By & Land - Marts 2005.pdf - Bygningskultur Danmark

bygningskultur.dk

By & Land - Marts 2005.pdf - Bygningskultur Danmark

66 MARTS 2005

LANDSFORENINGEN FOR BYGNINGS- OG LANDSKABSKULTUR


2

KOMMUNERNE KAN IKKE

KLARE KULTURMILJØET

Næsten to tredjedele af ansøgningerne

om nye sommerhusgrunde

levede ikke op til lovens

krav!

Regeringen havde lukket op

for 8000 nye sommerhusgrunde.

Kommunerne søgte om næsten

det dobbelte. Kun 5845 levede

op til lovens krav.

Selvfølgelig modstod miljøminister

Connie Hedegaard presset

fra kommunerne – en minister,

der ikke retter sig efter loven

ville da vist også komme i vanskeligheder.

"Nærhedsprincippet" skulle

være så godt – bedre end "armslængdeprincippet",

siges der,

men sommerhussporene skræmmer,

når den ellers gennem årtier

fastholdte konsekvente politik på

området ikke har lært de kommunale

instanser at læse på lektien.

Hvordan skal det så gå, hvis

de foreslåede ændringer i lovene

om planlægning føres ud i livet?

Det nuværende plansystem er

bygget klart op: Regionplaner

udarbejdes af amterne, kommuneplaner

og lokalplaner af kommunerne.

Altid sådan, at planen

for detaljerne skal rette sig efter

de overordnede retningslinier.

Nogen landsplan har vi ikke,

men en række statslige planudmeldinger.

Klart og logisk og

med indbyggede anke- og kontrolmuligheder.

Nu skal regionplanerne afskaffes

fuldstændigt og afløses af

BY OG LAND UDGIVES AF

LANDSFORENINGEN

FOR BYGNINGS- OG

LANDSKABSKULTUR

"regionale udviklingsplaner".

Kommunernes stærke ønsker

om vækst, der bestemt skal være

større end naboernes, kender vi.

Der er f.eks. adskillige gange det

fornuftige antal m 2 butiksareal i

Danmark på trods af planlovens

forsøg på at dæmme op for det

værste. Det lokale raseri, når

"udviklingen" ikke må forgå

efter forgodtbefindende, kendes

fra enhver lokalavis.

I amterne er der opbygget

dygtige stabe på bygnings- og

landskabskulturens område.

Folk, der kender lovene og som i

praksis har vist sig at kunne

rådgive amtspolitikerne, også

når der skulle skrides ind over

for lidt for raske kommunalpolitikere.

Vi frygter, at "nærhedsprincippet"

bliver skidt for bygnings- og

landskabskulturen. "Arms-længden"

har i mangfoldige tilfælde

vist sig at være godt og positivt.

Det har hindret uoprettelige skader,

der ellers ville være sket i

(den misforståede) udviklings

navn. Det kan mange af lokalforeningerne

tale med om.

Derfor: Lad os få en grundig,

seriøs debat. Det fortjener sagen.

7 ugers høringsfrist i julemåneden

var useriøst og gav selvfølgelig

ikke det bedste grundlag

for den meget vigtige lovgivning.

Vi stiller meget gerne op til

drøftelser.

Henrik B. Hoffmeyer

Borgergade 111· Postboks 9065

1022 København K.

Tlf. 70 22 12 99 · Fax 70 22 12 90

Telefontid: ma. til to.: 10.00-15.00

Fredag: lukket. · Giro 5 09 57 00

mail@byogland.dk · www.byogland.dk

INDHOLD

Bente Lange:

Byens farver 3

Allan Tønnesen:

Hvad skal der ske med Københavns

første vandværk? 8

Maria Erle:

Lysende puds 13

Jørgen Elsøe Jensen:

Kvægtorvet i Aalborg 19

Erik Heimann Olsen:

H.C.Andersen var en meget

velkommen gæst på

herregårdene 22

Elisabeth Buchwald:

Bygningskulturens Dag

Modernismens huse 24

Program for

Landsforeningens årsmøde 25

Anmeldelser 26

Adresser 31

Forsiden: Stucco Lustro i Stærekassen.

Foto: Maria Erle

Nr. 66: ISSN 1399-7696

Oplag: 11.000

Layout/desktop: Inge Karrebæk

Tryk: Clausen Offset

Nr. 67 udkommer 14/6 2005

Deadline: 1/5 2005.

© Artikler eller udsnit heraf må anvendes

med tydelig kildeangivelse efter

særlig aftale med Landsforeningen.

Dette nummer vejer ca. 70 gram

REDAKTION

Allan Tønnesen (ansvarshavende)

Ålholmvej 78 · 2500 Valby

Tlf. 38 71 47 13

mail@allantonnesen.dk


BYENS FARVER

Af arkitekt Bente Lange Foto: Forfatteren.

Facadevask på Højbro Plads. Maleri af Poul Fischer fra 1890. Foroven til højre ses

pumpestilladset.

Denne scene er velkendt: en

mørk vinteraften sidder en gruppe

beboere rundt om et bord. Det

er farveudvalgets første møde i

den nye ejerforening – til foråret

skal der males! Den gamle udlejningskaserne

har sovet i mere

end 100 år. I al den tid er vindu-

erne blev malet hvert 7. år af

udlejeren. Vinduerne har altid

været den samme brune farve,

den brændte umbra, der ligner

chokoladeovertræk. Og portlandcementen

på facaden skulle der

jo ikke gøres noget ved. Butiksejerne

har gennem årene malet

forneden, men resten af facaden

står i den oprindelige gråbrune

cementpuds.

Nu er ejendommen udstykket i

ejerlejligheder, og stoltheden hos

den enkelte låntager er stor. Beboerne

er blevet ejere. Dørmåtterne

på trappen er pludselig blevet

et fælles anliggende. Og facaden!

Det er jo husets ansigt udadtil

– en slags visitkort for beboerne.

På mødet er der en der siger:

Egentlig er vores facade jo ret

flot! Det er næsten synd det hele

er ensfarvet. Man lægger slet

ikke mærke til gesimserne og al

den anden pynt. Man begynder at

tale om at bruge forskellige farver

på murflader i forhold til gesimser

og anden udsmykning. Jo

flere farver, jo flere tilfredse

medlemmer af farveudvalget.

Man er bange for, at det skal

blive kedeligt. Det er i virkeligheden

en misforståelse. Lys og

skygge giver et rigt farvespil i

ensfarvede facaders relief. Rundt

omkring i byen ser man krampagtige

forsøg på at få velformede

facader til at virke mere “spændende”

med at male visse partier

af facaden i en anden nuance. I

virkeligheden er lys og skygge

langt mere spændende og meget

mere varieret end disse påmalede

nuancer.

Så kommer vi til vinduesfarven.

Nu falder bemærkningen på

mødet: Er de brune vinduer ikke

lidt kedelige? De gamle vinduer

skal helst ligne nye vinduer. Nye

vinduer er hvide. Det koster nemlig

ekstra at få vinduesfabriken til

at skifte farve på vinduernes

yderside. Alle byens vinduer er

3


4

efterhånden blevet hvide. Ser

man på gamle malerier vil man

finde gule, røde, grønne og blå

vinduer. Portene kunne være

f.eks være perlegå, brune eller

citrongule. Den vogngrønne

farve, som mange tror er så gammel

som byen selv, kom først

frem i 1809. Da kunne man

fremstille kromgul, som blandet

med pariserblå giver en dyb grøn

farve. Byens farver er ved at

blive trivielle: lakse-abrikos på

facaden, hvide vinduer og grønne

porte og døre.

Under bordlampen i vintermørket

ligger farveprøver. Nu

opstår der et nyt problem på den

farefulde færd fra farveprøve til

færdig facade. LYSET. Måske er

der en glødepære i lampen, eller

måske ligger farveprøverne un-

der en halogenlampe. Næste dag

kommer man hen i farvehandlerens

lys fra lystofrør. Farvegengivelsen

er vidt forskellig. Et andet

problem er forestillingsevnen. En

lille køn gul farvelap bliver i

areal på facaden ganget med

flere tusinde. Det gør gulheden

af farven også! Farven på den

lille kønne gule lap kan på facaden

vise sig at være det mest

skrigende gule farvehelvede. Nå,

det kan jo males om. Ja, men det

bliver det ikke!

Farvevalg opfattes som noget

alle kan tale med om. Farvevalg

kan dog ikke være demokratisk.

Man kan ikke finde “den rigtige

farve” ved at stemme om det.

Det siges, at DSBs brune uniformer

for år tilbage blev valgt,

fordi brun var den farve færrest

havde noget imod. Ved farvesætning

af facader ser man ofte, at

alle medlemmer i ejer- eller

andelsboligforeningen tilgodeses

og resultatet kommer sjældent til

at bidrage positivt til helheden.

Mange facader, som er skabt til

at stå ensfarvede bliver i disse år

malet op i flere forskellige nuan-

Et pink hus i København. Højbro Plads 9. Facaden har to farver:

en varm på de arkitektoniske elementer

og en kold på murfladerne.

Akvarel BL.

cer. Det gælder især facader med

kvaderfugede underfacader, gesimsbånd

og vinduesindfatninger.

Ensfarvede var også brokvarterernesportlandcementfacader,

som imiterer den sandsten,

man ikke havde råd til.

Men som årene er gået, er der

kommet kineserskæg under alle

vindues-indfatninger og underfacaden

bærer præg af skiftende

butiksejeres opmaling. Noget må

der gøres. Man ringer efter en


maler. Måske skulle man hellere

have ringet efter en murer, som

kunne retablere den pudsede

facade med dens særlige porøse

stoflighed og skiften med vejrliget.

Farver til facader kom fra jorden

indtil omkring 1950'erne.

Pigmenterne var variationer af

Et rosa hus i Den gamle by

okker: rå okker, brændt okker

eller glødet okker – gul, rød eller

det blommefarvede pigment

dodenkop. Desuden brugte man

umbra, som også kunne være

enten rå eller brændt. Hvilke pigmenter

man særligt anvendte,

skyldtes handelsruter og arkitektoniske

idealer i de perioder, hvor

byen udviklede sig som følge af

velstand eller bybrande. Disse få

farver anvendtes til murfladerne

med kalk som bindemiddel. Da

kalken kun kan binde en begrænset

mængde pigment, blev facadefarverne

altid forholdvis lyse

og matte.

Igennem århundreder blev byggematerialerne

kalket eller malet

i deres egne farver. Således bliver

røde mursten rødkalket, gule

mursten gulkalket, sandsten

malet i sandstensfarve, marmor

malet hvidt osv. Man malede især

for at beskytte materialerne, men

også for at idealisere dem ved at

fjerne farveforskelle i naturmaterialerne.

Med farver kunne man

også illudere et byggemateriale,

man ikke havde råd til. Et pudset

bindingsværkshus blev rødkalket

for at ligne er murstenshus. På

samme måde ligger der en ambition

bag de grønne træporte, som

skulle ligne antikke bronceporte.

Gulbrune malinger får fyrretræ til

at ligne mahogni eller nøddetræ.

Der er et system bag facadernes

udformning og farvesætning.

De bærende og bårne dele af en

facade kan være præciseret ved

hjælp af farver. De bærende dele

som sokkel, søjler og gesimser

skal se stærke ud og får derfor

Stofligheden er vidt forskellig i de

mange hvide farver. Stoflighed er en

glemt kvalitet i bygningsmaling. Maleri

af J.B. Oudry fra 1753: Den hvide and.

stenfarve – også selv om de kun

er trukket i puds for at spare.

Som regel er der højst to farver

på en facade: een på murfladerne,

og een på de arkitektoniske

elementer som sokler, gesimser

og indfatninger. Og det er næsten

altid den samme stenfarve på de

forskellige elementer.

I slutningen af 1700-årene,

hvor man dyrkede antikken, som

man troede var hvid, blev hvide

oliemalede facader idealet. I

5


6

samtiden brokkede man sig over

den nye mode, “som kunne ende

med at vi med Tiden komme til

at boe ligesom iblandt Kridtbjerge

og troe at Kiøbenhavn er forflyttet

til Møensklindt”. Læger

advarede om, at den hvide farve

kunne være skadelig for øjnene.

Nogle byer har en særlig farveskala.

