Historier om en udskældt teenage - Bygningskultur 2015

Historier om en
Urban Sprawl: Forstaden klinger kedeligt og hverdagsagtigt. Over
halvdelen af danskerne bor derude i marmeladekvarteret, det engelske
kvarter og på pigevejene. Forstaden er ramme for dagligliv. Men
den
udskældt
er også fuld af spændende historier, huse og
teenage
miljøer.
Af Peter Dragsbo, overinspektør ved Museum Sønderjylland
Urban Sprawl: Forstaden klinger kedeligt og hverdagsagtigt.
Over halvdelen af danskerne bor derude i marmeladekvarteret,
det engelske kvarter og på pigevejene.
Forstaden er ramme om dagligliv. Men den er også fuld
af spændende historier, huse og miljøer.
Af Peter Dragsbo, overinspektør ved Museum Sønderjylland
38 Bygningskultur Danmark Bygningskultur Danmark 39

Parcelforeningerne blev af byplanlæggerne kritiseret for de
primitive ’landmålerudstykninger’ med lige veje og et så
stort antal grunde per jordstykke som muligt. Men de var
den jævne mands langsomme vej til eget hus.
Børn bliver fotograferet igen og igen, når de er
små og søde. Men af store bumsede teenagere
er der ofte kun et konfirmationsbillede. Sådan er
det også med danske bymiljøer. De gamle købstæder,
landsbyerne og fiskerlejerne er registreret
og beskrevet - og siden 1970 er også
industribyen og stationsbyerne blevet opdaget.
Men forstæderne, de store bylandskaber fra
det 20. århundrede, er endnu grimme ællinger,
der - især uden for København - stort set ikke
har fået deres historie. Det er egentlig underligt,
for ukendte er de jo ikke. Over 50 procent
af befolkningen bor derude på Fredens Allé, Lindevangen,
Sverigesvej, Vibevej og Mejsevænget.
Måske er forstæderne for hverdagsagtige
til at være interessante i en tid, hvor kulturarven
helst skal være eksotisk eller eksklusiv?
Det er derfor glædeligt, at Hvidovre Kommune
i 2006 blev en af landets fire kulturarvskommuner
netop ved at satse på forstadshistorien.
På samme tid fik jeg selv en bevilling fra
Farumgaardfonden til en undersøgelse af byplanlægning
og bebyggelse i danske forstadskvarterer,
især i provinsbyerne, i den mindst
beskrevne periode 1900-1960. Denne artikel
er resultat af undersøgelsen.
Danskerne er anti-urbanister
Forstadskvartererne, bebyggelsen uden for de
gamle bykerner, opstod med industrialiseringen
og byernes vækst efter 1850. Men forstædernes
karakter blev bestemt af et nyt element i
den sociale struktur, opdelingen i borgerskab og
lønmodtagerklasse og den deraf følgende adskillelse
af bolig og arbejde - i modsætning til
tidligere, hvor ansatte boede i mesters hushold.
I starten skabte det en skarp klassedeling i byens
rum mellem arbejdernes og borgerskabets
kvarterer. Men med stigende velstand kunne
større grupper af befolkningen realisere drømmen
om en bedre bolig. Siden Romantikken
havde drømmen bestået i ønsket om at komme
ud af byen; ud til lys, luft og grønne områder.
Denne anti-urbanisme eksisterer stadig og er
en af forklaringerne på forstadskvarterets succes
i det 20. århundrede.
Drømmene blev realiseret ad to veje: Den
private gennem villaen, der efter 1900 blev den
dominerende ønskedrøm for befolkningen, og
de borgerlige udlejningsejendomme med tårne
og karnapper. Og den kollektive gennem arbejderklassens
egne boligformer: arbejderbyggeforeningerne,
de almennyttige boligselskaber
og parcelforeningerne - samt det kommunale
boligbyggeri, der også var et gammelt ønske
Det danske villakvarter har en ret præcis
fødselsdato, nemlig 1847, da den første egentlige
villa, Tårnborg blev bygget på Frederiksberg,
vest for København. I starten voksede villakvartererne
langsomt frem, for det varede
længe, inden større grupper kunne forlade de
repræsentative boliger i byens midte. Det var
derfor det intellektuelle og liberale borgerskab,
der byggede i de første villakvarterer i København,
i Rosenvænget og på Frederiksberg. Efter
1890 begyndte nye grupper at søge ud i villakvartererne,
der nu skød op ved alle større byer.
