Fortidens storriger - De Berejstes Klub

deberejstesklub.dk

Fortidens storriger - De Berejstes Klub

turen til grænsen volder ingen

problemer. Libaneserne har heller

ikke noget imod, at vi forlader deres

land. Derimod nægter de syriske

grænsevagter kategorisk at give

mig visum p§ stedet og påstår, at

jeg burde have ordnet det i ambassaden.

Meget mod min vilje vender

jeg tilbage til Libanon .

Trods mit nederlag bekræfter turen

tilbage mig i, at man med lethed kan

bevæge sig rundt i dette land ved

hjælp af lokale trafikmidler. Princippet

er ganske enkelt. Små busser

tager passagerer op efter deres

ønske og stopper lydigt der, hvor

man vil stå af. Desuden findes der

service-taxi. Disse starter turen,

når vognen er fyldt op. Høflige og

meget hjælpsomme lokale beboere

sørger for, at man ikke bliver fortabt

i deres land. S§ledes behersker vi

på egen hånd den højtbeliggende

by Harrisa med en gigantisk hvid

statue af Madonna fra Libanon.

Det at køre ned med en elektrisk

bjergbane og fange en bus til Byblos

- en af de ældste beboede byer i

verden - hører nu til småtingsafdeling.

Byblos - den fønikiske by med

charmerende ruiner ved havet og

en romantisk souk, hvor man kan

Beirut - de sidste syriske tropper er ved 1Q;;;oiL:;'-hoiI!.

at forlede Libanon ..

Baalbek - de 6

majæstetiske fra

Jupiter templet.

købe alt - er en sand perle

under Unescos beskyttelse.

Sidan, som vi også besøger

med de lokale busser, hilser

os med et malerisk havneslot

bygget af sten. Denne bygning

er rejst af korsfarerne i 1228.

Byen spillede under føn ikerne

en rolle som stat oghavde

en stor betydning som handelshavn.

Den blev erobret

af korsfarerne efter 47 dages

belejring.

Cedertræer og sneklædte

bjerge - fønikiernes

kulisser

Under udflugten til Cedres er

vores guide en ung libanesisk

kvinde ved navnet Sara. Hun

ligner på en prik Julia Roberts.

Hun taler flydende engelsk,

fransk, tysk og arabisk. I vor

internationale gruppe skifter

hun uden besvær fra det ene

sprog til det andet. Når hun

med stor charme fortæller om

sit land, kan man i hendes

stemme høre stolthed over

dets kultur og historie. Og der

er noget at være stolt af.

Hendes forfædre, der beboede

dette område - fønikerne - skabte

et fonetisk alfabet bestående af 22

tegn. Desuden var de mestre i sejlads,

handel og kolonisering. Hvem

ved, måske var det også dem,

der opfandt pengesystemet? I det

mindste omregnede de værdien af

de solgte varer til sølv og guld. på

vejen til Kadisdalen (den hellige

dal) passerer vi en lille by Amiun og

klippevæggen med romerske grave,

skj ulested for de forfu Igte kristne.

Fire km fra Cedres ligger den maleriske

by Bachara. Der blev den største

libanesiske forfatter og maler

Kahlil Gibran født.

Højtoppe i den gamle monastirsmeltet

ind i klippevæggen, som tilhørte

karmelitterordenen, findes der et

museum viet hans værker. Nedenunder

breder sig en eventyrlig udsigt

med kirketårne og små huse skjulte

i den grønne dal. Ved indgangen til

museet findes forfatterens gravsted

med inskription skrevet med hans

egen hånd. "1 am a/ive, like you.

And I now stand beside you. Clase

your eyes and look around, you wif/

see me in front af you".

I Cedres når de sneklædte bjergtoppe

3000 meter op. Måske har

disse sneklædte bjerge været inspirationen

til landets navn Libanon

(Lublan er det semitiske ord for

betegnelsen af farven hvid)? Mægtige

- flere århu ndrede r ga mle ­

cedertræer med kroner formet som

paraplyer synes at røre den blå himmel.

Den rene luft er fyldt med harpiksduft.

Under fødderne knitrer de

hvide snepletter.

Af Cedres træer, som for mange

århundreder siden dækkede hele

landet, har kong Salomon bygget

sine templer og paladser i Jerusalem,

og faraoner skar sarkofager af

dem. Cedertræ - Libanons symbol

- blev byttet til papyrus, sølv og

guld. Måske netop derfor understreger

Sara på romantisk vis billedet af

det libanesiske flag og dets farver.

Det hvide symboliserer kærlighed

til frihed og det røde blodet udgydt

for fædrelandet, mens cedertræet

er symbol for landets styrke og livsvilje.

Da den hellige Anton kom ned

på jorden

på den anden side af den frodige

dal besøger vi et stort kloster bygget

ind i klippen og en mørk grotte,

i hvilken den hellige Anton fra Libanon

boede, bad og helbredte. Sara,

der tilhører maroniternes*) trosretning,

som er karakteristisk for Libanon,

giver os et billede af den hellige

Anton med en bøn på arabisk.

Hun forsikrer, at hvis man lægger

billedet under sovepuden, vil man

skræmme sygdomme væk. Hendes

moderne fremtoning er ikke i stand

til at fortrænge traditioner og religion.

Fascineret af hendes dybe tro

- og også under indtryk af klosterets

maleriske beliggenhed - tager

jeg billedet til Danmark med tanke

på min mors alvorlige sygdom. Des-

værre, som det viste sig senere, var

Anton fra Libanon ikke i stand til at

helbrede hende.

Måske hjælper han kun den lokale

befolkning... og måske skulle jeg

bede til ham på arabisk. Desuden,

da jeg efter hjemkomsten til København

fortæller en katolsk præst,

som jeg kender, at jeg har besøgt

Den hellige Anton fra Libanons

grotte, hører jeg følgende kommentar:

"Nåh ja... det er den Anton Eneboer,

som gennem hele livet undgik

at vaske sig og ikke barberede sit

skæg og som til sidst måtte flytte

højt op i bjergene, fordi kun dyrene

kunne holde hans lugt ud".

Dagen før vores afrejse oplever vi

enorme gadedemonstrationer. Vi

sidder i en minibus, som er på vej til

Harrisa - Madonna fra

Libanon og den moderne

maroniter kirke

Beirut - demonstrationer

Jeitas grotter. Desværre viser det

sig, at chaufføren ikke er i stand til

at komme igennem trafikproppen.

Vi er fanget i en syndflod af biler.

Fra alle sider kører der forskellige

køretøjstyper proppet af demonstrerende

libanesere. Demonstranter

vifter med flag og jubler.

De hænger overalt som vindrueklaser

fra bustage, vinduer, og åbne

busdøre. Selv bilhorn, der forsøger

at overdøve de optimistiske råb, lyder

som en lykkelig latter. Efter 30

års besættelse forlader de sidste syriske

tropper Libanon. I stedet for

at besøge de berømte grotter føler

vi åndsfællesskab med demonstranterne.