Paris er som en palet af

gråtoner. Rom var indtil fornylig

løvefarvet som en mægtig, gylden

stenblok, hvori gader og

pladser var hulet ud. De pudsede

mure med glødende jordfarver er

nu punktvis ved at få deres

pastelfarver fra 1700-årene igen,

og bybilledet opleves derfor i

disse år som hullet. Jordfarvene

præger derimod stadig Gamla

Stan i Stockholm. I København

er de enkelte kvarterer kendetegnet

med forskellige farver. Slots

holmen og Frederiksstaden er

præget af de lyse stenfarver som

sandstenen i de fine palæer. De

gråhvide nyklassicistiske kvarterer

i Laksegade, Boldhusstræde,

Højbro Plads, Kompagnistræde

og Vestergade følger vindens retning

fra sydøst den dag i 1795,

da der gik ild i noget tømmer på

Gammelholm og en femtedel af

byen nedbrændte. Kulørte farver

som bolcher i en pose finder vi

derimod i nogle af de kvarterer,

som aldrig brændte: Nyhavn,

Christianshavn og Larsbjørnstræde-kvarteret.

Bykvarterernes forskellige

farver er en kvalitet.

Byen ville blive fattigere, hvis

man malede kulørt midt i Amaliegade

eller gråt i Nyhavn.

Københavns gadebillede er ved

at ændre sig. De nye farver er

enten ubestemmelige, gullige

En gavl i Frederiksdal, som ikke har set en kalkekost i 15 år. Forfaldet rummer sin

egen skønhed, som ikke kendes fra syntetiske malinger.

blandinger eller også meget

dominerende farver – et minde

fra ferien i de varme lande. Men

hvad der ser godt ud på Kreta er

ikke nødvendigvis vellykket i

Købmagergade. En enkelt ultramarinblå

facade kan få en hel

gade til at vælte i København.

Vores diffuse lys får farver til at

virke stærkere end sydens stærke

sollys. Omgivelserne betyder

også meget for oplevelsen. Bybilledet

i f.eks Havana er omgivet af

farverige mennesker og kulørte

biler. Nordens afvekslende, bløde

lys giver afdæmpede farver et rigt

liv, som kan være en daglig

glæde.

Selve farvevalget er præget af

formuleringer som “lyse og venlige”

farver. Hvem kunne også

ønske sig “mørke og uvenlige”

farver? Den venlige farve viser

sig ofte at blive en gullig farve,

en såkaldt varm gul, som ikke er

okkergul, nærmest lidt laksefarvet

– så har man også tilfredsstillet

dem, der hellere ville have

haft et rødt hus. Og så skal den

venlige farve jo være lys. Det

betyder, at man kommer hvidt i,

hvilket får farven til at se melet

ud. I kalkfarver får de hvide prismer,

som kalken består, pigmenterne

til at stråle. I malinger er

det som om tilsætning af hvidt

æder af lyset i farverne. Samtidig

betyder hvidtindholdet, at farven

bliver køligere, og så får man et

modsatrettet udtryk: en kold,

varm farve.

Når man vælger farve til en

gadefacade må man huske, at den

indgår i en helhed. En facade i en

gade er som musikere i et orkester.

Hvis et af medlemmerne

pludselig insisterer på at spille

solist, går det ud over harmonien.

På samme måde med facader. Det

drejer sig i virkeligheden ikke om

at finde en særligt smuk farve til


en facade. Det drejer sig om at

opnå en smuk helhed i gadebilledet.

Den mest intetsigende farve

kan i mange tilfælde være den

helt rigtige for at få omgivelserne

til at fungere visuelt.

Farven på hudfarvet hæfteplaster

er alt for lyserød i forhold til

huden. Den er et udtryk for erindringen

om hudens farve. Samme

fænomen oplevede jeg engang i

Sct Petersborg, hvor jeg i et rum i

Vinterpaladset så den ultimativt

smukkeste rosa vægfarve. Der er

den, tænkte jeg. Den helt sublime

rosa, som hverken er kold eller

varm. Da jeg havde stået lidt og

beundret farven opdagede jeg, at

den skallede lidt omkring en stikkontakt.

Jeg så mig omkring.

Babuskaen med sit strikketøj var

faldet i søvn på sin stol. Forsigtigt

pillede jeg en lille skal af og

lagde den i en tændstiksæske. Da

jeg kom tilbage på tegnestuen

halede jeg mit trofæ frem: Se, her

er den smukkeste rosa farve man

kan tænke sig. Hverken blålig

eller gullig. Helt rigtig rosa på

den gode måde. Jeg åbnede

æsken og holdt den frem. Da jeg

så deres skuffede ansigter, kiggede

jeg selv ned i æsken. Dér lå en

lille grisefarvet malingsskal med

en ubestemmelig grumset farve –

jordens dejligste rosa, når den

blev malet op i et helt rum. Man

skal ikke være bange for at en

farve bliver for kedelig. Er den

sjov som lille, bliver den ulidelig

som stor.

Et overset aspekt er facaders

stoflighed. Det fine spil af kontraster

mellem mat og blank er

glemt. Murfladerne er blevet

halvblanke, døde og melede. En

svanefjer og en køleskabslåge ser

begge hvide ud på et fotografi,

hvor man ikke kan opleve stofligheden

og nuancerne. Svanefjeren

er mat. Der er en anelse okker i

det hvide, og så er den hvide

farve dyb – som om man kunne

se gennem flere lag. Overfladen

på muren har tilsynelande dybde

og farven virker lodden. Blikket

inviteres indenfor i en hvid hule.

Køleskabslågen er derimod

blank, en anelse blålig og den

kaster hvidt fra sig. Blikket afvises

på køleskabslågen. Velykkede

facadefarver er som svanefjer.

Men de er trængt i disse år. Køleskabslåger

truer med at dominere

gadebilledet.

I de fine kvarterer i Paris og

London var det et krav, at man

malede sin facade hvert femte år.

I København vaskede ordentlige

folk deres facader om foråret.

Arbejdet blev udført fra de

såkaldte pumpestilladser, hvor en

mand kunne vrikkes op i højden

fra en kurv og derfra rense faca-

den uden brug af et dyrt stillads.

Hele facaden blev penslet over

med sodavand, som ætsede det

yderste af malingen, og dermed

forsvandt også snavset på overfladen.

Efter 5-7 år var der ikke

længere noget maling tilbage, og

facaden var klar til genbehandling

uden et krævende afrensningsarbejde.

Systemet fungerede

godt, fordi malingen var “dårlig”.

Idag opfattes en facadeistandsættelse

som en engangsydelse i

priskonkurrence. Alle tænker på,

hvad der er billigst nu og ikke på,

hvad der er billigst i længden.

Kunne man købe et abonnement

på en velholdt facade, ville problemstillingen

være helt anderledes.

Hvis håndværkeren vidste, at

det var ham selv, der skulle tilbage

til facaden næste gang, ville

han formentlig bruge nogle helt

andre produkter end dagens standard.

Han ville ikke alene kalkulere

med hvor lang tid, der går

med at påføre malingen. Han

ville især tænke på, hvor lang tid,

der går med at få den af. Valget

af malingstype ville baseres på,

om den skulle afrenses med

sandblæsning, kemikalier, varmluftpistoler

eller andre og mindre

To hvide blomster: En Marguerit og en rose, afvisende og indbydende som en køleskabslåge

og en svanefjer.

kostbare metoder. Med en abonnementsordning

ville man se nye

valg af både materialer og metoder.

Og svanefjer ville besejre køleskabslåger.

Artiklen er en gengivelse af Bente

Langes tale ved genudgivelsen af

bogen “Københavns Farver”.

7


8

HVAD SKAL DER SKE MED KØBENHAVNS

FØRSTE VANDVÆRK?

Af Allan Tønnesen. Foto: Forfatteren.

Kedelhuset og det hermed sammenbyggede kulhus. De fire buefag til højre er tilbygget i 1884. Bagved anes maskinhuset.

Siden middelalderen var Københavns

vandforsyning sket på tre

forskellige måder: for det første

fra brønde rundt omkring i byen,

for det andet som pumpevand fra

Peblingesøen og Sortedamssøen,

og endelig som såkaldt springvand

der via ledninger af udhulede

træstammer blev ført ind til

byen fra den højtliggende Emdrup

Sø, og som selv kunne

springe ud af hanerne. Pumpevand

og springvand blev administreret

af særlige vandkompagnier,

og det siger sig selv at springvandet

var det dyreste.

At brøndvandet på grund af

menneskelig forurening var

direkte sundhedsfarligt siger sig

selv, men også utætte rørledninger

bevirkede at de andre former

for byens vandtilførsel var under

al kritik. Det er bekendt at pum-

pevandet gik under betegnelsen

”den lunkne ålesuppe”.

Det var da også byens elendige

vandforsyning der var en af de

væsentligste årsager til den frygtelige

koleraepidemi i 1853, der

kostede over 4.700 af byens borgere

livet. Allerede i 1851-52

havde vandinspektør L.A. Colding

udarbejdet en plan til et nyt

vandværk. Planen gik ud på at

forsyne byen med overfladevand

fra Damhussøen, der opblandet

med grundvand fra såkaldte artesiske

boringer langs Harrestrup Å

via Sankt Jørgens Sø blev ledt

over i filterreservoirer på den

modsatte side af Farimagsvejen.

Her skulle der på fæstningens

glacis opføres et maskin- og

pumpeanlæg, der fra reservoirerne

skulle pumpe vandet ind i

byens ledningsnet under tryk.

Med nogle få ændringer i

Coldings plan blev opgaven i

1856 overdraget i samlet entreprise

til firmaet Cochrane & Co.

i London, og den 16. maj blev

grundstenen nedlagt af brygger

J.C. Jacobsen, en af de varmeste

fortalere for det nye anlæg. Om

nogen vidste han hvad rent drikkevand

var værd. Den arkitektoniske

udformning var lagt i hænderne

på arkitekten N.S. Nebelong

(kendt for bl.a. Carlsbergs

æresbolig, Skagens grå fyr og

Tinghuset på Blegdamsvej). I

anlægget indgik en højdebeholder

i Søndermarken. Den var i

begyndelsen åben, men blev

senere overdækket, og er nu

kendt som udstillingsstedet

”Cisternerne”. Den 9. august

1859 kunne vandværket indvies

og tages i brug.


Vandværket blev som nævnt

anlagt på fæstningens glacis,

altså uden for voldgraven, mellem

Helmers Bastion (med resterne

af Jarmers tårn) og

Schacks Bastion lidt nærmere

Rådhuspladsen. København var

jo stadig en fæstning, og til

beskyttelse af vandværket måtte

der med stor bekostning anlægges

et supplerende forsvarsværk:

Vandværkets Lynette. Og vandledningen

der førte fra vandværket

over stadsgraven ind til byen

måtte bygges ind i en ”kam”, en

træoverbygning med skrånende

sider og et ekstra spærregitter

midtpå.

Disse forsvarsmæssige anlæg

fik dog kun kort levetid. Fæstningen

blev gradvist ophævet,

og byportene og voldene fjernet.

Vandværkets Lynette forsvandt

delvist allerede i 1862 i forbindelse

med opførelsen af Københavns

anden hovedbanegård, og

snart blev der anlagt helt nye

gader, som helt ændrede topografien:

Studiestrædes forlængelse,

Axeltorv (opr. Vester Farimagsgade)

og Hammerichsgade.

Ikke mindst blev stadsgraven tilkastet,

så der kun blev en lille sø

tilbage, som indgik i den såkaldte

”Aborrepark”, anlagt 1888 af

anlægsgartner H.A. Flindt. Den

bestod dog kun til 1904, da den

måtte vige for Boulevardbanen,

og de tilbageblevne hjørner af

parken blev bebygget med Studenterforeningen,

Teknologisk

Institut, Østifternes Kreditforening

og Revisions- og Forvaltningsinstituttet.

Vandværksanlægget bestod af

maskinhus, kedelhus og boliger

Vandværkets situation1870. Byens volde og grave består endnu, men hovedbanegården

er blevet opført og jernbanen anlagt, hvilket har medført fjernelse af forsvarsværket

Vandværkets Lynette. Sankt Jørgens Sø har funktion som reservoir, og

lige øst herfor ses fem filterbassiner. Udsnit af kortbilag i Foreningen ”Fremtiden”s

rejsehåndbog.

Kontorbygningen fra 1900, facaden mod Studiestræde. I baggrunden Palads

Teatret.

9


10

for inspektør, maskinmestre og

fyrbødere. Den indbyrdes placering

af disse bygninger var bestemt

af de oprindelige terrænforhold,

helt ud til voldgraven i

hakket mellem de to bastioner.

Uden denne viden kan bygningernes

beliggenhed forekomme

uforståelig.

Den vigtigste bygning var

maskinhuset, i to etager, og beliggende

ud til graven og som

den centrale af anlæggets bygninger.

Sammenbygget med den,

men kun i én etage var kedelhuset,

og næste led var det væsentlig

mindre kulhus. Som betegnelserne

mere eller mindre angiver

drejede det sig om aktiveringen

af de tre store dampmaski-

ner som skulle pumpe vandet

ind i byens vandrør. Maskinhuset

var ikke alene den vigtigste

bygning; det var også mest

iøjnefaldende, den hvis arkitektoniske

udformning Nebelong

havde kælet mest for. Den er af

Den oprindelige bolig for tre fyrbødere. I baggrunden skimtes Palads Teatret.

