Forsidebillede: Skrivekridtets største armfod

15
en besynderlig rovfisk, Encodus. Fra fund af hele eksemplarer andre steder ved vi, at fisken
havde to meget kraftige hjørnetænder i undermunden. Tænderne var så lange, at de måtte stikke
op gennem ganeloftet i overmunden, ud i det fri så at sige. Funktionen af denne konstruktion er
ikke nem at tolke. Er det for at kunne holde fast på en glat og smidig blæksprutte?
En enkelt ryghvirvel fra kridtet (figur 16) fortæller historien om et af de helt store rovdyr,
Mosasaurus. En svømmeøgle. Mosasaurer var rovdyr, det vidner deres tænder om, og at nogle
arter har spist ammonitter ved vi også. Mosasaurus tilhører den gruppe af store svømmende
øgler, som uddøde sammen med dinosaurerne ved Kridttidens afslutning.
Hajtænder er ikke ualmindelige i skrivekridtet, men sjældne på Møn. Som oftest har de en lidt
rødlig farve, som gør dem lette at se. Hajerne har formodentlig spist et bredt udsnit af de større
dyr - belemnitter f.eks.- men også fisk, og måske har de kunnet angribe selv en Mosasaurus.
Med hajerne og mosasaurerne er vi nået til toppen af fødekæden. Dem er der ingen der æder,
sådan direkte da, men historien slutter jo ikke. Når de dør, ofte af ælde, så synker de til bunds og
går i opløsning. Et utal af organismerne tager sig af kadaveret, fra bakterier til snegle og krabber.
På tilsvarende vis, og nok så vigtigt, synker en masse plankton ned på bunden. Først og
fremmest coccolithophoriderne, men også foraminiferer og ekskrementer (ofte fulde af Coccolitophorider)
fra dyrene i de øvre vandmasser. På den måde daler organisk stof ned fra de øvre
vandlag, ned i mørket på Kridthavets bund, ned til en helt anden dyreverden af bundlevende
organismer. »Marin sne« kalder man det.
Figur 15.
Tand fra rovfisken
Encodus, 1,5 cm lang.
Figur 16.
Hvirvel fra Mosasaurus øgle.