You also want an ePaper? Increase the reach of your titles
YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.
præsenterer undervisningsmateriale for<br />
håndbog i<br />
overlevelse<br />
undervisningsmateriale © teater grob udarbejdet af lea gudmundsen, ma og cand.mag., september 2006
Indhold<br />
Forord ...................................................................................................................3<br />
Stykket..................................................................................................................4<br />
Tematik og titel ........................................................................................................................ 4<br />
Handling .................................................................................................................................... 4<br />
Karakterbeskrivelse og skuespillerne ...................................................................5<br />
Thomas Levin (1978) – Romeo ............................................................................................. 5<br />
Karen-Lise Mynster (1952) – Emilie Hellerup ...................................................................... 6<br />
Finn Nielsen (1937) – Lille Leo .............................................................................................. 6<br />
Filippa Suenson (1986) – Un.................................................................................................. 7<br />
Interview med Jakob Weis ...................................................................................8<br />
Ritualer nu................................................................................................................................. 8<br />
Politisk teater.......................................................................................................................... 10<br />
Stykkets overlevere ............................................................................................................... 11<br />
Bag & udenom scenen ........................................................................................14<br />
Scenografi ............................................................................................................................... 14<br />
Trav.......................................................................................................................................... 14<br />
Samtale med Kjeld Nielsen – Nu: Ritualer og nyreligiøsitet ...............................15<br />
Samtale med Ursula Holmgreen om misbrug .....................................................18<br />
Samtale med Jens Tang-Kristensen om Michael Kvium......................................21<br />
Shakespeare .......................................................................................................23<br />
Bilag: <strong>Teater</strong> <strong>Grob</strong>...............................................................................................24<br />
Manifest #1............................................................................................................................. 24<br />
Bilag: Skuespiller Cv’er .......................................................................................25
Forord<br />
Håndbog i Overlevelse af Jakob Weis kredser tematisk om<br />
det siamesiske afkom: misbrug og lykke. Men stykket<br />
Bag Håndbog i Overlevelse<br />
Manuskript: Jakob Weis<br />
indeholder også referencer til f.eks. Michel Kviums kunst og<br />
Instruktion: Frederik<br />
instruktør fra Statens<br />
Arntzen Neergaard,<br />
<strong>Teater</strong>skole 2004.<br />
William Shakespeares værker. Nærværende materiale Medforfatter og instruktør på afgangsforestillingen<br />
indeholder derfor lidt for enhver smag. Undervisnings-<br />
“Vi var her relativt længe”. Har desuden<br />
instrueret ”Tur i byen”, af Svend Åge Madsen,<br />
materialet er primært udarbejdet med det formål at gøre det<br />
<strong>Teater</strong> Katapult og “norway.today” af Igor<br />
Bauersima på Aalborg <strong>Teater</strong>. Næste projekt er<br />
mere interessant at indarbejde forestillingen i undervisning iscenesættelsen af en opera på Takkelloftet i den<br />
på gymnasieniveau. Det kan dog sekundært bruges som<br />
nye Opera inspireret af Wagners ”Siegfried”. Efter<br />
nærværende forestilling fortsætter han research<br />
inspiration og information til dem, der måtte være<br />
til et nyt projekt i New York.<br />
Scenografi: Rikke Juellund<br />
interesserede i at se mere indgående på forestillingen. Lysdesign: Sonja Lea<br />
Afsnittene er baseret på, at man har læst resumeet af<br />
stykkets handling, men ellers kan de læses uafhængigt.<br />
Lyddesign: Jes Theede<br />
Producent: Maja Ries<br />
Den danske dramatiker Jakob Weis har skrevet stykket i år, til <strong>Teater</strong> <strong>Grob</strong> og direkte til de involverede<br />
skuespillere. Materialet indeholder derfor et interview med Weis, fakta om skuespillerne, karakterskildringer,<br />
lidt om tankerne bag scenografien og bilag med baggrund om <strong>Teater</strong> <strong>Grob</strong> og skuespillere. For at sætte<br />
stykket ind i en større tematisk ramme, give mulighed for fordybelse og mere materiale at arbejde med, er<br />
en præst, en tidligere narkoman og en kommende kunsthistoriker, interviewet og kommer her med tanker<br />
om ”nu-filosofi”, misbrug og kunst. Farvede tekstbokse giver undervejs 1) █ fakta, 2) █ information om<br />
personer nævnt i stykket, 3) █ citater fra forestillingen o.a., og 4) █ strøtanker og spørgsmål fra en<br />
brainstorm, der kan være til inspiration i undervisningen.
Stykket<br />
Titel: der ligger et paradoks i<br />
sammenstillingen af det overfladiske<br />
”håndbog” og selve det<br />
at leve. Er livet bare en<br />
overlevelse? Hvad ligger der i<br />
tvetydigheden ”over-leve” – at<br />
leve for meget eller ikke nok? Er<br />
der en parallel mellem ”håndbog”<br />
og det at læse i hånden?<br />
Tematik og titel<br />
Håndbog i Overlevelse fokuserer på det moderne menneskes væltefærdige<br />
omgang med misbrug og lykke. Hvorfor halser vi efter vores egen<br />
tilværelse på en varieret diæt af stimulanser? Hvordan holder vi den<br />
gående i et samfund hvor lykke-indekset ifølge fremtidsforskere bliver den nye tids eksistentielle reference?<br />
Vi har med det såkaldte stille misbrug at gøre – en bane til næsen, et glas i dagens anledning, en kupon med<br />
minimale vinderchancer osv. Misbruget er så stille at man slet ikke hører om det. Det ties ihjel. Det er et<br />
portræt af almindelige mennesker, der uden diagnoser og psykiatriske historier balancerer gennem livet på<br />
randen af et forlis. Man holder den gående uden at vide, at det er det, man gør. For det ser tilforladeligt ud.<br />
Karikaturen af en dødsmærket alkoholiker eller narkoman ligger milevidt fra vores selvopfattelse. Men det<br />
misbrugende menneske har mange ansigter.<br />
Titlen er inspireret af undertitlen på en serie humoristiske såkaldte håndbøger i overlevelse af Joshua Piven<br />
og David Borgenicht kaldet Det værst tænkelige. Heri findes råd og vejledning for alt tænkeligt – fra at<br />
komme væk fra en dårlig date til at overleve mødet med en alligator. Livet bliver sat på formel.<br />
Handling<br />
Pegasus er restaurantens faktiske<br />
navn. Men det er tankevækkende at<br />
Historien udspiller sig i Restaurant Pegasus på Charlottenlund Travbane, karaktererne hænger fast netop dér,<br />
hvor deres magi forsvandt, hvor deres<br />
hvor Emilie Hellerup, Lille Leo og Romeo mødes hver søndag for at spille<br />
tid gik i stå. I Pegasus, symbolet for<br />
og få et lille glas sammen. Der ligger smerte og tabuer gemt i krogene. digtekunst og udødelighed.<br />
Emilie og Leo drikker – den ene mere elegant end den anden. Smerten,<br />
der holder Emilie og Leo fast i søndagsritualet, rækker tilbage til dengang,<br />
Emilie mistede sit barn i en spritbilistulykke, med Leo bag rattet, og Emilie<br />
som passager. De var på vej fra Travbanen, hvor Leo havde vundet i et<br />
løb mod hesten Tarok, og hvor Emilie uden held havde ventet på den<br />
mand, hun fortsat venter på nemlig Kaiser, der stadig kører rundt på<br />
travbanen. Romeo, der aldersmæssigt kunne være deres søn, er blevet<br />
budt velkommen hos Emilie og Leo fordi han, som dem, lever for<br />
Foto © Lea Gudmundsen: Restaurant Pegasus<br />
nedadgående i et misbrug. De er blevet hinandens surrogatfamilie. Romeo<br />
er ludoman med hang til alle slags rusmidler. Ind på scenen kommer den unge vikarierende tjener Un. Hun<br />
ser og siger mere end de andre. Både Leo og Romeo fascineres af hende, mens Emilie føler sig truet.<br />
Dialogen kører afbrudt af afstikkere til spillelugerne, og for Romeo og Emilies vedkommende til toilettet hvor<br />
sex og penge udveksles. Travbanetraditionen tro udtrækkes der sidst på dagen en blandt publikum, som skal<br />
løbe om kap med en hest. Via intrikate matematiske veje har man udregnet, hvor langt tilbage hesten skal<br />
starte i forhold til mennesket. Det var et tilsvarende løb Leo vandt år tilbage. I dag byder chancen sig for at
gentage succesen, og han tilskyndes af Un. Nok er Leo omkring de 70 år, og<br />
UN: Jeg tror ikke, jeg<br />
har lyst til at være med<br />
til det her mere.<br />
nok er han lige blevet opereret, men tanken om at deltage giver ham fornyet LILLE LEO: Men de kommer<br />
tilbage lige om lidt…<br />
livsenergi.<br />
UN: Om lidt?<br />
For Romeo bliver mødet med Un et kærlighedsmøde, eller noget der kunne<br />
LILLE LEO: Lige om lidt.<br />
UN: Så længe vil jeg ikke<br />
være blevet til kærlighed. Men da de aftaler at gå ud at danse nu, og Romeo<br />
vente.<br />
LILLE LEO: Jamen, er det<br />
mener ”om lidt”, går Un. Romeo forlader til sidst scenen med hænderne særligt længe? ... nej,<br />
