Kirken har klatrevæg.pdf - Bygningskultur Danmark

bygningskultur.dk

Kirken har klatrevæg.pdf - Bygningskultur Danmark

kirken

har

klatrevæg

kan en folkekirke med lavt besøgstal blive til yogacenter, badmintonklub

eller svømmehal? tomme kirker har potentiale som sjælfulde, historiske

rammer for idræt – og til gavn for velfærd, byudvikling og folkesundhed.

danskerne bakker op om ideen.

Af Kristoffer Lindhardt Weiss, udviklingschef i Bygningskultur Danmark

Foto: Morten Jensen og Center for Idræt og Arkitektur

Forstil dig dette: Pulsen er på 189, og blodet pumper i årene.

Mens du løber, fyldes lunger og sanser med kulturarv.

For du står på løbebåndet i en kirke, og her er ikke som i det

lokale fitnesscenter med MTV eller billig parket, men højloftede

rum, ornamenter og lys, der vælter ind igennem de

gotiske vinduer.

Foreløbig er dette scenario kun tankespind, men kirken

har potentiale som motionsrum, der kan skabe liv i lokalområdet

og give den traditionelle idrætshal kamp til stregen. I

Storbritannien gør man det allerede. For eksempel i St.

Werburgh’s Church i Bristol, som har nogle af de mest komplette

klatrevægge i hele England. Eller den victorianske St.

Paul’s Church i Bow, der i dag huser galleri, fitness, sauna og

café. For mange vil det lyde som en skrækvision, men i England

er det spørgsmål om nyt liv og overlevelse for de økonomisk

udhungrede kirker. I Bow er menigheden tredoblet,

mens ældre mennesker, der stadig kan huske kirken, som

den var, er stolte over opmærksomheden.

Sådan er det endnu ikke i Danmark. I stedet prædiker

præsterne for halvtomme bænke i en stor del af vores 2000

folkekirker, og kun et mindre antal borgere sætter jævnligt

fod i de smukke og historiske bygningsværker, som oprindeligt

blev opført til at rumme sociale og kulturelle fællesskaber.

Og som har potentiale til endnu en gang at blive lokalt

mødested og bringe idrætten tættere på borgerne.

Fokus på ny brug

Fra Kanonbådsskurene på Holmen i København kan man se

over Erdkehlgraven til Christiania. Her er fredeligt, selvom

vi befinder os midt i hovedstaden, og Dronningen kun bor få

minutter væk. Udenfor på terrassen holder en svanefamilie

sig til. En elegant klædt kvinde kommer med brød på høje,

slanke hæle, og vand, lys og land flyder sammen til et harmonisk

hele med de fredede skure, som oprindeligt blev

bygget til flådens krigsfartøjer. I 1996 rykkede Søværnet

ud, og skurene stod forfaldne og uisolerede tilbage. Nu er

de omdannet til lækre, lyse kontorer for arkitekter, medierådgivere

og reklamefolk, der sammen med Holmens studerende

er med til at give stedet sit ry som arne for den

kreative klasse.

Her bor også Center for Idræt og Arkitektur, som formodentlig

er det eneste sted i verden, der udelukkende fokuserer

på sammenhængen mellem idræt, fysisk planlægning

og arkitektur. René Kural er leder af centret og arkitekt.

Sammen med Kirkefondet og Bygningskultur Danmark står

han bag et aktuelt initiativ om at udskrive en arkitektkonkurrence

om ny brug af en del af de københavnske kirker.

Projektet handler hverken om at lukke kirker eller skaffe

nye medlemmer til folkekirken. I stedet er målet at bruge

kirkerne som del af en både-og-løsning, hvor der på én

gang er plads til kirkelige handlinger og helt nye funktioner

- for eksempel idræt.

”Det handler om at bruge historien, kulturarven og kirkerummets

særlige kvaliteter på en anderledes måde; de

grandiose dimensioner, lyset og det gode håndværk. Jeg

mener, at kirken i dag sagtens kan møde spørgsmålet om,

hvordan vi med respekt for det eksisterende kan indføje

nye, rumlige og funktionsmæssige kvaliteter i kirkerummet,”

siger René Kural, som samtidigt understreger, at han

ikke mener, man bør eksperimentere med den velkendte

hvide landsbykirke med kalkmalerier og kirkegård.

Pomfritlugt i sportshallen

Mange københavnerkirker blev bygget fra 1880erne og frem

10 Bygningskultur Danmark Bygningskultur Danmark 11


da store dele af landbefolkningen flyttede til den

spirende storby og havde brug for at kunne blive

døbt, konfirmeret, gift og begravet. I dag er

menigheden skrumpet, mens byen mangler

plads. Det er næsten ikke muligt at opføre nyt i

Københavns brokvarterer, medmindre man bygger

i højden eller under jorden, og det giver lejlighed

til at overveje, hvordan vi kan udvikle og

genanvende, det der er.

Piger spiller badminton i kirken St. Maximin i Trier.

René Kural: ”Københavnske kirker står som ikoner,

man kan pejle efter. Arkitektonisk er de

mindre interessante end mange andre kirker,

men de er bygget af gode byggematerialer og

har højloftede rum, som idrætten har behov for.

At bruge kirkerne til sport giver god mening.

Logistisk, fordi de er placeret der, hvor folk bor.

Arkitektonisk, fordi mødet mellem nyt og gammelt

tilfører stedet en oplevelsesværdi, der er

større og dybere, end hvis gammelt og nyt stod

hver for sig.”