Til venstre: Aborreparken med den projekterede boulevardbane indtegnet.Til højre:

Situationen i 1947, før Vestre Boulevard blev ført igennem i fuld bredde som H.C.

Andersens Boulevard, hvorved Østifternes Kreditforening måtte nedrives og genopføres

i ny skikkelse tættere på Ørstedsparken. Vandværket ses i begge situationer

nederst til venstre. Efter København fra Bispetid til Borgertid. 1947.

gule sten og har lavt skifertag.

Under gesimsen løber et smalt

muret bånd, og i begge etager er

der i de rundbuede vinduers

vederlagshøjde omløbende, profilerede

bånd i mursten. I de

rundbuede vinduesåbninger er

der støbejernsvinduer, størst i

underetagen. Bygningen virker

ved sine store murflader og de få

men velplacerede og delikat

udførte dekorative elementer.

Det er en af ”den frie historicisme”s

tidligste bygninger.

Uden om denne centrale bygningsklump

grupperede de tre

udvendig ens boligbygninger

sig: til højre inspektørboligen og

til venstre bygningen med boliger

for to maskinmestre; endelig

midtfor og parallelt med kedelhus/maskinhus

den bygning der

rummede boliger for tre fyrbødere.

Den skæve vinkel de to

førstnævnte bygninger dannede

med kedelhus/maskinhus var

betinget af vandkanten langs

stadsgraven. De tre boligbygninger

er alle opført af gule sten

med lavt skifertag og mod gården

to fremstående risalitter med

dørpartier og kronet med trekantkviste;

på bagsiden en tresidet

karnap. De rigest udformede

detaljer er de ens murede gesimser,

der består af flere led, det

øverste en sparrenkopfrise. De


Karnappen på bagsiden af den oprindelige inspektørbolig. Støbejernsgitteret foran

er muligvis oprindeligt.

på samme tid klassiske og af

moderne arkitekturidéer prægede

bygninger harmonerer smukt

med kedelhus/maskinhus.

Det kunne ikke undgås at

Nebelongs oprindelige bygningsanlæg

blev udsat for ændringer

i tidens løb. København

voksede eksplosionsagtigt, og

det blev nødvendigt at øge vandværkets

kapacitet. Både maskinhuset

og kedelhuset blev forlænget

mod syd i flere omgange

(1884 og 1893), men med respekt

for den oprindelige arkitektoniske

udformning. For at

skaffe plads til kedelhusets udbygning

blev det nødvendigt at

forkorte inspektørboligen med

de to sydlige fag; til gengæld

blev bygningen forhøjet med en

etage i 1907, stadig med respekt

for arkitekturen, idet gesimsen

simpelthen blev ”flyttet” en

etage op. De to andre boligbygninger

står endnu uændret i det

ydre. Dog er der på bagsiden af

maskinmesterhuset tilføjet en

havestue af bindingsværk, sikkert

da bygningen i 1880 over-

gik til at være bolig for vandværkets

direktør. Et lille porthus

af bindingsværk blev opført

1887 tæt ved hjørnet af Studiestræde

og Akseltorv. Endnu i

1900 opretholdtes det arkitektoniske

helhedspræg, da der mod

Studiestræde blev opført en toetages

kontorbygning. Men da der

i 1951 skulle opføres endnu en

kontorbygning bag maskinhuset,

var enhver tanke om arkitektonisk

tilpasning opgivet; det blev

en bred, enetages bygning med

lavt paptag.

På dette tidspunkt var vandværkets

kapacitet for længst blevet

utilstrækkelig. En lang række

supplerende vandværker måtte

etableres rundt omkring på

Sjælland, det første ved Søndersø

i 1871, fulgt af anlæg i Valby,

Thorsbro, Bellahøj, Nybølle, Islevbro,

Marbjerg, Brønshøj,

Tinghøj, Lejre, Slangerup og

Regnemark.

I 1951 ophørte vandværket i

Vandværket kort efter opførelsen, set inde fra byen tværs over voldgraven. Den høje

bygning er maskinhuset og de to lave bygninger er henholdsvis bolig for to maskinmestre

og bolig for tre fyrbødere. Skorstenen stod i denne skikkelse til 1914. Den

nuværende, runde skorsten er fra 1929, dog forkortet med 10 m i 1972. Litografi

efter tegning af F. Lund.

Studiestræde med at være vandværk.

Maskinerne blev udtaget

(en af de oprindelige dampmaskiner

kom til Teknisk Museum),

og boligerne blev ombygget til

kontorer. Administrationen af

Københavns vandforsyning blev

11


12

Maskinhuset, nu kendt som koncertstedet

”Pumpehuset”. I forgrunden den

sidste rest af ”Aborreparken”.

nu samlet her, og sådan var det

indtil vandforsyningen for få år

siden blev lagt sammen med

bl.a. elforsyningen til Københavns

Energi. Så blev bygningerne

overflødige, og de har

siden kun været meget lidt benyttet.

På det sidste er der dukket truende

skyer op for vandværksbygningerne.

Københavns

Hovedbibliotek, der for få år

siden flyttede fra Kultorvet til

Krystalgade, er atter kommet i

pladsnød, og de kloge folk på

rådhuset har set sig om efter et

passende nyt sted for biblioteket.

Til sidst var der to muligheder

tilbage: Israels Plads og Vandværkets

grund, og af disse lader

det til at man foretrækker vandværksløsningen.

Dog understreges

det, at det populære koncertsted

”Pumpehuset”, der for

10-15 år siden blev indrettet i

det gamle maskinhus, skal bevares

som koncertsted.

Det ville være udmærket, hvis

hovedbiblioteket kunne indrettes

i de gamle bygninger, men dertil

er de næppe egnet, og der er formentlig

heller ikke plads nok –

specielt ikke hvis ”Pumpehuset”

skal opretholdes. Det er altså

tanken at nedrive Nebelongs

bygninger og bygge nyt. Men

det vil være synd og skam.

Vandværket har altid ligget

afsondret og utilgængeligt, og

det er derfor ikke videre kendt,

at dets bygninger rager højt op

blandt de tidlige eksempler på

historicistisk arkitektur og tilmed

repræsenterer en enestående

kulturhistorie som landets ældste

bevarede vandværksbygninger.

Men hvorfor er disse storartede

bygninger så ikke blevet fredet?

Det skyldes at rummene er

ændret og indgangsdørene

udskiftet, og så naturligvis at det

ikke mere er vandværk. At bygningernes

arkitektoniske kvaliteter

er i behold spiller en underordnet

rolle.

Det burde være muligt at

finde en passende ny funktion,

som bevarer og udnytter kvaliteterne

i de gamle vandværksbygninger.

Det kunne være som en

filial af Teknisk Museum (dampmaskinen

skulle i så fald tilbage

til maskinhuset) eller et hvilket

som helst formål, som ville give

byens borgere og turister anledning

til komme her og opleve et

fint bygningsmiljø fra for ca.

150 år siden. Skal København så

ikke have et nyt hovedbibliotek?

Jo, gerne. Men det kan jo ligge

mange andre steder. Et læserbrev

foreslog for nylig det forladte

Scala ombygget til formålet,

eller hvad med en placering i

Ørestaden?

Omtale af vandværket i

Studiestræde i Kjøbenhavn og

Omegn. Illustreret Reisehaandbog

udgiven af Foreningen ”Fremtiden”,

redigeret af P.V. Grove. 1870, s. 89:

Kjøbenhavns Vandværk er beliggende

paa Farimagsveien ligeoverfor

Jernbanestationerne. Det

begyndte sin Virksomhed i 1859

og forsyner nu Staden og dens

Forstæder med c. 25 Millioner

Tdr. Vand om Aaret. Denne

Vandmængde erholdes deels fra

nogle smaa Søer, hvoraf Damhuussøen

er den vigtigste, der

om Vinteren og Foraaret fylde

sig med Tøbrudsvandet, deels

fra artesiske Kilder, der ere

beliggende 1 1/2 à 2 Miil fra

Byen. Naar Vandet i Søerne paa

Grund af sneefattige Vintre eller

tørre, hede Somre ikke strækker

til, forøger man Vandmængden

fra de artesiske Kilder ved at

oppompe Vand fra nogle store,

ved disse Kilder anlagte Brønde,

der gaae ned til det vandførende

Lag. Vandet renses ved Filtrering,

flyder i reen Tilstand ind til

en dyb Beholder ved Vandværket,

oppompes ved Maskinerne

fra denne og trykkes direkte ind

i Hovedledningerne, der forgrene

sig til alle Byens Gader. Det

Vand, som Maskinerne oppompe

mere, end Byens øjeblikkelige

Forbrug kræver, gaaer gjennem

en Sideledning op til et høitliggende

Reservoir på Frederiksberg

Bakke i Søndermarken,

ligeoverfor Slottet. Dette Reservoir

tjener deels til Sikkerhed,

hvis der skulde indtræde en

Standsning i Pompemaskinernes

Virksomhed, deels til at forsyne

Byen om Natten, da Maskinerne

ikke arbeide. I Byen er Vandet

indledet til saagodtsom ethvert

Huus, og det stiger ved Trykket

op til de høieste Etager. Vandværket

er let tilgængeligt for

Reisende, hvilke der med Forekommenhed

tilstedes Adgang,

naar man derom henvender sig

til Inspekteuren, der har Bolig

og Kontor paa Værket.


LYSENDE PUDS

Af Maria Erle, arkitekt maa. Fotos: Forfatteren m.fl.

Ny Carlsberg’s Forskningscenter, Valby. Foto: Stanis Zolcynski.

Lysende puds eller Stucco Lustro

som det kaldes på italiensk er en

gammel håndværksmæssig teknik,

kendt fra romerske villaer fra

antikken samt fra Pompeji og

Herkulanum.

Arkitekten Marcus Vitruvius

Pollio skrev værket ”Ti Bøger om

Arkitektur” ca. år 30 – 20 f.Kr.,

hvor han i den 7. bog behandler

overflader. Han taler om læsket

kalk blandet med sand, der lægges

på i flere lag, før man når

frem til den endelige overflade,

som består af marmorpuds eller

Stucco Lustro, en blanding af

læsket kalk og knuste marmorkorn

i forskellige størrelser, der

lægges på i flere lag og presses

med værktøjet, så den danner en

glat blank overflade. Plinius

omtaler overfladen med betegnelsen

Marmoratum.

Den oprindelige Stucco Lustro

er hvid, men den kan indfarves

med kalkægte pigmenter, eller

man kan bruge en knust farvet

marmor som tilsætningsstof. Man

kan også give den hvide Stucco

Lustro nye udtryk ved at tilsætte

f.eks. pulveriserede mursten,

knust farvet marmor eller knuste

østersskaller. Eller man kan bruge

den hvide eller indfarvede Stucco

Lustro som malegrund for fresco

eller secco teknikker som man

f.eks. gjorde i Pompeji.

I 1511 oversatte den italienske

munk Giovanni Giocondo fra

Verona Vitruvius´ bog fra latin og

græsk til italiensk. Netop i renæssancen

opstod der stor interesse

for mange bygningsmæssige traditioner

fra romerrigets tid. Stenhuggeren

og arkitekten Andrea

13


14

Carlo Scarpa’s Gypsotheca i Possagno. Foto: Maria Erle. Bagtrappen i Realkredit Danmark, Jarmers Plads,

Foto: Jens Frederiksen.

Palladio, der er født i Vicenza, og

som arbejdede både dér og i

Venedig, hvor han byggede paladser

og landvillaer for mange af de

rige købmænd i området, lærte

sig mange detaljer fra tiden, deriblandt

netop også Stucco Lustro

teknikken.

Palladio er en af de mest indflydelsesrige

arkitekter vi kender.

Hans værk: ”Arkitekturens Fire

Bøger” blev udgivet i Venedig i

1570. Hans inspiration var Vitruvius’

bøger, og andre end han,

f.eks Alberti, Serlio og Vignola

hentede også inspiration fra Vitruvius

og skrev deres betydningsfulde

bøger om arkitektur.

I Europa og England fik Palladios

virke og bøger imidlertid

vidtrækkende betydning for bygningskunsten.

Man kan tænke på

Inigo Jones i England, som bl.a.

skabte the Queen’s House i

Greenwich, the Banqueting

House i Whitehall, St. Pauls

Church i Covent Garden og Sir

Christopher Wrens St. Pauls

Cathedral. Endvidere Chiswick

House, som er modelleret over

Palladios Villa Rotunda af William

Kent og Lord Burlington. I

Amerika kan vi nævne det Hvide

Hus af James Hoban, Universitetet

i Virginia af Thomas Jefferson,

Metropolitan Museum of Art af

Richard Morris Hunt og Joseph

Howland Hunt.