det kommer selvfølgelig<br />
fulde af åbnede champagneflasker som kompensation for de tabte penge, ikke mig ved, men jeg<br />
han skylder væk.<br />
Leo forsvinder ned på banen for at løbe mod hesten, og Emilie er ladt alene<br />
kunne bare forestille mig<br />
at Romeo… (sc.13)<br />
tilbage for over højtalerne at høre, at Leo falder om og samaritertjenesten bliver tilkaldt.<br />
Karakterbeskrivelse og skuespillerne<br />
Følgende: en præsentation af folkene ved bord 06 på Restaurant Pegasus og de skuespillere, der gir dem liv.<br />
Thomas Levin (1978) – Romeo<br />
Kunstnerisk leder af <strong>Teater</strong> <strong>Grob</strong>. Uddannet på David Gideon N.Y., Martha Graham School<br />
og The William Esper Studio. Har siden 1997 medvirket i mange af <strong>Teater</strong> <strong>Grob</strong>s<br />
forestillinger og skrev Jeg Mig og Mit. Thomas har medvirket i en række andre<br />
teaterproduktioner, Tv-serier, spillefilm og diverse kortfilm, musikvideoer og<br />
udenlandske reklamefilm. Han modtog Reumerts Talentpris i 2003.<br />
Romeos unge ansigt er et landkort over misbrug. Men han skjuler sig bag sin smag for<br />
den dyre mode. Han prøver at gi’ den som den highsociety, stilsikre tænker, han ville Foto © Kim Wendt<br />
ønske, at han var. Men hans vid er nok ikke andet end Gajolæske-kompetencer. Han smider om sig med ord<br />
om åndelighed, citater fra gamle zenmestre og populær-psykologisk retorik af den selvafklarende skuffe, der<br />
vækker goodwilli. Men det er tvivlsomt om han har lyttet bag sine egne ord. Måske er det for smertefuldt at<br />
lytte? Måske er ordene en måde at holde livet på afstand en måde, som signalerer lige det modsatte.<br />
I virkeligheden er Romeo en society-zombie. Hans store idol er Christian Stadil, af hvem han hævder, at have<br />
fået en machete af, et våben han ikke vil give slip på. Men Romeo er en krydsning mellem Stadil og<br />
indbegrebet af forsømmelse og fortabthed, der er i konstant drev mod noget lige om lidt. Han er den unge<br />
tragedie, og dermed ikke bare tolereret af Lille Leo og Emilie<br />
Hellerup, men adopteret.<br />
NAVN: Shakespeares Romeo "gone wrong".<br />
Tror han, han er Hamlet? Ingen "ro".<br />
Hans liv er ét langt væddemål. Casino, net-poker, trav, galop,<br />
brevduer, greyhounds. Med samme tempo som han vinder de helt store beløb, sætter han dem til igen.<br />
Der er ingen, der ved, hvordan det ender med Romeo. Han kunne dø om få år, det er sandsynligt. Han<br />
kunne blive munk, det er usandsynligt. Eller han kunne finde en kvinde at elske, det ville nok gøre en forskel.<br />
Der er noget rent, næsten religiøst, over Romeos undergang. Han har søgt og fundet sin fortabelse. Men<br />
måske stråler der en sol i Romeos indre. Noget mildt, lyst og varsomt. I mødet med Un begynder Romeo at<br />
mærke sin krop igen…
Karen-Lise Mynster (1952) – Emilie Hellerup<br />
Uddannet ved Statens <strong>Teater</strong>skole 1975. Hun modtog <strong>Teater</strong>pokalen i 1995 og Reumert<br />
Prisen i 2003, -04 og -06. Underviser på Statens <strong>Teater</strong>skole. Har medvirket i en lang<br />
række teaterproduktioner, både som spiller og instruktør, i film og TV-serier.<br />
Emilie Hellerup drikker. Hun drikker med stil - god Chablis med knust is, men en<br />
del. Det kunne tænkes, at der også er noget slankemedicin involveret, og i øvrigt Foto © Kim Wendt<br />
hvad toiletskabet nu gemmer. Hun farter mellem receptioner. Hun<br />
NAVN: Emilie betyder = arbejdsom.<br />
holder sig ikke tilbage hvis et maleri falder i hendes smag –<br />
Hellerup klinger danskhed og velstand<br />
pengepungen fejler ingenting. Hun holder sig til gengæld heller materiel rigdom fristelse?<br />
ikke tilbage når det kommer til verbale udtryk – hun har et skarpt blik for det latterlige i andre mennesker og<br />
tværer gerne sine medmennesker – især kønne piger der truer hende, som personificeringer af den ungdom<br />
hun har mistet, og det liv hverken hun eller datteren fik levet. Den datter hun mistede for 24 år siden og hvis<br />
død hun bebrejder Lille Leo. Men måske bærer hun en uformuleret skyld på grund af sin egen<br />
alkoholpåvirkede tilstand ved ulykken. Den ville hun stå alene med hvis Leo ikke sad som hendes anker i<br />
livet. ,Ham har hun ikke råd til at tvære så meget. Desuden er han ufarlig, måske fordi han aldrig havde<br />
formatet til at blive hendes elsker. Hendes svigt overfor sin datter prøver hun nu at gøre godt ved at tage sig<br />
kærligt af Romeo – lidt for kærligt.<br />
Emilie ved intet om heste, og følger sjældent med når løbene køres. Hun spiller altid på den hest Kaiser kører<br />
og forholder sig på den måde rituelt, men aldeles upassioneret til væddeløbets grundlæggende vilkår; nemlig<br />
at regne den ud, at glæde sig eller lade sig skuffe og at genrejse troen på næste løb. Hun har sat tiden i stå<br />
for 24 år siden og har levet i en tidslomme af udlevet liv, fravær, og en del fornægtelse. Emilie Hellerup dør<br />
nok lidt løb for løb.<br />
Finn Nielsen (1937) – Lille Leo<br />
Uddannet ved Skuespillerskolen ved Odense <strong>Teater</strong> 1967. Har medvirket i en lang<br />
række teaterproduktioner, film og Tv. Dertil kommer medvirken i radioteater,<br />
underholdning og instruktion af adskillige revyer.<br />
Lille Leo sidder på banen og følger spillet, spiller ivrigt på hestene, og vinder han 47 kroner,<br />
imponeres han over sit flair for gamet. Men i spillet menneskene imellem er han Foto © Kim Wendt<br />
mere forsigtig. Han holder sig til anerkendte regler og trækker nallerne til sig<br />
når Emilie angriber. De gode manerer slæber ham faktisk rundt i manegen, NAVN: Betydning = lille løve<br />
kraft. Udtales: 'leve'.<br />
så status quo oprettes hurtigt for sammen må de være stærke.<br />
Indtil nu har han levet i et selvbedrag. Han har længe været lamslået over livets hast, sin egen uformåen og<br />
bilulykken, der gjorde ham ukampdygtig. Han bærer en skyld for Emilie, der overskygger hans egen smerte.<br />
Der er ikke meget plads til Lille Leo.
Portvinen er gået ham i næsen og ifølge lægerne har We have lingered in the chambers of the sea<br />
By sea-girls wreathed with seaweed red and brown<br />
alkoholen også ødelagt leveren, og han har ikke længe Till human voices wake us, and we drown.<br />
igen. Han er sådan set parat til at dø. Hans undergang er<br />
(fra T. S. Eliot The Lovesong of J. Alfred Prufrock<br />
civiliseret, hensynsfuld, næsten begejstret. Han tager ingen gidsler, kræver ingen ofre.<br />
Filippa Suenson (1986) – Un<br />
Filippa skriver om sit forhold til teater: Min medvirken i Håndbog i Overlevelse kan med<br />
rette kaldes en professionel debut. Jeg har medvirket i et par professionelle opsætninger<br />
som barn; "Gudruns 4. Sang" i dokken på Holmen (1996) og "Jul i Gammelby" på<br />
Nørrebros <strong>Teater</strong> (1998) og lavet statistarbejde på Tv og film. Siden '96 har jeg<br />
medvirket i mange forskellige forestillinger via ungdomsskoleteater. De sidste par år<br />
har jeg arbejdet med radiodrama og et enkelt spillefilmsprojekt med <strong>Teater</strong> Indtil Videre<br />
(en projektstyret teatergruppe dannet i 2003). Nu går jeg går på Den rytmiske Foto © Lea Gudmundsen<br />
Daghøjskoles kursus for scenekunst (fysisk teater). I vinteren 2006 læste jeg hos en skuespiller og søgte ind<br />
på teaterskolerne. På trods af at jeg ikke blev optaget, fik jeg meget ud af prøverne i forhold til min<br />
personlige afklaring omkring teaterskoler og skuespil. Min plan er at søge optagelse igen i år.<br />
Jeg tror, jeg spiller teater, fordi jeg har rigtig meget lyst til det. Og så er det at spille skuespil svært og hårdt,<br />
og den udfordring kan jeg godt lide at arbejde med. Jeg er ikke 'opdraget' med teater, men har haft<br />
interesse for det, fra jeg var lille. Det, der fængsler mig ved teater, film, dans, opera osv., er den dramatik,<br />
som til en hver tid gør situationer og mennesker spændende. I disse kunstformer er det 'bare' zoomet ind på<br />
eller kommenteret på en scene - hvad enten det er gammel, græsk tragedie eller nyt, dansk drama.<br />
Un er på siden af trekløveret ved bord 06. Som tjenervikar er hun<br />
NAVN: Anagram = nu. Allussion =<br />
ny på stedet og har intet tilhørsforhold. Hun aner tillige heller univers. Engelsk præfiks = "un-" = "ikke-".<br />
intet om trav eller heste. Til gengæld besidder hun en umiddelbar<br />
viden om det sårbare i mennesker. Hun er ny i mødet med aldrende vrede, resignation og det<br />
mellemmenneskelige magtspil. Det forundrer hende, og hun formår i naturlig forbløffelse at afdække det<br />
mærkværdige og indholdsløse ved stedet og dets mennesker. Det er dog ikke hendes mål eller hensigt. Hun<br />
er ikke tænkt som en uskyldsren engel, men hun opfattes af de andre i både positiv og negativ forstand, som<br />
noget ud over det sædvanlige. Godhed i for store doser kan virke intimiderende, provokerende og kvælende.<br />
Hun lever ikke i fortid og fremtid, men er til stede nu. Un repræsenterer nuet og tilstedeværelsen. Og da<br />
hendes emotionelle apparat er både bredt og intakt, så sårer man hende, hvis det er det, der er hensigten.<br />
Men her ville hun typisk reagere mere på hensigtens natur end på udfaldet. Men Un bærer på en tilfredshed,<br />
endog glæde, som ikke lader sig kue så let. Hun har en tro på livet – selv efter at det er slut – og gider hun<br />
ikke være med til det, der foregår omkring hende, er det let for hende at gå.<br />
Forslag: spil på karaktererne før forestillingen ses. Hvilke odds har de med hensyn til at gribe livet, styre sit<br />
misbrug, vinde på hestene, vinde i kærlighed, sige deres mening, nå en erkendelse, vække omgivelsernes sympati<br />
osv. Efter forestillingen er set, kan man diskutere resultaterne af sine satsninger. Diskuter hvordan karakterernes<br />
chancer er på det tidspunkt vi forlader dem.