Jeg fornemmer tydeligt, at

vi netop i dette øjeblik befinder os i

centrum af Libanons nye historie.

Ewa Bylinska

Libanon er et land hvor man finder 18 anerkendte trossamfund: 12 kristne, 5 islamiske og 1 judæisk.

Sandsynligvis er ca 60 % af Libanons indbyggere - i alt 3,5 million - muslimer (syitter, suni

drusere) og ca 40 % kristne. Den største gruppe blandt de kristne udgøres af Maronitterne, som er

bundet til den romersk-katolske kirke.

Navnet på Maronitternes kirke stammer fra dens grundlægger Maron, den hellige munk, eneboer,

præst, underviser, mirakelmand, og helsebringer, der levede i anden del af det 4. århundrede i

Taurusbjergene (i Syrien). I begyndelsen af det 9. århundrede gemte de af kaliffen AI Ma-mun

forfulgte maronitter sig i de dengang ubeboede libanesiske bjerge. De var i stand til at skabe en

holdbar struktur, som kunne forsvare deres kristelige og kulturelle identitet overfor muslimske

overgreb. I 10. århundrede boede den største del af maronitterne allerede i Libanon. Under korstogene

foretog den maronittiske kirke skridt i retning af union med den romersk-katolske kirke. I

dette fællesskab lykkedes det maronitterne at bevare en vidtrækkende autonomi, og de modstod

den muslimske indflydelse. I året 1860 stod tyrkerne sammen med drusere bag den store massakre

på de kristne. (næsten 10.000 maronitter blev myrdet), hvilket resulterede i militær indgriben

fra Frankrig, Prøjsen og Englands side.

GLOBEN nr. 21 / September 2005 12 GLOBEN nr. 21 / September 2005 13


Bush, busser og boulevarder

Tekst og foto: Henrik Døcker

Med De Berejstes Klub i Georgien og Armenien

De brede gader, ja boulevarder,

de manglende busser - og så al

den tale om Bush, det var vores

første indtryk af Georgien, nærmere

betegnet hovedstaden Tbilisi.

Ingen af den lille skare, fem af

klubbens medlemmer*), et passivt

medlem plus en rejsearrangør

og hans kæreste kunne undgå at

blive slået af disse tre fænomener

straks ved ankomsten. Det var en

lørdag eftermiddag, så trafikken til

at udfylde boulevarderne var passende

behersket.

Det er altså USA's præsident George

W. Bush, der hentydes til, thi han

skulle på officielt besøg i Georgien

just to dage efter vores ankomst,

og byen og landet stod nærmest

"på den anden ende" i den anledning:

Ikke alene så man plakater,

som bød ham velkommen, men

først og fremmest blev der arbejdet

intenst med at udbedre de miserable

gader, ja der blev asfalteret til

få timer før præsidenten for verdens

eneste supermagt afså en smule af

sin kostbare tid til at komme lige

akkurat her.

Mange gader var simpelthen afspærret,

og vor minibus måtte forcere

stejle, brostensbelagt og smalle

gader for at nå frem til vort beskedne

hotel. Når jeg også medtog busser i

overskriften, så skyldtes det altså,

at vi i første omgang næsten ikke så

nogen af dem. Tbilisi, førhen også

Tiflis kaldet, er immervæk en storby

på omkring en million indbyggere,

altså som København.

Vores 25-årige - perfekt engelsktalende

- guide Natia forklarede

denne mangel med, at tbilisierne

siden Mikhail Saakashvili fredeligt

kom til magten i 2004 ved den

såkaldte roserevolution mere har

sværget til minibusser eller servicetaxi,

altså den slags kleinbusser,

som nok følger en rute, men standser

på begæring og ikke kører efter

fast køreplan,

Vi følte os ikke ganske overbeviste,

og ganske rigtigt - der stak noget

bag: En mængde busser blev simpelthen

brugt til at afspærre gader!

Godt og effektivt, idet de simpelthen

var anbragt på tværs af de gader,

der på grund af Bush ' besøg ikke

måtte befærdes. Eftersom præsident

Saakashvili er gift med en hollandsk

kvinde, var nogle af disse forholdsvis

moderne busser stadig forsynet

med hollandske destinationer (fx.

Arnhem). Saakashvili har ryddet en

del op efter sin tiltræden, om end

der f.eks. stad'lg udøves tortur på

politistationer og korruptionen ikke

er totalt udryddet. Alle har bemærket,

at han straks foranledigede, at

Georgien fik et nyt flag.

I det georgiske vindistrikt - en

rejse tilbage i tiden

Georgien kom lige perifert ind i

verdenspressen på grund af Bush'

korte besøg. Pressen og alt folket

var naturligt meget optaget af dette

første amerikanske præsidentbesøg,

fjernsynet sendte i timevis fra

det store folkedanseshow og talerne

på Tbilisi's Frihedsplads. Det var

upassende at ville diskutere USA's

krigsførelse i Irak med georgierne

("man kritiserer ikke en ny ven og

allieret") . Men hurtigt havde vi også

set os mætte på ruinerne af et ældgammelt

fort, en synagoge samt

hovedstadens ortodokse kirker

Det nye georgiske flag

med malerisk baggrund

afsneklædt bjerg

(hvoraf en i sovjettiden havde tjent

som fængsel) samt de gamle svovlbade

lige i centrum, før vi i vores

lille bus begav os til provinsen.

Men inden der berettes om vores

oplevelser ud i landet lige et par ord

om, hvad Georgien er for en størrelse

. For det første hedder det slet

ikke sådan efter georgiernes egen

opfattelse, men SakartveJo, en stat,

der lige som Armenien befinder sig

i et randområde mellem Europa og

Asien . Mens det efter almindelig

opfattelse er en del af Asien, så har

det dog i nyeste tid haft så megen

tilknytning til Europa, at det er blevet

optaget i Europar§det, denne

den ældste europæiske samarbejdsorganisation,

oprettet 1949.

Både Georgien og Armenien opnåede

selvstændighed ved Sovjetunionens

opløsning i 1991, og begge har de

nogle af de ældste kristne rødder i

verden, eftersom kristendommen i

deres landområder blev indført hhv.

i det 4. og det 3. århundrede e. Kr.

Kongeriget Georgien nød selvstændighed

i et par hundrede år i middelalderen

og i et par år, 1918-21,

efter den russiske revolution.

Med eget sprog og skriftsprog - og

I den sidste halve snes år med blikket

fast rettet mod Vesten - søger

Georgien nu at modernisere sig .

Georgieren Eduard Sjevardnadse,

Sovjetunionens sidste udenrigsminister,

hørte for så vidt til de moderate,

men som Georgiens anden

præsident lod han sig med tiden

beherske af de oligarker, de styrende

forretningsklaner, som gennem

korruptionsprægede intriger fik

styret til at miste al troværdighed.