I Norditalien udvikledes flere

marmorpudsvarianter. Hvor den

oprindelige Stucco Lustro udelukkende

bestod af en blanding af

læsket kalk og pulveriseret marmor,

fandt man her frem til en ny

blanding: Stucco Veneziano – eller

Spatolato, en renæssanceteknik,

hvor materialerne er fint marmorstøv,

vegetabilske olier og farvepigmenter,

men hvor kalken som

bindemiddel er erstattet af har-

piks, og hvor påføringsteknikken

har mange flere muligheder. Der

er dog den forskel, at medens den

oprindelige Stucco Lustro er anvendelig

både til udendørs brug

og i interiører i mange forskellige

variationer, er Stucco Veneziano

kun anvendelig i interiører. Til

gengæld har den mange fordele

med hensyn til farver, da den ikke

har den blegende kalk som indhold.

Disse meget holdbare overflader

har været brugt i middelhavsområdet

op gennem tiden, men

det ser ud til, at det er den italienske

arkitekt Carlo Scarpa (1906 -

1978), der med sin fine sans for

detaljer og stofligheder virkelig

har bragt dem ind i moderne arkitektur.

Han har anvendt disse

overflader med deres glatte, blanke

og strålende virkemidler i

kombination med og som kontrast

til mere rustikke overflader.


Real Kredit Danmark. Foto: Jens Frederiksen.

I sine byggerier som f.eks.

Castel Vecchio og Banca Populare

i Verona eller i Gypsothecaet i

Possagno og mange andre steder

har han anvendt disse materialer

og teknikker på overbevisende

måde til hele rum, såvel som til

lofter, skærmvægge og andre

detaljer, hvor Spatolato’en på

grund af sin blanke, facetterede

struktur virker som accent og

highlight.

Det er inspirationen fra Carlo

Scarpa, som for alvor har gjort

klassisk marmorpuds til et nutidigt

materiale. Den levende tradition,

som altid har været til stede i

Italien, har han dyrket og kultiveret

til perfektion og dermed givet

os andre inspiration til at fortsætte.

I Danmark kender vi til anvendelse

af klassisk marmorpuds,

eksempelvis fra værker fra det 20.

århundredes første del, som f.eks.

Politigården, Frimurerlogen og

det Kongelige Teaters nye scene

“Stærekassen” i København, hvor

arkitekten Holger Jakobsen har

anvendt Stucco Lustro eller klassisk

marmorpuds i interiørerne i

mange farver – en for hver etage.

Foruden disse danske eksempler

kan der også henvises til brug

af klassisk marmorpuds i en række

andre skandinaviske interiører

med udgangspunkt i nyklassiske

strømninger. Jeg tænker på eksempler

som Gunnar Asplunds

Stadsbibliotek 1920-28 og Peter

Celsings Sveriges Riksbank

1965-74 i Stockholm, samt Göteborgs

Koncerthus af Niels Einar

Erikson i 1935.

Alle de nævnte eksempler eksisterer

endnu og står stadig med

deres forskellige marmorpudsoverflader

som beviser på materialets

holdbarhed og evne til at ældes

med ynde.

Privat badeværelse – hvidt med indlagt turkis flise og et

antikt spejl. Foto: Maria Erle.

Endvidere er klassisk marmorpuds

kommet i forgrunden igen i

nutidens internationale arkitektur.

For eksempel ser vi den fra midten

af 1980’erne anvendt igen og

igen i de store museumsbyggerier

i Europa.

At have med disse overflader at

gøre stiller krav om nye og

anderledes holdninger, både hos

håndværkere, bygherrer og arkitekter.

Udover kvaliteten af materialerne

er det håndværkerens tekniske

snilde, kunstneriske sans og

kær-lighed til et veludført arbejde,

som skaber de smukke resultater.

Det forudsætter også, at man

som bygherre er indstillet på at

investere i en langtidsholdbar

kvalitet, og at man kan værdsætte,

at en bygning modnes.

Sidst, men ikke mindst er det

en forudsætning at arkitekterne

15


16

kender Stucco Lustroens muligheder

og begrænsninger, så de kan

arbejde med dens rige potentiale.

Interessen for at anvende klassisk

marmorpuds på vore breddegrader

er absolut til stede, men

det mærkes, at der er stor usikkerhed

med hensyn til mulige

anvendelsesområder. Stucco

Lustro kan med fordel anvendes i

interiører, hvor der færdes mange

mennesker. I offentlige rum,

hvor man til gengæld for en relativ

kostbar behandling af vægge

og lofter kan eliminere sine

udgifter til udsmykning, idet

disse marmorpudsede overflader

kan have så kunstnerisk en

udformning i sig selv, at yderligere

effekter er overflødige.

Stucco Lustro har sin force ved

indeklimamæssige fordele,

meget lang holdbarhed, evne til

at ældes med ynde, samt sine

taktile egenskaber. Den har en

helt exceptionel evne til at bidrage

til et rums kvalitative udtryk.

Det er lykkedes at få mange

arkitekter, bygherrer og ingeniører

til at interessere sig for

materialet, og i mange tilfælde

er det lykkedes at få dem overbevist

om den gode idé, selvom

de umiddelbare omkostninger er

højere end i traditionelle behandlinger.

Hvad man ofrer som

en engangsudgift, tjener man

nemlig ind igen ved de praktisk

talt ikke eksisterende vedligeholdelsesudgifter.

Private bygherrer er blevet opmærksomme

på området, og der

er en stigende interesse for at

bruge Stucco Lustro specielt i

køkkener og i badeværelser. Fra

håndværkerside er der stor interesse

i at lære teknikken.

En stor interesse for Palladios

renæssancebygninger førte mig i

sin tid til Norditalien for længerevarende

ophold og studier. Jeg

Pompeji - fuglen i oliventræet. Foto: Maria Erle.

opholdt mig i Vicenza og fik der

lejlighed til at følge forskellige

renoveringer af mindre bypaladser.

Her iagttog jeg, at man til

vægbehandlinger brugte denne

fascinerende glittede puds, som

man ikke kunne modstå. Man

måtte røre ved den, snuse til

den, næsten smage på den.

Efter hjemkomsten var jeg

opsat på at forsøge at bruge teknikken

i egne arkitektopgaver.

Det viste sig, at også andre arkitekter

var interesserede, og derfor

oprettede jeg firmaet

AMPIO, som nu går ind i sit

femtende år.

Som arkitekt udfører jeg opgaver,

hvor Stucco Lustro bliver

anvendt, og jeg har også inspire-


Ny Carlsberg Glyptotek, H.C. Andersens Boulevard. Foto:Jens Lindhe.

ret andre arkitekter og store tegnestuer

til at tage opgaven op.

Eksempler på disse arbejder er

f. eks. Ny Carlsberg Glyptotekets

nye tilbygning, Realkredit

Dan-mark ved Jarmers plads,

DR TV byen, TV2 Odense,

Rådhuset Odense, Nykredit

Odense, Carlsberg Forskningscenter,

DSB Roskilde Station,

Palladium Biograf, Århus

Teatercafe, Køge Skitsesamling,

Christiansborg, Snapstinget og

Finansministeriet, Boligbyggeriet

Charlottehaven, Østerbro,

m.m.

De fleste arbejder i Danmark

har været i offentlige bygninger,

men der er også en tendens til, at

private, ligesom i Italien, ønsker

Italiensk håndværker i arbejde.

Foto: Maria Erle.

at give deres interiører den kvalitet

og holdbarhed en veludført

Stucco Lustro giver.

Kært barn har mange navne:

marmorpuds - marmorino - stucco

veneziano - spatolato - Stucco

Lustro.

Der afholdes et kursus i Stucco

Lustro og marmorino 9.-10. maj

i Raadvad-Centeret,

tlf. 45 96 99 90.

STUCCO LUSTRO

MARMORINO

MARMORPUDS

MATERIALER

VÆRKTØJ

UDFØRELSE

KURSER

AMPIO

Raadvad 40 · 2800 Kongens Lyngby

Tlf. 45 50 55 45 · Fax 45 80 01 84

ampio@ampio.dk · www.ampio.dk

17


18

ANNONCÉR I BY OG LAND

Til læsestoffet i b hører som bekendt annoncerne. De giver

information om produkter som er nyttige at kende til for den der ejer

eller bebor et gammelt hus (eller et nyere).

Men annoncerne er også en indtægtskilde for Landsforeningen, en indtægtskilde

som vi ikke kan undvære og gerne ser forøget.

Så derfor: hvis du har en virksomhed der producerer noget med relation

til bygningsbevaring, eller hvis du kender nogen der har, tænk da

lige på om det mon ikke ville være en god idé at få indrykket en annonce

i b.

Prisen afhænger af annoncens størrelse, men går fra 10.000 kr. for en

hel side til 1.500 kr. for den mindste annonce (1/8 side). Vores layouter,

Inge Karrebæk, er gerne behjælpelig med opsætningen.

Landsforeningens folder

Landsforeningen har udgivet en

ny hvervefolder som i kort form

informerer om vores formål,

organisatoriske opbygning,

vores aktiviteter, vores blad

b, hvordan man bliver

medlem og hvad det koster at

være medlem/at abonnere på

bladet. Sidste ”side” er et girokort

til afrivning og benyttelse

på posthuset.

Du kan rekvirere et parti foldere

ved henvendelse til vores

sekretariat. De er gode at have i

lommen eller tasken, hvis man

skulle komme ud for nogen i sin

bekendtskabskreds som afslører

interesse for bevaring af vores

bygningskultur.

Til træ og vægge.

Nu også til industriel overfladebehandling

med egen

linoliemaling!

Ring og hør nærmere!

Damson Paint Linolab A/S

Småmosevej 3C · Postboks 251

5700 Svendborg

Telefon +45 63 955 666 · Fax +45 63 955 667

E-mail damson@mail.tele.dk

www.damsonpaint.dk


KVÆGTORVET I AALBORG

Af Jørgen Elsøe Jensen.

Kvægtorvet er et markant, bevaringsværdigt

bygningsanlæg på

Aalborgs havneterræn; (se omtale

i b 62). Det består i

dag af to sammenbyggede haller

fra 1913 og 1915, men der har

været en del flere bygninger på

området, for kreaturmarkedet i

Aalborg (åbnet 1891) fik hurtigt

europæisk format. I sin storhedstid

blev der handlet hen mod

40.000 kreaturer årligt (1968:

40.101), omsætningen rundede

over 100 mio. kr. (1983:

112.156.131 kr.), og markedet

havde en del over 10.000 m 2

under tag. Kvægtorvet hørte til

byens betydeligste virksomheder.

Men ingenting varer ved.

Gennem 1990'erne faldt tilførslerne

støt. Strukturforandringer i

landbruget og i samfundet ledte

kreaturhandel ind i andre kanaler.

Samtidig randt industritiden i

Aalborgs historie ud, og byen

måtte til at omstille sig på nye

tider med mere vidensbaseret

virksomhed og flere kreative borgere.

I 1998 opsagde kommunen

lejeaftalen med Aalborg Amts

Landboforening, og efter en voldgift

i 2000 overtog kommunen

foreningens andel af ejendomsværdierne.

Grunden var da

bestemt til et nyt musikhus – et

ikon som en by af landsdelsformat

må have. I den plan lå Kvægtorvet

i vejen. Byrådet dømte det til

nedrivning, som dommerkomitéen

bag Musikkens hus ønskede. Men

alligevel lykkedes det i sidste øjeblik

at redde den store Kvægtorvshal

(1915). Det foregik på denne

måde.

Efter langvarig lokal debat og

venten på musikhusplanen besluttede

Aalborgs byråd endnu en

gang i juni 2003, at Kvægtorvet

skulle nedrives. Bevaringsforeningen

i byen ankede beslutningen til

Naturklagenævnet, for kommunen

havde ikke udarbejdet den nødvendige

lokalplan, som kræves i

større nedrivningssager. Naturklagenævnet

imødekom klagen og

bestemte, at den havde opsættende

virkning. Der blev med andre ord

rum til yderligere debat, men den

førte ikke til noget. Beslutningen

var taget. Indsigelsesfristen for

den nye lokalplan udløb 18. marts

2004, og Kvægtorvets dage syntes

definitivt talte. Bevaringsforeningen

var derfor i alvorlig nød med

sin sag, da undertegnede og tidligere

afdelingsarkitekt i Aalborg

Kommune, Svend-Aage Jakobsen,

deltog i en konference om beva-

Laveret opstalt af Kvægtorvet. Farvelægning: Svend-Aage Jakobsen.

Sydfacaden er den bedst bevarede,

mens nordfacaden er påvirket af den

store tilbygning fra 1953, men dog

ikke mere, end at den kan genskabes.

