Møllen i Hald - Hald – en landsby på toppen

Møllen i Hald
Redigering Gudrun Pedersen
Endnu engang er der hentet stof til en artikel fra Henry Kjærs store skriftsamling, som arkivet fik
foræret for nogle år siden - nemlig fortællingen om møllen i Hald.
Første gang, der høres om en vindmølle i Hald, er da gårdmand Simon Jensen i Hald by sender en
ansøgning til kongen om bevilling til at bygge en vindmølle på sin grund.
Sagen, der blev behandlet på »Et overordentligt Møde den 24d. Januar 1845« endte med følgende
erklæring: Denne ansøgning skulle ledsages af en erklæring fra sognerådet (sogneforstanderskabet),
der mente, at det ville være en lettelse for mange, dersom der blev givet en sådan
tilladelse. Sagen, der blev behandlet på »Et overordentligt Møde den 24d. Januar 1845« endte med
følgende erklæring:
»Aller underdanigst Erklæring: At det, hvis en saadan Mølles Anlæggelse, som den ansøgte,
allernaadigst bevilges, vilde være en betydelig Lettelse for Hald Sogns Beboere og i Særdeleshed
for de Familier, som ei selv have Befordring, ligesom og især Dagleiere der spilde meget af deres
Dagløn ved selv at maatte føre deres Korn til Mølle og hente, ansees for at være unægtelig, ligesom
det falde besværligt, at til visse Tider at maatte vente længe inden Grynene kunde formales. Det
bemærkes, at i Hald Sogn er for Tiden over 50 Familier, som ei have Befordring. Bechmann
Christen Willadsen Hans Jensen Jens Christensen Christen Arent N. Sørensen Anders Olesen.«
Selv om sognerådet gav ansøgningen sin bedste anbefaling, ser det ikke ud til, at den er blevet
imødekommet, for to år senere, altså i 1847, gentager Simon Jensen sin ansøgning om
møllebevilling, og sognerådet skulle igen afgive en erklæring, der sikkert har været næsten
enslydende med den fra 1845.
Det blev ikke Simon Jensen, der kom til at bygge den første vindmølle i Hald, men grunden hertil
har ikke kunnet oplyses. Han må jo have fået afslag på sine ansøgninger om tilladelse til at bygge
en mølle på sin grund, og så have opgivet tanken om at blive møller. Først i 1861 eller 1862 opfører
Hans Poulsen en vindmølle på matr.nr. 22a i Hald.
I de følgende år skifter møllen ejer flere gange. 1 1872 bliver den købt af Jens Christian Sørensen
Møller, der i 1883 sælger til Hans Pedersen Høeg og Niels Krag Pedersen »i lige og fuldstændigt
Interessentskab«. Men i 1910 sælger Niels Krag Pedersen, der nu boede i Tvede, sin halvdel. Og
Hans Pedersen bliver eneejer af møllen.
Men en forårsdag, mandag den 6. maj 1912, brændte Hald vindmølle. Branden kunne ses viden om,
og folk strømmede naturligvis til stedet. Min onkel, Kristian Kjær, der da var 14 år, fortalte, at han
blev helt betaget af det usædvanlige syn, som det var, da møllevingerne på grund af den stærke
varme gav sig til at snurre rundt med rasende fart, indtil de med et mægtigt brag styrtede ned i et
flammehav. De brændende møllevinger lignede jo under deres hastige rotation et helt fyrværkeri.
I Randers Dagblad kunne man allerede samme dag læse:
»Hald Mølle brændt. I Formiddags Kl. 101/4 opstod der Ild i Hald Mølle. Ilden opkom i
Motorhuset ved, at man tændte for Motoren, hvorved en Gnist faldt ned og antændte noget Træuld,
der laa paa Gulvet. I et Nu stod hele Motorhuset i Flammer, idet Huset var af Træ, og det ligger
umiddelbart op ad Møllen. I Løbet af 5 Minutter løb Ilden op ad Møllen, og som en Ildsøjle stod

