Download hele rapporten her - Green Andersen

green.andersen.dk

Download hele rapporten her - Green Andersen

Den indre vinder!

En dokumentation af

af Dynamisk Elitecoaching

John Andersen

Anne Lundgren

Henrik Tingleff


Green & Andersen

Green & Andersen er en konsuletvirksomhed, som arbejder med udvikling af de personlige

kompetencer i den professionelle rolle. Vi tager udgangspunkt i en psykodynamisk faglighed,

som vi omsætter til konkret og brugbar læring fra individ- til organisationsniveau.

Vi løser opgaver i sportens verden såvel som i erhvervslivet, som f.eks:

• dynamisk coaching (individuel/par/team)

• leder- og ledelsesudvikling

• talentudvikling

• organisationsudvikling

• uddannelse i dynamisk proceskonsultation (PKU)

• uddannelse i personligt lederskab og strategiimplementering (ELT)

Vores opgaver varierer over et bredt spektrum, men fælles for tilgangene til dem er at arbejde med

udgangspunkt i spændingsfeltet mellem det rationelle og det irrationelle – overflade og dybde.

I tilrettelæggelsen af opgaver tager vi udgangspunkt i kundens behov og udvikler vores ydelser i

samarbejde med kunden. I udførelsen af diverse opgaver fokuserer vi på at sikre en målrettet og

intensiv udviklingsproces for den enkelte deltager i relation til organisationens mål, og desuden at

understøtte at dette foregår i et åbent og tillidsfuldt klima med respekt for den enkeltes integritet

og forudsætninger.

Udarbejdet af:

John Andersen

Anne Lundgren

Henrik Tingleff

Fotograf:

www.mew.dk

København maj 2007


Indholdsfortegnelse

Forord af landstræner Steen S. Pedersen, Danmarks Badminton Forbund 4

Indledning 5

Metode 7

De gennemførte faser i arbejdet 8

Del 1: Udøvernes oplevelser 13

Empirien samlet set 13

Interview med udøvere i tidligere coachingforløb 13

Interview med udøvere før, under og efter forløbet 14

Det centrale i coaching: Spørgsmål og spørgsmålstyper 17

Frirummet der giver energi 20

Del 2: Temaer 25

Tema nr. 1: Perfektionisme 25

Tema nr. 2: Identitet 30

Tema nr. 3: At stå frem 33

Tema nr. 4: Autoritet 36

Resultater 39

Resultater personligt 39

Resultater på banen 41

Coachingens betydning 44

Del 3: Teoretisk fundament 46

1. Dynamisk elitecoaching 46

Spændingsfeltet mellem det rationelle og det irrationelle 47

Person – rolle – organisation 47

Aktuelle livsfase 48

Historien: Fortid – nutid – fremtid 48

2. ”Tekniske overvejelser” 49

”Automatadfærd”: 49

Forsvar 51

Overføring og ”det analytiske rum” 51

Håndtering af overføring 54

3. Coachingforløbets struktur 55

Første coaching 55

De følgende sessioner 57

Afslutning 57

4. Idrætspsykologi 58

Mentaltræning vs. dynamisk elitecoaching 60

Konklusion 62

Bilag 65

Litteraturliste 71


Forord

Danmarks Badminton Forbund har i over 10 år haft et samarbejde med Green & Andersen.

Samarbejdet tog i første omgang udgangspunkt i DBF’s elitetræneruddannelse med fokus på

coaching og personlig udvikling af elitetrænere, men snart efter fulgte coaching af topspillere og

supertalenter.

Allerede kort tid efter samarbejdets start blev det klart, at spillerne havde et fantastisk godt udbytte

af de individuelle coaching-forløb. Flere topspillere fik markant ændret deres indstilling og adfærd,

dels i forhold til deres badmintonkarriere og specielt i forhold til deres interessenter såsom forældre,

kærester, træningspartnere, trænere, venner og bekendte. De blev mere afklarede i forhold til, hvem

de var, hvad de foretog sig, og hvad de ønskede at opnå gennem deres badmintonkarriere.

Indenfor de sidste 2-3 år har vi også i sportens verden oplevet et stigende udbud af coaching tilbud i

forhold til de højest profilerede badmintonspillere.

Selve ordet coaching er formentlig et af tidens mest brugte, et plus ord.

Desværre bruges det også i flæng, og derfor er det vanskeligt for os på forhånd at vide, hvad der

faktisk indeholdes i forløb, når der tilbydes coaching. Vi er nødt til at spørge ind til, hvad den enkelte

”coach” rent faktisk mener med coaching.

Coaching som den foregår i sportsverdenen (SportCoaching) – er i 99 % af alle tilfælde en slags

ekspertvejledning til fokuspersonen, i hvert fald når det er træner/manager, der er coach. Det er min

oplevelse, at det er en udbredt opfattelse, at SportCoaching er lig med Coaching, hvilket jeg absolut

ikke mener, er korrekt.

Derfor er det så vigtigt, at nærværende rapport dokumenterer den gennemprøvede coaching metode,

som benyttes i Green & Andersen til dynamisk elitecoaching.

God læsning….

Steen Schleicher Pedersen

Landstræner, Danmarks Badminton Forbund.


Indledning

Igennem flere år har vi i Green & Andersen, erhvervspsykologer haft succes med coaching af eliteidrætsudøvere.

Mest profileret udadtil har været badmintonspillerne Camilla Martin, Kenneth Jonassen,

Jonas Rasmussen og Martin Lundgård/Jens Eriksen, som alle åbent har fortalt pressen om deres

positive udbytte af elitecoaching, men også svømmere, tennis- og golfspillere, har på samme måde

givet udtryk for, at de i deres professionelle karriere har haft stor gavn af coachingforløb

hos Green & Andersen.

Med denne rapport vil vi derfor beskrive vores metode og uddybe hvad dynamisk Elitecoaching

indeholder, og ikke mindst, hvad det er ved denne coaching som udøverne mener virker og har en

effekt.

Undersøgelsen, som lægges frem i denne rapport, udspringer således af vores ønske om at kunne

dokumentere både teori og metode i den form for coaching, som vi praktiserer. Men i lige så høj grad

at undersøge hvad det er, udøverne selv oplever som dét, der virker og giver dem støtte og udvikling

i en professionel idrætskarriere. En undersøgelse som denne er samtidig interessant og nødvendig,

fordi markedet for og udbuddet af forskellige coaching former er eksploderet de senere år.

Vi vil med denne undersøgelse positionere Dynamisk Elitecoaching i det store udbud af coaching

og give et veldokumenteret bud på, hvad en psykodynamisk tilgang til coaching og ikke mindst elitecoaching

kan bidrage med i relation til udvikling af individer i rollen som professionelle idrætsudøvere.

Rapportens opbygning

Rapporten er delt op i en metode, tre indholdsdele og en konklusion. Metoden beskriver faserne i

rapportens tilblivelse og interview- og analysemetoder. Vi har med metoden valgt at gøre fremgangsmåden

så gennemsigtig så mulig, på grund af rapportens karakter af dokumentation og så interesserede

læsere er i stand til at følge grundlaget for rapportens konklusioner. Rapportens indhold kan

læses uden metoden. Del 1 indeholder udøvernes og dermed fokuspersonernes oplevelser af dét at

blive coached. Del 2 indeholder de temaer, som udøverne har behandlet i deres coachingforløb, samt

de resultater, som udøverne oplever i forbindelse med coachingen. Del 3 indeholder det teoretiske

fundament, som vores coaching er baseret på, samt overvejelser om det felt, som elitecoachingen

placerer sig indenfor.

Konklusionen indeholder en opsummering af pointerne i rapporten.


Metode

Projektet startede i november 2005 og har med empiriindsamling og rapportskrivning varet ca. 1 år.

Projektets gennemførsel har været inddelt i fire faser.

Fase 1: Udfærdigelse af fundament.

Teoretisk og erfaringsbaseret beskrivelse af den coaching, som foregår i dag.

Arbejdsspørgsmål: Hvordan oplever coachen, den coaching der foregår?

Fase 2: Empiri: Tidligere fokuspersoner.

Indsamling af data fra 4 udøvere, som tidligere har deltaget i coachingforløb

af varierende længde.

Arbejdsspørgsmål: Hvordan har udøvere, der har været gennem et

coachingforløb, oplevet processen og udbyttet?

Fase 3 Empiri: Nuværende fokuspersoner.

Indsamling af data fra 6 udøvere, som deltager i coachingforløb á 5 gange 1 time

og som interviewes både før, under og efter deres coachingforløb. Dataindsamlingen

sker med udgangspunkt både i det teoretisk beskrevne fundament og data fra de tidligere

fokuspersoner. Arbejdsspørgsmål som ovenstående, men mere detaljeret i forhold

til hvad udøverne forventer inden de begynder i coaching, og hvad de oplever de får

ud af forløbet.

Fase 4 Rapport og konklusion.

Den indsamlede empiri analyseres og formidles i rapportform.

Det teoretiske fundament beskrives og vi søger at konkludere, hvad der er god

elitecoaching.

Det skal bemærkes, at faserne, ikke er forløbet strengt kronologisk og at ingen fase er betragtet som

afsluttet før hele projektet er fuldendt. Således har arbejdet inden for hver af de fire faser til dels foregået

parallelt og på den måde påvirket hinanden i konstruktiv retning. John Andersens beskrivelse, af

hvad han som coach oplever, der foregår (fase 1), gav således inspiration til hvad der skulle spørges til

i interviewene. De data vi fremdrog herfra gav os viden om hvad der kunne uddybes, revideres eller

nuanceres i John Andersens beskrivelse, ligesom de data vi fik fra interviews med tidligere fokuspersoner

gav os forhåndsviden til både interviewguide og analyse af nye fokuspersoner.

For at kunne dokumentere udviklingen i projektet og undersøgelsens grundighed forfattes denne

projektrapport. John Andersen har udarbejdet beskrivelsen af coachens opleve, som er det fundament

vi arbejdede ud fra i fase 1, idet han har udført coachingerne, som er anvendt i dokumentationen.

For at give interview og analyse en vis neutralitet har John Andersen, ikke deltaget i fase 2 og 3, men

fase 4, som er udarbejdelse af rapport har alle forfattere deltaget i.

Nedenfor findes en mere detaljeret beskrivelse af arbejdet i hver af de fire faser.


De gennemførte faser i arbejdet

Fase 1: Udfærdigelse af fundament

John Andersen udfærdigede en grundig beskrivelse af hvordan han elite-coacher i dag – både det

teoretiske fundament, de anvendte metoder og konkrete erfaringer/cases fra nogle af de forløb, som

tidligere har været gennemført.

Nogle vigtige overskrifter fra denne beskrivelse er:

Dynamisk Elitecoaching; Det særlige i den dynamiske tilgang.

• Typiske temaer i coachingen.

• Mentaltræning vs. Elitecoaching.

• Kontekst, ramme, formål.

• Brug af test, feedback, input udefra.

• Struktur/dramaturgi.

• Præsentation; herunder etablering af relation, åbenhed,

• Fortrolighed. Tid, sted, temaer, krav om åbenhed.

• Den første session; her under den initiale kontakt, starten af forløbet og starten af

sessionen.

Særlige coachingteknikker:

• At adressere forsvaret.

• Spejlinger.

• At adressere og kommentere på følelser.

• Her-og-nu-situationen.

• Hypoteser (fortolkninger).

• Overføring/modoverføring.

For at kortlægge præcis hvordan det empiriske og teoretiske tilføjelsesarbejde bedst kunne forløbe,

blev koncept kladden grundigt gennemlæst og diskuteret.

En vigtig pointe i denne fase var at forholde os til, i hvor høj grad det beskrevne skulle ”udfordres”, og

i hvor høj grad det skulle ”udbygges”.

Med udgangspunkt i at vi ved, at det, der er foregået, har virket, blev vi enige om den fremgangsmåde,

der beskrives her i rapporten, hvor fokus er på, hvad det er, der virker og hvorfor det gør det

– i stedet for hvad der evt. også kunne virke.

Fase 2: Empiri: Tidligere fokuspersoner

Det første stykke empiriske arbejde var at gennemføre fem interviews med tidligere fokuspersoner;

Jonas Rasmussen, Amalie Dynnes, Martin Lundgaard og Kenneth Jonassen.

Interviewguide

Vi gennemførte hver to interviews, og for at sikre konsensus mellem disse udformede vi på forhånd

en fælles semi-struktureret spørgeguide [se bilag 1].


Guiden blev udformet med udgangspunkt i, at vi ønskede at vide hvordan udøveren havde oplevet

hver af ”delene” i en coaching: forventninger, tematisk indhold, teknik, og udbytte.

Det var vigtigt for os, at få både udøvernes personlige opfattelse af dét, der er sket – så at sige et

billede af hvad de husker – samtidig med at vi gerne ville have så konkrete eksempler som muligt på

anvendte spørgsmål, teknikker og metoder.

Med henblik på at kunne dokumentere en effektiv elitecoaching-metode var det vigtigt for os at vide,

hvad udøverne helt konkret har fået ud af forløbet – både på det menneskelige og det sportslige

plan. Vi stillede derfor helt konkrete spørgsmål til, hvad de rent adfærdsmæssigt gør anderledes i dag.

Da vi på forhånd havde informationer om, at alle de udøvere, vi skulle interviewe, havde været meget

glade for deres forløb med John Andersen, ville vi også meget gerne ud fra interviewene have så

konkrete informationer som muligt om, hvad det var, de havde oplevet så positivt? Hvad det konkret

var, der havde gjort det værd at komme? Samtidig spurgte vi til hvad der kunne have været bedre,

for også at invitere til en kritisk stillingtagen, samt en mulighed for at kunne gøre coachingen endnu

bedre.

Med udgangspunkt i disse overvejelser formulerede vi spørgeguiden [Bilag 1]

Efterbehandling af interviews

Alle interviews – der blev på en varighed af 30 – 40 minutter – blev transskriberet af den samme som

havde gennemført interviewet.

Transskriptionen blev foretaget pragmatisk, således at der i størst mulige omfang er blevet noteret

ordret og kronologisk, mens de værste gentagelser, øhh’er og usammenhængende sætninger er

sorteret fra.

Analyse metode:

For at kunne foretage analyse af interviewene foretog vi en todelt databehandling.

Først kondenserede vi ”pointer” for hvert enkelt interview i forhold til stort set de samme overvejelser

og overskrifter, som vi havde lavet spørgeguiden ud fra:

Forventninger, Struktur, Metoder, Temaer og Resultat.

Efter gennemførelsen af interviewene havde vi begge en subjektiv opfattelse af, at den (personlige)

relation til John Andersen havde været af stor betydning for alle udøverne, og vi havde derfor øget

opmærksomhed på udtalelser vedrørende dette jf. afsnittet om overføring i det teoretiske fundament.

Relationen til coachen betragter vi iagttagelser om relation som en del af coaching metoden.

Behandles også i „frirummet, der giver energi“ på side 21.

For at kunne foretage en tværgående analyse og drage konklusioner til justering af konceptkladden

udarbejdede vi med udgangspunkt i de første kondenseringer en ”analyseskabelon” inddelt efter

de temaer, som gav mening både i forhold til konceptkladden, vores spørgeguide og indholdet i

interviewene.


Overskrifterne blev her:

• Temaer

• Fokusperson oplever under/ved coachingen

• Nøgleelementer

• Coachen gør

• Relationen

• Resultater

• Spørgsmål

• For en enkelt udøvers vedkommende også ”Tid”

• For to udøveres vedkommende også ”I forhold til anden prøvet coaching”

Alle kondenserede pointer blev nu sorteret efter disse overskrifter, lige som alle interviews blev

gennemlæst endnu engang med disse overskrifter ”in mind” hvor efter der blev tilføjet yderligere

udtalelser og oplevelser til listen.

Fase 3: Empiri: Nuværende fokuspersoner.

Det grundige analysearbejde efter første interviewrunde gav os et godt billede af, hvordan udøverne

havde opfattet den dynamiske elitecoaching, samt hvilke emner de havde haft og har i fokus.

Dog vil udøvernes opfattelser alt andet lige være påvirket af den erfaring og viden, som de står med i

dag, men ikke havde før og under coachingforløbet. Samtidig var det for flere af udøvernes vedkommende

flere år siden de havde været i coaching, så hukommelsen alene vil også spille en rolle.

I interviewrunde to valgte vi derfor at følge et helt nyt hold udøvere og interviewe dem både før,

under og efter coachingforløbet.

Informanter

DBF har udvalgt en gruppe på i alt syv spillere, til et gruppeforløb hos Green & Andersen. Spillerne

indgår alle i DBF’s satsning i forbindelse med OL 2008. Gruppeforløbet bestod af 5 gange 3 eller 2

timer, som blev indledt af en individuel MBTI tilbagemelding. I gruppen arbejdede vi teoretisk med

personlig udvikling og feedback udøverne imellem. Det var også muligt for udøverne at tage temaer

op, som de syntes var relevante for dem.

Disse spillere blev tilbudt et ekstraordinært individuelt coachingforløb på fem sessioner af 1 time.

Der blev informeret om projektet og om at coachingen indgik i en undersøgelse af dynamisk elitecoaching,

hvorfor de ville blive interviewet før (inden første coaching session), under (inden tredje

coaching session) og efter coachingforløbet (efter femte og sidste coaching session).

Det var frivilligt for spillerne at deltage, og de udøvere, der ikke ønskede det blev naturligvis ikke inddraget

i projektet. I alt seks spillere valgte at takke ja til tilbuddet og disse var alle på forhånd meget

positivt indstillede over for projektet, og vi har fra start til slut oplevet stort engagement og velvillighed

omkring de ekstra interviews.

Af de seks spillere kom de fem i coaching hos John Andersen, mens den sjette kom i coaching hos

Anne Lundgren

De seks deltagende spillere er:

Michael Christensen; coaches af John Andersen

Peter Steffensen; coaches af John Andersen

Joachim Persson; coaches af John Andersen

10


Lena Frier Kristiansen; coaches af John Andersen

Helle Nielsen; coaches af John Andersen

Kamilla Rytter Juhl; coaches af Anne Lundgren

Interviewguide: før, midtvejs og efter interviews

Den metodemæssige procedure omkring før-, midtvejs- og efterinterviewene har været ens.

Vi udarbejdede til alle tre interview en semistruktureret spørgeguide ud fra de samme overvejelser og

rammer, som den oprindelige spørgeguide til de tidligere fokuspersoner.

Dog blev hvert af interviewene målrette mod det stadie i coachingen, som udøverne var på, således

at første interview primært omhandlede forventninger til forløbet og tidligere erfaringer med coaching,

andet interview de temaer, der var taget op, og det sidste forløb resultatet af coachingen.

Alle spørgeguides er vedlagt i bilag [2,3,4]

Alle interviews blev gennemført i forbindelse med at udøverne alligevel var inde til coaching. Derfor

forsøgte vi at gennemføre dem forholdsvis hurtigt, så ikke de tog fokus eller energi fra coachingen,

ligesom vi sikrede at alle interviews blev gennemført af Anne Lundgren, som udøverne alle kendte fra

gruppe sessionerne. Herved undgik vi at udøverne skulle forholde sig til alt for mange nye mennesker

i projektet. Første interview blev foretaget umiddelbart før første coaching. Andet interview umiddelbart

efter 2. eller 3. coaching og tredje interview blev foretaget umiddelbart efter sidste coaching.

Af praktiske årsager, har alle spillere ikke indgået i alle interviews.

Vi har således nedenstående data:

Interview inden start: Michael Christiansen, Peter Steffensen, Joachim Persson, Lena Frier, Helle Nielsen,

Kamilla Juel.

Interview inden tredje session: Michael Christiansen (inden anden session), Peter Steffensen, Lena

Frier, Helle Nielsen.

Interview efter sidste session: Michael Christensen, Peter Steffensen, Lena Frier, Helle Nielsen, Joachim

Persson.

Efterbehandling af interviews: før, midtvejs og efter interviews

Alle interviews blev transskriberet og gennemgik samme systematiserede efterbehandling.

Efter alle interviews var transskriberet, blev centrale dele af hver udøvers svar til et givet spørgsmål

klippet ud og samlet under det givne spørgsmål, således at vi havde en oplistning over essensen af

alle udøveres svar til hvert enkelt spørgsmål.

Med udgangspunkt i denne oplistning og den generelle oplevelse efter at have transskriberet interviewene

blev der også skrevet en kort generel opsummering af interviewene med et overordnet billede

af hvad interviewene fortæller os.

Efter midtvejs interviewene blev der ligeledes lavet en sammenligning med før interviewene og efter

de afsluttende interviews en sammenligning med både før- og midtvejs interviewene.

Den første grundige analyse af interviewene med de tidligere fokuspersoner, havde givet os en række

temaer og emner som vi gennemgående kunne se gjorde sig gældende i og omkring udøvernes

coachingforløb og disse blev også rammen for hvordan vi kiggede på de nye interviews.

11


Efter hvert interview forholdt vi os således til hvad vi nu havde af ny information til hvert af de eksisterende

temaer/elementer i analysen og hvad det betød i forhold til hvad der skulle bruges fra Johns

beskrivelse, hvad der skulle beskrives mere, hvad der skulle inddrages af teori mv.

På samme måde forholdt vi os til, om der i de nye interviews var temaer eller elementer, som vi ikke

havde stødt på før, og om de optrådte i en sådan grad, at de skulle inddrages.

In session data

I takt med at vi interviewede de nuværende fokuspersoner og således fik en subjektiv fremstilling af,

hvad der sker netop nu, blev vi interesserede i også at få en objektiv fremstilling af, hvad der foregår i

coaching sessionerne.

Vi spurgte derfor udøverne, om vi måtte optage deres session på lydbånd og bruge dette i vores

arbejde.

Dette indvilligede udøverne i, og vi fik således i første ombæring to optagelser af session nr. tre og én

optagelse af session nr. to.

Sessionerne blev optaget i fuld længde – 60 minutter – og efterfølgende gennemlyttet. Af ressourcehensyn

blev lydbåndene ikke transskriberet, men vi tog udførlige noter undervejs både hvad angik

indholdet i samtalen, spørgeteknikken, dramaturgien i samtalen mv.

Alt sammen gav det data som blev brugt på sammen måde som oven for beskrevet.

1


Del 1: Udøvernes oplevelser

I det følgende vil vi redegøre for analysen af interviewene med eliteudøvere i badminton, som har

gennemført et dynamisk elitecoachingforløb hos Green & Andersen.

Analysen skal lægge fokus på hvordan udøverne har oplevet at deltage i et coachingforløb, hvilke

forventninger de havde, hvordan disse blev indfriet og hvilke resultater de kan se både på badmintonbanen,

samt i deres liv som helhed.

I analysen vil vi behandle forskellige emner, som går på tværs af empirien, sådan at vi anvender citater

fra alle de indsamlede interviews i behandlingen af et enkelt tema. Men for at få sigt på forløbets

struktur, samt forskellene i de forskellige typer af indsamlet empiri vil vi først forholde os til empirien

samlet.

