Fortidens storriger - De Berejstes Klub

turen til grænsen volder ingen
problemer. Libaneserne har heller
ikke noget imod, at vi forlader deres
land. Derimod nægter de syriske
grænsevagter kategorisk at give
mig visum p§ stedet og påstår, at
jeg burde have ordnet det i ambassaden.
Meget mod min vilje vender
jeg tilbage til Libanon .
Trods mit nederlag bekræfter turen
tilbage mig i, at man med lethed kan
bevæge sig rundt i dette land ved
hjælp af lokale trafikmidler. Princippet
er ganske enkelt. Små busser
tager passagerer op efter deres
ønske og stopper lydigt der, hvor
man vil stå af. Desuden findes der
service-taxi. Disse starter turen,
når vognen er fyldt op. Høflige og
meget hjælpsomme lokale beboere
sørger for, at man ikke bliver fortabt
i deres land. S§ledes behersker vi
på egen hånd den højtbeliggende
by Harrisa med en gigantisk hvid
statue af Madonna fra Libanon.
Det at køre ned med en elektrisk
bjergbane og fange en bus til Byblos
- en af de ældste beboede byer i
verden - hører nu til småtingsafdeling.
Byblos - den fønikiske by med
charmerende ruiner ved havet og
en romantisk souk, hvor man kan
Beirut - de sidste syriske tropper er ved 1Q;;;oiL:;'-hoiI!.
at forlede Libanon ..
Baalbek - de 6
majæstetiske fra
Jupiter templet.
købe alt - er en sand perle
under Unescos beskyttelse.
Sidan, som vi også besøger
med de lokale busser, hilser
os med et malerisk havneslot
bygget af sten. Denne bygning
er rejst af korsfarerne i 1228.
Byen spillede under føn ikerne
en rolle som stat oghavde
en stor betydning som handelshavn.
Den blev erobret
af korsfarerne efter 47 dages
belejring.
Cedertræer og sneklædte
bjerge - fønikiernes
kulisser
Under udflugten til Cedres er
vores guide en ung libanesisk
kvinde ved navnet Sara. Hun
ligner på en prik Julia Roberts.
Hun taler flydende engelsk,
fransk, tysk og arabisk. I vor
internationale gruppe skifter
hun uden besvær fra det ene
sprog til det andet. Når hun
med stor charme fortæller om
sit land, kan man i hendes
stemme høre stolthed over
dets kultur og historie. Og der
er noget at være stolt af.
Hendes forfædre, der beboede
dette område - fønikerne - skabte
et fonetisk alfabet bestående af 22
tegn. Desuden var de mestre i sejlads,
handel og kolonisering. Hvem
ved, måske var det også dem,
der opfandt pengesystemet? I det
mindste omregnede de værdien af
de solgte varer til sølv og guld. på
vejen til Kadisdalen (den hellige
dal) passerer vi en lille by Amiun og
klippevæggen med romerske grave,
skj ulested for de forfu Igte kristne.
Fire km fra Cedres ligger den maleriske
by Bachara. Der blev den største
libanesiske forfatter og maler
Kahlil Gibran født.
Højtoppe i den gamle monastirsmeltet
ind i klippevæggen, som tilhørte
karmelitterordenen, findes der et
museum viet hans værker. Nedenunder
breder sig en eventyrlig udsigt
med kirketårne og små huse skjulte
i den grønne dal. Ved indgangen til
museet findes forfatterens gravsted
med inskription skrevet med hans
egen hånd. "1 am a/ive, like you.
And I now stand beside you. Clase
your eyes and look around, you wif/
see me in front af you".
I Cedres når de sneklædte bjergtoppe
3000 meter op. Måske har
disse sneklædte bjerge været inspirationen
til landets navn Libanon
(Lublan er det semitiske ord for
betegnelsen af farven hvid)? Mægtige
- flere århu ndrede r ga mle ­
cedertræer med kroner formet som
paraplyer synes at røre den blå himmel.
Den rene luft er fyldt med harpiksduft.
Under fødderne knitrer de
hvide snepletter.
Af Cedres træer, som for mange
århundreder siden dækkede hele
landet, har kong Salomon bygget
sine templer og paladser i Jerusalem,
og faraoner skar sarkofager af
dem. Cedertræ - Libanons symbol
- blev byttet til papyrus, sølv og
guld. Måske netop derfor understreger
Sara på romantisk vis billedet af
det libanesiske flag og dets farver.
Det hvide symboliserer kærlighed
til frihed og det røde blodet udgydt
for fædrelandet, mens cedertræet
er symbol for landets styrke og livsvilje.
Da den hellige Anton kom ned
på jorden
på den anden side af den frodige
dal besøger vi et stort kloster bygget
ind i klippen og en mørk grotte,
i hvilken den hellige Anton fra Libanon
boede, bad og helbredte. Sara,
der tilhører maroniternes*) trosretning,
som er karakteristisk for Libanon,
giver os et billede af den hellige
Anton med en bøn på arabisk.
Hun forsikrer, at hvis man lægger
billedet under sovepuden, vil man
skræmme sygdomme væk. Hendes
moderne fremtoning er ikke i stand
til at fortrænge traditioner og religion.
Fascineret af hendes dybe tro
- og også under indtryk af klosterets
maleriske beliggenhed - tager
jeg billedet til Danmark med tanke
på min mors alvorlige sygdom. Des-
værre, som det viste sig senere, var
Anton fra Libanon ikke i stand til at
helbrede hende.
Måske hjælper han kun den lokale
befolkning... og måske skulle jeg
bede til ham på arabisk. Desuden,
da jeg efter hjemkomsten til København
fortæller en katolsk præst,
som jeg kender, at jeg har besøgt
Den hellige Anton fra Libanons
grotte, hører jeg følgende kommentar:
"Nåh ja... det er den Anton Eneboer,
som gennem hele livet undgik
at vaske sig og ikke barberede sit
skæg og som til sidst måtte flytte
højt op i bjergene, fordi kun dyrene
kunne holde hans lugt ud".
Dagen før vores afrejse oplever vi
enorme gadedemonstrationer. Vi
sidder i en minibus, som er på vej til
Harrisa - Madonna fra
Libanon og den moderne
maroniter kirke
Beirut - demonstrationer
Jeitas grotter. Desværre viser det
sig, at chaufføren ikke er i stand til
at komme igennem trafikproppen.
Vi er fanget i en syndflod af biler.
Fra alle sider kører der forskellige
køretøjstyper proppet af demonstrerende
libanesere. Demonstranter
vifter med flag og jubler.
De hænger overalt som vindrueklaser
fra bustage, vinduer, og åbne
busdøre. Selv bilhorn, der forsøger
at overdøve de optimistiske råb, lyder
som en lykkelig latter. Efter 30
års besættelse forlader de sidste syriske
tropper Libanon. I stedet for
at besøge de berømte grotter føler
vi åndsfællesskab med demonstranterne.
