mere rutineprægede.

– Jeg har eksempelvis været med i et

udviklingsprojekt, hvor man ville lave

manualer for tværfagligt samarbejde.

Det udviklede sig i stedet til nogle

huske-punkter og nogle refleksionsark,

som vi kalder dem. I stedet for manualer

siger vi altså: dét her, det er godt. Noget

af det munder ud i en egentlig aftale:

Når vi holder et tværfagligt møde, så

gør vi sådan og sådan... Når der er brugere

til stede, så ændrer vi perspektivet

og måden, vi opfylder dagsordenen

osv.

Man kombinerer altså flere måder

tilgangene afhængigt af konteksten.

John Andersen ser netop en reel fare

for, at brugerne bliver til objekter, hvis

man ikke kombinerer og udelukkende

benytter en mekanisk handleanvisning.

Engagementet og

det professionelle ansvar

Det professionelle ansvar fylder meget i

John Andersens øjne – altid kombineret

med et personligt engagement. Han tror

simpelthen ikke, man kan være god til

sit arbejde og givende over for andre

mennesker, med mindre man også er

personligt engageret i det.

– Man må brænde lidt for det, man

må ville det: ”her er jeg med til at gøre

noget, som er positivt”. Det behøver

ikke at være hele drivkraften, men den

skal være der. Engagementet er dog

ikke er tilstrækkeligt. Som fagperson


vil jeg godt vil have en systematik, der

bygger noget andet og mere end mit

umiddelbare personlige engagement. En

systematik, som jeg kan reflektere over

og argumentere for, og som ikke kun

bygger min egen baggrund, men

den fælles kultur og faglige viden

området, man har skabt.

Rivaliseringen mellem forskellige

metodeopfattelser, som eksempelvis

opstår, når systematik blandes med

varierende måder at engagere sig ,

illustrerer John Andersen blandt andet

med diskussionen om hjemmehjælpere

og stregkoder.

– Vi ser i minuttyranniet hvordan hjemmehjælperne

kun må tage gulvet den

ene uge og vindueskarmen den anden,

og de må ikke købe ind. Den minutiøse

planlægning dræber jo energien

og lysten, og det kan betyde, at de

mennesker, der har brug for ydelsen

overhovedet ikke får noget forhold til

den. Fleksibiliteten forsvinder og den

menneskelige dimension forsvinder.

Fleksibiliteten skal ligge i, at brugeren

og serviceyderen i fællesskab finder ud

af, hvad der er brug for. Den manualagtige

tilgang kan i yderste konsekvens

fratage brugeren handlekompetencen.

– Hvis man som hjemmehjælper eksempelvis

udelukkende har manualer og kun

handler derefter, så er der en tendens

til, at man ikke ser brugeren. Man

fokuserer , at man har 12 minutter til

at vaske gulvene – og bare fru Jensen

ikke går i vejen. Hvis vi netop siger, at

vi skal være medskabere af vores eget

liv som grundlæggende menneskeligt

ideal, så er en af prøvestenene: Giver

vores metoder brugeren mere handlekompetence

eller fratager den brugeren

handlekompetence? Det er helt grundlæggende.

Det er en lakmusprøve, vi

må foretage!

John Andersen finder det interessant,

at det ofte er de samme røster, som

taler om udgangspunkt i brugeren og

brugerens behov, der også vedtager det,

han kalder minuttyranniet.

– De forskellige rationaler, økonomien

og de menneskelige værdier og idealer,

kommer jo nogle gange i karambolage.

Når det ideelle og realiteterne støder

sammen, har vi en tendens til at løse det

en måde, der ikke udspringer af et

moderne og etisk ordentligt menneskesyn.

Og det er vigtigt! Man kan ikke

bare springe fra det ene til det andet

uden konsekvenser.

At stikke fingeren i jorden

Psykologen understreger dog igen, at

han ikke udelukkende ser manualer

som noget negativt. Han har selv lavet

flere af slagsen, men han forudsætter,

at man bruger dem som inspiration, og

at man hele tiden også inddrager andre

perspektiver.

– Der er den helt mekanisk orienterede

manual og så er der den, hvor refleksioner

og idéer har sin plads. Der er

et bredt spektrum af dem. En handlemanual

som følges mekanisk er farlig,

men den gode manual indlejrer de

positive erfaringer man har gjort sig, så

de kan blive fælles. Så overser man ikke

så let nogle ting, hvilket man let kan

komme til i en presset hverdag.

Enkelte gange kan en ”mekanisk”

manual, der fokuserer hvad der skal

gøres, også være rimelig, mener John

Andersen og bringer igen eksemplet

om modtagelsen af en ny beboer et

botilbud banen. Der er nogle helt rutinemæssige

ting, som kan være oplistet

i en manual, og det kan fungere fint i en

større sammenhæng. Netop sammenhæng

er et absolut nøgleord for ham.

Metoder kan ikke bedømmes isoleret,

men kun i den sammenhæng de indgår

i. Det lyder lidt abstrakt, men manualen

vedrørende modtagelsen af en

ny beboer indgår i sammenhæng med

hvad er det for et sted beboeren skal

ind i, hvilket menneskesyn der findes

stedet osv. Her kan manualen støtte op

om en god modtagelse, for man har jo

en erfaring med hvad der fungerer godt

i den situation, og det er da vanvittigt

ikke at bruge den.

Men personalet skal altså også stikke

T I L D E B AT

fingeren i jorden i forhold til den nye beboer,

forklarer han videre. Det vides ikke

hvad beboeren har behov for, før man

har mødt og talt med vedkommende.

Derfor skal manualen ses i denne sammenhæng.

Manualer kan altså være

gode, men processen kræver hele tiden

selvstændig refleksion om, hvorvidt

en specifik foranstaltning passer i en

konkret situation.

– Hvis man blot følger manualen fra a til

å, så bliver ikke alene brugeren et objekt,

men også den professionelle. Man kan

ende med at tilsidesætte sig selv som

menneske for at følge manualen, selv

om man godt kan mærke, at Fru Jensens

behov er et helt andet, siger han.

Hvordan er brugerens oplevelse?

– Jeg læste for nylig et interview med

en dreng med en DAMP-diagnose. Han

blev spurgt, hvad han havde det svært

med i skolen, hvorefter han fortalte,

at han altid kom op og slås i klassen,

fortæller John Andersen og refererer til

interviewets videre forløb.

”Hvad så når du ikke kan klare det

mere?”

”Så går jeg.”

”Hvad sker der så?”

”Så råber læreren, at jeg skal komme

tilbage.”

”Hvad gør du så?”

”Så løber jeg væk fra skolen, og de må

ringe efter mine forældre.”

”Hvad skulle din lærer have gjort?”

”Hun skulle have sagt, at når jeg kunne

klare det, så skulle jeg bare komme

tilbage.”

”Ville du så have gjort det?”

”Ja, det tror jeg.”

John Andersen mener, at det i hvert fald

åbenlyst er et forsøg værd og forklarer:

– Man kunne da have spurgt ham. Han

kan tale, han går i anden klasse! Jeg

har aldrig mødt et barn, der ikke kunne

svare, når jeg har spurgt: ”har du en

god idé til, hvad de voksne kan gøre for

at hjælpe?” Jeg har aldrig mødt én, der

ikke kunne komme med en idé – og det

er helt ned til børn lige før skolealderen

33


34

T I L D E B AT

Der er en fare for at ” gro fast” i

en metode, men man kan og

falde i den anden grøft: At benytte

den sidste nye metode, der er

markedet for tiden. Det er bestemt

ikke en bedre løsning, mener

psykolog John Andersen

– hvorfor gør man ikke det?

Når man inddrager brugeren, må man

se det som et forsøg at gøre tingene

bedre, forklarer han, for måske har brugeren

ret, og så må man lave tingene

om. Det kræver en holdningsændring

og en åbenhed, men det kan man

udvikle og oven i købet have det rigtig

godt med, siger han. Han ved dog godt,

at mange i starten skal tage nogle dybe

indåndinger, når de skal finde ud af at

se anderledes tingene.

– Det er ofte her Udviklingsforum kommer

ind. Ikke for at slå folk i hovedet,

men for at hjælpe til med at se tingene

en anden måde og måske handle

anderledes.

Når John Andersen ser metoderne

sit eget felt, børneområdet, ser han de

to metoderetninger i forskellig fremtoning.

Det er dog meget sjældent, at

man ser den ene eller anden retning i

ren form, men af og til oplever han ikke

desto mindre det, han karakteriserer

som den rigide manualtænkning. Andre

gange ser han eksempler , at folk

kaster sig ud i noget, de hurtigt mister

overblikket over, hvilket medfører en

manglende systematik.

– Systematik er en del af professionelt

arbejde, dvs. at man reflekterer over,

hvad man gør og justerer derefter. Der

skal være nogle fremgangsmåder i

sådan en refleksion. Man må have nogle

overvejelser over, hvad der er vigtigt og

hvorfor. Hvis man ikke har det, kan man

ikke blive kigget over skulderen og man

kan ikke få en faglig kollegial debat.

Heller ikke med brugeren. Det er vigtigt,

at der er gennemsigtighed – det er en

del af den fælles udviklingsproces.

Det er meget krævet for John Andersen,

at man som fagperson undersøger

de relationer man har til brugeren og

ens egen andel i det, der sker. Han

mener, at jo mere man går ind i den

tankegang, jo mere må man også kigge

sig selv som fagperson. Desto mere

fagpersonerne synliggør brugerens

perspektiv, desto mere synligt bliver fagpersonernes

eget perspektiv. I henhold


til ovenstående eksempel med drengen

gælder det således, at læreren bliver

mere synlig, desto mere han spørger

drengen.

– Og det gælder generelt. Hvis vi tager

udgangspunkt i brugerens perspektiv,

får vi også set brugerens perspektiv

OS. Og det berører også OS! Det

er relationen, vi udforsker i stedet for

at udvikle raffinerede teknikker til at

beskrive og objektgøre brugeren,

understreger han.

Metodevirkning?

Hvornår virker en metode så? Der er

kommet mere fokus det i de senere

år, men ikke så meget som man kunne

ønske sig, mener John Andersen. Der

har været en tendens til at beskrive

tingene i almene værdier: god kontakt,

engagement – såkaldt almenmenneskelige

plus-ord. Han er ikke i tvivl om, at

de er livsvigtige, men de udgør ikke en

god metode i sig selv.

– Det kræver noget mere systematik

i måden vi forholder os , gør

tingene, planlægger og reagerer. Og

her mangler vi stadigvæk at grave

nogle spadestik dybere end de almene

grundværdier. Men som fagpersoner

har vi ogen forpligtelse til at kigge

: virker det? Fungerer det? Hvorfor?

Og hvis det ikke gør, hvad kan vi så

finde ?

John Andersen peger familieplejen

som eksempel. Det er et område, hvor

mange har det dårligt og han kan se, at

der er noget, der ikke virker.

– Og så må man spørge: Hvad skal der

til, for at vi får en god familiepleje, der

kan fungere? Hvilke børn har behov

for noget, som en familiepleje ikke kan

magte, uanset hvor gode de er? Hvad

skal vi så lave til dem? Her dykker man

ned i, hvad der egentlig virker, hvorfor

og hvordan det kan virke bedre. Vores

beskrivelse af tingene bliver mere nuanceret,

og det kan vi så også bruge som

et søgekriterium, når vi skal udvælge

nye familieplejer.

En god metode er aldrig helt er den

samme fra man starter, til man slutter.

– Den gode metode gør jo altid at man

lærer lidt undervejs og dermed ændrer

sig. Vi justerer jo undervejs vores

arbejde. Det kan godt være vi bruger de

samme ord, men vi mener noget lidt andet

med det. Jeg tror vi skal være åbne

overfor den proces: at gode metoder

ændrer sig, når vi bruger dem, siger

John Andersen.

Den gode metode forbliver kun god,

hvis den til stadighed udfordres og

udvikles, mener han. Selv gode metoder

kan blive slidt. Det, som i udgangspunktet

har nerve og engagement, kan, når

man har brugt metoden mange gange,

blive rutine. Indlevelsen og engagementet

dør en lille smule og man tager

hen ad vejen i stigende grad brugerens

oplevelse for givet, for ”sådan plejer

de”.

– Verden udenom ændrer sig en lille

smule hele tiden, mens man selv arbejder

med noget fra fortiden, sådan lidt

hårdt sat op. Så dør lidt af det menneskelige

i relationen. Når det sker er

det tide, at vi videreudvikler vores

metoder. Den dygtige professionelle

udvikler altid sine metoder – gør man

ikke det, går man i stå. Man bliver til et

museum, siger han.

Enkelt er godt!

Der er en fare for at ” gro fast” i en

metode, men man kan også falde i den

anden grøft: At benytte den sidste nye

metode, der er markedet for tiden.

Det er bestemt ikke en bedre løsning,

mener John Andersen. Han fortæller

videre, at dialogen med brugeren kan

lede til udvikling af ”tredje veje”, som

afspejler en åben, undersøgende og

udviklende holdning.

– Om det så går hurtigt eller langsomt,

det tror jeg i og for sig ikke er så vigtigt,

bare det sker. Det afhænger jo af, hvordan

de involverede mennesker har det

med det. Jeg vil nødig være handicappet

og hvert år være udsat for en eller anden

ny måde at være sammen med personalet,

det ville da være rædselsfuldt.

T I L D E B AT

Når han er ude som konsulent, bliver

John Andersen ofte mødt med reaktionen:

”Hjælp, hvad er det, du vil have

os til?” Her mener han, det handler om

at få folk til at tage udgangspunkt i det,

de synes fungerer godt og det, de er

glade for, for det er her energien som

oftest findes.

– Jeg tager afsæt i glæde og engagement

og forsøger at skabe mere glæde,

mere engagement og – hvordan kan de

selv gøre det? Det er min generelle erfaring,

at så står folk sjældent af. De får

synliggjort det positive, de faktisk gør.

Det er udgangspunktet for at udvikle

videre.

Han mener i øvrigt, det er en vigtig

pointe, at de fleste gode metoder faktisk

er meget enkle. Hvis de er komplicerede,

kan man ikke bruge dem alligevel.

Det er hans grundregel for metoder i

generel forstand: så enkelt som overhovedet

muligt.

Teknikker og følelser

Det er John Andersens erfaring, at

mange faggrupper, når de arbejder

tværfagligt, gør det fordi de kan hjælpe

hinanden med at løse opgaven. Men de

glemmer hvor meget kommunikation

og information, der ofte kommer til at

foregå bag brugerens ryg.

– Forældre ved godt, at deres barn

drøftes i de tværfaglige teams, men de

ved ikke altid, hvad dét lige betyder.

De har selvfølgelig givet tilladelse til at

faggrupperne godt må snakke sammen,

men alligevel. Et eksempel er en far til et

hjerneskadet barn. Der var sket et uheld

i sagsgangen, som man undskyldte.

Faderen blev så tosset, at han sagde, at

de ikke måtte holde møder, uden han

var til stede. De første gange sad han og

surmulede ovre i hjørnet – og så fortalte

han: ”Så lærte de, at de kunne bruge

mig”. Og de havde et fortrinligt samarbejde.

Her er det så jeg tænker: Hvorfor

var det ikke sådan fra starten?

John Andersen mener, at med mindre

man har en meget aktiv brugerinddragelse,

så risikerer man at pacificere

35


36

T I L D E B AT

brugeren. Også uden det er meningen.

Han fortæller, at for nogle professionelle

er tværfaglighed én ting og

brugerinddragelse en anden. Mange

fagpersoner vil i denne forbindelse

gerne lære teknikker, fx spørgeteknikker

under svære samtaler. Teknik opfattes

her som noget meget handleorienteret.

For John Andersen er teknik i

sin egentlige betydning dog koblet til

faglighed og bevidsthed.

– Jeg plejer at vende det om og sige,

at teknik netop ikke er det centrale.

Det er derimod vores måde at forholde

os : tør vi være nysgerrige, åbne og

inddragende i samtalen? Tør vi lytte

til de andre? For hvis ikke vi har den

grundlæggende ordentlige måde at

forholde os , så vil en hvilken som

helst teknik falde til jorden. Man kan

risikere, at teknikker alene blot umenneskeliggør.

Derfor dropper psykologen alle

teknikkerne i de første faser, når han

underviser. Han tager i stedet fat

måden at forholde sig . Når det så

er plads, spørger han: hvordan kan

vi så raffinere processerne? Når man

reflekterer over metoden, er det ikke

alene for at tilpasse den til situationen.

Som professionel er man også nødt til

at reflektere over sine egne følelser,

mener han.

– Nogle gange hører vi brugerens perspektiv

og indlevelse, og så forsvinder

den professionelles egne følelser. Men

det er blandt andet vores følelser, brugeren

reagerer , ligesom vi reagerer

brugerens følelser. En gang imellem

må man være åben over for de følelser,

der bliver sat i gang hos en selv – og

reagere dem professionelt.

Hvis der sker et eller andet, der gør,

at man som fagperson bliver gal,

mener John Andersen dog ikke, at

det er særlig professionelt at reagere

med vrede. Men det kan være godt,

at man lige skal mærke, at det er dét,

der sker, så man kan reagere en

måde, der passer til situationen. Han

forklarer, at det er en dobbeltproces,

som består i at turde være åben over

for de følelser, der sættes i gang i en

selv – og bruge dem professionelt,

ellers risikerer man at forfalde til

navlepilleri.

Hvordan man høvler...

John Andersen lægger stor vægt ,

at det menneskesyn, der ligger bag

metoder og tilgange, synliggøres.

Han mener ikke, at folk inden for det

sociale område taler så ofte om etik,

men:

– Der er faktisk utrolig mange etiske

refleksioner. For nogle år siden skulle

vi beskrive et større projekt, og da

vi var nået alle punkter igennem i

interviewene, tænkte jeg: de siger jo

ikke noget om etik! Vi lyttede igen til

båndene, og så gik det op for os, at de

talte om det hele tiden, de brugte bare

ikke ordet. Det er en vigtig pointe: der

er mange etiske overvejelser et højt

niveau, men man sætter sig ikke ned

og gør det til noget formelt, intellektuelt,

man gør det bare!

Og John Andersen erkender, at det er

særdeles svært at beskrive sin egen

tilgang og metode. Han benytter et

eksempel med en snedker, som man

spørger, hvordan man høvler. Snedkeren

kan ikke forklare det, men hvis

man begynder at høvle, vil han kunne

vise dig hvordan via konkrete forklaringer

og instrukser.

– Det er altså vigtigt at få sat ord de

vigtige dele af vores relationer til brugerne,

så der kommer masser af små

nuancer frem, som man ikke lige har

tænkt . Det er ikke altid, der sker

en verdensrevolution, men det gør,

at man kan justere lidt sin fremgangsmåde,

gøre det lidt anderledes.

Det er en vigtig del af metodeudviklingsprocessen.

Psykologen og konsulenten fortsætter

med at forklare, hvordan man kan

danne grobund for metodeudvikling

ved at starte op med at lave nogle

praksisbeskrivelser. Her kan tages

udgangspunkt i, hvordan man som

professionel beskriver situationer og

drøfte, hvad der egentlig sker. Man

kan også spørge brugerne om, hvad

sker der i deres liv, og hvordan de

oplever det. Han nævner også muligheden

for at bruge video: man

tager nogle brudstykker ud og ser ,

hvad det egentlig er man gør, hvorfor

man gør det etc. Altså beskrivelser af

praksis.

– Det er meget lettere, end hvis vi

starter med at beskrive vores metoder,

for så starter vi med det intellektuelle

og det er næsten umuligt. Vi må

starte med det konkret levede liv og

spørge: Hvilke metoder er der i det, og

hvad kan vi beskrive? Så kan vi måske

godt se, at noget skal være anderledes.

Fint nok, så reviderer vi med det

samme.

Han forklarer videre, at folk den

måde har en metodebeskrivelse, der er

brugbar i deres egen hverdag og med

det samme frem for en intellektuel


øvelse. Det er i den fremgangsmåde,

han ser energien.

Dog er der altså ud over praksiserfaringerne

også brug for de mere

overordnede vurderinger. Vurderinger,

der kan pege hvilken indsats, der

generelt virker bedst.

– Ser man igen familieplejen, kan

man jo se forskellen de børn

det gik henholdsvis skidt og godt for.

Er der noget, der kendetegner deres

opvækst? For det er helt klart, at der

er noget, der virker bedre end andet,

og der er noget, der er mere etisk

ordentligt end andet. Her må man

så vove pelsen og lade sig kigge over

skulderen en meningsfuld måde.

Ser John Andersen de fremtidige

udfordringer det sociale område,

er han ikke i tvivl om, at arbejdet med

metoder vil fylde en del.

– Det er en udfordring at beskrive

vores metoder ordentligt, men det

udgør ogen udfordring, at nogle

metoder altså er bedre end andre.

Vi må spørge hvilke krav, vi stiller til

kvaliteten. Hele denne diskussion

handler til syvende og sidst om, hvilken

kvalitet vi vil have, understreger han.

Metodediskussionen hænger for ham

således altid sammen med kvalitet, og

hvis det høje kvalitetsniveau er målsætningen,

må vi også indrette vores

metoder derefter.

J O H N A N D E R S E N

John Andersen har bl.a. skrevet bogen:

Børn og familier med særlige behov – metoder i specialdagtilbud,

Socialministeriet, 1999.

T I L D E B AT

37


38

T I L D E B AT

Interview med ergoterapeut og konsulent

Lilly Jensen, Hjælpemiddelinstituttet

Lilly Jensen, ergoterapeut og konsulent i Forskningsafdelingen

Hjælpemiddelinstituttet i Høje Taastrup, er markant i sin

advarsel, når det drejer sig om brug af metoder social- og

sundhedsområdet.

– Hvis vi ikke passer , kan metoder virke som bremseklodser

for udvikling, fleksibilitet og tilpasning til den enkelte borger.

Metoder må ikke blive betragtet som ”det eneste rigtige”, for

så kan de ende som fundamentalistiske redskaber.

Hun giver et eksempel:

Metoder er

magtfulde

redskaber

Metoder er magtfulde redskaber,

der afspejler systemets/behandlerens

ideologier. Udfordringen er at blive

bevidst om de ideologier og mål,

der ligger bag metoden, så borgeren

også kan forholde sig til dem.

– En ung pige skal have en kørestol og den bliver udvalgt efter

en vældig masse principper. Pigen er lille og spinkel, så stolen

skal være anatomisk korrekt. Fagpersonerne finder altså en

metode, som gør at stolen kommer til at passe perfekt til

kroppen. De glemmer bare at forholde sig til pigens virkelighed,

nemlig at hun er elev en skole, og nu viser det sig,

at hendes stol ikke kan gå ind under skolebordet, fordi bordet

ikke er højt nok. Metoden er altså kun delvis til gavn for

pigen, for den tager ikke højde for hendes omgivelser.

En metode er, ifølge Lilly Jensen, hverken negativ eller positiv

i sig selv.

– Jeg betragter alle metoder som en ramme, man kan arbejde


ud fra. Det svarer til, at du har et hus,

som en ramme om dit familieliv. Når du

får børn, skal huset måske ændres – og

når du har teenagebørn skal det laves

om igen. Rammen må ikke presses ned

over folk, for så kvæler du dem, og selv

om man som fagperson føler, man har

fundet de vises sten, er det vigtigt, at du

hele tiden er åben og modtagelig for,

om der nu er noget, der ikke stemmer.

Som fagperson kommer du helt sikkert

ud i problemer, hvis du tror du har

fundet ”den eneste ene”, for det viser

sig altid, at der er 1000 andre måder

at gøre tingene , afhængig af kultur,

ideologier, religion osv. I så fald må man

gribe til andre værktøjer.

Hvad er en metode?

Metoder kan defineres som specifikke

teknikker eller handlemønstre, der bruges

til at udføre ønskede opgaver.

– Bevidst brug af metoder er helt afgjort

vigtigt, for hvis man er bevidst om sine

metoder, kan man også ændre dem,

fravige dem, vide hvorfor og beskrive

hvad man gør. Metoder synliggør

processen, så den kan diskuteres og

formidles, forklarer Lilly Jensen og

understreger, at metoder ikke behøver

at være store, teoretiske systemer.

– At vaske op er ogen metode.

Metoder handler generelt meget om,

hvad vi gør i vores dagligdag, mener

hun og tilføjer, at man som sundheds-

eller socialarbejder skal vælge en

metode, der er i overensstemmelse

med det område, man har med at gøre.

– Hvis du vil måle, hvor lang en vej

er, bruger du et metermål og ikke et

termometer, for den metode passer

til et andet område. Min pointe er,

at metoden skal passe til både fagpersonen

og brugeren, men det sker

desværre langt fra altid, forklarer hun

og giver endnu et eksempel:

– Kommunerne udvikler en metode,

som skal hjælpe dem til at have styr

de ydelser, hjemmeplejen bruger.

Kommunen ønsker at standardisere,

og her virker metoden udmærket,

men borgeren, den ældre, oplever, at

man nu får ”afmålte” ydelser frem for

individuelle, og det er ikke i hans/hendes

interesse. Her er man nødt til at prøve at

finde frem til en metode, der tilgodeser

begges interesser, for selv om metoden

til at få styr ydelserne i sig selv er

god nok, er den utilfredsstillende for

borgerne.

Et af de eksempler Lilly Jensen ofte

vender tilbage til, når hun skal beskrive

vigtigheden af, at metoder skal passe

til de problemstillinger, de skal løse,

er en undersøgelse, der viste, hvordan

det gik med ældre, der blev indlagt

sygehuset.

– Læger og sygeplejersker fandt ud af,

hvad personen fejlede, de gjorde dem

raske og så blev de sendt hjem. Men

undersøgelsen viste også, at patienterne

kom igenog igen og igen! Det skyldtes,

at den hjælp, de fik tilbudt, alene

handlede om deres sygdomme, men

ingen talte med dem om deres hverdag.

I virkeligheden rummede sygdommene

mange sociale aspekter. Angst for at bo

alene, for eksempel. Det blev bare ikke

undersøgt. Man kan sige, at metoden til

behandlingen af de ældres sygdomme

var god nok, men deres problemer

blev ikke løst. Metoden passede ikke til

problematikken, og hvad hjælper det,

at lægen kan afdække sygdommene,

hvis man ingen metoder har, der kan

se personens situation som helhed?

Det første man bør gøre er at afdække,

hvad problemerne er.

Holdninger bag alt

Lilly Jensen pointerer, at hver eneste

gang en behandler gør noget, ligger der

en holdning bag, bevidst eller ubevidst.

– Hvis en ergoterapeut udtaler, at ”det

vi gør her, er Hr. Jensen vældig glad for,

og derfor må det være godt nok”, så

kan jeg ikke lade være med at tænke:

Hvad er det ergoterapeuten udtrykker

i det, hun siger her? Forholdet til patienten

er nemlig altid et magtforhold.

Så hvis man som behandler siger: ”De er

jo glade for det vi gør”, hvad er det så

T I L D E B AT

man rent faktisk måler? Svaret er: Ikke

andet end din egen tilfredshed! Det har

intet at gøre med borgerens oplevelse,

for det kræver, at folk har fået informationer

og et reelt valg. I øvrigt er langt

de fleste brugere tilfredse, hvis de bliver

spurgt, fordi vi alle generelt er høflige

mennesker. Jeg har et tidspunkt

undersøgt, hvordan ældre oplever at få

hjælpemidler første gang. De professionelle

i undersøgelsen svarede, at de

syntes, de gjorde et godt stykke arbejde,

men brugerne, de ældre, havde det

meget sværere, når de skulle svare. De

stod ofte med følelsen af, at de faktisk

ikke havde haft et valg, at de ikke kunne

svare nej til det, de fik tilbudt. Så selv

om de professionelle synes alt gik godt,

stemte det ikke overens med, hvordan

brugerne oplevede det.

Borgeren er altid med

Pointen er, ifølge Lilly Jensen, at fagpersonen

skal gøre sig klart, hvordan man

udfører sine arbejdsopgaver og hvorfor

opgaverne udføres (ideologier og mål),

for først da har borgeren en mulighed

for at forholde sig til dem og blive

medaktiv.

– Bevidst brug af metoder er at sige:

Hvad skal jeg bruge det her til? Hvad

er målet? Hvad skal der til af forudsætninger

for, at vi kan nå det mål? Derfra

kan man udlede sine metoder, og en

metode er når alt kommer til alt bare

et system, en handlemåde, som er hensigtsmæssig

i forhold til det mål, du vil

nå, forklarer Lilly Jensen og tilføjer.

– Bevidst valg af metode kræver altid,

at man kender sit mål, for ellers svæver

man rundt i ingenmandsland og lader

sig alt for let aflede.

Lilly Jensen vil helst undgå ordet ”inddrage”,

når talen kommer , hvordan

man som professionel samarbejder med

borgeren, for eksempel om hvad det er

for metoder, man vil bruge.

– På det sociale område er borgeren rent

faktisk den eneste, som er med i hele

forløbet. Derfor virker det mærkeligt at

tale om medinddragelse. Det er deres

39


40

T I L D E B AT

sygdom, deres liv, deres hverdag, det

handler om. Vi kommer ind som fagpersoner

(det er faktisk fagpersonerne,

der bliver inddraget) – i kortere eller

længere tid – med vores kompetencer

og skal støtte, vejlede og hjælpe, men

det er borgeren, der skal sige: Sådan her

synes jeg, mit liv skal se ud.

Hvis du så for eksempel er socialrådgiver,

er det op til dig at forklare: ”Jeg

kan hjælpe dig med det og det område,

og jeg kan gøre det sådan og sådan.”

Men det handler naturligvis ikke om

”bare at gøre som borgeren siger”, for

som fagpersoner har vi en lovgivning

og vores faglighed at holde os til – vi

ved noget om hvad der er sundt og

ikke sundt. Alligevel skal vi altid tage

udgangspunkt i, hvad der er borgerens

mål. Derfor er ordet ”inddrage” efter

min mening misvisende. Som fagpersoner

skal vi behandle folk med respekt

og ligeværdighed. Det omfatter og

at sige lige ud, hvis noget ikke lader sig

gøre. Borgeren er ikke et objekt, som

vi skal fortælle, hvordan hans/hendes

liv skal være. Det afgørende må være,

at borgeren forstår og kan overskue

processen i rehabiliteringenog det er

borgerens viden om og erfaringer med

sit liv, der styrer processen.

Underlagt visse rammer

Lilly Jensen mener, at de fleste velfungerende

borgere i dag oplever, at

de får en behandling, som lever op til

servicelovens krav. Hvorimod knap så

velfungerende borgere i højere grad skal

kæmpe for det.

