Da 39 burmesiske søfolk mistede livet til havs, var det ... - UDSYN

udsyn.net

Da 39 burmesiske søfolk mistede livet til havs, var det ... - UDSYN

SLAVESKIBENE

Da 39 burmesiske søfolk mistede livet til havs, var det mere end bare et uheld.

Dødsfaldene er et symptom på de forhold og den indstilling til menneskeliv,

som præger en industri, der blandt andet forsyner Danmark med dåsetun.

Af Carsten Terp

20 NOVEMBER 2007


”V

ent

kommer tilbage, har vi penge

på mig,” sagde nygifte Ko

Maung til sin kone: ”Når jeg

nok til at vende hjem til Burma.”

Sammen med 70 andre havde han taget

hyre på seks trawlere, der stævnede ud fra

fiskerbyen Mahachai i Thailand i juli 2003.

Da de vendte tilbage tre år efter, var Ko

Maung ikke med. Hans lig lå på havbunden

et sted i indonesisk farvand – smidt over

rælingen på ordre fra kaptajnen.

Ko Maung og 38 andre sømænd døde

af overarbejde, sult og sygdom under det

lange togt efter de fisk, der udgør en af

Thailands vigtigste eksportvarer. En vare,


FOTO ©2005 KAY CHERNUSH FOR U.S. STATE DEPARTMENT

NOVEMBER 2007 21


FOTO ©2005 KAY CHERNUSH FOR U.S. STATE DEPARTMENT

Burmesiske fiskeriarbejdere i Thailand,

her fotograferet af den amerikanske

fotograf Kay Chernush, som

i 2005 blev hyret af udenrigsministeriet

i USA til at dokumentere

menneskehandel i Thailand.

som findes på dåse i alle danske supermarkeder.

Tun.

BILLIGE BURMESERE

Thailands travleste fiskemarkeder ligger i

Mahachai.

Havnebyen i bunden af den thailandske

golf, tæt på Bangkok, yder år efter år sit

væsentlige bidrag til Samut Sakhons position

blandt Thailands fem rigeste provinser.

I århundreder har befolkningen nydt

godt af en uhindret adgang til et hav fyldt

med fisk og skaldyr. Men efter tre årtiers

overfiskeri af havet omkring Thailand er

der blevet langt mellem de gode fangster,

og i dag søger trawlerne længere væk. Det

kræver villigt, billigt mandskab. Den råvare

findes til overflod i Mahachai.

22 NOVEMBER 2007

Som beskrevet i sidste nummer af Tænk

har mindst 100.000 burmesere fundet vej

til Mahachai. En del arbejder på de mange

fabrikker, der forarbejder rejer og andre skaldyr

og ikke mindst tun. Andre har taget hyre

på de skibe, der lander de værdifulde fisk.

Tænk har talt med folk, der arbejder i

Samut Sakhon. Ved hjælp af deres udsagn

suppleret med skriftlige kilder kan vi tegne

et billede, der ligger langt fra sømandshistorierne

i de danske folkekomedier.

TRE ÅR I HELVEDE

”Der var ingen mad, ingen grøntsager, kun

ildelugtende ris, og jeg var omgivet af lig.

Jeg var bange, for på det tidspunkt havde

jeg ikke selv kræfter til at bevæge mig. Jeg

vidste ikke, om jeg ville overleve.”

Soe Moe overlevede – i modsætning til Ko

Maung. Sammen med andre af søfolkene og

pårørende til de 39 omkomne har han lagt

sag an mod rederiet Prapasnavee, der ejer

de seks trawlere.

Da skibene forlod Mahachai i juli 2003,

troede Soe Moe, han skulle være afsted i 45

dage. Rederiet havde andre planer.

Hvert år sejler 3.000 thailandske trawlere

til Indonesien og støvsuger havene for, hvad

de nu kan fange. På dækket separeres fangsten,

og værdiløse havskildpadder ryger ud

igen, mens tun, makrel og andre spisefisk

bliver fragtet tilbage til Thailand. En stor

del af dette fiskeri foregår illegalt. De indonesiske

myndigheder anslår, at piratfiskeri

hvert år koster landet mere end syv milliarder

kroner.


Rederiet Prapasnavee havde imidlertid skaffet

de nødvendige fiskeritilladelser. Og mens

lokale småbåde forsynede mandskabet med

mad, frugt og vand, landede besætningen

det ene ton fisk efter det andet. Indtil tilladelserne

en dag udløb.