Foto: Svend-Aage Jakobsen.

ring i Grenå i dagene 25.-26.

marts. Konferencen var indkaldt

på initiativ af tidligere medlemmer

af Nationalkomitéen for

Bygningskulturens Dag og blev

sponsoreret af Bestsellerfonden,

som Troels Holch Povlsen står

bag. På konferencen talte vi indtrængende

vores sag og efterlyste

over for Kulturarvsstyrelsens

direktør, Steen Hvass, kraftigere

redskaber i bevaringsarbejdet, så

bevaringssager som Kvægtorvet i

Aalborg ikke gentog sig.

Troels Holch Povlsen foreslog

straks, at forsamlingen af borgmestre

og bevaringssagens honoratiores

afgav en støtteerklæring, som

skulle indrykkes i Nordjyske

Stiftstidende. Det vandt umiddelbar

tilslutning, men dagen efter

fandt konferencens arrangører, at

det ville være en politiseren, som

19


20

Kvægtorvet under skyggen af Nordkrafts to skorstene. I 1964 blev de fritliggende bygninger erstattet af en stor tilbygning på

hallerne fra 1913 og 1915. Det er den lidt bredere hal fra 1915, som bevares.Teknisk Forvaltning luftfoto.

Hallen fra 1915 med opstaldede kreaturer.

Foto o. 1920. Aalborg Stadsarkiv.

Grisemarked i hallen fra 1913. Den

lidt bredere hal fra 1915 springer frem

i mellemgrunden. De to hallers nordfacader

var ens. Foto i “Aalborg Kvægtorv

i 100 år. Aalborg 1985; s. 27”.

var konferencen fremmed, og det

er også rigtigt, at mange deltagere

ville være sat i et dilemma som

mulige underskrivere på en erklæring,

der greb ind i en verserende

lokalpolitisk sag. Vi stod

derfor med udtalt velvilje, men

uforrettet sag. Slaget var tabt – tilsyneladende.

Dagen efter konferencen

foreslog arkitekt Jens

Kirkegaard (Landsplanafdelingen,

Skov- og Naturstyrelsen) Troels

Holch Povlsen, at Bestsellerfonden

købte Kvægtorvet for en

krone mod at istandsætte det og

føre det tilbage til dets oprindelige

udseende. Det er det forslag, som

nu bliver realiseret. Vi er himmelfaldne.

Borgmester Henning G. Jensen

(S) blev orienteret og talte siden

sagen i Musikhusets byggeudvalg

og i sin byrådsgruppe. Den officielle

henvendelse blev derefter

fremsendt, stemningen begyndte

at vende. Med en bygherre som

ville sikre økonomien lykkedes

det teknisk rådmand, Henrik

Thomsen (SF), at skrue sagen

igennem politisk. Efter en række

forhandlinger om vilkårene for

overtagelsen, bekræftede byrådet

aftalen i oktober, hvorefter skødet

blev underskrevet, og udarbejdelsen

af et bygherreprogram kom i

gang. Den historiske bygning vil

indgå i et samspil med Musikkens

hus og de bevarede dele af

det nærliggende Nordkraft, som

kommunen har udlagt til kulturcentrum.

Hele dette sagsforløb er interessant

og lærerigt. Først må

man spørge sig, hvorfor et flertal

i byrådet end ikke ønskede at

foranstalte en undersøgelse af,

hvordan Kvægtorvet kunne

bevares, selv om debatten var

koncentreret om det punkt. Det

kan kun forklares ved, at bevaringstanken

endnu kun har et

svagt rodfæste i byrådet. Dernæst

er det rene tilfældigheder,

som førte til den værdifulde

bygnings bevaring. Var der ikke

indgivet klage til Naturklage-


Kvægtorvet (nr. 53 på kortet) bestod i 1923 af en langstrakt hal fra 1913 (vest)

og 1915 (øst) ved Langelinie og flere andre bygninger.Trap, 4. udgave.

nævnet, og var klagen ikke

kendt berettiget, var Kvægtorvet

givetvis nedrevet.

Det er endvidere kun fordi der

tilfældigvis var indkaldt til en

konference om bevaring, hvortil

bevaringsfolk fra Aalborg også var

inviteret, at der på randen af den

yderste dag opstod en mulighed

for at rejse sagen i et forum, hvor

der var vilje til bevaring. I stedet

for den støtteerklæring, som ikke

kunne approberes, blev det den

gode ide, at Bestsellerfonden

kunne melde sig som køber, som

førte denne bevaringssag igennem

til en lykkelig afslutning. Det er

en milepæl i det arbejde, som foreningen

By og Land i Aalborg

varetager.

Alligevel er det uholdbart, at

store bevaringssager afklares på et

så tilfældigt grundlag. Der er et

åbenlyst behov for smidigere samarbejdsformer

og dialoggange i

bevaringsarbejdet, og det er klart,

at bevaringstanken trænger til

aktiv udbredelse. I denne sag stod

politisk modvilje over for en til

tider indædt bevaringsopposition.

For at undgå de spidse penne og

fremme dialogen er der på kommunens

initiativ dannet et forum

for arkitekturpolitik, hvor bl.a. den

slags sager kan drøftes med lokale

interessentgrupper.

Det er en positiv udvikling, men

der må kraftigere redskaber til,

hvis bevaringen af bevaringsværdige

bygninger skal blive til noget

på landsplan. Det er for let at tilsidesætte

bevaringshensyn, også når

ejerne er lokale myndigheder, som

det blev påpeget over for Kulturarvsstyrelsens

direktør på konferencen

i Grenå, hvad han jo udmærket

er klar over, men også har

et politisk problem med. Det er

ikke alene i byrådet i Aalborg, at

bevaringstanken endnu kun har et

svagt rodfæste.

SELV MINDRE GAVER ER

TIL STOR GAVN FOR

LANDSFORENINGEN

Det er af bydende nødvendighed

for Landsforeningen, at vi opretholder

vores rettigheder til de midler,

der tilgår os fra Tips- og

Lottopuljen, da en del af

Landsforeningens arbejde understøttes

af disse midler, beløbet skal

dog være på min. 50 kr.

Told og Skat giver efter nærmere

regler foreninger og institutioner

retten til, at skatteydere kan fradrage

gaver efter ligningslovens

§8A. Reglen gør det muligt at

fradrage beløb over 500 kr. givet

til godkendte foreninger, dog

med et fradrag på maksimalt

5000 kr. pr. person pr. år.

Landsforeningens lokalforeninger

har derfor endnu en god

mulighed for at støtte det lokale

arbejde, idet sekretariatet videresender

det indbetalte beløb til

konkrete lokale projekter, når

dette fremgår af gaven. Gaver

kan sendes som check, indsættes

på konto 4310 3576045816 i

Danske Bank eller på girokonto

509 5700.

Gavegivere kan købe forskellige

publikationer til en fordelagtig

pris, der skal lægges oven i gavebeløbet.

Det drejer sig bl.a. om:

Bent Waagepetersen, Folk og

Huse i Helsingør, 50 kr.

Statuen til Hest; 35 kr.

For øvrige titler henvises til

sekretariatet tlf. 70 22 12 99.

21


22

H.C. ANDERSEN VAR EN MEGET

VELKOMMEN GÆST PÅ HERREGÅRDENE

Af Erik Heimann Olsen Foto: Forfatteren.

Nørre Wosborg. Nørre Wosborg.

Nørre Wosborg.

De danske herregårde kunne i

sidste halvdel af det forgangne

år glæde sig over megen opmærksomhed.Bygningskulturweekenden

i september var helliget

dem, Nationalmuseet åbnede

samme måned en stor og spændende

særudstilling om dem, og

museet udsendte det første af de

i alt fire bind af et storværk om

vore herregårde.

I år er søgelyset især rettet

mod H.C. Andersen i anledning

af 200-året for hans fødsel den

2. april 1805. Men herregårdene

var en væsentlig side af digte-

rens liv, og der er da også udkommet

to nye bøger om hans

mange besøg på dem:

Jens Andersen:

”Greveligt godt – H.C. Andersen

og herregårdene”.

Fotos ved Morten Juhl.

Mette Winge:

”På besøg – med H.C. Andersen

på danske herregårde”.

Tegninger: Claus Seidel.

Herregårdsbesøgene begyndte

i 1829, da H.C. Andersen var 24

og lidet kendt, og det sidste var i

sommeren 1874, hvor han var

berømt og feteret. Året efter, da

han havde rundet de 70, skulle

han i juni have været af sted til

Bregentved, men da hans vært

dér, grev Frederik W. Moltke,

netop blev udnævnt til udenrigsminister

(ikke som anført af Jens

Andersen statsminister, det

havde han fået tilbudt af Kongen

året før, men afslået), blev rejsen


aflyst. I stedet gik turen til hans

trofaste venner, grossererfamilien

Melchiors sommervilla ”Rolighed”

lige uden for København,

og der døde han den 4.

august 1875, 70 år gammel.

En oversigt over samtlige besøg

med ankomst og afrejse,

oprindeligt udarbejdet til Erik

Lassens bog om emnet fra 1993,

er gengivet i Jens Andersens

bog. Oversigten viser i alt over

140 besøg i løbet af de 45 år.

Besøgene kunne vare fra én dag

til adskillige uger, og af de

mange herregårde på listen var

H.C. Andersen særligt ofte på

Basnæs ved Skælskør (36

ophold), det nærliggende Holsteinborg

(14), Glorup på Østfyn

(24) og Lykkesholm også dér på

egnen (6), nabogodserne i

Sydsjælland Bregentved (13) og

Gisselfeld (4). Samme antal (4)

gjaldt Nysø ved Præstø, hvor

han ganske vist ikke altid kom

særligt godt ud af det med værtinden,

baronesse Christine

Stampe, men kunne glæde sig

over den hjemvendte berømthed

Bertel Thorvaldsens selskab.

Det fjernest besøgte gods var

Nørre Wosborg ved Ulfborg i

det nordvestlige Jylland. I bogens

indledende tekst anfører

Jens Andersen Henrik Haubroe

som ejer. Men før bogen udkom,

havde han allerede i begyndelsen

af 2004 overdraget den stærkt

forfaldne herregård til Fonden

Realdania, som derved har sikret

gårdens overlevelse og fremtid.

Også kongelige residenser

indgik i besøgene. I 1844 hos

hertugfamilien på Augustenborg

slot, året efter på Gråsten slot.

Også herregårdene syd for den

nuværende landegrænse og på

den anden side af Øresund blev

jævnligt besøgt, men det ligger

uden for bøgernes emne.

H.C. Andersen tilbragte sammenlagt

ca. fem af sine 70

leveår på herregårdene. Hvorfor

nu denne interesse for dem, og

hvad fik landadelen til ikke

alene at åbne deres døre for

ham, men til ligefrem at kappes

om hans nærværelse?

Bøgerne viser, at H.C. Andersen

nok var snobbet og ønskede

opmærksomhed, ikke alene i de

unge år, men også efter han var

blevet kendt og siden berømt.

Men det var ikke hele forklaringen

Han havde ingen familie og

aldrig et eget hjem. I København

boede han i lejede, møblerede

værelser og fandt vel en slags

”home away from home” hos

vennefamilierne Collin og

Melchior i København, i Guldalderkredsen

omkring Bakkehuset

hos Rahbek’erne og på de

mange godser rundt om i landet.

Kamma Rahbek var den første,

der kaldte ham digter.

Men han var også meget selskabeligt

anlagt, vidste at udtrykke

sin glæde over gæstfriheden

og havde mange talenter at

byde på. Dagligdagen på godserne

kunne være ret ensformig, og

besøgene af digteren bragte

afveksling. Han skrev som regel

på sine værker derude – hvad

han skrev hvor anføres ofte i

begge bøger – og læste gerne op

af dem, digtede til festlige lejligheder,

var ferm med saksen til

papirklip, var underholdende ved

selskaber etc.

Og så var der jo også prestige

for godsejerne i at have besøg af

ham, kendt, berømt og berejst

som han var. Besøgene gav ofte

anledning til selskabelighed, så

naboer, venner og familie kunne

møde berømtheden. Mette

Winge påpeger da også, at forholdet

gæst/vært var en slags

”give and take”, begge parter

gav noget og modtog noget ved

besøgene. Hendes bog omfatter

tyve godser og er illustreret af

Claus Seidels let abstrakte tegninger,

der i stil passer godt til

digteren.

H.C. Andersen nød livet på

landet. Jens Andersen, der sidste

år udsendte et meget anerkendt

tobinds-værk ”Andersen”, har

fundet titlen til sin nye bog i digterens

dagbog fra 1842 skrevet

under en rundtur mellem sydsjællandske

godser, hvor han

føler sig behandlet ”greveligt

godt”, kort og rammende. Jens

Andersens bog handler om

besøgene på syv herregårde,

som interesserede læsere har

mulighed for selv at opleve, i

hvert fald udefra. Basnæs, som

havde rekorden, er derfor ikke

med, den ligger gemt bag hegn

og buskadser. Morten Juhls

mange smukke farvefotos vil

nok kunne inspirere læserne til

selv af se/gense de historiske

steder.

