Forsidebillede: Skrivekridtets største armfod

Figur 37.
Armfoden Terebratulina chrysalis
anbragte sin stilk nede i den bløde
bund og kunne på den måde hæve
sig op over denne. Selve dyret er 12
millimeter langt
33
Figur 38.
Mosdyrkoloni (Mernbranipora flabellata).
Kolonien står op ved hjælp af specielle
støtteindivider langs koloniens kant.
Hvert lille kammer på kolonien har
rummet et mosdyrindivid.
Kridtbundens største dyr målt i højden er søliljerne (figur 39). De tilhører pighuderne, men er i
modsætning til f eks. søpindsvin og søstjerner ubevægelige. Deres lange leddelte stilk er fæstet
nede i bunden med rodlignende udvækster, og i toppen breder de deres 5 eventuelt grenede
fangarme ud, på »jagt« efter næringsholdige partikler. De 5-kantede eller stjerneformede
stilkplader fra søliljerne er almindelige i kridtet.
Aulaxinia costata (figur 40) er en cylinderformet kiselsvamp, og den er ret almindelig som fossil,
altid bevaret som en pølse af flint. Aulaxinia stod med et kraftigt rodsystem ned i bunden. På de
fossile eksemplarer ser man tydeligt de lange rækker af huller, hvorigennem vandet blev pumpet.
På det viste eksemplar ses endvidere lamellerne fra en Spondylus musling, som har siddet fast
på svampen. Andre svampe havde form som store kræmmerhuse eller krukker, og de stod fæstet
med kraftige »rødder« i bunden (se figur 41).
Plinthosella resonans er en lille kiselsvamp, som er ophav til de besynderlige kuglerunde
raslesten. Svampen selv havde form som en lille kugle med nogle lange tynde »ben«. Med benene
stod den på bunden. Død og begravet dannedes der en flintkugle rundt om svampen og inde i
krukkens hulhed. Når svampens kiselskelet opløses, kan udfyldningen gå løs, og vi har en lille
flintkugle inde i en hul flintkugle, en naturlig rangle. På raslestenens overflade ses hullerne efter
svampens »ben«. Også de var af kalk og er nu opløst.