Download rapport - Center for Alternativ Samfundsanalyse

casa.analyse.dk

Download rapport - Center for Alternativ Samfundsanalyse

Anbringelser af børn

- svigt og misbrug i familier

i Vestsjællands Amt

September 2001

Marianne Malmgren og

Finn Kenneth Hansen


Anbringelser af børn

- svigt og misbrug i familier

i Vestsjællands Amt

September 2001

Marianne Malmgren og

Finn Kenneth Hansen

Center for Alternativ Samfundsanalyse

Linnésgade 25 • 1361 København K.

Telefon 33 32 05 55 • Telefax 33 33 05 54

E-mail: casa@casa-analyse.dk • Hjemmeside: www.casa-analyse.dk

CASA

Centre for Alternative Social Analysis

Linnésgade 25 • DK-1361 Copenhagen K. • Denmark

Phone +45 33 32 05 55 • Telefax +45 33 33 05 54

E-mail: casa@casa-analyse.dk • Homepage: www.casa-analyse.dk


Anbringelser af børn

– svigt og misbrug i familier i Vestsjællands Amt

© CASA, September 2001

ISBN 87-91285-08-9

Elektronisk udgave: ISBN 87-91285-09-7


Forord

Anbringelser af børn og unge uden for eget hjem udgør et af de alvorligste indgreb

i en families liv, og for de implicerede forældre og børn er anbringelsen

forbundet med stærke følelser og reaktioner. En anbringelse er det offentliges

tilkendegivelse af, at forældrene ikke kan varetage deres forældreskab i tilstrækkelig

grad.

Aktuelt er 13.000 børn og unge anbragt, hvilket svarer til 1% af samtlige børn

og unge i Danmark. Denne andel har været nogenlunde konstant de sidste halvtreds

år. Diskussionen om, hvorvidt vi i Danmark anbringer for mange eller for

få børn og unge, er imidlertid fortsat aktuel. Fordi viden om virkninger, og om

hvilken betydning anbringelse på længere sigt har for børn og familier, er sparsom,

og fordi andelen af anbringelser i Danmark er dobbelt så stor som i de øvrige

nordiske lande (jf. Hestbæk, 1998). Antallet af anbringelser er nærmest

omvendt proportionalt med den bevågenhed, pressen har for området. Der er

hyppige reportager og artikler i aviser, fagblade og tv.

Vestsjællands Amt har i samarbejde med kommunerne i amtet sat et større udredningsarbejde

i gang med fokus på anbringelser af børn og unge. Styregruppen

bag arbejdet har henvendt sig til CASA (Center for Alternativ Samfundsanalyse)

for at få udarbejdet dels en kvantitativ kortlægning af samtlige anbringelser

i amtet, som er formidlet i to rapporter, dels nærværende kvalitative analyse

af anbringelser, hvor hovedårsagerne til anbringelsen er forældrenes misbrug

og/eller manglende omsorgskompetence.

Formålet med analysen er at præcisere anbringelsesårsagerne: Misbrug og

manglende omsorgskompetence samt beskrive og vurdere de processer og sammenhænge,

der ligger bag anbringelserne. Analysen udgør en vidensmæssig

baggrund for det løbende udviklingsarbejde, som foregår på området med henblik

på færre og bedre anbringelser i de enkelte kommuner.

Analysens kildegrundlag er 25 anbringelsessager refereret af professionelle i

8 udvalgte kommuner, interview med 7 forældre til anbragte børn og 3 dialogmøder

med 14 sagsbehandlere og afdelingsledere. Desuden er der foretaget 6

interview med nøglepersoner inden for området. Det drejer sig om interview

med 3 ledere af dagbehandlingstilbud, en leder af et tværkommunalt forebyggelsesprojekt,

en kommunal afdelingsleder og en afdelingsleder for rådgivningscentrene.

Vi vil hermed takke alle, som har afsat tid til interview og dermed bidraget til

rapporten. Analysen er udarbejdet af cand.polit. Finn Kenneth Hansen og

cand.scient.soc. Marianne Malmgren.

CASA, september 2001


Indhold

1 Sammenfatning .............................................. 7

1.1 Misbrugogmanglendeomsorgskompetence .................... 7

1.2 Forældrenesproblemererkomplekse .......................... 8

1.3 Forældrenepåbanen ...................................... 9

1.4 Sagsbehandlingen........................................ 10

1.5 Mødet mellem familien og forvaltningen ....................... 10

1.6 Organisationogsamarbejde ................................ 11

1.7 Opmærksomhedspunkter .................................. 13

1.8 Kommunaleindsatser..................................... 15

2 Indledning ................................................. 17

2.1 Formål................................................ 18

2.2 Metode ............................................... 19

2.3 Rapportensopbygning .................................... 20

3 Forældres misbrug og mangel på omsorg ........................ 21

3.1 Konsekvenserikkeomfang ................................ 21

3.2 Manglendeomsorgskompetence ............................ 23

3.3 Forældrenesmisbrug ..................................... 24

3.4 Narkotikamisbrug ....................................... 25

3.5 Alkoholmisbrug ......................................... 26

3.6 Konsekvenserforbørneneogderesreaktioner .................. 28

3.7 Socialt dårligt stillede familier .............................. 30

3.8 Mor er familien ......................................... 31

4 Forældrene på banen ........................................ 33

4.1 Præsentation af familierne ................................. 33

4.2 Etråbomhjælpeller“enkniviryggen” ....................... 35

4.3 Foranstaltningerfremforproblemafdækning ................... 36

4.4 Indflydelsepåanbringelsesformog-sted ...................... 38

4.5 Vanskeligforældrerolleunderanbringelsen .................... 39

4.6 Arbejdesomforstærkerellerafhjælperproblemerne .............. 42

5 Socialt arbejde med børnefamilier .............................. 44

5.1 Undersøgelsen .......................................... 44

5.2 Arbejdet med misbrugsfamilier .............................. 46

5.3 Overvejelseromanbringelse................................ 49

5.4 Hjemgivelse ............................................ 51

5.5 Helhedsorientering....................................... 53

6 Organisering og samarbejde .................................. 55

6.1 Tværfagligeteam ........................................ 55

6.2 Underretning-underrettere ................................ 57

6.3 Samarbejdemedrådgivningscentrene ......................... 60

6.4 Tilbud–anbringelsessteder ................................ 61


7 Perspektiver ............................................... 63

7.1 Opmærksomhedspunkter .................................. 63

7.2 Detværfagligeteam...................................... 64

7.3 Samarbejdetideenkeltekommuner .......................... 65

7.4 Samarbejdetmellemforvaltninger ........................... 66

7.5 Demindrekommunersbegrænsningerogmuligheder............. 67

7.6 Detsocialearbejdeomkringanbringelser ...................... 69

7.7 Anbringelsessteder ....................................... 71

Bilag

Bilag 1 - Indsatser for børnefamilier - eksempler ....................... 73

Bilag2-Oversigtoverinterview ................................... 86

Bilag3-Metode ............................................... 88

Litteraturliste ................................................ 91


1 Sammenfatning

Denne rapport præsenterer resultaterne fra CASAs analyse af anbringelser af

børn i Vestsjællands Amt, hvor hovedårsagerne til anbringelserne er forældrenes

misbrug og/eller manglende omsorgskompetence. Analysen har til formål

at beskrive og vurdere de baggrunde, processer og sammenhænge, der ligger

bag anbringelserne.

Analysen er primært udarbejdet på baggrund af interview med sagsbehandlere

om anbringelsessager, dialogmøder med sagsbehandlere og afdelingsledere og

interview med forældre til anbragte børn. Desuden er der foretaget interview

med ledere af forskellige dagbehandlingstilbud, et tværkommunalt forebyggelsesprojekt

og en afdelingsleder for rådgivningscentrene.

1.1 Misbrug og manglende omsorgskompetence

Analysen af anbringelser i Vestsjællands Amt viser, at når forvaltningerne definerer

problemerne misbrug eller manglende omsorgskompetence i familierne

er de mere knyttet til konsekvenserne for børnene end til misbrugets omfang.

Konsekvenserne for børnene i forhold til, om forældrene har massive psykiske

problemer, narkotikamisbrug eller alkoholmisbrug, bliver beskrevet som stort

set de samme. Men der er forskel på, hvordan forvaltningerne handler i forhold

til forældre med alkoholproblemer, narkotikaproblemer eller forældre, som er

psykisk udviklingshæmmede. Denne forskel mener vi hænger sammen med:

Forskellige myter og holdninger til henholdsvis narkomaner og alk oholikere

Forældrenes erkendelse af deres problemer eller mangel på samme

Lovgivningen på området

Der synes at være enighed om, at forældre med et misbrug overvejende af narkotika

ikke kan varetage omsorgen for deres barn på grund af deres misbrug,

men den samme holdning gør sig ikke gældende i forhold til forældre med et

misbrug af overvejende alkohol.

Forskellen i forvaltningernes handlen i forhold til henholdsvis familier med alkoholmisbrug

og narkotikamisbrug hænger også sammen med, at der kan være

forskel på, om forældrene har erkendt, at de har et misbrug og er motiverede

for at gå i behandling for det. Analysen peger på, at gravide narkomaner ofte

er motiverede for at gå i behandling for deres misbrug, hvilket muliggør en tidlig

indsats. Anderledes viser forløbet i familier, hvor anbringelsesårsagen er alkohol,

at forældrene ikke erkender, at de har et misbrugsproblem, og derfor

heller ikke er motiverede til at gå i behandling for det.

7


Som en sidste forklaring på, at forvaltningerne handler forskelligt i forhold til,

hvilket misbrug forældrene har, vil vi nævne lovgivningen på området, som

forpligter f.eks. rådgivningscentre til at underrette forvaltningen, hvad angår

narkomaner. Den samme lovhjemmel gælder ikke alkoholikere.

Psykisk udviklingshæmmede forældre er ofte kendt i socialforvaltningerne fra

barnet fødes, og i disse situationer er der tale om en tidlig indsats.

En persons forældreevne bliver påvirket, når vedkommende er afhængig af

stoffer eller alkohol, og konsekvenserne for børnene varierer fra det livstruende

omsorgssvigt til det svigt, som hovedsageligt handler om, at barnets udvikling

er truet.

Nogle børn bliver født med synlige reaktioner af morens narkotika – eller alkoholmisbrug

under graviditeten, andre reagerer først senere i livet med mere eller

mindre synlige tegn på den manglende omsorg, som de har levet med. Børnene

kan reagere ved, at de har vanskeligt ved at udvikle sig f.eks. sprogligt,

fysisk og socialt. De kan være overtilpassede eller agere som voksne og tage

ansvar for familien. Desuden kan de have vanskeligheder med at indgå i sociale

relationer og have forskellige psykiske og fysiske reaktioner. Der er således

tale om mere eller mindre synlige reaktioner hos børnene.

Der kan på denne måde gå flere år, hvor et barn er udsat for de samme konsekvenser

– hvad enten der er tale om en familie med alkoholmisbrug eller i en

familie med narkotikamisbrug – men forløbet er langsommeligt bl.a. på grund

af tabu og alkohols rolle. Det bliver ofte barnets reaktioner, der medfører, at

der bliver opmærksomhed på familiens problemer. Det problematiske i forhold

til dette er bl.a., at børn i misbrugsfamilier kan reagere sent på det omsorgssvigt,

de har være udsat for.

1.2 Forældrenes problemer er komplekse

Anbringelsesårsagerne misbrug og manglende omsorgskompetence omhandler

forældre, der har komplekse sociale problemer, som påvirker relationen forældre

og børn.

At drikke eller tage stoffer er et symptom på problemer, og analysen viser, at

forældrenes problemer ikke udelukkende kan reduceres til deres misbrug og/eller

deres manglende omsorgskompetence, men også er knyttet til deres sociale

forhold generelt. Desuden har nogle af forældrene alvorlige personlige vanskeligheder

bag sig, og nogle er f.eks. selv vokset op i et socialt dårligt miljø.

Det er socialt dårligt stillede familier, som får deres børn anbragt uden for

hjemmet på grund af forældrenes misbrug og/eller manglende omsorgskompetence.

Forældrene har en kort uddannelse eller slet ingen. Få er i lønnet be-

8


skæftigelse, og de, som er, har en marginal tilknytning til arbejdsmarkedet.

Forældrene er typisk enten på kontanthjælp eller på førtidspension.

Generelt er moren den primære omsorgsperson i familierne. Kvinderne har fået

deres børn tidligt med få års mellemrum eller flere børn med mange års mellemrum.

Nogle har alle deres børn anbragt, andre har både hjemmeboende og

anbragte børn. I øvrigt er familierne karakteriseret ved, at de dannes og opløses

en eller flere gange. Det er således centralt at lægge idealforestillingen fra sig

om familien med en biologisk far og en biologisk mor, der gennem hele barnets

opvækst tager ansvar og drager omsorg for barnet.

Spørgsmålet er, hvad det betyder i forhold til udviklingen af området, at de forældre,

som får deres børn anbragt uden for hjemmet, er socialt dårligt stillede?

1.3 Forældrene på banen

Hvad mener forældre til børn, som er blevet anbragt uden for hjemmet på

grund af forældrenes misbrug og/eller manglende omsorgskompetence om anbringelsen,

forløbet og de foranstaltninger, som familien har erfaringer med?

Det har vi spurgt syv forældre om. På baggrund af deres erfaringer og vurderinger,

har vi analyseret, hvad der skal til for, at anbringelsesforløbet går godt,

og hvad der kunne gøres bedre.

De interviewede forældre har et barn anbragt uden for hjemmet på interviewtidspunktet

og set fra deres perspektiv, er der fokus på opfølgning og informationer

under anbringelsen samt deres forældrerolle og hverdagsliv under anbringelsen.

Desuden viser forældreinterviewene, at forældrene har vanskeligt

ved at erkende, at de f.eks. er skyld i, at deres barn er behandlingskrævende på

grund af deres tidligere og/eller nuværende levevis.

Analysen af forældrenes erfaringer med og vurderinger af forskellige foranstaltninger

viser, at den støtte, som ydes til familierne generelt, ikke bliver opfattet

som præget af en helhedsorienteret støtte hverken i forhold til familiernes

ofte massive problemkomplekser og heller ikke i forhold til arbejdet med familierelationen

under og efter anbringelsen af barnet uden for hjemmet. Forældrene

oplever ikke, at støtten er karakteriseret af at tilgodese de betingelser og

hermed især de ressourcer, som forældrene er i besiddelse af.

Opsummerende har vi valgt at fremsætte følgende af familiernes erfaringer:

Manglende opfølgning i forhold til de forebyggende foranstaltninger

Dårlige erfaringer med at henvende sig selv efter støtte i forvaltningen

Forældrene oplever, at de får støtte ved handling

Manglende forståelse af formålet med støtten

Et bedre eller vanskeligt forældreskab under anbringelsen

9


Frygt for anbringelse af hjemmeboende børn

Manglende viden om de forskellige anbringelsesformer

Desuden peger forældrene på følgende forhold, som kunne være med til at forbedre

deres forældrerolle under anbringelsen:

Information om børnenes liv og anbringelsesformer

Støtte til at løse forældrenes problemer

Støtte til at løse konflikter mellem forældre og børn

1.4 Sagsbehandlingen

Der er to dimensioner i sagsbehandlingen på anbringelsesområdet.

Den ene drejer sig om sagsbehandlingen eller det sociale arbejde i forhold til

de enkelte børnefamilier. Det er den enkelte sagsbehandlers møde med børnefamilien,

hvordan oplever sagsbehandlerne problemerne i familierne, og hvordan

afklares og undersøges problemerne, hvilke metoder og redskaber anvender

sagsbehandlerne i den meget vanskelige opgave at overveje en anbringelse?

Hvordan er mulighederne for matchning mellem det enkelte barns situation og

anbringelsessted, og hvordan arbejdes der med familier ved børns anbringelse?

Hvad er det for en helhedsorientering, der præger sagsbehandlingen?

Den anden dimension drejer sig om de organisatoriske rammer for sagsarbejdet.

Hvilke institutionelle rammer er der i de enkelte kommuner, hvordan er de

tværfaglige team organiseret, og hvordan virker de, hvordan er samarbejdet

mellem socialforvaltningen og samarbejdspartnere og mellem kommune og

amt?

1.5 Mødet mellem familien og forvaltningen

Det er forvaltningerne, der vurderer, hvornår familiens problemer er af en sådan

karakter, at det har konsekvenser for barnets udfoldelse, udvikling og

sundhed. Den undersøgelse, som foretages af forvaltningen og som danner

baggrund for vurderingen, er helt central i forbindelse med anbringelser både

for at kunne tilbyde de rigtige støttende foranstaltninger og for at kunne sikre

barnet de bedst mulige opvækstvilkår.

Når vi analyserer anbringelserne ud fra årsager, viser det sig generelt, at der er

forskel på, hvordan undersøgelsesforløbet foregår alt efter, om forældrene er

psykisk udviklingshæmmede eller har et narkotikamisbrug eller et alkoholmisbrug.

Men der et også en generel tendens, nemlig at undersøgelsesarbejdet er

mere knyttet til selve anbringelsesforanstaltningen og til samarbejdsrelationen

mellem forvaltningen og familien end til det tidspunkt, hvor familiens problemer

bliver kendt for forvaltningen.

10


I mange kommuner foretages der en §38-undersøgelse med henblik på at afklare,

hvad der skal sættes i værk af foranstaltninger eller indgreb. Undersøgelsen

kan være mere eller mindre omfattende. En mere omfattende kan indeholde

f.eks. forældrenes historie, kortlægning af familiens sociale netværk samt oplysninger

om barnet fra sundhedsplejerske, daginstitution, skole, fritidsklub og

eventuelt søskende.

I en række kommuner lægges der vægt på, at der foretages en mere grundig undersøgelse.

Alle sager tages op i det tværfaglige udvalg, og der tages stilling

til undersøgelsen. I en række kommuner er der således tale om mere faste procedurer.

I andre kommuner erkender man, at der kunne gøres mere ud af disse

undersøgelser.

Det er ikke altid, at man starter en sag med en egentlig undersøgelse. Der er en

række sager, hvor det er svært at definere familiernes problemer på et tidligt

tidspunkt. Ofte viser problemerne sig først senere. Man er derfor nødt til at lære

familien godt at kende og nå til en erkendelse af problemerne, før man laver

en undersøgelse.

Forældres misbrug og/eller manglende omsorgskompetence har konsekvenser

for barnet. Diskussionen handler om, hvornår forvaltningerne vurderer, at konsekvenserne

er så alvorlige, at de truer barnets udvikling og velfærd i særlig

grad. Og er det først, når barnet reagerer på forældrenes svigt?

Mødet mellem familie og forvaltning handler også om hjemgivelse af det anbragte

barn. Det er ikke videre udbredt, at der arbejdes på hjemgivelse i børnesagerne,

derimod arbejdes der med samværsrelationen. Erfaringen er, at i de

familier, hvor børn anbringes uden for eget hjem, er familiens problemer så

massive, at det er urealistisk at arbejde på hjemgivelse. I stedet arbejdes der på

at få samværet mellem barn og forældre til at fungere. Det er imidlertid vanskeligt

at identificere, hvilke forhold som fordrer, at der arbejdes særligt med

samværsrelationen. Er der meget skøn og subjektiv vurdering, eller hvilke procedurer

er der – skal der skal gøres en særlig indsats eller ej – er det om samarbejdet

mellem den enkelte sagsbehandler og forældrene er godt eller dårligt?

1.6 Organisation og samarbejde

Der er stor forskel på, hvordan arbejdet med børn med særlige behov for støtte

er organiseret i de enkelte kommuner, og der er også stor forskel på, hvordan

samarbejdet mellem forvaltning og andre professionelle på feltet fungerer.

En børnesag starter på en af følgende måder:

Forvaltningen kender familien

Professionelle, der kender barnet, underretter forvaltningen

11


Forældrene henvender sig til forvaltningen

Naboer eller anonyme borgere underretter forvaltningen

Er familien kendt i forvaltningen, fordi de har andre børn anbragt uden for

hjemmet, eller fordi de er psykisk udviklingshæmmede, er der skærpet tilsyn

og støttende foranstaltninger fra fødslen. At forældrene er kendt i forvaltningernes

voksenafdelinger giver ikke samme anledning til skærpet tilsyn. Også

i forhold til det eksterne samarbejde er der problemer med samarbejdet, når det

drejer sig om koordineringen mellem rådgivningscentrene og forvaltningen.

Med hensyn til forældre med narkotikamisbrug er der et godt samarbejde, som

også er bundet op af lovgivningen, men det samme eksisterer ikke i forhold til

forældre med alkoholmisbrug.

Der er flere problemstillinger knyttet til de underretninger og det samarbejde,

som forvaltningerne har med de andre professionelle i forhold til indsatsen for

familier med særligt behov for støtte.

For det første kan der være uklarheder blandt de professionelle i forhold til,

hvornår de henholdsvis bør og skal foretage en underretning, samt hvordan

man foretager en, og hvilke oplysninger der er centrale. For det andet kan der

mangle en fælles begrebsverden for, hvad det indebærer at være barn og familie

med særligt behov for støtte. For det tredje er der nogle professionelle, der

foretager underretninger, og andre som sjældent gør det f.eks. politiet og privatpraktiserende

læger.

Når en børnesag er startet fungerer samarbejdet mellem de andre professionelle

udefra og forvaltningen ikke altid optimalt, fordi der ikke foretages en koordinering

af indsatsen.

De tværfaglige team fungerer meget forskelligt i de enkelte kommuner både

hvad angår sammensætning, kompetence og samarbejde. Nogle tværfaglige

team har en bred faglig sammensætning og nogle har økonomisk og behandlingsmæssig

kompetence, andre ikke. Andre team er bygget op omkring sundhedsgruppernes

forebyggende tiltag eller fungerer som skolemøder. Vi har

identificeret fem typer:

Bred faglig sammensætning og koordinerende funktion

Bred faglig sammensætning og økonomisk og behandlingsmæssig kompetence

Sundhedsfaglig sammensætning og ingen kompetence

Skolemøder

Få erfaringer med team

Den forskellige organisering har betydning for samarbejdet mellem socialforvaltningen

og institutioner, skoler og for samarbejdet inden for forvaltningen.

Det generelle er, at de tværfaglige grupper ikke har læger med i udvalgene, li-

12


gesom misbrugssektoren er fraværende. Der mangler en kobling og organisering

mellem dem, der ser de voksnes problemer (læger, socialrådgivere, alkoholbehandlere)

og dem, der ser børnenes problemer (pædagoger, dagplejere og

lærere).

1.7 Opmærksomhedspunkter

Når man skal sammentrække, hvordan anbringelsesområdet for børn og unge

fungerer i kommunerne i Vestsjællands Amt, er hovedkonklusionen, at det fungerer

meget forskelligt i de enkelte kommuner. Det gælder organisatorisk, det

gælder omkring det konkrete, sociale arbejde i forhold til børnefamilierne, og

det gælder i samarbejdet mellem forskellige parter inden for de enkelte kommuner,

ligesom det gælder i samarbejdet mellem de enkelte kommuner og amtet

og amtets institutioner.

Følgende temaer og elementer mener vi, kommunerne og amtet bør tage fat på

inden for børn- og ungeområdet, for at kvalificere og videreudvikle det sociale

arbejde i forhold til familier med massive problemer og forbedre forholdene

omkring anbringelsesområdet, så der på den ene side kommer flere gode anbringelser

og på den anden side undgås flere dårlige anbringelser af børn og

unge:

C De tværfaglige team

Det vil være hensigtsmæssig i samarbejdet mellem kommuner og amtet at udveksle

erfaringer med hensyn til, hvordan de tværfaglige team fungerer, og få

diskuteret fordele og ulemper ved de forskellige former for tværfaglig team.

Dels for at få styrket de tværfaglige team og få større klarhed omkring kompetencer

og muligheder, dels i de kommuner, hvor de ikke fungerer optimalt,

at få gjort dem mere synlige i det lokale børnepolitiske arbejde.

Samarbejdet inden for kommunerne mellem socialforvaltning og institutioner

Der er behov for på kommunalt plan at informere om hinandens arbejdsområder

og kompetencer og at diskutere og fastlægge klare retningslinier for samarbejdet

mellem institutionerne og socialforvaltningen. Det vil således være væsentligt

at få klarlagt ansvars- og rollefordelingen mellem fx daginstitutioner,

psykologer, psykologisk rådgivning og socialforvaltningen.

Når det gælder samarbejdet mellem forskellige faggrupper, er der i de fleste

kommuner enighed om det ønskelige i at have et bedre samarbejde i forhold

til de praktiserende læger. Det er kun i få kommuner, man har etableret et godt

samarbejde med nogle praktiserende læger, men de fleste finder, at det er meget

vanskeligt. I forbindelse med en diskussion af samarbejdet inden for den

enkelte kommune, kunne det være hensigtsmæssigt, at der generelt blev iværksat

forsøg på en afklaring af samarbejdsmulighederne i forhold til de praktise-

13


ende læger. Specielt i forhold til anbringelsessager med familier med misbrug

og manglende omsorgskompetence vil det være ønskeligt med en form for samarbejde.

Samarbejdet mellem socialforvaltning og misbrugsområdet

Det kan konstateres, at der i en række kommuner synes at være gode samarbejdsrelationer,

hvad angår familier med et narkotikamisbrug. (Ligesom der er

gode relationer og formaliseret samarbejde på området med sindslidende). Det

samme er ikke tilfældet i forhold til alkoholområdet.

Den grundliggende vanskelighed synes at være, at der er tale om to forskellige

og adskilte forvaltninger med forskellig kultur og ansvarsområde. Rådgivningscentrene

er behandlingsorienterede, og deres ansvarsområde er voksne, som

drikker. Behandlerne har derfor ikke hverken viden om eller opmærksomheden

rettet mod børnenes vanskeligheder.

På den anden side er der skoler, daginstitutioner m.m., og deres ansvarsområde

er børnene. De har sjældent meget viden om alkohol, og opmærksomheden er

sjældent rettet mod forældrene og deres sociale situation.

Forudsætningen for at se og støtte børnefamilier, hvor alkoholproblemerne påvirker

dagligdagen, og relationen mellem voksne og børn er, at der i kommuner

og amter sikres, at der etableres et samarbejde mellem dem, der ser de voksnes

problemer (læger, socialrådgivere, alkoholbehandlere) og dem, der ser børnenes

problemer (pædagoger, lærere, sundhedsplejersker, læger og psykologer).

De små kommuners muligheder og betingelser

Erfaringsgrundlaget i anbringelsessager, som skyldes forældrenes manglende

omsorgskompetence og/eller misbrug, varierer meget mellem de 23 små og store

kommuner, der er i Vestsjællands Amt. I nogle af de mindste kommuner kan

der i princippet være tale om 2 familier med hver 3 anbragte børn, som udgør

det aktuelle erfaringsgrundlag.

De små kommuner har i mange konkrete sager behov for eksperthjælp og vejledning

om, hvordan de skal håndtere mere komplekse problematikker. De små

kommuner efterlyser bedre samarbejde og et bedre hjælpeapparat fra amtets

side både med hensyn til undersøgelser og anbringelsesmuligheder.

Det vil være væsentligt i det arbejde, amtet og kommunerne har sat i gang på

børn og ungeområdet, at få klarlagt samarbejdet mellem amtet og specielt de

små kommuner om fordeling af kompetencer og ansvar. Det gælder ikke

mindst i relation til vurderinger af manglende omsorgskompetence og misbrugsfamilier,

som ofte rummer mange komplekse problemstillinger og behov

for ekspertviden med hensyn til indsatser og tiltag.