Begge bøger sætter på en

overskuelig, let læst og gennemillustreret

måde den vigtige bygningskulturarv

herregårdene i

forbindelse med vor verdensberømte

landsmand og vil være

nyttig og aktuel læsning i hans

”jubelår”.

Jens Andersen: ”Greveligt godt”.

Gyldendal. 111 sider, mange farvefotos.,

199,- kr.

Mette Winge og Claus Seidel:

”På besøg”. Aschehoug. 144 sider,

gennemill. med tegninger, indbd.

249,- kr.

23


24

BYGNINGSKULTURENS DAG 2005

”MODERNISMENS HUSE”

Af Elisabeth Buchwald, Kulturarvsstyrelsen Fotos: Kulturarvsstyrelsen.

Århus Svømmehal.

Bellevuekrogen.

Skolen ved Sundet.

”Modernismens Huse” bliver

temaet for Bygningskulturens

Dag 2005, når Danmark for 13.

år i træk deltager i denne årligt

tilbagevendende, fælleseuropæiske

begivenhed, kaldet European

Heritage Days, som finder

sted i weekenden den 10-11.

september.

Som de forrige år er Bygningskulturens

Dag baseret på

de frivillige arrangører – beva-

ringsforeninger, ejere, kommuner,

biblioteker, museer, m.v. –

som ved en fælles indsats er

med til at rette fokus på bygningskulturen

under et fastlagt

tema, der skifter fra år til år.

Idéen med årets tema er at sætte

fokus på byggerier – både

offentlige og private – fra perioden

1915-1970, men også på

modernismes idégrundlag,

formsprog, materialer og teknologi,

der som bekendt brød radikalt

med tidligere tiders arkitekturopfattelse.

Vel vidende, at den

egentlige modernisme daterer

sig til årene 1924-40 håber vi

med et lidt bredere tidsmæssigt

perspektiv, at Bygningskulturens

Dag 2005 kan blive en ”øjenåbner”

for modernismens begyndelse

med nyklassicismen i

begyndelsen af 1900-tallet, men

også for dens mere langsigtede

indvirkning på dansk arkitektur i

årene efter anden verdenskrig.

Kulturarvsstyrelsen vil igen i

år være hovedansvarlig for

arrangementet. D.v.s. at styrelsen

står for arrangementets hjemmeside,

der snart vil kunne findes

på www.kuas.dk, men også for

den praktiske rådgivning og for

det gratis materiale i form af

plakater, hæfter m.v., som uddeles

til arrangørerne og andre

interesserede. Kulturarvsstyrelsen

samarbejder ved Bygningskulturens

Dag 2005 med Bygningskulturelt

Råd,

www.bygningskultureltraad.dk

der også vil kunne være behjælpelig

med gode råd, og med foreningen

DOCOMOMO (Documentation

and Conservation of

buldings, sites and neighborhoods

of the Modern Movement),

som med sin store viden

om netop denne periodes byggeri

vil yde faglig bistand til arrangementet.

Som altid håber vi, at så

mange som muligt vil deltage,

både som arrangører og som

besøgende. Forrige års tema,

”Herregården”, som tiltrak et

rekordstort antal besøgende på

hen ved 15.000 gæster, kan blive

vanskeligt at overgå, men vi

håber alligevel, at modernismetemaet

vil vække bred interesse.

Mulighederne for arrangørerne

er som de andre år mange, og

alle tiltag er velkomne: byvandringer,

rundvisninger, foredrag,

debatter, udstillinger, besøg i

udvalgte, offentlige (og måske

private?) huse og forhåbentlig

også på en række udvalgte byggepladser,

hvor man vil kunne få

indsigt i det ikke altid helt enkle

arbejde med renovering af modernismens

(beton-) huse. Således

kan de fleste af landets byer

– når først man ser sig grundigt

omkring – mønstre adskillige

byggerier, både offentlige og private,

der i større eller mindre

grad står i gæld til modernismens

tankegang, og som vil

være spændende at kaste blikket

mod: Skoler, rådhuse, kirker og

lufthavnsbyggerier, men også

broer, idrætsanlæg, rekreative

anlæg, erhvervsbyggerier og rigtig

mange private villaer, bungalows,

sommerhuse og etageboligbebyggelser.

Vel mødt til september i

Modernismens Huse!


PROGRAM FOR LANDSFORENINGENS

ÅRSMØDE I KØBENHAVN 20.-22. MAJ 2005

Bygningskulturens Hus.

Som det blev besluttet på generalforsamlingen

i Grenå i maj

2004 holdes årsmødet i 2005 i

København i dagene fra fredag

d. 20. maj til søndag d. 22. maj.

Selve generalforsamlingen om

lørdagen bliver holdt i Bygningskulturens

Hus, hvor vi holder til

sammen med bl.a. Bygningskulturelt

Råd og BYFO. Deltagerne

vil således få lejlighed til at

opleve det spændende hus midt i

Nyboder, opført i 1859 som

Søetatens Pigeskole. Årsmødet

arrangeres af Landsforeningen i

samarbejde med Foreningen til

Hovedstadens Forskønnelse.

Hovedtrækkene af årsmødeprogrammet:

Fredag d. 20. maj

Programmet starter kl.19 i

Københavns centrum med velkomst,

guidet tur i havnens

nærhed og lidt til ganen.

Vi slutter ca. kl. 21.30.

Lørdag d. 21. maj

Generalforsamling i

Bygningskulturens Hus,

Borgergade 111, Kbh. K.

Kl. 8.30 - 9.15

Indskrivning og morgenkaffe.

Kl. 9.30 - 15.00

Generalforsamling med indlagt

frokost, der indtages i den tidligere

Polyteknisk Læreanstalt–

nu Geo-center under Københavns

Universitet - i Øster

Voldgade.

Kl. 15.00 - 16.30.

Workshops med emnerne:

Fredning og bevaring

Landskabskulturen

Planlægning/plansystemet

Foreningens organisation i fremtiden,

bl.a. set i lyset af kommunalreformen.

Ledsagerarrangement

8.30 – 9.15

Mulighed for en kop kaffe i

Bygningskulturens Hus

9.30 – 16.00

Guidet tur til fods, til vands og

med HT-bus i Frederiksstaden,

havnen, Holmen og middelalderbyen.

Fællesprogram

Kl. 19.00 - 24.00

Årsfest “indenfor voldene”.

De nærmere detaljer om sted og

priser bliver sendt til medlemmerne.

Søndag d. 22. maj

Fællesprogram

Kl. 9.30 – ca.12.30

Bustur til udvalgte villaer nord

for København. Årets tema for

Bygningskulturens Dag:

“Modernismens Huse” vil indgå

til inspiration. Søndagsturen

slutter i Bondebyen i Lyngby,

hvor der også er frokost.

Tilmeldingsmateriale, skriftlig

beretning m.v. sendes direkte til

medlemsforeningerne, personlige

medlemmer og institutionelle

medlemmer.

Her vil også et udvalg af overnatningssteder

blive nævnt.

Af hensyn til den praktiske tilrettelægning

skal tilmelding ske

senest mandag d. 18. april.

Det skal indskærpes, at tilmeldingsdatoen

skal overholdes, da

det ellers ikke er muligt at træffe

bindende aftaler om de enkelte

dele af programmet.

Landsforeningens sekretariat

vil stå til rådighed for besvarelse

af tvivlsspørgsmål.

25


26

ANMELDELSER

Lys eller ej

Peter Olesen: Lys eller ej. København

og Paris når mørket falder på. 2004.

104 sider, illustreret. Pris: 199,- kr.

Peter Olesen har før givet udtryk

for at han synes at Københavns

bygningsmonumenter skal belyses,

når mørket har sænket sig

over byen. Dette synspunkt

uddyber han i sin nye bog. Det

er nærmest en billedbog, hvori

han i form af opslag viser parvis

matchende motiver fra Paris –

som er belyst – og København –

som henligger i mørke. Det er

en effektfuld præsentation af

dilemmaet: lys eller ej.

Igennem generationer har den

opfattelse været fremherskende,

at projektørbelysning af bygninger

er vulgær og arkitektonisk

forringende, hvorimod lys i vinduerne

var en kultiveret måde at

fremhæve monumentalbygninger

på. Et hårdtslående argument

leverede Det særlige Bygningssyns

daværende sekretær, arkitekt

Bent Rud, da han i 1970’erne

illustrerede en artikel i Arkitekten

om problemet med et

fotografi af sit eget ansigt belyst

nedefra. Alle kunne se hvor forkert

det virkede. For det er jo det

egentlige problem: Disse store,

ofte fritliggende bygninger må

jo i sagens natur i langt de fleste

tilfælde projektørbelyses nedefra,

hvad der let kan give bygningerne

et uvirkeligt og spøgelsesagtigt

udseende.

I København er i de senere år

enkelte bygninger blevet belyst,

mest koncentreret på Kongens

Nytorv: Det kgl. Teater, Magasin

du Nord, Hotel d’Angleterre

m.fl. Også flere som efter Peter

Olesens mening ikke burde være

det. Han efterlyser med andre

ord belysning efter en overord-

net plan, og han anerkender også

problemerne ved belysning nedefra.

25-50 steder i København

mener han kunne fortjene at

blive fremhævet på denne måde,

og det er disse eksempler han

behandler i sine opslag: Frue

Kirke stillet over for Notre

Dame, Marmorkirken over for

Sacré Coeur, Christiansborg over

for Assemblé Nationale, Københavns

Universitet over for Sorbonne

osv.

Det er nu ikke altid at sammenstillingen

falder ud til de

belyste, parisiske monumenters

fordel. Sacré Coeur er således et

skræmmende eksempel på det

uheldige i belysning nedefra.

Omvendt er flere af de københavnske

motiver utroligt smukke

– Hammershøjske – i deres

stemningsfulde dunkelhed, kun

oplyst af enkelte velplacerede

gadelygter: Domhuset, Gråbrødre

Torv, der fremtræder som indbegrebet

af Københavnsk guldalder,

H.C. Andersens og Søren

Kierkegaards by. Det er vel også

en kvalitet vi skal tage vare på.

b er ikke blind for

at det i nogle tilfælde kan være

acceptabelt at belyse – ovenfra –

og måske overvejende nyere

bygninger, men må tilråde den

største forsigtighed når det gælder

bygninger i København

inden for voldene.

Peter Olesens tekst er frisk, og

budskabet går klart ind. Fremhæves

skal desuden bogens

mange fremragende billeder,

fotograferet af Torben Petersen.

SE LANDSFORENINGENS

HJEMMESIDE

WWW.BYOGLAND.DK

A.T.

En klassiker

Michael Steen Johnsen: Arkitekten

Gehrdt Bornebusch. Arkitektens

Forlag 2004. 192 sider, rigt illustreret.

Pris: 348,- kr.

Gehrdt Bornebusch er en af vor

tids gode arkitekter. Nu nærmer

han sig de 80 år, og en yngre

arkitektkollega har følt sig tilskyndet

til at skrive en fin og

engageret bog om ham. Han var

en af ”de skrappe drenge”, Max

Brüel, Jørgen Selchau, Henning

Larsen og så Bornebusch der

havde et tegnestuefællesskab og

”støvsugede” arkitektkonkurrencerne

for præmier i 1950’erne.

De havde alle været ansat hos

Arne Jacobsen og havde alle en

udpræget fornemmelse for kvalitet.

Glostrup Krematorium,

Herlev Sygehus og Holbæk

Seminarium hører til tegnestuens

kendte og skelsættende arbejder.

Senere skiltes deres veje, men

også enkeltvis formåede de at

sætte sig markante spor.

Bornebusch har tegnet og

opført et stort antal bygninger:

det krumme sommerhus på

Sjællands Odde, den danske

ambassade i Beijing, Esbjerg

Seminarium, Plejehjemmet på

Løjtegårdsvej, Tårnby Bibliotek,

Forskningscentret for Skov &

Landskab, Skovskolen i Nødebo

og Sognegården i Hellerup.

Hertil kommer ombygningen af

Nationalmuseet og restaureringen

af Rådvad og Brumleby.

Alle får de udførlig omtale og

dokumenteres med tegninger og

farvefotos.

Karakteristisk for Bornebuschs

huse er at han har tænkt

dem til stedet, og at de mest vellykkede

er dem der har kunnet

indgå i en naturgiven sammenhæng:

det krumme sommerhus,


Forskningscentret Skov & Landskab.