Som det siden skete i Ukraine, blev

Sjevardnadse tvunget bort efter

svindel ved et præsidentvalg - og

vejen dermed banet for den amerikansk

uddannede Saakashvili.

Ved vort første stop på rundrejsen

- i vindistriktet Kakheti - kiggede vi

Ind hos en vinbonde, der fremstillede

såvel hvid- som rødvin med

hustruen som eneste hjælper. Vinen

befandt sig i store amforaer i gulvet

i en slags lade med stengulv. Der

blev "dækket op" på en voksdug,

som blev lagt på gulvet - herefter

var der høflig selvbetjening. Det var

alt sammen gammelt, nærmest mørnet,

faldefærdigt og præget af årtiers

forfald - et indtryk, som kunne

genfindes i utallige veje, bygninger,

ja 'konstruktioner' af en hvilken som

helst art i hele landet. Vores natlogi

var til gengæld af høj standa rd: Det

var i et s§kaldt gæstehus, dvs. hos

en privat familie med god plads, og

for hvem en sådan form for gæstgiveri

var blevet nødvendig på grund

af tidernes ugunst. Familiefaderen

havde været direktør for en statsdreven

cementfabrik i sovjettiden

Statue af den unge Stalin

ved Stalinmuseum i Gori

og havde nået at bygge det fjotte

to etagers hus lige før Sovjet brød

sammen i 1990/91. Nu var han død,

og enken samt et par voksne børn

skaffede sig ekstra-indkomst på

denne måde

på skisportshotel uden for sæsonen

Vi bemærkede, at de hu nde, som

søgte vort selskab, når vi gjorde

holdt ved en kirke eJler anden

seværdighed, havde afklippede øren

- det skyldtes angiveligt, at de på

denne måde blev mere aggressive!

Det regnende bravt på vores anden

dag i det georgiske, og opholdet på

et lokalt marked, hvor grøntsager og

andet spiseligt blev faldbudt fra primitive

træskure, blev kort, vi skulle

også ud at se flere ældgamle og nu

forladte kirker. Siden hen gik turen

til landets tidligere hovedstad med

det uudtalelige navn Mtskheta, der

såmænd bare har 3000 år på bagen:

kirkerne Jvari og Svetitskhoveli,

sidstnævnte angiveligt det sted,

hvor Jesu (sidste) kjortel opbevaredes.

Ad den såkaldte militære hovedvej

(til Rusland) gik det nu op til et

skisportshotel i Kaukasus-bjergene

med et ophold ved de ringmuromkransede

to kirker i Anuari, tæt ved

en dæmning, der - som andre steder

i verden - havde tvunget

et landsbysamfund til at flytte,

i dette tilfælde for 25 år siden .

Det blev herefter til to nætter

i smukke bjergrige omgivelser i

Gudauri.

For at komme til hovedbyen

i området, Kazbegi, der har

givet navn til en skattet øl,

måtte vi gennem flere tunneler,

der endog her i maj var

beklædt med is indvendig!

Her ude i bjergene havde man

anlagt et udsigtspunkt med en

rotunde, der, akkurat som uden

for Mongoliets hovedstad Ulan

Bataar, fremstillede Georgiens

historie med passende vægt

på sovjetsamfundets fortjenester,

herunder opsendelsen af

sputnik' I den fattigt udseende

og forfaldne Kazbegi måtte

vi forrette vores nødtørft i et

afskyeligt stinkende halvt sammenstyrtet

"das", da der angi-

veligt var lukket for vandet i byen

og nul adgang til toilettet i byens

eneste hotel.

Nå, vi havde andre prioriteter, en

lille vandring op ad et nærliggende

bjerg, som havde en af de efterhånden

velkendte ortodokse kirker,

Gergeti kaldet, på toppen. Det gik

meget stejlt op de sidste par hundrede

meter, men en lille håndfuld

af gruppen klarede den og forvissede

sig om, at der residerede en

enlig munk deroppe (vi traf ham dog

ikke, han havde vist søgt ensomhed

og gemte sig i sit ydmyge logi), og

vi tog Kazbegi-gletcheren (5047

m over havet) j nærm ere øjesyn.

Inden turen gik hjem købte jeg mig

en cola hos den stedlige urtekræmmer,

hvor indehaveren knap havde

tid til at ekspedere, hun var i hyggesnak

med nogle af sine bysbørn, alt

mens de drak champagne og spiste

chokolade .

p§ vores videre færd blev vi flere

gange standset af store fåreflokke

(op til 1000 dyr), som, fik vi fortalt,

undertiden var fire dage undervejs

med deres fårepassere fra den ene

sæter til den anden. Køer lå visse

steder og tyggede drøv midt på landevejen.

Også inde i Kutaisi, landets

næststørste by, kunne man støde på

kreaturer. Fra ruinerne af Bagratikatedralen

(fra det 11. §rh.) havde

vi en flot udsigt ud over byen, ved

Gelati-klosteret hørtes larm og latter,

et bryllupsselskab festede lige

GLOBEN nr. 21/ September 2005 14 GLOBEN nr. 21/ September 2005 1S


op ad kirken, kun afskærmet af et

plankeværk. Også i denne by boede

vi privat, altså i gæstehus, hvor

familien rettede an - her ude på en

skøn veranda også med udsigt over

partier af byen.

Nutidig historieforfalskning

Gori

Ad den store silkevej gik det nu

til Gori, hin søvnige provinsby,

som skulle indskrive sig i historien

den dag i 1879, da en vis Josif

Vissarionovitj Djughashvili kom

til verden her - som søn af en fattig

lappeskomager. Moderen havde

gerne set ham som præst, men han

forlod hurtigt præsteseminariet for

at blive revolutionær, og hele seks

gange blev han af tsarens politi forvist

til Sibirien; som diktator under

navnet Stalin (Ma nden af stål!) fik

han i årevis uvurderlig støtte af chefen

for det hemmelige politi (bedst

kendt under forkortelsen KGB),

georgieren Lavrentij Berija, der var

så forsynlig under en omfattende

sanering af Goris gamle bydele i

trediverne af sikre sig fredning af

diktatorens fødehus. Berija fortsatte

som bekendt - lig tsaren - med at

gennemføre massedeportationer af

"upålidelige" sovjetborgere, hvis de

da ikke blev henrettet - som regel

uden dom.

Vores guide Natia med

sukkerovertrukken slik af

nødder, der sælges ved

landevejen.

Da vi - som byens største

attraktion - besøgte

det stadig bevarede

Stalin-Museum, en stor

gedigen to-etagers

bygning, fik vi i tilgift

lov til at kigge ind i

familien Djugashvilis

et værelses lejlighed i

et af det gamle Goris

fattige huse; nedenunder

i kælderen var

fremde les faderens

skomagerværksted !