Interview med Jakob Weis<br />
Ritualer nu<br />
HÅNDBOGSFAKTA:<br />
Dramatiker Jakob Weis (1970): Jeg debuterede i<br />
1994, da jeg meget uventet vandt Dramatikerstudios<br />
manuskriptkonkurrence i Århus. Det har<br />
Kan du sige lidt om, hvordan du arbejder?<br />
kørt slag i slag siden, dog med en pause med tre<br />
Mit afsæt er på sin vis realisme. Det er sjældent, jeg tager<br />
børn, hvor jeg underviste mere end jeg skrev. Der<br />
var to forestillinger i Århus, en reading på<br />
afsæt i noget, der ikke eksisterer, og det er meget Folketeatret og så min første forestilling for <strong>Grob</strong>,<br />
Boxning, der satte ny dagsorden for mit<br />
sjældent, at det er særuniverselt. Jeg laver ikke selv Københavnerteaterliv. <strong>Grob</strong> og jeg er vokset<br />
reglerne for det valgte rum, men undersøger det minutiøst,<br />
sammen siden. Derudover har jeg skrevet på filmprojekter<br />
1995-97 og computerspil. Computer-<br />
hvilket kan distancere rummet fra det, vi forstår som 1:1branchen har fået øjnene op for vigtigheden af<br />
kreative fiktionstænkere, men dengang var det lidt<br />
realisme. Det valgte rum kan godt virke marginalt, men det flippet. Og så har jeg skrevet en del radiodrama,<br />
eksisterer. Jeg bruger tid på at finde rummets syvtusinde<br />
[Fryds Fred, Forudsætninger for Jungledød og<br />
aktuelle Colossos]. Mediet er i rivende udvikling, og<br />
regler og ritualer. Derefter dissekerer og eksponerer jeg de jeg er vild med det. Om alt går vel, begynder jeg<br />
skrivningen på endnu et stykke i januar<br />
få, som er mest interessante eller betegnende. Derved (http://www.dr.dk/p1/radiodrama). I forbindelse<br />
bliver realismen en art symbolisme og i sidste ende bare en<br />
med Ibsen-året skriver jeg nu Helmer Hardcore, for<br />
<strong>Teater</strong> V, om hvor Helmer gik hen, da Nora gik [fra<br />
historie, der skal fortælles. I dette stykke – på en travbane Et dukkehjem, prem. 18/2-07, Prøvehallen, Valby].<br />
Weis har desuden været nomineret til dramatiker-<br />
– er det interessant, at nogle folk lægger penge og nes Reumert, har undervist i drama-skrivning, bl.a.<br />
forveksler det med lykke: de næste ti minutter kan gi’<br />
på KUBA og <strong>Teater</strong>HUSET, og instrueret flere<br />
forestillinger. Se forestillingsoversigt i bilaget for<br />
adgang til noget lykke, til det ”rigtige liv”. Det ritual er et samarbejder mellem Weis og <strong>Grob</strong>.<br />
bedrag, og det bedrag er interessant. Det interesserede mig at placere karakterer, som er slidt ned af det<br />
bedrag, og som ikke har magien i tanken længere, i dette univers. For dem er det at lægge 50 kr. på en hest<br />
næsten ligeså interessant som at ta’ sig et lille glas. Det bliver et ritual, som har mistet sin magi og nu gøres<br />
pr. automatik. Dog bilder de sig selv og hinanden ind, at det<br />
er dét, der skal til for at overleve; det er i travbaneritualet, Romeo ankommer med en stak bøger hvoraf en af<br />
de tror, at de kan holde sig i live.<br />
dem er Nuets Kraft af Eckhart Tolle. Tolle er<br />
slået an som åndelig vejleder, forfatter til<br />
Ligger det som et forsøg på at erstatte en slags religion? selvhjælps-bøger og kursus og foredragsholder.<br />
Han hævder at have gennemskuet grundlaget for<br />
Ja, i høj grad. De efterlever nogle ritualer, de engang troede alverdens religioner. Derfor tilskriver han sig ikke én<br />
på havde en højere mening. Denne højere mening kommer<br />
religion men citerer flittigt både Buddha og Jesus.<br />
Ifølge ham, bygger alle religioner på den samme<br />
dog atter ind i dette univers ad omveje. Der kommer en ide, nemlig at leve i nuet og være fuldstændig<br />
tilstede hele tiden. Man ikke bekymre sig om i<br />
legemliggjort løsning, en ny flugtverden, eller en ny lykke morgen, fordi man dybest set altid kun er tilstede i<br />
ind gennem bagdøren. Det er denne tanke om nuet, der<br />
nuet – ting skete ikke i fortiden – dengang skete de<br />
i nuet. Vi skal distancere os fra vores tanker – styre<br />
pludselig melder sig i kraft af bogen Nuets kraft af Eckhart dem, ikke lade os styre af dem osv. Man skal indse,<br />
at man er en del af et universelt hele, og når man<br />
Tolle og personificeret i tjeneren Un. Der åbner sig en dør ”dør” man ikke men forbliver integreret i dette<br />
mulighed for at træde tilbage i livets bane, der hvor<br />
hele. Man har desuden en såkaldt smertekrop, hvor<br />
al ens smerte ligger. Denne mener Tolle at man<br />
bevægelserne foregår. Vi følger kampen om og angsten for skal gøre sig fri af ved at være sig den bevidst, og<br />
ikke lade den styre ens liv. Det lyder såre simpelt<br />
det her ”nu”. Det berører det problematiske spørgsmål, om og er værd at have i tankerne, når man ser på<br />
nuet overhovedet eksisterer, eller om det bare er nyreligion<br />
f.eks. Emilies tab og den smerte, der ligger som<br />
grundtilstand hos de fleste misbrugere.<br />
på linje med alt muligt andet.<br />
http://eckharttolle.com
Hvordan forholder du dig til bøger som Nuets kraft?<br />
"Og selvfølgelig bestiller jeg aldrig et<br />
glas vin, når jeg er på bar. Vin er en<br />
ren og skær fysisk nydelse, der<br />
overhovedet ingen indvirkning har på<br />
indbildningskraften. Til at sætte<br />
fantasien i gang og holde den ved lige<br />
kræves engelsk gin. […] Jeg ved ikke<br />
hvorfor, men sådan er det altså. Som<br />
man kan forstå, er jeg ikke alkoholiker.<br />
Naturligvis er det regelmæssigt sket, at<br />
jeg har drukket mig plakatfuld, men for<br />
det meste er indtagelsen af spiritus for<br />
mig noget ophøjet, et ritual, der ikke<br />
medfører egentlig fuldskab, men som<br />
derimod hensætter mig i en slags<br />
beruselse, et afslappet velvære, der<br />
måske godt kan minde lidt om<br />
virkningen af visse mildere former for<br />
narkotika. Det hjælper mig til at leve og<br />
arbejde." (Luis Buñuel, Mit sidste suk,<br />
oversat af Jesper Tang ([København]:<br />
Forum, 1990), p. 41-43)<br />
Der er grupperinger, hvor Tolles nu-filosofi er en styrende tanke. Fint<br />
nok, men det vækker min mistillid, at bogen er så dårligt skrevet. Jeg<br />
bilder mig ind, at jeg er læsestærk, men jeg har simpelthen svært ved<br />
at læse den. Den er dogmatiserende. Han farer ad omveje med<br />
fængende postulater, så vi lytter til ordenes klang af ”sandhed” uden<br />
at lytte bag ordene. Det er menneskeligt at lytte, men som Louis<br />
Buñuel kan jeg ikke li’ folk, der postulerer, at de kender sandheden.<br />
De skræmmer mig. Jeg oplever dertil, at når jeg står ansigt til ansigt<br />
med folk, der praktiserer at leve i nuet, opstår der et<br />
samvittighedselement, som er ubehageligt. Det bliver en<br />
mellemmenneskelig "policing" – et krav om, at man er helt tilstede for<br />
den anden part hele tiden, selvom man måske har et barn, der ligger<br />
syg. Det kræves, at dine tanker ikke må fare andre steder hen. Tolle<br />
har en ’os/dem’ retorik og roder med hardcore begreber som moral, etik og samvittighed. Han systemsætter<br />
en måde at se hinanden på, som afstedkommer underskud, dårlig samvittighed, utilstrækkelighed. Det er<br />
sådanne minusværdier, der kan få mig til at gå i baren og bestille en dobbelt whisky og genoptage rygningen.<br />
Til at flygte et øjeblik; sige, ja, jeg er utilstrækkelig, men nu tager jeg lige en halv time i baren, så kan det<br />
være tilstrækkeligheden kommer tilbage. Billedligt altså.<br />
Tilslutningen til hans tanker ses hos livsstilsinteresserede, nyreligiøse, og for den sags skyld hos<br />
forældregruppen i børnehaven. På sin vis tror jeg, det til dels er generationsbestemt. Jeg tror, det er en<br />
interesse, man får, når man er mellem 30-40 år. Det er et tidspunkt, når man har fået børn og karrieren er<br />
kommet op og rulle osv., hvor spørgsmål som ”var det bare dét…?” og ”var vi ikke mere…?” osv. melder sig.<br />
En masse eventyr er udlevet. Jorden er gødet til lidt ny eksistentialisme. Og så kommer Tolle ind ad døren til<br />
dette søgende miljø.<br />
Mener du, at der er en sammenhæng mellem misbrug og<br />
religion? At hvis man søger, kan man risikere at klikke på hvad<br />
som helst?<br />
Præcist. Sat på spidsen mener jeg, at sådan en bog er<br />
beslægtet med alle andre stimulanser. Det er jo bare én måde<br />
at overleve på. Det, at tro på nuet, er på en måde mere subtilt<br />
eller mindre konkret end at ta’ en drink, for dét er da til at ta’<br />
at føle på. Der er da en ”nu-reaktion”, når du raver rundt og<br />
glemmer tid og sted! Det moralske i en drink sorterer normalt<br />
lavere end det at dyrke ”nuet”.<br />
Foto © Lea Gudmundsen<br />
På den anden side er alkohol og stoffer jo, selvom det kan forstærke nuet så man glemmer alt omkring sig,<br />
også en flugt fra nuet.
Absolut, og igen en måde at overleve og dø på. Ifølge Tolle er folk bange for nuet, fordi det ikke kan måles i<br />
tid. Først tænkte jeg, at det var en fantastisk iagttagelse. Fordi for mennesket er tiden på én gang et<br />
tryghedsparameter og et angstparameter; som tiden går, stiger angsten. Det tidløse kan eller tør vi ikke<br />
forstå. Men så henviser Tolle til træer og sten, som aldrig spørger hvad klokken er, og det er jo et gribende<br />
eksempel på, at der er en bevidsthed til forskel. Man må formode, at et træ ikke har det samme intellekt,<br />
som et menneske. Det er dér, det springende punkt er. Vi har brug for at forstå, og vi kan ikke imitere et<br />
egetræ, vel? Derved bliver ambitionen om at leve i ”ikke-tid” og dermed hele hans projekt omsonst. Han<br />
forlanger noget af os, der for mig er angstfremkaldende. Hvis ikke jeg valgte at sige, fint nok Eckhart, tillykke<br />
med bogen, jeg lægger den fra mig nu, ville han efterlade mig med et tomt hul indeni, hvilket sikkert er min<br />
egen skyld, og det vil Tolle sikkert gi’ mig ret i. Men der er mange, der ikke lægger den fra sig. De bestræber<br />
sig på at passe ind i hans system. Det bliver en eksistentiel sutteklud. Jeg tror, at Tolle kommer til at rage<br />
meget op i landskabet de næste år, men efter ham kommer der sikkert noget nyt.<br />
Politisk teater<br />
Kan du sige noget om de ideer der inspirerer dig, eller som du distancerer dig fra?<br />
Jeg distancerer mig især fra politisk teater! Det er min kæphest i disse tider: det kan jeg ikke ha’!<br />
Skelner du mellem forskellig slags politisk teater? Indeholder det meste teater ikke noget politisk?<br />
Jo, men der er forskel. Det er det unuancerede, individfikserede teater, der basunerer tematikken, jeg taler<br />
om, ikke det med underliggende subtile strømme af samfundskritik. For mig er det vigtigt at undersøge<br />
individer som helstøbte personer og ikke politiske symboler. Jeg mener, at der er en bevægelse indenfor<br />
politisk teater, der er opdyrket snarere end spiret frem, og at den udvikling er dikteret af medieparnasset.<br />
Der kom et klart formuleret anmelderkrav omkring 2002: nu måtte ”kunstnerne komme med en politisk<br />
udmelding”, for ”tiden var klar”… For det første, kom kravet ikke fra kunstnerne selv. Det burde komme som<br />
en nødvendighed for den enkelte kunstner. Vi halser efter at skal skabe noget, der lægger sig op ad kravet til<br />
det offentlige teatermarked. For det andet mener jeg ikke, at forudsætningerne for at stille de krav til en ny<br />
strømning var specielt tilstede. Kravet kom i forbindelse med et regeringsskifte. Det er grotesk, at en skare af<br />
mediepersoner, som har noget imod den siddende regering, pludselig opfordrer kunstnere til kamp. Hvorfor<br />
opfordrer de ikke til kamp, når der sidder en socialdemokratisk regering? Det er styret af ”slå ham, for han<br />
tog min slikkepind!”. Jeg synes, at det er et meget svagt grundlag at diktere en ny strømning på. Plus,<br />
interessen for emnet bliver unaturlig. Jeg mener, at det politiske teater nu, med meget få undtagelser, bliver<br />
skrevet fra det samme politiske ståsted som de, der går i teatret, har. Hvis vi kun er enige, er vi for lige vidt.<br />
Så har vi lavet en nikkeklub, hvor vi skal nikke sammen og være enige om, at Anders Fogh er dum. Det<br />
synes jeg er en lav ambition og uinspirerende for publikum. Det politiske teater, jeg har set, har desværre<br />
været så politisk korrekt, at det bliver ufarligt. Det er ikke vores samfund men individerne, der står for skud.<br />
Det må nødvendigvis være resultatet af en dikteret strømning. Jeg er desværre tilbøjelig til at sige, at det<br />
skal gå meget værre i det her land, for at vores politiske teater bliver interessant. Så den korte version er:<br />
politisk teater appellerer ikke til mig, så jeg lægger mig nok ubevidst langt væk fra det.
