POLITEN

media.altandetlige.dk

POLITEN

POLIT EN

#4 - december 2003


Polit´en udgives af en uafhængig

redaktion med støtte fra Økonomisk

Studienævn. Indlæg til bladet

modtages gerne pr. e-mail eller på

diskette. Redaktionen forbeholder

sig ret til at forkorte fremsendte

indlæg.

Polit´en

Polithuset

c/o Politrådet

Skindergade 36, 2.

1159 København K

e-mail: politen@econ.ku.dk

Redaktion

Jakob Kongsgaard Olsson (ansv.)

tlf. 28446227

Henriette Høeg Madsen (ansv.)

tlf. 22969640

Frederik Svenning Simonsen

Anne Christine F. Nierhoff

Luise Jespersen

Søren Guldhammer Bennike

Jakob Kongsgaard Olsson

Henrik Bøhm Rasmussen

Kasper Dybkjær Hounsgaard

Mette de Lorent Gad

Johan Bernt Nordang

Henriette Høeg Madsen

Lars Reenberg

Peter A. Fournais

Foto:

Søren Roschmann

Layout:

Simon Engelhardt

Annoncetegning:

Henriette Høeg Madsen

tlf: 22969640

Tryk:

Herman og Fischer A/S

Næste deadline:

d. 12. februar 2004

Oplag: 2100 stk.

indhold

institutstafet side 4

dansker slår takten an i Fed side 6

om vismænd og økonomisk-politisk rådgivning side 8

finansministeriet side 12

kalender side 13

gallafest 2003 side 14

stud.forlidt side 16

fra planeten, hvor roere bo... side 17

polit pt. side 19

Karriererådgivning: En god mulighed side 20

polit på Norsk side 22

den eftertragtede titel side 24

nede i Roberts kælder side 25

coffee to go side 26

den ukendte kaffefaktor side 27

Politens redaktion


leder

Julestemningen er efterhånden begyndt at sænke sig over polit-studiet.

Dette til trods for at de fleste studerende kan se frem til en juleferie i

bøgernes tegn og en nytårsaften, hvor de festlige udskejelser i høj grad

hæmmes af eksamenerne forude!

Med gran, guirlander og julepynt overalt i byen er det således nemt at

lægge eksamensstress og den dårlige samvittighed på hylden. For selv

den flittige og ambitiøse studerende kan ikke sige nej til julefrokoster,

klippe-klistre og julehygge! Og måske vigtigst af alt: Juleshopping! Der

skal købes julegaver, laves pakkekalender og købes ind til det helt store

julebord. Så var det jo godt man sagde ja til kassekredit og SU-lån, så

der er lidt ekstra at give af! I takt med at julen nærmer sig og dankortet

slides mere og mere, synes fornuften nemlig helt at forsvinde. Vores

forbrug skyder helt til tops, og vi glemmer alt om forbrugsudjævning og

opsparing. Væk er den langsigtede forbruger, og ønsket om maksimering

af livstidsnytten er erstattet af et enormt behov for nytte her og nu.

Men det er ikke blot et spørgsmål om at tilfredsstille vores egne behov.

Der købes julegaver til familie og venner, og det virker pludselig helt

rationelt at bruge de allersidste penge på en CD til en grandkusine fra

Jylland, som man i øvrigt aldrig har mødt! Hvad sker der med den ellers så

rationelle økonomistuderende?

Af Henriette Høeg Madsen

og Jakob K. Olsson


institut-stafet: Jakob Brøchner Madsen

I

started studying economics in 1976 at the

University of Århus, just after the western

world tumbled into stagflation following the first

oil price shock. I was extremely curious about

the economic consequences of the first oil price

shock and why inflation and unemployment

suddenly blew up after years of low inflation

and low unemployment. However, I was very

disappointed by my studies. We never learnt

about macroeconomic fluctuations and the

causes of inflation and unemployment and the

teachers were often unprepared, boring, and

taught things that had no relevance to the real

world as we saw it. To compensate for the

lack of interesting study material, we formed

alternative groups to study Karl Marx, which was

fashionable at that time. However, this turned

out to be equally disappointing - although we

would not have admitted it at this time, we were

all blindly lead to believe that Karl Marx had the

answer to the capitalist economic crisis.

Marx was eventually put aside and after my

studies I joined Jyske Bank, which was the

most capitalist bank at that time! The time

I spent there was very enjoyable and it was

a great place to work. I worked on economic

forecasting and modelling, but I knew from the

very beginning that I did not want to retire as a

banker. Money did not mean much to me and I

felt that the social return to my work was low or

even zero. At some stage I decided to do a PhD

and accepted into the program at the Australian

National University. Moving across the world into

a foreign country was initially hard but it turned

in to a great experience. Australia is really a

great place to be and the people are extremely

friendly, open, polite, and interested in other

people, which is something we Danes could

learn a great deal from. Something I notice

for example is that here in Denmark an e-mail

is rarely ever acknowledged (least at all with

a ‘thank you’) - a thing that is, unfortunately,

deeply rooted in our, at times gruff and

reserved, culture. I, sometimes, wonder why I

bother to respond to e-mail requests.

Teaching

I returned to Denmark last year with my

Australian wife and our son after having spent

13 years at various universities in Australia and

the UK. Although I have enjoyed life abroad,

it has been great to end up at the Institute of

Economics at the University of Copenhagen.

Research-wise it is a world class department, the

students are excellent, the management of the

Institute is outstanding, and there is easy access

to resources for research.

The move from the UK, where I lectured last,

to Copenhagen was, teaching-wise, a bit of a

culture shock. In the UK I forgot what a good

student was, because all good English students

go to Cambridge, Oxford, or LSE. Almost 40% of


a cohort in the UK goes to university - more than

the fraction entering gymnasium in Denmark!

As a consequence there has been a continual

dumming down at many universities in the UK.

Marks are scaled up - sometimes substantially,

to avoid failure rates above 10-20%.

Share markets

A great deal of my recent research and teaching

has been motivated by the share market. There

is a very strong interaction between share

markets and the macroeconomy, and it is still

an area that is under-researched. Very little

research has been done in the field of finance on

the determinants of share prices at the macro

level. Share valuation models are all partial

equilibrium models that fail to take account of

the feedback effects from the macroeconomy

and how determinants of share prices are

connected to macroeconomic factors.

Share prices have enormous influence on the

macroeconomy and yet they are in the short

term, which can last for years, determined

by noise traders who have little idea about

which factors that determine the intrinsic

value of shares. The 1995-2000 bubble

demonstrated this. More concerning is that

several economists, particularly, in the US argue

that the 1995-99 share market run-up was a

rational response to expectations of increasing

earnings growth derived from e-capital and

other ICT investments, and reduced required

share returns. Again, this reflects a complete

ignorance as to how the share market and the

macroeconomy interact.

My belief is that the share market is deeply

irrational and the concept of irrationality has to

be taken seriously in economic models because

of the macroeconomic consequences of boombust

economies. The irony is that several

courses in finance abroad contain a large section

on whether or not share markets are rational,

and they usually conclude, often for ideological

reasons, that share markets are rational. And

yet, in my opinion, when share valuation is

taught serious mistakes are made. So, I ask, if

the lecturers do not understand valuation how

would the market?

Why study economics?

Would I study economics again if I was given

the opportunity? Yes, without any doubt. I feel

that I learn something new every day and that

learning in economics is inexhaustible. I also

enjoy the interplay between theory, empirics and

economic history.

Job-wise economics is also a great choice.

When I studied economics I thought that I

would probably end up in a ministry or a less

developed country as a consultant. I certainly

did not imagine myself working in a bank.

When I started my PhD I had an international

organisation in mind, such as the OECD, IMF or

the World Bank. But I ended up in academia.

Life rarely goes just as one imagines or plans.

In that sense I believe that studying economics

offers great opportunities as it opens up horizons

to a multitude of jobs and possibilities in life.


dansker slår takten an i Fed

Af Jakob Kongsgaard Olsson

Den danske økonom Morten Linneman Bech er i stillingen som rådgiver for den amerikanske

centralbank, Federal Reserve, blandt de mest indflydelsesrige økonomer i verden.

Når nogen af verdens vigtigste pengepolitiske

beslutninger skal træffes, sidder der en dansker

med ved bordet. Navnet er Morten Linnemann Bech,

og han er rådgiver for den amerikanske centralbank,

Federal Reserve (Fed). Sammen med en stab af halv-

treds økonomer, der er beskæftigede i Federal Reserves

tolv distriktskontorer, rådgiver den danske Fed-økonom

de amerikanske pengepolitiske beslutningstagere i,

hvordan der skal føres pengepolitik i verdens største

økonomi.

Morten Linnemann Bechs akademiske karriere startede

i studiegården i indre by, hvor han efter tre år i selskab

med Mankiw, Tirole og Varian blev Bachelor.polit.

Derefter gik turen til University of California, Santa

Babara, hvor han som Fulbright Student, blev kandidat

i økonomi. Efter et par års ansættelse som fuldmægtig

i Danmarks Nationalbank, vendte den danske økonom

tilbage til den amerikanske vestkyst, hvor han blev

Ph.d, med centralbanker som speciale.

Det var netop på baggrund af hans imponerende

afhandling, at han fik et jobtilbud fra Federal Reserves

regionalbank i New York, som han ikke kunne afslå.

Derfor arbejder Morten Linnemann Bech nu som

økonom i bankens forskningsafdeling. Den kun 32-

årige danskers arbejde består blandt andet i at rådgive

regionalbankens direktør samt betjene banken øvrige

personale.