(tidl igere på året så

jeg for resten hvor

Friedrich Ebert, den

tyske Weimar-republiks

første præsident,

voksede op i et fattigt

hus i Heidelberg).

Stalin-Museetbød mest

på fotos fra Stalins

bevægede liv, men

mange af sovjetstatens

koryfæer manglede

lige godt: Således

fandtes ikke et eneste

billede af den trofaste

væbner Berija, i Vesten hyppigt kaldet

Stalins bøddel, ej heller Trotskij

eller Berijas hårdhudede forgængere

som det hemmelige politis

fremmeste skarprettere: Jagoda og

Jeshov for ikke at tale om Bukharin,

Kamenjev eller Zinovjev. Berija blev

først "afsløret" som "forræder" efter

Stalins død, men henrettet ret kort

tid derefter. I Gori opfattes Stalin

tydeligvis fortsat som en person,

man må vise ærbødighed.

Hvis man skulle have glemt det,

så var historieforfalskningen sat i

system i sovjettiden, og den ufatteligt

store skare af politiske og

militære ledere, der blev henrettet

på rene mistanker (om "forræderi")

eller som følge af intriger,

udslettedes simpelthen af historien!

At gøre dem til 'ikke-personer' er

bedst sammenfattet i udtrykket:

Revolutionen æder sine egne børn.

Da vores ellers respekterede og tilsyneladende

pålidelige guide Natia

bildte os ind, at den sovjetiske ministerpræsident

og kommunistpartiformand

Nikita Khrustov skulle

være motiveret til sin hemmelige

tale til den 20. partikongres i 1956

(med den første officielle undsigelse

af Stalin) af en beskyldning mod

hans søn for at have været spion for

Nazi-Tyskland under 2. Verdenskrig,

og at Stalin døde som offer for en

forgiftning, måtte jeg sige fra. Hun

havde indskrænket sig til - i flugten

- at nævne, at en del mennesker

i Stalin-tiden blev deporteret (til

Si birien). Disse ammestuehistorier

plus fortielsen af massehenrettelserne

var simpelthen for meget!

"Hvorfor er du altid så negativ?"

spurgte hun (naivt, vil jeg tilføje).

"Nu er der altså historiske facts,

heru nder at Stalin var massemorder,

som man må tage hensyn til. Og i det

hele taget", tilføjede jeg eftertænksomt,

"du er jo kristen (hun slog

altid korsets tegn, når vi gik ind i en

kirke) og respekterer vel derfor det

enkelte menneskeliv? Som georgisk

borger i en moderne retsstat må du

i dag tage dit udgangspunkt der. Og

det er det, jeg tror på!"

Mindre drama "i skyggen af

Stalin"

Ved afskedsmiddagen udtrykte jeg

håb for at vor guide, trods hendes

nu 25 år, ville betragte sig som en

student udi demokratiet og i det hele

taget prøve at forstå statens forpligtelser

til at respektere borgernes

liv samt fremme retfærdigheden i

de nye tider under Saakashvili. Jeg

havde tidligere forklaret hende, at

sådan noget som korruption var

uhyre sjældent i Danmark, hvad der

undrede hende såre.

Nær Gori havde vi mulighed for

at klatre lidt rundt i en ældgammel

klippeby med tilhørende kirke.

Uplistsikhe, som den hedder, går

tilbage til 1000 år f. Kr., her residerede

sidenhen georgiske konger,

da Tbilisi blev erobret af araberne.

Vigtige karavaneveje mellem

Europa og Asien lå lige i nærheden,

og omkr. 20.000 mennesker boede

i dette område i middelalderen.

Klippebyen var i flere etager med

teater, tempel, vinkældre og mange

faciliteter. Mongolernes hærgen og

en serie jordskælv gjorde med tiden

byen ubeboelig. Vi indtog en frokost

"i det grønne" i nærheden, vores

guide havde fortalt os, at der var

faste bænke og borde i en lille lund,

og vi havde fourageret på Goris livlige

grønsagsmarked, hvor man for

resten også solgte levende grise,

lige leveret fra diverse bilers bagagerum!

Men aldrig har jeg set så faldefærdige

bænke' De var vinde og

skæve og mærket af årtiers forfald

- et sindbillede på mangt og meget

i Georgien, hvor skønheden i sandhed

er i bjergpanoramaerne og ikke

I det menneskeskabte!

Georgien-rejsen fik imidlertid et lille

dramatisk islæt, da vi i Gori - på

min kraftige opfordring - forsøgte

at købe nogle frimærker - de første

på turen - på et posthus. Idet

Natia gik ud af bygningen snuppede

en adræt ungersvend nemlig

hendes mobiltelefon, som hun letsindigt

havde hængende i et snoreværk

om halsen, og spænede af

sted med den. Adskillige af Goris

politi-patruljevogne, der tydeligt

var mærket med ordet "police" på

engelsk, strømmede til stedet, hvor

vores kleinbus var parkeret, men

Ingen udover vores russisktalende

medrejsende turoperatør var i stand

til at tale med dem og forklare, hvad

der var sket. Det tog alt sammen en

rum tid inden Natia tomhændet var

kommet tilbage efter en længere

løbetu r. Striber af uniformerede og

civile betjente trængtes om hende.

"Jeg måtte forklare den samme

historie til mindst ti forskellige", forklarede

hun. "Hvis det ikke var fordi

jeg fik min chef til at telefonere til

Gori-politiet og forklare dem mine

opgaver som guide, kunne jeg være

blevet hængende her hele aftenen".

Blev hun klogere af dette? Nej, hun

ville hurtigst muligt anskaffe sig en

ny mobiltelefon og hænge den om

halsen igen. "Sådan gør unge piger",

var hendes begrundelse. Stalin stod

for resten ligesom og Io ad hele optrinet:

Hans statue befandt sig - som

vist nok den eneste tilbageblevne i

verden - fremdeles foran rådhuset i

Gori, skråt over for posthuset! Med

en frisk krans ved sin fod!

Armenien skifter hurtigere ham

En mindre del af rejsegruppen fortsatte

næste dag pr. kleinbus til

nabola ndet Armenien og nåede efter

en overnatning i kolde omgivelser

ved Servan-søen til denne republiks

hovedstad Jerevan den næste dag.

Ganske koldt og regnfuldt var det

her - overvejende i modsætning til

Georgien. Hvis man skal sige noget

positivt om vort hotel, et tidligere

Intourist-hotel, var det, at det lå

centralt. Overbebyrdet med ansatte

og underforsynet med gæster og

svært forsømt i vedligeholdelsen

bad det nærmest om at blive nedrevet.

Der var kvindeligt opsyn

på alle etagerne, som i de "gode,

gamle sovjetdage". Det var dog ikke

mere babushkaer, men nydelige

unge kvinder på de meget udbredte

høje hæle og som oftest i lårkort.

Nogle af dem udmærket engelsktalende

. Da vi ved vor afrejse et par

dage senere - midt om natten kl.