Mens rederiet forhandlede med de indonesiske

myndigheder, sejlede skibene rundt

i et juridisk limbo. Uden tilladelser måtte de

ikke fiske, og konstant måtte de holde den

indonesiske kystvagt på afstand. Og da de

lokale forsyninger ophørte, skar kaptajnen

rationerne længere og længere ned.

Tre måneder varede forhandlingerne.

Imens rådnede risen, og besætningen

begyndte at blive syg. Svimle søfolk ravede

rundt på dækket af skibene og kastede op.

Flere blødte fra munden og anus.

”Der var ingen mad, ingen grøntsager,

kun ildelugtende ris, og jeg var omgivet af lig.

Jeg var bange, for på det tidspunkt havde jeg

ikke selv kræfter til at bevæge mig. Jeg vidste

ikke, om jeg ville overleve.”

Soe Moe, burmesisk sømand

”Vi forstod ikke, hvad der foregik. Deres

kroppe svulmede op, der kom blod fra

deres kropsåbninger, og huden sprak,”

fortalte en af de overlevende ved det indledende

møde i retssagen mod rederiet:

”Flere sprang i havet, fordi de ikke kunne

holde smerten ud.”

Omsider vendte skibene stævnen mod

Thailand. Da de kom tilbage, var 39 søfolk

døde. De overlevende blev tilbudt en betaling

på 500 kroner. For tre år i helvede.

20 TIMERS ARBEJDSDAG

Sagen om dødsskibene – som de kaldes i

thailandske medier – er ekstrem.

Men for menneskerettighedsorganisationer

har sagen stor principiel betydning,

fordi den sætter fokus på et menneskesyn

og nogle forhold, der er helt generelle for

fiskeribranchen.

Ifølge FN’s arbejdstagerorganisation ILO

er fiskeri det farligste erhverv i verden,

blandt andet på grund af utallige arbejdsulykker.

I februar i år besøgte Henrik Lindholm

fra det svenske Fair Trade Center Mahachai.

Her interviewede han en række burmesere,

der arbejder på thailandske fiskebåde. I

interviewet fortæller en af burmeserne,

hvordan en sømand dagen før mistede livet,

da han blev ramt af faldende fiskegrej.

”Skipperen smed liget overbord, og inden

vi vendte hjem, fik vi besked på ikke at sige

noget om, hvad der var sket,” fortæller han.

Foragten for menneskeliv spiller ifølge

undersøgelsen tæt sammen med en syste-

NOVEMBER 2007 23


24 NOVEMBER 2007

FOTO ©2005 KAY CHERNUSH FOR U.S. STATE DEPARTMENT


Thailands fiskeindustri er blandt verdens

største. Her arbejder flere hundrede tusinde

indvandrere fra Burma. På bådene er

arbejdsdage på 16 timer ikke usædvanlige.

En travl dag varer 20 timer.

matisk udnyttelse af burmeserne, som må

tåle barske forhold til gengæld for en ganske

lav løn.

Det billede suppleres af en undersøgelse,

ILO har lavet i samme område. Her blev 21

arbejdere på fiskebåde interviewet. To tredjedele

af dem var mellem 15 og 17 år gamle,

og langt over halvdelen arbejdede mere end

12 timer om dagen til en løn, der var lav for

voksne og endnu lavere for børn.

Næsten alle havde oplevet trusler fra

deres arbejdsgivere. En del var blevet slået.

Og kun få havde adgang til deres egne identitetspapirer.

Uden dem kan de ikke skifte

job, og de lever i konstant frygt for at blive

stoppet af politiet og sendt hjem til Burma.

Til ILO beskrev to burmesere på 14 og 15

år en typisk dag ombord på en trawler:

”Vi begynder klokken halv et. Så arbejder

vi indtil klokken 11 om formiddagen. Derefter

har vi en time til at hvile og spise frokost.

Fra klokken 12 arbejder vi til 13.30 på dage,

hvor vi ikke fanger så mange fisk, og til

klokken 17 på dage, hvor vi fanger mange.

Så kan vi hvile til klokken 18, hvorefter vi

arbejder til 22.30. Derefter kan vi endelig

sove, indtil vi skal arbejde igen klokken halv

et. Det er den rytme, vi skal følge hver dag.”

Det giver en arbejdsdag på 16,5 timer – på

de sløve dage. En travl dag varer 20 timer.

IMPORTØRER VED INTET

Men alt dette ved de danske importører af

tun fra Thailand ikke.

”Det ærlige svar er, at vi ikke aner noget

som helst om forholdene på bådene,” siger

Mogens Werge, direktør for miljø- og fødevarepolitik

i Coop Danmark.