Jeg fornemmer tydeligt, at
vi netop i dette øjeblik befinder os i
centrum af Libanons nye historie.
Ewa Bylinska
Libanon er et land hvor man finder 18 anerkendte trossamfund: 12 kristne, 5 islamiske og 1 judæisk.
Sandsynligvis er ca 60 % af Libanons indbyggere - i alt 3,5 million - muslimer (syitter, suni
drusere) og ca 40 % kristne. Den største gruppe blandt de kristne udgøres af Maronitterne, som er
bundet til den romersk-katolske kirke.
Navnet på Maronitternes kirke stammer fra dens grundlægger Maron, den hellige munk, eneboer,
præst, underviser, mirakelmand, og helsebringer, der levede i anden del af det 4. århundrede i
Taurusbjergene (i Syrien). I begyndelsen af det 9. århundrede gemte de af kaliffen AI Ma-mun
forfulgte maronitter sig i de dengang ubeboede libanesiske bjerge. De var i stand til at skabe en
holdbar struktur, som kunne forsvare deres kristelige og kulturelle identitet overfor muslimske
overgreb. I 10. århundrede boede den største del af maronitterne allerede i Libanon. Under korstogene
foretog den maronittiske kirke skridt i retning af union med den romersk-katolske kirke. I
dette fællesskab lykkedes det maronitterne at bevare en vidtrækkende autonomi, og de modstod
den muslimske indflydelse. I året 1860 stod tyrkerne sammen med drusere bag den store massakre
på de kristne. (næsten 10.000 maronitter blev myrdet), hvilket resulterede i militær indgriben
fra Frankrig, Prøjsen og Englands side.
GLOBEN nr. 21 / September 2005 12 GLOBEN nr. 21 / September 2005 13

Bush, busser og boulevarder
Tekst og foto: Henrik Døcker
Med De Berejstes Klub i Georgien og Armenien
De brede gader, ja boulevarder,
de manglende busser - og så al
den tale om Bush, det var vores
første indtryk af Georgien, nærmere
betegnet hovedstaden Tbilisi.
Ingen af den lille skare, fem af
klubbens medlemmer*), et passivt
medlem plus en rejsearrangør
og hans kæreste kunne undgå at
blive slået af disse tre fænomener
straks ved ankomsten. Det var en
lørdag eftermiddag, så trafikken til
at udfylde boulevarderne var passende
behersket.
Det er altså USA's præsident George
W. Bush, der hentydes til, thi han
skulle på officielt besøg i Georgien
just to dage efter vores ankomst,
og byen og landet stod nærmest
"på den anden ende" i den anledning:
Ikke alene så man plakater,
som bød ham velkommen, men
først og fremmest blev der arbejdet
intenst med at udbedre de miserable
gader, ja der blev asfalteret til
få timer før præsidenten for verdens
eneste supermagt afså en smule af
sin kostbare tid til at komme lige
akkurat her.
Mange gader var simpelthen afspærret,
og vor minibus måtte forcere
stejle, brostensbelagt og smalle
gader for at nå frem til vort beskedne
hotel. Når jeg også medtog busser i
overskriften, så skyldtes det altså,
at vi i første omgang næsten ikke så
nogen af dem. Tbilisi, førhen også
Tiflis kaldet, er immervæk en storby
på omkring en million indbyggere,
altså som København.
Vores 25-årige - perfekt engelsktalende
- guide Natia forklarede
denne mangel med, at tbilisierne
siden Mikhail Saakashvili fredeligt
kom til magten i 2004 ved den
såkaldte roserevolution mere har
sværget til minibusser eller servicetaxi,
altså den slags kleinbusser,
som nok følger en rute, men standser
på begæring og ikke kører efter
fast køreplan,
Vi følte os ikke ganske overbeviste,
og ganske rigtigt - der stak noget
bag: En mængde busser blev simpelthen
brugt til at afspærre gader!
Godt og effektivt, idet de simpelthen
var anbragt på tværs af de gader,
der på grund af Bush ' besøg ikke
måtte befærdes. Eftersom præsident
Saakashvili er gift med en hollandsk
kvinde, var nogle af disse forholdsvis
moderne busser stadig forsynet
med hollandske destinationer (fx.
Arnhem). Saakashvili har ryddet en
del op efter sin tiltræden, om end
der f.eks. stad'lg udøves tortur på
politistationer og korruptionen ikke
er totalt udryddet. Alle har bemærket,
at han straks foranledigede, at
Georgien fik et nyt flag.
I det georgiske vindistrikt - en
rejse tilbage i tiden
Georgien kom lige perifert ind i
verdenspressen på grund af Bush'
korte besøg. Pressen og alt folket
var naturligt meget optaget af dette
første amerikanske præsidentbesøg,
fjernsynet sendte i timevis fra
det store folkedanseshow og talerne
på Tbilisi's Frihedsplads. Det var
upassende at ville diskutere USA's
krigsførelse i Irak med georgierne
("man kritiserer ikke en ny ven og
allieret") . Men hurtigt havde vi også
set os mætte på ruinerne af et ældgammelt
fort, en synagoge samt
hovedstadens ortodokse kirker
Det nye georgiske flag
med malerisk baggrund
afsneklædt bjerg
(hvoraf en i sovjettiden havde tjent
som fængsel) samt de gamle svovlbade
lige i centrum, før vi i vores
lille bus begav os til provinsen.
Men inden der berettes om vores
oplevelser ud i landet lige et par ord
om, hvad Georgien er for en størrelse
. For det første hedder det slet
ikke sådan efter georgiernes egen
opfattelse, men SakartveJo, en stat,
der lige som Armenien befinder sig
i et randområde mellem Europa og
Asien . Mens det efter almindelig
opfattelse er en del af Asien, så har
det dog i nyeste tid haft så megen
tilknytning til Europa, at det er blevet
optaget i Europar§det, denne
den ældste europæiske samarbejdsorganisation,
oprettet 1949.
Både Georgien og Armenien opnåede
selvstændighed ved Sovjetunionens
opløsning i 1991, og begge har de
nogle af de ældste kristne rødder i
verden, eftersom kristendommen i
deres landområder blev indført hhv.
i det 4. og det 3. århundrede e. Kr.
Kongeriget Georgien nød selvstændighed
i et par hundrede år i middelalderen
og i et par år, 1918-21,
efter den russiske revolution.
Med eget sprog og skriftsprog - og
I den sidste halve snes år med blikket
fast rettet mod Vesten - søger
Georgien nu at modernisere sig .
Georgieren Eduard Sjevardnadse,
Sovjetunionens sidste udenrigsminister,
hørte for så vidt til de moderate,
men som Georgiens anden
præsident lod han sig med tiden
beherske af de oligarker, de styrende
forretningsklaner, som gennem
korruptionsprægede intriger fik
styret til at miste al troværdighed.