Dog arbejder han også med, at skrive artikler for

førende amerikansk tidsskrifter såsom American Review

samt fri forskning, der kan bruges, når banken skal

træffe afgørende rentebeslutninger. Afdelingen som den

hjemlige danske nationalbankøkonom arbejder for, gør

ligeledes meget ud af at samarbejde med universiteter,

så de ansatte ikke kommer for langt væk fra den akad-

emiske verden.

Morten Linnemann Bech bruger især meget tid på at

beskrive og analysere, hvorledes betalinger af store

beløb foregår. Herunder er det særlige betalingssystem

FedWire et centralt element. Systemet overfører nemlig

dagligt over 2,5 billioner dollar mellem store banker og

finansinstitutioner. Over halvdelen af disse transaktioner

foregår i New York, da The Appel, ikke alene er USA’s

finanscentrum med hele verdens finansielle omdrejning-

spunkt.

Når et så kompliceret system som Fedwire skal evalu-

eres og forbedres, bruges blandt andet spilteori. John

Nash teoretiske arbejde er især brugbart, når man skal

beskrive, hvordan betalingssystemerne vil reagere, når

de udsættes for pres.

At kende mere til disse sammenhænge er af ekstrem

stor betydning for den amerikanske økonomi. En del af

årsagen til børskrakket i 1987 var blandt andet, at det

daværende FedWire fungerede så dårlig at bankerne

ikke kunne overfører penge til hinanden. Og resultatet

var katastrofalt. På blot en dag mistede den samlede

aktiemarked over en femtedel af sin værdi. Det er

sådanne kriser, Morten Linnemann Bech forhåbentlig

skal være med til at forhindre sker i fremtiden.

Den danske polit har i øjeblikket kun overlov fra sit

arbejde i Danmarks Nationalbank, derfor er det ikke

usandsynligt at han vender tilbage til sit arbejde i

nationalbanken. Men med den gode teoretiske bagage

fra Københavns Universitet sammen med rådgivningsar-

bejdet for Federal Reserve, er der uden tvivl et hav af

amerikanske arbejdsgivere, der står på spring for at få

fat i den dygtige økonom. Så hvem ved, om Danmarks

eneste Fed-økonom nogensinde vender tilbage til de

hjemlige breddegrader.


om vismænd og økonomisk-politisk

rådgivning Af Peter Birch Sørensen

Polit’ens redaktion har inviteret mig til at skrive

et indlæg i anledning af, at jeg fra nytår overtager

posten som formand for Det økonomiske Råd

(“overvismand”). Derfor vil jeg først fortælle lidt om

vismandsinstitutionen og vismændenes arbejdsform.

Dernæst vil jeg fundere lidt over de kommunikations-

vanskeligheder, som økonomer kan komme ud i, når de

deltager i samfundsdebatten.

Det økonomiske Råd (DØR) er en ærværdig institution

med mere end 40 år på bagen. Rådet med dets

formandskab (de tre økonomiske “vismænd”) blev

oprettet i 1962 med vedtagelsen af en “Lov om

økonomisk samordning”. Ifølge lovens §1 har DØR til

formål “at følge landets udvikling og at bidrage til at

samordne de forskellige økonomiske interesser”.

Man kan opfatte DØR som et stærkt forsinket barn

af Oplysningstiden med dens optimistiske tro på den

menneskelige fornuft. Forarbejdet til loven om DØR

blev gjort af det såkaldte “Samordningsudvalg”, som

i en betænkning fra 1956 bl.a. skrev, at der i offent-

ligheden “kan være tale om manglende viden eller

forståelse af visse økonomiske sammenhænge”. Ideen

bag oprettelsen af DØR var tilsyneladende, at hvis man

udpegede nogle uafhængige økonomiske eksperter til

at forklare “visse økonomiske sammenhænge”, så ville

man kunne føre en mere rationel økonomisk politik.

F.eks. ville man kunne få interesse-organisationerne

og befolkningen til at acceptere en mere behersket

udvikling i pengeindkomsterne, så det blev lettere at

forene høj beskæftigelse med lav inflation.

Allerede ved oprettelsen af DØR var der mange, der

opfattede denne tankegang som naiv. Man kan da også

konstatere, at inflationen i de første to årtier efter

Rådets oprettelse steg mærkbart samtidigt med, at

beskæftigelsesgraden faldt markant efter 1973. Ikke

desto mindre lever vismandsinstitutionen nu videre

på sit femte årti. Der har ganske vist været flere

situationer, hvor nogle interesseorganisationer eller

politikere har været så fortørnede på vismændene, at

de har krævet DØR nedlagt. Når institutionen alligevel

har overlevet, skyldes det formentlig en udbredt

opfattelse af, at den har været med til at hæve

niveauet for den økonomisk-politiske debat.

Det er det, der er vismandsinstitutionens centrale

opgave: At levere vitaminer til den økonomisk-

politiske debat og derved bidrage til at forbedre

beslutningsgrundlaget for den økonomiske politik.

Efterhånden udgives der en syndflod af økonomiske

rapporter fra offentlige og private organisationer og

institutioner i ind- og udland. Man kan derfor spørge,

om der fortsat er behov for vismandsinstitutionen og

dens to årlige rapporter? Der er imidlertid det særlige

ved vismændene, at de er uafhængige af partipoli-

tiske og erhvervsmæssige interesser. Vismændene

repræsenterer kun sig selv, og deres vigtigste aktiv

er deres faglige renommé i forhold til kolleger samt

deres troværdighed i offentligheden. Det aktiv har de

en naturlig interesse i at fastholde og udbygge, hvilket

giver offentligheden en vis sikkerhed for, at vis-

mændene udtaler sig på et sagligt grundlag, og at de

ikke har en skjult dagsorden om at fremme en bestemt

interesse. Det stærkeste argument for at bevare

vismandsinstitutionen er derfor ikke, at vismændene

er “klogere” end alle andre økonomer (det er de ikke

nødvendigvis), men at selve vismandsinstitutionen er

indrettet på at sikre en høj grad af faglig integritet i de

indspil til debatten, der kommer fra vismændene.

Vismændenes arbejdsform er også indrettet på at

sikre fagligheden og troværdigheden bedst muligt.

F.eks. pålægger de altid sig selv en “spærretid” i

forhold til medierne de sidste to måneder før de

udsender deres næste rapport. Dette skal bl.a. sikre,

at der er foretaget en grundig analyse af de aktuelle

økonomiske problemstillinger, før vismændene udtaler

sig. Vismændene er også bundet sammen af en

“musketéred”: De står alle i fællesskab inde for hele

indholdet i hver rapport. Rapporternes analyser og

anbefalinger er altså noget, som alle tre vismænd

er enige om. Dette er også et forsøg på faglig

kvalitetssikring ud fra en forestilling om, at hvad tre

hjerner i fællesskab finder frem til som regel er mere

holdbart end de “kæpheste”, som den enkelte vismand

måtte have.

Vismændenes arbejdsvilkår er ikke blevet nemmere

med årene. Da DØR blev oprettet, var der næsten

ingen andre institutioner, der regelmæssigt udgav


økonomiske rapporter. Dette sikrede automatisk en

betydelig medieinteresse for vismandsrapporterne.

I dag kommer der som nævnt en malstrøm

af økonomiske rapporter samtidigt med, at

informationsstrømmene om alle mulige andre

begivenheder er eksploderet. I deres stakåndede

konkurrence om offentlighedens opmærksomhed er

medierne blevet stadig mindre villige til at afsætte

ordentlig tid og plads til at forklare og debattere

økonomisk-politiske problemstillinger af en vis

kompleksitet. Vismændene forventes derfor - som så

mange andre eksperter - i stigende grad at kunne

aflevere deres budskaber i simple one-liners, der helst

skal være så “sexede” og provokerende som muligt.

Dermed bliver det ofte vanskeligt eller umuligt at få

de nødvendige forbehold og nuancer med, når man

udtaler sig.

Kravet om kortfattede og bastante - og dermed ofte

overforenklede - udtalelser til medierne kan være

belastende ikke alene i forhold til de fagfæller, der

kritisk vurderer ens udsagn, men også i forhold til

de betydelige dele af offentligheden, der er skeptiske

overfor økonomer og deres tilgang til problemerne.

Når man til daglig fortrinsvis færdes blandt fagfæller,

kan man let komme til at overse, hvor upopulære

økonomer faktisk er i mange befolkningsgrupper. For

et par år siden udkom f.eks. en debatbog med titlen

“Kritik af den økonomiske fornuft”, og man hører

jævnligt beklagelser over, at økonomerne er ansvarlige

for en stigende “DJØFicering” af samfundet. Det

hævdes bl.a., at økonomerne arbejder målbevidst for

at omgøre alle sociale relationer til markedsrelationer

styret af økonomiske incitamenter.

Meget af denne kritik er præget af en sådan

overfladiskhed og mangel på indsigt, at den er let at

afvise. Kritikken har imidlertid fået et sådant omfang,

at vi som økonomer gør klogt i at spørge os selv,

hvoraf den udspringer, og om den evt. kan have en vis

berettigelse.

Der er næppe tvivl om, at det er den berygtede

“economic man”, der er årsagen til mange af kom-

munikationsvanskelighederne mellem økonomerne

og omverdenen. Størstedelen af økonomisk teori

er bygget op på en forestilling om, at den enkelte

økonomiske aktør er en rationel egoist, der bevidstløst

søger at maksimere sin egen nytte eller profit uden

hensyntagen til andre interesser end hans egne

og uden andre formål i livet. Sådan en type er jo

ikke ligefrem enhver svigermors drøm. Dette giver

økonomerne lidt af et image-problem, eftersom

ganske mange ikke-økonomer tror, at økonomer

tager forestillingen om “economic man” bogstaveligt.

