Social Skriftserie nr. 14 (pdf) - VIA University College

Socialretslæren og 

systemteorien 

Udkast til en kognitivt orienteret 

socialretslære mellem retsfilosofi, 

videnskabsteori og retssociologi 

Del 3 

Peter Vangsgaard 

Lektor, cand.jur. 

2009

Peter Vangsgaard 

Socialretslæren og systemteorien – udkast til en kognitivt orienteret 

socialretslære mellem retsfilosofi, videnskabsteori og 

retssociologi. Del 3. 

Copyright: Peter Vangsgaard og VIA University College, Socialrådgiveruddannelsen 

i Århus 

Skriftserien redigeres af: 

Forsknings- og udviklingskonsulent Iben Hansen. 

Social skriftserie Socialrådgiveruddannelsen i Århus, nr. 14 

ISBN 9788785200785 

Omslagsillustration: Udsnit af ”Hippolytos en skæbnefortælling”, 

udsmykning i Nobelparken, Århus af Evan Rasmussen. 

Tryk: VIA University College, Socialrådgiveruddannelsen i Århus 

Udgivet af: 

VIA University College, Socialrådgiveruddannelsen 

Jens Chr. Skous Vej 2 

8000 Århus C 

Århus, 2009 

Kan bestilles pr. telefon 87553300 eller e-mail socia@viauc.dk. 

Kan også downloades fra Socialrådgiveruddannelsen i Århus’ 

hjemmeside. 

Pris kr. 50 + evt. forsendelse.

Indhold 

1. Forord 2009 ................................................................ 2 

2. Forord 2005 ................................................................ 2 

3. Fra indersiden til ydersiden og tilbage igen – 

forskellige brudstykker og temaer til en grundlagsteori 

om socialrådgiverens myndighedsarbejde.................. 2 

3.1. Indledning og perspektivering – hvilke pointer kan 

bæres med fra fremstillingens 1. og 2. del? ............... 2 

3.1.1. Fra subjekt/objekt-metafysik til systemteori .............. 2 

3.1.2. Teori/praksis-forskellen.............................................. 2 

3.1.3. Retsvidenskaben som teori/praksis-hybrid................. 2 

3.1.4. Teknologier, metoder og værdier ............................... 2 

3.1.5. Det differentieringsanalytiske blik ............................. 2 

3.1.6. Ret og politik .............................................................. 2 

3.1.7. Socialrettens uddifferentiering ................................... 2 

3.1.8. Menneskerettighederne og retssikkerheden ............... 2 

3.1.9. Profession og kompleksitet......................................... 2 

3.2. Det sociale arbejdes funktionelle diffusitet og 

multireferentialitet...................................................... 2 

3.2.1. Eksklusion og inklusion og socialt arbejde ................ 2 

3.2.2. Socialt arbejdes genstandsorientering ........................ 2 

3.2.3. Socialt arbejde som kommunikation .......................... 2 

3.2.4. Det sociale arbejde, magten og de strukturelle 

ambivalenser............................................................... 2 

3.2.5. Socialt arbejde, socialfagligheden og 

multireferentialiteten .................................................. 2

3.3. Det sociale arbejde i forvaltningen............................. 2 

3.3.1. Det formningsanalytiske blik ..................................... 2 

3.3.2. Fra heterofon til polyfonisk 

forvaltningskommunikation ....................................... 2 

3.3.3. Socialrådgiveren og kommunen................................. 2 

3.3.4. Lidt mere om koder i det sociale arbejde ................... 2 

3.4. Det sociale arbejde – viden og udvikling................... 2 

3.4.1. Vidensdomæner og -typer .......................................... 2 

3.4.2. Nærmere om socialrådgiveren som den kompetente 

retsanvender................................................................ 2 

3.4.3. Viden og kunnen......................................................... 2 

3.4.4. Videns udviklings- og læringsdimension i forhold til 

socialt arbejde............................................................. 2 

3.5. Efterspil - afrundende bemærkninger......................... 2 

4. Litteraturliste .............................................................. 2

1. Forord 2009 

Min interesse for socialretsfilosofien og for systemisk retssociologi 

rækker tilbage til de første år af min ansættelse på ”Den 

Sociale Højskole i Århus”, som Socialrådgiveruddannelsen hed 

dengang. Jeg søgte Højskolen om nogle udviklingstimer – det 

er 8-10 år siden - med henblik på fordybelse i disse emner. Juristerne 

havde ikke, eller i hvert fald ikke i nævneværdigt omfang, 

ansøgt om midler til forsknings-/udviklingsarbejde, så 

min ansøgning blev positivt modtaget - og jeg kunne snart gå i 

gang. 

I 2005 forelå så et manuskript til ”Socialretsmetodik i en systemteoretisk 

belysning - socialretslæren mellem retsfilosofi, 

videnskabsteori og retssociologi”. 

Manuskriptet er blevet trykt i enkelte eksemplarer. Nogle kolleger 

har fået et. Andre eksemplarer har været bilagt min lektoransøgning. 

Den sidste (tredje-)del af fremstillingen er blevet 

anvendt som undervisningsmateriale, idet den er blevet fremsendt 

til studerende som elektronisk kopi. 

I de fire år, der er gået siden manuskriptet i det store og hele lå 

færdigt, har jeg overvejet forskellige muligheder for udgivelse, 

ligesom andre har overvejet om og i bekræftende fald hvordan, 

det bedst kunne eller burde ske. 

Andre projekter er kommet til. I lange perioder har jeg ikke 

tænkt på det efterhånden lidt bedagede manuskript. Dog, selve 

arbejdet med det har været berigende og en kilde til stadig inspiration 

for min undervisning og i øvrigt fortsatte interesse for 

udviklingsprojekter af forskellig art. Lige nu arbejder jeg således 

sammen med Bente Adolphsen om at starte et projekt op. 

Vi kalder det ”Socialretlig lærings- og udviklingskonsultation”. 

Projektet trækker bl.a. på tråde fra det oprindelige udviklingsarbejde. 

5

Mange af de pointer, jeg forsøgte at få frem med dette arbejde, 

ville jeg nok formulere lidt anderledes i dag. Fordi pointerne 

stadigvæk er vigtige, og de lever videre som baggrund for nye 

projekter og aktuel undervisning, synes jeg fortsat, det kan være 

relevant at udgive fremstillingen på den ene eller den anden 

måde. 

Da det imidlertid er sidste og tredje del, der har fundet størst 

anvendelse, har jeg valgt at lade denne del udgive i Skriftserien, 

resten vil være tilgængelig på Socialrådgiveruddannelsens 

hjemmeside. 

”Socialretsmetodik i en systemteoretisk belysning - socialretslæren 

mellem retsfilosofi, videnskabsteori og retssociologi” 

er et forsøg på at skitsere et grundlag for forståelse af og refleksion 

over det sociale hjælpearbejde i en forvaltningsmæssig 

kontekst. De populære ”modeller i socialt arbejde” præsenterer 

sig som et differentieret refleksionsgrundlag for det sociale arbejde, 

men kommer med sit særlige perspektiv til at reducere 

det retlige ditto til noget fremmed for det sociale arbejde. Juraen 

og socialretten bliver i denne optik en blot og bar ramme, 

som uundgåeligt påvirker det sociale arbejde, men som ikke i 

øvrigt har noget særligt at byde på. I denne fremstilling præsenteres 

i udkastform et mere rummeligt perspektiv på socialt 

arbejde, som opfordrer (kommende) socialrådgivere til også at 

se juraen som en bestemt måde på at tænke socialt arbejde. 

2. Forord 2005 

Da jeg læste jura engang i forrige årtusinde spurgte vi studerende 

om, hvad juridisk metode egentlig er. Vi spurgte om 

hvad der kendetegner faget og videnskaben jura. Vi spurgte 

ikke retsfilosofferne og de retsteoretikere, der beskæftigede sig 

mere principielt med disse spørgsmål. De var, følte vi, for langt 

fra det praktiske retsliv, som vi jurastuderende var mest opta- 

6

gede af. Vi spurgte derfor vores juralærere, de som underviste i 

forvaltningsret, familieret osv. Nogen af dem svarede henholdende, 

andre henviste til retskildelæren, men gav os i øvrigt 

den besked, at den fulde forståelse ville vi først opnå, når vi 

havde læst nogle tusinde sider lovstof og retsdogmatiske fremstillinger. 

Når vi havde arbejdet med og løst nogle hundrede 

cases, kunne vi komme tilbage og være klogere. Om det var 

kloakret eller skatteret, vi læste og arbejdede med, var sådan 

set underordnet. Jura var en professionsuddannelse og dertil 

måske i en vis forstand et mesterlærefag. 

Sådan tror jeg ikke helt, det er længere. Kravene på universitetet 

til de som optræder som formidlere af lovstof og retsdogmatisk 

tænkemåde på et givet område er formentlig blevet anderledes, 

end de var for 15-20 år siden. Retssystemet er i tiltagende 

grad blevet præget af den samfundsmæssige differentiering. 

Retsdogmatik er ikke retsdogmatik. Retsdogmatikken tager 

farve efter det retsområde, der er i fokus. De moderne retsområder 

må, måske til forskel fra de klassiske, på en meget 

kompleks måde spille sammen med en række andre funktionssystemer 

og vidensfelter. Det placerer grænseproblematikken 

centralt i både den retsteoretiske og den mere praktisk orienterede 

tilgang til faget. Og det stiller krav til juristerne, der må 

matche den kompleksitet, der omgiver jurafaget. 

På socialrådgiveruddannelsen er der fagtrængsel. Juraen er et 

af fire fag. Og selv om socialrådgiverstuderende langtfra skal 

være jurister; selvom de ”kun” skal kunne administrere en socialretlig 

lovgivning, der i parentes bemærket er ganske omfattende 

i sig selv - skal de helst have en grundlæggende (social-)forvaltningsretlig 

tænkemåde ind på rygmarven, hvis de 

på en for retsstaten betryggende måde skal kunne håndtere de 

borgerkontakter og arbejdsvilkår, der møder dem rundt omkring 

i de danske kommuner. Og det kræver faktisk ikke så 

lidt…. 

7

”Mesterlære-tankegangen” må fortsat stå centralt i den måde, 

hvorpå den juridiske undervisning tilrettelægges og praktiseres 

på socialrådgiveruddannelsen. Der findes ikke noget reelt alternativ 

hertil. 

Som et supplement til den mere øvelsesprægede tilgang savnes 

imidlertid en fremstilling, der ud fra en mere principiel tilnærmelse 

til retten og retsvidenskaben kan være med til at opfylde 

den seneste uddannelsesbekendtgørelses krav om, at uddannelsen 

skal tilrettelægges på et videnskabsteoretisk grundlag, der 

giver de studerende mulighed for at reflektere over deres teorier 

og metoder. Da den juridiske metode gerne skulle blive en 

af socialrådgiverens metoder, ikke mindst hvor socialrådgiverarbejdet 

finder sted i forbindelse med en myndighedsfunktion, 

er det vigtigt at der foreligger en fremstilling, der egner sig til 

at danne udgangspunkt for metodologiske refleksioner i et retligt 

perspektiv. 

Dertil kommer, at jeg med den særlige systemteoretiske tilnærmelse 

til de retlige grundlagsteoretiske spørgsmål håber at 

kunne interessere en bredere kreds indenfor det sociale område. 

Socialrådgiverfaget er som en af de nyere professioner vant til 

at der stilles spørgsmålstegn ved faget, både som vidensområde 

og som praksisområde. Skal de retsteoretiske refleksioner bringes 

på en formel, der for alvor har relevans i socialt arbejde, er 

det nødvendigt i en fremstilling som denne også at træde ud af 

det snævert retlige perspektiv og befatte sig med den komplicerede 

kontekst socialrådgiveren indgår i, når hun agerer. Det vil 

sige, at den må beskæftige sig med spørgsmålet om, hvordan 

socialrådgivning emergerer i en samfundsmæssig kontekst, der 

ikke blot involverer juraen, men også andre fag og funktionssystemer 

mv. Også for det sociale arbejde har den systemteoretiske 

synsvinkel i de senere år budt på spændende teoretiske forståelser 

af faglighed, funktioner og opgaver. 

8

I disse år diskuteres med fornyet intensitet spørgsmålet om 

”socialt arbejde” som praksisfelt, som undervisningsområde og 

som selvstændigt videns- og forskningsfelt. Det sker på baggrund 

af uddannelsesevalueringer, bestræbelserne på at forny 

velfærdsstaten og den jævnligt opdukkende kritik af det sociale 

arbejde i kommunerne. Det kræves i stigende grad af de forskellige 

fag på socialrådgiveruddannelsen, at de kan tydeliggøre 

deres bidrag til socialfagligheden. Tværfaglighed og 

grænserne for tværfaglighed er i fokus. Spørgsmålet om socialt 

arbejde som forskningsfelt diskuteres i en blandet kreds af interessenter, 

socialrådgivere, politikere, lærere på sociale højskoler 

og forskere på universiteter og sektorforskningsinstitutioner. 

Samtidig ser vi en tendens til at Socialministeriet i samarbejde 

med forskellige konsulentfirmaer iværksætter storstilede 

projekter, der sigter mod såvel styring af det sociale arbejde 

som tydeliggørelse af det socialfaglige indhold i den kommunale 

administration af de sociale velfærdsydelser. 

Også temaer som disse vil blive anslået i fremstillingen, der ud 

fra det valgte systemteoretiske perspektiv bl.a. vil udfordre 

gængse måder at tænke teori-praksis forholdet, tværfaglighed 

mv. 

Jeg håber først og fremmest, at nærværende fremstilling – som 

et udkast der antageligt må revideres efter diskussioner med 

kolleger og studerende – kan finde anvendelse på socialrådgiveruddannelsen 

i forbindelse med 

1) den undervisning, der tilrettelægges som svar på den grundlagsteoretiske 

udfordring, der er skitseret ovenfor. I første omgang 

forestiller jeg mig at fremstillingen eller dele af den kan 

indgå som undervisningsmateriale på tilvalg i studiets sidste år 

og som inspiration for specialestuderende. Senere evt. på diplom- 

og kandidatuddannelsen; 

9

2) diskussioner vedrørende studietilrettelæggelse, afgrænsninger 

vedr. stof og fag og juraens placering og særkende i forhold 

til andre fag; 

3) diskussioner om forskning og udvikling i socialt arbejde. 

Skal fremstillingen anvendes med succes i undervisningen 

kræver det visse forkundskaber og forudsætninger hos de studerende. 

Det valgte teoretiske perspektiv er kompliceret og 

vanskeligt tilgængeligt, selve emnet for fremstillingen stiller 

krav til de studerendes abstraktions- og refleksionsevne. Fremstillingens 

karakter af ”udkast”, den første gennemskrivning af 

en socialretslære i systemteoretisk belysning, kan endvidere 

have en vis betydning for tilgængeligheden. Da det tidligere er 

lykkedes at etablere frugtbare samarbejder på tværs af faggrænser 

på DSH-AA, ikke mindst i forbindelse med udbuddet 

af tilvalgsfag/fordybelseskurser på skolen, er jeg fortrøstningsfuld 

i så henseende. Jeg tillader mig endda at være fortrøstningsfuld 

- også på vegne af andre skoler og uddannelsesinstitutioner…… 

10

3. Fra indersiden til ydersiden og tilbage igen 

– forskellige brudstykker og temaer til en 

grundlagsteori om socialrådgiverens myndighedsarbejde 

3.1. Indledning og perspektivering – hvilke pointer kan 

bæres med fra fremstillingens 1. og 2. del? 

3.1.1. Fra subjekt/objekt-metafysik til systemteori 

Fremstillingen har taget sit udgangspunkt i spørgsmålet om den 

eventuelle værdi af et epistemologisk orienteret refleksionsgrundlag 

for socialrådgiverfagligheden. Den seneste bekendtgørelse 

for socialrådgiveruddannelsen uddannelsesbekendtgørelse 

stiller krav om, at uddannelsen skal tilrettelægges på et 

videnskabsteoretisk grundlag, der giver de studerende mulighed 

for at reflektere over deres teorier og metoder. Det har været 

fremstillingens udgangstese, at der – hvis et sådant grundlag 

skal være relevant – må stilles visse krav til grundlagets mulighed 

for at reflektere den samfundsmæssige kompleksitet, og at 

den moderne og erkendelsesteoretisk informerede systemteori 

kan opfylde dette krav. 

Juridisk metode er en del af socialrådgiveruddannelsen og tilmed 

en del, der savner en videnskabsteoretisk profilering på 

studiet. Derfor er systemteoriens ydelsesværdi som grundlagsteoretisk 

refleksionsberedskab først testet i relation til retlige 

teori- og metodespørgsmål. 

Mange teorier tager deres erkendelsesteoretiske udgangspunkt i 

det praktiske spørgsmål: Hvem iagttager? Eller hvem erkender? 

Formulerer man dette spørgsmål som det grundlæggende 

erkendelsesteoretiske problem, er man allerede i gang med at 

konstruere et subjekt overfor en genstand. 

11

En anden mulighed, som Spencer-Brown har foreslået, er at 

formulere det mere principielle spørgsmål: Hvad er forudsætningen 

for erkendelse? Og svaret fra samme Spencer Brown 

lyder: Der må sættes en forskel, der må foretages en skelnen 

eller drages en distinktion. Erkendelse forudsætter, at der betegnes 

en side af en forskel. Når man kan se et hus, er forudsætningen, 

at der kan skelnes mellem hus og alle andre ting. 

Når man kan tale om ret, er det fordi, der kan skelnes mellem 

ret og ikke-ret. Alle iagttagelser er med andre ord bundet, ikke 

til et bevidst subjekt, men til forskelle. 

Vælger man det distinktionsteoretiske udgangspunkt for sine 

erkendelsesteoretiske overvejelser, fremhæver man epistemologien 

(dvs. betragtningsperspektivet, som er givet med den 

forskelssættende operation) frem for ontologien (det værende). 

Konsekvensen af at gøre epistemologien til det primære, er 

imidlertid ikke at hævde – som nogle såkaldt radikale konstruktivister 

gør det – at verden ikke eksisterer. Tværtimod må 

man, naivt så at sige, antage, at det gør den. Hvis virkeligheden 

ikke fandtes, fandtes jo heller ikke iagttageren. Ved indledningsvis 

at skubbe spørgsmålet om iagttageren i baggrunden, 

skabes imidlertid forudsætningen for et brud med den klassiske 

subjekt-objekt-tænkning - og her kommer så systemteorien ind 

i billedet. 

Den grundlæggende påstand i systemteorien er, at der findes 

systemer. Da systemteorien er grundlagt på forskelstænkningen 

kan man imidlertid ikke blive stående ved det. Systemer ”findes” 

kun sammen med omverdener og således ikke forud for 

den forskelssættende operation mellem system og omverden 

(verden som enheden af forskellen mellem system og omverden). 

Derfor kunne man med lige så stor ret kunne hævde det 

grundlæggende udgangspunkt i en anden påstand: Der findes 

omverdener. Med indsættelsen af distinktionen mellem system 

og omverden på førstepladsen i teoridannelsen baner systemte- 

12

orien vejen for et opgør med den antropocentriske forestilling 

om mennesket som verdens centrum og for en åbning mod en 

”samfundsmæssiggjort erkendelsesteori”, byggende på en forestilling 

om, at begrebet selvreference (indbegrebet af subjektivitet) 

ikke kan reserveres til at gælde menneskelige psykiske 

systemer (bevidsthedssystemer), men også sociale systemer 

som interaktioner, organisationer og samfundssystemer (kommunikationssystemer). 

Lægger man dertil en grundlæggende antagelse om, hvorledes 

samfundet opdeles og holdes sammen, og kalder dette princip 

for funktionel differentiering, fremkommer billedet af et samfund, 

hvis sammenhængskraft ikke (længere) først og fremmest 

skal søges i de asymmetriske relationer (hierarkier), der findes i 

samfundet og i samfundets delsystemer, fx mellem lærere og 

studerende på en uddannelsesinstitution eller socialrådgivere 

og klienter i en socialforvaltning - og ej heller i forskellige 

grupperinger, familier eller andre såkaldt identitetsbærende 

grupper eller normfællesskaber (segmenter). Snarere er dette 

samfund karakteriseret ved, at det ikke kan beskrive sig selv 

uden gennem sine funktionelle delsystemer, der gensidigt konditionerer 

hinanden, samtidig med, at de fungerer selvrefererende 

og uden direkte kontakt med hinanden gennem specialiserede 

erkendelsesledende forskelle, der frembringer forskellige 

meningshorisonter og omverdener. Eksempler på funktionelle 

delsystemer er det retlige, det politiske, det videnskabelige, 

det økonomiske og det pædagogiske system. I et sådant 

samfund (et funktionelt uddifferentieret samfund) findes der 

stadig hierarkier, men de fungerer så at sige på trods og i mangel 

af alternativer. Der findes stadig segmenter, men de kan 

ikke, givet funktionssystemernes individualiseringspres, producere 

en normativ fællesnævner, et alment gældende tydningsfællesskab 

eller en kommunikativt medieret intersubjektivitet. I 

et sådant polycentrisk (mange-centreret) og polykontekstuelt 

13

samfund iagttager psykiske systemer andre psykiske og sociale 

systemer som deres omverden og de sociale systemer iagttager 

på tilsvarende vis andre sociale og psykiske systemer som deres 

omverden. De forskellige systemiske iagttagelser er inkongruente 

og inkommensurable og kan altså ikke reduceres til 

hinanden (der findes intet privilegeret iagttagelsespunkt). I et 

sådant samfund kommer derfor forskellige vidensdomæner til 

syne, vidensdomæner, som kan være, men ikke nødvendigvis 

er, strukturelt forbundne. 

3.1.2. Teori/praksis-forskellen 

I det videnskabelige system produceres ”ren” viden under den 

iagttagelsesledende forskel sand/falsk. Denne vidensproduktion 

er rig på erkendelsesteoretiske forudsætninger, idet erkendelsesteorien 

må ses som det videnskabelige systems refleksionsteori 

par excellence. I andre funktionssystemer frembringes 

erkendelse efter andre erkendelsesledende forskelle, der relaterer 

sig til disse delsystemers mere specifikke funktioner og 

ydelser. Også disse systemer forholder sig refleksivt til deres 

egenkompleksitet (de nøjes ikke med at iagttage, men iagttager 

også deres egne iagttagelser – det er det, der sigtes til, når det 

hævdes at 2. ordensiagttagelsen er blevet et grundvilkår i det 

moderne samfund). Præmisserne for deres iagttagelser og dermed 

relevansen af et givet refleksionsberedskab er imidlertid 

anderledes, end hvad der gælder for det videnskabelige system. 