Empirien samlet set

Vi har gennem projekt-perioden fået en god mængde data fra udøvere, som har gennemført

coachingforløb. Det drejer sig alt i alt om:

• Fire interviews med tidligere fokuspersoner

• Seks ”før”-interviews med nuværende fokuspersoner

• Fire ”under”-interviews med nuværende fokuspersoner

• Seks ”efter”-interviews med nuværende fokuspersoner

• Tre in-session optagelser med nuværende fokuspersoner

Interview med udøvere i tidligere coachingforløb

Et gennemgående træk ved de tidligere fokuspersoner er, at de alle er gået til forløbet uden de store

forventninger. Ikke dermed sagt, at de ikke har regnet med at få noget ud af forløbet, men nærmere

at de på forhånd har haft svært ved at forestille sig, hvad et coachingforløb inden for en psykodynamisk

ramme ville kunne bringe.

De tidligere gennemførte forløb har ikke været ”skåret over samme læst” ren praktisk. Der er således

stor forskel på hvor mange coaching sessioner de enkelte udøvere har haft, hvor lang tid forløbet har

strakt sig over og hvordan de enkelte sessioner er forløbet i forhold til at inddrage makkere, trænere

og i et enkelt tilfælde også forældre.

Vi kan overordnet ikke identificere, at den måde forløbene har været på har indflydelse på udøvernes

opfattelse eller udbytte, men det er naturligvis vigtigt at forholde sig til, at processen for nogle har

strakt sig over tre-fire måneder, mens det for andre har strakt sig over tre-fire år. Alt andet lige bliver

muligheden for indsigt og ”bringen ny viden til handling” større, jo længere forløbet strækker sig og

der er naturligvis også en vis risiko for at pointer fra sessionerne fortaber sig, hvis der er længe mellem

de enkelte sessioner.

1


En udøver bringer dette på banen lige inden den tredje coaching session:

”Jeg tror det er meget afgørende, hvor lang tid der går mellem man kommer ind til de forskellige

coachinger, altså jeg mener, der skal ikke gå for lang tid, for så fader det lige som…

Hvad er for lang tid?

Det er svært at sige, det er nok meget individuelt, men for mit vedkommende så synes jeg ikke der

skal gå meget mere end tre uger i hvert fald, for så falder det lidt hen i baghovedet, i stedet for at

– når man lige har været her inde, så er man meget mere klar i sanserne, og lægger mærke til mange

flere ting, det fader ligesom stille og roligt ud, så hvis der havde gået halvanden måned mellem jeg

havde været her inde, så det sidste 14 dage så var man måske faldet lidt tilbage og ikke været lige så

bevidst om tingene”

Interview med udøvere før, under og efter forløbet

Inden forløbet starter har denne gruppe fokuspersoner positive forventninger til hvad den dynamiske

coaching kan bringe dem. De er på den ene side meget klar over hvad det er, de gerne vil

arbejde med, når vi interviewer dem om deres forventninger inden forløbet. Flere beretter, at de har

forventninger om at skulle arbejde med noget meget person-orienteret og med fokus på den mere

personlige udvikling. Nogle nævner endda meget specifikke træk ved dem selv, som de ønsker at

arbejde med.

På den anden side er dét de formulerer, når de direkte bliver spurgt, hvad de gerne vil have ud af

forløbet og hvad de venter at skulle bruge tid på, noget meget sports- og ”inde på banen”- relateret.

Forventningerne om det meget personlige kan både skyldes, at udøverne har talt med andre

udøvere, der tidligere har været i coaching hos Green & Andersen. Det kan også skyldes, at de er

blevet introduceret til lignende temaer i et sideløbende gruppeforløb hos Green & Andersen, hvor de

deltager sammen med andre badminton eliteudøvere. Sidst mener vi også, at det skyldes, at det rent

faktisk er dét de oprigtigt ønsker at arbejde med, og måske endda har fornemmelse af at de vil have

godt af at bruge tid på.

Forløbet

Ideen med at følge et nyt hold fokuspersoner var at kunne registrere hvilken udvikling der sker fra session

til session. De tidligere fokuspersoner kunne give et retrospektivt billede af hvad der samlet var

sket – og for nogens vedkommende endda adskillige år tilbage i tiden, men ved at følge de nye hold

kunne vi registrere hvad der skete og var centralt henholdsvis før (interview 1), under (interview 2) og

efter (interview 3) coachingforløbet.

Ved alle de nye fokuspersoner gør det sig gældende, at de allerede fra interview 1 til 2 tilkendegiver

at de er begyndt at ”tænke på nogle ting” og angribe nogle situationer anderledes. De formulerer på

dette tidspunkt ikke konkret hvad det er, men de har registreret at en proces er i gang.

I interview 3, er det blevet muligt for dem konkret at registrere nogle områder de har ændret

holdning til og adfærd i. Det kan f.eks. være selv at tage ansvar for indhold på træningen, turde give

frustrationer (følelser) frit løb eller generelt være mere åben over for andre mennesker.

Vi registrerer altså helt klart udvikling i erkendelse og ”bringen til handling” over de fem coaching

sessioner.

1


Ud fra de forventninger fokuspersonerne kommer med i interview 1 og det de fortæller de har

arbejdet med i interview 2 og 3 kan vi se, at der bliver lyttet til de ønsker som spillerne har. Dem,

der allerede inden forløbet har forholdsvis konkrete bud på f.eks. personlige egenskaber de gerne vil

arbejde med, bruger også tid på dette og det er ligeledes på disse områder at de skaber ændringer

og resultater.

Forskelle

Først og fremmest er der som tidligere nævnt forskel i de præmisser forløbene er foregået under. De

nye fokuspersoner har i modsætning til de tidligere fulgt et fastlagt forløb med fem på forhånd aftalte

sessioner, og alle sessionerne har været individuelle – der har ikke været tredjepersoner med.

Dette synes dog ikke – generelt set i forhold til temaer der har været oppe og de oplevelserne udøverne

beskriver – at have haft afgørende betydning.

En mindre forskel der måske blot skyldes det, der fortælles og ikke nødvendigvis er et udtryk for hvad

der er foregået, ligger i den generelle vægtning af hvad der har fyldt. For de tidligere fokuspersoner

har den største oplevelse og det de husker bedst været fri-rummet og relationen til coachen.

De nye fokuspersoner nævner også klart dette som et vigtigt element, men alligevel er der i deres interview

tre, der har mere fokus på de temaer, de har arbejdet med i forløbet, end på selve kontakten i

forløbet. Det kan også skyldes at de sidste interview blev foretaget umiddelbart efter sidste coaching

session, og ’fanger’ udøverne mens de er fyldt op af deres temaer.

Ligheder

Generelt er der meget stor sammenhæng og meget stor lighed mellem det de tidligere og de nuværende

fokuspersoner fortæller. Vi oplever hos både tidligere og nye fokuspersoner at selvværds- og

selvtillidsspørgsmålet er centralt. Vi bliver således bekræftet i dette temas store betydning i dynamisk

elitecoaching, og emnet spiller således også en central rolle i den efterfølgende analyse.

I begge grupper af fokuspersoner er det relationen til coachen, de åbne spørgsmål og dét at blive

hørt, noget af det, som udøverne lægger stor vægt på og er meget glade for. Flere bemærker hvordan

de selv har talt 90% af tiden og således selv har nået at stille både spørgsmål og komme med

svaret. Således har coachingen været et fristed med mulighed for at tale om de ting, som de ellers

søger at skjule for hinanden i eliteverdenen hvor man nok er hinandens træningsmakkere, kollegaer

og kammerater – men også nærmeste konkurrenter.

Dette har gjort både tidligere og nuværende fokuspersoner er meget tilfredse med deres forløb, og

gør, at de tilskriver elitecoachingen stor betydning for deres professionelle karriere.

In-session data

Udover interviewene som er gennemgået i det ovenstående indsamlede vi også en mindre mængde

in-session data i form af båndoptagelser af coaching sessionerne.

Disse data hjalp os til en mere objektiv vurdering af, hvad der foregår i sessionerne. Båndene gav ikke

et andet billede end det vi fik fra både John Andersens beskrivelse og interviewene med tidligere og

nuværende fokuspersoner, men de gav os nogle yderligere opmærksomhedspunkter.

1


Det ene element vi fik mulighed for at vurdere ved in-session data, var den blanding af traditionelle

mentaltrænings ”værktøjer” og den mere psykologiske samtale, som elitecoachingen rummer. Vi

registrerede hvordan de åbne spørgsmål og dynamiske teknikker kunne bruges til at lede frem til en

erkendelse og viden, som så virker både motiverende for at bruge konkrete værktøjer og ikke mindst

oprigtigt berettiger brug af sådanne teknikker.

Optagelserne af sessioner gav os også et godt billede af den dramaturgi, som coachingsamtalen

følger. Det er tydeligt, at udøveren får meget plads og selv både stiller spørgsmål og kommer med

svar, men vi registrerede også en udvikling hen over sessionen. Et skøn vil være, at en taletidsfordeling

mellem fokusperson og coach i starten er ca. 80/20 mens den hen i mod slutningen går mere

mod 50/50. Vi så også hvordan dette afhænger af hvilken udøver, det drejer sig om. Nogle kan have

sværere ved at skyde sig ind på de emner, der skal op i dagens session, og hvad der er det centrale

for samtalen. Her er coachen så også mere ”på banen” i starten af sessionen for at sætte processen i

gang.

Endelig kunne vi i båndoptagelserne få en opfattelse af det som både tidligere og nuværende fokuspersoner

havde lagt meget vægt på og fortalt meget om: De åbne spørgsmål og relationen til John

Andersen.

1


Det centrale i coaching:

Spørgsmål og spørgsmålstyper

Måden coachen stiller spørgsmål og ikke giver svar, har samtlige udøvere hæftet sig ved. Her kommer

en lang række citater, som viser udøvernes overvejelser i den forbindelse:

”han har stillet en masse spørgsmål, men jeg har fået lov til at besvare mange af dem selv, og spørgsmål

som jeg selv er kommet med, har jeg selv fået lov til at arbejde mig frem mod et mål ” (Michael Christensen)

”jeg har lagt mærke til at det er mig der snakker i 0% af tiden tror jeg, han stiller mange spørgsmål hvilket

gør at jeg selv finder på løsninger på de emner der har været, og det har måske også gjort at jeg er blevet

mere bevidst om det, der er blevet sagt, fordi jeg selv har sagt det.” (Joachim Persson)

”Han er god til at lytte… jeg synes han har været god til at når han byder ind med noget, så er det meget

kort og meget præcist, han giver ligesom én selv mulighed for at tænke videre over det og kommentere

videre på det. Han kunne nemt gå ind og sige nogle ting (…) og så ville jeg sige, ja, det er nok rigtigt, netop

i og med at han sidder i den position, som han gør. Der synes jeg han har været rigtig god til at være afventende

og ligesom, at det skulle være mig selv, der skulle komme ud med tingene. Nogen af tingene har han

så skulle trække mere ud end andre, men altså han har gjort det på en måde hvor, det er mine holdninger,

som kommer til udtryk og mine ord, der kommer ud, ikke hvor han sidder og lægger ord i munden på mig.

Det synes jeg har været godt, netop med henblik på at jeg skal melde ud selv.” (Peter Steffensen)

”Jeg kunne jo ikke få Jens til at åbne sig som John kunne. John fik jo lige præcis Jens til at komme med alt

det gylle som jeg egentlig på min egen lille sølle facon havde forsøgt at få ud af ham, så vi kunne komme

videre. Jeg ville jo gerne have Jens til at sige hvad der var galt med mig, så jeg kunne arbejde med det…..

Og det var han god til med sin spørgeteknik. Han var bare bedre end vores træner til det.”

(Martin Lundgaard)

”Jamen fordi jeg var bare ikke vant til at skulle snakke om sådan nogen ting og til at formulere mig om sådan

nogen områder. Og det er en af de ting som jeg nyder godt af. Det er når de kommer de der spørgsmål

og vinkler som jeg slet ikke selv ville have spekuleret på, lidt hvad kan man sige, uden for boksen (…) det

er ikke ligefrem for at gøre det nemmere for mig at han stiller de spørgsmål (…) Så det har meget været de

spørgsmål og teknikker, som har gjort at jeg skulle tænke videre og tænke over nogen nye ting og tænke

nå ja, sådan kan man også gøre det(…)Og så ved hjælp af en masse spørgsmål og stikke lidt til mig på de

rigtige tidspunkter. Ja, så har det i hvert fald gjort at jeg selv har været i stand til at finde ud af det. Så det

har meget været en proces hvor jeg bliver stillet nogen spørgsmål, men det er mig selv, der skal komme med

svarene. Så det har for mig været utroligt lærerigt, i og med at jeg skulle åbne mig op på nogen områder

der ikke har været åbne og samtidig med at skulle tænke mere over tingene end jeg måske lige normalt ville

gøre. Det er især de der spørgsmål der (…) Altså så har han stillet spørgsmål ved det jeg har sagt og måske

ført mig i nye retninger. Jeg har i hvert fald fået udvidet min horisont.” (Kenneth Jonassen)

”Det gør jeg egentlig selv(sætter dagsordenen), synes jeg. Han lader mig sådan set bare starte stille og

roligt – og så begynder jeg også bare selv at snakke. Sådan har jeg det også bedst egentlig….at jeg føler at

det er mig, som tager initiativet til hvad jeg gerne vil snakke om i dag. Fordi det kan være at der ligesom er

nogle ting, hvor jeg tænker fuck – det havde jeg sgu ikke lige så meget lyst til at snakke om, men dem skal

vi nok komme ind på, på et eller andet tidspunkt – ad en eller anden vej.” (Jonas Rasmussen)

1


Jamen det har været sådan, at allerede når jeg nævner at der har været problemer, så kommer spørgsmålene

fra John. Så er det ligesom at jeg ikke får lov til at tale helt ud. Jeg bliver afbrudt, og hvis han ikke gør

det, jamen så tager han nogle notater, og så spørger han ind til det bagefter. (…)hvis han føler at jeg er

gået lidt for nemt henover det og bare sagt sådan og sådan er det. Så stikker han lidt ind til det, og igen, så

skal jeg begynde at grave lidt frem af mig selv og begynde at tænke over det.” (Kenneth Jonassen)

”Jeg synes også at John har været utroligt dygtig til at spørge ind til nogen ting og stikke lidt til én. (…) og

hvis jeg svarede, så gå lidt dybere, han gerne ville have lidt mere ud – han har været god til at få ting ud

1


som han kunne mærke at jeg måske holdt lidt inde med. Og så er han jo dygtig, han er jo skide snu (…)

han kan jo være skide irriterende og sige ”jamen er der nu ikke mere end du fortæller mig der” haha og

Jo, det er der jo haha, så han har været super dygtig, (…) men jeg har også en fornemmelse af at han ved

også hvor grænsen går. Sådan nu har jeg prikket lidt til det og lidt mere til og nu skal jeg heller ikke prikke

mere. Nu har jeg fået svar nok.” (Helle Nielsen)

”Han har lagt det meget over til en selv, sådan at man selv skulle finde ud af hvorfor man egentlig har det

sådan. Der er mange gange jeg har siddet derinde og tænkt: gud ja, det er derfor. Han har sat nogle ting

i gang. Han kan stille et spørgsmål eller bare sige ”hvordan går det?” og så begynder jeg bare at snakke.

Og bare det at han sidder og er stille og lytter og bare sådan nikker lidt og sige ”godt hvad så, hvorfor det?

Hvorfor tror du det?”, så begynder man at få de der løsninger (…) Han er kommet med små spørgsmål

og ting, som har gjort at man har tænkt anderledes over tingene (…) Han kommer også med rigtig gode

inputs, sådan at ”når nu det er sådan, tror du så ikke at …” (…) så man virkelig får talt og kommer ud med

en masse ting, og så ser han hele billedet og så siger han jamen er det ikke sådan og sådan, tror du ikke

det? Og så sidder man, joh, det tror jeg faktisk” (Lena Frier)

I alle disse mange citater, som handler om hvordan coachen stiller spørgsmål, kommer der mange

forskellige udtalelser om, hvad spørgsmålene og måden at stille spørgsmål betyder for coachingen.

Det bliver f.eks. nævnt at spørgsmålene giver nye vinkler på problemer og stiller en ny horisont til rådighed,

samtidig nævnes det at man selv skal finde konklusionerne. I overensstemmelse med tankerne

bagved coaching, er det fokuspersonen selv, der har løsningen til et eventuelt problem. Coachens

rolle er dermed at støtte den enkelte til at fremme sit potentiale, altså hjælpe fokuspersonen til at se

sagen fra forskellige vinkler og derigennem se problematikken i forskellige sammenhænge. Herfra

genereres løsningsmuligheder, som analyseres og gennemgås, før fokuspersonen vælger en løsning.

Det nævnes også at man når frem til erkendelser og opnår ”bevidsthed fordi jeg selv har sagt det”. Det er

altså en anden erkendelse og bevidsthed man opnår ved selv at resonere sig frem til en løsning, eller

en konklusion, frem for at få den at vide. Derfor er det også vigtigt, at når coachen intervenerer med

andet end med spørgsmål, formuleres det som hypoteser. Altså forslag, som fokuspersonen tager

stilling til, vurderer og tænker videre på. Coachen må huske på ikke at mase sig ind med for mange

tolkninger og komme med for mange hypoteser. Hellere må coachen stille flere spørgsmål, som kan

give fokuspersonen erkendelser, da effekten er langt større af de sandheder, som fokuspersonen selv

kommer frem til, end hvis coachen stiller det som hypotese. Hypoteserne kommer derfor oftest i

sidste del af en coaching session.

Udøverne vælger selv det de vil tale om, for at sikre at det vigtige bliver talt om, og for at sikre

engagementet og ejerskabet. Det er afgørende i coaching at det hele tiden er fokuspersonen og

dennes erkendelsesproces, der er i fokus. Målet for erkendelserne er ikke faste. Man skal altså ikke et

bestemt sted hen i en coaching, hvorfor det vigtigste er dét, som fokuspersonen synes er vigtigt lige

nu og her. Man ser også at de temaer, som er vigtige for den enkelte udøver dukker op i coachingen

i forskellige sammenhænge. Hvis samtaleemnet derfor synes relevant for fokuspersonen, vil temaerne

også være repræsenteret heri.

I arbejdet med den enkeltes selvvalgte emne, bruges spørgsmålene – som vist i citaterne – til at

”grave” eller ”stikke ind”, så der bliver arbejdet i dybden. Beholder coachen et metaperspektiv i

coachingen, er man i stand til at analysere det, som sker i fortællingen, hvor der er følelser på spil,

hvor man fik sagt lidt mere end man havde tænkt sig, brugt et bestemt ord etc. samtidig med at man

bruger spørgsmålene til at grave og stikke længere ned, mere til siden etc. eller at holde fast som også

1


lev nævnt i interviewene. Dette resulterer i udøvernes oplevelse af at de åbner sig og får talt om det

vigtige. At de åbner sig er en forudsætning for at erkendelserne kan opstå. For at åbne sig og lade sig

stikke til, er det en forudsætning at stemningen er god, at fokuspersonen har tillid til coachen og at

coachen er i stand til at sætte en tryg og behagelig ramme, hvor der er ’plads’ til hele fokuspersonen

på godt og ondt.

Udøvernes oplevelse af dette ’rum’, redegøres for i næste afsnit.

Frirummet der giver energi

Der er nogle enkelte grundregler i dynamisk elitecoaching, som hjælper til at skabe en tryg og

konstruktiv ramme for coachingarbejdet. Det er vigtigt at coachen viser respekt for fokuspersonen og

ufordømmende accepterer fokuspersonens udsagn og billeder af verden. Dernæst skal coachen vise

et autentisk engagement og empati i sin forståelse af fokuspersonen, og huske at støtte og anerkende

denne undervejs i processen

”Det er relatinen der heler”

– Yalom

Næsten alle de interviewede udøvere lagde stor vægt på netop relationen til coachen og deres

næsten identiske beskrivelser af sessionerne som et ”frirum” giver anledning til en antagelse om, at en

meget stor effekt af elitecoachingen opstår netop fordi der skabes dette ”frirum” for udøverne.

Rammen

”jeg har åbnet fuldstændig op – helt ned til sjælen og det har jeg kun gjort pga. at John er som han er og

at jeg føler at jeg har 100% tiltro til ham. Så jeg har været helt inde og krænge det inderste ud. (Kenneth

Jonassen)

”man har den tiltro til ham. Altså, det synes jeg betyder meget, det er rent personligt at jeg føler at det her

det er en person jeg kan snakke med og som jeg kan fortælle alt.(…) før jeg mødte John, der var jeg ikke en

der kunne åbne mig…Der var jeg meget lukket og bad ikke om hjælp til noget som helst. Men siden han

har fået mig til at åbne mig op og snakket om næsten alt, altså det har hjulpet meget. Det er meget det der

at det er en person jeg stoler på. Det betyder alt.” (Kenneth Jonassen)

”Jamen jeg synes han er rar at snakke med (…) man bliver ikke dømt på noget (…) der er ligesom bare en

eller anden kemi, og det synes jeg, det skal der bare være hvis man skal gå til psykolog (…) den der kemi,

som der har været mellem John og mig. Jeg har bare kunnet mærke, at han var oprigtigt interesseret i

hvordan jeg har det” (Jonas Rasmussen)

”…her er rart at komme. (…) der er ikke noget galt i at sige noget forkert eller negativt (…) tværtimod.(…

)Han satte (..) en ramme op, eller en forståelse for, at jamen der er ikke noget galt i at sige dét, og det der

sker her, det kommer ikke videre, det er ikke sådan at det bliver brugt (Martin Lundgaard)

”Jamen, i det hele taget bare, at jeg havde et sted jeg kunne kommer, og lufte hvis der var noget, der var

galt for mig (…) jeg fik lige som luftet det, og det hjalp i alt fald en del. (Jonas Rasmussen)

0


”..det vigtigste har været at jeg har fået et rum tror jeg, hvor jeg har fået lov til at komme ud med mine

følelser. Og ligesom har kunnet få lov til at vise en anden side af mig selv.” (Michael Christensen)

Den relation, som bygges op mellem coach og udøver er altså af største betydning. De oplever at

være følelsesmæssigt knyttet til coachen, hvilket gør at de kan åbne op overfor ham. Coachen er én,

som man kan fortælle alt, og han betegnes som én man har 100% tiltro til, som vil dem det bedste

og får én til at føle sig velkommen og godt tilpas. Objektivt set er dette heller ikke overraskende

idet adskillige psykologiske undersøgelser gennem tiden har vist, at omkring 30 % af effekten af et

udviklings – eller terapiforløb – kan tilskrives relationen mellem coach og fokusperson. Hvorimod den

konkrete ”teknik” der anvendes kun kan tilskrives 15 % af effekten 1 . En simpel konklusion på dette er,

at det er utroligt vigtigt at coachen forstår at skabe et frirum for udøverne hvor de føler sig trygge og

”tør” at tage fat i deres problematikker.