Økonomer opfattes i vide kredse som nogle

afstumpede typer, der tror, at mennesker altid handler

strengt rationelt og egoistisk og primært styres af


økonomiske incitamenter.

Selvfølgelig er “the economic man” en urealistisk

abstraktion, ganske som de mange andre horrible

abstraktioner, vi foretager ved opstillingen af

økonomiske modeller. Når vi alligevel foretager

disse abstraktioner, er det i et heroisk forsøg på i

det mindste at kunne identificere visse systematiske

sammenhænge i den enormt komplekse mekanisme,

som samfundsøkonomien udgør.

Den første fuldstændige karakteristik af “economic

man” blev givet af John Stuart Mill i et berømt essay

“On the Definition of Political Economy” skrevet i 1836.

Mill giver heri en malerisk beskrivelse af et forkvaklet

menneske, hvis eneste formål i livet er at akkumulere

rigdom med et minimum af anstrengelse. Umiddelbart

herefter skriver Mill: “Not that any political economist

was ever so absurd as to suppose that mankind are

really thus constituted, but because this is the mode in

which science must necessarily proceed.”

Hvad pokker mener Mill med dette provokerende

udsagn om, at (den økonomiske) videnskab

nødvendigvis må basere sig på en “absurd”

antagelse om den menneskelige psykologi? Min egen

fortolkning (som baserer sig på den kontekst, hvori

ovennævnte citat indgår) er følgende: Der findes visse

menneskelige aktiviteter - nemlig dem der går ud på at

erhverve og anvende indkomst - som i betydelig grad

er styret af de motiver, der besjæler “the economic

man”. På disse områder af det sociale liv kan det

være en frugtbar forskningsstrategi at udlede de

forudsigelser om den økonomiske adfærd, der følger

af antagelsen om “economic man” (fordi vi er nødt til

at forenkle drastisk for at kunne overskue blot dele af

den komplekse virkelighed). Dernæst må analytikeren

overveje, i hvilket omfang denne rationelt-egoistiske

adfærd må antages at blive modificeret af andre (ikke-

økonomiske) motiver, der erfaringsmæssigt spiller

en væsentlig rolle for menneskelig adfærd. Først

efter denne vigtige øvelse kan analytikeren håbe på

at fremkomme med relevante forudsigelser om den

adfærd, der kan forventes i den virkelige verden. Mill

understreger også, at der er væsentlige områder af det

sociale liv, hvor antagelsen om “economic man” ikke vil

være særligt frugtbar, fordi adfærden på disse områder

primært er styret af ikke-økonomiske motiver.

John Stuart Mill var en alsidig tænker og en stor

humanist, hvis bidrag til europæisk filosofi og

idehistorie var væsentligere end hans bidrag til den

økonomiske videnskab. Det er derfor paradoksalt,

at det netop var Stuart Mill, der stod fadder til

den abstraktion om “economic man”, som har

givet økonomer et så dårligt ry ikke mindst blandt

humanister.

I de seneste års danske debat om

velfærdspolitikken er der et godt eksempel på de

kommunikationsproblemer, der opstår, når tiden

(medierne) ikke giver plads til den nuancerede

diskurs, som Mill gennemfører i sit essay om

nationaløkonomiens metode. Vismændene og andre

økonomiske eksperter har således flere gange peget

på, at det er problem, at ganske store lavtlønnede

grupper stort set ikke har nogen økonomisk gevinst

ved at komme i beskæftigelse frem for at være på

overførselsindkomst, og at nogle ligefrem taber på

det (heri ligger ikke nødvendigvis en anbefaling om

nedskæring af dagpenge og kontanthjælp; man kan

også vælge at sænke skatten på de lavtlønnede i

beskæftigelse). Dette udsagn er ofte blevet imødegået

med henvisning til, at masser af lavtlønnede ikke

desto mindre arbejder, selvom de tilsyneladende ikke

har nogen økonomisk fordel af det. Ganske mange ser

dette som en modbevisning af økonomernes antagelse

om de økonomiske incitamenters betydning.

Rent faktisk har både danske og udenlandske

arbejdsmarkedsforskere leveret solidt empirisk

belæg for, at den økonomiske gevinst ved overgang

fra overførselsindkomst til beskæftigelse har en vis

betydning for arbejdsudbud og jobsøgeintensitet mm.

på aggregeret plan (selvom effekterne varierer på

tværs af socioøkonomiske grupper, ganske som man

ville forvente). Heri ligger alene et udsagn om, at

de økonomiske incitamenter ikke er ligegyldige for

arbejdsudbuddet. Det udelukker naturligvis ikke, at

arbejdsudbuddet i overvejende grad styres af ikke-

økonomiske motiver. Men samtidigt kan det meget vel

tænkes, at økonomiske incitamenter på marginalen

har en ikke uvæsentlig betydning. Denne nuancerede

og komplekse fremstilling af sagen - som er i fuld

overensstemmelse med John Stuart Mill’s metode

- er imidlertid meget vanskelig at kommunikere

ud i det offentlige rum via de moderne medier, der

kræver ultrakorte og forenklede punchlines. Derfor

får man ofte en polariseret og fordummende debat

om disse spørgsmål, hvor økonomer efterlades på

slagmarken som (postulerede) fortalere for et kynisk

og materialistisk menneskesyn.

Alt dette kunne lyde som om, det er rigtigt synd for os

økonomer: I virkeligheden har vi et meget nuanceret

og humanistisk syn på verden, men den uoplyste


omverden er ikke avanceret nok til at forstå os! Så

let slipper vi dog ikke af krogen. Ganske vist er det

næppe urimeligt at sige, at mange ikke-økonomer

har en tendens til at undervurdere de økonomiske

incitamenters betydning. Til gengæld socialiseres

økonomer måske i kraft af deres uddannelse til

at overvurdere den motivationskraft, der ligger i

økonomiske incitamenter. Vi opdrages så at sige til

at efterspore tegn på betydningen af økonomiske

incitamenter overalt, hvor de kunne tænkes at spille

en rolle. Det er der intet galt i, så længe vi bevarer vor

proportionssans og anerkender, at menneskelig adfærd

også motiveres af en lang række andre faktorer,

jævnfør Stuart Mill. Men måske mister vi nogle gange

denne proportionssans.

Det er heller ikke blot abstraktionen om “economic

man”, der undertiden skaber en kommunikationskløft

mellem økonomer og omverdenen. Det er også

opfattelsen af markedet og dets funktionsmåde,

der ofte skiller vandene. Økonomer opfatter typisk

markedsmekanismen som en nyttig og ubureaukratisk

metode til sikring af en effektiv ressourceanvendelse.

Derfor argumenterer de tit for at udvide

anvendelsen af markedsmekanismer og økonomiske

incitamenter til prioritering og styring af samfundets

ressourceanvendelse. Udenfor økonomernes kreds

er begejstringen for markedet derimod til at overse.

Faktisk opfatter mange markedet som en blind og

brutal mekanisme blottet for menneskelige og sociale

hensyn. På markedet kan værdien af en persons

arbejdskraft og værdien af en virksomheds produkt

blive udsat for tilfældige svingninger, der ofte

opfattes som dybt uretfærdige. Undertiden anklages

økonomerne også for at legitimere egenskaber som

grådighed og grov materialisme, fordi økonomisk teori

har påvist, at de enkelte agenters egoistiske stræben

efter egen nytte og profit via det perfekte marked kan

føre til en (Pareto) optimal tilstand.

Også i denne sammenhæng kan John Stuart Mill’s

tanker måske hjælpe til at bygge bro mellem

økonomerne og omverdenen. Mill mente, at markedet

på de fleste områder er den bedste institution til

sikring af økonomisk effektivitet og velstand, men

han mente ikke, at markedsmekanismen kan sikre en

retfærdig indkomstfordeling. Derfor var det statens ret

og pligt at omfordele faktorindkomsterne via skatte-

og overførselssystemet.

Økonomifaget er et spændende studium, der giver

vigtige indsigter og mange stærke analyseredskaber.

Personligt har jeg aldrig følt mig så klog, som lige efter

at jeg havde bestået polit.-studiets første årsprøve. I

makroteorien havde jeg lært alt om, hvordan man kan

forhindre arbejdsløshed og store konjunkturudsving

ved at styre den samlede efterspørgsel. I mikroteorien

havde jeg lært, hvordan økonomiens enkelte markeder

fungerer, og hvornår og hvordan det offentlige bør

gribe regulerende ind. Jeg forklarede gerne alle,

der orkede at høre på mig (det var ikke så mange),

hvordan samfundets økonomiske problemer kunne

løses. Siden har begivenhedernes gang og videre

studier bibragt mig lidt mere ydmyghed. Vi økonomer

ved faktisk ikke så meget om, hvordan økonomien

fungerer. Men vi ved trods alt mere herom end

ikke-fagfolk, og derfor bør vi selvfølgelig bidrage til

samfundsdebatten.

Fortsat held og lykke med dine studier!


finansministeriet - din kommende

arbejdsplads?

En råkold, stille onsdag eftermiddag d. 8. oktober

2003 mødtes en flok polit-studerende på det ganske

velkendte Bispetorv. Stemning var høj, og folk var fulde

af forventninger. Grunden hertil var et længe ventet

besøg på en af Danmarks største arbejdspladser for

polit’er: Finansministeriet.

Præcis klokken 12:30 forlod flokken af frysende polit-

studerende Bispetorv og gik to og to, eller næsten

da, ned til Christiansborg. Gruppen bestod af en stor

del studerende fra første årsprøve, der formodentlig

inspicerede deres muligheder for et job som student

eller fuldmægtig i Finansministeriet. Da gruppen endelig

blev tilladt adgang til de imponerende bygninger, hvor

Finansministeriet har til huse, ventede der en fantastisk

frokost bestående af delikate sandwich og sodavand.