– Når jeg siger den slags, kommer det tit

til at lyde som en kritik af de fagfolk, der

arbejder i praksis. Men sådan er det ikke

ment. Vi er alle underlagt de organisationer,

vi arbejder i, og de muligheder

og rammer, vi har i en organisation, vil

altid forme dit arbejde og altså og

de metoder, du anvender. Man kan

ikke spille fodbold, hvis man står med

et bordtennisbord – og hvis du som

fagperson ikke har de rammer, der gør,

at borgeren kan være aktiv og tage del i

målsætningen for hans/hendes eget liv,

så kan du ikke leve op til det krav.

En anden kritik lyder, at man risikerer, at

de svage bliver tabt gulvet, når man

stiller krav om, at borgeren skal være i

centrum og tage del i beslutningerne

hele vejen i deres forløb.

– Efter min mening er det fuldstændig

misforstået, at vi taber de svage

gulvet, for hvis vi gør det, er hele vores

uddannelse spildt. Vores opgave er at

støtte folk, der ikke kan selv. Den, der

ikke kan overskue det, skal have professionel

støtte, og vi skal ind og finde det

punkt, hvor folk kan være med. Det

kan være yderst forskelligt, hvor det

punkt er. Hvis du for eksempel ligger

for døden, og fagpersonen kommer og

vil inddrage dig i dit og dat, er det ikke

ligefrem givet, at du ønsker at være

med i flere beslutninger. Og hvis folk så

melder ud, at de ikke vil være med til at

bestemme noget, må du som fagperson

vurdere om det er en kort fase, eller

om det strækker sig over længere tid.

Det er altid en overvejelse, man som

fagperson må gøre sig. Hvis et menneske

er smadret efter en trafikulykke,

står vi jo heller ikke og spørger, om man

vil være med til at beslutte det ene og

det andet. På samme måde hvis folk er

psykisk brudt sammen. I de situationer

træffer vi nogle beslutninger. Bagefter

hører vi i øvrigt ofte, at folk siger: ”Hvis

ikke personalet havde gjort sådan og

sådan, så var jeg aldrig kommet oven

vande igen”. Det er ikke at udøve magt,

det er at give støtte en hensigtsmæssig

måde.

Mangel metoder

Lilly Jensen medgiver gerne, at det er

en særlig problemstilling, når det drejer

sig om at involvere borgere, der har en

dysfunktion intellektuelt eller kognitivt.

På dette område mangler der metoder

i dag, siger hun og peger , at det er

en udfordring at få styrket borgere i rehabiliteringsprocessen,

hvis de har svært

ved at forstå eller udtrykke sig.

– Metodeudviklingen, når det gælder

medinddragelse dette felt, er godt

i gang, især inden for området med

udviklingshæmmede. Her sker der en

udvikling, men risikoen er den samme,

som alle andre felter, nemlig at vi

bygger folks hverdag op, sådan som vi

professionelle helst vil se den. At vi ikke

sørger for, at mennesker får et råderum,

der passer til deres måde at fungere

. Det er her vi er nødt til at udvikle

metoder, som sikrer at folk har reel

medbestemmelse. Man kan sammenligne

det med, at hørehandicappede

ofte kan føle, de bliver tvunget en anden

kultur – nemlig de talendes kultur.

Har man sit eget sprog, har man og

sin egen kultur, og her står de borgere

svagt, der har svært ved at forstå eller

udtrykke sig.

At skabe dialog

Lilly Jensen citerer filosoffen Paolo Freire,

der siger, at det drejer sig om at ”skabe

dialog og gensidighed ved ideologisk

at forpligte sig til lighed, at afstå fra

privilegier og forpligte sig til ikke-elitære

ledelsesformer, hvor specielle kvalifikationer

kan udøves, men ikke bevares

som magtposition”.

– Det forstår jeg sådan, at dér, hvor vi

som fagpersoner har kompetence, skal

vi tage lederskab, men uden at vi bliver

elitære. Dér, hvor vedkommende har

brug for hjælp, skal vi være ledere, men

vi skal også kunne give slip igen og give

plads til andre måder at fungere og

eksistere . Det vil nemlig altid være

et problem, når vi tror, at den måde vi

selv lever er den bedste. Og det er

her metoder kan hjælpe dig. Begynd

med at analysere, hvad det er denne

person tænker og tror om sit eget liv.

Det er langt nemmere at hjælpe til med,

hvilke metoder, der skal træde i kraft,

når vi arbejder imod samme mål. Derfor

må det handle om at afdække behov,

og det kræver, at den anden person

kommer til orde. Funktionsevnemetoden

er udarbejdet denne baggrund. Det

er en metode, som tager højde for at

borgeren er med fra først til sidst – og


Ergoterapeut og konsulent

Lilly Jensen, Hjælpemiddelinstituttet

borgerne har selv været med til at udvikle

metoden.

Lilly Jensen erkender, at funktionsevnemetoden

er lavet til mennesker,

der selv har mulighed for at tænke og

formulere sig. Men hvad med dem, der

ikke kan det?

– Her handler det blandt andet om fagfolkenes

tilgængelighed. Vi skal være,

hvor disse mennesker er, så vi er i stand

til at få kontakt. Vi skal ikke sidde et

kontor, hvor man kan ringe ind ogen

tid. Vi er nødt til at tænke i andre rammer,

når det gælder mennesker, der ikke

selv kan formulere sig. Hvis vi undlader

at komme med alternative tilbud og

være hvor de er, svarer det til, at du altid

bliver tilbudt størrelse 42 i arbejdstøj,

selv om du faktisk bruger en helt anden

størrelse. Men systemet har nu engang

valgt størrelse 42, og lige meget hvem

du er, så har du bare at bruge det!

Fælles teorier, fælles sprog

Lilly Jensen ser det som en stor landvinding,

at en lang række metoder, blandt

anden inden for ergoterapien, i dag har

fået en overordnet, fælles teoriramme.

– Det betyder, at vi kan udvikle faget

sammen, for nu ved vi, hvad vi taler om.

Vi har fået et sprog. Hvis man ikke har

en ramme, en teori for det man gør,

kan borgerne heller ikke tage del. For

fagpersonen kan ikke forklare sig, ikke

sige med ord, hvad den her metode går

ud .

Lilly Jensen var selv praktiserende ergoterapeut,

da boomet med udvikling af

teori bag faget begyndte. I dag arbejder

hun som forsker/teoretiker, men hun

husker stadig glæden over den udvikling,

der blev sat i gang – som et skridt væk fra

den medicinske verden, hvor ergoterapi

alene var lig genoptræning i medicinsk

forstand.

– I dag siger vi, at det afgørende er, at

mennesker bliver i stand til at deltage i

det samfund, de lever i. Det er det centrale

i al vores behandling: At folk kan få

et liv som aktive samfundsborgere. Det er

ikke nok at kunne vippe med tre fingre.

T I L D E B AT

41


42

T I L D E B AT

Jeg betragter alle metoder, som en ramme du kan arbejde ud fra. Det svarer til, at du har et hus,

som en ramme om dit familieliv, siger ergoterapeut og konsulent Lilly Jensen

Hvis jeg for eksempel skal hjælpe en

familiefar, der er bevægelseshandicappet

efter en ulykke, skal jeg ikke blot tænke

, hvordan han nu bedst lærer at tage

tøj igen. Jeg skal også tænke over,

om han kan være far! Kan han hjælpe sit

barn med lektierne? Kan han deltage i

forældremøder? Vi ved meget om, hvad

det betyder, at man har et handicappet

familiemedlem. Det virker i den

grad alle familiemedlemmernes roller.

Den grundlæggende genoptræning er

selvfølgelig stadig vigtig, men det handler

om at se mange forskellige sider

af menneskers liv.

Rehabiliteringstankegangen

Lilly Jensen har, sammen med en bred

kreds af fagfolk fra rehabiliteringsområdet

og handicaporganisationerne,

deltaget som medlem af den tænketank,

der i 2004 barslede med bogen

”Rehabilitering i Danmark”, en hvidbog

om rehabiliteringsbegrebet. Det er

bogens ambition at udgøre et fælles,

nationalt grundlag og referencepunkt

for det videre arbejde med rehabilitering

i Danmark. I hvidbogen er rehabilitering

defineret denne måde:

”Rehabilitering er en målrettet og

tidsbestemt samarbejdsproces mellem en

borger, rørende og fagfolk. Formålet

er, at borgeren, som har eller er i risiko

for at få betydelige begrænsninger i sin

fysiske, psykiske og/eller sociale funktionsevne,

opnår et selvstændigt og

meningsfyldt liv. Rehabilitering baseres

borgerens hele livssituation og beslutninger

består af en koordineret, sammenhængende

og vidensbaseret indsats”.

– Tankegangen er, at forløbet er samlet

i en fælles plan. Som fagfolk støtter vi

hver især, hvor vi kan, men vi har

et fælles mål, som borgeren selv har

været med til at afstikke. Indsatsen

inddrager borgeren men også borgerens

omgivel-ser, for eksempel fysisk tilgængelighed,

sociale miljøer, osv., forklarer

Lilly Jensen.

Hun understreger, at det er i denne rehabiliteringsproces,

det bliver afgørende, at

mål og metoder kan lægges klart frem.

– Hvis du er bevidst om mål og metoder,

kan du også diskutere dem med andre.

Heri ligger der allerede en kvalitetssikring.

Du har formuleret dig som

fagperson, sagt hvad du vil – og dermed

har du også mulighed for at diskutere

det. Bagefter kan du følge op , om

metoden var hensigtsmæssig.

Når en metode kan lægges frem, giver

det maksimal mulighed for borgerindflydelse,

mener Lilly Jensen.

– Problemet er, at borgeren ofte kommer

fuldstændig uforberedt til møde

med det sociale system. Det har vi nu

metoder, som prøver at imødekomme,

for eksempel funktionsevnemetoden,

som i dag bliver sendt ud til borgeren

før mødet med kommunen, så borgeren

har mulighed for at forberede

sig, hermed får borgeren også styrket

sin viden om sin egen person. Det

er også empowerment. Og igen er

det vigtigt at slå fast: Metoden

ikke blive brugt til at slå folk oven i

hovedet med. Den skal ikke slavisk

gennemgås fra a til ø, men alene det

faktum, at sagsbehandleren viser, at

hun har læst sagsakterne forhånd

og kender dem, er et væsentligt signal

til borgeren om interesse, faglighed

og metodebevidsthed.

Med udgangspunkt i hvidbogen kan Lilly

Jensen pege en række udfordringer

for rehabilitering fremover – blandt

andet skal metoder specificeres, konkre-


tiseres og operationaliseres inden for

forskellige praksisområder.

– Med hvidbogen i hånden kan du

lynhurtigt stille dig spørgsmål om, hvordan

samarbejdet skal foregå, hvordan

kommunikationen skal se ud og hvordan

målsætningen skal lyde. Helt centralt

står kravet om, at borgeren skal være

omdrejningspunktet. Hvis det skal

fungere, skal organisationen indrettes

efter det – og det vil betyde omstrukturering

mange niveauer. Det er faktisk

en unik chance for at ændre praksis,

men det kræver at man er i stand til at

gennemføre et ordentligt samarbejde

med borgeren.

Lilly Jensen peger , at det er veldokumenteret

gennem undersøgelser i psykiatrien,

hvilke aspekter ved metoder, der er

afgørende for om metoden virker efter

hensigten

– Ved at analysere forskellige metoder

fandt de frem til, at de aspekter i samarbejdet

mellem borger og den profesionelle,

der ser ud til at virke, uanset

hvilken metode man bruger er følgende:

• At man arbejder grundlag af borgerens

egen oplevelse af sin situation

• At borgeren tager del i alle beslutninger

• At den professionelle viser menneskelig

interesse og engagement i borgeren

som individ og medmenneske.

Og vi ved det jo godt, tilføjer Lilly

Jensen, for vi har hørt det adskillige

gange, når det IKKE virker. Her er den

gennemgående kritik nemlig, at borgeren

ikke føler sig accepteret som en

ligeværdig person. Den situation, hvor vi

ikke oplever situationen som ligeværdig,

kender vi faktisk alle sammen, og i bund

og grund handler meget af det om at

behandle hinanden ordentligt. Det har

intet med struktur at gøre, det drejer sig

om holdninger. Dels i samfundet, men

også i selve organisationen. Det siger for

eksempel meget om en organisations

forhold til sine medmennesker, hvis man

i kaffepausen sidder og rakker ned

sine klienter. Så er der faktisk noget galt.

Nye muligheder i reformen

Lilly Jensen ser gode muligheder i den

strukturreform, som er lige trapperne

og hvor en række kommuner får

chancen for at ændre deres organisationer.

– Mange bliver slået sammen til nye,

fælles enheder og det er faktisk en unik

mulighed for at tænke kreativt. Men

man skal have gjort sig klart, hvad man

vil. Hvad er målet med de nye enheder?

Hvilke metoder skal de anvende?

Det store skridt for at ændre praksis

og for alvor få borgerne inddraget

i rehabiliteringstankegangen ligger

imidlertid, efter Lilly Jensens skøn,

uddannelserne og i øget oplysning.

– Vi skal have indført rehabiliterings-

T I L D E B AT

tankegangen uddannelserne – og

så skal vi sørge for mere oplysning til

befolkningen generelt. Hvis folks opfattelse

begrænser sig til at de siger: ”Det

ved eksperterne bedst, de siger vi skal

gøre sådan og sådan..”, så kan de heller

ikke stille krav om at blive behandlet

ordentligt. Men jo mere den enkelte ved

om, hvordan tingene foregår, jo større

krav kan de også stille om ordentlig

behandling. Hvis borgeren ikke kender

varen, kan de heller ikke efterspørge

den, men hvis folk ved, at god rehabilitering

kræver en plan, som man selv

skal være med til at udarbejde, så kan

de også stille de rigtige krav. Det centrale

er, at rehabilitering skal indgå i al

form for behandling – og deri ligger den

helt store ændring.

A N B E FA L I N G F R A H V I D B O G E N V E D R Ø R E N D E B O R G E R S A M A R B E J D E :

Samarbejdet med borgeren og de rørende skal styrkes og udvikles, så borgeren oplever ligeværdighed og at blive hørt og

forstået. Det handler om at muliggøre reelt ligeværdigt borgersamarbejde også med borgere med nedsat kommunikation og

forståelse.

Udvikling af praksis kan blandt andet baseres systematisk tilvejebragt viden om denne problemstilling, dels ved at indhente

eksisterende viden via litteraturgennemgang mv., dels ved forskning og udviklingsprojekter og dels ved virkning af civilsamfundet.

Viden og dokumentation om god praksis i samarbejdet mellem borgere, rørende og professionelle i rehabiliteringsprocesser

samt metodebeskrivelser skal udvikles og formidles så erfaringer med og viden om borgersamarbejdet kan udveksles

og optimeres.”

Læs mere om Hvidbogens anbefalinger www.marselisborgcentret.dk

L Æ S M E R E

Lilly Jensen citerede Paolo Freire fra:

Education: The practice of freedom,

Writers and Readers Publishing Cooperative,

1976, London

Lilly Jensen m.fl. har skrevet:

Metodebog i hjælpemiddelformidling,

Munksgaard, 2003, København

43


44

T I L D E B AT

Mellem stejlhed og knæfald

Koncepters og metoders værdi skal ikke bare ses ud fra en traditionel pædagogisk tankegang,

men også ud fra beslutningstagernes måde at vurdere disse ”opskrifter” . Her gælder der ofte

helt andre spilleregler end i den pædagogiske verden, og det skal pædagoger og socialrådgivere

lære at navigere i forhold til, mener udviklingskonsulent Thomas Lund.

Interview med udviklingskonsulent

Thomas Lund, Kontoret for misbrug,

hjemløse, bolig og byggeri, Københavns

Kommune

– I skal forstå den tankegang og de

rationaler, der ligger hos politikerne og

forvaltningen, når og hvis de lægger

institutionerne at bruge et bestemt koncept.

Hvis man forstår den tankegang,

der kan ligge bag ønsket om en implementering

af et ny koncept, er man

langt bedre stillet og kan bedre argumentere

for, hvorfor man eventuelt har

indsigelser, modstand eller ændringsforslag.

Sådan lyder rådet til pædagoger og

socialrådgivere fra udviklingskonsulent

Thomas Lund, ansat Kontoret for

misbrug, hjemløse, bolig og byggeri

under Københavns Kommune.

Thomas Lund, der er Master i professionsudvikling,

har så at sige ”et ben

i hver lejr”, når det gælder forståelse

af metodeudvikling samt udvikling og

implementering af koncepter og manualer.

Via sit konsulentarbejde kommer

han både i praksislejren, hvor han har

tæt samarbejde med det pædagogiske

personale og socialrådgiverne, og i

den offentlige forvaltning, hvor han

samarbejder med den politiske/forvaltningsmæssige

ledelse og administration.

– Fra mit arbejde ved jeg, at der er

forskellige, ofte modstridende rationaler

i de to lejre, og de kan let komme til

at stå stejlt overfor hinanden, når det

gælder for eksempel vurdering af nye

koncepter. Der kan være en stærk antipati

fra pædagogerne side, når ledelsen

ønsker bestemte koncepter implementeret

en arbejdsplads. Men beslutningstagerne

har en anden målestok

for vurdering af koncepter, end den

pædagogiske verden har. Hos beslutningstagerne

gælder det først og fremmest

forhold omkring økonomi, styring,

rationalisme og legitimitet. Det rækker

ud over det pædagogiske område, men

jo også langt ind i det, og det vil være

en fordel for den pædagogiske verden,

hvis de kan forholde sig til dette, siger

Thomas Lund.

Fire perspektiver der bør indtænkes

Det kan være, at en metode ser håbløs

ud fra praktikerens synsvinkel, og alligevel

kan virke lovende set ud fra politikerens,

lederens eller forvaltningens perspektiv.

I et andet perspektiv bliver metoden

målt ud fra en anden målestok.

Thomas Lund peger fire forskellige

perspektiver, som har stor betydning

blandt politikere, ledelse og administratorer,

og som praktikeren bør forsøge at

forstå:

Produktivitet

Behovet for øget produktivitet – koncepter

passer godt med en dagsorden

med effektivisering og besparelse. Hvis

et koncept har bevist sit værd, fordi det

er afprøvet og testet, vil den udbredte

tænkning i produktivitet og effektivitet

være med til at bane vejen for konceptet.

Rationalitet

Troen rational planlægning gennemsyrer

velfærdsstaten. Inspirationen for en

række koncepter kommer fra sundhedsvidenskaben,

og her vil ingen vel gå til en

læge, der opererer, som hun nu finder

det for godt, men vælge hende, der har

fulgt med i den videnskabelige udvikling

og følger de nyeste anbefalinger.

Legitimitet

Det har stor betydning om koncepter

eller metoder har evne til at signalere

særlige værdier. Evidensbaserede indsatser,

best practise mv, har måske en særlig

evne til at sprede sig, fordi de signalerer

de værdier, som beslutningstagerne ønsker

at identificere sig med. Det siger ikke

nødvendigvis noget om koncepternes

reelle effekt, men signaleffekten kan

også have betydning for en institution.

Man viser nemlig med sit valg, at man er

”med noderne” osv.

Styring

Det fjerde element, der kan fremme

koncepters indtog i de socialfaglige og

pædagogiske professioner er behovet for

styring. Konceptet kan nemlig stille sig

til rådighed som en styringsmulighed for

forvaltninger i stat, amt og kommune.

Konceptet lover styring i en ellers uregerlig

hverdagspraksis og lover administratorerne

regelmæssighed og orden.

– Jeg tror, det er helt afgørende, at

pædagoger og socialarbejdere prøver


at forstå de rationaler, der ligger bag

politikernes og forvaltningens valg. I ét

perspektiv kan det være meningsfuldt at

tænke i prototyper, ligesom i industrien,

og hvis man kan overføre et koncept,

der oven i købet er fundet evidens for,

hvorfor skulle 20.000 pædagoger så

sidde og holde hånden over hver sin

egen lille metode? spørger Thomas

Lund.

Knæfald giver sovende ben

Thomas Lund understreger, at det

er vigtigt, at praktikerne hele tiden

orienterer sig i den herskende dagsorden,

men at orientere sig og navigere

taktisk i forhold til en dagsorden betyder

imidlertid ikke, at man skal anerkende

den blindt. Som et eksempel peger han

Socialpædagogernes Landsforbund,

som efter hans mening har lavet et alt

for dybt knæfald for resultatmålingsmodellerne.

– De har ligget for meget knæ

for denne metode, og risikoen er, at

man som fag mister både styrke og

troværdighed, fordi man fuldstændig

går ind andres præmisser. Men det

her handler ikke om at gentage andres

rationaler eller ligge knæ for dem.

Nok bør man være åben for nye tiltag

og tendenser, men når praksis ikke

duer mere, er den gal. At kunne udføre

”praksis der duer i praksis” er nemlig

praktikernes eneste langtidsholdbare

legitimitet. Forvaltningen kan lægge

T I L D E B AT

Man skal ikke ukritisk løbe efter tendensen, æde det hele råt og begynde at opfinde simple, overskuelige

værktøjer til at kortlægge alt, fra vuggestue til plejehjem, mener udviklingskonsulent Thomas Lund

45


46

T I L D E B AT

planer, politikerne kan beslutte dem og

lederen kan beordre dem, men praktikerne

skal føre dem ud i livet.

Brug rationalerne som boomerang

Set fra en mand, der står med et ben

i hver lejr, er det altså ikke yderlighederne,

man skal vælge.

– Man skal ikke blot affeje koncepterne

som ”gammel vin nye flasker”,

og man skal heller ikke fastholde, at

pædagogisk og socialfaglig viden ikke

kan ekspliciteres og koncepter ikke kan

bruges i en kompleks verden. Denne

form for argumentation holder ganske

enkelt ikke, for den matcher ikke de

interesser og den magt, der ligger bag

brugen af koncepter. Koncepter bliver

nemlig ikke kun trukket frem, fordi de

virker i den pædagogiske praksis, men

måske særligt fordi de virker uden for

den pædagogiske praksis!

- På den anden side skal man heller

L Æ S M E R E :

Tidsskriftet VERA nr. 29, 2004:

Konceptpædagogik

Artikel af Thomas Lund:

Magtfulde opskrifter

Udviklingskonsulent Thomas Lund,

Kontoret for misbrug, hjemløse, bolig

og byggeri, Københavns Kommune

ikke ukritisk løbe efter tendensen, æde

det hele råt og begynde at opfinde simple,

overskuelige værktøjer til at kortlægge

alt, fra vuggestue til plejehjem.

– For mig at se er det første skridt at

forstå, og langt hen ad vejen acceptere,

hvad det er for forhold der muliggør

koncepternes indtog. Det er dybest set

rimeligt, at der skal spares penge og

at forvaltningen gerne vil have styring.

Ved at forstå denne tankegang kan

man meget lettere gå i diskussion med

argumenter, der matcher, understreger

Thomas Lund, der afslutningsvis pointerer,

at økonomiske argumenter og

kan vise sig at være dybt irrationelle.

– Et eksempel: Hvis indførelsen af et

bestemt koncept betyder, at alting

kommer til at tage tre gange så lang

tid, og at der i realiteten går tid fra

brugerne, så kan det godt vise sig at

være dybt uøkonomisk. Så må man

jo ind og dokumentere, at det er

sådan, og for eksempel gennem sin

fagforening få lavet en analyse og

forsøge at bevise, hvad man mener.

På den måde bruger man den økonomiske

og rationalistiske målestok i eget

favør, og man bliver både magtfuld

og en konstruktiv medspiller. Et andet

eksempel er den her konference, som

Videnscenter for Bevægelseshandicap

arrangerer i foråret 2006. Her er overskriften

Metode og dokumentation

handicapområdet - mod en vidensbaseret

indsats. Det er en fin tvist af

begrebet evidensbaseret praksis. For

hvor evidens er et eksklusivt begreb for

en snæver række af forskere i Campbell

Instituttets fold, er vidensbegrebet

langt bredere. Med konferencens

overskrift bliver praktikernes erfaring,

evalueringer og anden dokumentation

også legitim, samtidig med at man relaterer

sig til den aktuelle dagsorden”,

slutter Thomas Lund.


Medicinen virker ikke,

hvis samspillet er respektløst

Interview med socialchef Leif Gjørtz Christensen,

Socialforvaltningen, Århus Kommune

– Amterne har haft fokus døgnløsninger, hvor de har

udviklet metoder, mens man i det kommunale landskab har

fokuseret at få driften til at fungere inden for de mindre

indgribende, forebyggende foranstaltninger. På mange måder

er det en uheldig arbejdsdeling, som jeg håber, vi får ændret

nu, gennem kommunalreformen.

Det siger Leif Gjørtz Christensen, chef for den nye Socialforvaltning

i Århus Kommune, som er oprettet fra den 1. januar

2006. En afdeling som i forbindelse med kommunalrefor-

I P E R S P E K T I V

Indtil nu har kommunerne haltet meget bagefter, når det gælder en vidensbaseret indsats det

sociale område. Det har i høj grad været amterne, der har båret metodeudviklingen dette felt.

men forventes at vokse med ca. 1600 medarbejdere og være

blandt dem, som virkelig vil mærke de nye tider.

Leif Gjørtz Christensen mener, at den hidtidige fordeling,

hvor amterne har stået for meget af metodeudviklingen

det sociale område, skyldes amternes rolle som sygehusejere.

Organisationen har været præget af en sundhedsfaglig tradition,

hvor der er brugt store ressourcer udvikling, ligesom

det har været en naturlig del af lægernes overenskomst, at de

skulle forske.

– Det har givet en vis afsmitning det amtslige sociale

område og betydet, at der har været højere til loftet og måske

mere forståelse for, at metodeudvikling er nødvendigt, men

47


48

I P E R S P E K T I V

Personligt ser Leif Gjørtz Christensen

ingen modsætning i at skulle arbejde

både med viden og med følelser, selv

om mange socialarbejdere vil sige, at

de prioriterer varme hænder frem for

kolde bureaukrater

samtidig har amterne været begrænsede af deres fokus

døgntilbud. Her har de ekspertise, mens vi modsat står

med en godt funderet kommunal indsats alt, hvad der

handler om de lokale tiltag.

Socialforvaltningen i Århus Kommune er efter Leif Gjørtz

Christensens mening godt med, når det gælder de fremtidige

muligheder, fordi kommunen har oprettet sit eget

Center for Socialfaglig Udvikling (CSU). Centret er ifølge

Leif Gjørtz Christensen et godt ståsted for kommunen

– nemlig som bindeled mellem praksis og de forskellige

vidensmiljøer, der findes både nationalt og internationalt.

Centret er en socialfaglig stabsenhed, hvis opgave er

fagligt at understøtte udviklingsstrategier og prioriteringer

i Socialforvaltningen. Konkret skal centret understøtte den

faglige udvikling af praksis via blandt andet metodeudvikling,

brugerundersøgelser og evaluering.

– Jeg tror, de store kommuner selv vil finde nye måder at

organisere sig – finde frem til de steder, hvor man kan

arbejde sammen. At udvikle metoder skal foregå specialiseret

og kommunerne skal finde ud af, hvor de vil placere metodeudviklingen.

Hvilke netværk kan der dannes, som kan

tage sig af kvalitets- og udviklingsopgaver – og hvordan

spiller man sammen, når disse opgaver er ekstra tunge?,

afslutter Leif Gjørtz Christensen.

En vifte fra ministeriet

Han efterlyser, at Socialministeriet skærer igennem inden

for genoptræningsområdet og åbner op for eller anbefaler

en vifte af metoder, samtidig med at man giver bevillingsmæssig

baggrund for det.

– Et eksempel er genoptræning af hjerneskader for børn

og unge, hvor det har været et ”alt eller intet” for forældrene.

Enten har de selv skulle stå for hjemmetræning, for

eksempel efter Doman–metoden, eller også har de været

overladt til meget få tilbud via det offentlige. Jeg synes, vi

savner en vifte af muligheder, og her er lovgiverne, efter

min mening, nødt til at være langt mere tydelige, end de

har været hidtil.

Leif Gjørtz Christensen er bestemt ikke tilhænger af, at

hver eneste lille plet inden for det sociale område selv

kaster sig ud i at opfinde den dybe tallerken – forfra.

– Hvis vi det sociale område skal fremme den vidensbaserede

indsats, skal der for det første sættes langt

stærkere kræfter ind at popularisere resultaterne –

dansk. Det er ikke ukompliceret. Vi må erkende, og her lyder

jeg lidt som Kresten Poulsgaard når han siger, at dansk

er for lille et sprogområde til at have sin egen ballet, at vi

ikke skal udvikle alting selv. Vi er kun en lille smule større

end Hamburg, og hvis vi tror, vi selv skal udvikle det hele,

går vi galt i byen. Jeg tror, vi er nødt til at have central styring,

når det drejer sig om formidling af viden og kobling


mellem de forskellige centre, der arbejder med en vidensbaseret

indsats, og jeg håber, at den nye styrelse, herunder

VISO, vil komme til at spille en stor rolle det område.

Respekt frem for alt

I samme åndedrag tilføjer Leif Gjørtz Christensen, at en

vidensbaseret indsats aldrig vil kunne stå alene.

– Verdens bedste medicin virker ikke, hvis samspillet med

borgerne er respektløst. Jeg plejer at sige, at det ikke er

evidensbaseret, at man skal opføre sig ordentligt, men det vil

helst sikkert fremme forståelsen. Fra psykiatrien ved vi, at det

er et tveægget sværd, hvis viden og samarbejde ikke følges.

Her har man i mange år haft en sundhedsfaglig, vidensbaseret

indsats centreret om medicin, men brugerne følte sig alligevel

ofte umyndiggjort, ikke hjulpet. Jeg tror mange af os har det

sådan, at vi hellere vil mødes af en mindre dygtig fagperson

og så mødes med respekt, end det modsatte.

I et indlæg i fagbladet ”Metodemagasinet” fra oktober 2004

nævner Leif Gjørtz Christensen en ældre plejer i psykiatrien,

der havde et særligt talent for at understøtte hjemmeboende

sindslidende, som man ikke kan kompetenceudvikle folk til at

have, et talent som formodentligt ”rækker ud over metodebeskrivelser”.

Alligevel mener han ikke, at det sociale system

bruger for mange kræfter at udvikle kompetencer:

– Nej, sådan vil jeg ikke sige det. Vi er nødt til at tænke i udvikling

og udvikling er ikke bare teknisk viden. Det er og

spørgsmålet om at udvikle sig, så man ser helheden i indsatsen

og ser sine egne sociale, medmenneskelige kompetencer.