Overføring

En del af det der sker i relationen mellem udøver og coach er det vi i det teoretiske kapitel kalder

overføring.

”Noget andet som jeg synes er meget karakteristisk ved John, ja, det er jo sådan en stor pæn mand der

sidder overfor en, og er meget sådan smilende og tryghedsskabende, og utrolig involveret (…) men det

jeg ellers har tænkt på er, at jeg nok ligesom har opfattet ham lidt som en far, som man kunne stole på”

(Amalie Dynnes)

”Så vil jeg sige, at man føler sig til slut meget knyttet til John, eller det gjorde jeg nu meget hurtig, for (…)

man lægger jo en masse ting over på denne her person.. (Amalie Dynnes)

Det synes at være stærkt knyttede følelser, som etableres, når udøverne oplever at de ’krænger

sjælen ud’ og ser John som faderfigur. Man får indtryk af en vis idealisering i overføringen til coachen.

Overføring er et vigtigt redskab i elitecoachingen, idet man med f.eks. idealiseringen af coachen kan

arbejde med udøverens egne stærke sider.

Teoretisk har coachen, som beskrevet i det teoretiske kapitel, fokus på overføring og modoverføring.

”Det er relationen, som heler”. Samtidig lægges der vægt på etablering af relationen, en åbenhed

overfor fokuspersonen, samt det at man som coach ofte kommer til at fungere som en slags rollemodel

for fokuspersonen.

Neutral person

Det neutrale ved coachens rolle synes også at have haft stor betydning for udøvernes oplevelse af

coachingen. Både det at coachen ikke er ven, familie eller del af den vante idrætsverden har stor

betydning for hvad der kan blive sagt, at fokus bliver på udøveren, og graden af dybde i coachingen.

Coach ikke ven eller familie

”…han (er) ikke en jeg ser i hverdagen, så der er en forskel der ifht. vennen. Han er en, der kan stille de

rigtige spørgsmål, og jeg sætter ikke spørgsmål ved de spørgsmål, og så er jeg stensikker på at han vil mit

bedste. Det vil en ven også, men han har også nogle egne problemer i sit liv, som han også tænker på,

hvorimod John han sidder der kun for dig” (Kenneth Jonassen)

1 De sidste % skyldes alle mulige andre forhold, forskelligt fra person til person og fra situation til situation.

1


”men han er heller ikke bange for at stikke dybt. Fordi hvis jeg havde gjort det med en som var familiemedlem,

som ville gøre alt i verden for nok bare snakke en lidt for meget efter munden. Det har John på intet

tidspunkt gjort.” (Kenneth Jonassen)

”.. I første omgang er det et spørgsmål om at man kan få lov at komme og sidde og tale frit fra leveren til

en person, som ikke er følelsesmæssig knyttet til en selv og ens familie, og det gør at man føler sig meget

fri. Og ja, det er så den formelle opbygning af det, og så er det en kompetent person der sidder der. (Amalie

Dynnes)

”Det er fordi det er en professionel. Jeg ser John som en professionel, som har styr på sine… at det ikke er

tilfældigheder… at han er forberedt (Kenneth Jonassen)

Udøverne tilføjer dog, at de ligeledes er glade for, at det ikke bare er en ”tredje” eller ”udenforstående”

person, men en kompetent udenforstående person de møder.

Det er netop her, at vi mener at den psykologiske faglighed, som i høj grad præger dynamisk

elitecoaching, har sin force. Den psykologiske viden giver redskaberne til interventionen, den har metoder

og konkrete gode spørgsmål. Den psykologiske fundering har derudover en helt fundamental

fagligt og teoretisk funderet forståelse af vigtigheden af at møde udøveren der, hvor vedkommende

er. Coachen med psykologisk viden vil altid gå til opgaven med udgangspunkt i ”hvem er du, og

hvad er din historie” og derfra anvende sine interventionsmuligheder.

At blive mødt hvor man er af en udenforstående, og at coachen kun er der for mig, synes at have en

høj værdi for udøverne.

Coach ikke i miljøet

”..det vigtigste har været at jeg har fået et rum tror jeg, hvor jeg har fået lov til at komme ud med mine

følelser. Og ligesom har kunnet få lov til at vise en anden side af mig selv.

Kan det være svært ellers?

Det kan være rigtig svært. (…) når vi bevæger os i den verden som vi gør, hvor vi alle sammen er konkurrenter,

men samtidig skal være træningsmakkere og gode venner et eller andet sted, fordi vi rejser så meget

sammen, så er det svært at skulle vise svaghedstegn (…) hvilket følelser mange gange kan være, når det

sådan er lidt negativt. Så det har været rigtig rart med sådan et rum her.” (Michael Christensen)

”…skulle også lige vænne sig lidt til at man åbner sig jo lidt op, og da er det godt at John er sådan en tredje

person, som ikke er inde i miljøet og ikke har noget i fht. nogle andre spillere(..). Det (.. )var sundt at det

var en tredjeperson vi kom ind til.” (Martin Lundgaard)

”Jeg synes da også at det er mere behageligt at sige det her på neutral grund end foran træneren (…)De

(trænerne) er en del af spillet, de er med til at sætte nye konstellationer, det er jo faktisk sådan at det er

træneren der bestemmer hvem det er der træner sammen, og … man føler jo altid at træneren i nogen

perioder kigger mere til en end i andre, ikk? Og synes han nu at det er helt hen i skoven… så der er det godt

at komme hos en tredjepart, så er den egentlig ikke længere” (Martin Lundgaard)

Relationen som udenforstående ses altså som afgørende for coachingen, idet coachen er neutral

grund ifht. resten af det vante miljø. Det er altså forskellige ting man kan dele med folk man arbejder/træner

med, og gerne vil vise sig fra en uovervindelig side overfor – og så coachen. Træneren


er f.eks. en del af spillet og bestemmer, hvem der spiller sammen med hvem, hvorfor det kan være

svært at åbne sig overfor ham, da det ofte inkluderer at vise sårbarhed. Som udenforstående kan man

sige, hvad som helst til coachen, da han ikke tager den viden med ind i andre sammenhænge. På den

måde kan udøverne være 100% ærlige og arbejde med deres styrker såvel som svagheder, uden at

tænke på hvem de får afsløret det for.

At det beskrives som befriende at coachen er så udenforstående, tillægger vi en stor betydning. Det

er vigtigt at coachen som sagt kan stille en bestemt tryg ramme til rådighed, hvor det er muligt

at tale om både stærke og svage sider. Derfor er det af betydning at coachen ikke udstråler kamp,

resultater og top tunet trimning. Coachen skal ikke være en man skal leve op til, eller konkurrere med.

Coachen skal udstråle og give ro – give et frirum. Havde John Andersen, som har coached udøverne

selv tidligere været top udøver, verdensmester eller højt profileret idrætsudøver, og præsenteret sin

teori i en ”det virkede for mig, så det vil virke for dig”-form, er vi ikke sikre på at udøverne ville få det

samme udbytte af coachingen, idet relationen ikke ville være den samme.

Hvis man nu forestiller sig, at man som usikker udøver konsulterer en coach af denne type, er det

nærliggende at man vil have meget svært ved at åbne sig. ”Han kan jo godt finde ud af det, så han

vil nok synes jeg er et skvat når jeg nu har brug for hjælp” er en nærliggende tanke for udøveren.

Det er også nærliggende at man vil føle sig lidt presset eller stresset i forløbet, hvis det afspejler den

hverdag men er vant til, hvor der hele tiden skal præsteres, præsteres og præsteres. Da er oddsene

for en god alliance – som er afgørende for effekten af forløbet – meget ringe.

Det er derfor afgørende for udøverne at de får et rum, hvor konkurrence og det at skulle være stærk

og klare det hele lægges på hylden for en stund. Det er ikke altid let for eliteidrætsudøvere at finde

et sted eller en sammenhæng at få taget fat på mere følsomme og prekære emner, som deres egne

svagheder. Derfor skal coachingen være et fristed med mulighed for at kunne sætte ord på den

enkelte spillers bekymringer, behov og frustrationer.

”Det er bare et super godt sted at kunne reflektere over sådan nogle ting” (Amalie Dynnes)

Coaching rummet står altså i hård kontrast til det miljø, som udøverne lever i til daglig, som kan være

kendetegnet ved hård konkurrence. Et miljø hvor det kan betyde karrieretilbagegang at vise svaghed

og sårbarhed.

I elitemiljøet er alle således indbyrdes afhængige af hinanden, men samtidig hinandens trussel.

Essensen vil dog i sidste ende oftest være, at det er vigtigt at være den bedste og noget der er slået

igennem her er, at hvis man vil være den bedste, må man også tro på det. Derfor er det uvant for

udøverne at beskæftige sig med og undersøge de mere sårbare og svage sider af dem selv – for slet

ikke at tale om at dele dem med andre. Det er også vigtigt for dem at have en attitude, som siger at

jeg er den bedste, efter forståelsen, hvis ikke jeg selv og de andre tror på det, sker det aldrig. Derfor

er det også vigtigt ikke at sænke barrikaderne og vise svaghed i dagligdagen.

Spørgsmål: Så det lyder lidt som om, at bare det at du har haft et sted hvor du har kunnet få lov at

komme og sige ”der var jeg nervøs” eller ”jeg bliver nervøs i de og de situationer” det har i sig

selv været en del af ”the cure”

Svar: Det synes jeg det har

Spørgsmål: Har du i andre sammenhænge skullet dække over det for presse, medspillere osv.?

Svar: Ja, for ligegyldigt hvem jeg siger det til, så vil det kunne blive brugt i mod mig i hvilke som

helst situationer og jeg har selvfølgelig vidst, at han har haft tavshedspligt.

(Jonas Rasmussen)


Byrde lettet

I forlængelse af det frirum, som udøverne sætter så stor pris på, fortæller de også hvordan det medfører

at de føler sig lettede og befriede når de går fra coachingen.

”Ved hjælp af mine samtaler kommer jeg ud og føler mig meget lettet, jeg føler mig klar til at tage en ny

tørn og føler mig positiv(…) jeg har fået krænget min sjæl ud hvis man kan sige det sådan og er sådan lidt

tom indvendig (…)Der føler jeg at der er det hele på plads. (…)boksene bliver lukket, jeg føler mig frisk, jeg

føler mig klar til nogen af de udfordringer, der kommer på træningen. Der er jeg klar til at tage hånd om

dem og være positiv” (Kenneth Jonassen)

”Jeg ved det ikke, jeg tror det er det der med at man får lettet en masse ting, man måske har at spørge om,

så man føler sig lidt lettere når man går her fra. Det er en rar følelse, at nogle ting som man måske ikke ville

snakke med alle om” (Helle Nielsen)

”Ja, det tror jeg....jeg tror det er på grund af at jeg fik løsnet op for…fik smidt nogle sten ud af den rygsæk,

som jeg har været utroligt god til at samle sten i, i en lang periode, og som har tynget mig helt vildt.

Det har jeg fået lov til at smide over bord. Og det har gjort at jeg har kunnet være meget mere afslappet

på banen og også uden for banen, at jeg har kunnet være meget mere positiv og … sådan den gamle

Michael.” (Michael Christensen).

Den lettelse, som udøverne oplever, sker både på grund af det fristed, som coachingen har karakter

af, men selvfølgelig også som en reaktion på det arbejde, der foregår under coachingen. Fristedet

opstår altså både ved at kunne få lov til at tale risikofrit om ting, som er svære at få plads til andre

steder, men også ved at de får et rum, hvor de reflekterer over deres egen situation, både på banen

og udenfor banen, får sat ord på ting, som bekymrer dem, får skabt bevidsthed og erkendelser og

vokser som mennesker.

Dynamisk elitecoaching, som er kendetegnet ved den psykodynamiske faglighed og viden, kan altså

kendetegnes ved at give ro og frirum ved at sætte udøveren og dennes historie og person i førersædet

og selv trække sig tilbage som en ufarlig og udelukkende støttende medspiller.


Del 2: Temaer

Tema nr. 1: Perfektionisme

”Specielt indenfor badminton der er jeg meget fast i mine beslutninger og perfektionistisk omkring det.”

(Kamilla Juhl)

Ovenstående udtalelse rummer kort og præcist ét af de temaer, som lige fra starten af projektet har

været tydeligt at få øje på: Perfektionisme.

Både tidligere og nuværende fokuspersoner, giver i interviewene eksempler på, hvordan de hidtil har

angrebet deres karriere ud fra et ønske om at levere det bedste i alle henseender, hvordan de skal

være perfekte i hvad de nu end kaster sig ud i og hvordan de således generelt presser sig selv gennem

høje krav:

”Jamen det har været nogen af de krav til mig selv, jeg stiller utroligt høje krav til mig selv” (Kamilla Juhl)

Der er også flere af udøverne, der på egen krop har oplevet, hvordan perfektionismen har hæmmet

dem tidligere:

”…at jeg nogle gange bliver lidt låst når jeg gerne vil vinde, eller jeg ved, at det er vigtigt at vinde.” (Peter

Steffensen)

”så….nervøs…. jeg følte at mit hjerte kunne ses ude fra tilskuerpladserne fordi jeg så gerne ville gøre det så

godt.” (Helle Nielsen)

Måske er det samtidig disse gener, som udøverne oplever at perfektionismen kan give dem, som også

er årsag til, at nogle udøvere allerede inden forløbet så det som vigtigt at forholde sig kritisk til dem

- og gerne mindske generne.

”Ja, men altså det er blandt andet det der med at være lidt mere afslappet omkring min sport. Og kunne få

…jeg vil ikke sige blive mindre perfektionistisk..jo .måske mindre perfektionistisk.” (Michael Christensen)

Der er som sådan ikke noget nyt i at forbinde perfektionisme med eliteidrætsudøvere. Tvært i mod er

det nok en egenskab, som de fleste umiddelbart vil forbinde med livet som eliteidrætsudøver.

Helt fundamentalt giver det også mening, at udøvere på det niveau, som de udøvere, som vi har

interviewet befinder sig på, enten er der, netop fordi de har haft en perfektionistisk tilgang til deres

træning, eller at de gennem et langt liv i eliteidrætsverdenen har udviklet denne egenskab, som en

strategi for at nå langt.

I eliteidrættens verden gælder det jo netop i al sin enkelhed om at præstere lidt bedre end alle de

andre og lidt bedre end man selv gjorde sidst.

Det, som den enkelte udøver bliver målt, vurderet og opnår status og anerkendelse på, er jo netop

om det projekt lykkes.

Derfor er perfektionisme ganske enkelt en præmis i idræt på det niveau, som vi taler om her, og det

er ikke per definition en dårlig egenskab at besidde. Spørgsmålet er så, om egenskaben kan besiddes

i for høj grad?


Vi ser jo i ovenstående, at perfektionismen giver problemer så som nervøsitet. En person der altid

stræber efter at nå lidt mere vil ligeledes også have svært ved at slappe af, og med et evigt ønske om

at forbedre præstationen, vil det også være svært at nå der til, hvor det virkelig er godt nok, og hvor

man således kan være stolt af og tilfreds med sig selv.

En række amerikanske psykologer, har med udgangspunkt i Aron Becks teorier lavet en grafisk fremstilling

af relationen mellem en given egenskab –f.eks perfektionisme – og mængden af problemer,

som mennesket med egenskaben møder. Kurven ser således ud:

Problemer

Egenskaber

Den lodrette akse angiver, hvor mange problemer, man vil opleve i en given situation. Den vandrette

akse viser graden af en hvilken som helst egenskab.


Når man ser på kurven, tegner der sig et billede af, at folk, der slet ikke besidder egenskaben ”perfektionisme”

vil ryge ind i mange problemer – både af praktisk og social art. På samme måde vil folk, der

ligger i den helt anden ende af den vandrette akse og er ekstremt perfektionistiske opleve mindst lige

så mange problemer.

De personer, som derimod har egenskaben i moderat grad, dvs. både formår at udvikle sig, ”kæle for

detaljen” og af og til lade stå lidt til eller være tilfreds med et ikke helt optimalt resultat, vil derimod

opleve de færreste problemer og de bedste resultater.

Det, man kan lære af U-kurven, er altså, at det sjældent er godt at have en egenskab i ekstrem grad

– hverken til den ene eller til den anden side. Samtidig fortæller U-kurven, at vi i væsentligt grad kan

mindske vores problemer (f.eks i forbindelse med perfektionisme) ved bare at rykke os lidt på den

vandrette akse. Populært sagt er der altså stort udbytte af blot en lille udviklingsindsats.

10 % nedgang i perfektionisme, vil medføre 30-40% nedgang i problemer!

Det er vigtigt at være opmærksom på denne eksponentielle stigning i enderne, for mange mennesker

vil naturligvis være bange for, at hvis de skærer lidt ned på deres perfektionisme, så ender de helt i

den anden grøft som rodehoveder, der ikke går op i noget som helst. Så langt ryger man sjældent,

og kurven viser netop, at en lille neddrosling af de nuværende vaner ikke fører til det store karakterskifte,

men derimod til en stor nedgang mht. problemer.

Netop denne udvikling fra 110 til 90 % perfektionisme, beskriver en udøver meget rammende:

”Jeg gør det stadigvæk, men det er ikke sådan at jeg kan blive helt ødelagt…Der er jeg blevet bedre til at sige

at hvis jeg har en dårlig dag, så har jeg en dårlig dag. Men fordi du har en dårlig dag gør det dig ikke til en

dårligere spiller. Det er ikke sådan at landstræneren siger…du er bare hvad sker der…det er ikke sådan. Jeg

har ikke det der sort/hvid billede af tingene” (Lena Frier)

Svært ved at åbne sig

Med lige netop eliteudøverne, ser vi dog også, at perfektionismen har ”en afstikker” som det i coachingen

er både vigtigt og nødvendigt at forholde sig til, hvis man vil opnå den ovenstående effekt.

Vi oplever at udøverne tilsyneladende har tendens til at ”holde kortene tæt til kroppen”, ”passe sig

selv” og generelt have svært ved at ”åbne op” over for andre og lade både deres styrker og svagheder

komme til syne. Spillerne udtaler:

”Jamen jeg har det generelt ikke så godt med at åbne mig op overfor folk. Specielt ikke folk som jeg overhovedet

ikke kender. Det er jo ret specielt lige pludselig at skulle sidde og tale om ting som jeg egentlig slet ikke har lyst

til at dele med nogen fordi jeg føler at..altså omkring så personligt som det kan blive.. de ting…eller som jeg

går ud fra at vi skal tale om.” (Peter Steffensen)

”De første to-tre gange hos John var meget præget af at jeg var oppe med paraderne, stadigvæk meget åben

og snakkede meget og sådan nogle ting, men rent følelsesmæssigt, der var jeg oppe med paraderne fordi at

der har været en lang periode hvor jeg ligesom har skullet være den seje Michael, som ikke rigtig har vist sine

følelser omkring nogle ting” (Michael Christensen)

”før jeg mødte John, der var jeg ikke en der kunne åbne mig…der var jeg meget lukket og bad ikke om hjælp


til noget som helst. Da tog jeg det selv og sådan. Men siden han har fået mig til at åbne mig op snakket om

næsten alt, altså det har hjulpet meget.” (Kenneth Jonassen)

Vi oplever også, at denne ulyst til at åbne sig kan komme til at fremstå i en lidt mere aggressiv form, hvor

spilleren ikke blot tier stille, men måske direkte bliver afvisende over for andre spillere og trænere:

”Hvor jeg havde lidt før at de kan sejle deres egen sø, så sejler jeg min, og den der lidt hårde facade.”

(Helle Nielsen)

At det ikke er en optimal strategi – heller ikke i forhold til spillerens udvikling – understreges af hvordan

trænere kan tolke disse signaler:

”En træner sagde at problemet måske lidt har været at de har tænkt at Helle er sej og hun har ikke behov for

det der”. (Helle Nielsen)

Det er både logisk og sandsynligt at en høj grad af perfektionisme gør at man ikke har lyst til at åbne

sig over for andre mennesker. For eliteudøvere gælder det om at præstere optimalt hele tiden og om

at være nummer et. I hverdagen er eliteudøvere omgivet af andre mennesker med samme dagsorden,

hvilket kan give problemer ifht. det meget konkurrencebetonede og perfektionistiske miljø, hvor det

er vigtigt at opretholde en facade af perfektionisme og styrke.

Dette dilemma beskriver flere af udøverne meget præcist og rammende:

”når vi bevæger os i den verden som vi gør, hvor vi alle sammen er konkurrenter, men samtidig skal være

træningsmakkere og gode venner et eller andet sted, fordi vi rejser så meget sammen, så er det svært at skulle

vise svaghedstegn et eller andet sted, hvilket følelser mange gange kan være, når det sådan er lidt negativt.”

(Michael Christensen)

”Ja, for ligegyldigt hvem jeg siger det til, så vil det kunne blive brugt i mod mig i hvilke som helst situationer”.

(Jonas Rasmussen)

Det problematiske ved denne manglende lyst til at åbne op er, at det ikke er sundt for mennesker

på denne måde hele tiden at holde problemer for sig selv, skjule svaghedstegn, ignorere eller fortrænge

svagheder og i stedet skulle overbevise sig selv om at man er på toppen. Et andet problem

er naturligvis også, at der skabes et miljø, hvor mange ting forbliver usagte, hvor der dannes mange

– ikke nødvendigvis korrekte – forestillinger om hvad andre tænker om mig og ikke mindst hvad jeg

skal gøre og ikke gøre. Et træningsmiljø, der er styret af forestillinger frem for facts er ikke et optimalt

træningsmiljø.

Derfor er der mange gevinster ved at arbejde med de mere emotionelle perspektiver i den dynamiske

elitecoaching. At få undersøgt hvilke følelser der er, få dem realitetstestet, altså prøvet af i praksis, få

arbejdet med disse følelser og gjort dem til en naturlig del af den enkelte udøver. På denne måde

har udøveren mulighed for at gøre de følelsesmæssige aspekter til styrker og noget der kan bruges

konstruktivt, eller i hvert fald placeres, så de ikke forstyrrer spillet, i stedet for at undertrykke dem,

så de kommer frem – ofte med dobbelt styrke – på uhensigtsmæssige tidspunkter, og reaktionen på

dem bliver en automatisk adfærd, der ikke nødvendigvis er konstruktiv.