3 - oplevede vandsvigt, var gode

råd dyre: ' Etagedamen' forsikrede,

at vandet ville komme i løbet af et

øjeblik, men det udeblev. Min redning

efter fem minutters venten i

Adamskostume var resterne af en

flaske mineralvand, jeg heldigvis

havde gemt fra dagen før!

Også i dette land - som ligeledes har

sit eget sprog og alfabet - er det de

genåbnede kirker, kaldet apostoliskarmenske,

der er den store seværdighed.

Helligst er byen Echmiadzin,

under en halv times kørsel fra

Jerevan, der undertiden kaldes den

armenske kirkes Vatikanet, med en

imponerende katedral. Vi var der

til en pinsemesse, hvor alle kirkelige

ritualer blev udøvet. Mange

gejstelige, munke, præster mv.

var blandt tilhørerne, nogle af dem

i kutter med hætte; i det hjørne

sang det kvindelige kirkekor ledsaget

af orgel - noget fuldstændig

ukendt i de ortodokse kirker (som

fx i Georgien), hvor nogle få præster

synger. Indimellem blevet stort

tæppe trukket for alteret som et

sceneskift på et teater. I små sidekapeiler,

undertiden nede i kælderfordybninger,

knælede

enkelte andagtssøgende

i en særlig

bøn. Som i Georgien

brændte der mange

levende lys overalt.

Jerevan gjorde et

mere moderne indtryk

end Tbilisi.

Begge har naturligvisstore

hovedstrøg,

men i Jerevan virkedebyggeaktiviteterne

mere intense,

der sås mange kraner

og anlægsarbejder

i gang, og

der var adskillige

fortovsrestau ra nter

af moderne tilsnit.

Byens opera er blevet

renoveret for få

år siden - den ligger

tæt ved en stor

park, som byder

på adskillige indbydende

restauranter.

Efter en dag rejste

flere hjem, og tilbage

var Michael

Mini og undertegnede.

Vi havde

megen fornøjelse af en onkel til en

af Michaels armenske bekendte i

København. Onklen, der bar navnet

Karen, var noget på disse breddegrader

så usædvanligt som direktør

for et reklamebureau. Han havde

en imponerende Mercedes-firehjulstrækker,

som han gæstfrit kørte os

rundt j et par dage.

Det blev så til endnu en stribe ældgamle

kirker og klostre, nogle af

dem beset i et forrygende regnvejr,

som imidlertid ikke afskrækkede

vores nye, tålmodige armenske ven.

Han præsenterede os også for sin

nydelige knaldsorthårede armenske

kone, der var iført en smart sortrød

bluse med stænk af pink mønster i,

der fuldstændig matchede hendes

sortrøde neglelak med pinkfarvede

pletter i! Jovist, kvinder her var til

visse kvinder med stort K: Smukke,

smarte i tøjet, vældige mange på de

tårnhøje hæle, dristige farver, fuldendt

make-up. Som Michael bemærkede:

"Her kan man ikke skelne en

offentlig fra en "privat" dame!

Pengestrøm fra landflygtige

armeniere

Højt hævet over Jerevan knejser en

stor statue, forestillende "Armeniens

moder". Til 1967 var her en stor statue

af Stalin, men den blev pludselig

GLOBEN nr. 21/ September 2005 16 GLOBEN nr. 21/ September 2005 17


Mangt og meget kan siges om det at rejse med en kæreste eller en god

ven. Det er herligt at have nogen at dele de dejlige oplevelser med og lige

sei fedt at have nogen at hyle sammen med, nilr det geir galt. Prisen er, at

man ikke længere selv bestemmer det hele, sei vil man nyde den ultimative

frihed og fleksibilitet, er der kun en vej: Bliv egoist, og rejs alene!

Tekst og foto: Claus Qvist Jessen

Total forudsigelighed er noget,

Fanden har skabt på en mindre

god dag. Der findes ligefrem folk,

der aldrig vil tage en eneste rejse

uden på forhånd at have booket

flere ugers hoteller, billeje og togbilletter,

fordi de er bange for at stå

"uden noget". Folk der er så bange

for det ukendte, at den blotte tanke

om noget uforudsigeligt er nok til at

fremkalde en mindre blodprop.

I stedet for i detaljer at have kontrol

over alt, hvad der sker fra nu og til

pensionsalderen, er det langt mere

spændende at hengive sig til uforudsigelighedens

mysterier. Der findes

intet bedre end at springe ud på det

dybeste sted i søen uden at kende

alle konsekvenserne og at forfølge

en impulsiv ide uden tanke på hverken

husleje, elregning eller mulige

overnatningssteder. Den slags skøre

indfald er der alligevel ingen kærester

eller venner, der vil stå model

til mere end en uge ad gangen, så

det med at rejse alene kommer helt

af sig selv!

En gang imellem ender de pludselige

indskydelser i rent lort, men

oftest går det heldigvis godt. Jeg

har endnu min første totale blaffernedtur

til gode, og enkelte gange

vokser træerne langt forbi skyerne.

Klimaks blev nået, da jeg i et anfald

af impulsivt anarki besluttede mig

til at boykotte Yemenia Airlines

og i stedet krydse Rødehavet til

vands. Grænser skal krydses i jordhøjde,

så efter en fotogen rundtur

i Eritreas nordlige lavland tog jeg

en hurtig og uovervejet beslutning

og ofrede et par dollars på en billet

til en overfyldt bumlebus ned langs

Rødehavet, hele vejen gennem den

steghede Denkaliaørken til Assab.

At krydse et hav

Assab er måske med undtagelse af

Moynaq ved Aralsøen det værste

"hul", jeg nogen sinde har oplevet.

Selv midt i en af verdens

varmeste ørkner er der

ingen rettroende, der er

i tvivl om retningen til

Mekka.

Byen opstod i sin tid som et etiopisk

alternativ til Djibouti, altså en

havn til at servicere Addis Abeba, og

den voksede sig hurtigt til at være

Østafrikas største og mest moderne

havn.

så fulgte 30 års borgerkrig, inden

Assab ved grænsedragningen i starten

af 90'erne havnede i Eritrea,

halvandet døgns bustur fra hovedstaden

Asmara. Assab blev med

et slag forvandlet til en arbejdsløs

havn uden skibe og er i vore dage

ikke andet end en trøstesløs militærforlægning

omgivet af et helt

museum af manglende vedligehold.

Få meter længere ude står man

i en af verdens varmeste og mest

ugæstfri ørkner.

Men alligevel. Rødehavet er kun 25

km bredt ved Assab, så det skulle vel

for pokker være til at shanghaje en

yemenitisk fiskerbåd, men den gik

slet ikke. De to lande har været på

krigsfod i flere år, så der er ca. ingen

handel mellem dem, og jeg endte

med at bruge fem meget lange dage

på at rende fra Herodes til Pilatus

og bestorme diverse offentlige kontorer,

inden jeg opgav og satte den

sure kurs tilbage til Asmara. Næsten

altså, for pr. impuls valgte jeg at stå

af et par timer inden Asmara - ved

kystbyen Massawa, en fotogen

"colonial" by, hvis fugtige natteliv

fik jobbet at skulle kompensere for

Assabs rædsler.