Efter denne formidable frokost begyndte den mere,

studierelevante del af ekskursionen. Seancen startede

ved en præsentation af Finansministeriet ved Louise

Moos, der er ansat i personalestyrelsen. Der blev for

det første redegjort for Finansministeriets mål: at

give Finansministeren og regeringen det bedst mulige

grundlag for at føre en sund, økonomisk politik.

Herefter blev blandt andet arbejdsmiljøet gennemgået.

Finansministeriet ansætter utrolig mange nyuddannede

polit’er, så miljøet er ungt. Gennemsnitsalderen for

fuldmægtige ligger omkring de 30 år, for kontorchefer

cirka 37 år og for chefkonsulenter cirka 41 år. Der er

overvejende mænd ansat i huset. Kvinder udgør en

uanseelige andel på cirka 30 pct., sådan som vi også

ser det på polit-studie.

Da de fleste kun bliver i ministeriet i cirka to år, er

Finansministeriet hermed med til at forme tidens

nyuddannede polit’er, inden de søger nye græsgange.

Her skal dog tilføjes, at størstedelen vender tilbage

efter et par år ude. Men et job i Finansministeriet stiller

også store krav til ansøgeren. Der forventes selvfølgelig

et højt kompetenceniveau og faglig fleksibilitet fra

ansøgerens side. Kort sagt et super fedt sted at

arbejde, hvis man dels har karaktererne og dels viljen

til at knokle r…. ud af bukserne.

Efter en virkelig spændende gennemgang af

Af Luise Jespersen

Finansministeriet blev ordet givet til Michael Skarup fra

Finansministeriets fjerde kontor, blandt regnedrengene

bedre kendt Makro-kontoret. Hvilket kunne have været

en fantastisk gennemgang af et af de i alt 15 kontorer

i Finansministeriet viste sig ret hurtigt at blive en tør

forelæsning i et ellers ganske spændende emne.

En spændende konjunkturvurderinger blev chokerende

hurtigt omdannet til et tåget gennemgang for

størstedelen af gruppen. Hvorom alting er fik man

uden tvivl et indblik i fjerde kontors arbejdsområder,

herunder en gennemgang af de berømte ADAM- og

DREAM-modeller. Efter en sidste gennemgang af 2010-

planen rundede Michael Skarup af og overlod afslutning

til to polit-studerende, der begge arbejder som

studenter i Finansministeriet.

De arbejder begge i 1. kontor, der

hovedsagelig beskæftiger sig

med finans- og udenrig-

spolitik. Disse to

studenter er

blandt


andet med i arbejdsprocessen omkring Danmarks

finanslove, hvilket imponerende lytterskaren. Der blev

også gennemgået finanslove og beslutningsprocesser

på livet løs i cirka en halv times tid, inden de to unge

studenter blev nød til at rundede seancen af, da de

havde modtaget en kode 2. I skrivende stund overvejes

det stadig, hvad en kode 2 er. For at finde ud af det, må

man vel blive ansat i Finansministeriet. KALENDER

December 2003

5. bordfodboldsturnering

i polithuset

10. quiz i polithuset

12. jule klippe-klister og

fredagsbar v/hold 6 i

polithuset

19. juleafslutning

Februar 2004

14. semesterstartsfest

Se mere på

www.polithuset.dk


gallafest 2003


stud.forlidt Af Mathilde Almlund, formand Politrådet

Vi læser og forbereder os morderlig lidt. Det er den

gennemsnitlige politstuderendes lidet opløftende

- men måske ikke så overraskende - selvkarakteristik i

de senest tilgængelige evalueringer. Til øvelsestimerne

skriver vi bevidstløst ned, hvad der står på tavlen, blot

for at kompensere for, at vi ikke har regnet opgaver

i forvejen - hvis vi da overhovedet dukker op. Til

gengæld læser vi uhæmmet, når vi skal til eksamen.

Efter således hæmningsløst at have overgeneraliseret

på et spinkelt grundlag, og uden den nødvendige

respekt for variationen i datamaterialet, tillader jeg mig

hermed at spørge: Er vi en flok lade fjolser, eller bare

så knivskarpe, at et kort blik på pensum før eksamen

er nok til at bære os igennem, eller måske en skøn

kombination? Og hvad kan man gøre for at forøge vores

brændende passion for den økonomiske videnskab og

få os til med ildhu at kaste os over bøgerne i læsesale,

kollegieværelser og loftshybler byen over, og blive

siddende i videnshungerens sved længe efter enhver

indre, fritidskrævende stemme har bønfaldet os om det

modsatte?

Når videnshungeren og engagementet svigter, er der

flere årsager. Er man blandt de stærkeste, gider man

ikke komme til undervisning, der blot er en slavisk

gennemgang af formlerne i tekstbogen - nu som

PowerPoint-show. Så hellere læse det selv. Og hører

man omvendt til de, der jævnligt må melde pas overfor

opgaveregningen, er der ikke meget andet at gøre, end

efter bedste evne at akkompagnere øvelseslærerens

interaktive rettevejledning med intens griflen og håbe,

at noget af logikken hænger ved. Så niveauet er både

for højt og for lavt, og hvordan kan man så stille nogle

bedre uden at stille andre værre?

Fagligt engagement og nysgerrighed tropper op, når

man - måske en smule indoktrineret - erkender, at

økonomi er et solidt bud på en metode til at besvare

påtrængende spørgsmål om verden, og det er også dén

nysgerrighed, der gør, at man - inciteret af andet end

en nært forestående eksamen - forbereder sig mere

end det absolutte minimum. Som de fleste af os - med

mere eller mindre bitterhed - har erfaret, er det imidlertid

sådan, at formalisme, præcision og tekniske redskaber

er forudsætninger for at kunne beskæftige sig

med disse spørgsmål på et niveau, der hæver sig over

dagens udgave af Urban. Derfor består de første par år

på bachelordelen primært af opgaveregning, og forbindelsen

til virkeligheden, til årsagen med opgaverne,

drukner desværre ofte i tekniske detaljer. Det betyder,

at opgaver opleves, som om de regnes for opgaveregningens

skyld, og man drives som studerende snarere

af sur pligt end af intens videnshunger. Nysgerrigheden

og lysten til at sætte tekstbogsteorien i større perspektiv

kan man gemme til bacheloropgaven og kandidatdelen,

hvis man da ikke har fuldstændig har mistet

den, når man når så langt.

Det ideelle ville således være, hvis man i højere grad

kunne inddrage forholdet mellem teori og virkelighed i

undervisningen, så man som studerende fik sat bogens

guldkorn i et større perspektiv. Men kan det lade sig

gøre, uden at man går på kompromis med fagligheden

og gør økonomistudiet til en udvandet debatklub for

avislæsere?

En del af løsningen kunne være at gøre undervisningen

i tekniske færdigheder mere effektiv, og dermed

skabe plads til mere end teknik. I en del fag, primært

redskabsfag som statistik og matematik, forekommer

teorien for mange at være så svær, at det blot bliver

et spørgsmål om at lære at løse typeopgaver til eksamen.

Umiddelbart lyder det måske acceptabelt, da det

jo netop drejer sig om redskabsfag, hvor det vigtige er,

at det virker. Det paradoksale er imidlertid, at teorien i

matematik og statistik bare er generaliseringer af det,

vi lærer i mikro og makro, og burde være en hjælp til

at forstå disse fag, og ikke endnu en byrde af abstraktion

og regnetekniske vanskeligheder uden forbindelse

til meget andet end den 17. dimension. Når det

ikke fungerer sådan i praksis, er det primært fordi, vi

oftest lærer redskaberne på et helt andet tidspunkt end

dér hvor de bruges. Mange oplever, at de først lærer

matematikken, når de skal bruge den i mikro og makro,

mens matematikfaget blot går ud på at lære at regne

eksamensopgaver i matematik.

Det ville derfor være oplagt at lade undervisningen

i redskabsfagene følges med undervisningen i de

økonomiske kernefag på hele bachelordelen - dog uden

at integrere den helt og dermed miste de teoretiske

aspekter. Derudover kunne man f.eks. supplere den

passive indlæring af tør teknik i øvelsestimerne med

en form for lektiecafé, hvor man havde mulighed

for at regne opgaver i fællesskab og få hjælp til

det. Cafélittens nye grupperum er et godt skridt på

vejen, men mere organiserede rammer og tilknyttede

øvelseslærere ville være en hjælp for mange, særlig for

de, der ikke benytter sig af faste læsegrupper.

Med bedre muligheder for at få styr på redskaberne

kunne man således skabe rum i undervisningen for

det, der egentlig gør økonomisk teori interessant:

At den forsøger at svare på vores spørgsmål om

virkeligheden. Med bedre plads til at lære om

antagelser, policyimplikationer og empiri, ville der også

være mulighed for mere selvstændige opgavetyper,

som kunne gøre det mere motiverende både at være

velforberedt til undervisningen og møde op til den.

Dermed skulle vi med tiden snildt kunne transformeres

til en flok lidenskabeligt visdomskrævende og

studentikose politstuderende.