Stykkets overlevere<br />
Nå, men tilbage til stykket. Jeg vil jo meget gerne forsvare de her karakterer, lige så ulykkelige de er, og<br />
ligegyldigt hvor meget eller lidt de læser Tolle. Jeg har valgt karaktererne ud fra et univers, der<br />
repræsenterer tid i flere former. På en travbane skal man nå noget, nå at spille; man skal ha’ resultatet;<br />
hvorefter der opstår en ny tid, hvor man skal spille igen.<br />
Men hvor kender du travbanen fra?<br />
Jeg blev introduceret til den af en kammerat, da jeg var ca. 13, og det var noget af et miljøchok. Det var<br />
voldsomt at opleve folk spille sig fra hus og hjem – jeg så jo folk der havde mistet alt! Engang hen mod<br />
slutningen af løbsdagen og ud af det blå kom en svedende mand i pænt jakkesæt og bøjede sig hen over<br />
mig og tog sit armbåndsur af. ”Du kan købe det her, det er 5000 værd, men du kan få det for en hund,”<br />
sagde han. Og du ved 13 år, jeg havde ikke 100kr, jeg havde 5. Men i dag spekulerer jeg over, hvilken<br />
mekanisme det er, der gør, at man vil sælge sit ur, fordi man er på skideren én dag? Bliver det næste tøjet?<br />
Og så en tur på lokummet for at hente pengene hjem ligesom Romeo? En anden oplevelse, der satte spor,<br />
var synet af en mand, der stod og råbte og skreg på de her heste hver løbsdag, konsekvent. Og omkring de<br />
sidste par løb kunne man se, at hans selebukser var fuldstændig pløret til<br />
af urin. Det er nogle eksistenser, der har sat sig i mig. Nogle voldsomme<br />
situationer. Så da jeg skulle skrive om tid og om at være tilstede, tænkte<br />
jeg, ”hold kæft, dette miljø er så medfortællende, at jeg ikke behøver at<br />
gøre rede for det, jeg kan bare placere figurerne her.” Så håber jeg, at det<br />
kan resten selv, men nu får vi se.<br />
De otte løb, hvor hestene kører i en bevægelse, der aldrig tager dem andet<br />
end rundt, afbilleder en stilstand…?<br />
Netop. Der ligger også en selvforglemmelse i at stå og heppe på en hest,<br />
der løber! Hvis der kom en mand fra det ydre rum og så en flok mennesker<br />
råbe af en hest, så ville han da tænke sit! Det er en absurd situation, hvis<br />
man ser helt nedpindet på det.<br />
Men er der kun sørgelige eksistenser på banen?<br />
Der er en lille bitte klasse derude hesteejerne osv., der har penge. Men tager du et tværsnit af tribunen, har<br />
du velhaverne øverst, længere nede kommer de lidt mindre velbeslåede, og helt nede kommer dem, der<br />
sidder og fryser på den udendørs tribune i januar og håber på at vinde. Så hele samfundet er repræsenteret.<br />
Emilie og Leo er strandet på den midterste tribune, på restaurant Pegasus for de lidt mere velbeslåede.<br />
Emilie er stadigvæk velhavende. Hun har en lidt anden økonomisk placering end Lille Leo, men han har nok<br />
været mere ved muffen før. Vi har en klar fornemmelse af, at de har slået rødder, de er gået ind i en<br />
tidslomme. Hun forholder sig næsten ikke til den spænding, der er i rummet. Hvorimod Lille Leo er mere<br />
modtagelig, for han er romantikeren, hvor hun er kynikeren. De mødes hver søndag og har deres lille liv,<br />
deres ritual, som de fastholder hinanden i. Det viser sig, at de fikserer tiden og minder hinanden om, at hér<br />
gik tiden i stå. Det viser sig, at Emilie er den, der konkret kræver, at tiden ikke bevæger sig. Hun frøs tiden<br />
LILLE LEO: Jeg kan mærke<br />
det bliver en af de helt<br />
store dage, Emilie.<br />
[…]<br />
EMILIE: Den har du jo<br />
altid før første løb,<br />
Leo. Den fornemmelse.<br />
LILLE LEO: Jo, jo men det<br />
er også et herligt<br />
tidspunkt på dagen, det<br />
må du indrømme. De ligger<br />
lige der foran dig. Otte<br />
friske løb, ikk`…<br />
EMILIE OG LILLE LEO: Otte<br />
små liv på rad og række…<br />
(Sc. 1.)
på basis af et traume. Men ikke desto mindre er det en meget bevidst handling. Det er et skamritual, for hun<br />
sætter Leo stævne med den skam, hun synes, at han skal gennemleve hver søndag. Det er faktisk den skam,<br />
der har sat ham i stå i resten af sit liv. Han har jo drukket sig ned under gulvbrædderne.<br />
Kan du fortælle lidt om Emilies kynisme?<br />
Jeg tror, at hun skal forsvares, simpelthen fordi hun mistede et barn. Det at miste et barn, er det mest<br />
smertefulde, jeg kan forestille mig. Jeg kan ikke forestille mig at man kan bearbejde det. Så deri ligger mit<br />
forsvar for Emilies kynisme. Hun er hostil over for alle andre end Leo. Hvis hun var fjendtligt indstillet over<br />
for ham, ville hun ikke kunne holde liv i hans skam. Hun<br />
håndterer hans skam med omsorg – meget spekulativt. Og det er Det danske sprog: Se på tidens tendens<br />
til at bruge ordet ’bruge ’ om mennesker –<br />
hendes måde at holde ham fast; hvis han forsvinder, er hun alene hvem og hvad kan man bruge til noget.<br />
Spørgsmålet om at være 100 % tilstede –<br />
i sin smerte. Så tror jeg, hun ville kuldsejle for alvor. Og det er hvis vi ikke var tilstede så ville vi vel være<br />
Emilies historie, hun går ikke ned, fordi hun er kynisk beregnende døde, eller…? Brugen at begrebet ’den<br />
virkelige verden’ som betegnende for det,<br />
med hensyn til at overleve.<br />
der er om lidt – f.eks. arbejdsmarkedet efter<br />
uddannelseslivet – hvornår er virkeligheden?<br />
Kan du sige noget om hvordan karaktererne bruger hinanden?<br />
Stykket hedder Håndbog i overlevelse simpelthen fordi, det handler om karakterernes manøvrer for at<br />
overleve. At Emilie holder Leo i sit liv er en fortløbende manøvre, der har stået på i 24 år. Hun kan ikke<br />
overleve uden Leo, og det vil jeg gerne have historien til at fortælle. Og når Leo forsvinder, når historien er<br />
slut, hvad skal der så ske med Emilie? Vi ved det ikke, men vi ved, at det ikke er godt. Skulle hun holdes fast,<br />
skulle der komme en ny mand. I mit første udkast, kom Kaiser, og satte sig hos hende. Og det, hun havde<br />
drømt om i 24 år, var ikke bedre, end det hun havde haft foran sig i 24 år. Men jeg håber, at det er bedre<br />
ikke at vide, hvad der sker.<br />
Karaktererne følger en overlevelsesstrategi. Leo har sin drink, og Romeo har sine redskaber til at overleve. I<br />
dette miljø placere jeg den rene pige, Un, som ikke bruger nogen redskaber for at overleve. Hun er såre<br />
sympatisk og mit bedste bud på ”at være”. Så kan Eckhart tjekke det ud og se, om jeg har forstået noget.<br />
Jeg synes, at han skal repræsenteres, og at muligheden, utopien eller romancen skal repræsenteres. Men jeg<br />
prøver også at fortælle en historie om, hvad utopien gør ved de her mennesker. Det er deri kritikken ligger.<br />
Hvad udløser den hos de her mennesker? Hvad udløser hendes umulige måde at være på, hendes<br />
uopnåelige måde at være på? Udviklingen ligger i, at hun er en indflydelse, og de er en reaktion; på hver<br />
deres måde fra hver deres tid.<br />
Karaktererne repræsenterer hver deres tid. Romeo repræsenterer ’om lidt’; ikke den store fremtid som han<br />
selv tror, han ser, hvilket han ikke gør, men ’om ti minutter’, ’om en time på Café Ketchup’. Han stræber hele<br />
tiden efter ’om lidt’. Til at starte med tror vi, at Emilie er den, der er mest tilstede. Hun går på gallerier osv.;<br />
vi tænker, at hun er en ”leve-dame”. Leo bliver ved at snakke om ”dengang”, men de krydser hinandens<br />
ender, og det viser sig, at Emilie er den, der er allermest fikseret i fortiden. Og Leo kommer til at<br />
repræsentere muligheden for nuet. Det er tanken, at placere karaktererne i de her tider, lade dem være<br />
repræsentanter for forskellige tider og lade dem efterstræbe disse tider.<br />
Du har engang sammenlignet Lille Leo med Willy Lomann fra En Sælgers Død.
Jeg forestillede mig Leo før det hele skete; at han har haft en familie, men også at han drak. Jeg forestiller<br />
mig, han er blevet forladt, har prøvet at miste. Det er grunden til, at han er blevet en ensom eksistens, der<br />
læner sig op ad en anden. Hvis Lomann ikke var kørt ind i et træ, så ville han forhåbentlig blive forladt, for<br />
han var tyrannisk. Han var fuld af selvbedrag, et selvbedrag Leo også har i sig ind til denne dag, hvor han<br />
gør op med hele butikken. For første gang benævner han tragedien, og sætter ord på, at det var ham, der<br />
kørte bilen, der dræbte Emilies barn. Han bliver nødt til at læsse den af for at slippe skammen en gang for<br />
alle. Så den krydser også Albee’s Who’s Afraid of Virginia Woolf.<br />
Romeo ser du som en mellemting mellem den seksuelt misbrugte forfatter J. T. LeRoy, der voksede op<br />
omgivet af stoffer og prostitution og Hummelchefen Christian Stadil?<br />
Ja, nu viste det sig, at LeRoy-historien var et stort "scam". Men<br />
Romeo er en blanding af LeRoy-typen, den fuldstændig sårbare og Romeo ser op til Christian Stadil. I 1999<br />
sårede og Stadil. Stadil kender jeg kun som medieperson, og det er blev Stadil chef for og relancerede Hummel.<br />
Det gamle sportsmærke blev mode. Udover<br />
vigtigt! Jeg er ikke ude efter Stadil, men ude efter en livsstil. Det er at være en hardcore businessmand med<br />
den livsstil jeg prøver at krydse med en total fortabelse.<br />
interesse for buddhisme, involverer han sig i<br />
velgørenhedsorganisationer. Bl.a. figurerer<br />
Emilie kæder du sammen med Jeppe på bjerget. ’Hvorfor drikker han i forbindelse med Amnesty International’s<br />
antivoldskampagne, Hjerte-foreningen, Red<br />
Jeppe’, men ingen spørger Emilie.<br />
Barnet, Tibet Charity og Mellemfolkeligt<br />
Der er aldrig nogen, der spørger, og der er aldrig nogen, der tør<br />
Samvirke. Ifølge Stadil selv, er han en god<br />
blanding af ny ansvarlighed og smart<br />
spørge. Det er ikke, fordi man ikke interesserer sig for Emilie, men markeds-føring, et paradoks man kan<br />
diskutere i forhold til mange virksomheder,<br />
man ved ikke, hvad man roder med. Men man ved, at det er fatalt politikere og os private mennesker i dag.(Se<br />
på en eller anden måde, enten dør man selv, eller også dør hun,<br />
hvis man spørger.<br />
http://www.ms.dk/sw40404.asp og for J. T.<br />
LeRoy http://www.jtleroy.com/index2.html)<br />
Det handler om at overleve. Og det handler om alle mulige overlevelsesmanøvrer. Det er ikke bare at drikke<br />
eller læse en bog, det er også denne menneskelige interaktion, som er en manøvre; ”du skal være tæt på<br />
mig”, ”mand-kone-konstellationen”. I ægteskaber hører man om tilfælde, hvor manden går til grunde når<br />
konen dør. En tragisk udlægning kunne være, at de sidste 20 år har været ren overlevelse. Det, der var<br />
kærlighed, er gået over til at blive overlevelse.<br />
Er der en parallel mellem det at se/lave en forestilling, der altid er lige nu og det at være tilstede i nuet?