Danmarks 1500 standard sportshaller er

deprimerende kontrast til denne vision. De er

alle opført med ens dimensioner og kunstig belysning

og ligner hinanden på en prik fra Greve

til Tune. Godt for de professionelle idrætsudøvere,

som skal kunne konkurrere på ens vilkår.

Skidt for arkitekturen, der begrænses af standardløsninger.

Udefra virker hallerne sølle, nedslidte

og tillukkede. Indeni hersker det ferske

hallys og pomfritlugten. I gamle dage var der

også cigaretrøg.

Kulturarven kan tilføre idrætten nye muligheder,

skønhed og sjæl. ”Tør vi gentænke vores

brug af de københavnske kirker, tilfører vi idrætten

en historisk dimension. Vi kommer i direkte

kontakt med fortiden, samtidigt med at nye generationer

får en rolle at spille. Unge mennesker,

der kommer for et slag badminton, vil reflektere

over den bygning de befinder sig i. Der har været

mennesker før os. Nogen er blevet gift her,”

siger René Kural og uddyber:

”Kirkerne er bygget i fællesskabets ånd med

lys og ophøjede dimensioner, som er konstrueret

til at slå os med benovelse. Bruger vi kirker

til idræt, kan man stadig dække af for lyset, når

de professionelle skal spille. Men lad dog 7.B få

glæde af dagslyset, når de har gymnastiktime.”

Fleksibilitet vs. pokalskabskultur

Skal projektet blive en succes, skal det være visionært.

Det er ikke nok at sætte et bordtennisbord

ind i kirkerummet. Men fleksibilitet og logistik er

mindst ligeså vigtige parametre, hvis idrætten skal

tættere på de borgere, som undersøgelser viser,

ikke vil gå mere end 500 meter til grønne områder

og sportsfaciliteter. Det handler om at bruge bygninger

i nærområdet og give borgerne mulighed

for at komme og gå, som de vil.

DGI i Århus har indført klippekort, og det

samme gælder de fleste fitnesscentre, som

desuden tilbyder tøjvask, shopping og børnepasning.

Kommer man i foreningen, bliver der

derimod stillet krav til tid og engagement med

ufleksible træningstider og en kultur, som altid

har været der, og som man forventes at passe

ind i:

”Vi kan se,at pigerne holder op med at gå til

sport i teenagealderen. Drengene bliver ved lidt

længere, men så stopper de også, siger René

Kural. „Vores uddannelsessystem fordrer kritiske,

selvstændige mennesker, der efterspørger

kvalitet, underholdning og muligheden for at

vælge til og fra. I klubben står et skab med pokaler,

som forpligter. Det gider mange unge ikke,

og det tvinger foreningerne til at tænke

nyt.”

Danskerne bakker op

Diskussionen om at bruge nedlagte kirker til

svømmehaller eller klatreklub er en følsom affære,

selvom et stort flertal danskere bakker op

om ideen. I 2006 gennemførte Bygningskultur

Danmark således en undersøgelse, som viser at

63 procent af danskerne godt kan forestille sig

nedlagte kirker brugt til formål, der ikke har noget

med religion at gøre. Så længe det ikke bliver

kommercielt.

René Kural: ”Diskussionen handler om følelser.

Det betyder, at kirkerne fortsat skal være

offentligt tilgængelige, hvis de skal bruges til

nye formål. Det betyder ingen ejerlejligheder,

ingen butikker og ingen restauranter.”

Velbesøgte eller ej. Kirkerne er både kulturarv

og nationale klenodier, som man ikke bare

kan rive ned eller bruge til hvad som helst. Men

skal kirkerne bevares, skal de også bruges, og vi

skal lære at forstå dem som ressource.

”Folk efterspørger det, de kender. Min opgave

som arkitekt er at tilbyde det, folk ikke

ved, de har behov for. Når folk efterspørger en

ny hal, efterspørger de typisk det, der er standard.

De efterspørger Tune-hallen. Når jeg

kommer ud, kan jeg tilbyde dem kirken, som

igen kan blive en ressource for lokalområdet,”

understreger René Kural.

Klatrevæg i kirken. Drømmescenario eller skrækvision? Kirken

har potentiale som motionsrum, der kan skabe nyt liv i

lokalområdet.

Arkitektkonkurrence om ny brug af kirker

Center for Idræt og Arkitektur, Kirkefondet og Bygningskultur Danmark søger i øjeblikket økonomisk

støtte til at udskrive en arkitektkonkurrence med Getsemane kirke (se billede side 10) på

Vesterbro i København som case. Kirken har ikke forpligtet sig til at indgå i et kommende projekt.

Pladsen foran kirken bruges i dag af den lokale skole, børnehave og fritidshjem. Visionen er, at

kirken ved hjælp af supplerende funktioner, som eksempelvis idræt, visionær arkitektur og kvalitet

i endnu højere grad kan bidrage til området, men det endelige projekt må aldrig kompromittere

bygningens bevaringsværdier og arkitektoniske kvaliteter.

Tanker og erfaringer fra konkurrencen kan bruges over hele landet. Foreløbig har Kirkeministeriet

bevilget kr. 100.000,- til formidling af konkurrencens resultater, og Margot og Thorvald Dreyers

Fond har ydet kr. 150.000,-. Også Lokale- og Anlægsfonden har tilkendegivet interesse for konkurrencen

og vil indgå med et større beløb. Med støtte fra endnu en visionær fond er konkurrencen

derfor tæt på at kunne realiseres.

12 Bygningskultur Danmark Bygningskultur Danmark 13

More magazines by this user
Similar magazines