Forsidebillede: Skrivekridtets største armfod

41
Figur 49.
Skal af østers med borehul lavet af en rovsnegl.
En sidste vigtig gruppe rovdyr er sneglene, og dem finder vi, takket være deres letopløselige skal,
kun i det hærdnede kridt. Men vi finder spor efter dem. De nydeligste runde huller f.eks. i
østersskaller vidner om, at her var en rovsnegl på færde (figur 49). Med sin såkaldte raspetunge,
en tunge tæt besat med små tænder, borede sneglen sig gennem muslingens skal, og kommet så
vidt kunne sneglen sende sin tunge ind i skallen og raspe løs af muslingens blødere dele.
LIVET OVER BUNDEN, DE FASTHÆFTEDE FORMER
Livet over bunden er afhængig af én ting, nemlig noget at sidde på. Bunden selv byder ikke på
siddepladser, men det gør skallerne af såvel døde som levende bunddyr. Forudsætningen for at
etablere en »siddende« fauna (epifauna), som kan udfolde sig over bunden, er at der er en
bundfauna, som kan levere de substrater, som epifaunaen kan sidde på. En rent biologisk
forudsætning.
Mosdyrene og svampene er vigtige substrater, ja nok de vigtigste, og vi må forestille os, at
mosdyrenes kolonier har fungeret som substrat for de mange meget små armfødder (figur 50 og
51) og muslinger som findes i kridtet. Med 15-20 arter af små armfødder og formodentlig et
tilsvarende antal små muslinger udgør de to grupper den talmæssigt vigtigste del af epifaunaen.
Disse dyrs usædvanligt ringe størrelse er i sig selv en tilpasning til livet på de spinkle
mosdyrkolonier, men den lille størrelse kan også opfattes som en yderligere specialisering. Ikke
til det lille substrat, men til små forskelle på et givet substrat, f.eks. en mosdyrkoloni. Som fugle
på kviste kunne de små muslinger og armfødder sidde i mosdyrkoloniernes grene (se side 36),
alene i kraft af deres ringe størrelse. Men samtidig gjorde deres ringe størrelse at nogle
armfødder/muslinger var specialiseret til at sidde f.eks. på koloniernes stamme, andre på
grenene osv.