De iagttager og erkender altså med andre erkendelsesledende 

forskelle end forskellen sandt/falsk. Jeg har på den baggrund 

problematiseret den tankegang, der bygges på i modeller i socialt 

arbejde, hvor erkendelsesteorien eller videnskabsteorien 

indsættes som primær refleksionsteori for det sociale arbejde 

(erkendelsesteorien eller videnskabsteorien som det sociale arbejdes 

”rødder”). 

14

Denne pointe kan udbygges ved at se nærmere på teori-praksis 

forholdet, der i et systemteoretisk perspektiv ikke bare handler 

om en relation, men om en forskel. Og ikke bare om en hvilken 

som helst forskel, men om en system/omverdens-forskel. Det, 

der kvalificerer system/omverdens-forskellen er, at den bestemmer 

meningsgrænser. Der er med andre ord forskellige 

betingelser for at danne mening på henholdsvis den ene og den 

anden side af forskellen. 

Når teori-praksis forskellen italesættes sker det ofte på en måde, 

der implicit lader klassiske videnskabsteoretiske eller – 

filosofiske begrebspar klinge med. Begrebspar som subjekt/objekt, 

bevidsthed/materie eller erkendelse/realitet. Disse 

begrebspar abonnerer på den klassiske metafysiske adskillelse 

af bevidsthed og væren, en adskillelse, der igennem tiden er 

søgt overvundet (hierarkisk) ved enten at betone teori- eller bevidsthedssiden 

(fx Descartes) eller værens- eller praksissiden 

(fx Marx). Med systemteorien er der tilbudt et nyt paradigme, 

der uden at overvinde de klassiske begrebsmodsætninger, lader 

teori/praksis-forskellen fremtræde i et nyt lys: Nemlig som adskilte 

vidensdomæner, der begge rummer såvel en praksisdimension 

som en vidensdimension. Teori/praksis-forskellen kan 

altså ikke længere overvindes ved dominans eller hierarki, men 

kan til gengæld reflekteres funktionelt. Udover at teori/praksisforskellen 

dækker over system- og meningsgrænser, er der tale 

om en såkaldt autologisk forskel, dvs. en forskel, der kan kopieres 

og genindsættes på hver side af det rum, som forskellen 

har skabt med sin kløvning. Videnskaben er ikke kun viden, 

men også praksis. Praksis er ikke kun praksis, men også viden. 

Der må opereres med en teori-teori, en teori-praksis, en praksis-praksis 

og en praksis-teori. 

15

3.1.3. Retsvidenskaben som teori/praksis-hybrid 

Nogle videnskaber forsøger at symmetrisere teori- 

/praksisforskellen ved at koble sig funktionelt, til forskel fra 

genstandsmæssigt, til et samfundsmæssigt delsystem. Jeg har i 

denne fremstilling beskæftiget mig med den retlige kernevidenskabs, 

retsdogmatikkens, særkende som videnskab og 

fremhævet den som et eksempel på en videnskab, der ikke helt 

kan bestemme sig til, om den er teori eller praksis. Selvom 

denne videnskab forbeholder sig ret til at formulere sine egne 

problemstillinger, er det således et afgørende kriterium for 

retsvidenskaben, at de problemstillinger, der behandles, er relevante, 

set fra et praksisperspektiv. Den metode retsvidenskaben 

anvender til beskrivelsen af gældende ret skal desuden 

kunne genkendes af den praktiske retsanvender som svarende 

til den metode, der anvendes i domstole og forvaltninger og 

andre steder, hvor der træffes afgørelser ud fra det jeg har kaldt 

et inder-side-perspektiv på retten, dvs. et perspektiv, der forpligter 

sig på produktionen, reproduktionen og udviklingen af 

den retlige kommunikation. Retsvidenskaben, der på denne 

måde kommer til syne som en slags teori-praksis-hybrid, udsætter 

herved sig selv for en særlig risiko for at løbe ind i paradokser. 

Det viser sig fx., når retsvidenskabsmanden formulerer 

udsagn om gældende ret, hvilket efter den moderne retskildefaktorlære 

forudsætter inddragelse af betydningen af en lang 

række forskellige faktorer, herunder evt. forekommende udsagn 

i juridisk litteratur. I hvilket omfang er udsagn om gældende 

ret da et udsagn om den retlige virkelighed ”derude” 

hhv. et udsagn om retsvidenskaben selv? 

Ikke bare retsvidenskaben, men også retten som sådan, dvs. 

retten som funktionssystem, løber i stigende grad ind i paradoksproblemer 

i det moderne og funktionelt uddifferentierede 

samfund. Mens videnskabsfilosofien og retsfilosofien stadigvæk 

grunder over, om der skulle findes syntetiske svar af en 

16

anden verden (læs: metafysiske svar) på disse udfordringer, 

kan retshistorikere og retssociologer berolige med, at slige problemer 

altid er blevet løst i denne verden – og ikke ved hjælp 

af logik, men ved hjælp af tid. Mens videnskabsfilosofien og 

retsfilosofien, upåagtet, arbejder videre med principielt set uopløselige 

paradokser, arbejder retsvidenskaben og de praktiske 

retsudøvere ufortrødent videre – og finder de afparadokseringsstrategier 

eller med et lidt kønnere ord; kontingensformler, 

der virker i praksis. 

Jeg har argumenteret for, at hverken retten eller retsvidenskaben 

til brug for sine selvrefleksioner har særligt brug for et metafysisk 

beredskab, men nok et teoretisk beredskab der kan sætte 

erkendelsesmæssige spørgsmål ind i den samfundsmæssige 

sammenhæng, retten virker i. Når jeg har gjort temmelig meget 

ud af udfoldelsen af denne pointe, hænger det naturligvis sammen 

med, at jeg mener, at den har relevans – også set i forhold 

til socialt arbejde. Det er min opfattelse, at en erkendelsesteoretisk 

informeret systemteori er et godt bud på et sådant 

teoriberedskab, og jeg har forsøgt at påvise dette ved, på det 

retlige og retsvidenskablige område, at udpege nogle markante 

tendenser, der på forbilledlig vis kan reflekteres af systemteorien. 

3.1.4. Teknologier, metoder og værdier 

Et meget væsentligt formål med fremstillingen af retten og de 

retlige grundlagsproblemer har været at give et bud på, hvad ret 

og retsanvendelse er for størrelser, og i den forbindelse gøre op 

både med opfattelsen af retten som en ramme og retsanvendelsen 

som ren teknik eller instrumentalitet og samtidig hermed 

den opfattelse, at juridisk metode er farlig eller bør underordnes 

en etisk dømmekraft el. lign. Derfor har den vigtigste bevægelse 

i fremstillingen været en krydsende bevægelse omkring 

den retlige systemgrænse, men med retning mod den in- 

17

derside, som åbenbarer retten som værdi og metode, principper, 

begreber og figurer i dynamisk samspil; som en kontingent 

størrelse, der hverken er frihed eller nødvendighed, men en 

særegen meningshorisont, der tillader en særlig form for forventningskommunikation. 

Det er Højlunds (og Juuls) fortjeneste at formulere en teori om 

socialt arbejde, i hvilken retten spiller en fremtrædende rolle. 

Desværre er teorien efter min opfattelse ude af trit med den 

kompleksitet, der kendetegner det moderne samfund og det 

moderne socialrådgiverarbejde. I stedet for at bidrage til en 

højnelse af socialrådgiverens refleksive beredskab, forsøger de 

sig med velmente, men vel egentlig ret selvfølgelige handlingsanvisninger 

af typen: man bør anerkende borgeren ved at 

overholde den processuelle lovgivning (disse handlingsanvisninger 

kan selvsagt kun at være ganske løst koblede til det filosofiske 

grundlag for teorien, som er af metafysiskantropologisk 

karakter). 

I Højlunds socialretslæreprojekt (2000b og 2006) understreges 

betydningen af ”narrative fælleselementer” og kampen for et 

menneskeligt fællesskab med borgeren på bekostning af faglighed 

og metoder i socialrådgiverarbejdet, kampen for det 

menneskelige fællesskab, der i forvejen udkæmpes dagligt i 

socialforvaltningerne under paroler som: ”at møde mennesket 

hvor det er”, er den kamp, der samtidig har været med til at 

fjerne socialrådgiverne fra den anden kampplads, den institutionelle 

kampplads, hvor socialrådgiverne også skal findes på 

slagmarken. På denne slagmark har de imidlertid efter min opfattelse 

intet at gøre uden teorier og metoder. Socialrådgiverne 

er ikke og vil aldrig blive en professionsgruppe, der vil blive 

anerkendt som talende ud fra en særligt privilegeret etisk position. 

Hertil kommer den indbyggede fare i – som det primære udgangspunkt 

for socialrådgiveren – at italesætte klienten som 

18

medmennesket og som det let bliver til: det socialt forpligtede 

medmenneske (denne fare forekommer mest tydelig i Højlunds 

første udgave af socialretslæren). På trods af de uangribelige 

intentioner, der som oftest ligger til grund for dette blik på klienten, 

kan den utilsigtede konsekvens heraf hurtigt blive, dels 

at der indbygges en manglende fleksibilitet i interaktionen, der 

alt for let fører til åben konflikt eller skuffelse for begge parter, 

dels at klientens person for let kommer i spil efter koden agtelse/ikke-agtelse 

med fatale følgevirkninger for det autonomiprojekt, 

klientens autonomiprojekt, som var det socialrådgiveren 

egentlig ville beskytte (nærmere herom, se afsnit 0.). 

På systemteoretisk grund har jeg ikke ment at kunne formulere 

andre ”etiske forpligtelser” til socialrådgiveren i forhold til retten 

end en tolkningsforpligtelse. Der ligger i dette en henvisning 

til faglighed og juridisk metode samt et altid medspillende 

– og ofte fordækt virkende – værdigrundlag, som bedst kan tydeliggøres 

med begrebet retssikkerhed og ikke fx det mere 

upræcise, men dog prætentiøse begreb social dømmekraft el. 

lign. 

3.1.5. Det differentieringsanalytiske blik 

Sideløbende med fremstillingens forfølgelse af det ovenfornævnte 

hovedformål, har det selvfølgelig været meningen, at 

fremstillingen skulle vise, hvorledes systemteorien er på højde 

med de krav, der må stilles til et moderne grundlagsteoretisk 

refleksionsberedskab, hvilket bl.a. efter min opfattelse må fordre, 

at det kan underbygge og tjene en samtidig erkendelse af 

nødvendigheden af kompleksitetsopbygning og kompleksitetsreduktion 

(med systemteorien kan man fx åbne et felt med et 

dekonstruerende blik – og lukke det igen, hvis det ikke lykkes 

at pege på funktionelt ækvivalente alternativer). Det er i den 

forbindelse ikke blevet til fuldt udfoldede systemteoretiske 

analyser, der ville fordre en omhyggelighed med afgrænsnin- 

19

gen af det empiriske materiale, som jeg ikke har prioriteret. 

Derimod har jeg tentativt igennem fremstillingen afprøvet forskellige 

analysestrategiske blik, som har skullet sandsynliggøre, 

at de retlige udfordringer i det moderne samfund kan begribes 

og fremstå i et mere forklaret lys med et systemteoretisk 

begrebsapparat. Et væsentligt og for så vidt gennemgående blik 

har været det differentieringsanalytiske blik, der stiller skarpt 

på måden, hvorpå sociale systemer konstruerer sig gennem forskellen 

system/omverden. Differentieringsformen bestemmer 

systemernes grundlæggende form for omverdensfølsomhed, 

dvs. den grundlæggende måde, hvorpå kommunikationssystemer 

lader sig forstyrre af hver deres internt konstruerede omverdener. 

Forholdet mellem semantik og differentieringsform består i, at 

den semantiske udvikling vil følge samfundets differentieringsform, 

altså at kondenseringen af mening i begreber i de enkelte 

funktionssystemer følger hinanden nogenlunde parallelt. Luhmann 

kalder det en fællestransformation af samfundets semantiske 

apparater. Analysestrategisk betyder det, at der hvor 

fremkomsten af en ny differentieringsform først viser sig er i 

semantiske brud. En ny differentieringsform må nemlig betyde, 

at et nyt semantisk mulighedsrum etableres. 

Idet jeg har rettet blikket mod retten, har jeg altså studeret forandringer 

i rettens grundlæggende form for omverdensfølsomhed 

og differentieringsmåde gennem et fokus på semantiske 

brud i den måde, hvorpå retten orienterer sig og forholder sig 

til fænomener som moral og navnlig politik. Jeg har i den forbindelse 

særligt søgt efter forandringer i måden, hvorpå disse 

relationer er italesat i retskildelæren og i juridisk-dogmatiske 

metodefremstillinger. Dette fokus er valgt for at opnå den stærkest 

mulige kobling til det praktiske retsliv og retsanvendernes 

selvforståelse. Et teoretisk refleksionsberedskab må søge denne 

kobling for at undgå det, som efter min opfattelse er blevet 

20

mange retsfilosofisk orienterede teoriers skæbne: at de forholder 

sig rekursivt, bekræftende og benægtende, til hinanden, 

uden på noget tidspunkt at komme så meget som i nærheden af 

den retsdogmatiske kommunikative virkelighed og for den sags 

skyld retspolitiske kommunikation på universiteter, i domstole 

og forvaltninger. Kan den differentieringsteoretiske antagelse 

af, at retten bedst kan beskrives som et delsystem i et funktionelt 

uddifferentieret samfund, underbygges, betyder det, at der 

aftegnes et særligt mulighedsrum for retten og den retlige 

kommunikation, ligesom der lægges spor ud for semantiske 

nyudviklinger, det jeg med et lidt uskønt ord har kaldt afparadokseringsstrategier. 

En underbyggelse af den ovennævnte antagelse 

betyder også, og det er nok det mest smertefulde, at det 

moderne oplysnings- og rationalitetsprojekt falder til jorden. 

Det ”gode samfund” kan fx ikke længere realiseres eller garanteres 

retligt og politisk i forbindelse med en kommunikativ fornuft 

el. lign. Det ”gode samfund” kan i virkeligheden nok slet 

ikke italesættes uden gennem henvisning til den hyperkompleksitet, 

som samtidig er samfundets store udfordring. Vil 

man altså tale om ”det gode samfund” må man i samme åndedrag 

pege på dets ustyrlighed og det forhold, at det potentielt er 

i stand til aktivere utallige inkongruente og irreduktible perspektiver 

på den samme begivenhed. Set i det perspektiv er enhver 

enkeltstående samfundsmæssig kommunikation, der i sagens 

natur kun kan aktivere en lille del af denne kompleksitet, 

en risiko-kommunikation: den vil altid udelukke en mangfoldighed 

af perspektiver, som egentlig ikke kan udelukkes. Da 

samfundets selvbeskrivelse i de senere år har været præget af 

en risiko semantik, kunne man forestille sig denne udvikling 

afspejlet i udviklingen i retssikkerhedsbegrebet, som i fremstillingen 

er trukket frem som retsanvenderens refleksionsbegreb 

per excellence. 

21

3.1.6. Ret og politik 

Retten forbindes med normer, der i sidste ende kan gennemtvinges 

ved magt gennem det samfundsmæssige tvangsappararet. 

Retlige normer er normer, der kan gøres gældende på trods 

af modsigelse. Gennem rettens grundlæggende skelnen mellem 

ret og ikke-ret gøres det muligt at danne forventninger i nutiden 

med henblik på en iøvrigt usikker fremtid. 

Retten kan imidlertid ikke afgøre, om det er retfærdigt at skelne 

mellem ret og ikke-ret. Hvis dette paradoks ikke skal bringe 

rettens interne kompleksitetsopbygning i fare, kræver det virkningsfulde 

afparadokseringsstrategier. I et samfund med et 

klart centrum, findes sådanne strategier forholdsvis enkelt, og i 

lange tider stabilt, i muligheden for hierarkisk eksternalisering. 

Der findes nemlig i et sådant samfund et privilegeret ”udenfor”, 

en substantialiseret, institutionaliseret og legitimerende 

instans, der garanterer samfundets identitet og dermed også rettens 

legitimitet. Jeg har ikke tynget nærværende fremstilling af 

lange historiske udredninger af forholdet mellem ret og religion 

(middelalderens nærværende gud er for længst væk og dermed 

også den tid, hvor gud var altings målestok og hvor retten kunne 

orientere sig sikkert efter katolske læresætninger). Lidt mere 

fokus har været på de naturretlige forestillinger, der markerer 

antropocentrismens gennembrud (altså gennembruddet af 

forestillingen om det menneskelige som altings målestok). De 

er, omend de i lang tid har haft begrænset betydning set i et 

retsdogmatisk perspektiv, vedblevet med at udfordre den 

retspositivisme, der, i forskellige varianter, siden de moderne 

nationalstaters gennembrud har repræsenteret den fremherskende 

retsforståelse og gennemsyret den juridiske retskildelære. 

Retspositivismen og den liberal-demokratiske politiske filosofi 

har i lange perioder i sidste og forrige århundrede gennem de 

retlige og politiske institutioner kunnet sikre en samfundsud- 

22

vikling med en passende afbalancering af dynamiske og stabiliserende 

aspekter samt den legitimitet, der har kunnet lånes ved 

at knytte den gældende samfundsordning sammen med den 

magtfulde antropocentriske forestilling om menneskelig frihed 

og rationalitet. Koblingen mellem det retlige og det politiske 

har været forfatningen og lovgivningen. Den retligt kontrollerede 

forfatning har, som indbegrebet af den borgerlige samfundskontrakt, 

med kompetencenormer, normer for lovgivningens 

tilblivelse og normer til sikring af de borgerlige grundrettigheder, 

sikret politikkens kobling til den borgerlige offentlighed 

og den intersubjektive fornuft. Den positive lovgivning har 

på samme tid sikret politikken en mulighed for (midlertidig) 

stabilisering og retten et legitimt og substantialiseret (og dermed 

eksternaliserbart) udgangspunkt for afgørelser i enkelttilfælde. 

Ser man på den klassiske retskildelære hviler den i høj grad på 

forestillingen om et hierarkiseret (og antropocentrisk) verdensbillede. 

Retskilderne er netop substantialiserede kilder, der kan 

stilles op i en klar og entydig trinfølge med forfatningen eller 

grundloven øverst og med den positive lovgivning som det generaliserede 

(og derfor tilpas situationsuafhængige), men samtidig 

sikkert afgrænselige, sikkert henvisende og demokratisk 

legitimerede tekstlige udgangspunkt for den samfundsmæssige 

forventningsdannelse. 

Bruddet med retskilde-semantikken kom for alvor med den 

moderne mere dynamiske og processuelt orienterede retskildefaktorlære 

i sidste halvdel af det 20. århundrede. Iflg. denne 

lære kan gyldig ret og gældende ret ikke klart adskilles og forestillingen 

om loven som kilde, dvs. som aksiomatisk udgangspunkt 

for retsdannelsen anfægtes. Langt mere realistisk er det 

at betragte loven som en blandt mange faktorer, herunder denationale 

retsnormer, lovforarbejder, vejledninger, doms- og 

administrative praksisser, juridisk litteratur og reelle hensyn, 

23

der i et kompliceret samspil former gældende ret, som en dynamisk 

størrelse, der kun kan konkretiseres funktionelt og kontrolleres 

partielt. Konsekvensen af at tale om faktorer i stedet 

for retskilder er, at eksternaliseringsstrategien som afparadokseringsstrategi 

virker mindre overbevisende. Når lovgivningen 

ikke længere kan betragtes substantielt, forekommer grænsen 

mellem ret og politik mere flydende – som en grænse, der hele 

tiden kommer til syne på rettens inderside, som en grænse der 

må fastsættes af retten selv. 

Jeg har i fremstillingen relateret dette semantiske brud (fra 

”retskilde” til ”faktor”) til andre ændringer: Dels til udviklingen 

i den måde staten beskrives på (fra retsstat over velfærdsstat 

til refleksiv stat), dels til udviklingen i den normative regulerings 

former (fra konditionalprogrammer over mål- 

/middelprogrammer til mere refleksive retsformer) og endelig 

til udviklingen i kompleksitet, når man anskuer det samlede 

”retskildefaktorbillede”, der i dag må medtage stadigt flere faktorer 

på såvel nationalt som europæisk og internationalt niveau. 

3.1.7. Socialrettens uddifferentiering 

Den ovenfor skitserede udvikling, som har gjort grænsedragningen 

mellem ret og politik mere flydende og vanskeliggjort 

en hierarkisk-substantiel afparadokseringsstrategi, har også 

skabt nye afhængigheder og udfordret andre grænser, fx. grænsen 

mellem offentlig og privat. Den tilbagetrukne og klart markerede 

grænse mellem offentlig og privat var retsstatens projekt. 

Denne grænse har imidlertid forskudt sig og antaget en 

mere flydende karakter i takt med udviklingen i den velfærdsstatslige 

interventionisme på det sociale område såvel som på 

andre samfundsmæssige funktionsområder. I dag præges udviklingen 

på det sociale område af det, der er blevet kaldt et nyt 

velfærdsmix med øget samspil mellem offentlige myndigheder, 

private og frivillige aktører og organisationer. 

24

Den omhandlede udvikling har på samme tid muliggjort og været 

betinget af emergensen af nye mere kognitivt orienterede og 

fleksible tillids- og forventningsformer, der som opdukkende 

vidensregimer har kunnet stille funktionsspecikke ydelser i 

form af teknologier til rådighed for den samfundsmæssige 

kompleksitetsopbygning og – håndtering. Det er ikke mindst i 

forholdet til sådanne regimer, at retten dialogisk-funktionelt (i 

modsætning til hierarkisk-substantielt) har måttet søge nye 

supplerende afparadokseringsstrategier. 

På det sociale område har jeg trukket dialogprincippet og arbejdsevnemetodereglerne 

frem som vidt forskellige eksempler 

på lovgivning, der søger at fange og understøtte en ”fremmed” 

egenkompleksitet, det sociale forvaltningsarbejdes egenkompleksitet. 

Fordi sådanne koblingsmuligheder er forskellige 

fra funktionsområde til funktionsområde, har dette naturligvis 

sat forestillingen om rettens enhed, og dermed også fx. den almindelige 

forvaltningsret, under pres. Det social(forvaltnings- 

)retlige område uddifferentierer sig med sine egne særlige procedurenormer, 

principper og begreber, der afspejler det materielle 

områdes særlige karakter og det forhold, at sagen i sagsbehandlingsarbejdet 

ofte kun vanskeligt kan adskilles fra borgerens 

person. Den betydning sagsbehandlingsregler kan tillægges 

bliver altså også forskellig fra retsområde til retsområde. 