Det første af dem er blevet

fredet. Det er kun sket for ganske

få arkitekter i levende live.

Bornebusch er en levende klassiker.

Og han tegner stadig huse –

A.T.

Fra barok til Biedermeier

Kirsten Lindberg: Fra barok til

Biedermeier. By og borger i

København.Tegnestuen Tilia

Montana, 2004. 349 sider, illustreret.

Pris: 350,- kr.

Kirsten Lindberg, der vil være

kendt af mange for sit kæmpeværk

Sirenernes stad København

I-VI, fortsætter sit forfatterskab

inden for dansk bygningshistorie.

Vi har tidligere omtalt hendes

bog om frimurerordenens

bygninger (se b 58),

og nu foreligger så hendes seneste

værk, som adskiller sig lidt

fra de tidligere bøger. Det handler

stadig om det gamle Københavns

bygningskultur, men indgangen

til emnet er denne gang

en skildring af fire familiers liv

med hovedpersonerne tobaksfabrikant

Paulus Roslin 1726-

1800), murmester Johan Henrich

Brandemann (1736-1803), brygger

Christen Asleben Lindam

(1734-1801) og vajsenhusforstander

Hans Henrich Frost

(1766-1825). De fire familier

havde tilsyneladende ikke noget

med hinanden at gøre, familieoverhovederne

virkede inden for

helt forskellige erhverv, men lignede

hinanden ved at have slået

sig op fra beskedne kår til konfortable

forhold. Alle endte de

som husejere. Imidlertid lader

det til at udgangspunktet for at

netop de er blevet valgt til at

belyse København op gennem

1700-tallet er, at de alle fik

gravsteder med monumenter på

Assistens Kirkegård, monumenter

som for Roslin og Brandemanns

vedkommende for nylig

er blevet smukt restaureret, mens

Lindams og Frosts for tiden er

lagt i magasin med henblik på

senere restaurering.

Det er ikke så let at bringe liv

ind i fire ikke særlig forskellige

borgerfamiliers ret almindelige

ydre data, som de kan udledes af

arkiverne, selv om Kirsten

Lindberg har lagt stor fantasi og

arbejde i at finde utraditionelle

kilder.

Kirsten Lindberg er først og

fremmest bygningshistoriker, og

det er da også i skildringen af de

huse, familierne beboede og

ejede, at hun er på mest sikker

grund. Alle husene er gengivet i

opstalter og planer, men desværre

er mange af dem senere

forsvundet, hvad der svækker

interessen noget. Enkelte eksisterer

imidlertid stadigvæk og er

tillige af mere end almindelig

interesse. Murmester Brandemann

ejede således den bekendte

Møntmestergård opført i

1680’erne, og i vore dage genopført

i ”Den gamle By”, Århus.

Det var også Brandemann der

leverede tegningen til Skydeselskabets

gård på Vesterbro, nu

kendt som Københavns Bymuseum.

Disse bygninger får udførlig

omtale.

Men derudover skildres i indledende

kapitler de store bybrande

og hvad de medførte af nyt

byggeri. Endvidere den ”fredelige”

tid mellem de to store bybrande,

der ikke var så fredelig

endda; mange mindre brande og

den store eksplosion af krudttårnet

på Rosenkrantz’ Bastion

1779 anrettede store skader,

hvortil kommer katastrofen

ANMELDELSER

Christiansborg brand 1794. Vi

hører om skiftende arkitektoniske

idealer repræsenteret af arkitekter

som J.C. Krieger, N. Eigtved,

C.F. Harsdorff og C.F.

Hansen. Men også mange af de

mindre bygmestre, som satte

deres præg på byen får behørig

omtale: Philip de Lange, M.H.

Petermann, J.M. Quist, J.D.

Backhausen, A.C. Wilcken og

Thomas Blom m.fl.

A.T.

Sikring af bevaringsværdige

bygninger

SikringsGuiden. Om sikring af bevaringsværdige

bygninger mod brand,

tyveri, indbrud og hærværk. Udg. af

Dansk Brand- og Sikringsteknisk

Institut. 2004. 115 sider, ill.

Pris: 187,50 kr.

Kan bestilles via DBIs hjemmeside

www.brandteknisk-institut.dk eller på

tlf. 36 34 90 00.

Man kan erstatte eller genskabe

mangt og meget, men det bedste

er alligevel at bevare de originale

bygninger og bygningsdele.

Denne bog giver råd og vejledning

om hvordan man bedst kan

sikre de bygningskulturelle værdier

mod brand, tyveri, indbrud

og hærværk. Den er forfattet af

en lang række kyndige folk, der

siden 1992 har udgjort en tænketank

til imødegåelse af problemerne.

Hvert af de faremomenter, der

omtales i titlen, har fået sit kapitel,

hvori omtales såvel tekniske

som mere juridiske forholdsregler.

En af de vigtigste er at man

skal tænke sig om, men derudover

er der en lang række ting

man kan gøre. Sprinkleranlæg,

videoovervågning, pladeforstærkning

af døre, sikringsglas,

jerngitre, alarmanlæg, elektro-

27


28

ANMELDELSER

nisk perimetersikring og brug af

åben ild er nogle få af de stikord

som bogen er bygget op over.

Det er en nyttig bog med gode

og gennemtænkte anvisninger.

Den kan anbefales alle med

ansvar for fredede og bevaringsværdige

bygninger.

A.T.

Arkitekternes huse

i 1950’erne

Christoffer Harlang og Finn Monies:

Eget hus. Om danske arkitekters

egne huse i 1950’erne. Arkitektens

Forlag 2003. 119 sider, s/h ill.

Pris: 245,- kr.

Bogen rummer 15 eksempler på

huse arkitekterne byggede til sig

selv i 1950’erne. Bogen indledes

med en introduktion til den

internationale inspiration som

kom fra bl.a. Mies van der Rohe,

brd. Eames, Alvar Aalto m fl.

Bogens sidste halvdel er forbeholdt

gennemgangen af 15

udvalgte huse tegnet af danske

arkitekter til sig selv i 1950’erne.

Hver enkelt arkitekthus får fyldig

omtale over nogle sider med

foto af såvel eksteriør som interiør

og gengivelse af planer. Der

er i hvert tilfælde redegjort for

byggeteknik, materialer og konstruktive

principper.

Gennemgangen af de 15 huse

giver god indsigt i og forståelse

for den eksperimenterende og

nyskabende arkitektur som

havde sit gennembrud hos arkitekterne

i 1950’erne. Der er tale

om nye arkitektoniske principper

med store glaspartier, åbne rum

der står i indbyrdes forbindelse

og som har god kontakt med

uderummene. Ikke blot demonstrerer

de 14 eksempler nytænkning

inden for rumindretning

hvor de åbne rumforløb giver en

fornemmelse af god plads og

landskabet der trænger sig ind i

rummene, men viser også hvorledes

materialer som gasbeton, træ,

tagpap bliver nye arkitektoniske

særkender ved de nye huse.

Bogen er således en god introduktion

til de principper som

kom til at præge det store byggeri

af enfamiliehuse der tog sin

begyndelse i 1950’erne. De ses

her i rendyrket form som arkitekterne

har skabt dem til sig

selv, både som laboratorium og

præsentation. Skulle man blive

den heldige ejer af et hus fra

denne periode, kan bogen give

godt begreb om husets grundlæggende

ideer og kan bruges

som nøgle til forståelse af husets

bærende ide inden man griber til

forhastede ombygningsløsninger.

Det kvadratiske format er

behagelig at sidde med, og der er

god plads i sidedisponeringen.

Billeder er i hovedsagen gode og

planer er vist i en læsbar størrelse.

Der er brugt fed skrift, ikke

blot til overskrifter, men også til

selve teksten, det giver et lidt

tungt tektsbillede og letter ikke

læsningen. Kun i få tilfælde er

der vist situationsplaner der

overbevisende viser huset i samspil

med det omgivende landskab.

Teksterne er let tilgængelig

og (næsten) fri for opstyltede

formuleringer som arkitekter

ellers kan benytte sig af.

Kan anbefales som en introduktion

til et en nyskabende

periode i dansk arkitektur.

Susanne Koch

Feriebolig.

Nyrestaureret fredet hus i Sønderho.

4 senge, It, moderne

faciliteter. Rygning og husdyr

ikke tilladt. Tlf.: 75164197

Danske landskaber

Niels Houkjær: Det er Danmark.

En lystrejse gennem det danske

landskab. 336 sider. Gyldendal 2003.

Pris: 299,- kr.

Det fremgår af forfatterens forord,

at han er blevet opfordret af

forlaget til at skrive bogen på

baggrund af en række artikler i

Berlingske Tidende om forskellige

steder i Danmark. Der er dog

kun i meget begrænset omfang

tale om genbrug fra avisen, men

om et nyt forsøg på ”en sammenhængendeDanmarksbeskrivelse

med udgangpunkt i den

natur og de kulturminder, der

ligger synlige i landskabet”.

Det er lykkedes rigtig godt,

for selvom bogen er bygget traditionelt

op i kapitler efter landsdele

eller landskaber, leder man

forgæves efter statistiske og faktuelle

oplysninger og bykort à la

Traps Danmarksbeskrivelse,

men får til gengæld en masse

beskrivelser og oplysninger om

landskabets udvikling, naturen

og vegetationsudviklingen før og

nu og om både den brede kulturhistorie

og om store og små kulturminder

som herregårde, fortidsminder

og sære sagnsten. De

store personligheder, der har

præget landskab og bygningsværker,

bliver sat ind i deres

samtids større sammenhænge,

og der bliver trukket forbindelser

både op til nutiden og langt tilbage

i fortiden, indimellem med

nogen ironi.

Der bliver fortalt sagn, som

det sig hør og bør, og citeret fra

ældre og yngre danske forfattere

– og en enkelt irsk, fra Saxo over

Karen Blixen til Vagn Lundby,

som har bidraget til dansk litteratur

med vægtige betragtninger

om landskab. Selv helt aktuelle


udviklingstendenser som nationalparkplanerne

bliver omtalt.

Bogens undertitel, ”en lystrejse

gennem Danmark”, virker

velvalgt, for læseren bliver virkelig

ført rundt i landet af en

forfatter, der med stor viden og

smittende engagement fortæller

om både kendte og mindre kendte

elementer og sammenhænge i

vores allesammens landskab.

Der er helt klart ikke tale om

et opslagsværk, men bogen kan

være god at kaste et blik i før en

tur til Sydsjælland eller Østjylland,

for den supplerer det velkendte

billede af landet, vi får

fra andre egnsbeskrivelser. Bogen

er illustreret med enkle

oversigtskort over landsdelene

og mange fine fotos, overvejende

i farver, både af velkendte

motiver som Kronborg og

Børglum Kloster, og af helt nye

landskabselementer som f. eks.

en dæmning bygget af de nys

ankomne bævere ved Klosterheden

Plantage og af værker af

moderne kunstnere som Jørn

Rønnow. Bogen viser som nævnt

sammenhænge, vi ikke er så

vant til at se, det er en herligt

vidtløftig bog – på den go’e

måde.

Susanne Andersen

Bydesign manual

Kolding Kommune

Kan fås på Teknisk Forvaltning i

Kolding.

Kolding byråd har vedtaget en

manual for, hvordan de offentlige

arealer skal se ud. Borgmester

Per Bødker Andersen udtaler,

at de fælles retningslinier for

kommunens offentlige byrum i

form af et bydesignmanual skal

være et instrument til inspiration

og styring af arbejdet med kom-

munens udseende.

Manualen fås i to udgaver,

elektronisk på kommunens hjemmeside

og i bogform som en grafisk

smukt tilrettelagt og overskuelig

manual, trykt på et mat kraftigt

papir, som fremhæver bogens

mange fotos.

Manualens principper og

bestemmelser skal være udgangspunktet

for alle store og

små offentlige projekter, som

vedrører byrum og byinventar.

Den skal sikre sammenhæng og

ensartethed i de mange beslutninger,

som træffes med hensyn til

valg og opstilling af byudstyr.

Manualen kan desuden bruges

som vejledning til private bygherrer,

som projekterer steder af helog

halvoffentlig karakter, herunder

private byggemodninger.

Bydesignmanualen er en

håndbog i byudstyr og omfatter

beskrivelse af produkter og

principper for deres anvendelse,

afhængig af, om det er i

Kolding bymidte, indfaldsvejene,

byområdet i øvrigt, landsbyerne

eller i det åbne land. Manualen

skaber et overblik over

produkter, som allerede bruges i

dag. Hertil kommer en række

nye produkter, som i de kommende

år vil supplere det eksisterende

byudstyr.