Som det siden skete i Ukraine, blev
Sjevardnadse tvunget bort efter
svindel ved et præsidentvalg - og
vejen dermed banet for den amerikansk
uddannede Saakashvili.
Ved vort første stop på rundrejsen
- i vindistriktet Kakheti - kiggede vi
Ind hos en vinbonde, der fremstillede
såvel hvid- som rødvin med
hustruen som eneste hjælper. Vinen
befandt sig i store amforaer i gulvet
i en slags lade med stengulv. Der
blev "dækket op" på en voksdug,
som blev lagt på gulvet - herefter
var der høflig selvbetjening. Det var
alt sammen gammelt, nærmest mørnet,
faldefærdigt og præget af årtiers
forfald - et indtryk, som kunne
genfindes i utallige veje, bygninger,
ja 'konstruktioner' af en hvilken som
helst art i hele landet. Vores natlogi
var til gengæld af høj standa rd: Det
var i et s§kaldt gæstehus, dvs. hos
en privat familie med god plads, og
for hvem en sådan form for gæstgiveri
var blevet nødvendig på grund
af tidernes ugunst. Familiefaderen
havde været direktør for en statsdreven
cementfabrik i sovjettiden
Statue af den unge Stalin
ved Stalinmuseum i Gori
og havde nået at bygge det fjotte
to etagers hus lige før Sovjet brød
sammen i 1990/91. Nu var han død,
og enken samt et par voksne børn
skaffede sig ekstra-indkomst på
denne måde
på skisportshotel uden for sæsonen
Vi bemærkede, at de hu nde, som
søgte vort selskab, når vi gjorde
holdt ved en kirke eJler anden
seværdighed, havde afklippede øren
- det skyldtes angiveligt, at de på
denne måde blev mere aggressive!
Det regnende bravt på vores anden
dag i det georgiske, og opholdet på
et lokalt marked, hvor grøntsager og
andet spiseligt blev faldbudt fra primitive
træskure, blev kort, vi skulle
også ud at se flere ældgamle og nu
forladte kirker. Siden hen gik turen
til landets tidligere hovedstad med
det uudtalelige navn Mtskheta, der
såmænd bare har 3000 år på bagen:
kirkerne Jvari og Svetitskhoveli,
sidstnævnte angiveligt det sted,
hvor Jesu (sidste) kjortel opbevaredes.
Ad den såkaldte militære hovedvej
(til Rusland) gik det nu op til et
skisportshotel i Kaukasus-bjergene
med et ophold ved de ringmuromkransede
to kirker i Anuari, tæt ved
en dæmning, der - som andre steder
i verden - havde tvunget
et landsbysamfund til at flytte,
i dette tilfælde for 25 år siden .
Det blev herefter til to nætter
i smukke bjergrige omgivelser i
Gudauri.
For at komme til hovedbyen
i området, Kazbegi, der har
givet navn til en skattet øl,
måtte vi gennem flere tunneler,
der endog her i maj var
beklædt med is indvendig!
Her ude i bjergene havde man
anlagt et udsigtspunkt med en
rotunde, der, akkurat som uden
for Mongoliets hovedstad Ulan
Bataar, fremstillede Georgiens
historie med passende vægt
på sovjetsamfundets fortjenester,
herunder opsendelsen af
sputnik' I den fattigt udseende
og forfaldne Kazbegi måtte
vi forrette vores nødtørft i et
afskyeligt stinkende halvt sammenstyrtet
"das", da der angi-
veligt var lukket for vandet i byen
og nul adgang til toilettet i byens
eneste hotel.
Nå, vi havde andre prioriteter, en
lille vandring op ad et nærliggende
bjerg, som havde en af de efterhånden
velkendte ortodokse kirker,
Gergeti kaldet, på toppen. Det gik
meget stejlt op de sidste par hundrede
meter, men en lille håndfuld
af gruppen klarede den og forvissede
sig om, at der residerede en
enlig munk deroppe (vi traf ham dog
ikke, han havde vist søgt ensomhed
og gemte sig i sit ydmyge logi), og
vi tog Kazbegi-gletcheren (5047
m over havet) j nærm ere øjesyn.
Inden turen gik hjem købte jeg mig
en cola hos den stedlige urtekræmmer,
hvor indehaveren knap havde
tid til at ekspedere, hun var i hyggesnak
med nogle af sine bysbørn, alt
mens de drak champagne og spiste
chokolade .
p§ vores videre færd blev vi flere
gange standset af store fåreflokke
(op til 1000 dyr), som, fik vi fortalt,
undertiden var fire dage undervejs
med deres fårepassere fra den ene
sæter til den anden. Køer lå visse
steder og tyggede drøv midt på landevejen.
Også inde i Kutaisi, landets
næststørste by, kunne man støde på
kreaturer. Fra ruinerne af Bagratikatedralen
(fra det 11. §rh.) havde
vi en flot udsigt ud over byen, ved
Gelati-klosteret hørtes larm og latter,
et bryllupsselskab festede lige
GLOBEN nr. 21/ September 2005 14 GLOBEN nr. 21/ September 2005 1S

op ad kirken, kun afskærmet af et
plankeværk. Også i denne by boede
vi privat, altså i gæstehus, hvor
familien rettede an - her ude på en
skøn veranda også med udsigt over
partier af byen.
Nutidig historieforfalskning
Gori
Ad den store silkevej gik det nu
til Gori, hin søvnige provinsby,
som skulle indskrive sig i historien
den dag i 1879, da en vis Josif
Vissarionovitj Djughashvili kom
til verden her - som søn af en fattig
lappeskomager. Moderen havde
gerne set ham som præst, men han
forlod hurtigt præsteseminariet for
at blive revolutionær, og hele seks
gange blev han af tsarens politi forvist
til Sibirien; som diktator under
navnet Stalin (Ma nden af stål!) fik
han i årevis uvurderlig støtte af chefen
for det hemmelige politi (bedst
kendt under forkortelsen KGB),
georgieren Lavrentij Berija, der var
så forsynlig under en omfattende
sanering af Goris gamle bydele i
trediverne af sikre sig fredning af
diktatorens fødehus. Berija fortsatte
som bekendt - lig tsaren - med at
gennemføre massedeportationer af
"upålidelige" sovjetborgere, hvis de
da ikke blev henrettet - som regel
uden dom.
Vores guide Natia med
sukkerovertrukken slik af
nødder, der sælges ved
landevejen.
Da vi - som byens største
attraktion - besøgte
det stadig bevarede
Stalin-Museum, en stor
gedigen to-etagers
bygning, fik vi i tilgift
lov til at kigge ind i
familien Djugashvilis
et værelses lejlighed i
et af det gamle Goris
fattige huse; nedenunder
i kælderen var
fremde les faderens
skomagerværksted !