Det sociale arbejde rummer mange elementer ud over det

tekniske. Men jeg vil advare mod, at det som er vidensbaseret

udvikler sig til tekniske manualer. Jeg ønsker en human

vidensbaseret tilgang til tingene. Men det er en stor udfordring

at fastholde det i dag, hvor vi har en lovgivning, som

er virkelig procesorienteret og som opstiller mange snævre

bindinger , hvordan vi arbejder – frem for at fokusere ,

hvordan vi opnår de bedste resultater. Det ses i høj grad inden

for arbejdsmarkedsområdet, hvor vi har en snævert reguleret

sagsbehandling, som måles , om alle formalia er i orden.

Men det må vel være lige så vigtigt, at folk kommer i arbejde!

Hvad nytter det, at alle formalia er i orden, hvis det er uden

effekt?

Keep it simple

Leif Gjørtz Christensen mener, at fokus i metodeudvikling skal

forskydes til at handle om, hvilken effekt der kommer ud af

metoderne, frem for at fokusere ydelserne, processen

eller ressourcerne.

– Det ultimative mål er at man får hjælp til tiden og den rigtige

hjælp. Men det kan godt gøres mere målorienteret. Jeg synes,

vi har brug for nogle ”keep it simple” metoder, for vi kan

hurtigt nok blive tæppebombet med komplicerede systemer.

I P E R S P E K T I V

Jeg savner for eksempel, at vi også inden for det sociale system

kendte noget til ”bivirkningerne” ved de metoder, vi anvender,

sådan som man gør, når man snakker medicin. Jeg ser frem til

den dag, hvor en familie kan komme ind til rådgiveren, som

så siger: ”Vi er enige om, at I har de og de vanskeligheder. Til

det kan vi yde hjælp via denne metode X. Undersøgelser viser,

at den har visse bivirkninger, for eksempel kan vi se, at efter

tre måneder bliver 40 procent af de ægtepar, der har prøvet

metoden, skilt. Vi kan også tilbyde jer en anden hjælp, hvor

risikoen for skilsmisse er mindre, men hvor resultaterne er ...

osv. Hvad vil I gerne?”

Et tydeligt budskab til klienten om, hvad metoden går ud ,

og hvilke resultater den kan give, er drømmen for Leif Gjørtz

Christensen, som samtidig erkender, at hvis den vision skal

indfries, må man nytænke det sociale arbejde.

– I dag er det ofte sådan, at der ikke er sat tid af til at omsætte

de vidensbaserede tiltag. Mange socialarbejdere reagerer derfor

med at sige ”Nej tak, det kan vi ikke nå, hvis vi skal lave det

oven i vores øvrige arbejde”. Men at omsætte viden og måle

det bør simpelthen være integreret i arbejdet. Det er ikke

noget, man skal lave ”oven i alt det andet” eller ved siden af

eller i sin fritid. Og hvis man ikke kan få accept af det i det

danske samfund, så er det umuligt at få det indarbejdet. Virkeligheden

i dag er, at det IKKE er en del af hverken socialarbejdernes

eller den politiske kultur, knap nok af ledelseskulturen

arbejds-pladserne.

Personligt ser Leif Gjørtz Christensen ingen modsætning i at

skulle arbejde både med viden og med følelser, selv om mange

socialarbejdere vil sige, at de prioriterer varme hænder frem for

kolde bureaukrater.

– For mig må socialarbejderne gerne blive mere akademiserede

i deres tilgang. Uddannelsesmæssige krav er i centrum i disse år,

og vi er nødt til at prioritere en opgradering af socialarbejderne,

give dem flere muligheder for efteruddannelse, peger han.

Han understreger, at vi står midt i et paradigmeskift, et skift

han tror får betydning, når det gælder om at højne socialarbejdernes

status.

– Meget af den decentrale metodeudvikling er skønne spildte

kræfter. Den er helt personafhængig og svær at overføre til

andre arbejdspladser, og den bunder tit i et ønske om selv at

bestemme, som man så kalder metodefrihed. Det er traditionen

i dag. Men vi skal, ligesom lægerne, lære at arbejde ud fra den

bedste viden, og vi har behov for de samme forskningsmæssige

og uddannelsesmæssige muligheder, pointerer Leif Gjørtz

Christensen.

De mange konkurrerende dagsordener, som findes inden for

metodeudvikling, giver Leif Gjørtz Christensen ikke meget for.

De har, efter hans skøn, næppe et klart fokus at hjælpe de

særligt udsatte.

– Der er for mange konkurrerende aktører dette felt. Aktører,

som ikke har en fælles værdi- og vidensbaseret forståelse

49


50

I P E R S P E K T I V

for, hvordan vi får den mest effektive indsats. Både erfaring og

forskning, især inden for psykiatrien, peger behovet for at

arbejde med en ”kærlig og insisterende” opsøgende indsats,

for at skabe kontakt med og guide de særligt udsatte ind i

samfundets hjælpesystemer. I dag er det ikke desto mindre

bortprioriteret til fordel for væresteder, forsorgstilbud og

videre.

Alligevel ser Leif Gjørtz Christensen optimistisk , hvordan

fremtiden vil blive.

– Den optimistiske hypotese er, at vi, med de store kommuner

i spidsen, får et frirum, også økonomisk, til at kunne tage

os udviklingen af nye metoder, i samarbejde med for eksempel

VISO, siger han.

Husk dialogen

Styrelsen for Social Service samt Socialministeriet har ældre-,

handicap- og børneungeområdet samt området for særligt

udsatte grupper som fokusområder, og en af styrelsens

opgaver er, at udvikle metoder og redskaber og stille dem

til rådighed for kommunerne. Den proces har Leif Gjørtz

Christensen tillid til, men den skal ske i en dialog med kommunerne,

understreger han.

– Et negativt skræmmeeksempel kunne være, at vi får et organ

for skiftende ambitiøse socialpolitikere Christiansborg,

som hver har deres mærkesager, så indsatsen til stadighed

skal drejes i den ene eller den anden retning. Hvor skiftende

politikere betyder, at vi får tiltag, som er ude af trit med de

behov, folk rent faktisk har, og det bliver de ideologiske vinde

som afgør, hvem der får hjælp. Jeg mener, vi har en tovejs

proces, hvor vi har borgerne med, vi har brugerorganisationerne

med, og vi har folk ude i marken. Alle disse dele skal

foregå i dialog og være med til at udforme hvad der skal ske,

og det skal være værdi- OG vidensbaseret. Hvis man ikke har

denne dialog, så vinder værdier over viden.

I den sammenhæng nævner Leif Gjørtz Christensen, at det er

vigtigt at samarbejde med for eksempel universiteterne.

– Jeg håber , at et af de fremmeste ekspertområder fremover

bliver at være eksperter i samspil med kommunerne.

Man kan også sige, at hvis det ikke var fordi, vi hele tiden

har med mennesker at gøre, så var implementeringen af

diverse metoder meget enkel, men det er altså mennesker der

befolker jorden. Derfor er vi nødt til hele tiden at fastholde en

dialog. Top–down styresystemer eller hvad det nu hedder, er

ingen løsning. Fremtiden handler om at spille sammen.


Socialchef Leif Gjørtz,

Socialforvaltningen, Århus Kommune

Hvordan får vi kommuner med forskellige størrelser og forskellige

behovsprofiler til at tænke sammen tværs?

Når kommunalreformen indføres, vil kommunerne kunne

købe ydelser hos regionerne, og regionerne bliver altså

leverandører til kommunerne. Den model ser Leif Gjørtz Christensen

optimistisk .

– Det vil betyde en mere afklaret relation end vi har i dag.

Det bliver tydeligere, hvor man skal gå hen og hvem, der har

hvilke roller. Det vil være en fordel for eksempel i forhold til

handicapgrupperne, at det er tydeligt, hvilke politikere, man

skal henvende sig til, mener han.

En skarp prioritering

Leif Gjørtz Christensen mener, at man i den første tid efter

reformen vil se, at mange kommuner selv vil ønske at stå for

alle opgaverne.

– Det kommer til at stille meget store krav til kommunerne, og

de vil være nødt til at lave en prioritering inden for hele feltet,

både inden for de store normalområder – børn, unge, ældre

og inden for de specialiserede områder så som børn/voksne

med handicap og psykiatrien. De samme politikere skal

altså prioritere, om de for eksempel vil bygge en almindelig

børnehave eller have et specialiseret tilbud til nogle ganske

få voksne med bestemte problemer. Men det er jo også det

demokratiet går ud , at vi vælger nogle som kan prioritere

og det kan være en fordel, når disse valg kommer tættere

os, så vi kan se hvad der foregår.

Leif Gjørtz Christensen peger , at der i centrum af den

ændrede kultur- og professionsrolle sker et skift fra relationstænkning

med fokus den fagprofessionelle og den borger,

der trænger til hjælp, hen imod udviklingen af

forskellige former for inklusionspraksis.

– Inklusionspraksis ser man for eksempel i metoder som

empowerment og familierådslagning, over børnehuse til nye

former for tværsektorielle samarbejder – alt sammen for at

udvikle normalsystemernes evne til at rumme vanskeligt stillede

borgere. Jeg tror, man er nødt til at foretage dette socialpolitiske

skift. Det er en Sisyfos–opgave at lave specialiserede

tilbud til dem, der udskilles af samfundet, og en måde en

håbløs opgave, samtidig med at det er en kæmpe udfordring

og meget, meget bekosteligt. Det er ikke den type udvikling,

jeg ønsker. Derfor tror jeg, vi skal finde frem til metoder, som

handler langt mere om at inkludere folk i lokalsamfundet. Det

er helt sikkert op ad bakke, for mange har faktisk en interesse

i at opretholde et opsplittet system, både forskellige interesseorganisationer

og forskellige fagkulturer. Men jeg tror, vi skal

gøre en indsats for det.

handicapområdet er der en særlig aktør, nemlig hele

ankesystemet, som i høj grad fastlægger niveauet. Det vil få

en afgørende indflydelse det kommunale serviceniveau,

mener Leif Gjørtz Christensen.

I P E R S P E K T I V

– Det gør, at det er sværere at rende dette område over ende.

Til gengæld vil der være mulighed for at tænke mere integreret

og mere tværs i de nye tilbud, for eksempel mellem

døgnløsninger og mere familieorienterede løsninger. Derfor

håber jeg, det er her vi kommer til at se de bedste eksempler

sammenhængende behandlingskæder.

Økonomi som medspiller

Leif Gjørtz Christensen er ikke bekymret for, at økonomi fremover

vil være en modsætning til faglighed, selv om kommunerne

kommer ud i en prioriteringskamp. Tværtimod kan det

skabe fælles udvikling, hvis processen ikke bliver ”væltet over

ende af andre dagsordener”, som han formulerer det.

– Økonomi er altid en faktor. Man kan vælge at se bort fra

den og så fokusere rollsroyce modeller til mindre grupper.

Men det vil blive bekostning af andre. Jeg mener, det

er vigtigt at tænke en vidensbaseret indsats sammen med

økonomien, lave scenarier for hvad det er for en indsats vi kan

lave, og sætte prisskilte , hvad der kommer ud af det.

I praksis kan der være mange veje til samme mål, og skal

vi have mest social valuta for ressourcerne, er vi nødt til at

tænke økonomi og faglighed sammen.

51


52

I P E R S P E K T I V

Der er grund til at være vågen

og virke processen

Interview med amtsdirektør Niels

Aalund, Viborg Amt og kommende

direktør for psykiatri-, social-

og specialundervisningsområdet

i region Midtjylland

– Der er ingen tvivl om, at den del af

socialsektoren, som får til huse i regionerne,

kommer til at arbejde meget

evidensbaseret. Vi skal kunne dokumen-

tere, at den indsats, vi tilbyder, har en

virkning, når kommunerne skal ud og

købe ydelser i regionerne. Alene dét vil

være en spore til at sikre dokumentation

og sikre, at vi stadig anvender og

udvikler de bedste metoder.

Det siger Niels Aalund, amtsdirektør i

Viborg Amt. Han er indstillet som direktør

for psykiatri-, social- og specialundervisningsområdet

i Region Midtjylland.

De nye regioner vil fremme specialisering

og metodeudvikling - i det omfang de

får indflydelse det sociale område.

Det mener direktør for psykiatri, social-

og specialundervisnings-området i

region Midtjylland.

Niels Aalund har mange års erfaring, når

det gælder netop kvalitetssikring, brugerundersøgelser

og metodeudvikling i

amterne. I 1993 blev han tværgående

direktør i Århus Amt med den opgave at

gennemføre amtets kvalitetspolitik, og i

1995 blev han direktør for psykiatri- og

socialområdet i Århus Amt.

– Da vi oprettede amtets kvalitetskontor

var det brugervinklen vi lagde ud med.


Vi gennemførte flere kvalitetsprojekter

med brugerundersøgelser institutionerne,

og jeg kan huske, hvordan nogle

af resultaterne var meget overraskende

for institutionerne. Et sted mente de, at

samarbejdet med forældrene var rigtig

godt, men brugerundersøgelsen afslørede,

at de faktisk kun samarbejdede

med de forældre, personalet kunne lide.

Dem de ikke kunne lide, talte de slet

ikke med. Det var en væsentlig pointe

dengang. Senere er der jo sket rigtig

meget dette felt, og i dag vil man

måske sige, at det er banalt, for nu er

brugerundersøgelserne sat i system og

et veldefineret koncept både sygehus

og socialområdet, ligesom medarbejdertilfredshedsundersøgelser

er et generelt

koncept i amterne, siger Niels Aalund.

Niels Aalund var tilbage i 90’erne og

med til at oprette JYFE, Jysk Socialforsknings-

og Evalueringssamarbejde, et

initiativ der foregik i samarbejde mellem

Nordjyllands, Viborg og Århus amter.

Samarbejdet har i dag sekretariat i

Kvalitetsafdelingen i Århus Amt.

– Målet var at etablere og udbygge

et samarbejde mellem forsknings- og

evalueringsmiljøer og samarbejde med

uddannelsesområderne. Det synes jeg

er lykkedes, for vi har i dette regi fået

finansieret en række projekter, temadage

og et internationalt samarbejde.

Hele ideen er at fremme interessen

for at arbejde med et systematisk og

veldokumenteret grundlag inden for

socialsektoren, forklarer Niels Aalund og

peger, at han gerne ser dette dokumenteringsarbejde

udbygget og støttet,

når han skal ind og arbejde for region

Midtjylland.

Relationen der tæller

– Noget af det, jeg ofte har hørt i tidens

løb i det sociale arbejde er for eksempel,

at ”det er relationen der tæller”. Selve

relationen mellem den fagprofessionelle

og brugeren er det som tæller. Men

sådan et område kan man også forske

i. Hvis det rent faktisk er det vigtigste,

må man tænke meget mere konsekvent

i at matche folk, matche pædagoger,

sagsbehandler og klient rigtigt. Den

slags kunne jeg godt ønske mig mere

afklaret, så vi kan anvende det systematisk.

Et eksempel, hvor relationstankegangen

faktisk afprøves i dag, er

handicaphjælperordningen, hvor

man lader den handicappede selv

ansætte sin hjælper. I den situation har

brugeren altså magten, fordi man skøn-

I P E R S P E K T I V

ner at det er afgørende for relationen,

peger Niels Aalund.

Selv mener han altså, at socialområdet

fremover, hvad enten det placeres i

kommunerne, i regionerne eller – som

det ser ud lige nu – begge steder, vil

komme til at arbejde mere og mere

evidensbaseret.

– I de tilfælde, hvor socialområdet forbliver

en del af regionerne, vil der være

et behov for en tydelig, klar dokumentation

af, hvad man kan. Hvis man ikke

kan vise effekten kommer der ingen

kunder.

Niels Aalund kan godt forstå den bekymring,

som mange forældre til blandt

andet børn med funktionsnedsættelse

giver udtryk for i overgangen til en ny

struktur, hvor det endnu er uafklaret,

hvor en del institutioner og tilbud det

sociale område bliver placeret og hvor

mange kommuner melder ud, at de vil

overtage så meget som muligt selv.

– Indtil nu har omkostningerne været

delt, og det er sjældent, man har set

den samlede pris for, hvad det for

eksempel koster at have et barn i en

specialinstitution under et amt. Nu

vil der ske det fremover, at regningen

kommer til én myndighed – og dermed

bliver prisen for blandt andet specialinstitutionerne

mere synlig. Samtidig

forsvinder den økonomiske beslutningsmagt

fra det udvalg, som i amtet har

haft særligt fokus handicappede.

Til gengæld bliver der nedsat rådgivende

handicapråd i kommunerne. Niels

Aalund erkender, at udsagnet fra mange

kommunale socialchefer lyder ” egne

tilbud til egne borgere”. Historisk har

man set det samme ske i amterne, som

i høj grad har været tilbøjelige til at ville

klare deres brugere selv.

– Den mekanisme vil vi også se i kommunerne

og det vil, tror jeg, bidrage til en

form for ”afspecialisering” fremover. Det

er der mange forældregrupper der frygter,

og jeg kan kun anbefale dem at følge

området meget tæt i de kommende år.

Det bliver en politisk proces, som de skal

forsøge at virke, og hvad det angår

53


54

I P E R S P E K T I V

Jeg kan kun anbefale forældregrupperne at

følge området meget tæt i de kommende år.

Det bliver en politisk proces, som de skal

forsøge at virke, siger Niels Aalund

er kommunalpolitikere som mennesker

jo ikke anderledes end amtets politikere

var, men deres fokus er bredere og

omfatter alle de sociale områder, siger

Niels Aalund.

Et nyttigt samarbejde

Niels Aalund ser også nye muligheder i

samarbejdet mellem regioner og kommuner,

og han ser en spændende debat i de

kommende år, når det gælder dilemmaet

mellem øget specialisering og tendensen

til afspecialisering.

– Der er kræfter, der arbejder i begge

retninger og det er en debat, som bliver

interessant at følge. Det gælder for eksempel

specialundervisningsområdet,

som kommunerne overtager i stor stil. På

den ene side er der et krav om at få specialundervisningen

mere almengjort,

den anden side står forældre og eksperter

med specielle krav og ønsker om særlige

metoder. Samtidig øges kravet om at

arbejde evidensbaseret.

Niels Aalund mener, at regionerne i høj

grad kan formidle metodeudvikling og

specialisering – i det omfang regionerne

får en indflydelse feltet. Kommunerne

vil derimod i en vis udstrækning trække

den anden vej, specielt de mindre kommuner,

som ikke har mulighed for at lave

specielle tilbud, fordi det bliver for dyrt.

Om specialisering og metodeudvikling

det sociale område vil få et stor nok volumen

i regionerne er ogen afgørende

faktor. Regionerne har ikke egne midler

og hvis ikke det sociale område får en vis

volumen, kan der ikke kanaliseres penge

over til for eksempel metodeudvikling,

forskning mv.

– Man kan også forestille sig, at noget

af socialsektoren vil flyde sammen med

sundhedssektoren, som står stærkt,

når det gælder udviklingsarbejde og

forskning. Det kan blive områder, som

i større grad vil komme til at overlappe

hinanden. Men alt dette afhænger af,

hvordan den politiske proces ender, som

er i gang lige nu.

Hvad angår kommunernes rolle mener

Niels Aalund, at det er temmelig uforud-

sigeligt, hvordan arbejdet med metode

og metodeudvikling vil komme til at

foregå fremover. Nogle steder vil man

være stolte af sine specialinstitutioner

og satse deres viden, andre steder vil

man synes, de koster for mange penge

og der vil komme et pres for at føre

penge fra specialinstitutionerne over i

for eksempel ældreplejen eller børnepasning.

– Nogle kommuner taler om, at der

ligger en synergi-effekt i at have særlige

specialinstitutioner, hvis viden kan smitte

af andre områder og medarbejderne

imellem. Andre kommuner får ganske

enkelt ikke råd til at give specialområdet

den særlige opmærksomhed, siger Niels

Aalund.

Splittelsen mellem specialisering og

afspecialisering er et udtryk for en

tendens i tiden, mener han. På den

ene side øgede internationale krav om

at arbejde systematisk og specialisere

sig inden for bestemte metoder. På den

anden side fremmer decentralisering til

kommunen tendensen til at arbejde i

mindre specialiserede enheder.

– Specialiseringen kan kun vinde,

hvis den virkelig kan dokumentere, at

den gør en forskel, lyder det fra Niels

Aalund.

I den region, han selv skal være direktør

for, er der lagt op til at der skal oprettes

et videns- og kompetencecenter for

folkesundhed, som blandt andet får

sundhedsfremme og forebyggelse som

sit ansvarsområde.

– Her skabes et rimeligt stort fagligt

miljø, som også får socialområdet som

sit felt. Den slags centre skal kommunerne

bruge, efter min mening, og jeg

håber virkelig vi får et godt samarbejde

med kommunerne, blandt andet om

kvalitetssikring. Vi har meget at byde

i regionerne, og vi skal ind og skabe

en fælles rolle, skabe udvikling sammen

med kommunerne. Men der er ingen

tvivl om, at beslutningskompetencen

fremover ligger i kommunerne. På det

sociale område bliver regionen kommunernes

tjener, slutter Niels Aalund.


Interview med fhv. landsdommer Holger

Kallehauge, formand for PTU, Landsforeningen

af Polio-, Trafik- og Ulykkesskadede

– Den allervigtigste nøgle til hele kommunalreformens

succes er kravet om

samarbejde! Kommunerne skal til at

skabe en ny og grundlæggende model,

der dækker både social- og sundhedssektoren,

og kommunerne skal blive bedre

til at samarbejde tværs – også med

regionerne. Social- og sundhedssektoren

skal lære at samarbejde, og hvis det ikke

lykkes, kommer vi til at opleve kaos.

Det siger fhv. landsdommer Holger Kallehauge,

formand for Landsforeningen af

Polio-, Trafik – og Ulykkesskadede, PTU.

Holger Kallehauge mener, at det afgørende

for de nye kommuner er, om de

forstår, hvor meget arbejde der kommer

til at ligge i at prioritere et samarbejde

og i at koordinere de to vidt forskellige

kulturer social- og sundhedsområdet.

– Vi taler om, at der skal bygges bro

over nogle meget store forskelle. Tænk

bare sproget – den ene faggruppe

taler om brugere, mens det anden taler

Vi skal bevare

om patienter. Der er tale om to helt forskellige

kulturer, og det fordrer blandt

andet nye uddannelser, for eksempel i

form af fælles kurser, og at man kender

hinandens praksis. Hvis kommunerne

ikke prioriterer dette samarbejde, går

det galt.

Involvering af brugerne og kunsten at

anvende brugernes viden i praksis, vil

ikke blive nemmere efter kommunalreformen,

mener Holger Kallehauge.

– Her taler vi om et område, som amterne

faktisk har løst ganske godt, og

de er, efter min mening, blevet bedre

og bedre til det. Men det er en proces

under udvikling at inddrage borgerne,

og vi er bestemt ikke ved det endelige

mål. Handicappede er en mindretalsgruppe

og vil altid være lettere at

overse i forhold til normalbefolkningen.

Samtidig har vi et større behov for

at blive hørt, men for eksperterne er

handicappede ikke særligt nemme

at identificere sig med. Ikke fordi

eksperterne er dumme, men de er jo

ikke i stand til at se, hvordan verden

ser ud fra handicappedes synsvinkel.

Det er en forhindring, som aldrig bliver

I P E R S P E K T I V

evnen til at tvivle

– Jo større en flade marmeladen smøres ud over, jo tyndere bliver

laget som bekendt, siger PTU’s formand, som et billede hvad

der sker, når ekspertisen handicapområdet flytter fra amterne

ud i kommunerne.

overvundet, og som vi skal være konstant

opmærksomme . Noget andet

er, at vi tit og ofte taler om brugernes

”særlige viden”, men vi skal også gøre

os klart, om det nu er en viden, der rent

faktisk er operationel? Vi er, som brugere,

ikke altid gode til at kommunikere

den viden ud, vi rent faktisk har. Én ting

er, hvad den enkelte har af behov, men

disse behov er hamrende irrelevante,

med mindre vi taler om en skræddersyet

løsning. Kunsten må ligge i at identificere

behov og generalisere dem. Det er

brugerne ikke altid de bedste til.

Reformen slår itu

Holger Kallehauges synspunkt er

altså, at kommunalreformen næppe

vil bidrage til en bedre løsning, når

det gælder brugerinvolvering, måske

snarere tværtimod.

– Reformen betyder umiddelbart, at vi

får slået en hel masse i stykker. Gode

ekspertteams, som amterne har haft,

bliver nu spredt og fordelt, og guderne

må vide hvor de ender. Som bekendt

bliver marmelade, der smøres ud over

en stor flade, bare tyndere!

55


56

I P E R S P E K T I V

Kallehauge peger , at det først i løbet

af 2006 bliver klart, hvor mange af de

opgaver, som amterne hidtil har løst,

kommunerne nu vil trække hjem.

– I nogle kommuner, blandt andet de

nordjyske, har jeg hørt udsagn om, at

man virkelig vil tænke sig godt om, før

man slår de fællesskaber i stykker, som

amterne har opbygget, og som har

været velfungerende. I andre kommuner,

for eksempel Herning, har jeg

hørt, at de vil trække alt det til sig, de

overhovedet kan og satse at løse alle

opgaver selv.

Efter Holger Kallehauges mening er det

værst tænkelige scenarium, at kommunerne

tager en velfungerende amtsinstitution

til sig, laver den om, skærer

den ned, sælger de gode bygninger og

scorer gevinsten de første par år.

– Risikoen er, at kommunerne ikke vil

bruge de specialinstitutioner, som nu

ligger i en nabokommune, men i stedet

tænker: ”Det her kan vi gøre bedre og

billigere selv”. I visse tilfælde kan det

være sandt, at borgeren godt kan bruge

et andet tilbud, men de specialiserede

tilbud, som hidtil har eksisteret, har jo

ikke været her for ingenting – og de

koster altså penge. Jeg gad godt se,

hvordan vi genopretter dem, spredt

98 kommuner?

Nogle fremhæver nærhedsprincippet

som vigtigt, når det handler om at

løse specialiserede opgaver for mennesker

med særlige behov, men Holger

Kallehauge peger, at vi bør vægte

kvalitetsprincippet mindst lige så højt.

– Nærhed og kvalitet, det ene er ikke

bedre end det andet. Det skal afvejes

hver gang. For borgere, der efterspørger

kvalitet, kan det godt være det helt

rigtige valg at sende sin rørende til en

specialinstitution Sjælland, selv om

familien bor i Vestjylland.

Vil de bruge VISO?

At kommunerne får brug for hjælp til

at vurdere indsatsen, for eksempel i

forhold til de handicappede, er Holger

Kallehauge ikke i tvivl om, men vil de

aktivt søge denne hjælp?

– De får blandt andet VISO – den kommende

nationale videns- og specialrådgivningsinstitution

– som et hjælpemiddel,

hvor de kan søge råd, men her er

vores største bekymring og indvending,

at vi, som repræsenterer handicaporganisationerne,

ikke selv har ret til at

en udredning foretaget af VISO. Vi

kan bede kommunerne om at få lavet

en udredning bestemte problemstillinger,

men det er udelukkende en kom-


munal afgørelse, om de vil benytte sig

af muligheden. Hvis kommunerne har

den rette eftertænksomhed og lytter til

borgerne, bruger de vel VISO, men den

enkelte borger og vi som organisationer

har ingen indflydelse det. Så jeg

er skeptisk afventende – og ser også i

øjnene, at nu går der altså to-tre år med

at lave en ordentlig sammenlægning, og

imens går en række andre opgaver i stå.

Så i forhold til kommunalreformen og

de handicappedes situation vil jeg sige

som den gode soldat Svejk sagde, da

man ville sende ham i krig: ”Det er nu

alt for meget ulejlighed for min skyld!”

Evidens – til en vis grad

Et andet af tidens mantraer, kravet til

evidensbaserede metoder, tager Holger

Kallehauge også forbehold overfor

– især i lyset af kommunalreformen.

– Jeg er ikke sikker , at den nye

struktur vil virke befordrende

udvikling af nye metoder i det hele

taget. Der har hidtil været tradition

for, at kommunerne selv udviklede

metoder, men med den nye struktur

kan jeg godt forestille mig, at vi vil

se øget statslig styring i stedet for.

Måske ud fra et ønske om at øge

borgernes retssikkerhed – og hvis det

er udgangspunktet er det principielt

godt nok. Men hvis man i virkeligheden

centraliserer for at stække

kommunernes frihed og indføre

besparelser ad den vej er det mindre

godt.

Holger Kallehauge peger et af

tidens meget modsatrettede krav til

systemerne: På den ene side ønsker

vi minimal ventetid og hurtig sagsbehandling,

altså stor effektivitet som

ingenting må koste. Samtidig ved vi

godt, at netop retssikkerheden tager

tid. Som borgere har vi krav skriftlige

begrundelser og at vores sag er

behandlet grundigt og helt til bunds.

– Det er altså to helt modsatrettede

ønsker, der her stilles til den offentlige

forvaltning, og det gør det sociale

område uhyre komplekst. Jeg synes

tendensen i dag er, at når vi stiller os

op og kritiserer noget, så glemmer vi

ofte det modhensyn, man også bør

tage. Jeg mener, at man fremover må

skabe plads til metodeudvikling både i

de kommunale miljøer og fra centralt

hold. Vi skal have rum til begge dele.

Netop metodeudvikling og information

om nye metoder er et område,

som har optaget Holger Kallehauge.

Metoder er godt men ikke uden

holdninger” lyder hans indgang til

emnet – hvor han pointerer, at man

som socialarbejder altid skal kende

formålet med en ny metode, og man

skal kunne forstå dens indhold men

også dens begrænsninger, før man

begynder at arbejde med den. Hvis

en metode går fra at være et tilbud

om hjælp til at blive en regel, og den

dermed forenkles, bliver den farlig.

Social- og sundhedssektoren skal lære at samarbejde, og hvis det ikke lykkes,

kommer vi til at opleve kaos, siger fhv. landsdommer Holger Kallehauge,

formand for Landsforeningen af Polio-, Trafik– og Ulykkesskadede, PTU

I P E R S P E K T I V

Metoder bør efter min mening kun

være vejledende, ikke bindende. Faren

ved nye metoder, som er lette at

anvende, er at de kan blive brugt – og

misbrugt. Hvis man ikke lærer altid at

slutte sin sagsbehandling af med at

læne sig tilbage, se det konkrete

resultat og spøge sig selv: ”Er det

nu også fornuftigt?” så kan det ikke

undgå at gå galt.

Den besværlige tvivl

– En metode skal ses som et hjælpemiddel,

ikke en facitliste, understreger

Holger Kallehauge og peger , at et

af de helt store faremomenter ligger i,

at man som bruger alt for hurtigt og

let får hæftet en etikette sig.