Både den almindelige forvaltningsret og socialforvaltningsretten 

har regler om medinddragelse af borgeren. Hvor den almindelige 

forvaltningsret lægger op til, at den lovlige og rigtige 

afgørelse kan opnås uden at partshøringsforpligtelsen er blevet 

overholdt (efter en ”konkret væsentlighedsvurdering”), giver 

det på det sociale område ikke rigtig nogen mening at sige: 

”Borgeren fik det rette aktiveringstilbud, ganske vist uden at 

han fik lejlighed til at medvirke i sagens behandling”. 

25

3.1.8. Menneskerettighederne og retssikkerheden 

Jeg har argumenteret for, at afparadoksering i det moderne 

samfund først og fremmest sker dialogisk-funktionelt i modsætning 

til hierarkisk- substantielt. Det betyder ikke, at systemer 

kan undvære substantialiseringer, heller ikke hierarkiske 

sådanne. Systemer skaber hele tiden deres egne ontologier som 

en nødvendig forudsætning for at kunne operere i en usikker 

verden. Til brug for deres reproduktion er systemer afhængige 

af hele tiden at kunne skabe tilslutningsduelige elementer, 

hvilket kun kan ske ved kompleksitetsreduktion og objektivering. 

Pointen er, at sådanne substantialiseringer fungerer langt 

mere usikkert i dagens samfund, der bestandigt udfordrer sit 

eget grundlag ved – i mange og konkurrerende versioner - at 

genbeskrive og viderebeskrive sig selv. Pointen er endvidere, at 

der i dag ikke findes nogen fælles-ontologi – verden er blevet 

polykontekstuel. Substantialiseringer fungerer under disse vilkår, 

altså under dobbeltkontingensens vilkår, ikke stabilt og 

alment, men alene foreløbigt og konkret, dvs. i særlige funktionelt 

uddifferentierede sammenhænge. 

1970´ernes tro på, at socialvidenskaben kunne kortlægge og 

repræsentere samfundets sammenhænge og mekanismer og 

forsyne det med adækvate forebyggelses- og problemløsningsteknologier 

og -værktøjer ved hjælp af hvilke det perfekte samfund 

kunne indrettes, er forduftet. Rationalitetsfordringen i dette 

projekt er dog ikke fuldstændig opgivet. Der må fortsat 

planlægges og objektiveres, også i socialt forvaltningsarbejde. 

Blot har man måttet give afkald på den mekaniske og lineære 

tænkning, projektet oprindeligt byggede på. Retspolitikken som 

samfundets ingeniørkunst er på samme måde blevet en mere 

kompleks affære, uden at dette har ført til den slutning, at man 

ikke kan påvirke samfundet gennem retsregler (men derimod 

nok til at der er forøget fokus på de uintenderede virkninger, 

der altid følger med retlig regulering). Retskildelæren er nok 

26

levet afløst af en lære om retskildefaktorer, men førstnævntes 

oplagte fordel, når det gælder kompleksitetsreduktion, betyder, 

at den stadig trækkes frem i situationer, hvor denne reduktion 

behøves (bl.a. i en del undervisningssituationer). Og endelig: 

retssystemet formulerer stadigvæk bud på nye grundnormer, 

men de seneste års udvikling i diskussionen om menneskerettighederne 

viser, at kritiske legalstrateger fører et tveægget 

sværd, hvis de farer for hårdt frem med substantialiserede udlægninger 

(af ”grundværdier”), der ikke er tilstrækkeligt afstemt 

med de funktioner, retten varetager i et komplekst samfund. 

Menneskerettighederne udtrykker abstrakte værdier, der 

ikke i sig selv kan vejlede om ”rigtigt” og ”forkert”. Kun i 

samspillet med andre faktorer, kan en sådan afklaring ske. Har 

man ikke hele tiden dette for øje, risikerer man at udvande 

menneskerettighedernes retlige potentiale. Denne erkendelse 

har, som det er blevet fremført, ledt den retsdogmatiske diskussion 

til et øget fokus på god og dårlig ”menneskeretsjuridik” og 

på det, der er blevet kaldt en ”andengenerationsforståelse” af 

menneskerettighederne”, dvs. en forståelse der understreger 

betydningen af menneskerettighedernes ”stk. 2´er” om spillerummet 

for deres implementering (jeg har gjort lidt ud af denne 

pointe for at imødegå de tendenser indenfor socialt arbejde, der 

lidt ureflekteret fejrer menneskerettighederne eller ”menneskeretlige 

værdier” som selve grundlaget for arbejdet – det lyder 

fint, men der er ikke meget andet end luft i sådanne erklæringer). 

Ingen såkaldt grundnorm kan altså udgøre en kritisk målestok 

eller et adækvat evaluerings- eller refleksionsgrundlag for retsanvenderen, 

hvad enten han fungerer som teoretiker eller som 

praktiker. Som indbegrebet af et sådant grundlag har fremstillingen 

derimod peget på retssikkerhedsbegrebet. 

I den almindelige offentlige debat fungerer retssikkerhedsbegrebet 

ikke sjældent som en kontingensformel, altså som en 

27

formel der egner sig til at afbøde kompleksitetstrykket. Ordet 

retssikkerhed lyder godt og ligger godt i munden, og mangen 

en politiker er sluppet for yderligere tiltale, når han har fremhævet, 

at baggrunden for lovforslaget er ønsket om at styrke 

retssikkerheden. På den måde fungerer begrebet ligesom et begreb 

som dannelse indenfor undervisningsverdenen: kan man 

ikke komme på noget bedre, kan man altid sige, at vi har gymnasier 

for at styrke almendannelsen. 

For den juridisk skolede retsanvender har begrebet imidlertid 

en anden og ”dybere” mening, idet en væsentlig del af hans 

”opdragelse” ligger i dette begreb. Begrebet har i mange år været 

et centralt begreb i juridisk-dogmatiske fremstillinger og 

afhandlinger, særligt på det forvaltningsretlige område, hvor 

det hjælper med at fastholde et særligt perspektiv, i gennem 

hvilket den enkelte borgers forventninger over for et stort offentligt 

system er i fokus. Skal begrebet blive ved med at opfylde 

denne funktion som evaluerings-/refleksionsgrundlag for 

retsanvenderen kræver det naturligvis dels, at begrebets indhold 

afgrænses mere præcist og dels, at begrebsudviklingen 

følger den semantiske udvikling på retsområdet og i samfundet 

i det hele taget. Nogenlunde parallelt med det semantiske brud 

i den juridiske metodelære (fra ”kilde” til ”faktor”) har man da 

også kunnet konstatere en fornyet diskussion af retssikkerhedsbegrebet, 

der har fået dette til at fremstå væsentligt mere komplekst. 

Der opereres nu ikke længere blot med de traditionelle 

to aspekter af begrebet, processuel og materiel retssikkerhed, 

men også med, at der må sondres mellem forskellige typer af 

retssikkerhed, der kan være mere eller mindre relevante på forskellige 

forvaltningsretlige områder. Fx kan det have betydning 

hvor tæt den foreliggende interesse knytter sig til kernen af 

myndighedsområdet henholdsvis bevæger sig ud i dele af den 

offentlige virksomhed, som forbindes klarest med ydelse af 

forskellige former for service. Særligt på det sidstnævnte om- 

28

åde kan det i komplekse situationer virke direkte kontraproduktivt, 

om retsanvenderen stillede et primært ideal om forudsigelighed 

op for sit daglige arbejde. Arbejdet handler her ikke 

primært om at fiksere individuelle rettigheder, men om at yde 

en god og professionel hjælp under inddragelse af borgeren og 

med udgangspunkt i hans specifikke behov. Den gode gamle 

Justia, retfærdighedens gudinde, afbildes med bind for øjnene 

for at symbolisere forudsigelighedsretssikkerhedens grundværdi: 

det lige skal behandles lige – efter regel og fortilfælde. I dag 

må hun afbildes seende – det forskellige skal behandles forskelligt 

og under inddragelse af den nyeste viden om problemer 

og hjælpemuligheder og med sigte på formålet med indsatsen. 

Det klassiske ideal om retssikkerhed, der i forlængelse af retsstatssemantikken, 

defineres som forudsigelighed i modsætning 

til (enevældig) vilkårlighed, må på nyere retsområder suppleres 

med andre retssikkerhedsidealer, hvoraf et kunne være et ideal 

om behovsretssikkerhed. Et sådant ideal kan naturligvis ikke 

sikres alene ved retlige midler, men forudsætter udviklingen og 

understøttelsen af alternative og mere fleksible vidensformer 

(og dermed forventnings- og tillidsformer) end de, der hører en 

regelorientering til. Komplekse sociale problemstillinger kræver 

ligeså komplekse modforanstaltninger, og kun i en tæt kobling 

med andre funktionssystemer og vidensregimer kan retten 

fungere uden at skabe mere retsusikkerhed end –sikkerhed (retten 

er med andre ord blevet opmærksom på sig selv som usikkerhedsfaktor 

og knytter dermed an til den samfundsmæssige 

risikosemantik, der i dag er så fremherskende). Det betyder for 

retten, at den ikke altid kan orientere sig efter forudsigelighed i 

klassisk forstand, men nok - idet omfang hensigtsmæssige koblinger 

kan opnås – efter at kunne medvirke til at transformere 

ren usikkerhed til håndterbar usikkerhed. 

29

3.1.9. Profession og kompleksitet 

Hvor de klassiske professioner, herunder den juridiske, har 

kunnet koble sig primært til ét funktionssystem som den meningshorisont 

det professionelle arbejde kunne orientere sig 

efter, fx det retlige, er sagen noget mere kompliceret for socialrådgiverne. 

For det første er de fra deres egen uddannelse født 

”kode-ambivalente”, idet deres fag består af flere fag, der ikke 

umiddelbart kan bringes på en fællesnævner. For det andet udfører 

de fleste deres arbejde som sagsbehandlere, behandlere og 

rådgivere i kommunale og amtskommunale organisationer, der 

ofte heller ikke kan siges at have én primær kodificering, som 

regulerer hvornår andre kodificeringer er relevante. Dette peger 

på, at socialt arbejde er mere komplekst end fx juridisk arbejde 

eller sygefagligt arbejde. 

Fordi det sociale arbejde har manglet den entydighed i det faglige 

grundlag, som kendetegner de klassiske professioner, har 

det været vanskeligt for socialrådgiverne at opnå den anerkendelse, 

der har været forbundet med det at være professionel. I 

dag, hvor den traditionelle professionsopfattelse er under opbrud, 

herunder den opfattelse, at professionen repræsenterer en 

særlig uangribelig ”kerneviden”, kan socialrådgiverfaget, hvis 

det formår at forvalte sine muligheder rigtigt, måske vende situationen 

til egen fordel. Det kræver imidlertid efter min opfattelse, 

at man holder fast ved fagets særkende, dvs. multireferentialiteten 

og at man formår at udvikle såvel teorier og metoder 

i socialt arbejde som et tværfagligt refleksionsberedskab, 

der matcher denne kompleksitet. 

Om dette skal det følgende, der som flere gange nævnt kun kan 

ses som en første grov grundskitse til en forståelse af det sociale 

forvaltningsarbejde og dets udviklingsmuligheder, handle. 

Jeg vil løbende trække på de indsigter, der er vundet med det 

foregående. 

30

3.2. Det sociale arbejdes funktionelle diffusitet og multireferentialitet 

3.2.1. Eksklusion og inklusion og socialt arbejde 

Den grundlæggende måde, hvorpå samfundet deler sig op og 

holder sig sammen, betegnes i systemteorien ved begreberne 

differentiering og integration, hvor sidstnævnte begreb dog, 

qua tesen om det funktionelt uddifferentierede samfund, erstattes 

af begrebet strukturel kobling (beskrives samfundet nemlig 

som primært funktionelt uddifferentieret er integrationsbegrebet 

for fordringsfuldt et begreb at anvende om samfundet, der 

netop ikke uden videre kan siges at ”hænge sammen” – eller 

med andre ord: samfundets enhed beror først og fremmest på 

dets forskellighed). Det reserverer begreberne inklusion og 

eksklusion til betegnelse af individets deltagelse hhv. manglende 

deltagelse i forskellige former for samfundsmæssig kommunikation. 

Begreberne inklusion og eksklusion refererer da til 

samfundets mange systemgrænser og den enkeltes mulighed 

for hhv. udelukkelse fra at koble sig til systemisk kommunikation, 

hvad enten der er tale om intim kommunikation (fx kommunikation 

med ægtefælle eller andre nærstående), politisk 

kommunikation (fx kommunikation i form af stemmeafgivning), 

økonomisk kommunikation (fx kommunikation i form af 

betaling i et forhold mellem forbruger og erhvervsdrivende) 

eller en helt anden type kommunikation. 

Det skal understreges, at de samfundsmæssige kommunikationssystemer, 

som abstrakte meningshorisonter og tilbud om 

kompleksitetsreduktion, hverken kan ekskludere eller inkludere 

individer, der altid vil danne omverden for systemerne. Derimod 

kan de motivere til bestemte former for kommunikation 

via deres symbolske generaliseringer, fx rettens ret(færdighed), 

politikkens magt, økonomiens penge, intimitetens kærlighed. 

Begreberne eksklusion og inklusion må altså referere til orga- 

31

nisationer og interagerende grupper, netværk og bevægelser og 

den måde, hvorpå de konstiturerer sig via medlemskab eller 

nærhed. 

Eksklusions- og inklusionsområdet er qua dets henvisning til 

utallige systemgrænser multidimensionelt. Spørgsmålet om 

individets inklusion og eksklusion kan i dag ikke længere reduceres 

til et spørgsmål om dets relation til nogen enkeltgruppe, 

familie, husholdning eller mindre lokale fællesskab. Det moderne 

individ indgår i multiple systemiske sammenhænge. 

Inklusioner og eksklusioner er ofte dagligdags hændelser og for 

så vidt ret trivielle: Mennesker mødes og skilles; uddannelsessøgende 

søger ind på deres drømmestudium og bliver optaget 

på deres anden prioritet; erhvervsaktive får job og bliver afskediget 

og søger et nyt; sportsudøvere bliver sat af førsteholdet 

og må overveje om de vil spille på andetholdet o.s.v. 

Både eksklusioner og inklusioner kan imidlertid sætte selvforstærkende 

processer i gang og på eksklusionssiden er det ikke 

vanskeligt af få øje på de negative virkninger for de, som bliver 

udsat for sådanne processer. Det sociale arbejde kan forbindes 

med en særlig form for samfundsmæssig kommunikation, der 

søger at forebygge mere omfattende eksklusioner - eller inkludere 

allerede ekskluderede ved en form for stedfortrædende 

inklusion (eller ”indstødning” hvis man vil understrege den 

disciplerende karakter sådanne inklusioner kan have): I mangel 

af arbejde tilbydes og forpligtes den ledige (til) aktivering i 

forbindelse med modtagelse af kontanthjælp; i stedet for straf 

for berigelseskriminalitet tilbydes narkomanen behandling; i 

mangel af relevante ordinære uddannelsesmuligheder tilbydes 

den asociale unge social behandling osv. Man ser allerede her, 

hvorledes det – grænseorienterede - sociale arbejde er bundet 

til strukturelle ambivalenser, hvor hjælpen efter behag kan betragtes 

som inkluderende eksklusion eller ekskluderende inklusion 

(mere om eksklusion og inklusion, se Mortensen (2004)). 

32

3.2.2. Socialt arbejdes genstandsorientering 

Socialt arbejde sigter mod løsningen af sociale problemer. Socialt 

arbejde forholder sig til sociale problemer som genstande, 

der må afdækkes, undersøges og analyseres med henblik på at 

frembringe de rette løsninger – generelt og konkret - for de klienter, 

som bærer eller står i risiko for at komme til at bære disse 

problemer i deres senere liv. Som grundlag for det sociale 

arbejdes mere konkrete undersøgelser og prognoser i enkelttilfælde 

har social- og humanvidenskaben, herunder både den sociologiske, 

socialpsykologiske og social- og arbejdsmedicinske 

forskning gennem årene skabt en omfattende generaliseret viden 

om sociale uligheders reproduktion, sammenhænge vedr. 

opvækstvilkår og senere livschancer, arbejdsvilkår og sygdomsrisici 

mv. På børn og ungeområdet har viden om opvækstvilkårenes 

betydning for børn og unges udvikling og senere 

livschancer fx gjort det muligt at operere med forskellige 

former for ”bekymringsbarometre”, der har gjort det sociale 

arbejde sensibelt ikke blot for aktualiserede problemer, men 

også for den blotte risiko for, at sådanne opstår for det enkelte 

barn. Denne sensibilitet kan selvsagt udnyttes til gribe ind i tide 

med de rette foranstaltninger, der kan hindre problemernes udvikling 

eller forværring. Så længe sådanne objektiveringer eller 

substantialiseringer fungerer, kan det sociale arbejde opretholde 

billedet af sig selv som rationelt i den klassiske lineære forstand, 

hvor nødvendig handling følger objektiv analyse og 

prognose. At dette billede kan være vanskeligt at holde intakt i 

dag viser bl.a. den seneste hjemlige diskussion om begrebet 

social arv” (Andersen (2000), Ejrnæs, (1999), der netop i kraft 

af dets substantielle konnotationer mistænkes for at forføre til 

ureflekterede handlinger, som, i stedet for at afhjælpe eller forebygge 

problemer, risikerer at forstærke eksisterende samfundsmæssige 

marginaliseringsprocesser. Socialt arbejde i talesættes 

på den måde, dvs. med krystalliseringspunkt i stigmati- 

33

seringsteoretiske overvejelser, som en særlig form for kommunikation, 

der bestandigt løber risikoen for at skabe cirkulære 

forstærkninger, selvopfyldende profetier mv.1 

Socialt arbejde kan ikke selv afgøre om det hjælper at skelne 

mellem hjælp og ikke-hjælp. Heri ligger det sociale arbejdes 

grundlæggende paradoks. Det betyder ikke, at socialt arbejde 

skal opgive enhver bestræbelse på rationalitet. Det sociale arbejde 

vil også fortsat objektivere sociale problemer, men først 

og fremmest må socialt arbejde virke gennem temporære afparadokseringsstrategier, 

gennem fungerende koblinger til funktionssystemer 

som fx ret og politik. 

3.2.3. Socialt arbejde som kommunikation 

En af de klassiske dikotomier i sociologien er den mellem individ 

og samfund. Mange nyere sociologiske retninger har forsøgt 

sig med syntetiserende ansatser til overvindelse af den, og 

har som regel – på trods af erklærede ambitioner om at give 

individet mere plads i samfundsteorien – løst den ved at understrege 

samfundets betydning på bekostning af individets. Giddens 

arbejder med begrebet strukturation. Bourdieu med begrebet 

habitus. I Luhmanns systemteori fastholdes dikotomien 

som principielt set uovervindelig. Man kan ikke forestille sig et 

samfund uden individer og heller ikke individer uden samfund. 

Alligevel er individer og samfund hinandens omverdener. Og 

det moderne samfunds fortælling er fortællingen om, hvorledes 

der på en og samme tid er blevet mere individ og mere samfund. 

1 Mit ærinde er ikke her at tage stilling til afskaffelse hhv. opretholdelse af 

begrebet. Min pointe er alene, at selve det faktum, at diskussionen forløber 

mellem blandt andre to undervisere på socialrådgiveruddannelsen, viser, at 

det sociale arbejde i dag er et andet sted end det var før diskussionen. 

34

Individet er blevet mere komplekst. Så komplekst, at det ikke 

(længere) kan betragtes som en del af samfundet. Det enkelte 

individ er et individualiseret verdensforhold og kan ikke engang 

iagttages som en enhed, men som flere autopoietisk virkende 

systemer; psykiske, biologiske, neurologiske. I nærværende 

fremstilling er ”individer” omtalt synonymt med psykiske 

systemer, som i sig selv er blevet mere komplekse, idet de 

siden psykoanalysen er blevet opfattet som både bevidste og 

ubevidste. Dette sidste har bl.a. gjort det muligt i interaktionel 

kommunikation at inddrage perciperet ”kropssprog” som psykisk 

styrede udtryk, snarere end som kroppens egen gestik. 

I modsætning til samfundet, der også er blevet mere komplekst, 

som funktionelt uddifferentieret kommunikationssystem, er 

individet kropsligt afgrænset og situeret i rum og tid. Dette forhold 

søges udnyttet af abstrakte kommunikative samfundssystemer, 

der ligesom psykiske bevidsthedssystemer er kendetegnet 

ved at operere i mediet mening og ved at orientere sig 

binært – efter mening(s-forskelle). I netop dette fællestræk findes 

muligheden for strukturelle koblinger mellem individ og 

samfund. Det er med andre ord som psykiske systemer individer 

bliver brugt af samfundssystemer som knudepunkter for 

sociale anfordringer (subjektivering), idet det forudsættes at 

vejen til kroppen, og dermed til adfærdskontrol, går igennem 

disse komplekse systemer. 

På den ene side er samfundet, set fra det individuelle perspektiv, 

overordentligt komplekst og ubegribeligt (som kommunikationssystem). 

På den anden side kan individet altid overtrumfe 

samfundskompleksiteten med sin egen kompleksitet (som 

bevidsthedssystem), der i sin højst individualiserede form ikke 

kan begribes endsige foregribes af noget samfundssystem. 

Når kommunikative operationer adskilles fra bevidsthedsmæssige 

operationer på denne radikale måde, bliver konsekvensen, 

at den dagligdags opfattelse af ”den gode kommunikation”, 

35

dvs. kommunikationen som indbegrebet af gensidig forståelse 

og bekræftelse, må betragtes som principielt usandsynlig. Griber 

vi på dette sted tilbage til den indledende påstand om, at 

der på samme tid er blevet mere samfund og mere individ, kan 

man sige at den moderne samfundsforøgelse skylder sin forøgelse 

en udvidet tolerance overfor den usikkerhed, der kan 

føres tilbage til den ovennævnte principielle usandsynlighed. 

Selv den mest kunstfærdigt stiliserede socialfaglige eller pædagogiske 

indsats vil komme til syne som det, den er, nemlig 

kommunikation, og ser vi et øjeblik bort fra den gensidige forståelse 

som selvstændig problemstilling, ligger der pr. definition 

i enhver kommunikation, at den altid både kan bekræftes og 

modsiges – og at hverken bekræftelsen eller modsigelsen kan 

forventes med sikkerhed. 

