Fodring af fasaner & agerhøns - Fjd

fjd.dk

Fodring af fasaner & agerhøns - Fjd

Gennem mange år har jægerne udsat agerhøns og

fasaner i et forsøg på at skabe et lidt større grundlag

for jagtudøvelse, men der har hele tiden været den

klare opfattelse, at de overlevende individer indgik

i ynglebestanden og således kunne være med til en

hurtigere opformering af bestanden.

Nu er der stillet spørgsmålstegn ved denne hypotese,

men engelske undersøgelser giver måske forklaringen.

Fuglene mangler ganske enkelt den nødvendige

føde, og det behøver de ikke, hvis blot jægeren

ville fodre rigtigt.

Ringe effekt

Mange jægere har nydt at pusle med det lille opdræt

og udsætte fasaner og agerhøns. Nogle har

først og fremmest gjort det i den hensigt at øge den

stedlige vildtbestand, så en større afskydning blev

mulig. Det er der i og for sig ikke noget odiøst i, for

mange steder byder det mekaniserede landbrug

vildtet så trange kår i sommermånederne, at der

kun efterlades en brøkdel af den bestand, som ellers

kunne huses på terrænet i efterårsmånederne.

Andre har foretaget udsætningerne af interesse, de

kan lide at arbejde med fugle, og de kan lide at se

fuglene rundt om på reviret. Blandt dem er mange

ejere af stående jagthunde, som gennem en lidt

større bestand har kunnet øge mulighederne for en

bedre oplæring og træning af hundene.

Desværre må mange nok erkende, at langtidsvirkninger

på den naturlige bestand er udeblevet, og

nogle har måske stillet sig det spørgsmål, om der er

noget galt med de fugle vi sætter ud. Nu har nogle

af de mere professionelle udsættere meldt sig i kritikernes

skare og stillet spørgsmålstegn ved fuglenes

evner til at yngle i naturen.

Nogle yngler

Mod pessimismen taler en lang række iagttagelser

af såvel fasaner som agerhøns. På Venø lukker

jagtvæsenet hvert år alle de æglæggende høner direkte

ud i naturen, og hver eneste sommer kommer

en del af dem med små kuld.

I 80-erne udsatte vi her ved Aulum i Vestjylland

temmelig mange agerhøns. Omkring 2.000 af disse

var ringmærkede. Mærkningen viste at hønsene

indgik i ynglebestanden og ynglede i naturen. Andre

har iagttaget, at par som er udsat i det sene forår

på ”tomme pladser” i terrænet har ynglet og i sensommeren

stillet med 7-9 kyllingen. Endelig er der

en del, som har prøvet at lade et par agerhøns selv

klare opdrættet i en mindre voliere og oplevet, at de

på den måde har klaret udrugningen og pasning af

både 20 og 25 kyllinger.

Mangler foder

Nu kunne det jo være så let blot at give landbruget

skylden, selvom de store forandringer i kulturlandskabet

er en af årsagerne. Men skal man tro det britiske

Game Conservancy

(GC), så

bærer jægerne og

vildtudsætterne

selv hovedansvaret

for, at udsatte

fasaner ikke har

tilstrækkelig ynglesucces.

Fasanernes adfærd

har næppe

ændret sig ret meget

i tidens løb.

Når vi kommer

ind i marts måned

ændrer deres sociale

relationer

sig markant. Hanerne

begynder at Der skal fodres hele året, og der hvor

fasanerne færdes.


live territoriehævdende (3-4 ha/hane), og hønerne

begynder at trække ud i landskabet for at finde egnede

ynglebiotoper og søge hanernes territorier.

Indtil dette tidspunkt har vi fodret i skove og remiser,

hvor vi gerne vil have fuglene efteråret og vinteren

igennem. Når fuglene trækker ud fra vinterkvarteret,

ophører vi normalt med fodring, fordi de

ikke længere søger til foderpladserne.