(tidl igere på året så
jeg for resten hvor
Friedrich Ebert, den
tyske Weimar-republiks
første præsident,
voksede op i et fattigt
hus i Heidelberg).
Stalin-Museetbød mest
på fotos fra Stalins
bevægede liv, men
mange af sovjetstatens
koryfæer manglede
lige godt: Således
fandtes ikke et eneste
billede af den trofaste
væbner Berija, i Vesten hyppigt kaldet
Stalins bøddel, ej heller Trotskij
eller Berijas hårdhudede forgængere
som det hemmelige politis
fremmeste skarprettere: Jagoda og
Jeshov for ikke at tale om Bukharin,
Kamenjev eller Zinovjev. Berija blev
først "afsløret" som "forræder" efter
Stalins død, men henrettet ret kort
tid derefter. I Gori opfattes Stalin
tydeligvis fortsat som en person,
man må vise ærbødighed.
Hvis man skulle have glemt det,
så var historieforfalskningen sat i
system i sovjettiden, og den ufatteligt
store skare af politiske og
militære ledere, der blev henrettet
på rene mistanker (om "forræderi")
eller som følge af intriger,
udslettedes simpelthen af historien!
At gøre dem til 'ikke-personer' er
bedst sammenfattet i udtrykket:
Revolutionen æder sine egne børn.
Da vores ellers respekterede og tilsyneladende
pålidelige guide Natia
bildte os ind, at den sovjetiske ministerpræsident
og kommunistpartiformand
Nikita Khrustov skulle
være motiveret til sin hemmelige
tale til den 20. partikongres i 1956
(med den første officielle undsigelse
af Stalin) af en beskyldning mod
hans søn for at have været spion for
Nazi-Tyskland under 2. Verdenskrig,
og at Stalin døde som offer for en
forgiftning, måtte jeg sige fra. Hun
havde indskrænket sig til - i flugten
- at nævne, at en del mennesker
i Stalin-tiden blev deporteret (til
Si birien). Disse ammestuehistorier
plus fortielsen af massehenrettelserne
var simpelthen for meget!
"Hvorfor er du altid så negativ?"
spurgte hun (naivt, vil jeg tilføje).
"Nu er der altså historiske facts,
heru nder at Stalin var massemorder,
som man må tage hensyn til. Og i det
hele taget", tilføjede jeg eftertænksomt,
"du er jo kristen (hun slog
altid korsets tegn, når vi gik ind i en
kirke) og respekterer vel derfor det
enkelte menneskeliv? Som georgisk
borger i en moderne retsstat må du
i dag tage dit udgangspunkt der. Og
det er det, jeg tror på!"
Mindre drama "i skyggen af
Stalin"
Ved afskedsmiddagen udtrykte jeg
håb for at vor guide, trods hendes
nu 25 år, ville betragte sig som en
student udi demokratiet og i det hele
taget prøve at forstå statens forpligtelser
til at respektere borgernes
liv samt fremme retfærdigheden i
de nye tider under Saakashvili. Jeg
havde tidligere forklaret hende, at
sådan noget som korruption var
uhyre sjældent i Danmark, hvad der
undrede hende såre.
Nær Gori havde vi mulighed for
at klatre lidt rundt i en ældgammel
klippeby med tilhørende kirke.
Uplistsikhe, som den hedder, går
tilbage til 1000 år f. Kr., her residerede
sidenhen georgiske konger,
da Tbilisi blev erobret af araberne.
Vigtige karavaneveje mellem
Europa og Asien lå lige i nærheden,
og omkr. 20.000 mennesker boede
i dette område i middelalderen.
Klippebyen var i flere etager med
teater, tempel, vinkældre og mange
faciliteter. Mongolernes hærgen og
en serie jordskælv gjorde med tiden
byen ubeboelig. Vi indtog en frokost
"i det grønne" i nærheden, vores
guide havde fortalt os, at der var
faste bænke og borde i en lille lund,
og vi havde fourageret på Goris livlige
grønsagsmarked, hvor man for
resten også solgte levende grise,
lige leveret fra diverse bilers bagagerum!
Men aldrig har jeg set så faldefærdige
bænke' De var vinde og
skæve og mærket af årtiers forfald
- et sindbillede på mangt og meget
i Georgien, hvor skønheden i sandhed
er i bjergpanoramaerne og ikke
I det menneskeskabte!
Georgien-rejsen fik imidlertid et lille
dramatisk islæt, da vi i Gori - på
min kraftige opfordring - forsøgte
at købe nogle frimærker - de første
på turen - på et posthus. Idet
Natia gik ud af bygningen snuppede
en adræt ungersvend nemlig
hendes mobiltelefon, som hun letsindigt
havde hængende i et snoreværk
om halsen, og spænede af
sted med den. Adskillige af Goris
politi-patruljevogne, der tydeligt
var mærket med ordet "police" på
engelsk, strømmede til stedet, hvor
vores kleinbus var parkeret, men
Ingen udover vores russisktalende
medrejsende turoperatør var i stand
til at tale med dem og forklare, hvad
der var sket. Det tog alt sammen en
rum tid inden Natia tomhændet var
kommet tilbage efter en længere
løbetu r. Striber af uniformerede og
civile betjente trængtes om hende.
"Jeg måtte forklare den samme
historie til mindst ti forskellige", forklarede
hun. "Hvis det ikke var fordi
jeg fik min chef til at telefonere til
Gori-politiet og forklare dem mine
opgaver som guide, kunne jeg være
blevet hængende her hele aftenen".
Blev hun klogere af dette? Nej, hun
ville hurtigst muligt anskaffe sig en
ny mobiltelefon og hænge den om
halsen igen. "Sådan gør unge piger",
var hendes begrundelse. Stalin stod
for resten ligesom og Io ad hele optrinet:
Hans statue befandt sig - som
vist nok den eneste tilbageblevne i
verden - fremdeles foran rådhuset i
Gori, skråt over for posthuset! Med
en frisk krans ved sin fod!
Armenien skifter hurtigere ham
En mindre del af rejsegruppen fortsatte
næste dag pr. kleinbus til
nabola ndet Armenien og nåede efter
en overnatning i kolde omgivelser
ved Servan-søen til denne republiks
hovedstad Jerevan den næste dag.
Ganske koldt og regnfuldt var det
her - overvejende i modsætning til
Georgien. Hvis man skal sige noget
positivt om vort hotel, et tidligere
Intourist-hotel, var det, at det lå
centralt. Overbebyrdet med ansatte
og underforsynet med gæster og
svært forsømt i vedligeholdelsen
bad det nærmest om at blive nedrevet.
Der var kvindeligt opsyn
på alle etagerne, som i de "gode,
gamle sovjetdage". Det var dog ikke
mere babushkaer, men nydelige
unge kvinder på de meget udbredte
høje hæle og som oftest i lårkort.
Nogle af dem udmærket engelsktalende
. Da vi ved vor afrejse et par
dage senere - midt om natten kl.