– Det er virkelig farligt, fordi det er

så svært at komme af med sådan en

etikette igen. En kategorisering kan

godt være en hjælp for sagsbehandleren,

men det er langt fra sikkert,

det også er til gavn for brugeren. Det

kan snarere blive både en plage og en

forbandelse. Første gang passer den

måske udmærket, men så snart man

som bruger falder uden for det, den

var beregnet til, kan man tale om et

misbrug. Facitlister samt etiketter

brugerne er et omfattende problem.

Metoder kan godt virke sådan, at de

fritager sagsbehandleren for at tænke

selv. Jeg er godt klar over, at det er

ideelle krav jeg her stiller. Min pointe

er, at vi skal bevare evnen til at blive i

tvivl. Det er ganske vist noget af det

mest besværlige her i verden, at tvivle,

men det er fantastisk vigtigt, at vi bliver

ved med at turde tvivle og tænke

selvstændigt, siger Holger Kallehauge

og slutter af med at fortælle følgende

selvoplevede erfaring:

– Min faster strikkede altid trøjer til

min bror og mig, da vi var drenge.

Engang passede trøjerne os ikke, og

min faster forsvarede sig mod kritikken

ved at sige: ”Ja men de er lavet

lige efter opskriften!”, hvortil min

mor svarede: ”Men det er drengene

åbenbart ikke”.

57


58

I P E R S P E K T I V

Hjerneskaden, der medfører cerebral parese,

virker et menneskes samlede individuelle

funktionsprofil. Det kræver ikke nødvendigvis

nye metoder, når det gælder træning, men

snarere at de metoder, vi allerede kender,

bruges en bedre, mere specifik måde,

siger direktøren i Spastikerforeningen.


En helt ny tankegang

er nødvendig

Interview med direktør Peder Esben, Spastikerforeningen

For snæver, for fastlåst, ja direkte forkert

Det er nogle af de ord Peder Esben bruger til at beskrive den

viden, fagfolk hidtil har bygget i Danmark, når det gælder

indsatsen i forhold til cerebral parese. Peder Esben er direktør

i Spastikerforeningen og har skrevet hæftet ”Cerebral Parese

– med nye øjne”.

International forskning samt danske resultater fra et modelforsøg

viser, at der er brug for en fundamental ændring i

opfattelsen og forståelse af cerebral parese.

– Den nyeste forskning giver grundlag for et paradigmeskift i

opfattelsen af cerebral parese og må som logisk konsekvens

føre til en ny definition af tilstanden. Organiseringen af indsatsen

bør fremover være langt mere helhedsorienteret, mener

Peder Esben.

Cerebral parese – herefter forkortet CP – er den diagnose, der

oftest forekommer hos børn med medfødt hjerneskade. Tilstanden

er en af de alvorligste, medfødte lidelser hos børn, og

den virker ind hele familiens liv. Set over et helt liv stiller CP

store krav til indsatsen fra familien, sundhedsvæsen, skolesystem

og sociale tilbud.

Undersøgelser viser, at en del unge med CP har store problemer

med at fastholde støtte og tilbud efter afslutning af

skolen. Voksne kan have store vanskeligheder i forhold til integration

og deltagelse i almindeligt samfunds– og arbejdsliv. I

Danmark findes ingen koordineret indsats for mennesker med

CP efter det fyldte 18. år.

Resultatet af et dansk forskningsprojekt, udført inden for CPregistret,

taler sit eget tydelige sprog: Det viser, at der hos en

gruppe 819 voksne med CP blot er 29%, der er selvforsørgende.

Kun 33% har gået i skole længere end 7. klasse og 70%

befinder sig i laveste indkomstgruppering.

Den nye viden

Spastikerforeningen har gennem fire år gennemført en

udrednings– og analyseundersøgelse med henblik at samle

den nyeste viden om CP – herunder udenlandsk forskning.

Konklusionen fra undersøgelsen i Danmark viser, at CP, ud

over funktionsnedsættelsen, indebærer en individuel virkning

af de perceptuellekognitive funktioner – det vil blandt

andet sige, at korttidshukommelsen samt evnen til at fastholde

opmærksomheden er virket.

Konklusionen er også, at hele det psykologiske aspekt i nogen

grad har været nedprioriteret i forhold til den samlede indsats.

I P E R S P E K T I V

Resultatet er i modstrid med det faktum, at alle hidtil kendte

og anvendte definitioner af CP kun beskriver tilstanden som

en fysisk, motorisk funktionsnedsættelse.

Peder Esben og Spastikerforeningen ønsker fremover, at den

nye viden skal bruges til en langt grundigere afdækning af

hvad CP betyder for den enkelte. Det skal ske ved hjælp af en

individuel funktionsprofil, som giver et mere samlet billede.

Profilens elementer beskrives af Peder Esben:

– En motorisk profil, der ikke bare ser de udvendige

fysisk-motoriske symptombilleder, som alle kan se, men og

indeholder en vurdering af barnets evne til motorisk bevidsthed

og kropsforståelse. Visualiseringsprocessen, at forstå en

bevægelse, anses nemlig i dag for at være lige så vigtig som

alene at kunne træne bevægelsen.

– En kognitiv profil. Er der tale om nedsat koncentration?

Påvirket kombinations– og struktureringsevne? Er der vanskeligheder

med at fuldføre en opgave? Forringet korttidshukommelse?

Kan opmærksomheden fastholdes – kan flere bolde

være i luften samtidig?

– En social profil. Har barnet vanskeligheder med aktiv deltagelse?

Nedsat selvkontrol – ringe eller manglende evne til at

tage initiativ eller til at samarbejde med andre? Øget tendens

til isolation?

Denne individuelle funktionsprofil fremhæver Peder Esben

som det vigtigste redskab i fremtidens indsats i forhold til CP,

fordi den skal sikre, at alle virkningerne fra hjerneskaden

bliver synlige.

Det hele menneske

I den nye karakteristik af CP ønsker Spastikerforeningens

direktør altså at få inddraget ”det hele menneske”.

– Hvis ikke det sker, risikerer vi nemlig at stå i en situation, hvor

myndighederne bliver ved med at slå op i en bog med en alt

for snæver definition, der alene lyder ”motorisk handicap”.

Dermed er det sværere at få lavet en psykosocial undersøgelse,

der kan afdække, hvad hjerneskaden i øvrigt har forårsaget af

problemer, forklarer Peder Esben og fortsætter:

– Politisk står vi meget svagt med den meget snævre definition.

I alt for lang tid har vi været forblændet af en overfokusering

det motoriske, men vores undersøgelse viser, at

der er nogle gennemgående træk hos alle personer med CP,

uanset uddannelse og social baggrund, nogle problemområder,

de har til fælles. Det er disse fælles træk, vi er nødt til at

have inddraget.

Et af de fælles træk er vanskeligheder med at fastholde

59


60

I P E R S P E K T I V

opmærksomhed. Det kan forklares ved, at størsteparten af

hjerneskaden ved CP har oprindelse i hændelser, der finder

sted i løbet af hjernens meget tidligere udvikling – under graviditeten

og inden færdiggørelse af de såkaldt højere centre.

– De skader har betydning for vores evne til at afkode de

sanseindtryk, som vi får fra vores krop og fra hvad vi i øvrigt

oplever. Disse indtryk skal vi kunne afkode og forstå. Hvis

denne evne er skadet fra første færd betyder det, at træningen

ikke alene skal fokusere det motoriske, men i lige

så høj grad at træne fx opmærksomhed, hukommelsen

osv. Vi skal forstå skaderne meget mere pædagogisk og

didaktisk – og fagfolk skal lære at gøre træningen meget

mere specifik, peger Peder Esben.

Han efterlyser en ændring i både opfattelse og indsatsstrategi

i fremtiden – alt sammen med udgangspunkt i, at børn

der fødes med CP bør have bedre muligheder, end de har i

dag.

– Hvis vi ikke gør dokumentationsarbejdet tilstrækkeligt,

kommer vi til den situation vi næsten har i dag, at samfundet

lægger op til at negligere det at være handicappet.

I Danmark er vi tilbøjelige til at se alle problemerne som

miljørelaterede. Vi må ikke se personen som handicappet

men skal hellere se , om omverdenen nu er tilgængelig

osv. Det er et fornemt princip – lidt som at sige, at hvis bare

alt er tilgængeligt, så er der ikke nogen handicappede! Dér

er vi dog ikke nået til endnu, men hvis den anskuelse vinder

frem, kan det betyde, at mennesker med funktionsnedsættelser

SELV begynder at negligere deres problemer, fornægte

dem, undlade at spørge om hjælp og kræve kompensation

osv. Derved sætter man disse mennesker i en meget

sårbar og dårlig situation. Skal vi medvirke til, at mennesker

fornægter de problemer de har – og at de så måske ikke får

det, de har krav ?, spørger Peder Esben.

Svaret er naturligvis nej. Dokumentationen skal derimod

plads. Alle de virkninger, som barnet er født med i kraft af

hjerneskaden, skal afdækkes så tidligt som muligt, så de ikke

længere er usynlige.

Pas det almindelige

Direktøren for Spastikerforeningen er ikke ude efter, at der

nu skal lanceres helt nye metoder eller værktøjer til at hjælpe

mennesker med CP, for han ser ikke mangelen metoder

eller værktøjer som det centrale problem for hverken børn

eller voksne.

– Nej, det handler mere om afdækningen af de virkninger,

der er hos fx et barn, for at indsatsen derefter kan blive mere

præcis, og de nuværende redskaber bliver rettet til efter hvad

CP-børnene har brug for. Jeg tror sådan set, at den danske

uddannelse af pædagoger og lærere til specialundervisning

er god, dvs. værktøjerne er allerede i kassen, de er i brug

en række andre områder, men altså ikke i tilstrækkelig grad

til børn med CP. Vi ønsker at sikre en ordentlig afdækning, så

fagfolkene tilbyder den nødvendige specialundervisning, altså

at fx Psykologisk Pædagogisk Rådgivning er parate til at gå

dybere ind i det og se øvrige sider af barnet også.

Peder Esben peger, at det store mantra handicapområdet

i dag hedder rummelighed samtidig med at der er færre

ressourcer at gøre med.

– Trenden er mainstreamting, og det er vanskeligt at kæmpe

imod. Men tingene bliver altså ikke lettere eller anderledes af,

at man pludselig taler meget om ”vigtigheden af normalisering”.

Faren er faktisk, at dette mantra i tiden kan bruges til

at begrænse indsatsen over for disse børn – at man fra det offentlige

forsøger at inkludere flere og flere af barnets behov i

”det almindelige”, mens man samtidig nedtoner den specielle

indsats. Som advokater for børn med CP synes vi, der ligger

faresignaler i, at man vil ”almindeliggøre” alting.

Udfordringen nu

Peder Esben mener altså, at en ny definition af CP har en

helt afgørende indflydelse niveauet for indsats og typen

af terapi. Men en ny indsats forudsætter vilje og evne til konsekvent

at indføre tværfaglig diagnostik og samarbejde, siger

han og peger , hvor den helt store udfordring ligger:

– Vi skal arbejde at udbrede diskussionen og skabe en

debat og en forståelse blandt læger, blandt behandlere og

i skole-verdenen. Alle disse faggrupper skal være forberedt,

før vi kan sætte skibet i søen – den nye definition af CP. Disse

faggrupper vil også opleve, at kravet om en ny definition i

høj grad vokser nedefra, nemlig fra forældrene. Vi ser det

mere og mere – forældrenes krav til at barnets tilstand bliver

ordentligt dokumenteret er stærkt stigende. Det bliver uden

tvivl et sejt træk over de næste mange år, for det har jo og

et stærkt økonomisk islæt at indføre en ny definition. Men

det kræver at behandlerverdenen er parat. Den skal kunne se

værdien af at tænke i helheder.

Peder Esben pointerer, at det danske ønske om en ny definition

nu er så langt internationalt, at det er taget med i det

arbejde, en international gruppe af forskere har i gang

verdensplan.

– Der arbejdes internationalt med at redefinere CP, og man

har faktisk henvendt sig til os og bedt om man må anvende

vores formuleringer som en del af grundlaget for en ny definition.

Vi er altså nået langt i forhold til den internationale

verden, hvad der i sig selv er ret overvældende, forklarer Peder

Esben, som samtidig erkender, at det faktisk er sværere at slå

igennem ”i den by man selv bor i”.

– Spastikerforeningen vil i fremtiden arbejde målrettet for et

paradigmeskift, der medfører en ny definition af CP, ingen

tvivl om det. Men vi kan ikke gøre det i Danmark alene. Vi tror

, at det vil slå igennem via den internationale forskergruppe,

der støttes af amerikanske og britiske fonde. Vi kan se at


Trenden er mainstreaming, og det er vanskeligt at

kæmpe imod. Som advokater for børn med

CP synes vi, der ligger faresignaler i, at man vil

”almindeliggøre” alting, siger direktør Peder

Esben, Spastikerforeningen

den foreløbige definition, de har udarbejdet,

allerede nu har inddraget meget

af det, vi arbejder for. Man vægter i

stigende grad det kognitive aspekt ved

tilstandenog det er en begyndelse.

Uenighed og bedre balance

Peder Esben erkender samtidig, at

skiftet af paradigme har skabt både

diskussion og usikkerhed inden for egne

rækker i Spastikerforeningen.

– Der er da kredse, som mener vi er gået

for langt i CP-centrets konklusioner,

når vi fx siger, at alle med CP også har

kognitive funktionsnedsættelser. Måske

er det også for firkantet at anvende

begrebet alle, men en konflikt kommer

vi ikke helt uden om. Nogle spørger, om

det overhovedet er formålstjenligt at

tage dette her op – og nogle står, at

vi forværrer de muligheder mennesker

med CP har, fordi vi går ind og peger

de kognitive problemstillinger. Risikoen

er, mener de, at voksne med CP, der

IKKE har disse problemer, fremover

bliver ”peget ud” og måske bremset i

deres muligheder, altså får forværret deres

livssituation. Den angst og den risiko

er vi nødt til at arbejde med, og det gør

vi også. En ny definition skal naturligvis

ikke være en bremseklods for dem, der

klarer sig godt i dag, og vi skal derfor

afbalancere vores formuleringer.

Dem der især vil nyde godt af en ny

definition er forældrene til mindre børn,

skoleverdenen og behandlerne, forklarer

Peder Esben, mens voksne med CP vil få

vanskeligere ved at bruge en ny definition

til noget.

– Man kan sige, at de sin vis får en

beskrivelse af noget, der burde være

gjort, men aldrig blev gjort i forhold til

dem. De kan nu stå i en situation, hvor

de oplever, at de mangler noget. Den

frygt kan vi godt forstå. Vi skal og

sørge for at få forklaret tydeligt, at

kognitive problemer, for eksempel med

korttidshukommelsen, intet har at gøre

med intelligensbegrebet, men det kan

ikke desto mindre give dig problemer

i din dagligdag. Det kan også betyde,

I P E R S P E K T I V

61


62

I P E R S P E K T I V

at du som voksen med CP har brug for kompensation, daglig

støtte, blandt andet i forhold til at være en arbejdsplads.

Der er redskaber til hjælp for dette problem, og der er

træningsmuligheder, også for voksne med CP. Det skal vi gøre

tydeligt, understreger Peder Esben.

Nej til det gamle paradigme

At vedblive at tage udgangspunkt i det gamle CP-paradigme

er helt udelukket efter Peder Esbens mening.

– Det ville da være den værst tænkelige situation, at man

fortsætter med de sidste 50 års indsats, især når vi husker

den danske undersøgelse, som viser at 2/3 af voksne

med CP lever som marginaliserede. Dét er resultatet af at

overfokusere de fysiske skader. Hvis man fortsætter ad

den vej tror jeg ikke, at disse tal vil ændre sig. I øvrigt mener

jeg at løbet er kørt nu, og vi kan ikke gå tilbage, så den

risiko er rent teoretisk. På den måde har de internationale

forskningsresultater trods alt tilført så meget ny viden, at vi

er nødt til at lytte – og det præger også det internationale

arbejde, understreger han.

Peder Esben er ikke bekymret over den manglende danske

dokumentation området, når det gælder viden om, at et

nyt paradigme for CP vil betyde en bedre behandling.

– Nej, her har vi reelt ingen dokumentation, men vi har set

en række andre områder, at en indsats for hele mennesket

har afgørende betydning. Man ved altså godt,

hvordan man gør de her ting rigtigt, det skal ikke bevises

forfra. Generelt vokser interessen forskningsplan og

helt tydeligt for øjeblikket, netop fordi vi går fra alene at

fokusere de fysiske funktionsnedsættelser til at fokusere

hele mennesket. Jeg har også hørt rigtigt mange forældre

sige, at de nu endelig får sat ord det, som de godt

vidste i forvejen. Dette område handler altså lige så meget om

accept og erkendelse, som det handler om faktuel viden.

L Æ S M E R E :

Peder Esben: Ny CP. Cerebral Parese med nye øjne 2 .

Udgivet 2005 af CP:Center/Spastikerforeningen, Flintholm Allé 8, 2000 Frederiksberg.

Skrækscenariet for Peder Ebsen er altså ikke, at der mangler

dokumentation, men snarere at CP-gruppen kommer for

sent med sine krav.

– Jeg frygter, at mange af midlerne går til børn med ADHD

og Asperger syndrom, for de har været meget fremme de

sidste 5-6 år – og har fået stigende fokus, blandt andet i

specialundervisningen. Vi er et lille område, men jeg håber

, at vi ved en seriøs præsentation kan få overbevidst de

rigtige om, at vi har en vigtig pointe, som ikke skal tabes

grund af økonomiske hensyn.

Peder Esbens håb er, at der vil blive opbygget nye tværfaglige

ressourcer CP-området.

– Vi satser , at vi kan få opbygget et ressourcecenter i

CP-regi, så vi kan medvirke til at få de enkelte faggrupper

klædt rigtigt i forhold til blandt andet at udarbejde

profiler af børnene. Vi ser gerne, at vores lille CP-center får

en central rolle i at udbrede knowhow og viden om CP. At

få udformet en psykologisk profil burde ikke være noget

problem, for det redskab findes i forvejen, det er bare aldrig

brugt nok i forhold til CP-børn, fordi det ligger i rygmarven

hos fagfolk, at disse børn ”kun har et fysisk handicap”.

Denne holdning skal vi bruge tid at bearbejde, og vi skal

bruge tid at udbrede den nye viden.

Peder Esben understreger, at det også kommer til at spille

en stor rolle fremover, at forældrene bliver inddraget langt

mere, end det sker i dag.

– Vi bor i et land, hvor vi ikke kan få fagpersoner til at

træne med børnene hver dag, så derfor er vi nødt til at

tænke i programmer, der inddrager forældrene som en ressource.

Indsatsen kan gøres langt mere helhedsorienteret

end den er i dag, og der er meget ekspertise i familiernes

viden om deres barn. Jeg tror, at en ny definition af CP vil

betyde, at forældrene får en øget grad af forståelse for

deres barn.


Der er en overhængende risiko for, at kommunerne vil udvande specialundervisningen efter

strukturreformen, og det giver grund til bekymring i forhold til undervisning af de børn, der

har særlige problemer, mener professor Niels Egelund, Danmarks Pædagogiske Universitet.

Interview med professor,

dr. pæd. Niels Egelund,

Danmarks Pædagogiske Universitet

Specialundervisningen af børn med

særlige problemer bliver et af de meget

sårbare områder, når kommunalreformen

træder i kraft.

Når kommunerne opdager, hvad det

koster at have for eksempel et svært

handicappet barn i en specialinstitution

i nabokommunen, vil risikoen for, at de

trækker barnet hjem og etablerer en

kvalitetsmæssig ringere undervisning i

hjemkommunen, være overhængende.

Det mener professor, dr. pæd. Niels

Egelund, Danmarks Pædagogiske Universitet.

Niels Egelund har fulgt specialundervis-

ningen i Danmark gennem mange år og

blandt andet stået for Undersøgelse af

specialundervisningen i Danmark – en

kvantitativ og kvalitativ redegørelse for

situationen 20.1 området.

Udgiftskalkulering

– Jeg føler mig ret overbevist om, at

man ude i de kommuner, hvor de i dag

transporterer handicappede elever til en

skole et andet sted i amtet, vil sætte sig

ned og regne grundigt de udgifter,

de får, når vi kommer frem til 2007.

Som et eksempel betaler en kommune i

dag omkring 180.000 kr. om året for et

handicappet barn, der går en amtslig

institution, mens resten af beløbet, det

kan være op til trekvart million, udredes

af amtet. Fra 2007 ligger den samme

I P E R S P E K T I V

Specialundervisning i farezonen

institution måske i nabokommunen, og

kommunen med det handicappede barn

skal af med hele beløbet selv. Det vil få

mange til at tage regnearket frem og

sige: ”De penge og de arbejdspladser

skal nabokommunen ikke have. Vi må

kunne gøre det bedre og billigere selv

– vi har jo også lige nedlagt en af landsby-skolerne,

lad os bygge den om til

en specialskole og så ansætter vi

fru Pedersen til at tage sig af børnene”,

siger Niels Egelund.

Skrækeksemplet er selvfølgelig teoretisk,

men Niels Egelund peger, at der ikke

følger bestemte krav med til kommunerne

om, hvordan specialundervisning

skal gennemføres, og risikoen er, at de

alt for let kan slippe af sted med at lave

en ”skraldespand” i form af nye spe-

63


64

I P E R S P E K T I V

Professor Niels Egelund frygter,

at den høje grad af specialisering vil

forsvinde igen i de kommende år.

– Jeg er bestemt ikke optimist, hvad

angår kommunernes vilje til at værne

om disse særlige specialer, siger han

cialskoler eller klasser, hvor man blander

børn med mange forskellige diagnoser

og ansætter tilfældigt og ikke altid kvalificeret

personale.

– Det er disse børn, jeg vil være mest

bekymret for, fordi jeg tror, det bliver

tilfældigt, hvordan de får hjælp, for

eksempel vil det være afhængigt af, om

forældrene har en stærk organisation i

ryggen, som kan råbe politikerne op.

Niels Egelund beklager, at politikerne

i forbindelse med kommunalreformen

ikke har valgt at lave et særligt organ i

regionerne, som har forpligtigelser til at

følge det specialpædagogiske område

over en årrække, et organ, der ville have

særlig relevans i de kommende år, hvor

vi vil se mange børn blive hjemtaget til

egne kommuner.

– Om fem til syv år kommer vi til at opdage,

hvad der er sket ved at amternes

ekspertise specialundervisningsområdet

er væk. Vi har fået et samarbejdsorgan

i regionen, der skal dække både

sundhed og det specialpædagogiske

område og jeg tror specialpædagogikken

drukner i sundhedsområdet, som

automatisk er i fokus, fordi der altid er

problemer sygehusene. Jeg synes,

man denne facon har valgt en meget

svag løsning, og jeg kunne ønske mig,

at politikerne, som et minimum, havde

opretholdt en gruppe af regionale specialkonsulenter,

som kunne følge op ,

hvad der sker specialundervisningsområdet

i takt med at kommunerne

overtage det mere og mere.

Samtidig peger Niels Egelund , at

mange lærere specialundervisningsområdet

i dag er oppe i årene, og

mange vil derfor holde op arbejdsmarkedet

inden for de næste 5-6 år.

– Virkeligheden er, at der ikke er nogen

ny generation der kan tage over, for vi

har nedlagt uddannelsen, og antallet

af personer, der har fået erfaring og

viden området, er meget lille. De

specialpædagogiske diplomuddannelser,

der har afløst speciallæreruddannelsen

lærerhøjskolen, er slet ikke nok til at

opfylde behovet.

Der findes i dag ikke nogen dokumentation

af specialundervisningens kvalitet

i Danmark og intet overblik over, hvor

mange børn der modtager specialundervisning

i folkeskolen. En stikprøve

i 2003 viste, at praksis varierer meget,

fra 0 til 26% henviste børn, og en

nyere undersøgelse viser, at børn i små

skoler oftere henvises til specialundervisning

end børn store skoler.

Mere forskning er stærkt krævet,

mener Niels Egelund og understreger,

at dokumentationsbølgen det

pædagogiske område ikke er gratis,

men manglen dokumentation

gælder i virkeligheden hele undervisningsområdet.

– Dokumentation, virkning og effekt

skal vi fremover blive langt bedre til,

for i dag ved vi reelt ikke ret meget

om, hvad der virker, for eksempel ved

man ikke, hvilke organisationsformer,

der rent faktisk er bedst, altså om det

eksempelvis er bedre at være enkeltintegreret

i en klasse end at sidde i en

specialklasse, eller om gruppeundervisning

er bedre end enkelt-integration.

Ny metoder

Specialundervisningen i folkeskolen

er blevet kritiseret skarpt for at få

eleverne til at føle sig som outsidere,

og et af Niels Egelunds ønsker for

udviklingen området er da også,

at specialundervisningen i højere grad

skal foregå i klasserne, lærerne skal

uddannes bedre og PPR, Pædagogisk

Psykologisk Rådgivning, skal være

langt mere med i selve klasseværelset,

frem for primært at stille enkeltdiagnoser

afstand af hvad der sker

i blandt børn og lærere.

Niels Egelund så gerne, at begrebet

”specialundervisning” blev afskaffet,

når det gælder flertallet af de børn,

der henvises i dag, og at man satte

flere og bedre ressourcer af til de 2-3

procent af børnene, som virkelig har

brug for specialundervisning.

I dag er specialundervisningen koblet

sammen med tildeling af ressourcer.


En henvisning fra PPR udløser ressourcerne

til specialundervisningen,

og det er den eneste vej at gå for at

få øgede midler. Det betyder at børn,

som ikke har brug for at gå denne vej,

alligevel kommer det, fordi der ligger

en belønning indbygget i systemet,

mener Niels Egelund.

– Det ville være bedre, hvis ressourcerne

var uafhængige af, om der bliver

udpeget elever. Lærere udpeger elever

til specialundervisning meget forskelligt,

nogle gør det for et godt ord,

mens andre ikke kan få det over deres

hjerter. Samtidig har vi rent faktisk

mange lærere, som står hovedet for

at differentiere undervisningen i klassen

og dermed undgå at børns skilles

ud til specialundervisning. Det burde

de belønnes for, men i dag udløser det

ingenting. Ressourcerne burde ligge

skolen og kunne gives af skoleledelsen,

for eksempel til at støtte op

om den differentierede undervisning,

men den fleksibilitet er der ikke i

systemet i dag. Hvis den var der, ville

det naturligvis kræve, at skolen har en

ledelse, som ikke bare uddeler disse

ressourcer pr. automatik. Til det kunne

han/hun trække for eksempel PPR’s

psykolog som skolelederens hjælper til

at vurdere, hvor de ekstra ressourcer

skal sættes ind.

Niels Egelund slår fast, at PPR’s rolle

må ændres, så den er langt mere

konsultativ og rådgivende i forhold

til skole og daginstitutioner og

deres personale. Den undersøgende

og visiterende rolle skal forbeholdes

de elever, som skal have specialundervisning,

og dermed kan man bevæge

L Æ S M E R E :

sig væk fra den diagnosticeringskultur,

som er alt for udbredt i Danmark i dag.

– Den er rigid og skaber ikke nogen form

for rummelighed. Men man kan sige til

denne fremgangsmådes fordel, at når

et barn kommer igennem maskineriet

giver det en form for retssikkerhed, som

sikrer, at man i familien får det, man har

krav . Denne del er rigtigt tænkt, men

systemet rummer altså stadig det problem,

at det er en belønning for skolen

at henvise til specialundervisning – man

slipper for et problem i klassenog de

lærere, der samtidig knokler for at få en

differentieret undervisning til at hænge

sammen, de får ingenting.

De specifikke problemer

Niels Egelund mener altså, at der

stadig er brug for specialklasser og

specialskoler – i denne sammenhæng

er begrebet specialundervisning faktisk

sin plads, men her er også tale om

fundamentalt anderledes og mere

specifikke problemer.

– Specialundervisning bør fremover

være et begreb, som dækker en undervisning,

der er kvalitativt anderledes,

som trækker helt særlige materialer

og metoder og helt særlige kommunikationshjælpemidler,

som kræver

en grundig undersøgelse af elevens

forudsætninger og potentialer inden

den sættes i værk. Specialundervisning

vil derefter være noget, der rettes mod

nogle få elever fra 2 til højest 5%,

mener Niels Egelund.

Han peger , at det er relativt velbeskrevet,

hvilke metoder og muligheder,

der er området, for eksempel

i form af it-redskaber og særlige

Niels Egelund, Danmarks Pædagogiske Universitet, 2003

Undersøgelse af specialundervisning i Danmark

en kvantitativ og kvalitativ redegørelse for situationen 20.1 området

(Omtale af undersøgelsen findes www.dpu.dk)

I P E R S P E K T I V

materialer, som er individuelle og egnet

til elever, der ikke skal gå i en almindelig

klasse.

– Vi har skoler for handicappede børn,

hvor de i høj grad anvender den nyeste

teknologi og hvor faggrupperne

samarbejder tværs, således at

både fysioterapeuter, pædagoger og

forskellige andre professioner sammen

kan stimulere børnene i deres læringsproces.

På de steder ser jeg en meget

stor grad af professionalisme, og jeg

er ikke i tvivl om at lærersamarbejde i

teams er særligt vigtigt, når det gælder

specialundervisning. Tværfaglige teams,

hvor hver profession udnytter hinandens

viden, er altafgørende, og her ser

vi heldigvis en stor bevægelse fra det

mere isolerede til at faggrupperne i

højere grad støtter hinanden og arbejder

reelt sammen.

Samtidig frygter Niels Egelund, at det

er denne høje grad af specialisering, vi

vil se forsvinde igen i de kommende år.

– Jeg er bestemt ikke optimist, hvad

angår kommunernes vilje til at værne

om disse særlige specialer. Nogle kommuner

vil slå nærhedsprincippet,

og at det er synd, at børn skal køre 50

km i taxi for at få den rette undervisning.

Mange steder vil vi samtidig se at

landsbyskoler nedlægges – mit skøn er,

at vi vil se 300 skoler forsvinde inden

for de næste 10 år efter reformenog

kommunerne vil så oprette særlige specialklasser

for at få disse børn tættere

, men risikoen er, at man overlader

dem til lærere, som ikke aner hvad de

skal stille op, og imens er amternes

ekspertise splittet til atomer.

65


66

B O S T E D S Y S T E M E T

Farvel til Kina-dagbøgernes tidsalder. Flere og flere institutioner slutter sig til Bosted

Systemet, et fælles IT-værktøj – og det sætter nyt perspektiv evaluering af metoder.