Ud fra interviewene med udøverne, fremstår det tydeligt, at den dynamiske elitecoaching har givet

udøverne mulighed for at ”åbne op” helt risikofrit:


”Jamen, i det hele taget bare, at jeg havde et sted jeg kunne kommer, og lufte hvis der var noget…og jeg har

selvfølgelig vidst, at han har haft tavshedspligt.”(Jonas Rasmussen)

”Så det har været rigtig rart med sådan et rum her.” (Michael Christensen)

Det har tydeligvis været vigtigt for spillerne at komme et sted, hvor de netop kunne fortælle om de

ting, der gik dem på, hvor de kunne forholde sig til at de var stressede over det pres de lagde på sig

selv, og hvor det var OK ikke altid at være på toppen

”Ja, altså jeg fik lige som luftet det, og det hjalp i alt fald en del.” (Jonas Rasmussen)

”Øh det vigtigste har været at jeg har fået et rum tror jeg, hvor jeg har fået lov til at komme ud med mine

følelser. Og ligesom har kunnet få lov til at vise en anden side af mig selv.” (Michael Christensen)

”Jeg vil sige at nu jeg sidder og tænker over det, hvad det er der gør at det rykker, det vil jeg sige at det er når

man kommer ind til sandheden, at man ikke gemmer på noget” (Kenneth Jonassen)

Heldigvis oplever vi også, at udøverne ikke blot ser det som en strategi der kunne anvendes her og

nu for at få luft til at komme videre, men at de også er opmærksomme på at det er en strategi de er

nødt til at bruge fremover:

”åbner mig lidt mere op end jeg har gjort før i tiden, hvor jeg er blevet en østers hvis der er nogen der har spurgt

om noget, hvor jeg er blevet bedre til at åbne op og egentlig fortælle hvordan jeg har det. Det gør ikke noget

at seje Helle en gang imellem er en lille smule sårbar øhh fordi jeg har sådan lidt at der er sgu ikke nogen der

skal se at jeg har ondt eller at jeg er ked af det eller… og det er jo OK, det er vi alle sammen, så det har jeg

brugt rigtig meget, synes jeg” (Helle Nielsen)

Bevidstheden omkring vigtigheden af at åbne op er endda blevet så stor, at det eneste gennemgående

svar der er på spørgsmålet om hvad der kunne have gjort forløbet endnu bedre netop går på at

”jeg kunne selv have åbnet mere”:

”ja, jeg ærgrer mig over at jeg ikke åbnede mig første gang for eksempel, for så havde vi gange til at kunne

bygge videre på, men altså… sådan er det jo.” (Michael Christensen)

”Det ved jeg ikke rigtigt, jo det skulle nok være at jeg havde været endnu mere indstillet på at melde ud og

snakke da jeg kom første gang, men det tror jeg bare ikke på daværende tidspunkt at jeg var i stand til.” (Peter

Steffensen)

Vi ser, at perfektionisme temaet har været vigtigt for de fleste af udøverne og at det har været til gavn

for dem, at forholde sig til, at det det kan være OK ikke altid at være på toppen – at det måske ligefrem

giver større sandsynlighed for at nå toppen, hvis man accepterer at man ikke altid kan være der.

Som udløber af perfektionismen havde mange udøvere svært ved at åbne op og være ærlig over

for træningsmakkere og trænere om hvordan de havde det – endsige vise negative følelser eller ikke

optimal adfærd.

Coachingen har lært dem at lukke op under ”trygge rammer” og udøverne har erfaret hvilken lettelse

det kan være at sætte ord på og acceptere ting eller forhold der ikke er optimale – ved sig selv såvel

som ved andre. Denne erfaring har givet udøverne mod på også frem over at være bedre til at ”lukke

op” og f.eks turde vise negative følelser.


Tema nr. 2: Identitet

Alle mennesker har behov for, at der er nogen der kan li os. Det gælder også når man er badmintonspiller

tilhørende verdenseliten.

”jeg har også sådan et helt basis et behov for at folk kan li mig, og det fandt jeg så ud af at folk godt

kunne” (Jonas Rasmussen)

Problemet for de der så tilhører verdenseliten på et givent felt kan være, at den positive feedback man

oftest får mest af, er relateret til konkrete præstationer eller resultater. Man kan derfor komme til at

forveksle selvværdet – troen på at man som person er noget værd – med selvtillid – troen på at man

kan præstere det man skal. Det man er værd bliver derfor det man præsterer. Man kan derved enten

komme til at tvivle på, om det er ens person eller ens præstation der anerkendes eller måske ligefrem

drager den konklusion – bevidst som ubevidst – at man udelukkende fortjener anerkendelse når man

har leveret gode resultater, at man udelukkende er noget, hvis man præsterer.

Et tema vi har mødt hos mange af udøverne i projektet har netop drejet sig om antagelsen ”Hvis ikke

jeg er eliteudøver, så er jeg ingenting”, eller ”Hvis jeg ikke er eliteudøver, hvad er jeg så?”

Med udgangspunkt i vores datamateriale ser vi, at disse selvbetvivlende antagelser overordnet

opstår i to henseender. Den ene er den situation, hvor bekymringen går på om man både kan være

badmintonspiller og noget andet? Om man kan bevæge sig i to verdener og stadig være afholdt som

den man er? Kan man noget andet end at spille badminton? Bliver man mindre værd fordi, man laver

noget andet, og dermed er mindre badmintonspiller?

Den anden går på om man stadig er afholdt hvis man taber? Er min eksistens berettiget hvis jeg ikke

vinder?

Identitet som badmintonspiller

De interviewede udøvere er næsten alle midt i tyverne, tilhører verdenseliten i en sportsgren, og har

ganske givet været rigtig gode til deres sport siden de var små. Gennem mange år har de brugt rigtig

meget tid på sporten.

Sporten kan derfor i sig selv blive et parameter for hvor godt man gør sig som menneske. Størstedelen

af hvad man ved man kan, og hvad man har nået, er målt med det sportslige:

”Og finde ud af at jeg kan godt andet end at spille badminton, fordi det er det jeg kan og er bedst til. Det

har jeg altid kunnet finde ud af.” (Kamilla Juhl)

Er man opvokset på denne måde, og har man gennem lang tid lært at tænke i præstationer som

parameter for hvor god man er, er det logisk, at man kan blive i tvivl om man kan andet, og hvis man

netop er vant til at blive målt på hvad man kan, så er spørgsmål som ”Hvem eller hvad er jeg egentlig

– ud over en der spiller badminton?” Det automatiske – men ikke særligt selvunderstøttende – svar som

mange så giver sig selv er ”ingen ting”.

Det har naturligvis den effekt, at man bliver ved at hænge i og gøre alt hvad man kan for at blive ved

med at være, eller blive en endnu bedre badmintonspiller, men det kan have de tidligere nævnte negative

aspekter i form af perfektionisme, nervøsitet og manglende selvtilfredshed som følge.

Spørgsmålet om hvad man kan og er uden for banen kan også opstå, når man begynder at lave noget

andet end at spille badminton. f.eks følger et studium:

0


”….i den periode læste jeg medicin og spillede badminton, og hvordan de to ting hang sammen og hvilken

opfattelse var det jeg havde af mig selv det der badminton vs. uddannelse, som har været et meget stort

subject.” (Amalie Dynnes)

Hvis man har været vant til at definere sig selv som badmintonspiller og afgøre sit værd og sin tilfredshed

ud fra de parametre der gælder der, så kan det være meget svært at forholde sig til hvad man kan

vurdere og bedømme sig selv ud fra, når man befinder sig i en helt anden kontekst. Hvornår skal jeg

være utilfreds og hvornår skal jeg klappe mig selv på skulderen? Er jeg god til mit studium eller er jeg

ikke så god? Er man vant til at være blandt verdenseliten er det måske ikke godt nok at være OK til at

studere eller gøre andre ting. Samtidig sker der også et skred i badminton identiteten, når den suppleres

med en anden identitet, idet man kan stille spørgsmålstegn ved om man kan være så god en badmintonspiller,

hvis man også interesserer sig for andet, eller om identiteten som badmintonspiller bliver

svagere ved at man har flere identiteter – som f.eks. ven, kæreste, ung, studerende etc.

Her er det vigtigt at udøveren arbejder med at finde ud af hvad vedkommende virkelig er værd mere

grundlæggende. Hvad jeg som person egentlig står for – uanset om jeg laver det ene eller det andet.

At de oplever at de kan være dygtige sportsudøvere samtidig med at de har andre interesser, og at de

i højere grad kan præstere godt som udøver, hvis de lader sig selv have andet i livet end det, lader sig

selv være hele mennesker.

I interviewene giver udøverne udtryk for at de arbejder med disse temaer og får noget ud af det:

”I forhold til at definere mig selv som enten badmintonspiller, eller universitetsstuderende, så følte jeg mig

meget mere tryg, det var ikke sådan (…)at jeg 100% ikke havde nogen tvivl, men jeg var(…) mere sikker

på at det var det rigtige jeg havde gang i. Og jeg var meget mere bevidst om hvad det var mine styrker var

i forhold til at spille badminton...jeg kunne godt bruge ting fra den akademiske verden i badminton livet”.

(Amalie Dynnes)

”Inden jeg kom, var jeg måske meget fokuseret på at man skal være rationel omkring det hele og ikke acceptere,

hvis der var noget der var irrationelt, og det lyder også – omkring det med at være badmintonspiller

– som en accept af at det ikke er enten eller”. (Amalie Dynnes)

Selvværd og præstation

At forveksle selvværdet, troen på den person, man er, med selvtillid, troen på at man kan præstere,

kan betyde at man begynder at tvivle på om folk kan lide én, når man ikke vinder. Med andre ord:

Hvis jeg er det jeg kan, og min eksistens er berettiget qua det jeg kan, er min eksistens så ikke berettiget

når jeg pludselig ikke kan alligevel? Hvad er jeg så hvis jeg taber? Kan jeg have fortjent at være

elsket hvis jeg taber?

Problematikken er den samme som ovenfor beskrevet, nemlig at badminton og præstationer er blevet

indikator for hvordan udøveren er som menneske. Det er derfor til stor hjælp for udøverne, når de

gennem coachingen og de processer den sætter i gang kan undersøge og erkende, at det ikke kun er

hvad der sker på banen, der er afgørende for deres værd.

Vi har i vores interviews både eksempler på at udøverne allerede inden forløbet har været opmærksomme

på vigtigheden af at kunne se bort fra denne præstationsmæssige og udefrakommende

vurdering og hvordan det har været til gavn for dem, når de har lært at kunne abstrahere fra det

og tro på sig selv og deres værd, selv når de ikke præsterer optimalt:

1


”Jeg kunne godt tænke mig at finde ud af at det her det kun handler om mig selv og ikke hvad kommentatoren

siger i fjernsynet og hvad folk de tænker om mig” (Helle Nielsen)

”Jamen selvom jeg taber, så elsker min kone mig stadigvæk, så elsker mine forældre mig stadigvæk osv… altså

og så se det lidt…selv om man taber, så går verden ikke under” (Kenneth Jonassen)

Selvtillid og selvværd

Essensen af ovenstående er som sådan ganske enkel. Det vi ser ske for udøverne er en udviskning af

forskellen mellem selvværd og selvtillid.

Selvværd er den mest grundlæggende og generelle opfattelse, som mennesket har af sig selv – ”det

jeg er”. Hvordan er jeg som person? og Hvad er jeg dermed værd?

Selvtillid hænger sammen med opfattelsen af hvad jeg kan præstere – ”det jeg kan”.

I forhold til anerkendelse og feedback fra andre, vil anerkendelse af min person, mine værdier og

holdninger forstærke og understøtte mit selvværd – ”jeg er meget værd” – mens sejre, gode overskrifter

i avisen og gode tider i løbetesten understøtter min selvtillid ”jeg kan det her ret godt!”

I flere tilfælde ser vi, at skellet mellem det jeg kan, og det jeg er opløses, at det jeg kan bliver til

målestok for det jeg er, hvilket er uhensigtsmæssigt, da det gør personen mere sårbar. Der skal kun en

enkelt tabt kamp til, eller en skade som gør at man ikke kan præstere til at nedbryde selvtilliden og

det forvekslede selvværd.

Udøverne lægger altså så meget af deres identitet i at være ”badmintonspiller”, at det at spille badminton

ikke er noget de kan, men badmintonspiller er noget de er.

Når en spiller med denne opfattelse så modtager feedback på sit badmintonspil, taber eller vinder, så

vil dette tale til selvværdet og ikke selvtilliden. Altså til en langt mere grundlæggende og vedvarende

vurdering af personen.

Det der sker på badmintonbanen får ikke bare betydning for hvad der ellers sker på badmintonbanen,

men på livet som helhed:

”Fordi jeg er meget dedikeret til min sport, og jeg tror jeg har haft lidt problemer med at finde nogen ting

uden for som har kunnet gi’ mig de samme ting, og derfor har det sådan stået og faldet lidt med mine præstationer

på banen, hvordan jeg sådan har haft det uden for sådan i det daglige liv”. (Michael Christensen)

Et nederlag eller en præstation under det forventede vil altid gøre ondt på og genere en eliteidrætsudøver

– der er endda dem der vil mene, at det skal være sådan. Det er dog vigtigt, at den smerte,

tristhed eller skuffelse, som nederlaget giver, kun påvirker dét, som det handler om – nemlig badmintonspillet.

Hvis ikke det sker, så bliver omkostningerne ved et nederlag ganske enkelt for store. Ikke

bare følelsesmæssigt for udøveren, men også praktisk i forhold til sporten, idet en udøver, der kan

risikere sit værd ved at tabe har så meget på spil, at han/hun kan blive så nervøs at det er umuligt at

spille. Og taber man en kamp og mister troen på sig selv og sit værd vil man alt andet lige ikke kunne

levere samme indsats hverken i træningshallen eller til den næste kamp på banen.

For at kunne placere et badmintonmæssigt nederlag ”der hvor det hører til” og udelukkende forholde

sig til det ud fra et selvtillids-aspekt kræver det, at udøverne i deres liv har andre aspekter, som kan

påvirke deres selvværd og at de helt grundlæggende tror på, at de som menneske, er gode nok. At

deres meninger, holdninger, værdier og værd er uændret hvad der end sker på banen.


Vores interviews med udøverne viser netop, at de gennem coachingen får sat fokus på hvad de står

for, hvad andre mennesker værdsætter ved dem og med stor sandsynlighed også gennem den ovenfor

beskrevne accept af ikke altid at kunne være på toppen, er blevet i stand til at differentiere mellem

selvværd og selvtillid – mellem hvad de kan som badmintonspillere og hvad de er som mennesker:

”Jamen…jeg ved ikke om jeg føler mig mere værd, men altså …at jeg har f.eks. altid haft det at jeg har

stået i skyggen af nogle andre i badminton, men nu har jeg også mine ting, som er specielle og hører fra de

andre at jeg da virkelig arbejder og at det går godt for mig (…) Jeg tror det er blevet anderledes fordi jeg

har prøvet at sige til mig selv at ”du har noget at give, du er speciel” og det kan jeg mærke at det har givet

effekt.” (Lena Frier)

”Jeg føler mig bedre tilpas end jeg gjorde for et halvt år siden eller bare for en måned siden. Jeg føler hele

tiden at jeg får det bedre og bedre med mig selv” (Peter Steffensen)

”Det er selvfølgelig både en kombination af at jeg har fået en større status derinde [på træningen, red] og

jeg har fået mere erfaring osv osv, men jeg var lige som nødt til at overbevise mig selv om at jeg var OK, og

det hjalp John mig med, synes jeg. Han skubbede mig i alt fald i den rigtige retning” (Jonas Rasmussen)

Tema nr. 3: At stå frem

Især i forløbet med det andet hold udøvere registrerede vi hurtigt et meget gennemgående træk

ved udøverne. Mange af dem gav udtryk for, at de ikke havde mod på eller følte ubehag ved at ”stå

frem”, ved f.eks at sige fra over for krav der opfattes som urimelige, ved selv at give udtryk for ønsker

eller stille krav, eller blot give deres personlige mening til kende over for andre spillere eller trænere.

Med udgangspunkt i ovenstående temaer giver denne problematik særdeles god mening. Vi har

netop set, at spillerne kan have tendens til udelukkende at vurdere deres eget værd i relation til deres

resultater, og dermed vurdere deres værd som person i sig selv, forholdsvist lavt. Hvis man har en

opfattelse af at man i kraft af sig selv, sin person og sine holdninger ikke har noget at byde på, så er

man naturligvis heller ikke den, der stiller sig forrest og påvirker situationen.

Det er dog interessant at registrere, at udøverne godt er klar over denne problematik, og da vi inden

coaching-forløbet er startet spørger hvad spillerne ønsker at arbejde med, fik vi markante udmeldinger

på dette område:

”Jamen det jeg gerne ville tale om det var, at jeg gerne ville have mere selvtillid og ikke være så ydmyg og

komme mere frem med min mening. Og få talt ud hvis jeg følte mig trådt på”. (Lena Frier)

”at jeg skal være bedre til at melde ud og vise en større side af mig selv”.(Peter Steffensen)

”og ikke tvivle så meget på mig selv”.( Kamilla Juhl)

”Altså jeg kunne godt tænke mig at blive bedre til at komme med mine meninger, sige hvis der er noget jeg er

utilfreds med, være mere klar over hvad det er jeg vil og hvornår, jamen, ikke pakke tingene ind for at beskytte

de andre. Og et eller andet sted også for at beskytte mig selv” (Lena Frier)


Den sidste udmelding rummer en nok meget vigtig detalje: ”et eller andet sted også for at beskytte mig

selv”. Denne tilføjelse viser netop, at udøverne har meget på spil, når de melder ud. De har meget at

miste ved at stille sig frem.

Vi kan måske drage den konklusion, at de på samme måde som når de går på banen for at spille

kamp, stiller sig til skue og udsætter sig for andres vurderinger af om det de leverer, er godt nok. Og

denne vurdering fra andre er afgørende for dem. Når de skal spille kamp har de ikke muligheden for

at undvige andres vurdering, men her har de muligheden for at skåne dem selv for vurderingen ved

at tie og ikke stå frem. De mister så også muligheden for at påvirke situationen.

Det netop beskrevne er en defensiv udgave af at være nervøs for at interagere med andre. Vi ser, at

den også findes i en mere offensiv udgave. Hvis man ikke føler sig tryg ved at kommunikere med

andre eller er usikker på hvordan man kan tage del i beslutningsprocessen, så kan man jo også undgå

denne interageren og diskuteren ved ganske enkelt at holde 100% på sit og afvise input.

”Så det skal jeg ligesom prøve ikke at ’jeg skal ha’ jeg skal ha’. [Istedet skal jeg spørge:] ’Kan du uddybe det

hvis du synes jeg ikke har været så god til EM’ altså hele tiden spørge ind til ham og finde nogle spørgsmål

og svar hos ham.” (Helle Nielsen)

Resultatet bliver om ikke det samme, som ved den defensive reaktion, så i alt fald lige så uhensigtsmæssigt.

Hvor den defensive reaktion medfører at tingene kommer til at foregå 100% på f.eks

trænerens præmisser, så medfører den offensive reaktion at træneren ikke bliver hørt. I begge situationer

bliver resultatet en ensidig og ureflekteret indsats, hvilket alt andet lige ikke kan skabe optimale

træningsbetingelser i længden.

Det er derfor af afgørende betydning, at spillerne gennem coaching-forløbet tilegner sig færdigheder

i at kommunikere assertivt med deres omgivelser. Dette kan som ovenfor beskrevet meget vel gå

gennem håndtering af selvværd generelt og selvtillid specifikt i forbindelse med at stå frem, men en

del praktisk træning i netop det at sige sin mening, tage problematikker op eller kommunikere mere

imødekommende kan også være en central del af coachingen.

Vi ser, at det arbejde der bliver lagt i den dynamiske elitecoaching, giver spillerne en øget tro på at de

kan påvirke situationen omkring dem:

” hvorfor skulle det jeg har at sige ikke have betydning?. Der har jeg prøvet i denne her periode at snakke

noget mere og tage fat i nogle folk, som jeg nok ikke før har villet kontakte, men de har talt tilbage og

vist interesse for mig (…)(…) Mit billede af mig selv er nok blevet anderledes og det er jo nok fordi jeg har

forsøgt at fortælle om mig selv til nogen” (Lena Frier)

”Jamen inde på banen synes jeg at jeg har fået mere selvtillid. (…)jeg har fået lyst til at fylde noget mere,

at det her vil jeg gerne have skal gøres på denne her måde, og tager mere ansvar for at lære (…) Der er jeg

nok også blevet mere tydelig i billedet, altså (…) venter ikke på at de andre tager fat i mig. Fortæller om

hvad jeg har lavet, fordi at jeg er interessant og har været meget aktiv ifht. at gøre nogle ting som jeg kan

lide at gøre.. (..) jeg er blevet mere stolt af mig selv”(Lena Frier)

”Det har været øh.. den der at jeg har fået overbevisningen om at hvis jeg stikker hovedet frem, så er det

godt, så er det positivt. Både på banen og i træningssituationer og også udenfor banen i privatlivet, at turde

være mig selv og ja, vise hvem jeg er og stå ved mine holdninger, fordi det der med at trække sig tilbage og

bare vente på at tingene sker for en, så sker de sandsynligvis ikke, så har man ikke den store indflydelse på


hvad der sker i hvert fald.” (Peter Steffensen)

I de øvrige temaer har vi kunnet se en enkelt eller to gennemgående træk i årsagerne til at temaet

spiller en rolle. Omkring den manglende lyst til at stå frem og det manglende mod til at spille en central

rolle, oplever vi nærmere, at det er den enkelte spillers individuelle historie, der er af betydning.


Tema nr. 4: Autoritet

Vi har i behandlingen af de ovenstående temaer set, at udøverne tillægger feedback fra trænere,

presse og andre ”ydre autoriteter” stor betydning, og at dette fokus kan medføre problemer i forhold

til både at stole på sit eget værd som person og dermed også tage aktiv del i beslutningsprocesser og

på anden måde melde ud og stå frem.

Nedenfor ses et eksempel på hvordan en spillers mange tanker om det som træneren melder ud,

siger og gør, ligefrem kan føre til en opfattelse af at træneren i virkeligheden mest er til stede for at

genere spilleren:

”Vi fandt ud af at det med at min træner han var derude for at hjælpe mig.. der kunne jeg nogen gange godt

føle…uden at der egentlig var belæg for det.. at han var der også for at irritere mig.” (Kenneth Jonassen)

Om end det kan give de problemer, som beskrives ovenfor, så oplever vi, at nogle af spillerne som udgangspunkt

har tendens til at være meget autoritetstro, og at de ønsker at få feedback og få besked

på hvad de skal gøre og ikke gøre. Det giver god mening at det er på denne måde, idet eliteverdenen

bygger på kontant feedback på præstationer og resultater, og der er ofte noget der er ”godt nok” og

noget der ”ikke er godt nok” – noget der er rigtigt og forkert. I sidste ende vurderes en spillers værd

som spiller jo netop på om han vinder – og så var det godt nok og rigtigt – eller om han ikke gør

tingene godt nok og taber.

