Kampen for friheden

Kampen for
friheden
NIL-projektet, 2003

Kampen for friheden
Denne bog er resultatet af en arbejdsproces, hvor eleverne har udviklet et handlingsforløb i et
netværk med andre klasser i regionen.
En lærer – Erik Boas Petersen - har skrevet første kapitel, hvor bogens univers og hovedpersoner
præsenteres. Herefter har klasserne efter en aftalt plan på skift skrevet to kapitler hver.
Et liniehold af lærerstuderende fra Nørre Nissum Seminarium v/ seminarieadjunkt Helle Bundgaard
Svendsen har været koblet på skriveforløbet og har givet respons, som handlingsforløbet skred
frem.
Seminarielektor Kirsten Bak Andersen har lavet illustrationer til bogen.
Ud over den bog, du nu har i hånden, kan du også se den færdige elektroniske udgave af ”Kampen
for friheden” og læse meget mere om projektet på www.nilen.dk
God læselyst!
Deltagere:
Halgaard Skole, Holstebro Kommune
Lærer: Jens Jacob Jacobsen
Anders Worm Larsen
Anne Levring Mortensen
Rikke Almdal Kloster
R. Madsen Cederdorff
Mai Britt Mechlenborg
Mads Almdal Kloster
Louise Golczyk Jensen
Kristina Husted Agger
Kevin Kjær Hjelmager
Jonas Leander Holck
Jakob Klit Broholm
Ida Mølgaard Balle
Jakob Hvidberg Frandsen
Mads R. Rasmussen
Ramsing Skole, Spøttrup Kommune
Lærer: Elise Skovby
Anne Kaastrup
Cecilie Jensbye
Emil Graversen
Jimmi Nyholm
Kevin Korsgaard Madsen
Kristine Sønderup
Lasse Davidsen
Louise Sørensen
2
Louise Thor Straten
Malene Jørgensen
Martin Kristiansen
Mette Elgaard
Mette Lynderup
Michael Falkenberg
Michael Haderup Jensen
Mohammad Sheta
Nikolaj Hovgaard Nielsen
Rasmus Villadsen
Sanne Nørremark
Søren Jeppesen
Thomas Lomholt
Trine Andreasen
Ramme Skole, Lemvig Kommune
Lærere: Ellen Herping og
Jørgen Martinussen
Danny Lund Andersen
Stine Yderstræde
Andrea Siig
Peter Sroem Christensen
Michael Byskov Koldsøe
K. Kildegaard Madsen
Andrea Sandager
T. Uglebjerg Knudsen

Dalgasskolen, Skive Kommune
Lærer: Lone Clemmensen
Adin Gradascevic
Camille Meldgaard
Daniel Schmidt
Emil Kaas Møller
Jesper K. Lauridsen
Kathrine F. Pedersen
Kim J.Christensen
Kim Grenander
Lars G. Nielsen
Liselotte Højris
Maria Louise Jensen
Martin A. Sørensen
Peter P. Svarrer
Rebecca H. Andresen
Sherien K. Ayade
Simone D. Eickhardt
S. Korsgaard-Andersen
Overlund Skole, Viborg Kommune
Lærer: Inge Moel Mortensen
Amalie Brandt
Eja Christensen
K. Sander Christiansen
Karlota Mendez
Michael Ellenberger
Linnea Frandsen
Cathrine Gregersen
Maiken Harrestrup
Alexandra Iversen
Anita Jacobsen
Ditte Kalms
Randi Kristensen
Jeanette Larsen
Cecilie Laustsen
Jens Laustsen
Ingrid Lundorff
Sofie Mikkelsen
Mads Nielsen
Miki Otkjær
Lisa Pedersen
Thomas Pedersen
A.Reese-Petersen
Lasse Reinhardt
Mikkel Saugmann
Nicklas Wurgler
Christian Østergaard
Jonathan Nielsen
Teresa Renn
Michael Pedersen
Vestervangskolen, Herning Kommune
Lærer: Karen Søndergaard
Marlene Lodahl
Camilla Selch Andersen
J. Schoeiffel Nielsen
L. Lundsberg Overgaard
Rikke Juul Bondesen
Line Damsgaard
Hakverdi Yavuz
Jakob Vestergaard Ahler
Diana Sandra Jensen
K. Vestergaard Uldbjerg
Henrik Stadel Madsen
Martin Bang
Chris Uldall Soees
Anders Hasle Baadsgaard
Kristina Juul Nielsen
L. Trolle Christensen
Jacob Leth Christensen
Martin Christensen
Thomas Østergaard Jørgensen
3

Kapitel 1
Skrevet af Erik Boas Pedersen.
Da de lagde sig til ro for natten, følte
de sig, for første gang i lang tid, bare nogenlunde i
sikkerhed. I hvert fald uden for fare. Men hvad nu?
Skulle de altid bare være på flugt? Eller væk
hjemmefra? Havde de ingen mulighed for at vende
tilbage? Var der ingen mulighed for at ændre på
tingenes tilstand?
To drenge på flugt. Sådan havde det været længe. På
flugt, som så mange andre, der forsøgte at undslippe
det nedslidende, trælse, enerverende, uendelige og
ubærlige arbejde og liv, som de fleste unge drenge og mænd måtte gennemleve i Den Store By. To
drenge, der stod på nippet til at skulle inddrages i Fyrstens talløse og uendelige mængde af slaver og
undersåtter, som skulle gøre tjeneste ved en front eller vagtpost, langt væk ved en ukendt grænse.
Eller endnu værre, hakke, grave, bære, slæbe, slide livet op i en af Fyrstens utallige miner, der
udgjorde grundlaget for hans rigdom og magt.
De var som så mange andre stukket af i nattens mulm og mørke, før Tjenesten hentede dem ind, og
var nu i fare for at blive fanget og straffet hårdt, men i det mindste fri. Om end i en ukendt verden.
Toke og Svend. To venner af blodet, opvokset i tryghed i de yngste år, men efterhånden også i frygt
for de tider der ville komme. Bekymrede mødre, nedslidte fædre. Og nu flygtet.
”Tror du vi har en chance for at nå frem?”
Det var den lille, usikre, bekymrede, men trofaste og tillidsfulde Toke.
”Der er lang vej. Men vi skal nok nå det”, svarede Svend. Rolig, afbalanceret, og den der som regel
tog ansvaret på sig.
Sådan havde det altid været. Lige fra de var små. De havde vel altid hængt sammen som ærtehalm,
hvor forskellige de end var. De boede tæt på hinanden, legede sammen og gav hinanden det den
anden manglede. Og de fulgtes ad i læretiden, den tid af dagen, hvor de igennem alle børneårene
skulle lægge deres arbejde i Fyrstens tjeneste, i de mindre jobs som det var børnenes ansvar at
udføre. Bringe beskeder ud, bringe varer, forsyninger og breve fra sted til sted, luge marker, passe
dyr og den slags. Alt det som Fyrsten ikke behøvede voksne til.

Flugten var foregået i al stilfærdighed. Nervepirrende, men uden problemer. Ud til bymuren, vente,
og på det rigtige tidspunkt glide op over muren og af sted. Vagterne var opmærksomme, men kunne
ikke dække hele murens længde rundt omkring byen, så der var altid enkelte steder uden stor fare
for at blive opdaget. Det sted havde Svend fundet efter at have kontrolleret muren flere nætter.
Dernæst var flugten sat i gang i følgeskab med Toke.
De havde været længe undervejs. 7 dage nu. Havde gemt sig godt om dagen og var kommet langt
om natten. Og levet primitivt af lidt medbragt brød, af rødder og bær og de få æg, de havde fundet.
Nu var de nået frem til de tyndt befolkede og øde områder, enkelte stier, ingen veje, få mennesker.
Først nu turde de flygte i en mere normal rytme af lange dagsmarcher og korte natlige hvil.
Rygtet sagde, at langt borte, over Floden, bag Skoven, på den anden side af Bjerget, dér holdt De
Flygtede til. Der ulmede oprøret. De der engang, måske, skulle sætte en stopper for Fyrstens onde
herredømme. Ingen vidste, bortset fra Fyrsten, hvor mange der var flygtet. Hvor mange der var
blevet fanget igen, torteret eller dræbt. Eller hvor mange der var frie. I Den Store By levede de
fleste af Fyrstens undersåtter. Kuede, uden egen vilje og bestemt til hårdt, enkelt arbejde eller lang
tjeneste i Hæren. De viljestærke kunne ikke leve sådan og flygtede, og rygterne om deres frie liv
nåede byens mennesker og nærede håbet hos de fleste. Måske en dag…
Undervejs havde de lagt mærke til hvordan omverdenen havde forandret sig. Der var blevet øde og
længere mellem bevoksning og træer. Der var nu langt mellem landsbyer og huse, men enkelte tegn
på liv var der dog med mellemrum. Og de vidste, at et eller andet sted, langt fremme, ville de møde
Floden, Skoven og Bjerget. Og dér, et sted i det ukendte, ville oprørerne befinde sig, og dem ville
de slutte sig til.
Svend vågnede tidligt. Underligt at det var så svært at sove. Måske var den begyndende følelse af
sikkerhed falsk ? Måske lurede farerne bag næste busk? En svag lyd, et stille knæk satte Svend i
alarm. Han listede stille hånden ned til sin kniv i bæltet og knugede om den. Toke sov stille, med
rolige åndedrag. Nogle få forpjuskede buske gav dem læ og beskyttelse. Svend listede stille med
kniven parat om på den anden side af busken. Tilsyneladende intet at se. Endnu et stille knæk bag
ham fik ham hurtigt til at vende sig, og han fór sammen. En ung pige kiggede på ham. Hun sad på
en sten, som om hun ventede, med de to små pindestumper i hænderne.
”Det var mig”, sagde hun, ”Jeg er kommet for at hjælpe Jer.”
”Hvem er du?”, spurgte Svend.
”Hvem er I?”, spurgte pigen. ”Jeg tror godt jeg ved, hvorfor I er her, men hvem er I?”
5

”Toke og Svend, født og opvokset i Fyrstens by. Vi er flygtet for at slutte os til oprørerne. Hvem er
du?”
”Jeg vil hjælpe Jer dertil. Det er mit job.”
Hendes blik fortalte Svend, at hun talte sandt.
”Jeg har holdt øje med Jer. I er lette at følge.”
”Jeg synes ellers vi har gemt os godt.”
”Måske for Fyrstens soldater. Men ikke for én, der er vant til at færdes i disse egne. Men kom, lad
os vække din ven. Jeg hedder Tora.”
------
”Det bliver sværere end I kan forestille Jer og der er længere end I tror. Derfor har vi heste parate til
de, der bliver kontaktet fra Byen og altså også Jer. Undervejs vil vi finde forsyninger i små depoter,
huse og gemmesteder, og vi skal især passe på de små soldaterenheder og vagter, som Fyrsten har
ude for at fange sådan nogen som Jer. Så vi skal passe på, men I skal nok lære det.”
”Jamen, hvordan kunne du vide, at vi var gode nok?”, spurgte en søvndrukken Toke.
”Jeg kunne se, hvordan I gemte Jer, og hvem I gemte Jer for. Jeg har faktisk været så tæt på, at jeg
har hørt Jer snakke sammen! Så jeg ved, hvad I vil, og hvor I er på vej hen, fra Jer selv.”
”Hvor er det så vi er på vej hen, og hvorfor ved du så meget?”, afbrød Svend. Han ville hurtigt
videre.
”Jeg har altid været hos oprørerne. Min mor flygtede, da jeg var lille. Vi skal til Utopia, oprørernes
by. Her er alle lige. Vi bestemmer i fællesskab. Og vi skulle gerne snart af sted. Tag Jeres ting og
kom. Så skal I se.”
Tora ledte dem væk fra busken over et åbent stykke hede til et bakket område. Bag en lille høj stod
to heste.
”Dem har jeg haft med mig og flyttet, når I sov. Vi skal bruge dem for at nå lejren hurtigt. Kan I
ride ?”
”Ja ja, vi har passet heste og redet på dem. Uden sadel”, sagde Toke, ikke uden stolthed.
”Godt. Så hent Jeres ting og I skal deles om den sorte hest. Lad os hurtigst muligt komme af sted.”
Tora gjorde sig klar og vendte hesten.
6

”Vi kan snakke sammen undervejs. Men der er fri bane lige nu, så lad os tage et godt stykke. Måske
kan vi nå frem til floden i dag.”
Kort efter red de, Toke bag Svend, på den sorte hest.
7

Kapitel 2
Skrevet af 6. klasse Ramsing skole, Spøttrup Kommune.
Den sorte hest var rolig, og det var tydeligt, at den
var vant til at følge Toras brune hest. Det gik fint
med at sidde to sammen, i al fald ind til videre.
Solen var begyndt at stå op og langsomt blev det
varmere. Der var stadig hede, små bakker og spredt
bevoksning af mindre, tørre buske. Her var bestemt
ikke frodigt. Svend og Toke sad og døsede lidt på
hestene. De havde tillid til Tora. Hun virkede sikker
og rolig. Det var indlysende, at hun kendte området
godt. Hun var heller ikke skeptisk over for Svend og
Toke.
”Når vi når til middag, vil det blive rigtig varmt i
dag”, sagde Tora, ”på den anden side af bakken
derhenne har jeg lagt vand i to dunke, ellers er der ikke vand, før vi når floden. Jeg har også lagt
noget brød, forhåbentlig er det der endnu”.
”Hvem skulle dog tage det?”, sagde Toke, ”her ser ikke ud til at være andre levende væsner end
os”.
”Man kan aldrig vide sig sikker”, sagde Tora.
Bakken var længere væk, end de havde troet, der gik en time, inden de var der.
Heldigvis var både vand og brød, hvor det skulle være. De steg af hestene og lod dem gå lidt rundt
for at finde tørt græs eller kviste fra buskene.
”Jeg er også frygtelig tørstig”, sagde Svend, ”det er ved at blive meget varmt”.
”Spild endelig ikke, dunken skal holde til i aften”, sagde Tora, ”den anden dunk er til hestene”. De
satte sig på jorden og hvilede lidt, mens de spiste brødet.
Tora kaldte på hestene, tog en mærkelig læderskål op af vadsækken og hældte vand op i, så hestene
kunne drikke.
”Vi må videre, i eftermiddag plejer fyrstens soldater at komme hertil for at lede efter flygtede”.
Toke og Svend var ved at døse hen, men for op, da de hørte Tora tale om soldater. De var udkørte,
men dette kunne drive dem videre.
Da solen stod højest på himlen, var det virkelig varmt, luften sitrede over jorden, og selv Tora var
ved at døse hen. De kunne kun ride i skridt, ellers ville det være for hårdt for hestene.
8

De kom til en lille sandet fordybning i landskabet og pludselig hvinede hestene og Toras hest
stejlede, så hun faldt af. Toke og Svends hest satte i vild galop væk fra fordybningen. Toke og
Svend fik hold på hesten og vendte om, skønt det var svært for hesten var meget modvillig. De
kunne se Toras hest komme imod dem, men ikke Tora.
”Hvad kan der være sket”, sagde Svend, ”vi må skynde os derhen”.
Men hesten ville ikke, de måtte stå af og lade hestene stå sammen og vente. De løb af sted mod
fordybningen, da de så Tora komme glidende på maven hen over sandet. Da hun så dem, rystede
hun på hovedet og holdt hånden afværgende op.
”Hun vil ikke have, at vi kommer derhen”, sagde Svend. De blev stående og Tora kom forsigtigt
nærmere på den akavede måde. Da så de hvorfor. Der var slanger bag hende. De to drenge begyndte
at bakke langsomt og efter langt tid blev slangerne ligesom uinteresserede og sakkede bagud.
Endelig rejste Tora sig op og løb alt, hvad hun kunne. De spurtede hen til hestene og af sted gik det
i retning af noget grønligt, som de kunne skimte langt forude. Da de sænkede farten igen sagde
Tora: ” Jeg var vidst meget, meget heldig.Der var mange slanger i fordybningen og slangerne var jo
rigtig godt gennemvarme og lynhurtige, hvis jeg ikke havde bevæget mig så langsomt, var det nok
gået galt. Jeg håber heller ikke, at jeg har tabt noget”.
Sidst på eftermiddagen nåede de til grønnere områder.
”Se nu nærmer vi os floden”, sagde Tora, ”lad os se at komme derned, så hestene kan få vand, men
vi skal passe på, for der er en rivende strøm”.
”Jamen, hvordan kan vi så komme over”, sagde Toke.
”Det kan vi slet ikke der”, sagde Tora.
De nåede floden, og de fik alle vand. Her var der også endnu et depot, som Tora havde lagt ud med
brød.
”Mærkeligt”, sagde Tora, ”der er kun et brød, jeg mener bestemt, at jeg lagde to”.
”Du kan vel huske forkert”, sagde Svend.
”Det plejer, jeg nu ikke”….
”Kan vi ikke lige sidde et øjeblik”, sagde Toke.
”Der er noget galt”, sagde Tora og følte efter på sig selv alle steder, ”den er væk, det er
forfærdeligt”.
”Hvad er væk”, sagde Svend, der for første gang så Tora urolig.
”Det er min fløjte, den er væk”. De ledte i sækkene og alle vegne, ingen fløjte.
”Det er der vidst ikke noget at gøre ved”, sagde Toke.
9

”Jeg må tilbage, den må være henne ved slangerne, ja der må den være faldet fra mig”.
”Det kan du da ikke. Det er alt for langt og for farligt. Når alt kommer til alt var det jo bare en
fløjte”, sagde Svend.
”Nej, det er ikke en almindelig fløjte, og vi vil være meget ilde stedt, hvis jeg ikke har den. Det er
højst sandsynligt, at vi får brug for den. Jeg har ikke fortalt jer andet endnu, end at turen bliver
sværere, end I kan forestille jer. Jeg MÅ tilbage. I skal følge floden i den retning, når det bliver
mørkt skulle I gerne være fremme ved en bevoksning, hvor der også er høje, slanke træer. I midten
af den bevoksning vil I finde et lille tæt pilekrat. Der er et depot, og der havde jeg tænkt, at vi skulle
overnatte. Hold jer i god afstand fra floden, specielt når det bliver mørkt. Snak ikke højt undervejs.
Jeg vil være hos jer midt i nat igen….., håber jeg”. Tora vendte omkring og satte i galop tilbage
mod slangestedet.
”Jamen Tora”, råbte Toke, ”hvorfor skal vi holde os væk fra floden?”
”Gør som jeg siger”, råbte Tora tilbage.
”Gad vide, hvad der var med den fløjte”, sagde Svend, ”hun var slemt urolig over det.”
Tora red længe i galop. Hesten kunne klare det nu. Det var blevet køligt, og den havde kunnet spise
og drikke ved floden. Da tusmørket faldt på var hun fremme. Slangerne var ikke at se, men de var
der nok et sted nede under sandoverfladen. Men hun måtte tage chancen og lede efter fløjten. Det
var nu næsten mørkt, da hun hørte en dundren af hestehove. Hun ledte febrilsk efter fløjten. Det var
måske nu, hun allerede fik brug for den.
Det var en af fyrstens soldater, han havde opdaget hende.
”Hvad laver du her”, skreg han til hende. Hun svarede ikke, men ledte videre i et vanvittigt tempo.
”Så svar dog”, han kom nærmere på hesten, ned i fordybningen. Gid dog slangerne ville komme
frem, tænkte Tora, men det var koldt nu, så det var nok ikke muligt. Soldaten steg af hesten og for
frem mod hende:
”Er du stum, du skal med, du er en af de lede flygtninge”. Han bukkede sig og greb ud efter hende,
men i det samme havde hun fundet fløjten. Hun satte den for munden og fløjtede. Soldaten ligesom
stoppede i sin bevægelse og satte sig som om, han havde glemt, hvad han var i færd med. Han sad
bare og stirrede frem for sig.
Tora løb op af fordybningen, fandt hesten og galopperede mod floden. Hun vidste, at soldaten
måske ville følge efter hende, når han om kort tid kom til sig selv.
Svend og Toke måtte ride videre, som Tora havde befalet. Alt var idyl og der var smukt ved floden,
frodigt og grønt. Men de huskede, hvad Tora havde sagt, selvom de undrede sig. Hvilke farer kunne
10

dog befinde sig her. Krat og eng vekslede langs floden. De blev igen døsige, og det var som om
hesten kendte vejen, skønt den af og til vendte sig og kikkede efter sin brune ven.
Da det blev tusmørke, blev hesten urolig. De måtte være opmærksomme og holde godt fast i tøjlen
og drive på for at få den fremad. I et tæt krat med halvstore tætte træer ville den ikke længere. – Og
pludselig var de der 10 – 12 nej flere små mærkelige væsner, der kom frem og stirrede på dem.
Flere kom ned fra træerne. De var buttede, havde store kartoffelnæser, ører, der spidsede til, kun et
øje, og de var ikke højere end de gik et menneske til midt på låret. Men de bevægede sig hurtigt, og
på deres let krummede ben sad brede fødder. Deres hud var mørk og ru som en træstamme. De
havde lidt stridt hår, som havde samme farve som huden.
Svend og Toke troede ikke deres egen øjne. Væsnerne så så komiske ud, at de ikke kunne lade være
med at le. Men det kunne væsnerne ikke lide og med et var de begge blevet hevet ned af den nu
meget urolige hest. Svend holdt dog fast i hestens tøjle, så den ikke kunne stikke af. De smed Toke
til jorden og råbte en masse: ”Hvad laver I her, hvorfor rider I på Toras hest, hvordan kan det være
hva, hva, hva, hvor er Tora??”
”Rolig nu, Rolig nu, sagde Svend. ”Vi er Toras venner, slip Toke, han gør ikke nogen fortræd. Tora
har tabt noget, hun indhenter os senere.
”Det er vel ikke fløjten, det er vel ikke fløjten”, råbte væsnerne til dem.
”Hvor ved I fra, at Tora har en fløjte?” spurgte Toke.
”Vi har lavet den til hende”, de så nu meget kede ud af det.
”Hvad er der så specielt ved den fløjte”, spurgte Svend.
”Hun må ikke miste den, vi kan ikke fortælle mere”, svarede en af dem.
”Giv os noget mos”, sagde en anden.
”Mos?”, Toke var forbavset.
”Ja, mos fra Den Store Skov. I har det i sækken. Vi kan lugte det. Kom så med det. Vi har brug for
mineralerne i mosset. Vi spiser det”.
”Vi, træbitter må jo ikke være i Den Store Skov mere alle sammen for soldaterne”
Væsnerne fik mosset og de klatrede op i træerne igen, mens de råbte: ”Se så at komme af sted”.
Da Toke og Svend red videre var det blevet mørkt og de havde travlt. De skulle jo samtidig være så
stille som muligt, havde Tora givet ordre til. Fra floden kunne de høre strømmens lyde, men ind i
mellem også voldsommere lyde, syntes de. Men de kunne intet se. Det var som om noget fulgte
efter dem i floden.
11

”Bare vi snart er ved pilekrattet”, sagde Toke, ”jeg synes, at jeg har oplevet rigeligt i dag”. Svend
svarede ikke, men han var bekymret, specielt for floden, hvorfor var det mon, at de ikke måtte
komme nær floden. Hvad kunne det være, der af og til gav disse voldsomme lyde fra sig, som om
en stor fisk slog kolbøtter i vandet.
Endelig nåede de en bevoksning med høje træer. Det var nu så mørkt, at de havde svært ved at finde
pilekrattet. Men til sidst lykkedes det. Der var vand og brød og et stykke skind til at ligge på. Toke
bandt hesten til et træ og de to drenge krøb udmattede sammen på tæppet.
De vågnede først, da det var lyst og Tora var kommet. Hun sad og så meget spekulativ ud.
”Åh, det var godt, at du kom, fandt du fløjten?, vi blev fanget af små væsner og vi har hørt noget
mærkeligt i floden, hvad tror du det er? Hvorfor kom…..”
”Stop nu, Toke”, sagde Svend, ”tag det roligt”.
Hestene var der heldigvis endnu og Tora så helt rolig ud på trods af de farer, hun havde været ude
for.
”Ja, jeg fandt fløjten. Og jeg har også brugt den”, sagde Tora.
”Hvordan det?”, spurgte Toke.
”Det kan jeg ikke forklare nu, men det I har hørt i floden lyder ikke godt. Træbitterne, som I har
mødt, er ikke så slemme endda. De vil bare ikke drilles eller nedværdiges, selvom de selv elsker at
drille. Det var vel nok dem, der havde taget det ene brød. Inden Fyrsten regerede, boede de mere
samlet i Den Store Skov. Men nu sørger soldaterne for, at de lever spredt og forhindrer dem i at
være sammen. Soldaterne har dræbt mange af dem. Selvom de egentlig aldrig vil komme til at
udgøre en større fare for Fyrsten. De er normalt sky og absolut ikke modige. De er mine venner.
Men de har altså turdet stoppe jer”.
”Vi må af sted nu. Vi skulle gerne over floden inden middag”, Tora pakkede sammen.
”Jamen, hvor skal vi over floden”, spurgte Toke.
”Der hvor strømmen er svagest, og der er der også hjælp at hente, hvis vi er heldige”.
Lige da de havde sat sig op på hestene lød en vældig rumlen og et brøl fra floden. Hestene stejlede
og vrinskede vildt. Op af floden kom en 3-hovedet hydra med glinsende grøn og sort hud og røde
øjne. Kroppen var bred som 8 heste tæt stående op ad hinanden, den havde mange ben, som lignede
blækspruttearme og den var på højde med 2 mennesker, hvor over lange halse med hovederne stak
op.
Den var hurtigt ved Svend og Tokes sorte hest, greb fat i manen med en utrolig lang arm med
sugekopper og trak hest og drenge mod floden. Svend havde kun sin lille kniv som våben, men han
kastede den mod Hydraen og heldigvis ramte han et øje. Hydraen hylede og flåede et stykke af
12

hestens man. Det gjorde, at de et øjeblik var fri af hydraens tag. De snurrede rundt og galopperede
af sted. Tora havde i mellemtiden fundet fløjten frem, men hun var ikke sikker på, om den virkede
på netop Hydraen, så hun valgte at galoppere efter de andre.
Den sorte hest havde fået et stort sår, og da de var kommet på afstand af den hylende og rasende
Hydra, måtte de stoppe for at tilse såret. Det blødte slemt, men Tora fandt et stykke klæde, som de
bandt om.
”Vi må vente til Den Store Skov, der er noget lav, som kan hjælpe og stoppe blødningen. Nu er det
videre inden Hydraen kommer sig og vil optage forfølgelsen.”
De red i gallop i lang tid. Forude kunne de se et meget stort træ.
Da de tog hestene ned i skridt et stykke tid, sagde Tora:” Jeg havde ikke regnet med, at Hydraen var
i nærheden nu, men den er grusom, sin egen herre og jager alt, hvad den kan få trukket ned i floden.
Ved det store træ bor flodmanden, hvis han er i godt humør kan det være, at han vil hjælpe os.
Ingen af Fyrstens soldater ved, at han bor der. Han holder sig skjult i træet. Træet er en slagpoppel.
Lad os få fart på igen”.
13