Forza Italia

Nede ved havnen ville de autoritetstro

soldater naturligvis slet

ikke slippe mig ind, men mens jeg

stod og brokkede, kom der pludselig

en sporty udseende, hvid mand

slentrende mod porten. Den første

af slagsen, jeg overhovedet

havde set i Eritrea, så efter en etsekunds

præsentation skulle jeg

lige høre : "Kender du ikke tilfældigvis

en, der har en båd, der skal til

Yemen?". "Sure! l've got one!! How

many people are you?" Ja, jeg var

jo bare mig selv, så det hed afgang

kl. 8 næste morgen i det gode skib

Katarina Maha af Yemen.

Og hold da k... for en skønhed. Et

33 meter langt luksus-træskib, bygget

for 10 år siden i Tyrkiet og den

smukkeste båd, jeg nogen sinde har

sat mine fødder på . Med den kyndige

D n !J",II, ' (/(1:;19t fra den

·ml.lkk('·.(" 11ft, jeg nogen sinde

kOI11/1/ ',. til ,It blaffe mig til:

Det 33 meter lange træskib

Katharina Maha med en af

Erltl'eas mange, smfl kora/øer

lige foran.

Skipper Maurizio

ved roret sejlede

hun dyre turister

rundt i det yemenitiske

øhav, noget

skipperen nærmest

havde monopol på i

Yemen.

Det yemenitiske

hjørne af Rødehavet

må være det mindst

turistede paradis i

hele regionen, og

Maurizios kunder

var som regel højt

betalte saudisk

arbejdende ingeniører

eller ambassadefolk

fra San'a,

som trængte til

lidt fred. Den slags

inkluderede så en

solokahyt, nogle af

verdens mest uspolerede

sandstrande og et dykkerliv

i verdensklasse, og prisen ligger på

små 1900 euro pr. uge. Den skønhed

havde jeg altså fået et lift med;

ikke dårligt, ikke dårligt.

At den stolte skude overhovedet var

i Massawa hang sammen med, at

Maurizio skulle have ordnet nogle

reparationer i Port Sudan, og på

vej hjem skulle han

lige have fyldt båden

med det i Yemen så forbudte

sprut. Han havde

en særlig tilladelse til

import til det ellers tørlagte

land, så jeg præsterede

for første gang

i mit liv at være lastarbejder

og stuve for 5-

8000 $ whisky, gin og

andet uarabisk ind i en

af skibets fem luksuskabiner.

Rødehavet på tværs

Zig-zag-turen gennem

Eritreas mange

koraløer blev gudeskøn,

Hele den herlige skl.lde i al sin

skønhed, her "skl.ldt" fra den

yemenitiske side af Rødehavet fra

en af de helt jomfruelige koraløer,

hvor almindelige dødelige aldrig fflr

adgang. Medmindre altsf1 man fflr

et helt I.Isandsynlig lift.

og endnu bedre blev det, da jeg hen

under aften præsterede at knalde

hele to mellemstore tunfisk på den

wobler, jeg ikke kunne lade være

med at lade drive bagved båden.

Maden var reddet, og Skipper og

hans to faste "mates" var lykkelige

over udsigten til frisk foder i stedet

for dåsemad.

Da mørket faldt på, satte Skipper

båden på autopilot, og vi gik i stedet

i gang med at banke hinanden

i backgammon. Danmark vandt

Rødehavsmesterskabet i form af to

lange matcher, inden vejret blev for

gyngende til andet end at ligge på

dørken og kure op og ned af dækket

i de stride bølger. Mod alle odds var

der ingen, der faldt overbord den

nat.

Det tog sin tid, inden vi nåede As'Saif

i Yemen. Godt 40 timers gyngetur,

men undervejs var Skipper og jeg

blevet så gode venner, at Maurizio

uden blusel inviterede mig på en

lille fire-dages luksustur ud mellem

koraløerne! "The day after tomorrow,

10 English and American tourists

will arrive for a four or five day

tour up north. Do you want to come

along?"

Egentlig havde jeg tænkt mig at

stikke straight op i højlandet til

San'a, men det her var bare for godt

til at være sandt. Naturligvis ville jeg

med - om ikke andet fordi mit pas

var blevet inddraget af det yemenitiske

politi, der ikke rigtig kunne for-

GLOBEN nr. 2 1 / September 2005 34 GLOBEN nr. 21/ September 2005 3S


havde kendt hinanden i årevis, mens

sandheden var, at vi nok aldrig mere

ville ses.

Det menneske håber jeg aldrig

mere at se

Gunnar fra Hjørring er det menneske,

jeg håber aldrig mere at få at

se. Jeg mødte ham ved grænsen

mellem Iran og Afghanistan. Her var

der en grænsebetjent, som absolut

skulle skrive alle passerendes navne

ned på arabisk. Hvilket han havde

vanskeligt ved - dels fordi han ikke

kunne læse latinske bogstaver, og

dels fordi folk hed ting som Heinrich,

McDougal, Reverin og Hilferschlect.

så jeg meldte mig frivilligt som oversætter,

og han blev storsmilende og

venlig, da han opdagede, at alle

de unge udlændinge, der ville over

grænsen hed Muhammed, Izak, Ali,

Abdel, Kamal, Ibrahim, Jakuub eller

andre arabiske navne, jeg syntes

passede på det, der stod i passet.

Vi Ak afviklet køen på ingen tid.

Og apropos passet: på en bustur i

Iran blev bussen stoppet af en politibetjent,

der spottede den eneste

udlænding - mig - og bad om at se

mit pas. Derefter skrev han noget

i marginen på en side. Jeg Ak det

oversat tre-Are gange, før jeg troede

på det. Der stod: "Denne person

ejer en speciel kuglepen".

Forklaring? Sandsynligvis følte politimanden,

at han skulle skrive et

eller andet, og det eneste, han kom

i tanke om, var en sætning fra hans

skriveundervisning .

Gunnar henvendte sig til mig og

foreslog, at vi sammen rejste gennem

Afghanistan til Pakistan. Det

meste af turen kom til at foregå med

bus, og den ene hårrejsende episode

med Gunnar fulgte den anden:

Gunnar insisterede på at gå med

nøgen overkrop. Det gør kun sindssyge

i Afghanistan, så jeg beroligede

vore medrejsende med, at han

var maknuhn (tosset). Gunnar ville

absolut sidde på bussens tag - billigste

klasse - men chaufføren nægtede

at køre, før han kom ned, idet

en fremmed på taget ville medføre

chaufførens arrestation. Dette var

meget svært at forklare Gunnar.

