III. På sporet af den menneskelige personlighed

engelsted.net

III. På sporet af den menneskelige personlighed

III. sporet af

den menneskelige

personlighed


204 Personlighedens Almene Grundlag Il

virksomhed, men hvis kun den ene part parrer sig, mens den anden er et uvilligt

objekt (voldtægt), så er der ikke tale om social virksomhed. Social virksombed

skal med andre ord opfylde princippet om gensidighed-eller quid pro quo (noget

for noget), som man har sagt siden antikken.

I den forbindelse indser vi iøvrigt, hvilken overvældende betydning den sociale

kommunikation og identificering har. Før man kan engagere sig i social

virksomhed, skal der etableres en form for enighed parterne imellem om, hvad

det er for et forhold, der er tale om. Det er dette parringslegen skal tjene til, og

det kan være en langvarig proces, før begge parter er indstillet på den rigtigt

måde. Hos lavere dyr sker det endda af og til, at den ene part ikke får præsenteret

sig som seksualobjekt tilstrækkeligt præcist, hvilket medfører, at den anden

part sanser den elskovsfulde som etfødeobjekt! Det er indlysende, at den affektive

og emotionelle genspejling må blive en afgørende faktor i udviklingen af

den sociale virksomhed, som vi har nævnt.

Den sociale virksomhed, som vi har tegnet den, er imidlertid kun den første

form. Der udvikler sig snart former, hvor parterne i fællesskab kan forholde sig

til noget tredje, hvorved den enkeltes sandsynlighed for at nå sit objekt øges.

Hvor der altså er tale om, at individet når sit objekt ved hjælp af den anden.

Princippet om gensidighed gælder imidlertid fortsat. Ovenstående tegning

udtrykker derfor fortsat den sociale virksomheds grundprincip (også her gælder,

at den første form er den almene form).

Trinene i den sociale virksombeds udvikling følger nøje Leontjevs virksomhedsgenese,

som jeg har vist i Springet fra dyr til menneske. Det vil sige, at der

findes en social virksombedsform analog til simpel virksombed (det er den, vi

netop har tegnet), en social virksomhedsform analog til den operationelle virksomhed,

og en social virksombedsform analog til den intellektuelle virksomhed.

Hvor den operationelle virksombed er kendetegnet ved alternative eller parallelle

veje til målet, der er den analoge sociale virksomhed kendetegnet ved, at

individerne samarbejder parallelt. Hvor den intellektuelle virksombed er kendetegnet

ved en serielt forbundet operationsgang til målet, der er den analoge

sociale virksombed kendetegnet ved, at individerne samarbejder serielt i opnåelsen

af målet. Det er også det, man kalder arbejdsdeling. Den parallelt forbundne

sociale virksombed (hvor individerne virker ved siden af hinanden, gør

det sanune) kaldes en association. Den serielt forbundne sociale virksombed

(hvor individerne virker i forlængelse af hinanden, har arbejdsdelte funktioner)

kaldes en kooperation.

Da operationer kan opfattes som psykologiske midler, så knytter der sig også

en udvikling af middelbruget til virksomhedsgenesen. Eller redskabsbruget

Som dyrestudier har demonstreret, så kan dyr på den operationelle virksombeds

trin bruge redskaber, mens dyr på intellektets trin kan lave forarbejdede redskaber

(værktøjsbrug).


Arbejde og sprog

Mennesket ifØlge Leontjev 207

Men hermed er menneskets særlige bestemmelse endnu ikke udtømt. Leontjev

skriver: "For at opfatte en handling bevidst er det, som vi allerde har påvist,

nødvendigt at genspejle genstandene, som denne bandiling er rettet imod, uafhængigt

af de relationer subjektet umiddelbart har til dem. Hvor finder vi de

særlige betingelser for en sådan genspejling?" Svaret på spørgsmålet følger

straks og lyder: "De findes i arbejdsprocessen."'

Hermed knytter Leontjev menneskets særegenhed sammen med arbejdet i

overensstemmelse med Marx og Engels. l sin antropogenese fra 1876 Arbejdets

rolle ved abens forvandling til menneske slår Engels således fast: "Arbejdet er

den første grundbetingelse for alt menneskeligt liv, og det i en sådan grad, at vi i

en vis forstand må sige: det har skabt mennesket selv.'"

Men hvad er så arbejdet? Ifølge Engels er arbejdet genstandsvirkso.mhed,

der betjener sig af redskaber i almindelighed og værktøj i særdeleshed. Det er

det også for Leontjev, der siger en masse fornuftigt om, hvordan redskaber

kommer til at indgå i den sociale sammenhæng.