Hvordan bachelordelens sammensætning optimeres

er ét af de spørgsmål, som Politrådet vil beskæftige

sig med i den kommende tid. Vi holder møde for alle

interesserede studerende hver anden mandag kl. 19

på anden sal i Polithuset, og du er meget velkommen

til at komme forbi og lytte med, eller måske udfordre

ovenstående synspunkter. Du kan også skrive en mail til

politraadet@econ.ku.dk.


fra planeten, hvor roere bo til haven,

hvor økonomer gro Af Mathilde Almlund

Alexandersalen ekkoede svagt af spredte mumlelyde

og stoleskramlen. Den høje, skaldede 37-årige

tidligere topidrætsmand, der stod med benene

solidt plantet på den plads, hvor man normalt kun

observerer ivrigt formelskriblende forelæsere, kiggede

ud over salen, afventende. Klokken var 15.10 en

onsdag eftermiddag sidst i november, og han skulle

have været på scenen kl. 15.00. Alligevel stod

salens fløjdøre stadig åbne, ligeledes afventende.

Den samlede mængde tilhørere, som havde trodset

vind, vejr, Varian og vinterhygge talte nemlig sytten

skikkelser, der nu sad spredt i salen som forfrosne

fugle, ikke helt overbeviste om, at de var landet det

rigtige sted.

Og indrømmet, det var ikke uden skepsis, at

undertegnede så plakaten. SØS-foredragets emne

var coaching, en teknik fra sportens verden, som

konsulentfirmaer benytter til at få virksomheder til at

yde mere. Foredragets titel var “If you can dream it -

you can do it”, og foredragsholderen var Niels Laulund

Henriksen, OL-guldvinder i roning i Atlanta 1996 og

partner i OlymPeak Coaching. Det lød lettere poppet,

og der var jo en grund til, at det var på Økonomisk

Institut, man havde valgt at sætte sine ben hver dag

og ikke på Handelshøjskolen. Nuvel, fagchauvinisme fik

lov at være fagchauvinisme, foredraget fik en chance,

og undertegnede var således at finde blandt de sytten

sjæle i salen.

Der kom ikke flere. Dørene blev lukket, samtlige

tilhørere krøb på opfordring op på første række,

roeren blev præsenteret, og på trods af, at den

pinlige stemning fyldte hele det store rum, begyndte

manden - der som en venlig gestus mod sædvane

holdt sit foredrag ganske gratis - at tale med rolig,

sikker stemme. “I 1996 i Atlanta var seks både ved

startlinien. Bådene var ens, bortset måske fra farven,

i hver båd vejede roerne i gennemsnit lige meget og

var i gennemsnit lige høje. Vi havde i gennemsnit

forberedt os lige længe og var teknisk lige dygtige.

Disse både mødtes jævnligt til konkurrencer på samme

niveau. Alligevel var der én båd, der vandt…” Han

holdt en lille kunstpause. “Naturligvis,” sagde den

indre økonominørd sarkastisk, “i et eksperiment med

seks uafhængige, identisk normalfordelte stokastiske

variable må én af de seks observationer være den

mest ekstreme.” “…hver gang,” fortsatte roeren.

Pludselig lænede de sytten økonomistuderende af

begge køn sig næsten umærkeligt frem og lyttede

en smule mere opmærksomt. Jagten på den usynlige

forklarende variabel, på årsagen til, at personer med

tilsyneladende ens karakteristika ikke klarer sig lige

godt i gennemsnit, var gået i gang.

I løbet af de næste par timer fik den lille forsamling

formelryttere - de fleste uden den store lidenskab

for eller viden om hverken rosport eller coaching

- historien om, hvordan roerne i den omhyggeligt

sammensatte firer i 1993 havde besluttet sig for at

vinde guld i 1996, hvordan de havde opnået det, samt

hvordan de videregav erfaringerne til erhvervsfolk og

studerende med lige stor overbevisning. Budskabet var

mentalt arbejde for at få den samme indstilling til det

ubeskedne mål som det vigtigste af alt, samt benhård

prioriterering af alt andet i livet.

Spørgsmålene fik hurtigt de flyvske ord ned på jorden

igen. “Jamen,” sagde en pige, “jeg vil jo gerne både

være god til mit studie, mit arbejde, være en god

veninde og en god kæreste - du skulle jo bare være

god til at ro?” Men der var ingen nåde at hente fra

guldvinderen: “Der skal være plads til flere ting, men

man må prioritere. Hvis kæresten dengang havde

spurgt mig , om det var hende eller roning, vidste

hun, at svaret ville være roning. Så hun spurgte ikke.”

En fyr ville vide, hvad han skulle gøre for at få 11 i

sin gruppeeksamen. “Sæt dig ned og læs,” tænkte

de fleste af os, men roerens svar var af mere subtil

karakter og drejede sig igen om fælles indstilling i

gruppen. Der var langt fra roning og OL til ligninger og

Økonomisk Institut.

På trods af fordommene var vi efterhånden fuldstændig

opslugt, af mandens vanvittige ambitioner, af hans

historie og af hans mod til at stille sig op med

et “blødt” budskab foran en flok studerende med

præferencer for “hård” videnskab, som når det,

man havde troet ville være en mellemting mellem

et dødssygt realityshow og TV-Sluk viser sig at

være en underholdende film, krydret med lige dele

pseudovidenskab og lommefilosofi. To timer forsvandt,

og da vi gik derfra, var den pinlige luft over de mange

tomme pladser forduftet gennem døre og vinduer. Vi

havde på forunderlig vis glemt, at en roer ikke skal

komme og fortælle en økonom noget som helst.


Meddelelse til alle specialestuderende:

Aktivér din speciale-viden

To freelancejournalister tager hul på at viderebringe den viden, som specialestuderende og

nyudklækkede kandidater fra KU sidder inde med.

Hvert semester produceres masser af spændende viden i de specialer, som KU-studerende afleverer. Desværre

er det kun en brøkdel af denne viden, som samfundet får indsigt i – de fleste specialer afleveres bare på

biblioteket og kommer aldrig videre. Den offentlige debat får aldrig glæde af den værdifulde viden.

Mange specialestuderende forestiller sig at skrive fx en kronik, når de har afleveret specialet. En god ide – men

det er meget sjældent, at den bliver realiseret. Desuden er kronikken ikke nødvendigvis den rigtige måde at

formidle den nye viden på.

Det er synd og skam, at al den viden går tabt, og det vil vi gerne være med til at lave om på – dels ved at

fungere som sparringspartnere for jer og vurdere den viden, I sidder inde med: Er emnet interessant for

pressen? Er materialet journalistisk brugbart? Og dels ved at fungere som journalister: Hvem kunne være

interesseret? Hvordan skal historien vinkles? Hvis der i jeres speciale er basis for at skrive eller producere en

historie, gør vi det og afsætter den til det relevante medie.

Hvis vi ender med at producere en historie, vil vi formentlig supplere med andre kilder end dem I har brugt i

specialet og måske trække nye perspektiver frem – men det sker i samarbejde med jer, så I ikke risikerer at

ende med oplevelsen af at få forvansket jeres viden og materiale.

En win-win situation

Vores gevinst er, at vi får materiale til vores freelancearbejde. Jeres gevinst er, at jeres viden bliver til gavn

for flere end jer selv. Derudover bliver I – hvis der er materiale til en historie –brugt som ressource/kilde i

historien og derfor selvfølgelig nævnt på tryk eller i de elektroniske medier. At blive sat i forbindelse med sin

viden kan være en fordel i jobsøgning, etablering af fremtidige samarbejdsrelationer etc.

Vores bagggrund

Vi er begge er uddannet fra RUC, arbejder som freelancejournalister og har blandt andet leveret historier til

DR, Politiken, Weekendavisen og Magisterbladet. Vores brede kendskab til mediebilledet gør, vi vil kunne finde

det medie, som egner sig til jeres historie.

Hvilke specialer er særligt interessante?

»Arbejdsfordelingen« er ligetil: I informerer, vi vurderer. Det er ikke jeres ansvar at vurdere, om specialet eller

den viden, I sidder inde med, er god nok til at komme på forsiden af Politiken – eller nogen andre steder. Det

vurderer vi på baggrund af vores journalistiske faglighed. Derfor skal specialet udelukkende opfylde det krav,

når I henvender jer, at det indeholder interessant ny viden.

Imidlertid vil specialer, som er teoretisk tunge og på den måde primært retter sig mod det akademiske miljø,

være svære for os at have med at gøre. Specialer med empirisk materiale om specifikke emner er omvendt

meget oplagte.

Hvad har vi brug for at vide?

I mailer os (nyviden@ofir.dk) og fortæller kort om specialet – højst en halv side tekst. Mailen skal begynde

med sætningen »Jeg/vi har fundet ud af, at …« – dvs. med den viden I har høstet og den konklusion, som man

kan drage af jeres arbejde.

Derudover vil vi gerne have stikord på jeres data: Hvor mange interviewpersoner har I, hvem har I sendt

spørgeskemaer til, hvor har I lavet jeres empiri, hvor mange sider data har I etc.

Vi glæder os til at høre fra jer. I er også velkomne til at maile med kommentarer til projektet – fx forslag til

forbedringer.

Pia Bertelsen og Julie Top-Jensen

nyviden@ofir.dk


polit pt.

1. Hvad læste du i sidste nummer af Politen?

2. Hvad mener du om de danske EU-forbehold?

Jacob Monberg, 3.årsprøve

1. Jeg læste under 1/5. Det er mest fordi siderne ikke er særlig indbydende. Det er generelt

kedelige overskrifter og kedelige artikler.

2. De skal ophæves alle sammen. Jeg støtter ikke Dansk Folkepartis idé om at opretholde

den stramme udlændingepolitik. Så jeg håber de alle sammen kommer til afstemning på en

gang.

Pernille “Nulle” Johansen, Kandidatdelen

1. Jeg læste meget i bladet. Især artiklen om rusturen og Polit pt. Men må indrømme at jeg ikke

læste hele bladet. Jeg kan også godt lide kalenderen så man kan se hvornår tingene sker. Bladet

Christina S. Petersen, 2. årsprøve

1. Jeg læste stort set det hele, dog ikke artiklen om økonomisk historie. Jeg synes bladet er

godt og relevant.