Bag & udenom scenen<br />
Scenografi<br />
Uddrag af intentionsmøde med scenograf Rikke Juellund:<br />
Foreløbig er det kun geografien, jeg har arbejdet på i forhold til Kaleidoskops rum. Det vil sige, at f.eks.<br />
gulvtæpper og farver kommer senere. Vi forestiller os, at man ser den midterste af tre siddetribuner bagfra.<br />
Det vi ser bagerst er det store udsyn til banen, med en eller anden form for horisont. Vi har talt om, at lave<br />
en miniature af kontroltårnet, for at lave et helt klassisk perspektivtrick. Bygge det realistisk i en meters<br />
højde og sætte det ned ved horisonten.<br />
Foto © Rikke Juellund<br />
På den virkelige travbanen er der nogle fede detaljer, så som et metalgitter, hér repræsenteret af de hvide<br />
stænger, der ses i baggrunden. Det hele skråner dels for at få en lidt gyngende, lettere usikker fornemmelse,<br />
og dels for at man fornemmer at den øverste kant, undersiden af den tribune, vi sidder under, fortsætter<br />
over publikum. Der kommer et rækværk hele vejen hen, som dels kan blive god spillemæssigt, man kan<br />
læne sig og kigge ud over travbanen, Romeo kan sidde og dingle… Og så er der i øvrigt ret langt ned, så<br />
sikkerhedsmæssigt er det også godt, at den er der. Trapperne gør at man fornemmer de andre niveauer,<br />
men de skjuler også teatrets egne vægge. Tanken er, at alt det man ser, er scenografi. I princippet er det en<br />
illusion fra forkanten og ind.<br />
Er der en parallel mellem det at se/lave en forestilling, der altid er lige nu og det at være tilstede i nuet? Diskuter<br />
forholdet mellem teaterpublikumet i salen og travbanepublikumet (skuespillerne) på scenen. Hvordan involveres<br />
publikum, og kan man tale om en dobbelt tribune?<br />
Trav<br />
Charlottenlund Travbane (1891), Cykelbanen i Ordrup (1888) samt Klampenborg Galopbane (1909-10)<br />
var fra starten vigtige udflugtsmål for københavnerne. Travbanen blev udbygget gradvist. Dens ældste del,<br />
portanlægget ved Ordrup Jagtvej, blev flyttet dertil fra Den nordiske Landbrugs- og Industri Udstilling i<br />
København 1888 og den nyeste del er den store tribune fra 1953. Selve væddeløbsbanen et stort antal<br />
bygninger, stalde m.m. er tegnet af Gotfred Tvede.
Travsport adskiller sig udover gangarten fra galop ved at hestene oftest trækker en let tohjulet vogn (sulky<br />
ca.15kg), hvor kusken, ifølge Jakob Weis, sidder ”med meget spredte ben bag en meget stor hesterøv”.<br />
Sulkyerne stammer fra det gamle Rom. De blev brugt første gang i den moderne form i USA 1892. De første<br />
danske travløb foregik i 1830-33 og med totalisatorspil i 1885. Charlottenlund Derby har en distance på 3km.<br />
Normalt løbes der ca. 45-50km/t. Travhesten Tarok (1972-81) vandt, udover Derby i 1976, 111 ud af 165<br />
løb og gjorde sporten populær blandt et bredere publikum.<br />
I forestillingen forekommer en række hestenavne, som kan tildeles en vis betydning, selvom de ikke er<br />
atypiske travnavne. Følgende er navnene i forbindelse med den plads de indtager i de forskellige løb:<br />
♦Tarok figurerer i fortiden men dens barnebarn, Barok, kan man løbe om kap med.<br />
♦Kukkuboogaloo og Sex Killer er taget af programmet, men I`m a lover er stadig med.<br />
♦Andante og Jomfru Bolette presser I`m dirty to night, der dog tager føringen og vinder.<br />
♦Peggy Sue, kørt af Kaiser, taber mod programnummer tre med navnet Snehvide, som vinder med<br />
længder. Un valgte nummer tre. Hendes næste valg er programnummer et Forget-me-not, som dog<br />
bliver sendt ned bag i feltet og udgår.<br />
Foto © Lea Gudmundsen<br />
Tarok som vinder af Dansk Trav Derby<br />
År Hest Kusk Ejer<br />
P.-O., R. og G.<br />
Vindertid<br />
2005 I'm A Photo Staffan Nilsson Ohlsson &<br />
Bygg<br />
1.16,5a<br />
2004 Home<br />
Blåbjerg<br />
Good Guy<br />
2003<br />
DK<br />
2002 Frække<br />
Frederik<br />
Thomas<br />
Uhrberg<br />
Stall Husaren<br />
Gøteborg<br />
1.17,5a<br />
Bent Svendsen Parkköken A B 1.17,0a<br />
Preben<br />
Kjærsgaard<br />
Team F F 1.16,4a<br />
1977 Vixi Bird Jørn Laursen (a) Stald Kima 1.19,6a<br />
1976 Tarok Jørn Laursen (a) Stald Kima 1.19,9a<br />
Samtale med Kjeld Nielsen – Nu: Ritualer og nyreligiøsitet<br />
Kan du sige lidt om det at efterstræbe lykke?<br />
Efterstræbelsen af en badeværelsehylde kan blive til, at man Kjeld Nielsen (1942). 1969: cand.theol.<br />
Københavns universitet; 1970-74: Ph.d. ved<br />
efterstræber et image for at passe ind, som var man kalkerpapir. Hebrew Union College, Jewish Institute of<br />
Dette image skal så gøre en lykkelig, men det bliver tomt.<br />
Religion, Cincinnati, Ohio; 1974 til først<br />
i ’90erne: lektor ved Københavns Teologiske<br />
Efterhånden bliver dét at opnå imaget selve lykken – ikke dét, det Institut. Fra 1974: sognepræst Helsingør.<br />
vil bringe. I nyreligiøsitet er det realiseringen af ens potentiale<br />
Om det stille misbrug: Det stille misbrug er<br />
typisk dansk – vi er gode til at overtale og<br />
eller ”indre jeg”, der skal gøre én lykkelig. Ideen om at vi alle<br />
undskylde os selv. Og så antager man, at<br />
det er en form for frihed, man udøver, når<br />
besidder et meget større potentiale, har flere kræfter, ideer osv., man tager et lille glas. Gør man det flere<br />
end vi viser og derfor meget større muligheder for lykke, kan man<br />
roligt kalde for en livsløgn. Og det udnytter sekter, nyreligiøse og<br />
gange i løbet af en dag, viser man bare, at<br />
man er et selvstændigt menneske.<br />
åndelige vejledere ofte ved at påstå, at de kan hjælpe os ud af uvidenheden og dermed gøre os lykkelige. De<br />
indforståede lokker med at få det optimale ud af vores kræfter, tilsvarende en arbejdsgiver der sender
medarbejderne på kursus for at udnytte deres potentiale bedre. Mennesket har en lykke-søgen som kan<br />
misbruges.<br />
Ligger der et lykke-pres på os?<br />
I moderne religioner, new-age osv., ligger der et pres. Men kristendom og jødedom er ikke lykkereligioner.<br />
Dér drejer det sig om, at have det godt med Gud og sit medmenneske, og de to ting skal gerne rime. Så kan<br />
det være, at mennesket bliver lykkelig som en konsekvens, men det er en sidegevinst. I jødedom og<br />
kristendom vil man sige, at tingene aldrig er helt perfekte, og det er menneskene heller ikke. Men<br />
nyreligioner mener, at det er inden for menneskets rækkevidde at blive perfekt. Og det er helt ved siden af,<br />
mener jeg, en fejlbedømmelse, der kan ende med, at man tror så meget på sig selv, at det bliver overtro.<br />
Hvorfor hopper vi på det?<br />
Fordi vi dropper de gamle paroler, politisk og religiøst, og de nye skabte tankekonstruktioner passer ikke<br />
rigtig til mennesket og dets formåen. Prøver man at meditere sit store potentiale frem, og det viser sig, at<br />
man ikke har det, bliver man skør eller meget ulykkelig. Der ligger en større styrke i at anerkende, at man er<br />
svag. Svaghed er faktisk noget, der hører menneskets natur til. Fortvivlelse er meget forståelig, men det kan<br />
holde en fast i et rutinemønster, der er negativt og selvmorderisk. Det er faktisk at underleve livet, så man<br />
ikke får noget ud af det. Man er låst fast og låser hinanden fast.<br />
Undersøg de forskellige inter-<br />
Er nyreligiøsitet personfikseret?<br />
viewedes forhold til det at<br />
Ja, det tror jeg bestemt. Det hænger sammen med individualiseringen af overleve og det at leve i nuet.<br />
Diskuter hvordan forestilling-<br />
samfundet. Modsat f.eks. kristendommen skal man i mange nye religioner ens karakterer overlever –<br />
hvilke remedier bruger de.<br />
bevise, at man er moden eller værdig til f.eks. den næste grad af viden.<br />
Det er det gnostiske system, der figurerer her; nogen ved mere om vejen til lykken, end du gør. I de gamle<br />
religioner er der måske nogen, der ved mere, men når det kommer til stykket, ligger kernen til forståelsen af<br />
din eksistens, og de krav du kan stille til dig selv og dine medmennesker, og som Gud kan stille til dig, i en<br />
slags fællesskabsfølelse med de andre. Presset om duelighed skaber usikkerhed i den søgende, og så søger<br />
han mere viden og bliver derved holdt fast. For mange ender det med, at de mister troen på tilværelsen,<br />
føler sig udnyttet og mere usikre. Der er jo ingen grund til, at gøre folk mere usikre – verden er usikker nok.<br />
De gamle systemer var bedre til at skabe sikkerhed. Med sikkerhed mener jeg, at man ikke stræber efter en<br />
fuldkommengørelse og er sin egen lykkes smed, hvilket man er i dag. Og går det galt, er der noget galt med<br />
ens forståelse af systemet, med en selv, men så er der sikkert et hjælpekursus…<br />
Hvorfor tror du at en bog som Nuets Kraft er blevet en bestseller? Er der en tendens i øjeblikket til, at vi vil<br />
skrive livet på formel?<br />
Jeg tror, at vores tid er pseudovidenskabelig fikseret. Vi har naturvidenskaben, sprogvidenskaben osv., der<br />
kalder på viden. Konkret viden er formularbestemt, har fagterminologi osv. Det vil man gerne overføre til<br />
selve eksistensen. Det er rart for mennesker, at få hele eksistensen serveret på et fad, hvor man kan<br />
overskue menuen. Dem, der skriver om dette, vil gerne give sig ud for at være fagligt og videnskabeligt<br />
baseret. Men sådan kan man ikke behandle livet.<br />
Kan man tale om ritualer i forhold til stykket?
Ja, der er ingen tvivl om, at der er en form for rituel handling eller tvangstanke. Men tror du, det er ritualet,<br />
eller det at de ikke har andre, der holder dem fast, eller gir dem et åndehul? De har brug for hinanden.<br />
Men de misbruger også hinanden.<br />
Ja. Men brug/misbrug – vi kan ikke undvære hinanden.<br />
Kan du se travbanen som en parallel til f.eks. dyrkelsen af religiøse ritualer?<br />
Man kunne tænke sig at Emilie og Leo f.eks. er blevet på travbanen for at komme ud af sorgen. For at lave<br />
et rum, hvor de er mere frie. Dét ville være en form for kompensation spirituelt set. Problemet med verdslige<br />
ritualer er, at de er ret tomme, mens religiøse ritualer er fyldige. De religiøse indebærer altid et forhold til<br />
tilværelsens og eksistensens urgrund. Det handler om liv og død. Det gør det verdslige aldrig, det har med<br />
de små ting at gøre. Tag forskellen på den verdslige konfirmation og den kirkelige. Sidstnævnte giver et<br />
forhold til dåben og derved til fødsel og død. Den anden giver et forhold til materielle ting. Det er verdslige<br />
ritualers problematik; de savner et indhold og et forhold til<br />
Diskuter de interviewedes ideer om dét<br />
tilværelsen.<br />
der ikke fører til noget. Der nævnes<br />
Uanset om man er troende eller ej?<br />
verdslige ritualer, travløb og Jens<br />
Tang-Kristensens udlægger Kvium<br />
Ja ja, de bygger jo på eksistentielle spørgsmål. De leder mennesket<br />
m.h.t. at livet ikke nødvendigvis fører<br />
ind i et særligt forhold til tilværelsen. De prøver ikke så meget at noget konstruktivt med sig.<br />
forklare tilværelsens grundvilkår som på at beskrive dem, og først og<br />
fremmest fra et menneskeligt synspunkt.<br />
Men kan det tænkes at disse karakterer forsøger at skabe et ritual, som de på en eller anden måde håber<br />
ikke er verdsligt – som de håber, har en åndelig dimension?<br />
Det kan tænkes, men så tror jeg, at denne dimension er blevet væk på vejen. Eller at de har misforstået<br />
systemet som udgangspunkt, for det fører ikke til noget. I princippet er det godt med ritualer, vi kan ikke<br />
undgå dem. Det ordner nogle ting og det kan vi ikke leve uden; det ville være at leve i kaos. De religiøse<br />
ritualer har som regel en historie – de er åndehuller for fortællinger eller myter, som kan danne grundlag for<br />
en moral og sociale normer eller argumentere for sociale normer. De rent verdslige ritualer har ingen<br />
fortælling, der binder dem til tilværelsen, og derfor er de tomme. De religiøse ritualer forløser; de sætter fri.<br />
Men det skal man vel tro på?<br />
Ja selvfølgelig! Men det er derfor, at tro er et så vigtigt begreb i al menneskelig tilværelse. Vi kan ikke leve<br />
uden tro. Jeg mener tro som begreb, den grundlæggende tillid til tilværelsen, som godt kan udmønte sig i<br />
troen på Gud. Det er fordi tilværelsen er baseret på tillid. Man kan ikke foretage sig noget som helst uden<br />
tillid – kaster du dig ud i en kærlighedsaffære, så er det fordi, du inderst inde tror på det. I det øjeblik du<br />
ikke tror på det, så kommer der grus i maskineriet. Tilsvarende for det økonomiske system. Aktiemarkedets<br />
nedgang i 1929 beroede i høj grad på tro eller rettere mangel på tro. Mister du troen på tilværelsen, ramler<br />
det hele, og der er ikke meget at bygge på. Med andre ord har karaktererne mistet troen, håbet og<br />
kærligheden, og de søger helt forkerte steder. Der er ingen forløsning i travbaneritualet, men måske er der<br />
et håb i, at ritualet afbrydes – dér er liv og død.