Nogle villakvarterer blev lagt ude på de første
marker, men ofte søgte villafolket ud til områder,
der svarede til Romantikkens naturidealer,
ved skov, strand eller sø. Den lavere skat i en
nabokommune kunne også betyde noget. I Esbjerg
hed den første villavej uden for kommunegrænsen
simpelthen Frihedsvej, og omkring
København, Århus og Aalborg opstod selvstændige
villakommuner, der sent eller aldrig blev
indlemmet i bykommunen.
Odense blev villaby nr. 1
Med villaen blev villastilen et yndet begreb, selv
om det dækkede alt fra schweizerstil til palæstil.
Store områder blev pålagt servitutter om villamæssig
bebyggelse; ikke alene i Danmark, men
også i Tyskland og dermed de sønderjyske byer.
Villaservitutterne blev i nogle kommuner et
redskab for byplanlægning, også for at sikre
borgerskabets dominans som i Gentofte eller
Hasseris ved Aalborg.
Indtil 1950erne var den danske villa ofte et hus
med to-tre lejligheder; i 1937 kom det til en
højesteretsdom om, at en ’villa’ gerne måtte
have udlejet 1. sal. Et andet problem var den
lille ’bungalow’ fra 1930erne, som også måtte
have dispensation for at slippe ind under villaservitutterne.
Den blev ikke anset for at være
rigtig villa. Men fra 1950erne var villaen blevet
til ’enfamiliehuset’ eller parcelhuset, ofte i ét
plan og med nærkontakt med haven.
Ikke mindst Odense blev gennem byplanlægningen
bevidst udviklet som Danmarks villaby
nr. 1. Kvarteret syd for centrum med Hunderupvej
og Langelinie er en lystrejse gennem
50 års villaarkitektur. Odense var også den eneste
by, hvor ideen om den engelske haveby slog
rod blandt villafolket. Englænderen Ebenezer
Howards idé om The Garden City var egentlig
en selvstændig by, der forenede fordelene ved
land- og bylivet. Men i praksis blev det en alternativ
form for forstad. De første haveby-forstæder
i Odense blev Gerthasminde ved Vesterbro
fra 1912 og Åløkkegård i den nordvestlige
bydel fra 1913. Begge var designet af arkitekten
Anton Rosen i engelsk stil, men hans idé om
dobbelt- og rækkehuse efter engelsk model
vandt ikke genklang hos danskerne, der ville
have eget hus. I 1913 var Rosen med til at lave
gadeplan for havebyen Bøgegården i forlængelse
af den lidt ældre Langelinie Villaby. På
samme tid anlagde et konsortium Nørrevænget
i arbejderkvarteret ved Skibhusvej - en enklave
af to-tre etagers ejendomme omkring et anlæg
med sports- og legeplads. Og endelig tog
frøgrosserer Dæhnfeldt i 1920 initiativ til endnu
en haveby ved Rugårdsvej.
Fra lejekaserne til arbejderborg
Idéen om havebyen blev dog især taget op af
arbejderne, da de efter en ny støttelov i 1898
fik mulighed for at opnå lån til byggeforeninger.
Arbejderbyggeforeningerne ligger i mange byer
som fine små havebyer med deres karakteristiske
dobbelthuse. I København er der mange
40 Bygningskultur Danmark Bygningskultur Danmark 41

Forstaden rummer både villakvarterer og industrialiserede
betonbyggerier.
byggeforeninger i Valby (for eksempel Lyset
ved Vigerslevvej og Den hvide By ved Valby
Langgade) og på Frederiksberg (Gasværksarbejdernes
ved Peter Bangsvej og de kommunale
funktionærers ved Finsensvej), men også i
Sundbyerne er der et væld af dem. I Holbæk er
der fine byggeforeninger i kvarteret syd for den
gamle by (Godthåbsvej og Lyset ved Marievej);
i Nyborg er der jernbanefolkenes røde by, i Århus
Marienlund ved Skovbakken og i Aalborg
adskillige både vest og syd for centrum. Havebyidéen
kulminerede omkring 1925; da havde
boligselskaber som KAB allerede introduceret
rækkehuset og stokkebebyggelsen som nye boligformer.
Efter 1940 fik havebyen en renæssance
med de lave parkbebyggelser fra Søndergårdsparken
i Bagsværd til Solbyen i Hasseris.