Kapitel 3
Skrevet af 6. klasse Vestervangskolen, Herning Kommune.
Der var fuldstændig stille. Kun en svag susen i
træets blade kunne de høre. Tora fyldte igen sine
lunger med luft og råbte af fuld kraft.
“Flodmand! Det er Tora. Hvordan kommer vi ind?
Vi har brug for din hjælp.
Træet begyndte at ryste, og en voldsom blæst fik
dem til at tabe pusten.
“ I må først finde Ringen. Ringen med ordet. Ringen
er i Den Store Skov”.
“Men hvad med Hydraen?” fik Toke fremstammet.
“Jeg skal nok holde den væk imens. Gå nu. I har ikke megen tid”
Tora, Svend og Toke hoppede op på hesten og galopperede af sted langs floden, ind i Den store
skov.
“Jeg synes, det er strengt, vi skal af sted igen” mumlede Toke. Han havde ikke lyst til at møde flere
mærkelige væsner den dag.
“Ti nu stille og hold faaaaaaaaaasssssssst, mere fik Svend ikke sagt, før de alle tre lå på jorden
omringet af en 10-15 væsener.
De var spinkle med hoveder på størrelse med en kokosnød. De havde tynde næser og ører så spidse
som nåle.
“Hvem er I? Hvor kommer I fra? Hvad laver I her i Den store skov?”
“Vi leder efter en ring”.
“Hvem har sendt jer?”
“Flodmanden”.
Anføreren slog en voldsom skinger latter op. “Og det vil I have, vi skal tro på! Nej, vi er ikke sådan
at narre. Det er Fyrsten, der har sendt jer. Er det ikke? Han havde spiddet Svend med en sylespids
dolk. Tora havde rejst sig op nu. Hun var et hoved højere end deres omringere.
“Nej, Vi er sendt af Flodmanden.”
14

De spidsede alle øren og trak sig mumlende et lille stykke bort. Det var tydeligt, at de havde respekt
for Flodmandens navn.
“Men hvem er I så?”, fortsatte Tora.
“Vi er Træånderne. Vi lever af barken på træerne og bor i huler i jorden. Før Fyrsten begyndte at
regere, levede vi i fred og fordragelighed med vort broderfolk Træbitterne, men de tider er for
længst forbi. Nu er der kun få af os tilbage. Snart vil vi uddø, hvis ikke Fyrstens magt brydes”.
Anføreren så bedrøvet bort.
“Det er også derfor, I skal hjælpe os”, råbte Svend, der følte sig mere sikker, nu dolken ikke
længere skar ham ind i halsen.
De kunne se anføreren tog sig sammen. “Hvad var det for en ring, du talte om før. Er det en ring
med inskription?”
Tora blev ivrig. “Ja, ja, har I set den?”
“Måske, men først skal I svare på et spørgsmål.” De andre Træånder havde nu igen stillet sig tæt op
ad de tre. De kunne se deres fjendtlige blikke og mærke de sylespidse ører skrabe mod
overkroppen.
“Hvad er det, der lever i floden. Det er meget farligt, og enhver der vil krydse floden, bliver
tilintetgjort af det?”
Anføreren stirrede triumferende på Tora. I sit stille sind var han overbevist om, det var Fyrstens
spioner, der stod foran ham. Om få øjeblikke ville han og hans mænd knuse dem.
“Hydraen!!” svarede Toke.
Nu var det slut med overlegenheden. Træånderne kastede sig til jorden. Anføreren sank i knæ. Tårer
strømmede ned ad kinderne og ud af en lille taske, han havde omkring livet, tog han en skinnende
gylden ring.
“Så er vores opgave slut. Vi havde af de Ældste fået til opgave at vogte Ringen, indtil der var brug
for den. Endelig er I kommet.”
Tora rakte ud efter Ringen, men Træånden trak den hastigt til sig igen.
“Ikke du! Ham!” Han pegede på Svend, der fór forskrækket sammen.
“Hvem, mig?” han så rådvildt på Tora.
Tora kiggede også underligt på ham. Kunne det virkelig være sandt? Det havde da bare været en
skrøne, hendes Bedste havde fortalt! Kunne det passe at ringene, de tre, virkelig eksi.....”
Hun blev afbrudt i sine tanker, da Træånden så ud som om, han var ved at fortryde.
15

“Tag Ringen, Svend! Gør det nu. Jeg skal nok forklare senere”.
Svend rakte tøvende hånden frem. Ringen blev ligesom levende, og den vandrede gennem luften
fra Træåndens hånd og satte sig behageligt til rette på Svends venstre tommeltot. Omkring dem var
der et underligt rødligt lys, og de kunne høre en sagte, meget smuk stemme nynne en lille
melodistump.
Tora havde tårer i øjnene, men da hun kiggede bort for at takke Træånden, var han og alle de andre
forsvundet som dug for solen.
“Jeg kan ikke få den af. Hvad er det for noget, Tora? Hvorfor skal jeg bære Ringen og ikke dig? Jeg
er jo kun en fattig dreng, der ikke vil trælle under Fyrsten. Hvorfor skal jeg have den? Åh, den
brænder i kødet! Fortæl mig det, Tora, Tora!”
Svend kunne ikke mere. Han smed sig grædende ned på jorden. Toke og Tora trøstede ham, men
Tora ville ikke fortælle ham noget endnu.
“Det er for farligt her. Der er for mange uvedkommende, der lytter. Vi må tilbage til Flodmanden,
inden det bliver mørkt”.
“Fik du Ringen, Svend?” tordnede en stemme, da de nærmede sig slagpoplen.
“Hvad! Kender du mig?”
“Ja”, buldrede stemmen,” og hvor har jeg glædet mig til, at du kom.
Nu skal I finde Stenen og rokke med den, så kan I komme ind til mig i træet.”
“Jamen hvilken sten? Der er tusinde sten herude. Hvordan finder vi den rigtige?” Toke var meget
træt og orkede ikke flere udfordringer.
“Den er meget stor, og der er nogle tegn og mønstre på den”.
De begyndte at lede. Det store træ slog ud efter dem, hver gang de kom for tæt på grenene. Toke var
uopmærksom og blev slået omkuld flere gange. Han kunne ikke mere og blev liggende, mens han
holdt hænderne skærmende for ansigtet. Han drejede hovedet og dér, var den jo, den meget store
sten. Underligt nok holdt træet op med at slå, så modløse og trætte begyndte de at bakse med den. I
starten var den umulig at rokke, men lidt efter lidt rykkede den sig modvilligt, og en slidske kom til
syne. Den førte ned ad - ind i jorden.
Pludselig blev benene slået væk under dem, og i rasende fart rutschede de ind i mørket.
Langsom vænnede deres øjne sig til mørket. De kunne skimte omridset af en skikkelse, der kom
nærmere. Toke var ved at besvime af skræk. Han knugede Svends hånd så hårdt, at han udbrød.
“Av, så slap da lige af, din odder”.
16

“Velkommen”, bragede skikkelsens stemme imod dem. Rummet blev fyldt af en ulidelig stank af
rådne æg.
“Vil du hjælpe os med at komme over floden?” Det var Tora, der spurgte. De to drenge følte sig
meget dårligt tilpas. De bare stirrede på Flodmanden. Aldrig havde de set et lignende væsen. Han
var enorm stor. Behåret og slimet overalt. Og så den stank!
“Ja, det vil jeg, men vis mig først Ringen. Jeg MÅ have den at se”.
Svend stak tøvende hånden frem. Han forsøgte at skjule tommelen, men han kunne ikke. Det var
som om, Ringen ville vises frem. Flodmanden gav et lille hop, da han så Ringen.
“Så er det altså sandt, det der er blevet spået,” sagde han, nu med den blideste og smukkeste
stemme Svend og Toke nogensinde havde hørt.
“Hvad er der blevet spået? Tora, du sagde det samme ude hos Træånderne. Må vi snart få en
forklaring?”
Det var som om både Tora og Flodmanden blev hypnotiserede. Det var Flodmanden, der først
begyndte at tale....
“Det var for 500 år siden. Da Fyrsten blev født, blev der mørkt i hele Den store By. Der var et
kæmpe slag i Den Store Skov mellem de Mørke magter og skovens væsner inklusiv mig. Der var
mange Træbitter og Træånder, der gik bort, og alle ringene blev spredt”.
Tårerne strømmede ned ad kinderne.
“Jeg bliver altid så rørt hver gang, jeg fortæller det”, han tog sig sammen og fortsatte.
“Men den stærke troldkvinden, Maxime, fortalte på sit dødsleje, dengang for mange år siden, at når
det hele vil se allermest sort ud, og folket tror, at nu vil Den sorte Fyrste få herredømmet, så vil en
dreng og hans hjælpere finde De tre Ringe og bringe dem til Tårnet. Pigen vil sætte ringene på
fløjten, og porten vil blive åbnet. Hvis de klarer at komme igennem Labyrinten, så vil Fyrsten og
hans soldater forsvinde i den endeløse død, og da vil der atter blive fred i verden.”
Imens han fortalte, havde Tora taget et gammelt slidt brev frem, som hun havde skjult under sin
trøje. Ganske sagte læste hun op, og hendes og Flodmandens stemmer blandede sig, og sammen
fortalte de resten af spådommen.
“Jeg forstår ikke en bønne af det hele. Vil det sige, at vi tre skal tilintetgøre Fyrsten!? Vi tre
rollinger? Skal JEG bære denne Ring?” Svend forsøgte desperat at flå den af fingeren.
“ Ja, nu er det op til jer at finde de tre ringe og bringe dem sammen.
I MÅ knuse Fyrsten.”
17

“Hvordan kan du hjælpe os med at komme over floden?” afbrød Tora stille.
“I skal først gøre jer fortjente til at krydse floden. I skal dræbe Hydraen og tage ringen i dens bug. I
skal også hente mig de to magiske sten, den bevogter, ellers vil jeg ikke hjælpe jer.”
“DET ER JO UMULIGT!” svarede Tora.
“Nej, det er ej. Jeg har et spyd, som kun kan dræbe en Hydra.”
“Hvor mange spyd har du?” spurgte Toke mistroisk.
“Jeg har to, men også en bue. Når I kommer tilbage, vil jeg give jer et ord hver. De ord kan I måske
få brug for, når I kommer til den modsatte side af floden. Jeg ved ikke, hvad der venter jer dér, men
jeg ved kun, at I SKAL holde ordene hemmelige for hinanden, og at ordene skal bruges sammen for
at have en virkning. Derfor må I holde sammen og ikke komme bort fra hinanden.”
“Hvad for nogle ord er det?” spurgte Tora.
“Det får I at vide, når I kommer tilbage.”
“Jamen er Hydraen ikke meget farlig?” ville Svend vide.
“Jo, det er den! Men nu må I af sted. Hvem vil have spydene og buen?”
“Toke og Svend skal have spydene, og jeg tager buen,” svarede Tora.
“Så ses vi, hvis I kommer tilbage.”
Da de kom ud fra slagpoplen, stod deres heste og ventede på dem. De svingede sig op på hestene og
begyndte at ride. Da de kom ned til floden, kunne de i starten ikke se nogen Hydra, men så fik
Svend øje på den. Den lå og slappede af, og den havde ikke set dem.
“Vær beredte,” hviskede Svend til de to andre. Han begyndte at smide sten i floden.
“Vi tager den fra siden,” sagde Tora. “Vi har den fordel, at den er blindet på det ene øje.”
Vandet begyndte at koge, og pludselig kom Hydraen brølende op af vandet og skreg som en
sindssyg. De havde helt glemt, hvor stor den var. Den var rasende, og det var tydeligt, at den ville
have dem denne gang. Den greb Svend. Toke kastede sit spyd og ramte Hydraen i hånden. Svend
faldt hylende i floden.
Tora sendte en pil af sted. Pilen prøvede at bore sig gennem den pansrede hud.
“Rutsccccch”. Den knækkede pil landede på jorden. Hun sendte endnu en pil af sted, men heller
ikke den trængte gennem.
18

Tora kom i tanke om, hvad hendes gamle bedstemor engang sagde: “Du skal sige de magiske ord,
for at våbnene vil virke!”
“Læpsomani. Læpsomani.” Våbnene begyndte at lyse i et blåt lys.
Det var en drivvåd Svend, der kastede spydet. Spydet hvislede gennem luften og borede sig ind i
øjet. Blodet fossede ud, og Hydraen skreg forfærdende.
“Når alle øjne er ødelagt, dør den! Tora, skyd!”
Pilen bevægede sig langsomt gennem luften. De holdt alle vejret. Den borede sig ind i øjet. Hydraen
blev stiv og faldt døende omkuld.
De tre sprættede maven op på den, og tog ringen ud.
“Svend, skynd dig at tage ringen og sæt den på tommelen,” sagde Tora.
Svend gjorde, som hun havde sagt, og det begyndte at brænde igen!
De dykkede alle ned under vandet og svømmede hen mod Hydraens hule. Det var svært at se
gennem vandet, da Hydraens blod stadigt fossede ud. De kom ind i hulen og op til vandoverfladen.
Toke gispede efter vejret. Det var en utrolig stor grotte, Hydraens størrelse taget i betragtning. Det
var en slags drypstenshule med varme kilder og store klippefremspring. På en af de største klipper
kunne de se stenene. De gik drivvåde op af vandet og gik hen til klippen. Det var utrolig svært at
komme op på klippen, og de blev enige om at hjælpe Toke op, da han var den mindste. Han stod der
oppe ved siden af stenene og kiggede ud over den store klippe og vandet, de lige var kommet op af.
Toke samlede de to sten op og gav dem til Tora og Svend. Pludselig hørte Toke en underlig
raslende lyd under sine fødder. Et klippeskred fik ham kastet ud over klippen og ned i vandet.
Han faldt flere meter, inden han ramte vandet. Tora og Svend lagde de to sten på jorden og løb alt,
hvad de kunne hen til Toke. De hev ham op af det efterhånden blodrøde vand og lagde ham på
ryggen. Toke spyttede masser af vand ud.
“Skete der noget?” spurgte Tora nervøst.
“Nej, det tror jeg ikke,” sagde Toke forpustet.
“Hvor har i lagt stenene?”
“De ligger lige her henne, nu skal jeg hente dem,” sagde Svend.
Han kom hurtigt tilbage med stenene og lagde dem ned i Toras rygsæk.
“Vi må skynder os tilbage til Flodmanden.” sagde Tora.
De hoppede alle ned i vandet og svømmede nu tæt sammen, da Toras rygsæk var betydeligt tungere.
“Hvordan kommer vi over floden?” spurgte Tora Flodmanden og gav ham stenene.
“Jeg har en båd, som I kan låne. Den ligger skjult i sivene.”
19

De fandt båden og kom sikkert over floden. Glade og veltilfredse trak de båden i land.
“Hvad var det for en lyd?” Toke havde bemærket, at en metallisk lyd havde blandet sig med
fuglesangen. De kiggede op.
En deling af Fyrsten soldater stod med blanke våben. De var opdaget!
De tre venner løb alt, hvad de kunne.
20

Kapitel 4
Skrevet af 6. klasse Overlund skole, Viborg Kommune.
Soldaterne fulgte efter. I farten snublede Tora
over en kæmpe rod fra et egetræ. Svend og Toke
standsede, for at hjælpe hende på benene igen, men
med et forfærdet udtryk hviskede hun stille og
smertefuldt: “Løb, løb! Red jer selv og ringene. Jeg
har fløjten, så jeg skal nok klare mig. Gem jer i
skoven.” Svend var i tvivl, han vidste ikke, hvad de
skulle gøre. Men synet af soldaterne fik dem til at
lytte til det, Tora hviskede.
De løb af fuld kraft videre gennem den mørke skov.
Herinde godt gemt af det tætte løv, standsede de
forpustet op. De kunne ikke længere høre lyden af
soldaternes våben. Først nu blev de klar over, at de
befandt sig i selve Den Store Skov, hvorimod de
før, ovre på den anden side af floden, kun havde
været i udkanten af den. Floden, de lige var
kommet over, måtte altså løbe gennem Den Store
Skov. Bare Tora var sluppet fra soldaterne. De
måtte blive her og vente.
“Hun er her!” råbte en soldat inden han kastede sig
voldsomt over Tora Fløjten - hun prøvede ivrigt at
få fat i den. Hun SKULLE nå at bruge den. Men
nej, soldaterne bandt hendes hænder på ryggen, så
det var umuligt at få fat i den. En af soldaterne
slyngede hende op på ryggen, og travede hurtigt gennem den dunkle skov. Hele tiden blev der holdt
et sværd op foran hendes hals, hun kunne mærke den skarpe metalkant mod huden. Pludselig kom
Tora til at tænke på hesten.
“Slip mig”, sagde hun, “Jeg må hente min hest!”
“Ha, ha! Det kan du godt glemme, din lille møgunge”, sagde ledersoldaten, med en ond latter, “den
skal nu nok komme, skal du se.. Ha, ha.”
Tora kom ikke. Mens Svend og Toke stod og hvilede sig, hørte de noget pusle uroligt inde i busken.
En stor mule kom frem mellem bladene. Først nu kom de til at tænke på hestene, som skulle
svømme over floden. De havde efterladt dem ved bredden og glemt alt om dem, da de havde hørt
den frygtindgydende lyd af soldaternes våben. Soldaterne måtte have fanget Toras hest, for her var
kun den sorte. De satte sig op på den og red videre. Nu hvor Tora ikke var der til at vise vej
længere, vidste de hverken ud eller ind.
Soldaterne, der havde fanget Tora gik og red langs med floden. Skoven var meget tæt på denne side.
Hele tiden tænkte Tora på hestene, Svend og Toke. Hvordan mon de klarede sig uden hendes hjælp?
Hvor ville soldaterne føre hende hen? Havde de et sted til fanger her i skoven, eller skulle hun føres
21

til Fyrstens fangekælder? Hun havde hørt forfærdelige beretninger om Fyrstens behandling af
fanger. Inden de nåede til Den Store By eller en fangelejr, måtte hun se at komme fri. Men
hvordan?
De gik ombord i en båd for at sejle tilbage til den anden side.
Pludselig begyndte vandet at boble og koge og syde. Soldaterne havde travlt med at fejre deres
fangst, så det var kun Tora, der bemærkede det. Hun blev nervøs. “Kan det være den?” tænkte hun
og så igen den frygtelige Hydra for sig.
Den forreste soldat tabte ved et uheld sit sværd ned i floden og uden at tænke sig om sprang han ud
efter det. Noget trak i ham. Han kunne ikke komme op igen. “Få mig fri!” råbte han. “Hjælp jeg
brænder mig. Vandet er kogende” Soldaterne så forskræmte på deres kammerat. Han blev hevet ned
under vandet og sank dybere og dybere ned, indtil han stødte mod bunden. Langsomt steg en
ormeagtig skabning med gule onde øjne og sylespidse tænder op af det kogende vand. Det var ikke
Hydraen! Rester af soldaten og hans rustning sad stadig i dens mundvige. Soldaterne var stive af
skræk. Der gik panik i gruppen. Ormen greb ud efter en anden soldat og flåede ham i småstykker.
Vandet blev igen roligt og ormen sank mæt ned i dybet igen.
De kunne ikke nå ind til bredden, strømmen førte dem ned ad den lange flod. Soldaterne snakkede
frem og tilbage om, hvad de nu skulle gøre.
“Her er min chance for at slippe væk.” tænkte Tora.
Langsomt og lydløst gled hun ned i flodens mørke vand og forsøgte stille at krabbe sig ind til
bredden, men oplevelsen og anstrengelserne havde været for voldsomme. Hun besvimede af
udmattelse.
Inde i Den Store Skov standsede den sorte hest pludselig og drejede hovedet i forskellige retninger.
Ørerne strittede, den var blevet opmærksom på en lyd. Lyden måtte virke tiltrækkende på hesten,
for den trak i den retning, som lyden kom fra. Drengene steg af holdt den i tøjret og lod den følge
lyden. Hesten var urolig! Jo nærmere de kom lyden, desto mere oprevet blev den.
“Stop!” skreg Svend, “jeg sidder fast.”
Toke forsøgte at holde hesten tilbage, men den VILLE videre. Selvom det var så sumpet, at den
næsten ikke kunne gå, forsatte den. Forfærdet måtte de se til, at hesten sank dybere og dybere ned i
dyndet. Toke ville ikke se det. Han holdt sig for øjnene, mens han græd fortvivlet. Til sidst var kun
hestens hoved at se, den udstødte sit dødsvrinsk. Så blev alt stille. Sumpens sorte vand lukkede sig
over den. Svend og Toke var forstenede af sorg, nu havde de mistet både Tora og hesten.
“Jeg tror ikke, vi kan klare det.” sagde Toke opgivende. “Fyrsten kommer alligevel til at vinde og få
al magten til sidst.”
“Aaarrhh hahaha..!!!” En skinger latter, der skar gennem stilheden, afbrød drengenes samtale og fik
dem tilbage til virkeligheden.
“Hvad var det?” spurgte Toke forskrækket. Der lød en raslen i bladene bag dem. De så sig
undersøgende omkring. Lyden var væk og de kunne ikke se noget. Svend og Toke vendte sig om
for at gå videre, men de blev de overraskede, for foran dem stod fire gråhårede ulveunger med
blottede tænder.
“Bjok, Cjok, Djok og Fjok hvad laver I?!” En gammel, tyk kone kom frem fra træernes skygge.
Hun havde hørt, hvad Svend og Toke talte om. “Det må I undskylde, de er ikke vant til fremmede.”
“Følg med mig ind i varmen, så kan vi få os en snak over en kop te.”
“Skal vi følge med hende?” hviskede Toke stille til Svend.
Han nåede ikke at få svaret, før de stod foran en halvrådden dør med udskårne mønstre.
“Skal ulveungerne med ind?” spurgte Svend undrende.
“Ja, de er mine børn.“ Konen kom med en lang forklaring om hvorfor hendes børn var ulve og ikke
22