Man kan naturligvis forsøge at vinde en kontrolmæssig fordel 

ved at være hurtigere til at opfatte situationens kompleksitet og 

kontingens end omgivelserne og dermed være længere fremme 

i sine overvejelser end ”modparten”. Et lille eksempel på denne 

foregribelsens vanskelige kunst findes i en episode fra tegneserien 

”Garfield” (her gengivet frit efter hukommelsen): Harald 

har længe, og forgæves, forbudt Garfield at kradse i sofaen. 

Der skal altså forsøges en ny strategi. I stedet for at fortsætte 

med forbud og trusler opfordrer Harald nu Garfield til at kradse 

i sofaen, og idet han vender sig og går smilende ud af stuen, 

stiger en tankebobbel til vejrs fra hans hoved: ”Omvendt psykologi!”. 

På det næste billede kan man se Garfield i gang, ikke 

blot med at kradse i sofaen, men med at flænse den fuldstændigt 

op. Også her stiger en tankebobbel til vejrs, men fra Garfields 

hoved: ”Omvendt-omvendt psykologi!”. Harald benytter 

en (afparadokserings-)strategi, der abonnerer på forudsætninger 

i sagsdimensionen, som viser sig ikke at holde stik. Måske var 

Haralds diagnose af Garfield rigtig nok: måske er Garfield vitterlig 

barnet, hvis væsentligste tilskyndelse ligger i oprøret 

36

mod autoriteten. Haralds selvdiagnose lader imidlertid meget 

tilbage at ønske. Han tror, han er Garfield overlegen, men Garfield 

er, ikke overraskende for læseren, langt hurtigere end Harald. 

Garfield gennemskuer altså Haralds diagnose og strategi 

og fastlægger med stor sikkerhed sit svar. Måske vil Harald i 

næste omgang forsøge sig med en (afparadokserings-)strategi, 

der i højere grad abonnerer på forudsætninger i tidsdimensionen. 

Måske vil han forsøge sig med at indgå en kontrakt med 

Garfield med de muligheder en sådan giver med hensyn til 

midlertidig tidsmæssig binding af gensidige forventninger (om 

det socialt arbejdes kontraktliggørelse, se Andersen (2003a)). 

Alt dette betyder naturligvis ikke, at socialt arbejde ikke kan 

påvirke bevidsthedssystemerne i dets omverden. Det kan det 

naturligvis – bare ikke kausalt. Det betyder heller ikke, at der 

ikke kan etableres evidente sammenhænge mellem forskellige 

indsatstyper og metoder og resultater i socialt arbejde. Snarere 

betyder det, at traditionelle effektevalueringer må forventes 

kun at kunne yde det sociale arbejde en kærkommen, men 

temmelig midlertidig og kontekstbunden sikkerhed. 

Når det i denne fremstilling altså foreslås at anskue socialt arbejde 

og socialrådgivning som kommunikation, betyder det 

således, at socialt arbejde og socialrådgivning overgives til den 

usikkerhed, der altid kendetegner (specialiseret) kommunikation. 

Meget socialt arbejde tilstræber forandring, tilstræber et 

nærmere bestemt output, men vil i denne bestræbelse uvægerligt 

producere effekter, som det ikke havde påregnet. En slags 

sekundær socialisation i forbindelse med det sociale arbejde er 

således også uundgåelig. Det sociale og pædagogiske arbejde 

kan i mødet med klienten eller brugeren nok så nøje vurdere 

foreliggende betingelser såsom ressourcer, intelligens, forkundskaber 

mv. Det specialiserede forandringsarbejde kan bestræbe 

sig på at variere sine midler og metoder i håb om succes. 

Men alt dette medfører sideeffekter i systemet. Socialråd- 

37

givere transformerer lighed til ulighed. De motiverer og demotiverer. 

De kobler succeserfaringer til succeserfaringer og fiaskoerfaringer 

til fiaskoerfaringer. De begunstiger holdninger, 

som specielt gør det muligt at komme overens med socialrådgivere, 

opdragere og psykologer, men….. ”Et system, der søger 

at identificere sig med transformationen af input og output, ender 

med at måtte forholde sig de problemer, der følger af dets 

egne indsatser”…..Og det er vel også her, det teoretisk bevidste 

sociale arbejde befinder sig i dag – klar over at måtte iagttage 

sig selv blandt de problemer, det skal løse. Det sociale arbejde 

er på godt og ondt moderne…. 

3.2.4. Det sociale arbejde, magten og de strukturelle ambivalenser 

Parallelt med samfundsforøgelsen i form af stadigt flere og mere 

komplekse kommunikative krav og forventninger, er samfundet 

blevet mere diffust. I modsætning til tidligere hierarkisk 

uddifferentierede samfund kan det funktionelt uddifferentierede 

samfund ikke tilbyde dets individer en sikker fremmedreference. 

Dermed forvitrer individets grundlag for at bundte forventninger 

i overskuelige pakker, fx. i form af veldefinerede 

roller med dertilhørende mulighed for at vinde sikkerhed i omverdensorienteringen. 

Individet bliver kastet tilbage i dets selvreference, 

kun for at erfare, at der heller ikke her findes en sådan 

sikkerhed. Således henvist til en hvileløs oscillation mellem 

selvreference og fremmedreference, erfarer det moderne 

individ, at det kun kan indløse sin ”samfundsmæssighed” personligt 

– ved temporært og fleksibelt at fastlægge sit eget selvforhold. 

Med det komplekse og funktionelt uddifferentierede samfund 

er altså fulgt et individualiseringspres. Samtidig med at der er 

blevet mere samfund, mere styring, mere kontrol, flere krav og 

forventninger, er det således forøgede samfund blevet mere 

38

komplekst, mindre entydigt og mere diffust og dermed, paradoksalt 

nok, også mere afhængigt af individet, der i kantiansk 

forstand kan sætte sit eget selvforhold. Hvor tidligere samfund 

havde forholdsvis let ved at kløve sig selv efter forskellen normalitet/afvigelse, 

er det moderne samfund sig pinligt bevidst, at 

det er ved denne grænse, samfundet risikerer at underminere 

sig selv. Hvornår kan samfundet risikere at sætte sig selv igennem 

over for det individ, hvis selvforhold det er afhængigt af? 

Hvornår kan det risikere at undlade at sætte sig igennem? Man 

kunne måske sige, at det moderne samfund har et mere ambivalent 

forhold til magt end tidligere samfund. Vælger man 

imidlertid at bruge magtbegrebet, kan det betale sig at gøre sig 

klart, hvor tvetydigt et begreb dette er – også for sociologien. 

På den ene side er magt et symbolsk generaliseret medium, 

nemlig politikkens medium – politikken, der orienterer sig efter 

ledeforskellen regering/opposition. Aktiverer man den politiske 

kommunikation, aktiverer man også – som grænsen for det politiske 

- den strukturelle ambivalens, der knytter sig til forskellen 

mellem legitim og illegitim magtudøvelse. På grund af rettens, 

herunder socialrettens, stadigt tættere og mere forviklede 

kobling til politikken kan retten i dag vanskeligere eksternalisere 

det politiske og dermed den omhandlede ambivalens. Alt 

dette er tidligere behandlet og skal ikke gentages her. Men det 

er selvfølgelig en relevant pointe for socialrådgiveren, der også 

er retsanvender. 

På den anden side kan magtbegrebet – sociologisk – kædes 

sammen med enhver samfundsmæssig kommunikation, der pr. 

definition må være selektiv, al den stund koblingen til én meningshorisont 

ekskluderer noget andet. Magten i denne forstand, 

dvs. som udelukkelse af det andet, er lige så banal og 

uomgængelig, som den er produktiv og nødvendig. Magten i 

denne forstand betyder simpelthen at vinde kompleksitet gennem 

det at sætte en forskel. Uden forskelle ville alt være lige- 

39

gyldighed og flimrende entropi. Ved at sætte en forskel åbner 

verden sig, betingelserne for at danne mening bliver forskellig 

på hver af forskellens to sider, der dannes kompleksitet, der 

muliggøres forventninger. Før magten (læs ”selektionen af 

kompleksitet”) kunne intet ske. Nu kan der ske noget – godt 

som skidt. Når magten i denne forstand kædes sammen med 

muligheden for kompleksitet og kompleksitetsopbygning 

kommer magtudøvelse til at handle om muligheden for at overføre 

kompleksitet. Samfundsmæssig magt og afmagt står altså i 

et gensidigt forøgelsesforhold til hinanden. Jo mere komplekst 

og magtfuldt samfundet er, jo mere afhængigt er det samme 

samfund af at kunne overlade kompleksitet til dets omgivelser 

(deri dets afmagt). Magtens egentlige modbegreb er altså ikke 

afmagt, men tvang. Først med tvangen mister samfundet den 

mulighed for kompleksitetsopbygning der ligger i at udøve 

magt, dvs. i at kunne overlade kompleksitet til den tvungne. 

Dog, alligevel er samfundet nødt til at sætte en grænse et sted. 

Heri den samfundsmæssige ambivalens, der vokser med samfundsforøgelsen. 

Magtanvendelsesreglerne i serviceloven (voksenbestemmelserne) 

udtrykker meget godt denne ambivalens, 

bl. a. når den i visse situationer sætter grænsen for mulig anvendelse 

af magt (læs: tvangsmæssigt påført omsorg) ved den 

enkelte dementes oplevelse af at føle sig krænket. Der skal ikke 

megen sociologisk fantasi til at forestille sig, hvorledes metoder 

til fortolkning af dementes oplevelser gang på gang vil 

komme til syne som forlegenhedsformler. Der skal heller ikke 

megen fantasi til at forestille sig, hvorledes en ikke-fungerende 

formel nødvendigvis må afløses af en ny. 

Når magtbegrebet er så tvetydigt hænger det altså bl.a. sammen 

med den uklarhed, der præger begrebsanvendelsen i (en del af) 

sociologien. På den ene side har det sociologiske magtbegreb, 

der er gengivet ovenfor, stor tilslutning. Magten er produktiv, 

den er allestedsnærværende og i den forstand banal. Det kunne 

40

tale for at opgive begrebet som et sociologisk grundbegreb og 

erstatte det med et mindre politisk belastet og dermed mere objektivt 

begreb, fx det mere nøgterne og usentimentale begreb 

”kommunikativ selektion”. På den anden side har den kritiske 

sociologi brug for et begreb, som kan vække politiske associationer 

(ellers ville den jo ikke være kritisk), og finder netop i 

magtbegrebet en mulighed for at kunne strække sit kritiske potentiale 

ud i det uendelige. Faren er naturligvis, at den hyppige 

brug af magtbegrebet vil udvande dets (irritations-)effekt, men 

så kan man jo altid vælge et mere dramatisk udtryk. Her kunne 

Bourdieus forslag om at bruge begrebet symbolsk vold måske 

hjælpe en stund? Magtbegrebets tvetydighed kan med andre 

ord bl.a. føres tilbage til en sociologi, der ikke rigtig kan bestemme 

sig til, om den vil være politik eller sociologi. 

Socialt arbejde definerer sig gerne som hjælp til selvhjælp. Socialt 

hjælpearbejde skal frigøre, ikke skabe afhængighed. Det 

sociale arbejde skal virke gennem indre motivation, ikke gennem 

kontrol og disciplinering. I dag står det sociale arbejde ved 

en grænse, hvis mulige overskridelse det på engang må forudsætte 

og betvivle. Det må kombinere hjælp (kommunikation) 

med indre motivation og selvhjælp (bevidsthed). Uden direkte 

adgang til individets selvforhold må det sociale arbejde opfinde 

et (forlegenheds-)sprog, der kan i talesætte det uudsigelige. 

Uden et sådant sprog kan det sociale arbejde ikke beslutte, 

hvorledes eksempelvis motivationsarbejde skal gribes an. Uden 

et sådant sprog kan det sociale arbejde vanskeligt skelne mellem 

vilje og kunnen, mellem frihed og afhængighed mv. 

Per Revstedt er en af dem, der har ydet et markant bidrag til 

udviklingen af et sådant sprog. Da det i systemteoretisk forstand 

er et forlegenhedssprog, er det ikke underligt, at det er 

blevet udsat for kritik (se fx Andersen (2003), Villadsen 

(2004)). Spørgsmålet er imidlertid, om der kan udvikles funktionelt 

ækvivalente alternativer. Ikke mange forsøger sig med 

41

konstruktive bidrag i den retning. Højlund og Juul (2002) er et 

eksempel på en undtagelse. Dog, deres filosofiskantropologiske 

bidrag minder meget om det revstedtske: Også 

hos Juul og Højlund er individet forsynet med en sårbar, men 

positiv og socialt konstruktiv kerne. På den ene side kan denne 

kerne tjene som krystalliseringspunkt for menneskelig opblomstring 

og selvudfoldelse, givet de rette anerkendende omverdensforhold. 

På anden side kan den, hvor disse forhold ikke er 

eller har været til stede, kapsle sig inde og omgive sig med en 

hård skal af asocialitet og/eller selvdestruktivitet, der kun lader 

vanskeligt fortolkelige rebusser passere. Hvis denne antropologi 

fungerer dårligt i dag (”befrielsen af den indre kerne”), fordi 

den i for høj grad lægger op til formynderi og tvang, må det 

sociale arbejde udvikle et nyt og bedre fungerende sprog. Ikke 

filosofien, men sociologien, må antages at kunne yde et bidrag 

hertil. I dag, hvor vi har fået ”ansvar for egen læring”, er det 

naturligvis nærliggende at lade ”befrielsesformlen” afløse af 

formlen ”ansvar for egen socialisering”, men den holder vel 

næppe…..(?) 

3.2.5. Socialt arbejde, socialfagligheden og multireferentialiteten 

Socialt arbejde forebygger eksklusion og forvalter en slags 

stedfortrædende inklusion i de tilfælde, hvor individer ikke kan 

bruge eller udelukkes fra at bruge de primære systemer. Funktionelt 

set er det sociale arbejde imidlertid ikke en entydig størrelse. 

På grænseområdet vil det således være vanskeligt at sige, 

om det sociale arbejde virker ekskluderende eller inkluderende. 

Ser man nærmere på det sociale arbejdes ydelser er billedet også 

diffust. Det sociale arbejde bidrager til, at der kan dannes 

fremtidsrettede forventninger i nutiden til et fungerende socialt 

sikkerhedsnet (i form af trangsbestemt hjælp), men også til en 

almindelig social sikring (i form af dagpenge, pensioner mv.), 

der følger med samfundsudviklingen. Det sociale arbejde bi- 

42

drager endvidere til at beskytte den samfundsmæssige kommunikation 

og kompleksitetsopbygning ved at løse problemer med 

et minimum af tvang2 (fx sociale foranstaltninger som alternativ 

til straf) og ved at intervenere (forebyggende), når der er 

risiko for, at individer skader sig selv eller andre (fx sociale 

foranstaltninger overfor børn og unge, herunder i form af 

tvangsanbringelse). Endelig bidrager det sociale arbejde til at 

holde en arbejdskraftreserve klar (aktivering, opkvalificering, 

vejledning mv.) og til at fastholde arbejdskraft på arbejdsmarkedet 

(fleks- og skåneordninger mv.). Det sociale arbejde er 

præget af strukturelle ambivalenser, men det centrale hjælpeparadoks 

er det paradoks, der ligger i, at det sociale arbejde i sidste 

ende ikke kan afgøre, om det hjælper at skelne mellem 

hjælp og ikke-hjælp. 

Socialforskningens objektivering af det sociale arbejde 

Det sociale arbejde har brug for en fremmedreference, en forankringsmulighed 

i en orientering efter nærmere bestemte genstande 

i dets omverden og finder sin reference i genstandsfeltet 

”sociale problemer”. I det sociale hjælpearbejde, som er i fokus 

i denne fremstilling, er den kommunale forvaltning imidlertid 

den centrale kontekst for socialrådgiverarbejdet og klienten den 

semantiske figur, der repræsenterer det sociale arbejdes fremmedreference. 

Uden klient, intet socialt arbejde - og omvendt. 

Forskellen mellem sociale foranstaltninger og sociale problemer 

eller, i en forvaltningsmæssig kontekst; mellem det sociale 

arbejde og klienten, er med andre ord konstituerende for det 

sociale arbejde. Det er på den baggrund ikke underligt, at 

forskningen i socialt arbejde (da den endelig kom i gang her- 

2 Kirsten Ketscher har i skrevet en lille artikel om forholdet mellem socialretten 

og strafferetten som hun ligner med et fætter-kusine forhold 

(Ketscher, 1998b) og Ida Koch har skrevet en afhandling om samspillet 

mellem social- og kriminalretten med fokus på udnyttelsen af det behandlingsmæssige 

potentiale i kriminalretten (Koch, 1995). 

43

hjemme) har haft fokus på netop socialrådgiverklientrelationen. 

Det er heller ikke så underligt, at det er lykkedes 

forskningen at påvise, at sammenhængen mellem sociale 

problemer og deres løsning i praksis er mere cirkulær og paradoksal, 

end den er logisk lineær eller mekanisk eller med andre 

ord: klienten og klientens problemer kan ikke i talesættes uafhængigt 

af hvilke iagttagelsesmuligheder, der tilbydes på forskellens 

løsningsside (denne konklusion pakkes dramatisk ind i 

overskrifter som ”At skabe en klient” (Järvinen, Margaretha og 

Nanna Mik-Meyer (red.),2003). 

Hvad der imidlertid kan undre mere er: 

1. at det i så ringe grad lykkes for denne nyere forskning 

at koble forandringer i det sociale arbejde med forandringer på 

samfundsniveau. Når bølgerne går højt kan man svinge sig op 

til en socialpolitisk kritik, som om individualiseringspresset 

kan isoleres til at vedrøre en socialpolitisk diskurs; 

2. at forskningen gør lige præcis det, som den kritiserer 

det sociale arbejde for: den objektiverer. Objektivering kan naturligvis 

ikke undgås (enhver anden-ordensiagttagelse er også 

en førsteordensiagttagelse), men forskningen gør sig ikke de 

store anstrengelser for at begribe det sociale arbejde i dets 

egenkompleksitet – og dermed dets egen kontingens. Socialt 

arbejde kommer på den måde ofte til at fremstå som styret af 

uerkendte og lidet reflekterede forestillinger, hvad enten denne 

styring formuleres som feltets doxa eller på anden vis. Det kan 

efter behag virke som en ansvarsfritagelse af socialarbejderne 

eller som en udstilling af deres manglende faglighed og refleksive 

kompetencer. 

Systemteorien har som tidligere nævnt den fordel, at den både 

kan åbne et felt med et dekonstruerende blik, der afslører 

kommunikationens umulighedsbetingelser, og lukke det igen, 

hvis det efter at have spurgt til funktionelt ækvivalente alterna- 

44

tiver, ikke lykkes at pege på noget. Hertil kommer, at systemteorien, 

som sociologisk teori, er i stand til at kæde et organisatorisk 

og institutionelt perspektiv sammen med et samfundsperspektiv. 

Endelig kan systemteorien tilbyde det sociale arbejde 

nogle frugtbare refleksionsbegreber, der kan bringe socialfagligheden 

videre efter ”fælleselementerne”, der fra 1979 og 

frem til for få år siden udgjorde kundskabsgrundlaget i metodikundervisningen 

på de sociale højskoler. Sådanne begreber 

kan efter min opfattelse kun leveres af en teori, der både er sociologisk 

og erkendelsesteoretisk informeret. 

HEKS, multireferentialiteten og modellerne 

Jeg har tidligere, i afsnit 0, iagttaget socialt arbejde som en 

særlig form for samfunds-kommunikation. I det følgende vil 

jeg, som overgang til det afsluttende afsnit om det sociale arbejdes 

vidensdomæner, -typer og udviklingsdimensioner, iagttage 

socialt arbejde som en særlig form for organisatorisk beslutningskommunikation, 

der former samfundsmæssige kommunikationsmedier. 

Dette for at få et bedre grundlag for at 

vurdere det sociale arbejdes egenkompleksitet med henblik på 

at kunne koble overvejelserne vedr. det sociale arbejde som 

vidensfelt til professionsfeltet. 

Det sociale arbejdes egenkompleksitet kan imidlertid også tages 

i betragtning ved at kigge nærmere på den brogede sammensætning 

af discipliner og forskellige fagelementer, der 

kendetegner socialrådgiveruddannelsen. Det drejer sig om elementer 

spændende fra psykologi, psykiatri, socialmedicin over 

jura, sociologi, socialpolitik, organisation, økonomi og planlægning 

til social metodikfaget, der indtil for få år siden var det 

fag, der ved hjælp af formlen HEKS skulle garantere, at der ud 

af denne mangfoldighed kunne dannes et fælles kundskabsgrundlag, 

nogle fælles metodiske principper, en fælles professionsidentitet 

og dermed muligheden for at bringe al denne viden 

i samlet spil i socialt arbejdes praksis. Det var derfor ikke 

45

tilfældigt, at H´ et i akronymet HEKS blev fremhævet ved at 

stå først – HEKS står for Helhedssyn, Etik, Kommunikation og 

Systematisk sagsbehandling. 

I dag er det blevet tydeligt, 

1. at HEKS ikke er videnskabsteoretisk – men måske til nød 

filosofisk - informeret, 

2. at HEKS i den forstand savner kobling til de videnskabelige 

elementer uddannelsen består af, 

3. at HEKS er forholdsvis tomme og abstrakte former, der 

oven i købet er uegnede til på nogen adækvat måde at reflektere 

over kompleksiteten i socialt arbejde, endsige pege 

på mulige veje til at reducere den igen, 

4. at HEKS snarere end at animere til nysgerrighed, kundskabsudvikling 

og refleksion, virker som en bremse på den 

faglige udvikling og som en cementering af faget som byggende 

først og fremmest på praksiserfaringer. 