Ditte Andersen, 2. årsprøve

1. Jeg skimmede bladet, men jeg læste artiklen om økonomisk historie. Det var interessant

Vibeke Borchsenius, 1. årsprøve

1. Jeg kiggede på billeder fra semesterstartsfesten og læste rustursartiklen. Jeg læste også

det min øvelseslærer havde skrevet.

2. Umiddelbart er de lidt mærkelige. Det er lidt som om det er forbehold for forbeholdenes

skyld. Bl.a. er der jo blevet sendt soldater hjem fra Jugoslavien pga. forbeholdene. Så jeg

mener de skal væk.

er hyggeligt og let.

2. Der er jeg helt blank. Jeg mangler oplysning om det, men hvor mon man får noget at vide??

Udlændingepolitikken er usympatisk men det er svært at vide hvad der sker hvis man enten gør

den løsere eller strammere.

2. Forbeholdene skal ud. Enten er vi med fuldstændig eller også er det ud. Ikke den

forsigtigper-politik vi fører nu. For at få generel indflydelse skal vi være med.

at læse det som forelæseren syntes.

2. De duer ikke. Politikerne burde spænde hjelmen og tage sig sammen. Politikken daler i

niveau når der er så mange ting vi ikke kan deltage i.

Mikkel Gregersen, underviser i erhvervsøkonomi, cand.polit.

1. Det var ikke meget jeg fik læst i sidste nummer, det var lige midt i en flytning. Jeg plejer

nu altid at kigge det igennem, og læser oftest stafetten og Polit pt., bruger en halv times tid

på det.

2. De skal væk, sådan er det. Der skal stemmes om hver enkelt, da en samlet afstemning øger

chancen for et nej. Det skaber også en bedre debat hvis man tager dem hver for sig.


Karriererådgivning: En god mulighed

Karriererådgivning er en fantastisk mulighed for dem, der er usikre på, hvordan de skal tackle

jobansøgninger eller samtalen der måske er billetten til drømmearbejdet.

For de studerende, der med frygt ser frem til

en dimententledighed på mere end tredve

procent, er der nu endnu et tilbud om hjælp til

den dag kandidateksamen er i hus. CA, Økonomernes

A-kasse og karriererådgivning, tilbyder

nemlig gratis test og rådgivning til de medlemmer,

der ønsker at sidde med bedre kort på

hånden, når ønskejobbet skal findes. Men hvad

kan man i grunden bruge karriererådgivning til?

Med det spørgsmål in mente indvilligede Polit’en

i at få foretaget en karrieretest, efterfulgt af en

samtale med en af CA’s mange karriererådgivere.

Udgangspunktet for rådgivningen er en test

udarbejdet af konsulentfirmaet Thomas International,

der har mange års erfaring med personlighedstest

og personalerekruttering. Testen

forsøger bandt andet at afdække, hvor man står

stærkt i en jobsituation, og hvilke egenskaber

man bør lægge vægt på i en ansøgning.. Det

er dog kun 24 spørgsmål, der ligger til grund

for selve prøven, så derfor er den efterfølgende

samtale langt det vigtigste element i karriererådgivningen.

At være til samtale hos en karriererådgiver

minder en smule om et besøg hos en psykolog.

Rådgiveren starter med at gennemgå

resultaterne af den foretaget test for derefter,

at beskrive i hvilke situationer man klarer sig

henholdsvis godt og mindre godt. Der er dog

mistænkelig få negativt ladede adjektiver i det

billede karriererådgiveren tegner af ens person.

Af beskrivende ord kan i flæng nævnes,

positiv, verbal, overbevisende, indflydelsesrig,

venlig, kommunikativ, konkurrenceminded,

dominerende, nysgerrig, pålidelig, velovervejet,

osv.

Mange ville sige, at en mere nuanceret

beskrivelse eller vurdering umiddelbart vil synes

mere værdifuld. Det er CA karriererådgiver

Søren Kreilgaard dog ikke enig i. Han mener

derimod, at det vigtigste ved karriererådgivning

er at lægge vægt på, hvilke kvaliteter man kan

bidrage med på en kommende arbejdsplads.

“Vores udgangspunkt er ikke, at smide et

kanonslag i hoved på folk, der kommer for at få

karriererådgivning,” siger karriererådgiver Søren

Kreilgaard til Polit’en og uddyber:

“Når man eksempelvis skriver en jobansøgning,

kan man med fordel tage fat i de positive ord,

der indgår i den udleverede kandidatprofil.”

Søren Kreilgaard forklarer at mange der kommer

til karriererådgivning ikke kender egne kompetencer

godt nok. Selv om de fleste måske har

en ide om, hvad de er gode til, er der uden tvivl

mange, der har svært ved at sætte ord på deres

kvaliteter eller styrker.

“Til en ansættelsessamtale skal man sælge sig

selv. Derfor er det nødvendigt at kunne formidle,

hvad man mener, man kan bidrage med på en

mulig arbejdsplads,” forklarer Søren Kreilgaard

overfor Polit’en.

Han har personligt fået mange henvendelser fra

tidligere jobsøgende, hvor karriererådgivning

ikke alene har betydet, at de er kommet

hurtigt i arbejde, men også har været vejen til

drømmejobbet. Karriererådgivning går nemlig

i høj grad ud på, at finde frem til, hvilke type

arbejde man er bedst egnet til.

“Er man eksempelvis en meget udadvendt

person, vil man typisk befinde sig godt i en

stilling, hvor man dagligt er i kontakt med

mange mennesker,” siger Søren Kreilgaard

og fortsætter: “Derfor er det utrolig vigtigt

at målrette sine jobansøgninger efter netop

den type jobs, der harmonerer med ens

personlighed.”


KANDIDAT FEEDBACK RAPPORT

BESKRIVENDE ORD

Positiv, verbal, overbevisende, indflydelsesrig,

venlig, kommunikativ, konkurrencemined,

dominerende, nysgerrig, pålidelig, velovervejet,

ihærdig, en god lytter, rar, imødekommende,

selvstændig, stædig og viljestærk.

GENERELLE EGENSKABER

• Opnår resultater på en organiseret og

velovervejet facon.

• En god verbal formidler.

• Samlet ihærdig løse ender og afslutter sine

opgaver.

• Øver indflydelse og overtaler for at få sin

vilje.

• Har en beroligende og stabiliserende

indflydelse på andre.

• Udviser loyalitet, udvikler relationer og inder

andres tillid.

• Motiverende indenfor specialist- og

ekspertiseområder

MOTIVATIONSFAKTORER

Pedro motiveres bedst af situationer, som giver

mulighed for popularitet, social anerkendelse

og en følelse af, at han har en vis handlefrihed.

Selvom muligheder for forfremmelse er vigtig

i motivationen af denne person, er det også

nødvendigt at lade ham føle sig sikker i

arbejdsmiljøet.

Hvis denne person skal arbejde under en chef,

bør det ideelt set være en deltagende men

direkte leder, som tager sig tid til at forklare

målsætninger, kontrollerer forståelsen og

derpå lader ham komme videre med og afslutte

opgaven.

VÆRDIER DENNE PERSON KAN BIDRAGE

MED

Evnen til at formidle sine visioner videre til

andre på en entusiastisk facon er den største

værdi hos denne person. Han kan godt lide

udfordringer og opstiller mål, som andre kan

forfølge. Hans optimisme og charme smitter og

han kan meget vel være en naturlig leder i en

organisation. Men iveren efter håndgribelige

resultater nedtones af en velovervejet og

tålmodig holdning. Han træffer ikke uovervejede

beslutninger og foretrækker at lytte omhyggeligt

til alle alternativer, før der træffes en beslutning.

Han afslutter sine opgaver ihærdigt og med en

vis portion stædighed.


polit på Norsk

Med en dansk-norsk ordbog, en tolk og en god portion gætværk satte Polit’ens udsendte

den 23-årige 2. års politstuderende Preben Skulevold i stævne.

Skikkelsen er høj og slank, og havde det

ikke været for de extravagante tøjmærker,

kunne man lige så godt tage ham for værende en

ganske almindelig dansk politstuderende. Det er

han ikke helt. Og hvordan kan det være, at denne

unge mandsling lige netop har valgt at slå sig ned

i København? Munden går op på Preben, og ud

kommer en masse norske fjeldklange krydret med

et par grin. Jeg konsulterer min tolk, og sammen

får vi følgende ud af interviewet:

Preben Skulevold er en norsk student fra Oslo,

der har valgt at drage sydpå til København for at

læse økonomi ved Københavns Universitet, for

som han selv forklarer:

Interessen har vel egentlig alltid vært der.

Men jeg tilbrakte et år på college i USA og det

var vel egentlig da jeg forstod at økonomi var

det rette for meg. Spesielt var der et kurs i

makroøkonomi som vakte interessen, hvor vi

skulle ta utgangspunkt i den aktuelle økonomiske

situasjonen og debattere for eller imot vedtakene.

Og København fordi…

Jeg hadde et godt år på Gettysburg College i

USA, så da året var omme og jeg skulle fortsette

falt det meg naturlig å fortsette i utlandet. USA

var et valg men jeg kom ikke inn på den ønskede

skolen, og bestemte meg for å sette kursen

tilbae til Europa. Valgene stod mellom England,

Skottland, Sverige og Danmark. Jeg kom først inn

i København så hvorfor ikke. Dessuten har mine

foreldre av en eller annen merkelig grunn alltid

ønslet at jeg skulle studere iutlandet.

