Forsidebillede: Skrivekridtets største armfod

29
artsnavn, skyldes det at skallen er fuld af vesikler, dvs. små hulrum som nu er udfyldt med kalk.
Skallen var derfor ganske let, vel nærmest som en halvkugle af kork.
En Pycnodonte starter sit liv som en lille larve, der sætter sig på et substrat, f.eks. en tom
snegleskal. Larven bliver så til en lille musling hvis underskal vokser fast på snegleskallen.
Efterhånden som muslingen vokser, kommer der ubalance, og til sidst vipper dyret omkuld i det
bløde mudder, med den tykke og tungeste underskal nederst. Pycnodonten er blevet en »flyder«
(figur 30).
Efterhånden som væksten fortsætter, roterer skallen, så skalranden forbliver vandret. En sådan
jævn rotation af et i øvrigt ubevægeligt dyr er kun mulig, fordi den rent faktisk ligger og flyder på
kridtbunden, som en korkprop. For det meste i hvert fald, for hvis muslingelarven sætter sig på et
stort og stabilt substrat som ikke tipper rundt, f.eks. en svamp, så vil underskallen vokse
sammen med substratet over et stadig større areal.
Det giver skallen et stort felt som er en afstøbning af det oprindelige substrat (figur 33). Sådanne
ikke »flydere« har ofte en ret tynd underskal.
Figur 31
Underskallen af østersen Pycnodonte vesiculare.
Skallens længde er ca. 10 centimeter
Figur 32.
Snit gennem skallerne af en Pycnodonte vesiculare.
Man ser tydeligt, hvor tyk den underste skal er i forhold
til den meget tynde overskal. Den sorte
udfyldning mellem skallerne er flint.