14


Det sociale arbejde omkring anbringelser

I det arbejde, som amtet og kommunerne har igangsat på børn- og ungeområdet,

synes der at være et behov for på tværs af kommunerne at igangsætte dialogmøder

med udveksling af erfaringer omkring undersøgelsesprocedure, undersøgelseskriterier

og ikke mindst værdigrundlag. Ikke blot blandt sagsbehandlere,

men med inddragelse af de forskellige faggrupper, som har fokus på

børnefamilierne dvs. pædagoger, lærere, psykologer, sundhedsplejersker og socialrådgivere.

Anbringelsessteder i kommunerne og amtet

Det er en generel opfattelse blandt sagsbehandlerne, at man ved for lidt om de

eksisterende anbringelsessteder, og det gælder specielt opholdssteder og behandlingsinstitutioner.

Man har for lidt kendskab til det sociale arbejde, der udføres,

det gælder metoder, menneskesyn og værdigrundlag. Der er derfor ofte

uklarhed, om det nu er den rigtige anbringelse, man tilbyder, og om anbringelsesstedet

passer til den problematik, man står med.

Når den hyppigste anbringelsesform er familiepleje, er det så fordi, det er den

optimale anbringelsesform, eller er det fordi, det er den eneste mulige?

Der synes at være mange grunde til, at amtet og kommunerne i samarbejdet på

børn- og ungeområdet angående anbringelser får foretaget en dialog om forholdene

omkring anbringelsessteder. Det gælder både en kortlægning af og information

om de eksisterende anbringelsessteder med hensyn til, hvad de kan, og

hvilke arbejdsmetoder og socialt arbejde der foregår. Derudover synes der at

være behov for en dialog om, hvad det er af yderligere anbringelsesessteder,

der er behov for, og hvordan disse skal etableres og finansieres mellem kommunerne

og amtet.

1.8 Kommunale indsatser

I flere kommuner og et enkelt sted som et flerkommunalt samarbejde har man

især i de senere år etableret forskellige indsatser bl.a. dagbehandlingssteder

som i et forebyggelsesperspektiv arbejder helhedsorienteret og målrettet i forhold

til familier med massive problemer herunder misbrug.

Der er tale om dagbehandlingssteder og initiativer, hvor man arbejder med at

opkvalificere de professionelle, som arbejder med familier med særlige behov

for støtte.

En måde at organisere det forebyggende arbejde med familie med særlig behov

for støtte kan være at etablere f.eks. familiecentre og familieværksteder.

I bilag 1 beskriver vi nogle eksempler på disse indsatser i Vestsjællands Amt.

15


Indsatsernes formål, målgruppe og indhold er forskellige, men følgende aspekter

karakteriserer en del af indsatserne:

Tidlig indsats

Tværfagligt samarbejde

Tværsektoriel indsats

Opkvalificering af professionelle

Målrettet samarbejde med forældrene

Lokalt og decentralt tilbud

Indsatserne er startet som projekter, og nogle er i dag en del af de etablerede

tilbud, andre er i gang med evaluering og fungerer fortsat som projekter. Erfaringerne

fra indsatserne er positive. Tidlig indsats, tværfagligt samarbejde og

egenfaglig opkvalificering m.m. er med til at styrke kvaliteten i forhold til støtten

til familier med særlige behov. Med disse indsatser er der mulighed for at

tilbyde familier med massive behov for støtte, og som har nogle ressourcer at

bygge videre på, et andet tilbud end anbringelse.

Indsatserne kan selvsagt ikke hindre anbringelse i alle de visiterede familier,

men erfaringen fra de kommuner, der arbejder sådan, viser, at i de familier,

hvor det trods indsatsen ender med anbringelse, er der f.eks. mere at bygge på

i forhold til samværsrelationen mellem forældre og børn.

16


2 Indledning

Vestsjællands Amt har i samarbejde med kommunerne i amtet taget initiativ

til dels en kortlægning af anbringelser af børn og unge i amtet, dels denne analyse

af anbringelser af børn, hvor hovedårsagen til anbringelsen er forældrenes

misbrug og/eller manglende omsorgskompetence.

Kortlægningen, som er formidlet i to rapporter, giver et overblik over de eksisterende

anbringelser og belyser familiernes forhold, hovedårsagerne til anbringelserne,

hvilke steder de pågældende børn og unge er anbragt samt varigheden

af anbringelserne (Hansen, 2000 og Hansen, 2001). Af kortlægningerne

fremgår det, at der i 2000 var 904 aktuelle anbringelsessager i Vestsjællands

Amt, hvilket svarer til 1,3% af børn og unge mellem 0 og 19 år.

Hovedparten af anbringelserne skyldes forældrenes misbrug og/eller manglende

omsorgskompetence. Blandt førskolebørnene tegner disse anbringelsesårsager

sig for 75% af anbringelserne. Desuden viser kortlægningen, at størstedelen

af de anbragte børn kommer fra en familiesituation med en enlig mor.

I denne analyse sætter vi netop fokus på de børn, som bliver anbragt uden for

eget hjem på grund af forældrenes misbrug og/eller manglende omsorgskompetence.

I Vestsjællands Amt er 50% af de anbragte børn og unge anbragt på

grund af disse forældrebetingede årsager, det svarer til 453 børn og unge. Hvad

angår de andre anbringelser, er anbringelsesårsagen primært relateret til barnet

det drejer sig f.eks. børn med adfærdsvanskeligheder og fysisk eller psykisk

handicap (Hansen, 2001). Som en del af analysen beskriver vi nogle eksempler

på konkrete tiltag i kommunerne, som er rettet mod forældre med misbrugsproblemer

og mod enlige mødre.

I de enkelte kommuner i amtet er der stor forskel på antallet af anbringelser,

som skyldes forældrenes misbrug og/eller manglende omsorgskompetence. I

de befolkningsmæssige største kommuner f.eks. Slagelse, Holbæk og Ringsted

er der mellem 50 og 75 anbringelser, hvor den primære årsag til anbringelserne

er forældrenes misbrug eller manglende omsorgskompetence. I nogle af de

mindre kommuner f.eks. Hashøj, Stenlille og Tølløse er der mellem 6 og 8 anbringelser

med disse årsager. Der er således stor forskel på, hvilken erfaring

forvaltningerne har med denne type af anbringelser. I nogle af de mindste kommuner

kan der i princippet være tale om 2 familier med hver 3 anbragte børn,

som udgør det aktuelle erfaringsgrundlag.

Der er ikke tidligere foretaget en kortlægning og analyse af anbringelserne i

Vestsjællands Amt. Men gennem de seneste ti år er der foretaget flere andre

undersøgelser og analyser, som ikke udelukkende er knyttet til et specifikt organisatorisk

og geografisk område, som tilfældet er med denne analyse.

17


De øvrige undersøgelser har særligt fokus på f.eks. praksis og processer i forvaltningerne,

anbringelsesformer, familierne, børnene eller etniske minoritetsfamilier

(Christensen, 1998; Egelund, 1997; Hestbæk, 1997; Skytte, Sørensen,

2001, 1997; Vestbirk, 2000; Zobbe, 1993).

Aktuelt bliver der foretaget flere undersøgelser både landsdækkende og lokale

om anbringelser af børn og unge, og der er i øjeblikket stor opmærksomhed på

området. Af igangværende undersøgelser kan f.eks. nævnes Socialministeriets

evaluering af den forebyggende indsats. Samme ministerium planlægger desuden

en evaluering af hele anbringelsesområdet. I Fyns Amt er der i øjeblikket

et modelprojekt i gang om børn i familier med misbrug med henblik på at forbedre

den forebyggende indsats i forhold til forældre med alkoholmisbrugsproblemer

(jf. Thomsen, 2001).

2.1 Formål

Det overordnede formål med udredningsarbejdet på anbringelsesområdet er at

kunne målrette og forbedre indsatsen og foretage en koordinerende indsats til

gavn for børnefamilierne med henblik på færre og bedre anbringelser i de enkelte

kommuner. Hovedsigtet med analysen er ikke at kritisere tidligere praksis,

men snarere at pege på perspektiver for det fremtidige arbejde på anbringelsesområdet

på baggrund af de erfaringer, som kan udledes af de aktuelle anbringelser,

når disse betragtes retroperspektivt.

Denne analyse er afgrænset til at omhandle anbringelser, hvor hovedårsagerne

til anbringelsen er forældrenes misbrug og/eller manglende omsorgskompetence.

Der er to analytiske vinkler: Den ene er anbringelsesårsagen og den anden

er familietypen med særlig fokus på enlige mødre. Sagsbehandlernes arbejdsvilkår

og rammerne for deres arbejde er ikke en del af denne analyse.

Formålet er at beskrive, analysere og vurdere de baggrunde, processer og sammenhænge,

der ligger bag anbringelserne. På denne baggrund peger vi på dilemmaer

og problemstillinger samt på redskaber og metoder i arbejdet, som

kan medvirke til at forbedre indsatsen på anbringelsesområdet.

Vi sætter fokus på problemstillinger, som knytter sig til anbringelserne og definerer,

hvad der nærmere ligger i anbringelsesårsagerne misbrug og manglende

omsorgskompetence. Vi analyserer, hvornår anbringelse bliver den støtte, som

forældrene tilbydes eller tvinges til at acceptere samt, hvilke undersøgelser og

forebyggende foranstaltninger familierne har været tilbudt forud for anbringelsen.

Desuden analyserer vi, hvad der sker under anbringelsen, og hvordan der bliver

arbejdet med hjemgivelse. Endelig kommer vi med eksempler på kommunale

18


indsatser i relation til familiesituationen og specielt enlige mødre og i forhold

til misbrug og manglende omsorgskompetence.

Følgende hovedspørgsmål analyseres i rapporten:

Hvad er forældrenes og barnets problem? Hvordan definerer de professionelle

anbringelsesårsagerne misbrug og manglende omsorgskompetence?

Hvordan får forvaltningen kendskab til familiens misbrugsproblemer eller

manglende evne til at drage omsorg for deres barn?

Hvordan vurderer professionelle og forældre de forskellige foranstaltninger

herunder selve anbringelsen og opfølgning?

Hvilke indsatser er der i kommunerne i relation til enlige mødre, misbrug

og manglende omsorgskompetence?

2.2 Metode

Analysen er hovedsageligt foretaget på baggrund af materiale indsamlet ved

kvalitative metoder. Disse metoder er mest velegnet, når det drejer sig om at

analysere sammenhænge, begrundelser og vurderinger af sociale tiltag og indsatser.

Desuden er der rekvireret og inddraget skriftligt materiale fra nogle af

de kommunale indsatser.

De kvalitative metoder omfatter:

Gennemgang af 25 anbringelsessager, hvor hovedanbringelsesårsagen er

misbrug og/eller manglende omsorgskompetence ved interview med professionelle

i 8 udvalgte kommuner.

5 personlige kvalitative interview med forældre til anbragte børn. I alt er 7

forældre blevet interviewet.

3 dialogmøder med sagsbehandlere og afdelingsledere fra forskellige kommuner.

Sammenlagt deltog 14 personer.

6 personlige eller telefoniske interview med ledere af forskellige dagbehandlingstilbud,

et tværkommunalt forebyggelsesprojekt, en kommunal afdelingsleder

og en afdelingsleder for rådgivningscentrene.

Anbringelsessagerne og kommunerne er udvalgt på baggrund af resultaterne

fra kortlægningen foretaget i 2000. Alle de udvalgte sager og familier omhandler

børn, som på anbringelsestidspunktet var under 15 år, og kun enkelte var

over 10 år.

De 25 aktuelle anbringelsessager, som danner baggrund for analysen, er refereret

enten af sagsbehandler, kurator eller familierådgiver og tegner et billede af

forløb, problemstillinger og dilemmaer i forbindelse med anbringelser af børn

uden for hjemmet. Sagsbehandlerne som kender de udvalgte anbringelsessager

er blevet personligt interviewet på baggrund af en interviewguide, og det er så-

19


ledes deres fortolkning af sagen, som er vidensgrundlag i analysen. Detaljeringsgraden

af de enkelte sager varierer, fordi der har været forskelle på, hvilken

viden der har været i sagerne.

Praksis og processer ved anbringelser ændrer sig over tid og er bl.a. afhængige

af de love og normer, som er gældende på det pågældende tidspunkt. De anbringelsessager,

som er med i denne undersøgelse, har – på nær én – fundet

sted i 1990erne og før lovændringen pr. 1 januar 2001.

For en nærmere præsentation af undersøgelsens forskellige metoder og fremgangsmåde

henvises til bilag 3.

2.3 Rapportens opbygning

Analysen bygger på forskellige professionelles gennemgang og refleksion over

udvalgte anbringelser og på forældres erfaringer med og vurderinger af anbringelsen

af deres barn. Vi forsøger at tegne et nuanceret billede af processerne

bag anbringelserne og inddrager en vifte af både kritiske og positive erfaringer

i forhold til de udvalgte temaer.

I kapitel 3 definerer vi, hvad der nærmere ligger i anbringelsesårsagerne misbrug

og manglende omsorgskompetence på baggrund af sagsbehandlernes beskrivelse.

Vi ser på, hvilke problemer forældrene har, og hvad det medfører af

konsekvenser for børnene.

I kapitel 4 kommer forældrene på banen, og vi analyserer deres synspunkter

og peger på centrale temaer, hvor arbejdet med anbringelser kan blive bedre.

I kapitel 5 stiller vi skarpt på sagsbehandlingen i forbindelse med anbringelser

af børn uden for hjemmet.

I kapitel 6 ses på sagsbehandlingen i forhold til de organisatoriske rammer og

belyser samarbejdet mellem socialforvaltningen og misbrugscentrene.

I kapitel 7 peger vi på nogle opmærksomhedspunkter i det fremtidige samarbejde

mellem kommunerne og amtet på anbringelsesområdet.

Der er tre bilag i rapporten. I det første beskriver vi nogle eksempler på forebyggende

tiltag i kommunerne. Det andet bilag udgør en oversigt over anbringelsessagerne

og de interviewede familier og personer. I det tredje beskriver

vi de metoder, vi har anvendt til at indsamle data til analysen.

20


3 Forældres misbrug og mangel på omsorg

Forældre med børn anbragt uden for hjemmet har komplekse problemer, som

ikke alene kan reduceres til enten misbrug og/eller manglende omsorgskompetence.

Problemernes kompleksitet handler også om forældrenes sociale forhold

generelt f.eks. deres økonomiske situation, deres manglende uddannelse, om

ledighed eller marginal tilknytning til arbejdsmarkedet, sygdom og brudte familier.

Formålet med dette kapitel er at beskrive, hvilke problemer forældrene har.

Indledningsvis definerer vi anbringelsesårsagerne manglende omsorgskompetence,

narkotikamisbrug og alkoholmisbrug ved at stille spørgsmålet: Hvad er

det for et ansvar, forældrene svigter? Derefter ser vi på, hvilke konsekvenser

problemerne har for børnene, og hvordan de reagerer på den manglende omsorg.

Afslutningsvis beskriver vi nogle af de øvrige problemer, som forældrene

har. Vi definerer og præciserer anbringelsesårsagerne og konsekvenserne på

baggrund af sagsbehandlernes beskrivelser i de udvalgte sager.

3.1 Konsekvenser ikke omfang

Forældrenes misbrug og/eller manglende omsorgskompetence som anbringelsesårsag

er først og fremmest knyttet til konsekvenser af, hvordan barnet reagerer

på problemerne og dernæst til misbrugets omfang eller karakteren af den

manglende omsorgskompetence.

Konsekvenserne for forældrene er mange f.eks. fysiske sygdomme, psykiske

sygdomme og kriminalitet. Nogle af forældrene bliver fysisk syge, og enkelte

dør på grund af deres misbrug. Andre forældre er blevet psykisk syge enten

som skadevirkning af misbruget eller gennem behandling af deres misbrug. Det

er særligt de narkotikamisbrugende forældre, som begår kriminalitet. Forældrenes

misbrug betyder, at de mangler evner og viden til at varetage deres forældreskab.

I de refererede sager er de manglende evner beskrevet på en eller flere af følgende

måder:

Uvidende om basale omsorgsopgaver

Evner ikke at varetage hygiejne og praktisk omsorg f.eks. vedrørende mad

og påklædning. Barnet er usoigneret og ikke klædt på til årstiden og vejrforholdene

og er forkert ernæret

Forældrene er styret af egne behov, som de vanskeligt kan tilsidesætte, hvis

hensynet til barnet kræver det. De er ikke opmærksomme på barnets behov

og har svært ved at læse barnets signaler og opfylde barnets behov for basal

praktisk og følelsesmæssig støtte

21


Ikke fysisk til stede og lader barnet være overladt til sig selv uden opsyn af

voksne

Ikke psykisk nærværende og stimulerer ikke barnet i dets udvikling f.eks.

sprogligt

Er ikke i stand til at etablere rutiner for barnet. Forældrene er utilregnelige

og er ikke til at stole på. Barnets hverdag er uforudsigelig uden struktur og

rutiner

Er ikke forældre for barnet, men overlader forældreopgaverne til f.eks. ældre

søskende

Splid, aggressivitet og vold mellem forældrene

Forældrene har ikke overblik og kan ikke sætte grænser

Der er tale om forskellige typer af manglende omsorgskompetence, men i forhold

til hvilke konsekvenser misbruget og den manglende omsorg har for barnet,

kan man tale om forskellige variationer i forhold til det for barnet livstruende

forældreskab til det forældreskab, hvor barnet er udviklingstruet. I den

tunge ende af skalaen er forældrenes forsømmelser af barnets behov af en sådan

karakter, at der er risiko for barnets fysiske sundhedstilstand. Forældrene

har ingen eller ringe forståelse for barnets basale behov. I den anden ende af

skalaen er barnets fysiske sundhed sikret, men ikke dets f.eks. sociale og kognitive

udvikling.

Men hvad er det for et ansvar, som forældrene svigter? Der er tale om forskellige

former for omsorg, som forældrene enten kan varetage eller kan varetage

med støtte eller slet ikke kan varetage.

Vi har valgt at præcisere forældrenes manglende omsorg ved hjælp af tre hovedtyper,

som angiver et barns omsorgsbehov overordnet set nemlig behovsomsorg,

udviklingsomsorg og opdragelsesomsorg (her fra Skytte, 1997 s. 131,

som har refereret Per Nygren). Vi har fundet opdelingen relevant i bestræbelserne

på at komme definitionen af forældrenes manglende omsorgskompetence

nærmere.

Behovsomsorgen omhandler barnets basale behov for f.eks. ernæring, søvn,

påklædning og hygiejne, men også behovet for social tilhørsforhold og behov

for at få tilfredsstillet nysgerrighed og videbegær.

Udviklingsomsorgen drejer sig om, at barnet har mulighed for at udvikle sig

socialt, psykosocialt, kognitivt, fysisk og motorisk.

Opdragelsesomsorgen handler om, at barnet får formidlet bl.a. værdier og

normer, så det kan forholde sig til de almindeligt accepterede sociale normer

i samfundet.

22


3.2 Manglende omsorgskompetence

Ved anbringelser, hvor årsagen er manglende omsorgskompetence, og hvor

forældrene ikke har nogle misbrugsproblemer, er der f.eks. tale om forældre

som er psykisk udviklingshæmmede eller psykisk syge.

En svag begavelse er i nogle familier hovedårsagen til, at anbringelsen bliver

en realitet. Nedenstående resumé af en anbringelsessag viser, hvilke konsekvenser

det kan have for et barn at vokse op med udviklingshæmmede forældre:

“Forældrene har indtil skolealderen med støtte fra hjemmehos’er

og støttepædagog kunnet varetage deres barns behov.

Men da datteren begynder i skole, kan forældrene ikke længere

stimulere hende tilstrækkeligt, og datteren er klogere end

forældrene. Forældrene magter ikke at give datteren hverken

kognitiv eller udviklingsmæssig stimulation. Eftersom forældrene

ikke kan læse, er der også mange praktiske forhold i

forbindelse med datterens liv, som de ikke kan tilgodese. De

har ikke selv evner til at tilgodese datterens behov for ernæring,

hygiejne og påklædning, med mindre de bliver orienteret

præcist og korrigeret i denne omsorg. Forældrene taler

ikke med deres barn eller leger med hende, men de er søde og

kærlige forældre.” (Sag o) (I bilag 1 er der en oversigt over

anbringelsessagerne og de interviewede familier)

Forældrene kan, indtil barnet når skolealderen, støttes til at varetage behovsomsorgen

for barnet, men de kan ikke i tilstrækkeligt omfang stimulere eller

støttes til at stimulere det skolesøgende barns behov for social udvikling.

En dårlig begavelse kombineret med fysisk sygdom kan være medvirkende til,

at det bliver vanskeligt for forældrene at drage omsorg for deres barn. I det efterfølgende

eksempel formår moren trods sit fysiske handicap at tilgodese sønnens

basale behov for omsorg, men hun evner ikke udviklings- og opdragelsesmæssigt

at give barnet tilstrækkelig omsorg. En sagsbehandler beskriver morens

problemer og konsekvenser for barnet på følgende måde:

“Moren er fysisk syg og sidder i rullestol og med et svagt og

alkoholiseret netværk. Hun har ingen forståelse for barnets

basale behov for tryghed, renlighed, rutiner eller støtte i forhold

til, at drengen kan etablere sociale relationer til jævnaldrende.

Hun er godheden selv og elsker sit barn. Men drengen

har behov for et miljø, som er stimulerende.” (Sag v)

23


De forældre, som har psykiske lidelser f.eks. skizofreni, er ikke nærværende

i forhold til deres børn. Nogle af forældrene har angstanfald og hører stemmer

og har pludselige og voldsomme reaktionsmønstre.

En anden type af problemer er karakteriseret ved, at forældrene er uengageret

i barnet. I en familie drager moren ikke omsorg for sit barn, og selvom hun både

fysisk og psykisk er i stand til det, overlader hun forældreansvaret til den

ældre søster. Det resulterer i, at der f.eks. ikke er mad i huset, og barnet får ikke

støtte til at udvikle sig socialt. Morens arbejdstider bevirker bl.a., at den

ældste datter varetager noget af omsorgen for sin mindre søster.

Når vi samlet ser på de familier, hvor barnet er blevet anbragt uden for hjemmet

på grund af forældrenes manglende omsorgskompetence, drejer det sig

overordnet set om forældre, som er psykisk udviklingshæmmede, psykisk syge

eller forældre som, uden at de har en diagnose, der er kendt i forvaltningen,

f.eks. overlader forældreansvaret til ældre søskende i familien og ikke selv interesserer

sig for barnet. Desuden er manglende omsorgskompetence også en

anbringelsesårsag i familier, hvor forældrene har misbrugsproblemer, fordi afhængighed

eller et stort forbrug af alkohol eller stoffer har konsekvenser for,

hvordan forældrene giver deres børn omsorg.

Om psykisk udviklingshæmmede kan varetage deres forældreskab er en større

faglig diskussion. De ovenstående eksempler viser, at forældrene kan støttes

til at varetage deres forældreskab rimeligt, så længe barnet er lille. De evner

at give behovsomsorg, men ikke udviklings- og opdragelsesomsorg, f.eks. når

barnet når skolealderen. Det som yderligere karakteriserer disse anbringelser

er, at forældrene er kendt i forvaltningen som psykisk udviklingshæmmede allerede,

når moren bliver gravid. Det giver et grundlag for at yde støtte til familiens

forældreskab på et tidligt tidspunkt i barnets liv.

3.3 Forældrenes misbrug

Forældrene har forskellige slags misbrug: Alkohol, narkotika og hash. Nogle

har et blandingsmisbrug, og nogle er i metadonbehandling. Misbrugets omfang

varierer. Nogle forældre har et massivt og konstant misbrug uden ædru perioder,

og er ude af stand til at foretage sig andet end at holde rusen ved lige. Andre

forældre har et mildere misbrug, som er mere periodisk med drikkeperioder,

men hvor de til en vis grad kan varetage omsorgen for deres børn i hverdagen.

Hvornår et forbrug bliver til et misbrug har ikke kun noget med mængden af

spiritus eller stoffer at gøre, for hvad der kan være forbrug for forældrene til

teenagebørn kan være misbrug for forældre med små børn. Om forældrene

trods deres misbrug er i stand til at tilgodese deres barns behov afhænger bl.a.

af barnets alder, og dermed af karakteren af de behov for omsorg, som foræl-

24


drene, som minimum må varetage. Nogle forældre kan måske varetage større

børns behovsomsorg, hvor de ikke vil kunne varetage et spædbarns behovsomsorg,

selv om deres misbrug har samme karakter.

I sagsbehandlernes beskrivelse af forældrenes misbrug lægger de vægt på, at

der er forskel på familiens samlede omsorgskompetence alt efter om begge forældre

er konstant fulde, eller om en af dem er fuld en gang imellem. Desuden

varierer den enkelte forælders misbrug over tid. Sagsbehandlerne peger på, at

det er centralt at have både dette individuelle og familiemæssige perspektiv

med, når familiens omsorgskompetence bliver vurderet, og at der i nogle sager

kunne være bedre opmærksomhed på dette familie- og tidsmæssige perspektiv.

Desuden fremhæver de, at misbrug er normativt, og derfor at det defineres forskelligt

afhængigt af, hvor og hvem der definerer det.

Omfanget af forældrenes misbrug bliver beskrevet med udsagn som: “At drikke

sig fra sans og samling eller: “At drikke umådelige mængder alkohol eller:

“Det er vanskeligt at sige, hvor meget faren drak, men han var kendt som en,

der kunne lide en tår over tørsten, og han modtog førtidspension på grund af

sit alkoholmisbrug”. Det er vanskeligt på baggrund af sagsreferaterne at præcisere

omfanget af forældrenes misbrug nærmere. Dog er der enkelte detaljerede

beskrivelser af omfanget af forældrenes misbrug fremkommet på baggrund af

den behandling, de er i med metadonnedtrapning.

3.4 Narkotikamisbrug

Det fremgår af referaterne af anbringelsessager, om forældrene har et narkotika-

eller et alkoholmisbrug, og i nogle tilfælde er der viden om blandingsmisbrug.

I en familie er der f.eks. tale om et massivt hashmisbrug og i en anden

heroinmisbrug. Når forældrene er på metadonnedtrapning er der viden om,

hvilken dosis de får.

På baggrund af sagsbehandlernes beskrivelser af anbringelsesårsagerne synes

der at være enighed om, at forældre, som er afhængige af narkotiske stoffer,

ikke kan varetage et barns basale behov. De er ude af stand til at tage ansvar

for barnet bl.a., fordi de kan være uforudsigelige i deres reaktionsmønstre, tillukkede,

irritable og abstinente.

De forældre, som havde et narkotikamisbrug på anbringelsestidspunktet, er beskrevet

som følelsesmæssigt tæt knyttet til deres barn. Flere har under graviditeten

set barnet som en mulighed for at skabe en fremtid uden misbrug.

Samtlige mødre med et narkotikamisbrug har da også været i behandling under

graviditeten. De har været motiverede for behandling og dermed for at ændre

deres adfærd, men de har ikke formået at gennemføre behandlingen.

25


Nedenstående eksempel, hvor sagsbehandleren referer problemernes karakter,

giver et billede af, hvilke problemer der er i familier, hvor begge forældre er

narkotikamisbrugere:

“Det er moren, som har det hårdeste misbrug, da barnet bliver

født. Hun er på metadonnedtrapning. Barnet vil være velfærdstruet,

hvis hun fra hospitalet kommer hjem til forældrene,

fordi de er for påvirkede til at kunne varetage den helt almindelige

omsorg, et spædbarn har brug for. De ville ikke

kunne sikre hende mad og kontakt i hverdagen.” (Sag n)

De problemer, som nævnes i forbindelse med forældrene, som har et narkotikamisbrug,

er bl.a., at de reagerer aggressivt, mangler hverdagsrutiner og mangler

forståelse for, hvilket behov børn i forskellige aldersgrupper har. En mor har

f.eks. vanskeligt ved at få sine børn op om morgenen, de bliver ikke sendt i

skole, og hvis de gør, er det uden madpakker. I en anden familie har begge forældre

misbrugsproblemer, og de kan ikke tilgodese et lille barns behov, men

de har en teenagedatter boende hjemme, fordi forvaltningen vurderer, at hun

selv kan handle i de situationer, hvor forældrene ikke er så nærværende. Desuden

er forældrenes misbrug periodisk.