Heller ikke Roussean har dog glemt redskaberne. Om de tidligste mennesker

skriver han: "On the seashore and the banks of rivers, they invented the

hook and line, and becarne fishermen and eaters of fish. In the forrest they

made bows and arrows, and became huntsmen and warriors. In cold countries

they clothed themselves with skins of the beasts they had slain. The ligthening,

a volcano, or some lucky chance aquainted them with fire, a new resource

against the rigours of winter. 115

Endelig skal mennesket naturligvis også forsynes med sproget. Roussean

tildeler det bare gavmildt omend i en form, der er "rude and imperfect, and

nearly such as ar e now to b e found arnong savage nations." Engels gør sig lidt

mere umage og ser sproget blive til i takt med, at arbejdet "klarede bevidst·

heden om dette samvirkes nytte for hver enkelt. Kort sagt, de vordende mennesker

nåede til, at de havde noget at sige hverandre. Behovet skabte sig sit organ:

abernes uudviklede strubehoved omformedes langsomt, men sikkert, ved modulation

for at frembringe stadig øget modulation, og mundens organer lærte

efterhånden at udtale det ene artikulerede bogstav efter det andet:•

Også Leontjev ser sprogets fremkomst "i sammenhæng med det hos mennesker

fremkomne behov for 'at de har noget at sige hinanden'." Han forestiller

sig imidlertid, at det er arbejdsbevægelserne, der forvandles til gestus og disse

igen til 'sproglyde'.

Materialismens antropogenese

Når vi trækker Roussean ind i historien, har det sin grund. Det er nemiig for at

gøre opmærksom på, at det ikke er noget nyt at karakterisere menneskets særegenhed

i den levende verden ved disse tre træk


208 Personlighedens Almene Gmndlag Il

l. Socialt samvirke

2. Redskabsvirksomhed

3. Sprog

Faktisk korme vi være gået endnu længere tilbage end Rousseau. F.eks. til Lukrets

afhandling Om Universets Natur fra år SS før nul. Og Lukrets værk er

endda blot en gendigtning af Bpikors lære, der igen bar sit forlæg hos Demokril.

Af Dernokrits filosofi er der kon overleveret fragmenter og brudstykker.

Men der findes et (DK 68 BS), hvor vi finder følgende antropogenese: "De første

mennesker som blev til, siger de, levede et uordnet og dyrisk liv, og gik hver

for sig ud efter føde ... Da de blev angrebet af dyr, indså de deres eget bedste og

kom hverandre til hjælp, og siden de var sammen på grund af frygt, lærte de lidt

efter lidt hverandres særtræk. Skønt deres lydfrembringelser først var uden klar

betydning og forvirrede, artikolerede de lidt efter lidt deres ord og ved gensidigt

fastsatte syrnboler for hver foreliggende ting, gjorde de sig kendt med den betydning

alle betegnelserne skolie have ... Da de var blevet kendt med ilden og de

øvrige nyttige dyr, opfandt de også konsterne og det øvrige, som er nyttigt for

det fælles bedste. I det hele taget blev nøden selv mermeskets læremester: den

tilførte på rigtig måde lærdom om enhver ting til et levende væsen, der var vel

udstyret fra naturens side og som havde hænder og tanke og sjælens skarpsindighed

til hjælpere i alle ting." 7

Nu er der selvfølgelig ikke noget at sige til, at alle materialistiske antropogeneser

fremhæver disse tre træk. Det er træk, der kendetegner mermesket. En

antropogenese, der lader trækkene blive til, kan derfor i den forstand ikke være

fejlagtig. Men den forklarer til gengæld beller ikke noget, blot fordi de rigtige

træk dukker op. Hvorfor dukker de op? Det er det spørgsmål, man må forsøge

at besvare. Og det er ikke gjort med en benvisning til, at behovet skabte dem.

Selvfølgelig er en rigtig forklaring et ideelt krav, der vanskeligt kan opfyldes på

netop antropogenesens område, men man må i det mindste være i stand til at

skelne imellem tilløbet til en forklaring og den rene ad hoc løsning.

I Leontjevs antropogenetiske beskrivelse er sprogforklaringen rent ad hoc. I

værktøjsforklaringen er der en beskrivelse af en vigtig sammenhæng mellem

redskabet og den sociale struktur, men det er uforklaret, hvordan menneskets

redskabsbrug er blevet så meget anderledes end dyrets. En egentlig forklaring

på mermeskets særegne sociale samvirke er der imidlertid et rigtigt bud på i

teorien om det adskilte mål og motiv. Handlingen og den dermed forbundne

'bevidsthed' er Leontjevs ægte bidrag til en forståelse af forskellen mellem dyr

og mermeske.

