Fortidens storriger - De Berejstes Klub

havde kendt hinanden i årevis, mens
sandheden var, at vi nok aldrig mere
ville ses.
Det menneske håber jeg aldrig
mere at se
Gunnar fra Hjørring er det menneske,
jeg håber aldrig mere at få at
se. Jeg mødte ham ved grænsen
mellem Iran og Afghanistan. Her var
der en grænsebetjent, som absolut
skulle skrive alle passerendes navne
ned på arabisk. Hvilket han havde
vanskeligt ved - dels fordi han ikke
kunne læse latinske bogstaver, og
dels fordi folk hed ting som Heinrich,
McDougal, Reverin og Hilferschlect.
så jeg meldte mig frivilligt som oversætter,
og han blev storsmilende og
venlig, da han opdagede, at alle
de unge udlændinge, der ville over
grænsen hed Muhammed, Izak, Ali,
Abdel, Kamal, Ibrahim, Jakuub eller
andre arabiske navne, jeg syntes
passede på det, der stod i passet.
Vi Ak afviklet køen på ingen tid.
Og apropos passet: på en bustur i
Iran blev bussen stoppet af en politibetjent,
der spottede den eneste
udlænding - mig - og bad om at se
mit pas. Derefter skrev han noget
i marginen på en side. Jeg Ak det
oversat tre-Are gange, før jeg troede
på det. Der stod: "Denne person
ejer en speciel kuglepen".
Forklaring? Sandsynligvis følte politimanden,
at han skulle skrive et
eller andet, og det eneste, han kom
i tanke om, var en sætning fra hans
skriveundervisning .
Gunnar henvendte sig til mig og
foreslog, at vi sammen rejste gennem
Afghanistan til Pakistan. Det
meste af turen kom til at foregå med
bus, og den ene hårrejsende episode
med Gunnar fulgte den anden:
Gunnar insisterede på at gå med
nøgen overkrop. Det gør kun sindssyge
i Afghanistan, så jeg beroligede
vore medrejsende med, at han
var maknuhn (tosset). Gunnar ville
absolut sidde på bussens tag - billigste
klasse - men chaufføren nægtede
at køre, før han kom ned, idet
en fremmed på taget ville medføre
chaufførens arrestation. Dette var
meget svært at forklare Gunnar.
Under et stop kommer syv mennesker
skrækslagne myldrende og
råber og fægter ad mig. Endelig får
en med et par udenlandske brokker
forklaret mig, at Gunnar har startet
en primus bag en mur - og på den
anden side af muren er byens benzinlager.
Og sådan blev det ved, dag efter
dag. Da vi stod på toppunktet i
Khyber passet forklarede jeg utroligt
højt og tydeligt Gunnar, at hvis
han gik til venstre, gik jeg til højre,
eller omvendt, og vi skulle aldrig,
aldrig, ALDRIG ses igen.
Rekordstore blaf
Mit største enkeltblaf var 1400
km langt. Det gik fra Kalgoorlie i
Vestaustralien til Adelaide i Sydaustralien.
Og det er endda ikke så
særligt enestående dernede. Hvis
man står uden for Kalgoorlie og blaffer
skal omtrent alle biler tværs over
Australiens store slette l\Jularbor
Plain, hvis navn er en blanding af
latin og engelsk og kan oversættes
som Den træløse Slette. Der fandtes
og Andes bogstavelig taget intet
andet at køre til undervejs.
• 1
Chile er et af de bedste lande i
Sydamerika at blaffe i - hvis ellers der
kom nogen biler. Her fra grænsen til
Argentina, hvor første bil kom efter 3V2
time. Foto: Claus Qvist.