3.5 Alkoholmisbrug

Modsat forældrene med narkotikamisbrug er forældrene med alkoholmisbrug

ikke i samme udstrækning motiverede for at erkende deres misbrug og er

dermed heller ikke motiverede for at gå i behandling. I enkelte familier var

misbruget på anbringelsestidspunktet af en sådan karakter, at barnet ikke fik

opfyldt de basale behov for omsorg både i forhold til ernæring og hygiejne.

Der kan være f.eks. være tale om at efterlade et spædbarn alene uden opsyn af

voksne. Sagsbehandlerne beskriver problemerne i en familie således:

“Moren havde et alkoholmisbrug og var konstant fuld uden

ædru perioder. Barnet led overlast, fordi moren tydeligvis ikke

kunne opfylde barnets basale behov i forhold til sult, skiftning

og opmærksomhed. Moren manglende opmærksomhed

på barnets behov på grund af sit misbrug. Hun havde udelukkende

øje for egne behov. Hun kunne ikke yde omsorg og

nærvær og kunne ikke se barnets signaler. Faren var alkoholiker

og ustabil i forhold til familien, nogle gange var han

hjemme andre gange ikke, og han har aldrig været en omsorgsperson

for barnet. Der er ikke nogen tvivl om, at barnet

skulle anbringes uden for hjemmet.” (Sag b)

I andre familier er barnets overlevelse ikke truet af forældrenes misbrug. Men

misbruget har f.eks. haft konsekvenser for forældrenes fysiske og psykiske for-

26


måen, og der kan være perioder, hvor barnet er overladt til sig selv på grund

af forældrenes misbrug. En sagsbehandler beskriver konsekvenserne af misbruget

således:

“Når folk er fulde, er de utilregnelige og det er moren, og

hun ved det. Barnet går f.eks. rundt på gaden alene, fordi hun

ikke ønsker at være derhjemme, fordi moren er fuld. Barnet

er ikke soigneret, og bliver bl.a. på grund af dette mobbet af

kammeraterne. I perioder får moren antabus, og så går det

nogenlunde. Men når moren drikker, bliver barnet svigtet,

bl.a. fordi moren så er utilregnelig...Moren har fået hjerneskade

af alkoholmisbruget, og hun har ringe hukommelse.

Der var rod i alle de praktiske ting. Desuden er hun fysisk syg

og kan ikke gå. Moren kan give noget følelsesmæssigt, men

pludselig reagerer hun som et 4 årigt barn. Hun har et højt

angstberedskab og minimale intellektuelle forudsætninger

samt frygt for nederlag.” (Sag r)

I ovenstående eksempel bliver barnet anbragt uden for hjemmet, da morens alkoholmisbrug

får synlige konsekvenser for barnet, og f.eks. begynder at færdes

alene i det offentlige rum uden opsyn fra voksne. Moren bliver fysisk svækket

af misbruget. Samværet mellem mor og barn er i dag kontrolleret af sagsbehandleren,

og en betingelse for samvær er, at moren har taget sin antabus. Faren,

som også har alkoholproblemer, bor ikke sammen med moren, og har ikke

taget del i omsorgen for barnet. Han har i dag samvær under samme betingelser

som moren.

Også konflikter mellem forældre kan blive skærpet og voldelige som konsekvenser

af alkoholmisbrug. En sagsbehandler beskriver problemerne i en familie

på følgende måde:

“Faren drikker og opholder sig en del væk fra hjemmet. Han

har ingen følelsesmæssig indleven og deltager ikke i den

praktiske omsorg for datteren. Han henter og bringer dog

datteren til og fra daginstitution. Moren har lidt forældreevne,

men hun formår ikke at tilgodese datterens behov i tilstrækkeligt

omfang. Hun er frustreret over farens drikkeri og

manglende deltagelse i omsorgsopgaverne. Barnet bliver ikke

stimuleret tilstrækkeligt følelsesmæssigt og udviklingsmæssigt.

Der er splid mellem forældrene. I perioder er faren væk

fra hjemmet, og i en periode efter fødslen forlader moren

hjemmet.” (Sag a)

Som et sidste eksempel på forældre med alkoholmisbrug har vi valgt en familie,

hvor faren har et alkoholmisbrug og samtidig spiller hovedrollen i familien,

moren flytter til og fra hjemmet. Hverdagen i familien er ustabil, og nogle gan-

27


ge er der konflikter mellem forældrene. En sagsbehandler beskriver problemerne

for børnene på følgende måde:

“Faren har en mangelfuld indsigt i, hvad børn har brug for.

Han kan ikke udsætte sit eget behov for at drikke. Han er ikke

den dårligste far, for han er glad for sine børn. Men han har

svært ved at sætte sig ind i, hvad børn i forskellige aldersgrupper

har behov for. I hjemmet er der mange voksne mennesker

– og øl. Der er ingen, der tager sig af børnene på deres

præmisser. Børnene er vidne til husspektakler, jalousidramaer

i forhold til moren, som en gang imellem dukker op.

Børnene oplever alt for meget. Forældrene kan ikke adskille,

hvilken snak og adfærd der egner sig til små børns tilstedeværelse,

og hvilke der ikke gør. Måske også en smule grænseoverskridende

seksuelt – f.eks. pornofilm, og der mangler

grænser for, hvad der er godt for børn, hvad kan de forstå, og

hvad bliver de bekymret over. Børnene bliver taget med over

til vennerne, børnene falder i søvn på sofaen, de bliver hevet

op midt om natten, når far skal hjem efter at have fået en kæp

i øret. Ustabilitet og uforudsigelighed præger hverdagen , og

børnene er utrygge og ængstelige.” (Sag 16)

Konsekvenserne af forældrenes misbrug er ikke vurderet til at have samme alvorsgrad

som de øvrige eksempler. Problemerne handler bl.a. om, at det ældste

barn varetager forældreopgaverne for de yngre børn i familien. Forældrene

yder ikke deres søn opmærksomhed og tilfredsstiller ikke hans behov for omsorg.

Hvor det første eksempel illustrerer forældre med så alvorlige alkoholproblemer,

at det efter kommunens vurdering er farligt for barnet, er det sidste eksempel

i den anden ende af skalaen.

3.6 Konsekvenser for børnene og deres reaktioner

De konsekvenser forældrenes misbrug og/eller manglende omsorgskompetence

har for børnene, har vi beskrevet dels på baggrund af de underretninger og resultater

af undersøgelser, som er refereret fra sagerne, dels ud fra formålet med

anbringelsen. Formålet med anbringelsen er nemlig beskrevet ud fra, hvordan

barnets udviklingsmuligheder og livsbetingelser forventes at blive forbedret og

siger dermed også noget om de konsekvenser, forældrenes misbrug og manglende

omsorgskompetence har haft for børnene.

Børnenes måde at reagere på er forskellig og bl.a. afhængige af, hvilken form

for omsorgssvigt de har været udsat for og graden af den. Her tales selvfølgelig

28


udelukkende om de reaktioner, som forvaltningen kender til. De børn, som er

med i denne undersøgelse, har reageret på nogle af følgende måder:

Født med alkoholsyndrom eller abstinenser

Vanskeligt ved at udvikle sig f.eks. sprogligt, fysisk eller socialt

Reagerer som voksen og tager ansvar for forældrene og eventuelt mindre

søskende

Svagt socialt netværk f.eks. ingen venner og bliver mobbet i skolen

Overtilpasset

Fysiske og psykiske reaktioner f.eks. vådliggere

Barnets reaktioner på morens narkotika- eller alkoholmisbrug kan være medfødte

og fysisk målbare og synlige. Børn født af mødre, som under graviditeten

har taget stoffer eller drukket meget alkohol, kan fødes med abstinenser eller

alkoholsyndrom.

Mindre synlige er de reaktioner, som et barn udviser senere i livet. Desuden

tilpasser nogle børn sig forældrenes misbrug og har få eller ingen udadreagerende

reaktioner. En sagsbehandler beskriver en dreng i en misbrugsfamilie

således:

“Det er en sød dreng. Hans største problem var. at han var

reserveforældre for sine mindre søskende. Skolen beskriver

ham, som en kvik dreng, sød, social, hensynsfuld. Han skulle

holde styr på familien. Han fik ikke plads til at være barn, og

han brugte meget energi på at bekymre sig over, hvordan situationen

var når han kom hjem på grund af druk og familiestrukturen,

hvor forældrene ikke kan finde ud af at leve sammen

og heller ikke finde ud af at leve adskilt. Sådanne børn

udvikler en fantastisk god evne til at stikke fingeren i jorden,

så han udviste ikke nogle symptomer, som f.eks. skolen var

bekymret for, nærmest tværtimod. Drengen er en overlever.”

(Sag p).

Børn af psykisk udviklingshæmmede forældre bliver måske i en tidlig alder

klogere end forældrene og påtager sig et voksent ansvar. Nogle børn lever med

daglige husspektakler og oplever, at deres mor er udsat for vold af deres far,

andre lever i et seksualiserende miljø, og andre igen er med forældrene på

værtshus.

Det nedenstående eksempel er et referat af en psykologisk undersøgelse af en

dreng, der er vokset op i en familie, hvor begge forældre er alkoholmisbrugere,

og hvor det hovedsageligt er hans søster, som har taget ansvaret for ham:

“Drengen bruger alle sine kræfter på at holde verden ude, og

han vil sandsynligvis udvikle et fantasibillede af, at alt er

29


godt, og at han er god, selv om virkeligheden ser anderledes

ud. Drengen er truet på sin udvikling og kan udvikle truende

adfærd og f.eks. bulimi eller indgå i misbrugsproblemer. Det

vurderes, at drengen må have hjælp her og nu, da han personlighedsmæssigt

er mærket af en tilværelse, hvor der er

mange konflikter og bekymringer, og der skal etableres nogle

rammer, som giver drengen et positivt indhold i hverdagen...”

(Sag m)

I journalen beskrives drengen som en usikker, anspændt, nervøs og utryg

dreng. Han er forvirret, urolig, ukoncentreret, støjende og desuden ikke udviklingsmæssigt

alderssvarende. Der er problemer med hygiejnen, og drengen er

fattig på oplevelser. Desuden er han i en marginal situation i forhold til jævnaldrende.

“Pigen begyndte at lugte af tis, fordi hun er natvæder, og hun

kom ikke i bad. Hun kom med beskidt tøj og begyndte at blive

drillet af de andre børn. Der var rod i alle de praktiske

ting...pigen skal skånes for fulde mennesker og have ro, stabilitet

og et almindeligt liv. Hun skal have en familie, hun kan

regne med og have muligheder for at udvikle sig til et helt

menneske.” (Sag r)

Formålet med anbringelsen af barnet siger noget om, hvad anbringelsen skal

bibringe barnet, og samtidig siger det også noget om, hvilket svigt barnet har

været udsat for. Formålet med anbringelserne er at standse et omsorgssvigt og

sikre barnets udvikling fremover, fremgår det af sagsgennemgangen. For nogle

af anbringelserne er formålet at sikre, at barnet ikke bliver fysisk og psykisk

skadet. Ved andre anbringelser, hvor familiens problemer og konsekvenserne

for barnet er mindre alvorlige, kan formålet være at sikre barnet et relevant

modspil fra voksne, som verbalt og fysisk kan støtte barnet i dets udvikling inden

for normalområdet.

Generelt betragtet adskiller formålet med anbringelsen sig alt efter, om der er

tale om forældre med misbrug eller manglende omsorg. For børn fra misbrugsfamilier

handler det hovedsageligt om at sikre dem tryghed og stabilitet og forudsigelighed

i hverdagen og dermed bedre betingelser for, at børnene kan udvikle

sig på lige fod med andre børn. For børn med forældre, som mangler

kompetencer til at varetage forældreskabet, handler det generelt set mere om

at støtte barnets faglige og sociale udvikling.

3.7 Socialt dårligt stillede familier

Gennem undersøgelsesarbejdet er vi flere gange blevet gjort opmærksomme

på, at de familier, som børne- og ungeforvaltningen kommer i kontakt med, er

30


meget forskellige og har forskellige problemer, ressourcer og erfaringer. Analysen

underbygger dette synspunkt og viser, at hver enkelt sag har et individuelt

forløb.

Alligevel er der nogle fælles karakteristika. Alle familier har det til fælles, at

de på nuværende tidspunkt er bosiddende i Vestsjællands Amt og har et barn

anbragt uden for hjemmet på grund af forældrenes misbrug og/eller manglende

omsorgskompetence. Desuden er der tale om socialt dårligt stillede familier.

Forældrene har typisk ingen uddannelse og har aldrig eller kortvarigt været på

arbejdsmarkedet. Forældrenes forsørgelsesgrundlag er bistandshjælp eller førtidspension.

Nogle har periodevis arbejdet som ufaglærte, og to af mødrene har

på nuværende tidspunkt et fast lønarbejde. Men der er generelt tale om familier

med en marginal tilknytning til arbejdsmarkedet. Forældrene er typisk ikke

selvforsørgende og således økonomiske klienter i forvaltningen. Kortlægningen

underbygger, at familierne har en marginal tilknytning til arbejdsmarkedet, og

at få er selvforsørgende. Den viser, at 8% af mødrene er selvforsørgende og

15% af fædrene.

Nogle af mødrene har fået deres børn tidligt – enten i slutningen af teenagerårene

eller i begyndelsen af tyverne, og generelt har de mange børn. Nogle har

f.eks. 2 voksne børn fra et tidligere ægteskab og 2 små børn. For nogle af familierne

er der tale om, at alle deres børn er anbragt uden for hjemmet, og at dette

er sket på samme tidspunkt. For andre er nogle af børnene blevet anbragt først

og andre senere. Og atter andre har både hjemmeboende børn og anbragte

børn.

Forældrene til de anbragte børn i denne undersøgelse har et svagt socialt netværk,

og der er få ressourcer at trække på i forhold til støtte fra familie og venner.

Der er således tale om familier, som udover de problemer, som fremstilles som

årsag til anbringelse af barnet, nemlig misbrug og manglende omsorgskompetence,

også er socialt belastede af f.eks. arbejdsløshed, egen opvækst m.m. At

forvaltningernes faktiske målgruppe i forbindelse med anbringelser er fattige,

udstødte og marginaliserede forældre (og især mødre) og deres børn, støttes af

andre undersøgelser om anbringelser f.eks. Christensen, 1998, Egelund, 1997,

og Zobbe, 1993.

3.8 Mor er familien

Forestillingen om kernefamilien som normativt ideal med en familie bestående

af en biologisk mor og en biologisk far, som gennem barnets opvækst varetager

omsorgen for børnene, er kommet frem både gennem sagsgennemgangen og

ved interview med forældrene. Men det er centralt at holde denne forestilling

31


op imod, hvordan familier generelt er i dag, hvor familier er en nuanceret enhed

med flere forskellige former for sociale forældre, og hvor familien ofte ændrer

sig under barnets opvækst.

I de familier, som er med i denne undersøgelse, er det generelt sådan, at det er

moren, som er den primære forælder, og kun i enkelte af sagerne er faren en

ressourceperson i forhold til børnenes omsorg.

Nogle af familierne består af biologisk far og mor både før, under og efter anbringelsen.

Andre familier dannes og opløses over en årrække. F.eks. er der familier,

som ved barnets fødsel består af biologisk mor og far, hvorefter faren

forsvinder ud af familien, mens barnet er spæd enten helt eller som omsorgsperson.

Andre familier oplever en yderligere social deroute efter anbringelsen

af deres barn og skilles efter anbringelsen. Det er således centralt at lægge idealforestillingen

om familien som en biologisk far og biologisk mor som gennem

hele barnets opvækst tager ansvar og drager omsorg for barnet bag sig.

Det er først og fremmest kvinderne som er i centrum, når det handler om anbringelser

af børn. Det er i praksis dem, der varetager den største del af omsorgen

for børnene, men dette faktum kan også blive reproduceret ved, at der ikke

i forvaltningernes arbejde er fokus på farens rolle i familien.

Desuden er der køns-stereotypier og dermed forskellige normer og billeder

knyttet til en faderrolle og en moderrolle. Det forventes, at netop moren varetager

den største del af omsorgsarbejdet med barnet, og at faren har en mere perifer

rolle og kan forventes at være fraværende både i fysisk og psykisk forstand.

I enkelte sager er faren ikke inddraget som en del af familien, selvom

han findes (også jf. Skytte, 1997 og Egelund, 1997).

32


4 Forældrene på banen

I dette kapitel kommer forældrene til orde. Det er dem og deres børn, der er de

helt centrale personer i forbindelse med anbringelserne. Vi stiller skarpt på deres

synspunkter og vurderinger. På baggrund af forældrenes erfaringer med anbringelse

af deres barn eller børn uden for hjemmet, analyserer vi os frem til

centrale temaer, hvor arbejdet med anbringelser af børn på grund af forældrenes

misbrug og/eller manglende omsorgskompetence kan blive bedre.

At få sit barn anbragt uden for hjemmet er meget følelsesladet og forbundet

med sorg, skam, skyldfølelse, fortvivlelse og tab. Også for de forældre som

selv kommer frem til erkendelse af, at de ikke magter forældreskabet. Forældrene

beskriver anbringelsen som den ultimative sværeste tid i deres liv.

De interviewede forældre giver udtryk for, at det er problematisk at erkende

eller få fortalt, at ens forældreevne ikke er tilstrækkelig til at sikre barnets omsorg

og udvikling. Følelsen af ikke at leve op til idealet om den gode mor og

far er vanskelig at tackle. Forældrene oplever skamfølelse over at skulle bede

det offentlige om hjælp og på den måde stå frem og erklære, at de ikke kan varetage

forældreskabet. Eller de oplever nedværdigelsen ved, at andre vurderer

og beslutter, at de ikke kan tage vare på deres børns omsorg i tilfredsstillende

grad.

På trods af disse følelser oplever de interviewede forældre generelt forvaltningens

støtte positivt og ikke som utidig indblanding i deres privatliv, men snarere

som en kærkommen støtte i deres bestræbelser på at varetage deres forældreskab.

Det er således også i dette lys, at forældrenes efterfølgende vurderinger

skal ses.

Forældrene er blevet interviewet om, hvad man kan kalde anbringelsesforløbet

set fra deres perspektiv. Vi har spurgt dem om baggrunden for anbringelsen og

deres vurderinger af de forskellige foranstaltninger, som de har erfaringer med

samt til tiden efter anbringelsen i forhold til relation til barnet og anbringelsessted.

Vægtningen af de forskellige temaer er tilpasset den enkelte families

konkrete erfaringer.

4.1 Præsentation af familierne

Analysen af forældrenes vurderinger er baseret på 5 interview. Ved 2 af interviewene

var begge forældre til stede. Forældrene er bosiddende i forskellige

kommuner i Vestsjællands Amt og har i øjeblikket et eller flere af deres børn

anbragt. I dette afsnit præsenterer vi familierne enkeltvis ved at fremstille en

kort fortolkning af deres erfaringer. I bilag 2 er der en oversigt over familierne.

33


“Fra inddragelse til fratagelse”

I udgangspunktet er moren i familien Andersen inddraget i beslutningerne om

datterens anbringelse. Men senere oplever hun, at forvaltningen overtager ansvaret

og magten. Moren er enig i, at barnet skal anbringes uden for hjemmet,

men hun er uenig i valg af anbringelsesform og -sted, og hun forstår ikke,

hvorfor datteren skal anbringes på det pågældende sted. Forvaltningen truer

moren med, at barnet bliver tvangsfjernet, hvis hun ikke accepterer anbringelsesformen

og -stedet. Denne trussel resulterer i, at moren mister tilliden til forvaltningen.

Det hidtidige gode samarbejde mellem mor og forvaltning bryder

sammen. Det er først på dette tidspunkt, at moren oplever, at datteren bliver

anbragt, selv om hun tidligere har været både i familiepleje og på akutinstitution.

“Mere mor under anbringelsen end før”

Vi har valgt at beskrive familien Hansens erfaringer. Moren siger selv, at hun

deltager mere i sine børns liv i dag end før, de blev anbragt uden for hjemmet

i en plejefamilie. I dag kan hun se børnenes behov og reagerer på dem i stedet

for som tidligere at bestemme, hvad deres behov var. De første støtteforanstaltninger

modsvarer ikke de problemer, familien har. En fælles anbringelse på familieinstitution

oplever moren som indespærring og unormal. Hjemmehos’eren

er den rigtige støtte og kunne med fordel have været en støtte for familien

tidligere. Moren er meget positiv over for anbringelsen, blot skulle den

endelige diskussion og beslutning om børnenes anbringelse i familiepleje ikke

have fundet sted umiddelbart efter en social begivenhed i familien.

“Ingen opfølgning efter anbringelsen”

I familien Jensen er morens datter blevet anbragt i en plejefamilie som spæd,

og samværet mellem mor og barn har været yderst begrænset. Desuden er moren

blevet kørt ud på et sidespor af plejefamilien. Familiens erfaringer viser,

at det kan være afgørende, om forvaltningen ligger kræfter i at opbygge en

samværsrelation mellem mor og barn, men at det kan være tilfældigheder, som

afgør, om der bliver ydet en indsats i forhold til samværet.

“For meget snak og for lidt handling”

I familien Larsen er moren selv opsøgende og motiveret for at få støtte til at varetage

sit forældreskab. Men familiens erfaringer viser, at der går lang tid, inden

der iværksættes en foranstaltning, som modsvarer familiens problemer.

Hjemme-hos’eren er en lappeløsning og ikke tilstrækkelig eller relevant støtte

til familiens problemer. Manglende opfølgning i forbindelse med de forskellige

foranstaltninger er et andet centralt aspekt i forhold til de erfaringer, familien

har. Efter den yngste søns ophold på julemærkehjem er der ingen opfølgning,

og moren er meget opmærksom på, at det skal der være i forhold til den nuværende

anbringelse. Et positivt udfald for familien af anbringelsen er, at moren

formår at udvikle sig i takt med, at børnene udvikler sig, således at familien på

længere sigt kan klare en hverdag selv.

34


“Vores forældreansvar, men hvad kan vi gøre?”

I familien Nielsen har forældrene ikke massive problemer, men de har vanskeligt

ved at magte ansvaret for drengens skolegang. Der er ingen opfølgning efter

drengens ophold på julemærkehjem, og forældrene får ikke støtte eller redskaber

til at varetage forældreskabet. Det er frustrerende for forældrene, at problemerne

er erkendte og gennemdiskuteret med de professionelle, men at der

i lang tid ikke knyttes handling til dem. Desuden er der usikkerhed i forhold

til, hvordan det skal gå drengen, når anbringelsen slutter.

4.2 Et råb om hjælp eller “en kniv i ryggen”

Set fra forældrenes perspektiv starter en børnesag som et råb om hjælp eller

som “en kniv i ryggen”. Nogle forældre henvender sig selv til forvaltningen for

at få hjælp til at varetage omsorgen for deres børn. Andre har “fået stukket en

kniv i ryggen af naboen eller manden”. Således udtrykker de sig om den underretning,

der er blevet foretaget til forvaltningen.

De forældre, der selv henvender sig til forvaltninger for at søge støtte og hjælp

til at varetage deres forældreskab, har selv nået en grænse for, hvad de kan klare

og til en erkendelse af, at det ikke går længere.

“Det var jo ikke for sjov, at jeg henvendte mig til kommunen

og bad dem om at anbringe mine børn. Det var jo, fordi jeg

havde alvorlige problemer, for det sidste man ønsker er, at

ens børn bliver taget fra en...til at starte med har jeg nok

skjult mig lidt, og jeg ville heller ikke erkende omfanget af de

problemer, som jeg havde.” (Larsen)

Forældrene har et håb om at blive taget alvorligt og et behov for akut hjælp,

fordi der forud for henvendelsen er gået lang tid med mange og ofte voksende

problemer i familien samt mange forsøg på at klare dem selv. I familien Larsen

er det morens tiltagende stofmisbrug og depression, som får hende til at henvende

sig til forvaltningen med et ønske om, at børnene bliver anbragt uden for

hjemmet.

Moren i familien Andersen henvender sig også til forvaltningen efter flere år

med et problematisk forældreskab. Hun er både i arbejdslivet og i rollen som

forælder psykisk kørt ned, og hun bliver voldelig og voldsommere over for barnet,

og det skræmmer hende, at hun reagerer sådan. Derfor henvender hun sig

til forvaltningen for at bede om hjælp for hendes og barnets skyld. Desuden

kan hun ikke se, hvordan hun kan ændre sin adfærd og den problemfyldte relation

til barnet.

De forældre, som selv har henvendt sig, har negative erfaringer med dette. De

har erfaret, at det er vanskeligt at få støtte, enten fordi der ikke er ressourcer

35


i forvaltningen til at støtte dem, eller fordi forvaltningen vurderer, at familiens

problemer ikke er så alvorlige, at der er behov for forebyggende foranstaltninger.

Den ene får at vide, at hun er en hysterisk mor, som ikke kan forvente at få

støtte fra det offentlige, fordi hun har det vanskeligt med sit forældreskab. Den

anden får forståelse for familiens problemer og det misbrug og omsorgssvigt

som børnene lever med i hverdagen, men hun får at vide, at der ikke er ressourcer

i forvaltningen til, at man kan støtte hende med det samme. Der kommer

til at gå et år fra henvendelsen, til anbringelsen er en realitet. I den mellemliggende

periode har der været en hjemme-hos’er hos familien en gang om ugen

i en periode på et par måneder. Men denne foranstaltning har langt fra kunnet

stå mål med morens misbrugsproblemer.

De mødre, der selv henvender sig til forvaltningen, er parate til at få støtte, og

de oplever selv deres problemer som store, og at den støtte, som de bliver tilbudt,

er mangelfuld. I de familier, hvor børnesagen starter, fordi andre f.eks.

naboer underretter forvaltningen om familiens problemer, er der tale om, at

forældrene først skal skærpe deres opmærksomhed og erkende, at der er problemer

i deres måde at varetage forældreskabet på. Det er således en helt anden

proces, som er i disse familier.

Fælles for familiernes erfaringer er, at de peger på, at problemernes karakter

og omfang ikke afdækkes tilstrækkeligt, og at de første foranstaltninger er at

betragte som lappeløsninger i forhold til familiens samlede problemkompleks.

Dette ser vi nærmere på i det efterfølgende afsnit.

4.3 Foranstaltninger frem for problemafdækning

Forældrene oplever, at den rigtige støtte kommer for sent og efter, at forskellige

foranstaltninger har været iværksat i forhold til familien. De enkelte foranstaltninger

er for så vidt gode, og forældrene vurderer dem generelt positivt,

men de modsvarer ikke familiens samlede problemkompleks hverken før eller

efter anbringelsen.

Et eksempel på, at de iværksatte foranstaltninger ikke modsvarer familiens problemer,

er familien Larsen, som får tilknyttet en hjemme-hos’er. Moren beskriver

familiens problemer på følgende måde:

“Min ældste søn begyndte at skippe skolen, og jeg var arbejdsløs.

Vi sidder alle tre muret inde, og jeg kan ikke få børnene

i skole, og jeg kan ikke selv noget og har ingen kræfter...jeg

har mistet mit arbejde og har det psykisk dårligt, og

jeg er så småt begyndt at tage stoffer, og jeg ser på, at mine

36


ørn ikke kommer i skole. Jeg er helt magtesløs og føler mig

overladt til mig selv.” (Larsen)

Moren oplever ikke, at der bliver fokuseret på, hvordan situationen er i familien.