Arbejdet med kommunens

forskønnelse opfattes som en

dynamisk proces. Derfor indeholder

den trykte bydesignmanual

alene principper og hovedlinierne

for arbejdet. Den løbende

udbygning og opdatering

foretages elektronisk af Teknisk

Forvaltning på kommunens

hjemmeside med detaljerende

datablade om enkeltprodukterne

ud fra de fastlagte principper.

Teknisk direktør Hans-Jørgen

Bøgesø har stået i spidsen for

ANMELDELSER

arbejdsgruppen bag manualen.

Firmaet Etcetera design I/S ved

arkitekt Niels Henrik Kirkegaard

har fungeret som faglig

og grafisk konsulent på opgaven.

Huse og pladser i Kolding

60 kr. i boghandelen eller på

Museet på Koldinghus.

Gennem nogle år i 1980’erne

afviklede en række af Koldings

arkitekter med succes Arkitekturens

Dag. Indtægter herfra gik

ind i forlaget Arkitekturens

Dag, som i 1992 stod for udgivelsen

af arkitekturguiden

”Huse og pladser i Kolding”.

Guiden beskrev mere end 100

huse, bebyggelser og pladser,

som er blevet opført i Kolding

Kommune – fra grundlæggelsen

af Koldinghus i 1200-tallet og

helt frem til begyndelsen af

1990’erne. Desuden indeholdt

guiden historiske oversigtsartikler

og korte biografier om afdøde

arkitekter i Kolding.

Gennem de sidste 100 år har

Kolding overhalet 19 andre danske

byer i størrelse, og bygninger

opført efter år 1900 fylder

meget i guiden. Ændringer i den

eksisterende bygningsmasse og

stor byggeaktivitet i Kolding

siden 1992 har nu gjort en

ajourføring af guiden påkrævet.

Nu er ”Huse og pladser i

Kolding” kommet i en revideret

og udvidet andenudgave, i et tiltalende

og overskueligt layout.

Mere end 50 nye emner er kommet

til. Gennem farvefotos og

korte tekster behandler guiden

omkring 200 huse, bebyggelser,

anlæg, torve og pladser i Kolding

Kommune. Guiden er geografisk

opbygget med fine oversigtskort.

Numrene på område-

29


30

ANMELDELSER

kortene henviser til de efterfølgende

beskrivelser af de enkelte

emner. Rækkefølgen angiver en

naturlig rute rundt i delområderne.

De valgte huse er dels karakteristiske

eksempler på byggeriets

og arkitekturens udvikling i

Kolding og omegn, dels repræsenterer

de byens bedste arkitektur.

Interiører omtales kun i de

tilfælde, hvor bygningerne er

offentligt tilgængelige. Alle

emner er så vidt muligt angivet

med arkitekt, eventuel landskabsarkitekt

og kunstner, og

emnerne er illustreret med nye

farvefotos.

Mange har været involveret i

arbejdet med den nye guide.

Gruppen Arkitekturens Dag,

Kolding består af museumsinspektør

Poul Dedenroth-Schou og

arkitekterne MAA Clara Rigenstrup,

Torben Gade, Steffen Juul-

Sørensen, Sten Krarup og Chris

Fløe Svenningsen. Bogen indledes

med oversigtsartikler om

”Kolding, fra middelalder til

nutid” af Poul Dedenroth-Schou

og ”Kolding Bymidte – omdannelse

gennem 40 år” af Sten

Krarup. Bogen afsluttes med syv

arkitektportrætter om de betydeligste

afdøde arkitekter i Kolding

samt navne-, gade- og bygningsregistre,

som gør det muligt at gå

på tværs af guidens geografiske

opbygning. Forfatter er ph.d.,

arkitekt MAA Leif Leer Sørensen,

som også er forfatter til

resten af guiden. Farvefotos er

optaget af arkitekturfotograf Åge

Lund Jensen, mens historiske

fotos er udlånt af Kolding

Stadsarkiv. Philip & Foxil Grafisk

Design har forestået den grafiske

tilrettelægning. Det opnåede

kvalitetsniveau for den samlede

tryksag har været mulig gennem

støtte fra en lang række sponsorer.

Regionalmøder 2004-2005

I forbindelse med regionalmøderne

arrangeres en byvandring eller

lignende med vægt på vedligeholdelser

af og forandringer i bymiljøet.

Derudover vil lokalforeninger

og Landsforeningen orientere

om aktuelle bygnings- og landskabssager.

Deltagelse med frokost:

ca. 80 kroner. Tilmelding til

regionalmøde samt frokost kan

ske på Landsforeningens tlf.:

70221299 man-tors 10-15 eller på

mail: mail@byogland.dk

Afholdte regionalmøder:

Regionalmøde for Nordjyllands

Amt afholdt lørdag den 13.

november 2004 af FBL i

Hjørring, v. Ib Larsen.

Regionalmøde for Vestsjællands

Amt afholdt lørdag den 20.

november 2004 af Sorø

Bevaringsforening, v. Jan Preisler.

Regionalmøde for Vejle Amt,

Ribe Amt og Sønderjyllands

Amt afholdt lørdag den 27.

november 2004 af Haderslev

Bygningsbevaringsforening,

v. Peter Hee.

Regionalmøde for København og

Frederiksberg Kommuner,

Københavns Amt, Bornholms

Storkommune, Frederiksborg Amt

og Roskilde Amt afholdt lørdag

den 26. februar 2005 af FBL i

Roskilde, v. Jette Stolze Møller.

Regionalmøde for Fyns Amt

afholdt lørdag den 5. marts 2005

af FBL i Faaborg, v. Torben

Brønner.

Regionalmøde for Ringkøbing

Amt og Viborg Amt afholdt lørdag

den 12. marts 2005 af By og

Land i Ulfborg-Vemb

Kommune, v. Mikael Bramsen.

Kommende regionalmøder:

Regionalmøde for Århus Amt

afholdes lørdag den 2. april

2005 kl. 11-16. Mødet afholdes

i Dommerkontoret Mariager

Kloster, Klosterstien 12, 9550

Mariager. Arrangeres af Fonden

til Bevaring af Gamle Bygninger,

v. dommer H.U. Bruhn.

Regionalmøde for Storstrøms

Amt afholdes lørdag den 9. april

2005 kl. 11-16. Mødet afholdes

i Czarens Hus, Langgade 2,

4800 Nykøbing Falster. Arrangeres

af Kulturmindeforeningen

Nykøbing Falster, v. Flemming

Hansen.


ADRESSELISTE

Landsforeningens bestyrelse

efter generalforsamlingen 2004

Formand

Henrik B. Hoffmeyer

Viborgvej 4

7500 Holstebro

Telefon/Fax 97 42 43 60

E-mail hf@hogym.dk

Næstformand

Inge Lise Enevoldsen

Øverødvej 26

2840 Holte

Telefon 45 42 41 86

E-mail ile@s-fou.dk

Kasserer

Torben Lindegaard Jensen

Hybenvej 32

5260 Odense S

Telefon 66 11 69 18

E-mail torben_lindegaard@e-privat.dk

Liselotte Mygh

Vestensborg Allé 23

4800 Nykøbing Falster

Telefon 54 85 69 31

E-mail lm@falsters-minder-museum.dk

Lars Thede Anderskov

Rued Langgaards Vej 15, 3. tv

2300 København S

Telefon 62 61 18 18

E-mail larsanderskov@mail.dk

BLIV MEDLEM!

Vil du have indflydelse på

arbejdet for bevaring af arkitektonisk

og kulturhistorisk værdifulde

bygninger og landskaber,

så meld dig ind i b,

Landsforeningen for Bygningsog

Landskabskultur eller en af

dens 110 lokalforeninger.

Jo flere vi er, jo stærkere står vi!

Sendes til b

Borgergade 111

Postboks 9065

1022 København K

Bent Falk Jensen

Solbjergvej 11

4400 Kalundborg

Telefon 59 51 62 51

Fax 59 56 62 51

E-mail bf@c.dk

Leif Høgh

Vejrmøllegården 8

9550 Mariager

Telefon 98 54 17 83

Fax 98 54 15 10

E-mail ark@l-hoegh.dk

Suppleanter

Rudi Rusfort Kragh

Krovej 15

5762 Vester Skerninge

Telefon 62 24 48 98

E-mail rudi.kragh@mail.dk

Helge Torm

Munkevænget 2, 2. th.

4180 Sorø

Telefon 57 82 20 15

E-mail helge.torm@mail.tele.dk

Sekretariatet

Borgergade 111

Postboks 9065

1022 København K

Telefon 70 22 12 99

Fax 70 22 12 90

E-mail mail@byogland.dk

Formænd for udvalg

Frednings- og bevaringsudvalget

Peter Hee

Lænkebjerg 63

6100 Haderslev

Telefon 74 52 74 99

E-mail: pemh@kolding.dk

Planudvalget

Susanne Koch

Strandvejen 174 B, 2.

3070 Snekkersten

Telefon 22 11 42 28

E-mail skc@horsholm.dk

Have- og Landskabsudvalget

Kirsten Lund-Andersen

Raadvad 40

2800 Lyngby

Telefon 57 82 13 33

E-mail mail@landskab-raadvad.dk

Ændring af udvalg

Bestyrelsen drøfter med mellemrum

foreningens organisationen, herunder

udvalgsstrukturen. I den forbindelse

er det besluttet at nedlægge

Udvalget for Moderne Arkitektur

som selvstændigt udvalg, og lægge

opgaverne ind under Frednings- og

Bevaringsudvalget.

Undertegnede ønsker optagelse som medlem af:

En lokalafdeling under Landsforeningen

Landsforeningen (kontingent pr. år inkl. blad 200 kr.)

Abonnement på bladet b (4 numre pr. år 150 kr.)

Navn

Stilling Tlf.

Adresse

Postnr. By

Underskrift

31


Borgergade 111

Postboks 9065

1022 København K

PUBLIKATIONER

Landsforeningens oplysende

bøger

Det er blevet attraktivt at købe et

ældre hus. Det er de huse, der er

bygget efter de traditionelle håndværkermetoder

og med få og

"naturgivne" materialer.

Landsforeningen har i samarbejde

med Raadvad-Centeret udgivet

tre små bøger, som kan besvare

husejerens spørgsmål: "Hvordan

gør man?" og "Hvorfor skal man

gøre sådan?" Ved køb af alle tre

bøger er prisen kr. 150,-. Herudover

foreligger der flere andre bøger

udgivet af Landsforeningen.

NB. Til de anførte priser skal

lægges udgift til forsendelse.

Publikationer bestilles ved henvendelse

til Landsforeningens sekretariat,

se side 31.

Niels-Holger Larsen:

Naturstensbygninger – Historie

og vedligeholdelse. 60 kr.

Taler man om dansk byggeskik, er

det sjældent, at disse bygninger

nævnes. Det er synd, fordi de hører

til den danske bygningskultur som

en særlig type, som et både billigt og

solidt alternativ til bindingsværket.

Denne bog vil gerne vække interessen

for disse bygninger, og den giver

gode råd om deres bevaring.

Jørgen Ganshorn:

Murværk i blank mur – Historie

og vedligeholdelse. 60 kr.

Dette underlige udtryk – "blank mur"

skal forklare, at murværket ikke er

behandlet, efter stenene er lagt på

hverandre, og fugeskeen har glattet

den vandrette og lodrette fuge. Bogen

forklarer, hvor let blank mur er at vedligeholde

– og hvor let man kan ødelægge

dens skønhed og skaffe sig

arbejde i årevis ved at smøre denover

med puds, som det er mode i disse år."

Jacques Francois Joseph Saly &

Henry d'Ursy Butty:

Statuen til Hest - La Statue

Equestre - Die Statue zu Pferde

- The Equestrian Statue. 50 kr.

Billedhuggeren Saly har beskrevet de

studier, hans arbejde hviler på. I 1774

blev dette udgivet sammen med en

beretning om transporten af statuen

fra støberiet. Dette værk genudgives

her suppleret med afbildninger af statuer,

Saly henviser til i sin tekst.

Søren Vadstrup:

Træbeklædning – Historie

og vedligeholdelse. 60 kr.

En væsentlig del af den danske bygningskultur

er de mange bygningsdele,

der er beklædt med træ. De

rummer håndværksmæssig kunnen

og viden, som i dag er sjældnere at

finde. Denne bog er henvendt til

dem, der gerne vil bevare og vedligeholde

deres træbygninger efter de

traditionelle principper.

Bevaring af kulturmiljøet,

Håndbog 1999. 100 kr.

Forum for Bygningskultur står bag

udgivelsen af håndbogen, der bl.a.

indeholder fortegnelser over landsdækkende

og lokale foreninger

inden for bygningsbevaringen, nøgler

til de væsentligste love på området,

vejledninger til foreningsarbejdet

m.m. Håndbogen kan rekvireres

i sekretariatet for Landsforeningen

for Bygnings- og Landskabskultur.

More magazines by this user
Similar magazines