3 - oplevede vandsvigt, var gode
råd dyre: ' Etagedamen' forsikrede,
at vandet ville komme i løbet af et
øjeblik, men det udeblev. Min redning
efter fem minutters venten i
Adamskostume var resterne af en
flaske mineralvand, jeg heldigvis
havde gemt fra dagen før!
Også i dette land - som ligeledes har
sit eget sprog og alfabet - er det de
genåbnede kirker, kaldet apostoliskarmenske,
der er den store seværdighed.
Helligst er byen Echmiadzin,
under en halv times kørsel fra
Jerevan, der undertiden kaldes den
armenske kirkes Vatikanet, med en
imponerende katedral. Vi var der
til en pinsemesse, hvor alle kirkelige
ritualer blev udøvet. Mange
gejstelige, munke, præster mv.
var blandt tilhørerne, nogle af dem
i kutter med hætte; i det hjørne
sang det kvindelige kirkekor ledsaget
af orgel - noget fuldstændig
ukendt i de ortodokse kirker (som
fx i Georgien), hvor nogle få præster
synger. Indimellem blevet stort
tæppe trukket for alteret som et
sceneskift på et teater. I små sidekapeiler,
undertiden nede i kælderfordybninger,
knælede
enkelte andagtssøgende
i en særlig
bøn. Som i Georgien
brændte der mange
levende lys overalt.
Jerevan gjorde et
mere moderne indtryk
end Tbilisi.
Begge har naturligvisstore
hovedstrøg,
men i Jerevan virkedebyggeaktiviteterne
mere intense,
der sås mange kraner
og anlægsarbejder
i gang, og
der var adskillige
fortovsrestau ra nter
af moderne tilsnit.
Byens opera er blevet
renoveret for få
år siden - den ligger
tæt ved en stor
park, som byder
på adskillige indbydende
restauranter.
Efter en dag rejste
flere hjem, og tilbage
var Michael
Mini og undertegnede.
Vi havde
megen fornøjelse af en onkel til en
af Michaels armenske bekendte i
København. Onklen, der bar navnet
Karen, var noget på disse breddegrader
så usædvanligt som direktør
for et reklamebureau. Han havde
en imponerende Mercedes-firehjulstrækker,
som han gæstfrit kørte os
rundt j et par dage.
Det blev så til endnu en stribe ældgamle
kirker og klostre, nogle af
dem beset i et forrygende regnvejr,
som imidlertid ikke afskrækkede
vores nye, tålmodige armenske ven.
Han præsenterede os også for sin
nydelige knaldsorthårede armenske
kone, der var iført en smart sortrød
bluse med stænk af pink mønster i,
der fuldstændig matchede hendes
sortrøde neglelak med pinkfarvede
pletter i! Jovist, kvinder her var til
visse kvinder med stort K: Smukke,
smarte i tøjet, vældige mange på de
tårnhøje hæle, dristige farver, fuldendt
make-up. Som Michael bemærkede:
"Her kan man ikke skelne en
offentlig fra en "privat" dame!
Pengestrøm fra landflygtige
armeniere
Højt hævet over Jerevan knejser en
stor statue, forestillende "Armeniens
moder". Til 1967 var her en stor statue
af Stalin, men den blev pludselig
GLOBEN nr. 21/ September 2005 16 GLOBEN nr. 21/ September 2005 17

Mangt og meget kan siges om det at rejse med en kæreste eller en god
ven. Det er herligt at have nogen at dele de dejlige oplevelser med og lige
sei fedt at have nogen at hyle sammen med, nilr det geir galt. Prisen er, at
man ikke længere selv bestemmer det hele, sei vil man nyde den ultimative
frihed og fleksibilitet, er der kun en vej: Bliv egoist, og rejs alene!
Tekst og foto: Claus Qvist Jessen
Total forudsigelighed er noget,
Fanden har skabt på en mindre
god dag. Der findes ligefrem folk,
der aldrig vil tage en eneste rejse
uden på forhånd at have booket
flere ugers hoteller, billeje og togbilletter,
fordi de er bange for at stå
"uden noget". Folk der er så bange
for det ukendte, at den blotte tanke
om noget uforudsigeligt er nok til at
fremkalde en mindre blodprop.
I stedet for i detaljer at have kontrol
over alt, hvad der sker fra nu og til
pensionsalderen, er det langt mere
spændende at hengive sig til uforudsigelighedens
mysterier. Der findes
intet bedre end at springe ud på det
dybeste sted i søen uden at kende
alle konsekvenserne og at forfølge
en impulsiv ide uden tanke på hverken
husleje, elregning eller mulige
overnatningssteder. Den slags skøre
indfald er der alligevel ingen kærester
eller venner, der vil stå model
til mere end en uge ad gangen, så
det med at rejse alene kommer helt
af sig selv!
En gang imellem ender de pludselige
indskydelser i rent lort, men
oftest går det heldigvis godt. Jeg
har endnu min første totale blaffernedtur
til gode, og enkelte gange
vokser træerne langt forbi skyerne.
Klimaks blev nået, da jeg i et anfald
af impulsivt anarki besluttede mig
til at boykotte Yemenia Airlines
og i stedet krydse Rødehavet til
vands. Grænser skal krydses i jordhøjde,
så efter en fotogen rundtur
i Eritreas nordlige lavland tog jeg
en hurtig og uovervejet beslutning
og ofrede et par dollars på en billet
til en overfyldt bumlebus ned langs
Rødehavet, hele vejen gennem den
steghede Denkaliaørken til Assab.
At krydse et hav
Assab er måske med undtagelse af
Moynaq ved Aralsøen det værste
"hul", jeg nogen sinde har oplevet.
Selv midt i en af verdens
varmeste ørkner er der
ingen rettroende, der er
i tvivl om retningen til
Mekka.
Byen opstod i sin tid som et etiopisk
alternativ til Djibouti, altså en
havn til at servicere Addis Abeba, og
den voksede sig hurtigt til at være
Østafrikas største og mest moderne
havn.
så fulgte 30 års borgerkrig, inden
Assab ved grænsedragningen i starten
af 90'erne havnede i Eritrea,
halvandet døgns bustur fra hovedstaden
Asmara. Assab blev med
et slag forvandlet til en arbejdsløs
havn uden skibe og er i vore dage
ikke andet end en trøstesløs militærforlægning
omgivet af et helt
museum af manglende vedligehold.
Få meter længere ude står man
i en af verdens varmeste og mest
ugæstfri ørkner.
Men alligevel. Rødehavet er kun 25
km bredt ved Assab, så det skulle vel
for pokker være til at shanghaje en
yemenitisk fiskerbåd, men den gik
slet ikke. De to lande har været på
krigsfod i flere år, så der er ca. ingen
handel mellem dem, og jeg endte
med at bruge fem meget lange dage
på at rende fra Herodes til Pilatus
og bestorme diverse offentlige kontorer,
inden jeg opgav og satte den
sure kurs tilbage til Asmara. Næsten
altså, for pr. impuls valgte jeg at stå
af et par timer inden Asmara - ved
kystbyen Massawa, en fotogen
"colonial" by, hvis fugtige natteliv
fik jobbet at skulle kompensere for
Assabs rædsler.