IT-system skal sikre,

at viden bliver delt

Interview med souschef Michael Henriksen,

Bo- og Aktivitetstilbuddet

Lindebjerg, Fyns Amt

– Tidligere havde vi små og store

kinadagbøger, ulæselige kragetæer, disketter

af forskellige slags, hængemapper

i arkivskabe, løse lapper, alle mulige

og umulige metoder til at gemme og

videregive informationer og viden. Men

den tid er forbi nu. Nu arbejder vi alle

i det samme system, og det må og

være det eneste rigtige, når man taler

om vidensdeling, som er ét af tidens

kodeord.

Holdningen kommer fra Michael Henriksen,

souschef Bo- og Aktivitetstilbuddet

Lindebjerg Fyn. Lindebjerg

er Fyns næststørste bo- og aktivitetstilbud

med 69 voksne udviklingshæmmede

beboere.

Her forlod man virvaret af forskellige

dokumenter, overleveringsmetoder,

backup systemer og kinadagbøgernes

tidsalder for tre år siden. I stedet har de

140 ansatte i de sidste tre år anvendt

Bosted Systemet. Det er et IT-værktøj,

der vinder indpas bosteder og

institutioner flere steder i landet, fordi

systemet sikrer, at alle oplysninger samles

ét centralt sted, uanset om det er

handleplaner, dagbøger, medicin, rapporter,

aktiviteter eller stamoplysninger,

det drejer sig om, og hvad der er nok

så afgørende: alle kan gå ind og søge

eller læse de samme informationer.

Systemet, der kører via internettet,

er specielt designet til pædagogisk

arbejde og opbygget, så også medar-

bejdere, der ikke har forstand IT, kan

bruge det. Også forældre, rørende

og brugere kan anvende systemet, eller

dele af det, uden det store kendskab

til IT.

– Mange af de ansattes tidligere forsøg

at overdrage viden er aldrig blevet

anvendt til noget fornuftigt. Håndskrevne

notater og dagbøger er svære

at bruge til at evaluere med eller samle

op , fordi materialerne er alt for forskellige

og uoverskuelige, uden fælles

struktur, forklarer Michael Henriksen,

som har været med til at udvikle Bosted

Systemet, sammen med Handicapafdelingen

i Fyns Amt og IT-virksomheden

Team Online i Odense.

Bag skærmen

Når medarbejderen åbner for sin

computer og kobler sig ind Bosted

Systemet, får han eller hun adgang til

sin egen startside, som kan konstrueres

efter hvad man nu har brug for. Her

kan man blandt andet få overblik

over beboere, aktiviteter, afdelinger

og aftaler og dagsrapporteringen kan

foregå direkte fra startsiden.

Bosted Systemet har naturligvis og

kalender samt stamkort over både

ansatte og beboere.

Men det helt centrale er, at man kan

føre de lovbefalede handleplaner

elektronisk. Systemet opretter handleplaner

for hver enkelt beboer, lige så

mange planer man ønsker, og man kan

arbejde med målsætninger, delmål osv.

Systemet indeholder ogen dagbog,

hvor medarbejderne skriver daglige

observationer, og det er her, via handleplaner

og dagbøger, at systemet giver

mulighed for at lave effektmåling og

evalueringer.

Endelig kan man bruge Extranettet,

som er et indbygget modul. Det giver

folk uden for institutionen mulighed

for at få adgang til en beboers informationer,

for eksempel familien. Her

kan de følge med i de informationer,

de har fået rettigheder til at se, for eksempel

handleplaner, dagbogsnotater

og aktiviteter. Systemet kan desuden

rumme bostedets personalehåndbog

og fælles retningslinjer for arbejdspladsen.

Desuden kan der oprettes debatforum,

hvor de, der har lyst, kan udveksle

erfaringer og meninger om bestemte

emner.

At spare tid?

”Anvendelse af Bosted Systemet vil

medføre store ressourcebesparelser for

organisationen og give medarbejderne

et større overblik samt målrette indsatsen

i det daglige pædagogiske arbejde

for den enkelte beboer”, skriver firmaet

Team Online i deres salgsmateriale.

Men er det også erfaringen fra Lindebjerg,

at anvendelse af Bosted Systemet

sparer tid – og bliver den tid givet til

beboerne?

– Ja, det vil jeg stå den gør, svarer

Michael Henriksen og uddyber:

– Man kan godt købe systemet alene

for at spare tid, men egentlig er den

oprindelige idé nok tænkt som en anden

form for rationalisering, som ikke

direkte handler om tid. Pædagogerne

Souschef Michael Henriksen, Bo- og

Aktivitetscenter Lindebjerg, Fyns Amt


B O S T E D S Y S T E M E T

67


68

B O S T E D S Y S T E M E T

Systemet opretter handleplaner for hver enkelt beboer, lige så mange planer man ønsker,

og man kan arbejde med målsætninger, delmål osv, forklarer Michael Henriksen

hos os brugte for eksempel meget

energi at lede, finde, udlede og

sortere i de mange forskellige former

for systemer, som er blevet brugt til

at dokumentere og registrere. Bare

at tolke hinandens håndskrifter og

kragetæer! Men når man så kigger

handleplanværktøjer og intentionerne

med handleplaner de sidste 30 år, så

drejer de sig om at opstille mål for den

handicappede, drage erfaringer og

evaluere den indsats man har gjort,

så vi kan lære af det som fagpersoner.

Altså at dele viden. Og det er her vi kan

tale om rationalisering og effektivisering

via Bosted Systemet, peger Michael

Henriksen, som mener, at man

Lindebjerg har fået højnet kvaliteten

i arbejdet væsentligt, fordi man i dag

kan dele viden langt mere effektivt.

– For eksempel kan jeg se i dag, at

pædagogerne skriver mindre, men

til gengæld mere præcist, end da de

håndskrev dagbøger og handleplaner.

Før skrev de om alt muligt, også løs

snak, ”Vi har haft en hyggelig søndag”

og den slags. Nu forholder de sig til

det faglige og til delmålene, fordi det

er indbygget i systemet som en færdig

skabelon, der er ens for alle. Dermed

er den faglige del af arbejdet blevet

mere effektiv og mere objektiv, ikke så

følelsesladet, mener han.

Lindebjergs souschef kan ikke dokumentere

det, men tør alligevel stå,

at den ekstra tid, der kommer ud af,

at dokumentationen er blevet mere

effektiv, helt afgjort kommer beboerne

til gode. Netop nu er han i øvrigt ved at

lægge sidste hånd en kursusrække

for pædagogerne Lindebjerg, hvor

man yderligere arbejder med at videregive

informationer og formidling en

objektiv måde.

Faglig status

Michael Henriksens vigtigste argumentation

for, hvorfor andre sociale institutioner

bør vælge Bosted Systemet

handler om, at medarbejderne fortjener

et værktøj, som kan skabe overblik over

deres indsats.

– At drage omsorg for udviklingshæmmede

har for eksempel altid haft lav

status i vores samfund og har det stadigvæk.

Når pædagogerne får overblik

over deres arbejde, kan de dokumentere

deres indsats, og det skaber højere

faglighed, synlig faglighed. Det er

meget vigtigt, understreger han og

henviser til, at det ikke bliver mindre

vigtigt med synlig faglighed, når

kommunalreformen fuldstændig ændrer

Danmarkskortet.

– I reformen står der direkte, at de

forskellige institutioner og bosteder

fremover selv skal holde hjulene i gang.

De får ikke noget ”sikkerhedsbudget”,

men får lagt det hele ud til eget ansvar.

Derfor er det endnu vigtigere, at vi kan

sælge os selv kvalitet og beskrive, at

det gør en forskel, hvad vi arbejder med.

Der er forskel at vælge os og for

eksempel et kommunalt plejehjem – og

hvorfor er der det? Det skal vi lægge

frem og skabe dokumentation for.

Michael Henriksen peger , at man

Lindebjerg lærte meget af erfaringer fra

det fynske kvalitets- og kompetenceprojekt

K2000, som blev gennemført en

række institutioner i Fyns Amt og gik ud

, at man inden for fem sociale områder

i amtet skulle se, om man kunne

måle indsatsen ved at opstille realistiske

mål, beskrive hvordan man arbejder og

beskrive hvordan det er gået.

K2000 var næsten afsluttet, da Michael


Henriksen gik i gang med at etablere

Bosted Systemet.

– Vi har altså lånt erfaringer fra K2000,

som beskriver, hvad effektmålinger består

af. K2000 var for os en måde at komme

videre , fordi vi her kunne læse om

andres erfaringer med at sætte evalueringer

i system. Erfaringerne fra K2000

viste for eksempel, at de operationelle

mål er vigtige. Det er ikke nok med nogle

flotte, overordnede ”ballon-mål”. Vi skal

arbejde med operationelle mål i dagligdagen,

og den erfaring har vi indarbejdet

i Bosted Systemet, understreger han og

giver et eksempel:

– Et overordnet mål er at sige, at en

beboer skal være selvstændig. Men hvad

handler det om konkret? Det kan for

eksempel være, at frem for at vente ,

at pædagogen køber hans ugentlige

blad, skal beboeren selv gå hen og købe

det. For at nå frem til det mål, skal han

først være sikker i trafikken, og han skal

have forståelse for penge. Vi arbejder

med at træne de her områder en formiddag

om ugen, og i vores delmål beskriver

vi, hvad der sker. Succeskriteriet er og

fastsat: ”Han skal kunne gå til kiosken og

købe sit ugeblad selv. Evaluering om tre

måneder”. Det lyder banalt, men det er

synligt, og det virker at sætte effektmål

op. Det er straks sværere at beskrive,

når det ikke går så godt, men det bør

man også gøre, så vi andre kan lære af

det. Hvordan finder vi ellers ud af, hvilke

metoder, der virker og hvilke der ikke gør,

spørger Michael Henriksen.

Fordel for beboerne?

Men kommer metoden beboerne til

gode? Det mener Michael Henriksen, og

han forklarer det med, at de efter Bosted

Systemets indførelse får mere individuel

service, mere individuel tid sammen med

personalet.

– Det vil vi også gerne give dem, men

tidligere endte det hele let med at være

gruppeorienteret, og det blev sådan

noget med ”nu står alle op”, ”nu spiser

alle frokost” osv. I dag ser vi mere

mulighederne for individuelle tilbud, og

beboerne ses som individer. Det hjælper

Bosted Systemet os til at fokusere .

Beboerne kan også, teoretisk set, gå ind

og bruge systemet selv, for eksempel læse

handleplaner eller lægge fotos ind, som

de rørende kan se.

– Det fordrer, at de kan læse, og det har

vi også nogle der kan, men vi har ikke

erfaringer med at beboerne selv bruger

Bosted Systemet, forklarer Michael

Henriksen.

På Lindebjerg arbejdes der dog nu indirekte

med at give beboerne adgang til

Bosted Systemets oplysninger om handleplaner

gennem et såkaldt bisidderprojekt.

Studerende fra Odense Socialpædagogiske

Seminarium er bisiddere for Lindebjergs

beboere handleplansmøderne,

og i det omfang bisidderen kender

beboeren tilstrækkeligt, kan han/hun tale

for beboeren handleplansmødet.

– Det kan dreje sig om at udtrykke, hvad

det er beboeren gerne vil, for eksempel

hvad angår bolig, fritid og kæreste. På

den måde forsøger vi at sikre brugerindflydelse,

som vi også skal ifølge loven om

social service, forklarer Michael Henriksen.

Samarbejde med rørende

Han har forventninger om, at mange

rørende vil få glæde af Bosted Systemet

i fremtiden.

– Tidligere, for 30 år siden, havde

udviklingshæmmede ingen rørende,

de var bare ”anbragt”. I dag har de alle

sammen rørende. De er vokset op med

bistandsloven, har været i daginstitutioner

og haft egen skolegang. Og derfor har vi

også i dag nogle meget aktive rørende,

som vil det bedste, vil vide alt, vil orientere

sig osv. Hos os er det stadig under

udvikling, hvordan vi får de rørende

med i Bosted Systemet. Jeg tror, det bliver

en fordel, når det sker, men vi skal have

defineret rammerne for, hvad rørende

skal have adgang til først.

Michael Henriksen giver et eksempel ,

at Bosted Systemet kan bruges til samarbejde

med de rørende.

– En beboer får konstateret sukkersyge,

men forstår ikke konsekvenserne af

B O S T E D S Y S T E M E T

denne sygdom og har derfor svært ved

at lære og acceptere at skulle tage insulin

og lægge sine kostvaner om til en meget

stram diæt. Beboeren har en meget tæt

kontakt til sin familie og er tit hjemme hos

dem, gerne i weekender. I samarbejde

med forældrene lægges en handleplan

om en fælles indsats, som skal hjælpe

beboeren med at få styr sin sukkersyge.

Netop fordi beboeren tit er hjemme,

er det vigtigt, at de rørendes erfaringer

kommer videre til os. Her bruges Bosted

Systemet til at videregive erfaringer og

inddrage beboerens netværk. Før handlede

det måske om at tage telefonen og

ringe til os, men det her er mere rationelt,

for gennem IT-systemet kan du give dine

erfaringer videre til andre mennesker,

uanset om de er til stede eller ej, understreger

Michael Henriksen.

Hvor går grænsen?

At systemet er let at gå til har blandt

andet vist sig ved, at de ansatte i nogle tilfælde

har logget sig ind via nettet og set

dagens program, læst dagbøger osv.,

allerede inden de møder for eksempel

en eftermiddagsvagt kl. 15.

– Nogle medarbejdere syntes, de var

klædt bedre til at komme arbejde,

hvis de havde læst det her hjemmefra

og det kan de, fordi det kører via

nettet. Det førte så til en henvendelse

til ledelsen, om man var ved at indføre

hjemmearbejdspladser, og om folk blev

betalt for det? Men konklusionen er

altså, at hvis en nysgerrig medarbejder

gerne vil læse det her, inden

han/hun møder, må hun gerne det. Vi

betaler blot ikke for det. Omvendt må vi

sige, at når personalet er med beboerne

ferieture, har de ingen undskyldning

for ikke at skrive i dagbogen undervejs,

og det skal man også, forklarer Michael

Henriksen, og understreger, at flere i

personalegruppen synes, at arbejdet

med systemet er decideret sjovt, og

mange har oplevelsen af, at de pludselig

er blevet socialpædagoger igen.

Han ser det også som en markant

forbedring af samarbejdet personalet

69


70

B O S T E D S Y S T E M E T

imellem, at Bosted Systemet er blevet et

fælles værktøj.

– Kvaliteten i vores notater er højnet

væsentligt. Før kunne det tage flere dage

før en besked kom frem. Nu kan du bare

lægge den . Man skal ikke absolut

sidde i hver sin ende af et telefonrør

samtidig. Førhen blev der sendt skemaer

ud kryds og tværs, du skulle udfylde

ditten og datten. Nu er målet, at alle

kildedata findes ét sted, ikke hundrede

forskellige steder. Det tredje aspekt er

vidensdeling, hvor vi nu blandt andet

har personalehåndbog, retningslinjer for

alkoholpolitik, rygepolitik og individuelle

jobprofiler samlet det samme sted. Hvis

man mangler en bestemt faglig profil i

den ene ende af huset, kan man gå ind

og søge og måske findes den i en anden

afdeling. En beboer ville for eksempel

gerne ud og prøve ballonflyvning. Vi

søgte systemet og fandt ud af, at en

af medarbejderne havde skrevet ballonflyvning

i sin profil, fordi han dyrker

det i sin fritid. Vi havde altså kompetencen

i huset, men vidste det bare ikke.

Michael Henriksen mener, at mange

udviklingshæmmede i tidens løb har

været udsat for et utal af metoder fra

velmenende pædagoger – men der blev

aldrig samlet op , hvad der virkede og

hvad der ikke virkede.

– Og spurgte man pædagogerne, om

de ville beskrive, hvad de lavede, stod de

tilbage med åben mund og kunne ofte

ikke sætte ord det. Nu findes det

skrift i systemet, med fotos, delmål og

det hele, lige til at spytte ud, hvis nogen

spørger. Og vi kan dokumentere i dag,

hvilken indsats der nytter og hvad der

IKKE nytter. Jeg står ikke, at pædagoger

aldrig har været faglige. For det

har de – selvfølgelig. Vi har bare aldrig

kunnet vise omverdenen, hvad vi lavede.

Det kan vi nu.

Fælles platform

For Michael Henriksen er der dog stadig

en ultimativ drøm tilbage – at Bosted

Systemet kan tale med andre systemer

også for eksempel inden for Fyns Amt.

– Jeg har en drøm – et ønske om ”det

eneste-ene” system, men jeg tror desværre,

at det er umuligt. I stedet må vi

arbejde for fælles udvekslingsplatforme,

så alle systemer kan importere og

eksportere i et bestemt format. Bosted

Systemet er forberedt den data-standard,

som også skal bruges EU-plan,

en database-standard, alle skal kunne

bruge med tiden. Hvad dét angår, er

vi langt forud for det system, som for

eksempel Fyns Amt bruger, og vi kan af

den grund ikke snakke sammen med

amtets økonomisystem. Hvad der i

øvrigt sker fremover, når kommunerne

lægger sig sammen, det er umuligt at

sige. Vi kan risikere, at de vælger et helt

tredje system.

At det er ganske vanskeligt at få medarbejderne

i kommuner og amter til at

samarbejde IT-området, har Michael

Henriksen personlige erfaringer med.

Det er ikke let at få folk til at lære nyt,

heller ikke selv om det ville gøre alting

enklere.

– Bosted Systemet kan alle logge ind

og bruge. Det er ensartet og der er

struktur over det. På den måde er det en

gevinst. Alligevel må vi, når vi skal holde

handleplanmøder med for eksempel en

sagsbehandler fra kommunen, sende

handleplanen frem til vedkommende

som en pdf-fil vedhæftet en e-mail.

Det forlanger de, selv om de sagtens

fra centralt hold kan gå direkte ind via

Bosted Systemet og se handleplanen.

Det er sådan, de er vant til, at vi gør.

Det kan ikke sådan laves om, forklarer

IT-pædagogen Lindebjerg, hvis næste

mål er, at erfaringerne fra endnu et

udviklingsprojekt, ”Projekt Social-IT”,

gennemføres i praksis.

Social IT

Lindebjerg har i samarbejde med Fyns

Amt, Syddansk Universitet, IT-forum Fyn

og IS-Fyn gennemført dels et projekt,

hvor mulighederne for digital kommunikation

med praktiserende læger og

speciallæger Odense Universitetshospital

blev undersøgt og testet i praksis,

og dels undersøgt, hvilke kommunikationsstrømme,

der er mellem sociale

institutioner og sundhedsdatanettet

generelt, og hvordan disse kan digitaliseres

og optimeres.

I stedet for at beboernes praktiserende

læger sender notater og medicinændringer

pr. gammeldags post, er det

testet, at lægen kan sende direkte til

Bosted Systemet.

Neurologen Odense Universitetshospital

bruger blandt andet videooptagelser

af krampeanfald hos beboere

med epilepsi som hjælp til at vurderer

for eksempel medicinering. Disse videooptagelser

kan ses i Bosted Systemet

umiddelbart efter, at krampen er filmet,

og neurologen skal ikke vente dage

eller uger , at videobåndet kommer

frem. Han kan straks regulere medicinen

og give pædagogerne institutionen

anvisninger.

Hele Projekt Social-IT er mundet ud i en

rapport, som er offentliggjort i sommeren

2005. Rapporten er enestående,

blandt andet fordi den kortlægger informationsstrømme

inden for et område,

som aldrig før har været belyst og giver

en grundig analyse og beskrivelse af

behov og muligheder for at digitalisere

og optimere udveksling af data

og erfaringer mellem sundhedsdatanettet

og det social område.

– Min fremtidsvision er, at Bosted Systemet

kan få en central placering alle

pædagogiske arbejdspladser inden for

det sociale område, og at der for første

gang i denne nye IT-tidsalder bliver plads

til et system, der er udviklet pædagogernes

præmisser – med udgangspunkt

i en pædagogisk hverdag. Og ikke

som praksis har været så mange gange

før – et system, der er lagt os fra

centraladministrationen, slutter Michael

Henriksen.


Fra papkassen

til den elektroniske klientjournal

Interview med direktør Michael Sandal, Team Online og

chefkonsulent Steffen Ørnemark, Århus Amt

En lang række forskellige institutioner landet over har taget

Bosted Systemet til sig.

– Vi dækker et bredt spektrum nu, fra børne og unge institutioner

over voksenhandicap til socialpsykiatrien og institutioner

for socialt udsatte, siger direktør Michael Sandal fra Team

Online, der har udviklet systemet og i dag forhandler det.

Fra 2006 udvides systemet med et beboer- og økonomimodul,

som kan foretage beretninger ydelser, husleje og lommepenge.

Disse elementer er indført i systemet blandt andet for at

fremtidssikre det i en overgangsfase, hvor nogle af institutionerne

går fra at høre under amterne til at blive kommunale.

– Vi vil gerne sikre, at man har en platform at drive institutionen

fra, når amterne giver slip, og det er nu udviklet initiativ af

Århus Amt, forklarer Michael Sandal.

Århus Amt har i slutningen af 2005, som et led i et større

forsøgsprojekt, indført Bosted Systemet som pædagogisk værktøj

otte sociale institutioner i amtet. De otte institutioner er:

• Birkebakken i Brabrand

• Bostedet Høvejen, Randers

• Elbæk Højskole

• Hadsten bo- og aktivitetscenter

• Rosenholm bo- og aktivitetscenter

• Stefanshjemmet, Århus

• Århus Amts alkoholrådgivninger

• Århus Amts misbrugscentre

Den overordnede idé er, at Bosted Systemet skal indgå i en

plan for en bedre IT-mæssig understøttelse af institutionerne

det sociale område.

B O S T E D S Y S T E M E T

Bosted Systemet er repræsenteret 140 institutioner landet over. Århus Amt har søsat et nyt

projekt, hvor otte institutioner afprøver systemet i samarbejde med amtets øvrige IT-systemer.

B O S T E D S Y S T E M E T

– I dag er udveksling af dokumenter besværlig, uanset hvor i

systemet du er, forklarer chefkonsulent Steffen Ørnemark fra

amtets enhed for Digital Forvaltning.

– På den ene side har vi i Århus Amt det såkaldte ESDH

system (Elektronisk Sags- og Dokument Håndtering), som dels

er et arkivsystem, dels et system, der kan hjælpe folk med at

holde styr deres arbejdsgange. På den anden side har vi en

række forskellige omsorgssystemer, som hjælper institutionerne

med at holde styr deres ”kunder i butikken”. Endelig

har amtet også et afregningssystem, som er særdeles relevant

for alle sociale institutioner, for det er meget komplekst i dag

at udveksle regninger mellem amt, kommune og institutioner.

Det er disse forskellige systemer, vi gerne vil have til at arbejde

sammen i et fælles system, som vi har døbt Elektronisk Social

Klient Journal (ESKJ).

Steffen Ørnemark understreger, at det nye projekt ikke handler

om at afskaffe alt gammelt og starte forfra.

– Tanken er, at vi bygger videre eksisterende systemer. Det

har vi arbejdet fra begyndelsen. Problemet er den store

mangel ensartethed i dag. På de sociale institutioner har de

hvert sit system, når det gælder journalisering, fra papkasser

og hængemapper til computere eller slet ingenting. Vi vil i

denne fase af projektet gøre brug af Bosted Systemet, som

uden de store problemer kan integreres med amtets elektroniske

sags- og dokumenteringssystemer og afregningssystemet

det sociale område.

Otte institutioner i Århus Amt har fået BostedSystemet som

værktøj fra 2005. Derefter følger udviklingen af ESKJ, Elektronisk

Social Klient Journal, som også skal indgå som fælles

system i den kommende region.

Bosted Systemet er et internetbaseret IT-system til daglig kvalitetssikring af observationer, aktiviteter, beskrivelse af beboernes

hverdag og gennemførelse af individuelle handleplaner.

Systemet indeholder de væsentligste redskaber til beskrivelse af en beboers hverdag. Gennemførelse af individuelle planer,

herunder effektmåling og kvalitetssikring, observationer, aktiviteter, fælles kalender, dokument- og informationsdeling samt

avancerede søgnings- og udskriftfaciliteter.

Bosted Systemet er godkendt af Datatilsynet og udviklet i samarbejde med Bo- og aktivitetstilbuddet Lindebjerg, Fyns Amt og

Team online A/S.

Læs mere www.teamonline.dk

71


72

P Æ D A G O G I S K R E S U LTAT M Å L I N G

Tekst og tal skal være

en naturlig del af

pædagogens hverdag

Interview med socialpædagog

og pædagogisk konsulent

Lars Bluhme, I-Meta.dk

– Alle pædagoger bør opleve det som

naturligt at dokumentere deres arbejde

– tekst og tal skal være en integreret del

af hverdagen i institutionerne.

Socialpædagog og pædagogisk

konsulent Lars Bluhme er ikke i tvivl

om, hvad han brænder for. Han har i

årevis høstet erfaringer med at bruge

computerprogrammer som værktøj i

det pædagogiske arbejde – først og

fremmest for at gøre det lettere og mere

naturligt for pædagoger at omsætte deres

praksisviden, og dernæst for at lære

pædagogerne at tænke i både kvantitative

og kvalitative data.

Begge former for data har betydning for

formidling af hverdagens pædagogiske

praksis, mener Lars Bluhme.

De modeller, Lars Bluhme har udviklet i

sit firma, I-Meta.dk, hedder henholdsvis

Resultatmålingsmodellen samt Dagbog

& Statistikmodellen. Rammen for de to

modeller hedder I-Meta – et navn der

ligger op til, at man ”skal se tingene i

fugleperspektiv” ved hjælp af de digitale

modeller.

Siden februar 2005 har en del af

amtskredsene i Socialpædagogernes

Landsforbund (SL) købt temadage af

Lars Bluhme, hvor fokus er at introducere

de to modeller, og den forbedring

af fagligheden, de lægger op til.

– Modellerne læner sig op ad de store

forventninger, der er til begrebet

”pædagogisk resultatmåling”, og som

SL som interesseorganisation de sidste

fem år har forsøgt at skabe debat om,

forklarer Lars Bluhme og tilføjer:

– Ét er at beskrive sine observationer, at

bygge dokumentation op, så den bliver

i institutionen og ikke forsvinder med

den enkelte medarbejder eller beboer,

når folk skifter arbejdsplads eller institution.

Noget andet er at kunne trække

statistik og tal ud disse observationer.

Disse måder at arbejde kan fungere

parallelt og bør være en naturlig del af

pædagogernes værktøj, og efter min

mening er det helt afgørende at tage

disse muligheder i brug, hvis pædagoger

fremover skal synliggøre, om man når

fra A til B, men også så omverdenen kan

se, at alle de milliarder, der bruges

det pædagogiske arbejde, har en værdi,

mener Lars Bluhme.

Ingen historie fulgte med

Lars Bluhme er uddannet socialpædagog

fra Aalborg Socialpædagogiske

Seminarium.

Hans engagement i at udvikle computerbaserede

værktøjer, som kan understøtte

dokumentation og resultatmåling i den

pædagogiske hverdag, udspringer af

hans egne faglige erfaringer.

– Jeg arbejdede i en periode med en

helt ung klient, som kom til os fra en

anden institution. Han havde haft en

masse skift mellem forskellige institutioner,

og der fulgte meget lidt dokumenteret

viden med, om de resultater

de andre steder havde med ham. På den

måde startede man som bruger forfra

hver gang. Det var jeg frustreret over,

og det var han i øvrigt også selv. Hans

forhistorie var vigtig, og andre professio-

nelle havde allerede gjort sig erfaringer

med mange forskellige pædagogiske

retninger, men vi fik intet at vide – ud

over et vist rygteniveau, hvor der er fokus

det negative, eller en mundtlig overlevering,

hvis vi var heldige. For ikke at

komme ud i det samme, altså mangel

overlevering, lavede jeg en grundig rapport,

en udredning, om ham, da vores

projekt skulle rundes af, men jeg aner

ikke den dag i dag, om det blev brugt

til noget. Var det spildte kræfter eller

hvad? Det fik mig til at tænke videre

over begrebet dokumentation.

Den moderne tidsalder

Lars Bluhme flyttede fra Nordjylland

til København og fik arbejde

Frederiksholm Akutinstitution. Her

arbejdede man efter en norsk inspireret

model, Udredningsmodellen, hvor der

bliver lagt vægt forretningsgangens

synlighed, åbenhed og god

kvalitet i den sociale service.

– Det var mit første møde med en

gennemført struktureret indgang til

pædagogisk arbejde og med det, der

minimum skal være til stede, nemlig

målopfølgning og kontinuerlig beskrivelser,

for eksempel også af samarbejdet

med forældrene og med andre faggrupper.

Det var en meget positiv oplevelse,

husker Lars Bluhme, som dog og

erfarede, at den norske model det

tidspunkt var svær at overskue, fordi

den skulle gennemføres ved manuel

dokumentation A4-ark.

Erfaringerne med det strukturerede

system fik Lars Bluhme til at udvikle

en IT-model, som skulle erstatte den


udbredte brug af Kinadagbøger som

overleveringsmateriale. Han fik et

samarbejde i gang med institutioner i

både Nordjylland og Frederiksberg og

arbejder i dag fortsat at udvikle sine

computermodeller i samarbejde med en

række forskellige institutioner.

– Det handler om at træde ind i den

moderne tidsalder og læne sig op af alle

de rationelle gevinster, der er i at bruge

en pc. Mit ønske har hele tiden været,

at det skal være et fagligt fremskridt

at bruge pc’en, men også at vi skal

have den åbenhed og tydelighed, som

forvaltningslovgivningen kræver i dag,

peger Lars Bluhme.

Med tiden håber han, at det bliver mere

og mere naturligt for alle pædagoger

at lave dokumentation og ikke adskille

teori og praksis, sådan som det i udpræget

grad sker i dag.

– I dag sker der ofte det, at teoretikeren

tager sin viden med sig, når han forlader

arbejdspladsen. Og praktikeren får lov

at slippe af sted med at sige, at ”jeg

er jo ikke er så god til det teoretiske”

– så det lader vi ligge! Men efter min

mening skal pædagoger lære at forene

de to retninger, for det vil give bedre

pædagogik og større fælles forståelse i

personalegruppen. Vi skal ikke have en

mur bygget op mellem os, vi skal derimod

lære at dele viden, og det kan vi

bruge computeren til. Jeg håber, at begreber

som praktiker og teoretiker helt

vil uddø, og at det bliver helt naturligt

for alle at arbejde med resultatmåling,

så det ikke er noget man tænker over,

men bare gør.