På trods af at København ikke var første valg,

har Preben fundet sig godt tilpas med studie og

tilværelse i Hovedstaden. Men hvis han fik lov,

var der et par ting, han gerne ville ændre.

Vel, det må være fasilitetene for de studerende.

Af Peter A. Fournais

I USA hadde vi et døgnåpent biblotek, med fullt

med IT ressurser. Så en bedre IT fasiliteter burde

være et minimumskrav. Ellers kunne vi godt ha

flere fellesarrangmenter med jura. Ellers er jo

beliggenheten i indre by utrolig god, med kort

vei til det meste. Og så må årets høydepunkt

nævnes, skituren.

Det sociale aspekt af nordmandens liv har han

også fået fod i hanke med, og han forsøger

at deltage i så mange aktiviteter som muligt.

Selv giver han en del af æren for hans sociale

tilværelse hernede til det hold på studiet, hvorpå

han er havnet.

Nå var jeg jo så heldig å komme på hold 3, så

sammholdet kan man ikke klage på. Desuden er

det jo ikke akkurat mangel på norske studenter i

København.

Der er dog stunder, hvor Prebens lidet udprægede

danske tale giver lidt kommunikationsproblemer.

Til tider kan han godt undre sig lidt over alle de

mærkelige ansigtsgrimasser, folk laver, når de

lytter til ham tale.


Det kalles vvel egentlig ikke språkproblemer,

heller kommunikasjons problemer. Det største

problemet er vel det at dansker ikke kan norsk.

Tiden i byen har også givet Preben lidt tid til at

iagttage nogle detaljer, der foruden Nordsøen

adskiller vores to broderfolk. Et eksempel, der er

højaktuelt i denne tid, opstiller han således:

Dere tror at julemanden kommer fra Grønland,

men jeg har jo tross alt sett Grønlenderende dere

har i København. Nei han er Norsk. Videre må

dansker snart forstå at det skal minst 1 dl whisky

i Irish Coffe og sist men ikke minst at dere kalder

Danskebåten for Oslobåten. Alle vet at det stort

sett er nordmenn som reiser med båten og den

går TIL Danmark.

(Det kræver offervilje ikke at kommentere

julemandens nationalitet, blot bemærkes her at

vi vist også har set Nordmænd i byen ligeså…..).

Forskellene her går dog ikke Preben synderligt på,

og hans store velvilje til at se gennem fingrene

med danskenes fejlagtige opfattelse af visse ting

har været med til at lande ham et studiejob i en

bank. Og som han siger:

Nei, vi nordmenn kan godt like dere dansker.

Dere drar til Norge på ski, og som alle vet

forlenger en god latter livet. Det er vel på samme

måte som dere dere ser det norske landslaget

spille fotball. Ellers kan en trygt si at dansker er

mye mer liberale eller frigjorte. Men en heller

skremmende opplevelse var da jeg var ny i byen.

En naiv nodmann som går nedover en gate i

København og oppdager at det sitter en tredve

mannfolk og stirer på en. Da ser man etter den

første pige man kan løpe bort og gi en klem og

holde godt tak i.

Trods oplevelser som denne har Preben sat sig et

mål med sit liv i København.

I første omgang blir det å fullføre studiet. Men

en fremtid innen finans eller shipping hadde ikke

vært meg imot. Så har jeg også tenkt på EU

vs. Norge, for før eller siden så skal vel Norge

med i EU (tro det eller ei og så slår vi Danmark i

fotball!).

Halvandet år er gået, siden nordmanden satte

sine fine lædersåler på den københavnske

brolægning, og hans konklusion på Økonomisk

institut og byen er klar:

Jeg takket ja da tilbudet kom, og jeg har ikke

angret på siden. Vel, bortsett fra når du sitter

med den fjerde eksamen og kun har 500 sider

pensum igjen å lese. Da lurer man kanskje litt på

hvorfor jeg studerer dette.

Nuvel, Nordmandens pointe må kunne få mange

eksamenstrængte studerende til at nikke og til

dem – kom tilbage til bøgerne.


den eftertragtede titel Af Mette Gad

Alle folk taler om det: den stigende arbejdsløshed.

Der er netop kommet nye arbejdsløshedstal,

der viser en stigende tendens. Og

arbejdsløsheden rammer mere og mere de nyuddannede

akademikere. Men hvor galt ser det i

grunden ud for økonomer? Betragter man tal fra

Akademikernes Centralorganisation, AC, ses det,

at ledigheden blandt politer ligger under ledigheden

for kandidater fra andre økonomi-uddannelser.

Altså er politer stadig eftertragtede på

arbejdsmarkedet. De er endda så eftertragtede,

at visse økonomi-studerende ved andre universiteter

vælger at skifte til Københavns Universitet.

Således kunne det i 2001 konstateres, at 2

studerende fra Aalborg, 2 fra Aarhus og 10 fra

Syddansk Universitet valgte midt i deres studie

at flytte til Københavns Universitet for at færdiggøre

deres studium her!

En af de ca. 15 mennesker, der hvert år skifter

til Københavns Universitet er Jette Laub. Hun er

økonomi-studerende på 4. år ved Århus Universitet,

og hun søger til København til sommer for

at færdiggøre sin kandidatgrad her.

Undertegnede mødte Jette Laub på Café Kys her

i København, da hun var ovre for at betragte

Universitet:

Hvorfor valgte du at læse økonomi?

Som så mange andre unge havde jeg lige efter

gymnasiet ingen anelse om, hvad jeg ville læse,

men efter en praktikplads i Bruxelles, fandt jeg

ud af, at jeg ville ind og gøre en forskel i den

økonomiske verden. I økonomi-studiet kunne

jeg forene min interesse for det samfundsvidenskabelige

og det matematiske på en velafbalanceret

måde, så i sommeren 1998 søgte jeg

ind på økonomi på Århus Universitet. Og jeg har

på intet tidspunkt fortrudt mit valg af studie.

Nok har det til tider været hårdt, men det er

en videnskab, hvor der hele tiden sker ting, og

dette tiltaler mig stadig efter godt fire år.

Du mangler kun et år af dit studium. Hvorfor

vælger du netop nu, at skifte til Københavns

universitet?

Jeg har været glad for at have læst ved Århus

Universitet, men samtidig føler jeg, at jeg får

åbnet nogle muligheder ved at søge til København.

Det virker nemmere at komme ind i ministerierne,

hvis man befinder sig i København i

forvejen. Jeg får nu også mulighed for at få et

studierelevant job ved siden af studierne. Disse

jobs er meget sværere at finde i Jylland end i

København, og i en tid med høj arbejdsløshed er

det meget vigtigt at have et godt studiejob, da

dette ofte fører til en fastansættelse efter endt

studie.

Kan man sige, at du vælger Københavns

universitet netop nu for at kunne få titlen

cand.polit?

Det er ikke helt forkert… Jeg hører jo ligesom

alle andre, at akademikere uddanner sig selv

til arbejdsløshed. En kom hen til mig en dag og

sagde, at jeg ville blive en af de mest veluddannede

arbejdsløse i Danmark, og da

jeg ikke har lyst til at være arbejdsløs, og da jeg

kender de berømte statistikker omkring arbejdsløsheden

blandt politer og andre økonomer, har

jeg inddraget dette i min beslutning om at veksle

universitet. Men jeg søger da også klart til

København af studiemæssige årsager. København

har givetvis meget større kompetencer inden for

nationaløkonomien end Århus Universitet, hvilket

jeg har tænkt mig at nyde godt af til mit speciale.


nede i Robert’s kælder

Robert’s Cafe, en trendy Coffee shop på hjørnet

af Studiestrædet og Lars Bjørn Strædet er

lige så aromatisk og tiltalende som den indbyder

til. Og på en grå og sløj november søndag virkede

det som et indlysende valg at træde indenfor og

få varmet sjælen lige netop hos Robert’s.

Åbenbart var min ven og jeg ikke de første, der

havde fået denne idé, for stedets behagelige

lounge møbler var allerede besat af andre gæster.

Alligevel fandt vi os en plads i underetagen nær

ved pejsen, og der i flammernes varme skær

indtog vi en “lunch special” bestående af en varm

panini og Café Latte. Prisen var 59 runde kr.

Sådan en pris burde tiltale de færreste

studerende, men til trods herfor var hovedparten

af Robert’s gæster unge studenterlignende typer.

Nu hvor ikke prisen virkede tiltalende, hvad

kunne så egentlig tiltrække så mange på SU?

Robert’s er en finsk “kaffekæde”, faktisk nordens

største kæde og grundlagt i 1987. Der hænger

hverken saunareklamer eller ishockey plakater

nogen steder, ja der ikke noget særligt finsk over

stedet. Men som det gælder for Norden generelt

er vi jo kendte for at kunne hygge os og drikke

varme drikke. Det må Robert’s vide, for der er

stemning. Caféen har en særlig atmosfære. Først

Af Peter A. Fournais

og fremmest skaber den indre indretning et

hyggeligt sted at “hænge”. Lidt cool soft house

fra højttalere og den lidt dunkle belysning i

underetagen danner et ideelt samtale forum, når

weekendens eskapader skal kortlægges.

Hertil smagte latté’en og panini’en, ganske

udmærket. Sådan er det jo, på de her nye

specialty coffee houses, der er dukket op flere og

flere steder i Staden. Det kan der ikke sættes en

finger på. Og med hensyn til betjeningen, der var

typisk café-agtig med smilende servetricer bag en

fin desk var der heller ikke rigtig noget at klage

over.