Det virker nærmest grotesk på hende, at familien bliver tilbudt en hjemmehos’er

til at motivere børnene til at gå i skole. Moren fortæller, at hjemmehos’eren

er sød, men det er ikke en person, der aktiverer børnene, de har brug

for. Det er morens vurdering, at forvaltningen heller ikke selv har troet på, at

det var den rigtige foranstaltning, men at den blev iværksat for at gøre et eller

andet.

I familien Andersen bliver der også tilknyttet en hjemme-hos’er, og moren oplever,

at hun godt kan bruge støtten.

“Hjemme-hos’eren kom nogle timer ad gangen og overvågede

eller så, hvordan min datter og jeg havde det sammen. Jeg

kunne godt bruge det lidt, fordi relationen mellem min datter

og mig var kørt fast. Min datter havde taget styringen totalt,

fordi jeg var kørt ned, og ikke formåede at sætte grænser.”

(Andersen)

Tilsyneladende er problemafdækningen ikke god nok, og det betyder, at de første

foranstaltninger ikke medvirker til at forbedre eller løse familiens problemer.

Forældrene oplever en proces frem for en afklaring i forhold til deres problemstillinger.

I familien Hansen identificeres problemet i første omgang at

være relateret til praktiske og hygiejniske problemer, og der bliver derfor tilknyttet

en hjemmehjælper. Men det er først efter familiens ophold på akutinstitution,

at de rigtige foranstaltninger iværksættes i familien. I udgangspunktet

er der tale om en hjemme-hos’er, som både skal støtte moren i forhold til de

psykiske problemer, hun har og i hendes forældreskab, og på sigt bliver der tale

om en anbringelse af børnene i familiepleje og fortsat tilknytning af hjemme-hos’eren

i familien.

Forældrene oplever, at de får støtte ved handling. De efterspørger en massiv

og tidlig støtte og handling, når problemerne er blevet synlige. En frustration

for forældrene er den tid, som går fra problemerne er synliggjort og diskuteret

med professionelle til der reelt sker noget. Forældrenes erfaringer viser, at der

er for langt fra henvendelse til handling, og at det er smerteligt som forældre

at være vidne til, at halve og hele år går i ens barns liv uden, at man som forældre

evner og magter at løse eller afhjælpe problemerne.

Endvidere peger forældrenes erfaringer på, at der mangler opfølgning på de

foranstaltninger, som i udgangspunktet gives som støtte til barnet. For eksempel

har nogle erfaringer med, at deres børn er på julemærkehjem i en periode,

hvor de blomstrer op, men som kommer hjem til de samme problemer i familien

og i skolen og ikke kan anvende deres erhvervede ressourcer i deres hver-

37


dag. Nogle forældre forstår ikke formålet med de støttende foranstaltninger,

som de tilbydes. Andre oplever, at det ikke er den rigtige støtte i forhold til de

problemer, de har.

4.4 Indflydelse på anbringelsesform og -sted

Når beslutningen om anbringelsen er truffet, er en af de måder, som forældrene

oplever at bevare deres autoritet som forældre på, at være medbestemmende

i forhold til, hvilken anbringelsesform og hvilket anbringelsessted der skal vælges.

Forældrene ønsker at være inddraget eller som minimum informeret om beslutninger

i forbindelse med børnene. En af måderne, som forældrene bruger

til at holde fast i deres ansvar som forældre, er f.eks., når beslutningen om anbringelsen

er truffet, at stille betingelser i forhold til anbringelsesformen og anbringelsesstedet.

F.eks. ønsker en mor, at børnene skal anbringes i rimelig geografisk

nærhed af hendes bopæl, og børnene skal kunne lide plejefamilien, og

det skal hun også. Afstanden mellem anbringelsesstedet og familiens bopæl har

betydning både i praksis i forbindelse med samvær og også i bevidstheden om,

hvor langt der er mellem dem og deres børn.

Forældrene har de værste forestillinger om anbringelsesformerne. Forestillingen

om familiepleje kontra institution eller kostskole er, at plejefamilien fremstår

som et rigtigt hjem med varme og kærlige og omsorgsfulde voksne, som

kan varetage alle barnets problemer. Institution står modsat for det store og

kolde, hvor der ikke bliver taget individuelle hensyn.

I familien Larsen er morens umiddelbare ønske, at børnene skal anbringes i en

plejefamilie, hvor der er nogle voksne, som evner at strukturere børnenes hverdag.

Hun reagerer umiddelbart negativt på sagsbehandlerens vurdering af, at

en kostskole er den bedste anbringelsesform for børnene, fordi hun forestiller

sig, at kostskoler er store institutioner, hvor børnene skal bære skoleuniformer,

og hvor der ikke bliver taget hensyn til børnenes individuelle behov. I dialogen

med sagsbehandleren bliver moren klar over, at det ikke er en plejefamilie,

hendes børn har brug for, men netop en kostskole, hvor de kan fastholde børnene

i forhold til undervisningen, hvor der er sociale relationer mellem børnene,

og hvor gode aktivitetsmuligheder vil kunne gavne børnene.

Billedet af anbringelsesformen ændrer sig, da moren får en uddybet beskrivelse

og forklaring på, hvorfor netop det foreslåede sted er en god mulighed, og især

efter at hun har besøgt stedet sammen med børnene og dermed får konkrete billeder

på, hvilket sted der er tale om.

Anderledes uheldig er processen vedrørende valg af anbringelsesform hos familien

Andersen, fordi moren ikke ved, hvorfor barnet er på den pågældende

38


ehandlingsinstitution, og desuden er hun uenig i, at datteren er behandlingskrævende:

“Institutionen er god, og børnene er glade for at være der,

men det er ikke det rigtige for min datter, fordi hun hører ikke

til der. Hun skal være blandt så normale børn som muligt...jeg

oplever ikke det, som pædagogerne på institutionen

siger om min datter. Og det er ikke, fordi jeg ikke vil se det,

for jeg kan godt se og ved også godt, at hun har problemer,

men det er ikke de problemer, som de siger.” (Andersen)

Citatet trækker også en anden problemstilling frem, nemlig kommunikationen

mellem de professionelle og forældrene. De taler så at sige fra hver deres platform,

og det vanskeliggør forståelsen mellem dem.

Interviewene med forældrene viser, at det er vanskelig at erkende, at ens barn

er behandlingskrævende, og at det værste er at få konstateret, at ens barn har

taget skade af ens egen levevis.

Forældrenes erfaringer viser på den ene side, at det er centralt for dem at være

inddraget i beslutningen om anbringelsesform. På den anden side mangler der

umiddelbart viden om, hvad en plejefamilie, en kostskole og en behandlingsinstitution

er, og deres forestillinger om de forskellige former er præget af et unuanceret

billede. I den periode, indtil de får enten viden om eller erfaring med

det konkrete anbringelsessted, kan det derfor være ulogisk, at den pågældende

anbringelsesform er valgt til deres barn.

4.5 Vanskelig forældrerolle under anbringelsen

Hvor der på baggrund af de refererede anbringelsessager er grundlag for at

konkludere, at anbringelsen er the point of no return, afspejler forældrenes perspektiv

en anden realitet. For forældrene er anbringelsen af deres barn en del

af den støtte, som de får til at varetage deres forældreskab. Desuden er nogle

af anbringelserne reelt midlertidige, og det er muligt at realisere en hjemgivelse.

På dette punkt adskiller familieinterviewene sig fra anbringelsessagerne.

Forældrene sætter fokus på tiden efter anbringelsen. Anbringelsen medfører for

dem en voldsom omdefinering af deres forældreskab. For nogle af forældrene

har anbringelsen af deres børn ført til, at de oplever at være blevet mere forældre

for deres børn, og andre igen har mistet deres rolle som forældre.

For nogle forældre har anbringelsen været en lettelse og medført, at de efterfølgende

har haft ressourcer til at varetage forældreskabet på deltid. Disse forældre

er afklarede om, at deres barn har det bedst i familiepleje, og at barnet

skal blive i familieplejen resten af barndommen. Selv om nogle forældre ople-

39


ver børnenes anbringelse som en lettelse, er selve anbringelsen forbundet med

sorg, skam og tab.

Forældrene efterspørger informationer om, hvad der sker eller ikke sker i forbindelse

med de forskellige foranstaltninger og herunder også anbringelsen. Information

er centralt både i forhold til, at forældrene har en faktisk og reel viden

om barnet, og hvordan barnet har det og udvikler sig efter anbringelsen –

både de positive og negative aspekter. Desuden er informationer om barnet en

forudsætning for at kunne varetage en forældrerolle under anbringelsen af barnet.

For forældrene stopper problemerne ikke med anbringelsen, og de forældre,

der har positive erfaringer, er efter anbringelsen af deres barn blevet støttet til

at kunne varetage en forældrerrolle under anbringelsen i forhold til de problemer,

de selv har og med henblik på at kunne varetage deres forældreskab både

under anbringelsen i forbindelse med samværet og efter eventuel hjemgivelse.

Både i de familier, hvor barnet er anbragt varigt uden for hjemmet og i de familier,

hvor børnene på et tidspunkt skal hjemgives, efterspørger forældrene,

at de støttes i at varetage deres forældrerolle både under og efter anbringelsen.

“Men det nytter ikke noget, at børnene er placeret et godt

sted, hvis der ikke sker noget med mig samtidig. Det nytter ikke

noget, at jeg ikke har rykket mig en meter, når børnene

kommer hjem. For jeg skal netop være stærk til at kunne give

dem den støtte, de har brug for. Jeg skal udvikle mig i takt

med, at børnene udvikler sig. For helhedens skyld og for børnenes

skyld. Det skulle gerne ende lidt lyserødt med, at vi kan

klare en hverdag selv. Det er mit mål.” (Larsen)

Familien Jensen giver udtryk for, at det er vanskeligt at være forældre en time

om måneden. Og manglende informationer om drengens liv gør det endnu vanskeligere

at fastholde en forældrerolle under anbringelsen.

“Jeg får ingen ting at vide! Jeg får ikke at vide, hvordan det

går hende i skolen, eller hvad hun ønsker sig til jul eller fødselsdag.”

(Jensen)

Familien oplever det som vanskeligt at varetage forældrerollen under anbringelsen

af deres ene barn, fordi de ikke får nogle informationer, og fordi samværet

er begrænset.

Desuden har de en konstant frygt for, at deres hjemmeboende søn også kan blive

anbragt. Deres erfaring er, at de skal leve særligt “rigtigt” og “normalt”, og

at de for evigt vil være i det offentliges søgelys, fordi de har et barn, der er anbragt

uden for hjemmet. Denne følelse af at være kontrolleret har medført, at

40


de i perioder har været lige ved at opgive samværsrelationen med det anbragte

barn. Også fordi forholdet mellem biologiske forældre og plejeforældre var

problematisk, og samværet var følelsesmæssigt, praktisk og samarbejdsmæssigt

for vanskeligt for dem. De oplever en afmægtighed i forhold til systemet.

“Kommunen er et hårdt system, og det er vanskeligt at samarbejde.

Engang imellem har vi haft lyst til at sige, at nu gider

vi ikke mere, og at vi må have ro. Men så bliver der jokket

på os, og vi bliver spurgt, hvorfor vi ikke vil have noget

samkvem.” (Jensen)

Det praktiske kan bestå i, at det transportmæssigt kan være vanskeligt at komme

fra familien til plejefamilien både, fordi der ikke er nogle offentlige transportmidler,

og fordi familien ikke har en bil. I de sager, hvor forvaltningen gør

en ekstra indsats for at få samværet til at fungere, har en fra forvaltningen hentet

og bragt barnet.

De positive eksempler er moren i familien Hansen, som ved, at børnene ikke

bliver hjemgivet, men som bliver støttet i sin forældrerolle under anbringelsen.

Hjemme-hos’eren er fortsat støtteperson for moren og medvirker til, at mor og

børn generelt har en positiv relation til hinanden. Støtten til moren i familien

Larsen er også positiv, fordi den fortsætter under anbringelsen. Hun får bl.a.

støtte til at finde en forældrerolle under samvær med børnene. Samtidig med

at der arbejdes for, at hun skal bearbejde sine egne problemer.

Familieanbringelse har familie Larsen og Hansen erfaringer med. Familien

Larsen oplever, at det var vanskeligt at skulle anbringes og opdrages som voksen.

Det var som et fængsel, og det var umyndiggørende at være i en anden familie,

som skulle overvåge kontakten mellem børn og voksne. Men moren havde

ikke noget valg, for truslen var, at drengen ville blive fjernet, hvis hun ikke

blev i familieplejen. Set i bakspejlet vurderer moren familieplejeanbringelsen

som positiv. Det hjalp hende, og opholdet medførte, at hun i dag er mor til sin

dreng.

“Min styrke dengang var, at jeg kæmpede for min dreng. Ingen

skulle tage ham fra mig.” (Larsen)

For familien Hansen er det opholdet på en akutinstitution, der er vanskelig.

Hun oplever, at hun er spærret inde, fordi hun skal være sammen med sine to

børn 24 timer i døgnet og må ikke sende dem alene ned og lege.

Flere betingelser medvirker til, om forældrene kan varetage en positiv forældrerolle

under anbringelsen af barnet og eventuelt efter, f.eks. informationer

om børnenes liv, støtte til at løse problemer i relationen mellem forældre og

børn og til at løse forældrenes egne problemer.

41


Både i de familier, hvor hensigten er, at børnene skal hjemgives og i de familier,

hvor de ikke skal, er det centralt med støtte til den omdefinering af forældreskabet,

som en anbringelse medfører. Det drejer sig om støtten til processen,

i forhold til at kunne varetage samværet og udvikle relationen mellem forældre

og børn samt støtte til at klare forældrenes problemer.

4.6 Arbejde som forstærker eller afhjælper problemerne

Generelt er de interviewede mere velfungerende end det generelle billede, som

anbringelsessagerne tegner af forældrene. Flere er uddannede og har lønarbejde,

omend nogle på interviewtidspunktet var sygemeldt. De interviewede forældre

har en mindre marginal tilknytning til arbejdsmarkedet end generelt for

de familier, som har et barn anbragt på grund af misbrug og/eller manglende

omsorgskompetence. Vi har på denne baggrund valgt at analysere familiernes

relation til arbejdsmarkedet, og hvilke positioner familierne har mellem omsorg,

arbejde og ledighed.

Analysen af de interviewede familiers relation til arbejdsmarkedet viser, at

nogle forældre har lønarbejde, andre har lønarbejde i perioder, og atter andre

har aldrig har haft et lønarbejde. Arbejdet har forskellig betydning i familierne

og for, hvordan de magter at strukturere og stabilisere hverdagen og drage omsorg

for deres børn.

Arbejdssituationen eller arbejdstiderne forstærker nogle af familiernes problemer

og medvirker til at løse dem for andre.

For familien Nielsen er det forældrenes arbejdstider, som bl.a. gør det vanskeligt

at løse familiens problemer.

“Vi fik forståelse af, at skolelærerne mente, at vi skulle holde

vores søn i hånden for at sikre os, at han kom i skole hver

dag. Men hvordan skal vi kunne gøre det, når vores arbejdstider

medfører, at ingen af os er hjemme om morgenen, og derfor

ikke kan sende ham afsted...jeg sagde, at hvis kommunen

kunne betale den løn, jeg får for at gå på arbejde, så kunne

jeg sige mit arbejde op og følge vores søn i skole...for selvfølgelig

er det vores ansvar, at han kommer i skole.” (Nielsen)

Forældrene er ufaglærte, og deres arbejdstid medfører, at de ikke har mulighed

for at sende deres søn af sted til skole om morgenen. Han er teenager og må

selv sørge for at komme af sted, efter at han er blevet vækket, og moren har

sagt farvel for at tage på arbejde. Drengen begynder at pjække, og forældrene

har vanskeligt ved at se, hvordan de skal løse problemet. I en periode går moren

sygemeldt og følger sønnen til skolen, men han pjækker fortsat.

42


I familien Andersen er det transporttiden og transportmulighederne til arbejdet

samt den afhængighed til andre mennesker, som den enlige mor har i hverdagen,

som bl.a. vanskeliggør hendes forældreskab.

Moren har en mellemlang uddannelse og bor i et område med få beskæftigelsesmuligheder.

Da hendes datter er et år, får hun arbejde en times transport fra

bopælen. Det betyder, at hun sammenlagt er væk fra datteren 10 timer om dagen

og samtidig afhængig af personer, som hun kan køre med til og fra arbejde,

en barnepige som kan afhente datteren i dagplejen, og familie til at handle for

hende. Det er en uholdbar situation for hende, og forældreskabet begynder at

køre skævt.

I familien Larsen er arbejdet med til at strukturere og stabilisere hverdagen.

Moren er enlig med misbrugsproblemer og får metadon i perioder. Indimellem

har hun arbejde. Når hun er i arbejde, har hun noget at stå op til, og det hjælper

hende til at strukturere hverdagen for sig selv og sine børn. På arbejdet får hun

anerkendelse for sin faglighed og socialt samvær med andre, og det styrker

hende og giver hende ressourcer i forhold til at varetage forældreskabet.

Forældrene oplever, at deres problemer ses uafhængigt af deres arbejdsmarkedsrelation,

og at deres arbejdsbetingelser eller deres arbejdsløshed ikke bliver

sat i forhold til, om det forstærker eller afhjælper problemerne i familien.

Problemet er, at i forvaltningens vurdering af familiernes problemer tillægges

forældrenes relation til arbejdsmarkedet ingen særlig betydning. De støttende

foranstaltninger sættes ikke i perspektiv til de vilkår, forældrene har med hensyn

til arbejdstider eller mangel på arbejde. En familie oplever at være fastlåst

på grund af deres arbejdstider, og dette er et afgørende element i forhold til,

hvordan de skal ændre på familiens hverdagsrutiner til gavn for børnene. Analysen

peger på, at forvaltningerne med fordel kunne brede perspektivet på familiens

ressourcer og mangel på samme ud til også at omhandle deres arbejdsmarkedsrelation

og i den forbindelse vurdere, hvordan arbejdet enten fastlåser

eller frigiver forældrenes muligheder for at drage omsorg for deres børn.

43


5 Socialt arbejde med børnefamilier

I dette og næste kapitel skal vi se på sagsbehandlingen af anbringelsessager.

Der er to dimensioner i sagsbehandlingen.

Den ene drejer sig om sagsbehandlingen eller det sociale arbejde i forhold til

de enkelte børnefamilier. Det er den enkelte sagsbehandlers møde med børnefamilien,

hvordan oplever sagsbehandlerne problemerne i familierne, og hvordan

afklares og undersøges problemerne, hvilke metoder og redskaber anvender

sagsbehandlerne i den meget vanskelige opgave at overveje en anbringelse?

Hvordan er mulighederne for matchning mellem det enkelte barns situation og

anbringelsesstedet, og hvordan arbejdes der med familier ved børns anbringelse.

Hvad er det for en helhedsorientering, der præger sagsbehandlingen?

Den anden dimension drejer sig om de organisatoriske rammer for sagsarbejdet.

Hvilke institutionelle rammer er der i de enkelte kommuner, hvordan er de

tværfaglige team organiseret, og hvordan virker de, hvordan er samarbejdet

mellem socialforvaltningen og samarbejdspartnere og mellem kommune og

amt?

I det følgende vil vi sætte fokus på det sociale arbejde i forhold til børnefamilierne.

Hvad er det for undersøgelser, der sættes i gang i den enkelte kommune,

hvordan oplever sagsbehandleren børnefamiliernes problemer og hvordan arbejdes

der helhedsorienteret?

5.1 Undersøgelsen

I retroperspektivet er en af sagsbehandlernes refleksioner af anbringelserne:

“Hvorfor skulle der gå så lang tid fra familiens problemer blev kendt i forvaltningen,

til anbringelsen af barnet uden for hjemmet er en realitet?” Det er denne

fase i anbringelsesforløbet, vi stiller skarpt på i dette afsnit. Svaret på

spørgsmålet er langt fra entydigt, men handler bl.a. om:

Mindsteindgrebstanken

Isoleret støtte til familiens komplekse problemer

En sag bygges op/motivationsarbejdet i forhold til forældrene

Dilemma mellem grundig undersøgelse og hurtig foranstaltning

De lovgivningsmæssige rammer vedrørende undersøgelsesarbejdet siger, at “en

undersøgelse skal resultere i en begrundet stillingtagen til, om der er grundlag

for at iværksætte foranstaltninger og i bekræftende fald af hvilken art disse må

være... Undersøgelsen må ikke være mere omfattende, end formålet tilsiger, og

skal i øvrigt gennemføres så skånsomt som muligt.” (§38 stk. 2 og 3 i lov om

social service).

44


Mindsteindgrebstanken knytter sig til lovgivningens målsætning om, at en undersøgelse

af familiens problemer ikke må være mere omfattende, end formålet

med undersøgelsen tilsiger. Det betyder konkret, at sagsbehandleren løbende

må vurdere omfanget af undersøgelsen i forhold til de problemer, som familien

har. Der er tale om en vurdering af, hvilke oplysninger der skal bruges til at afdække

familiens problemer, og der er tale om en afvejning og balancegang både

i forhold til vurdering af problemerne, men også i forhold til børnefamilierne.

Man skal f.eks. passe på ikke at frastøde familien, således at en senere nødvendig

kontakt bliver vanskeliggjort.

Det er forskelligt, hvordan familiens problemer bliver undersøgt før anbringelsen.

I sager, hvor barnet er blevet fjernet akut, er der ikke tale om en egentlig

undersøgelsesfase, og i andre anbringelsessager strækker undersøgelsesperioden

sig over længere tid og med indhentning af informationer om barnet fra

f.eks. skolepsykologer og pædagoger. De længerevarende sager er karakteriseret

ved, at der også bliver lavet forskellige undersøgelser, f.eks. psykologiske

undersøgelser af barnet, forældreevneundersøgelser, ligesom f.eks. en foranstaltning

som en hjemme-hos’er kan indgå i som en del af undersøgelsesperioden.

Når vi analyserer anbringelserne ud fra årsager, viser det sig generelt, at der er

forskel på, hvordan undersøgelsesforløbet foregår alt efter, om forældrene er

psykisk udviklingshæmmede eller har et narkotikamisbrug eller et alkoholmisbrug.

Men der et også en generel tendens, nemlig at undersøgelsesarbejdet er

mere knyttet til selve anbringelsesforanstaltningen og til samarbejdsrelationerne

mellem forvaltningen og familien end til det tidspunkt, hvor familiens problemer

bliver kendt for forvaltningen.

Psykisk udviklingshæmmede forældre er kendte i socialforvaltningen, og de er

på baggrund af deres diagnose kendt i forvaltningen, fra barnet bliver født. De

bliver betragtet som forældre, der har særlig behov for støtte til at varetage deres

forældreskab. Der er støtteforanstaltninger tilknyttet familierne f.eks. hjemme-hos’er,

støttepædagog til barnet i institution og socialpædagogisk friplads.

Bliver der problemer i samarbejdet mellem familie og barn, bliver der foretaget

en undersøgelse af forældrenes forældreevne ved en psykologisk undersøgelse.

Med hensyn til manglende omsorgssvigt og misbrug i familierne er det ofte via

underretning, at forvaltningen kommer ind i billedet. Kommunen skal, når den

får kendskab til en sag, foretage en undersøgelse. Får kommunen f.eks. underretning

om omsorgssvigt i relation til et barn, tager sagsbehandleren en samtale

med familien. Underretning og oplysningerne forelægges, og parterne giver deres

opfattelser af sagen. På den baggrund besluttes en eventuel undersøgelse,

således at der kan skabes grundlag for at træffe en beslutning om, hvad der skal

ske og foretages.

45


I mange kommuner foretages der en §38-undersøgelse med henblik på at afklare,

hvad der skal sættes i værk af foranstaltninger eller indgreb. Undersøgelsen

kan være mere eller mindre omfattende. En mere omfattende kan indeholde

f.eks. forældrenes historie, kortlægning af familiens sociale netværksamt, oplysninger

på barnet fra sundhedsplejerske, daginstitution, skole, fritidsklub og

eventuelt søskende.

I en række kommuner lægges der vægt på at foretage en mere grundig undersøgelse.

Alle sager tages op i det tværfaglige udvalg, og der tages stilling til undersøgelsen.

I en række kommuner er der således tale om mere faste procedurer.

I andre kommuner erkender man, at der kunne gøres mere ud af disse undersøgelser.

Det er ikke altid, at man starter en sag med en egentlig undersøgelse. Der er en

række sager, hvor man går ind og vurderer omfanget af den støtte, der er brug

for, og så ser man, hvordan det går. Det kan være sager, hvor det er svært at

definere familiernes problemer på et tidligt tidspunkt. Ofte viser problemerne

sig først senere. Man er derfor nødt til at lære familien godt at kende og nå til

en erkendelse af problemerne, før man laver en undersøgelse.

Det er opfattelsen blandt nogle sagsbehandlere, at når en undersøgelse først for

alvor går i gang – så er det rigtigt slemt. Så ender det altid op i yderligere undersøgelser.

Det kan være f.eks. psykologiske eller psykiatriske udredninger,

forældreevneundersøgelser og lignende - alt afhængig af problemstillingen –

og på baggrund heraf tages der stilling til sagen.

5.2 Arbejdet med misbrugsfamilier

“Når vi snakker misbrug, synes jeg, at det er svært at arbejde

med dels stofmisbrugere og alkoholmisbrugere. Hvornår skal

man gøre hvad, for der kan være gode perioder og mindre

gode perioder. Hvor er grænsen for, hvad vi tillader? Hvordan

måler vi hos børnene, hvordan måler vi hos de voksne.

Jeg synes gang på gang, så sidder man og kan sige både for

og imod, og det er svært at få nogle reelle udtalelser fra forældre,

der er misbrugere af den ene eller anden art, det synes

jeg virkelig. De er så problemfornægtende, så det er ikke realistisk.”

(Sagsbehandler på dialogmøde)

Misbrugsproblematikken er fremme, fordi der er tale om en vanskelig gruppe

forældre og dermed også børn. Der går ofte tid, inden man håndgribeligt går

i gang med sådanne familier medmindre, det er nyfødte børn. I mange forvaltninger

er der et rigtigt godt samarbejde med jordemødre og sundhedsplejersker,

46


hvilket betyder, at man kan gribe forebyggende ind allerede ved graviditeten

og forberede familier, hvis der eventuelt er tale om en anbringelse.

De mange uklarheder i forbindelse med misbrug – er der tale om alvorlig misbrug,

og hvilken betydning har det for barnet? – betyder, at forvaltningerne ofte

kommer sent ind i disse familier. Det er vanskeligt at stille regler op for misbruget,

idet nogen kan drikke mere end andre eller måske har ressourcer i netværket,

som kan kompensere for deres dårlige perioder.

Mange sagsbehandlere har oplevet at være kommet alt for sent ind, men ingen

har været bekymret for familien eller barnet. Henvender man sig efterfølgende

til f.eks. daginstitutionen eller skolen, viser det sig, at de ikke har opfanget nogen

signaler, og derfor har der ikke været tale om nogen bekymring.

Socialforvaltningen er meget afhængig af samarbejdspartnerne. Det er dem,

som er tæt på familierne, der skal komme med noget og derfor også dem, som

skal underrette, hvis der er tale om bekymring for barnet. I mange små kommuner

har sagsbehandlerne i de fleste tilfælde en viden om forældrene, hvis de

har en eller anden form for misbrug. I disse tilfælde kan man gå ind og tilbyde

hjælp og støtte, selv om det kan være svært at skelne mellem, hvornår det er

forbrug og misbrug.

Det er langt vanskeligere i forhold til de familier, hvor man har en mistanke,

eller der har været noget før, men uden at det har været muligt at få fat i, hvad

der var problemet. Det er sager, som ofte benævnes som uhåndgribelige sager

– hvor du ikke kan få noget af vide. Ingen institutioner vil udtale sig, og barnet

fungerer tilsyneladende godt.

