Forsidebillede: Skrivekridtets største armfod

43
Figur 51.
To eksempler På små stilkede armfødder
rekonstrueret på et langstrakt substrat
tv) Argyotheca sp. th) Terebratulina sp.
Jo mindre man er, jo mere forskelligartet ser verden ud, og jo lettere kan man etablere sin egen
niche, sit eget sted uden nabovrøvl, et velkendt økologisk princip, som reducerer mængden af
konkurrence, - og i naturen er det gennem minimering af konkurrence at økologisk effektivitet
opstår. Den ringe størrelse rummer altså to økologiske elementer. Specialisering til et lille
substrat og specialisering til små forskelle.
Men der var mange andre substrater, udover mosdyrenes kolonier. Skaller af søpindsvin, levende
og døde svampe, væltede søliljer osv., alt sammen har det fungeret som substrat for andre dyr og
højst sandsynligt efter det skitserede mønster for specialisering. Dertil kommer så sjældne store
former, f eks. armfoden Neolithyrina obesa (figur 52) der er karakteriseret af et enormt stilkhul i
skallen. Ud af hullet har den haft sin kraftige stilk, hvormed den fæstede sig på
f.eks. skaller af døde søpindsvin (forside).
Det er især gennem udviklingen af livsformer over bunden, at skrivekridtets fauna når op på sine
meget høje artstal, mens det er i specialiseringen til livet på bunden, at de mange sære former er
opstået. Begge steder kan kridtfaunaen noget som moderne faunaer ikke magter.
Udover de mange små, men dårligt bevarede, siddende muslinger har vi en række større
velbevarede former, som alle har været i stand til at bevæge sig, dvs. svømme, men som normalt
sad fasthæftet med byssustråde (figur 46). Deres mobilitet er nok forklaringen på, at de er så
store. De var ikke afhængige af små substrater, men de kunne opsøge de større. Merklinia
variabilis er et eksempel,