Ikke lige i øjet

N år man i foredrag eller forelæsninger begynder at udrede Leontjevs teori om

handlingen som det særegent mermeskelige og bruger hans klapjagt som

eksempel eller prototype, så er der altid en tilhører, der udbryder, at det jo også


Mennesket ifØlge Leontjev 209

gælder for løver! Indtil en Disneyfilm blev identificeret som kilden, var det en

yderst vanskelig indvending at gendrive og førte til de mest omstændelige bortforklaringer.

Siden var det gjort med at stirre den formastelige hvast i øjnene

og erklære, at løver ikke driver klapjagt- undtagen i Disneyfilm l

Løver driver formentlig ikke klapjagt, men problemet er alligevel langtfra

løst, for chirnpanzer driver klapjagt! Fra reservatet i Gombe Stream, Tanzania,

har Jane Lawick-Goodal således en beskrivelse, der klart er et - omend primitivt

- tilfælde af chimpanzers klapjagt på en bavian.

Dette burde løvrigt ikke forundre. Teoretisk set er klapjagt et tilfælde af seriel

social virksombed eller kooperation og hører til i virsombedsskemaet under

intellektuel virksomhed, som Leontjev netop tilskriver de højere primater.

Problemet går igen i det andet særegne træk, som Leontjev bruger til at bestemme

mennesket: redskabstilvirkningen. Også dette hører til intellektets stadium,

og der findes talrige eksempler på redskabstilvirkning hos menneskeaberne.

Primitive, javist, men de er der. Nu lægger Leontjev ganske vist en

lang række egenskaber ind i det menneskelige redskabsbrug, som ikke findes i

dyrenes redskabsbrug (som Leontjev naturligvis anerkender), men det betyder,

at redskabsfremstillingen ikke i sig selv kan forklare disse ekstra-egenskaber.

Menneskets intellektuelle formåen er meget større end abens og dets redskabstilvirkning

og sociale samvirke er langt mere komplekst. Men forskellen

på dyr og menneske er ikke et spørgsmål om størrelse og kompleksitet. Der er

en afgørende kvalitativ forskel og ikke blot en kvantitativ forskel. Men hermed

siger det sig selv, at forskellen ikke kan findes inden for intellektet, der er en

kvalitet, som vi har tilfælles med de højere aber. Og derfor er hverken det sociale

samvirke eller redskabstilvirkningen de træk, der er menneskets unikke

(og dermed definerende) træk.

Og man kan heller ikke søge tilflugt i sprogevnen. Som evne hører den til

intellektet, og det er derfor yderst teoretisk tilfredsstillende, at det faktisk empirisk

har vist sig, at aber formår at tilegne sig, anvende og kreativt generere

sprog. Primitivt, javist, men immervæk sprog. 8

Har man indset - og det er teoretisk vigtigt - at menneskets intellekt adskiller

sig fra dyrets intellekt, fordi mennesket adskiller sig fra dyret, og ikke omvendt,

så opstår imidlertid problemet om, hvor man overhovedet skal lede efter forskellen

henne? Den kvalitative forskel ligger ikke i sanser og muskler, den

ligger ikke i det perceptuelle apparat, den ligger ikke i sindet eller i intellektet.

Den ligger ikke i følelseslivet, for de højere aber har både affekter, emotioner

og følelser. Den ligger ikke i det sociale samvirke eller arbejdsdelingen. Den

ligger ikke i anvendelsen og tilvirkningen af redskaber, og den ligger ikke i

sprogevnen. Men hvad er der så tilbage?

Ja, umiddelbart ser der ikke ud til at være noget tilbage. Men det kan kun

skyldes, at vi leder et helt forkert sted. en forkert dimension.

Er der en anden dimension? Ja, lad os se på det.


210 Personlighedens Almene Grundlag II

Noter til kapitel 15

l. Rousseau, J.J.: Discourse in the Origin and Faundations of lnequality, 1755, cf. J.S. Slotkin

(ed): Readings in Early Anthropology, Chicago 1%5, s. 326-34.

2. Leontjev, A.N.: Problemer i det psykiskes udvikling, 2, Kbhvn. 1977, s. 322.

3. Ibid., s. 324.

4. Engels, F.: Arbejdets rolle i abens forvandling til menneske (1876), Marx-Engels Udvalgte

Skrifter, Kbhvn. 1973, vol. 2, s. 75.

5. Rousseau, op.cit.

6. Engels, op.cit., s.78.

7. Andersen, Ø.: (ed.): Antikken materialistiske filosofi, Oslo 1975, s. 102-103.

8. Dette er selvfølgelig altfor overfladisk en måde at afskedige sproget på. Men her vil vi nøjes

med at sige om de aspekter ved sproget, der ikke tilhører intellektet som sådan, men derimod

betydningsverdenen, at de ikke er årsagen til det menneskelige, men et resultat af det

menneskelige.

More magazines by this user
Similar magazines