Byggeforeningerne byggede i fællesskab,
men medlemmerne fik skøde på hus og grund,
når gælden var betalt, typisk efter 20-25 år. I
Horsens havde man dog en variant. Her havde
redaktør og Venstremand Emil Bojsen allerede i
1890 taget initiativ til en have- og byggeforening,
og i årene fra 1895-96 frem til cirka
1914 myldrede det frem med have- og byggeforeninger,
stiftet af alle samfundslag. Princippet
var, at man her byggede individuelt og
uden statsstøtte på smalle grunde. Dermed opstod
byens mange ’engelske’ gader, med Ny
Havnegade som den mest kendte. Havde Horsens
dannet model for parcelhuskvartererne,
havde vi boet i rækkehuse som i England eller
Belgien!
Folk i og uden for arbejderbevægelsen kriti-
serede byggeforeningerne for at være byggespekulation.
I 1912 lancerede kræfter i arbejderbevægelsen
derfor princippet om det
almennyttige boligselskab, hvor hver afdeling
forbliver i kollektivt eje. Det første boligselskab
blev Arbejdernes Andels Boligforening i København
1912, andre blev stiftet i de følgende
år, blandt andet Sydhavnskvarteret (AKB), på
Frederiksberg og i de større danske byer. Og to
af Københavns mest charmerende havebyer,
Grøndalsvænge og Præstevangen, blev i 1911-
12 bygget som andelsforeninger. Boligforeningernes
byggeri var, ligesom havebyerne, en reaktion
mod den gamle by med dens karréer,
lejekaserner og baggårde. Populær blev især
’arbejderborgen’, den store karré med grønnegård
i midten. Men nogle foreninger som Arbejdernes
Andels Boligforening i Esbjerg 1917
byggede fritliggende stokke, inspireret af Københavns
Kommunes banebrydende arbejderboliger
ved Valby Gasværk fra 1907. Boligselskabernes
store komplekser præger mange
bykvarterer fra omkring 1. Verdenskrig, for eksempel
det ydre Vesterbro i København, ved
Peter Bangsvej på Frederiksberg, omkring
Kræmmermarken i Odense, på Frederiksbjerg i
Århus, i Vejle, Randers og så videre.
Kolonihaver banede vejen
Bolignøden under 1. Verdenskrig gav stødet til
den første lov om boligstøtte, som i 1922 blev
til statslånsloven, der med en afbrydelse 1927-
1932 fungerede til slutningen af 1950erne. Nu
begyndte kommunerne også at bygge boliger,
snart havebyer, snart ’borge’. En af de kommunale
havebyer var Hamlets Vænge i Helsingør
fra 1917-26. Sammen med Andelsbyggeforeningen
Helsingørs Negerlandsby ved Rosenkildevej
er den én af Danmarks smukkeste forstadsbebyggelser.
Også en borgerlig kommune
som Kolding så sig nødsaget til at bygge; det
blev til to meget fine havebyer, Stejlebjerg og
Frydsvej.
Arbejderklassens tredje projekt var parcelbevægelsen.
Det startede med, at nogle kolonihavefolk
blev trætte af at sidde i små haver på
korte lejemål. De ville have ejendomshaver,
’parceller’. Parcelforeningerne udstykkede i fællesskab,
men når grunden var betalt, kunne folk
bygge de ’parcelhuse’, de ville. Derved opstod
de vidtstrakte havekvarterer, som helt frem til
1980erne var præget af en blanding af havehuse,
skure, rødstensvillaer fra 1920erne, bungalower
fra 1930erne og statslåns- og typehuse
fra tiden efter 1945. Med villaens
demokratisering og parcelbyggeriets udvikling
indgik de to miljøer et ægteskab, der endte med
det danske parcelhuskvarter – og med middelklassens
sejr i de danske forstæder.
Den klasseløse by
Især under 1. Verdenskrig gik udstykningen af
parcelhaver som en steppebrand over landet,
og i 1920 blev der stiftet en centralforening for
parcelforeninger og villaejere. To jyder satte
endda parcelhaverne i system. Den ene var
tømrermester Uldall i Århus, der fra 1907 stiftede
over 45 kolonier af Nationalhaver i en
række jyske byer. En anden parcelentreprenør
var bogtrykker Vonsyld fra Randers, der som
mellemmand stiftede over 65 haveforeninger,
heraf 13 i Randers og 13 i Aalborg! Parcelforeningerne
blev af byplanlæggerne kritiseret for
de primitive ’landmålerudstykninger’ med lige
veje og et så stort antal grunde per jordstykke
som muligt. Men de var den jævne mands langsomme
vej til eget hus.