Engelske undersøgelser foretaget af GCi 16 udvalgte

landbrugsområder i Syd- og Østengland viser

imidlertid, at det moderne landbrug med sine store

vintersædsmarker udgør et meget dårligt spisekammer

forud for ynglesæsonen. Når jægerne så samtidig

anvender den forkerte fodringsteknik, kan det

ikke undgås, at det får en meget negativ virkning på

ynglesuccesen, konkluderer GC bl. a. i en artikel

fra 1997, Pheasant feeding and spring breeding.

Forårslandskabet er godt nok fuldt af friske grønne,

proteinrige, spirer, som såvel agerhøns og fasaner

gerne vil nippe af. Analyser af fuglenes ekskrementer

viser, at kosten næsten udelukkende består af

grønt, men de grønne plantedele mangler et for fuglene

meget vigtigt stof nemlig fedt, som de kun kan

få gennem frø og korn.

GC påviser i artiklen, at ynglesuccesen står og falder

med, om fuglenes fedtreserver er i orden. En

fasanhøne bruger således op til 80% af sine fedtreserver

de første 20 dage på reden, så det er med at

have fedtdepoterne fyldt op inden æglægning.

Sammenligner man vilde fasanhøner med udsatte,

viser de engelske undersøgelser, at der om foråret

ikke er den store vægtforskel, men der kan være

betydelig forskel i fedtreserverne. De udsatte høner

viser sig ofte at have små fedtreserver, og det får i

følge GC den betydning for fuglene

• at de bliver dårligere til at skjule sig,

• at de er mere udsatte for prædation,

• at de i højere grad angribes og svækkes af indvoldsorme,

• at de er i dårlig kondition,

• at psyken ændrer sig, de forlader i højere grad

reden, og de er markant dårligere mødre.

Hvis man et øjeblik bliver ved indvoldsormene,

som er nærmere beskrevet i en anden GCpublikation,

Better breeding pheasents fra 1993, er

det interessant, at ormene ikke umiddelbart slår

fuglene ihjel, men de svækker dem. Samtidig viser

det sig, at det i høj grad et spørgsmål om fedtreservernes

størrelse, der afgør i hvor høj grad fuglene

generes af parasitterne.

GC undersøgte også forekomsten af parasitter hos

fuglene i forhold til terrænet. Man fandt, at der var

en sammenhæng mellem mængden af parasitter og

udsætningspladserne. På nogle udsætningspladser

behandlede man fasanerne forebyggende med medicin.

En sammenligning af bestandsudviklingen

fra vinter til sommer mellem ynglende vilde fugle,

udsatte uden medicin og udsatte med medicin viste

en tre gange så stor overlevelse blandt de vilde fugle

(uden væsentlig parasitangreb) som blandt de

udsatte uden medicin.

Særlig interessant er overlevelsesprocenten for de

fugle, som af en eller anden grund ikke har ynglet.

Her er overlevelsesprocenten blandt vilde fugle på

87,5, medens den for udsatte uden medicinbehandling

61,6 og for udsatte med behandling 73,3. De

angivne procenttal gælder for månederne maj-juli.

Fodre rigtigt

Game Conservancy konkluderer at fasanerne har

brug for fedt for at klare sig gennem yngleperioden.

Man har iagttaget, at har hønerne fedtreserverne i

orden, har de altså også større mulighed for formering,

og hver enkelt høne får i gennemsnit flere kyllinger,

ligesom de udviser betydelig større villighed

til omlægning, hvis den første rede ødelægges.

I forsøgsområderne eksperimenterede GC også

med, hvordan man kunne hjælpe på fasanernes fødesituation.

Der var to ting, som faldt lige for. For

det første skulle fasanerne have fedt, og det kunne

de få fra hvede, og for det andet skulle føden serveres

der, hvor fasanerne befandt sig nemlig ude i terrænet.

Efter flere forskellige eksperimenter fandt man

frem til, at man

opnåede den

optimale effekt,

hvis man placerede

en mindre

forderautomat

for hver 50 m

langs hegn og

gærder. En automat

af den

type, hvor fasanerne

skal prikke

til automaten

for at give

foder, viste sig

særdeles velegnet.