Forza Italia
Nede ved havnen ville de autoritetstro
soldater naturligvis slet
ikke slippe mig ind, men mens jeg
stod og brokkede, kom der pludselig
en sporty udseende, hvid mand
slentrende mod porten. Den første
af slagsen, jeg overhovedet
havde set i Eritrea, så efter en etsekunds
præsentation skulle jeg
lige høre : "Kender du ikke tilfældigvis
en, der har en båd, der skal til
Yemen?". "Sure! l've got one!! How
many people are you?" Ja, jeg var
jo bare mig selv, så det hed afgang
kl. 8 næste morgen i det gode skib
Katarina Maha af Yemen.
Og hold da k... for en skønhed. Et
33 meter langt luksus-træskib, bygget
for 10 år siden i Tyrkiet og den
smukkeste båd, jeg nogen sinde har
sat mine fødder på . Med den kyndige
D n !J",II, ' (/(1:;19t fra den
·ml.lkk('·.(" 11ft, jeg nogen sinde
kOI11/1/ ',. til ,It blaffe mig til:
Det 33 meter lange træskib
Katharina Maha med en af
Erltl'eas mange, smfl kora/øer
lige foran.
Skipper Maurizio
ved roret sejlede
hun dyre turister
rundt i det yemenitiske
øhav, noget
skipperen nærmest
havde monopol på i
Yemen.
Det yemenitiske
hjørne af Rødehavet
må være det mindst
turistede paradis i
hele regionen, og
Maurizios kunder
var som regel højt
betalte saudisk
arbejdende ingeniører
eller ambassadefolk
fra San'a,
som trængte til
lidt fred. Den slags
inkluderede så en
solokahyt, nogle af
verdens mest uspolerede
sandstrande og et dykkerliv
i verdensklasse, og prisen ligger på
små 1900 euro pr. uge. Den skønhed
havde jeg altså fået et lift med;
ikke dårligt, ikke dårligt.
At den stolte skude overhovedet var
i Massawa hang sammen med, at
Maurizio skulle have ordnet nogle
reparationer i Port Sudan, og på
vej hjem skulle han
lige have fyldt båden
med det i Yemen så forbudte
sprut. Han havde
en særlig tilladelse til
import til det ellers tørlagte
land, så jeg præsterede
for første gang
i mit liv at være lastarbejder
og stuve for 5-
8000 $ whisky, gin og
andet uarabisk ind i en
af skibets fem luksuskabiner.
Rødehavet på tværs
Zig-zag-turen gennem
Eritreas mange
koraløer blev gudeskøn,
Hele den herlige skl.lde i al sin
skønhed, her "skl.ldt" fra den
yemenitiske side af Rødehavet fra
en af de helt jomfruelige koraløer,
hvor almindelige dødelige aldrig fflr
adgang. Medmindre altsf1 man fflr
et helt I.Isandsynlig lift.
og endnu bedre blev det, da jeg hen
under aften præsterede at knalde
hele to mellemstore tunfisk på den
wobler, jeg ikke kunne lade være
med at lade drive bagved båden.
Maden var reddet, og Skipper og
hans to faste "mates" var lykkelige
over udsigten til frisk foder i stedet
for dåsemad.
Da mørket faldt på, satte Skipper
båden på autopilot, og vi gik i stedet
i gang med at banke hinanden
i backgammon. Danmark vandt
Rødehavsmesterskabet i form af to
lange matcher, inden vejret blev for
gyngende til andet end at ligge på
dørken og kure op og ned af dækket
i de stride bølger. Mod alle odds var
der ingen, der faldt overbord den
nat.
Det tog sin tid, inden vi nåede As'Saif
i Yemen. Godt 40 timers gyngetur,
men undervejs var Skipper og jeg
blevet så gode venner, at Maurizio
uden blusel inviterede mig på en
lille fire-dages luksustur ud mellem
koraløerne! "The day after tomorrow,
10 English and American tourists
will arrive for a four or five day
tour up north. Do you want to come
along?"
Egentlig havde jeg tænkt mig at
stikke straight op i højlandet til
San'a, men det her var bare for godt
til at være sandt. Naturligvis ville jeg
med - om ikke andet fordi mit pas
var blevet inddraget af det yemenitiske
politi, der ikke rigtig kunne for-
GLOBEN nr. 2 1 / September 2005 34 GLOBEN nr. 21/ September 2005 3S

havde kendt hinanden i årevis, mens
sandheden var, at vi nok aldrig mere
ville ses.
Det menneske håber jeg aldrig
mere at se
Gunnar fra Hjørring er det menneske,
jeg håber aldrig mere at få at
se. Jeg mødte ham ved grænsen
mellem Iran og Afghanistan. Her var
der en grænsebetjent, som absolut
skulle skrive alle passerendes navne
ned på arabisk. Hvilket han havde
vanskeligt ved - dels fordi han ikke
kunne læse latinske bogstaver, og
dels fordi folk hed ting som Heinrich,
McDougal, Reverin og Hilferschlect.
så jeg meldte mig frivilligt som oversætter,
og han blev storsmilende og
venlig, da han opdagede, at alle
de unge udlændinge, der ville over
grænsen hed Muhammed, Izak, Ali,
Abdel, Kamal, Ibrahim, Jakuub eller
andre arabiske navne, jeg syntes
passede på det, der stod i passet.
Vi Ak afviklet køen på ingen tid.
Og apropos passet: på en bustur i
Iran blev bussen stoppet af en politibetjent,
der spottede den eneste
udlænding - mig - og bad om at se
mit pas. Derefter skrev han noget
i marginen på en side. Jeg Ak det
oversat tre-Are gange, før jeg troede
på det. Der stod: "Denne person
ejer en speciel kuglepen".
Forklaring? Sandsynligvis følte politimanden,
at han skulle skrive et
eller andet, og det eneste, han kom
i tanke om, var en sætning fra hans
skriveundervisning .
Gunnar henvendte sig til mig og
foreslog, at vi sammen rejste gennem
Afghanistan til Pakistan. Det
meste af turen kom til at foregå med
bus, og den ene hårrejsende episode
med Gunnar fulgte den anden:
Gunnar insisterede på at gå med
nøgen overkrop. Det gør kun sindssyge
i Afghanistan, så jeg beroligede
vore medrejsende med, at han
var maknuhn (tosset). Gunnar ville
absolut sidde på bussens tag - billigste
klasse - men chaufføren nægtede
at køre, før han kom ned, idet
en fremmed på taget ville medføre
chaufførens arrestation. Dette var
meget svært at forklare Gunnar.