“Vi kan ikke rigtigt få fingrene i det. Henvender man sig til

daginstitutionen eller skoleen, så er der ikke rigtigt noget

særligt omkring barnet, måske har de hørt, at tidligere børn,

som nu bor hos fædrene, har oplevet svigt. Men når man så

tager ud og vil snakke med familien, spørger de, hvorfor kommer

forvaltningen nu igen? Det er utroligt svært at få fat i lige

nøjagtig det, der er problemet.”

(Sagsbehandler på dialogmøde)

Overvejelsen fra sagsbehandlerne er, at de hele tiden skal holde sig for øje, at

de ikke skal skræmme familien, således at de på et senere mere nødvendigt

tidspunkt er umulige at komme i kontakt med. Så der er ofte tale om en balancegang

og en afvejning. Spørger man til deres misbrug eller antyder noget i den

retning, så kan risikoen i mange tilfælde være, at der etableres lukkede skodder

for kontakt og dialog.

Da det er meget vanskeligt for sagsbehandlerne at vurdere voksnes misbrug og

forældreevne i den forbindelse, er det først og fremmest konsekvenserne for

47


ørnene og deres reaktioner, som kommer til at stå centralt i overvejelserne

omkring anbringelse eller ikke.

Det er børnenes reaktioner på mistrivsel, som bliver afgørende for, hvornår forældrenes

misbrug og/eller manglende omsorgskompetence bliver vurderet til

at have et uacceptabelt omfang. Det stiller krav til, at personer omkring barnet

kan aflæse reaktionerne og handle i forhold til dem, når de er bekymrede.

Det vanskelige og ofte lidt modsigende i overvejelserne omkring anbringelser

er, at selv om det helt klart er børnenes reaktioner og adfærdsmønster, som

danner grundlag for bekymring, så viser det sig, at målingerne og undersøgelser

af familien meget ofte går på forældrene. Det handler om centrale omsorgselementer:

Er forældrenes forventninger realistiske og har de indlevelsesevne?

– men det kan også dreje sig om praktiske forhold, som at der ikke bliver taget

vare på børnene, og at de ikke møder i skolen stabilt.

Problemstillingen er, at børn i misbrugsfamilier ofte først reagerer på den

manglende omsorg over en tidsmæssig lang periode og dermed med en vis forsinkelse

(jf. Hansen, 1996).

Mange sagsbehandlere nævner i den forbindelse de tilpassede børn, som sidder

stille og opfører sig ordentligt. De kan være lidt triste og indadvendte, men klarer

sig, og først senere får de det på en eller anden måde meget svært.

“Jeg synes, at vi begynder at se flere af de overtilpassede

børn, som der så heldigvis også er fokus på. Det er dem, som

får en masse problemer senere hen i livet. De er oftest sværest

at arbejde med. De klarer sig fint i skolen, og de har også

en social omgang. De tilpasser sig, og fagligt klarer de

sig. Der kommer ikke noget fra skolen. De kommer i skole,

nogle gange mangler de madpakke og skoletaske, og de kan

nogle gange være nuset i tøjet og virker ofte trætte. Men det

er svært at sige til forældrene, at de mistrives.”

(Sagsbehandler på dialogmøde)

Efter at forvaltningen har fået kendskab til familiens problemer og afdækket

dem på forskellig vis samt iværksat diverse forebyggende foranstaltninger i

forhold til en anbringelse, så viser det sig, at når barnet først reagerer på den

manglende omsorg, som det er udsat for i hverdagen ved f.eks. at være ukoncentreret,

uadreagerende m.m., så handles der i forvaltningen, og anbringelse

kommer på tale. Det er ofte først, når daginstitutionen og skolen eller de undersøgelser,

som er foretaget, viser, at barnet har taget skade af forældrenes

misbrug eller manglende omsorgskompetence, at den næste foranstaltning er

anbringelse uden for hjemmet.

48


5.3 Overvejelser om anbringelse

“Hvornår er misbruget af en sådan karakter, at de ikke kan

tage vare på forældrekompetencen? Er det kun misbrug, så

er de faktisk gode til at varetage kompetencen, der går faktisk

rigtig lang tid, inden man opdager noget. Børnene trives i

skolen, der er ikke bekymring, ikke før der sker et eller andet.

Der går mange misbrugere rundt, hvor ingen rigtig ved, at

der er misbrug.”

(Sagsbehandler i dialogmøde)

Et dilemma i forvaltningernes arbejde med anbringelser af børn er vurderingen

af, om det er bedst for det pågældende barn at vokse op hos sin familie med de

problemer med misbrug og/eller mangel på omsorg, som forældrene har, eller

om det er bedst at anbringe barnet uden for hjemmet med de konsekvenser, det

har for barn og familie.

Ud fra holdningen i Vestsjællands Amt og på baggrund af de refererede anbringelsessager

er der forældre, hvor misbrugsproblemerne eller den manglende

omsorg har en sådan karakter, at det er tydeligt, at det skader barnet. Forældre/barn-relationen

beskrives som så dårlig nærmest fraværende, at andre foranstaltninger

end anbringelse er urealistiske. Der er f.eks. tale om familier,

hvor begge forældre er narkomaner, og hvor barnet fødes med abstinenser, og

hvor ingen af forældrene er stoffri. Eller om en mor, som er meget psykisk syg.

Andre familier kan støttes med andre foranstaltninger end anbringelse og på

denne måde varetage et forældreskab. Men i nogle familier kan alkoholproblemer

eskalere periodisk eller mere vedvarende, og dilemmaet vil være en realitet.

Andre familier igen vil kunne varetage deres forældreskab med anden støtte

end anbringelse af barnet uden for eget hjem. Men disse familier er ikke med

i denne undersøgelse, som har aktuelle anbringelsessager som udgangspunkt.

Som led i det forebyggende arbejde er det relevant at diskutere, hvordan man

tidligere kan støtte børn i misbrugsfamilier, således at de får støtte på et tidligt

tidspunkt og således, at anbringelse ikke udelukkende bliver en foranstaltning,

når barnet reagerer på et årelangt omsorgssvigt.

Selv om det altid er lettere at vurdere et forløb retrospektivt, så må man på baggrund

af de anbringelsessager, som indgår i denne undersøgelse, konstatere,

at børnene skal reagere negativt og udvise tegn på mistrivsel, før en anbringelse

bliver aktuel.

At der kan går relativt lang tid, før et barn anbringes uden for hjemmet, og måske

først efter, at der gennem mange år har været forskellige foranstaltninger

49


i familierne, hænger sammen med flere forhold f.eks., hvordan en børnesag

starter, og om familierne er kendet eller ukendte i forvaltningen samt, om familierne

vil erkende deres misbrug.

Det sidste er ofte det vanskeligste, idet forældrene har svært ved selv at indse,

at de har et misbrug, og er benægtende i forhold til at se, hvor meget misbruget

fylder i forhold til, at de ikke kan være forældre for deres børn. Der kan ligge

mange års arbejde med forældrene for at finde ud af at få gjort noget ved misbruget.

Er der derimod tale om en erkendelse, så er der tale om forskellige foranstaltninger

alt afhængig af den enkelte families situation. Der kan være tale om etablering

af en hjemme-hos’er, psykolog, behandling på familiecenter, familiepleje

og aflastning.

I en kommune i Vestsjællands Amt anvender man familiebehandling på et

bredt grundlag. Nogle af familierne har været gennem et afgiftningsprogram,

andre har ikke, men besluttet sig til metadon eller en kold tyrker. I familiebehandlingen

arbejder de med hele familiens problematik, også misbrugsproblematikken

med henblik på, at de kan komme til at fungere som en familie igen.

Forløbet gennemføres i samarbejde med rådgivningscentret, som ligger i kommunen.

Det afgørende er, at familierne er motiverede. Der skal være en eller anden

form for motivation. Det er sjældent, at man kan anvende truslen om at fjerne

børnene, da familierne kan være langt ude med et tungt misbrug, og derfor tåler

de meget. Sagsbehandlere peger på, at det er nemmere at arbejde med disse

familier, når forvaltningen har kontakt til både børn og forældre. Der har her

været tale om gode forløb, hvor det er lykkedes at få forældre ud af deres misbrug.

Men det er svært og ender ikke altid godt. Men til gengæld kommer der

en afklaring.

I en anden kommune laver man konkrete aftaler med forældrene, hvor det at

gå på antabus er en del af aftalen. Dette gøres uden samarbejde og kontakt med

rådgivningscentret. Det er den praktiserende læge, der ordinerer antabus

“I denne familie, hvor faderen er på antabus, der startede det

op med, at familien blev opløst. Han havde en samboende,

som han havde fået et barn sammen med, og så havde han en

datter fra et tidligere forhold. Og de gik hinanden på, og hans

alkoholforbrug det steg og steg, og så greb vi ind. Der kom

indberetninger, og den samboende kvinde flyttede hjemmefra,

det fungerede ikke. Deres fælles barn blev anbragt frivilligt,

og så beholdt han sit barn fra første forhold. Moderen fra

dette forhold er også alkoholiseret, men har samvær med barnet.

Han har genoptaget kontakten med den gamle familie og

50


naboer, og det går fremad. Han er “faldet i” én gang, så

måtte vi fortælle, at han kun fik en chance, og han var godt

klar over, at så falder hammeren.”

(Sagsbehandler på dialogmøde)

I dette tilfælde er det sagsbehandleren, der selv går ind og vurderer familien og

laver en aftale om antabus. Hvis der ikke indgås denne aftale, vil der være tale

om en anbringelsessag. Kommunen har ikke samarbejdet med rådgivningscentret,

som ligger langt fra kommunen. Det er den privatpraktiserende læge,

der ordinerer antabus, og sagsbehandleren er den, som går ind som den person,

der kontrollerer, at det bliver overholdt.

Nedenstående er et eksempel på et sådant forløb:

“En familie, hvor moren er dårligt begavet, og faren er alkoholiker

og hvor de ventede et barn – der lavede vi en kontrakt

fra starten af, om at de skulle på Bakkehuset i Slagelse i forbindelse

med, at de får barnet, hvor der sker en afklaring af,

om de kan klare barnet. Der er det en forudsætning, at man

er ædru og ikke har noget misbrug, når man er på Bakkehuset.

Da starter jeg som sagsbehandler antabus op, og han

fortsætter dernede. De kom hjem med støtte i hjemmet. Det

holdt ikke. Alkohol startede efter 3/4 år, så kom hun på Bakkehuset

endnu en gang, så det har da nogle konsekvenser,

hvis kontrakten ikke bliver holdt. Det var så nemt i denne sag,

fordi vi kunne følge med fra starten.”

(Sagsbehandler på dialogmøde)

I andre kommuner er man mere tilbageholdende med sådanne foranstaltninger.

Først og fremmest fordi der ikke er tilbud i form af familiebehandling, men også

fordi der ikke er noget samarbejde med rådgivningscentret. I mange kommuner

er der intet samarbejde, og man ved meget lidt om, hvad rådgivningscentret

kan og ikke kan. Der er klare opfattelser af, at amtet ikke har den ekspertise,

som er nødvendig. De enkelte kommuner forsøger så at gøre det så godt som

muligt og på deres egne præmisser.

5.4 Hjemgivelse

Mange sagsbehandlere peger på, at de erfaringsmæssigt ved, at det ikke kan lade

sig gøre at hjemgive børnene, fordi problemerne i familierne er for massive,

og de vil ikke kunne blive løst næsten lige meget, hvor mange ressourcer der

blev anvendt. Det tager lang tid at arbejde med sådanne familier. Selvfølgelig

gælder det, at jo tidligere du kommer ind, jo større er chancen for, at du kan

arbejde på hjemgivelse. Men det sker sjældent.

51


Opfattelsen er da også hos mange sagsbehandlere, at de i anbringelsen tænker

den som en varig anbringelse. Det er urealistisk at tænke i hjemgivelse i forhold

til disse familier, og det samme gælder de få familier, som selv har bedt

forvaltningen om at finde et sted til deres barn. Når barnet endelig er anbragt,

er de fleste sagsbehandlere lettede over afslutningen af et langt besværligt forløb

og derfor tænkes og handles der ikke på noget, der ligner hjemgivelse.

“Jeg synes ikke, vi glemmer forældrene, vi laver også handleplaner,

hvor der står hvilken støtte, der skal være til forældrene.

Vi skal jo arbejde på hjemgivelse, hvis det kan lade sig

gøre. Vi har også familierådgivere, der er koblet på forældrene,

mens børnene er anbragt, både for at erkende de mangler,

de har, men også i relation til samværet, hvordan kan vi gøre

det på en mere hensigtsmæssig måde. Men det er rigtigt, at

det er mest koncentreret om børnene, når de er anbragt.”

(Sagsbehandler i dialogmøde)

Der er sagsbehandlere, som peger på det forhold, at forældrene ikke får nok

støtte. Loven lægger op til, at familien tilbydes en familierådgiver. Det sker

kun i yderst sjældne tilfælde. I den forbindelse peges der på de manglende tilbud

til opfølgning – særligt med henblik på de tilbageblevne forældre – og behandlingstilbud

med henblik på opbygning og udvikling af forældrenes forældreevnekompetence.

Sådan som forvaltningerne har det i dag, er der få eksempler

på, at der bliver arbejdet med hjemgivelse og kun i få tilfælde leves der op

til intentionerne i lovgivningen.

I forhold til en konkret sag udtaler den sagsbehandler, som refererer sagen, at

hun aldrig kunne anbefale, at drengen i dag skulle bo hos egne forældre, fordi

han er opvokset i en anden livsstil. Ændringerne ville være for radikale for

ham, og det vil han ikke kunne håndtere. Men det er et overgreb at afskærme

ham fra kontakt med sin biologiske mor. For man skal kende sine biologiske

rødder, og moren skal have mulighed for at følge med i drengens liv. Sagsbehandleren

siger om den konkrete sag:

“Træerne vokser ikke ind i himlen – moren får selvfølgelig ikke

bare pludselig en stor forældreevne, fordi hun får en ny

samlever og et nyt barn, der sker ikke et mirakel – og der er

ingen tvivl om, at det anbragte barn har lidt overlast – som

har præget hans personlighed. Derfor har man skønnet, at

han ikke skal hjemgives, for han har mange ting, han skal lære.

Han har haft meget brug for tryghed og stabilitet. Så han

skulle ikke hjem. Men moren kunne ikke forstå det.. Misbruget

bliver ændret i familien, alkohol bliver ikke lagt på hylden,

men der er ikke tale om et konstant misbrug, men periodisk

misbrug. Faren er en god omsorgsperson ift. børn i spædbarnsalderen,

og hans ressourcer var også godt for moren,

52


fordi hun fik støtte til at udføre dem. Faren kunne vejlede moren

med det andet barn, og det har givet hende selvtillid. Der

har ikke været nogle foranstaltninger ift. det yngste barn...

Familiens liv er tilfældig, de lever i nuet, f.eks. vælger de ikke

at flytte nærmere plejefamiliens bopæl, men længere væk,

hvilket besværliggør samværet, men sådan tænker forældrene

ikke.” (Sag b)

Det er uklart, hvilke kriterier der ligger til grund for, om der bliver arbejdet på

at etablere og forbedre samvær mellem barn, forældre osv. eller om samværet

nærmest er opgivet på forhånd. I nogle sager ydes en omfattende indsats, hvor

forvaltningen støtter forældrene, hvis de har vanskeligt ved at samle ressourcer

til samvær, i andre familier gives ikke en sådan støtte selv om det umiddelbart

på baggrund af sagsgennemgangen tilsyneladende er tilsvarende problemer og

ressourcer, familierne har.

“Jeg tror, når jeg skal prøve at analysere det, så er det jo sådan,

at de familier, hvor børn bliver anbragt, det er de vanskelige

familier, hvor det er utroligt svært at arbejde med forældrene,

og hvor det tager lang tid. Der ligger mange gange

mange års social arv, som der skal arbejdes med, før de kan

få børnene hjem. Så det er ikke det, man starter med – at arbejde

på hjemgivelse samtidig med, at man anbringer. Det

gør jeg ikke.”

(Sagsbehandler i dialogmøde)

5.5 Helhedsorientering

Hvad enten der er tale om manglende omsorg eller misbrug i familier, er det

oplagt, at fokus i forvaltningen er koncentreret om det enkelte barn. Det er barnets

tarv, som er i fokus. Dette på trods af, at det er forældrene, man taler med,

og at det er dem, der er opmærksomhed på specielt, når vi taler om misbrug i

familierne. Det er forældrenes forældreevne, som er central i vurderingen af

en anbringelse, selv om der ofte siges, at der måles på børnene.

Spørgsmålet er, hvorvidt det er muligt at arbejde helhedsorienteret, og hvordan

sagsbehandlerne opfatter helhedsorientering.

En opfattelse på helhedsorientering er netop at se på hele familien og deres

indbyrdes roller og funktioner. Der kan være risiko for, at der fokuseres på barnet,

men skal der være tale om en helhedsorientering, må problemerne bredes

ud til også at omfatte forældrene, forældre/barn-relationen, øvrige familierelationer,

netværk, arbejdsmarkedsrelation, bolig, økonomi osv.

53


Helhedsorienteringen er i nogle tilfælde knyttet tæt til de tværfaglige team, idet

de sætter fokus på hele familien og ser på ressourcer, funktioner, relationer og

svagheder.

Men også i andre dele af praktisk socialt arbejde kan man se gode eksempler

på en helhedsorientering f.eks., hvor både sundhedsplejerske, psykolog, rådgiver

og f.eks. hjemme-hos’er medinddrages og samarbejder omkring afklaring

og iværksættelse af foranstaltninger i relation til konkrete problemer i familien.

Der er også eksempler på, at selve undersøgelsesfasen – dvs. selve afklaringsfasen

er helhedsorienteret. Med §38-undersøgelsen er der tale om at inddrage

alle væsentlige aspekter omkring den enkelte familie, som kan være med til at

give grundlaget for, hvordan der skal handles videre. Der er tale om en social

analyse med inddragelse af forhold som økonomi, boligforhold, arbejdsmarkedstilknytning,

uddannelse, sociale netværk m.m.

Der, hvor det ofte kan være vanskeligt at få helhedsorienteringen i anvendelse,

er i forholdet mellem arbejdsmarkedet og familielivet, og specielt i forhold til

familier med misbrug er der tale om mange barrierer for samtænkning og samarbejde

mellem socialforvaltningen og misbrugssektoren.

I en række forvaltninger har sagsbehandlerne den generelle opfattelse, at helhedssynet

i dag er blevet splittet mere op, og at de hele tiden skal sørge for at

bibringe sagen en helhedsorientering. Der er alt for ofte tendenser til kun at se

på barnets tarv og ikke inddrage forældrenes ressourcer, ligesom der ikke gøres

et tilstrækkeligt helhedsorienteret undersøgelsesarbejde.

Specielt til det sidste tænkes der på det manglende samarbejde mellem socialforvaltningen

og kommunens institutioner og skoler, politimyndigheder og

praktiserende læger og specielt i forhold til alkoholmisbrug et manglende samarbejde

mellem rådgivningscenter og socialforvaltning. De vanskeligheder, der

er for dette samarbejde, vil vi se nærmere på i det følgende kapitel.

I mange af undersøgelseskommunerne er der tilsyneladende et udmærket samarbejde

omkring familier med narkotikamisbrug, hvor socialforvaltningen holdes

orienteret omkring børn og deres situation, Det samme gælder omkring de

sindslidende, mens der synes at være tale om et lukket land, når det gælder alkoholmisbrug.

54


6 Organisering og samarbejde

I dette kapitel vil vi se på sagsbehandlingen i forhold til den organisering, der

er i de enkelte kommuner og samarbejdet, sådan som det fungerer i forhold til

forskellige samarbejdspartnere. Det gælder pædagoger, lærere, sundhedsplejersker,

læger, psykologer og alkoholbehandlere repræsenterende henholdsvis

daginstitutioner, skoler, institutioner og behandlingssteder. Samarbejdet er af

betydning både i forhold til forvaltningens kendskab til børns og familiers problemer

og i relation til indsatsen.

For det første vil vi se på de tværfaglige team, og hvordan de er organiseret og

fungerer i de enkelte kommuner. Dernæst vil vi se på, hvordan forvaltningerne

får kendskab til det enkelte barns og familiens problemer, hvem er det, der underretter,

og hvordan fungerer underretningen. Desuden vil vi se på samarbejdet

i forhold til misbrugssektoren. Endelig vil vi se på, hvordan sagsbehandlernes

kendskab til anbringelsesstederne er, og hvordan de vurderer anbringelsesstederne.

6.1 Tværfaglige team

I lov om forebyggende sundhedsordninger for børn og unge pålægges amter og

kommuner en forpligtelse til at koordinere den sundhedsmæssige indsats i forhold

til børn og unge. Derudover er kommunerne forpligtet til at etablere en

tværfaglig gruppe, som skal sikre, at børn og unge med særlige behov får lægelig,

social, pædagogisk, psykologisk eller anden form for støtte. Det er således

lovpligtigt, at der arbejdes tværfagligt i kommunerne, men formen for samarbejdet

er individuel.

Hensigten er, at der i kommunerne findes mindst én tværfagligt sammensat

gruppe, der kan forholde sig både til den kommunale planlægning på området

og til konkrete sager vedrørende enkelte børn, som ikke løses i det almindelige

lokale samarbejde.

De tværfagligt sammensatte grupper – tværfaglige team – fungerer meget forskelligt

i de enkelte kommuner og i forhold til, hvordan de bliver brugt. Det

gælder både med hensyn til sammensætning, kompetence og samarbejde.

Vi skal ikke her give en udtømmende beskrivelse af de tværfaglige team i kommunerne

i Vestsjællands Amt, men pege på forskellige typer af organiseringer

og måder, de fungerer på.

Der eksisterer flere forskellige typer af tværfaglige team i kommunerne i amtet.

55


En type af tværfaglige team er sammensat af socialrådgiver, sundhedsplejerske,

skolepsykolog, klinisk psykolog og tale- og hørepædagog. Desuden deltager

eksterne samarbejdspartnere på hvert andet teammøde. Gruppen dækker geografisk

opdelte områder. Den koordinerende indsats i børne- og familiesager

tager sit udgangspunkt i de tværfaglige team. Teamet kan optage sager i det

tværfaglige team, og samarbejdspartnerne kan forelægge sager for teamet. Der

kan være tale om konkrete sager, hvor der er givet samtykke til at drøfte sagen

fra forældre eller andre. Men der er også mulighed for at forelægge en bekymringssag

anonymt. Udgangspunkt for, at en sag bliver optaget i teamet, er, at

det er nødvendigt at få en tværfaglig vurdering af et konkret problem. I de enkelte

sager bliver der ofte udpeget en koordinator, som har ansvaret for, at de

forskellige samarbejdspartnere bliver orienteret løbende og for, at der bliver

indhentet oplysninger. Det vurderes som positivt, at en sag starter på denne

måde, fordi den bliver koordineret med det samme.

En anden type af tværfaglig team er sammensat af en afdelingsleder for børneog

ungeafdelingen, socialrådgiver, sundhedsplejerske, psykolog, folkeskolelærer

og en pædagog. Teamet mødes en gang om ugen. Teamet har den økonomiske

og behandlingsmæssige kompetencer overfor børn og unge og deres familier

både i forhold til servicelovens bestemmelser og visse områder inden for

folkeskoleloven. Eneste undtagelse er tvangsmæssige foranstaltninger, der er

underlagt børn- og ungeudvalget, men teamet har indstillings- og udtalelsesret.

Alle sager, der indeholder elementer af foranstaltninger eller behandling efter

servicelovens §40, skal forelægges teamet eller afdelingslederen for børne- og

ungeafdelingen, som er koordinator i teamet. Ansvaret er lagt ud i systemerne,

som tager stilling til, hvilke sager der skal op i det tværfaglige team. Det sidste

led er det tværfaglige team med mindre, der kommer nye oplysninger. Sagerne

er rejst ude i systemerne, skoler og daginstitutioner, som sender skemaer til socialforvaltningen,

som så søger for at lægge sagen op i det tværfaglige team,

hvor der på mødet udarbejdes en handlingsplan.

En tredje type tværfaglige team er bygget op omkring sundhedsgruppernes forebyggende

tiltag og sammensat af sundhedsplejersker, PPR, socialrådgivere,

skoler og daginstitutioner. Der er et team på hver eneste skole, De små skoler

holder lidt færre møder, men de store skoler holder en gang om måneden. Det

er ofte generelle drøftelser, tiltag man vil tage lokalt. Det kan også være konkrete

børn både med og uden samtykke fra forældrene. Der holdes møder en

gang om måneden, og teamet får løbende sager fra PPR og skolen.

En fjerde type af tværfaglige team fungerer som skolemøder. Teamet har ingen

kompetence.

Erfaringerne med de sidste to typer team er, at de kan blive “sladreklubber”.

På baggrund af generelle antagelser kan der fremkomme hypoteser om børn

med særlige behov, men når sagen er taget op anonymt, er det umuligt at gå videre

og handle i forhold til problemerne, når forældrene ikke er orienteret.

56


Endelig er der tilsyneladende også kommuner, der ikke har erfaringer med

tværfaglige team, eller som er i gang med at omorganisere på området.

Som det fremgår, er der mange forskellige måder at organisere arbejdet omkring

børn og unge. Den forskellige organisering har betydning for samarbejdet

mellem socialforvaltningen og institutioner, skoler og for samarbejdet inden

for forvaltningen. Det generelle er, at de tværfaglige grupper ikke har læger

med i udvalgene ligesom misbrugssektoren er fraværende. Der mangler en kobling

og organisering mellem dem, der ser de voksnes problemer (læger, socialrådgivere,

alkoholbehandlere) og dem, der ser børnenes problemer (pædagoger,

dagplejere og lærere).

I de næste afsnit vil vi se nærmere på samarbejdet mellem socialforvaltningen

og institutioner og specielt se på samarbejdet i forhold til misbrugssektoren.

6.2 Underretning - underrettere

Ifølge lovgivningen skal støtte til børn, som vurderes at have særlige behov,

ydes på et så tidligt tidspunkt som muligt. Opfattelsen er, at en tidlig indsats

i en del tilfælde kan standse et uhensigtsmæssigt udviklingsforløb. Det er en

målsætning, at barnets problemer opfanges så tidligt, at de så vidt muligt kan

afhjælpes i familiens miljø (jf. særlig støtte til børn og unge §32).

Forudsætningen for en tidlig indsats i forhold til børn, som har behov for en

særlig støtte er, at forvaltningen får kendskab til barnets og familiens problemer.

Forvaltningen får kendskab til familiens problemer på en af følgende måder:

Forvaltningen kender familien

Pædagoger, læger, lærere m.fl. (herefter benævnes disse professionelle),

som kender barnet, underretter forvaltningen

Forældre henvender sig til forvaltning om behov for støtte

Naboer eller anonyme borgere underretter forvaltningen om, at et barn har

behov for støtte

Forvaltningen kender familien

I hovedparten af de udvalgte sager har forvaltningen kendskab til familien, fordi

de allerede har et barn anbragt uden for hjemmet. Dette giver umiddelbart

gode forudsætninger for at yde en tidlig indsats til familien, når de får endnu

et barn.

Forældre, som er psykisk udviklingshæmmede, er kendte i forvaltningen på

grund af deres handicap. Når forældrene får et barn, iværksætter forvaltningen

57


skærpet tilsyn og forskellige støtteforanstaltninger, desuden har nogle af familierne

ældre børn, der er anbragt uden for hjemmet. Der er tale om en stringent

systematik i forhold til indsats og støtte.

I andre sager har forvaltningen kendskab til, at der er ældre søskende anbragt

uden for hjemmet uden, at dette medfører nogen skærpet opmærksomhed på

familien under graviditeten og fødslen, og det er først, når der kommer underretninger

fra skolen, at forvaltningen handler.