De fleste tager toget. Langs
togskinnerne glitrer det hele
vejen, som var der strøet guld
eller sølv ud på begge sider
af toget. Det er de millioner
af flasker, som folk igennem
mere end trekvart århundrede
har kastet ud af togvinduerne
og knust langs togskinnerne
gennem ødemarken.
l"lin tidligere rekord var på
1150 km. Jeg gik en sommermorgen
uden for Hjørring
og løftede tommelen. Straks
standsede en bil, og bilisten
skulle tilfældigvis samme vej
som jeg - nemlig til Paris.
Mit næstlængste blaf var på
1300 km. Jeg og en anden dansker,
jeg rejste med, Ak nys om, at det
somaliske vejvæsen skulle køre 30
splinternye landrovere fra Hargeisa i
nord (det nuværende Somaliland) til
Mogadishu, hovedstaden i syd.
Det skar i hjertet at høre, se og
mærke, hvordan de biler blev kørt
stik imod de regler for splinternye
køretøjer, som fabrikken havde klæbet
op på forruden, men som ingen
af chaufførerne kunne læse.
Fred og ingen fare
Jeg har aldrig i mine blafferår været
udsat for nogen egentlig fare, på
trods af, at jeg kørte med alle typer
bilister. Aldrig har jeg oplevet et
færdselsuheld med den bil, jeg kørte
i, aldrig en katastrofeopbremsning,
aldrig en udskridning.
Jeg har væltet på et blaf, men det
var som bagsædepassager på en
motorcykel på en regnvåd og hullet
vej i Pakistan. Dog det er en helt
anden historie.
Til gengæld har jeg været udsat for
frække tilbud to-tre gange, og en
gang i Tyrkiet blev jeg simpelthen
sat af en lastbil med på landevejen,
da jeg ikke ville stille min bagdel
til rådighed for chaufføren og hans
voksne søn.
Jeg har oplevet, at en dreng på to år
brød sammen i krampegråd, da jeg
forlod hans forældres bil. Arsagen?
Han havde endelig fundet en voksen
på hans eget sproglige niveau.
Mit mærkeligste blaf kunne være det,
jeg Ak med en flodbåd i Tyskland,
men det jeg mindes som ret ejendommeligt
er dog det jeg Ak, da jeg
efter to døgns venten på, at en bil
skulle komme forbi Tennant Creek
i Australiens Northern Territory
og dreje af nedad tværvejen mod
Queensland, endelig så den første
bil i det par dage dreje af mod øst
og samle mig op.
Ventetiden var tilbragt i selskab
med milliarder af små fluer, som
kun kunne afværges gennem at
vikle mit hoved ind i et håndklæde
- i den varme!
Da jeg havde kørt en tid med manden,
opdagede jeg, at en sæk mellem
mine fødder bevægede sig. Det
viste sig, at den indeholdt slanger,
idet manden var slangesamler.
Efterhånden som skumringen tiltog,
blev vi mere og mere opmærksomme
på temmelig nærgående
kænguruer, og af frygt for, at en
skulle ramle med tonstung kraft ind
i bilen, besluttede bilisten at standse
for natten.
Ingen af os havde andet at spise end
et par æbler, så jeg spurgte manden,
om han havde dubletter i slangesækken.
Det havde han, og da
ingen af os før havde smagt slanger,
Ak vi aflivet en og stegt den over et
bål. Den var fed, men smagte noget
a la kalvekød.
Mit korteste blaf gennemførte jeg for
sportens skyld. Jeg var formentlig
den første (og nok eneste), der blaffede
med en traktor på den eneste
vej på den franske ø Ny Kaledonien
i Stillehavet.
Alt i Afghanistan
er ramponeret,
nedslidt og/eller
overbelastet,
alligevel er det
et genialt land at
blaffe i. Denne
overlæssede sag
kommer fra Herat.
Foto: Claus Qvist.
så har vi et medlem med et godt tilbud:
CHILE - PATAGONIEN
HYTTE UDLEJES
www.sitecenter.dkJch ile
GLOBEN nr. 21/ September 2005 38 GLOBEN nr. 21/ September 2005 39