Under et stop kommer syv mennesker
skrækslagne myldrende og
råber og fægter ad mig. Endelig får
en med et par udenlandske brokker
forklaret mig, at Gunnar har startet
en primus bag en mur - og på den
anden side af muren er byens benzinlager.
Og sådan blev det ved, dag efter
dag. Da vi stod på toppunktet i
Khyber passet forklarede jeg utroligt
højt og tydeligt Gunnar, at hvis
han gik til venstre, gik jeg til højre,
eller omvendt, og vi skulle aldrig,
aldrig, ALDRIG ses igen.
Rekordstore blaf
Mit største enkeltblaf var 1400
km langt. Det gik fra Kalgoorlie i
Vestaustralien til Adelaide i Sydaustralien.
Og det er endda ikke så
særligt enestående dernede. Hvis
man står uden for Kalgoorlie og blaffer
skal omtrent alle biler tværs over
Australiens store slette l\Jularbor
Plain, hvis navn er en blanding af
latin og engelsk og kan oversættes
som Den træløse Slette. Der fandtes
og Andes bogstavelig taget intet
andet at køre til undervejs.
• 1
Chile er et af de bedste lande i
Sydamerika at blaffe i - hvis ellers der
kom nogen biler. Her fra grænsen til
Argentina, hvor første bil kom efter 3V2
time. Foto: Claus Qvist.
De fleste tager toget. Langs
togskinnerne glitrer det hele
vejen, som var der strøet guld
eller sølv ud på begge sider
af toget. Det er de millioner
af flasker, som folk igennem
mere end trekvart århundrede
har kastet ud af togvinduerne
og knust langs togskinnerne
gennem ødemarken.
l"lin tidligere rekord var på
1150 km. Jeg gik en sommermorgen
uden for Hjørring
og løftede tommelen. Straks
standsede en bil, og bilisten
skulle tilfældigvis samme vej
som jeg - nemlig til Paris.
Mit næstlængste blaf var på
1300 km. Jeg og en anden dansker,
jeg rejste med, Ak nys om, at det
somaliske vejvæsen skulle køre 30
splinternye landrovere fra Hargeisa i
nord (det nuværende Somaliland) til
Mogadishu, hovedstaden i syd.
Det skar i hjertet at høre, se og
mærke, hvordan de biler blev kørt
stik imod de regler for splinternye
køretøjer, som fabrikken havde klæbet
op på forruden, men som ingen
af chaufførerne kunne læse.
Fred og ingen fare
Jeg har aldrig i mine blafferår været
udsat for nogen egentlig fare, på
trods af, at jeg kørte med alle typer
bilister. Aldrig har jeg oplevet et
færdselsuheld med den bil, jeg kørte
i, aldrig en katastrofeopbremsning,
aldrig en udskridning.
Jeg har væltet på et blaf, men det
var som bagsædepassager på en
motorcykel på en regnvåd og hullet
vej i Pakistan. Dog det er en helt
anden historie.
Til gengæld har jeg været udsat for
frække tilbud to-tre gange, og en
gang i Tyrkiet blev jeg simpelthen
sat af en lastbil med på landevejen,
da jeg ikke ville stille min bagdel
til rådighed for chaufføren og hans
voksne søn.
Jeg har oplevet, at en dreng på to år
brød sammen i krampegråd, da jeg
forlod hans forældres bil. Arsagen?
Han havde endelig fundet en voksen
på hans eget sproglige niveau.
Mit mærkeligste blaf kunne være det,
jeg Ak med en flodbåd i Tyskland,
men det jeg mindes som ret ejendommeligt
er dog det jeg Ak, da jeg
efter to døgns venten på, at en bil
skulle komme forbi Tennant Creek
i Australiens Northern Territory
og dreje af nedad tværvejen mod
Queensland, endelig så den første
bil i det par dage dreje af mod øst
og samle mig op.
Ventetiden var tilbragt i selskab
med milliarder af små fluer, som
kun kunne afværges gennem at
vikle mit hoved ind i et håndklæde
- i den varme!
Da jeg havde kørt en tid med manden,
opdagede jeg, at en sæk mellem
mine fødder bevægede sig. Det
viste sig, at den indeholdt slanger,
idet manden var slangesamler.
Efterhånden som skumringen tiltog,
blev vi mere og mere opmærksomme
på temmelig nærgående
kænguruer, og af frygt for, at en
skulle ramle med tonstung kraft ind
i bilen, besluttede bilisten at standse
for natten.
Ingen af os havde andet at spise end
et par æbler, så jeg spurgte manden,
om han havde dubletter i slangesækken.
Det havde han, og da
ingen af os før havde smagt slanger,
Ak vi aflivet en og stegt den over et
bål. Den var fed, men smagte noget
a la kalvekød.
Mit korteste blaf gennemførte jeg for
sportens skyld. Jeg var formentlig
den første (og nok eneste), der blaffede
med en traktor på den eneste
vej på den franske ø Ny Kaledonien
i Stillehavet.
Alt i Afghanistan
er ramponeret,
nedslidt og/eller
overbelastet,
alligevel er det
et genialt land at
blaffe i. Denne
overlæssede sag
kommer fra Herat.
Foto: Claus Qvist.
så har vi et medlem med et godt tilbud:
CHILE - PATAGONIEN
HYTTE UDLEJES
www.sitecenter.dkJch ile
GLOBEN nr. 21/ September 2005 38 GLOBEN nr. 21/ September 2005 39

Kirsten Svarrer: Bryllup i Batuan på Bali
Katrine Thiesen: Kinas små tæppetissere
Jette Torp: Rejsebreve fra Filippinerne
Nikolaj Witte: Det oprindelige folk (Siberut, 1999)
Marts 2005, Tema: Kina, Redaktør: Nikolaj Witte
Ewa Bylinska: Stafetten: Mine 10 mest fascinerende begravelsessteder og kirkegårde
Per Danielsen: Verdens hurtigste tog (Shanghai 2004)
Ole Egholm: Lige ved og næsten i 10.000 meters højde
Morten Frederiksen: Da jeg mødte den kinesiske landbrugsminister
Niels J.L. Iversen: Malta 2004
Per Allan Jensen: Vandretur på GR20, Korsika, Frankrig 2004
Rasmus Krath & Tina Helen Pedersen: Skydegal landsby set fra tuktuk
Bertel Kristensen: Kejserkanalen (Kina)
Ib Larsen og Lillian Friis Hansen: Blandt minoritetskulturer i tropisk Kina 2004
Kira Leisau: Transport i Kina - på godt og ondt (2002)
Kira Leisau: Stafetten: Mine 10 bedste naturoplevelser med dyr
Malaika Malmos: Øjenvidneberetning fra tsunamikatastrofen i det sydlige Indien (2004-5)
Lars Munk: Kinas minoriteter
Lars Nielsen: Cykeltaxi-turen, der endte i en grim misforståelse (Beijing 2003)
Lars Nielsen: Bedøvet og berøvet i Filippinerne
John Damgaard Olesen: Norfolk Island
Arne Runge: Fisk spiser lort i Kina ...