Robert’s, har ud over de åbenlyse muligheder

en kaffebar nu har, også potentiale som et

udgangspunkt for en tur i byen, for når de lidt

mørkere timer sætter ind kan man risikere

at høre lidt livemusik på stedet, eller blot lidt

rytmisk elektronisk fra den blandede pose. Og

så serveres der import-alkoholiske drikke dvs.

diverse udenlandske øl.

Nuvel Robert’s har på trods af det lidt peberede

prisniveau, en atmosfære ideel til at slæbe

vennen, kæresten eller drømmepigen ind i. Bare

ned i kælderen, hen til pejsens skær og fyr op

under kedlerne. Så er den i hus 7 9 13.


coffee to go Af Søren Guldhammer Bennike

Studiestræde er et mærkeligt sted.

Gaden summer af akademisk liv.

Gaden summer af kulinariske oplevelser.

Gaden summer af frustrerede trafikanter, hvis eneste

mål synes at være at ramme uskyldige stud.polit.er.

Nogle mennesker bruger 5 år (snarere 7) af deres liv på

at vade op og ned af denne gade. Et overblik over gaden

fås bedst fra byens domkirke Vor Frue Kirke. Nu kan det

ske, at den lille royalist derude håber på en lille anekdote

om den kommende kronprinsesse.

Men nej kære læser, historien om Mary, de 200 liter

læsket kalk og Herlev Pigegarde må vente til en anden

gang.

I den følgende tekst vil jeg fortælle om min nylige rejse

gennem studiestræde. En rejse med det ene formål at

finde en god kop kaffe på denne smukke gade.

Min tur gennem studiestræde starter ved Københavns

gamle rådhus. Nu vil nogen måske mene, at turen er

startet med en alarmerende mangel på geografisk sans.

Men rent faktisk er studiegården Københavns gamle

rådhus. Siden da blev bygningen overgivet til Universitet

som dets første hovedbygning. Lige ved siden af

studiegården ligger mit første stoppested: "Noahs Ark".

Inden du bladrer videre, på grund af en forvisning om

en forestående længere bibelsk udredning, kan det

bemærkes at bag dette navn gemmer sig det, blandt

studenter, verdenskendte kaffested Arken. For 200 år

siden indeholdte dette hus intet mindre end 4 lejligheder

pr. etage. Umiddelbart ved siden af Arken har Herman

Bang og en samling prostituerede resideret. Dog ikke

under samme lejemål.

Adgangen til Arken er som regel blokeret af en samling

unge mennesker med røgfarvede briller og imiterede

lædertasker. Den garvede kafferotte sørger selvfølgelig

for at frekventere dette udmærkede sted uden for

juristernes frikvarterer. Nok om de adgangsmæssige

forhold. Lad os gå til kaffen.

Kaffen vurderes efter skalaen 1-5 kopper, hvor 5 er

bedst.

Duften af Arken’s skoldhede mokka er udmærket og

rimelig indbydende. Hvis man skulle have smag for mælk

i kaffen er dette selvfølgelig også muligt, forudsat at

man har nerver til fylde det i koppen mens flere koffein

hungrende studenter venter bag en.

Smagen lever ikke helt op til duften, men den er trods alt

god nok. 8 kroner må jeg slippe og på en skala fra 1-5

kopper bliver det til 3 kopper pil op til Arken.

I min videre færd krydser jeg over studiestræde. På min

vej over denne befærdede gade undslipper jeg med nød

og næppe en skamsænket Honda Civic. Ejeren af dette

pragteksemplar af en bil er tilsyneladende travlt optaget

af at "plukke æbler" til rytmen af hans fuldvoksne

subwoofer.. Hans kørsel synes mest af alt, at minde en

Random Walk gennem gaden. Til hans forsvar skal det

siges, at reflekserne på hans bukser blændede både ham

og hans kæreste

Velankommen, i ét stykke, til Soup & Sandwich, beder

jeg om en kop kaffe. Ekspedienten henleder høfligt

min opmærksomhed på selvbetjeningsanlægget. Jeg

skænker straks en kop varm java. Selve kaffen dufter,

som en kop varm vand, fuldstændig blottet for aroma.

Smagen minder om en daggammel kop Nescafé, ikke

imponerende. Jeg må af med 7 kroner og giver til

gengæld 2 kopper til Soup & Sandwich.

Lige ved siden af Soup & Sandwich ligger Bagel &

Dreams. I bedste industriøkonomiske stil har disse to

"sandwichbarer" lagt sig klods op ad hinanden. Ifølge

teorien skulle dette betyde at deres produkter ikke

differentierer sig fra hinanden.

Men dertil må det siges, at kaffen fra de to steder har

lige så meget til fælles som Brian Nielsen og en kultiveret

aften i byen.

For det første er det frisk kaffe, der bydes på i Bagel

& Dreams. Dernæst brygges kaffen på ægte italiensk


manér, nemlig ved først at lave en espresso og derefter

fortynde denne med kogende vand. Ægte Caffé Lungo,

God stil!

Caffé Lungo smager som almindelig kaffe, men har en

anelse mindre koffein grundet espressoen.

En stor kop kaffe med skummet mælk til sølle 8 kroner.

Det belønnes med 4 kopper med pil op.

Næste stop på ruten er kiosken overfor Kirkesalen. For

de historisk interesserede, jeg ved I er derude, var det i

nummer 31, at verdens første typografiske sættemaskine

blev opfundet.

Inde i kiosken skænker jeg mig selv en kop radiatorkaffe.

Det er vist den bedste beskrivelse for dette skud mokka.

Smagen er ikke tilstedeværende, duften er dog god nok.

Det bliver til 2 kopper til kiosken og en femmer fra

mig.

Det er med bankende hjerte, at jeg skridter over mod

min rutes sidste bastion. Min hjertebanken skyldes ikke,

at jeg nærer varme følelser for din midaldrende dame,

der just har serveret kaffe for mig. Det er snarere de

6 kopper kaffe, der har fået min puls op på et usundt

niveau. Sidste gang den har været så højt oppe må vel

have været, da jeg ventede, foran brevsprækken, på det

nye nummer af "Samfundsøkonomen".

Da jeg entrerer Studiestræde Vinhandel føler jeg

mig umiskendeligt som en uventet gæst. Ejeren af

etablissementet føler sig efter et stykke tid nødsaget til

at bevæge sig mod disken. Som uventet gæst forventer

jeg naturligvis at få serveret en kop Gevalia, men ak,

kaffen er en dårlig kopi af Ricks kaffeerstatning. Ikke

helt godt nok!

Jeg giver 2 kopper med pil ned og 5 kroner til

Vinhandelen.

Min ekspedition er slut. Det viste sig at man faktisk godt

kan købe en god kop kaffe på Studiestræde. De klare

vindere er således Bagel & Dreams og Arken.

For mit eget vedkommende var 1,5 liter kaffe alt rigeligt.

Og dog kan man opretholde et vist aktivitetsniveau med

en sådan mængde koffein i kroppen.

Inden dagen var omme nåede jeg derfor at modbevise

første velfærdsteorem og diskutere inflationsforventninger

med en rationel forbruger. Utroligt hvad man kan få ud af

en tur på Studiestræde. Tak for kaffe!

den ukendte

kaffefaktor

Af Søren Guldhammer Bennike

Efter flere måneders ihærdigt benarbejde er det nu

lykkedes Polit’ens udsendte at få et interview med

Arkens legendariske ejer.

Hvem er denne mand? Hvor meget kaffe sælger han? Havde

han også butikken da Bodil Nyboe Andersen var en ung

studine på Polit?

Undertegnede satte Arkens indiske ejer stævne på en råkold

mandag formiddag.

For en gangs skyld var Arken ganske tom da deres udsendte

indfandt sig på stedet.

Arkens indehaver hedder Jatinder Singh Dhaliwal, han har

haft Arken siden 15. oktober 1999. Siden da kan man vist

roligt sige at Arken er blevet et fast holdepunkt for klatøjede

studerende kl. 9 om morgenen.

Jeg indleder vores samtale med at spørge hvad den største

sællert er i Arken, dertil er svaret klart:

"Du får ét gæt", siger Jatinder.

I et øjebliks forvirring får jeg sagt "Carlo Sodavand?" Straks

efter erfarer jeg, at mit svar virker lige så begavet, som

var jeg begyndt at differentiere Leontief præferencer. Med

et slet skjult grin kommer Jatinder mig til hjælp: "Det er

selvfølgelig kaffe! Vi sælger 200-300 kopper om dagen."

Herefter finder jeg det nærliggende at spørge til eventuelle

kaffekarteller på Studiestræde. Det må Jatinder dog afvise,

der findes ingen aftalte kaffepriser på studiestræde.

Den opmærksomme læser vil andetsteds i bladet have

fundet beviser for dette. Det ses ganske tydeligt at priserne

varierer en del på Studiestræde. Generelt synes Polit’er da

dog at foretrække Arkens kaffe.

Til slut spørger jeg til hvilken kundegruppe, der er mest

populær i Arken. Hertil svarer Jatinder: "Økonomer er klart

de bedste kunder. I er så dejligt nyttemaksimerende."

"Det er fordi vi er så rationelle", når jeg lige at svare inden

jeg forlader butikken. Mit svar vækker en vis hovedrysten

hos en flok Jura-piger der står i døren. Pigerne kommer dog

hurtigt på andre tanker da jeg fortæller at Peter Asschenfeldt

befinder sig i IT kælderen.

Mens jeg iagttager pigernes sprint mod IT kælderen, tager

jeg hul på dagens første kop kaffe. Det bliver nok ikke den

sidste.


Polit’en, c/o Politrådet

Skindergade 36, 2.

1159 København K







































Postbesørget blad 0900 KHC

More magazines by this user
Similar magazines