Lars Bluhme henviser til en undersøgelse

IT-modellen kan synliggøre målsætningerne,

og det tror jeg, faget vil have godt af,

siger socialpædagog og pædagogisk

konsulent Lars Bluhme, I-Meta.dk

P Æ D A G O G I S K R E S U LTAT M Å L I N G

Socialpædagogen Lars Bluhme har som ambition at

motivere pædagoger til at dokumentere deres arbejde

og måle , om de metoder, de anvender, nu og

virker efter hensigten.

73


74

P Æ D A G O G I S K R E S U LTAT M Å L I N G

lavet af Socialpædagogernes Landsforbund,

”Projekt dagbog” der viser, at de

værdier, som socialpædagogerne syntes

var de vigtigste, var det nære, relationen

til brugerne, hvorimod det organisatoriske

og relationer ud af huset ikke betød så

meget.

– Det er slående, at pædagogerne har

det sådan, og det viser, at det er meget

svært at dele viden, både internt men

også udadtil, for eksempel over for

samarbejdspartnere i kommunerne.

Men udviklingen er sådan i dag, at vi

er nødt til i højere og højere grad, at

kunne dokumentere kvaliteten af vores

arbejde en systematisk og målelig

måde, ikke bare over for os selv, men i

høj grad også over for samfundet, så for

eksempel politikerne kan se, at vi gør en

forskel.

Når pædagogen kan dokumentere, at

han/hun gør sit arbejde godt, og at indsatsen

hjælper, kan de også bedre stille

krav, også i en lønforhandling, mener

Lars Bluhme.

Pædagogisk resultatmåling

Bluhmes programmer går altså hånd

i hånd med kravet om pædagogisk

resultatmåling, som mange socialpædagogiske

arbejdspladser prøver at leve op

til i dag.

– Grundlæggende er det vigtigt, at

pædagoger har en forståelse for, hvorfor

man arbejder efter mål og at målet bliver

så godt beskrevet, at det ikke skrider, for

så kan man naturligvis ikke måle det

undervejs, understreger han.

Bluhme har, i forbindelse med temadage

for pædagoger, fået meget viden om,

hvorfor mange oplever det som svært at

arbejde med operationelle mål.

- Jeg oplever pædagoger, der har

kendt hinanden i mange år og arbejdet

samme sted, men når de skal beskrive

et operationelt mål, gør de det helt,

helt forskelligt. Det er vigtigt, at de gør

sig klart, hvorfor de er forskellige, for

ellers forvirrer man i høj grad brugerne

og hinanden. Hvis man ikke formår at

beskrive målene ens, må man lære sig

det – for eksempel ved at splitte målet

op i delmål, danne øer af mindre kompleksitet

i en overkompleks verden, så

målene er realisable i hverdagen.

En anden måde at sikre sig, at målet

ikke glider, er ved at sørge for hyppige

evalueringer, gerne hver uge, alt efter

hvor store bevægelser der sker.

Synliggøre målsætninger

Lars Bluhmes modeller er bygget op, så

man kan gå ind og se det specifikke

udviklingsmål, som har direkte reference

til den årlige handleplan, og ved et tryk

en knap kan man blive opdateret ,

hvad der er sket, mens man for eksempel

har været væk fra arbejdspladsen.

– IT-modellen kan synliggøre målsætningerne,

og det tror jeg, faget vil have

godt af. Ellers kommer man let til at

rende rundt i den samme form for trummerum

og tro, at ro, orden og struktur

for eksempel altid er det bedste. Man

kommer for let til at vælge de brede

tilgange, som er traditionelle for faget,

og som man er tryg ved. Det er og

rigtig nok. De generelle mål er vigtige,

men de individuelle udviklingsmål har

også meget stor betydning.

Brugerindflydelse

Beboerne, eller de rørende til beboere

en institution, har ikke, som systemet

er indrettet nu, adgang til at se målbeskrivelser,

vurderinger eller andre dele af

systemet.

– Den, der modtager pædagogens

arbejde, inddrages naturligvis ofte i en

dialog, som går forud for målet. Men

systemet er ikke gearet til, at forældre

til børn en institution kan gå ind og

logge sig systemet lige fod med

pædagogen. Det går gennem pædagogen,

hvis de skal have disse informationer,

forklarer Lars Bluhme.

Han pointerer, at modellerne sagtens

kan indrettes, så der kommer adgang til

brugerne, hvis de enkelte arbejdspladser

ønsker det.

– Det er ikke problematisk at gøre det

i praksis, og vi har da også øje for den

mulighed, men personligt mener jeg, at

vi er nødt til at forstå vores egne metodiske

muligheder bedre, for vi begynder

at eksperimentere med at inddrage

brugerne. Pædagogen skal først lære at

være en anstændig formidler.

Tal er vigtige

Bluhmes computermodeller tilbyder

pædagogen at lave en kvalitativ og

kvantitativ dokumentation i skriftform,

baseret observationer og faglige

vurderinger – samt ved abstrakte

karakterer i form af en skala fra 1-10.

Den særlige nøgle, der følger hver

pædagogs indtastning, betyder, at

det er muligt at se, hvem der ofte når

målsætningen.

Ud over at lave dagligt dokumentationsarbejde

pædagogiske målsætninger,

skrive dagbog og lave statistikker, kan

man også dokumentere og måle

forældresamarbejde, samarbejde med

psykolog, psykiater, dagtilbud osv.

– På den skala, som programmet benytter

og som pædagogen taster ind ,

er succeskriteriet 10-tallet, mens otte er

”tilfreds”....osv. Pædagogen kan sætte

tal , hvorvidt en aktivitet sammen

med en bruger lykkes eller ej. Eller det

kan være tal graden af magtanvendelser

over for en beboer. Uanset

hvordan skalaen anvendes, kan disse

tal omdannes til statistikker. Et eksempel:

Hvis vi taler om magtanvendelse,

kan tallene bruges til at stille skarpt

følgende: Hvor ofte går det galt i

relationen mellem bruger og pædagog,

så det fører til magtanvendelse? Er det

i forhold til en bestemt pædagog, det

går galt? forklarer Lars Bluhme.

Ved at trække statistik ud fra hverdagen,

får man et bedre grundlag for en

faglig vurdering, spørger han. Alternativet

er, at man nøjes med at skønne,

hvor galt det står til, men tal kan vise,

sort hvidt, hvordan hverdagen ser ud.

– Tallene er det rationelle, hurtige svar

, hvordan det går. Brugen af tal kan

skabe en oversigt, men de erstatter

selvfølgelig ikke ordene, og jeg taler


ikke for, at man skal fjerne beskrivelserne,

prosaformen, for så ville tallene

stå alt for nøgne. Men hvis to pædagoger

er uenige om, hvor skalaen

de skal placere en bestemt hændelse,

kan det give god anledning til at få talt

igennem, hvilke observationer, man hver

især har gjort sig. Man har måske set

det samme ske, men har to vidt forskellige

vurderinger af det. Hvorfor det? Det

kan brugen af skalaen være med til at

klargøre.

Hvem lykkes?

Lars Bluhme mener, at IT-modellerne kan

bruges til at skærpe opmærksomheden

omkring, hvilke pædagoger der lykkes i

deres pædagogiske praksis, for eksempel

når det drejer sig om at få en beboer til

at nå det opstillede mål.

Desuden vil der opstå et billede af, hvilke

pædagoger der ikke har held til at motivere

beboeren og dermed nå målet.

– Det vil ikke altid være populært, men vi

må gøre op med den tankegang, at alle

pædagoger er lige gode til alt, og at man

altid skal agere som en gruppe. Nogle vil

næppe klappe i hænderne over mit synspunkt,

men jeg mener, det er vigtigt at

få gennemført en dagsorden, hvor man

kan tage diskussionerne. Hvordan

konfronterer man i øvrigt de pædagoger,

der ikke tager deres arbejde seriøst

nok? spørger Lars Bluhme og tilføjer, at

statistik også vil være et godt værktøj for

ledelsen, som har ansvaret for pædagogikken.

– Systemet skal sikre, at alle har viden

om den gode praksis. Beboeren skal

have den bedst mulige hjælp, det står

også i lovgivningen. For mig er der ingen

tvivl om, at den sociale service kan blive

langt bedre. Hvis professionelle fagfolk

træder bremsen i den proces, så må

man kvalificere dem til ikke at gøre det.

Det handler ikke om at fyre folk eller

køre dem ud et sidespor, men om at

god praksis skal tilflyde alle i organisationen,

og øget brug af faktuel viden og

muligheden for at sammenligne observationer

er meget nyttigt i den faglige

supervision. I stedet for at man tager

udgangspunkt i følelser, skal man se

den faglige problemstilling.

Ja til kvalitet

Bluhmes erfaring er, at pædagogerne

sagtens kan højne kvaliteten af deres arbejde

og blive langt mere strukturerede.

Specielt hvis ordet ”viden” bliver et mere

neutralt begreb, noget man kan tage til

sig, noget man ikke er bange for.

– Der har været talt meget om skriftlighed,

og det felt er der sket en øget

professionalisering. En øget grad af resultatmåling

kan generelt bruges til at give

pædagogers arbejde højere status, gøre

det synligt. Det er også et rimeligt krav

et område, som koster samfundet milliarder

af kroner hvert år, mener han.

Generelt oplever Lars Bluhme, at hans

modeller med resultatmåling, observationer

og brug af skala samt statistik

bliver godt modtaget i faget.

– Mange synes opdelingen er interes-

Grundlæggende er det vigtigt, at pædagoger har en forståelse for,

hvorfor man arbejder efter mål, mener Lars Bluhme

P Æ D A G O G I S K R E S U LTAT M Å L I N G

sant, man kan ligefrem høre 10-øren

falde, når jeg lægger det frem. De

fleste har en oplevelse af, at tingene er

rodet godt og grundigt sammen, eller

også arbejder de efter alt for brede og

overordnede mål, som de alligevel ikke

kan kontrollere, forklarer han.

Lars Bluhme mener, det i sidste ende

vil være en kæmpe fordel for fagligheden,

at pædagogerne bruger faktuel

dokumentation i deres diskussioner,

både internt og udadtil, frem for at

bruge fornemmelser fra rygraden.

– Åbenhed og tydelighed om målene

og resultaterne giver faktisk og

større demokrati arbejdspladsen.

Ingen arbejder i det skjulte efter sin

egen lille djævelske plan. Endelig har

det også betydning for muligheden

for aktindsigt, og det øger retssikkerheden

for brugerne, at faget kan

fremlægge fakta for anvendelse og

resultaterne af deres metoder, understreger

Lars Bluhme.

75


76

M A R T E M E O

Interview med terapeut Maria Aarts, udvikleren

af Marte meo metoden, Holland

– Jeg elskede at stirre mennesker.

Da jeg var fire-fem år gammel, bad min

mor mig holde op med at stirre, ellers

ville hun ikke tage mig med ud besøg

mere. Det virkede åbenbart uhøfligt,

sådan stirrede jeg, og jeg forsøgte da

også at lade være, men så snart jeg så

mit snit til det, sad jeg igen og stirrede

uhæmmet mennesker omkring

mig. Jeg så alt muligt ske – hvordan de

bevægede sig, hvordan de agerede sammen.

Det var fascinerende.

Maria Aarts fortæller om sin barndoms

Ved egen kraft

”dårlige vane”, som mange år senere

viser sig at komme hende til stor nytte. I

dag har hun gjort sin stirren til en del af

sin profession, og når hun gennemgår

Marte meo metoden ved hjælp af

videoklip, hvor hun billede for billede

forklarer, hvad der sker mellem de mennesker,

der er filmen, ja så genkender

man fuldstændig hendes fascination af

at stirre. Men nu har hun lov til det, og

hendes mor har da også, da hun blev

voksen, sagt til sin datter: ”Hvor var

det klogt af dig, Maria, når du nu ikke

kunne holde op med at stirre, at du så

valgte at gøre det til din levevej!”.

– Det var virkelig gået op for min mor,

Maria Aarts var et meget

stirrende barn – og denne

stirren blev til hendes levevej

og til metoden Marte meo,

som i dag bruges i 25

forskellige lande verden over.

hvor nyttig min stirren havde været og

hvor mange mennesker, der nu kan

profitere af min viden, ler Maria Aarts

og kaster sig så ud i en engageret

beskrivelse af metodens stærke og

svage sider, men først skal hun tilbage

til 1976, da det oprindelige skridt blev

taget til at udvikle Marte meo til en

metode.

Dengang arbejdede Maria Aarts, der

er uddannet terapeut en hollandsk

institution for autistiske børn. En dag

brød en mor sammen i gråd, da hun

kom ind institutionen og så, hvordan

hendes søn sad i nær kontakt med sin

behandler, Maria Aarts.


”Jeg ville også gerne have den form for

kontakt med ham, som du har”, lød

moderens forklaring , hvorfor hun

blev bevæget.

Hvordan gør vi vores

viden tilgængelig?

Det blev startskuddet til gå i gang med

et projekt, som Maria Aarts havde haft i

hovedet i flere år, nemlig: ”Hvordan gør

vi vores professionelle viden tilgængelig

for forældrene?”.

Maria Aarts udgangspunkt var, at den

faglige information burde formuleres,

så den blev lettere tilgængelig for de

rørende. Eksperternes teoretiske

og abstrakte, problemorienterede

viden skulle omformes til praktisk

hverdagssprog.

De første familieprogrammer, som Maria

Aarts arbejdede med, blev udviklet

i samarbejde med Orion, et center i

Holland, hvor hun dengang var leder.

Marte meo metoden er da også netop

kendetegnet ved, at den er udviklet ”

gulvet” i samarbejde med fagpersoner,

forældre og børn.

I 1987 blev Maria Aarts leder af sin

egen virksomhed, ”Marte Meo”, en

international organisation, og i dag

bruges metoden i mange forskellige

sammenhænge, ikke alene til at hjælpe i

forældre-børn relationer men i høj grad

også til at give fagpersoner ny viden og

indsigt, samt i relationer der har med

voksne at gøre, for eksempel i samarbejdet

mellem personale og demente

eller i samarbejde mellem fagpersoner

og voksne med forskellige former for

funktionsnedsættelser.

Metoden er i dag i brug i 25 forskellige

lande. I Danmark har den været kendt

siden midten af 90’erne, og netop i

Danmark har metodens anvendelse ført

til overraskelser for Maria Aarts. I dag

er den nemlig i brug i sammenhænge,

som hun aldrig havde forventet, for

eksempel i samspillet mellem personalet

og ældre demente plejehjem og institutioner

i en række amter i Danmark.

– Det havde jeg ikke noget tidspunkt

forestillet mig, men det har vist sig,

at personalet har virkelig meget glæde

af den. Jeg får hele tiden nye samarbejdspartnere

i Danmark, også i

børnepsykiatrien. Jeg tror, at Marte

meo vinder så kraftig indpas blandt

personalet plejehjemmene, fordi den

modvirker, at fagpersonerne brænder

ud. Den fokuserer , hvad der virker,

og det kan personalet i høj grad bruge.

De får større glæde af deres arbejde i

hverdagen, fordi de tydeligere kan se,

hvor deres arbejde giver succes.

Ved egen kraft

Marte meo er latin og betyder ”Ved egen

kraft”. Metoden er videobaseret, den er

meget konkret og først og fremmest løsningsorienteret.

Når terapeuten vejleder

og rådgiver, tager hun udgangspunkt i

de ressourcer, der i forvejen er til stede

hos personerne.

Videoen er et arbejdsredskab, og

optagelse af almindelige dagligdags

situationer gør det muligt at få øje

barnets, den unges, den voksnes eller

den ældres initiativ samt samspillet

mellem personer. For eksempel: Hvad

kan barnet allerede? Og hvad har barnet

brug for at lære?

Men optagelsen kan også fokusere ,

hvad den voksne/fagpersonen allerede

kan, som støtter brugerens udvikling,

og hvad fagpersonen har brug for at

lære, gøre anderledes, for at brugeren

kan komme videre i sit liv.

Terapeuten, der er uddannet i metoden,

analyserer videofilmen, og viser derefter

udvalgte, centrale klip frem til den, som

analysen gælder.

– Metodens stærke side er, at den giver

konkrete, detaljerede informationer som

kan støtte en udvikling i det daglige liv.

Den bliver skræddersyet til dem, der skal

bruge den, eksempelvis forældre der skal

lære at støtte deres børn bedre. Ikke noget

med, at de skal tilpasse sig metoden

eller de professionelles krav. Metoden

tager udgangspunkt i forældrenes

hverdag, forklarer Maria Aarts.

Netop det skræddersyede er meget

M A R T E M E O

centralt. På den ene side tager Marte

meo udgangspunkt i basal viden om

udviklingsprocesser. På den anden side

bliver der i hvert eneste tilfælde lavet

en unik film med udgangspunkt i den

enkelte klients daglige liv.

– De spørgsmål forældre eller fagpersoner

kommer med, er helt centrale i

hjælpeprocessen, og der laves altid en

analyse til den specifikke klient, en analyse

der er forbundet med klientens

egne spørgsmål og dagligdags problemer,

forklarer Maria Aarts.

Begrænsninger

Hun erkender også, at metoden ikke

kan bruges til alt og alle. Marte meo har

sine begrænsninger og dem skal man

huske:

– Metoden beskriver det, som du ser her

og nu, men du kan ikke bruge den til at

stille en diagnose. Den kan ikke anvendes

til at hjælpe folk over alvorlige lidelser, for

eksempel seksuelt misbrug eller alvorlige

psykiatriske vanskeligheder. Den handler

om, hvordan du får et bedre liv i morgen

og det er vigtigt at de, der bruger

den, kender dens begrænsninger og

ikke begynder at bruge den til at stille

diagnoser. Vi ser den besked, der kan

ligge i en bestemt opførsel, lige præcis

den dag, vi filmer.

Maria Aarts ser ikke Marte meo som en

modsætning til andre metoder, hun vil

hellere se den som et supplement. Da

hun bliver bedt om at beskrive, hvor den

adskiller sig fra andre metoder, nævner

hun to ting:

1) Den kopierer naturen

2) Den fokuserer meget , hvordan

man bruger sproget.

Kopieringen af naturen, at efterligne

naturen, er en vigtig del af princippet

bag Marte meo.

– Det vigtige er, at vi, når vi vil genoprette

et naturligt samspil i en familie, gør

brug af naturens egen model, forklarer

Maria Aarts.

Hun begynder for eksempel sine forelæsninger

om metoden med at vise film af

en helt almindelig far, der er ved at give

77


78

M A R T E M E O

sit lille spædbarn tøj . Ved at vise,

hvordan han hele tiden spejler sit barn,

både gennem sine lyde og sin mimik,

viser Maria Aarts sit publikum, hvad den

naturlige forældrerolle rummer, altså

hvordan normale forældre nærmest

instinktivt går ind og udvikler deres børn.

Når barnet gurgler eller sige sjove lyde,

er faderen straks pletten og bruger

samme lyde i sit svar til barnet. Senere

er princippet det samme, når forældrene

helt tiden sætter ord , hvad der sker

og hjælper barnet vej i for eksempel

dets sproglige udvikling.

Den naturlige dialog

Marte meo tager udgangspunkt i, hvad

der kan beskrives som ”den naturlige

dialog mellem forældre og børn”. Det

er den, der danner grundlaget for den

forståelse, der ligger bag behandlerens

intervention, og i de videosekvenser,

der vises bagefter, bestræber man sig

og at vise de steder, hvor denne

naturlige dialog er i fokus. Men de

tilbagemeldinger, som terapeuten giver

forældrene eller fagpersonen kan både

fokusere , hvor den naturlige dialog

fungerer godt, men og, hvor den

ikke fungerer.

– Vi bliver sommetider beskyldt for alene

at fokusere det positive, siger Maria

Aarts, men det er ikke sandt. Vi skal

naturligvis ikke arbejde i blinde. Vel finder

vi de gode eksempler frem, men vi ser

også efter konfrontationerne – og det er

ikke et krav, at vi bare skal være positive.

Både forældre og professionelle opfatter

det imidlertid som positivt, at vi ikke bare

beskriver dysfunktionerne i samspillet

mellem forældre og børn, men i høj grad

fokuserer , hvordan man stimulerer de

områder, som fungerer dårligt, forklarer

hun.

– Netop fordi vi er omhyggelige med at

vælge de sekvenser ud i filmen, som kan

danne basis for udvikling, er der nogle

gange folk, som synes, at vi ”kun viser

positive billeder”, men virkeligheden er,

at selv om vi indleder med at fokusere

det, som forældrene/fagpersonerne er

gode til, så vælger vi også billeder ud fra,

hvad der kan ændres , forklarer Maria

Aarts. Hun understreger, at netop selve

udvælgelsenog transformeringen af

”Marte meo know how” til klienten er et

meget stort felt i uddannelsen af Marte

meo terapeuterne.

Sprog og nonverbalt sprog

Når terapeuten fortæller forældre eller

personale, hvad målet er og hvor man

er vej hen, bliver det gjort i et ganske

almindeligt sprog. Det er et markant

princip hos Marte meo, og det lægger

Maria Aarts stor vægt .

– Jeg synes ikke, det er nødvendigt at

bruge fremmedord, og det er et krav,

at man som terapeut er trænet i at

oversætte vanskelige informationer til

et sprog, som passer med for eksempel

forældrenes. Vi skal kunne tale praktisk

og klart. Derved oplever forældrene

også, at de ikke skal ”passe ind i programmet”,

de behøver ikke at gætte,

hvad vi mener, vi tilpasser os dem.

Det sproglige aspekt fylder meget i Marte

meo, også kropssproget, det nonverbale

udtryk.

– Det er altafgørende, at man er trænet

i at aflæse det nonverbale, for eksempel

hvis man som terapeut bruger metoden

sammen med fysisk og psykisk handicappede.

Alle børn, udviklingshæmmede

eller ej, er født med at være tunet ind

lyde – de får skabt en forbindelse

med forældrene via lyd, og børn, unge,

voksne, der ikke taler, kommunikerer

alligevel, forklarer Maria Aarts.

Hun giver et eksempel med et filmklip

fra en institution, hvor fire beboere

deler lejlighed. Den ene kan ikke tale,

og hans adfærd giver problemer for de

andre, fordi han hele tiden udtrykker sig

gennem voldsomme råb, som de ikke

forstår. Filmen viser, at pædagogen, når

han kommer ind og hilser, siger klart og

tydeligt godmorgen, men mest henvendt

til de af beboerne, der kan tale. Imens

råber den ikke-talende beboer voldsomt

op i baggrunden.

– Ved at analysere filmklippet og lyden,

kunne man høre, at den råbende beboer

faktisk forsøgte at efterligne pædagogens

tonefald, når denne sagde godmorgen.

Men der blev bare aldrig reageret

det, fordi man opfattede det som en

tilfældig irriterende råben, og det blev

beboeren selvfølgelig desperat over og

råbte så bare højere og højere, forklarer

Maria Aarts.

Pædagogen fik instruktion i at efterligne

beboerens lyde, og det blev også filmet.

– Den reaktion det gav, da beboeren fik

sin hilsen retur, ja, det var helt utroligt at

se den glæde det vakte: ”De ser mig, de

hører mig”, smiler Maria Aarts og understreger,

at hun gang gang ser, hvor

vigtigt det er, at personalet får lov til at

lære nyt om, hvordan de agerer sammen

med for eksempel handicappede børn

eller voksne.

– De vil så utroligt gerne lære og motiveres

i deres arbejde. Og det er meget

lettere, når man griber det an via billeder

og træner dem op i selv at se, hvad der

sker. Det er ikke nødvendigt med en

negativ konfrontation, det er meget

mere motiverende, hvis folk selv kan lære

at se efter, hvad der sker.

En ”simpel” metode!

Nogle betegner Marte meo metoden

som meget ”simpel” og mener, at der

derfor er en risiko for, at behandleren

tænker sit eget teorigrundlag ind i

metoden uden at være bevidst herom.

Maria Aarts husker da også, at hun i

Norge i 1999 netop mødte reaktionen

i universitetssammenhænge, at skønt

hun var en god terapeut var metoden

for simpel at beskæftige sig med et

universitet.

– Men så prøvede vi sammen at analysere,

hvad der faktisk skete undervejs,

når man brugte metoden. Og denne

analyse viser, at man skal tænke ret dybt

for at sikre, at der sker en udvikling. Det

er nødvendigt at terapeuten kan tænke

analytisk. Man skal faktisk have lidt af

en matematisk hjerne, og det har jeg da

også. Jeg kunne være blevet matematikprofessor,

ler Maria Aarts, som understre-


ger, at forskning i metoden har vist, at

den passer meget godt sammen med de

nyeste teorier om børns udvikling. Dog

tilføjer hun, at brugen af metoden står

og falder med, hvordan terapeuterne er

uddannet.

– Uddannelsen er meget vigtigt og du får

kun certifikat i at bruge metoden, hvis

du kan gøre det med succes. Det skal du

bevise gennem din træning med andre,

og du skal igennem en række cases, som

viser, at du mestrer metoden. Det er altså

noget man virkelig skal arbejde med,

understreger Maria Aarts.

Men ved brugerne altid, at de bliver

filmet og brugt i en bestemt metodesammenhæng?

– Ja som regel, og altid hvis det er forældre,

der er brugerne. Her er det os, der

skal lære af dem, af deres spørgsmål. De

fortæller os, hvad de er bekymrede over,

for eksempel hvis barnet er forsinket i sin

udvikling grund af et handicap, eller

hvis de har svært ved at opdrage barnet.

Deres spørgsmål er vores orienteringspunkter

og det retter vi så vidt muligt

ind efter. Men hvis vi taler om ældre

demente eller om folk uden sprog, så

ved de ikke nødvendigvis, hvad vi laver.

Alligevel gør vi meget ud af at inddrage

dem, vi fortæller dem, at de kommer

med i en film.

Dokumentation

Også Maria Aars hæfter sig ved, at kravet

om dokumenteret virkning af arbejdet

det sociale område er stigende – og det

har hun det fint med – til en vis grænse.

– Vi dokumenterer konstant, hvad vi

laver via vores film. Vi er meget strukturerede,

når vi arbejder, vi skriver

ned trin for trin, hvad der sker, det er

nødvendigt for at skaffe sig overblik, og

den måde lever vi op til kravet om

dokumentation.

Men det er også nødvendigt at passe

lidt , at ikke alting drukner i papir og

bureaukrati, mener Maria Aarts.

– Hvis kravet bare er dokumentation

for dens egen skyld, kan det dræbe en

masse energi. Al den tid du bruger at

Marte meo har sine begrænsninger

og dem skal man huske, siger udvikleren af

Marte meo metoden, Maria Aarts, Holland

dokumentere viden, går fra dine klienter,

det skal vi huske. For mig er det vigtigste

stadig, at vi koncentrerer os om brugernes

behov. Vi skal sikre at fagpersonerne

imødekommer brugerens behov, ikke

systemets.

Samarbejde via dialog

Maria Aarts er ikke i tvivl om, hvad der

er det allermest centrale i Marte meo

metoden:

– Det er samarbejdet mellem fagperson

og bruger, siger hun med eftertryk.

– Hele programmet er bygget op om

samarbejde, og hver eneste gang

metoden tages i brug, er den skræddersyet

til brugeren. Vi sætter ikke bare en eller

anden standard op, som så kører hver

gang. Vi ser familiernes behov forfra,

hver gang. Det er grundlæggende i Marte

meo, at de eller den, der ønsker hjælp,

selv formulerer spørgsmålet – de ved

bedst, hvad de ønsker at arbejde med.

For at kunne skabe det nødvendige

samarbejde er dialogen altafgørende,

forklarer Maria Aarts. Den professionelle

terapeut er særligt trænet i at høre

efter hvad brugerne siger, tune ind

deres niveau, være i stand til at skabe en

dialog.

Maria Aarts mener, at det er bedst at

arbejde med Marte meo inden for sin

egen profession. Hun giver i ”Marte meo

Grundbog” et eksempel , hvordan

hun selv har lavet fejl i sine beslutninger,

da hun forsøgte sig med at arbejde med

en mor, der var aktiv stofmisbruger. Hun

manglede imidlertid viden og erfaring

i samarbejdet med stofmisbrugere, og

kunne derfor ikke vurdere moderens

situation.

– Jeg synes, Marte meo udnyttes bedst,

hvis den bygger oven ens egen uddannelse

og ens egen professionelle

viden. Den skal ikke ind og erstatte en

uddannelse. Nej, metoden skal komplementere,

ses som en slags støtte til det,

du kan i forvejen.

M A R T E M E O

79


80

M A R T E M E O

Når udvikling går

gennem et kamera

Interview med pædagog og afdelingsleder Aase Gydesen

og pædagog Ulla Stæhr, Specialbørnehaven Æsken.

Seksårige Katrine kommer op i sit gangstativ, og pædagogen

Trine Tander finder en kasse frem med legesager. På Katrines

lyde og enkelte ord er det klart at forstå, at hun er glad og helt

med , at der nu skal ske noget særligt. At hun bliver filmet

imens, tager hun ikke nogen særlig notits af, hun har prøvet

det før og lader sig ikke længere aflede af kameraets tilstedeværelse.

Vi er i specialbørnehaven Æsken i Skanderborg. Børnehaven

er normeret til otte børn, alle med betydelig og varig nedsat

funktionsevne, der gør, at de har behov for omfattende pleje

og specialpædagogisk støtte.

Katrines leg med Trine bliver filmet af den ene af de to pædagoger

i Æsken, som begge har taget en ekstra uddannelse som

Marte meo terapeuter.

Aase Gydesen, der er pædagog og afdelingsleder i Æsken og

pædagog Ulla Stæhr har afsluttet deres toårige uddannelse til

Marte meo terapeuter i juni 2005. De blev begge optaget af

metodens muligheder, da de læste om den i deres fagblad,

Socialpædagogen, og siden fik den beskrevet et endagskursus.

– Vi bruger flere forskellige metoder i arbejdet med børnene,

ofte blandet lidt sammen, så den ene overlapper den anden.

For eksempel arbejder vi meget med sanse-stimulering og

med at stimulere sproget. Man kan ikke tale om, at Marte

meo kan gå ind og erstatte andre metoder, for brugen af

Marte meo handler først og fremmest om at analysere samspil.

Man bruger Marte meo til at arbejde med samspillet i den

aktivitet, der er i gang, og Marte meo kan bruges som analyseredskab

tværs af alle metoder, forklarer Aase Gydesen og

Ulla Stæhr.

Ser barnets styrke

– Arbejdet med Marte meo passer ind i vores måde at tænke

her institutionen. Vi synes ikke, man skal lade sig

bremse af, hvad børnene ikke kan, men derimod se de ressourcer,

de har. Hvad kan barnet sit eget niveau, forklarer

Ulla Stæhr.