I 1930erne gik arbejderbevægelsen desuden
i alliance med arkitekterne om at skabe
en ny byplanlægning, der også var en samfundsplanlægning.
Drømmen var at skabe
velfærdsbyen som vej til velfærdsstaten. Velfærdsbyen
skulle være den klasseløse by, hvor
høj og lav boede i fælles communities, forsynet
med offentlige institutioner, idrætsanlæg og
fritidsområder. Med den nye byplanlov 1938
og støttelovgivningen omkring 2. Verdenskrig
opstod nye socialdemokratiske bydele overalt.
For eksempel Fortunbyen i Lyngby, Slotsmarken
i Holbæk, Spangsberg-området i Esbjerg og
Langenæs i Århus. 1940erne og -50erne blev
også boligforeningernes storhedstid. Idealet
for de kollektive bebyggelser blev ’parken’,
kvar teret med blokke, række- og kædehuse
omkring grønne arealer. Smukke eksempler er
Bispeparken og Voldparken i Køben havn, Bre-
dalsparken i Hvidovre, Stjerne parken i Odense
eller Digterparken i Viborg.
Materialemanglen efter 1945 inviterede
også til utraditionelle løsninger i form af elementhuse
af træ- eller gasbeton eller små havebyer
af finske træhuse, der ikke skal forveksles
med de svenske træhuse, der blev foræret til
Rønne og Neksø efter bombardementerne 1945.
I begyndelsen af 1950erne pressede Boligministeriet
på for at erstatte det traditionelle
byggeri med industrialiseret byggeri i stor skala.
Med montagecirkulæret 1960 indledtes for alvor
store boligplaner med deres kransporsbyggeri,
hvor blokkenes placering blev bestemt af
byggekranernes baner. Over fire år skulle der
bygges 7500 lejligheder, og i løbet af kort tid
igangsattes blandt andet Ballerupplanen og
Sydjyllandsplanen. Det hjalp på bolignøden,
men arkitektonisk blev resultatet en katastrofe.
Da de erhvervsaktive familier i 1980erne blev
afløst af enlige forsørgere, indvandrere og folk
ude af erhverv, fik disse bebyggelser store problemer.
Typehuskongernes sejr!
Danskerne ville nemlig have eget hus! Da restriktionerne
lettede, begyndte en ny folkevandring
ud af byen. Det blev parcelhusets sejrs-
gang over landet. Først blev havegrundene i de
gamle parcelforeninger bebygget, derefter de
nye kommunale udstykninger med pligt til at
bygge helårshus inden to år.
I stedet for lange, lige villaveje blev idealet
det trafikdifferentierede kvarter, der efter model
fra Radburn, USA, blev en labyrint af blinde
veje, cykel- og gangstier. Og husene udviklede
sig fra 1950ernes små statslånshuse til 1960 -
ernes og -1970ernes typehuse. Typehuse var
kendte allerede i 1920erne - men nu slog de
store firmaer sammen med lokale typehuskonger
som Jens P. Koch i Odense for alvor arkitekterne
af marken med deres Høm Huse, Roslev
Huse, Tjæreborghuse, Jely-huse og Hosby Huse.
Det moderne forstadskvarter blev resultat
af to parallelle drømme. Menigmands drøm om
eget hus i egen have blev til Ølstykke, Tarup-
Pårup i Odense og Skjoldhøjparken i Århus. Og
samfundets drøm om løsning af bolignøden
gennem stordrift i byggeriet blev til Albertslund,
Høje Gladsaxe, Vollsmose og Gellerupparken.
Begge dele gav forstaden et tvivlsomt rygte.
Men det må ikke få os til at glemme, at forstadskvartererne
både er velfungerende rammer
om hundredtusinder familiers dagligliv og
fulde af bebyggelser og helheder med store
miljøkvaliteter og spændende historier.
GAMLE MURSTEN MED SJÆL OG HISTORIE
Skotlandsvej 16 | 5700 Svendborg | Tel. +45 6221 1416
Voldsgårdvej 28 | 7400 Herning | Mobil +45 2295 9517
www.gamlemursten.dk
42 Bygningskultur Danmark Bygningskultur Danmark 43
B E R E N S . D K