almindelige børn.
“For et par år siden da Fyrsten fik magten var der ikke rigtig nogen der turde sige ham imod. Men
jeg stod fast ved min mening om, at han ikke skulle regere over Den Store By. Derfor forvandlede
han mine børn til ulve. Men jeg håb...”
Hun blev pludselig helt tavs, mens hun sad og stirrede stift på Svends hånd. Havde de gjort noget
forkert? Hvad var det hun kiggede på? Nu kom Svend i tanke om det... Ringene!
“Er det virkelig DE ringe?... Dem der kan få Fyrsten fjernet fra magten?” spurgte hun oprevet.
Svend svarede tøvende: “Øhh... Jae... det er vel dem.”
“Hvis det er sandt, så er der noget, jeg må fortælle jer. Jeg har hørt, at den tredje ring er delt i tre
dele. Delene kan findes i de tre elementer, vand, ild og jord,” sagde konen i et enkelt åndedrag.
“Hvordan samler man så stykkerne af ringen?” spurgte Toke nysgerrigt.
Konen fortalte da, at for at delene kunne samles igen, skulle man være i elementet, luft. De sad og
snakkede lidt frem og tilbage, og da mørket faldt på tilbød konen at de kunne blive natten over.
Inden de lagde sig bad Svend konen om hjælp. De måtte videre, men konen skulle give folk i byen
besked om Tora, så de kunne hjælpe med at befri hende. Vi SKAL alle tre være sammen, når
Fyrsten skal bekæmpes.
“Vågn op Tora, det er morgen.”
“Ikke endnu far, jeg havde lige sådan en dejlig drøm. Jeg drømte at du og mor mødte mine to gode
venner, Toke og Svend.”
En grov stemme afbrød hende. “Jeg er ikke din far.” Tora kiggede forskrækket op. En soldat så på
hende med et ondt smil.
”Hvor er jeg?”
“I Fyrstens fangekælder,” svarede soldaten og smed noget tørt brød ned til hende. Hun havde ondt i
hovedet, hun tænkte på sin far og mor. Hun kunne ikke huske noget. Hvordan var hun havnet her?
Pludselig kunne hun huske det hele - soldaterne, det kogende vand i floden og “ormen”.
Fløjten? Hun mærkede efter. Heldigvis havde hun den stadigvæk under blusen.
Senere blev hun hentet af en soldat og ført gennem byen ud til minerne, hvor hun skulle arbejde
hele dagen. “Du skal arbejde der i venstre side,” sagde en stor mand og gav hende en hakke. Tora
stillede sig ved siden af en ung pige på alder med hende selv. Arbejdet var hårdt, Tora tabte hakken
af træthed. Pigen ved siden af samlede den op. I det samme skreg hun højt af smerte.
Svend vågnede ved at en solstråle ramte hans ansigt gennem et af de små trævinduer. Da de stod
udenfor huset og takkede for husly sagde konen: “Jeg håber så sandelig, at I får ram på Fyrsten og
hans onde soldater, så vil verden blomstre og mine unger kan blive normale menneske børn igen. I
kan få ulvene til at følge jer noget af vejen gennem skoven mod bjergene.”
Til fods gik de af sted på den hårde skovbund. Ulvene viste vej, men da de havde gået nogen tid,
vendte de om. Toke og Svend kom til en lysning i skoven, hvor de satte sig og tog et hvil. Herfra
kunne de se bjergene der lå langt borte.
“Vi må videre,” sagde Svend. “Der er ingen tid at spilde.”
“Av av hold op!” råbte Toke.
“Hvad skete der?” spurgte Svend undrende.
“Der var noget... Det var som om noget bed mig i tåen, men nu er det væk.” Toke virkede
forskrækket. De ledte lidt mellem de falmede efterårsblade men fandt ikke var noget usædvanligt.
Drengene gik i retning af bjergene som skød højt op mod himlen. Nu var der noget, der irriterede
Svend.
“Der kravler noget på min arm!”, skreg han og fiskede noget underligt noget ud af ærmet. Han holdt
det op for ansigtet. Nøje stod han og studerede den lille skabning. Nu vrimlede de små væsner frem
23

overalt. De kravlede op og ned af Svend og Toke, som skreg, imens de forsøgte at ryste dem af
sig.Til sidst stod en af dem på Tokes næse.
”Kapaingrutispiegdhsaradesopa,” lød det. Deres sprog var umuligt at forstå. De snakkede alle i
munden på hinanden. Endelig trådte en lille 7cm. høj “mand” frem. Han lignede en pind klædt i
blade. Alle lignede hinanden på en prik. En af dem kravlede med besvær op på en sten og råbte et
eller andet, der åbenbart fik dem til at holde mund.
“Vi er folket Fogs, hvem er I?”
Toke og Svend var helt stumme, men fik alligevel klemt nogle små ord ud: “Vi...er mennesker.. og
vi...øhh...er på veej...over bjergene til....Utopia...” Svend tøvede.
“Var det dumt, at jeg sagde hvor vi var på vej hen?”, spurgte han Toke. “Utopia?” Skreg de.
“Hvordan er I kommet her hen? Er der nogen der har hjulpet jer?”
Det hele var en stor forvirring.
“Nåh, I skal til Utopia?” spurgte lederen.
“Men for at komme herfra skal i først løse tre gåder. Her kommer den første: Hvad er det der går fra
hytte til hytte, men aldrig kommer inden for en dør?” Stilhed. Der gik panik i Svend og Toke. Hvad
ville der ske hvis de svarede forkert? De tænkte og tænkte. Fra hytte til...hytte...? Toke tog sig til
hovedet. “Jeg har det!” råbte han. “Hvad er det der går fra hytte til hytte, men aldrig kommer inden
for en dør? Det er da en sti!” Lettelse. Det første spørgsmål var besvaret. “Ja, det er rigtigt. Nu til
næste...” Svend kiggede på Toke. “Vil disse Fogs hjælpe os, eller vil de mon føre os til soldaterne?
Pigen skreg højere for hvert slag. En stor mand piskede hende.
“Lad den pige være,” fløj det ud af Tora.
Den store mand snerrede vredt: “Hvor vover du at trodse mig!?”
Tora fik også et slag i ryggen og blodet strømmede ud.
“Hvis I ikke snart begynder at arbejde, vil der ske noget frygteligt!” brummede den store mand.
“Kom bare an,” sagde Tora modigt, “Jeg er ikke bange for dig!”
Manden gav hende en lussing, tog hende i armen og slæbte hende gennem minegangen. For enden
af gangen strittede hun voldsomt imod, hun VILLE ikke gå længere, for lugten og det hun så, gjorde
hende rædselsslagen.
“Så var det altså sandt, det rygte hun havde hørt.”
Side om side hang kroppe og dinglede i galger. Et fortvivlet blik fra en anden fange, gjorde at Tora
tog en beslutning. Hun ville opføre sig ordentlig og være lydig overfor minefolkene, så det samme
ikke skete for hende.
“Du får en chance til, men næste gang slipper du ikke så billigt!”
Hun blev ført tilbage til sin plads ved siden af pigen.
“Tak fordi du beskyttede mig,” sagde pigen.
“Det er i orden” svarede Tora. “Hvad hedder du?”
“Jeg hedder Liv. Hvad hedder du?”
“Mit navn er Tora.”
Mens de arbejdede, fortalte de hviskende om deres oplevelser. Da mørket faldt på, lød et horn der
var tegn til, at de skulle tilbage til deres celler.
“Pssst Tora”.
Tora for op for at se, hvem det var. “Liv, er det dig?” Tora genkendte stemmen.
“Ja, det er mig Liv.”
Hun kunne ikke se hende, kun høre hende.
“Jeg har planlagt en flugt væk herfra, kun for os to.”
Tora smilede træt og sagde: “Hvordan og hvornår?”
24

Liv forklarede, at hun havde stjålet en uniform fra en fuld soldat og gemt den under nogle klude i
fangekælderen. Måske kunne de bruge den og slippe ubemærket ud af byen. De næste dage
arbejdede de flittigt, mens de talte sagte om flugtplanen.
“Stille!” råbte fangevogteren.
“Havde han hørt, hvad de snakkede om?”
25

Kapitel 5
Skrevet af 6. klasse Ramme skole, Lemvig Kommune.
Tora og Liv arbejdede flittigt i flere dage, mens de
planlagde flugten. Endelig var det hele parat, og om
aftenen gik flugten i gang. Liv hentede uniformen
og de gjorde sig klar. Liv tog den på, og indenunder
havde de puttet en masse klude, for uniformen var
næsten dobbelt så stor som hende selv. Hun tog
slæbende Tora med.
De var kommet halvvejs, da en fangevogter
opdagede dem og fornemmede, at noget var galt.
De så, at det var den samme fangevogter som hørte
dem snakke i minerne. Han gik hen til dem og
stillede sig foran Liv.
Han spurgte med sin dybe stemme ”Hvem er denne
fange”?
Liv gjorde sig umage og prøvede med den dybeste
stemme hun kunne: ”Det er en fange, der prøver at
undslippe.”
Fangevogteren lod som om han troede på dem og lod dem gå. Men i stedet fulgte han efter Tora og
Liv. De nåede hegnet og var ved at kravle under, da fangevogteren råbte op. Han begyndte at løbe
hen mod pigerne. Han fik fat i Livs ben, hun vred sig og råbte til Tora om hjælp. Tora kom over på
den anden side og en voldsom kamp gik i gang. Fangevogteren fik slået Liv over benet, men efter
hun havde alle de klude under uniformen ramte slaget ikke så hårdt. Tora havde taget fat i Livs
arme og begyndte at hive, det samme gjorde fangevogteren og Liv blev helt forstrakt. På samme tid
kom 10-15 fangevogtere løbende og hev Tora væk fra Liv.
Til sidst så Tora ikke anden udvej end at bruge fløjten. Forsigtigt listede hun sin fløjte frem og
begyndte at spille. Pludselig satte fangevogterne sig stille ned på jorden og kiggede ud i luften.
Liv kom under hegnet og de løb alt hvad de kunne trods udmattelsen. Selvom slaget på Liv ikke var
særlig hårdt, var det nok til, at hun ikke kunne løbe ligeså hurtigt som før. Pludselig så de en
lommelygte en halv kilometer borte og Tora var godt klar over, at det var fangevogterne. Heldigvis
kendte Tora området så godt, og hun fandt et sted bag en busk, som de kunne gemme sig bag ved.
26

Lyden af tunge støvler kom nærmere, og Livs hjerte sad oppe i halsen på hende. ”Krrrruuuhhss,”
det var Liv, der havde sat sig på en gren som knækkede. Fangevogterne var opmærksomme og hørte
lyden, de gik hen i retning af dem. Pigerne var rædselsslagne og var helt stive af skræk. De var kun
nogle få meter fra dem nu, og de var sikre på, at de var blevet opdaget. Tårerne trillede ned fra Livs
øjne, og hun havde opgivet, da fangevogterne vendte om. ”De er her ikke,” råbte den forreste, og så
gik de bort. Liv var stadig meget bange, så det tog noget tid, før de kunne gå videre. De havde gået
en times tid, da de fandt et af Toras depoter fra tidligere. Det var noget tørt brød, og ved siden af lå
en lille dunk med vand.
Svend og Toke var urolige.
Ville de kunne besvare de 2 sidste gåder.
Ville de blive fanget af soldaterne eller hvad?
Hvad ville der ske med dem?
De stod på en lille tør plet med alle Fogserne rundt om dem.
”Her er den næste gåde” sagde en fogs: ”Hvilken kæde kan ikke rasle?”
Svend og Toke tænkte så det bragede.
”Hvilken kæde kan ikke rasle?” sagde Svend.
”Gir’ I op?” spurgte en fogs irriteret.
Så hviskede Svend til Toke: ”Jeg tror jeg har det, men jeg er ikke sikker.”
”Prøv nu!” sagde Toke som var meget nervøs.
”Okay er det en bjergkæde?” spurgte Svend spændt.
”Ja, det er rigtigt”
- Næste spørgsmål. ”Hvad går gennem skoven”, uden at røre den?” spurgte en anden fogs med et
både venligt og et lumsk smil.” Det ved jeg, det tror jeg nok!” udbrød Toke.
”Hvad er det? Sig det, skynd dig!” råbte Svend. ”Vi har ikke meget tid”.
”Okay, er det et ekko?” spurgte Toke nervøst.
”Ja det er” sagde fogsen irriteret, fordi han ikke troede, at de kunne svare på alle spørgsmålene.
27

Så svarede fogserne: ” I skal gå lige ud af den lille sti derovre. Så vil I komme til bjerget”. Så sagde
Svend og Toke ”tak” og gik ad den lille sti.
De gik mod bjerget i horisonten, da der pludselig kom tunge og mørke uvejrs skyer. Den lille sti
var rimelig god, men da de havde gået et stykke tid begyndte det at blive mere uhyggeligt. På stien
begyndte der at komme små rødder frem, og jorden begyndte at blive mudret, så de næsten ikke
kunne gå. ” Skal vi ikke holde en pause?” spurgte Toke.
” Jo, det kan vi godt,” svarede Svend, og så satte de sig ind under et stort, flot og bladfyldt træ. Da
de sad under træet, så Toke op og så, at det var et pæretræ! Han rejste sig og begyndte at hoppe,
men han kunne ikke nå dem. Han prikkede til Svend og sagde: ”Giv mig en hestesko.”
”Schhh!” sagde Toke
”Hvad er der?” spurgte Svend.
”Jeg kan høre et eller andet,” svarede Toke.
De satte sig tættere på vejen bag en busk. Derfra kunne de se, at det var en fangetransport. Den så
uhyggelig og skræmmende ud. Fangerne stod på en vogn. De var udsultede og så skræmte ud og så
frem for sig med triste blikke. Deres tøj var laset og med masser af huller. Svend og Tokes blik faldt
på en mand. Han så mere rank ud end de andre. Han så heller ikke så skræmt ud, og så havde han
klap for det venstre øje. På venstre kind havde han store ar, måske var han blevet forbrændt.
De skyndte sig at gemme sig inde i busken. En af soldaterne råbte:” HOLDT” og pegede på Svend
og Toke. Svend og Toke begyndte at løbe alt, hvad de kunne. Da de havde løbet et godt stykke vej
kom de til en høj og stejl klippevæg. De tænkte ”shit.” Hvad gør vi nu?” De så soldaterne nærme
sig. Nu
blev de meget bange. Hvad skulle de nu gøre? Mere nåede de ikke at tænke, før de hørte hestehove i
den hårde jord.
”Nu er det sket” tænkte de. Toke klamrede sig til Svend, og de forberedte sig på det værste.
Der lød et højt vrinsk og pludselig ud mellem træerne kom den sorte hest, som de jo troede var død.
”Vi er frelste” udbrød Svend overrasket. Han kastede Toke op på hesten og sprang selv efter, og de
red væk fra de onde soldater. De red i mange, lange og kolde nattetimer. Endelig fandt de hvile.
Inden de faldt i søvn spurgte Toke: ”Hvorfor kom hesten? Hvordan fandt den os? Var den ikke
død?”
”Det ved jeg ikke” svarede Svend træt. ”Vi må spørge Tora, når vi finder hende.” Men han tænkte:
”Hvis hun stadig lever.”
28

Efter at have sovet et par timer var de igen klar til at rejse videre. De satte sig op på hesten og red
videre mod det store bjerg. De kom til en stor klippe afgrund. De tænkte: ”Åh nej. Hvordan kommer
vi over her?” De hørte et stort sus og opdagede lige pludselig et kæmpe ansigt oppe i himlen. Det
var Flodmanden.
Da Tora og Liv havde spist og drukket tog de et lille hvil. Tora var bange for at blive fanget igen, så
hun holdt vagt hele natten.
Næste morgen bevægede de sig stille og trætte mod Det Store Bjerg. Liv havde meget ondt, selv om
hun havde klude under uniformen var slaget fra fangevogteren meget hårdt. Tora vidste godt, at der
var blevet sendt et eftersøgningshold efter dem, så de måtte skynde sig hen til Det Store Bjerg, for
der var de i sikkerhed. Liv fik mere og mere ondt i benet, og Tora blev nødt til at tilse benet. Liv tog
den store uniform af, mens Tora fandt nogle buske de kunne være bag ved, i skjul for vagterne.
Tora så på benet, det så ikke så godt ud, det var svulmet op, og der var betændelse i det. Tora vidste
ikke hvordan man fik betændelsen ud, så hun håbede på at de snart fandt nogen, der kunne hjælpe.
Det var ved at blive mørkt, og det så ud til at det ville begynde at regne og blæse, så pigerne vidste,
at de ikke kunne komme videre den dag. Tora fandt nogle buske, de lagde sig bag dem, så de kunne
sove nogle timer.
Det var midt om natten, og de vågnede ved, at de hørte nogle underlige lyde. De så sig omkring,
men der var ingenting at se. Tora foreslog, at de skulle gå nu og så nå bjerget inden daggry. Det
blev de så enige om, at gøre selv om det gik i et noget langsommere tempo, nu hvor Liv havde slået
benet. De var trætte og sultne, eftersom de ikke havde fået mad i flere timer, men de blev nødt til at
fortsætte.
Da de kom til Det Store Bjerg, var solen ved at stå op. Der var dug på græsset de gik på og små gule
blomster. Tora fandt en kæp, som Liv kunne støtte sig til og så gik turen op ad det store stejle bjerg.
Der var millioner af forskellige farver på blomster og buske. Liv havde aldrig set noget så smukt,
eftersom hun var opvokset i Fyrstens by.
Turen var lang og hård, og varmen var på sit højeste. Pigerne kunne nu mærke fast jord og de fik
med nød og næppe slæbt sig op på en afsats. De fik rejst sig op og så sig omkring, der var ikke
andet end store sten over det hele. Deres syn blev sløret og det hele snurrede rundt for dem. De faldt
trætte om af udmattelse og faldt i en dyb søvn.
29

De vågnede et stykke tid efter i et lille varmt telt, fyldt med små kønne væsner. Der kom et lille
smukt væsen ind med et stort fad mad og drikke. Liv og Tora lignede to store spørgsmålstegn, de
forstod ikke hvorfor eller hvordan, de var kommet der. De begyndte at spise, mens de udspurgte
dem, men det så ikke ud til, at de forstod deres sprog. Pludselig sagde en lille pige ”Olier,” ”Vi
hedder Olier.” Tora og Liv var lettede over, at de kunne snakke sammen. De fortalte om, hvordan
de var havnet her, og at de var blevet efterlyst. Olierne ville gerne hjælpe dem, men de ville have
noget til gengæld. De vil have at de skulle befri deres leder.
30

Kapitel 6
Skrevet af 6. klasse Halgård Skole, Holstebro Kommune.
Det var Flodmanden. Han brølede med en dyb og
tordnende stemme:
”Ringbærere – brug de magiske ord!”
Pigen fortalte, hvordan soldaterne en tidlig morgen
havde angrebet deres lejr længere nede af bjerget.
De var kommet ridende ind i lejren svært bevæbnet
med sværd, spyd og køller. De slog om sig til højre
og venstre med deres frygtelige våben.
” Vi løb forvildede rundt, totalt overraskede af det
pludselige og meget tidlige angreb. Mændene
forsøgte selvfølgelig at forsvare os, men forgæves
for alt var kaos. Soldaterne var rå og hensynsløse,
de dræbte mange af kvinderne og de ældre af vores
folk. Vi prøvede at løbe væk fra lejren og gemme
os. Væk fra slagmarken og i sikkerhed, et eller
andet sted på bjerget. Det lykkedes for mange af os,
men mændene og de unge blev taget til fange, for
de kunne jo bruges som slaver i minerne i Den
Store By.”
Tora lyttede stille til pigens forfærdelige beretning. Hun sad med tårer i øjnene og huskede på de
skrækkelige ”billeder”, hun selv havde set i Den Store By, af pinte og lemlæstede mennesker.
Hvordan kunne dette galskab stoppes? Hvornår kunne Træbitter, Træånder, ja alle levende væsner
leve i frihed og fred med hinanden? Fyrsten og hans soldater måtte stoppes, ja tilintetgøres, men
hvor var Svend og Toke? Var de stadig i live? Dette måtte de være, for Flodmanden havde jo sagt,
at det netop var dem, der skulle stoppe Fyrstens herredømme.
Tora kiggede rundt i det telt, som de sad i. Det var et hvidt telt med nogle bjælker, der holdt
teltdugen oppe. Det så ikke særligt holdbart ud, men kunne vel nok give ly for det omskiftelige vejr.
Liv prikkede hende på skulderen.
”Kan du ikke prøve at se, om du kan finde en, der kan hjælpe mig med mit ben?” spurgte Liv.
De tre Ringe, tårnet, troldkvinden Maxine, porten og labyrinten, tankerne for gennem Toras hoved.
Hun måtte selvfølgelig finde én, der kunne se på Livs ben. Hun blev afbrudt i sine tanker, da en
mand af Olier-folket kom ind og satte sig ved deres leje.
”Der er gået betændelse i såret. Kan du se på det?” hviskede Tora, mens hun fjernede tæppet fra
Livs ben. ”Hun har fået et slag på benet og det gør ondt, når hun går.”
31

Han undersøgte omhyggelig Livs ben, tog sin dolk og skar hul på det betændte sted. Liv skreg af
smerte, men trykket faldt, da den gule og røde materie løb fra såret. Han tog nogle urter op af en
taske han havde med, lidt vand fra en flaske, fandt en skål frem og blandede det til en tyk masse.
Han lagde den tykke masse på såret, forbandt benet og forlod teltet sammen med de andre uden at
sige et ord.
Liv døsede hurtigt hen, så Tora besluttede sig til at se lidt på folket og lejren.
Hun rejste sig og gik udenfor. De små væsner eller rettere mennesker var i gang med at forberede et
måltid. De var virkelig smukke at se på – et harmonisk formet ansigt – lyst hår, en smal næse og
dybe havblå øjne. De var lidt mindre end Tora, men virkelig skønne at se på.
Lejren var placeret på et godt sted skjult bag nogle klipper og i ly for den barske og vestlige vind.
Der var få telte opstillet, så angrebet på deres boplads måtte havde kostet mange liv eller
tilfangetagede.
En ældre mand kom hen mod Tora. Han haltede lidt på det ene ben.
”I må hjælpe os med at befri Basakra, vores leder,” sagde han. ” Han er nu på vej mod Den Store
By.”
”Tora blev taget til fange og er nu flygtet fra Fyrstens by. Hun følges med en pige, som hedder Liv.
De er kommet op til Det store Bjerg og opholder sig nu hos Olier-folket,” tordnede stemmen igen.
Svend og Toke kiggede på hinanden og fremstammede:” Jamen, hvordan skal vi bruge de magiske
ord, når Tora ikke er her?”
"Jeg siger Toras ord,” brølede Flodmanden.
”Hvordan finder vi ud af hvem der skal starte?” udbrød Svend.
”Det kommer helt af sig selv,” sagde Flodmanden.
”Fyrsten,” røg det lige pludselig ud af Svend.
”Skal,” kom Toke lidt efter.
”Dø,” brummede Flodmanden til sidst.
"Gå hen til kanten, træd ud og der vil være en usynlig bro."
Svend og Toke var helt forvirrede. De kiggede op, men Flodmanden var væk. Turde de gå ud på
"broen"? Hvad nu hvis "broen" ikke kunne holde til dem og hesten? Toke tog det første skridt ud på
"broen". Det føltes som om man stod på en normal "bro", med fast grund under fødderne. Langt
under kunne man se en flod sno sig igennem det barske klippelandskab. Der var ingen "bro" at se,
men den holdt. Toke gik forsigtigt videre. Svend skubbede den sorte hest ud på den. Der var ikke en
lyd at høre andet end "broens" knirken. Svend satte forsigtigt den ene fod ud på "broen". Bagefter
den anden. De gik alle sammen stille og roligt, indtil de kunne høre "broens" knirken blive højere.
Var "broen" ved at brase sammen? De tog et skridt mere. Lyden kom igen. Nu var der ikke tid til
forsigtighed -- de måtte tage en chance. Svend og Toke spurtede, mens hesten satte i galop.
Hesten pressede sig forbi Toke og skubbede ham ud over "broen". Han greb ud efter den usynlige
”bro” og fik fat med den ene hånd. Svend skyndte sig hen til Toke, greb ham i armen og trak ham
op. Hesten var ovre. Toke manglede en meter. Svend var lige bag ham. Toke var nu på den anden
side, så Svend kastede sig fremad og greb fat i de kraftige rødder, der kunne ses på klippekanten.
32

Lidt efter hørte de et stort brag. ”Broen” var brast sammen eller måske bare helt forsvundet, men
hvad betød det, de var jo kommet i sikkerhed på den anden side af afgrunden.
”Det var tæt på,” gispede Svend.
”Du ha.. har reddet mit liv, Svend,” stammede Toke.” Jeg går altså ikke over nogen bro mere.”
Svend kiggede på Toke og svarede: ”Der må findes en lettere vej til Utopia --- og over Det Store
Bjerg, for Tora er jo allerede på bjerget. Havde vi bare haft Tora med, så var vi måske nu i
sikkerhed. Vi må være gået i ring.”
”Ja, men nu må vi finde Tora,” sluttede Toke.
Svend og Toke fulgte stien til venstre væk fra afgrunden. Toke kunne ikke forstå, hvordan de ved
hjælp af de magiske ord kunne skabe en bro. Flodmanden var godt nok en troldmand, men at han
havde så kraftfulde og magiske kræfter, det var ikke til at forstå.
Stien snoede sig op af bjerget. Svend kiggede op mod bjergets top og blev betaget af det hvide
snedække, der omkransede toppen af bjerget. Langs stien var der spredte vindblæste buske. Svend
og Toke så noget røg et stykke længere oppe af bjerget. De begyndte at gå i den retning, men kunne
ikke lade være med at tænke på, om det var Fyrstens soldater, der havde tændt bål og var parate til
at fange de flygtninge, der var heldige at flygte fra
Fyrstens slaveri. Men stien gik nu engang den vej, så det måtte undersøges.
"Svend, se der kommer røg op der. Skal vi kigge lidt nærmere på det?"
"Ja lad os prøve det. Vi sniger os stille frem."
De sneg sig stille og roligt frem mod røgen.
"Lad os gemme os bag busken der," sagde Svend, som havde besvær med at styre den sorte hest bag
sig. Den var blevet lidt mere urolig og nervøs.
De sneg sig nærmere og nærmere. De kunne høre råb og skrig.
"Det er en teltlejr," hviskede Toke.
"Se hvem der går der. Det er jo Tora," sagde Svend.
"Tora," råbte de begge to.
Tora blev glad for at se, at Svend og Toke var i god behold. Tora præsenterede dem for Olierfolket
og Liv.
Svend fortalte, hvad der var hændt dem, siden de kom væk fra hinanden nede ved floden. Tora
lyttede opmærksomt, mens Svend fortalte.
”Men hvad er det for en krikke I slæber rundt på?” afbrød Tora. ” Det er da ikke den sorte hest, jeg
havde med til jer.”
Svend og Toke kiggede undrende på hinanden. Nej, nu kunne de godt se at det ikke var den gode,
gamle sorte hest, for denne her havde et F brændt på bagdelen. Deres sorte hest forsvandt jo også i
sumpen.
”Sagde I ikke, I havde forstand på heste?” grinede Tora.
Senere berettede Tora så om flugten fra Den Store By sammen med Liv.
33