Der er som følge heraf sket et opgør med HEKS (Tine Egelund 

(1997), Marianne Skytte (1997)). HEKS er blevet erstattet af 

andre grundbøger, herunder nok først og fremmest ”Modeller i 

socialt arbejde” (Hutchinson, Gunnar Strand og Siv Oltedal 

(1998)), der imidlertid efter min opfattelse lider af nogle af de 

samme svagheder som forgængeren. Det gælder i hvert fald, 

hvis man har det sociale arbejdes primære professionsfelt, forvaltningsarbejdet, 

i sigte: 

de enkelte modeller hævdes at have deres rødder i bestemte 

videnskabsteoretiske traditioner, men selve modeltankegangen 

er ikke tydeligt videnskabsteoretisk, endsige erkendelsesteoretisk 

forankret. Måske skal modellerne forstås som en slags 

46

idealtyper. Der skelnes i den nordiske udgave af ”modeller”3 

mellem fem forskellige grundlæggende perspektiver, der hver 

især står fadder til, hvad man så har valgt at kalde modeller, 

dvs. generaliserede typer, der kobler et videnskabsteoretisk niveau 

med et teoretisk niveau og et praksismetodologisk niveau, 

hvor koblingen til det sidste niveau dog volder problemer, uden 

at disse problemer gøres til genstand for særlig selvstændig refleksion. 

Perspektiverne er: det psykodynamiske, det interaktioniske, 

det læringsteoretiske, det konfliktteoretiske og det systemteoretiske. 

Under alle omstændigheder forekommer det dunkelt, hvorledes 

disse idealtyper (?) skal informere, endsige udgøre et adækvat 

refleksionsgrundlag for en professionel praksis, der i alle de 

nordiske lande i høj grad finder sted i en forvaltningsmæssig 

kontekst med en tæt kobling til bl. a. politiske og retlige kommunikationsmedier 

og som handler om at løse en blanding af 

sagsbehandlings- og rådgivningsopgaver, hvor sidstnævnte opgave 

har en lidt uklar afgrænsning til lettere sociale behandlingsopgaver. 

Jeg skal på dette sted minde om, at såvel retten 

som politikken, i systemteoretisk forstand, er enøjede størrelser. 

De ser hver især verden ud fra et universalistisk perspektiv. 

Måden hvorpå psykologiske og pædagogiske perspektiver kan 

inddrages vil altså i en del tilfælde afhænge af, hvorledes (andre) 

funktionelt uddifferentierede kommunikationsmedier tillader, 

at de kommer til syne – og det vil ofte være i forkortede og 

dertil noget forvrængede versioner. 

Modeller i socialt arbejde er, som det fremgår, ikke primært en 

reaktion mod generalisering og værdien af generalisering og 

abstraktion. Når modeller er blevet så populære, er det fordi 

3 Modellerne har et amerikansk forlæg i ”Modern Social Work Theory” 

(Malcolm Paine, 1991, 2end edition, 1997). I dette forlæg opereres dog med 

flere perspektiver og modeller, end i den nordiske udgave. 

47

den valgte generaliseringsmåde har – om ikke andet så dog en - 

videnskabsteoretisk profilering og dertil synes bedre egnet til at 

skræve over den spændvidde, der hævdes at kendetegne det 

sociale arbejde (Skytte, 1997). Jeg vil ikke fuldstændig forsværge, 

at modeltankegangen kan have fordele. Jeg ser imidlertid 

en stor fare i, at man, ved den måde hvorpå spændvidden 

betones, kommer til at smide barnet ud med badevandet. I takt 

med betoningen af spændvidden, der er blevet til betoningen af 

betegnelsen socialt arbejde på bekostning af socialrådgivning - 

bliver social rådgivningens grænse til navnlig pædagogik og 

psykologi nærmest umulig at drage. Samtidig hermed risikerer 

man for meget i et teori/praksis-perspektiv: kommer det sociale 

metodik fags eget tilbud om et refleksiongrundlag for meget ud 

af takt med den kontekst og de betingelser, socialrådgivningen 

skal virke i, risikerer faget socialt arbejde og socialrådgivning 

at medvirke til, at praktikere bekræftes i deres opfattelse af, at 

deres fag primært er erfaringsbaseret. 

Systemteoriens tilbud 

Som et tilbud om et moderne refleksiongrundlag for socialrådgivere 

er det klart, at modeller i socialt arbejde må problematisere 

det helhedssyn, som stod som et centralt element i HEKS. 

Der findes ikke et, men mange universalistiske perspektiver 

(helhedssyn) i en fragmenteret og opdelt verden. Alligevel 

fastholdes den fordring til socialt arbejde, at det må gå fagligt 

eklektisk til værks (Skytte, 1997). Eklektikeren er iflg. en almindelig 

ordbogsdefinition den, der udvælger det, han finder 

bedst i andres videnskabelige ideer og sammensætter det til et 

hele. Helheden er altså ikke opgivet. Men man skal i dag være 

bevidst om, ud fra hvilket helhedssyn man taler om en helhed. 

Et moderne helhedssyn har med andre ord indbyggede differencer. 

I stedet for et ”helhedssyn”, der bygger på filosofiske, pædagogiske 

og (social)psykologiske perspektiver og deres indbyrdes 

48

differencer tilbyder systemteorien et ”helhedssyn”, der formidles 

af symbolsk generaliserede kommunikationsmedier. I stedet 

for at udgrænse det retlige og det politiske og for den sags 

skyld det økonomiske fra refleksionsteoriens område, insisterer 

systemteorien på at inkludere de medier eller perspektiver, som 

har relevans ud fra en empirisk betragtning. Det betyder fx., at 

retten finder en plads i refleksionsgrundlaget på linje med pædagogiske 

og (social)psykologiske perspektiver. I stedet for at 

tilbyde et refleksionsgrundlag i form af nogle ”idealtyper”, der 

vel også er udvalgt efter en eller anden ideel betragtning (?), og 

som ikke i sig selv lægger op til at medreflektere den organisatoriske 

kompleksitet, arbejdet fungerer i, tilbyder systemteorien 

et refleksionsgrundlag, hvor denne medrefleksion er alfa og 

omega. I stedet for at tilbyde et grundlag, der inkluderer det 

pædagogiske og (social-)psykologiske som en del af kernefagligheden, 

men til gengæld reducerer andre fagligheder, herunder 

den juridiske, til at repræsentere ydre og lidt tilfældige fænomener, 

tilbyder systemteorien socialrådgiveren et grundlagsteoretisk 

refleksionsberedskab, der gør det muligt at i talesætte 

det sociale arbejde som ikke-diskriminerende multireferentialitet 

og socialrådgiveren som troubaduren4 eller den moderne 

rejsende, der besøger forskellige verdener, hvor hans eller hendes 

eneste ballast er udfordringen om at udnytte det kendskab, 

det giver, til at skabe det bedst mulige sociale arbejde. Det ligestiller 

de forskellige fag på socialrådgiveruddannelsen, bortset 

fra metodikfaget, der igen bliver det (lidt umulige) fag, der 

skal kombinere det ukombinerbare. Nogen vil nok synes, at det 

er et tilbageslag for socialt arbejde, der så (igen) må undvære 

de trods alt mere substantialiserede modeller som faglig løftestang. 

Dog, tabet skulle efter min opfattelse på baggrund af 

ovenstående være til at bære. Dertil kommer, at socialfaglighe- 

4 Jeg vælger her, af oplagte grunde, Serres lyriske betegnelse og fravælger 

dermed Luhmanns ”rotten i labyrenten” (Qvortrup, 2004) 

49

den ikke behøver at gå tilbage til HEKS. Den har nu en erkendelsesteoretisk 

informeret sociologi at bygge på. Med denne 

sociologi sættes et overordnet refleksivt krav om paradoks og – 

differenssensibilitet. 

Det faglige fokus vil bl.a. kunne skærpes på 

1. forskellige koders forskellige måder at se på verden, herunder 

2. forskellige koders måde at muliggøre interaktionel kommunikation 

med hensyn til bestemmelsen af aktant, sag, tid og 

rum, 

3. forskellige koders forskellige kapacitet til kodeskift og indbyggede 

risici i så henseende, 

4. hvorledes forskellige koder er i stand til at se ”socialfaglighed”, 

5. hvorledes forskellige kodede kommunikationer igangsættes, 

6. hvorledes forskellige koder kan irritere hinanden, 

7. hvorledes forskellige kodede kommunikationer fungerer i 

forhold til klienter i nærmere bestemte situationer, 

8. hvorledes forskellige kodede kommunikationer fører forskellige 

uintenderede konsekvenser med sig. 

3.3. Det sociale arbejde i forvaltningen 

3.3.1. Det formningsanalytiske blik 

Vælger man at se klientrelationen som konstituerende for det 

sociale arbejde i forvaltningsregi, skal kompleksiteten i socialt 

arbejde kunne anskueliggøres ved at fokusere på forvaltningskommunikationens 

forskellige muligheder for at bestemme klienten 

(kommunikationens aktant) – altså for eksempel ved at 

fremhæve forskellen mellem på den ene side at anskue klienten 

50

som en borger med normative forventninger og rettigheder og 

på den anden som en potentiel vælger og genstand for politisk 

styring og påvirkning (ud fra et politisk perspektiv), som en 

person med bestemte potentialer og muligheder der kan udvikles 

ved brug af de rette metoder (ud fra et pædagogisk perspektiv), 

som en økonomisk rationel aktør, der handler efter private 

cost/benefitbetragtninger og som det enten kan betale sig eller 

ikke betale sig at investere i (ud fra et økonomisk perspektiv), 

som en agtværdig eller ikke-agtværdig person der selv kan være 

skyldig hhv. ikke skyldig i den situation han har bragt sig i 

osv. 

I denne bestemmelse af det sociale forvaltningsarbejdes kompleksitet 

ligger imidlertid allerede visse forudsætninger om, 

hvad der kendetegner den moderne socialforvaltning: den er 

ikke længere heterofon (enstemmig), men polyfon (mangestemmig 

eller flerstemmig). Jeg vil vende tilbage til disse begreber, 

når jeg har introduceret det blik, der overhovedet har 

gjort det muligt at fremkalde sådanne lydbilleder af forvaltningen. 

Organisationsforståelsen er gået fra en lukket rationel over en 

lige så lukket naturlig til en mere åben og kognitiv forståelse. 

Neoinstitutionalistiske teoridannelser er eksempler på den 

sidstnævnte tendens og tillige eksempler på, at de fleste organisationsteorier 

er middle range teorier, dvs. teorier, der begrænser 

deres genstandsområde til organisationen, hvorfor de altså 

også kendetegnes ved ikke at have noget klart samfundsbegreb 

(Nielsen & Vallentin, 2003). 

Systemteorien er, som det gerne skulle være klart nu, i modsætning 

hertil en teori med både universelle og tværfaglige 

aspirationer. Med sit begrebsapparat og sin erkendelsesteori 

kan den tilbyde en sikker kombination af organisatoriske og 

interaktionelle perspektiver med et samfundsperspektiv. Den 

systemteoretiske analysestrategiske maskine kan forme diverse 

51

analysestrategiske blikke på organisationen (et lille katalog 

over disse findes hos Andersen (2003c)). Det blik, som jeg, inspireret 

af Andersen & Born (2003b) og Rennison (2003), har 

valgt at anlægge i denne fremstillingens tredje del, er det formningsanalytiske 

blik, hvor organisationen betragtes som en særlig 

form for beslutningskommunikation, der former samfundsmæssige 

funktionsmedier. Netop ved denne formning fremkommer 

koblingen mellem organisation og samfund. 

En antagelse, som lægges til grund (igen inspireret af Andersen 

& Born (2003 b)), er, at der i de senere år er sket noget i måden, 

hvorpå denne formning sker. 

3.3.2. Fra heterofon til polyfonisk forvaltningskommunikation 

Organisationen er kendetegnet ved dels at operere hen over en 

medlemsgrænse, dels at reproducere sig selv gennem rekursivt 

sammenhængende beslutninger, hvor beslutninger altså hele 

tiden skaber præmisser for fremtidige beslutninger, der først 

bliver egentlige beslutninger, når der senere henvises til dem i 

nye beslutninger. Beslutninger transformerer åben kontingens 

til lukket kontingens, men skaber altså aldrig fuld sikkerhed: 

men til gengæld behov for nye beslutninger. Modsat funktionssystemerne 

har organisationssystemerne ikke deres eget symbolsk 

generaliserede medium, ligesom de heller ikke har deres 

egen binære kode. De er med andre ord afhængige af samfundsmæssige 

kommunikationsmedier, ligesom samfundet er 

afhængig af organisationer. 

Den organisatoriske beslutningskommunikation er det funktionelle 

svar på den diffusitet i den samfundsmæssige forventningsstruktur, 

der har ledsaget den funktionelle uddifferentiering. 

Hvor den klassiske forvaltning nok har kunnet koble sig 

til flere funktionssystemer eller -medier, har den også haft den 

52

sikkerhed at have en primær kodificering, nemlig den retlige, 

til at regulere, hvornår andre kodificeringer er relevante. 

Tilsyneladende er denne sikkerhed væk i dag. Den kommunale 

forvaltning kan ikke længere entydigt fastlægge sig selv. Den 

styrer ikke længere med entydige præmisvalg, hvilke forventninger, 

der kan stilles til den. Der findes ikke længere en superkode, 

der – på tværs af alle andre koder – kan danne den 

fælles forståelseshorisont, som forventninger kan orientere sig 

imod. Det betyder, at det bliver vanskeligt at tale om en organisation. 

Organisationen kan ikke længere hierarkisere sig, endsige 

departementalisere sig ud af kompleksitetstrykket, som 

den kunne det hos Weber. Den er blevet polyfon – på godt og 

på ondt. Den beskriver sig selv på mange måder - snart på den 

ene, snart på den anden. Snarere end at reproducere sig selv 

gennem sammenhængende præmisvalg, er organisationen blevet 

en forskydningsmaskine, der hele tiden udsætter spørgsmålet 

om sin ”identitet”. Den er blevet et grænsefænomen, lige 

akkurat plastisk nok til at kunne genkendes som organisation. 

Man kan spørge, hvorledes en sådan genkendelighed kan skabes 

uden en superkode, når forskellige ligeordnede kommunikationsmedier 

netop vil lade organisationen og dens grænser 

fremtræde forskelligt. Andersens og Borns svar er, at den moderne 

organisation presser koderne på deres måde at være koder 

på. Det svar passer meget godt med rettens forståelse af, at 

den i dag må være (selv-)refleksiv og responsiv og med økonomiens 

selvbeskrivelse som ”embedded”. Den moderne forvaltning 

sender med andre ord ikke samfundsmæssigt forventelige 

forventningspakker af sted uden forinden at have tilført 

dem en lokal ladning5. Samtidig med samfundsforøgelsen (fle- 

5 Ud fra en substantiel retsopfattelse, kan man sige, at kommunen har mulighed 

for – indenfor rammerne af det retlige – at fastlægge sin egen politik. 

Det er ikke ”lokal ladning” i denne forstand, der menes her. Begrænser vi et 

øjeblik det omhandlede spørgsmål til kun at vedrøre samspillet mellem or- 

53

e funktionelt uddifferentierede samfundssystemer med hver 

deres kode) er der altså i en vis forstand sket en forøgelse af 

den offentlige forvaltning (der i dag sætter koderne under anderledes 

pres). 

3.3.3. Socialrådgiveren og kommunen 

I afsnit 0 var det en pointe, at forholdet mellem individ og samfund 

ikke, systemteoretisk betragtet, kan anskues efter en vippe-model, 

hvis logik tilsiger, at en samfundsforøgelse må resultere 

i en tilsvarende reduktion af individets betydning - og omvendt. 

Snarere er der tale om et gensidigt forøgelsesforhold individ 

og samfund imellem. 

Man kunne fristes til at opstille den samme formodning, når det 

gælder forholdet mellem socialrådgiveren og den kommunale 

forvaltning6. Antagelsen kan udtrykkes på to måder: 

ganisation og politik og ret, kan man snarere sige, at den kommunale organisation 

i sin formning af det politiske og det retlige presser politikkens måde 

at være politik og rettens måde at være ret på. Der altså tale om en dialektik 

mellem et samfundsniveau og et organisationsniveau, hvor der ikke 

længere kan skabes nogen syntese. Neoinstitutionalister vil aldrig fange en 

sådan pointe, der forudsætter et begrebsapparat, som gør det muligt at veksle 

mellem et samfundsperspektiv og et organisationsperspektiv. Neoinstitutionalister 

vil gerne fortælle konstruktivistiske historier om den moderne 

organisation, men ender altid med at objektivere organisations omgivelser. 

Med andre ord: De kommer til at producere determinismer. 

6 Jeg opstiller formodningen på trods af den risiko for forplumring, der ligger 

ligefor. Den mere principielle diskussion om forholdet mellem individ 

og samfund kunne holdes på entydighedens præmisser, så længe individet 

defineredes som psykisk system overfor de kommunikative samfundssystemer. 

Ved at erstatte individet med socialrådgiveren og samfundet med 

organisationen, bliver det mere utydeligt, hvad der tales om. Socialrådgiveren 

kan således både være et ”psykisk system”, et ”individ”, der danner omverden 

til både samfundssystemer og organisationssystemer og en ”person” 

eller en ”rolle”. Personbegrebet og rollebegrebet bruges i systemteorien som 

54

1. Organisationen kan ikke længere effektivt håndtere det 

kompleksitetstryk, som koblingen til samfundet giver, ved 

hierarkisering og departementalisering – kompleksitetstrykket 

avler en (temmelig krævende) frihed. 

2. Den organisatoriske beslutningskommunikation kan ikke 

længere yde en effektiv kompleksitetsreduktion – beslutninger 

overfører en (temmelig uhåndterbar) kompleksitet. 

Forvaltningen er, som det grænsefænomen, den har udviklet sig 

til, blevet stadigt mere afhængig af dens yderste led, hvor der 

hele tiden skal træffes både beslutninger og afgørelser i forvaltningsretlig 

forstand og hvor der skal sættes en grænse. Den 

moderne forvaltning er i al sin mægtighed også afmægtig. 

På den ene side skorter det ikke på (modstridende) krav og forventninger 

til det sociale arbejde, hvoraf en del kan være ganske 

konkrete. På den anden side betyder den samlede mængde 

af krav og forventninger og deres indbyrdes forhold, at forvaltningen 

kommer til at fremtræde ganske abstrakt (eller i hvert 

fald kun konkret på en måde, som ikke er helt let at forudsige) 

for socialrådgiveren, der må indse, at forventningerne ikke kan 

indfries rationelt i klassisk forstand. Der må nødvendigvis vælges 

et kompleksitetsreducerende perspektiv og ethvert sådant 

perspektiv vil åbne for kritik fra andre perspektiver, der kun 

kan iagttage det valgte perspektiv i en forkortet og noget forvrænget 

version. 

Samtidig med at styringsbestræbelser intensiveres, tales der om 

privatpraktiserende socialrådgivere. Samtidig med den samfundsmæssige 

og organisatoriske forøgelse, konstaterer man 

gang på gang, at socialrådgiverarbejdet finder sted under ud- 

betegnelser for forskellige måder, hvorpå forventninger kan pakkes og 

bundtes med henblik på koblingen til individers bevidsthedssystemer. 

55

foldelse af stor autonomi (fx Christensen og Egelund, 2002 og 

Rambøll Management, 2004)7. 

Samfundssystemet har samtidig med, at det har forøget sig, også 

abstraheret sig. Organisationerne har gennemgået samme 

proces. Hvem skal bære risikoen for denne abstraktion? Socialrådgiverne? 

Klienterne? Ansvarsplacering bliver ikke nogen 

enkel sag, og forekommer nogen gange lidt tilfældig (for en 

instruktiv fortælling om hvorledes sager bliver til balladesager, 

se Andersen, 2002). 

Det sociale arbejdes kompleksitet – markarbejderteori over for 

systemteori 

En lang række spørgsmål kunne formuleres i forlængelse af 

ovenstående. Spørgsmål af stor praktisk betydning for socialrådgivere 

og klienter. Jeg skal imidlertid her forsøge at holde 

mig på det teoretiske spor, der handler om nærmere at karakterisere 

det sociale arbejdes kompleksitet og egenkontingens. Det 

forekommer i denne sammenhæng naturligt på dette sted at 

inddrage politologien, der med dens teori om frontarbejderens 

(the ”street level bureaucrats”) dilemmaer i moderne serviceorganisationer 

(Lipsky, 1980) tilsyneladende formulerer sig tæt 

op af, hvad der her er udviklet ud fra et sociologisk systemteoretisk 

perspektiv. Ligesom systemteorien har frontarbejderteorien 

fokus på kompleksiteten i frontarbejderens arbejdssituation. 

Ligesom systemteorien har frontarbejderteorien fokus på 

nødvendigheden af at foretage bevidste eller ubevidste valg, 

7 Det er min opfattelse, at man skal være varsom med påstande som: ”Det 

sociale arbejde er løst koblet til de kommunale forvaltninger, der danner 

kontekst for arbejdet” eller ”socialrådgivere opfører sig som om de var privatpraktiserende”. 

Udtrykker man sig sådan, har man samtidig sagt, at forvaltningen 

en en entydig størrelse og det kræver – på baggrund af det her 

udviklede – om ikke andet så en nærmere argumentation, der så ofte vil 

afsløre, at pågældende har en ganske reduktionistisk opfattelse af forvaltningen. 

56

der kan reducere denne kompleksitet og gøre den håndterbar. 

Hermed hører ligheden mellem teorierne imidlertid op: 

1. Systemteorien er i modsætning til frontarbejderteorien en 

universel teori, der kan veksle mellem at indtage et interaktionisk 

perspektiv, et organisatorisk perspektiv og et samfundsperspektiv. 

Hertil kommer, at den er i stand til at iagttage organisationer, 

herunder forvaltninger, på utallige forskellige måder. 

2. Dette sidste betyder, at systemteorien ikke, som frontarbejderteorien, 

er begrænset til at iagttage forvaltningen som en del 

af den parlamentariske styringskæde og frontarbejderen som 

politikudfører. Systemteorien kan med andre ord forholde sig 

mere åbent til konstruktionen af forvaltningen og socialrådgiveren. 

Fx er forvaltningen ikke bare en demokratisk konstruktion, 

men også en retsstatlig konstruktion og frontarbejderen er 

ikke bare politikudfører, men også myndighedsudøver eller retsanvender. 

Nogen vil sige, at forskellen mellem politikudførelse 

og retsanvendelse er en accentforskydning. Det er i så fald 

tale om en accentforskydning, der gør en forskel. Anlægger 

man et retligt perspektiv vil man være optaget af, hvorledes 

den politiske legitimitet kan bruges til støtte for en stabil udvikling 

af de normative forventninger i samfundet. Der vil være 

fokus på legalitet, objektivitet, gennemsigtighed og berettigede 

forventninger hos den enkelte. Hvis man ikke sigter direkte efter 

forudsigelighed i klassisk retsstatslig forstand, vil man efter 

dette perspektiv sigte efter muligheder for at medvirke til at 

transformere usikkerhed til håndterbar usikkerhed, dvs. så ”rene 

linjer” som muligt – set i forhold til det retlige grundlag. 