Når det gælder eksistensen bliver vores tankegang trukket hen mod det religiøse, fordi vi i bund og grund er<br />
betydningssøgende. Vi søger betydning, i det mindste en anden siger og gør; vi ser tegn, der skal tydes over<br />
alt. Jeg mener, at selve begrebet betydning er et religiøst begreb. For man får ingen betydning ud af noget<br />
uden at hoppe ind i metafysikken. Man kan benægte, så meget man vil, men jeg vil til min dødsdag sige, at<br />
det er religion. Og hvorfor? Fordi vores følelser er en reaktion på eksistensen, og det har ikke noget med<br />
videnskab og forstand at gøre. De mennesker hér virker til at have tabt en del følelser, og det kommer til<br />
udtryk i, at deres travbaneritualer er tomme.<br />
Hvorfor tror du, at religion, både ny og gammel, kan redde folk så effektivt ud af et misbrug?<br />
Hvis du har en religiøs oplevelse, som du tager rigtig alvorlig, så giver den psykisk energi, et åndeligt spark<br />
bagi der kan hjælpe, for der skal psykisk overskud til at komme ud af et misbrug.<br />
Begreber der enten er nævnt i eller er relevante for stykket, som kan tages op i forhold til Biblen:<br />
- Travbanen omtales som et lazaret: Lazarus = den fattige syge, opvakt fra døden – sygdom, smitte,<br />
karantæne, krig/sport. (Se John. 11 og Luk 16.20)<br />
- Samaritertjenesten bliver tilkaldt – Samaritaneren = hjælperen, den barmhjertige. (Se Luk. 10.33)<br />
- Vigtigheden af tid; at turde kaste sig ud i at tro på livet.<br />
- Lille Leo kaldes til sidst til dommertårnet, hvor han skal løbe fra.<br />
Samtale med Ursula Holmgreen om misbrug<br />
Misbrug har mange ansigter, men er der en fællesbaggrund for et misbrug?<br />
Der er flere individuelle grunde, men der er også fællestræk.<br />
Ursula Holmgreen (1947) var stofmisbruger i<br />
Man starter stille og roligt og regner ikke med at ende som<br />
18 år men har været clean siden 1984. Hun<br />
alkoholiker, fordi man kan li’ at beruse sig, eller som narkoman arbejder nu som foredragsholder, bisidder<br />
ved Kristen Rådgivning for Incestofre og<br />
fordi man ryger lidt hash. Det går slet ikke den vej for alle, men Seksuelt misbrugte (http://www.kris-dk.dk/)<br />
og fængselsbesøgsven for Røde Kors.<br />
man skal jo starte et sted. Med et husmordrikkeri kan der gå<br />
lang tid, før man opdager, at den er gal, for det er nemt at skjule. Oftest ligger der en smerte til grund, men<br />
mange ved ikke nøjagtig, hvad det er, der gør så forfærdelig ondt. Forventninger presser sig på fra alle sider<br />
også fra en selv, men man har altid tabt på forhånd. Det viser sig så, at de 48.000 problemer kan byttes for<br />
ét problem, nemlig at holde sig skæv. Selvom man ved, det er problematisk, så er det til at overskue. Det er<br />
også typisk, at omgivelserne påstår, at man ikke kan stole på den virkelighed, man ser. Konsekvensen bliver,<br />
at man fornemmer, at man lever i noget uvirkeligt. Stofferne bliver et forsøg på at finde ind eller ud til det<br />
virkelige, og det virker, som om man kommer tæt på denne virkelighed. Det er som at kravle op på muren<br />
ind til paradis, men man falder altid ned og lander udenfor muren igen. Man vil, men kan ikke komme ind og<br />
danse med englene.<br />
Så et misbrug kan godt starte positivt?<br />
Ja. Men man løber efter et ’om lidt’ ligesom Romeo. ’Om lidt’ er du skæv nok. Men man bliver aldrig skæv<br />
nok, for så er man død. Det bliver omsonst at stræbe mod det. Det er ligesom med Leo, der dør i det øjeblik,
han endelig når at løbe endelig, endelig er i nuet. Det er den tilstedeværelse stofferne lover, men de snyder,<br />
lyver og stjæler livet.<br />
Man deklamerer vel sjældent ens misbrug til omverdenen?<br />
De fleste misbrugere skjuler det, i hvert fald for familien, for ikke at såre dem, siger de. Vissevasse! Det er<br />
for at familien ikke tager over og sender én på afvænning. Folk, der tror, de kan hjælpe, kan være farlige,<br />
for de ved ikke, hvorfor man er misbruger. Jeg har aldrig truffet én, der er havnet i misbrug uden at have<br />
11.048 rigtig gode grunde til at være i det.<br />
Ligger det i tiden, at vi har et kæmpe problem med det stille misbrug?<br />
Det er nok typisk, at der er blevet flere valgmuligheder for accepterede stimulanser. Jeg tror helt ærligt, at<br />
vitaminpiller har en stor del af skylden. Man bliver vænnet til, at man ikke får nok ad naturlig vej. Man skal<br />
ha’ vitaminer og ginseng, og så er der ikke så langt til anabolske steroider og silikonebalder. Man skal altid<br />
ha’ noget ekstra, for intet man gør bliver nogensinde godt nok! Man skal både ha’ en pause fra ræset og fra<br />
nederlaget ved at være utilstrækkelig og noget tilskud for at kunne klare det hele. Man bruger på sin vis det<br />
samme middel til begge dele. Heroin gir en pause, kokain gør dig klar til ræset. Eller kaffe om morgenen og<br />
sovepiller om aftenen.<br />
Er det et problematisk krav, at man skal være 100 % tilstede i alt man gør – leve i nuet?<br />
At leve i nuet er let nok. Bare man venter, kommer det helt af sig selv – det hedder senil-demens!<br />
Man burde være tilstede, når det gælder, men det kan man ikke altid. Det er det, Dostojevskijs forfatterskab<br />
handler om, om individets samspil med andre mennesker og med Den Evige. Efter at være blevet benådet<br />
sekunder fra døden, skriver Dostojevskij til sin bror, at livet findes alle steder, også i en fangekælder. I det<br />
øjeblik benådningen kom, vågnede han, fik samspil med livet. Efter sådan en opvågning, kan man love sig<br />
selv, at man altid vil være lige så meget til stede som i det øjeblik, men sådan bliver det ikke – det er umuligt<br />
og usundt. For der er ting, man ikke magter og ikke skal magte at være tilstede i. Kan man ikke gå fysisk,<br />
må man forflytte sig mentalt.<br />
Bliver misbrug en måde at slippe for at være tilstede?<br />
Ja.<br />
Karaktererne i stykket formår ikke at leve, de overlever.<br />
Nu-dyrkelse, stoffer, spil eller alkohol bliver et middel for dem til at overleve på. Det, der mangler i de midler,<br />
for at de kan bruges til at leve på, er forløsningen. Men det er også positivt at overleve. For først skal man<br />
overleve, før det overhovedet er muligt at leve. Men derfra skal man ud i glæden og friheden hvor<br />
forløsningen ligger.<br />
Men kan det tænkes, at man finder et middel til at overleve på, og at man så undervejs glemmer drømmen<br />
om at komme ud i friheden?
Ja og nej. For de fleste glemmer aldrig deres længsel, og det er det, der er så smertefuldt. Men det mest<br />
ulykkelige er de mennesker, der glemmer deres længsel.<br />
Muligvis har karaktererne glemt deres drømme, og Un bringer et<br />
glimt af noget glemt.<br />
Ja. Men der er en forskel på det at se håbet om liv, og det at nå<br />
livet. Og man når ikke lettere ud i friheden uden stoffer, end man<br />
gør med. Nogen tror at stoffer kan gi’ ro til at tænke sig om og<br />
finde vejen til friheden. Men når de så har den ro, glemmer de,<br />
hvad det var, de skulle finde ud af. Men det er der også mange<br />
mennesker uden stoffer, der også gør. De får det efterstræbte par<br />
røde sko, hvilket giver tilfredshed, men de glemmer, hvor de ville<br />
gå hen med dem.<br />
Troede du at stofferne var eller gav frihed?<br />
Ja. Pludselig kunne man trække vejret, kunne eksistere. Men man<br />
lider fysisk og psykisk, når man ikke er påvirket, og det bliver værre og værre for hver gang. Misbrug er<br />
selvforstærkende.<br />
Men stofferne er altså både en forstærker og en dæmper. Er det et ønske om at finde ro fra det at søge?<br />
Nej, det er et ønske om, at finde ro så man kan søge. Man søger hvor som helst.<br />
Men hvad er et godt glas spiritus uden en<br />
cigaret? […]Tobak er som skabt til spiritus<br />
(hvis spiritus er dronningen, er tobak<br />
kongen) og en hjerteven i alle livets forhold.<br />
En følgesvend i medgang som i modgang.<br />
Man tænder med lige stor nydelse en<br />
cigaret for at fejre en glædelig begivenhed<br />
som for at drukne sin forbitrelse. En cigaret<br />
kan krone såvel et ensomt øjeblik som en<br />
stund i venners kreds. […]Så tillad mig,<br />
højtærede læser, at afslutte disse sider om<br />
tobak og spiritus – alle fasttømrede<br />
venskabers og de frugtbare drømmeriers<br />
moderskød – med et dobbelt råd: hold Dem<br />
fra begge dele! De er skadelige for Deres<br />
helbred. Og så skal det ikke glemmes, at<br />
både spiritus og tobak i mangt og meget<br />
sætter kolorit på samlejet. Spiritus som<br />
regel før og tobak efter. (Buñuel, p. 44-45)<br />
Karaktererne er også afhængige af hinanden. F.eks. udvikler der sig et lettere incestuøst forhold mellem<br />
Emilie og Romeo, selvom det måske er i den tro, at hun gør ham en tjeneste.<br />
Man kan ikke både være surrogatsøn og surrogatelsker. Og hun betaler ham for begge dele. Det ene med<br />
penge, det andet med et sted, hvor han er velkommen. Det er meget symptomatisk, at mange misbrugere<br />
mener, at de rent faktisk tager sig af hinanden. Og jo, men man tager også hinanden med i faldet af ren og<br />
skær omsorg. Han hopper på det, fordi han får penge til at spille, og det ligger langt over alt andet.<br />
Når man taler krænkelse, bruger man en trekantsmodel til at afbillede det dysfunktionelle forhold mellem<br />
offer, krænker og hjælper. Denne trekant kan være mere eller mindre fastlåst. Her skifter karaktererne roller.<br />
Emilie står som krænkeren, der holder Romeo som offer. Når Romeo hjælper hende med sex, bliver han<br />
hjælperen. Ligeledes flytter hun sig hen på hjælperens plads, når hun hjælper ham med tryghed og penge.<br />
På sin vis kan man sige, at Leo ind imellem står som hjælper. Un viser sig også som en mulig hjælper. Det<br />
karakteristiske for hjælperen er, at han kan komme til at hjælpe offeret til at forblive i offerrollen.<br />
Men hvis man vil ud af trekanten, eller ud af at leve i f.eks. ’om-lidt’, hvad skal der til?<br />
Der er en risiko i, at opgive at leve i sine rutiner. Hvad hvis drømmen<br />
om nuet er stærkere end selve nuet? Springer man ud i friheden, bliver<br />
ens gamle liv taget af en renovationsengel. Men selvom man får<br />
overrakt muligheden for at gribe nuet eller tage Uns hånd, er det ikke<br />
alle givet at kunne tage imod. Det er dybt tragisk ikke at kunne at tage<br />
imod. Romeos dyrebareste eje, et sværd, samt Emilies kamp for ikke at<br />
Diskuter vigtigheden af Romeos<br />
dolk/machete i forhold det at give<br />
slip på absolut alt for at gøre sig fri<br />
og komme til en forløsning. Tager<br />
Romeo sit gamle liv med sig i form<br />
af champagneflaskerne?