Hun fortalte også, at Basakra, Olierfolkets leder, var taget til fange og helst skulle befries. Det
havde de lovet stammen.
Da Tora kom til Basakras udseende: Arret og klappen for øjet, sprang Toke op og råbte:" Ham så vi
før vi kom over afgrunden."
"Vi må af sted nu, hvis det skal lykkes os at befri Basakra og de andre, inden soldaterne kommer alt
for langt væk," sagde Tora beslutsomt. "Liv bliver her imens."
Det var et lille følge, som var på vej ned ad bjerget. Tora, Svend og Toke havde fået 5 mænd med
fra Olier-folket. Det gik dog hurtigt nedad, for området kendte mændene ud og ind. Stien blev
bredere og lettere farbar jo længere, de kom ned, men man skulle have godt fat i seletøjet for at
styre hestene uden om klippestykker, buske og de nu høje træer.
De red og red i flere timer før èn af mændene råbte holdt. Lidt længere fremme bag nogle lave
buske og træer, tæt på en klippevæg var der en lille lysning --- her havde soldaterne slået lejr. De
havde garanteret ikke travlt med at komme tilbage til Den Store By, for så ventede der vel endnu
flere ture frem og tilbage til byen.
To af stammens mænd sneg sig nærmere og kunne snart berette, at soldaterne havde slået lejr for
natten.
”De er allerede godt i gang med flasken - temmelig fulde, og fangerne sidder bundet på vognen.
Den ene af dem er Basakra,” forklarede den ene af mændene.
”Lige over lejren er der et par løse klippe- stykker, som de kan få lige i hovedet,” fortsatte den
anden.
”Godt, så finder jeg lige fløjten frem,” udbrød Tora.
”Hør nu her. Vi sniger os ind på dem. Toke og jeg sætter de store sten over dem i skred, så de får en
lille overraskelse, og så bruger du fløjten, Tora,” kommanderede Svend.
Tora og mændene sneg sig nu hen mod lejren, imens Svend og Toke kravlede op på klippen. Kort
tid efter lød der et brag, da de store klippestykker skred ned af klippesiden. Soldaterne sprang
forvirrede op og forsøgte at undgå de store, tunge stenblokke, men kom ikke langt, før der lød
eventyrlige toner fra Toras fløjte. De, der var kommet i sikkerhed for stenene, vendte sig om mod
musikken og stod øjeblikkelig stille.
Tora, Svend, Toke og mændene kunne nu uden nogen form for modstand befri fangerne, som var
målløse over den virkning stenskredet og fløjten havde haft.
De fik nu travlt med at komme hen til hestene og væk fra lejren. Basakra var lykkelig over at være
fri og takkede dem alle.
34

Senere samme aften sad de alle omkring bålpladsen i Olier-folkets lejr. Basakra fortalte de andre
om den vellykkede redning.
”I skulle have set soldaterne, da Tora spillede på sin fløjte. De stod stille som klippestøtter,” grinede
Toke.
”Hvorfor er det kun soldaterne, der bliver påvirket af de liflige toner?” spurgte Liv.
”Jeg ved det ikke,” lo Tora.
”Må jeg ikke prøve at holde fløjten?, spurgte Toke forsigtigt.
”Selvfølgelig”, svarede Tora og rakte ham den, ”men pas på du ikke taber den, vi skal jo bruge den
igen, når vi har samlet alle ringene.”
”Ja,ja”, sagde han og drejede langsomt fløjten mellem fingrene, ”hvorfor står der N på den?”
”Det ved jeg heller ikke”, svarede Tora lidt irriteret, ”men måske hedder den træbit der har lavet
den noget med N, eller også havde han hørt forkert og troede, at jeg hedder Nora. Men giv mig den
nu igen, så der ikke sker noget med den!”
Lidt mut afleverede Toke fløjten igen.
"Hvad er der sket med dit ansigt Basakra?" spurgte Svend, for at lede samtalen i en anden retning
og lette den lidt trykkede stemning.
"Jeg har før været fange i Den Store By, hvor jeg har siddet i fangekælderen i over 2 år. Jeg er
blevet tortureret, fordi vi gjorde oprør mod Fyrsten. Mit mishandlet ansigt stammer fra mødet med
Fyrstens fangevogtere. Senere lykkedes det mig at slippe fri."
Næste dag begyndte Svend, Toke, Tora og Liv at pakke deres ting. Basakra kom hen imod dem og
sagde:" Mit folk lovede at hjælpe jer, hvis I befriede mig, så derfor vil vi hjælpe jer over bjerget.
Oppe på toppen bor der en troldmand ved navn Rakfølv. Han vil hjælpe jer med at finde en del af
den tredje ring."
"Mange tak," sagde Tora.
De fulgte stien op mod toppen af bjerget. Pludselig hørte de høje råb og vrinsk fra heste.
Var det mon soldaterne?
Eller var der andre, der var ude efter dem?
35

Kapitel 7
Skrevet af 6. klasse Dalgasskolen, Skive Kommune.
De gik og gik. Der var faktisk langt op til toppen af
bjerget, og det var især hårdt for Liv, som stadig
haltede. Pludselig kunne de høre vrinskene igen.
De vidste ikke, om det var Fyrstens soldater, eller
om der befandt sig andre væsener på bjerget. Skulle
de følge efter lyden, eller… På en eller anden måde
var det dumt at følge efter, for hvis det var Fyrstens
soldater, ville de sikkert blive fanget. Men på den
anden side var de alle så nysgerrige efter at se,
hvem det var, at de blev nødt til at følge efter.
De gik nærmere lyden. Nu kunne de se og lugte
røg. De satte tempoet i vejret. Et trist syn dukkede
pludselig op i horisonten – resterne af en lille
landsby med brændende huse. Himlen var mørk og
luften tyk af røg.
Pludselig kom der et lille buttet barn frem fra røgen. ”Kan I hjælpe os?” spurgte barnet. ”Hvem er
I?” spurgte Tora. ”Vi hedder Quitter. Vi har boet i denne landsby gennem årtier. Vi ligner
mennesker, men vi bliver aldrig højere end 1 meter.” ”Så er du måske ikke engang et barn? ” spurgte
Toke. ”Nej, jeg er lederen af Quit – folket. Mit navn er Tumlum. Vil I ikke nok hjælpe os? Fyrstens
soldater har brændt vores landsby ned,” sagde Tumlum. ”Jo.. Jo selvfølgelig vil vi det” sagde Tora.
Toke og Svend kiggede rundt i landsbyen. Det var et frygteligt syn. Der lå døde grise og høns på
jorden.
Da røgen havde lagt sig, kunne man se Quitterne stå på rad og række med spande i hånden. De
forsøgte at slukke branden. ”Er der nogle, der er blevet taget til fange?” spurgte Tora Tumlum, der
bedrøvet svarede: ”Nej, det tror jeg ikke, men mange er døde i ilden. Der er også nogle, der er døde
af røgforgiftning”. ”Hvorfor er I her?” spurgte en anden Quitte. ”Vi skal mødes med en Troldmand,
som hedder Rakfølv, han skal hjælpe os med at finde en del af den tredje ring. ”Er I de udvalgte?”
spurgte Quitten overrasket. ”Ja, det er os”, svarede Svend. ”Vi vil fortælle jer vejen til Rakfølv, når
I har hjulpet os med at slukke branden”. ”Det er en smal sag for os” sagde Svend selvsikkert.
Men Svend havde ikke helt ret. Det tog lang tid at få slukket branden, og de fire slap heller ikke helt
uden skader. Tokes hånd blev en smule forbrændt, men det var heldigvis ikke noget alvorligt.
Da de havde fået branden under kontrol, tog Quitten, Toke, Svend, Tora, og Liv med ud til den
anden ende af landsbyen. De skulle der følge en rimelig kringlet sti for at komme op til Rakfølv.
Der var store pilekrat og masser af buskadser. Det var øde, mørkt og der var intet at se i miles
omkreds.
36

De fulgte stien, men den var meget svær at komme frem ad på grund af den stadig tætte bevoksning.
De rev sig hele tiden på buskene. Efterhånden som de kom længere op ad bjerget, kunne de svagt
skimte et spir, og det blev samtidig mere og mere lyst. Faret vild var de i hvert fald ikke!
Liv begyndte at klage over sit ben. Nu kunne hun ikke stå op mere. Tora satte sig ned ved siden af
hende. ”Hvad sker der?” spurgte Tora nervøst. ”Det er mit ben. Det gør ondt”.
Mere nåede Liv ikke at sige, for pludselig kom der soldater ridende på sorte heste
lige mod dem.
”Åh nej. Bliver vi nu taget til fange af Fyrsten? Er dette slutningen på vores ellers så frie liv?"
”Hvad laver I her? Her har I ikke noget at gøre!” sagde en mand med en meget mørk og bestemt
stemme. Tora prøvede desperat at bruge fløjten, men den virkede ikke. Hun vidste ikke, hvad de
skulle gøre! Hvorfor virkede fløjten ikke?
Det var mærkeligt. Tora kiggede undrende på fløjten, men hun kunne ikke se, at noget skulle være
anderledes ved den. Nu var gode råd dyre! ”SELVFØLGELIG” – tænkte hun, fløjten virker jo kun
på Fyrstens soldater, så…
”Vi er Rakfølvs tjenere. Vi patruljerer uafbrudt området her, sådan at ingen fra Den Store By
nærmer sig Troldmanden. Vi bliver nødt til at passe på ham, for Fyrsten og hans soldater er
konstant ude efter ham. De er brødre, og… ”NEJ, hvad er det jeg står og siger…? Det er jo en
hemmelighed!” sagde tjeneren. ”Hvad er det, der er hemmeligt!?” spurgte Svend oprevet. ”Øh…
det er ikke noget!… Kom nu skal vi vise jer vej”. sagde tjeneren. ”Gør det stadig ondt i dit ben,
Liv?” spurgte Tora. ”Ja, men jeg klarer mig”, svarede Liv.
De fulgte den kringlede og bevoksede sti op af bjerget. Det blev mere, og mere stejlt på stien. Men
nu begyndte de at kunne se mere og mere af Rakfølvs borg.
Endelig nåede de borgen. Den var kæmpestor - meget større,
end de havde forestillet sig. Der var
guldbeslag på dørene og kæmpe forgyldte statuer. Inde på borgen stod der kæmpevaser i både guld
og sølv. Toke, Svend, Tora, og Liv var helt målløse over at se, hvor flot Rakfølv boede.
På en stol, så stor som en trone, sad en høj mand med langt mørkt hår og langt mørkt skæg.
Pludselig sagde manden: ”Hej, og velkommen til mit slot, jeg er Rakfølv. I er vel de udvalgte”
sagde Rakfølv med en meget venlig stemme. ”Ja, det er os” svarede Toke stolt. ”Vi er kommet
for
at spørge, om du kunne hjælpe os med at finde en del af den tredje ring”, sagde Tora. ”Det ved jeg
godt” sagde Rakfølv. ”Hvor ved du det fra?” spurgte Svend undrende.
”Jeg er Troldmand, og jeg kan nemt se, om jeg får uventede gæster. ”Hvordan
det?” spurgte Toke
nysgerrigt. ”Det er min lille hemmelighed, men I har vandret længe uden at få mad, så I må være
sultne. Følg med mig ind i spisesalen”.
De fulgte Rakfølv ind i en meget stor sal,
der var endnu mere pragtfyldt end de foregående rum.
Rakfølv befalede en tjener at komme med noget mad og drikke til dem. Kort tid efter kom tjeneren
tilbage med så meget mad, at der næsten var nok til flere uger. Der var kalkun, oksesteg, flere
forskellige salater, kæmpe buddinger, isdesserter osv. Alt, hvad hjertet kunne begære.
37

”Dine soldater sagde noget om, at de blev nødt til at beskytte dig for Fyrsten. Hvorfor det?” spurgte
Tora”. Jo, det er en lang historie men hvis I gerne vil høre den - så…” ”Det vil vi meget, meget
gerne!” sagde de alle i kor.
”Men I må altså love ikke at sige det til nogen som helst!!” ”Ja, ja, selvfølgelig, på æresord”
svarede børnene.
”Jeg og fyrsten er tvillinger. Men jeg blev født blot to minutter før ham, så det var mig som
førstefødte, der skulle efterfølge vores far som Fyrste. Det er derfor min bror altid har hadet mig.
Han mente desuden, at vores far bedst kunne lide mig. Jeg kan huske, at min bror engang ville
lokke mig til at bade i en sø, hvor der boede en kæmpe gedde. Han sagde, at der på bunden lå en
masse perler. Jeg ville så gerne have fat i dem, for jeg syntes de var så flotte. Men inden jeg nåede
at hoppe i søen, råbte tjeneren, at nu skulle vi spise. Da vi havde sat os til bords og skulle til at
begynde på middagen, sladrede min bror, om at jeg havde været ved at hoppe i søen. Men da jeg
fortalte hele historien, gjorde det vores far så rasende, at han omgående sendte min bror i seng uden
aftensmad, for fjerde gang i den uge.
Mange år efter da vores far døde, krævede min bror at arve alt, hvad vi ejede. Da jeg ikke ville gå
med til det, brændte han det hele og jeg blev nødt til at flygte herop. Det sidste jeg hørte om ham
var, at han havde udnævnt sig selv til Fyrste. Faktisk hed min bror i virkeligheden Spytfølv, men da
det ikke var et passende navn til en Fyrste, valgte han at kalde sig Fyrsten. Alle, der siden har brugt
hans rigtige navn, Spytfølv, er enten blevet dræbt eller taget til fange”. De fire børn var i chok. Det
kunne de ikke få det til at hænge sammen. ”Jamen, hvis du er troldmand, hvorfor er Fyrsten så
ikke?” ”Jeg er ikke født ind i troldmandsverdenen. Jeg har selv valgt at blive troldmand, mest fordi
jeg derved kan lave formularer, der kan dræbe Fyrsten. Selvom jeg nu i mange år har gået på
troldmandsskolen for at finde den helt rigtige opskrift, er det endnu ikke lykkedes mig, som I
sikkert ved.
Efter den fantastiske og fortjente middag, blev de vist ind i et stort lyst rum. Det var som om at hver
gang de kom til et nyt rum, blev de endnu mere betaget af Rakfølvs borg. Der var, ligesom i de
andre rum, guld- og sølv- statuetter. Det lignede mere et palads end en troldmandsborg. ”Nød I
middagen?” ”Ja, den var fantastisk.” sagde de alle i kor. ”Hør, Tora kan du ikke fortælle lidt om
Utopia. Det er så længe siden, at jeg har hørt nyt derfra.” ”Jo, det vil jeg med glæde… I Utopia er
alle mennesker ligestillede. Alle hjælper alle, og alt er godt. Der er blomster og frugttræer overalt.
Der er ingen leder ligesom Fyrsten, men alle ser derimod op til byens troldmand Ufol. Det var ham,
der lavede en slags usynlig mur udenom Utopia.
Den virker ligesom min fløjte. Hvis Fyrstens soldater prøver at komme ind, bliver de sat i trance.
Man må i øvrigt ikke nævne Fyrstens navn i Utopia.
Det kan få babyer til at græde, og dyr til at gå amok,” slutter Tora sin beretning om Utopia. ”Ja, det
er sådan et dejligt land. Når Fyrsten engang er død, så vil jeg også flytte til Utopia. Jeg skal for
resten huske at fortælle jer, at I skal samle en hær i Utopia. Jo flere der er til at kæmpe mod Fyrsten,
jo bedre. Men nu skal jeg fortælle jer det i egentlig kom efter” sagde troldmanden. ”Hør godt efter,
al viden er vigtig og altafgørende for vores fremtid.”
”Den ene del af den tredje ring skal findes i elementet ILD. I skal derfor tilbage til Ouitternes
nedbrændte landsby.” ”Hvorfra vidste du, at vi allerede havde passeret den nedbrændte landsby på
38

vejen herop?” ”Endnu engang må jeg fortælle jer, at jeg er en TROLDMAND… Ringen befinder
sig i asken. Helt præcis hvor og i hvilken aske, ved jeg ikke. Det er jeres opgave at finde ud af det.
Nu må I hellere få en lang nats søvn, så I er friske og udhvilede til i morgen.”
”Det bliver vist ikke noget problem, for vi er dødtrætte - så godnat Rakfølv og 1000 tak for i dag.”
sagde Tora ”For resten. Rakfølv” ”Ja, hvad er der?” ”Hvad nu hvis vi ikke klarer det?” ”Det gør I.
Det er jeg sikker på, at I gør. Læg jer nu bare til at sove og lad være med at spekulere mere på det. I
skal ud på en meget lang tur, og hvis I ikke finder delen af den tredje ring, så bliver det næsten
umuligt at bekæmpe Fyrsten. Gå nu i seng. Godnat.”
Om natten vågnede Tora ved, at Liv beklagede sig voldsomt og højlydt. Hun havde meget ondt i sit
ben. Tora blev urolig og vidste ikke, hvad hun skulle gøre. Tårerne stod ud af øjnene på Liv.
”Svend” råbte Tora: ”Ja! Hvad er der?” mumlede Svend søvndrukkent. ”Du er nødt til at hente
Rakfølv. Liv har meget ondt i sit ben. Blodet sprøjter ud af benet på Liv.” ”Ja.. ja selvfølgelig…
Eller jeg mener nej. Eller jo. Ja, okay,” svarede han helt forvirret over at være blevet vækket. Svend
spurtede ned ad den lange gang. Den virkede uendelig. Nu skulle han bare se om han kunne kende
forskel på de mange døre. Der… lige der… selvfølgelig var det da der. Den største og smukkeste af
alle dørene. ”Rakfølv”, stod der småt med guld i siden. Svend bankede på døren samtidig med at
han råbte på Rakfølv… ”Ja, ja, jeg kommer nu.” ”Du må hjælpe os. Liv, hun, hun. Hendes ben. Det
bløder og er meget betændt. Hvad skal vi gøre?” ”Rolig nu. Jeg ser på det. Det skal nok gå i orden.”
”Uha. Det ser ikke godt ud. Jeg tror, hun har fået en blodforgiftning. Han undersøgte hende
nærmere, ”Jeg har desværre dårligt nyt. Det er en blodforgiftning, og den har bredt sig til store dele
af Livs krop. Jeg kan ikke love, at hun vil overleve, men jeg vil gøre alt hvad jeg kan, og alt hvad
der står i min magt for at redde hende.
Jeg har givet hende noget smertestillende og nogle beroligende urter og jeg tager hende med ned på
hospitalsfløjen. Det eneste, I kan gøre nu, er at vente!”
Tiden sneglede sig af sted, og ventetiden var uudholdelig. Især for Tora, for hun og Liv havde
knyttet et meget tæt og varmt venskab. Rakfølv kom ind igen. Toras hjerte sad helt oppe i hendes
hals. ”Urterne virkede desværre ikke. Jeg er bange for, at det nu er tid til at tage afsked med Liv.
Hun har mindre end et døgn tilbage,” sagde han. Nu kunne Tora ikke holde tårerne tilbage længere.
Tårerne strømmede ud af hendes øjne. ”Kom vi går ned og siger farvel til Liv nu” sagde Rakfølv.
Tora, Toke, og Svend fulgte stille og bedrøvede efter ned til et lille rum. De stillede sig stille ved
Livs seng. Der lå også andre syge i rummet. De var alle blevet tortureret af Fyrsten og hans
soldater. Tora, Svend og Toke fik det selv helt dårligt , da de så, hvor skidt nogle af de syge, havde
det. Nogle havde bylder, og andre havde fået benbrud. De betragtede stille Liv. Hun var meget bleg.
Hendes ben var både blåt og gult, og det flød ud med betændelse. Der var ingen tvivl om, at hun
ikke havde lang tid tilbage. Tora tog hendes hånd og kiggede ind i hendes klare, mørkebrune øjne.
Hun fik øjenkontakt med Liv, der sagde: ”Jeg har noget at fortælle jer: Pas på jer selv, lad være med
at tænke på mig.” ”Jamen, det er da umuligt. Vi hverken kan eller vil lade være med at tænke på
dig.” sagde Tora. Liv fortsatte, men dette skulle vise sig at blive hendes sidste ord: ”Den sorte hest
med F på er…” Mere nåede Liv ikke at sige. Hun var stille sovet ind. Der var helt stille i rummet
nu. Svend og Toke gik ud, for at lade Tora være lidt alene med Liv. Men Tora fulgte efter Svend og
Toke. Hun kunne ikke klare at være alene med Liv, nu hvor de ikke mere kunne snakke sammen.
39

Næste dag gik de nu kun tre børn tilbage mod Quitternes lille landsby. Den sorte hest lod de blive
hos Rakfølv, da de alligevel ville komme tilbage dertil, når de skulle videre til Utopia. Det var svært
nu, da Liv ikke var der mere. Men faktisk var Liv der på en måde stadig, for i går var hun blevet
brændt, og de havde fået hendes aske med i en urne, så de kunne give hende en flot begravelse i
Utopia.
På vejen tænkte Tora meget på Livs sidste sætning: ”Den sorte hest med F på, er…”
40

Kapitel 8
Skrevet af 6. klasse Vestervangskolen, Herning Kommune.
Rakfølvs tjenere fulgte dem ned til det øde
område.
"Herfra må I selv finde vej. Vi venter på jer her i
skovkanten."
Efter et godt stykke tid kom de til den nedbrændte
landsby. Quitterne tog godt imod dem.
"Hvad vil I her igen??" spurgte en af Quitterne.
"Vi skal lede efter en stump af en ring," svarede
Tora.
Quitterne var straks villige til at hjælpe. De tre
skiltes, så det kunne gå lidt hurtigere for dem.
Alle ledte, men der var ingen ring.
Tora kunne med ét mærke noget, der trak i hende,
og som langt borte fra kunne hun høre en stemme:
"Toraaaa".
Det lød som Liv’s stemme, men det kunne jo ikke
passe.
Tora gik i den retning, som stemmen kom fra. Da der ikke var mere at mærke, stoppede hun, og
tilkaldte de andre.
Lige pludselig blæste det op. Kraftige vindstød slog imod dem. Et ordentlig vindpust bankede mod
Toras ryg, og Tora tabte urnen.
Asken fra urnen stod i en støvsky omkring dem.
"Åhhh, nej. Den er gået i stykker!"
Tora blev ude af sig selv. Hun satte sig ned på jorden og græd.
"Se, Tora d... se lige i asken," udbrød Svend.
"NEJ, nej, nej og atter NEJ." Tora kiggede rasende op. "Jeg vil ikke forstå, at Liv virkelig er DØD.
Kan I da ikke se, at nu er ikke bare hendes krop, men også hendes sjæl væk."
"Jamen, Tora se!"
Tora kunne se noget spidst ved sit ene knæ. Hun rodede i asken og fik fat i noget, og langsomt rejste
hun sig op. Tora stod med store øjne, da hun så, at det var en del af ringen. Hun kom i tvivl, om den
var kommet inde fra Livs urne, eller om den bare havde ligget dér i asken hele tiden. Hun viste
stumpen til Svend og Toke. De var også meget forundrede.
Hvem var Liv i det hele taget? Måske var hun en troldkvinde eller noget helt andet, men Liv havde
da været én af Fyrstens fanger nede i minerne. Det var underligt, og de kunne ikke få det til at
hænge sammen. Men det var åbenbart ikke meningen at Liv skulle begraves i Utopia. De var meget
i tvivl, men også glade for, at de havde fundet det, de var kommet for.
Efter de havde fundet ringen, skulle de tilbage til Rakfølvs borg. De overlevende Quittere havde
samlet de få rester sammen, der var tilbage og fulgte dem mod borgen. Rakfølv havde sagt, at alle
Quitterne kunne blive beskyttet på borgen og tjenerne ventede jo på dem i skovbrynet for at
beskytte dem på turen op til Rakfølv.
Efter et velfortjent hvil på borgen, begav de tre sig mod Utopia. Det gik nemmere for dem nu. De
var friske, havde den sorte hest med sig og vigtigst af alt, havde Svend ringstumpen i en lille
41