I forhold til selve coachingen oplevede vi også, at spillerne gik ind til forløbet med denne autoritetstro,

og ønsket om at kunne få konkret feedback fra coachen:

”For nogle år siden fik jeg den ide – hvorfor ikke prøve at gå til en psykolog, for det måtte være spændende at

få en upartisk holdning, så det var ikke fordi jeg følte at der var problemer som sådan.” (Amalie Dynnes)

”Man kan tale om nogle ting med dem, som de måske har et mere neutralt synspunkt på, og måske også

bare det de kommer udefra at de ser lidt anderledes på tingene, og man kan få et lidt bredere billede af hele

situationen.” (Joachim Persson)

Som det fremgår af det første af disse to citater, ser spillerne dog en forskel i den feedback, de kan få

hos coachen og den, de er vant til i elitemiljøet.

Vi beskrev tidligere, hvordan spillerne oplevede, at de i det træningsmiljø de befinder sig i til dagligt,

ofte må være lidt på vagt, ikke kan vise svaghed og generelt være opmærksomme på deres plads i

gruppen. Den feedback og de udmeldinger de almindeligvis får, gives af folk, der på den ene eller

den anden måde selv er en del af elitemiljøet, og dermed er der altid noget ”ekstra på spil” og risiko

for at blive sat i bås eller ”bedømt” ud fra forhåndsantagelser:

”Jeg synes det er meget fedt at det ikke er en som kender os i forvejen og som kender os på badmintonbanen

og til træning, hvor vi jo nok er sat lidt i bås hos mange. Så er det er et helt nyt syn udefra.” (Kamilla

Juhl)

Denne oplevede risiko kan så gå hen og blive en selvopfyldende profeti. Vi har allerede set, hvordan

spillerne kan have svært ved at åbne op og hvordan de som udgangspunkt ikke er glade for at skulle

stå frem og påvirke processen. Disse to forhold gør naturligvis en spiller mere autoritetstro, og autoritetstroen

er så i sig selv med til at holde en fra at indgå i dialog med trænere, ledere og medspillere


om hvordan man har det – og når man ikke gør det, ja, så bliver man jo netop bedømt udelukkende

ud fra den opfattelse modparten har, og så er risikoen for at blive sat i bås alt andet lige endnu større.

Vi oplever derfor stor tilfredshed og lettelse hos spillerne, når deres forhold til trænerne for at afhjælpe

dette tages direkte op i coachingen

”Jamen jeg synes jo at det jeg med den assisterende landstræner var igennem, hvor vi var to herinde, det

synes jeg var så helt unikt, og åbne sig op og snakke om det der var vigtigt, og rådede hinanden sådan lidt

frem og tilbage.” (Kenneth Jonassen)

Nogle af de eliteudøvere, vi har arbejdet med tillægger ydre autoriteter meget stor betydning, men

hvis mennesker for alvor skal udleve deres ambitioner, at drage nytte af at kunne lægge følelser i

indsatsen, så må de stole mere på et internaliseret billede af sig selv – på en følelsesmæssig erkendelse

af, hvem jeg er, hvem jeg ønsker at blive og hvad jeg specielt kan bidrage med. Individet må i højere

grad stole på sin egen individuelle autoritet.

Når mennesker stoler på deres egen personlige autoritet, bidrager de med mere af sig selv og får

større mulighed for optimalt at udnytte evner og ideer, hvilket i en eliteudøvers verden i praksis

betyder: Præsterer bedre.

De er psykologisk set mere til stede og bliver i stand til at flytte sig fra at gøre det som andre roser

dem for til at gøre det, som er vigtigt for dem selv.

Denne flytning fra ydre til indre autoritet er central i dynamisk elitecoaching. Ikke bare omkring autoritetstemaet,

men også som del i de øvrige temaer og hele tilgangen til coaching.

Som det fremgår tidligere i denne rapport lægger hele coachingmetoden op til at tage udgangspunkt

i den enkelte spillers historie, behov og ønsker, og vi oplever derfor også en stor grad af positiv

overraskelse, når de går ind til coachingen med forventninger om (upartisk) konkret feedback, og

bliver mødt med åbne spørgsmål og fokus på deres egne tanker og følelser:

”hvor jeg ligesom havde forestillet mig, at han ville gå ind og sige, at du skal gøre sådan og sådan, men

det har hele tiden været lagt op til, at det er nogle ting, jeg selv har skullet tage stilling til her.”

(Peter Steffensen)

”synes jeg jo er meget spændende, det der med at det egentlig er nogle ting, man har inde i sig selv, som

han så forstår, og hive frem, uden det kommer til at virke som en ydre påvirkning.” (Peter Steffensen)

”Jeg havde troet at man skulle have siddet mere tilbageholden og så fik en liste ud på hvordan man var og

hvad man skulle lave om af coachen.” (Lena Frier)

Om end formen har været overraskende for spillerne, så fremgår det hos både nuværende og tidligere

fokuspersoner, at de gennem deres coaching forløb har fået en vigtig oplevelse af at det de har

på hjerte også tæller, og at deres opfattelser kan være lige så rigtige som – og for dem selv måske

mere rigtige end – dem de møder fra ydre autoriteter:

”jeg var mere sikker på at det var det rigtige jeg havde gang i. Og jeg var meget mere bevidst om hvad det

var mine styrker var i forhold til at spille badminton (…)

Og som jeg også sluttede af med at sige, så føler jeg at jeg er kommet ind i en god cirkel nu, hvor jeg viser

mere af mig selv og får positiv respons og ros tilbage, hvilket så igen animerer mig til at vise mere af mig

selv og give mere af mig selv, så er det bare et spørgsmål om hvornår det stopper, men øh haha, jeg synes

det har været rigtig godt.” (Peter Steffensen)


”det er jo det der med at det er en selv og turde stå ved og tage nogle valg. Hvis jeg bare spørger træneren,

”hvad skal jeg gøre nu?”, så har han selvfølgelig nogle input til mig, men så lægger jeg også ansvaret

fra mig, så det er jo det der med at turde stå ved sine holdninger og tage ansvaret selv for at opnå nogle

resultater.” (Peter Steffensen)

Udøverne oplever at de ved den dynamisk elitecoaching har lært at tage udgangspunkt i sin indre

autoritet og egne værdier, kan overføres direkte til den daglige træning i hallen og give samme positive

indvirkning direkte på badmintonspillet, som det har givet ham selv psykologisk:

”Jamen altså i mange træningssituationer, så får man jo at vide omkring badmintonspillet, at du skal gå

ned på den bane, og så skal du lave benarbejde, eller du skal træne baghånd,……..her er man lige som

mere udfarende selv, og siger ”det er det her, jeg skal arbejde med” og hvis man kunne overføre det til

sit badmintonspil, så man også kunne tage nogle….eller nogle flere beslutninger selv, det tror jeg kunne

forbedre processen.”(Peter Steffensen)

Opsamling på temaer

Opsamlende på alle temaer kan man sige at de alle på den ene eller anden måde kommer til at

handle om selvværd og identitet. Taget i betragtning at udøverne er i starten af 20’erne, kan mange

af de temaer, der bliver taget op betragtes som mere almene for aldersgruppen, idet perioden er kendetegnet

ved en opbrydning fra barndom/ungdom til en mere voksen tilværelse. Derfor er de mere

eksistentielle temaer også ofte på spil. De unge flytter fra deres fødeby og forældre og skal starte

deres eget liv, hvorfor en løsrivelsesproces fra forældrene og skabelsen af eget liv ofte arbejdes med i

coaching sessionerne. Samliv med kæreste og det at finde hoved og hale i kærligheden er også ofte

et tema, der tages op. På denne måde kan man sige at dele af temaerne ikke kun er kendetegnende

for eliteidrætsudøvere, men i højere grad måske knytter sig til deres alder og livssituation. Det, som

er kendetegnende for eliteidrætsudøverne er nærmere en modenhed og styrke ifht. at opnå noget, at

sætte et mål og yde den indsats der skal til for at nå målet. Også selvom det koster i andre henseender,

som f.eks. kostmæssigt, ifht. fester og livet som andre unge lever. På den anden side ser vi også

en ekstra sårbarhed overfor andres vurderinger, som ofte er fulgt af den beskrevne perfektionisme.

Dette skyldes nok den ekstreme eksponering, som udøverne er udsat for gennem modspilleres, træneres

og journalisters vurderinger og domme, samt det, at der er kontant afregning efter en kamp:

Enten vinder du eller også gør du ikke. Denne ekstreme udsathed, hele tiden at blive vurderet, kan

gøre det ekstra svært for unge mennesker i en eksistentiel svær periode at stole på eget værd og hvile

i sig selv.


Resultater

Det er et gennemgående forhold, at det som udøverne først beretter, er de mange gode personlige

oplevelser og erfaringer, som de har fået gennem forløbet med dynamisk elitecoaching. Der er dog

heller ingen tvivl hos nogen af dem om, at den effekt de opnår rent menneskeligt har betydning for

deres præstationer og resultater på banen.

Resultaterne af den dynamiske elitecoaching er bedst beskrevet som en proces, hvor udøverne fra

de starter til de slutter gennemgår en udvikling. Først og fremmest kan vi gennem interviewene se

at udøverne opnår en bevidsthed om deres situation. I de sidste interview kan vi se at processen i

mange henseender også er nået til at have en konkret betydning i forhold til udøvernes levede liv

både på og udenfor banen. Tanken er at udover de konkrete resultater der ses efter de 5 gange 1

time coaching, vil der i eftertiden også ses resultater, da processen, som startes i coachingforløbet vil

fortsætte sin udvikling – også selvom coachingforløbet stopper.

Dette afsnit vil ganske kort og enkelt opliste de resultater som udøverne oplever at have fået ud af

coaching-forløbet. Vi præsenterer først de resultater, som udøverne kategoriserer som ”personlige”,

og vi kommenterer kort på hvordan de vil kunne have betydning for præstationen på banen, inden vi

oplister de sportslige resultater, som udøverne og landstræneren nævner.

Resultater personligt

For hver enkelt udøver er det naturligvis forskellige temaer, og dermed resultater, der fylder mest,

men generelt er oplevelsen den, at udøverne føler sig mere sikre på sig selv, mere sikre på at være

i gang med det rigtige og de er blevet mere afslappede omkring feedback fra andre, nederlag og

risikoen for at ”stikke næsen for langt frem“.

Et af de resultater som også har været beskrevet tidligere, er den større accept af at have negative

følelser – og måske ligefrem give udtryk for dem, over for andre:

”så har jeg fået det ud af det rent personligt, at jeg har lært at jeg skal være bedre til at åbne op for mine

følelser, og at det er OK og komme med dem, øhm det er da nogle ting jeg vil bruge fremover også, at det

ikke er så farligt at skulle give slip en gang imellem.” (Michael Christensen)

”så har jeg fået nogle redskaber, som jeg kan arbejde videre med, og det skulle jo gerne være med til at

udvikle mig så jeg bliver endnu bedre til at vise mine følelser og være bedre til at finde ….fokusområder.”

(Michael Christensen)

Det at kunne acceptere disse negative følelser hænger naturligvis også sammen med at udøverne har

opnået en tro på, at de i bund og grund er gode nok – også selv om de ind imellem kan føle tvivl,

nervøsitet eller være kede af det:

”Jamen jeg har fået hvad skal man sige…både nogle menneskelige kompetencer, men også noget selvsikkerhed

med. Synes jeg, at jeg er sgu OK i de fleste situationer – der er ikke så meget der slå mig ud nu, som

der var før jeg startede inde hos John.” (Jonas Rasmussen)


”Siden jeg har startet herinde, det var der min karriere tog fart øh… og det skyldes..der er selvfølgelig flere

faktorer, men det her det er absolut en af de største..at jeg fik fjernet en masse af det her tvivl og fundet ud

af at jeg er god nok, det var også et stort tvivlsspørgsmål hos mig..og det ved jeg at det er jeg i dag.”

(Kenneth Jonassen)

Hvis man på denne måde lærer sine negative følelser at kende, accepterer dem og accepterer sig selv

som man nu engang er både med og uden disse følelser, så vil man generelt have opnået en større

viden om sig selv, få større tiltro til sig selv og kunne navigere mere sikkert i verden ud fra en erkendelse

af hvad der er ens stærke og svage sider. Dette beskriver specielt én udøver meget direkte:

”Jeg føler at jeg har lært mig selv at kende på mange forskellige områder og det tror jeg er utroligt vigtigt

når man skal tage vigtige afgørelser i pressede situationer, fordi når man kender sig selv bedre end man

gjorde før og ved hvad ens præference er, og måske bedre kan analysere sig selv” (Joachim Persson)

”jeg føler jeg ved lige præcis, hvad mine styrker er og jeg tror at jeg vil være rigtig god til at anvende de her

styrker når jeg får allermest brug for dem. Jeg tror at jeg har fået nogle ting med, som jeg bare ved nu, som

jeg var i tvivl om inden, og de her ting vil kunne udvikle mig og dem vil jeg kunne bruge i mange situationer.

(Joachim Persson)

Udøverne har således gennem den dynamiske elitecoaching generelt opnået større glæde, tilfredshed

og ro. Der er færre ting at bekymre sig om, der er ikke så meget på spil i de enkelte situationer og

dermed bliver kommunikation og interageren med andre mennesker også mindre farlig. Man kan

nemmere give af sig selv, man kan omvendt bede om hjælp – og man kan uden frygt for negative

konsekvenser sige sin mening eller påvirke situationen:

”Udenfor banen er det at jeg føler mig bedre tilpas, mere glad og mere åben overfor folk, som jeg egentlig

kendte i forvejen, men jeg føler at jeg kan give mere af mig selv nu.” (Peter Steffensen)

”inden jeg havde været herinde og snakke. Der syntes jeg at jeg bare skulle klare hele verden selv, hvor jeg

har fundet ud af at det kan jeg altså ikke. En gang i mellem har jeg også brug for at få hjælp. Så det har jeg

helt sikkert brugt rigtig meget.” (Helle Nielsen)

”Udenfor badmintonbanen der er jeg nok også blevet mere tydelig i billedet, altså (…) venter ikke på at de

andre tager fat i mig. Fortæller om hvad jeg har lavet, fordi at jeg er interessant (..) jeg er blevet mere stolt

af mig selv” (Lena Frier)

Vi skal naturligvis forholde os til, at et dynamisk coaching-forløb af eliteudøvere, ikke kun skal handle

om at de som mennesker skal ”have det bedre”. Alle mennesker fortjener bedst mulig livskvalitet,

størst muligt selvværd og et liv med færrest mulige bekymringer, men med eliteudøvere, er dette i

sig selv ikke nok. Den udvikling, som udøverne gennemgår personligt skal for at give mening i den

kontekst de nu engang befinder sig i også kunne give afkast på banen, hvor det afgørende slag alt

andet lige skal kæmpes.

Hvis vi ser på konkrete dele af ovenstående citater, vil de udviklede personlige egenskaber også gavne

spilleren på banen:

Joachim Persson nævner, at han vil kunne drage nytte af coachingen når han skal ”tage vigtige afgørelser

i pressede situationer”. Jo bedre en badmintonspiller er til at træffe vigtige beslutninger, jo bedre

vil hans forberedelser til kampe kunne blive, jo bedre vil hans karrierreplanlægning kunne blive og i

0


yderste konsekvens er ethvert slag eller ethvert taktisk tiltag på banen en vigtig beslutning der skal

tages på kort tid og uden tøven og tvivl. Optimerer man sine færdigheder her, bliver man med stor

sandsynlighed en bedre badmintonspiller.

Spillerne nævner personlige gevinster som ”føler mig bedre tilpas” og ”jeg kan give mere af mig selv nu”.

Positive følelser skaber alt andet lige mere hensigtsmæssig adfærd. Den spiller der føler sig glad, har

overskud og evner at bruge sig selv fuldt ud vil præstere bedre, end ham der er bekymret og stresset.

Hvis disse udtalelser holdes op i mod dem der hedder ”En gang i mellem har jeg også brug for at få

hjælp” og ” jeg venter ikke på at de andre tager fat i mig” så har vi her menneskelige egenskaber der er

guld værd i et progressivt træningsmiljø. Folk der tør give af sig selv, som tør at spørge om hjælp og

som aktivt påvirker processen skaber langt bedre rammer for udvikling, end folk, der mangler disse

egenskaber. Hvis de så oven i købet er ”bedre til at finde fokusområder” og ”ved hvad mine styrker og

svagheder er” så kan de også overordnet forholde sig langt mere kritisk og hensigtsmæssigt til den

trænings- og udviklingsproces de står i.

Endelig siger to udøvere ”der er ikke så meget der slår mig ud nu” og ” [jeg har] fundet ud af at jeg er

god nok”. Her ser vi konkrete eksempler på øget selvværd. Den person der går til opgaven med højest

selvværd og selvtillid vil oftest se færre sten på vejen, lettere overvinde dem der er – og dermed i alt

fald teoretisk have større chancer for at præstere optimalt.

Resultater på banen

Fortolkninger af hvad personlige gevinster kan give resultatmæssigt kan dog ikke i sig selv være udtryk

for at spillerne opnår badmintonmæssige resultater af dynamisk elitecoaching. Fra både tidligere

og nuværende fokuspersoner får vi dog meldinger på helt konkrete præstationsmæssige forbedringer.

Mest tydeligt fremgår det her:

”Inde på banen, der har jeg vundet en turnering på grund af det her. Jeg tror det er på grund af at jeg fik

løsnet op for…fik smidt nogle sten ud af den rygsæk, som jeg har været utroligt god til at samle sten i, i en

lang periode, og som har tynget mig helt vildt” (Michael Christensen)

Det der ellers fylder mest er det forhold, at spillerne tager den generelt øgede selvtillid med sig på

banen og rent faktisk mærker hvordan det påvirker deres spil:

”rent resultatmæssigt på badmintonbanen føler jeg mig styrket fordi jeg har en større tro på mig selv at jeg

tør gøre nogle ting og jeg er blevet bedre til at tage styring selv, blevet bevidst om de ting jeg skal gøre for at

blive bedre” (Peter Steffensen)

”Jamen inde på banen synes jeg at jeg har fået mere selvtillid. (…) jeg har fået lyst til at fylde noget mere, at

det her vil jeg gerne have skal gøres på denne her måde” (Lena Frier)

Én spiller kan nævne en helt konkret episode, hvor de elementer der har været diskuteret i coachingen

er blevet bragt til handling:

”f.eks. da vi var til EM og fik bronze, der er man blevet mere opmærksom på at …altså når man får lidt

nerver på, så tænker man nej, nu skal du ikke til at gøre det du plejer at gøre, nu er du stærk og nu gør du

det her, for det kan du godt.” (Lena Frier)

1


Omkring de personlige gevinsters overførsel til præstationsmæssige resultater fokuserede vi meget

på, hvad det kunne betyde for træningsmiljøet. En enkelt af de tidligere fokuspersoner nævner netop

dette, som et af de områder, hvor han har mærket effekten af coachingen rent badmintonmæssigt

”jeg skal passe min træning, at jeg skal arbejde med min kommunikation med mine trænere og makkere,

det kan være jeg skal i bedre kondition, det kan være jeg skal være bedre til at håndtere kritik, være mere

realistisk…det kan være mine server der skal være bedre, så der er mange forskellige retningslinier” (Jonas

Rasmussen)

Endelig giver udøverne udtryk for, at det mere afslappede forhold til ydre autoriteter og feedback fra

andre, konkret har haft stor betydning for hvordan de håndterer nederlag.

”Jeg kommer bedre over nederlag, jeg er stadig sur og ked af det, men jeg har fundet ud af at min familie

de elsker mig stadig selvom jeg taber en badmintonkamp” (Kenneth Jonassen)

”Det er ikke fordi man ikke gerne vil have netdroppet til at ligge godt, men hvis man føler, at man havde

gjort sig ordentligt klar, trænet godt op til, levet fornuftigt, haft en god tur…så var det mindst lige så

vigtigt! Det overordnede mål var selvfølgelig altid at vinde, men det blev ikke sådan forkrampet. Så det var

stadig vigtigt at vinde, men en mindre katastrofe at tabe” (Amalie Dynnes)

Den sidste sætning er vigtig, for naturligvis skal en eliteudøver altid se det som sin vigtigste opgave

at gå på banen for at vinde – det er dét eliteidræt handler om. Men ingen udøvere kan undgå at

møde nederlag, og de, der håndterer dem hurtigt og hensigtsmæssigt vil alt andet lige være bedre

klar til næste træning, til næste kamp og i det lange løb levere de bedst resultater. Og det er denne

distancering fra katastrofen og den hurtigere håndtering af nederlaget, som udøverne tager med sig

fra den dynamiske elitecoaching.

Målbare resultater på banen

Ovenstående viser udøvernes personlige og subjektive vurdering af de præstationsmæssige resultater

af coachingen. For at sætte dem i et mere objektivt perspektiv, har vi bedt landstræner Steen Schleicher

Pedersen opliste hvilke markante resultater de enkelte spillere fra OL-projektet har opnået i den

periode, hvor de har fulgt coachingen hos Green & Andersen.

Resultaterne viser, at alle spillere i løbet af de måneder, hvor de fulgte et forløb med dynamisk

elitecoaching og tiden umiddelbart efter, leverede betydningsfulde resultater og flere af dem over

”vanligt niveau”.

Da vi ikke kan se hvordan udøverne ville have præsteret uden coaching, kan vi heller ikke vide om

præstationer skyldes dynamisk elitecoaching, men det er både interessant og relevant at bemærke,

at der er sammenfald mellem arbejdet i coachingen, spillernes subjektive vurderinger og de faktiske

præstationer på banen.

Hvad vi indiskutabelt kan konkludere er, at spillerne gennem perioden hvor den personlige udviklingsproces

har stået på, ikke har haft præstationsmæssig tilbagegang end sige stået stille rent

badmintonmæssigt.


Kamilla Juhl:

Europamesterskaber: Guld i mixdouble og Bronze i damedouble

Macau World Grand Prix: Guld i mixdouble og Bronze i damedouble

Lena Frier Kristiansen:

Europamesterskaber Bronze i damedouble

Macau World Grand Prix: Bronze i damedouble

Kamilla Juhl har endelig etableret sig i verdenseliten i mixdouble,

og i den europæiske top i damedouble sammen med Lena Frier.

Joachim Persson:

Europamesterskaber: Bronze i Herresingle

Hold VM: Vinder som debutant den afgørende single i semifinalen over Malaysia.

Joachim er trådt ind i verdenseliten i herresingle og er avanceret til nr. 17 på verdensranglisten.

Michael Christensen:

Portugal European Circuit: Guld i herresingle

Michael vandt straks efter afslutning af coachingforløbet sin første turnering I lang tid. Ligeledes er det lykkedes ham

at genfinde sin træningsglæde og optimisme efter et svært år trænings og turneringsmæssigt.