Anlægger man et politisk perspektiv vil man være optaget af, 

hvorledes den retlige legalitet kan bruges til lovligt at gennemføre 

samfundsmæssige forandringer (styring). Der vil være fokus 

på legitimitet, folkestemninger, opportunitet og påvirkningsmuligheder 

i forhold til samfundet og den enkelte. Det 

57

påstås altså her, at forskellen mellem at være retsanvender og 

politikudfører ikke blot har betydning i de tilfælde, hvor forholdet 

mellem politik og ret (kan) spidsformuleres substantielt i 

konflikttermer (er et kommunalt cirkulære fx lodret ulovligt). 

Det handler lidt firkantet om, om man som kommunalt ansat 

socialrådgiver mister kontakten til det retlige i et forsøg på at 

digte videre på løse politiske udmeldinger og lokalpolitiske 

strømninger. Eller omvendt: om man overhovedet kan se, at det 

er en politisk organisation, man er ansat i. 

3. Som en moderne kommunikationsteori har systemteorien 

indoptaget de forskningsresultater, som bl. a. frontarbejderteorien 

er udtryk for, og brugt dem til at bygge et begrebsapparat 

op, ved hjælp af hvilket der kan stilles nye spørgsmål, moderne 

spørgsmål. Med et systemteoretisk udgangspunkt vil man således 

ikke længere, som frontarbejderteorien gør, søge forklaringer 

på, hvorfor politikimplementering ikke sker i overensstemmelse 

med de klassiske og lineære forestillinger herom. 

En effektiv politisk kommunikation i den forstand er allerede 

med begreberne om systemgrænser og autopoiesis gjort usandsynlig. 

Teoretisk er man herefter frisat til at stille spørgsmål, 

der fx kan gå på, hvorledes denne usandsynlighed reflekteres i 

det moderne politiske samfundssystem. 

4. Systemteorien kan som en kompleks samfundsteori, anlagt 

på difference, forholde sig skarpere og mere samfundsorienteret 

til de dilemmaer, frontarbejderen i den moderne forvaltning 

konfronteres med. Systemteorien kan endvidere gøre dette 

uden at fratage det sociale arbejde dets egenkontingens, dvs. 

uden at objektivere det på samme måde, som et frontarbejderteoretisk 

udgangspunkt vil gøre. Mens frontarbejderteorien 

forklarer frontarbejdernes adfærd ved at vise, hvordan de danner 

bestemte ”coping strategies” for at overvinde kompleksitetstrykket 

og finde en vej ud af deres dilemmaer, kan systemteorien 

med sin forskels- og kodesensibilitet i langt højere grad 

58

holde feltet åbent som et meningsfelt, dvs. som en enhed defineret 

af forskellen mellem aktualitet og potentialitet. Kun ved 

at etablere en sådan dialektik mellem feltet som fakticitet og 

mulighedsrum, kan teorien for alvor gøres frugtbar ud fra et 

praksisperspektiv. Der kan spørges til forskellige koder og deres 

forskellige kompleksitetsreducerende egenskaber, der kan 

spørges til mulighederne for kodeskift mv. 

Jeg skal i parentes bemærke, at den her omhandlede pointe om 

en dialektik mellem fakticitet og mulighed, var en central pointe 

i fremstillingens anden del, hvor den blev gjort gældende i 

forhold til den retsteoretiske diskussion, der i årtier har været 

delt i to lejre: en retsidealistisk og en retsrealistisk. Der blev 

argumenteret for, at modstillingen var ufrugtbar og kunne 

overvindes ved hjælp af systemteorien, der i denne sammenhæng 

bedst kan karakteriseres som en subjektløs eller samfundsmæssiggjort 

fænomenologi. Retsidealismens problem er, 

at den lægger for stor afstand til både den retsdogmatiske virkelighed 

og den samfundsmæssige virkelighed retsdogmatikken 

skal virke i (jfr. fx. Højlunds og Juuls forkastelse af juridisk 

metode og retssikkerhedsbegrebet). Retsrealismens problem 

er, at den, fordi den ikke kan begribe retten i dens mulighedsrum, 

kommer til at mangle sans for det normative, der 

er en uomgængelig del af den retlige virkelighed. 

3.3.4. Lidt mere om koder i det sociale arbejde 

Jeg har med det foregående åbnet for en ret overvældende 

kompleksitet i det sociale forvaltningsarbejde. Og nogen vil 

måske stille spørgsmålstegn ved det frugtbare heri for en fremstilling, 

der kalder sig en ”socialretsmetodik” og som skulle 

formodes at fremhæve det retlige perspektiv som dét kompleksitetsreducerende 

perspektiv, der kan løse alle det sociale forvaltningsarbejdes 

trængsler. Mit svar på et sådant spørgsmål 

må være, at jeg for det første ikke er kode-imperialist. Faktisk 

59

er det min opfattelse, at det ville være en ulykke for det sociale 

arbejde, hvis socialrådgiveren udelukkende var i stand til at 

koble sig til et retligt perspektiv på socialrådgiverarbejdet. For 

det andet er det min opfattelse, at en socialretslære kun ved at 

tage udgangspunkt i forvatningsarbejdets kompleksitet og socialfaglighedens 

multireferentialitet kan danne sig et overblik 

over den udfordring, det retlige perspektiv står overfor på uddannelsesstederne 

og i socialt arbejdes praksis. 

Jeg har i fremstillingens anden del forsøgt at fremstille det retlige 

som et univers, der på den ene side lever et selvstændigt 

dogmatisk liv (den fortrinsvis normative orientering) og og på 

den anden reflekterer over sine omverdensforhold (den fortrinsvis 

kognitive orientering). En særlig forståelseshorisont 

med teorier, begreber, argumentationsfigurer, metoder og værdier, 

der spiller dialektisk sammen. Kun ved at begive sig ind 

på indersiden af dette univers har man mulighed for at iagttage 

dets grænser, dets kontingensområde, det sted hvor mulighed 

og nødvendighed mødes og brydes og hvor man kan få en god 

fornemmelse af grænserne for retlig eller retligt ledet argumentation 

(de tekniske såvel som de værdimæssige eller ideologiske 

krav). Mange vil mene, at rejsen kun kan gennemføres ved 

en masse læsning af lovstof og retsdogmatisk litteratur og en 

masse praktisk orienterede øvelser. Her er der forsøgt at skyde 

en teoretisk genvej. 

Når jeg taler om udfordringen, set fra et retligt perspektiv, på 

uddannelsesstederne og i socialt arbejdes praksis, er det det just 

nævnte retlige indersideperspektiv, jeg hentyder til. I det sociale 

myndighedsarbejde er det retlige selvsagt vanskeligt at 

komme uden om. Spørgsmålet er imidlertid om det retlige perspektiv 

spiller den rolle, som det kunne eller burde gøre eller 

om det, selv hvor det - realistisk set og med grund - kunne spille 

en ledende rolle, bliver formidlet gennem andre erkendelsesledende 

koder, dvs. i forkortet og forvrænget form. 

60

Som juraunderviser på et uddannelsessted for kommende socialrådgivere 

er jeg selvfølgelig ikke mindst optaget af den pædagogiske 

udfordring, der ligger i overhovedet at gøre det retlige 

indersideperspektiv tilgængeligt for de studerende. Det er 

ikke nogen enkel opgave på en uddannelse, der består af mange 

og forskellige faglige elementer. Opgaven kan juraunderviseren 

efter min opfattelse kun vanskeligt løfte alene. Det kræver 

som minimum et hensigtsmæssigt samspil med det sociale arbejdes 

metodik fag. De fleste studerende vil sikkert opfatte metodik 

faget som deres ”kernefag”, og sker der ikke en hensigtsmæssig 

kobling til det retlige perspektiv her, er risikoen 

for forkortelse og marginalisering en væsentlig udfordring for 

jurafaget. Kan de studerende ikke – i hvert fald i perioder – frigøre 

sig fra en forestilling om, at socialrådgiverfaget først og 

fremmest har eksempelvis en moralsk/etisk mission eller en 

pædagogisk/psykologisk ditto, forbliver det retlige univers et 

fremmed univers for dem, en sær udvendig og påklistret størrelse, 

som man ganske vist er nødt til at forholde sig til – som 

en ydre ramme for det egentlige socialrådgiverarbejde. 

Jeg har valgt at bruge en illusionsløs teori. Systemteorien er 

ikke en pæn teori, der påstår, at den kan medvirke til at skabe 

en bedre verden. Og jeg nærer da heller ingen illusioner om, at 

det sociale forvaltningsarbejde kan komme til at fungere problemfrit 

og uden at producere ikke-intenderede følgevirkninger 

– hvilket arbejde kan det (?). Ikke desto mindre tror jeg på, at 

det kan komme til at fungere bedre. Ikke gennem moralsk eller 

etisk oprustning. Ikke gennem anerkendelseskamp. Men ved at 

tilføre det et fagligt-teoretisk løft – som grundlag for at turde se 

kompleksiteten i øjnene (hvilket kunne føre til ydmyghed) og 

holde fast i fagligt begrundede beslutninger (hvilket kunne føre 

til stolthed). Jeg har forsøgt med denne fremstilling at sandsynliggøre, 

at systemteorien har noget at byde på i forhold til den 

grundlagsteoretiske diskussion om socialt arbejde. Jeg har i den 

61

forbindelse, i afsnit 0, udarbejdet en foreløbig liste over temaer 

for en skærpelse af socialrådgiverfagligheden, der bl. a. omfatter 

et øget fokus på forskellige koders måde at muliggøre interaktionel 

kommunikation med hensyn til bestemmelsen af aktant, 

sag, tid og rum, forskellige koders forskellige kapacitet til 

kodeskift og indbyggede risici i så henseende, forskellige koders 

forskellige måder at irritere hinanden på og hvorledes forskellige 

koder er i stand til at se ”socialfaglighed”. Det er klart, 

at denne liste, som kun refereres her i uddrag, må udbygges og 

at der forestår et arbejde med henblik på såvel en teoretisk videreudvikling 

og præcisering som en praktisk forankring og 

testning af de foreslåede temaer – dels i forhold til undervisning, 

dels i forhold til praksis- eller udviklingsorienterede projekter. 

Dette er ikke stedet for et sådant arbejde, men der kan 

findes inspiration til den teoretiske præcisering og viderebearbejdning 

hos blandt andre Renison (2003) og hos Andersen og 

Born (2003b). Førstnævnte, der har foretaget en empirisk undersøgelse, 

af det, hun kalder den polyfoniske lønkommunikation, 

har fx. skrevet følgende lille instruktive bidrag til illustration 

af, hvad der ligger i begrebet kode-irritation: 

”De respektive blikke har kun blik for deres eget virke og tager 

ikke fremmede hensyn. De er enøjede og ser kun verden ud fra 

ét perspektiv. Som Luhmann siger: ”Every binary code claims 

universal validity, but only for its own perspective…”. Enhver 

kode er blind og uforstående overfor andre koder. Et blik kan 

derfor ikke iagttages af et andet, undtagen i en forkortet og ofte 

karikeret version skåret over det iagttagne bliks egen kode. 

Økonomien kan kun iagttage retten økonomisk i koden betale/ikke-betale 

– en effektivitetsbetragtning, der ud fra rettens 

synsvinkel somme tider ser stort på legaliteten. Pædagogikken 

kan kun iagttage retten ud fra spørgsmålet om hvorvidt den tilvejebringer 

mulighed for differentiering, mens dette fra rettens 

sted synes i modstrid med dens princip om garanti og sikkerhed 

62

for alle. Intimiteten kan kun iagttage retten ud fra sondringen 

elsket/ikke-elsket, der for retten er dybt problematisk og aktualiserer 

subjektive skøn og risiko for fedterøve. Og sådan kan vi 

blive ved.” 

Jeg skal ikke her forstyrre læseren i forsøget på at danne sig et 

billede af, hvorledes det skrevne kan overføres til det sociale 

arbejde. 

Citatet bruger forenklinger og bringer selvsagt ikke nogen afklaring 

af hvilke koder, der er på spil i socialt forvaltningsarbejde, 

kodernes forskellige betingelser med hensyn til igangsætning 

og deres forskellige indbyggede risici i forhold til muligheden 

for kodeskift, fleksibilitet i kommunikationen, skuffelse 

af forventninger mv. Jeg skal afslutningsvis i denne forbindelse 

gøre et forsøg på at runde en pointe af, som har fået 

lov til at stå lidt uudfoldet, siden den blev kastet ud i afsnit 0: 

den handler om risikoen ved at tematisere det sociale arbejde 

primært som en medmenneskelig hjælp - og som en kamp om 

at opnå et menneskeligt fællesskab med klienten. Det sociale 

arbejde handler selvfølgelig om at yde hjælp, men som hovedregel 

ikke om at yde hjælp i den mere eksistentielle betydning 

af ordet. En socialrådgiver, der har taget det eksistentielle 

hjælpe-motto om at ”møde den enkelte hvor han er” til sig, risikerer 

meget nemt at igangsætte en kommunikation, der er 

mere intim, end den er professionel. En sådan kommunikation 

vil ofte fungere meget dårligt i forhold til de forventninger, 

mange klienter møder op med (se herom fx. Rambøll Management, 

2004). Hertil kommer, at den dels er meget krævende 

både for klient og socialrådgiver, dels abonnerer for meget på 

personlige tillidsmekanismer og for lidt på strukturelle (Luhmann, 

1999). Endelig kan den være vanskelig at komme ud af 

igen med en konstruktiv socialrådgiver-klient-relation i behold. 

Igangsættes først den intime kommunikation er man slået ind 

på en kode, der ikke – som fx. den retlige – er i stand til at su- 

63

spendere sig selv uden konsekvenser. For meget vil blive formidlet 

over den personlige tilregning, hele kommunikationsrummet 

vil blive ladet med symboler, der uafladeligt skal fortolkes 

og afæskes svar på, om relationen nu også er nær eller ej 

…. 

Og hvordan skal det så fungere, når socialrådgiveren for alvor 

skal i gang med forvaltningsopgaven (?). 

3.4. Det sociale arbejde – viden og udvikling 

3.4.1. Vidensdomæner og -typer 

I forbindelse med behandlingen af spørgsmålet om, hvad videnskabsteorien, 

og herunder navnlig erkendelsesteorien, kan 

tænkes at yde det sociale arbejde i forhold til en refleksion over 

dets egne praksisteorier og metoder, satte jeg fokus på teori- 

/praksis-forskellen og fandt, at den bedst kunne karakteriseres 

som en systemgrænse. En systemgrænse er i systemteoretisk 

forstand en samfundsmæssig grænse, en funktionel grænse eller 

en forskel, om hvilken det gælder, at der er forskellige muligheder 

for at danne mening på henholdsvis den ene og den 

anden side af forskellen. Da teori-/praksis-forskellen imidlertid 

også er en autologisk forskel, dvs. en forskel, der kan kopieres 

og genindsættes på begge sider af den oprindelige forskel, måtte 

også praksisfeltet karakteriseres som en slags teorifelt. Og 

vel at mærke en slags (praksis-)teorifelt, der principielt ikke 

kan snakke sammen med feltet på den anden side af forskellen. 

Det gav anledning til at operere med det videnskabelige som et 

særligt vidensdomæne radikalt adskilt fra praksis som et andet 

vidensdomæne. Det videnskabelige vidensdomæne, som erkender 

gennem den erkendelsesledende kode sandt/falsk, vil vi 

betegne ”domænet for ren viden” og vi kaldte den rene videns 

selvrefleksion for videnskabsteori. Det andet vidensdomæne 

repræsenterer forskellige ”praksisfelter”, herunder det sociale 

64

forvaltningsarbejde, og dermed også forskellige (andre) erkendelsesledende 

koder. Der kunne herefter opstilles et afgørende 

kriterium for, at en videnskabsteori eller en erkendelsesteori 

kan være relevant for begge vidensdomæner. Den må kunne 

anlægge sig paradoksalt. Den må på engang kunne være teori 

og praksis, ren viden og samfund. Der må være tale om en 

kompleks samfundsmæssiggjort erkendelsesteori. 

Systemteoriens frugtbarhed som refleksionsgrundlag er søgt 

påvist igennem fremstillingen på forskellig vis. Nu skal vi se, 

hvad den kan byde på, når det i det følgende skal handle om at 

søge en nærmere bestemmelse af vidensfænomenet med henblik 

på at aflokke det svar på, hvilke ydelser dette fænomen 

kan levere til det sociale arbejde. Vi behøver til den ende dels 

en systematik, der kan hjælpe os til at skelne mellem forskellige 

typer af viden, dels en nærmere bestemmelse af, hvad viden 

er i forhold til kunnen (jeg er i det følgende inspireret af Qvortrup, 

2004). 

Det er oplagt, at der må findes forskellige typer af viden, typer 

der kan forbindes med forskellige men lige nødvendige ydelser 

til den samfundsmæssige kommunikation. Den typologi eller 

vidensmatrix, vi interesserer os for at opstille, er en helt særlig 

slags. Helst skal den referere til muligheden for at løse alle mulige 

slags forekommende problemer. Typologien skal altså 

kunne anvendes bredt og fx. på tværs af såvel faglige felter og 

vidensdomæner. 

Med henblik på at opstille en sådan videnstypologi foreslår 

Qvortrup, at man - i stedet for at tage udgangspunkt i en teori- 

/praksis-forskel, der kan give anledning til at reflektere over 

videns samfundsmæssighed og opsplitning i forskellige vidensdomæner 

- tager udgangspunkt i videns forskel til ikkeviden. 

Ved at tage udgangspunkt i denne forskel skal man 

kunne reflektere mere principielt over videns vidensmæssighed 

eller videns forskellige måder at være viden hhv. ikke-viden 

65

på. Argumentet er, at der består et dynamisk forhold mellem 

viden og ikke-viden. Og at dette – selvom det måske umiddelbart 

lyder kontra-intuitivt – ved nærmere eftertanke svarer meget 

godt til vores erfaringer. Allerede Sokrates formulerede sig 

i de baner med sit hyppigt citerede: ”Det eneste, jeg ved, er, at 

jeg intet ved”. Som den vise ironiker, han var, fik han forskellen 

viden/ikke-viden sat i spil på en paradoksal måde, der viser 

os, at vi skal vide noget, for at udtale os om ikke-viden. Det 

svarer for så vidt til, at den gode forskning altid har udmærket 

sig ved at stille flere forskningsspørgsmål, end den besvarer. 

Ligesom den gode og reflekterende praktiker hele tiden bevarer 

en sund skepsis i forhold til sin egen praksis. Merviden producerer 

altså (også) ikke-viden. Viden kan ikke (længere) lignes 

med et kar, der kan fyldes, men med et mikroskop eller en kikkert: 

jo stærkere dette optiske redskab er, jo mere kan man se, 

at man ikke kan se. 

Reflekterer man – som Sokrates - over forskellen mellem viden 

og ikke-viden på videnssiden af forskellen, foretager man i virkelighed 

den operation, der nu er foretaget indtil flere gange i 

denne fremstilling: Man kopierer og genindsætter en forskel i 

et i forvejen kløvet rum. I dette tilfælde kan kløvning og genindsættelse 

formidles grafisk på denne måde: 

66

Viden 

Viden 

Ikke 

Viden 

Det er ved hjælp af denne kløvning vi skal skabe vores videnstypologi. 

Viden om 

Er vi ikke inde i reentry-kløvningen, markerer vi viden i dens 

rene modsætning til ikke-viden. Grænsen til ikke-viden får vi 

slet ikke øje på. Vi ved noget om noget. Det er med andre ord 

en viden om, en viden om verden som stof, som ting, som noget 

objektiverbart og fortroligt. En substantialiseret viden, som 

vi alle har brug for for at kunne orientere os i verden, al den 

stund vi ikke kan gå rundt og være refleksive hele tiden. Vi læser 

for eksempel en retsdogmatisk fremstilling inden for det 

socialretlige område, vi forstår den og er allerede mere sikre i 

vores omverdensorientering. Vi er blevet kvalificerede. Vi sid- 

67 

Ikke- 

Viden

der inde med en faktuel viden. Møder vi et problem kan vi finde 

svaret. Vi kan slå op i vores bog, hvis vi da ikke kan den 

udenad. Vi kan kalde denne måde at ræsonnere på for induktion. 

Viden om ikke-viden fører til viden om viden 

For mange er dette imidlertid ikke nok. Mange vil i dag opleve 

et krav om, at de skal kunne anvende deres viden fleksibelt. 

Indenfor et retsområde som det sociale, præget af skønsmæssige 

eller komplekse retsfaktum-/retsfølge-bestemmelser, ser 

man, at retsdogmatiske fremstillinger, i det omfang de overhovedet 

findes, ofte nøjes med at fremdrage forskellige principper 

for retlige problemers løsning og kun enkelte eksempler på, 

hvorledes dette helt konkret kan ske. Det overlades herefter til 

retsanvenderen at finde den løsning, den regel, der skal gælde i 

det konkrete tilfælde. 

Retsanvenderen bliver altså i langt højere grad i dag konfronteret 

med sin ikke-viden. Den retsdogmatiske fremstilling bliver 

nu interessant på en anden måde. Bogen kan og skal ikke give 

svaret på det aktuelle problem, men kan måske aflokkes sine 

hemmeligheder om, hvorledes en juridisk argumentation kan 

bygges op. Viden om ikke-viden bliver dermed – hvis det lykkes 

- til en viden om viden, dvs. en viden om, hvorledes viden 

skabes, in casu hvorledes den konkrete regel skabes, og dermed 

om, hvorledes man kan anvende juridisk viden fleksibelt. En 

viden om, hvorledes man kan anvende viden, kaldes kompetence. 

Og den måde en kompetent person vil ræsonnere på, kan 

vi kalde for deduktion. Man kan ikke længere trække svaret ud 

af en fortrolig verden som en ting, man kan tage og føle på, 

men man kan bruge sin viden om, hvorledes viden skabes (fx. 

hvorledes en juridisk argumentationsrække kan bygges op) til 

selv at deducere sig frem til en løsning. Spørgsmålet om hvor- 

68

ledes man skal forholde sig bliver et egentligt metodespørgsmål. 

