Forsidebillede: Skrivekridtets største armfod

30
Figur 33.
To forskellige eksemplarer af Pycnodonte
vesiculare cementeret på et irregulært søpindsvin
og en væltet svamp (rekonstrueret). Begge de to
substrater er borte, men ses som afstøbninger på
muslingens skal.
Halvkugler: Syv af skrivekridtets mange armfødder, og en enkelt af muslingerne, har form som en
halvkugle. Den nederste skal er hvælvet, og overskallen er mere eller mindre flad. Fælles for dem
er, at de har sejlet som både i det bløde slam, en tilpasning forskellig fra Pycnodontes, som flyder
netop i kraft af den tykke porøse skal.
Som små har også de halvkugleformede armfødder (figur 34) siddet på et fast substrat ved hjælp
af deres stilk. Det var først som voksne at de indtog deres blivende stilling som en lille båd
liggende i det bløde slam (figur 35). Stilkåbningen kan stadig ses på de voksne skaller, men den
er vokset til indefra. Nået så vidt var de halvkugleformede armfødder ikke i stand til at flytte sig.
Hvis de blev pløjet ned i mudderet af et forbipasserende søpindsvin, så var det sket, og den
trussel var størst jo mindre de var. Som modtræk havde de halvkugleformede armfødder en
meget kort »barndom«. Det gjaldt om at blive stor og kønsmoden så hurtigt som muligt. Derved
reduceredes chancen for at blive begravet i slammet. Der er her tale om en fysiologisk tilpasning
til livet på den bløde bund, til forskel fra de mange formmæssige (morfologiske) tilpasninger som
vi ellers ser.