Forsidebillede: Skrivekridtets største armfod

figur 11
3 hvilestadier (dinocyster) fra planktoniske dinoflagellater Diameter ca. 1/10 millimeter.
12
Som det ses af figurerne kan nogle af kamrene være stærkt oppustede, næsten ballonformede, og
nogle har haft lange tynde tome. Det tjener alt sammen til at holde dyret svævende i
vandmassen.
Foraminiferen fanger sin mad ved hjælp af et net af slimstrenge som den strækker ud i vandet
(figur 13). Små fødeemner, f eks. Coccolithophorider, trækker foraminiferen ind i skallen gennem
en åbning i det største kammer, mens større dyr, f.eks. krebsdyr, fordøjes i slimnettet udenfor
skallen. Når foraminifererne dør, synker de ned på bunden, hvor deres skelet er med til at
opbygge den fine kridtslam.
Næste led i fødekæden er de organismer, som æder det dyriske plankton, altså små rovdyr. Der
kan være tale om fiskeyngel af forskellig slags, gopler som f eks. vandmænd eller lidt større
krebsdyr, som de lyskrebs der i vore dage er bardehvalernes vigtigste føde. Ingen af delene
bevares, så vi gætter endnu en gang, men kommet så langt begynder fossilerne igen at indfinde
sig. Vi er nået op blandt de større dyr, fisk f.eks., men vigtigere er nok blæksprutterne, og her er
der to hovedgrupper, belemnitter og ammonitter.
Figur 12.
4 planktoniske foraminiferer fra kridtet.