– I den sammenhæng bliver Marte meo metoden et redskab

til at sikre, at der sker det, som vi ønsker at arbejde efter

– nemlig at vi tager udgangspunkt i barnets stærkeste side.

Lykkes det? Det kan vi sikre ved at se situationerne gennem

Marte meo metoden, tilføjer Ulla Stæhr.


På Æsken i Skanderborg har to pædagoger taget

Marte meo metoden til sig i det daglige arbejde med

børn, der har brug for særlig støtte.

Tilbage til situationen, hvor Aase Gydesen filmer, mens pædagogen

Trine er sammen med Katrine. Situationen er valgt,

fordi Trine kom og bad om hjælp til et bestemt problem, hun

ofte syntes, hun havde sammen med Katrine.

– Og det er også kravet for at begynde at arbejde med Marte

meo, at der skal være noget man undrer sig over, et problem,

et område, man gerne vil have fokus . I det her tilfælde lød

spørgsmålet fra Trine: ”Hvordan stimulerer jeg bedst muligt

Katrines sproglige udvikling?”, forklarer Aase Gydesen.

Den seksårige Katrine har en medfødt hjerneskade som gør

hende multihandicappet, både fysisk og psykisk. Hun er spastiker

og sprogligt kan hun sige enkelte ord – dagligdags ting,

som hun genkender, men mange gange bruger hun sproget

ukorrekt. Hun kan lege med ordene i form af remser, men

uden nødvendigvis at vide, hvad de betyder.

– Trine havde observeret, at Katrine kan mange sprogmelodier

og ofte synger sproget, men hun har for eksempel svært

ved at svare, fordi hun mangler ord, og Trine var usikker ,

om hun gav hende den rigtige sproglige støtte, forklarer Aase

Gydesen.

Marte meo som metodesupplement

Hun fortæller, at man Æsken i mange år har arbejdet

meget struktureret med børnenes sproglige udvikling, blandt

andet efter Irene Johanssons Karlstadsmodel, og Marte meo

metoden går fint ind og supplerer denne model, fordi Marte

meo hjælper med at sætte fokus den respons, pædagogen

giver barnet rent sprogligt. Dermed kan man bedre udnytte

de særlige legeredskaber og virkemidler, som Irene Johanssons

sproglige udviklingsmodel tilbyder.

I tilfældet med samarbejdet mellem Trine og Katrine udvalgte

Marte meo terapeuten dels en struktureret, dels en ustruktureret

situation, som hun filmede i 10-15 minutter. Sådan

er fremgangsmåden i alle Marte meo forløb, begge typer af

situationer skal filmes. Disse minutter analyserer terapeuten

grundigt, og ud fra dem piller hun for eksempel 3 x 1 minut

ud, som hun vil gennemgå sammen med Trine.

– Eksemplerne, som vi leder efter, tager altid udgangspunkt i,

hvor vi kan se, at samarbejdet mellem pædagogen og barnet

har de helt rigtige elementer i sig. Når vi kan se, hvad der går

virkelig godt i samarbejdet mellem Trine og Katrine, kan vi

bygge videre det. Vi viste, via filmen, hvad Trine gjorde helt

korrekt, da hun for eksempel fortalte med ord, hvad det var

Katrine var i gang med: ”Nu tager du dukken, Katrine, nu ser

du glad ud”, for at nævne et eksempel.

Tit er de voksne i institutionen og forældrene rigtig gode

til at stille børnene utallige spørgsmål, forklarer Ulla Stæhr.

Børnene bliver spurgt, hvad de har fået til morgenmad, hvor

de har holdt ferie, hvad de har med i madpakken osv., men

de glemmer at sætte ord børnenes egne udtryk, deres

handlinger.

M A R T E M E O

– Det lærte Trine at gøre mere ud af, når hun var sammen

med Katrine. Vi ved, det er svært, for vi er ofte uvante med

at sætte ord handlinger, det føles kunstigt at gøre det,

men her viste de første filmsekvenser tydeligt, at arbejdspunktet

hed: ”Sæt ord Katrines handlinger”. Man kunne

nemlig se filmen, hvilken utrolig effekt det faktisk havde

Katrine, når pædagogen formulerede, hvad det var

Katrine gjorde. Det havde en stor virkning, for eksempel blev

hun mere opmærksom og koncentreret, og hun begyndte at

tage flere initiativer, både sprogligt og i leg.

Nyt arbejdspunkt

Efter 14 dage, hvor Katrine har øvet sig sammen med Trine,

vender Marte meo terapeuten tilbage og laver en ny filmsekvens,

som så bliver analyseret med henblik at vise, om

der sker fremskridt. Derefter formuleres et nyt arbejdspunkt,

som for eksempel kan være ”Sæt ord barnets følelser”.

– Børnene viser sig at blive roligere, når de får adgang til

flere ord. Det skærper deres koncentration, de oplever, at de

er i fokus, også når den voksne i første runde sætter ord ,

”Hvordan stimulerer jeg bedst muligt Katrines sproglige udvikling?”

Sådan lød spørgsmålet fra pædagogen før Marte Meo blev taget i

brug som en hjælp til at give Katrine en bedre sproglig støtte.

81


82

M A R T E M E O

hvad det er barnet gør. Bagefter tør barnet gradvis selv gøre

det, afhængig af hvor meget sprog det mestrer, forklarer

Ulla Stæhr og giver et eksempel med en dreng i naboinstitutionen,

hvor problemet ikke var konkret sprogligt, for

drengen var ikke handicappet, men mere handlede om hans

manglende selvtillid.

– Han var nummer fem i en søskendeflok og krøb lidt langs

væggene, en lille forsigtig dreng. Gennem Marte meo fik

vi indkredset arbejdspunktet til at pædagogen skulle give

ham mere sproglig anerkendelse. Den effekt, det havde, var

ganske utrolig. Filmen viser, hvordan han gradvis tager over

og selv bliver i stand til at fortælle om sine interesser. Det

var virkelig bevægende at se, hvordan han blomstrede op

fortæller hun.

Marte meo kan også bruges i forhold til børn, der slet ikke

har sprog. På Æsken er der for eksempel blevet sat fokus

samarbejdet mellem et barn og institutionens fysioterapeut,

hvor barnet var uden sprog. Pigen blev ofte meget ked af

det under træningen, og det ønskede fysioterapeuten at få

sat fokus , fordi meget træning var uundgåelig.

– Filmen viste de steder, hvor fysioterapeuten faktisk var

i stand til at berolige barnet ved i høj grad at efterligne

pigens lyde og holde meget øjenkontakt. Det blev klart, at

– Metoden er tidskrævende, den kræver et vist overskud. Det skal en institution, som tager den i brug,

naturligvis være klar over, forklarer pædagogerne Aase Gydesen og Ulla Stæhr

det skulle hun arbejde mere aktivt med, for det var det

niveau, barnet befandt sig, og det var her barnet skulle have

mere respons, forklarer Aase Gydesen.

– Metoden er tidskrævende, den kræver et vist overskud.

Det skal en institution, som tager den i brug, naturligvis

være klar over. Den tid vi bruger at analysere, er tid som

går fra børnene, men samtidig profiterer børnene af det,

når vi udvikler os som pædagoger. Den gevinst børnene får

i form af et mere udviklende samvær, gør at tiden er godt

brugt og såvel børn som voksne udvikler sig, pointerer Aase

Gydesen og Ulla Stæhr.

Ingen af dem har hidtil brugt metoden i forbindelse med

forældrenes samarbejde med deres børn, men det kan godt

blive relevant at gøre et tidspunkt.

– Vi er så nye endnu, så vi har nok været lidt varsomme med

at tage metoden i brug i forbindelse med forældrenes samarbejde

med børnene, men det kan sagtens blive aktuelt,

fordi metoden er god til at vise forældre, hvordan de, med

ret enkle midler, kan give deres barn øget opmærksomhed,

især det verbale, men og det nonverbale plan. Men

hvis der er et problem, vi skal fokusere , så skal det tage

udgangspunkt i et behov fra forældrenes side, det skal ikke

bare komme fra os, siger Aase Gydesen.


Interview med

afdelingsleder Lone Bitsch og

pædagog Merete Stockmar,

specialbørnehaven Solsikken

”Målet er, at Jakob lærer at gå ved

hjælp af rollator – og at Jakob får øget

styrket udholdenhed og udvikler bedre

balance-strategier. Delmål: At Jakob behøver

mindre og mindre støtte, når han

går/står. At Jakob bliver bevidst om at

det er hans krop, der går/står – at Jakob

får gode synsoplevelser med briller ”.

Udsnittet er hentet fra den handleplan,

som specialbørnehaven Solsikken har

udarbejdet for drengen Jakob, der er

51⁄2 år. Jakob er født med Angelman

Syndrom og det betyder, at han er generelt

forsinket i sin udvikling, og

det motoriske og kommunikative plan.

Specialbørnehaven Solsikken ligger i

Resenbro i Silkeborg Kommune som en

del af organisationen “Sol & Skov”.

Ud over børnehaven er der en afdeling

P Æ D A G O G I S K E H A N D L E P L A N E R

Handleplaner hører til i hverdagen

Plads til skriftlige

registreringer er

en fordel for både

personale, børn

og forældre i

specialbørnehaven

Solsikken.

for børn og unge med autisme, en aflastningsafdeling

samt tre afdelinger for

børn og unge med fysiske og psykiske

funktionsnedsættelser.

Solsikken er normeret til 10 børn og er

bygget sammen med institutionen Solbo

via egen, meget velindrettet tilbygning

med brede gange, som giver børnene

mulighed for at bevæge sig omkring med

eller uden hjælpemidler. Solsikken deles

med Solbo om flere fælles faciliteter,

blandt andet en god, stor have, et særligt

sansehus, Snoezelhuset, samt busser,

køkken mv. Ud over at være børnehave

tilbyder Solsikken aflastning til en gruppe

børn 11 weekender om året.

Handleplaner som metode

Handleplaner er ikke et lovkrav for børn

og unge med handicap, men i Solsikken

har personalet arbejdet med handleplaner

som pædagogisk metode gennem

flere år og gjort erfaringer med at

dokumentere deres pædagogiske praksis.

83


84

P Æ D A G O G I S K E H A N D L E P L A N E R

Alt hvad pædagogerne registrerer

undervejs i barnets hverdag i

institutionen gives videre gennem

kontaktbøger til forældrene.

Derfor indgår kontaktbøgerne

som en vigtig del af dokumentationen

I dag er metoden en integreret del af

institutionens daglige arbejde.

Det nævnte eksempel med Jakob blev

udformet som handleplan i 2004. I

evalueringen i juni 2005 kan man læse,

at ”personalet er begejstrede over

Jakobs motoriske udvikling og man tror

nu , at det er via rollator, at Jakob

skal op og gå. Han har fortsat brug

for sit ståstativ, men institutionen har

opfordret forældrene til at søge om en

rollator til Jakob”.

Sammen med evaluering og handleplan

er der vedlagt fotos af Jakob og

videoklip.

De handleplansskemaer, som Solsikken

arbejder ud fra, rummer følgende seks

elementer:

• Indsatsområdet – udviklingsområdet.

• Mål og delmål – beskrives kort og

ofte med fokus noget meget

konkret.

• Arbejdsbeskrivelse – laves en side

for sig og vedhæftes skemaet.

• Succeskriterier – den udvikling,

man gerne vil se, forventer

vil ske vejen mod målet/delmålet,

indtræffer.

• Registrering – hvad personalet har

gjort, set observeret, justeret, nået

undervejs i forløbet. Beskrevet i

prosa, billeder og video.

• Evaluering – laves i fællesskab

stuemødet. Evalueringen er et skriftligt

referat af stuemøde-evalueringen,

der renskrives i skemaet. Dato

fastsættes af den, der laver handleplanen.

Evalueringen er den egentlige dokumentation

af det pædagogiske/terapeutiske

arbejde.

I Solsikken er handleplanerne lagt ind i

et skema for at gøre dokumentationen

omkring barnet og det pædagogiske

arbejde overskueligt. De aktuelle

handleplaner er samlet stuerne,

tilgængelige for alt personale.

Det tomme skema ligger institutionens

computer i mappen ”handleplaner

og dokumentation” under

dokumenter, som en ramme/skabelon,


der er ens for alle børn og derfor kan

udfyldes ensartet af personalet.

Oprindeligt blev personalet i Solsikken

inspireret af en artikel om handleplaner

institutionen Strandvænget Fyn.

Her dokumenterede man sin pædgogiske

praksis gennem skemalagte handleplaner,

ligesom der blev arbejdet med

succeskriterier.

Afdelingsleder Lone Bitsch og pædagog

Merete Stockmar i Solsikken har

begge været med i hele udviklingen af

brugen af handleplaner som metode.

Institutionens brug af handleplaner

begyndte faktisk for en del år tilbage,

men problemet var, at arbejdet blev

udført helt forskelligt. Nogle planer var

skrevet i hånden, andre pc, nogle

var med billeder, andre brugte video.

De lå spredt og registret forskellige

steder, og skrevet vidt forskellige

måder. Der fandtes desuden ikke noget

samlet overblik over planerne, og som

dokumentation var de ikke anvendelige,

heller ikke i forhold til forældrene.

Institutionen erkendte også, at det var

svært for udefrakommende, for eksempel

forældre, vikarer og studerende, at

få overblik over, hvilket arbejde der var

sat i gang i forhold til det enkelte barn.

– Vi vidste, at vi udførte et meget godt

stykke pædagogisk arbejde i forhold

til børnene. Men det foregik nærmest

symbiotisk, i et tæt forhold mellem

pædagogen og barnet. Det var rigtigt

svært for andre at komme ind og

sætte deres præg. Men vi er, som personale,

en gruppe, og vores holdninger

er, at jo flere øjne, der sammen ser ,

hvad vi arbejder med, desto bedre er

det for børnene. Ellers risikerer vi, at vi

hver bliver ”hjemmeblinde”, forklarer

Lone Bitsch.

Først værdierne

Merete Stockmar forklarer, at det

særlige fokus handleplaner startede

i 1999, da institutionen satte gang

i et projekt, som skulle undersøge

kvaliteten i det pædagogiske arbejde.

– Vi begyndte denne proces med mere

uddybende at beskrive, hvilke værdier

vi sætter højt her i huset. Dernæst

fulgte naturligt nok spørgsmålet:

Hvordan kan vi konkret se, hvilket

arbejde vi rent faktisk udfører for at

opfylde disse værdier? Hvordan lever vi

op til det, når vi for eksempel siger, at

vi ”vægter kvalitet i samspillet”. Er det

så eksisterende? Hvordan kan vi måle

det? forklarer Merete Stockmar.

Fra Århus Amts side har der regelmæssigt

være fokus dokumentation og

kvalitetsmåling af pædagogisk praksis.

På Solbo kom personalet frem til, at de

selv ønskede indflydelse , hvordan

deres arbejde kunne synliggøres og

dokumenteres.

Lone Bitsch:

– Vi var oprindeligt skeptiske i forhold

til at måle og dokumentere de

såkaldt bløde værdier, men siden er vi

blevet klar over, at det kan man sagtens,

og det er vi ikke længere hverken

bange eller negative overfor.

Merete Stockmar:

– Det er et eller andet sted helt logisk,

at hvis andre, uden for vores fag, skal

forstå, hvad vi laver, så må vi være

åbne overfor, hvordan det skal foregå.

Hvordan kan de se, hvad vi er gode til?

Kan det måles i tal, så må vi gøre det,

og hvis man ikke kan det, hvordan gør

vi det så?

Lone Bitsch:

– Vi opfandt dengang selv et talsystem,

hvor vi gav hinanden point for det

samspil vi så, også for at få en dialog

i gang med hinanden. Det var en del

af vores kvalitetsprojekt. Senere fandt

vi ud af, at det netop er kvaliteten i

samspillet, vi vil måles , ikke bare

resultatet. Vores børn udvikler sig i

samspil med andre mennesker, det skal

vi have fokus , og det er stadig vores

værdigrundlag i dag.

Merete Stockmar:

– Vi blev klar over, at det ikke er

talværdier, vi skal sætte os selv og

hinanden. Det handler langt mere om

at beskrive processen og udviklingen.

Vi kan se, at vi har mere glæde af, at

P Æ D A G O G I S K E H A N D L E P L A N E R

det foregår i prosa og i sammenhæng

med videoklip, som vi bruger hele tiden.

At skrive – en overvindelse

Merete Stockmar og Lone Bitsch

erkender, at netop det at skrive sig ud

af det pædagogiske arbejde er en stor

hurdle for mange pædagoger. Derfor

har institutionen arbejdet hårdt at

udvikle den skriftlighed, som kunne

være en barriere i kvalitetsarbejdet. I

ansættelsen af nye pædagoger lægges

der da også vægt , at man har lyst til

det skriftlige arbejde, noget som godt

kan virke forskrækkende ansøgerne,

men i Solsikken oplever personalet

efterhånden, at de nyuddannede i dag

er langt bedre til at udtrykke sig skrift

end tidligere.

Sideløbende med øget skriftlighed

er kommet et behov for at ensarte

handleplanerne, og derfor er der i dag

lagt en fast form ind over indholdet.

Formen består blandt andet af, at man

skal udarbejde en udviklingsbeskrivelse

af det enkelte barn. Her bruger Solsikken

deres egen videreudvikling af

Kuno Beller-metoden som et redskab

til at sikre, at man kommer omkring en

beskrivelse af hele barnet, fra helbred

til kognitiv udvikling osv. Kuno Bellermetoden

er en udviklingsbeskrivelse,

som ser følgende områder:

• Legemspleje og kropsbevidsthed

• Omverdensbevidsthed

• Social følelsesmæssig udvikling

• Leg

• Sproglig udvikling

• Tankemæssig udvikling

• Grovmotorik

• Finmotorik

– Nogle kalder det en test, men det er

vores model ikke. Det er en undersøgelse,

hvor vi bruger en bestemt metode

for at nå omkring hele barnet og ikke

springe noget over, forklarer Lone Bitsch

og understeger, at når et barn har en

funktionsnedsættelse, så kan dette i sig

selv godt forføre pædagogen til alene at

fokusere nedsættelsenog dermed

glemme den øvrige del af barnet, og

85


86

P Æ D A G O G I S K E H A N D L E P L A N E R

den udvikling barnet ellers er ved at

gennemgå.

Merete Stockmar:

– Vi skal holde fast i at se barnets potentialer,

ikke dets begrænsninger. Alle

børn er født med udviklingspotentialer,

men de udvikler sig i forskellige tempi.

Lone Bitsch:

– Vi er mere optaget af barnets væren

end dets gøren. Vi prøver at se

børnene som personligheder, der gør alt

hvad de kan for at kommunikere med

deres omverden, og vi skal ind og støtte

dem, hvor de har deres styrker.

Tændt planerne

Og det er blevet meget populært at

arbejde ud fra handleplaner i Solsikken,

så populært, at institutionen i dag har

draget den erfaring, at man også kan

sætte for mange handleplaner i gang

samme tid. Det kan ganske enkelt være

svært at begrænse sig, fordi man bliver

så ”tændt” metoden, at man vil for

meget.

Lone Bitsch:

– For mange handleplaner gør, at man

risikerer at miste overskueligheden.

Derfor må der ikke arbejdes med alt for

mange planer eller mål ad gangen. I

stedet skal man sikre sig, at der arbejdes

med det, som vi kalder ”fokusområder”.

Det vil sige, at man i perioder har fokus

enkelte handleplaner/indsatsområder

ad gangen. En handleplan, der er særligt

fokus , vil blive evalueret oftere

end de øvrige handleplaner.

Et fokusområde inden for kommunikation

kan for eksempel være, at pædagogen

og barnet vil arbejde med det

mund-motoriske, de verbale lyde. Et andet

kan være at se barnets døgnrytme,

fordi forældrene kommer og beder

om hjælp dette område. Pointen er,

at gøre fokusområdet konkret, overskueligt

og ikke for stort.

Merete Stockmar:

– Målene nås ofte overraskende hurtigt.

Det er vores opgave løbende at evaluere

, om det går i den rigtige retning. Er

målet for lavt sat eller for højt? Som

regel evaluerer vi efter tre måneder, men

hvis barnet når målet inden, reviderer

vi undervejs. Vi kan også nogle gange

opleve, at vi har sat de forkerte mål op

– at barnet bevæger sig i en helt anden

retning. Det skal der være plads til. Jo

bedre vi lærer barnet at kende, desto

mere præcist kan vi sætte målene op.

Lone Bitsch:

– Handleplanen kan også gå , at vi skal

undersøge nogle bestemte problemer. Vi

skal blive klogere , hvad det er vi ser.

Også her bruger vi video-klip. Generelt

arbejder vi meget med Marte meo

metoden, og vi er vant til at iagttage

video og gå helt ned i meget små klip.

Forældreindflydelse

I Solsikken er både Lone Bitsch og Merete

Stockmar overbeviste om, at brugen

af handleplaner som metode har givet

forældrene en langt større indsigt i, hvad

der sker institutionen. Planens mål

lægges løbende frem for forældrene, og

den måde får de et konkret indblik i,

hvad det er, man for øjeblikket arbejder

hen imod.

Lone Bitsch:

– Vi understreger altid, at en handleplan

ikke er nogen færdigpakket løsning

et problem, og når vi lægger et delmål

frem, kan vi godt være i tvivl om det er

sat for højt eller for lavt. Det får forældrene

indflydelse . De bidrager ofte

selv med egne observationer, og de kan

faktisk lettere blande sig med det, de

iagttager derhjemme, når vi taler ud fra

en konkret handleplan.

Merete Stockmar:

– Det mest positive er, når forældrene

melder tilbage – efter at de har lært

handleplanen at kende og set videoklip

– at de nu føler sig motiverede til at ændre

nogle ting derhjemme også. De kan

pludselig se, at de kan give barnet nye

valgmuligheder.

Lone Bitsch:

– Det er altid en svær balance for en

institution, hvad den skal forvente af

forældrene. Alle gør i udgangspunktet

det, de kan. Men for mange af

forældrene er det positivt at få flyttet

fokus fra mad og søvn til andre udviklingsmuligheder

for deres barn. De

kan se, hvordan de også selv kan arbejde

med fordybelse i samspillet med barnet,

og det er givende for hele familien.

Merete Stockmar:

– Den velkendte og lidt slidte vending:

”I skal bare have lov til at være forældre”

er ikke anvendelig længere. For hvad vil

det egentlig sige? Det er i virkeligheden

meget diffust, og det er ikke nok at

komme med den slags udmeldinger til

forældre i dag. De vil have en rolle, og

det er hos dem, barnets sunde fundament

etableres.

Lone Bitsch:

– Den tid, hvor den professionelle ”ved

bedst” er slut. Vi har en faglighed og en

erfaring med børnene, som forældrene

kan drage nytte af, og vi kan se, at de

ønsker indflydelse, de vil gerne bidrage

og gøre en forskel. Det skaber en

helhedsindsats, når forældre og professionelle

trækker i samme retning.

Alt hvad pædagogerne registrerer undervejs

i barnets hverdag i institutionen gives

videre gennem kontaktbøger til forældrene.

Derfor indgår kontaktbøgerne

som en vigtig del af dokumentationen.

De kan også bruges, når der skal samles

op i forhold til en evaluering.

Merete Stockmar:

– Det tidsmæssige kan være et problem

for pædagogen. Kan man nu også nå at

få skrevet det ned, som er nødvendigt?

Det er i sidste ende et spørgsmål om

prioritering, men det er meget vigtigt, at

vi husker at melde tilbage til forældrene

– hver dag. Derfor kan vi også i en nødsituation

låne kontaktbøgerne, og se hvad

det var, vi i sin tid registrerede og

den måde samle det op i evalueringen.

Amtets institutioner skal jævnligt lave

brugerundersøgelser, og det har Solsikken

også gjort. Sidst det skete, scorede

man ikke særlig højt formidlingen til

forældrene. Lone Bitsch understreger,

at den sidste undersøgelse er udført, før

institutionen gik over til at bruge handleplaner

som metode.


Det tidsmæssige kan være et problem

for pædagogen. Kan man nu også nå at

få skrevet det ned, som er nødvendigt.

Det er i sidste ende et spørgsmål om

prioritering, siger pædagog Merete

Stockmar, her sammen med Jakob

– Jeg er sikker , vi vil se en forbedring

netop formidlingen til forældrene,

når vi får resultatet af den næste

undersøgelse, tilføjer hun.

Handleplanens konklusioner og evalueringen

kan også bruges som dokumentation

overfor kommunen. Den

kan for eksempel bekræfte, at barnet

har brug for et bestemt hjælpemiddel.

Ligeledes bruges planerne sammen

med videoklip ved den årlige konference,

og i forbindelse med barnets

skolestart bruges evalueringerne som

konferenceoplæg til skolen, ligesom

nogle handleplaner følger med over

skolen.

Til hver handleplan bruges prosabeskrivelser,

videoklip eller andre former for

billeder. Handleplanen evalueres

stuemøderne, og det er selve evalueringen

der er dokumentationen.

Merete Stockmar:

– Ved evalueringen gennemgår vi alle

de registreringer, der er lavet og vi

ser videoklip som relaterer til handleplanen.

Det hele foregår i dialog, og

vi tager stilling til, hvad vi synes er

barnets næste udviklingstrin. En ny

handleplan kan også være, at det er

pædagogen der skal lære nyt, være

mere tålmodig, give mere plads til barnets

egne initiativer. Barnets kontaktperson

tager referat af denne dialog,

og referatet kommer til at indgå som

evaluering.

Lone Bitsch:

– Vi kan også vælge, at vi vil fortsætte

med samme handleplan, men inddrage

flere i området, fordi vi gerne vil være

klogere. Måske er vi usikre , hvad

det er, vi ser, og så må vi ind og spørge

kollegaer med andre relevante kompetencer.

Fordelen er, at vi er hinandens

øjne, vi skal hele tiden se , om vi er

rette vej og gøre det i respekt for

hinanden og for børnene. Det kan godt

være et tungt ansvar at være kontaktperson

for et barn her i institutionen,

for vi har også børn, hvis mulighed for

udvikling er meget små. Måske kommer

de med en kompliceret familiesitu-

P Æ D A G O G I S K E H A N D L E P L A N E R

87


88

P Æ D A G O G I S K E H A N D L E P L A N E R

Afdelingsleder Lone Bitsch (th) og pædagog Merete Stockmar, specialbørnehaven Solsikken i Resenbro ved Silkeborg

ation som baggrund. Ikke alle bliver

boende hjemme til de er fyldt 18, nogle

skal i døgntilbud. Det kan alt sammen

være belastende.

Tværfaglighed i fokus

Merete Stockmar og Lone Bitsch

beskriver det som ”en god dag

Solsikken”, når arbejdet er sat op i

forhold til handleplanen, og den faglige

udveksling omkring barnet er registreret

og skrevet ned.

Lone Bitsch:

– For os er det afgørende, at alle i

personalet tør gå ind og tegne dagen,

tage ledelse og prioritere. At man starter

sin dag i institutionen med at gøre

klart, hvad det er, man vil opnå, hvilke

børn man er sammen med, og hvordan

man skal arbejde med de børn. Hvis

alle render rundt uden at gøre sig klart,

hvad deres arbejde består af, fungerer

det ikke.

Både hun og Merete Stockmar er enige

om, at tværfagligheden også nyder

godt af, at der er sat fokus handleplaner.

Fysioterapeuterne og pædagogerne

er sammen om handleplanens

mål, og dens udførelse stopper ikke

selv om den ene faggruppe ikke altid er

til stede.

Merete Stockmar:

– Som kontaktperson til for eksempel

Jakob, er det ofte mig, der går med

ham, for eksempel når han øver sig i

at bruge rollator. Jeg har drøftet mål

og den praktiske måde at gøre det

med fysioterapeuten, og så kan jeg

eventuelt også formulere handleplanen

skrift. Vi kender hinandens sprog og

kan derfor sagtens udarbejde sådan en

plan i fællesskab og skrive for hinanden.


Lone Bitsch:

– Vi er meget faglige og tør godt

bidrage med, hvad vi hver især er

gode til. Der er generelt stor villighed

til at stille viden til rådighed og give

hinanden sparring. Fysioterapeutens

tilstedeværelse skal give mening, og

hun skal også kunne møde barnet i leg.

Meget af den fysioterapi, der foregår

her tager udgangspunkt i det daglige

arbejde. Hvordan kommer barnet op

puslebordet osv. Det skal vi lære

tværs af fag, og så rådgiver vi hinanden.

Fysioterapeuten kan gøre sig

nogle helt særlige iagttagelser, som vi

har brug for – og omvendt.

En simpel metode

Set udefra kan handleplaner i hverdagen

virke som en simpel metode, som

alle kan tilegne sig med forholdsvis små

virkemidler, men Solsikkens metode har

ét væsentligt udgangspunkt, som bliver

understreget af både Merete Stockmar

og Lone Bitsch: Personalet i institutionen

skal føle ejerskab til metoden

og den skal baseres institutionens

værdier.

Å R E T S G A N G I S O L S I K K E N

Lone Bitsch:

– Enhver kan gå ind et eller andet

niveau og udfylde sådan et skema, men

den måde vi kan sikre, at arbejdet udføres

rigtigt, ligger i at vi holder hinanden

fast , at der hele tiden skal være

en dialog. Evalueringen skal være der,

ellers når vi aldrig frem til en egentlig

dokumentation. Det må ikke ende som

et skema for skemaets egen skyld.

Merete Stockmar:

– Vores handleplaner er en del af en

udvikling og kan ikke ses isoleret, men

skal snarere ses som en mursten i arbejdet.

Desuden skal man forstå, at det er

en metode, man tilegner sig over lang

tid, og den skal tage udgangspunkt i de

værdier, institutionen har.

I Solsikken kunne både Lone Bitsch og

Merete Stockmar godt tænke sig, at

metoden med handleplaner i hverdagen

blev dokumenteret, så dens anvendelse

kunne finde ud til andre institutioner.

Lone Bitsch:

– Vi kan slå fast i dag, at forældrene

kan mærke en forskel. De kan se

børnene, at der sker en udvikling. Det

hører vi jævnligt. Forældrene fortæller

P Æ D A G O G I S K E H A N D L E P L A N E R

videre, også til andre forældre, hvorfor

de er glade for at have deres børn

her – og noget af det der går igen

er netop, at vi arbejder med tydelige

mål, som de kan relatere sig til. Det

betyder utroligt meget, og det giver

forældrene en stolthed at kunne sige

til deres omverden: ”Vores barns institution

kan fremlægge dokumentation

for de fremskridt, der sker. Vores

børnehave har en pædagogisk

metode og er ikke bare frit

svævende”. Især i disse tider, hvor

der er et øget pres forældrene om

selv at gribe ind og tage ansvar for

barnet, hjælper det dem meget, at de

er inddraget i, hvad barnets institution

arbejder med.