læderpose om halsen.
Det var den sorte hest, der førte an. Det var som om, den forsøgte at gøre stien mere fremkommelig
for de tre.
Da de var kommet et godt stykke længere ned ad bjerget, begyndte det at blive mørkt, så de
besluttede sig for at slå lejr. Toke og Svend gik ud for at finde brænde. Da de havde tændt bålet og
lavet mad, kunne de se, at Toras hænder pludselig begyndte at lyse som en hel masse stjerner på
himlen.
"Hvorfor lyser dine hænder"? spurgte Svend meget forbavset.
"Det ved jeg ikke," svarede Tora meget usikkert, "det er nok fordi, jeg begynder at komme tættere
på Trolddommens kilde".
"Hvad er en troldomskilde"? spurgte Toke
"Det er den kilde, som......".
"Hvad, hvad?" afbrød Toke meget nysgerrigt.
"Nej, det kan jeg ikke sige." Tora bed sig i læben. Hun var irriteret over sig selv.
"Hvorfor ikke?" Svend kunne godt se, at Tora følte sig utilpas over samtalen.
"Her er for usikkert. Måske er der fjender, der lytter med," bed Tora ham vredt af. Hun trak kappen
godt omkring sig og lagde sig på jorden for at sove. Svend og Toke forstod, at de ikke skulle spørge
mere, og de lagde sig også.
Da de vågnede næste dag, frøs de. De gjorde sig klar til at fortsætte, men hvad var det? Den sorte
hest med et F, var der ikke.
"Gad vide, hvor den er?" tænkte Tora.
Svend kiggede ind i noget krat, som var på den anden side af stien. Der var den ikke.
"Kom, vi må skynde os videre", sagde Tora," vi må ikke spilde tiden".
De kom ud i et åbent frodigt landskab med bakker, marker og spredte træer. Langt ude i det fjerne
kunne de se en skikkelse.
"Seee ... se," stammede Toke nervøst og pegede.
" Jamen, det er da vores hest," udbrød Tora glad.
Hele dagen forsøgte de at indhente hesten, men først efter, at månen var stået op, lykkedes det. De
satte sig ved nogle træer og tøjrede den sorte hest.
Tora kunne ikke holde det i sig længere.
"Hvad tror i Liv mente, da hun snakkede om den sorte hest?" ,
Svend og Toke kiggede spørgende på hinanden. Pludselig hørte de en lyd bag sig.
"Jeg er Shokato!" lød en stemme bag dem.
De vendte sig forskrækkede om, og kiggede chokerede på den unge mand, der stod nøjagtig der,
hvor hesten stod før.
"Slip mig lige fri... Det er ikke særligt behageligt at have et reb om halsen," sagde manden. "Hvem
er du? Hvor kommer du fra?" spurgte Toke.
"Jeg er kommet fra den anden side af Utopia. Jeg er kommet for at hjælpe jer," sagde han, mens han
hev i rebet.
Tora gik hen for at løsne rebet. Shokato smilte til Tora.
"Tak!"
"Hvor er vores hest?" spurgte Svend.
"Jeg er jeres hest!"
Ved nærmere eftertanke kunne Tora godt se, at det var deres hest.
Han var mørk i huden, havde rare, brune øjne, og et F på benet.
"Jeg er en klouba," sagde han.
"Hvad er det?" spurgte Toke.
"Jeg har en magisk kraft, så jeg kan tage form som en hest, og jeg kan også snakke med dyr!"
42

svarede Shokato.
"Den anden side af Utopia? Hvad er der dér?" spurgte Tora.
"Det var et flot og naturrigt land... indtil Fyrstens soldater kom. De nedbrændte vores skove og
hytter. Det er derfor, jeg vil hjælpe jer... Jeg vil have hævn over fyrsten! Kan I se det her mærke?"
Han vendte sig om, og vidste dem F’et.
"Det er Fyrsten, der lavede det... Alle dem, der boede i Comadia, fik sådan et... Det var efter, at han
have tortureret os."
Shokato satte sig ned ved siden af dem.
"Lad os hvile... Der er stadig lang vej."
De lå i lang tid uden at sige noget. Toke faldt hurtigt i søvn... Og lidt efter faldt Tora også i søvn.
Men Svend kunne ikke sove. Han rejste sig op og tog spydene og buen frem.
Han sad og trillede spydene mellem fingrene. De så anderledes ud i månelyset. Pludselig faldt hans
blik på noget utydeligt skrift. Han tog det ene spyd helt op til øjnene.
"Ta... lin... hoff... Talinhoff... Hvem er det?" tænkte han højt...
"Talinhoff var en gammel dværg. Nok den bedste våbensmed nogensinde. Han døde, da Fyrsten fik
magten."
Svend vente sig om. Det var Shokato, der ikke var faldet i søvn endnu.
"Fyrsten ville have Talinhoff til at lave våben for sig. Men han nægtede! To dage efter blev han
fundet død," sagde Shokato bedrøvet. "Læg dig nu til at sove. Vi skal helst nå til Utopia i morgen."
"Jeg vil gerne vide noget mere om ham," sagde Svend stædigt.
"Læg dig nu over og sov som de andre. Især du har brug for hvilen. Måske fortæller jeg noget mere
om ham senere," svarede Shokato afvisende.
Næste dag, da de vågnede, sagde Svend, at han havde drømt, at den anden del af ringen lå i vandet i
en by med en sort borg.
Shokato var hurtigt på benene.
"Det må være i Comadia, min hjemby. Det er et frygteligt sted nu. Fyrstens kraft er meget, meget
stor der nu."
Toke så på Svend.. Han havde lagt mærke til, at Svend længe havde haft et smerteligt udtryk i
ansigtet.
"Hvad er der galt med dig?"
"Åh, det gør så ondt i hånden. Det er som om min hånd bliver flænset i hele tiden."
Han viste dem hånden, hvor de to ringe sad. Hånden var opsvulmet og meget rød. De to ringe havde
skåret sig dybt ind i kødet.
"Vi bliver nødt til at komme til Utopia så hurtigt som muligt," sagde Tora," Ufol kan hjælpe dig."
Shokato tog skikkelse af en hest igen. De fik Svend op på hesteryggen, og snart var de af sted.
Det gjorde ikke så ondt i Svends hånd mere, og han hoppede derfor af Shokatos ryg. Shokato tog
igen skikkelse af et menneske.
"Er vi der ikke snart?" Toke var ved at blive utålmodig. De havde nu gået i flere timer og var nu ude
midt i en skov. Tora kendte skoven godt og førte an.
"Vi er der om ikke så længe. Vi skal blot over den bakkekam dér. Vi er der nok, når solen kaster de
lange skygger," sagde hun.
"Kan vi ikke få noget at spise... Jeg er sulten!" Igen var det Toke, der beklagede sig.
"Hvor vil du få mad fra?" svarede Tora.
"Hmm... Det ved jeg ikke," svarede Toke.
"Lad mig finde noget," sagde Shokato, "gå over i lysningen der. Jeg kommer om lidt".
Shokato kom tilbage lidt senere med nogle rødder, blade og bær.
Tora, Svend og Toke kiggede undrende på ham.
"Hvad er det...? Det kan da ikke spises!" sagde Toke.
43

"JEG skal i hvert fald have noget!" sagde Tora og satte sig ned ved siden af Shokato.
"Ja, det er ikke mig, der dør af sult..." sagde Svend og satte sig ned ved siden af de to andre.
Toke stod lidt og kiggede med sultne øjne. Til sidst overgav han sig og satte sig og spiste ved de
andre.
Det smager faktisk ikke så slemt, tænkte Toke.
Efter at de havde spist, begyndte de at gå, de skulle nå langt. De kunne nok være i Utopia omkring
eftermiddag.
Stemningen var blevet betydeligt bedre efter de var blevet mætte, og de gik og småsnakkede. De
havde gået en times tid, så stoppede Tora pludselig op.
"Hvad er der, Tora?" spurgte Svend.
"Se mine hænder!" svarede Tora.
Svend, Toke, og Shokato kiggede på hendes hænder, som lyste kraftigere end nogensinde.
"Vi må være tæt på Utopia nu..." sagde Svend.
"Det ligger lige bag Thaurancaion..." sagde Shokato.
"Prosit!" sagde Toke grinende.
Shokato smilede. "Det er elversprog og betyder Elverbjeget. Elverne kan måske give os noget
rigtigt mad," forklarede han.
"Kan du snakke elversprog?" spurgte Svend.
"Ja lidt. Jeg lærte det af min far, lederen af Comadia," svarede Shokato. "Er din far lederen af
Comadia?" spurgte Toke med store øjne.
"Ja endnu... Han er ved at blive gammel og kan dø når som helst," sagde Shokato bedrøvet.
"Bliver du så leder af Comadia?" spurgte Tora endnu mere forbavset.
"Ja, når jeg om et år bliver atten, er jeg klar til at lede folket," sagde han afsluttende, og de forstod,
at han ikke ville snakke mere om det.
De gik en times tid, til de stod for foden af et bjerg.
"Er det her Elverbjerget? Jeg kan da ikke se nogen elvere..." sagde Svend.
"De bor i et enormt slot, men man kan ikke se det her fra. Det ligger inde i bjerget," svarede
Shokato.
De gik op ad bjerget i et kort stykke tid. Pludselig stod de foran en enorm port. Shokato bankede
hårdt på porten.
"Vedui il'er! Amin Aranedlorion," råbte han.
Tora fniste. "Hvad betyder det?"
"Noget i stil med: Hejsa, Allesammen! Det er Shokato!," svarede Shokato. Pludselig kom der to
elvere ud, og den ene sagde: "Mae govannen Aranedlorion."
De hilste på Shokato. Toke, Svend og Tora kiggede spørgende på hinanden.
"Hvad betyder det, de lige sagde?" spurgte Toke.
"Det betyder: Velkommen Shokato." svarede han.
"Kan du ikke præsentere os for dem?" spurgte Svend. Shokato nikkede. "Melundomeiel," sagde
han, mens han pegede på Tora. Elverne nikkede venligt til hende.
"Teltarmaion," sagde Shokato og pegede denne gang på Toke. Elverne nikkede igen venligt.
"Dimlondion," sagde Shokato. Elverne nikkede også venligt til Svend. "Dette her er mine
barndomsvenner: Carlossëion og Melisilwen."
Han pegede på en høj, mørkhåret elvermand, og en høj elverpige, med langt lyst hår.
"Tolo dan na ngalad," sagde Melisilwen, elverpigen, og viftede dem inden for.
Shokato og Carlossëion, den høje elvermand, snakkede, mens de gik. De bevægede sig ind i en stor
sal, og Shokato hviskede til Tora, Toke og Svend: "Vi skal møde kongen og dronningen nu. I skal
helst være stille." Da de kom ind af den næste port, blev de meget forbavsede. Det var den største
og smukkeste sal, de nogensinde havde set. Der var forgyldte møbler, smukke og store malerier på
44

væggene, og marmorgulv over det hele. Midt i rummet sad der en høj, slank og venligt udseende
mand. Ved siden af ham sad en høj og smuk elverkvinde og kiggede venligt på gæsterne.
"Veduin Mellon!" sagde kvinden.
"Det betyder: Hej venner," hviskede Shokato til de andre.
"Veduin Thaliathradion & Dínquárëiel." Kongen og dronningen snakkede længe med Shokato, og
de andre opgav helt at prøve at forstå det. Senere blev de budt på mad i en stor spisesal, hvor de
spiste en overdådig middag, sammen med mange andre elvere. To af de andre elvere var, så vidt
Tora forstod, dronningen og kongens to døtre, Vanaostiel og Minyawathiel. De var begge meget
glade for at se Shokato igen.
Et godt stykke tid senere måtte de desværre gå. Alle elverne var kede af at tage afsked med Shokato
og de andre tre og gav dem en masse mad med. Da de gik, stod elverne længe og vinkede efter dem.
Kongen råbte højt: "Lissenen ar’ maska’lalaith tenna’ lye omentuva!" "Hvad betyder det?" spurgte
Svend. Shokato smilte og sagde: "Sød vand og lys latter til næste gang vi mødes."
Nu gik det opad igen. Langsomt sneglede det lille følge sig over bakkekammen. Da de var helt
oppe, bredte et fantastisk syn sig for deres fødder. Svend og Toke havde aldrig i hele deres liv
forestillet sig, at der ville være så frodigt omkring Utopia.
Marker med hvede, rug og alle de andre kornsorter strakte sig så langt øjet rakte, og de kunne
mærke duften af nykværnet mel fra møllen.
De gik videre gennem det bølgende korn. Snart kom de til en blomstereng. Tora blev meget glad,
for det var lang tid siden, at hun havde set blomster. Med det samme begyndte hun at plukke. Hun
plukkede smørblomster, tulipaner i alle regnbuens farver og en speciel slags liljer, hvor hver enkelt
blomst duftede af et bestemt krydderi. Den lilje, Tora plukkede, duftede af kanel.
"Uhm," sagde hun.
"Skal vi ikke gå videre?" spurgte Svend, "Shokato er snart helt oppe ved bymuren nu".
"NEJJJJ!!!!!!!!" råbte Toke og Tora i munden på hinanden.
"Vi bliver her bare lidt længere? Her er så smukt," sagde Tora i et spørgende tonefald.
"Okay," sagde Svend utålmodigt.
De gik længere ind på blomsterengen, og Tora samlede videre til sin buket. Hun plukkede en masse
klokkeblomster og en underlig blomst, der lukkede sig sammen, når man rørte ved den.
"Nu må vi altså se at finde tilbage til stien," sagde Svend.
Modstræbende fulgte de efter ham og lige idet de trådte ud på stien igen, faldt en kæmpeskygge
over dem. De kiggede op. En enorm rød fugl med klør så store som træstammer hang lige over
hovedet på dem. Fuglen kom nærmere, og de blev bange. De mærkede kløerne lukke sig sammen
om dem. De var fanget som i et bur.
"Hjæælp..." skreg de, men der var jo ingen hjælp at hente.
Hastigt forsvandt jorden, Utopia og Shokato under dem, og de havde nok at gøre med at hage sig
fast til hinanden for at undgå at falde ud.
"Vær ikke bange. Jeg er her for at hjælpe jer. Jeg flyver jer til Comadia." Det var den røde fugl, der
havde "talt" til dem.
"Jamen, hvad skal vi dog der?" spurgte Toke.
"Kan I ikke huske, at Svend drømte en drøm om den anden del af ringen. Den ligger i Comadia,"
svarede Den røde Fugl.
"Jamen, hvad er du for en fugl, siden du er så stor?" spurgte Tora.
"Jeg er egentlig en drage, men jeg kan forvandle mig til en stor og en lille fugl.
"Hvordan vidste du, at jeg havde drømt det med ringen?" spurgte Svend. "Jeg kan se og høre alt,"
sagde Den røde Fugl.
Da de havde fløjet meget længe, landede de i en kæmpe rede.
"Hvad er det her for et sted?" spurgte Svend.
45

"Det er mit "hus". Her bor jeg," sagde Den røde Fugl.
"Hvis I kigger til venstre, kan I se den sorte borg. Det er her den sø, som du drømte om, er," sagde
Den røde Fugl, " jeg vil føre jer derned, men så skal I selv klare resten. Jeg håber, at din fløjte
virker, Tora. Hvis ikke, kommer jeg ned til jer som en Drage."
Rundt om borgen var der en kæmpe mur. Den skulle de over eller under for at komme over til
vandet. De skulle være meget forsigtige for Fyrsten og hans soldater.
Enten skulle de grave sig under, eller også skulle de klatre over muren. For at skabe sig et større
overblik, kravlede Svend op i et træ. Snart efter kravlede de over muren, og så var de inde...
De fandt ud af, at soldaterne ved søen var faldet i søvn, og så var det jo lettere for dem at komme
forbi. Hvis der skulle komme nogen, havde de jo Toras fløjte.
" Oh nej!!!" lød det fra Tora.
"Hvad er der i vejen, Tora?" spurgte Toke.
"Jeg har mistet min fløjte. Den må ligge lige uden for muren," svarede Tora.
"Du må skynde dig ud efter den," sagde Svend. De blev enige om at Toke var hurtigst, og det blev
ham, der skulle hente den. Svend og Tora var bange for at blive opdaget, så de løb med alligevel.
Soldaterne var vågne, da de kom ind igen. Pludselig blev de opdaget af en af soldaterne. "EFTER
DEM!!!!!" råbte soldaten. Tora tog sin fløjte og fløjtede, alt hvad hun kunne.
46

Kapitel 9
Skrevet af 6. klasse Ramsing skole, Spøttrup Kommune.
Nej fløjten duede ikke! Hvad kunne der være galt?
Der var ikke noget at gøre, soldaterne kom. Der var
10 –11 stykker. De råbte og skreg og var arrige.
”Hvad laver I her, I kan komme med, kan I. Sådan
nogle unger som jer har ikke noget at gøre her.”
Soldaterne greb fat i Tora, Svend og Toke og
slæbte af sted mod porten med dem. Der var ingen
drage eller fugl, der kom dem til hjælp. Børnene
kikkede fortvivlede rundt, hvor var den, var de
blevet snydt, var dragen i ledtog med soldaterne.
Det eneste Tora kunne skimte var en lille rød fugl,
der sad på borgmuren et stykke væk. Hun blev ved med at stirre på den, selv om soldaterne slæbte
af sted med hende. Pludselig hævede fuglen sig fra muren og der lød en brusen og susen, fuglen
forvandlede sig langsomt, blev større, fik kæmpe klør, et aflangt hoved, blev grøn med skæl…….
”Se ”, råbte Tora.
Og selv soldaterne vendte sig. De blev skrækslagne, da de så det kæmpe dyr, og de slap de tre børn.
De greb til deres våben, mens børnene for til siden, ud til borgmuren. Dragen landede hvæsende
lige ved soldaterne. Soldaterne ville kæmpe, men dragen var trods dens størrelse meget hurtig og
med klør og ild fik den hurtigt gjort kål på et par stykker. Den fik en flænge i siden af et sværd, men
det gjorde den kun endnu mere rasende. Den ødelagde endnu to soldater fuldstændig, hvorefter
resten flygtede.
Svend sprang i søen. Ringdelen skulle findes. Svend var en god dykker og fandt hurtigt en lille
blank ringdel nær bredden. Han kom glad op, men dragen, som sad og slikkede sit sår rystede på
hovedet. Da børnene så nærmere efter kunne de også se, at det blot var et lille stykke jern.
”Skynd dig”, hørte de dragen sige, ”den er indeni noget mærkeligt”.
Svend sprang i igen. Denne gang blev han fanget af nogle vandmændslignende skabningers lange
fangarme. Men de førte ham blidt mod bunden af søen. Da opdagede han en mærkelig fisk, som
lyste som ingen af de andre. Han greb fat om fisken, og da skabningerne havde sluppet Svend kom
han hurtigt op til overfladen.
”Her” råbte han. ”Jeg tror ringdelen er i fisken”.
Nej, de havde aldrig set sådan en fisk før. Den var mærkelig. Den havde øjne som lignede lygter på
hovedet.
47

Toke havde fundet en kniv , som en af soldaterne havde glemt. Han begyndte at skære fisken op og
fjerne indvoldene, og der, i stedet for et ben, sad et lysende stykke metal. Toke fik det fjernet fra
fiskens krop, og det var ganske rigtigt ringdelen.
De var lykkelige, men Svend havde fået det rigtigt dårligt. Han var svimmel og ringene brændte i
tommelfingeren. Toke gik hen til ham og lagde nummer to ringdel i den lille læderpose. Posen blev
straks varmere og begyndte at brænde mod Svends bryst.
”Vi skal væk herfra inden soldaterne kommer tilbage med forstærkning”, sagde Tora, ”jeg ved vi
må tilbage til området ved blomsterengen. Trolddomskilden må være der. Mine hænder lyser ikke
mere. – Og der må være en besked i kilden til os. Jeg er sikker.”
Dragen var kommet sig rimeligt og var i stand til igen at forme sig om til den store fugl, så børnene
kunne flyve tilbage og se om kilden fortalte noget om, hvor de kunne finde den sidste del af ringen.
Tora og Toke fik bakset Svend op på fuglen, og de fløj væk fra Comadia.
Da de landede i nærheden af blomsterengen, sagde fuglen: ”Jeg vil forlade jer, jeg har gjort mit.”
”Jamen”, sagde Tora, ”fløjten virker jo ikke mere , hvad nu hvis….”
Men fuglen var fløjet.
Toke og Tora måtte finde et sted, hvor Svend kunne ligge og hvile godt, forhåbentlig fik han det
snart bedre. De var alle dødtrætte og de lod søvnen overmande sig.
De vågnede ved noget, der puslede omkring dem. Tora og Toke for op, det var en soldat…..Nej, det
var heldigvis en af Rakfølvs tjenere:
”Jeg har bud fra Rakfølv, hvis I ikke finder den sidste ringdel inden 4 dage, vil Svend dø, og
spådommen kan ikke gå i opfyldelse.”
Han var væk inden de kunne nå at sige noget.
Det var skrækkeligt. De turde ikke andet end at tro på, hvad sendebuddet havde sagt. Hvad skulle de
stille op, Svend kunne jo intet nu. De besluttede, at Tora skulle lede efter kilden, mens Toke skulle
prøve at finde noget spiseligt og blive i nærheden af Svend. Tora løb af sted og det lykkedes Toke at
finde nogle bær og brændenælder, som han kunne koge lidt suppe af i en lille gryde, som han
heldigvis havde fået med sig fra området ved borgen i Comadia, hvor den måske var blevet glemt af
soldater. Forhåbentlig kunne Svend få det ned.
Tora ledte og ledte og til sidst lyste hendes hænder så kraftigt, at de næsten fungerede som lygter i
aftenmørket. Og nu hørte hun lyden af let klukkende vand. Der var den. Et lille udspring i jorden og
ved siden af en lille sø, hvorfra vandet løb videre i en kilde. Hun så i søen, men kunne intet se. Hun
satte sig og tænkte: ”Hvad nu, der er intet at se, kan det være, at det kun er ved fuldmåne, jeg kan få
svar.”
48

Tora så op på himlen, og hun var så trænet i at følge månens gang og størrelse, at hun kunne se, at
det ville være fuldmåne i morgen nat. Hun måtte vente, så ville der efter næste nat kun være 2 dage
og 2 nætter tilbage. Hun måtte se at få sovet lidt igen.
Toke fik lidt suppe i Svend. Han mumlede noget, men det lød til at være noget vrøvl, det var vist
vigtigt at få noget vand i ham. Han havde feber nu. Toke gik tilbage til den lille bæk, hvor han
havde fundet vand til suppen. Nu fyldte han op i læderdunken, så Svend ofte kunne få vand. Da
Toke kom tilbage sov Svend tungt igen, men Toke vækkede ham. Han skulle have mere vand.
Tora vogtede ved kilden hele næste dag og om aftenen, da det blev mørkt, viste der sig et ansigt i
den lille sø og hen over ansigtet dannedes bogstaver: ”Jeg er Maxime, find min grav, ved den kan
du finde svaret.”
Tora famlede sig frem i mørket i den retning, hvor Svend og Toke var, og da det begyndte at lysne
var hun tilbage ved dem med den gode nyhed. Svend havde høj feber og selvom Toke var glad for
at se hende, hjalp det ikke på Svends tilstand og de kunne ikke forestille sig, hvordan de skulle få
ham på benene igen. Tora kunne huske fra sin barndom, hvor Maximes grav var. Den lå lidt uden
for Utopia og hvem ved, det var jo ikke sikkert at selve ringdelen var der i graven. ”Skal jeg alene
gå til graven”, tænkte hun, ”nej, vi skal jo alle være der”.
”Bare Shokato var her, han kunne hjælpe”, sagde Toke. ”Vi har kun to dage tilbage.”
De måtte skiftes til at bære Svend på ryggen. Det var frygteligt hårdt og de vidste, at de i hvert
tilfælde havde 10 kilometer at gå. Da de nåede ud på et græsstykke, kunne de se nogle vilde heste
gå og græsse.
”Det kunne være rart, hvis vi kunne bruge en af dem til Svend”, sagde Toke. ”Ja, men du får aldrig
fat i en vild hest bare ved at gå hen til den eller kalde på den. Det kan du lige så godt opgive,” sagde
Tora.
De så ellers så rolige ud og smukke i alle farver.
”Se den brune der, den ligner din hest Tora”.
Tora kikkede på Toke med sørgmodige øjne: ”Det var min bedste ven, jeg ser den nok aldrig igen”.
Tora så ud over hestene i det fjerne igen: ”Den ligner den godt nok meget”, hun kaldte navnet og
hesten så op. ”Jamen, det er måske den”. Hun løb hen imod hesten og kaldte igen. Den kom
galopperende lige hen imod hende. Toke troede ikke sine øjne. Tora havde slet ikke kunnet snakke
om den, siden soldaterne tog hende med til fyrstens fangekælder, og hun måtte efterlade den i den
store skov. Hun havde været dybt ulykkelig. Hest og pige mødtes og Tora tog om dens hals og
hoved. Den gik med hende tilbage til Svend og Toke og glæden strålede ud af dem begge. Det var
vidunderligt og nu kunne de få hjælp. De lagde Svend op på den brune hest, og nu gik det af sted i
hurtigt tempo mod graven.
Graven var en gravhøj, som en jættestue, hvor man kunne kravle ind i højen. Derinde var der rester
af et gravsted, og der lå også en ganske lille metalæske inderst inde, som de endelig fandt. Tora
åbnede den, men der var kun et blankt stykke papir i. De tog æske og papir med udenfor til hesten
49

og Svend. I lyset udenfor kunne de nok se noget, men Tora kunne stadig ikke se noget på papiret.
Toke kikkede længe på det, og til sidst kunne han skimte ordene.
UTOPIA - BRØND – MURSTEN
”Hvordan kan du se det”, spurgte Tora, ”har du evner til at se ting, som er usynlige for andre?”
”Det vidste jeg ikke, men jeg kan i hvert tilfælde se dette”, sagde Toke. ”Det er måske derfor, at jeg
blev en af de udvalgte, jeg har heller ikke kunnet forstå hvorfor”.
Det var nu blevet aften og de måtte hvile. Toke havde taget en rest af suppen med, som de måtte
dele. Det var svært, at få noget i Svend. Toke og Tora snakkede om, at de først kunne lede efter den
sidste ringdel næste nat.
” Vi må vente med at gå ind i byen til det er mørkt. Det nytter ikke at alle ved, at vi er kommet, vi
skal have ringene samlet først”, sagde Tora.
”Og hvad så med fløjten”, sagde Toke.
”Ja, det er kun træbitterne, der kan reparere den”, sagde Tora, ”hvis vi når så langt, at vi får en hær
samlet og drager mod fyrstens by, må vi håbe, at træbitterne stadig er der. Vi kan ikke komme til
Den Store By,Tårnet og Labyrinten uden en fløjte, der duer.”
Toke og Tora talte længe sammen og lagde planer for, hvordan de kunne samle en hær og drage
hele vejen tilbage til Den Store By. Alle de små ”folkeslag” skulle også være repræsenteret i hæren.
”Vi må sove nu. Svend skal overleve. Vi skal finde den sidste del af ringen uden forsinkelser”,
sagde Tora.
Næste morgen vågnede de ved hestevrinsken. Der stod Shokato og hilste på den brune hest. Han
omdannede sig til menneske:
”Jeg har ledt og ledt efter jer og været dybt bekymret.”
Han fik historien, og han ville gerne følges med dem til Utopia.
Da byens folk sov, fandt de torvet, hvor byens brønd stod.
”Her er ingen mursten”, sagde Tora, ”kan du have læst forkert, brønden er lavet af granitsten”.
”Måske sidder der mursten indvendig i brønden”, svarede Toke.
Det gjorde der. Toke kravlede ned ad brøndrebet og længere nede var der en mursten, der stak lidt
ud. ”Jeg tror jeg har det”, råbte han op til Tora og Shokato.
Toke rokkede ved stenen og den faldt ind. Derefter løsnede stenene sig rundt om og faldt lige som i
et mønster en for en ind i en gang i siden af brønden.
50