I en tredje type af sager er familien ligeledes kendt i forvaltningen, og fra fødslen

er der skærpet tilsyn fra forvaltningen og fra sundhedsplejersken, men en

samlet indsats bliver først iværksat efter, at moren selv henvender sig til forvaltningen

og beder om støtte i form af anbringelse af børnene uden for hjemmet.

At forældrene er kendte i forvaltningens voksenafdeling med massive sociale

problemer f.eks. misbrug giver tilsyneladende ikke anledning til bekymring i

forhold til deres børn.

Det, som karakteriserer de kendte sager, er, at der først sker en massiv indsats

i det øjeblik, at der også kommer underretninger fra professionelle eller fra familiemedlemmer

eller borgere.

Professionelle underretter

De personer, der udøver offentlig tjeneste eller hverv, har pligt til at underrette

forvaltningen, hvis de får kendskab til, at et barn har behov for særlig støtte (jf

§35 i lov om særlig støtte til børn og unge).

De personer, som kender barnet og familien, og som er i offentlig tjeneste eller

hverv, kan være sundhedsplejersker, børnehavepædagoger, læger, fritidshjemspædagoger

og skolelærere. Det er disse personer, som har foretaget en underretning

til forvaltningen i de refererede anbringelsessager.

“En af børnesagerne starter i forvaltningen ved, at der kommer

en underretning fra skolen. Skolen har forsøgt at samarbejde

med moren, men det er ikke lykkedes og den konkrete

underretning finder sted efter en episode, hvor drengen kommer

uforberedt til en udflugt uden tøj og madpakke og i følgeskab

af storesøsteren.” (Sag d)

Ved andre underretninger har pædagogerne observeret, at barnet har mærker

som følge af vold, eller at forældrene nogle gange er spirituspåvirkede, når de

henter barnet på fritidshjemmet, eller at barnet er forsømt og understimuleret.

I nogle af sagerne er det læger, som har underrettet forvaltningen i forbindelse

med, at en narkotikamisbruger er konstateret gravid.

58


En problemstilling i forhold til underretninger til forvaltningen fra f.eks. sundhedsplejersker,

pædagoger eller skolelærere er, hvordan disse personer vurderer,

om en familie har behov for støtte, samt hvornår de vurderer, at en underretning

til forvaltningen er aktuel. Diskussionerne på dialogmøderne mellem

sagsbehandlere og afdelingsledere fra forskellige kommuner viser, at der ikke

er konsensus om, hvornår og hvordan forvaltningen underrettes. De professionelle

kan have en opfattelse af, at forvaltningen ikke handler i forbindelse med

en underretning, og forvaltningen kan have en opfattelse af, at de underretningspligtige

langt hen ad vejen selv forsøger at løse problemerne, og at underretningen

først kommer på et sent tidspunkt i forhold til familiens problemer.

Den praksis, som karakteriserer sagerne og sagsbehandlerens erfaringer, er

generelt set, at barnets og forældrenes problemer er omfattende og fremskredne,

når først forvaltningen underrettes. Der er ikke tale om bekymringer for et

barn, men om at f.eks. institutionens grænser er overskredet i forhold til, hvad

de kan rumme.

Hoveddiskussionen i forhold til underretningerne fra professionelle til forvaltningen

handlede om, hvordan begrebet særligt skal fortolkes, og dermed hvornår

og hvilken karakter barnets og familiens problemer skal have, før der foretages

en underretning til forvaltningen.

Et af de dilemmaer, som skolelærere og pædagoger har i forbindelse med at lave

underretninger, er, at de måske ikke ved nok om, hvad de skal gøre, og at

de oplever det som vanskeligt at underrette en familie, som de samtidig indgår

i en tæt samarbejdsrelation med om barnet.

Underretninger fra politiet er ikke noget, socialrådgiverne kan regne med. Nogle

har erfaringer med, at der kommer underretninger fra politiet. De oplever et

veludbygget SSP-samarbejde og ansvarlige politifolk, som er opmærksomme

f.eks. i forbindelse med husspektakler og lignende. Men den generelle erfaring

er, at der ikke kommer tilstrækkeligt med underretninger fra denne faggruppe.

Der kommer underretninger fra rådgivningscentrene, hver gang en voksen med

narkotikamisbrug bliver indskrevet i behandling. Men rådgiverne har få eller

ingen erfaringer med, at der kommer underretninger i forbindelse med voksne

med alkoholmisbrug. I det næste afsnit ser vi nærmere på samarbejdet mellem

de kommunale forvaltninger og de amtslige rådgivningscentre.

Beskrivelsen af, hvordan forvaltningerne får kendskab til sagerne, viser, at der

ikke kommer underretninger fra kommunens andre forvaltninger eller fra f.eks.

alkoholambulatoriet eller politi. I forhold til de underretninger, som kommer

fra andre professionelle, f.eks. pædagoger, dagplejere eller lærere peger deltagerne

i dialogmøderne på, at der mangler konsensus om, hvornår en underretning

er berettiget.

59


6.3 Samarbejde med rådgivningscentrene

Der er fem rådgivningscentre i Vestsjællands Amt: I Ringsted, Korsør, Kalundborg,

Slagelse og Holbæk. Det efterfølgende er hovedsageligt baseret på interview

med en afdelingsleder fra rådgivningscentrene. Rådgivningscentrene møder

voksne, der ønsker at gå i behandling for deres alkohol- eller narkotikamisbrug.

Øvrige voksne med misbrugsproblemer har rådgivningscentret ingen kontakt

med.

Siden 1996 har det været lovpligtigt med en underretningspraksis mellem rådgivningscentrene

og forvaltningerne i forhold til narkomaner. I forhold til voksne

med dette misbrug underretter rådgivningscentret den pågældende kommune,

når en person går i behandling. Samme praksis eksisterer ikke i forhold til

voksne, som går i behandling for deres alkoholmisbrug. For det første er der

ingen lovgivning på området, og for det andet er der forskel på behandlingen

af narkomaner og alkoholikere. Narkomaner er i metadonbehandling, alkoholikerne

bliver på et tidspunkt ædru.

Rådgivningscentrene arbejder ud fra de voksnes perspektiv, og det er dem, der

primært er fokus på. I forhold til børn i misbrugsfamilier kan rådgivningscentret

bidrage med viden i afdækningen af familiens problemer f.eks. om forældrenes

stabilitet eller ustabilitet i forhold til misbruget. De har viden om, hvordan

de voksne fungerer, men ikke om hvordan de fungerer som forældre.

Ved uforsvarlige situationer f.eks., hvis børnene er ladt alene, eller de voksne

fortæller om varige drukture, underretter centrene forvaltningerne.

I forhold til en tidlig indsats i forhold til børn i misbrugsfamilier kan rådgivningscentrene

netop bidrage med viden om den voksne, men det er de praktiserende

læger, sundhedsplejerskerne osv, som er det primære led, fordi de har

fokus på børnene.

Det er vanskeligt at arbejde med børn i misbrugsfamilier og at yde en tidlig

indsats, fordi familierne dækker sig ind og isolerer sig med misbrugsproblemerne,

og det gør børnene også.

Rådgivningscentrene ser perspektiver i et mere formaliseret samarbejde med

kommunerne med praktiske aftaler om samarbejdet, men også med møder,

hvor man kan afstemme og justere forventningerne til hinanden og måske nedbryde

myter som: At rådgivningscentrene ikke kan behandle misbrugerne og,

at forvaltningerne fjerner børn.

Der er flere barrierer for samarbejdet mellem socialforvaltningerne og rådgivningscentrene

f.eks.:

60


Forventningerne og viden om arbejdsområderne er ikke kendte

Den geografiske nærhed mellem forvaltninger og rådgivningscenter

Kommunens størrelse

Personligt kendskab (problem med sagsbehandlerudskiftning)

Det er rådgivningscentrenes erfaringer, at samarbejdet i forhold til forældre

med alkoholmisbrug og deres børn fungerer godt i nogle kommuner og dårligt

i andre kommuner.

På baggrund af kommunernes erfaringer synes der ligeledes at være et nogenlunde

samarbejde i de kommuner, hvor rådgivningscentrene er placeret, mens

de øvrige kommuner er stærkt kritiske i forhold til amtet og alkoholcentrene.

Nogle af deltagerne på dialogmøderne giver udtryk for, at hvis man ikke kender

bestemte personer i amtet, så bliver samarbejdet med amtets institutioner

vanskeligt. Desuden kan der i kommunerne være en holdning om, at man foretrækker

at klare problemstillinger med misbrugere selv.

6.4 Tilbud – anbringelsessteder

Familiepleje er den anbringelsesform, som hyppigst bliver anvendt. Kortlægningen

af anbringelsessager i amtet fra 2001 viser, at 64% af de børn og unge,

der er anbragt på grund af forældrenes misbrug og/eller manglende omsorgskompetence,

er i familiepleje (jf. Hansen, 2001). Og hovedparten af de refererede

sager handler da også om børn, som aktuelt er anbragt i familiepleje. For

to af sagerne er der tale om opholdssteder.

I nogle sager er familiepleje den anbringelsesform, som bliver vurderet til at

være den mest hensigtsmæssige. Både på grund af at barnet ikke er behandlingskrævende,

og fordi plejefamilien vil være i stand til at honorere barnets

behov for f.eks. nære relationer, følelsesmæssig tilknytning, omsorg og forudsigelighed.

Desuden tilstræbes det, at især de yngre børn kommer i familiepleje. Familieplejeformen

er også behæftet med en del normative karakteristika, som når en

plejefamilie beskrives som f.eks. en almindelig, god og normal familie. De

forhold, der lægges vægt på i forbindelse med valg af den konkrete familie, er

f.eks.: Plejeforældrenes uddannelse, om de evner at behandle de biologiske

forældre med respekt, og at de formodes at være gode samarbejdspartnere med

forvaltningen og geografi.

I andre sager vælges familiepleje, fordi det er den eneste mulighed, og fordi

den ideelle anbringelsesform enten ikke eksisterer, eller fordi der ikke er nogle

pladser.

61


På dialogmøderne bliver der givet udtryk for, at der mangler kvalitet i anbringelsestilbuddene.

Der er mange plejefamilier til rådighed i Vestsjællands Amt, men der mangler

gode plejefamilier, som f.eks. evner at samarbejde med forældre med misbrugsproblemer,

og som accepterer dem og respekterer de biologiske forældre,

som de er.

De interviewede sagsbehandlere har peget på, at det er en vanskelig profession

at være plejefamilie, fordi man skal give kærlighed til et barn og samtidig være

i stand til at give det fra sig. Desuden skal plejefamilierne både kunne takle at

have forældrenes barn og samtidig kunne samarbejde med forældrene. Det kan

være en svær opgave, og nogle plejefamilier har ikke den faglighed, der skal

til for at varetage samarbejdet. De har behov for faglig opkvalificering og sparring.

På dialogmøderne var der kritik af opholdsstederne og af, at amtet ikke har nok

viden om de metoder og det værdigrundlag, som de enkelte opholdssteder arbejder

med og bygger på. Og der blev stillet spørgsmålstegn ved, hvordan opholdsstederne

kan blive godkendt, når denne viden ikke eksisterer.

Desuden mangler der specialtilbud og behandlingssteder. Nogle giver udtryk

for, at der mangler børneherberg og familiehuse. Der mangler tilbud til de forældre,

som har en forældreevne og nogle ressourcer at bygge videre på, men

hvor det kræver, at børnene er i døgnbehandling, mens der arbejdes på at kvalificere

forældrenes forældreevne. Der kunne være tale om, at børnene var anbragt

i hverdagen, og at de var sammen med forældrene i weekenden, og at der

blev arbejdet med forældre og børn samtidigt.

62


7 Perspektiver

7.1 Opmærksomhedspunkter

Når man skal sammentrække, hvordan anbringelsesområdet for børn og unge

fungerer i kommunerne i Vestsjællands Amt, er hovedkonklusionen, at det fungerer

meget forskelligt i de enkelte kommuner. Det gælder organisatorisk, det

gælder omkring det konkrete sociale arbejde i forhold til børnefamilierne, og

det gælder i samarbejdet mellem forskellige parter inden for de enkelte kommuner,

ligesom det gælder i samarbejdet mellem de enkelte kommuner og amtet

og amtets institutioner.

I dette kapitel retter vi opmærksomheden mod nogle temaer og elementer, som

vi mener, kommunerne og amtet bør tage fat på inden for børne- og ungeområdet

for at videreudvikle det sociale arbejde i forhold til familier med massive

problemer og forbedre forholdene omkring anbringelsesområdet, så der på den

ene side kommer flere gode anbringelser, og på den anden side undgås flere

dårlige anbringelser af børn og unge.

Der er tale om at perspektivere og problematisere nogle temaer uden at levere

konkrete svar. Der vil i højere grad være tale om at pege på nogle opmærksomhedspunkter,

som det er værd at arbejde videre med for at forbedre forholdene

på anbringelsesområdet både med henblik på at skabe gode anbringelser og forebygge

anbringelser.

Dererenrækkeindsatserikommunerne,somerperspektivrige.Idetførstebilag

vil vi fremdrage nogle eksempler på sådanne indsatser i kommunerne inden

for amtet, hvor der er tale om et helhedsorienteret, tværfagligt og forebyggende

arbejde i relation til truede børnefamilier og børnefamilier, som har behov for

særlig støtte og hjælp. Indsatser med henblik på både at undgå anbringelser

eller skabe gode anbringelser. I dette kapitel vil vi, hvor det er hensigtsmæssigt,

alene henvise til disse eksempler uden nærmere omtale, idet de mere deltajeret

vil blive beskrevet i bilaget.

De områder eller temaer, vi vil fremdrage som opmærksomhedspunkter, er:

Detværfagligeteam

Samarbejdet inden for kommunerne mellem socialforvaltning og institutioner

Samarbejdet mellem socialforvaltning og misbrugsområdet

De små kommuners muligheder og betingelser

Det sociale arbejde omkring anbringelser

Anbringelsessteder i kommunerne og amtet

63


7.2 De tværfaglige team

Forpligtelsen til tværfaglige team er noget forholdsvis nyt i socialpolitisk sammenhæng.

I en række kommuner i Vestsjællands Amt er de da også først kommet

i gang inden for det sidste år, og i få kommuner er der endnu ikke tværfaglige

grupper. Udviklingen og etableringen af de tværfaglige team er, som det

er fremgået af forrige kapitel, foregået forskelligt. Byggende på forskellige lokale

traditioner og med forskellige hensigter og mål med de tværfaglige team.

Det er ikke hensigten her at foretage egentlig evaluering eller status, men alene

fremhæve nogle forskellige erfaringer, som er fremkommet på dialogmøderne.

I en række kommuner har man foretaget evalueringer af de tværfaglige team

og uddraget nogle erfaringer, også erfaringer som har ført til ændringer af de

tværfaglige teams organisering og funktion.

Hensigten med de tværfaglige team er, at de både skal tage sig af den generelle

børnepolitiske diskussion i kommunen og tage sig af enkeltsager. Den mest udbredte

form for tværfaglige team i kommunerne har da også dette dobbelte sigte

og fungerer som sådan, med både sundhedsplejersker, psykologer, skolelærere,

PPR-rådgivere og socialrådgivere siddende i det tværfaglige team og med

fast møde en gang om måneden.

I andre tværfaglige team er der imidlertid alene lagt vægt på generelle drøftelser

af børnepolitikken og af børnenes situation og nye udviklinger. Dette gælder

i udpræget grad i de tilfælde, hvor de tværfaglige team har form af skolemøder.

Kritikken og erfaringerne med denne form for tværfaglige team er, at de let bliver

til “sladderklubber”. Der behandles ikke enkeltsager, og hvis de gør, er de

“anonyme”, og der uddrages sjældent konklusioner. Mange går frustrerede –

ikke mindst socialrådgiverne (sagsbehandlerne) – fra møderne, fordi der ikke

kan handles konkret på nogle af de emner, der har været oppe. I kommuner,

hvor der har været skolemøder, er man gået fra det, og i nogle kommuner overvejer

man at ændre de tværfaglige team fra skolemøder.

At der er tale om “sladderklubber” gælder også tværfaglige team, hvor hovedvægten

er lagt på det forebyggende arbejde eller alene det sundhedsfaglige arbejde.

Disse tværfaglige team er også karakteriseret ved alene at tage mere generelle

diskussioner af børneområdet, og der tages sjældent fat omkring enkeltsager.

Den mest udbredte eller almindelige form for tværfaglige team fungerer i mange

kommuner godt. Der tages sager op, og der uddeles opgaver, og der tages

referat af møderne. Selv om erfaringerne og de første erfaringer i en række

kommuner er gode med denne form, er erfaringerne fra nogle af de kommuner,

hvor det har fungeret i længere tid, at der omkring de enkelte sager er en ten-

64


dens til, at de enkelte parter forsøger at fralægge sig opgaver eller ansvaret, således

at møderne bliver en form for, “hvor ligger aben”-møder. Sagsbehandlerne

oplever ofte, at det er dem, der sidder tilbage med “aben” og ofte i de mere

tunge sager og sager med alkohol, fordi det er socialforvaltningerne der i sidste

instans skal tage sig af sådanne sager.

I enkelte kommuner er de tværfaglige team for usynlige, og viden om deres

kompetencer og muligheder er ringe. Dette gælder særligt, hvor også den fysiske

afstand spiller en rolle. Der er kommuner, som er gået sammen om etablering

af fælles tværfaglige team. Samspillet mellem socialforvaltningen og de

tværfaglige team sådan som de fungerer i dag, synes ikke at være optimal.

Det vil være hensigtsmæssigt i samarbejdet mellem kommuner og amtet at udveksle

erfaringer med hensyn til, hvordan de tværfaglige team fungerer, og få

diskuteret fordele og ulemper ved de forskellige former for tværfaglig team.

Dels for at få styrket de tværfaglige team og få større klarhed omkring kompetencer

og muligheder, dels i de kommuner, hvor de ikke fungerer optimalt, at

få gjort dem mere synlige i det lokale børnepolitiske arbejde.

7.3 Samarbejdet i de enkelte kommuner

Samarbejdet mellem de forskellige faggrupper på børne- og ungeområdet dvs.

sundhedsplejersker, pædagoger, lærere, psykologer og socialrådgivere eller

mellem socialforvaltning og institutionerne hænger meget sammen med, hvordan

de tværfaglige team fungerer både organisatorisk, og hvordan de personlige

relationer er mellem de forskellige faggrupper.

Der er en tendens til at være en sammenhæng mellem godt samarbejde og velfungerende

tværfaglige team, hvor det er svært at afgøre, hvad der er årsag eller

virkning, men der er ingen tvivl om, at disse faktorer i hvert fald synes at

befrugte hinanden. Der er således forskelle i, hvordan samarbejdet fungerer inden

for de enkelte kommuner.

På trods af dette er det værd at hæfte sig ved, at samarbejdet i de fleste kommuner

stadig er påvirket af uklarheder og myter. Uklarhed om hvad hinanden

kan, og hvilke kompetencer der ligger i de forskellige faggrupper og institutioner,

men også uklarheder omkring tavshedspligt og underretningspligt. Der

er stadig kommuner, hvor der tales om barrierer for samarbejde på grund af

tavshedspligt, og hvor de muligheder for samarbejde og pligt til underretning,

der ligger i forvaltningsloven og bistandsloven, ikke er tilstrækkelig kendte.

Myterne drejer sig om opfattelsen af socialforvaltningernes rolle. På den ene

side er der den udbredte opfattelse, at henvendelser til og inddragelse af de sociale

myndigheder vil ende med, at barnet fjernes fra hjemmet. Opfattelser der

betyder, at man forsøger at klare problemerne inden for institutionerne og ofte

65


etyder, at underretninger fra pædagoger, lærere m.fl. kommer for sent til socialforvaltningens

kendskab.

På den anden side er der opfattelser af, at underretninger mange gange ikke er

blevet fulgt op. Man ved ikke, hvad der sker, hvis man underretter socialforvaltningen,

og den udbredte opfattelse er, at der ikke sker noget, og at det derfor

ikke har betydning.

Myter kommer sjældent af ingenting, men selv om nogle henvendelser selvfølgelig

ender i anbringelser, og at alle underretninger måske ikke altid bliver

fulgt op, er det vurderingen, at det i højere grad er manglende kendskab til den

vifte af støttemuligheder, som socialforvaltningerne kan tilbyde samt manglende

opfølgende information om og inddragelse af underretningspartnerne i det

efterfølgende arbejde og handlingsplaner, som er baggrunden for de myter,

som kan virke blokerende for et udbygget samarbejde.

Der synes derfor at være behov for på kommunalt plan at informere om hinandens

arbejdsområder og kompetencer, og en diskussion og fastlæggelse af klare

retningslinier for samarbejdet mellem institutionerne og socialforvaltningen.

Det vil således være væsentligt at få klarlagt ansvars- og rollefordelingen mellem

f.eks. daginstitutioner, psykologer, psykologisk rådgivning og socialforvaltningen.

Når det gælder samarbejdet mellem forskellige faggrupper, er der i de fleste

kommuner enighed om det ønskelige i at have et bedre samarbejde i forhold

til de praktiserende læger. Det er kun i få kommuner, man har etableret et godt

samarbejde med nogle praktiserende læger, men de fleste finder, at det er meget

vanskeligt. I forbindelse med en diskussion af samarbejdet inden for den

enkelte kommune, kunne det være hensigtsmæssigt, at der generelt blev iværksat

forsøg på en afklaring af samarbejdsmulighederne i forhold til de praktiserende

læger. Specielt i forhold til anbringelsessager med familier med misbrug

og manglende omsorgskompetence vil det være ønskeligt med en form for samarbejde.

7.4 Samarbejdet mellem forvaltninger

Knap en tredjedel af alle anbringelser i Vestsjællands Amt har sin årsag i misbrug

hos forældrene, og blandt de 0-6 årige børn, som anbringes, er årsagen i

halvdelen af sagerne misbrug hos forældrene.

Ser vi på samarbejdet mellem socialforvaltningerne og rådgivningscentrene kan

man for det første konstatere, at i ingen af de tværfaglige team, som er etableret

i kommunerne, indgår fagpersoner fra misbrugsområdet. Der er således i

det tværfaglige arbejde ikke indtænkt det nødvendige samarbejde mellem fag-

66


personer inden for børne- og ungeområdet og fagpersoner og institutioner, som

typisk har fokus på de voksne.

For det andet er der, som det fremgår af forrige kapitel, i de fleste kommuner

ikke et mere formaliseret samarbejde med de amtslige rådgivningscentre. I de

kommuner, hvor rådgivningscentrene ligger, er der stort set et udmærket samarbejde,

men i andre kommuner er der et minimalt samarbejde.

I enkelte kommuner og i et samarbejde mellem flere kommuner har man etableret

familiecentre, som har oparbejdet ekspertise omkring familier med misbrug,

hvor man kan sige, at det direkte samarbejde mellem socialforvaltning

og rådgivningscenter overtages af familiecentrets sociale arbejde. I de fleste

kommuner forsøger socialforvaltningen selv at håndtere eller køber sig til ekspertise

i forhold til familier med misbrug.

I en række kommuner synes der at være gode samarbejdsrelationer, hvad angår

familier med et narkotikamisbrug. (Ligesom der er gode relationer og formaliseret

samarbejde på området for sindslidende). Det synes derfor at være alkoholområdet,

hvor samarbejdsrelationerne har vanskelige vilkår.

Den grundliggende vanskelighed synes at være, at der er tale om to forskellige

og adskilte forvaltninger med forskellig kultur og ansvarsområde. Rådgivningscentrene

er behandlingsorienterede, og deres ansvarsområde er voksne, som

drikker og/eller tager stoffer. Behandlerne har derfor ikke hverken viden om

eller opmærksomheden rettet mod børnenes vanskeligheder.

På den anden side er der skoler, daginstitutioner m.m., og deres ansvarsområde

er børnene. De har sjældent meget viden om alkohol, og opmærksomheden er

sjældent rettet mod forældrene og deres sociale situation.

Forudsætningen for at se og støtte børnefamilier, hvor alkoholproblemerne påvirker

dagligdagen, og relationen mellem voksne og børn er, at der i kommuner

og amter sikres, at der etableres et samarbejde mellem dem, der ser de voksnes

problemer (læger, socialrådgivere, alkoholbehandlere) og dem, der ser børnenes

problemer (pædagoger, lærere, sundhedsplejersker, læger og psykologer).

7.5 De mindre kommuners begrænsninger og muligheder

“Jeg arbejder i en lille kommune. Spørgsmålet er, om vi er

dygtige nok, eller om vi er for små til egentligt at håndtere

f.eks. familier med narkoproblemer, eller om vi skal bruge

flere fremmede professionelle. Vi henvendte os i en sag om

narko til København og lod dem tage sig af sagen. Nogle gange

holder vi på dem for længe, fordi vi er for små”.

67


“I forhold til narko har vi kun haft en sag, men der var vi ude

med det samme, vi ville ikke acceptere det og anbragte med

det samme. Men jeg tænker også på arbejdet bagefter, hvordan

skal man gøre det, har vi ekspertise nok til disse vanskelige

sager. I den konkrete sag med København kørte de det så

videre og med et sideløbende arbejde med moderen. En erfaring,

som vi ikke har. Der er mange specielle problematikker,

vi skal kunne håndtere i en lille kommune.”

(Sagsbehandler på dialogmøde)

Anbringelsesområdet er karakteriseret ved at være omfattet af mange problematikker

hos både forældre og børn og mellem forældre og børn.

Bestræbelserne på at foretage gode anbringelser eller undgå dårlige anbringelser

forudsætter faglighed, specialviden og en indsigt, som det kan være vanskeligt

for de små kommuner at leve op til.

I de små kommuner er andelen af anbringelser ikke forskellig fra de større

kommuner, men antallet af anbringelser er få, og opbygning af ekspertise og

erfaring er således langt vanskeligere end i de større kommuner.

De små kommuner har derfor i mange konkrete sager behov for eksperthjælp

og vejledning om, hvordan de skal håndtere mere komplekse problematikker.

Der efterlyses bedre samarbejde og et bedre hjælpeapparat fra amtets side både

med hensyn til undersøgelser og anbringelsesmuligheder.

En række små kommuner er gået sammen om etablering af samarbejde med opbygning

af familiecentre, hvor fagpersoner med ekspertviden kan varetage problemerne

med de tunge børnefamilier og børnefamilier med særlig behov for

støtte.

Der synes således at være to forskellige holdninger til, hvordan de små kommuner

kan varetage anbringelsesområdet mere optimalt. Den ene er at gå i

samarbejde med andre kommuner eller at købe sig til ekspertviden, den anden

er at stille krav til et bedre og mere konstruktivt samarbejde med amtskommunen.

Det vil være væsentligt i det arbejde, amtet og kommunerne har sat i gang på

børne- og ungeområdet, at få klarlagt samarbejdet mellem amtet og specielt de

små kommuner om fordeling af kompetencer og ansvar. Det gælder ikke

mindst i relation til familier, hvor børnene er anbragt uden for hjemmet på

grund af forældrenes manglende omsorgskompetence og/eller misbrug, fordi

familierne ofte har mange og komplekse problemer og derfor behov for ekspertviden

med hensyn til foranstaltninger og indsatser.

68


7.6 Det sociale arbejde omkring anbringelser

“Min oplevelse er, at man i børn- og ungeforvaltninger ikke

diskuterer værdigrundlag. Hvad er et godt liv? Vi bruger

sjældent tid på det. Vi sidder hver med vores værdigrundlag.

I relation til undersøgelser kender I Per Nygren-modellen.

Han siger, at i Norge der startede de med fælles værdigrundlag.

Det tog lang tid, men det handlede om de bitte små ting.