Udtrykt systemteoretisk kan man sige følgende: når man på 

grund af videns abstraktion ikke længere kan neutralisere sin 

ikke-viden med en sikker henvisning til en væsensbestemt og 

fortrolig verden (fx. loven som substans eller som en kilde, 

hvis udspring man bare skal finde og lægge øret til indtil svaret 

kommer strømmede), bliver forskellen mellem viden og ikkeviden 

aktiveret som en refleksiv forskel, dvs. en genindført forskel 

på indersiden af den oprindelige forskel. Pendlingen mellem 

de to forskelle fører en ny slags viden med sig: en situativ 

viden. En viden om, hvorledes viden kan anvendes fleksibelt i 

forskellige situationer. 

Det ovennævnte eksempel er naturligvis forenklet med henblik 

på at bære en pointe frem: formuleringen af den konkrete regel 

i socialsagen dannes ikke udelukkende ved hjælp af retligt materiale, 

men også ved hjælp af anden viden: hvilken viden inddrages 

og hvordan? 

Viden om (viden om ikke-viden) fører til viden om viden om 

viden 

Nøjes man nu ikke med at forholde sig til en enkelt retsdogmatisk 

fremstilling, opdager man måske, at der er forskelle i den 

måde, hvorpå to lige anerkendte jurister fremstiller retsstoffet 

og foreslår løsninger på retlige problemer. Måske stiller man 

sig da spørgsmålet, om en sådan forskel skyldes, at den ene har 

misforstået noget, som den anden har forstået. I så fald er 

uenigheden ikke reel. En anden mulighed er imidlertid, at de to 

har forskellige retsopfattelser, der – i tvivlstilfælde - fører dem 

til forskellige resultater. Aktualiseres denne mistanke, er man 

på vej til at sætte den genindførte forskel mellem viden og ikke 

viden i samlet spil på den oprindelige forskels vidensside, og 

det er en vej, der fører til rettens grænseområde, til grænsen for 

69

etlig viden og grænsen for retlig argumentation. Kan man gøre 

sine præmisser klare i en diskussion på dette grænseområde, 

bør man nok overveje, om man vil være socialrådgiver eller 

retsvidenskabsmand. En sådan viden er en viden om videnssystemet. 

Der er tale om en viden om (viden om ikke-viden), 

der kan føre til en viden om viden om viden. Vi kalder en sådan 

viden for kreativ viden og den hertilsvarende måde at ræsonnere 

på for abduktion. 

Den sidste videnstype, som Qvortrup kalder viden om viden 

om viden om viden, dvs. en verdensviden, en viden som ingen 

enkeltperson kan komme i nærheden af og dermed en slags ikke-viden, 

skal lades uomtalt her. 

Vidensniveauer? 

Jeg har gennemgået tre forskellige videnstyper. Nogen kunne 

forledes til at tro, at den ene type er finere end den anden – og 

rigtigt er det da også at kreativiteten repræsenterer det højeste 

vidensniveau. I stedet for at hæfte sig ved typerne som niveauer, 

bør man dog hæfte sig ved deres indbyrdes samspil. Ingen 

kreativitet uden kvalifikationer. Og heller ingen kompetence 

uden kvalifikationer. 

3.4.2. Nærmere om socialrådgiveren som den kompetente 

retsanvender 

Socialrådgiveren skal naturligvis ikke uddannes til at producere 

ny juridisk viden. På den anden side er det en fordel, at socialrådgiveren 

ved, at der også på det retlige og retsteoretiske område 

findes forskellige positioner, der hele tiden holder retten 

levende i en foranderlig verden. Socialrådgiveren skal anvende 

juridisk metode refleksivt (kompetent), og hvis den pågældende 

skal være kreativ må det være som socialrådgiver. 

Socialretten forudsætter, at den bliver anvendt i forbindelse 

med anden viden end retlig viden. Socialrådgivning foregår 

70

aldrig som enkeltkodet kommunikation, men altid som en 

kommunikation ledet af en enkelt kode. 

Det er i den forbindelse mest interessant, set fra et retligt perspektiv, 

om socialrådgiveren kan se det retlige indersideperspektiv 

og dermed også, hvorledes koblingen mellem retten og 

det andet ser ud, set fra et retligt perspektiv. Kun hvis socialrådgiveren 

er i stand til det, kan han eller hun handle kreativt i 

en moderne forvaltning. Kun hvis socialrådgiveren er i stand til 

at pendle mellem forskellige koder og kender deres måde at 

være koder på, kan han eller hun tage beslutninger med det 

fornødne overblik. 

En socialrådgiver og kender af det retlige indersideperspektiv 

vil nok langt før arbejdsevnemetoden blev indført ved lov have 

gjort sig overvejelser om, hvorledes det socialfaglige indhold i 

pensionsafgørelser kan ekspliciteres (evt. i arbejdsevnemetodelignende 

elementer) med henblik på at give ansøgeren en viden 

om, indenfor hvilke rammer sagens oplysning skal ske. En vis 

objektivering af sagsforholdet med henblik på - om ikke andet 

så - muligheden for en forventningsafstemning med klienten vil 

af en sådan socialrådgiver blive opfattet som en given sag8. 

Det gælder så meget desto mere, hvis lægelige diagnoser ikke 

kan tillægges den generaliserede betydning, de tidligere er blevet 

tillagt. En pædagogisk/-psykologisk orienteret socialrådgiver 

vil ikke nødvendigvis gøre sig de samme overvejelser, i 

hvert ikke, hvis han eller hun kun er i stand til at se det retlige 

udefra. En sådan socialrådgiver vil være optaget af, hvorledes 

sagsbehandlingsarbejdet kan blive individualiseret mest muligt 

og vil lade processen med klienten afgøre, hvilke elementer der 

skal indrages og hvordan. Denne socialrådgiver vil heller ikke 

pr. automatik – i tilfælde af, at han eller hun kommer frem til, 

at ansøgningen bør afslås - være mest optaget af, om det lykkes 

8 Se i øvrigt Andersen (2004, s. 243 f.) 

71

at lave en begrundet afgørelse, som klienten kan forstå: forståelsen 

kan jo altid komme senere. Pædagogiske processer er karakteriseret 

ved, at de skal virke grænseoverskridende og at 

frustrationer er uundgåelige. Overvejelserne går mest på at 

undgå en åben konflikt, idet den fortsatte proces er afhængig 

af, at det grundlæggende forhold mellem socialrådgiveren og 

klienten, som et forhold mellem en der ved bedst og en der skal 

bringes videre, ikke forstyrres for meget. I dette perspektiv er 

rettigheder kun en irriterende forstyrrelse. Afgørelsen i en pensionssag 

bygger bl.a. på en prognostisk vurdering af, hvad klienten 

kan bringes til at kunne – hvilke barrierer kan overvindes, 

hvilke ikke. Disse vurderinger er ikke blevet lettere med 

de lægefaglige diagnosers mindre entydige betydning i den 

samlede vurdering. Hvor den førstnævnte socialrådgiver – med 

henblik på at sikre forståelsen – vil forsøge at objektivere sådanne 

prognoser så meget som muligt, og lade den sidste usikkerhed 

komme klientens ansøgning til gode, vil den sidstnævnte 

være meget skeptisk med hensyn til sådanne objektiverende 

prognoser, der nødvendigvis (også) må bygge på fortiden. Socialt 

arbejde i relation til behandlingen af pensionssager handler 

for denne socialrådgiver ikke om at imødekomme berettigede 

forventninger, set i forhold til lovgivningen, men om at holde 

muligheder åbne……. 

Læseren kan selv fortsætte tankerækken….evt. med andre koder 

i ledende spil. 

Når der overhovedet – det er min påstand - kan være tvivl om, 

hvilken kode, der skal lede kommunikationen, skyldes det ændringen 

i forvaltningens måde at være forvaltning på. Socialrådgiverens 

kreativitet må altså i sidste ende bygge på en viden 

om forvaltningen som system. Eller med andre ord: socialrådgiverens 

grundlagsteoretiske refleksion, svarende til viden om 

videnssystemet, er en forvaltningsteoretisk refleksion. I systemteorien 

er dette samtidig en samfundsteoretisk refleksion. 

72

3.4.3. Viden og kunnen 

I min systemteoretisk informerede vidensfænomenologi, som 

indtil nu har betydet, at vi kan skelne mellem fire forskellige 

videnstyper, har jeg behandlet viden i relation til videns sagsdimension. 

Det har handlet om viden om, og det har det gjort, 

selv om det undervejs er blevet klart, at viden ikke (længere) 

kan forstås som repræsenterende ”noget” i tingsmæssig forstand. 

Viden referer til viden og ikke-viden i et dynamisk forhold. 

Viden som korrespondens er principielt (men også kun 

principielt) død sammen med det hierarkisk-substantielt uddifferentierede 

samfund. I dag dufter ordet rose ikke – ikke engang 

en lille smule – af blomst. I hvert fald ikke, når først refleksionen 

har været der. Viden kan fungere godt i én sammenhæng 

og ikke i en anden, viden der slet ikke fungerer, går 

efterhånden i glemmebogen. 

For at komme videre med det, der egentlig er ærindet, nemlig 

at kunne sige noget om kunnen, mangler vi at knytte de vidensfænomenologiske 

overvejelser til videns tidsdimension. Det 

handler om at sige noget om viden i nuet, viden ”in action”. Jeg 

vil gøre dette meget kortfattet ved at henvise til Qvortrup, der 

opererer med, at der til hver videnstype knytter sig en færdighedstype, 

der udtrykker det mere processuelle aspekt af videnstypen. 

Marianne Skytte (1997) skriver i en artikel, der former sig som 

et forsøg på at gøre en slags status for socialt arbejde efter fælleselementerne, 

at Hubert og Stuart Dreyfus´ bog ”Intuitiv ekspertise” 

er blevet misbrugt til at argumentere imod teoretisk 

træning på grund- og efteruddannelsen af socialrådgivere. 

Dreyfussernes taksonomi bruges som grundlag for en argumentation 

for i højere grad at arbejde udefra de studerendes egen 

hverdagslivserfaring og medbragte tavse viden fra livet før og 

ved siden af socialrådgiverstudiet. 

73

Der findes i den her omhandlede måde at tale om viden og færdigheder 

intet grundlag for en sådan argumentation. Færdighederne 

er godt nok, som det processuelle aspekt af både kvalifikation, 

kompetence og kreativitet det ”tavse” aspekt i forholdet 

viden/færdighed og også det aspekt, der så at sige kommer 

først, hvilket svarer meget godt til vores oplevelse af, at vi lever 

livet forlæns og forstår det baglæns. Til gengæld repræsenterer 

det ikke noget fint og dybt i forholdet til viden. Kunnen er 

i denne sammenhæng simpelthen defineret som enheden af viden 

og færdigheder – og i den forstand konstant samspillene. 

Mere viden skaber flere færdigheder og omvendt – og det gælder 

på såvel kvalifikationsniveau, kompetenceniveau som kreativitetsniveau. 

3.4.4. Videns udviklings- og læringsdimension i forhold 

til socialt arbejde 

Vi har nu fået opdelt samfundet i forskellige vidensdomæner 

og viden i forskellige typer, der går på tværs af de omhandlede 

domæner. Jeg har brugt disse distinktioner til at stille en tabel 

op, der gerne skulle samle og anskueliggøre nogle af de pointer, 

der er indvundet undervejs. Kunnens processuelle aspekt, 

færdighedsaspektet, har ikke fået plads i tabellen. Det aspekt 

må man selv tænke med. 

Tilbage står kun kort at omtale, hvad jeg har kaldt socialt arbejdes 

udvilings- og læringsdimension. 

På kvalifikationsniveauet handler det ikke overraskende om at 

lære og producere viden som ”stof”. Viden som beskrivelse der 

henviser til samfundet som en genstand eller til mennesket som 

en genstand. Viden om årsagssammenhænge, herunder årsagssammenhænge 

mellem bestemte sociale indsatser og visse effekter. 

Viden om gældende ret osv. 

74

På kompetence niveauet handler det om at lære og producere 

viden om socialrådgiverens metode Nogle metoder er forholdsvis 

velbeskrevne, fordi de fx. står at læse i loven eller andet 

retligt materiale. Alligevel kan de udbygges fx med hensyn 

til, hvorledes de enkelte elementer i metode beskrivelsen inddrages 

og hvorledes de analytisk uddifferentierede elementer 

indgår i en samlet vurdering – en syntese. En præcisering kan 

også gå på, hvorledes medinddragelsen af klienten sikres. Hertil 

kommer at socialfagligheden kunne skærpes på områder, 

hvor lovgivningen ikke beskæftiger sig med metodespørgsmålet. 

Hvilke elementer indgår og bør indgå fx i forældreevnevurderinger. 

For så vidt angår den juridiske metode har vi de retsdogmatiske 

fremstillingers beskrivelse at holde os til. 

På kompetenceniveauet kunne det være spændende at se forsknings- 

og læreprocesser, der tager kodesemantikken i brug. Det 

handler om fokus på kodevalg, kodeskift, kodeirritation mv. 

Med et sådant fokus kan et hav af spørgsmål undersøges og 

analyseres. Et spørgsmål kunne fx være, hvorledes forholdet 

mellem rådgivning og sagsbehandling ser ud afhængigt af 

igennem hvilken kode man anskuer det. Der er på dette niveau 

et særligt behov for en videnskab i socialt arbejde, der kan anlægge 

sig paradoksalt. En videnskab der ikke helt kan bestemme 

sig til, om den vil være teori eller praksis. En ikkeobjektiverende 

videnskab med sans for såvel fakticitet som mulighedsrum. 

En videnskab med sans for såvel empiri som normativitet. 

Retsdogmatikken kan måske bruges som et forbillede. 

På kreativitsniveauet handler det om at lære og producere viden 

om forvaltningen som kompleksitet. Forskellige grænseproblematikker 

dukker i den forbindelse op, grænserne til samfundet, 

grænserne til individet. Forskningen på dette niveau må 

75

også gerne være komplekst anlagt og i stand til at foretage såvel 

åbnende dekonstruktioner som lukkende konstruktioner. 

Vidensformer 

(kunnen defineres 

som enheden 

af viden og færdigheder) 

Faktuel viden 

Viden om 

Viden som stof 

Kvalifikation 

Videns domænet: 

Ren viden 

Teori/praksis 

At skabe ny viden 

Medium: Sandhed 

Viden om forskning, 

viden om 

eksisterende viden 

76 

Videns domænet: 

Praktisk viden 

Praksis/teori 

At forebygge 

eksklusion, at 

virke for inklusion 

Medium: Hjælp 

gennem ret, politik, 

pædagogik 

mv. 

Viden om socialpolitik, 

om den 

sociale lovgivning, 

om levevilkår 

og social 

ulighed, sociale 

og psykologiske 

problemer osv. 

Udviklings-og 

læringsdimension 

i forhold til socialt 

arbejde 

Teori/praksispraksis/teori 

Hybrid 

Vidensproduktion 

og læring, 

der forløber efter 

en genstandsmæssigorientering 

eller en orientering 

mod 

afdækning af 

kausale sammenhænge, 

Herunder effektevalueringer

Situativ viden 

Viden om viden 

Viden om videns-anvendelse 

Kompetence 

Systemisk viden 

Viden om (viden 

om viden) 

Viden om videnssystemet 

Kreativitet 

Viden om vidensproduktion, 

designs, undersøgelsesmetoder 

Viden om videnskabsteori,herundererkendelsesteori 

Viden om juridisk 

metode, 

viden om social 

anamnese (arbejdsevnemetode,funktionsevnemetoder 

osv.), 

viden om dialogredskaber, 

viden 

om planlægningsredskaber, 

viden om ledelsesredskaber 

mv. 

Viden om helhedsorientering 

som enheden af 

retssikkerhedsovervejelser, 

pædagogiske 

overvejelser, 

økonomiske 

overvejelser mv. 

. I sidste instans: 

forvaltnings-og 

samfundsteoretiskebeslutningspræmisovervejelser(”praksis-teorikreativitet”,differenssensibilitet,paradoks-sensibilitet, 

fokus på ikkeintenderedefølgevirkninger) 

77 


og læring, 

der forløber efter 

en orientering 

mod funktion, 

redskaber og 

processer, herunderudviklingsprojekter 

der 

tematiserer brugen 

af forskellige 

koder, kodeskift 

mv. 


og læring, 

der orienterer sig 

efter differencen 

mellem sociale 

systemer (forvaltning 

og samfund) 

og mellem 

sociale systemer 

og psykiske systemer; 

grænser 

og paradokser, 

herunder analysestrategiske 

projekter med 

elementer af såveldekonstruktion 

og kon- eller 

rekonstruktion

Verdens viden 

Viden om (viden 

om viden) om 

viden)) 

Metasystemisk 

viden 

Kultur 

Metafysik, ikkeviden 

3.5. Efterspil - afrundende bemærkninger 

Følgende seks spørgsmål har stået centralt i fremstillingen: 

1) Hvad kendetegner det moderne sociale myndighedsarbejde? 

2) Hvordan kan det sociale myndighedsarbejde nærmere beskrives 

som komplekst? 

3) Hvordan kan en grundlagsteoretisk refleksionsteori yde denne 

kompleksitet retfærdighed? 

4) Hvad er forholdet mellem viden i socialt arbejde og praksis i 

socialt arbejde? 

5) Hvilke udfordringer kan stilles til det sociale myndighedsarbejde 

som vidensfelt under oparbejdelse? – og endelig det ledende, 

gennemgående og samlende - 

6) Hvordan kan et udkast til en kognitiv retslære for det sociale 

myndighedsarbejde udarbejdes med afsæt i den moderne systemteori? 

Fremstillingens nærmere udfoldelse af og forsøg på at besvare 

disse spørgsmål er sket i løbende diskussion med blandt andre 

Højlund (fsva. spørgsmålet om ”normativ” vs. ”kognitiv socialretslære”, 

”anerkendelsesteori” vs. ”systemteori”), Järvinen og 

Mik Meyer (fsva. spørgsmålet, om bl. a. ”yderside”- vs. ”inder- 

78

side-orientering” i tilnærmelsen til det sociale arbejde) og med 

Hutchinton og Oltedal (fsva. spørgsmålet, om bl. a. ”modeller” 

vs. ”symbolsk generaliserede funktionsmedier” i socialt arbejde 

eller socialt arbejde som ”socialpædagogik” vs. ”socialrådgivning”). 

Uden at begrebet ”faglighed” har været et centralt begreb i 

fremstillingen, er det klart, at ”fagligheden” som tematik, og 

nærmere bestemt ”socialfagligheden” som tematik, har været et 

ikke uvæsentligt omdrejningspunkt. Med sit eksplicitte udgangspunkt 

i uddannelsesmiljøet for socialrådgivning og socialt 

arbejde med den dagsorden, der hér er sat, har fremstillingen 

kredset om de emner, som omgærder eller ligefrem udspringer 

af begrebet ”socialfaglighed”, fx: Hvad er en professionsbachelor 

i socialt arbejde? Hvorledes kan der på en teoretisk 

kvalificeret måde reflekteres over socialt arbejde og socialt 

arbejdes muligheder? Hvorledes kan der tales om forholdet til 

praksis? Osv. 

Socialrådgiverfagligheden er i fremstillingen blevet anskuet 

principielt med særligt henblik på dens konkrete udfoldelse på 

et centralt socialt arbejdsfelt; den er blevet anskuet funktionelt 

og i en særlig forvaltningsmæssig ramme. Det er det sociale 

myndighedsarbejde, der har været i fokus. Og for at forstå fagligheden 

(herunder den faglighed der skal tilstræbes) har det 

været opfattet som afgørende at forstå og skaffe sig relevante 

begreber til iagttagelse af den moderne socialforvaltning. 

Fagligheden er endvidere blevet anskuet som en særlig iagttagelsesmåde, 

der udtrykker et dynamisk forhold mellem viden 

og ikke-viden. Faglighed handler uundgåeligt om viden og ikke-viden, 

om kunnen og læring. Dertil om erkendelsens forhold 

til grundlæggende (samfundsmæssige) meningsforskelle. Dette 

har ført os til at skelne mellem forskellige vidensdimensioner, 

videnstyper- og vidensdomæner. 

79

Endelig er fagligheden blevet anskuet som et pendlingsberedskab; 

et beredskab til at håndtere kompleksitet ved hjælp af 

forskellige funktionelle perspektiver med hver deres ledende 

kode, der alle byder sig til på den moderne forvaltnings bevægelige 

frontlinje med vidt forskellige implikationer for ”borger/klient-relationen”, 

den måde hvorpå der kan tænkes hjælp 

osv. 

Socialrådgiveren har en vigtig opgave i de kommunale sociale 

forvaltninger. Denne opgave løser socialrådgiveren ved rådgivning 

og sagsbehandling i et blandingsforhold, der gør det 

vanskeligt at skelne det ene fra det andet. ”Modeller i socialt 

arbejde” foreslår, at socialrådgiveren bruger ”modellerne” som 

et grundlag for en mere refleksiv tilgang til dette arbejde. Jeg 

har i denne fremstilling forsøgt at formulere et alternativ, der 

efter min opfattelse er mere frugtbart. Model-bevidsthed bør 

erstattes med kodebevidsthed…. 

Socialrådgiverfagligheden er således forstået blevet opfattet 

som indbe-grebet af at kunne færdes hjemmevant og refleksivt 

i flere forskellige kontekster; kontekster forstået som funktionelle 

meningssammenhænge og –horisonter af betydning for 

den opgaveløsning, der finder sted i socialforvaltningerne. 

En vigtig sådan meningssammenhæng er retten. Retten er netop 

ikke kun socialrådgiverens redskab eller instrument og ej 

heller kun en ramme for socialrådgiverens indsats – nej, retten 

og det juraen tilbyder socialrådgiveren er et særligt perspektiv, 

en særlig måde at anskue verden på. Kobler socialrådgiveren 

sig i sine overvejelser til dette perspektiv som det ledende, får 

det bl.a. konsekvenser for, hvilke problemer socialrådgiveren 

ser og for, hvilke socialfaglige overvejelser der i det hele forekommer 

relevante at gøre sig. 

Som meningssammenhæng med sin egen forståelseshorisont, 

har retten en inderside (og en yderside). Fremstillingen er et 

80

forsøg på – ud fra en mere principiel videnskabsteoretisk tilnærmelse 

– nærmere at karakterisere rettens inderside. Fra indledningsvis 

at fokusere på det retlige perspektiv som et perspektiv 

med en inderside, en egenkompleksitet der ikke kan 

begribes udefra, bevæger jeg mig så i fremstillingens tredje del 

udenfor det retlige og forsøger her at begribe det sociale forvaltningsarbejde 

med den samlede kompleksitet, der kendetegner 

dette. Det har jeg gjort for at blive skarpere på en forståelse 

af, hvorledes det retlige perspektiv konkurrerer med andre perspektiver, 

der kæmper om at besætte forvaltningskommunikationen. 