”Hvad sker der”, råbte Tora forskrækket.
”Kom herned Tora, råbte Toke tilbage, ”der er en gang”.
Shokato blev oppe hos Svend og hesten.
Da Toke og Tora kom ind i gangen, var der en lem i gulvet.
”Se Tora, der er to små huller i låsen i lemmen”.
”Det er måske de to ringdele, vi skal bruge til at åbne med”, sagde Tora, ” jeg kravler op efter
dem”.
Svend var nu ved at blive bevidstløs.
”I må skynde jer”, sagde Shokato.
Tora kom forpustet tilbage til Toke med posen med ringstykkerne. Toke havde børstet låsen af, så
de bedre kunne komme til.
Det virkede, - de stak hver sit ringstykke i låsen, og da de trak ringstykkerne ud igen åbnede
lemmen sig raslende og larmende, som om 25 små låse åbnede sig. På jorden under lemmen lå en
æske helt magen til den de havde fundet i Maximes gravsted.
”Nu har vi den”, jublede Toke.
I æsken lå ganske rigtigt et ringstykke. De lagde det ned i posen til de andre, og posen blev gloende
varm.
Toke og Tora skyndte sig op ad rebet. Det var begyndt at lysne en lille smule. – Var det for sent.
Nej, de skulle nå det. Shokato fik lidt liv i Svend.
De tre ringdele skulle samles i elementet luft. Svend kom så meget til sig selv, at han forstod, at han
med sine sidste kræfter måtte kaste en ringdel i luften, for at den kunne samles med de andre to.
Tora, Toke og Svend kastede ringdelene op i luften samtidig med, at solens første stråler kom og de
samledes i et stort lysglimt og den tredje og sidste ring faldt ned på jorden.
Svend sank sammen, men de to ringe han havde på fingeren faldt af og trillede hen foran Shokato.
Den ring , der var samlet i luften var selvfølgelig gloende varm. Shokato så på de ringe, der var
faldet af Svends finger:
”Se , der står bogstaver indgraveret i dem”, sagde han.
”Lad os se dem”, sagde Toke, ”der står et T i den ene og et Å i den anden”. ”Hvad mon der står i
den tredje ring,” sagde Tora og gik hen til den, ”der står et R”, ringen var nu blevet køligere. ”Nåh,
det er derfor der står et N på fløjten. TÅRN – vi kan vist rolig være sikre på at spådommen passer.”
Toke og Tora skyndte sig at samle de tre ringe i posen.
51

”Jeg finder en, der kan hjælpe Svend” sagde Tora og løb af sted.
Byen vågnede, og folk begyndte at strømme til brønden efter vand. Tora vendte tilbage med en
ældre kone, der forbandt Svends hånd og gav ham en helbredende væske at drikke.
Pludselig råbte Tora op, og på den anden side af torvet kom en kvinde og mand gående. Manden
haltede. Straks de så Tora, skyndte de sig at løbe hende i møde, så hurtigt de kunne.
52

Kapitel 10
Skrevet af 6. klasse Ramme Skole, Lemvig Kommune.
Tora, Tora er det dig?” Lød en velkendt stemme.
Det var en spinkel og venligt udseende dame, der
råbte.
Damen kom tættere på og Tora genkendte hende
straks. Det var hendes mor. Hun blev fulgt af en høj
spinkel og snavset mand. Tora var helt lam i
munden. Hun vidste ikke lige, hvad hun skulle sige.
Til sidst fik hun fremstammet et par ord: ” Er det
virkelig dig mor?” Hun løb hen til hende og gav
hende et knus. Hun slap hende ikke før den høje
mand kom til syne.
”Hvem er han?” spurgte Tora.
Først blev der helt stille, men så sagde hendes mor:
”Det er din far”
Tora blev glad. Hun havde aldrig set sin far før.
Hun løb hen til ham og gav også ham et knus, så
han blev helt overrasket og rørt.
Det var først efter lidt tid, at Tora begyndte at tænke over, hvordan det var lykkedes ham at flygte
fra Fyrsten.
Hendes far åbnede for første gang munden og sagde, at det var en lang historie, men de blev afbrudt
af larmen fra nogle mennesker, der var løbet efter dem. De slæbte nu Toras forældre med.
Tora vidste ikke hvad der foregik, men løb efter dem i håb om at finde ud af, hvad der var galt. Tora
spurgte en tyk lille dame om, hvad der foregik?
Damen så nu meget tilfreds ud og hviskede ligeså stille, at de nu endelig havde fundet forræderne,
og nu skulle de hænges.
Tora stoppede op et kort øjeblik og så helt stift på damen, Toras øjne blev røde og der trillede små
tårer ned af hendes tynde kinder. Hun forstod det ikke.
Var hendes forældre virkelig forrædere?
53

Hun nægtede at tro det og løb hen og slog til en af de tre mænd, som slæbte på hendes mor, men de
skubbede hende bare væk.
Hun måtte gøre noget. Hun løb tilbage til Toke og Svend for at få hjælp. Toke og Svend lå stadig
nede ved brønden, og man kunne se at Svend allerede havde fået det meget bedre. De kunne se, at
der var noget galt. Hun forklarede dem hurtigt, hvad der var sket, og selvom de ikke fik hørt mere
end det halve, af det hun havde sagt, fordi hun havde sagt det så hurtigt, forstod de, at det var
hendes forældre, der var i fare.
Toke ville prøve at hjælpe Toras forældre, mens hun kunne hente hjælp. Tora løb nu ud og spurgte
alle hun mødte, om de ville hjælpe hende.
Hun var ude af sig selv, der var ingen, der ville hjælpe. Hvad skulle hun gøre? Hun var på vej hen
til stedet, hvor hendes forældre skulle hænges, da hun stødte ind i en gammel kone. som havde et
tørklæde om hovedet, så man ikke kunne se hendes ansigt.
”Jeg ved, det ikke var dem” sagde konen med en mørk stemme.
”Hvad mener du?” spurgte Tora.
Den gamle kone gav tegn til at Tora skulle gå med hende, og Tora så ingen anden udvej. Hun
forklarede den gamle kone, at de skulle skynde sig for hendes forældre skulle dømmes og måske
hænges, når solen stod højest på himlen.
Tora fulgte med hende. Konen førte hende ud af byen og over mod nogle bakker, hvor der lå en lille
hytte med stråtag. De gik ind og det første Tora fik øje på, var en sort kat, der hvæsede af hende.
Den gamle kone satte sig i sin stol, tog sin kat op og begyndte at fortælle:
”Det var en helt almindelig solskinsdag i Utopia, da jeg så en fremmed mand gå og luske rundt lige
uden for mit vindue. Han var åbenbart på vej op til Ufol da han havde kurs den vej. Han så noget
lumsk ud, så jeg valgte at følge efter ham.
Ganske rigtigt var han på vej op til Ufol. Han gik ind til ham. Jeg gik hen til et vindue for at se,
hvad der foregik. Han gav Ufol noget at drikke fra en lille flaske. Jeg vidste straks, at der var noget
galt, så jeg skyndte mig ind, men da var det for sent. Ufol var helt livløs. Den fremmede kiggede på
mig og smilede lumsk. Han slog ud efter mig, og han ramte hårdt. Jeg faldt, og det sidste jeg kan
huske er, at dine forældre stod i døren.
Tora var ved at forstå, hvor hun ville hen.
”Vil det sige, at du tror, det var ham, der forgiftede Ufol?” spurgte Tora.
”Ja det tror jeg.” ”Det var vel, fordi dine forældre ville op med noget mad til Ufol, og så har
vagterne set, at der var uro deroppe, og så er de løbet derop, men de eneste, de fandt, var dine
forældre og mig liggende på gulvet. Ufol var der selvfølgelig også, men han var helt hvid i hovedet,
og så vidste de, at han var ved at dø”, svarede den gamle kone.
”Det er jo forfærdeligt”, sagde Tora. ”Vi må ikke lade ham dø, for så har jeg ingen beviser, og så
bliver mine forældre dømt, ja måske hængt.” ”Det ved jeg godt, jeg vil også gerne hjælpe, men jeg
bliver nødt til selv at få noget hjælp”, svarede den gamle kone.
Tora tænkte med det samme på Toke og Svend. De ville helt sikkert hjælpe når det gjaldt hendes
forældre. Men Tora vidste ikke, hvordan de skulle forhindre at de blev dømt. Konen sagde, at de
skulle dele opgaverne sådan, at Tora skulle gå op til Ufol og beskytte ham, hvis den fremmede kom
igen.
54

Toke og Svend var kommet i snak med en ung mand. Han fortalte dem at Ufol pludselig var blevet
syg, og at lægen tilsyneladende intet kunne stille op. Det var gået til på følgende måde:
Ufol lå og sov. Han havde det ikke særlig godt. Han var syg. Han havde ligget der i mange dage.
Der var ingen der vidste hvad han fejlede, men en ting vidste de. Han kunne ikke dø, når han var en
troldmand, med mindre han fik gift fra planten ”Hyoscyamus niger.” Ufols tjener gik hen på kroen
for at finde en læge, som han vidste boede der. Han bad lægen om hjælp, lægen ville skynde sig i
forvejen, medens tjeneren hentede hans taske på værelse 9. Da tjeneren nåede op til Ufol havde
lægen allerede nået at undersøge ham.
”Hvor ved du alt det fra?”, spurgte Svend den unge mand.
”Det var mig, der var tjeneren. Da jeg gav lægen tasken tog han en lille flaske frem og pressede den
mod Ufols læber. Han fik lidt af det, men det var ikke meget han kunne få i ham.”
”Nu må vi vente og se om ikke det hjælper. Det er et meget svært tilfælde. Jeg vil vende tilbage
senere og give ham noget mere medicin” sagde lægen.
”Desværre fik Ufol det ikke bedre, det blev endda meget værre efter at lægen havde været der. Jeg
blev så fyret, da jeg begyndte at få mistanke til lægen. Han sagde at jeg havde en dårlig indflydelse
på Ufol.”
”Hvordan ser lægen ud?”, spurgte Svend.
”Han er rimelig høj med en stor næse og har en besynderlig høj hat og bor på kroen på værelse 9.”
”Vi bliver da nødt til at stoppe ham, for hvis det er ham, så vil Ufol dø, og muren vil falde”, sagde
Svend.
”Muren er allerede begyndt at få huller”, indvendte Toke
Toke og Svend var klar over, at der skulle handles hurtigt. Men de ville også gerne have fat i Tora.
De løb hen til den mærkelige gamle kones hus, men her fik de besked om, at Tora var sendt op til
Ufol. Den gamle kone havde givet hende nogle troldomsurter med. Dem skulle hun forsøge at gnide
Ufol med, først og fremmest på halsen. Det skulle sandsynligvis få ham til at kaste op, og derved
skulle han komme af med den gift, den underlige læge havde givet ham. Det Tora bagefter skulle
gøre, var at få ham til at tygge noget kridt, og afkøle ham. Forhåbentlig ville det hjælpe.
55

Toke og Svend blev klar over, at de måtte klare den ækle læge uden Toras hjælp. Hendes opgave
var for vigtig. De blev lynhurtigt enige om, at de ville gøre et forsøg på at ramme lægen med hans
eget våben…. GIFT.
De havde af tjeneren fået at vide, at lægen hver aften drak adskillige store krus øl i krostuen. Det
gjaldt om, at få fat i giften, og få den puttet ned i ølkruset.
Toke og Svend sneg sig hen til kroen. De kiggede ind af vinduet, og der sad den ækle fyr ganske
rigtigt med et stort krus øl. De konstaterede, at tjeneren på kroen var en knægt på størrelse med
Toke.
”Okay”, sagde Svend ”… det bliver nok ikke så svært. Men først skal vi op på værelse 9.”
Det gik let nok. Ude på bagsiden af kroen lå en staldbygning bygget sammen med selve kroen. Når
Svend stod på Tokes skuldre, kunne han komme op på taget. Herfra var det en smal sag at snige sig
hen over taget og ind af et lille åbentstående vindue.
Nu var han på gangen. Så gjaldt det om i en fart at finde værelse 9. Det var værelset for enden af
gangen. Lynhurtigt tog Svend sin dirk op af lommen: ”Knik - knak”…låsen sprang op. Svend
orienterede sig i værelset. DER stod lægetasken. Hurtigt fik han den åbnet. Der var mange
mærkelige ting i den, men DER lå der en lille flaske, der svarede til den beskrivelse, tjeneren havde
givet. Der var et dødningehoved på den. Med fine små bogstaver stod der skrevet: ”Hyoscyamus
niger”. Svend var klar over, at han havde fundet, hvad han var kommet efter. Hurtigt forlod han
værelset, smuttede ud af vinduet og ned til Toke. Nu skulle de have fat i knægten. Toke gik hen til
bagdøren. Han kaldte på ham……og tilbød ham en mønt, hvis han måtte låne hans tøj. Knægten
kiggede lidt. Mønten var større end nogen, han nogensinde havde ejet. Løn fik han nemlig ikke på
kroen. Kun kost og logi, som bare nærmest var et skab ude bagved køkkenet. Fik han en sådan
mønt, ville han kunne spare op og en dag slippe bort fra den hårde tilværelse, han havde nu. Men
han var også godt klar over, at det kunne være farligt. Alligevel kunne han ikke modstå fristelsen.
Hurtigt fik Svend tøjet på, og gik ind i krostuen. Det var heldigvis ved at være ret mørkt, og de små
snaskede tællelys gav ikke meget lys. Nu bad lægen om mere øl. Det var nu det gjaldt, men han
skulle ikke forgiftes, så han ville dø. Nej, han skulle overleve, så han kunne få den straf, han
fortjente. Lynhurtigt fik Svend lidt gift ned i øllet, serverede det og forsvandt ud. Knægten og han
byttede tøj igen. Knægten fik sin mønt, som han klogt nok skyndte sig at grave ned under en rådden
stolpe. Svend skyndte sig at bringe giftflasken på plads. Nu sprang Toke og Svend af sted. De
skulle have fat i dem, der anklagede Toras forældre for at have gjort Ufol ondt.
De løb af sted og snart kunne de se hytten, hvor de var. De løb ind og skreg: ”Vent! I gør disse
mennesker uret. Den, der har givet Ufol en forkert medicin, ligger nu på kroen og vrider sig. Ved en
fejltagelse er han kommet til selv at tage lidt af de farlige dråber. Han vil garanteret tilstå for at
blive reddet. Der er kun en ting, der kan redde ham, og det ved han godt selv, hvad er.” Mændene
kiggede forundret på drengene. Hvordan turde de komme der med den slags påstande? Men Svend
og Toke blev mere modige. ”Slip de stakkels mennesker løs. Deres datter er ved at redde Ufol.” Nu
kiggede mændene endnu mere forundret. ”Godt.” sagde en fedladen, svampet udseende mand, ”I får
en chance. Hvis I har ret, frigiver vi disse mennesker. Vis os nu, hvor manden er på kroen.” Toke
og Svend var lettede, det hele så ud til at ville lykkes.
56

Mændene fulgte med. Nu var de ved kroen. Der lød høje, jamrende lyde derindefra. Ganske rigtigt.
DER lå lægen og jamrede.
”ÅH - hjælp mig, hjælp mig” skreg han.
Mændene sagde, at først skulle han hjælpe dem.
”Jeg vil gøre alt, hvis blot I vil frelse mig”, sagde lægen.
”Okay! Var det dig, der gav Ufol noget medicin, der var giftigt?”
”Ja, ja, det var mig.”
”Var det også dig, der var den fremmede, der forgiftede Ufol og slog den gamle dame ned ?”
”Ja, det var det”
”Godt, du skriver her under på, at det var dig”, sagde mændene.
Det gjorde han med rystende hånd.
”Men skaf mig nu den gamle kone. Hun har de urter, der skal redde mig.” Toke var allerede løbet
af sted efter hende. Snart kom hun ind i krostuen. ”Jamen, det er jo den gale læge. Er du kommet til
at æde din egen gift, hi hi”….
”Hjælp mig, hjælp mig”, skreg han.
”Okay, men kun hvis du lover aldrig mere at gøre den slags”…
”Ja, ja”….skreg han.
Konen begyndte nu at gnide ham på halsen, og det kan nok være, at han kastede op. Der var jo fyldt
godt med øl i maven hele aftenen. Derefter tog de ham ud og smed ham i det iskolde vand i
hestenes drikketrug. Nu gav konen ham så et stykke kridt.
”Tyg godt på det. Det skal nok modvirke den sidste gift,” sagde hun.
Så slæbte de ham op på nr. 9, hvor han fik lov til at få tørt tøj på. Han var så lykkelig over at være
reddet, at han overhovedet ikke huskede at tænke på, hvordan han egentlig havde fået giften. NU
slæbte de ham hen til hytten. Toras forældre blev givet fri og lægen puttet i fangehullet.
Derefter gik de fleste af mændene med op til Ufol. Tora blev først forskrækket, men da hun så hvor
roligt Svend og Toke gik, kom hun frem. Ufol havde det allerede meget bedre. Han var næsten helt
klar i hovedet og fortalte, at Tora havde reddet ham.
Nu fik Tora øje på sine forældre. De kom allersidst.
”Åh MOR og Far”, råbte hun. ”Er I virkelig blevet fri?”
57

”Ja”, sagde de, ”takket være dine venner. De er meget modige og kloge. Engang håber vi, at vi kan
gøre gengæld og gøre noget godt for dem”.
Der blev holdt krigsråd hos Ufol. Foruden Ufol var også Toras´ far tilstede. De talte dæmpet
sammen og tilkaldte så Tora, Toke og Svend.
”Tak fordi I reddede mig” sagde Ufol.
Henvendt til Toke og Svend spurgte han om de havde hørt om spådommen. ”Ja” svarede de i kor.
”Så ved I altså, hvad der forventes af jer og vil I og tør I gøre det nødvendige? Forstår I, det bliver
meget farligt” fortsatte han.
”Ja” svarede de.
”Godt. Hør så her hvad I skal gøre. I skal opsøge alle de små folk og vise dem, at I har samlet
Ringene, og at I har fløjten. Sig til dem, at de skal vente på signalet til oprør.”
”Hvordan ved de, at det er tiden til oprør” afbrød Toke.
”Der vil blive vist et tegn på himlen, og så ved de, at det er tid. Sig til dem, at de skal vente på
tegnet. Tora vil ledsage jer på rejsen. Men pas på! Fyrstens soldater er overalt. Det var lige i sidste
øjeblik, at jeg fik genskabt den usynlige mur, og jeg kan mærke, at min kraft ikke er så stærk mere,
så I må skynde jer. Det er ikke sikkert, at jeg kan opretholde muren så meget længere, og Fyrsten
har samlet en stor hærstyrke uden for byen. Lige en sidste advarsel. Pas også på Fogserne. De er
ikke til at stole på, og de holder med den, de tror er den stærkeste. Pas godt på jer selv.” sagde Ufol
stille.
Toke ,Svend og Tora forlod stuen og gik ned i kælderen for at hente mad og en skindsæk med vand.
Derefter gik de over i våbenkammeret for at hente våben.
Her mødte de en lille, kraftig mand.
”Hvad vil I?”, spurgte han strengt.
”Vi skal hente våben til vores færd mod Labyrinten og Tårnet.” svarede Tora. ”Nå det skal I,” sagde
han lidt mere venligt, ”og hvordan skal jeg så vide, at I taler sandt,” fortsatte han.
”Vis ham Ringene og fløjten” sagde Toke.
”Nej. Det er ikke nødvendigt. Har I virkelig alle de dele?” spurgte han nysgerrigt.
”Nå, men så må jeg hellere finde tingene til jer. Jeg hedder Halintoff”, fortsatte han.
Hurtigt gik han ind i rummet og gav tegn til børnene om, at de skulle følge efter. Det var det
mærkeligste rum, de nogensinde havde været i. Foruden de almindelige våben som spyd, bue og pil,
58

sværd, skjolde, økser og dolke var der også ting, de aldrig havde set før. Oppe fra den allerøverste
hylde tog han en gammel slidt kappe ned.
”Den skal I have med,” sagde han. ”Den beskytter mod ild og gift, som ikke er menneskeskabt”
Fra en anden hylde tog han nogle urter og pakkede dem i en lille læderpose ”Gem dem om halsen.
De er gode at brænde på et bål, hvis I er i fare. Men husk selv at drikke denne væske, inden I
brænder det”
Han tog tre små brune flasker ned fra en hylde og gav dem hver en. Til slut fandt han tre små knive
og bad børnene, binde dem fast på ydersiden af skinnebenet.
”Skal vi ikke have andre våben?” spurgte en tydelig skuffet Toke.
”Nej” svarede han, ”Dette er tilstrækkeligt. Kommer I ud for noget, som disse ting ikke kan klare,
er der ikke noget våben i hele verden, der kan. Min bror, Talinhoff, har smedet dolkene, og det er
det stærkeste stål, der findes. Jeg har selv vævet kappen, og det er det kraftigste skjold, der
nogensinde er lavet. Jeg er meget stolt af den, når jeg selv skal sige det. Urterne har Ufol samlet og
han har også lavet drikken, som ophæver den magiske kraft. Nu kan jeg ikke gøre mere for jer. Held
og lykke”
Med disse ord gav han tegn til, at de skulle gå.
Nu var tiden kommet, hvor Tora måtte tage afsked med sine forældre. Det var ikke nemt, men alle
vidste, at det var nødvendigt. Alle var enige om, at næste gang de skulle mødes, så skulle det være
under mere sikre forhold.
Til turen havde de fået tre heste. Hvor de var skaffet fra, var de ikke klar over. De to så nogenlunde
friske ud, men den sidste, der var grå, lignede mest af alt noget, der havde været møl i. Tora, der var
den letteste, tog den. Det var en fredelig hest. Men på en eller anden måde havde Tora en
fornemmelse af, at den ikke var nogen helt almindelig hest.
De fulgte floden det første stykke. Kom så til den gule dal, hvor de havde fået at vide, at de skulle
finde den hulvej, der var til venstre for den store korkeg. Nu var solen ved at være højt på himlen.
Heldigvis var det ikke mere så koldt. Tidligt i morges, da de tog af sted, havde det stadig været
næsten frostvejr.
Med et fór den grå hest sammen. Tora spekulerede på, hvad der gjorde den nervøs, men i det
samme nåede en lyd dem. Det var den mest forfærdelige lyd de længe havde hørt.
”Hvad kan det være?” spurgte Svend.
Toke rystede på hovedet. ”Jeg ved det ikke, men jeg synes, det lyder meget skræmmende.”
De sprang alle tre af hestene og trak dem om bag et tæt krat. Her stod de så og lyttede. Lyden var
der stadig, men måske en smule svagere. Toke kravlede op i det nærmeste træ. Han blev virkelig
59

ange. Dér, 300 meter væk, var den ”ting”, der fremkaldte lyden. Hvad det skulle kaldes vidste
Toke ikke. Han havde nemlig aldrig set noget lignende. Hurtigt kravlede han ned. Han løb med
hjertet helt oppe i halsen hen til Tora og Svend.
”Det er forfærdeligt. Jeg ved ikke, hvad jeg skal kalde det, men jeg vil prøve at beskrive det. For det
første er det kæmpestort. Det dækker hele hulvejen, som vi skal ned ad. Det er højt som en obelisk,
og tykt som et krudttårn, og så er det skrigende grønt. Ud af hovedet kommer der ild. Det er der,
lyden kommer fra.”
Tora så forfærdet ud, ”Jamen hvad skal vi gøre. Er der mon nogen mulighed for at komme en anden
vej”
”Nej,” sagde Svend,” vi fik jo netop at vide, at dette var den eneste vej”
De så alle tre fortvivlede ud. Hvordan skulle de dog komme videre?
Tora stod og lænede sig op af ”den slidte” grå hest. Pludselig syntes hun, at den sagde noget til
hende…. Hun blev helt forskrækket, kiggede på den, og nu følte hun også, at den så på hende på en
mærkelig måde.
60