den højt op mod Himlen. Hurtig kom Hald Sprøjte til Stede, og i Løbet af kort Tid mødte Omegnens
Sprøjter fra Gjerlev, Linde, Stouby, Lindbjerg m.fl. Men her var intet at gøre. I Løbet af en halv
Time faldt Vingerne til Jorden. Paa Grund af, at Vinden bar fra, lykkedes det at redde Niels
Kjeldsens Gaard, der ligger lige op ad Møllen. Dog var der en enkelt Gang Ild i den, hvorfor hele
Gaarden blev ryddet for Kreaturer og Indbo. Møllen ejes af Sognefoged H. Høeg, der under
Branden var i Randers. Efter Forlydende er Møllen, der var ældre, og Motorhuset med Motor
forsikret for 12.000 Kr. i den alm. Brandforsikring for Landbobygninger. Da Branden kunde ses
vidt omkring, samledes der hurtigt en Mængde Mennesker omkring Brandstedet.«
Da møllen brændte, ejedes den af sognefoged Hans Pedersen Høeg i Hald, men kort tid efter
branden solgte han grunden, som ikke var ret stor, og de forkullede rester af møllen til mølleejer
Henning Christensen fra Terp mølle. I denne handel var også halvdelen af et hus, der var opført på
umatrikuleret gadejord.
Henning Christensen opførte dog ikke en mølle på brandtomten, men erhvervede af Anders
Kondrup en byggeplads på 21/2 skæppe land, og her stod en mølle opført i 1913. Grunden, hvorpå
den ny mølle blev bygget, ligger kun et kort stykke øst for den gamle mølles plads.
Da grunden til møllen blev gravet ud, fandt man gamle murrester, og sagnet siger, at der har ligget
en borg på dette sted, hvor vikingen Vidrik Velandsøn skulle have boet. Det fortælles endvidere, at
der fra borgen gik en løngang helt ned til »Vestersø« vest for byen. Sagn eller ej? Hvad ved vi om
den sag, som vel aldrig bliver at bevise, men det er vel ikke helt usandsynligt, at der på dette
højtbeliggende sted kan have ligget en vikingeborg, og måske har en sådan borg, der ikke kunne
skjules, været Hald bys vartegn? Det er fantasiens verden dette her, men bliver den til virkelighed,
er Hald nu nedrevne mølle en gang i Anno Domini 1913 blevet opført på et »historisk sted«.
Og så til virkeligheden: Her fra denne højtbeliggende grund, »Møllebakken«, som er 104 meter
over havet, er der en vidunderlig udsigt over hele Ommersyssel. Der ses mange kirketårne og i nord
ses røgen fra cementfabrikker ved Mariager fjord, og ser man mod nordøst skimtes Kattegat.
Møllen var et vartegn for Hald by, for den kunne ses viden om fra alle retninger.
Engang jeg var på ferie hos min moster og onkel, der boede ude på Øster Tørslev Vestermark, fik
jeg hjemve. Da gik jeg uden for, og i det fjerne kunne jeg se Hald mølle dreje sine vinger rundt, og
ved synet af det hjemlige forsvandt min hjemve. Over landsbyens tage knejsede den sorte vindmølle
med sin lige så sorte hat, hvis vinger ofte kunne vente på vind i flere dage, og når der så endelig
kom vind i vingerne, arbejdede mølleren næsten i alle døgnets timer. At komme til mølle var en
afveksling fra det daglige arbejde. Kunne man vente og få sit malede korn med hjem, eller var
kornet først malet til aften eller til dagen efter? Det var mest spændende at vente, for på møllen
mødtes mange mennesker, der blev sludret og pralet om gode handler, om vejr og vind, om afgrøder
og om mennesker, der ikke kunne klare sig, men som regel endte snakken med, at det helst snart
skulle blive bedre tider for landbruget. Jo, det var spændende for en dreng at se sig omkring i
møllen, for der var jo ting og sager, man ikke havde derhjemme, men der skulle passes på ikke at
komme for nær til hjul og remme, der snurrede rundt, selv om disse nok var beskærmet efter
maskinlovens bestemmelser. Selvfølgelig var det forbudt at gå op i de Øvre etager, men når min far
og »Møllejens« vendte ryggen til, kunne jeg godt finde på at liste op ad trappen til første etage. Det
var som at gå på opdagelse, for her var en trappe til næste afdeling, og hvad mon der gemte sig
deroppe?
Jens Dahl, også kaldet »Møllejens«, var født i Tvede i 1896 som søn af den foregående møller Niels
Kjeld Jensen. Det var ham, der gennem mange år regerede på møllen i Hald, hvor han var en kendt
og afholdt personlighed. Han blev ejer af møllen i 1942 og blev således den sidste, som prægede
Hald mølle.

Møllen i Hald fik ikke nogen lang historie. Kun i godt hundrede år stod den som byens vartegn med
sin sorte hat hævet mod himlen. Den var byens ansigtstræk, kunne ses langt borte fra, uanset fra
hvilket verdenshjørne man nærmede sig staden på bjerget, men andre energikilder og
industrialisering gjorde det svært for møllen at klare sig, og en dag standsede den sine vinger.
Bedrøvelig så den ud, da der ikke mere var liv i dens indre, og forfaldet begyndte.
Mange i Hald var kede af at miste møllen, men at restaurere en meget forfalden mølle ville være en
ret bekostelig affære for en ejer at give sig i kast med. Et »møllelaug« kunne måske have reddet
møllen, men hvem havde evne og lyst til at skyde kapital i et sådant? Hverken kommune eller stat
ville punge ud til bevaring af en gammel forslidt vindmølle i Hald. I 1966 blev den fjernet, og
dermed var møllens saga forbi.