Under et stop kommer syv mennesker

skrækslagne myldrende og

råber og fægter ad mig. Endelig får

en med et par udenlandske brokker

forklaret mig, at Gunnar har startet

en primus bag en mur - og på den

anden side af muren er byens benzinlager.

Og sådan blev det ved, dag efter

dag. Da vi stod på toppunktet i

Khyber passet forklarede jeg utroligt

højt og tydeligt Gunnar, at hvis

han gik til venstre, gik jeg til højre,

eller omvendt, og vi skulle aldrig,

aldrig, ALDRIG ses igen.

Rekordstore blaf

Mit største enkeltblaf var 1400

km langt. Det gik fra Kalgoorlie i

Vestaustralien til Adelaide i Sydaustralien.

Og det er endda ikke så

særligt enestående dernede. Hvis

man står uden for Kalgoorlie og blaffer

skal omtrent alle biler tværs over

Australiens store slette l\Jularbor

Plain, hvis navn er en blanding af

latin og engelsk og kan oversættes

som Den træløse Slette. Der fandtes

og Andes bogstavelig taget intet

andet at køre til undervejs.

• 1

Chile er et af de bedste lande i

Sydamerika at blaffe i - hvis ellers der

kom nogen biler. Her fra grænsen til

Argentina, hvor første bil kom efter 3V2

time. Foto: Claus Qvist.

De fleste tager toget. Langs

togskinnerne glitrer det hele

vejen, som var der strøet guld

eller sølv ud på begge sider

af toget. Det er de millioner

af flasker, som folk igennem

mere end trekvart århundrede

har kastet ud af togvinduerne

og knust langs togskinnerne

gennem ødemarken.

l"lin tidligere rekord var på

1150 km. Jeg gik en sommermorgen

uden for Hjørring

og løftede tommelen. Straks

standsede en bil, og bilisten

skulle tilfældigvis samme vej

som jeg - nemlig til Paris.

Mit næstlængste blaf var på

1300 km. Jeg og en anden dansker,

jeg rejste med, Ak nys om, at det

somaliske vejvæsen skulle køre 30

splinternye landrovere fra Hargeisa i

nord (det nuværende Somaliland) til

Mogadishu, hovedstaden i syd.

Det skar i hjertet at høre, se og

mærke, hvordan de biler blev kørt

stik imod de regler for splinternye

køretøjer, som fabrikken havde klæbet

op på forruden, men som ingen

af chaufførerne kunne læse.

Fred og ingen fare

Jeg har aldrig i mine blafferår været

udsat for nogen egentlig fare, på

trods af, at jeg kørte med alle typer

bilister. Aldrig har jeg oplevet et

færdselsuheld med den bil, jeg kørte

i, aldrig en katastrofeopbremsning,

aldrig en udskridning.

Jeg har væltet på et blaf, men det

var som bagsædepassager på en

motorcykel på en regnvåd og hullet

vej i Pakistan. Dog det er en helt

anden historie.

Til gengæld har jeg været udsat for

frække tilbud to-tre gange, og en

gang i Tyrkiet blev jeg simpelthen

sat af en lastbil med på landevejen,

da jeg ikke ville stille min bagdel

til rådighed for chaufføren og hans

voksne søn.

Jeg har oplevet, at en dreng på to år

brød sammen i krampegråd, da jeg

forlod hans forældres bil. Arsagen?

Han havde endelig fundet en voksen

på hans eget sproglige niveau.

Mit mærkeligste blaf kunne være det,

jeg Ak med en flodbåd i Tyskland,

men det jeg mindes som ret ejendommeligt

er dog det jeg Ak, da jeg

efter to døgns venten på, at en bil

skulle komme forbi Tennant Creek

i Australiens Northern Territory

og dreje af nedad tværvejen mod

Queensland, endelig så den første

bil i det par dage dreje af mod øst

og samle mig op.

Ventetiden var tilbragt i selskab

med milliarder af små fluer, som

kun kunne afværges gennem at

vikle mit hoved ind i et håndklæde

- i den varme!

Da jeg havde kørt en tid med manden,

opdagede jeg, at en sæk mellem

mine fødder bevægede sig. Det

viste sig, at den indeholdt slanger,

idet manden var slangesamler.

Efterhånden som skumringen tiltog,

blev vi mere og mere opmærksomme

på temmelig nærgående

kænguruer, og af frygt for, at en

skulle ramle med tonstung kraft ind

i bilen, besluttede bilisten at standse

for natten.

Ingen af os havde andet at spise end

et par æbler, så jeg spurgte manden,

om han havde dubletter i slangesækken.

Det havde han, og da

ingen af os før havde smagt slanger,

Ak vi aflivet en og stegt den over et

bål. Den var fed, men smagte noget

a la kalvekød.

Mit korteste blaf gennemførte jeg for

sportens skyld. Jeg var formentlig

den første (og nok eneste), der blaffede

med en traktor på den eneste

vej på den franske ø Ny Kaledonien

i Stillehavet.

Alt i Afghanistan

er ramponeret,

nedslidt og/eller

overbelastet,

alligevel er det

et genialt land at

blaffe i. Denne

overlæssede sag

kommer fra Herat.

Foto: Claus Qvist.

så har vi et medlem med et godt tilbud:

CHILE - PATAGONIEN

HYTTE UDLEJES

www.sitecenter.dkJch ile

GLOBEN nr. 21/ September 2005 38 GLOBEN nr. 21/ September 2005 39


Kirsten Svarrer: Bryllup i Batuan på Bali

Katrine Thiesen: Kinas små tæppetissere

Jette Torp: Rejsebreve fra Filippinerne

Nikolaj Witte: Det oprindelige folk (Siberut, 1999)

Marts 2005, Tema: Kina, Redaktør: Nikolaj Witte

Ewa Bylinska: Stafetten: Mine 10 mest fascinerende begravelsessteder og kirkegårde

Per Danielsen: Verdens hurtigste tog (Shanghai 2004)

Ole Egholm: Lige ved og næsten i 10.000 meters højde

Morten Frederiksen: Da jeg mødte den kinesiske landbrugsminister

Niels J.L. Iversen: Malta 2004

Per Allan Jensen: Vandretur på GR20, Korsika, Frankrig 2004

Rasmus Krath & Tina Helen Pedersen: Skydegal landsby set fra tuktuk

Bertel Kristensen: Kejserkanalen (Kina)

Ib Larsen og Lillian Friis Hansen: Blandt minoritetskulturer i tropisk Kina 2004

Kira Leisau: Transport i Kina - på godt og ondt (2002)

Kira Leisau: Stafetten: Mine 10 bedste naturoplevelser med dyr

Malaika Malmos: Øjenvidneberetning fra tsunamikatastrofen i det sydlige Indien (2004-5)

Lars Munk: Kinas minoriteter

Lars Nielsen: Cykeltaxi-turen, der endte i en grim misforståelse (Beijing 2003)

Lars Nielsen: Bedøvet og berøvet i Filippinerne

John Damgaard Olesen: Norfolk Island

Arne Runge: Fisk spiser lort i Kina ...