Kapitel 11
Skrevet af 6. klasse Halgård skole, Holstebro Kommune.
De mørkebrune, sørgmodige og trætte øjne
stirrede på hende. Hvad var der med den hest ?
Hvad var det, den forsøgte at fortælle hende? De
gamle og trætte øjne fangede hendes
opmærksomhed. Den ville noget, men hvad?
Underlige lyde kom fra dens hals. Pludselig forstod
Tora de mærkelige lyde, som kom fra hestens mule.
Den gamle og udbrændte krikke talte til hende. Det
var som om, at hesten foreslog Tora, at de skulle
bruge kappen til at forsvare dem med mod det
kæmpestore kødbjerg, der forhindrede dem i at
komme videre ad vejen. Men hvordan de skulle bruge kappen, vidste hun ikke.
Svend og Toke kiggede undrende på den grå hest. ”Hørte I, hvad den sagde?” Tora kiggede
skiftevis på hesten og de to drenge.
Svend skulle lige til at åbne munden, da hesten fortsatte på sine mærkelige og for dem uforståelige
lyde. ”Tora, det er kun dig der kan forstå mig." Tora kiggede igen forbavset og temmelig forvirret
på hesten.
”Hvad er det, den prøver at fortælle dig, Tora?" spurgte Toke.
Inden Tora fik svaret fortsatte hesten:” Tag ikke fejl af mit ydre – skindet kan jo bedrage, for mit
sind er noget helt andet. Jeg kan løbe så stærkt som den hårde blæst, fornemme farer på lang afstand
og tale med min rytter. Ingen andre end min fører kan forstå mig.”
Tora fik samlet sig mod til at spørge: ”Hvorfor lige mig?”
” Du er en af de udvalgte, som skal udslette Fyrsten og hans grufulde herredømme over landet.
Desuden valgte du jo mig som ridedyr.”
Den grå hest stampede i jorden med sine slidte og beskidte hove.
Tora forklarede de to andre, at hesten havde magiske kræfter og sagde noget om en kappe.
61

” Selvfølgelig --- kappen vi fik af Halintoff!” Svend vendte sig mod Toke og bad ham holde øje
med det store dyr på hulvejen.
Nu var det Tora, der ikke fattede en pind af det hele. Kappen – hvad kunne den hjælpe dem med
mod den store kolods, som spærrede vejen?
”Uhyret er på vej hen mod os,” skreg Toke i det samme.
”Det … det er en drage og den kommer her hen.”
Toke kom løbende hen mod dem.
” Dragen kommer lige mod os,” råbte han.
” Hvad skal vi gøre?” spurgte Svend.
” Skynd dig at tage kappen på Svend, og lok dragen væk,” sagde Tora.
Svend løb hen mod dragen og råbte af den. Dragen havde grønne, glinsende skæl, og dens hale var
skarp som et sværd. Dens ånde var farlig som ild.
” Toke vi laver en ring af urterne, og så siger jeg en besværgelse,” sagde Tora.
Svend lokkede dragen hen mod en masse træer, mens Toke og Tora havde travlt med placere
urterne.
”Få dragen ind i ringen, men husk at drikke væsken inden,” sagde Tora.
Svend løb om på den anden side af ringen og tog sine brune flaske frem og tog en mundfuld.
Dragen kom nærmere og nærmere. Den kolosale drage så frygtindgydende ud med store flammer
ud af gabet. Den gik hen mod Svend og ind i ringen.
Tora satte ild til urterne og råbte besværgelsen:” Jordens ånder, åben et hul i jorden og lad dette
uhyre forsvinde for altid.”
62

I det samme kom der en stor røgsky og omsluttede dragen. Jorden forsvandt under dragens fødder,
og dragen sank ned i jorden, mens den skreg sit dødsskrig, så Svend, Toke og Tora blev nødt til at
holde sig for ørene.
De løb nu, alt hvad de kunne, hen ad hulvejen.
Imens kom en lille hær af fyrstens soldater til syne oppe på bjerget.
"Se, der stiger røg op henne bag de træer der", sagde en soldat.
Men mere fik han ikke sagt, for i det samme lød der et kæmpe brag, og der lød et skrig, som var så
højt, at man næsten kunne mærke trommehinderne vibrere.
Alle soldaterne løb ned mod stedet. Nu fik en af soldaterne øje på Tora, Svend og Toke, men han
stod bare og gloede på det gigantiske hul i jorden, som dragen spyede ild op af. Lidt efter lidt
begyndte hullet at trække sig sammen igen. Soldater kiggede måbende på det og så slet ikke Svend,
Toke og Tora ride bort ned ad hulvejen.
Det var blevet mørkt, Svend og de andre slog lejr ved en lille bæk. Toke, der var bedst til at lave
mad, havde fanget to fisk, som han nu var i gang med at stege på en flad sten.
Da de havde spist sagde Svend:” Nu må vi se at få noget søvn, så vi kan være friske til i morgen.”
” Ja, jeg er efterhånden også ved at være træt,” gabede Toke.
” Hvordan kan det være du er så stille Tora?”
” Jeg savner bare mine forældre.”
” Du møder dem snart igen,” sagde Svend.
Midt om natten vågnede Svend med et sæt. Han havde drømt, at de var oppe ved Rakfølv og
bad ham fortælle Elverfolket om signalet til angrebet. Rakfølv havde sagt, at det skulle han nok.
Rakfølv ”fortalte” også, at denne her drøm ville være virkelighed, når Svend vågnede. Svend
syntes, det var meget underligt.
Næste morgen fortalte Svend de andre om sin drøm. De var enige om, at drømmen talte sandt.
63

Efter lidt bær til morgenmad drog de videre mod Quitternes lejr. Da de var nået over en klippetop,
så de en Quitte sidde og spille på en lille fløjte.
De havde aldrig hørt noget så smukt. Quitten fik et chok, da han fik øje på dem. Men da han fandt
ud af, at det var Svend, Tora og Toke, blev han glad. ”Vil I ikke med hjem til lejren?” spurgte han.
”Nej tak, for vi skal skynde os videre,” sagde Toke. ” Men vil du ikke sige til de andre, at slaget om
Den Store By starter, når Tegnet er på himlen. I skal vente på Tegnet og drage mod Fyrstens By.
” Det skal jeg lade gå videre til de andre - vi er klar,” svarede Quitten.
De gik videre mod Oliernes landsby. De gik og gik til det blev aften, så fandt de et lille tæt
buskads, hvor de kunne sove. Næste morgen pakkede de deres våben sammen og gik videre.
Da solen stod på sit højeste nåede de Oliernes landsby. De blev godt modtaget og kunne fortælle om
det forestående slag.
” Husk Tegnet og drag så mod Fyrstens by,” forklarede Svend.
Senere samme dag rejste de tre venner videre med kurs mod floden.
Toke, Svend og Tora vandrede hen af stien. Pludselig hørte de noget, der bevægede sig inde i det
tætte krat. De kiggede lidt rundt. Hvad mon det var? Pludselig sprang 10 – 20 Fogs ud på stien.
” Der har vi jer jo igen. Hvad vil I nu have os til at gøre?”, var der en Fogs, der råbte.
” Vi kom bare forbi. Kan I ikke hjælpe os over til Flodmanden?”, spurgte Svend.
” Det vil vi gerne hjælpe jer med…”, sagde den højeste af Fogsene. Han var uden tvivl deres leder,
”bare følg med os.”
De fulgte efter dem i et kvarters tid. Så kom de til en båd.
” Hop op i den, vi skal over på den anden side af floden,” sagde deres leder.
Svend, Toke og Tora sprang op i båden. Fogsene skubbede dem ud. Pludselig begyndte vandet at
koge. Tora kunne genkende det. Det var ORMEN.
” De har lokket os i en fælde,” skreg Tora nervøst.
” HAHAHA. Nu kan I blive ædt af Ormen. Der er ingen, der skal modsætte sig Fyrsten. Farvel for
altid”, råbte deres leder.
”Hvad skal vi gøre…? Hvordan kommer vi væk her fra…?”, tænkte Toke bange. Tankerne fór
igennem hovedet på ham.
”Svend, tag kappen på, tag din dolk og hop op på Ormen, når den viser sig”, sagde Tora.
Toke kiggede fra den ene til den anden:”Ja, skynd dig nu Svend, den er på vej hen mod os.”
Svend stod nu klar i båden med dolken i den ene hånd. Ormen kom nærmere og nærmere for hvert
sekund, og lige i det øjeblik, hvor det ækle kryb løftede sit hoved klar til at hugge, sprang Svend op
på ormen og ramte den lige i øjet. Blodet sprøjtede ud over det hele. Ormen vred sig, hvæsede som
en gal og slyngede sin krop fra side til side. Svend blev kastet i det mudrede vand.
Ormen huggede ud efter båden, men opgav sit foretagende da tænderne ramte rælingen. Den
forsvandt ned i det mudrede og blodrøde vand.
Svends hoved dukkede op på den anden side af båden:” Hjælp, mig op her fra.”
Da Svend var kommet op i båden, roede de ligeså stille ind til bredden. De kunne nu se, at Fogsene
var stukket af, men hestene var der stadig. De fik fat i hestene og begyndte at gå ned ad bredden.
Der måtte være et vadested, hvor de kunne gå sikkert over med hestene.
64

Det ser ud som om, der er et vadested derhenne,” sagde Tora.
” Jamen så lad os gå derhen”, sagde Svend.
De kom hen til stedet. Tora satte sig op på den grå hest. Hun fik den ud i vandet og over på den
anden side. De andre fulgte efter.
Tora sagde: ”Kom vi går ned langs med floden, så kan vi måske finde Slagpoplen. Der var sumpet
rundt om de mange vandpytter, og tågen var på vej. Ja, den ville snart lukke sig om dem. Det var
svært at se frem for sig – uhyggen bredte sig. Her havde de onde kræfter frit spil. Måske var det
hele til ingen nytte – stien var nu helt umulig at se, men det skulle vel nok gå, for Den Grå så ud til
at tage det roligt.
”Se der er Slagpoplen!” sagde Tora. De løb så godt de nu kunne hen mod omridset af det store træ.
”Flodmand, er du der?”
Der var ingen svar. De satte sig i græsset og var meget skuffede. Tågen havde nu helt lukket sig
omkring dem. De sad ved foden af træet, godt udmattede og trætte efter opgøret med Ormen.
Stilheden var uudholdelig, så Svend foreslog, at de skulle finde indgangen til Slagpoplens indre –
Flodmandens hjem. Hestene blev bundet og gemt bag det store træ. De fandt stenene, flyttede dem
lidt og en gang åbnede sig. De var nu i Flodmandens skjul, men hvor var han selv?
De ventede og ventede, men pludselig brølede en stemme:”Hvem vover, at betræde mit hjem?”
Flodmanden kom brasende ind med en stav løftet højt over hovedet klar til angreb.
”Stop - stop det er jo os,” skreg Tora og Toke i munden på hinanden.
Svend stod klar bag de to.
”Hvad laver… Nå er det bare jer! Jeg har også ventet jeres ankomst.” Flodmanden kiggede nu
venligt på de tre venner.
”Flodmand, du skal være klar. Inden længe kommer tegnet for det endelige opgør. Tegnet viser sig
på himlen,” forklarede Svend.
”Vi drager nu mod Tårnet i Den store By,” fortsatte Toke.
”Jeg ved det allerede. Ufol og Rakfølv har givet mig besked – I ved – vi troldmænd bruger vores
magiske kræfter. Ja, jeg ved besked, men I må snart afsted, der er ikke megen tid,” berettede
Flodmanden.
Efter et godt, solidt måltid mad tog Svend, Toke og Tora afsked med Flodmanden. De måtte nu
finde Træbitterne, så Toras fløjte kunne blive klar.
65

De skyndte sig videre. De skulle jo også fortælle Træbitterne og Træånderne, at de skulle vente til
signalet kom frem på himlen. De red videre i højt tempo. Pludselig så de en flok Træbitter. De
skyndte sig hen til dem.
” Goddag Træbitter. I skal være klar til det store slag ved Den store By. Der kommer et tegn på
himlen. Det skal I også fortælle til Træånderne. I bliver også nødt til at lave min fløjte, for den er
gået i stykker,” sagde Tora meget hurtigt.
Hun tog sin fløjte frem. Træbitterne begyndte at undersøge fløjten.
De førte Tora, Toke og Svend til deres lejr.
Næste dag, da solen stod op i øst, tog de tre venner afsked med Træbitterne.
Toras fløjte var blevet lavet – ja den var så god som ny og klar til det endelige opgør.
Svend, Toke og Tora havde redet i mange timer, og hestene var ved at være trætte. Hestene skulle
snart have et hvil og noget vand. Endelig efter et par timer fandt de et lille vandhul. Det var frodigt
og der var et par store træer. Toke var den første, der sprang af sin hest og var nede ved vandhullet.
Hestene kom også ned til vandhullet og fik noget at drikke.
Men da glæden var mest stor, hørte de en mand råbe:” Der er de, fang dem.”
De kiggede op og så nogle soldater. Der var 4-5 stykker - én rigtig tyk.
Svend, Toke og Tora løb, så hurtigt de kunne, med hestene lige bag dem. Soldaterne løb efter dem,
men efterhånden faldt den tykke soldat bagud.
Hjertet sad helt oppe i halsen af Tora og tankerne fór igennem hendes hoved.
”Kommer jeg til at se min mor og far igen, og hvad nu hvis vi dør?”
Alt så sort ud for dem…
Soldaterne fik fat i Svend, Toke og Tora, men Tora vred sig, spjættede med arme og ben og bed
soldaterne, så hun kom fri. Tora løb alt, hvad hun kunne og slap væk.
Soldaterne tog Svend og Toke med i deres fangevogn. Snart kunne de kun se solen skinne i
vandhullets overflade – de var på vej væk ad den smalle vej. Det var meget varmt, og de fik ikke
noget at drikke.
Toke og Svend sad ved siden af hinanden på en lille bænk og turde ikke sige noget. De sad ikke
særlig godt for bænken var smal og varm.
Svend tænkte meget på Tora, og hvor hun kunne være…… Godt at hun slap væk.
Toke havde det ikke så godt, han havde kvalme, ondt i hovedet og var træt af at sidde på den gamle
bænk.
66

Tora var forvirret og rigtig bange. Det var som om at alt omkring hende ikke var virkeligt. Alt var
stille og dødt. Hun kunne overhovedet ikke høre en lyd. Tora fik det mere og mere dårligt. Hun
satte sig ned for at hvile bag nogle store sten, så hun ikke blev opdaget.
Da hun havde siddet lidt, fik hun en idé. Kunne hun mon bruge fløjten? Ville den virke? Det var
hendes eneste chance. Men turde hun …? Tiden var inde, hun skulle beslutte sig nu.
Pludselig så Svend den grå hest stå bundet til et gammelt og kroget træ.
Hvad var nu det?
”Toke, kig,” hviskede Svend.
Soldaterne stoppede op. De ville undersøge sagen lidt nærmere.
De gik hen til den grå hest, men i det samme satte vognen i bevægelse.
Soldaterne råbte op, men væk kørte vognen.
Soldaterne stod måbende tilbage, med Den Grå i hånden.
Den grå hest rykkede i seletøjet og satte i galop.
Vognen med Svend og Toke stoppede op.
”Soldaten” med den sorte hjelm gik hen til dem og låste op.
Men hvad var nu det? Soldaten var Tora. Hvordan kunne det lade sig gøre?
Tora tog hjelmen af. Det var virkelig hende.
”Hvordan…?”
67

”… Jeg fandt en soldat på vagt. Jeg brugte fløjten og tog hans uniform. Derefter red jeg op til jer - I
ved jo, hvor hurtigt det går på Den Grå, og så kender I jo resten af historien”, forklarede Tora.
De var nu tæt på Den Store By. Toke kom til at tænke på sine forældre. Åh, hvor han savnede dem.
Han spekulerede på, om de måske kunne tage et lille kig ind til dem, mens de nu var der. Eller var
det måske for farligt?
Toke gik stadig i sine egne tanker, da Tora pludselig udbrød : ”Der kommer nogen! Hurtigt…vi
bliver nødt til at gemme os her bag skuret.”
De sprang hurtigt i skjul. Der gik ikke lang tid, før der kom en deling soldater ud fra byen. Det så ud
som om, at de var på vej mod Det Store Bjerg.
Toke, Svend og Tora ventede, indtil soldaterne var ude af syne. Så bevægede de sig ud fra deres
skjul.
”Vi må vente til at det bliver mørkt. Så kan vi prøve på at komme ind i byen og måske besøge jeres
forældre,” sagde Tora.
De gemte hestene inde i det forladte skur og håbede på, at ingen ville finde dem. Da mørket faldt
på, begav de sig op mod muren. De listede, for ikke at blive opdaget.
To vagter stod og halvsov ved porten til byen.
Tora hviskede:” Jeg bruger fløjten.” Da de fortryllende toner bredte sig fra Toras fløjte, stod
soldaterne stille som stenstøtter. Svend og Toke sprang hurtigt frem og slog dem, så de faldt
bevidstløse om. De slæbte soldaterne ned bag en busk, tog deres uniformer, bandt deres hænder og
fødder og tog nøglerne til byporten.
” Det tager en stykke tid, før de vågner op igen. Lad os få uniformerne på Toke og komme af sted”,
kommanderede Svend. ” Tora, du er vores fange, hvis vi bliver stoppet.”
De listede igen op til porten, satte nøglen i og kom uhindret ind i Fyrstens By.
68

Inde i byen var der stille. Beboerne var i deres huse. Alle sov nok nu efter dagens hårde arbejde.
Der var heller ingen soldater at se – alt åndede fred og ro. De listede stille rundt i gaderne og fandt
snart det sted, hvor Toke og Svend boede.
Der blev glæde i de to hjem, da man endelig fandt ud af, at det ikke var Fyrstens soldater, men deres
sønner, som kom på besøg.
Svend og Toke måtte fortælle hele historien om og om igen.
Tora fortalte om oprøret. De skulle holde sig klar, for opgøret var tæt på.
Næste dag var der stor aktivitet i byen. Soldater løb frem og tilbage i gaderne. Der måtte være sket
noget. Svend, Toke og Tora tog afsked med familien og gik stille og roligt ud på gaden. Tora gik
mellem dem, så det så ud til, at hun var fange.
”Nu må vi finde porten til Tårnet,” hviskede Svend.
”Jeg glæder mig til at kunne smide den lede uniform væk. Jeg hader denne her sorte farve.”
De gik i den vestlige retning, for Tora mente at have set Tårnet, da hun blev sat i fangekælderen.
Svend og Toke tog godt fat i Tora og råbte af og til af hende. Ingen så ud til at fatte mistanke til
dem.
De gik ad smalle og kringlede stræder. Overalt var der soldater, som kommanderede med fanger og
arbejdere. Hvor ville det blive dejligt, når dette galskab fik en ende.
De gik og gik. De blev ved med at gå i rundkreds, fordi de havde glemt hvordan alle gaderne så ud.
De vidste, at porten lå i udkanten af vestbyen.
Da de kom til Brønden i byen, stod der lige pludselig 5 soldater foran dem. Soldaterne så lumske
ud. De kom nærmere og nærmere --- her så det ikke ud til, at forklædningen ville hjælpe.
Tora greb sin fløjte og pustede. Der kom et fløjt, men der skete intet. De var meget bange. Sveden
piblede frem på Tokes pande.
”Den virker ikke”, sagde Tora.
”Jamen for pokker. Har du ikke lige fået den lavet?… Prøv igen,” råbte Toke.
69

Tora pustede igen alt, hvad hun kunne. Denne gang stod soldaterne stille og så ud som om, de ikke
vidste, hvad der skete. Nu var det med at komme af sted til porten, inden soldaterne kom til sig selv.
Rask gik det, og der var den! Porten var høj og bred, men den så gammel ud. Den havde mindst
stået der i 500 år, og den havde en masse rustne søm. Der var tre rustne håndtag.
Nu gjaldt det bare om at få ringene på fløjten, inden der var nogen, der så dem. Himlen var blevet
mere mørk, skyerne trak sig sammen .
Det var uhyggeligt. Svend tog ringene frem og satte dem på fløjten.
Svend spurgte stille: ” Er I klar? ”
”Ja,” svarede Toke og Tora med nervøse stemme.
De tog fløjten og holdt den op i luften og sagde i kor:” T-Å-R-N.”
I det samme lyste himlen op og en gammel kvindes ansigt kunne ses.
Maxime - tegnet til opgøret med Fyrsten. Det hele var sat i gang.
Porten knagede og gav sig.
Dørene sprang op, og vejen til Tårnet…. Labyrinten …..
70

Kapitel 12
Skrevet af 6. klasse Dalgasskolen, Skive Kommune.
Opgørets time var kommet. Man kunne stadig
svagt skimte Maximes ansigt på himlen. Det var
Tegnet. Det kunne ses i hele landet. Der var en
underlig stemning mellem børnene. Ingen af dem
sagde noget. De var bare stille. De vidste, at det var
nu, det gjaldt. Hvis de ikke fik ram på fyrsten nu,
ville alt være for sent. Toke stod stille og
betragtede de andre. Svend var helt stiv i blikket.
Det var tydeligt, at han var meget opsat på kampen.
Tora var mere rolig. Hun trak vejret dybt…
pludselig blev de afbrudt:
”Jeg advarer jer imod at gå ind i Labyrinten med det samme. I skal blive og vente på forstærkning."
Maximes ansigt forsvandt på himlen. ”Se hun forsvinder”, sagde Toke med en meget træt stemme. I
det samme hørte de nogle soldater bag dem. Det var også dumt at stå med ringene og fløjten og råbe
”TÅRN”, mens der stod soldater tæt ved dem. Tora brugte fløjten. Den virkede meget bedre nu, da
alle ringene var sat på. Hun fløjtede. Derefter stod alle soldaterne stille og gloede ud i luften.
Maximes ansigt viste sig igen på himlen ” I skal gemme jer uden for Den Store By og vente på alle
oprørerne. Hvis kampen starter, inden alle oprørerne er kommet, vil I tabe. Brug jeres våben
fornuftigt. Held og lykke.” Da Maxime igen var forsvundet, sagde Svend ”Nej, det vil være bedre at
gå ind i Labyrinten nu, inden soldaterne kommer til sig selv.” ”Vi er nødt til at gøre, hvad Maxime
siger. Vi ved ikke, hvad der er inde i Labyrinten. Lad os nu vente til forstærkningen kommer. Det
kan bestemt ikke vare så længe,” svarede Tora. ”Nå, men så går Toke og jeg ind i Labyrinten,”
sagde Svend. ”Nej det gør jeg ikke,” svarede Toke hurtigt. ”Jeg troede, du var min ven,” udbrød
Svend tydeligt overrasket over Tokes svar. ”I holder også altid sammen.” Nu blev Tora for alvor
vred: ”Vi holder ikke sammen. Du vil bare bestemme det hele, men hvis du vil ind i Labyrinten, så
gå dog med dig.” Svend skar en grimasse til Toke og Tora og gik derefter hidsigt ind i Labyrinten.
Tora og Toke stod alene tilbage. ”Kom vi må hellere gemme os uden for byen, som Maxime sagde.
Hvis soldaterne finder os, bliver vi sikkert dræbt. De er meget hårde ved folk, der flygter eller er
flygtet.” ”Men nu, da der bor så mange her i Den Store By, hvordan kan de så vide, om man er
flygtet.” ”Det kan de ved at holde regnskab med alle dem, der bor her. De har en sort bog, hvor alle
navnene står i. Også mit tror jeg. De holder også regnskab med de døde.”” Hvordan kan de det?”
”Hvis et familiemedlem dør, skal familien fortælle det, ellers er der dødsstraf. Det er det samme
med børn. Har en kvinde født, skal hun komme med sit spædbarn. Så skriver soldaterne det op i den
sorte bog. Fyrsten er så ond, at han nogle gange tager små børn fra deres familie og lærer dem op til
at blive soldater. Så kan det forekomme, at en soldat går rundt og slår sin egen familie ihjel. Men nu
må vi altså se at komme ud af byen.”
71