”Og jeg kunne forestille mig, at fabrikkerne

ikke engang ved det,” siger han.

En lignende melding kommer fra Dansk

Supermarked:

”Jeg er enig i, at det er mit ansvar, at

varen er behandlet rigtigt hele vejen igen-

“... hvis vi skal løse denne type problemer,

skal der være et massivt tryk fra flere sider.”

Elisabeth Voss, Beauvais

nem. Så det er da krav, vi stiller til fabrikkerne

– og dermed indirekte også til bådene,”

siger indkøbschef Michael Svendsen.

Underforstået, at fabrikkerne skal sikre, at

forholdene på bådene er i orden.

Hos Beauvais, der står bag mærket Glyngøre,

siger personaledirektør Elisabeth Voss:

”Vi har godt styr på forholdene på fabrikkerne,

men ikke på bådene. Det vil vi gerne

forbedre, men det er ikke noget, man kan

klare med et fingerknips. Det er et langt sejt

træk, men vi er enige i, at forholdene skal

være i orden.”

Problemet er, at importørerne har uhyre

vanskeligt ved at følge tunenes vej helt ud til

det sted, hvor de bliver hevet op af vandet.

Ole Lund Hansen er chefkonsulent i

Dansk Industri. Han understreger, at han

ikke kender de specifikke forhold i fiskebranchen

og derfor kun udtaler sig generelt.

”En dansk virksomhed kan have flere

end hundrede leverandører. De kan så hver

især have lige så mange underleverandører.

Og det er fysisk umuligt for den danske

virksomhed at kontrollere,” siger Ole Lund

Hansen.

Hvis det virkelig skal rykke ved noget,

skal der laves brancheinitiativer, mener

han. I dette tilfælde vil det sige, at fiskeimportørerne

skal blive enige om at lave systemer,

der sikrer, at de kan spore fiskene hele

vejen tilbage til fangststederne.

Elisabeth Voss fra Beauvais er enig.

”Som en del af Orkla-koncernen har vi

stor muskelkraft, så vi er bestemt ikke ubetydelige.

Men hvis vi skal løse denne type

problemer, skal der være et massivt tryk fra

flere sider,” siger hun.

BEVISER SMIDT OVERBORD

I Thailand stilles der ikke mange spørgsmål.

Mens 39 dødsfald til havs i Danmark

ville vække voldsom aktivitet, har myndighederne

i Samut Sakhon været forbavsende

passive, mener Paul Buckley. Som udsendt

af FN har han i tre år arbejdet i Thailand på

et projekt om menneskehandel.

”Der ser ikke ud til at foregå nogen

efterforskning,” siger han: ”Det er meget

frustrerende.”

Ved en høring i Samut Sakhon sidste år

fralagde myndighederne sig ansvaret og

sagde i øvrigt, at det var svært at rede ud,

hvad der var foregået på åbent hav. Siden

har politiet udtalt, at de vil følge sagen op.

Men lige nu ser efterforskningen ud til at

munde ud i, at rederiet bliver tiltalt for at

skaffe sig af med bevismateriale.

”Det er formentlig den mildest mulige

anklage, man kunne finde. Men det er altså

sådan, man udmønter det faktum, at 39 lig er

blevet smidt overbord,” siger Paul Buckley.

Han kan kun finde én forklaring på myndighedernes

manglende interesse. Nemlig at

sagen om de 39 dødsfald er et ben i halsen

på magthaverne – og ikke mindst fiskeindustrien.

”Samut Sakhon er en meget velhavende

provins, men den velstand bygger på massiv

udnyttelse af migrantarbejdere. Og hvis den

udnyttelse af migranterne trues, vil det gå ud

over velstanden,” siger Paul Buckley.

Det er altså ikke myndighederne, Soe Moe

og de to millioner andre burmesiske migranter

i Thailand skal læne sig op af.

Hjælpen er nødt til at komme udefra – fra

dem, der har pengene og dermed mulighed

for at skabe forandring, mener økonomiskpolitisk

medarbejder Grit Munk fra Forbrugerrådet.

”Der er ingen tvivl om, at det er en stor

udfordring at få styr på kæden af underleverandører.

Men i problematiske brancher er

det nødvendigt, at indkøberne stiller krav og

kontrollerer, at disse krav bliver overholdt.

Og ikke bare på fabrikkerne, men også i det

næste led. For det er den eneste vej frem,

hvis vi skal have forbedret forholdene.”

NOVEMBER 2007 25

More magazines by this user
Similar magazines