Merete Stockmar:

– Men en egentlig dokumentation af,

hvordan handleplanerne virker, har vi

ikke selv mulighed for at lave. Det ville

snarere kræve, at der kom en person

forbi udefra, som ville undersøge effekten.

Det ville bestemt være spændende,

hvis det skete.

August-september:

Barnets handleplan justeres og nye udarbejdes. Disse tages op stuemøderne, kontaktpædagogen får sparring af kolleger.

September-november:

Hjemmebesøg hos forældrene, hvor handleplaner drøftes og evt. justeres.

Januar-marts:

Kontaktpædagogen indsamler materiale. Konferenceoplæg udarbejdes.

Marts-maj:

Afholdelse af konference. Handleplaner evalueres, nye mål sættes.

Sommer:

Et nyt år begynder.

89


90

P E T Ö M E T O D E N

Jeg rejser mig op..

Jeg står begge fødder!

Interview med speciallærer Kari Wulff

Hansen, Geelsgårdskolen, Virum

De fleste elever i Yngstegruppen

Geelsgårdskolen i Virum er bevægelseshandicappede

i svær grad. Allerede 1.

skoledag sidder børnene i klassen ved

de specielle Petö-møbler, og for nogle

børn er det en helt ny oplevelse ikke at

være spændt fast i en kørestol. Andre

har prøvet det før, måske i specialbørnehaven

eller Petö-kurser sammen med

deres forældre.

Børnene lærer som regel hurtigt at sidde

selv og holde balancen ved at holde fast

i tremmebordets ribber eller håndtag.

Møblerne bruges også, når børnene skal

lære at rejse sig op, stå og gå. Mens de

står op, synger lærerne med klar og rytmisk

stemme en remse, som sætter ord

og rytme lige præcis denne øvelse:

Jeg rejser mig op, op

Jeg står begge fødder

Fødderne er væk fra hinanden

Jeg strækker mine knæ

Jeg trækker enden ind

Retter ryggen op

Mit hoved er i midten

Jeg kigger lige frem

Så kan jeg stå, så kan jeg stå,

så kan jeg stå.

Alle børnene reagerer den rytmiske

remse, mens de med støtte fra personalet

rækker hænderne frem, så de kan

gribe fat i bordets tremmer eller i en

tremmestige. Nogle børn får hjælp til

at strække benene, andre til håndens

bevægelser, det er helt individuelt, hvad

det enkelte barn har brug for.

Petö-møblerne, fællesskabet mellem

børn og voksne, børnenes egen motivation,

brug af rytmisk intention og remser,


Den konduktive pædagogik burde være langt mere

udbredt i Danmark, siger lærer Geelsgårdskolen i Virum,

hvor metoden er lagt ind i Indskolingens læseplan.

samt et intenst samarbejde mellem

meget forskellige faggrupper, er nogle

af de centrale omdrejningspunkter i

den variant af den konduktive pædagogik,

som man møder i Indskolingen

Geelsgårdskolen, en amtskommunal

specialskole, der optager elever mellem

5 og 18 år.

Petö-pædagogik

Konduktiv pædagogik kaldes også Petöpædagogik

efter grundlæggeren, den

ungarske fysiurg Andreas Petö, som begyndte

sin udvikling af metoden i 1945

et speciallærer-seminarium i Budapest.

Her arbejdede han med en gruppe

13 svært motorisk handicappede

børn, som lægerne havde opgivet. Hans

træning med børnene betød, at de fik

det betydeligt bedre, og siden førte hans

erfaringer til oprettelsen af National

Motor Institute i Ungarn.

Den konduktive metode retter sig først

og fremmest mod personer med lidelser

i centralnervesystemet, for eksempel

Cerebral Parese (spastisk lammelse) eller

andre former for bevægelseshandicap.

I den konduktive pædagogik er målet

med støtten til barnet at stimulere barnets

egen motivation for den gradvise

udvikling, som ikke er gået normalt i

gang af sig selv grund af hjerneskaden.

Princippet er, at barnet skal

være den aktive part, og målet kan for

ek-sempel være, at barnet selv kan holde

sit hoved, lære at holde fast i et greb,

sidde oprejst med så lidt støtte som

muligt.

Hele filosofien hviler , at handicappede

børn kan udvikle sig gennem

læring. De voksne viser børnene vejen,

men lader børnene gøre tingene selv.

En kæmpestor metode

På Geelsgårdskolen har den konduktive

pædagogik haft en plads i mange år.

Den blev indført i Indskolingen efter et

forsøgsprojekt, der begyndte i 1985, og i

de sidste 10 år har den været en fast del

af læseplanen for de yngste elever. Målet

med arbejdet i Indskolingen er at udvikle

eleverne sprogligt, motorisk og socialt.

Lærer Kari Wulff Hansen har arbejdet

med konduktiv pædagogik, siden hun

kom til skolen for 18 år siden.

– Konduktiv pædagogik er i sin helhed

en kæmpestor metode, som man ideelt

set burde begynde at arbejde med

allerede hos det helt lille barn. Men

mange af vores børn i Indskolingen har

aldrig mødt denne form for træning eller

samvær før de kommer her skolen.

Derfor kan man bedst udtrykke det ved,

at vi bruger nogle af områderne fra

metoden, men ikke hele systemet. Vi

har tilpasset metoden forholdene en

dansk specialskole.

Kari Wulff Hansen forklarer, at personalet

gennem årene har erfaret, at den

konduktive metode er et særdeles godt

valg i Indskolingen, fordi den tilgodeser

både behandling og undervisning, leg og

pædagogik i en fælles ramme, i stedet

for at splitte det op, så noget foregår i

skolen, noget hos fysioterapeuten, noget

i fritidsordningen og noget derhjemme.

Baggrunden for, at skolen sværger til

den konduktive pædagogik i Indskolingen

er, at den fungerer helhedsorienteret,

pointerer Kari Wulff Hansen,

og hun uddyber det denne måde:

– Alle fag med respekt for sig selv vil

i dag sige, at de arbejder ud fra et

helhedssyn barnet. Men for nogle betyder

begrebet tværfaglighed, at der er

ugentlige fællesmøder mellem fysioterapeut,

lærer og pædagog, som hver især

arbejdet med barnet. På fællesmødet

udarbejder de for eksempel en samlet

beskrivelse af barnet. Det er tværfagligt

arbejde for dem.

– Den konduktive metode går imidlertid

langt videre, fordi vi, uanset hvilken

faggruppe vi tilhører, arbejder integreret

hver dag året rundt. Gangtræning med

et barn i Indskolingen Geelsgård-

P E T Ö M E T O D E N

skolen foregår ikke ved, at fysioterapeuten

tager barnet med sig til træning

et helt andet sted. Træningen foregår,

mens barnet er i skolen, og træningen

kan varetages af folk med forskellige

faglig baggrund, ikke alene fysioterapeuten.

Kari Wulff Hansen forklarer, at det

helt overordnet stadig er den enkelte

fagperson, som har et særligt ansvar for

sine egne specialer. Fysioterapeuten har

således ansvaret for at vurdere barnet

og hvordan det udvikler sig inden for

hendes speciale, læreren et tilsvarende

ansvar for sit felt, osv. Det er således den

enkelte fagpersons ansvar at oplære sin

kollega.

– Men vi har samtidig den store fordel,

at vi alle, uanset fag, oparbejder erfaring

i at bruge metoden. Vi kan altså udføre

motoriske øvelser med barnet, selv om

fysioterapeuten ikke er til stede. Men

terapeuterne får en viden ved at deltage

i skolen, blandt andet om alternativ

kommunikation og læseindlæring,

som de kan bruge i deres samvær med

barnet. Vi kan bruge metoden tværs

af vores fag og det profiterer børnene

virkelig meget af, understreger hun.

Samtidig tilføjer hun, at netop praktisk

erfaring med metoden er altafgørende.

– Det er ikke muligt blot at læse sig til,

hvordan man arbejder med metoden. At

håndtere børnene rent fysisk skal læres

i praksis, og det er faktisk svært at lære,

det er ikke noget man bare lige gør. Men

igen, her hjælper det at se , hvordan

andre gør det. Det er et håndværk, og

der er kun én måde at lære det : Det

er at få børnene i hænderne og prøve.

Kari Wulff Hansen peger , at kravet

om den totale form for integration

mellem fagene kan være en barriere for

nogle og altid vil være en meget stor

udfordring.

– Det er givetvis svært at gennemføre.

Personalegrupperne vil sige, at de gerne

vil, men hvis blot nogle få er skeptiske,

91


92

P E T Ö M E T O D E N

og indførelsen af metoden alene skal

hænges op ildsjæle som så senere

flytter eller går barsel, falder det

måske fuldstændig fra hinanden igen,

og så er alle erfaringerne gået tabt.

Bevidstheden og grupperne

At få gjort barnet bevidst om selve

læreprocessen, og dermed være med

til at vække dets egen motivation, er

centralt i den konduktive pædagogik.

Derfor spiller sproget en stor rolle, for

barnet skal bruge sin bevidsthed og

sproget for at kunne lære at bevæge

sig, også selv om 2/3 af børnene i

gruppen Geelsgårdskolen er uden

talesprog.

– I den konduktive pædagogik er

den rytmiske intention et væsentligt

element som benyttes, når man øver

de bevægelsesmønstre, som er mest

hensigtsmæssige, forklarer Kari Wulff

Hansen.

Ved rytmisk intention forstår man, at

fagpersonen i tilknytning til at barnet

laver en bestemt bevægelse, benytter

en sætning, der beskriver, hvad barnet

gør. Nogle gange kan sætningen

siges, andre gange synges. Sangen er

med til at motivere barnet og skærpe

opmærksomheden, og rytmen i sangen

hjælper barnet til at udføre bevægelsen.

De særlige sange kan i dag fås i en

Petö-sangbog, hvor der følger noder og

becifringer med, samt et kassettebånd.

– Rolige rytmer og rolig tale virker hæmmende

barnets spasticitet. Børnene

bliver bedre til at bruge deres krop og

gøre bevægelserne i et flow, når de

ledsages af faste rytmer og vi undgår

pludselige bevægelser og støj, forklarer

Kari Wulff Hansen.

Burde begynde tidligere

Hun peger , at det virker stærkt motiverende

børnene, når de kan mærke,

at de selv kan styre deres krop og gøre

noget – uden at der altid skal være en

voksen ved deres side.

– Eleven skal have oplevelsen af, at når

jeg gør tingene en bestemt måde, så

kan jeg for eksempel holde mit hovede

eller stå mine ben. Børnene kan

mærke, det nytter, selv om det er hårdt.

De mærker, at de bliver bedre.

Nogle forældre kender metoden

forhånd, men ellers bliver forældrene informeret

om metoden, når de kommer

besøg, og dens indhold fremgår og

af skolens informationsmateriale, bl.a.

læseplanen. For alle børn gælder det,

at der bliver udarbejdet handleplaner to

gange årligt, hvor barnets individuelle

mål og arbejds/træningsmetoder bliver

aftalt med forældrene.

– Vores erfaring er også, at når først

børnene opdager, at de kan nogle ting

selv, så begynder de at eksperimentere.

Og faktisk tror jeg, man kunne

Speciallærer Kari Wulff Hansen peger , at

det virker stærkt motiverende børnene, når

de kan mærke, at de selv kan styre deres krop

og gøre noget – uden at der altid skal være en

voksen ved deres side


nå meget længere end de fleste gør i

dag, hvis træningen begyndte tidligere,

peger Kari Wulff Hansen.

Hun efterlyser, at der bliver satset meget

mere massivt i Danmark at tilbyde

børn med CP en intensiv træning gennem

konduktiv pædagogik, mens de

endnu er små.

– Fra de er nul til de kommer i skole,

burde metoden være et centralt tilbud

over hele landet. Det ville involvere

forældrene meget mere, og det ved

vi, at forældre meget gerne vil i dag. I

gamle dage var træning en specialistsag,

men sådan er det ikke længere.

Forældrene kan sagtens inddrages. Men

to timers fysioterapi om ugen rykker slet

ikke nok, hvis man virkelig skal opnå

forbedringer for barnet, før det kommer

i skole.

Geelsgårdskolen har tidligere tilbudt

kurser for forældrene, så metoden i

højere grad også kan integreres i hjemmets

dagligdag, ved tandbørstning, toiletbesøg

og mange andre hverdagssituationer.

Disse kurser er imidlertid skåret

væk i dag, og hvis forældre vil lære om

konduktiv pædagogik, må de opsøge

de få private konsulenter, som tilbyder

kurser i Danmark. Det vil ofte kræve, at

de kan få deres kommune til at betale

for det.

– Vi ser da også, at nogle får støtte til

det, fordi kommunerne erkender, at der

AT I N D D R A G E F O R Æ L D R E N E

P E T Ö M E T O D E N

I 2005/2006 er der sat gang i et projekt Geelsgårdskolen, hvor formålet er er at udvikle et hjemmetræningstilbud til forældre,

som supplement til det offentlige skoletilbud med henblik at sikre sammenhæng i barnets tilværelse.

I en families hverdag er der mange situationer, der kan indrettes, så barnet udfordres til at øve sig i nærmeste udviklingszone og

derved komme videre i sin udvikling.

Det kan være svært for forældrene selv at få øje de nødvendige forandringer – projektet har til hensigt at give forældrene

viden og indsigt, så de selv får øje barnets ressourcer og potentialer og således får integreret træning i familiens daglige liv.

Mange gentagelser er en forudsætning for, at et barn tilegner sig færdigheder.

Deltagere: Forældre til børn med bevægehandicap – elever fra Yngstegruppen Geelsgårdskolen (alder 7-10 år).

Projektet består af 4 kursuslørdage og en række hjemmebesøg hos hver familie.

93


94

P E T Ö M E T O D E N

er et behov. Selv magter vi ikke længere

skolen at tilbyde forældreuddannelse,

fordi vi oplevede at det var svært at få

det til at løbe rundt økonomisk, men

det er en central problemstilling at

få træningen i skolen og hverdagen i

hjemmet til at hænge bedre sammen,

forklarer Kari Wulff Hansen.

Doman og Petö

Kari Wulff Hansen peger , at en af årsagerne

til, at en anden metode, Doman

metoden, har vundet indpas i Danmark

og er meget populær blandt forældre

netop skyldes, at den i sin opbygning

indbyder til, at forældrene selv skal

handle aktivt og yde en stor personlig

indsats.

– Der er mange fælles træk i den

konduktive pædagogik og Doman

metoden, også historisk. Begge er

opstået i 40’erne og 50’erne, og det

præger dem. Det er også tydeligt, at de

har en forskellige kulturel og ideologisk

baggrund, den ene er opstået i Østeuropa

og den anden i USA. Alligevel

bygger begge metoder det samme

princip, nemlig at man ved træning kan

danne nye neurologiske forbindelser,

så hjernen kan udvikle nye områder i

stedet for de ødelagte. Begge metoder

vægter også, at tidlig indsats giver de

bedste resultater og at det handler om

en årelang indsats.

Men der er også forskelligheder, pointerer

Kari Wulff Hansen. For eksempel

M U L I G H E D F O R U N D E R V I S N I N G :

prioriterer den konduktive pædagogik

træning i grupper højt. Børnene skal

være sammen og indgå i et fællesskab,

lære af hinanden og se, at andre børn

også gør fremskridt.

– Vi kan se, at der opstår et meget tæt

og godt sammenhold i vores grupper

her skolen. I dag vægter vores kultur

den individuelle tilgang voldsomt, og

den er i fokus hos Doman, hvor forældrene

alene står for træningen. Men

man skal huske, at mange svært handicappede

børn har meget få muligheder

for at etablere venskaber med jævnaldrende

i fritiden. Den ramme skaber vi

for dem i den konduktive pædagogik.

Kari Wulff Hansen mener også, at den

konduktive pædagogik er mindre styrende

end Doman metoden er.

– Vi har en ramme, som vi arbejder

indenfor, men indholdet er så op til os

selv at definere. Det kan for eksempel

være dansk, musik, leg, m.m. Vi

vægter, at børnene har et hverdagsliv,

som træningen foregår i, altså træningen

sker, mens du spiser, mens du går

i skole, mens du går toilettet. For

os er det ikke så afgørende, om du

kan lære at kravle, før du kan gå. Det

handler derimod om, at barnet bliver

mest muligt aktivt, og vi vægter både

motorik, sprog, intellektuel udvikling,

personlighed og socialisering.

Hverken den konduktive pædagogik

eller MOVE (se side 96) har være genstand

for forskning i Danmark. Reelt ved

Konduktøren Andrea Udvardy Sabroe afholder kurser for CP børn og deres forældre i København.

Læs mere om kurserne og om Andrea Udvardy :

www.conductivecopenhagen.com, Conductive Education Program Copenhagen

man altså ikke, om metoderne virker

eller måske snarere hvorfor de virker,

for der findes ikke dokumentation i

forskningsmæssig forstand, kun praksisbaseret

viden.

– Der er aldrig lavet en videnskabelig

evaluering af metoden i Danmark,

og det er også svært at forestille sig,

hvordan en pædagogisk metode kan

dokumenteres videnskabeligt, mener

Kari Wulff Hansen.

Hun pointerer, at den pædagogiske

praksis, der foregår i specialbørnehaver

og skoler i øvrigt, heller ikke bygger

metoder, der har en dokumenteret

effekt.

– For mig betyder det meget, at fagfolk

i mange lande har brugt og bruger

Petö-metoden. Noget vi ved i dag er,

at jo tidligere vi begynder at bruge

metoden, jo større virkning har den.

Intensitet og tidlig start har betydning,

men hvis du gav børn traditionel og

intensiv fysioterapi fra de var helt små,

ville man også her se dem blive bedre

end de gør i dag. Jeg er ikke i tvivl

om, at mange børn kunne udvikle sig

bedre. Det vigtigste er måske ikke, om

man vælger Doman, MOVE, Konduktiv

pædagogik eller andre metoder, der

også omfatter traditionel fysio- og ergoterapi.

Det vigtigste er, at træningen

er intensiv, at forældrene drages med

ind i forløbet og at der satses massivt

og tidligt i barnets liv, siger Kari Wulff

Hansen.


L Æ S P Å N E T T E T:

www.konduktiv.dk Hjemmeside for Konduktiv Pædagogik i Danmark.

www.movewalk.se Hjemmeside for svensk institut der arbejder med konduktiv pædagogik.

L Æ S M E R E :

Petö Sangbog

Sangbog med 12 rytmiske børnesange med noder, becifringer samt indspillet kassettebånd.

Forlaget Egenæs.

Petö-pædagogikken i fokus

En præsentation af metoden og erfaringer og resultater med Petö-pædagogikken i Danmark.

Ingrid Liljereth: Udgivet af Videnscenter for Bevægelseshandicap 1997, www.vfb.dk

Anders reser sig upp och går.

Studentlitteratur, Lund, 2006

P E T Ö M E T O D E N

Speciallærer Kari Wulff Hansen,

Geelsgårdskolen, Virum

95


96

M O V E P R O G R A M M E T

At holde fast ved en drøm

Interview med fysioterapeut Anette Heinz,

Geelsgårdskolen, Virum

Det er ikke nødvendigvis en metode, der markerer sig særligt

synligt, når man som udenforstående træder ind i klasseværelset

Geelsgårdskolen i Virum.

Alligevel har MOVE som redskab været fast integreret

skolen siden 1998, hvor metoden blev indført som værktøj

spor 2, skolens klasser for børn med bevægelseshandicap og

generelle indlæringsvanskeligheder.

– Det var ikke sådan, da metoden blev indført, at vi slet ikke

kendte disse muligheder og funktioner til at træne efter.

Tværtimod. Vi arbejdede sådan set med mange af dem allerede.

Men for medarbejderne har MOVE som redskab betydet

et fælles sprog og en mulighed for at måle , om der sker

fremskridt hos børnene. Det er en afgørende forskel, hvis man

tænker ”før og efter MOVE-programmet”, forklarer fysioterapeut

Annette Heinz, tilknyttet Geelsgårdskolen siden 1974.

MOVE-programmet udkom første gang i 1991. MOVE står

for Mobility Opportunities Via Education og er, hvad man

dansk kalder en motorisk læseplan, et nøje beskrevet undervisningsprogram,

der angiver forskellige måder at arbejde

med motorisk udvikling – i forhold til at lære at gå, at stå

og at sidde.

Skaberen er Linda Bidabe, som det tidspunkt arbejdede

med elever med multihandicap Blair Learning Center i

Bakersfield, Californien, USA.

Hun havde arbejdet en lang række skoler inden for specialundervisning,

og hun var, som så mange andre fagfolk, frustreret

over den megen tid, der gik med pleje og omsorgsopgaver, og

hvor lidt tid der var tilbage til selve undervisningen. Derfor lavede

hun en læseplan, hvor ”plejefunktionerne” blev til læringssituationer.

Fysioterapeut Annette Heinz hørte om MOVE i 1996, da

hun deltog en temadag om børn arrangeret af Danske

Fysioterapeuter.

En engelsk oplægsholder, Jenni French, fortalte om MOVE,

og Annette Heinz, der senere tog MOVE-uddannelsen i USA,

indså, at netop dette værktøjs fælles sprog kunne være med

til at løse et problem, som lå i hverdagen, nemlig spørgsmålet

om at få integreret et værktøj, som alle i personalegruppen

tog ansvar for, uanset fagligt tilhørsforhold.

– Når jeg som fysioterapeut formidlede min viden, oplevede

jeg for eksempel, at nu kunne en elev gå en bestemt måde

inde i klassen. Det kunne læreren eller pædagogen måske

tage vare et par gange, men det gled hurtigt ud – dels

fordi fagfolkene ikke følte de magtede det, og dels fordi de

dybest set ikke opfattede det som deres viden og opgave,

forklarer Annette Heinz.


Efter en ufrivillig pause i uddannelsen af personalet har Geelsgårdskolen

igen fokus MOVE som metode – og vigtig viden kan fastholdes.

MOVE og de seks trin

MOVE-programmet er bygget op omkring seks trin, som

afspejler en idealmodel for, hvordan man kan arbejde med

MOVE i praksis:

Trin 1: Test

Trin 2: Opstille mål

Trin 3: Analyse

Trin 4: Omfang af støtte

Trin 5: Reduktion af støtte

Trin 6: Læring af færdigheder

– Det hele står i en bestemt manual, og det gør, at alle faggrupper

kan gå ind og følge en opskrift , hvordan de skal

løse opgaven, når de har fået den nødvendige basisuddannelse.

Ikke nødvendigvis ”efter bogen”, men systematikken

er vigtig i MOVE, forklarer Annette Heinz.

I USA var metoden en mindre revolution, fordi man det

tidspunkt, hvor den kom frem, havde mange bevægelseshæmmede

børn, som altid var mere eller mindre fastspændte

og aldrig fik den rette træning.

– Med MOVE kunne man se børn, der i mange år havde siddet

helt tilbagelænet, rette sig op, og metoden blev derfor

set som et markant fremskridt, forklarer Annette Heinz.

På Geelsgårdskolen var overgangen ikke så markant, fordi

den praktiske arbejdsfacon allerede var integreret – men

uden MOVE’s systematiske tilgang og særlige sprog.

– MOVE er ingen mirakelkur for hvad som helst, den kan

ikke stå alene som metode, men det er et systematisk værktøj,

når det handler om at sidde, stå og gå, understreger

Annette Heinz og lægger vægt , at det er vigtigt både at

arbejde motorisk og kommunikativt, især en specialskole

som Geelsgårdskolen, hvor alle børn har motoriske vanskeligheder.

– Motorik og kommunikation skal kombineres. Tesen er, at

arbejder man med motorikken, så øges barnets bevidsthed

også, det vi kalder arousal, vågenhedstilstanden. Barnet

bliver mere til stede, når dets fysiske betingelser bedres,

for eksempel gennem motorikken. Det holistiske syn

børnenes hverdag har jeg taget med mig fra den konduktive

pædagogik (se side 90), hvor det i høj grad handler om at

se livet som en meningsfyldt helhed, frem for at tilbyde

børnene isolerede træningsprogrammer, der ikke hænger

sammen med deres hverdag, forklarer Annette Heinz.

Fra test til drøm

Trin 1, Testen, viser barnets motoriske profil det aktuelle

tidspunkt, hvor den udføres. Når dens resultat foreligger,

bliver den brugt til at fastlægge en række indsatsområder

(trin 2). Disse mål sætter man op i samarbejde med eleven,

forældrene og den professionelle fagperson.

M O V E P R O G R A M M E T

– Det er ikke så tit, vi udfører testen sammen med forældrene,

og jeg vil nok sige i dag, at vi har forsømt forældrene i vores

læringsproces. Forældrene bør selvfølgelig være med, når man

udfylder testen, så de også får ejerskab. Men vi gennemgår altid

testens resultater sammen med dem. Vi har også tidligere

holdt basiskursus for forældre, og vi har altid forældrene

involverede, når målene skal formuleres.

Trin 2 hedder ”Opstille mål” og er et redskab til at fastlægge

den indsats, der skal ske det motoriske område baggrund

af testen.

– Man kan også udtrykke hvad der sker Trin 2 ved at sige,

at alle har en drøm, og det er den drøm, barnet skal arbejde

hen imod. For vores børn kan en sådan drøm være ganske

svær at få formuleret, fordi de har så specielle vanskeligheder,

forklarer Annette Heinz.

Drømmen er det langsigtede mål – et ønske om at kunne

udleve en drøm som voksen.

Et eksempel kan lyde: ”Jakob drømmer om at komme med sin

familie til Australien og besøge sin morfar”.

– Det indebærer, at han skal kunne komme op i et fly og

kunne klare at sidde i sædet. Han skal kunne gå nogle få

skridt selv - med støtte, forklarer Annette Heinz.

En anden drøm kunne lyde: ”Jens skal med til landskamp i

Parken”.

Dernæst sætter man de mål, der har betydning lige nu i

hverdagen.

– Det er langt fra alle vores børn, der forstår omfanget af

drømmen sådan helt sort/hvidt og tydeligt. Men klargøringen

af drømmen er vigtig. Denne klargøring gør nemlig, at vi får

talt med forældrene om deres ønsker lang sigt og kort

sigt ud fra spørgsmålet:

”Hvad vil du ønske barnet kan gøre, som det ikke kan i dag?

Og hvad vil du ønske for dit barn i voksenlivet?”

MOVE er som værktøj relateret helt og fuldt til det dagligdags

liv i skolen og hjemme hos familien.

– De trin, der beskrives i de enkelte mål, kan føles voldsomme,

men det er ikke anderledes, end hvis man nærmer sig en løsning

et hvilket som helst spørgsmål ved at gå systematisk

til værks, forklarer Annette Heinz.

Nærmeste udviklingstrin

Når målet er sat, bliver opgaven analyseret, så delfærdighederne

bliver synlige. Det handler om at se nærmeste udviklingstrin

og finde forslag til, hvordan barnet når sit delmål.

Her indgår ogen vurdering af den støtte der skal til, eksempelvis

i form af hjælpemidler. MOVE har som metode udviklet

nogle særlige hjælpemidler, som kan tages i brug efter behov.

– Når støtten er manuel og kan fjernes igen, kan vi hele tiden

udfordre eleven. Det er, hvad vi kalder bevidst reduktion af

97


98

M O V E P R O G R A M M E T

støtten, og det kan betyde, at man lærer nye færdigheder.

Først med støtte, siden uden. Tanken bag reduktion af

hjælpemidlerne er at bruge den reducerede støtte til læring i

den videre udvikling, og vi kan se, via testen og reduktion af

støtte, at eleverne bliver bedre, forklarer Annette Heinz.

Beskrive hvad vi gør

Annette Heinz husker, hvor opildnet hun i sin tid blev af

mødet med MOVE, fordi det var et værktøj, man kunne være

fælles om og bruge til dokumentation af arbejdet i skolen.

Hun fik ledergruppens opbakning, blandt andet fordi skolen

dette tidspunkt stod overfor at skulle arbejde med et heldagstilbud

til børnene spor 2. I dag kan hun se, at MOVE

også har betydet, at det er blevet lettere at beskrive præcist,

hvor barnet skal støttes.

– Tidligere var vi ikke så bevidste om, hvordan forskellen var

, om man nu holdt fast den eller den måde med sin

hånd. Men i og med at hele personalegruppen bruger samme

metode i dag, har vi i høj grad øget den fælles bevidsthed, og

det sker tværs af faggrupper, for det er underordnet om

man er pædagog, lærer, fysioterapeut eller medhjælper, alle

bruger samme værktøj.

Nu kunne det indvendes, at MOVE som redskab så må ende

med at gøre eksempelvis fysioterapeuten overflødig, men det

er ikke tilfældet, forklarer Annette Heinz.

– Den grundlæggende viden, som fysioterapeuten har, er lige

så relevant som altid, og vi kan naturligvis supplere MOVE

med den viden, vi i øvrigt har. Det afgørende er, at vi ser os

selv som et team, også når fysioterapeuten ikke er der – og

sådan er virkeligheden jo. Mange steder er fysioterapeuten

ikke tilgængelig ret mange timer om ugen.

I 2000 blev skolen udnævnt til dansk model-skole området,

men udnævnelsen, som er foretaget af den europæiske

MOVE-organisation, har ikke i praksis haft den store be-

G E E L S G Å R D S K O L E N I V I R U M

Geelsgårdskolen er en amtskommunal specialeskole, der optager elever mellem 5 og 18 år.

I forbindelse med strukturreformen bliver skolen i 2007 lagt ind under den nye Region Sjælland.

Se mere www.geelsgaardskolen.dk

Fysioterapeut Anette Heinz, Geelsgårdskolen, Virum:

Det afgørende er, at vi ser os selv som et team,

også når fysioterapeuten ikke er der

tydning, for det internationale samarbejde er ikke altid en

ubetinget fordel, peger Annette Heinz, der sammen med

Geelsgårdskolens tidligere leder, Birgitte Rasmussen, har været

efteruddannelse i England.

– I England bruger man for eksempel meget tid særlige

engelske problemstillinger omkring arbejdsmiljøet, problemer

som håndteres helt anderledes i Danmark. Englænderne har

haft svært ved at forstå det danske system med, at her er det

arbejdsgiverens ansvar, hvis en medarbejder kommer til skade

eller andre ulykker under arbejdet. I England, og også i USA,

er det helt andre forhold, hvis medarbejderne kommer galt af

sted, fordi de for eksempel ikke bruger metoden korrekt. Det

kommer de selv til at hæfte for, men d