Man fandt

også frem til, at

fodringen skulle

blive ved helt

frem til æglægningens

begyn-

Et netværk af foderautomater har vist sig

at være positive for agerhøns.


delse, hvilket vil sige slutningen af april.

En af sidegevinsterne ved de mange små foderpladser

rundt om i terrænet viste sig i øvrigt at være en

betydelig nedsat trang til at sive ud fra reviret. Der

var med andre ord føde nok over alt på terrænet,

hvorfor så søge

andre steder hen.

Man hvad så med

de gode gamle dage,

hvorfor havde

man ingen problemer

den gang. En

af årsagerne kunne

være, at det alsidige

landbrug med

mange små marker,

levende hegn

og småbeplantninger

stadigvæk

langt hen i foråret

var rigt på frø og

bær. Det er de store

marker med

Foderautomaterne placeres i fasanernes

ledelinjer.

vintersæd ikke.

Korn og frø pløjes

ned i det tidli-

ge efterår, og de arealer, som eventuelt måtte være

tilbage med nogle af disse fødeemner, bliver ofte

bearbejdet på et så tidligt tidspunkt, at det ikke får

betydning.

De engelske undersøgelser siger ikke noget om

agerhøns, men man kan godt antage, at noget lignende

gør sig gældende for denne hønsefugl. Hammers

agerhønseundersøgelser fra 1955 peger i hvert

fald i den retning. De viser nemlig helt utvetydigt at

korn og frø spiller en langt større rolle i føden om

foråret end om vinteren.

Game Conservancy har også

siden de omtalte fasanartikler

besøgt et terræn i Frankrig,

hvor helårsfodring af agerhøns

praktiseres. Et netværk

af små foderautomater har

vist sig at have en særdeles

gavnlig indvirkning på bestanden.

Resultater fra det

sydsjællandske markvildtprojekt

peger i samme retning,

og hundesportsfolk har ved

besøg i Frankrig konstateret,

hvordan hønsene søger de

opstillede foderautomater.(

Foderautomat til agerhøns

Gør noget

Og hvad kan jægeren, som udsætter fasaner og

agerhøns, så gøre ved alt dette? Han eller hun kan

etablere et netværk af små foderautomater rundt om

i terrænet, hvor agerhøns og fasaner færdes. Det

virker ifølge Game Conservancy åbenbart også

ganske godt til at holde de udsatte fugle på reviret.

Der er naturligvis forskel på automater til fasaner

og agerhøns. Fasaner skal have ca. 40 cm. frihøjde

under automaten medens agerhøns skal have ca. 30

cm.

De bedste automater laves med foderspiraler, som

kan købes flere steder og til en overkommelig pris.

Agerhønsenes automater skal placeres rundt om i

det åbne terræn, og der bør være et par automater

på hver floks territorium, ligesom der skal være en

automat pr. par.

Fasanautomaterne placeres i ledelinjerne, som fasanerne

bruger på reviret. Endelig skal man huske at

fodre fra august til juni, evt. hele året.

Man skal naturligvis ikke glemme alle de andre

vigtige faktorer som optimal prædatorbekæmpelse,

vand, dækning og etablering af fodermarker m.m..

Når det gælder fodermarker til hønsefugle bør man

være opmærksom på to tre faktorer. For det første

skal de ligge ude i terrænet, hvor fuglene færdes

forår og sommer. Nogle af markerne skal være et

godt hjemsted for insekter, der skal tjene til føde

for de små kyllinger. Disse marker bør anlægges i

august. De andre marker skal bl.a. tjene som ekstra

spisekammer om efteråret og i forårstiden. Disse

bør anlægges i begyndelsen af maj.

Du kan godt nå at gøre en indsats allerede i år.

Vil man have flere idéer til hjælp for hønsefugle

henvises der til Jæger nr. 11/2004. Her er et helt

katalog af gode idéer til at skabe et paradis for hønsefugle.

More magazines by this user
Similar magazines