Tora og Toke løb alt, hvad de kunne. Toke råbte pludselig: ”Jeg vil ind til mine forældre, de bor lige
der.” Han pegede på et gammelt slidt hus. ”Nej, det har vi ikke tid til”, sagde Tora. Men Toke var
for en gangs skyld stædig. Han ville ind og besøge sine forældre. Selvom han næsten lige havde
besøgt dem, savnede han dem, da de kun lige havde nået at fortælle historien. Til sidst måtte Tora
give sig.
De gik hen til det gamle hus og bankede på. En kvinde åbnede forsigtigt døren. ”Er det nu dig igen
Toke?” ”Ja, mor, det er mig,” hviskede Toke. ”Er det så nu, det sker?” ”Ja, det er. Sig til alle, du
møder, at de skal være parate til at kæmpe mod Fyrsten.” ”Jamen har I Ringene?” spurgte Tokes
mor. ”Dem har Svend, men han gik ind i Labyrinten. Nu må vi snart gå igen,” sagde Toke. ”For
resten har I mødt en pige ved navn Liv på jeres tur?” spurgte Tokes mor. ”Ja, det har vi, men hun
døde desværre af blodforgiftning.” Toke så på Tora, hendes øjne blev røde og fugtige. Hun var
endnu ikke kommet over Livs død. ”Liv er datter af Maxime. Hun har kendt gåden gennem hele
turen,” sagde Tokes mor. Tora kiggede alvorligt på moren. ”Det var defor, hun vidste, hvad F´et
stod for. Hun kendte altså allerede til Shokato.” ”Var det derfor, hun havde delen af Den Tredje
Ring i hendes aske?”, spurgte Tora ivrigt efter at høre mere. ”Ja, det er, hvad jeg har hørt,” svarede
Tokes mor. ”Hvor er far henne?” spurgte Toke. Nu var det Tokes mor, der fik røde øjne. Hun
begyndte at græde. Snøftende sagde hun: ”Imens I har været væk, er han blevet anholdt af Fyrstens
soldater, fordi du stak af.” Toke fik en underlig fornemmelse af skyldfølelse, men fik samtidig
endnu mere lyst til at få bekæmpet Fyrsten. Han begyndte også at græde. Hvor var det alt sammen
sørgeligt: Tora savnede Liv, Toke og hans mor savnede faren. Det var Fyrstens skyld det hele.
”Skynd jer hellere at komme af sted, jo før vi får Fyrsten sat fra magten, jo bedre. Jeg skal nok sige
til alle, jeg møder, at kampen snart kommer.”
Toke og Tora ”adlød” og begyndte at gå videre for at finde et gemmested uden for byen.
Imens var Svend kommet et godt stykke ind i Labyrinten, der var dannet af høje kampestens mure.
Der var meget fugtigt og dystert. Der havde været enkelte fælder, men dem havde han klaret ved
hjælp af Fløjten med Ringene, som han modvilligt havde fået af Tora, da han gik ind i Labyrinten.
Han havde faktisk fortrudt, at han var gået derind alene, der var så uhyggeligt herinde. Gad vide
hvad Tora og Toke laver nu?… mon kampen er gået i gang?… Svend blev afbrudt i sine tanker.
Han var gået ind i et lille rum, og med det samme var døren smækket. Han ruskede og ruskede i
døren, men den var ikke til at få op. Hvad skulle han nu gøre? Bare Toke og Tora havde været her.
Han hørte en hvislen henne i hjørnet og så en slange på størrelse med to mennesker. Han var helt
ude af sig selv. Det plejede aldrig at være ham, der var bange, men det var han nu. Han kiggede
nærmere på slangen. Pludselig løftede den hovedet og kiggede på ham. Den krøb hen imod ham.
Svend vidste ikke, hvad han skulle gøre… KAPPEN, som han havde fået af Halintoff, tænkte han…
selvfølgelig, den kunne jo beskytte mod gift.
Han tog den på, og i det samme mærkede han, at han tabte fløjten. Han kunne ikke gøre noget ved
det lige nu. Slangen krøb videre. Pludselig bed den ud efter ham, men det var som om at kappen
skubbede den tilbage. Slangen blev bange og krøb ned i et hul. Svend åndede lettet op. Men lidt
efter var han i farezonen igen. Det var han klar over. Han hørte høje skridt udefra gangen. Det var
soldaterne, der skulle aftentjekke alle fælderne. De gik hen og tog i døren… Hvad skulle han gøre.
Han kunne ikke gemme sig, da det var et lille kvadratisk rum. Soldaterne kom ind. Han tog efter
fløjten, men den var der jo ikke. Han kastede sig efter fløjten, men kunne ikke nå den. Soldaterne
var over ham. Han var fanget. Soldaterne tog fløjten med ringene. Nu var alt håb ude. ”Nå, så du er
72

en af befrierne” sagde den ene soldat med en ond, hæs stemme. ”Det tror jeg ikke, Fyrsten vil bryde
sig om at høre.
Udenfor byen ventede Toke og Tora. Pludselig kom en brevdue. Den landede ved siden af Tora.
Hun tog det lille brev fra duen. Det var fra Rakfølv.
”I går samledes alle oprørerne på min borg, efter at vi havde set Maximes tegn. Ufol
og jeg blev enige om, at det ville være bedst, at vi alle kom til Den Store By på samme
tid.
Når I læser dette, er vi kun få mil fra Den Store By. Gør ikke noget, før vi kommer.
Send brevet tilbage med duen, så jeg ved, at I har læst
det.”
Rakfølv
Tora fandt noget at skrive med. Hun skrev, at hun og Toke ventede uden for byen, men at Svend var
gået ind i Labyrinten, og at hun ikke vidste, hvad der var sket med ham.
I mellemtiden var Svend blevet slæbt op til fyrsten. ”Høje Fyrste, vi fandt ham her i en af fælderne.
Han havde dem her på sig.” Han viste ringene og fløjten til Fyrsten. Svend stod og betragtede
Fyrsten. Han havde aldrig selv set ham før. Han havde onde øjne. Det var ligesom, at det gjorde
ondt, når han så på Svend. ”Giv ham gift og læg ham henne i hjørnet,” sagde Fyrsten med et lumsk
smil. Soldaten trak Svend hen i hjørnet. Svend orkede og turde ikke at gøre modstand. Soldaten tog
et stykke skind frem og hældte noget væske på det. Derefter satte han kluden stramt op foran
Svend’s ansigt.
Det lugtede forfærdeligt, men hvorfor besvimede han ikke? Virkede giften ikke? KAPPEN… han
havde den stadig på.
Nu måtte han lade som om, at han besvimede for at de ikke skulle dræbe ham. Han lod, som om han
dejsede om. ”Er han død?” spurgte Fyrsten. ”Selvfølgelig, ingen kan modstå denne gift. Hvad skal
jeg gøre med ringene?” ”Gem dem øverst i tårnet og sæt 100 soldater til at passe på dem,” sagde
Fyrsten. Svend kunne kun tænke på, hvordan han skulle få ringene og fløjten tilbage…
Toke og Tora stod og ventede på, at alle oprørerne skulle komme. De var efterhånden blevet meget
utålmodige. De havde ventet i lang tid nu. Rakfølv havde jo sagt, at når de læste dette brev, var de
kun få mil fra dem. Hvordan kunne det så passe, at de ikke var kommet endnu?… Var der mon sket
noget med dem?… Var de blevet fanget af soldaterne, eller…?
73

Kapitel 13
Skrevet af 6. klasse Overlund Skole, Viborg Kommune.
Havde fyrstens soldater fundet oprørerne og
tvunget dem til at fortælle om slaget? De kunne
ikke se dem og nu brød et uvejr løs. Regnen silede
ned, himlen oplystes af lyn, og tordenbragene lød
overalt. Hvad med Svend? Det var også dumt, at
han var så stædig. Maxime havde jo sagt, at de
skulle være
sammen og nu så det ud til, at alt skulle mislykkes.
Af frygt for at møde fyrstens soldater var oprørerne
blevet tvunget til at gå en stor omvej. Trætte efter
den lange tur var de ved at nærme sig byen. Med et
oplystes himlen. Denne gang var det ikke Maxime,
der ville fortælle dem noget, men et uvejr, der var
over dem. Lyn zigzaggede hen over himlen og
tordenbragene var ved at slå dem omkuld. Regnen
silede ned, alt var et stort ælte. De frøs og var
udmattede. Alligevel var de nødt til at fortsætte. Op
ad en stejl bakke gik eller nærmere kravlede de. Nu
havde det regnet så meget og jorden var blevet så
mudret, at træånderne, træbitterne, quitterne og
olierne langsomt begyndte at synke ned i jorden. Flodmanden, Ufol og Rakfølv kom dem til hjælp.
Med besvær trak de de små væsener op, selvom det var svært at se noget i den silende regn.
Det gik meget langsomt for uvejret holdt dem hen, og de ville sandsynligvis ikke komme frem i
tide. Da de langt om længe var kommet op på bakkens top, kunne de ikke længere skelne mellem
vand og land. Næsten alt var ødelagt af stormen og mange træer lå væltet på vejen, hvilket ville
gøre det endnu mere besværligt at nå frem til Den Store By. Pludselig lagde stormen sig og de
kunne skimte bymuren og Tårnet.
"Se Toke, det er dem, de er her endelig.", sagde Tora lettet Hun så på Toke
med glade øjne. Trods udmattelsen blev der stor gensynsglæde, da oprørerne nåede frem til Toke og
Tora og sammen drog de mod den store byport.
En stor skygge lagde sig pludselig over dem.
Svends hjerte bankede hurtigere og hurtigere. Tanken om, hvordan han skulle få fat i fløjten og
ringene og komme forbi de 100 soldater, gjorde ham nervøs. Han kunne høre skridt og stemmer
komme nærmere. Døren knirkede og nogle soldater kom ind. En kold, klam hånd greb fat i Svends
74

arm og en anden i hans ben. Han blev løftet op og mærkede en kold brise. Der gik et gys gennem
ham. Svend smugkiggede og så et åbent vindue. Han kunne se, at de nærmede sig vinduet. Der gik
panik i ham. Hvad skulle der ske med ham? Ville de smide ham ud fra Tårnet? Så var alt håb ude -
de skulle jo være sammen alle tre for at besejre den onde fyrste. Bare han dog aldrig var gået fra de
andre. Han skulle have lyttet til Maxime.
Så skete det. Soldaterne svingede ham frem og tilbage 3 gange, og han røg derefter ud af vinduet. I
faldet kunne han skimte en stor sort skygge komme svævende mod ham. 2 store kløer greb fat i
hans trøje og løftede ham mod himlen. Skyggen viste sig at komme fra den store røde fugl. Han var
reddet!
"Tak for det", sagde Svend lettet. Han tog et par dybe indåndinger. "Tak", sagde han endnu engang.
Den store røde fugl førte ham op på taget af Tårnet Svend kom i tanke om ringene og fløjten.
Hvordan skulle han dog få fat i dem? Fuglen, selvfølgelig!
Fuglen kunne jo forvandle sig og blive mindre, men hvad skulle det kunne hjælpe? Svend tænkte
sig om og gik rundt om sig selv. ”KNIRK”, sagde det pludseligt under ham. En tagsten rev sig løs,
og han kunne se ned i et rum, hvor der sad en soldat. I hans skød lå fløjten med ringene. Svend
kiggede på soldaten. Han sov. Han så endnu en gang på fuglen og fik en idé. Han kunne jo umuligt
selv komme ned gennem hullet. Fuglen, som havde hjulpet ham flere gange måtte hjælpe ham
endnu en gang. Den røde fugl kunne komme igennem hullet, hvis den gjorde sig mindre. Svend bad
den om at formindske sig, så den kunne komme gennem hullet i taget og hente fløjten med ringene.
Straks blev den på størrelse med en lille kanariefugl og fløj hurtigt og let ned gennem hullet. Svend
sad og bad til guderne om, at fuglen ville klare det. Han så ned i hullet for at se, hvad der skete.
Fuglen var næsten henne ved soldaten. Den greb fat i fløjten med kløerne, men i det samme
vågnede soldaten og så hvad der var ved at ske. Han langede ud efter fuglen. Den var for hurtig,
drejede rundt og bed soldaten i underarmen. Han skreg af smerte og fuglen skyndte sig væk, mens
han var uopmærksom. Fuglen kom op gennem sprækken efter et par minutter. Den havde fløjten i
kløerne. Svend så ud over bymuren hen imod byporten. Langt nede så han en masse mennesker og
små væsener. Så var de altså nået ind til byen. Midt i flokken så han Tora og Toke. Fuglen måtte
hurtigt ned til dem med fløjten. Den ville de sikkert få brug for, når de skulle ind i byen. Den gjorde
sig igen stor og fløj af sted med fløjten og ringene i god behold.
Toke kiggede op, en rød fugl svævede over hovederne på dem. Noget glimtede i dens kløer. Hvad
var det den bar? - Fløjten ! Fuglen slap taget og en af Rakfølvs soldater stod lidt efter, med et stolt
smil, der fyldte hele ansigtet. Han havde grebet den. Ufol rettede hovedet mod fuglen.
"Se, der er noget oppe på tårnets tag."
En anden sagde, at han syntes det lignede en myre, men så råbte Tora:
"Nej det er Svend."
Alle var lamslåede. Hvad lavede han dog deroppe? Hvad nu hvis han faldt ned? Han viftede med
armene. De forstod det som et nødsignal. Men hvordan skulle de komme igennem bymuren,
Labyrinten og endelig op i Tårnet? De ville ikke kunne komme igennem alt det uden at blive
opdaget. Rakfølv fortalte om sin plan, om hvordan de skulle komme igennem porten og op til
Tårnet. De måtte tage én forhindring af gangen.
75

Nu gjaldt det bymuren.
"Quitter, det er jer, der skal lede soldaterne på afveje. Mens I gør det, smutter vi andre gennem
porten, og så vil vi vente på jer inde i byen."
Ufol brød ind og sagde: "Vi må dele os i små flokke og så samles igen ved indgangen til
Labyrinten".
Planen var sat i gang!
Quitterne havde allerede fået soldaternes opmærksomhed, og flere hold var sendt af sted i hver sin
retning mod Labyrinten. Det sidste hold var klar til at tage af sted. Kun Quitterne manglede. De fik
rystet soldaterne af sig og gik nu gennem smalle gader og gyder mod Labyrinten. Toke og Tora løb
snart ind i problemer, for tre soldater stod og spærrede vejen. De skyndte sig og løb en anden vej
hen til Labyrinten, hvor de andre stod og ventede på dem.
Toke, Tora og oprørerne gik langsomt ind i labyrinten, Tora forrest og sidst Toke. “Pas på!” sagde
Tora. “Jeg har hørt, at der er mange fælder gemt i labyrinten.” De gik langsomt igennem den i håb
om, at de ikke røg ind i nogle fælder. De havde gået i lang tid uden at støde på de omtalte fælder.
Labyrinten føltes meget ensartet og lang. Over labyrintens mure kunne de se det enorme Tårn, der
strakte sig mod himlen. Vindueshullerne var små, og på toppen vajede Fyrstens flag. De kom til at
ryste ved tanken om, at Fyrsten var derinde. Hvordan mon det ville gå? Kunne de få Svend befriet
inden Fyrsten og hans soldater opdagede, at han ikke lå på jorden under
vinduet.
Pludselig hørtes et højt skrig. Det var Toke, der skreg. “Toke! hvor er du?”. Toras kalden gav
genlyd i hele Labyrinten. Hun forsøgte igen: ”Toke! Toke!” men hun fik intet svar. Hun styrtede
tilbage for at se, hvad der var sket med ham. Hvor var han? Det var som om hans råb kom langt
væk fra. Nogle af oprørerne fulgte hende. De fik øje på en stor brun faldlem, som lå under det
mørke græs i bunden af labyrinten. Tora listede hen for at se nærmere på den. Med hjælp fra de
andre fik de løftet lemmen op. De kunne se en mørk gang med en masse trapper. “Jeg må finde
Toke”, sagde Tora. “Nogle må blive her, andre må forsøge at finde indgangen til Tårnet imens, men
pas på fælderne”. De fulgte trapperne ned i mørket. Kun en lille fakkel, som hun havde med, lyste
den mørke gang op. Tora lagde sig på knæ og kiggede ned i det sorte hul.
“Toke, hvor er du? “ Stadig intet svar, ”Toke, Toke!”
Da det hele så mest håbløst ud, hørte Flodmanden en svag kalden dybt nede under dem. Rakfølv
løftede med sin magi Toke op af hullet. Vi må nok passe lidt bedre på, der kan være mange skjulte
fælder. De fortsatte videre igennem den store labyrint. På en stor sten så de en smuk elverpige, som
sang så fortryllende, at alle blev lokket hen imod hende, dog ikke Tora, da elverpigens sang ikke
kunne forhekse piger. Hun kunne derimod se, at elverpigen ville gøre de andre ondt. Tora prøvede
forgæves at vække sine venner, men der var intet, hun kunne gøre. Bag elverpigen var den dør, som
de skulle igennem, for at komme videre. Pludselig fik elverpigen fat i en olier, som hun tog med sig
76

under jorden. Alle vågnede op igen, deres fortryllelse var brudt, og de kunne nu komme videre. De
gik og gik, men der skete intet.
“Duk jer” råbte Ufol.
Alle smed sig ned på jorden. En kæmpe morgenstjerne kom susende igennem luften. En træbit, som
ikke var opmærksom, blev ramt og slynget ind i Labyrintens hårde mur. Alle samlede sig rundt om
ham, de kunne se at han blødte adskillige steder. En træånd prøvede forgæves at vække den
døende træbit igen, men uden held. Der var ikke andet at gøre end at lade ham ligge på sit dødsleje.
Det var sørgeligt at miste endnu en befrier.
Oprørerne forsatte videre mod Tårnet. Pludselig mødte de en Satyr. De stoppede op og Rakfølv tog
en pose med magisk pulver op af lommen. Han kastede pulveret op mod Satyren, men den undgik
det kraftfulde pulver. Rakfølv tog et skridt tilbage og hviskede til Ufol, at han skulle gå om bag
Satyren og kaste denne forbandelse på den. Rakfølv rakte ham et lille glas med noget blåt vand i.
“Ufol kast 2 dråber på Satyren, og den vil være besvimet i et stykke tid!”, råbte Rakfølv. “Imens
kan vi nå at flygte.”
Satyren løb hen imod Rakfølv. Den tog en bautasten og kastede den over imod ham og oprørerne.
De undgik den med nød og næppe. Ufol, der i mellemtiden var gået om bag Satyren, skulle LIGE til
at dryppe væsken på den, da han tabte den. Satyren vendte sig om og gik til angreb på Ufol. Rakfølv
tog noget nyt pulver fra posen og kastede det på Satyren. Og inden den nåede at angribe Ufol -
”puf” forsvandt den.
Nu kunne de endelig se Tårnets indgang foran dem, men også her stod soldater og bevogtede.
døren. Det var nu Tora skulle bruge fløjten for at komme videre og mens hun spillede forstenede
soldaterne.
Solen stod lige over dem. Pludselig blev der mørkt omkring dem. En skygge lagde sig over dem.
Den røde fugl var tilbage, men den var ikke alene, den havde Svend med sig.
“Svend er det virkelig dig?”, råbte Toke.
Toke omfavnede Svend af glæde, de var alle glade for at se Svend igen.
Nu var afgørelsens time kommet. De var alle samlet. Det var nu Fyrsten skulle falde.
“Arg!!”, skreg Tora. Hun havde fået sit ansigt ind i et monsterstort spindelvæv, idet de trådte ind i
Tårnet. De stod inde i en kold og fugtig sal. Der var meget mørkt og stilheden hang i luften.
Pludselig lå Toke på gulvet med hænderne for ørerne. I starten forstod de andre ikke, hvad der
foregik, men så huskede Svend det. Toke kunne se ting, der var usynlige for andre. Han kunne
åbenbart også tyde dyrenes sprog. Ca. 10 flagermus kom derefter flyvende om ørerne på dem, så de
var ved at falde omkuld. “Toke, hvad siger de?”, Svend var ivrig. “Det er noget med at soldaterne
kommer”, sagde Toke skræmt, “så vi er nødt til at gemme os hurtigt!” En dør åbnede sig og to
mænd kom gående ind i salen. Deres skridt borede gennem ørerne. De snakkede om noget, men
hvad? En af oprørerne kom til at vælte en vase, idet han vendte sig om. “Stop! Vent lige lidt”, jeg
77

hørte noget, ”vi er ikke alene.”, sagde den ene soldat til den anden. Det var ham med den sjove
næse, der snakkede. Fem af Rakfølvs mænd rejste sig og gik faretruende hen imod soldaterne.
Svend tog et stykke glas fra den smadrede vase, og brugte det mod mændene. Han kom bagfra og
snittede halsen over på dem. Men der kom flere soldater væltende. Det endte med en drabelig kamp,
mand mod mand . Oprørerne fik kraft gennem troldmændene. Fyrstens soldater faldt én efter én,
hvorimod kun én af Rakfølvs mænd måtte ofre sit liv.
De gik ad endeløse trapper, som sandsynligvis ikke havde været i brug i mange år. Alle var trætte
og nogle af oprørerne var ved at give op, men de måtte videre. Lidt efter holdt trapperne op, og i
stedet var der værelser, hvor øjet end kiggede hen. En uniform lå smidt på gulvet. Tora mærkede på
den, den var stadig varm. Da de kiggede ind i værelserne så de, at nogle af vinduerne stod åbne.
Nogle soldater sprang ud for at redde livet, andre nåede det ikke. En dør var halvt åben, Svend
åbnede den helt og snørklede trapper kom igen til syne.
“Nej, jeg orker ikke flere opadgående trapper!”, Olierne var trætte. “Vi må ikke give op nu. I kan da
ikke bare lade os i stikken!”, sagde Svend alvorligt. “I klarer jer bedre uden os. Vi vil bare forsinke
jer”, sagde de. Svend, Toke og Tora måtte nu klare sig uden Olierne. Nu stoppede trapperne igen
og man kunne høre stemmer inde fra rumme, hvor Fyrsten var. Det vidste Svend jo alt om. Der var
én dør og rundt om den var der omkring 25 soldater, der vogtede Fyrsten. Oppefra kunne man høre
dunkende skridt, som lyden af hundrede heste. Masser af soldater kom væltende ind i Fyrstens rum.
“Fløjten er væk!” hørte man én af dem råbe. Derefter et brøl:“Neeej! Jeg kan da heller ikke sætte jer
på én eneste opgave, uden at I fejler!”, Fyrsten var vred. Tora brugte fløjten, det skulle gå stærk nu.
Soldaterne uden for værelset faldt i dyb søvn. Nu manglede de “bare” at nedkæmpe soldaterne inde
i rummet. Var alle klar nu? De rystede af skræk, men til sidst tog Svend mod til sig, “Vi gør det!”,
sagde han. De trådte ind i salen. Rummet var næsten helt tomt, men bagest var der fyldt med
soldater, der stod rundt om en stor mand. Manden sad i en prægtig stol, iklædt mørke klæder.
Ansigtet var smalt og langt, men øjnene var hårde og lynede af raseri. Fyrsten. Oprørerne havde
overset en soldat. Han stod i et hjørne og stirrede ondskabsfuldt på dem. Kampen fortsatte. Begge
hold fik kamp til stregen. De var lige stærke, og alle kæmpede bravt. Toke opdagede pludselig, at
Fyrsten var ved at liste ud af en lille lem i væggen. Svend, Toke og Tora sneg sig lydløst hen bag
soldaterne. De skulle nå Fyrsten, inden det var for sent.
Tora kastede sig og greb fat i hans fod. “Hvor tror du, du skal hen?”
Det var første gang, Svend havde hørt hende lyde så vred og ophidset. De klemte ham ind i et
hjørne, mens han hulkede og råbte på sine mænd, der rædselsslagne flygtede til alle sider, men
ingen hørte ham. De greb fat i hver deres kniv, klar til at dræbe.
“En mand som dig har fortjent at dø!”, skreg Toke. Hans stemme dirrede ikke som den plejede. I
samme øjeblik, som Svend og Toke skulle til at gennembore ham, greb han fat i dem. Svend råbte:
“Brug fløjten, Tora!” Hun gjorde, som han sagde, men underligt nok faldt han ikke i søvn. I stedet
blev han svækket. En skygge rejste sig bag dem. Det var Rakfølv
“Du, min bror, du har altid hadet mig. Du fik din vilje, du fik magten, men du kunne ikke styre dine
kræfter. Du misbrugte dem. Tilintetgør ham!” Svend, Toke og Tora stak hver sin kniv i Fyrstens
stenhårde hjerte -
Fyrsten faldt død om på gulvet.
78

Kampene kostede mange liv. Før havde der været flere hundrede oprørere, nu var antallet reduceret
til nogle få hundrede. Det var en stor sorg midt i glæden over Fyrstens død. Der var også stor glæde
hos Træbitter, Træånder, Elverfolk, Quitter og Olier, der nu kunne leve i fred for fyrstens magt. Ude
i skoven glædede den gamle kone sig over, at hendes børn nu ikke længere var ulveunger, og Ufol
fortryllede Fogsene, så de aldrig mere kunne gøre andre ondt.
Der blev holdt en kæmpe fest, hvor Rakfølv blev hyldet som ny leder. Da festen var ved at være
færdig skulle alle hjem, også Svend, Tora og Toke. Pludselig lød Rakfølvs kraftige stemme: “Stop,
vent! Svend, Tora og Toke. Det er jer, der har kæmpet hele vejen igennem og det er jer, der har sat
jeres liv på spil. Det var jer, der var de udvalgte og du Svend, du var ringbæreren. Det var modigt af
jer alle tre. Derfor vil jeg gøre jer til mine private rådgivere.”
Alle jublede.
Nu blev der mere liv i byen og alle folk var lettede, for de vidste Rakfølv var en god leder og de var
glade for Fyrstens fald. Folk turde gå frit rundt igen, de kunne arbejde med det, de havde lyst til og
børnene legede på gaden, noget de ikke havde turdet, da Fyrsten regerede. Før var alt vissent og
gråt, men nu blev det farverigt og dejligt. Tårnet blev lyst og flot og folk kunne komme ind og
besøge Rakfølv, der nu boede på borgen. Tora, Svend og Toke blev genforenede med deres
forældre, og der blev bygget tre dejlige huse tæt på Tårnet, hvor de skulle bo i sammen. Labyrinten
og dens fælder blev fjernet og brændt. Alle folk hjalp med at rive den store mur ned. For dem var
det som om de blev genfødt i et nyt liv. Folk kunne leve frit som i Utopia.
79

Bogen er resultatet af et fælles skriveforløb, hvor elever fra Ramsing Skole, Spøttrup
Kommune, Dalgasskolen, Skive Kommune, Vestervangsskolen, Herning Kommune, Overlund
Skole, Viborg Skole, Halgaard Skole, Holstebro Kommune og Ramme Skole, Lemvig Kommune
deltog. Lærerstuderende fra Nørre Nissum Seminarium har fulgt skriveprocessen.
Læs meget mere om NIL-projektet på www.nilen.dk