Fremstillingen kalder sig en ”socialretslære mellem retsfilosofi, 

videnskabsteori og retssociologi”. Retsfilosofiens problemstillinger 

om forholdet mellem ret og politik og mellem ret og etik 

har da også været væsentlige temaer i fremstillingen. Temaernes 

problemstillinger er imidlertid først og fremmest blevet behandlet 

på baggrund af en videnskabsteoretisk informeret sociologi. 

Jeg kalder den ”den moderne systemteori”. Denne teoris 

primært kognitive tilgang til verden har betydning for den 

grundtone, der klinger gennem fremstillingen: der bydes ikke 

til kamp – der tilbydes ikke et nyt normativt perspektiv til det 

sociale myndighedsarbejde. Metoder, teorier og begreber i socialt 

myndighedsarbejde bliver ikke forkastet til fordel for en 

lytten til ”retfærdighedens tavse stemme” eller en hengivelse til 

narrativer. Fremstillingen forsvarer faglighed og begrebslighed, 

men det er ikke en hvilken som helst socialretsdogmatik der 

forsvares. Socialretsdogmatikken og dogmatisk metode skal 

fungere sammen med socialfagligheden i øvrigt. De dele af 

(social-)forvaltningsretten, der egner sig til bedst til at spille 

sammen med denne socialfaglighed må trækkes frem, udvikles 

og styrkes – som det bl. a. ses i nogle af Kirstens Ketchers forslag 

og ansatser….. 

81

Det er ikke en kognitiv socialretslæres stil at formulere etiske 

forpligtelser – alligevel har jeg forsøgt mig med en enkelt: socialrådgiveren 

bør være opmærksom på retten som et særligt 

perspektiv. Socialrådgiveren bør se retten, ikke bare som en 

ramme eller et instrument, men som sin egen helhed; en helhed 

af forskellige sammenspillende retskildefaktorer, begreber, figurer 

og principper, positivinterne som –eksterne. Alle relevante 

faktorer skal bringes i spil sammen, når socialrådgiveren 

træffer procesledende beslutninger og afgørelser: det har jeg 

kaldt socialrådgiverens tolkningsforpligtelse. Det er en pligt til 

– hvor det er relevant – at være opmærksom på og benytte et 

indersideperspektiv på retten, hvorved også de socialfaglige 

problemstillinger (og i øvrigt: værdier) kommer til syne inden 

for det retlige perspektiv. 

Jeg har længe haft den opfattelse, at socialt arbejde, som den 

komplekse og multireferentielle størrelse, det er, har manglet et 

abstrakt, erkendelsesteoretisk informeret, tværfagligt og ikkeekskluderende 

grundlag som udgangspunkt for en fortsat udvikling 

– på videns- og forskningsområdet såvel som på uddannelsesområdet 

og praksisområdet. 

Jeg håber, at jeg med denne retslære samtidig har givet en introduktion 

til, hvad systemteorien har at byde på i den henseende, 

og kan inspirere til videretænkning, debat, udviklingsprojekter 

mv. 

Der er således i denne fremstilling lagt forskellige spor ud til 

1. dels en teoretisk videreudvikling, 

2. dels en operationalisering af teorigrundlaget i forhold til: 

a. udvikling af konkrete praksisforskningsprojekter 

b. udvikling af uddannelsesforløb 

c. udvikling af undervisningsforløb. 

82

For så vidt angår det sidste håber jeg at nærværende fremstilling 

kan indgå som en del af grundlaget for udviklingen af en 

sådan undervisning, men også som en del af undervisningsmaterialet. 

Det vil således glæde mig, om fremstillingen vil kunne inspirere 

eller finde anvendelse på 

- Grunduddannelserne på De sociale Højskoler 

- Diplomuddannelserne i socialt arbejde 

- Forskellige masterprogrammer med fokus på socialt arbejde 

eller professionelt arbejde i forvaltningsregi 

- Den sociale kandidatuddannelse 

- Evt. andre universitetsuddannelser 

83

4. Litteraturliste 

Andenæs, Kristian og Åsta Skre (1990), ”Sosionomenes rettsanvendelse 

– praktiseringen av lov om sosial omsorg og forvaltningsloven 

i tre kommuner”, Institutt for rettssosiologi. 

Andersen, Bent Rold (1973), ”Grundprincipper i socialpolitikken”, 

s.39-52. 

Andersen, Jon (2001a), ”Hvad UfR 2000.645 H viste”, Jurainformation§, 

nr. 7 – 6/4 2001 

Andersen, Jon (2001b), ”Persondatalovens betydning for behandling 

af sociale sager”, Jurainformation§, Nr. 19 – 26/10 

2001 

Andersen, Jon (2001c), ”Forarbejdernes betydning for anvendelse 

af lovgivningen”, Jurainformation§, Nr. 20 – 9/11-2001 

Andersen, Jon (2001d), ”Når sociale sager trækker ud”, Jurainformation§, 

Nr. 21 – 23/11-2001 

Andersen, Jon (2002), ”Nogle centrale spørgsmål vedrørende 

socialrådgiverens retsstilling” i: Retlig Regulering – Materialesamling 

til Hovedområde 3 på Socialformidleruddannelsen 

2002/2003. Bind 1, Danmarks Forvaltningshøjskole 

Andersen, Jon (2004a), ”Socialforvaltningsret”, 1. udgave, Nyt 

Juridisk Forlag 

Andersen, Jom (2004b), ”Retssikkerhedens vilkår i den sociale 

sektor”, Nyhedsbrev, Socialsektor, 17, Forlaget Jurainformation, 

København 

Andersen, Jon (2004a), ”Socialforvaltningsret”, 2. udgave, Nyt 

Juridisk Forlag 

Andersen, Niels Åkerstrøm Andersen (1995), ”Selvskabt forvaltning 

– forvaltningspolitikkens og centralforvaltningens ud- 

84

vikling i Danmark 1900-1994”, Nyt fra Samfundsvidenskaberne 

Andersen, Niels Åkerstrøm Andersen (1999), ”Diskursive analysestrategier”, 

Nyt fra samfundsvidenskaberne 

Andersen, Niels Åkerstrøm (2001), ”Politisk administration”, i: 

Dyrberg, Torben Bech, Allan Dreyer Hansen og Jacob Torfing 

(red.), ”Diskursteorien på arbejde”, Roskilde Universitets Forlag 

Andersen, Niels Åkerstrøm (2003a), ”Borgerens kontraktliggørelse”, 

Hans Reitzels Forlag 

Andersen, Niels Åkerstrøm (2003b), ”Shifters”, s. 182-205 i: 

Højlund, Holger og Morten Knudsen (red.): ”Organiseret 

kommunikation – systemteoretiske analyser”, Samfundslitteratur 

Andersen, Niels Åkerstrøm (2003c), ”Organisation I andenordensperspektiv 

– systemteoriens analysestrategiske maskine” i: 

Højlund, Højlund, Holger og Morten Knudsen (red.) (2003): 

”Organiseret kommunikation – systemteoretiske analyser”, 

Samfundslitteratur 

Andersen, Svend Aage (2000), ”Debatten om social arv – et 

forsvar for begrebet” i: Social kritik, nr. 67 – marts 2000, s. 34- 

54 

Aubert, Wilhelm (1976), ”Rettens sosiale funksjon”, Universitetsforlaget, 

Oslo , Bergen, Tromsø 

Bentzon, Agnete Weis (red.)(2002), ”Retskulturer”, Jurist og 

Økonomforbundets forlag 

Bernt, Jan Fridthjof & David R. Doublet (1998), ”Vitenskapsfilosofi 

for jurister – en innføring”, Fagbokforlaget 

Bjerrum, Merete og Christiansen, Kirsten Lund (red.) (2001), 

”Filosofi-Etik-Videnskabsteori”, Akademisk Forlag 

85

Blume, Peter (2002), ”Juridisk metodelære”, 2. udgave, Juristog 


Bundesen, Peter (2000), ”Sociale problemer og socialpolitik”, 

Odense Universitetsforlag 

Carstens, Anette (1998): ”Aktivering – klientsamtaler og socialpolitik”, 


Christensen, Else og Tine Egelund (2002): ”Børnesager. Evaluering 

af den forebyggende indsats”, Socialforskningsinstituttet 

Christensen, Jens Peter (2000): ”Samspillet mellem politikere 

og embedsmænd – jura, etik og anstændighed” i ”Etik, ansvar 

og værdier i den offentlige sektor – en debatbog”, Administrationspolitiske 

småskrifter, Finansministeriet 

Dalberg-Larsen, Jørgen (1977), ”Retsvidenskaben som samfundsvidenskab, 

Juristforbundets forlag 

Dalberg-Larsen, Jørgen (1984), ”Retsstaten, velfærdsstaten og 

hvad så?, Akademisk Forlag 

Dalberg-Larsen, Jørgen og Jens Evald (1998), ”Rettens ansigter 

- en grundbog i almindelig retslære”, kap. 4.5-8: ”Hvad er 

retsvidenskab?”, Jurist- og Økonomforbundets forlag. 

Dalberg-Larsen, Jørgen (1999), ”Lovene og livet”, Jurist- og 

Økonomforbundets forlag. 

Dalberg-Larsen, Jørgen(2001), ”Pragmatisk retsteori”, Juristog 


Danmarks Evalueringsinstitut (2001), ”Socialrådgiver- og socialformidleruddannelserne, 

Statens Information 

Doublet, David Roland (1995), ”Rett, vitenskap og fornuft”, 

Alma Mater 

86

Dyrberg, Torben Bech, Allan Dreyer Hansen og Jacob Torfing 

(red.)(2001), ”Diskursteorien på arbejde”, Roskilde Universitets 

Forlag 

Egelund, Tine og Lis Hillgaard (1993), ”Social rådgivning og 

social behandling”, Socialpædagogisk Bibliotek 

Egelund, Tine (1997), ”Undevisning i socialt arbejde – tanker 

til inspiration og diskussion”, Skriftserie, nr. 1, Den sociale 

højskole, København 

Egelund, Tine (2003), ””Farlige forældre: Den institutionelle 

konstruktion af dem der afviger fra os” i : Järvinen, Margaretha 

og Nanna Mik-Meyer (red.)(2003), ”At skabe en klient”, Hans 

Reitzels Forlag 

Erjnæs, Morten (1999), ”Afskaf begrebet den sociale arv” i: 

Social Forskning. Nyt fra Socialforskningsinstituttet 99:2 Juli, 

s. 8-10 

Evald, Jens & Sten Schaumburg-Müller (2002), ”Om retspolitik”, 

Jurist- og Økonomforbundets forlag 

Gammeltoft-Hansen, Hans m. fl. (1994), ”forvaltningsret”, Jurist- 

og Økonomforbundets forlag 

Gammeltoft-Hansen, Hans (1995), ”Liv, arbejde, forvaltning” 

i: ”Festskrift til Ole Krarup”, Jurist- og Økonomforbundets 

forlag. 

Gammeltoft-Hansen, Hans (1998), ”Strafferetspleje I”, Juristog 


Gammeltoft-Hansen, Hans m. fl. (2002), ”forvaltningsret”, Jurist- 

og Økonomforbundets forlag 

Gredal, Eva (1976), ”Bistandsloven” i: ”Fagbevægelsen og socialpolitikken”, 

s. 32-43, Socialpolitisk Forening. 

87

Henrichsen, Carsten (1997), ”Retssikkerhed og moderne forvaltning 

- Et retspolitisk studie i samspillet mellem stat, forvaltning 

og borger”, Akademisk forlag 

Henrichsen, Carsten (1998), ”Retsidealistiske strømninger i 

retsvidenskaben – på vej mod et nyt forskningsparadigme?” i : 

Jørgen Vestergaard & Flemming Balvig (red.), ””Med lov…”- 

Retsvidenskabelige betragtninger”, Jurist- og Økonomforbundets 

forlag, 1998 

Henrichsen, Carsten m. fl. (red.) (2000a), ”Lovens liv”, Juristog 


Henrichsen, Carsten m. fl. (red.) (2000b): ”Fra retssociologiens 

”grand theories”:Teorien om retssystemets autopoise” i: ”Lovens 

liv”, Jurist- og Økonomforbundets forlag 

Henriksen, Lars Skov og Annick Prieur (2004): ”Et nyt perspektiv 

på magt I det sociale arbejde”, Dansk Sociologi 

nr.3/15.årg. – oktober, Tidskrift udgivet af Dansk Sociologforening, 

s. 101-111. 

Hutchinson, Gunnar Strand og Siv Oltedal (1998), ”Modeller i 

socialt arbejd – fra ulike røtter til samme felt”, Tano Aschehoug 

Højlund, Holger og Morten Knudsen (red.) (2003): ”Organiseret 


Højlund, Peter (2000a), ”Tanker om den gode socialrådgiver”, 

Socialt arbejde, Skriftserie nr. 3, 2000, DSH-København 

Højlund, Peter (2000b), ”Socialretsfilosofi – Retslære for socialt 

arbejde”, Socialpædagogisk Bibliotek, Gyldendal 

Højlund, Peter & Søren Juul (2002), ”Udkast til en kritisk normativ 

teori for socialt arbejde”, Research Papers from the Department 

of Social Scienses, Roskilde University 

88

Højlund Peter & Søren Juul (2005), ”Anerkendelse og dømmekraft 

i socialt arbejde”, Hans Reitzels Forlag 

Højlund, Peter (2006): ”Social retfærdighed – udkast til en retslære 

for socialt arbejde”, Jurist- og Økonomforbundets Forlag. 

Jonasen, Viggo (2003), ”Dansk socialpolitik 1708-2002”, Den 

Sociale Højskole i Århus 

Järvinen, Margaretha, J. Elm Larsen og N. Mortensen (2002): 

”Det magtfulde møde mellem system og klient”, Århus Universitetsforlag 

Järvinen, Margaretha og Nanna Mik-Meyer (red.)(2003), ”At 

skabe en klient”, Hans Reitzels Forlag 

Ketscher, Kirsten, ”Offentlig børnepasning” 

Ketscher, Kirsten (1998a), ”Socialret – Almindelige principper, 

retssikkerhed og administration”, 1. udgave, gadjura 

Ketscher, Kirsten (1998b), ”Strafferet og socialret – fætter og 

kusine?” i: Vestergård, Jørn & Flemming Balvig (red.): ””Med 

lov….”- Retsvidenskabelige betragtninger”, Jurist – Økonomforbundets 

Forlag 

Ketcher, Kirsten (2000), ”Mod en argumentativ ret”, Jussens 

venner, hefte 5-6/2000, s. 272-287 

Ketscher, Kirsten (2002), ”Socialret – Almindelige principper, 

retssikkerhed og administration, grundværdier”, 2. udgave, 

Forlaget Thomsen 

Kestcher, Kirsten (2003), ”Forvaltningsretlig rabat på overholdelse 

af menneskerettighederne – kultursammenstød mellem 

forvaltningsretten og menneskeretten”,…. 

Kjærum, Morten, Klaus Slavensky og Jens Vedsted-Hansen 

(1997), ”Grundloven og menneskerettigheder i et dansk og europæisk 

perspektiv, Jurist- og Økonomforbundets Forlag 

89

Klausen, John (2002), ”Offentlig forsørgelse – En analyse af 

retssikkerheden mellem skøn, ret og pligt”, Juridisk Institut, 

Århus Universitet 

Kleve, Heiko (2000), ”Die Sizialarbeit ohne Eigenschaften – 

Fragmente einer postmodernen Professions- und Wissenschafttheorie 

Sozialer Arbeit, Lambertus 

Kneer, Georg og Armin Nassehi (2002), ”Niklas Luhmann – 

introduktion til teorien om sociale systemer”, Hans Reitzels 

Forlag 

Koch, Ida Elisabeth (1995), ”Behandling som alternativ til frihedsstraf 

– samspillet mellem kriminalretten og sundhedsretten”, 

Jurist- og Økonomforbundets Forlag 

Kristiansen, Bettina Lemann (2001), ”Pantefogederne og deres 

retsanvendelse – i sociologisk belysning”, Jurist- og Økonomforbundets 

forlag 

Larsen, Øjvind (1996), ”Forvaltning, etik og demokrati”, Hans 


Lipsky, M. (1980), ”Street-level Bureaucrazy: Dilemmas og 

the indivudual in Public Services, Russel Sage Foundation 

Ljungstrøm, Alexander Carnera (1998), ”Rettens Alkymi – Om 

venskab, retfærdighed og pathos”, Samleren 

Luhmann, Nikals (1995), Das Recht der Geselllschaft, Frankfurt 

a. M.: Suhrkamp Verlag. 

Luhmann, Niklas (1999), ”Tillid – en mekanisme til reduktion 

af social kompleksitet”, Hans Reitzels Forlag 

Luhmann, Niklas (2000a), ”Sociale systemer: grundrids til en 

almen teori”, Hans Reitzels Forlag 

Luhmann, Niklas (2000b), ””Hvad er tilfældet?” og ”Hvad ligger 

der bag?”. De to sociologier og samfundsteorien” i: ”Dis- 

90

tinktion. Tidsskrift for samfundsteori”, nr. 1, c/o Institut for 

Statskundskab, Århus Universitet, 8000 Århus C. 

Luhmann, Niklas(1997), ”Die Geselschaft der Geselschaft”, 

bd. 1 og 2 

Lyotard, Jean-Francois (1996), ”Viden og det postmoderne 

samfund”, Salgmarks Skyttegravsserie 

Mik-Meyer, Nanna (2004), ”Dømt til personlig udvikling”, 


Mortensen, Niels (2004), ”Det paradoksale samfund”, Hans 


Mæhle, Synne Sæther, ”Betydningen av og sammenhengen 

mellom en bundet og en ubundet diskurs i rettsdogmatikken”, 

Mæhle, Synne Sæther, ”Om rettferdighetsbegrepet og den 

rettsdogmatiske metoden”, 

Nielsen, Gorm Toftegård (2004), ”Festskrift om Menneskerettigheder 

til Carl Aage Nørgaard”, Jurist- og Økonomforbundets 

Forlag 

Nielsen, Søren Overgaard og Steen Vallentin (2003), ”Organisation 

og samfund – mellem systemteori og neoinstitutionel 

teori” i: Højlund, Holger og Morten Knudsen (red.): ”Organiseret 


Nissen, Maria Appel (2005), ”Behandlerblikket – Om sociale 

problemers tilblivelse, intervention og forandring i socialt arbejde 

med familier og børn med udgangspunkt i analyser af 

behandlingskommunikation på døgninstitutioner for familiebehandling”, 

Institut for Sociale forhold og Organisation, Aalborg 

Universitet. 

Olesen, Søren Peter (2004), ”Svar til Dansk Socialrådgiverforening 

vedrørende socialrådgiverfagets udvikling”, upubliceret 

91

Olesen, Søren Peter, Leena Eskalinen og Dorte Caswell (2005), 

”Faglighed i socialt arbejde som forskningsgenstand – et kritisk 

konstruktivt perspektiv”, AKF; marts 2005 

Palmer Olsen, Henrik (1997), ”Rationalitet, ret og moral”, Jurist 

og Økonomforbundets Forlag 

Plovsing, Jan (2000), ”Socialpolitik”, Handelshøjskolens forlag 

Qvortrup, Lars (2000), ”Det hyperkomplekse samfund – 14 

fortællinger om informationssamfundet”, Gyldendal 

Qvortrup, Lars (2002), ”Det lærende samfund – hyperkompleksitet 

og viden”, Gyldendal 

Qvortrup, Lars (2004), ”Det vidende samfund – mysteriet om 

viden, læring og dannelse”, Forlaget UP (Unge Pædagoger) 

Rambøll Management (2004), ”Undersøgelse af retssikkerhedslovens 

§4”, Socialministeriet 

Ramian, Knud (2002), ”Praktikere i praksisforskning - ”en fortælling 

om videnskabende netværk i det sociale arbejde med de 

sindslidende”, Udgivet ? 

Rennison, Betina Wolfgang (2003): ”Polifonisk lønkommunikation 

i: Højlund, Holger og Morten Knudsen (red.): ”Organiseret 


Ricoeur, Paul (1973), ”Filosofiens kilder”, Stjernebøgernes 

kulturbibliotek, Vintens Forlag 

Rytter, Jens Elo (2000), ”Grundrettigheder – domstolenes fortolkning 

og kontrol med lovgivningsmagten”, ”En retsteoretisk 

ramme for grundrettighedsfortolkning”, GADJURA. 

Sand, Inger Johanne, ”Changing forms of governance and the 

role of law – society and its law”, ARENA Working papers, 

WP 00/14 

92

Sand, Inger Johanne, “Changes in the organization of public 

administration and in the relations between the public and the 

private sectors – consequences of the evolution of Europeanization, 

globalisation and risk society”, ARENA Working papers, 

WP 02/4 

Skytte, Marianne (1997), “Fælleselementerne – støtte eller 

bremse?”, Skriftserie, nr. 1, Den sociale højskole, København 

v. Hielmcrone, Nina (1997), ”Den sociale højskole i Århus 

1957-1957. Festskrift”, ”Retssikkerhed er ikke en trussel mod 

det kommunale selvstyre, men en forudsætning for dets legitimitet”, 

s. 117-140, 1997, DSH-AA.. 

Teubner, Günther, ”Law as an Autopoietic system”. Oxford: 

Blackwell Publishers 

Thomsen, Jesper Hartvig og Erling Andersen (2001), ”Det er 

så myndigt – myndighedens ansvar og vilkår i forandringssamfundet”, 

Den Kommunale Højskole 

Vedsted-Hansen, Jens (2000), ”Menneskeretlige argumenter 

som spydspids eller tveægget sværd?” i: Henrichsen, Carsten 

m. fl. (red.): ”Lovens liv”, Jurist- og Økonomforbundets forlag 

Vestergård, Jørn & Flemming Balvig (red.) (1998), ””Med 

lov….”- Retsvidenskabelige betragtninger”, Jurist – Økonomforbundets 

Forlag 

Villadsen, Kaspar (2004), ”Det sociale arbejdes genealogi” 

Zahle, Henrik (2003), ”Hvad skal jeg gøre i denne sag? – Retsfilosofien 

mellem videnskab og praksis”, Juristen, nr. 3, marts 

2003 

93

Social Skriftserie nr. 14 (pdf) - VIA University College

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?