Skal et barn have mad med i skolen hver dag? Skal et barn

have legetøj? osv. Når man først har et fælles grundlag, så

kan vi begynde at anbringe.”

(Afdelingsleder på dialogmøde)

En forbedring af forholdene omkring anbringelserne af børn og unge og en forebyggelse

af anbringelser handler om et bedre samarbejde – samarbejde mellem

institutioner og faggrupper inden for den enkelte kommune, mellem amt

og kommunen, og specielt mellem børne- og ungeområdet og voksenområdet.

I de dialogmøder, der har været afholdt med sagsbehandlere om processen omkring

anbringelser af børn og unge, har der imidlertid vist sig et behov for drøftelser

af det konkrete faglige sociale arbejde i forbindelse med anbringelser.

Det drejer sig først og fremmest om selve undersøgelsesarbejdet i de enkelte

børnesager og specielt i relation til de mere komplekse sager med manglende

omsorgskompetence og misbrug. Hvordan foregår undersøgelsesarbejdet, og

bliver der foretaget de nødvendige og tilstrækkeligt grundige undersøgelser,

som skal danne grundlag for handlinger, indsatser og tiltag? Hvad er det for

kriterier, som ligger til grund for beslutningen om anbringelse, og hvad er det

for værdier, som ligger til grund for anbringelserne?

I de fleste kommuner foretages der i det konkrete sociale arbejde en §38-undersøgelse,

som en bred omfattende social faglig undersøgelse af den enkelte

families forhold. I nogle kommuner gøres der meget ud af disse undersøgelser,

og der er helt præcise procedure for, hvornår og hvilke undersøgelser der skal

ligge til grund for en grundig beskrivelse af familiernes forhold og stillingtagen

til familiens problemer.

De interviewede sagsbehandlere og afdelingsledere sætter ikke spørgsmålstegn

ved disse undersøgelser, men der er forskelle mellem kommunerne i forhold

til, hvor grundige undersøgelserne er, og om de i alle tilfælde foretages som

grundlag for en anbringelse. Derimod sætter de spørgsmålstegn ved det værdigrundlag,

som lægges til grund for anbringelserne. Er der enighed om værdigrundlaget?

I en enkelt forvaltning kan der være stor forskel på de enkelte sagsbehandleres

sociale arbejde, som i høj grad har at gøre med forskellige værdigrundlag. Det

er samtidig de fleste sagsbehandleres opfattelse, at der er stor forskel på politi-

69


kernes opfattelse af, hvornår der skal foretages anbringelse, og socialforvaltningernes

mere faglige og erfaringsbaserede opfattelser af muligheder i forbindelse

med familier med særlige problemer som f.eks. omsorgssvigt og misbrug.

I de forvaltninger, hvor der er et samarbejde med voksenafdelingen, er det også

erfaringen, at selv om der er et udmærket samarbejde omkring familierne, er

der stor forskel i vurderingen af familiens situation og meget ofte af relationen

mellem de voksne og børnene.

Det samme gælder i forholdet til andre faggrupper. I mange forvaltninger er

der ikke altid tilfredshed med de undersøgelser, som foretages af psykologer,

og den grundighed, der må kræves af sådanne undersøgelser og beskrivelser.

Mange sagsbehandlere mener, at de har bedre forudsætninger for at foretage

en beskrivelse af familiens situation, fordi de har et grundigere kendskab til familierne.

Der synes at være en generel kritik af en manglende fokus på de ressourcer,

som er i familierne og en manglende helhedsopfattelse af problemerne.

I det arbejde, som amtet og kommunerne har igangsat på børne- og ungeområdet,

synes der at være et behov på tværs af kommunerne for igangsætning af

dialogmøder med udveksling af erfaringer omkring undersøgelsesprocedurer,

undersøgelseskriterier og ikke mindst værdigrundlag. Ikke blot blandt sagsbehandlere,

men med inddragelse af de forskellige faggrupper, som har fokus på

børnefamilierne dvs. pædagoger, lærere, psykologer, sundhedsplejersker og socialrådgivere:

“Det er jo så betændt lige præcis det omkring det at få lavet

sådan en undersøgelse og blive vurderet. Når jeg får en forældrevnekompetence-undersøgelse,

så får jeg det, så nakkehårene

stritter. Jeg vil hellere selv ud og vurdere, og som regel

er det jo også sådan, at de tanker, fornemmelser vi har

først, de svarer til, hvad en eller anden undersøgelse vil sige.”

“Vi har som sagsbehandlere erfaring og fornemmelser. Det,

der er sket, er, at psykologerne har overhalet os indenom på

et tidspunkt. Vi beskriver, hvad vi gør og underbygger vores

mening og vurdering. Du kan ikke bare slynge noget ud, du

er nødt til at komme med eksempler, ellers holder det ikke...Det

er det, vi prøver og arbejder på ude i landet, at tage

faget tilbage igen. Børne- og ungeudvalget opdrages til at

tage vores udtalelser og vores vurderinger som lige så faglige

som psykologernes – måske mere fagligt, fordi vi har et større

kendskab til familien. Så kan psykologerne sige noget om behandling.

Men beskrivelsen kan vi gøre lige så godt.”

(Sagsbehandler på dialogmøde)

70


7.7 Anbringelsessteder

Et sidste opmærksomhedpunkt er forholdene omkring anbringelsessteder i amtet

og kommunerne. Som det er fremgået af forrige kapitel, er der to fremherskende

opfattelser af området for anbringelsessteder.

For det første er der en opfattelse af en mangel på anbringelsessteder. Det gælder

primært behandlingssteder og behandlingsinstitutioner. Det gælder behandlingssteder

for specifikke problemstillinger som f.eks. spiseforstyrrelser og

hjerneskader, men det gælder også for skadede børn. Samtidig er der i mange

kommuner ønsker om og behov for børneherberg og familiehuse med henblik

på at have tilbud, som både inddrager børn og forældre, og som kan være et alternativ

til anbringelse.

For det andet er der er en udbredt opfattelse af, at der sådan set er mange anbringelsessteder,

men der en mangel på gode anbringelsessteder. Det gælder

familiepleje til netop børn i misbrugsfamilier, men det gælder primært opholdssteder.

Der synes at være en udbredt utilfredshed med mange af de eksisterende

opholdssteder og en generel vurdering af, at amtets godkendelse af

mange opholdssteder er for lemfældig.

Det er også en generel opfattelse blandt sagsbehandlerne, at man ved for lidt

om de eksisterende anbringelsessteder, og det gælder specielt opholdssteder og

behandlingsinstitutioner. Man har for lidt kendskab til det sociale arbejde, der

udføres, det gælder metoder, menneskesyn og værdigrundlag. Der er derfor

ofte uklarhed, om det nu er den rigtige anbringelse, man tilbyder, og om anbringelsestedet

passer til den problematik, man står med.

Der synes, at være mange grunde til, at amtet og kommunerne i samarbejdet

på børne- og ungeområdet angående anbringelser får foretaget en dialog om

forholdene omkring anbringelsessteder. Det gælder både en kortlægning af og

information om de eksisterende anbringelsessteder med hensyn til, hvad de

kan, og hvilke arbejdsmetoder og socialt arbejde der foregår. Derudover synes

der at være behov for en dialog om, hvad det er af yderligere anbringelsessteder,

der er behov for, og hvordan disse skal etableres og finansieres mellem

kommunerne og amtet.

71


Bilag 1 - Indsatser for børnefamilier - eksempler

Bilag 2 - Oversigt over interview

Bilag 3 - Metode

Bilag

72


Bilag 1: Indsatser for børnefamilier - eksempler

I dette bilag beskriver vi en række indsatser i nogle kommuner i Vestsjællands

Amt. Der er tale om indsatser, som enten er helhedsorienteret eller målrettet

familier med massive problemer, herunder misbrug eller indsatser, som er forebyggende

i forhold til anbringelser.

Formålet med at beskrive udvalgte indsatser er at give inspiration til det videre

arbejde på anbringelsesområdet og at skabe et grundlag for diskussion af, hvordan

kommunerne og amtet fremover kan arbejde forebyggende inden for børne-

og ungeområdet til gavn for de truede familier og særligt i forhold til børn

i misbrugsfamilier.

Der er ikke tale om en udtømmelig eller repræsentativ liste af indsatser i kommunerne

og i amtet, men tilfældigt udvalgte eksempler på, hvordan der bliver

arbejdet i nogle kommuner. Præsentationen af indsatserne er baseret på et personligt

interview og fire telefoniske interview med lederne af de forskellige

indsatser samt skriftligt materiale.

Familiecenter, familieværksted, familiehus er nogle af de betegnelser, som

dækker over en organisatorisk enhed adskilt fra forvaltningen, hvor f.eks. undersøgelser,

dagforanstaltninger og dagbehandling i forhold til truede børnefamilier

varetages. Samme arbejde varetages sandsynligvis i andre kommuner,

uden at det er organiseret som et selvstændigt center.

Vi vil se nærmere på fire forskellige dagbehandlingstilbud rettet mod småbørnsfamilier

med særlige behov for støtte. Det drejer sig om henholdsvis Fetus,

som er et dagbehandlingstilbud til småbørnsfamilier i fire kommuner på

Kalundborgegnen, Familieværkstedet i Kalundborg, “God start” i Holbæk og

Familiecentret i Haslev.

Vi beskriver også to eksempler på indsatser, hvor der arbejdes med en opkvalificering

af de professionelle i kommunerne. Det drejer sig om henholdsvis Locus,

som er iværksat af fire kommuner på Kalundborgegnen og kursusdage i

Dianalund Kommune.

Fetus

I flere kommuner er der oprettet dagbehandlingstilbud til småbørnsfamilier

med særlige behov. Efterfølgende beskriver vi “Fetus”, som er etableret som

et tværkommunalt tilbud i 1999, og som modtager gravide og familier med

småbørn fra Gørlev, Hvidebæk, Kalundborg og Tornved Kommuner. Fetus er

etableret som projekt i perioden 1999 til 2000, som en afdeling i Locus. Det

er hensigten, at driften af Fetus på sigt skal varetages af kommunerne i en eller

anden form.

73


Kommunerne på Kalundborgegnen har desuden samarbejdet i forhold til medarbejderkvalificering

og samarbejdsudvikling. Således er der bl.a. i forbindelse

med småbørnsprojektet Fetus sket en opkvalificering af de professionelle. 120

fagpersoner fra kommunerne, jordemødre og læger har deltaget i tværfaglige

forløb over 2 år, hvor der er zoomet ind på den tidlige indsats. De professionelle

mødes således i forbindelse med de konkrete familie og i fælles uddannelse

(se senere om Locus).

Dagbehandlingstilbuddet Fetus er en del af den tidlige indsats og har plads til

15 familier.

Formålet med Fetus er:

at man så tidligt som muligt kan iværksætte den rette støtte for gravide og

småbørnsfamilier

at forældre udvikler egne ressourcer til at drage omsorg for børnenes og eget

liv, herunder at forældre bliver i stand til at varetage forældrerollen

at barnet, mens der arbejdes med udvikling af forældreevnerne, får pleje og

omsorg i en grad, der ikke væsentligt hindrer barnets normaludvikling

Visitationen til Fetus kommer typisk fra sundhedsplejerskerne, socialrådgiverne,

praktiserende læger, jordemødre eller hospital. Desuden er der enkelte familier,

som selv henvender sig.

Målgruppen er gravide og småbørnsfamilier med børn under 2 år. Fælles for

familierne er, at man fra forvaltningen oplever, at familien i en periode har

brug for særlig støtte, at familien ønsker at få hjælp omkring deres barn eller

børn, og at forvaltningen er bekymret for familiens trivsel og udvikling på længere

sigt.

For at få behandling i Fetus skal familien, trods deres vanskeligheder, kunne

give barnet den fornødne omsorg uden, at de behøver at være tilknyttet en

døgnplads. Forældrene skal kunne yde så meget omsorg for deres børn, at de

kan være hjemme med barnet, når de ikke er i Fetus. Desuden skal forældrene

kunne dække barnets følelsesmæssige og fysiske behov i en sådan grad, at barnet

ikke går ind i en vedvarende fejludvikling, og de skal kunne omsætte det,

de arbejder med i Fetus, når de kommer hjem.

Familier med misbrugsproblemer skal være i misbrugsbehandling, før de kan

være i Fetus. Desuden skal familien have en bolig, som kan rumme et barn. En

netop afsluttet opgørelse af, hvilke familier der er med i Fetus, viser, at det er

børn, som er truede og problembørn. Det er ikke risikofamilierne, men det er

familier, hvis problemer er komplekse.

Indholdet i dagbehandlingen er tilpasset familiens individuelle behov, og der

arbejdes med følgende fire metoder i behandlingsarbejdet:

74


Voksensamtaler

Familieaktiviteter

Relationsarbejde – støtte til samspil mellem forældre og barn

Mødregrupper

Der bliver udarbejdet en behandlingsplan for familierne og heri indgår sagsbehandleren,

den kommunale sundhedsplejerske, f.eks. en aktiveringsrådgiver,

en læge og jordemoder på sygehuset. De indgår i behandlingsplanen med knivskarpe

arbejdsdelinger – tilbuddet ændrer sig, så det matcher familiens behov.

Der kan være tale om lære at læse og forstå sit barns signaler, hvordan man

imødekommer barnets behov. Generelt bliver der arbejdet meget med at styrke

relationerne mellem forældre og barn.

Familien er i behandling i et halvt til et helt år, hvor de typisk kommer i Fetus

en til fire dage om ugen i nogle timer ad gangen. Der kan også være hjemmehos’er

i familien, eller de kan komme i praktik i en vuggestue for at lære noget

om småbørns behov og pleje.

Der arbejdes med forældreevnen, inden barnet begynder at gå ind i en fejludvikling.

Begynder barnet at være fejludviklet, er det Fetus’ opgave at beskrive

det for forældrene og rådgive om, hvilke tilbud barnet så skal have. Behandlingen

afsluttes med en plan for, hvad der videre skal ske i familien, eller om der

skal være tale om en videreførsel af behandlingen. Ved afslutning af en behandling

udarbejder Fetus’ medarbejdere en statusbeskrivelse til rådgiveren.

Den geografiske afstand udgør ikke en barriere for familierne. Der kommer

både familier fra Gørlev, Tornved og Hvidebæk Kommuner på trods af, at Fetus

er placeret i Kalundborg. Det er dog også her, at de fleste brugere bor. Et

fremtidsperspektiv i forhold til dagbehandllingstilbuddet er, at der kunne arbejdes

i geografiske satellitter.

I forhold til effekten af Fetus kan man sige, at i nogle familier kan man måske

undgå at iværksætte foranstaltninger senere i barnets liv. I andre familier kan

forældrene ikke varetage omsorgen, når barnet bliver ældre, det kan f.eks. være

udviklingshæmmede forældre. Men erfaringen er, at når man arbejder tidligt

med både forældre og børn, vil det senere hen kunne give en bedre relation

mellem dem. Desuden er det lettere at hjælpe forældre til børn, som ikke er

skadet endnu, bl.a. fordi omsorg er et samspil mellem forældre og børn.

Familieværksted

Familieværkstedet i Kalundborg Kommune er et behandlingstilbud for familier

med børn med særlige behov. Familieværkstedet arbejder med familiesamtaler

både på værkstedet og i hjemmet. Værkstedet er etableret i begyndelsen af

1990erne som en forebyggende foranstaltning. Baggrunden for etableringen

var et ønske om at have et lokalt behandlingstilbud.

75


Formålet med familiebehandlingen er at skabe forandring i familierne for at

undgå, at børnene anbringes uden for hjemmet.

Indholdet i arbejdet består bl.a. i at føre tilsyn med plejeforhold og af familiebehandling.

Familieværkstedets servicemål, som fremgår af årsplanen for 2001

er:

at sikre, at behandling af børn og unge så vidt muligt kan ske i egne familier

og i eget miljø

ved anbringelse af børn udenfor eget hjem, sikre at dette, såfremt det er

bedst for barnet, sker i barnets nærmiljø

at yde socialpædagogisk indsats, i hjemmet, hos familier med særlige behov

at brugere kan henvende sig direkte til Familieværkstedet for at få hurtig

hjælp til sin familie

Det tilstræbes, at behandlingen sker lokalt, og hvis barnet skal anbringes uden

for hjemmet, skal dette også være i lokalområdet, hvis ikke noget særligt taler

for en geografisk adskillelse. Det er en af grundtankerne, at barnet skal kunne

bibeholde f.eks. skole, tilknytning til fritidsinteresser m.m.

Indholdet i behandlingen er afdækning af familiens problemstillinger, hvad

indsatsen skal være i forhold til familien, og hvor lang tid det skal foregå. Der

kan være tale om støtte i forhold til grænsesætning, eller at forældrene skal

hjælpes med rollefordelingen i familien f.eks., hvis børnene har voksenansvar.

Det er familiesamtaler og samtaleforløb og ikke praktisk vejledning.

Familieværkstedet er en del af socialforvaltningens familieafdeling. Der er ansat

en leder, tre pædagoger, en socialrådgiver og plejefamilier.

Målgruppen er henvist fra socialforvaltningen. Familierne kan i dag ikke selv

opsøge værkstedet. De familier, der er tilknyttet, har primært børn, som er ældre

end 2 år, og som ikke kan nås gennem de metoder, som projektet Fetus arbejder

ud fra. Der kan være tale om familier, hvor moren har det vanskeligt

med moderrollen, eller hvor forældrene har svag forældreevne. Nogle af de familier,

der henvises til Familieværkstedets dagbehandlingstilbud har massive

alkoholproblemer.

Mælkebøtteprojektet er affødt af familiearbejdet i Familieværkstedet, hvor det

var tydeligt, at der manglede indsatser til børn i misbrugsfamilier. Der var konkret

en familie, hvor forældrene havde et alkoholmisbrug, og hvor det på forhånd

var givet, at det ikke var en farbar vej, at forældrene skulle blive ædru,

og hvor der samtidig var meget tvivl om, hvorvidt en anbringelse af børnene

i familien ville være den bedste løsning. En rundspørge til kommunens familierådgivere

viste, at de på det pågældende tidspunkt havde kendskab til 23 børn,

som levede i familier, hvor der var et alkoholmisbrug. Desuden var der 9 børn,

76


som var anbragt uden for hjemmet på grund af deres forældres alkoholmisbrug

og som Familieværkstedet førte tilsyn med.

Baggrunden for projektet er bl.a. en oplevelse af, at indsatsen i familier med

alkoholmisbrug ofte er rettet mod de voksnes misbrug og nogle gange med brogede

resultater. Mislykkes indsatsen, må socialforvaltningen opgive en indsats

i familien.

Formålet med Mælkebøtteprojektet er at forsøge at udvikle nye måder at sætte

ind overfor børnene i disse familier. Projektet har ikke som direkte mål at motivere

forældrene til at gå i behandling, men man håber, at det i nogle tilfælde

kan blive en sidegevinst. Projektets overordnede formål er, at børnene får mere

selvværd og bliver bedre i stand til at mestre og håndtere deres eget liv, herunder

følelsesliv, via jeg-støttende arbejde i grupper.

Projektet har følgende delmål:

at de professionelle (sundhedsplejersker, læger, lærere, familierådgivere,

pædagoger, PPR) får udbygget deres viden og erfaring om, hvordan man

kan hjælpe børnene. Dette mål tænkes realiseret gennem f.eks. temadage

at opkvalificere projektmedarbejdernes viden om indsatsen over for børn i

misbrugsfamilier

at projektet er med til at udbygge samarbejdet med Vestjællands Amts rådgivningscenter

at integrere Sundhedsstyrelsens anvisninger på, hvordan man afdækker en

families forhold til alkohol, således at det bliver en integreret metode ved

udfærdigelse af anamnese foretaget af familie/aktiveringsrådgivere med henblik

på en hurtigere afdækning af, hvorvidt der er alkoholproblemer i familien

Mælkebøtteprojektets målgruppe er børn i alderen 6 år til 14 år, der har forældre

med alkoholproblemer, uanset om de bor hos forældrene eller er anbragt

i plejefamilie. Desuden er det en målsætning i projektet at få kontakt til børn,

som lever i familier med alkoholproblemer, men som ikke har kontakt til de sociale

myndigheder. En forudsætning for børnenes deltagelse er forældrenes accept.

To medarbejdere er frikøbt 2 dage om ugen til Mælkebøtteprojektet, der er finansieret

af midler fra Den Sociale Sikringsstyrelse. Projektet er treårigt og er

startet i 2000.

En gang om ugen mødes børn og unge, som har forældre med alkoholmisbrug,

i 2 timer og taler om deres erfaringer. Nogle af børnene er anbragt uden for

hjemmet, men har samvær med deres forældre, der fortsat har misbrugsproblemer.

De børn, der deltager i projektet, er ikke henvist fra rådgiverne, men fra

skolerne.

77


Erfaringen fra det første år er, at det kræver et hårdt benarbejde at få henvist

børn til projektet, ikke fordi de ikke er der, men fordi det bl.a. er vanskeligt for

de professionelle at foreslå det, og fordi forældrene skal acceptere, at deres

børn deltager. Endvidere peger erfaringerne på, at børnene har et stort behov

for omsorg, for at voksne har tid til dem samt for voksne, der tør sætte ord på

og rumme deres svære følelser.

I forhold til delmålet om at udbygge samarbejdet med Vestsjællands Amts

rådgivningscenter er der udformet en dialoggruppe af alkoholbehandlere fra

rådgivningscentret, en fra projekt Fabel på Ringgården samt en medarbejder

i Mælkebøtteprojektet. Erfaringen er indtil videre, at det er svært at få “forbindelse”,

fordi det tilsyneladende er nogle helt forskellige familier, socialforvaltningen

og rådgivningscentret har kontakt med, og fordi de familier, som rådgivningscentret

har kontakt med, der bor i Kalundborg Kommune, ikke har

børn.

Projekt Fabel (familier med alkoholmisbrug – behandling, efteruddannelse,

livskvalitet) er et igangværende projekt, hvor der arbejdes med metodeudvikling,

kompetenceopbygning og vidensformidling i forhold til de professionelles

arbejde med børn i familier med alkoholproblemer. Projektets hovedformål er

at definere indhold og metoder til at uddanne de professionelle til hensigtsmæssig

og forsvarlig intervention – og ikke mindst – bedre samarbejdsmuligheder

om disse vanskelige forhold. Projektet skal formidle viden og metodiske

færdigheder samtidig med, at det skal være katalyserende for etablering af relevante

samarbejdsrelationer og -procedurer personer og systemer imellem.

En god start

En god start begyndte som projekt i Holbæk Kommune i slutningen af 1997 og

er i dag et etableret tilbud i kommunen. Projektet blev etableret af en gruppe

sundhedsplejersker, en pædagog, en psykolog og nogle socialrådgivere med interesse

for at styrke den tidlige og forebyggende indsats til gravide og småbørnsfamilier

med særlige behov for støtte.

Et af de første initiativer i projektets opstartsfase var at tilbyde de kommende

samarbejdspartnere – andre socialrådgivere, sundhedsplejersker, jordemødre,

sygeplejersker og praktiserende læger – et kursusforløb af seks dages varighed.

Formålet var bl.a. at styrke og skærpe deres opmærksomhed i forhold til målgruppen,

og hvad man især skulle have for øje. Underviserne på kurset var

“eksperter”, der arbejder med unge og gravide eller med lignende projekter.

Deltagerne fra kurset afholder en gang hvert halve år et opsamlingsmøde, hvor

de evaluerer, hvad der går godt og dårligt samt, hvilke perspektiver der er for

det fremtidige arbejde.

En god start er organiseret af en arbejdsgruppe, som består af to sundhedsplejersker,

en pædagog, en psykolog og en socialrådgiver. Det er denne arbejdsgruppe,

som udøver hjælp og støtte, og som henviser til f.eks. Vangprojektet

78


eller Familiehuset. Der er også en visitationsgruppe, som består af tre personer

fra arbejdsgruppen og en læge og en jordemoder.

Formålet med En god start er:

at yde en tidlig forebyggende og behandlende indsats over for familier med

problemer i forbindelse med graviditet, fødsel og tidlig spædbarnstid. Det

kan dreje sig om psykiske og sociale problemer under graviditeten, i forbindelse

med fødslen og i den tidlige spædbarnstid, som kan få betydning for

mor og barn-tilknytningen. En god start indgår som et led i Holbæk Kommunes

tilbud til familier og børn med særlige behov og er et forebyggende

alternativ til anbringelse uden for eget hjem af barn eller mor/barn

at forbedre den tværfaglige og tværsektorielle indsats over for familier med

fødselsproblemer

at afprøve og udvikle nye metoder for tværfagligt samarbejde

at afprøve og udvikle nye behandlingsmetoder specielt rettet mod fam ilier,

som har problemer i forbindelse med, at de har fået barn

Målgruppen er kvinder og familier, der i graviditeten, i forbindelse med fødslen

eller i den tidlige spædbarnstid fra barnet er 0 til 1 år, har vanskeligheder,

der forstyrrer eller forhindrer etableringen af en sund mor (forældre) og barnrelation

på en sådan måde, at barnets udvikling er truet.

Der vil primært være tale om vanskeligheder af psykisk og eller social art i forbindelse

med graviditet, fødsel eller barsel. Der kan f.eks. være tale om mødre,

der er interesserede i at få støtte til at varetage forældreskabet, og som har problemer

med bolig, faderskabssag og depression. De kvinder eller familier, som

har komplekse problemer, men hvor det ikke umiddelbart kan knyttes an til

graviditeten, hører ikke med til målgruppen for En god start. Dette har bl.a.

været tilfældet med en del flygtningefamilier. Men ikke udelukkende, der har

været to flygtningefamilier i En god start.

Det er differentierede målgrupper af unge og ældre mødre, og ressourcestærke

og – svage personer – både i forhold til handlekraft og økonomi. Fælles for

målgruppen er, at de har en forældreevne at bygge videre på. Hovedparten af

familierne/kvinderne i En god start er præget af en opvækst med misbrug, dårligt

skoleforløb, et ustabilt netværk, og måske har de selv været anbragt. En

mindre del af familierne/kvinderne har en anderledes og positiv opvækst og er

veluddannede med et solidt økonomisk fundament, men svigter i forhold til

omsorgen for deres børn.

Kvinder med misbrugsproblemer kan få støtte i En god start, men der vil ofte

være tale om meget problemfyldte forhold, som betyder, at de skal have anden

støtte fra f.eks. misbrugsteamet på sygehuset.

79


Det er både enlige mødre og familier med to forældre, som modtager tilbuddet.

Hvis der er en far i familien, forsøges det at inddrage ham så meget som muligt,

hvis det kan lade sig gøre, og hvis der er et forældreskab at bygge på. En

god start oplever både fædre, som ikke vil vide af barnet, og nogle, som ikke

vil i starten, men senere, og atter andre som kører psykisk terror mod moren.

I de tre år “En god start” har eksisteret, er der sket en udvikling. I den første

tid af En god start var der mange unge på f.eks. 16-19 år og ældre førstegangsgravide

på f.eks. 40 år med tunge sociale problemer, som tog imod tilbuddet.

I 1999 blev der henvist relativt flere ressourcefyldte kvinder/familier i forhold

til alder, civilstand, forsørgelsesgrundlag. De er ikke ressourcestærke i forhold

til deres problemkompleks, idet det handler om kvinder/familier, der er karakteriseret

som social sårbare med ringe eller intet netværk og en belastet fortid

f.eks. præget af vold, incest eller misbrug. Andre har alvorlige psykiske problemer

under graviditeten, og andre igen har efterfødselsreaktioner af alvorlig karakter.