Peter Steffensen:

Singapore World Grand Prix: Bronze i herredouble

Helle Nielsen:

Macau World Grand Prix: Bronze I mixeddouble

Alle 6 unge spillere har markeret sig med positive præstationer i

international badminton i perioden under og efter coachingforløbet hos Green & Andersen.

Kilde: Landstræner Steen S. Pedersen

Strategi som badmintonspiller

Når vi spørger til resultater af coachingen, giver spillerne også eksempler, som ikke kan kategoriseres

som egentlige personlige egenskaber der er blevet fremmet, men heller ikke direkte som badmintonmæssige

forbedringer. Der er nærmere tale om en ændring i deres overordnede strategi eller tilgang

til det at være eliteudøver:

”Jeg er blevet opmærksom på hvad det er for mekanismer som jeg bliver nødt til at ændre, hvis jeg skal

komme videre herfra hvor jeg er nu og det er da nogle ting vi har snakket om i coaching-forløbet, så nu er

det jo bare et spørgsmål om at arbejde videre med det. Jeg har ligesom fået grundstenene til at bygge videre

på det projekt, som jeg er begyndt på nu” (Michael Christensen)


”Ja, jeg gør noget andet nu tror jeg, eller jeg gør det i hvert fald med større overbevisning nu, det jeg gør.”

(Joachim Persson)

”[jeg gør noget anderledes]…….men jeg synes ikke det er noget jeg gør bevidst. Jeg synes det er noget der

falder ikke meget naturligt, men det falder mere naturligt nu.

Jamen jeg siger til folk hvis de skal gøre noget for at hjælpe mig. Jeg er i stand til at bede folk om hjælp, det

har jeg ikke været så stærk til før.” (Peter Steffensen)

Peter tilføjer selv hvordan denne strategi har betydning i dagligdagen i forhold til den helt konkrete

badmintontræning:

”Jamen f.eks. hvis vi kører en øvelse, så ved jeg hvad jeg gerne vil have ud af den og det kan jeg godt sige til

de andre, og sige kan vi ikke gøre sådan og sådan, for så kan jeg få det der ud af det” (Peter Steffensen)

På samme måde er det muligt at argumentere for, at de to øvrige ændrede opfattelser

” Jeg er blevet opmærksom på hvad det er for mekanismer som jeg bliver nødt til at ændre” og ”jeg gør

det i hvert fald med større overbevisning nu, det jeg gør” kan få badmintonmæssig betydning. Folk

med opfattelser som disse vil i lighed med Peter Steffensens eksempel tage langt større ansvar for

hvad de beskæftiger sig med og hvordan de gør det – og de vil i langt højere grad aktivt påvirke de

situationer de befinder sig i. Dette kan både være en fordel overordnet i forhold til karrieren, i den

daglige træning men også helt ned til den enkelte kamp eller duel, hvor en opmærksomhed på hvad

der virker og ikke virker vil kunne gavne spilleren.

Coachingens betydning

På samme måde som ovenfor har vi fået to resultat-udmeldinger, som ikke kan karakteriseres som

hverken personlige eller badmintonmæssige forbedringer, men som alligevel tydeligt tilkendegiver, at

spillerne mener at den dynamiske elitecoaching har haft en gavnlig indflydelse på deres professionelle

karriere:

”så er John blandt de - mennesker, der har betydet mest for mig i min karriere.” (Kenneth Jonassen)

”Ja, det synes jeg at jeg er [blevet en bedre badmintonspiller]. Det synes jeg selv ikke der er tvivl om. At han

har været med til at jeg er nået så langt som jeg er, det synes jeg helt klart.” (Jonas Rasmussen)

Udmeldinger som disse kræver ikke mange kommentarer, og på samme vis vil vi afslutningsvis opliste

spillernes svar på spørgsmålet om hvorvidt de kunne forestille sig at bruge coachingen igen.

En spillers subjektive vurdering af at et forløb har været ”godt” er naturligvis ikke i sig selv en garanti

for at der er opnået en præstationsmæssig forbedring, men ovenstående udmeldinger om både

personlige og badmintonmæssige resultater sammenholdt med nedenstående bemærkninger giver

en god indikation af, at spillerne mener, at have haft godt udbytte af forløbet:

”Ja, det kunne jeg godt” (Michael Christensen)

”Det vil jeg helt sikkert, fordi det er så vigtigt at man bliver afklaret med hvad der foregår oppe i ens hoved

når man står i den situation, som man nu står i.” (Joachim Persson)


”Ja, det kunne jeg sagtens. Som sagt har jeg ikke tidligere haft den helt store tiltro til alt det der psykologiske

hokus-pokus, men jeg har været meget overrasket over dette forløb her – positivt overrasket, ja, så det ville

være noget jeg kunne bruge i andre sammenhænge også. Hvis jeg nu får en karriere indenfor erhvervslivet

af en eller anden art, når jeg færdig med badminton, der ville man jo kunne have mindst lige så stor effekt“.

(Peter Steffensen)

”Det kunne jeg sagtens, fordi jeg synes…altså som jeg også har sagt til John, så bliver jeg jo ældre og

ældre for hver gang jeg kommer herind. Altså jeg har følt lidt at i og med at jeg er blevet mere åben overfor

forskellige muligheder og løsninger (…) jeg tænker det mere igennem nu og kan se det fra flere sider, så helt

sikkert kunne jeg finde på at bruge det igen. Det har gjort mig mere voksen, eller hvad skal man sige. Øhh i

og med at jeg synes jeg kan se det fra flere forskellige vinkler.” (Helle Nielsen)

”Ja, det kunne jeg egentlig sagtens. Jeg har det sådan lidt trist at jeg skal efterlade det nu, men jeg kan

godt se at man har fået snakket om mange ting, som man kan bruge til noget nu, men jeg kunne sagtens

forestille mig at hvis man skulle til en vigtig turnering eller der var noget med en makker eller noget, så tror

jeg det ville være en rigtig god ting at gøre” (Lena Frier)


Del 3: Teoretisk fundament

1. Dynamisk elitecoaching

Udgangspunktet for vores arbejde med dynamisk elitecoaching er en særlig tilgang til at forstå og

arbejde med individer og organisationer, hvor perspektivet er at udvikle og forbedre effektivitet og

kreativitet, både hos den enkelte men også i organisationen. Disse 2 elementer er tæt forbundne og

skal derfor også ses i sammenhæng.

Forbedring af effektivitet og præstationer er en tilbagevendende udfordring for alle, som arbejder

med ledere og organisationer – og selvfølgelig også eliteudøvere. Hovedtendensen har oftest

været i retning af ”gulerod eller stok” metoden, som i korthed går ud på at sætte nogle mål, gerne

udfordrende og ambitiøse og så forsøge at nå disse ”stretching goals” gennem en række forskellige

motiverende eller straffende metoder. Denne tilgang er raffineret gennem årene og kan findes i en

mængde forskellige udgaver, som alle har en vis succes.

Men det er også blevet mere tydeligt i de senere år, at denne metode har nogle begrænsninger og

måske har udtømt sit potentiale. Der er brug for noget ekstra eller noget helt nyt. Ikke mindst fordi

det er blevet mere klart, at det, som forhindrer og vanskeliggør gennemførelsen, implementeringen

af de klare mål og handlingsplaner, ikke så meget er målenes kvalitet, håndteringen i sig selv eller

ledelsen af disse. Men snarere at vanskelighederne ligger i de mere ”skjulte” personlige og organisatoriske

faktorer under overfladen, ”underlægningsmusikken”, de irrationelle og mere ubevidste dele af

dynamikken hos individer, i grupper og i organisationer

Et sådant nyt perspektiv på at arbejde med forbedring af effektivitet og præstation rummes i den

dynamiske eller system-psykodynamiske tilgang. Kært barn har mange navne. Pointen er ikke at afvise

eller nedgøre den klassiske, målorienterede model, men snarere at supplere denne med forskellige

metoder til at facilitere effektiviteten og implementeringen af den klassiske model.

Der er to perspektiver i en dynamisk tilgang:

For det første at undersøge og forstå temaer og problemer i en systemisk sammenhæng (det kan

være alt lige fra det personlige familie system, arbejdsgruppen og systemet af kolleger, organisationen

eller virksomheden og i det store perspektiv: samfundet). Altså at arbejde med og forstå spørgsmål

og problemer i en særlig kontekst. For det andet at arbejde med et psykodynamiske perspektiv som

består i at undersøge den emotionelle betydning i de forskellige dele af systemet – en undersøgelse

af hvad der rører sig ”under overfladen”. Her handler det om en undersøgelse af temaer, både

personlige og organisatoriske, som er uudtalte, ukendte og fortrængte. Med andre ord at sætte fokus

på vekselvirkningen og spændingen mellem de rationelle aspekter på den ene side og de mere irrationelle

sider af tanker, følelser og fantasier på den anden.


En system-psykodynamisk tilgang til elitecoaching (dynamisk elitecoaching) vil arbejde med følgende

dimensioner:

• Spændingsfeltet mellem det rationelle og det irrationelle

• Sammenhængen mellem person, rolle, organisation

• Undersøgelse af den aktuelle livsfase

• Arbejde med dynamikken mellem fortid, nutid (her-og-nu) og fremtid

Hos vores udøvere er det tydeligt, at der har været et klart individuelt fokus samtidig med at den

organisatoriske kontekst og rollen som eliteudøver har fungeret som ”bagtæppe”.

I denne sammenhæng er dynamisk elitecoaching en psykologisk baseret udviklingsproces og ikke en

behandling for emotionelle forstyrrelser.

I vores tilgang er dynamisk elitecoaching først og fremmest en psykologisk bestræbelse og her er vi

på linje med Grant og Palmer (2002), som definerer ”coaching psychology” som ”…enhancing wellbeing

and performance in personal and work domains underpinned by models of coaching grounded

in established adult learning or psychological approaches”.

Dynamisk elitecoaching er således med sit udgangsspunkt i en system-psykodynamisk tilgang markant

forskellig fra andre måder at bedrive coaching på.

Spændingsfeltet mellem det rationelle og det irrationelle

Dynamisk skal i denne sammenhæng ikke forstås i den dagligdags betydning som noget kraftfuldt

eller vitalt, selv om man som coach selvfølgelig meget hellere vil opfattes som dynamisk end det

modsatte. Dynamisk er ment i ordets ”tekniske” betydning, som også handler om kraft, men er

baseret på den psykodynamiske tanke om eksistensen af modstridende, mentale kræfter i det enkelte

individ, som har en afgørende indflydelse på individets tanker, følelser og adfærd, og ikke mindst, at

disse modstridende kræfter kun er mere eller mindre bevidste for individet. Nogle af dem endda helt

ubevidste.

Person – rolle – organisation

I dynamisk coaching forsøger vi at forstå eliteudøverens behov og temaer gennem en undersøgelse af

interaktionen mellem

1. de personlige karakteristika (det kan være rolle i den oprindelige familie, søskendeplacering,

styrker og udviklingstemaer, forsvarsmekanismer, defensive rutiner, forhold til autoriteter – og den

enkeltes motivationsfaktorer, håb og drømme mm)

2. rollen som han/hun er i (dens særlige natur, grænseflader, kompleksitet, tydelighed, hvordan

den opfattes og værdsættes mm)

3. og organisationen ( dens kultur, dynamik, struktur mm)

Og det er vores udgangspunkt at uanset hvilket potentiale eliteudøveren bringer ind i situationen, så

vil udfoldelsen af dette potentiale være forstærket eller begrænset, udviklet eller hæmmet af interaktionen

og dynamikken mellem de tre dimensioner: person, rolle og organisation.


Aktuelle livsfase

Som det er fremgået ovenfor har spillerpersonlighed og livet uden for banen en afgørende betydning

for præstationen. Dynamisk elitecoaching arbejder ud fra en forståelse af at præstation og person

hænger sammen: ”du spiller badminton, som du opfører dig udenfor banen”. Derfor er livet udenfor

banen også meget vigtigt i elitecoaching, da vi oplever at der er en direkte forbindelse mellem de

to. Man kan sige at man spiller badminton fordi man vil opnå noget. Dette ”noget” er ofte for ikke

at sige altid bestemt af mere personlige motiver: for at få anerkendelse, for at vinde over mig selv,

for at vinde over de andre (i symbolsk betydning: min bror, søster eller.....), for at kompensere for

usikkerhed eller nederlag i andre sammenhænge osv. Man dyrker altså ikke bare en elitesport, fordi

det er sjovt og der er en masse gode venner. Det er der selvfølgelig også, men det er samtidig et

eksistentielt og ret alvorligt projekt. Der er altså en mere psykologisk og eksistentiel grund til at man

dyrker en eliteidræt, og for mange eliteidrætsudøvere gælder det, at der kan være tale om et ”reparationsarbejde”

– at eliteidrætten er en måde at få repareret og kompenseret for nogle grundlæggende

psykologiske problemstillinger.

I denne sammenhæng er det også relevant at fokusere på den aktuelle livsfase/udviklingsfase. Hvor er

vedkommende i livet? Hvilken livsperiode? Mange af eliteidrætsudøverne er aldersmæssigt i 20’erne

og temaer her er ofte: Frigørelse fra forældre, flytte hjemmefra, relationer til det modsatte køn/kærester,

parforhold, identitet som topspiller og som person (rolle/person). Identitet i forhold til andre

– hvordan skaber, fastholder og udvikler man relationer til andre? Selvværd/selvtillid, etc.

Harry Levinson og andre omtaler, at processen med at blive voksen er blevet længerevarende og

mere kompleks end den tidligere har været beskrevet.

Konkret skelner han og andre mellem 3 forskellige, men overlappende perioder: den tidlige voksen

overgang (o. 17-22), ind i den voksne verden (o. 22-28) og overgangen omkring 30 (o. 28-

33). En simpel måde at arbejde med disse perioder/faser er at betragte dem med perspektivet: hvad

er den primære opgave i hver af perioderne?

Historien: Fortid – nutid – fremtid

Fortiden spiller en afgørende rolle for den måde vi lever og agerer på. Dette er ikke forstået deterministisk,

og betyder ikke at når vi oplever noget, vil det komme til at betyde noget bestemt for os, eller

at vores liv dermed er formet på forhånd og der ikke er mulighed for at ændre eller udvikle sig.

Fortiden har en betydning på den måde, at vores individuelle historie har en betydning for os her og

nu, i forhold til den betydning vi tillægger den – her og nu. Vores individuelle livshistorie og måden

vi oplever den giver os en lang række grundlæggende psykologiske temaer, som er formet gennem

vores liv. De relationer vi har indgået i vil derfor have en betydning for de relationer vi indgår i nu, de

erfaringer vi har gjort har derfor en betydning for vores selvforståelse, for vores motiver og motivation,

og rollemodeller og forhold til autoriteter er derfor farvet af den opvækst vi har haft.

Derfor er arbejdet med den individuelle livshistorie et vigtigt element af dynamisk elitecoaching.

Herunder at arbejde med forholdet til autoriteter eller placering i søskendeflokken, eller hvad der nu

er vigtigt for den enkelte udøvers baggrund for at være eliteidrætsudøver.

I den dynamiske elitecoaching anvender vi som udgangspunkt psykodynamisk teori og metode, men

denne set i et mere postmoderne perspektiv, og dermed trækkes på socialkonstruktionistiske tanker.

Dette kommer blandt andet til udtryk i måden vi beskæftiger os med fortiden for at forstå nutiden

og fremtiden. I den dynamiske coaching er det vigtigt at belyse og bevidstgøre nutiden, ved både at


arbejde med fortiden såvel som fremtiden. Derfor arbejdes der ikke kun med fortiden for fortidens

skyld. Den individuelle historie har en betydning for adfærden i dag, men det er også vigtigt at inddrage

mere systemiske tænkemåder så man på den måde også får inddraget fremtiden. Det er derfor

en pointe ikke at blive i fortiden, ikke kun at have fokus på opvækst, forældre og søskenderelationer

i fortiden, men at se dette i forhold til nutiden og arbejde på strategier for fremtiden, således at

bevidstheden om fortiden bliver knyttet til selvforståelsen i dag og på samme måde til forestillinger

om fremtiden, som ligeledes har en betydning for selvforståelsen i dag.

Hvad er f.eks. drømmene, ambitionerne og målsætningen for fremtiden. Hvad driver og motiverer

udøveren?

I dynamisk elitecoaching er fokus på sammenhængen mellem livet på banen, i den professionelle

rolle og livet udenfor – på sammenhængen mellem præstation og adfærd, altså sammenhængen

mellem situationer her-og-nu og den psykologiske ”bagage”, som den enkelte udøver har med fra

sin opvækst og historie: familierelationer, søskenderelationer, forholdet til autoriteter, etc. I dynamisk

elitecoaching arbejder vi med at tydeliggøre disse ”mønstre” – skabe bevidsthed om den enkelte udøvers

”automatadfærd” og typiske faldgruber, for på den måde at hjælpe den enkelte til en forståelse

og øget bevidsthed om disse sammenhænge og dermed også et mere realistisk billede af sig selv – til

et bedre og større selvværd.

I dynamisk Elitecoaching, som Green & Andersen praktiserer, fokuseres ikke udelukkende på udøverens

professionelle virke og situationer ”på banen”. Coachingen fokuserer på udøveren som menneske,

og dermed hele udøverens tilværelse.

2. ”Tekniske overvejelser”

”Automatadfærd”:

Den individuelle historie lejrer sig i den enkelte som mønstre man ikke altid er bevidst om. På den

måde har det irrationelle, eller det emotionelle også en betydning. Vi er ikke kun rationelle og tænkende

individer med en vilje og fornuft, som betyder at vi kan beslutte noget og gennemføre det,

at vi kan tage os sammen og gøre noget ved det. Det kan vi også, men der er også en irrationel og

mere ubevidst side af vores personlighed og adfærd, som betyder at vi ikke i alle situationer gør det,

som vi har planlagt eller handler rationelt, men i stedet oplever vi at ”nu gjorde jeg det igen”, ”nu

skød jeg mig i foden og havner i den situation, som jeg egentlig kender så godt, og som jeg besluttede

mig for ikke at ende i igen”.

Med andre ord har vi en række mere eller mindre ubevidste mønstre eller former for automatadfærd,

som vi er tilbøjelige til at spille igennem igen og igen, uden egentlig at ville det, så sker det bare. I

dynamisk elitecoaching er pointen, at man ved at undersøge og bevidstgøre nogle af de gamle gentagelsesmønstre

og automatadfærden, kan frigøre dele af den energi, som engang blev bundet i disse

temaer. Automatadfærden virker ofte uhensigtsmæssig, da den anvendes pr. automatik i stedet for

ud fra den givne situation her og nu. Yderligere vil en bevidstgørelse af de bagvedliggende mønstre

og følelser kunne gøre, at udøveren finder ud af at det heller ikke er følelsesmæssigt nødvendigt at

fastholde adfærden. Er det f.eks. stadig nødvendigt at være autoritetstro, eller kan jeg godt selv nu?

Behøver jeg stadig at konkurrere med min søster om forældrenes gunst? Etc.

I takt med denne bevidstgørelse og arbejdet med de følelser, som er bundet til temaerne fra fortiden

er der mulighed for at skabe en slags ”overgangsrum”, at gøre det muligt ikke bare at reagere auto-


matisk i situationer, men i stedet give sig selv mulighed for at stoppe op og overveje situationen: Vil

jeg nu gøre som jeg plejer eller måske agere på en måde, som er bare en lille smule anderledes end

jeg plejer? Og dermed skabe en forandring ikke blot i mig selv men i mindst lige så høj grad i forhold

til de relationer, som jeg er en del af.

I interviewet lige inden 3. coaching udtrykker en udøver det således:

Ja, det at man kan se hvor det kommer fra, det gør bare at man kan arbejde meget nemmere med det,

og man kan se OK, jeg gjorde det dengang jeg var 10 år, jeg havde den oplevelse, og det er derfor jeg reagerer

som jeg gør nogen gange, eller jeg siger nogen ting eller måske ikke siger nogen ting. Og jeg har fået

mere den der jeg vil gerne prøve at lave det om, og det er blevet meget mere sådan…….jeg tror bare det er

den der accept man har fået, at nu er man ligesom kommet så langt, at man har fundet ud af at man lige

som har det her problem og fundet ud af hvorfor man har det her problem og hvor det kommer fra og det

kan man ligesom arbejde videre med. Det er blevet meget nemmere synes jeg. Så det har været rigtig rigtig

godt, synes jeg.

I elitecoachingen arbejder vi med at skabe bevidsthed om ’gamle’ mønstre og automatadfærd i

bestemte situationer, for på den måde at få frigivet energi og mulighed for at den enkelte udøver kan

agere mere hensigtsmæssigt i disse situationer. Eksempler på temaer, der ofte udfordrer og volder

vanskeligheder i forhold til toppræstationer er præstationsangst, perfektionisme, selvkritik, kontrol af

det følelsesmæssige, for lavt selvværd/for meget selvtillid.

I dynamisk elitecoaching indkredses de specifikke temaer for den enkelte udøver, som de viser sig ved

konkrete eksempler fra kampe eller turneringer. Vi undersøger hvordan og i hvilke situationer problemet

viser sig, og starter med at få snakket disse vanskelige situationer igennem. Hvilke følelser var der

i forbindelse med oplevelserne og hvilke følelser opstår her-og-nu? Sammenhængen med andre eller

tidligere oplevelser undersøges, således at vi kan få indkredset og afgrænset problemet og få skabt

en forståelse af problemet og hvor det kommer fra. Ofte er automatadfærd mønstre, som man har

lært sig, da de har været hensigtsmæssige strategier på et tidspunkt i ens liv. Men nu er de blevet en

adfærd, der ikke vælges ud fra situationen, men ud fra vane og følelser, der er bundet til adfærden.

At forstå hvorfra mønstret er kommet og hvilket formål det har tjent er ofte forbundet med en ”ahaoplevelse”,

i form af f.eks. at ”det har jeg fra min mor” eller ”der ligner jeg jo min far”. Hermed sættes

ord på og vi identificerer nogle mulige måder at arbejde med problemet på.

0


Forsvar

I dynamisk elitecoaching arbejdes der desuden med udøverens forsvar. Forsvar er i denne sammenhæng

en funktion af mobiliserede kræfter for at undgå at blive bevidst om ubehagelige tanker og

følelser. Forsvar kan tage alle mulige former, og skal ses i forbindelse med den intrapsykiske konflikt,

som den er del af. Forskellige psykoanalytikere har været enige om at

”forsvaret skulle konfronteres og overvindes, hvis man skulle skabe den grad af følelsesmæssig

engagement i behandlingsprocessen, som skal til, for at der kan ske dybdegående og vedvarende

ændringer” (Della Selva 2001).