miste sin surrogatsøn/elsker står i vejen for Romeo i det øjeblik han skal tage imod. Om det så er frygt eller<br />
stolthed, der forhindrer ham i at forcere forhindringerne, er et spørgsmål.<br />
Men der er et håb?<br />
Ja, vi ved jo ikke… Un kalkulerer med evigheden. Det ses i replikken om at det at få hinanden ”post mortem”<br />
også gælder. Deri ligger også håbet om Romeos frelse. Men ved at slæbe restaurantens champagneflasker<br />
med når han går, tager Romeo det gamle med, så…<br />
Samtale med Jens Tang-Kristensen om Michael Kvium<br />
Efter at Jens Tang-Kristensen have fået Håndbogshistorien ridset op, kom der tankerækker og skud fra hoften<br />
om Kvium. Vi begynder ved Lolitadukken:<br />
Jens Tang-Kristensen (1971): BA<br />
Vi ser ofte Kvium (1955) præsentere ideen om produktion, der ikke fører og lidt mere i arkæologi; nu på<br />
overbygningen på Kunsthistorie,<br />
til noget. Når han udstiller med Christian Lemmerz (1959), handler det KUA. Arbejder på Willumsens<br />
Museum, i Kunsthistorikerforening<br />
ofte om livet som en produktion men en produktion, der ikke nødvendigvis<br />
og i antikvariat.<br />
fører til et nyt liv inden for fornuftens rammer. Vi ser præsentationen af<br />
Lolitadukken fyldt op med ølflasker i alle huller. Hullerne er fyldt ud af alkohol, af forbrug, af noget der i<br />
virkeligheden nedsætter sædkvaliteten, så der hverken er plads til at komme eller noget at komme efter. Det<br />
ses som et rent forbrug i dobbelt forstand, som det i Istedgade, hvor alt er en vare. Tænk på at denne plastik<br />
Lolita bliver fuld af sæd – fyldt af faktuelt liv. Ideen, om at liv ikke nødvendigvis fører noget konstruktivt med<br />
sig, er et element, der ligger latent i både Kvium og Lemmerz.<br />
Mener du, at man ser, at der er gået tomgang i livet?<br />
Ja. Og i billederne af amøber, små celler eller andre abnormiteter præsenteres man for det faktum, at det<br />
afbillede er et liv, men ikke et fornuftsstyret liv. Det er en kamp mellem kunsten og livet eller livet som ”ikkemening”.<br />
F.eks. kunne man se på et såkaldt meningsfyldt liv med en celledeling f.eks. kræft og sige, at også<br />
dér er en celle, der har et liv. Dette negative liv styrer det, vi kan definere som et meningsfyldt liv. Den kamp<br />
mellem mening og ikke-mening, tror jeg, også ligger i ideen om, at en næse, som man indånder liv igennem,<br />
netop kan gøres til en penis, hvor alt sådan set kommer ud. Det lægger sig op ad renæssancens ide om<br />
sammenhørighed hér mellem de ting, der kan udlede væske: næse, penis, øjne, sår, vagina osv.<br />
Det kan relateres til kønssygdomme. Det reverserer udgang/indgangsforholdet så sygdommen kommer ind,<br />
hvor liv kommer ud. F.eks. æder syfilis næsen op. På den måde bliver tabuet, det private, plantet midt i<br />
ansigtet til offentlig beskuelse.<br />
Ja. Han ommøblerer ofte kroppen eller misdanner lemmer. Egentlig er det kun en meget lille genetisk<br />
forskydning, men den lille bitte ting, der bryder fernisen bliver fatal. I dette tilfælde bliver en penis placeret en<br />
halv meter højere oppe ikke bare fatal men komisk på en plat og nærmest vulgær måde. Man kan også<br />
komme til at tænke på myten om, at folk med store næser har store peniser. Det kan køres i mange retninger:<br />
Dyrene pisser deres territorium af. Hvem kan lugte det? Det kan den samme race. Urin er bakteriedræbende.<br />
Så er det så tosset at ha’ peniser rundt omkring? Her kommer man så langt ud i myten, at kunsten bliver et<br />
humoristisk felt. Kvium er med til at give en anden tilgang til kunsten, som ofte bliver taget meget seriøs. Der
er dog også alvor. Opbyggelsen af farvelagene lægger sig teknisk op ad renæssancemalerne, hvor motivet<br />
lægger sig langt væk fra dem. Motiverne nedbryder nærmest den ”normale” kunst, fordi han fanger tabuet så<br />
totalt. Man har folkeligheden på den ene side og det finkulturelle på den anden – måske lidt ligesom teater?<br />
Ja måske. De etiske spørgsmål, Kvium lægger op til, inddrager publikum i en meget høj grad.<br />
Han maler etik snarere end æstetik. Det er som et næstekærlighedsbud for<br />
det abnorme. Den evnesvage tages i forsvar eller ind på en scene, hvor han<br />
Diskuter karakterernes forhold til<br />
sex og kærlighed. Og se på<br />
bliver star ligesom i Lars von Triers Idioterne eller Riget. Kvium indskriver sig symbolikken i hestenavnene og<br />
maleriets malplacerede kønsdele.<br />
således med Michel Foucault (1926-84) m.h.t. Galskabens Historie og<br />
Théodore Géricault (1791-1824), som brugte fotos af sindssyge som forlæg for malerier.<br />
Men er det på en freakshow-agtig måde?<br />
Nej slet ikke, eller… Måske laver han en slags maleriets kamp med og om livet? Det er livet som sådan, der er i<br />
fokus og ikke den enkelte afbillede abnormitet. Han bruger dog også cirkusscenen, ligesom Antoine Watteau,<br />
(1684-1721) og gentager det middelalderlige narrespil. Heri viser han melankolien ved livet, som vi udstiller<br />
eller bare griner af. Måske er vi slet ikke kommet ud over at se anormaliteter som et freakshow, men vi lader<br />
som om. Vores viden om dna gør det ok, at vi glor. Det kan virke kynisk, men han pointerer bare, at der er et<br />
etisk spørgsmål uden at give svar. Han viser os det forkvakledes eksistens, og så må vi tage stilling til, hvordan<br />
vi vil og bør reagere, og hvordan vi faktisk reagerer. Det er et internationalt spørgsmål idet, det berører<br />
kloningsspørgsmålet. Hvor langt kan vi klone os ind i en ny verden og stadig definere den på samme præmis<br />
som i dag? Det er et fremtidsspørgsmål, som samtidig strækker tilbage i historien. Han udstiller kroppen,<br />
ligesom man gjorde i middelalderen, hvor man også finder et udbredt spørgsmål om etik. Han strækker tilbage<br />
til renæssancens begejstring for dissekering. Det fjerner ham fra tid og<br />
Sammenlign Weis’ og Kviums<br />
rum. Han udstiller ikke andet end krop, eller indre. Det er ikke bare at se<br />
måder at afbillede mennesker på.<br />
rundt om ting men at se ind i ting igen.<br />
Mener du, at de forkvaklede former helt symbolsk er et billede af vores indre?<br />
Ja, måske. Eller et andet liv, som vi ikke kan pege på. Hvad er selve dna’et? Bandagerne, der indgår i mange<br />
af hans billeder, og som holder sammen på legemsdele eller binder folk sammen er værd at se på. På den ene<br />
side kan de ses, som noget der binder og tvinger til inaktivitet. På den anden side er bandager noget, der<br />
holder sammen på noget, der er på vej til at gå i opløsning eller på vej til helbredelse. Ligesom pupper, der<br />
som en skrøbelig skal dækker over et meget stærkt liv, eller noget der er ved at blive stærkt. Ligesom en<br />
bisværm, der ligger som et dødbringende kollektiv under boets skrøbelige overflade. Kvium selv ferniserer sine<br />
billeder helt ekstremt, så måske viser han, at kunsten ligger latent og farlig under fernisen. Det berører<br />
spørgsmålet om, hvad der er overflade og hvad der er dybde. Måske ligger der en bisværm inde i Weis’<br />
karakterer?