Familierne henvises til En god start af professionelle f.eks. praktiserende læger,

jordemødre, sundhedsplejersker, sagsbehandlere og socialrådgivere. Hvor

det i starten primært var sagsbehandlere fra Familiecentret og fra Virksomheden

Holbæk, som har med aktivering af gøre og som udbetaler kontanthjælp,

der visiterede familier til projektet, er det i dag i højere grad jordemødrene og

de praktiserende læger, der visiterer. Det er en positiv udvikling, eftersom disse

professionelle har den tidligste kontakt med gravide kvinder.

Indholdet i En god start er:

En bred, tværfaglig og tværsektoriel opmærksomhed og samarbejde

En udvidet indsats, rådgivning og vejledning f.eks. specialjordemoder og

øget sundhedsplejerskebesøg

Specielle foranstaltninger f.eks. aflastningsfamilie, øget pædagogisk støtte,

“I lære som mor”, “Vangprojektet”

Behandling f.eks. individuel terapi ud fra Marte Meo-metoden

Forløbet i forbindelse med En god start er, at de professionelle henviser personer,

der har brug for en ekstra og særlig støtte i forhold til at være gravid. Derefter

tages på et hjemmebesøg, hvor tilbuddet præsenteres, og forventningerne

til hinanden beskrives.

Tilbuddet indeholder graviditetsbesøg, psykolog, støtte til struktur på hverdagen,

hjælp til faderskabssagen, sociale forhold, bolig osv. Lederen af En god

start koordinerer indsatsen. Tilbuddet er individuelt i forhold til problemernes

karakter. Som alternativ til anbringelse af mor/barn i sager, hvor moren ikke

har forældrekompetence til at tage vare på barnets, anvendes “I lære som mor”,

hvor En god start i samarbejde med en vuggestue arbejder med at udvikle forældrekompetencen.

80


“I lære som mor”er et tilbud under En god start, hvor den gravide kvinde får

tilbud om at være i en daginstitution under graviditeten og også efter fødslen

af barnet. Kvinden bliver støttet af en pædagog i institutionen et antal timer om

ugen med de dele af forældrerollen, som hun har vanskeligt ved at håndtere.

Vangprojektet er et tilbud til mødre og med plads til otte. Her er fokus på moren

og på at give hende et løft. En kvinde kan godt få støtte både i En god start

og i Vangprojektet. Familiehuset er et andet tilbud i kommunen, hvor der er tale

om et tæt terapeutisk forløb 5 dage om ugen.

Sundhedsplejerskerne i arbejdsgruppen er uddannede Marte Meo-terapeuter.

Det er en metode, som kan bruges i forhold til nogle problemstillinger, og hvor

der bliver fokuseret på det positive i støtten og hjælpen til familien.

Støtten fra En god start ophører i realiteten, når barnet er et år. I forhold til

nogle børn og familier er det vanskeligt at vurdere, hvornår det er mest hensigtsmæssigt,

at støtten fra En god start ophører, og familien får støtte fra andre

tilbud eller ophører med at få støtte. En god start har et godt samarbejde med

pladsanvisningen, hvilket er en betydelig forudsætning for at finde de bedst egnede

daginstitutionspladser til børnene.

Som en del af En god start bliver personalet i social- og sundhedssektoren, som

arbejder med målgruppen, opkvalificeret til at opspore familier med fødselsproblemer.

Dette skal øge muligheden for en tidlig forebyggende og eventuel

behandlende indsats. Desuden opkvalificeres arbejdsgruppen i forhold til psykologiske

og sociale dynamikker i forhold til graviditet, barsel og tidlig spædbarnstid

og om mor og barn-samspil og mulige komplikationer. Og det inddrages,

hvordan et tværfagligt samarbejde kan lykkes til fordel for familier og

samarbejdspartnere.

Det er en erfaring fra En god start, at den tidlige henvisning giver mulighed for

at bedre den sociale og psykiske situation for kvinden og familien inden fødslen.

Og at kvindens og familiens kompetence til at modtage barnet styrkes.

Desuden er barnet i fokus fra start i og med, at det professionelle netværk er

opbygget allerede, inden barnet fødes. Derved ydes en forebyggende indsats

for barnet, hvilket alt andet lige giver barnet en bedre start på livet. Det er erfaringen,

at det udvidede tværfaglige og tværsektorielle samarbejde har sikret en

tidlig opsporing af behovsfamilier.

Desuden peger erfaringerne på, at det kræver, at der er et samarbejde mellem

de professionelle, som støtter en familie. En god start har udelukkende fokus

på det nyfødte barn, og andre socialrådgivere kan være tilknyttet ældre børn

i samme familie.

I 1998 var der 23 familier i En god start og i 1999 34 familier.

81


Familiecentret

I Haslev Kommune åbnede man i august 1999 et familiecenter som en selvstændig

institution med egen drift og behandling, men under ledelse af job- og

familieafdelingen i kommunen. Familiecentret er et forebyggende dagbehandlingstilbud

til børnefamilier primært med børn mellem 0 og 6 år. Der er ansat

en leder, som er psykolog, 1 socialformidler, 3 pædagoger og en praktisk medarbejder

i Familiecentret.

Baggrunden for at etablere et selvstændigt center til at varetage denne opgave

var ønsket om at styrke den forebyggende indsats i forhold til familier med

særlige behov for støtte med et tilbud, der tog højde for, at forældre og børn

kunne få behandling samtidig med, at de opretholdt deres hverdag i eget hjem,

daginstitutioner, arbejde m.m. Baggrunden var også økonomisk. Tidligere havde

kommunen købt eksterne privatpraktiserende psykologer og døgninstitutionspladser,

og disse ressourcer ønskede man at anvende internt i kommunen

til en forebyggende indsats.

Siden åbningen har i alt 50 familier fået behandling i Familiecentret, 17 familier

er udskrevet, og der er en venteliste med 11 familier. En af hensigterne med

Familiecentret var, at børnefamilierne skulle sikres en lettere adgang til behandlingstilbud

end tidligere. Erfaringerne viser, at meget få familier selv henvender

sig. Ca. 2/3 af familierne henvises fra børne- og ungegruppen i forvaltningen,

og af den sidste tredjedel henvises de fleste fra sundhedsplejerskerne.

Familier, hvor forældrene har et alkoholmisbrug, skal være i behandling for

misbruget for at kunne modtage støtte i Familiecentret.

Familiecentrets målgruppe er karakteriseret ved at være forældre, som er usikre

på, om de kan håndtere deres forældreskab. Der kan være tale om konflikter

mellem forældrene, børn som ikke trives m.m. En del af familierne har arbejde,

og de “har klaret sig”, selvom en del selv er vokset op i misbrugsfamilier eller

med psykisk syge forældre.

Dagbehandlingen består dels af samtaler, dels af handlingsrettet behandling i

forhold til, at forældrene støttes i at få en hverdag til at fungere. Som en del af

behandlingen er der fokus på familiens ressourcer og sociale netværk. Skal der

iværksættes en undersøgelse af f.eks. forældrenes evne til at yde omsorg for

deres børn, foretages det fortsat af sagsbehandlerne i forvaltningen.

Familiecentret er nyt endnu, men erfaringerne peger indtil videre på, at det højner

kvaliteten og styrker behandlingsdelen i arbejdet med familierne, at der er

etableret en selvstændig organisering af dagbehandlingen. Desuden bredes det

forebyggende arbejde ud, således at det ikke udelukkende er socialt dårligt stillede

familier, der søger om støtte.

82


Locus

Som en del af det forebyggende arbejde har nogle kommuner etableret tiltag,

som har til formål bl.a. at kvalificere de professionelles arbejde i forhold til

børn og unge med særlige behov.

I det følgende beskriver vi to af disse projekter: Locus, som er et tværkommunalt

forebyggelsesprojekt på Kalundborgegnen, og et kursus i Dianalund Kommune.

Indsatsene er beskrevet i forhold til baggrund, formål, indhold og erfaringer.

Beskrivelserne er udarbejdet på baggrund af telefoninterview med lederen

af Locus samt rekvireret materiale og lederen af børne- og ungeafdelingen

i Dianalund Kommune.

Som en del af det forebyggende arbejde vedrørende børn og unge med særlige

behov etablerede Gørlev, Hvidebæk, Kalundborg og Tornved Kommuner i

1996 det tværkommunale forebyggelsesprojekt Locus. Locus er et konsulentforetagende,

som er ejet og drevet at de fire kommuner, og amtet har de første

år refunderet halvdelen af udgifterne. Administrativt hører Locus til i Hvidebæk

Kommune.

Baggrunden for etableringen af Locus var bl.a. regeringens handleplan fra

1994, der lagde op til, at barnets problemer skulle løses så tæt på barnets hjemmemiljø

som muligt. En forudsætning bag realiseringen af denne målsætning

er bl.a., at de professionelle i barnets miljø er kvalificerede til at yde en tidlig

og velkvalificeret indsats. Eftersom de fire kommuner har tradition for samarbejde

på en række områder var det naturligt at etablere Locus som et tværkommunalt

initiativ.

Locus skal forestå forebyggelsesarbejdet i de fire kommuner i forhold til gravide

og børn under to år. Locus’ opgave er at bistå kommunerne med at udvikle

og kvalificere arbejdet med børn og familier med særlige behov i de enkelte

kommuner og på tværs af kommunerne. Det primære formål med Locus er at

opkvalificere de medarbejdere, der i forvejen er i kommunerne f.eks. sundhedsplejerskerne,

dagplejen, daginstitutionspersonalet, sagsbehandlerne, hjemme-hos’erne,

familiekonsulenterne, skolelærerne og PPR-medarbejderne.

Formen er modulopdelt og en vekselvirkning mellem kursus og praksis. Der

er tre moduler af en samlet varighed på syv dage. Opkvalificeringen af de professionelle

indeholder:

Første model handler om at etablere en fælles begrebslig platform, hvor der arbejdes

med børnelinien, omsorgssvigt, at kunne se familiens ressourcer, iagttage

og beskrive (erfaringen er, at mange beskriver et behov ved at beskrive en

ydelse f.eks. han har brug for 20 timers støtte).

Andet modul af to dage handler om den nødvendige samtale.

83


Tredje modul af to dage handler om egne faglige grænser. Her arbejdes med,

hvor langt de enkelte faggrupper går i opgaveløsningen i forhold til barnet og

i forhold til forældrene, og hvornår opgaven i højere udstrækning kan give viden

videre til andre professionelle. Samarbejdsrelationer og styrkelse af samme

er en del af indholdet på dette modul samt lovgivningen med tavshedspligt, underretningspligt,

m.m. Desuden arbejdes der med tilbagemeldinger ud fra erfaringer,

som peger på, at når først børnesagen er startet, så hører f.eks. daginstitutionspersonalet

ikke mere, selv om de eventuelt har behov for at vide, hvad

de kan gøre for at støtte op omkring barnet.

For at implementere erfaringerne fra kurset følges op med ledersparring i forhold

til, hvordan de vil sikre sig, at nogle af elementerne fra kurset bliver gjort

til en del af praksis i deres institution. Desuden gives der supervision til ledere

og støttepædagoger, nogle hjemme-hos’ere og familiekonsulenter.

Erfaringer fra Locus viser, at det forebyggende arbejde er blevet forbedret, og

at tilbuddene til familier og børn er kvalitative bedre. Desuden er de professionelle

blevet bedre til at få øje på de behov, som familier og børn har, men det

understreges, at en sådan indsats ikke betyder, at behovet for støtte til familier

og børn ophører. Men på sigt betyder den tidlige og kvalificerede indsats tilsyneladende,

at børnene på sigt ikke har det samme behov for støtte gennem deres

opvækst. Der er fortsat børn, som bliver anbragt uden for hjemmet, men også

i forbindelse med anbringelserne er der tale om mere bevidst og kvalificeret

arbejde fra de professionelles side. Og erfaringen er også, at rådgiverne er blevet

bedre til at finde ud af familiens behov i undersøgelsesfasen. De professionelle

er blevet bedre til at gå i dialog med forældrene. Socialrådgiverne har

givet udtryk for, at de er blevet mere klare og systematiske i deres arbejde og

bedre til at være koordinator i sagen.

Endags-kursus for professionelle

Som et eksempel på en indsats som knytter sig til problemstillingen om fortolkningen

af, hvornår børn har behov for særlig støtte, og om der er overensstemmelse

i forhold til, hvornår f.eks. pædagoger og dagplejere kan eller skal foretage

en underretning til forvaltningen, vil vi beskrive en indsats i Dianalund

Kommune.

Der er tale om et kursus af en dags varighed, som samtlige pædagoger i daginstitutioner,

dagplejere, pædagoger i SFOer og folkeskolelærere deltager i en

gang. Kurset foregår en gang hvert år med ca. 20 deltagere, således at det sikres,

at samtlige professionelle har haft kurset. Holdene sammensættes på tværs

af arbejdsområder.

Baggrunden for etableringen af kurset var, at der var få underretninger fra de

professionelle, og at de underretninger, som forvaltningen fik, var mangelfulde.

Forvaltningen vurderede på den baggrund, at der var behov for at formidle en

84


viden om de forhold, man som minimum skal have kendskab til i forhold til

underretningspligt og tavshedspligt.

Formålet med kurset er at sikre, at de professionelle bliver i stand til at vurdere,

hvornår en underretning til forvaltningen er relevant, samt hvad en underretning

skal indeholde, samt hvornår og hvordan de professionelle skal handle.

I den forbindelse har det tværfaglige team udarbejdet et skema med spørgsmål,

som den professionelle udfylder sammen med forældrene. Det er spørgsmål,

som samlet giver mulighed for en social anamnese. Det er sagsbæreren, der udfylder

skemaet sammen med forældrene.

Indholdet i kurset består af tre moduler: Underretningspligt og tavshedspligt,

sagsbærerrollen og den svære samtale. I modulet om underretningspligt og

tavshedspligt gennemgås de lovmæssige krav og rettigheder. Desuden undervises

der i, hvordan de professionelle handler, når de er bekymret for et barn.

Det inskærpes, at de skal beskrive deres observationer, hvad det er, de ser og

oplever samt, hvilke signaler de skal være opmærksomme på. Modulet om

sagsbærerrollen består i at præcisere, hvilke procedurer der er, når en børnesag

bliver rejst i det tværfaglige børne- og ungeteam, som har den fulde kompetence.

Det vil sige, den måde de tunge børnesager bliver behandlet på. Der undervises

i, hvordan forældrene kan forberede sig til møde i teamet. Modulet om

den svære samtale handler dels om, hvordan man f.eks. spørger ind til forældres

misbrug, dels i forhold til at fortælle forældrene, at man vil lave en underretning

til forvaltningen, fordi man vurderer, at barnet har behov for særlig

støtte.

Forvaltningens erfaringer med kurset er positive. Det har været afholdt en gang

om året siden 1997. Kursisterne har givet positive tilbagemeldinger, og forvaltningen

oplever, at kvaliteten af de observationer og underretninger, som de

modtager, er blevet bedre og dermed anvendelige for forvaltningen. Det er forvaltningens

indtryk, at de professionelle er blevet yderligere kvalificerede i forhold

til, hvad de skal være opmærksomme på, og hvordan de skal handle i forhold

til familier og børn med særlige behov for støtte. Der er ikke kommet flere

bekymringssager, og indsatsen kan betragtes som en nødvendig indsats i forhold

til den minimumviden, man skal have for at overholde lovgivningen på

området.

85


Bilag 2: Oversigt over interview

Anbringelsessager

Numme- Anbringel- Familietype Anbringel- Barnets alder

rering sesårsag sesår ved anbringelsen

a Misbrug Begge 1995 3 år

b Misbrug Begge 1990 1 år

c Misbrug Begge 1997 0 år

d Omsorg Enlig 1998 8 år

e Omsorg Begge 1996 4 år

f Misbrug Enlig 1994 7 år

g Omsorg Begge 1995 4 år

h Misbrug Enlig 1990 4 år

i Misbrug Begge 1996 0 år

j Misbrug Enlig 1997 6 år

k Misbrug Enlig 1995 10 år

l Omsorg Enlig 1993 4 år

m Misbrug Begge 1995 13 år

n Misbrug Begge 1989 0

o Omsorg Enlig 1993 7 år

p Misbrug Begge 1997 9 år

q Omsorg Enlig 1986 0

r Misbrug Enlig 1998 7 år

s Misbrug Begge 1990 0

t Omsorg Enlig 1999 9 år

u Misbrug Enlig 1997 6 år

v Omsorg Enlig 1998 6 år

x Omsorg Begge 1995 3 år

y Misbrug Enlig 1997 12 år

z Omsorg Enlig 2000 1 år

Der er 25 aktuelle anbringelsessager. Årsagen til anbringelserne er forældrenes

misbrug i 15 sager og forældrenes manglende omsorgskompetence i 9 af sagerne.

7 anbringelser er foretaget før 1993. I 5 sager er barnet blevet anbragt umiddelbart

efter fødslen. Betegnelserne enlig og begge bruges om henholdsvis

86


familier med en forælder her moren på nær i en sag, hvor det er faren, og familier

med både en mor og en far. At familien består af både en mor og far er dog

ikke ensbetydende med, at de begge er omsorgspersoner for barnet.

Familier

Fiktivt navn Familietype Anbringelses- Anbragte og hjemmeboende børn

årsag

Andersen Enlig Omsorg 1 barn anbragt på behandlingshjem

Hansen Enlig Omsorg 2 børn anbragt i familiepleje

Jensen Begge Misbrug 1 barn anbragt i familiepleje

1 hjemmeboende barn

Larsen Enlig Misbrug 2 børn anbragt på kostskole

Nielsen Begge Omsorg 1 barn anbragt på kostskole

2 hjemmeboende børn

Familien Jensen har fået deres barn anbragt uden for hjemmet umiddelbart

efter fødslen på grund af deres alkoholmisbrug, som medførte, at de ikke kunne

varetage omsorgen for et spædbarn. Familien Andersen og familien Hansen har

fået deres barn anbragt i børnehavealderen på grund af manglende omsorgskompetence.

Familien Hansen og familien Larsen har erfaringer med parallelanbringelse.

Familien Larsen og familien Nielsen har fået deres børn anbragt,

da børnene var i skolealderen. I familien Larsen var en social begivenhed i familien

med til at forringe morens omsorgskompetence. Som det fremgår af tabellen,

er børnene enten anbragt i familiepleje, på kostskole eller på behandlingsinstitution.

Nøglepersoner

Stilling Sted

Leder Locus i Kalundborg

Leder “En god Start” i Holbæk

Leder Familieværkstedet i Kalundborg

Leder Familiecentret i Haslev

Afdelingsleder Rådgivningscentret Syd

Afdelingsleder Børne- og ungeafdelingen i Dianalund

87


Bilag 3: Metode

Analysen af anbringelser af børn er foretaget på baggrund af viden indsamlet

ved kvalitative interview og dialogmøder med forskellige aktører på anbringelsesområdet.

Vi har foretaget følgende interview og dialogmøder:

Referat af 25 udvalgte anbringelsessager, hvor hovedanbringelsesårsagen

er forældrenes misbrug og/eller manglende omsorgskompetence. Sagerne

er refereret af sagsbehandlere, familierådgivere eller kurator i 8 udvalgte

kommuner.

5 personlige kvalitative interview med forældre til anbragte børn. I alt er 7

forældre blevet interviewet.

3 dialogmøder med sagsbehandlere og afdelingsledere fra forskellige kommuner.

Sammenlagt deltog 14 personer.

6 personlige eller telefoniske interview med nøglepersoner.

Efterfølgende gør vi nærmere rede for fremgangsmåden.

Referat af udvalgte anbringelsessager

Med det formål at definere anbringelsesårsagerne misbrug og manglende omsorgskompetence

hos forældrene har vi fået refereret 25 igangværende anbringelsessager

af enten sagsbehandlere, familierådgivere eller kurator i 8 udvalgte

kommuner i Vestsjællands Amt.

Udvælgelsen af kommuner er foretaget ud fra resultaterne af “Kortlægning af

anbringelsessager – børn og unge i kommuner i Vestsjællands Amt”, 2000 og

primært bilagsrapporten, som indeholder en kommuneopdelt opgørelse samt

kommunernes population, som opgjort i Mostrup Kommunal Håndbog. Udvælgelsen

er foretaget på baggrund af følgende kriterier: Det samlede antal anbringelsessager,

anbringelser forårsaget af manglende omsorgskompetence og misbrug

hos forældrene, befolkningstal og beliggenhed. Følgende kommuner er

udvalgt: Bjergsted, Dianalund, Hashøj, Holbæk, Korsør, Skælskør, Slagelse og

Nykøbing-Rørvig.

Ved at udvælge 25 anbringelsessager i de ovennævnte 8 kommuner sikres, at

både befolkningsmæssige store og mindre kommuner deltager. At både kommuner,

som har mange anbringelsessager, og kommuner som har få sager, deltager,

samt at kommunerne er geografisk spredt i amtet.

De konkrete anbringelsessager i de enkelte kommuner er udvalgt under hensyntagen

til følgende kriterier:

88


Misbrug og/eller manglende omsorgskompetence hos familien som hovedanbringelsesårsager

Enlige mødre og familier med begge forældre

Barnets alder (ingen over 15 år)

Hvor lang tid familien har haft barnet anbragt

Forventet varighed af anbringelsen

Antallet af genanbringelser

Endelig har det været en forudsætning, at personen, som refererede sagen,

kendte den. Der er udvalgt 25 børnesager og alle fra forskellige familier.

I 15 af sagerne er hovedanbringelsesårsagen forældrenes misbrug, heraf er 8

to-forældrefamilier og 7 er eneforælder-familier. I 9 sager er det forældrenes

manglende omsorgskompetence, som er hovedanbringelsesårsag, her er 6 eneforælder-familier

og 3 to-forældrefamilier.

Sagerne er refereret i forhold til sagsforløbet. Først er der spurgt ind til, hvordan

børnesagen startede, dernæst til anbringelsesårsag, undersøgelsesperiode,

formålet med anbringelsen, anbringelsesstedet og hjemgivelsen. Nogle af sagerne

er meget grundigt refereret, andre mere overordnet.

Interview med forældre

Med det formål at få inddraget forældrenes vurderinger og perspektiv i analysen

har vi interviewet 7 forældre. I 2 familier var begge forældre til stede under

interviewet. Forældrene er blevet interviewet om deres baggrund og problemer

før anbringelsen, deres erfaringer med undersøgelsesperioden og de forskellige

foranstaltninger herunder selve anbringelsen og fremtidsperspektiverne.

CASA er kommet i kontakt med familierne ved, at sagsbehandlere i forskellige

kommuner har spurgt nogle familier, om de ville indvillige i at lade sig interviewe

om deres erfaringer i forbindelse med anbringelse af deres barn eller

børn. Interviewene er foregået hjemme hos familierne, og de har varet et par

timer. Interviewene er optaget på bånd og efterfølgende udskrevet.

Familierne er bosiddende i forskellige kommuner i Vestsjællands Amt. 2 af familierne

har børn anbragt på grund af misbrug og de andre 3 familier på grund

af forældrenes manglende omsorgskompetence. 2 familier var toforældre-familier

og 3 familier var eneforælder-familier (enlige mødre). 2 familier havde både

anbragte børn og hjemmeboende børn, og 3 familier havde ikke hjemmeboende

børn.

Dialogmøder

Samtlige kommuner i Vestsjællands Amt blev inviteret til at deltage i et dialogmøde.

Formålet med dialogmøderne var at udveksle erfaringer og tilvejebringe

viden om, hvordan anbringelsessager bliver håndteret, og hvilke indsatser der

89


er i forhold til sager, hvor anbringelsesårsagerne er forældrenes misbrug og/eller

manglende omsorgskompetence.

Diskussionstemaerne på dialogmøderne var:

Hvordan starter en børnesag?

Hvordan definerer I manglende omsorgskompetence og misbrug?

Hvilke indsatser er der i kommunerne i forhold til forældre med manglende

omsorgskompetence og/eller misbrug?

Er der tilstrækkelige med gode anbringelsessteder?

Hvordan bliver der arbejdet helhedsorienteret med støtte til familien?

Hvordan bliver der arbejdet på hjemgivelse?

Der blev afholde 3 dialogmøde med i alt 14 sagsbehandlere eller afdelingsledere

fra forskellige kommuner.

Nøgleperson-interview

Med det formål at få information om indsatser i kommunerne, som er etableret

for at styrke en tidligt indsats i forhold til børnefamilier med særlige behov, har

vi interviewet forskellige nøglepersoner samt indsamlet informationsmateriale

fra forskellige projekter og indsatser. Det drejer sig om familiecentre, projekter

eller kurser, som arbejder med opkvalificering af de professionelle og et projekt

rettet mod gravide kvinder. Desuden er et rådgivningscenter blevet kontaktet

angående deres erfaringer med samarbejdet med forvaltningerne i forhold

til børnefamilier med misbrugsproblemer.

Der er i alt blevet foretaget 6 interview, et enkelt personligt og de resterende

pr. telefon.

90


Litteraturliste

Börjeson, Bengt og Hans Håkansson: Truede børn: Socialt arbejde ved anbringelser

af børn uden for hjemmet, Socialpædagogisk bibliotek,

1998.

Christensen, Else (red): Børn i familier med alkohol og stofproblemer,

Sundhedsstyrelsen, 1992.

Christensen, Else: Anbringelser af børn: En kvalitativ analyse af processen,

SFI, 1998.

Christoffersen, Mogens Nygaard: Risikofaktorer i barndommen – langtidsvirkninger

af forældres misbrug. I Psykologisk Pædagogisk Rådgivning

nr.3:2000.

Egelund, Tine: Beskyttelse af barndommen, Hans Reitzels forlag 1997.

Hansen, Finn Kenneth: Kortlægning af anbringelsessager: Børn og unge i

kommuner i Vestsjællands Amt, CASA, 2000.

Hansen, Finn Kenneth: Bilagsrapport – kommunefordelte opgørelser,

CASA, 2000.

Hansen, Finn Kenneth: Kortlægning af anbringelsessager: Børn og unge i

kommuner i Vestsjællands Amt, CASA 2001.

Hansen, Frid A: Børn som lever med forældres alkohol og stofproblemer,

Sundhedsstyrelsen og Socialministeriet, 1996.

Hestbæk, Anne-Dorthe: Når børn og unge anbringes: En undersøgelse af

kommunernes praksis i anbringelsesager, SFI, 1997.

Hestbæk, Anne-Dorthe: Tvangsanbringelser i Norden: En komparativ beskrivelse

af de nordiske landes lovgivninge, SFI, 1998.

Jørgensen, Per Schultz og Lars Dencik (red): Børn og familie i det postmoderne

samfund, Hans Reitzel Forlag, 1999.

Lov om Social Service kap. 8 særlig støtte til børn og unge.

Skytte, Marianne: Etniske minoritetsfamilier og socialt arbejde, Hans

Reitzel Forlag, 1997.

91


Socialministeriets udvalg om anbringelsessteder for børn og unge (anbringelsesudvalget):

Rapport om anbringelsessteder for børn og unge,

Socialministeriet, 2000.

Socialstatistik 2000:9 Danmarks Statistik.

Social Årsrapport 2000, CASA og Socialpolitisk Forening.

Sørensen, Tove Holmgård: Forståelse og praksis i børnesager – En kvalitativ

undersøgelse af børnesagerne i en kommune, Socialministeriet,

2001.

Thomsen, Claus: Modelprojekt børn i misbrugsfamilier – forundersøgelse,

2001.

Thormann, Inger og Charlotte Guldberg: Hånden på hjertet – omsorg for

det lille barn i krise, Hans Reitzels Forlag, 1995.

Vesterbirk, Marianne og Ann Liljenberg: Anbringelse af børn og unge:

Aktuel praksis – fremtidige udfordringer, Udviklings- og formidlingscentrene

i Hillerød og Sønderjylland, 2000.

Zobbe, Karen: Anbringelse af børn og unge: Hvad kan vi lære af familierne

selv, Akademisk Forlag, 1993.

92

More magazines by this user
Similar magazines