Det samme gør sig gældende i dynamisk elitecoaching; vil man have en vedvarende ændring, er det

vigtigt at arbejde autentisk med det følelsesmæssige. Forsvaret kan fungere som mønstre eller handlestrategier,

som på et tidspunkt i ens liv har været hensigtsmæssige, men som nu fungerer begrænsende

i forhold til at arbejde med vigtige temaer i coachingen. Et forsvar kan være et grin/smil når

man taler om oplevet vrede eller sorg. I den dynamiske elitecoaching vil coachen adressere forsvaret

og begynde en analyse af dette måske allerede i den første coaching. Eksempelvis hvis fokuspersonen

undviger øjenkontakt, har armene lagt over kors, giver mange undskyldninger, smiler, glider af på

bestemte emner eller benytter sig af forklaringer, når der tales om relationelle følelser. Coachen hjælper

til at bevidstgøre forsvarsreaktionerne ved at spejle udøveren på adfærd, reaktioner og måder at

tale om problemstillinger på i situationen, altså påpege forsvaret: ”du smiler når du fortæller om den

episode/det er det samme mønster igen/det virker som om du taler udenom/du lyder som om du er

vred/jeg kan se du bliver ked af det/du sidder uroligt i stolen“ etc.

Herefter fortsætter arbejdet med forsvaret ved at vende jeg’et mod dets forsvar, ved f.eks. at sige:

”du undgår dine sande følelser ved at gøre grin med dem”. Den største effekt fremkommer dog hvis

fokuspersonen selv beskriver de negative konsekvenser af at opretholde forsvaret. Overvindelsen af

forsvaret gør, at det bliver muligt at arbejde med de følelser, som forsvaret dækker over.

Overføring og ”det analytiske rum”

Coaching opleves af mange som et fristed fra virkeligheden, en mulighed for at stoppe op, reflektere

og undersøge væsentlige temaer og spørgsmål både i forhold til den professionelle rolle, men ofte

også i forhold til mere personlige og følelsesmæssige temaer.

Netop fordi der ikke umiddelbart er noget konkret og praktisk formål, og fokuspersonen således er

fritaget fra nogle af de bindinger, som vi normalt lægger på os selv, er der i selve coaching situationen

skabt en mulighed for at udfolde mere grundlæggende personlighedstræk. Coachingen med sin åbne

struktur og form medvirker til, at fokuspersonen ikke kan lade være med at vise hvem han/hun er,

fordi rummet er frit til at udtrykke netop de ting, som man er optaget af – de ting, som fylder og som

man normalt ikke oplever at have tid til eller mulighed for at italesætte på samme måde.

Relationen mellem coachen og fokuspersonen er et vigtigt element i dynamisk elitecoaching, da

fokuspersonen ikke giver udtryk for tanker og følelser i et tomt rum, men netop henvender tanker og

følelser sig til en anden – coachen. Måden dette sker på, giver udtryk for fokuspersonens særlige personlighed

og ønske om at blive set, hørt og forstået på bestemte måder, ønsker om at blive bekræftet,

ængstelse for ikke at blive forstået eller afvist mm. Netop fordi den enkeltes særlige personlighed

udspilles overfor coachen, er der i coachingsituationen en ganske særlig mulighed for at undersøge

og blive bevidste om, hvordan vi realiserer disse forholdemåder.

1


Der skabes noget nyt i dette potentielle rum, og denne skabelse indeholder også en forsagelse. Vi må

kunne udholde en vis forsagelse af vores dybeste ønsker hvis vi vil opnå den mulighed for udvikling,

der indeholdes i en relation, hvor det ikke er tilfredsstillelse eller bekræftelse, der tegner målet, men

snarere indsigt, forståelse og erfaring. Gevinsten er selvfølgelig ikke forsagelsen, men at den enkelte

bliver i stand til bedre at udfolde sin personlighed på en måde, som han/hun selv vælger frem for at

være styret af kræfter, som man ikke kender eller forstår, kræfter udenfor en selv.

Den dynamiske coach er ikke, som i den traditionelle psykodynamiske udlægning, en neutral projektionsskærm.

Coachen og fokuspersonen skal snarere ses som to subjektive deltagere i en fælles

oplevelse/erfaring, som konstant påvirker dem begge. I denne relation bliver både coach og fokuspersonen

involveret i en overførings/modoverførings matrix, i hvilken coachen også er påvirket af en

kraftig og som oftest ubevidst dynamik i relationen.

Konceptuelt bliver denne proces set som en gentagelse (iscenesættelse) af ”gamle og uhensigtsmæssige

interaktioner” fra fokuspersonens liv og historie i hvilke væsentlige og betydningsfulde intrapsykiske

temaer bliver afdækkede og udspillet i den gensidige interaktion – i relationen.

Et væsentligt element i coachingen er derfor at synliggøre og tematisere denne iscenesættelse, og at

arbejde med relationen. Coachen spejler altså de forskellige forholdemåder for fokuspersonen, således

at denne har mulighed for at blive bevidst om dem, forholde sig til dem og herefter vælge at forholde

sig på nye eller justerede måder.

Hertil kommer elementet at coachen ikke er neutral, men en bestemt person, som fokuspersonen

overfører bestemte tidligere relationer til. I interviewene oplever udøverne at knytte stærke følelser

til deres coach. Èn oplever coachingen som et sted hvor han ”krænger sine følelser ud”, og en anden

siger at hun ser coachen som en faderfigur. Man får også et indtryk af en vis idealisering i overføringen

til coachen. Overføring er et vigtigt redskab i elitecoachingen, idet man med f.eks. idealiseringen

af coachen kan arbejde med udøverens egne stærke sider

Coachen er netop ikke en adskilt, neutral og objektiv figur, men snarere et levende menneske, som

er involveret i en interaktion med fokuspersonen i en gensidig og fælles proces, men med forskellige

roller og forskellig deltagelse. Den gode coach har træning i at bruge sin personlige erfaring og

oplevelser som drivkraft for nysgerrig undersøgelse og formulering af spørgsmål.

Coachens modoverføring er således ikke hverken en forhindring for et effektivt og vellykket forløb

eller et udtryk for inkompetence, men snarere en væsentlig kilde til at forstå hvad der foregår i fokuspersonens

indre. På denne måde kan coachen opleve selv at få lyst til i nogle forløb at være mere

rådgivende eller vejledende, at tage affære, at føle sig styret eller presset, eller mere omsorgsfuld.

Visse af coachens oplevelser kan bruges i coachingen, f.eks. ved at coachen fortæller fokuspersonen

hvad han/hun oplever i situationen og at man derved arbejder med situationen og relationen her og

nu, i forhold til at blive bevidst om andre relationer i fokuspersonens liv.

Med denne vægtning af relationen og interaktionen mellem coachen og fokuspersonen er det

nærliggende at spørge om coachens person har betydning for fokuspersonens overføring og overføringsoplevelser.

Man kan jo forestille sig at coachens f.eks. køn og alder har en betydning for hvilke

overføringer, der etableres.

Et eksempel på overføring, som bliver tydelig er, når en udøver, der tidligere har været i et coachingforløb,

i sin 4. session har fortalt om en vanskelig oplevelse med sin far siden den forrige session og

det svindende håb om at blive accepteret af ham – og også om nogle positive oplevelser med sin


kæreste, der er mere ukompliceret og glad. Udøveren har som hjemmeopgave skullet samle feedback

ind. Hun har ikke fået respons fra sin mor – og det gør hende ked af det. Til gengæld har hun snakket

med sin bror, som meget gerne vil hjælpe og snakke med hende. Og hun har fået ros fra sin chef

– det er god motivation. Et stykke tid inde i sessionen opstår der en pause.

Udøveren siger efter kort tid: Og hvad så – så sidder vi her! Man bliver jo også målt og vejet her..

Samtalen glider herefter ind på nogle andre ting. Men ved slutningen af sessionen siger udøveren at

det var det med at blive målt og vejet som gjorde stærkest indtryk på hende.

I den afsluttende session kommer hun selv tilbage til situationen. Og kommenterer den: Nåh ja – jeg

er begyndt at tage det mere let. Og jeg tror at du synes, at jeg er ok.

Et andet eksempel er når en udøver, der tidligere har været i et coachingforløb i den 3. session igen

fortæller om sine vanskelige relationer i familien, især om det belastede forhold mellem hans kæreste

og moderen. Hen mod slutningen af sessionen opstår der en pause – og udøveren bryder efter et

kort stykke tid tavsheden og siger: Det sætter mange tanker i gang! Og efter et kort stykke tid: Jeg

tænker også på ..det er svært at få det sagt…jeg tænkte også på det på vejen herhen – det er jo de

samme ting, de samme temaer. Jeg tænker på om jeg spilder din tid?

Altså med andre ord bliver hele udøverens grundkonflikt i coachingen udspillet her: er jeg god nok/

rigtig nok, gør jeg det godt nok?

Håndtering af overføring

Mange af de mennesker, som er i coaching taler om vanskeligheder og problemer med intimitet, om

ensomhed, om manglende anerkendelse og manglende tro på sig selv.

Mange oplever disse temaer som værende meget private og individuelle – som noget uacceptabelt

ved dem selv. Alene af den grund kan det at begynde i et coaching forløb og dermed også personligt

åbne sig på en helt ny måde overfor et fremmed menneske – dele fantasier og selvkritik, forhistorie

og sjælesorger – og stadig føle sig accepteret, være den stærkeste drivkraft og virkelige effekt i coachingen.

”Det er relationen, som heler”, som det hedder hos Yalom.

Og hos samme forfatter siges det gang på gang: Vær støttende og forstående. Og han formaner, at

det man husker, når man senere ser tilbage på coachingen ikke er de konkrete indsigter eller coachens

input og fortolkninger. Men snarere coachens støttende kommentarer. Accepten!


3. Coachingforløbets struktur

Strukturen, eller man kan kalde det dramaturgien, i et coachingforløb har en betydning. Det har vist

sig at effekten af coaching er størst, hvis der er en fast bagkant, at man ved hvornår forløbet stopper.

Normalt arbejder vi med et coaching forløb over 5 gange. Der er dog nogle af badmintonspillerne,

der har været i mere ’løse’ forløb, hvor der ikke har været et fast antal gange, men i forbindelse med

forløb på 5 gange er det som om, der er en mere eller mindre fast struktur, eller en fast dramaturgi i

forløbet. Indledning består af en rammesætning og præsentation af aktørerne, spændingen opbygges,

midtvejs, skal der puttes mere på eller trappes ned, herefter den begyndende afvikling og

endelig afslutningen.

Første coaching

Rammen

Ved begyndelsen af den første coaching session sættes rammen for coachingen. Coachingen er

meget præget af det processuelle og derfor er det ekstra vigtigt at rammen er fast og klar for de

involverede. Derfor tales f.eks. om fortroligheden, den afsatte tid, coachen og fokuspersonens roller

etc. Herunder beskrives også kort hvad coaching er – en række samtaler uden en egentlig dagsorden,

hvor coachens rolle er at være spørgende og undersøgende, og at der i samtalerne vil være fokus

på dynamikken mellem fortid, nutid og fremtid, samtidig med at der også arbejdes med situationen

her-og-nu som f.eks. relationen mellem udøver og coach. Det handler i coachingen i høj grad om

selv at kunne sætte ord på de vanskelige ting. Derved understreges vigtigheden af åbenhed og af at

det fungerer bedst når udøveren selv gør arbejdet. Ved begyndelsen af første coaching afstemmes

forventningerne også ved at coachen kort fortæller, hvad kan der komme ud af et coaching-forløb,

at det ikke handler om at lave radikalt om på personen, men mere om en bevidstgørelse og om at

’forstyrre’. Det er også vigtigt at tale om at der evt. også vil være et arbejde mellem sessionerne.

Præsentation

Som del af indledningen til coachingen præsenterer coachen sig og spørger evt. ind til om fokuspersonen

har brug for at vide mere om coachen. Svaret og reaktionen giver samtidig en første indikation

af overføring, forhold til autoriteter, selvstændighed, utålmodighed mm. Hvis de gerne vil vide mere

fortæller coachen lidt mere om sin baggrund, relationen til idrætsverdenen etc, evt. også om sit liv

udenfor den professionelle rolle, således at der bliver skabt en afslappet og mere personlig kontakt

og en stemning af at coachen ikke er fjern og mystisk, men en levende person, som også kan være

imødekommende og hjælpende.

Coachingen starter

Herefter starter coachingen med at udøveren sætter ord på hvad det er denne gerne vil arbejde med.

Coachen stiller spørgsmål til fokuspersonen, for at få denne til at reflektere over situationen og se den

fra nye vinkler. Åbningsspørgsmål til selve coachingen kan være:

Hvorfor er du her? Hvad skal vi snakke om?

Herfra lader coachen vedkommende fortælle og lytter til fortællingen med en åben, fordomsfri

og fritsvævende opmærksomhed, samtidig med at coachen er observant og nysgerrig på især

relationelle og emotionelle temaer. Hvis det ikke er bragt i spil vil coachen spørge ind til ”problemet”.

Graden af alvor, om problemet er forekommet tidligere, hvad kunne være egen forklaring på problemet,

hvilken forståelse er der af sammenhæng og opståen. I denne forbindelse vil coachen også være


opmærksom på hvilken grad af struktur, overblik, detaljer og vilje til at ville arbejde og samarbejde

osv. Spørgsmål som ”Hvad tror du selv det hænger sammen med?”, ”Hvorfor tror du selv at du er

på den måde?” og lignende spørgsmål som kan åbne op for at se den aktuelle udfordring i en større

sammenhæng, kan være relevante her.

Først i slutningen af første session, vil coachen normalt formulere den eller de første hypoteser.

Coachen fortæller ikke fokuspersonen hvordan situationen skal forstås, men fremsætter hypoteser om

hvordan tingene kunne hænge sammen, som fokuspersonen så tager stilling til. Disse hypoteser skal

hjælpe fokuspersonen til at se situationen i en anden sammenhæng, blive bevidst om f.eks. gentagelsesadfærd

og evt. ændre denne.

I slutningen af første coaching, kan coachen også eventuelt præsentere en model. Dette kunne være

en model over rolle/person eller selvværd/selvtillid eller lignende. Dette gøres både for at vedkommende

føler sig set, hørt og forstået og for, at der er noget at gå hjem med.

Brug af test og input udefra

Med badmintonspillerne har der i flere tilfælde været en MBTI-profil, som er inddraget i forløbet, i de

tilfælde tager coachingforløbet udgangspunkt i en MBTI tilbagemelding.

I nogle tilfælde har en af landstrænerne været med ved starten af den første session og givet input og

feedback til forløbet, i form af hvilke temaer der efter deres opfattelse er de centrale at arbejde videre

med. De har derefter forladt coachingen, og accepteret at det videre forløb er fortroligt mellem coach

og udøver.

I et enkelt intensivt forløb som forberedelse til VM medvirkede landstræneren i flere sessioner med

konkrete input til forberedelsen, og også med bidrag til at lave aftaler om hvordan træner, coach og

udøver i fællesskab kunne skabe den bedst mulige forberedelse.

Den initiale kontakt

På samme måde som en åbningsbilledet i en film ofte indeholder hele filmens tema og omdrejningspunkt,

synes den allerførste kontakt mellem coach og fokuspersonen, måden forløbet starter

ved den første session, også at afspejle den tematik, som coachingen kommer til at handle om.

Arbejdshypotesen som dynamisk coach er derfor at hele problemfeltet iscenesættes og udspilles i den

første session. Er man som coach derfor opmærksom på denne initiale kontakt, er der meget at hente

for forløbet. Den initiale kontakt i den første coaching session kan derfor både være måden udøveren

kommer ind af døren, og den første sætning denne siger, men kan også være det første der bliver talt

om ifht. det første man bringer på banen.

I interviewene før coaching-forløbet skulle starte, var mange af udøverne utroligt præcise på hvad de

gerne ville arbejde med, uden nødvendigvis at være bevidste om at det var et gennemgående tema

for dem. Det blev de først klar over i løbet af coachingforløbet. Andre udøvere udspiller det tema de

kommer til at arbejde med i coachingen overfor intervieweren, da denne spørger hvad de gerne vil

arbejde med i coachingen. Dette viser, at udøverne godt ved hvad der er vigtigt for dem at arbejde

med, selvom de ikke er bevidste om det inden forløbet går i gang. Man kan tale om temaerne måske

allerede gjorde sig gældende i interviewet umiddelbart inden 1. coaching og altså inden den egentlige

initiale kontakt.


De følgende sessioner

I de følgende sessioner lægges der vægt på sammenhængen mellem fortid og nutid, som beskrevet

i afsnittet om den individuelle histories betydning. Men ikke kun sammenhængen mellem fortiden

og nutiden er vigtig, også sammenhængen mellem det personlige og det professionelle, altså f.eks.

spillet på badmintonbanen og livet udenfor banen.

I løbet af de første sessioner inddrages den aktuelle livssituation. Hvor er vedkommende i livet? Hvilken

livsperiode? Mange af eliteidrætsudøverne er aldersmæssigt i 20’erne og temaer her er ofte: Frigørelse

fra forældre, flytte hjemmefra, relationer til det modsatte køn/kærester, parforhold, identitet

som topspiller og som person (rolle/person). Identitet i forhold til andre – hvordan skabe, fastholde

og udvikle relationer til andre? Selvværd/selvtillid, etc.

Her arbejdes videre med gentagelsesmønstre og forståelsen af automatadfærd, forholdet til forældrene

eller de primære relationer, forholdet til autoriteter, grad af tæthed, emotionalitet. Forventninger,

både udtalte og uudtalte, anerkendelse som tema? Anerkendelse i hvilket omfang? Fra hvem? For

hvad? Herudover kan søskendeplacering, roller, mønstre (rivalisering og konkurrence), rollemodeller

og identifikationsfigurer være vigtige, samt at arbejde med selvbillede, selvværd/selvtillid i relation til

ovenstående.

Indledende i de næste sessioner kan det være vigtigt at sige så lidt som muligt, så et enkelt spørgsmål

som: Hvad skal vi snakke om i dag? Hvordan går det? Hvad er der sket siden sidst? Hvad gjorde indtryk

på dig sidst? Kan være rigeligt for at få sessionen i gang. Faktisk er det afgørende at lade situationen

være åben for dermed at skabe et projektivt rum – et rum for de forestillinger, følelser og tanker,

som udøveren har brug for at arbejde med. For selvfølgelig har udøveren gjort sig nogle tanker om

sessionen, om hvad der skete sidst og ikke mindst hvad vi skal tale om i dag, for ikke at sige hvad vi

ikke skal tale om i dag, og vil derfor også bevæge sig ud i dette projektive rum og starte sessionen.

Afslutning

Afsluttende for hver session beder coachen fokuspersonen om at samle op på coachingen. Dette kan

gøres med spørgsmålet: Hvad har vi talt om i dag? Eller hvad tager du med dig hjem efter denne

coaching? Det kan være en hjælp for fokuspersonen at have sammenfattet de væsentligste temaer

eller pointer fra coachingen for på denne måde at runde sessionen af.

På samme måde vil coachen ved den afsluttende session bede fokuspersonen om at samle op på hele

forløbet, for at denne skal tydeliggøre et billede af hvor han/hun er nu i forhold til inden forløbet,

samt hvad der stadig skal arbejdes med. Her aftales også om coachingen skal fortsættes og på hvilke

præmisser.

Selve afslutningen – det at coachingen skal slutte forberedes fokuspersonen på gangen inden sidste

gang, således at fokuspersonen får mulighed for at tage de ting op, som mangler at blive arbejdet

med. Fokuspersonen forberedes også på at forløbet skal slutte, hvilket kan sætte et tema om afslutning

i gang. Hvordan har udøveren det f.eks. med afslutninger og at relationer ophører? Temaet

afslutning arbejdes således med samtidig med at det er til stede i situationen.

I sidste coaching kan coachen også spørge om der er noget fokuspersonen ønsker at sige til coachen,

således at udøveren kan få italesat de overføringer, der måtte have været. ”Det har været vigtigt for

mig at komme her og have det her rum…”, eller ”det er rart at der er en der lytter til mig og kan

acceptere mig for den jeg er…”


4. Idrætspsykologi

Det fremgår af vores interviews, at flere af udøverne naturligvis også har prøvet kræfter med andre

typer coaching og mental træning. Det er dog tydeligt at de oplever en forskel på den coaching de

før har oplevet, og dynamisk elitecoaching.

”Ja, for altså mange af tingene har jo været decideret personlige ting. Og hvis jeg havde gået til en idrætspsykolog,

så tror jeg..uden at vide det 100%...havde det været meget mere sådan om det mere sportslige,

og jeg havde ikke været interesseret i på samme måde at åbne mig op hele vejen ned i sjælen… hvad skal

man sige øh…det tror jeg ikke, for mig har det bare betydet så meget at det ikke havde noget med sporten

at gøre. Det var ikke det vi havde fokus på i starten” (Kenneth Jonassen)

Vigtigere er det dog, at der ikke bare opleves forskel i hvad der arbejdes med og hvilke metoder

anvendes, men også i udbyttet.

”Jeg har jo tidligere i alle mulige sammenhænge sammen med DBF fået præsenteret forskellige sportspsykologi

forslag, og det har været…ret uinteressant synes jeg og har været ubrugeligt for mig i alt fald, så derfor

håbede jeg at det her var en ny og mere seriøs måde….eller ikke mere seriøs…men bare mere anvendelig

metode for mig i alt fald.” (Amalie Dynnes)

”Jeg havde prøvet det i sådan det man mere kalder spændingsniveau træning – regulering af spændingsniveauet,

ned, det med at man lytter til et bånd eller en person, som siger at nu skal du lære at slappe af, at

nu skal du spænde i den ene arm og nu skal du slappe af og køre spændingsniveauet på den måde. Og det

synes jeg absolut ikke har haft nogen effekt på mig” (Martin Lundgård)

Der findes utvivlsomt mange rigtig gode konkrete mentale træningsværktøjer, som mange udøvere

kan have gavn af at benytte til både at øge troen på dem selv, roen op til store præstationer og i

sidste ende også resultatet.

Problemet med disse værktøjer er blot, at der kan være en tendens til, at de bruges meget isoleret

uden omtanke for og indsigt i den enkelte udøver eller den konkrete problematik, samt at de kobles

sammen med filosofien om ”positive thinking”.

Ideen i de tilgange til personlig udvikling, som anvender „positive thinking“, er kort fortalt, at man

skal lære at se positivt på tilværelsen. Man skal se det positive i enhver situation, tænke positivt om de

mennesker, man omgiver sig med, og ikke mindst skal man have positive forventninger til sig selv og

sine egne præstationer. Jo mere man tror på, at man „kan gøre det“, jo større er chancen for succes.

Der udbydes i dag meget coaching – især inden for idrættens verden – der tager udgangspunkt i

denne filosofi og således bruger de mentale værktøjer til at ”erstatte negative tanker og forestillinger

med positive”. En hyppigt anvendt metode er for eksempel, at coachen sammen med udøveren

formulerer nogle positive udsagn, som udøveren skal fortælle sig selv igen og igen: „Jeg er et dejligt

menneske, som alle vil kunne lide“, „Jeg vinder kampen, fordi jeg er den bedste“ eller „Jeg kommer

på holdet, fordi ingen vil kunne overse mine fortræffelige kvalifikationer“.

