IW Nyt nr. 122 - Inner Wheel Denmark

14 15
Stafetten
I sommeren 1996 havde min mand og jeg
planlagt at rejse til USA på ferie. Dels havde
vi året inden solgt vores firma og havde
derfor god tid, og dels blev der afholdt OL
i Atlanta USA.Vi startede turen med fly til
Los Angeles, hvor vi havde lejet en bil for
14 dage og kørte rundt til San Francisco –
Nappa Valley - Muir-skovene – Las Vegas
gennem Death Valley, derefter sydpå til
Mexiko-grænsen med besøg i det
spændende Sealand samt en smuk flyvetur
over Grand Canyon.
Efter 14 gode dage i Californien fløj vi så
endelig til Atlanta for at følge OL på nært
hold.
Sport har altid fyldt meget i vores liv, og
jeg er selv gammel landsholdsspiller på
damelandsholdet i håndbold – godt nok
helt tilbage i 1950erne, hvor jeg bl.a. spillede
på hold med landstræner Ulrik Wilbeks
mor samt Camilla Andersens mor, hvor vi i
1956 på det olympiske stadion i Helsingfors
vandt guld ved de Nordiske Mesterskaber
(dengang var der endnu ikke OL eller VM
for håndbold). Fra Rotary International var
der sendt invitation til Rotary-klubberne
om, at man kunne bo hos Rotary-kammerater
i USA, hvis man kom til OL og havde
lyst til at bo privat. Vi sagde tak til indbydelsen
og blev indkvarteret hos nogle
søde mennesker og betalte et ganske lille
symbolsk beløb, som gik til Rotary Foundation.
Så når min mand og jeg i dag figurerer
som ”sponsor” til organisationen, er det
ikke på grund af et stort doneret beløb, men
det beskedne beløb vi betalte for det herlige
ophold hos familien. Samtidig blev vi
inviteret til at besøge Rotary i Atlanta, som
i anledning af OL havde lejet øverste etage
i en stor bygning med den skønneste udsigt
over byen, samtidig var der installeret flere
store TV-skærme, så man kunne følge OL
hele tiden. Det var en utrolig hyggelig velkomst
med kaffe og sandwich og tilbud om
senere at komme til middag sammen med
de Rotary-medlemmer, der havde hjulpet
til med arrangementet. Vi tog imod til-
budet og havde en herlig aften i selskab
med mange Rotaryanere.
Og så gik det ellers løs med spændende
oplevelser i Ol-byen. Desværre var der
sket et bombeangreb i Ol-byen, inden vi
ankom, så der var et stort opbud af politi
og sikkerhedsfolk ved alle indgange. Nogle
blev fornærmede over at blive tjekket så
meget, men vi var glade for kontrollen og
blev mødt med venlighed. Hjemmefra
kunne vi ikke få billetter til ret mange arrangementer
i forvejen, men vi havde da
fået til de indledende kampe i basketball,
håndbold og finaler i atletik. Håndbold
interesserede os mest, og de danske damer
havde jo kvalificeret sig til OL, og vi
nød at komme til de første kampe. ”Dansk
Metal” var sponsor for damerne på det
tidspunkt, og de havde en del mennesker
med til OL, og dem hilste vi på den første
dag, damerne spillede, og da vi så kom
2. dag, lå der et stort dannebrogsflag på en
bænk lige midt i salen lige midtfor, og der
blev vi inviteret til at sidde, så vi følte os
rigtigt hjemme i danskerflokken. Amerikanerne
kendte ikke så meget til håndbold,
og der var derfor ikke så mange tilskuere
til de første kampe, men da kampene blev
mere og mere intense, og tilskuerne kunne
høres langt væk, blev interessen skærpet,
og til sidst blev det umuligt at få billetter
på almindelig måde. Da vores damer så
havde kvalificeret sig til finalen, blev det
jo et must for os at komme til den kamp,
så min mand måtte ned i det, man kaldte
”pusher- street (den sorte børs for billetter)
og med en arm i vejret sige:”Two tickets
for handball”. Heldet var med ham, og en
sydkoreaner, hvis kone var blevet syg, solgte
ham 2 billetter, og så kunne vi gå til finale.
Danmark – Sydkorea.Der var den rette
stemning lige fra starten: larm fra traller
og trommer, hujen og trutten og viften med
flag, og vi blev igen inviteret til at sidde på
første parket på dannebrogsflaget - jeg følte
det lidt, som om jeg selv stod på banen
og skulle spille. Og kampen blev netop så
spændende som overhovedet tænkelig, og i
allersidste sekunder, hvor det stod uafgjort,
fik Danmark tilkendt straffekast.
Da blev der pludselig dødstille! Den
senere så kendte Anja Andersen gik frem
og skulle skyde straffekastet. Ville hun
klare det? Presset var for stort, og hun
brændte. Så skulle der være omkamp – 2
x 5 min. Stemningen i hallen steg igen, og
lige så frustrerende det havde været at se
det brændte straffekast, lige så opløftende
var det som dansker, at se den samme Anja
Store-Heddinge IW skriver:
Store-Heddinge Inner Wheel Klub holdt
den 9.juni i Højeruplund sit sidste møde
inden sommerferien.
starte som lyn og torden og score 2 mål
lige efter hinanden - herligt - og så var
løbet kørt for Sydkoreanerne, og danskerne
vandt kampen overbevisende! Hvilken afslutning.
Begge hold græd, sydkoreanerne
på grund af den tabte kamp og danskerne af
glæde. Det varede noget, før hallen kom i
almindelig stand igen, og pokal og medaljer
kunne overrækkes. Vi havde som så mange
andre tårer i øjnene, da vi endelig kunne
synge med på ”Der er et yndigt land”. Efter
afslutning på håndboldkampen skulle vi til
et helt andet stadion for at se afslutningen
på atletik-OL, men da omkamp i håndboldhallen
og festivitas omkring overrækkelse
af medaljer tog lang tid, nåede vi kun at se
afslutning i højdespring og 4 x 100 m stafet
(vi havde endda købt nogle hundedyre
billetter hjemmefra), men det var det hele
værd at være med til.
Sommeren 1996 med OL vil altid blive husket!
Anna Marie Wirnfeldt
Silkeborg Inner Wheel
Ved dette møde fejres årets jubilarer Dorthe
Bencard 40 år, Elsebeth Jeppesen 40 år
(var fraværende), Kamma Nielsen 35 år, Ellen
Seersholm 40 år og Inge Larsen 25 år.
Kamma Nielsen og Elsebeth Jeppesen har
desværre valgt at stoppe grundet svigtende
helbred. En stor tak til begge for deres store
engagement i klubben.
Lissi Nedergaard Hansen
Store-Heddinge Inner Wheel Klub