Morten Smith: Kina, med Sars 2003
Claus Virmer: Kinesisk nytår 1985
Nikolaj Witte: I en cykelsaddel tænker man mange tanker (Kina)
December 2004, Tema: Første Rejseoplevelse, Redaktion: Nikolaj Witte og Simon Staun:
Knud B. Bach: Gratis eller næsten gratis rejser (1971 & 1974)
Søren Bonde: At lære på den hårde måde (Manila 1995)
Ewa Bylinska: At tæmme verden (1971 og frem)
Ewa Bylinska: Et halvt århundrede i Mexico, 2003
Pernille A. Foh : Om hvordan man bli'r 'bidt af en gal rygsæk'
Kenneth Hvo/bøl: Den sande historie om Pik Lenin, 2004
Niels J.L. Iversen: Skammestein 1966
Per Allan Jensen: Forår i Mellemøsten 2004
Preben og Bente Knudsen: Interrail gav rejsefeber 1984
Rasmus Krath: Langt fra Kabul til Afghanistan, 2004
GLOBEN nr. 21/ September 2005 56
Bjarne Lund-Jensen: Stafetten: Mine 10 mest dramatiske ankomster
Lars Munk: Rejsen ad Silkevejen, 2004
Martin Anker Nielsen: DBK på Pik Lenin (billeder: MAN og Lars Nielsen), 2004
Mai Nygaard: Stafetten: Mine 10 bedste vindistrikter
Søren Padkjær: Sådan begyndte det ... (Beirut)
Anders Pedersen: At se det store i det små (Ungarn, 1994)
Erik Pontoppidan: Backpacker som senior
Arne Runge: Cykelturen til Roskilde - foråret 1954
Arne Runge: The Big Train Ride 2004 (Rusland, Mongoliet, Kina , Kazakhstan)
Kirsten Svarrer: Stafetten: Mine 10 bedste kopper
Nikolaj Witte: Det eventyrlige Borneo
GLOBEN nr. 21/ September 2005 S 7

Klubbens kontaktpersoner
Søren Padkjær
info@berejst.dk
Skovagervej 22
8850 Bjerringbro
Te!. 86 68 36 63
Formand
Martin Anker Nielsen
nytmedlem@berejst.dk
passiv@berejst.dk
Blågårdsgade 31, 1 tv
2200 København N
Te!. 5991 1447,
40858857
Medlemskontakter
Bjarne Lund Jensen
kasserer@berejst.dk
Høstblomsten 6, Lumby
5270 Odense N
Te!. 65 954816,
65955295
Kasserer
Kenneth Hvolbøl
toastmastereast@berejst.dk
Kirkeleddet 323
3480 Fredensborg
Te!. 48 48 54 05
Toastmaster øst
Claus Qvist Jessen
secretary@berejst.dk
Kalkerupvej 22, Fensmark
4684 Holmegaard
Te!. 60 123661
Sekretær
- September 2005
Per Allan Jensen
annoncer@berejst.dk
Bernhard Bangs Alle 51A, 2.th
2000 Frederiksberg
Te!. 38 10 1078
Næstformand og
sponsoransvar/ig
Nikolaj Witte
globen@berejst.dk
foto@berejst.dk
Skt. Annagade 32
8000 Arhus C
Te/. 86 18 11 36
22790384
Medlemsblad
Niels Iversen
.... webmaster@berejst.dk
Grøfthøjparken 162, 2.mf.
8260 Viby J
Te/. 86281856
Webmaster
K.J. Fiil Frandsen
toastmasterwest@berejst.dk
Skærskovvej 18
8600 Silkeborg
Te!. 8685 1444
Toastmaster vest
GLOBEN nr. 21 / September 2005 7 O
CUBA: Nyd cigaren imens du kan!
Flexi fly & drive, dvs. rutefly, bil og 60 valgfri hoteller over hele Cuba.
Rejsehuset har stor erfaring og hjælper gerne med at tilrettelægge ruten .
Vi gør en forskel!
Vi planlægger en grupperejse i november 2006.
Storbyrejser
Kiev i Ukraine
Skt. Petersborg i Rusland
Gdansk, Wroclaw, Warszawa og Krakow i Polen
Vi kender selv meget godt alle de ovennævnte byer og kan derfor hjælpe med at tilrettelægge
rejsen. Særlig Kiev byder på mange spændende oplevelser.
Vi planlægger en grupperejse til Kiev i maj/juni 2006.
Rejsehuset tit. 39 90 13 90
rejsehuset@rejsehuset-rejser.dk
loben
www.rejsehuset-rejser.dk
Kig forbi og hør om mulighederne
www.cafegloben.dk
Turesensgade 28 Tlf: 33 93 00 77
_-..I
GLOBEN nr. 21 / September 2005
71

Indien er landet, hvor du finder gyldne sandstrande, kokospalmer, det
verdensberømte Taj Mahal, tæt jungle, vidtstrakte tigerreservater, prægtige
paladser, frodige oaser i ørkenen og meget meget mere!
Med Jysk Rejsebureau får du en blød landing i Delhi med ankomstpakke
ink!. 2 overnatninger for kun kr. 310,- I Delhi finder du også vores
servicekontor - naturligvis med dansk personale.
Priseksempler: New Delhi kr. 4.165,- Markha Valley trek 9 dg. fra kr.
3.575,- Rajasthan jeeptur ink!. tigersafari - 12 dage fra kr. 3.595,- Trekking
ekspedition til Stok Kangri 6.153 m- 9 dage fra kr.4.440,-
www.jysk-rejsebureau.dk
Århus 8618 2488 København 33 11 1616 Aalborg 9812 3336 Odense 631 2 1216
VIETNAM
Det nordlige Vietnam er med sine storslåede bjerglandskaber og væld af
etniske minoriteter ideelt for trekking og rundture i Jeep. Her kan du også
bestige Fansipan (3.143 m) der bringer dig på toppen af Indokinas tag.
Med Jysk Rejsebureau får du en blød landing i Hanoi med ankomstpakke
ink!. 2 overnatninger fra kun.kr. 175,- I Hanoi finder du også vores
servicekontor - naturligvis med dansk personale.
Priseksempler: Hanoi kr.5.395,- Jeep-tur i nordøst - 8dage fra kr.2.135,­
Sejltur i Halong Bay - 3 dage fra kr. 395,- Minoritetstrek og -marked
- 5 dage fra kr. 1.150,- Fansipan bjergtrek - 6 dage fra kr. 1.535,-
www.jysk-rejsebureau.dk
Århus 8618 2488 København 3311 1616 Aalborg 9812 3336 Odense 6312 121 6