Tanken er, at hvis man går rundt og siger til sig selv, at man er god til en given ting, så bliver man

efterhånden overbevist om det og rent faktisk bliver god. Det gælder altså om at have den mest

positive indre dialog for hele tiden at føle sig på toppen.


Som sagt kan mange af værktøjerne som metode i sig selv være gode, men anvendes de ukritisk og i

et ”positive thinking”-perspektiv, kan der set fra et psykologisk standpunkt opstå konkrete problematikker,

som direkte påvirker både udøverens mentale tilstand og resultatet:

F.eks har den amerikanske psykolog Martin E. P. Seligman har lavet flere undersøgelser, som alle har

vist, at selv om man hele tiden gentager et positivt udsagn for sig selv, har det slet ingen eller kun

en meget lille betydning for ens humør og ens evne til at præstere noget. Udøveren, der flere gange

siger til sig selv: „Jeg er en enestående spiller, som er super god til høj baghånd“ bliver altså hverken

mere glad, end han almindeligvis er, eller bedre til at spille badminton. Seligmans undersøgelser viser

samtidig, at selv når der rent faktisk sker noget meget positivt i ens liv, holder „rusen“ kun nogle få

dage. Blandt lotto-spillere, som har vundet meget store gevinster, kan man f.eks efter blot to dage

ikke registre nogen forskel, hverken mht. deres humør, deres optimisme eller deres præstationsevne.

Årsagen er selvfølgelig, at ens humør og evne til at præstere påvirkes af noget langt mere grundlæggende

end en hurtig rus.

Hertil kommer, at den engelske psykolog David Clark flere gange empirisk har bevist, at forsøg på

at undertrykke negative tanker efter en kort forsinkelse øger frekvensen af de oprindelige tanker.

Dette fortæller, at vi ved en udelukkende positiv påvirkning af folk med negativ eller begrænsende

tankegang risikerer både at forstærke de uhensigtsmæssige tanker ved det, at udøveren ikke er i stand

til at overbevise sig selv om de positive tanker eller ved, at „fortrængningen“ eller ignoreringen af de

begrænsende tanker helt automatisk vil øge frekvensen af negative tanker. Så i bedste fald skal udøveren

”peppes op” før hver eneste præstation og i værste fald, vil han få flere og flere bekymringer, som

skader hans præstation.

Den psykologiske forklaring på dette er, at når man undertrykker eller fortrænger ubehageligheder,

svagheder eller problemer, så har man ganske enkelt ikke adgang til at arbejde med dem – men de

er der stadigvæk og vil blive ved med at påvirke ens humør, det man gør og hvordan man føler om

sig selv. Jo længere man er i dårligt humør, og gør ting der ikke er hensigtsmæssige for én selv, jo

dårligere vil man naturligvis få det. Lige indtil man ser problemerne i øjnene, og arbejder med dem.

Ensidig fokusering på positive tanker kan også give lavt selvværd. Et ekstremt, optimistisk og urealistisk

syn på egne muligheder kan give anledning til, at man bliver overkritisk og får negative tanker

om egne præstationer. Hvis man f.eks som sportsmand træner i et miljø, hvor „positiv tænkning“

dominerer, og hvor man gentagne gange får at vide, at: „Alle kan blive verdensmestre, hvis de

virkelig vil“, er det typisk, at man vil konstruere en basal antagelse, som hedder: „Hvis jeg ikke bliver

verdensmester, så er jeg ikke noget værd“. Selv om filosofien om, at alle kan blive verdensmestre,

altså som udgangspunkt er ekstremt positiv, er den samtidig anledning til, at udøverne stiller urimelige

og åbenlyst urealistiske krav til sig selv. Firkantet sagt kan det kun mislykkes, fordi det i praksis jo

kun er få sportsfolk, der bliver verdensmestre. Den „positive“ parole og den negative basale antagelse

gør altså, at man primært kommer til at fokusere på det, man ikke kan, hvilket i længden vil give lavt

selvværd.

Jubel-optimisme kan også i sig selv give urimeligt mange nederlag. Der findes eksempler på, at

sportsudøvere, der netop har trænet under parolen: „Alle kan blive verdensmestre, hvis de virkelig

vil“ oplever, at deres (ukritisk) positive forventninger rammer dem som en boomerang, hvis de f.eks.

taber en kamp.

I en coaching, der benytter sig af ”positiv tænkning” som ikke er identisk med, men ligger i linie af

det miljø udøverne kender fra eliteverdenen, er der ikke plads til sårbarhed, og man viser den i hvert

fald ikke.

0


I dynamisk elitecoaching er det OK at være svag. Det er OK at der er ting man ikke kan – og man

bliver ikke mindre værd som menneske af den grund. Tvært i mod får man lov og hjælp til at bringe

problemerne op, udtrykke sin usikkerhed og sin angst og man får støtte til at arbejde med at håndtere

problematikken også selv om den rummer andet og mere end lige det der ses på banen.

Et andet typisk og uhensigtsmæssigt reaktionsmønster på positiv tænkning er, det psykologen Jeffery

Young kalder skemakompensation. Nogle personer har f.eks handlemønstre, som er det stik modsatte

af, hvad man ville forvente. En fodboldspiller, der er bange for at blive sat af holdet, kan tage afstand

fra de andre, træne alene, og generelt antage egocentrisk adfærd. En førende badmintonspiller, der

er bange for at karrieren er ved at være slut, undlader at træne, fortæller at hun er ligeglad med

resultaterne og optræder nonchalant over for situationen. Fordelen ved denne adfærd er selvfølgelig,

at man ikke „synker ned“ i sine negative tanker. Men uheldigvis gør skemakompensation det også

ofte umuligt for udøveren at se den sårbarhed, der ligger bag. Hvis en sådan person så samtidig er i

et miljø med megen „positiv tænkning“ og derfor gang på gang får at vide, at „Det nok skal gå godt,

hvis du bare tænker positivt og virkelig vil det“, kan det få alvorlige både personlige og sociale følger.

For selvom vedkommende optræder som om, hun er mere og mere ligeglad med både karrieren og

resultaterne, er angsten ikke væk. Det, der sker, er jo netop ikke en behandling af årsagen til angsten

men derimod en uhensigtsmæssig psykologisk forsvarsmekanisme (skemakompensation). Hvis hun så

skulle være så uheldig rent faktisk at tabe en kamp, hun burde vinde, må man forvente at reaktionen

bliver ekstra voldsom, fordi angsten netop er blevet undertrykt og måske ligefrem forstærket gennem

de urealistisk positive forventninger. Dertil kommer, at hun måske ligefrem har skadet kontakten til

både medspillere og trænere pga. hendes ligeglade attitude.

Den helt fundamentale forskel på coaching baseret på ”positiv tænkning” og dynamisk elitecoaching

ligger i menneskesynet.

Dynamisk elitecoaching anerkender, at mennesket ikke altid er perfekt. Det accepteres, at mennesket

også indeholder negative følelser, begrænsninger og angst – også selv om man er verdens bedste

badmintonspiller eller gerne vil være det.

Vi kan i ovenstående se, hvilke uheldige konsekvenser den modsatte indstilling kan have, og vi kan i

spillernes udtalelser ikke undgå at observere den kæmpe lettelse det er for dem at blive mødt åbent

og respektfuldt selv når de er usikre, og hvordan denne lettelse fører til at problemerne kan blive

bearbejdet og påvirke både spillerens selvbillede og præstationer i positiv retning.

Mentaltræning vs. dynamisk elitecoaching

I dynamisk elitecoaching trækkes som sagt også på elementer fra den ”klassiske“ mentaltræning.

Der er således både sammenfald og nogle afgørende forskelle på den ”klassiske” mentaltræning og

dynamisk elitecoaching.

Mentaltræning har som oftest fokus på en række teknikker og metoder med det formål at skabe

præstationsforbedringer. Det drejer sig om afspænding og autogen træning i forbindelse med

afslapning og spændingsregulering, om arbejde med positiv holdning – fokus på succesoplevelser for

at fastholde energi og positiv motivation, formulering af målsætning til at skabe fokus og prioritering,

modeltræning og visualisering af de kommende kampe/præstationer som mental forberedelse og

sikkert også andre metoder.

1


Konkrete eksempler på arbejde med mentaltræning, som også er benyttet i forbindelse med badmintonspillerne,

er for eksempel:

Succesoplevelser: spilleren gennemser regelmæssigt en række positive klip (video) af egne toppræstationer.

Negativt selvbillede: spilleren arbejder med at samle og/eller fastholde positiv feedback og positive

affirmationer, udarbejdelse af en ”positiv-liste”.

Negativt selvbillede: spilleren arbejder med ”den indre stemme” – for eksempel gennem afspænding

og autogen træning.

Herudover er der forskellige tankestop-teknikker, spilleren bruger forskellige ”trickere” (klø bag øret,

kigge op til højre), ”den indre film” og så videre.

Mange af disse teknikker er yderst relevante for topspillere for at forbedre præstationsniveauet, som

jo hele tiden er det overordnede formål med dette arbejde, men der skal der mere til. Det er for de

fleste topudøveres vedkommende ikke nok alene at arbejde med mentale teknikker. Disse teknikker vil

have en positiv effekt og også kunne være hjælpsomme gennem længere tid. Mentaltræningsteknikkerne

har uden tvivl en stor betydning for den enkelte udøvers mentale forberedelse og parathed og

vil fortsat fremover få en stigende betydning, men der er jo fortsat mange eksempler på at det psykologiske

spiller et puds trods intensivt arbejde med mentaltræning – Thomas Bjørns ”kollaps” i British

Open 2003 og senere i Irland, Michael Rasmussens nedtur på enkeltstarten i Tour de France i 2005 og

også for badmintonspillerne – Peter Gade nærved og næsten i 2 VM-turneringer (1999, 2001)!

Derfor er den klassiske mentaltræning ikke nok, og kan ikke stå alene. Der er et meget stort og

uudnyttet potentiale – et uopdyrket land som kan gøres frugtbart gennem at arbejde med den

enkelte spillers personlige udvikling i forhold til den professionelle rolle. Spørgsmålet er, om man kan

nå helt til tops og vinde VM uden at tage fat på de personlige og mere ”psykologiske” temaer. Der er

brug for et mere systematisk arbejde med den enkelte spillers livssituation og livshistorie og dermed

også for at arbejde med det, som man kan kalde for ”personlig udvikling i den professionelle rolle”.

Dynamisk elitecoaching kan på den måde være både en nødvendighed og et fristed med muligheden

for at kunne sætte ord på den enkelte spillers bekymringer, behov, frustrationer og lignende, på hele

den mere personlige og irrationelle side af toppræstationsverdenen.


Konklusion

Med denne empiriske undersøgelse har vi søgt at redegøre for:

Hvilke elementer består dynamisk elitecoaching af? Hvad er det udøverne oplever virker?

Eller med andre ord: Hvad er dynamisk elitecoaching ?

Vi kan med denne rapport konkludere, at vi kan positionere dynamisk elitecoaching i det meget brede

coachingfelt ved en række fundamentale karakteristika byggende på og inspireret af psykodynamisk

teori og metode. Helt grundlæggende er målet i den dynamisk elitecoaching at undersøge og bevidstgøre

gamle gentagelsesmønstre og automatadfærd for derigennem at frigøre dele af den energi, som

tidligere har været bundet i disse. Energien kan herefter bruges til fremover at handle mere hensigtsmæssigt

i hidtil problematiske situationer.

I dette ligger der en erkendelse af, at der i udøverne – som i mennesket generelt – eksisterer en række

modstridende mentale kræfter, som har afgørende indflydelse på individets tanker følelser og handlinger.

Det er disse irrationelle og ofte ubevidste sider af vores personlighed, der betyder, at vi ikke altid

handler, som vi har planlagt eller ønsker. Vi har gennem de behandlede coachingforløb set, at arbejdet

med at tydeliggøre disse mønstre og skabe bevidsthed om og forståelse for den enkelte udøvers

automatadfærd netop har hjulpet den enkelte udøver til et mere realistisk billede af sig selv og større

selvværd.

Selv om man er eliteudøver og den uhensigtsmæssige adfærd måske primært registreres i en idrætslig

kontekst, vil problematikken stadig skyldes generelle personlige modstridende mentale kræfter, og i den

dynamiske elitecoaching ligger der således en forståelse af, at person og præstation hænger sammen

– ”du spiller badminton, som du opfører dig uden for banen”. Dette gør, at der i dynamisk elitecoaching er

fokus på sammenhængen mellem livet på banen, den professionelle rolle og livet udenfor. Den adfærd

udøveren har eller den præstation der leveres her-og-nu relateres i dynamisk elitecoaching til den

psykologiske bagage, som den enkelte udøver har med. Det vil i praksis sige den enkeltes livshistorie,

vedkommendes placering i søskendeflokken, udøverens forhold til autoriteter eller andre specifikke temaer

af betydning for den enkelte udøver. Der arbejdes i dynamisk elitecoaching således ikke blot med

det der sker på banen. Vi arbejder med hele mennesket.

I dynamisk elitecoaching er der stor vægt på den enkeltes følelsesmæssige reaktioner, hvorved vigtigheden

af at arbejde autentiske med det følelsesmæssige tydeliggøres. Hermed bliver spørgsmål direkte til

følelsesmæssige reaktioner, anerkendelse og dét at rumme udøverens følelser, samt måske vigtigst af alt

adressering af forsvar, vigtige redskaber i coachingen.

For at gøre bevidstgørelsesprocessen mulig, bliver selve settingen, rummet og alliancen i dynamisk

elitecoaching af afgørende betydning. Coachen som anvender dynamisk elitecoaching trækker på

psykologisk faglighed og viden og kan give ro og frirum ved at sætte udøveren og dennes historie og

person i førersædet og selv trække sig tilbage som en ufarlig og udelukkende støttende medspiller.

Herved skabes et rum, der giver udøveren et fristed fra virkeligheden. En mulighed for at stoppe op og

reflektere ikke bare rationelt men også følelsesmæssigt i forhold til både udøverens professionelle rolle

og de mere personlige aspekter.

Projektets empiriske arbejde viser os, at de ovenfor nævnte psykodynamiske karakteristika ikke blot er

blevet bragt til handling i de undersøgte coachingforløb, men rent faktisk også har haft den ønskede


virkning på udøverne. Først og fremmest har den ovenfor nævnte accept og forståelse af negative og

modstridende følelser haft en afgørende betydning for udøverne. Vi ser adskillige eksempler på, at

udøverne har haft stor gavn af at kunne dele bekymringer, usikkerheder og også mere negative og

irrationelle følelser med coachen.

Vigtigere endnu er det dog, at udøverne i forbindelse med dette beskriver hvordan de har fået ”nye

vinkler”, ”ny horisont” og ”selv fundet konklusionerne” – alt sammen udtryk for undersøgelse af og

bevidstgørelse om gamle mønstre og automatadfærd eller – tanker.

Yderligere beskriver udøverne, hvordan de føler sig ”lettet” eller ”klar til en ny tørn” efter en coaching

session – et tegn på frigjort energi, der nu kan bruges mere hensigtsmæssigt.

Alle udøvere beskriver ligeledes relationen til coachen som værende af central betydning. Det har været

vigtigt for dem at komme hos en person med faglig viden og professionel tilgang til problematikkerne

– men som samtidig er udenforstående i forhold til badmintonverdenen. At de ting der jf ovenstående

er kommet frem skyldes især, at udøverne har følt sig trygge og ikke frygtet negative konsekvenser af at

vise usikkerhed og sårbarhed. Tvært i mod.

Vi ser gennem analysen af det empiriske materiale, at der er en vis lighed i de problematikker – de irrationelle

mentale kræfter og negative følelser – som udøverne præsenterer. Vi kan argumentere for, at

problematikkerne kan grupperes tematisk under overskrifterne ”perfektionisme”, ”identitet”, ”at turde at

stå frem” og ”forholdet til autoriteter”.

Hver udøver har naturligvis sin personlige vægtning og sin personlige historie under hvert tema, men vi

mener at kunne sige, at disse temaer vil være vigtige at adressere i en god dynamisk elitecoaching.

Vigtigst af alt viser vores empiriske arbejde, at udøverne ikke bare har været glade for at følge deres

coaching forløb og gerne vil gøre det igen, men også at de én for én giver udtryk for, at arbejdet i

coaching sessionerne har haft en positiv effekt for dem.

Effekten er for de flestes vedkommende indtrådt gennem arbejde med rent personlige og ikke-professionelle

forhold og har således også umiddelbart givet en tanke-, følelses- eller adfærdsændring uden

for banen. Udøverne har imidlertid, i takt med at tiden er gået oplevet hvordan denne generelle

personlige opfattelses-, anskuelses- eller adfærdsændring også er indtrådt på banen og har påvirket den

enkelte udøvers spil og resultater. De har oplevet, hvordan de har spillet badminton, som de har opført

sig uden for banen.

I en undersøgelse som denne, skal vi naturligvis forholde os til, at udøverne er blevet præsenteret for én

type coaching. Det kan således betragtes som værende helt logisk, at de nævner netop de psykodynamiske

karakteristika som de, der har haft betydning for dem. Var de blevet coached med andet teoretisk

udgangspunkt ville responsen selvfølgelig have været en anden. Vi kan derfor med denne undersøgelse

ikke konkludere at dynamisk elitecoaching er det eneste, som virker. Derimod kan vi med undersøgelsen

konkludere at vi med dynamisk elitecoaching har beskrevet en metode, som virker. Vi mener at have

empiriske indikationer for, at denne type coaching har givet udøverne nye perspektiver, ny energi,

større selvtillid – og gjort dem til bedre badmintonspillere både i relation til den daglige træning og når

det gælder i de afgørende kampe på banen.


BILAG


Bilag #1

Spørgeguide: Tidligere fokuspersoner

Overordnet:

Beskriv hvordan en coaching forløber?

Hvad er det der gør at det er værd at komme?

Forventninger/udgangspunkt:

Hvorfor kom du? (selvvalgt / pålagt)

Hvilke tanker havde du om coaching før du prøvede?

Hvordan hang det sammen med det du faktisk mødte?

Indhold:

Hvilke temaer handlede dit forløb om?

Hvordan blev der arbejdet med det?

(sammenhæng mellem tema og præstation, sammenhæng med andre temaer)

Teknik:

Hvad har John sagt/gjort, som du har hæftet dig særligt ved?

Fik du nogen AHA-oplevelse? Kan du huske hvad der førte til det?

Hvordan vil du beskrive de teknikker der blev brugt? – 3 ord?

Resultat;

Hvilke resultater oplever du? / Hvad har du fået ud af det? (personligt, sportsligt)

Hvad gør du i dag anderledes (handling)


Bilag # 2

Spørgeguide: ”Før” interview

Indledende

Kan du starte med at sige lidt om dig selv: Hvor gammel er du, ”hvor i karrieren du er” mv?

Motivation

Hvorfor har du valgt at starte forløbet? (selvvalgt / pålagt)

Hvilke argumenter eller tanker – hos dig selv eller andre – har fået dig til at sige ja?

Glæder du dig?

Hvad synes du om at bruge ”en psykolog” når nu man er sportsudøver?

Forventninger

Hvordan forventer du, at coachingsessionerne vil komme til at forløbe?

Har du gjort dig nogle tanker om hvilke temaer, det er I skal behandle?

• Nogle, du tror, John ser som vigtige og vil tage op?

• Nogle som du allerede selv har i tankerne, du gerne vil tale om?

Hvad vil du gerne have ud af forløbet?

• Hvad kunne du helt konkret tænke dig at blive bedre til?

Anden coaching

Har du prøvet andre coaching-forløb?

Hvis ja; Hvordan er dine erfaringer med disse? Hvad har du kunnet bruge dem til?

Hvis ja; Gør du dig nogle tanker om hvordan det her forløb kunne være anderledes?

Hvis nej; Er det fordi det aldrig før er blevet dig tilbud, eller fordi du tidligere har valgt det fra?

Har du generelt nogen andre erfaringer/oplevelser med at arbejde med ”det mentale”? Hvordan har

det i såfald været og er det en god eller en dårlig erfaring?


Bilag # 3

Spørgeguide: ”Midt vejs ”interview

1) Da jeg interviewede dig første gang havde du nogle tanker om hvad der kom til at ske.

Hvordan er coachingen i forhold til det du forventede?

2) Hvilke temaer har I taget op?

3) Oplever du at coachingen har sat gang i noget? – inde på banen? Uden for banen?


Bilag # 4

Spørgeguide: ”Efter” interview

Nu har du fulgt et coachingforløb på 5 gange.

Overordnet

1) Hvordan har det været?

• Hvad kan du sige om det overordnet?

• Hvad har konkret været det bedste/det vigtigste for dig?

Metode

2) Hvad har du særligt lagt mærke til ved den måde, John har coachet på?

Resultat

3) Hvad har du fået ud af det? Inde på banen? Udenfor banen?

4) Oplever du tingene anderledes nu? Hvad

5) Gør du noget andet nu? – i så fald; hvad er det helt konkret

6) Hvilken betydning tror du det vil få for din karriere fremover?

– har det allerede haft betydning i nogen konkrete situationer?

7) Kunne du tænke dig at benytte dig af denne type coaching fremover/senere?

– og hvis det skulle være (endnu) bedre hvad skulle der så til?

Hvad kunne være bedre?

8) Hvad kunne du konkret have tænkt dig anderledes?

9) Er der noget, du IKKE har fået med, som du havde troet, håbet eller forventet?


Litteraturliste

Brunning, Halina. Executive coaching – systems-psychodynamic perspective, Karnac, 2006

Della Selva, Patricia Coughlin. Intensiv Dynamisk Korttidsterapi – Teori og teknik, Hans Reitzelz Forlag,

2001

Grant, A.M. & S. Palmer. Coaching psychology, upubliceret, 2002

Heinskou, Torben & Steen Visholm (red). Psykodynamisk organisationspsykologi, Hans Reitzels Forlag,

2004

Malan, David & Patricia Coughlin Della Selva. Lives transformed, Karnac, 2006

Newton, John & Susan Long & Burkard Sievers (red), Coaching in depth – the organisational role

analysis approach, Karnac, 2006

Obholzer, Anton & Vega Zagier Roberts (red). Det ubevidste på arbejde – fra arbejdspres til arbejdsglæde,

Psykologisk Forlag, 2003

Yalom, Irvin D. Terapiens essens, Hans Reitzels Forlag, 2002

1


Besøg www.green-andersen.dk eller kontakt os for yderligere oplysninger.

St. Strandstræde 19.5 tv :: DK-1255 København K :: Tlf. (+45) 3332 3960 :: Fax. (+45) 3332 3970 :: Email ga@green-andersen.dk