Morten Smith: Kina, med Sars 2003

Claus Virmer: Kinesisk nytår 1985

Nikolaj Witte: I en cykelsaddel tænker man mange tanker (Kina)

December 2004, Tema: Første Rejseoplevelse, Redaktion: Nikolaj Witte og Simon Staun:

Knud B. Bach: Gratis eller næsten gratis rejser (1971 & 1974)

Søren Bonde: At lære på den hårde måde (Manila 1995)

Ewa Bylinska: At tæmme verden (1971 og frem)

Ewa Bylinska: Et halvt århundrede i Mexico, 2003

Pernille A. Foh : Om hvordan man bli'r 'bidt af en gal rygsæk'

Kenneth Hvo/bøl: Den sande historie om Pik Lenin, 2004

Niels J.L. Iversen: Skammestein 1966

Per Allan Jensen: Forår i Mellemøsten 2004

Preben og Bente Knudsen: Interrail gav rejsefeber 1984

Rasmus Krath: Langt fra Kabul til Afghanistan, 2004

GLOBEN nr. 21/ September 2005 56

Bjarne Lund-Jensen: Stafetten: Mine 10 mest dramatiske ankomster

Lars Munk: Rejsen ad Silkevejen, 2004

Martin Anker Nielsen: DBK på Pik Lenin (billeder: MAN og Lars Nielsen), 2004

Mai Nygaard: Stafetten: Mine 10 bedste vindistrikter

Søren Padkjær: Sådan begyndte det ... (Beirut)

Anders Pedersen: At se det store i det små (Ungarn, 1994)

Erik Pontoppidan: Backpacker som senior

Arne Runge: Cykelturen til Roskilde - foråret 1954

Arne Runge: The Big Train Ride 2004 (Rusland, Mongoliet, Kina , Kazakhstan)

Kirsten Svarrer: Stafetten: Mine 10 bedste kopper

Nikolaj Witte: Det eventyrlige Borneo

GLOBEN nr. 21/ September 2005 S 7


Klubbens kontaktpersoner

Søren Padkjær

info@berejst.dk

Skovagervej 22

8850 Bjerringbro

Te!. 86 68 36 63

Formand

Martin Anker Nielsen

nytmedlem@berejst.dk

passiv@berejst.dk

Blågårdsgade 31, 1 tv

2200 København N

Te!. 5991 1447,

40858857

Medlemskontakter

Bjarne Lund Jensen

kasserer@berejst.dk

Høstblomsten 6, Lumby

5270 Odense N

Te!. 65 954816,

65955295

Kasserer

Kenneth Hvolbøl

toastmastereast@berejst.dk

Kirkeleddet 323

3480 Fredensborg

Te!. 48 48 54 05

Toastmaster øst

Claus Qvist Jessen

secretary@berejst.dk

Kalkerupvej 22, Fensmark

4684 Holmegaard

Te!. 60 123661

Sekretær

- September 2005

Per Allan Jensen

annoncer@berejst.dk

Bernhard Bangs Alle 51A, 2.th

2000 Frederiksberg

Te!. 38 10 1078

Næstformand og

sponsoransvar/ig

Nikolaj Witte

globen@berejst.dk

foto@berejst.dk

Skt. Annagade 32

8000 Arhus C

Te/. 86 18 11 36

22790384

Medlemsblad

Niels Iversen

.... webmaster@berejst.dk

Grøfthøjparken 162, 2.mf.

8260 Viby J

Te/. 86281856

Webmaster

K.J. Fiil Frandsen

toastmasterwest@berejst.dk

Skærskovvej 18

8600 Silkeborg

Te!. 8685 1444

Toastmaster vest

GLOBEN nr. 21 / September 2005 7 O

CUBA: Nyd cigaren imens du kan!

Flexi fly & drive, dvs. rutefly, bil og 60 valgfri hoteller over hele Cuba.

Rejsehuset har stor erfaring og hjælper gerne med at tilrettelægge ruten .

Vi gør en forskel!

Vi planlægger en grupperejse i november 2006.

Storbyrejser

Kiev i Ukraine

Skt. Petersborg i Rusland

Gdansk, Wroclaw, Warszawa og Krakow i Polen

Vi kender selv meget godt alle de ovennævnte byer og kan derfor hjælpe med at tilrettelægge

rejsen. Særlig Kiev byder på mange spændende oplevelser.

Vi planlægger en grupperejse til Kiev i maj/juni 2006.

Rejsehuset tit. 39 90 13 90

rejsehuset@rejsehuset-rejser.dk

loben

www.rejsehuset-rejser.dk

Kig forbi og hør om mulighederne

www.cafegloben.dk

Turesensgade 28 Tlf: 33 93 00 77

_-..I

GLOBEN nr. 21 / September 2005

71


Indien er landet, hvor du finder gyldne sandstrande, kokospalmer, det

verdensberømte Taj Mahal, tæt jungle, vidtstrakte tigerreservater, prægtige

paladser, frodige oaser i ørkenen og meget meget mere!

Med Jysk Rejsebureau får du en blød landing i Delhi med ankomstpakke

ink!. 2 overnatninger for kun kr. 310,- I Delhi finder du også vores

servicekontor - naturligvis med dansk personale.

Priseksempler: New Delhi kr. 4.165,- Markha Valley trek 9 dg. fra kr.

3.575,- Rajasthan jeeptur ink!. tigersafari - 12 dage fra kr. 3.595,- Trekking

ekspedition til Stok Kangri 6.153 m- 9 dage fra kr.4.440,-

www.jysk-rejsebureau.dk

Århus 8618 2488 København 33 11 1616 Aalborg 9812 3336 Odense 631 2 1216

VIETNAM

Det nordlige Vietnam er med sine storslåede bjerglandskaber og væld af

etniske minoriteter ideelt for trekking og rundture i Jeep. Her kan du også

bestige Fansipan (3.143 m) der bringer dig på toppen af Indokinas tag.

Med Jysk Rejsebureau får du en blød landing i Hanoi med ankomstpakke

ink!. 2 overnatninger fra kun.kr. 175,- I Hanoi finder du også vores

servicekontor - naturligvis med dansk personale.

Priseksempler: Hanoi kr.5.395,- Jeep-tur i nordøst - 8dage fra kr.2.135,­

Sejltur i Halong Bay - 3 dage fra kr. 395,- Minoritetstrek og -marked

- 5 dage fra kr. 1.150,- Fansipan bjergtrek - 6 dage fra kr. 1.535,-

www.jysk-rejsebureau.dk

Århus 8618 2488 København 3311 1616 Aalborg 9812 3336 Odense 6312 121 6

More magazines by this user
Similar magazines