Shakespeare<br />
I Håndbog i overlevelse findes allusioner til William Shakespeares (1564-1616) Romeo og Julie (ca. 1591-96)<br />
og Hamlet (ca. 1599-1601). Her følger visse paralleller og oplæg til diskussioner.<br />
Romeo og Julie:<br />
1) Jakob Weis har opkaldt en af sine karakterer efter Shakespeares ene titelrolle til Romeo og Julie. Begge<br />
Romeo’er entrerer først efter, at de er blevet præsenteret, den ene af sine forældre og den anden af sine<br />
surrogatforældre, Emilie og Lille Leo.<br />
2) Romeo og Julie forelsker sig ved første øjekast. At de passer så godt sammen vises i at de umiddelbart<br />
forstår hinandens metaforiske sprog. Sammenlign dette med mødet mellem Un og Romeo.<br />
3) Shakespeares Romeo beskriver Julie i billedlige termer, der koncentrerer sig om forholdet mellem lys og<br />
mørke, dag og nat. Dette kan sammenlignes med Romeos replik til Un:<br />
Der står sådan et lys omkring dig… Du har astrale talenter.<br />
Måske er du lyset!’ og senere: ’Du er jo en blomst i<br />
morgengryet, Un. Nyudfoldet og taknemmelig for dagen… og du<br />
kender intet til din skønhed… jeg, jeg går ned og spiller.<br />
(sc.10).<br />
4) Julie spørger hvem Romeo er, og det viser sig, at han er barn af fjenden. I nærværende stykke fortæller<br />
Emilie Un lidt om Romeo for ”tøsen skal da vide, hvem hun danser med…” (sc.10).<br />
5) Romeo og Julie forenes i døden. Dette bliver vi<br />
mindet om i scene 13, hvor Leo opfinder en<br />
slutning på en bog han ikke har læst:<br />
(Un peger på bogen).<br />
UN: Fik du slutningen med?<br />
LILLE LEO: Hvad?...Ja, ja for<br />
søren…<br />
UN: Får de hinanden?<br />
LILLE LEO: Øh…ja, på en måde, på<br />
en måde… (En lysende løgn slår<br />
ned i ham) Post mortem!<br />
UN: Nåja, det tæller også.<br />
Vi ses, Lille Leo.<br />
Hamlet: ”Hvad sker der dér!...Fucking luderhest!...”<br />
siger Weis’ Romeo, da den hest han<br />
spillede på, og som Un havde valgt, taber. Han<br />
fortsætter med at smøre fantasifostre af på Un, ”Er<br />
det noget med, at du knepper Mussa?" osv. (sc.12).<br />
Dette kan sammenlignes med det, at Hamlet råder<br />
Ofelia til at gå i kloster og ikke male sit ansigt (akt<br />
III. sc. i). Det er ofte udlagt, som en direkte<br />
bemærkning om prostitution, idet at ’a nunnery’<br />
typisk var en allusion til et bordel og sminke ofte<br />
blev associeret med prostituerede, der både skulle<br />
tiltrække mænd og skjule evt. tegn fra sygdomme<br />
så som syfilis.<br />
Weis om Shakespeare:<br />
Hvad med din Romeo i forhold til Shakespeares?<br />
Min Romeo er jo den ulykkelige, men det er den moderne<br />
drømmer, vi har med at gøre.<br />
Romeo "gone wrong"?<br />
Ja simpelthen.<br />
Hvad med forholdet mellem Romeo og Julie<br />
/Un. I klassikeren haster de for meget – eller<br />
griber nuet – og det går galt, dog mødes de<br />
post mortem. Her haster Romeo mod det<br />
forkerte og kaster sig ikke ud i nu’et – griber<br />
ikke Uns hånd.<br />
Ja. Der er også en parallel i at familierne ikke vil ha’ det. Her er<br />
det surrogatfamilien, eller rettere Emilie, der ikke vil gå med til<br />
det.<br />
Jeg synes at spore anstrøg fra Hamlet også. Der er en replik<br />
der lyder: ’’[…] mennesket Romeo. (Kan li` billedet) Mennesket<br />
Romeo. Oplysningsmennesket, tænkeren!…’ (sc. 9). Det<br />
minder om tanken om renæssancemennesket, som Hamlet<br />
gerne bliver karakteriseret som. Tror Romeo, at han er Hamlet?<br />
Måske. Han ser sig i hvert fald som en tænker. Han svinger om<br />
sig med gajol-æske filosofi og ville gerne gøre sig som både<br />
den store elsker og den store tænker men der mangler dybde.<br />
Og Hamlets forhold til Gertrud, der siden Freud ofte bliver set<br />
som ødipalt, men som, uanset hvordan man vender og drejer<br />
det, er ambivalent.<br />
Der er helt klart en Hamlet og Gertrud repræsenteret i Emilie og<br />
Romeo, men jeg har ikke kørt videre på den parafrase, det ville<br />
blive for omfattende. Men jeg tænkte det som et moder-sønforhold<br />
som er kvælende gensidigt og som er båret af skam.<br />
Altså lettere incestuøst. Båret af et ”vi skal overleve”, som du<br />
har i Hamlet indtil det øjeblik, hvor Gertrud tager skylden på<br />
sig, hvilket Emilie ikke gør på noget tidspunkt. Lige til det<br />
sidste, får hun aldrig den adgang, eller gir aldrig sig selv den<br />
adgang, for smerten er for stor. Så derfor sidder hun tilbage,<br />
som den der har rykket sig aller aller mindst men egentlig af<br />
den bedste grund. Så det bliver ”Shakespeare på Traveren”.
Bilag: <strong>Teater</strong> <strong>Grob</strong><br />
<strong>Teater</strong> <strong>Grob</strong> laver fornyende samtidsdramatik, der gerne skulle<br />
skabe teateroplevelser, der rammer publikum i øjenhøjde.<br />
<strong>Teater</strong>et søger at skildre virkeligheden omkring os i al dens<br />
skønhed og gru. Vi forsøger at distancere os fra kunstgreb og<br />
højtravende intellektualisering af kunst men har ambitioner om<br />
at skabe kvalitetsforestillinger, der kan berøre publikum. Der er<br />
ofte klare referencer til filmens verden og forestillingerne er<br />
kendetegnet ved et fokus på det virkelighedsnære og<br />
genkendelige. Da vi spiller på intimscener stræbes, der mod en<br />
troværdig og naturlig spillestil. Vi har ikke vores egen scene men<br />
har fra 2005 indledt et samarbejde med Kaleidoskops scene K1<br />
(Nørrebrogade 37, Kbh. N). De første 10 leveår var teateret et<br />
ensembleteater, men bliver nu ledet af Thomas Levin og Per<br />
Scheel-Krüger, der er skuespillere både i og udenfor <strong>Grob</strong> og<br />
udgør den kunstneriske ledelse og Maja Ries, der er<br />
producent/administrativ leder. Tidligere har <strong>Grob</strong> spillet på<br />
Viktoriagade 12, Husets <strong>Teater</strong>, Plan-B, Kanonhallen,<br />
Comedievognen og Svalegangen. <strong>Grob</strong> er støttet af: Kunstrådets<br />
Scenekunstudvalg, Københavns Kulturfond og private fonde og<br />
er med i Byens Levende Scener - en sammenslutning af 8<br />
københavnske scener. (www.levendescener.dk)<br />
Manifest #1<br />
Ledelsen har formuleret et manifest i 11 punkter for <strong>Teater</strong> <strong>Grob</strong>.<br />
Det er et sæt retningslinier som vi ønsker at arbejde ud fra og<br />
undersøge til bunds i de kommende sæsoner.<br />
Forestillingsoversigt m. forfattere<br />
1998 SKIND (impro);<br />
KÆLEDÆGGER(impro);<br />
FARLIG UDLØSNING (impro) og<br />
BOXNING (Jakob Weis)<br />
1999 SEX (impro) og<br />
FORSTANDERINDEN (Jens<br />
Arentzen<br />
2000 HELENES HIMMELFÆRD (Jens<br />
Albinus) og KUNSTEN AT<br />
VEDLIGEHOLDE<br />
EN FAR (Thor Bjørn Krebs)<br />
2001 SØD TØS (Thor Bjørn Krebs) og<br />
PELSJÆGERNE (Jakob Weis -<br />
nomineret til Københavnerprisen<br />
for<br />
Nat & Dag)<br />
2002 FEMME FINALE (LeneMarie Olsen)<br />
2003 EXTREM SPORT (Jakob Weis) og<br />
EUROPAMESTRENE (Thor Bjørn<br />
Krebs)<br />
2004 DEN FØRSTEFØDTE (Jakob Weis)<br />
og VEJEN TIL HIMLEN (Pelle<br />
Møller)<br />
2005 HVIS (Thor Bjørn Krebs)<br />
2006 JEG MIG og MIT (Thomas Levin)<br />
MANIFEST #1<br />
<strong>Grob</strong> skaber teater uden manerer, uden klicheer, uden distance.<br />
Skuespilleren skal afstå fra at ville ”leve op til” eller imponere sin modtager<br />
Teksten skal være 100 % situationsdrevet. Forfatterens budskab skal komme til udtryk igennem<br />
handling og situation<br />
Teksten skal - direkte eller indirekte - tage udgangspunkt i en samfundsmæssig problematik.<br />
Teksten skal pege på en aktuel problemstilling i publikums bevidsthed.<br />
Improvisation og research skal altid benyttes.<br />
Der tages altid afsæt i den virkelighed der omgiver os.<br />
<strong>Grob</strong> skaber teater uden prætentioner. Et teater, der ikke kræver særlige forudsætninger hos<br />
publikum.<br />
I en <strong>Grob</strong> forestilling kan man ikke tale om rigtigt eller forkert, kun om ægte eller uægte<br />
En forestilling på <strong>Grob</strong> er altid en konstant proces, hvor den enkelte forestilling er foranderlig<br />
Der spilles altid nyskrevet dansk dramatik
Bilag: Skuespiller Cv’er<br />
Thomas Levin:<br />
<strong>Teater</strong>produktioner:.<br />
1998 "SKIN", <strong>Teater</strong> <strong>Grob</strong><br />
2000 "Helenes Himmelfærd",<strong>Teater</strong> <strong>Grob</strong><br />
"Kunsten at vedlige holde en far", <strong>Teater</strong> <strong>Grob</strong><br />
2001 "Maratondansen", Vendsyssel <strong>Teater</strong><br />
"Sød tøs", <strong>Teater</strong> <strong>Grob</strong><br />
"Pelsjægerne", <strong>Teater</strong> <strong>Grob</strong><br />
2002 "Faust", Theater La Balance<br />
"I skikkelse af....", Café Teatret<br />
2003 "Vårbrud", Mungo Park<br />
2004 "Flugt", Det Kgl.<strong>Teater</strong><br />
"Vejen til Himlen", <strong>Teater</strong> <strong>Grob</strong><br />
"Kongsemnerne", Det Kgl. <strong>Teater</strong><br />
"Hvis", <strong>Teater</strong> <strong>Grob</strong><br />
Karen Lise Mynster:<br />
Udover at have spillet Paulina i "Døden og pigen" og<br />
Hedda i "Hedda Gabler" begge på Det Danske <strong>Teater</strong> og<br />
medvirket i ”Monument”, Østre Gasværk, kan fælgende<br />
teaterproduktioner nævnes:<br />
1993 Julia i "Skyld i Kærlighed", Rialto Teatret<br />
- Maggi i "Teenagerlove", Folketeatret<br />
1994 Fru Proctor i "Heksejagt", Folketeatret<br />
1995 Moderen i "Klubben", Bådteatret<br />
- Kvinden i "En kvinde spejler sig", Rialto Teatret<br />
1996 Kvinden i "Hun er her ikke", Rialto Teatret<br />
1997 Moderen i "Muhamed svigter aldrig", Folketeatret<br />
- Lady i "Manden i slangeskind", Hvidovre <strong>Teater</strong><br />
1998 Maria Stuart i "Maria Stuart", Det Danske <strong>Teater</strong><br />
2003 Johanne Louise Heiberg i ”Fra regnormenes liv”,<br />
Det Danske <strong>Teater</strong><br />
Fin Nielsen: Et udpluk af teaterproduktioner:<br />
1995 S.B.Odonell i "Philadelphia, Here I Come", Det Danske<br />
<strong>Teater</strong><br />
- Hugh Evans i "De lystige koner i Windsor",<br />
Det Kongelige <strong>Teater</strong><br />
Scrooge i "Et juleeventyr", Grønnegårds Teatret<br />
1996 "Den sidste rejse", Café Teatret<br />
1997 "California Suite" af Neil Simon<br />
1999 Jørgen i "Scener fra et Århundrede", Gladsaxe <strong>Teater</strong><br />
2005 "Lige for Lige" Grønnegårdsteatret<br />
2006 "Jeg Mig Mit", <strong>Teater</strong> <strong>Grob</strong><br />
"Åsted", Husets <strong>Teater</strong><br />
Film og Tv:<br />
1999 "Under overfladen"<br />
"Lost Weekend", afgangsfilm Den Danske<br />
Filmskole<br />
"Taxa" afsnit 49 TV-serie DR 1999<br />
2001 "Rejseholdet" afsnit 17 TV-serie DR<br />
2002 "Hotellet" afsnit 51 TV-serie TV2<br />
"Til højre ved den gule hund", spillefilm<br />
2003 "Krøniken" TV-serie DR<br />
"Regel nr. 1" spillefilm<br />
2004 "Familien Gregersen" Regner Grasten Film<br />
2006 Madame Schulz i "Natmandens<br />
datter", Grønnegårds-<br />
teatret<br />
Instruktion af Jean-Paul Satres<br />
"Lukkede døre",<br />
Teatret ved Sorte Hest<br />
Af film og Tv kan nævnes:<br />
1978-1981 "Matador"<br />
1991-94 "Krummerne" 1, 2 og 3<br />
2000 "Italiensk for Begyndere"<br />
"Blinkende lygter"<br />
2004 "Lad de små børn"<br />
"Ørnen"<br />
2006 "Supervoksen"<br />
2000 "Snedronningen" og<br />
- Brabantio i "Othello", begge på Østre<br />
Gasværk <strong>Teater</strong><br />
2006 Doc i ”West Side Story”, Østre Gasværk<br />
<strong>Teater</strong><br />
Af film og Tv kan nævnes ”Babettes<br />
Gæstebud", "Kærlighedens smerte", "Det<br />
forsømte forår", "Fruen fra Hamre", "Nissebanden<br />
i Grønland" (DR Julekalender, 1989) og<br />
"Morten Korch" (DR TV-serie, 1997)
Change language