DET INDISKE SUBKONTINENT - De Berejstes Klub

december 2008 / nr. 34 

Globen 

medlemsblad for de berejstes Klub 

tema: 

MED BLÅHVAL 

TIL BAGBORD 

tæt på verdens 

største dyr 

BJARNES 

UENDELIGE 

REJSE 

På vej mod alle 

verdens lande 

KONKURRENCE 

en håbløs situation 

DET INDISKE SUBKONTINENT 

fokus på den spirituelle region

Udstyr til alle der 

deler facinationen af, 

hvad der ligger rundt 

om det næste hjørne! 

Medlemsrabat Medlemsrabat Medlemsrabat Medlemsrabat 15%. Gps Gps Gps og 

kano/kajak kano/kajak kano/kajak kano/kajak kano/kajak er undtaget undtaget undtaget undtaget undtaget fra 

rabatordningen. Medlemskort 

med billede skal fremvises. 

www.friluftsland.dk 

KØBENHAVN K: Frederiksborggade 44 & 52 ROSKILDE: Karen Olsdatters Stræde 4 

ODENSE: St. Gråbrødrestræde 6 ÅRHUS: Østergade 30 

AALBORG: Algade 54 INFO: info@friluftsland.dk - 33 14 51 50 

2007-06var.indd 1 04-06-2007 15:42:24 

tema 

8 

6 TEMA: 5 HØJDEPUNKTER PÅ DET 

INDISKE SUBKONTINENT 

af Jakob Øster 

Fem spændende steder på det indiske 

subkontinent, som vi anbefaler dig 

at se. 

8 INDIEN: PÅ EVENTYR I MAGISKE 

ZANSKAR 

af Malaika Malmos 

Malaika bliver budt på Tsampa, smør-te 

og støvede abrikoser i indisk Himalaya. 

18 PAKISTAN: MED TRE MILLIARDER 

KUBIKMETER IS UNDER FØDDERNE 

af Søren Gudmann 

Med DBK’s mest kendte bjergbestiger 

på hårdt trek på Baltoro-gletsjeren 

nær K2. 

30 INDIEN: DE STORE KONTRASTERS 

LAND 

af Søren Lauridsen 

Håndtrukne rickshaws og 

Ambassador-taxaer. Tag med klubbens 

indiensekspert på rundtur i Indiens 

storbyer. 

41 INDIEN: Tigre, Taj Mahal og 

Trankebar 

af Jørgen Oulund 

Følg med, når Jørgen på gåben, 

motorcykel og med jeep afsøger 

”Tigerskoven” i sin jagt på skovens 

stribede konge. 

58 INDIEN: SHIVAS FØDDER 

af Aase Ida Malver 

Beskrivelse af beskidte, larmende, 

fascinerende og ikke et nanosekund 

kedelige Mumbai. 

24 

artIKler 

37 

14 PORTRÆT: BJARNES UENDELIGE 

REJSE 

af Simon Staun 

Portræt af klubbens ubestridt førende 

landeerobrer - ”Mr. 182 lande” - Bjarne 

Lund-Jensen. 

24 RUSLAND: HALLO, ER DER NOGEN 

HJEMME? 

af Gerner Thomsen 

Gerner tager på et nyt vanvittigt 

sibirisk eventyr. På jagt efter 

nomadefolket evenkerne. 

37 SVALBARD: A SOUND OF SILENCE 

af Arne Runge 

Whisky on the rocks, bonusmiles og 

verdens nordligste campingplads. Arne 

indtager Svalbard uden mange kroner 

på lommen. 

46 RIGA/LETLAND: ET LAND/EN BY 

af Søren Fodgaard 

5 ting du må vide om Riga - og en 

billedrejse rundt i Letland. 

54 ISLAND: MED BLÅHVAL TIL BAGBORD 

af Jacob Gowland Jørgensen 

”Stor fisk. Stor fisk”. Jacob og hans 

lille familie kommer helt tæt på 2 stk. 

Balaenoptera musculus. 

60 UGANDA: DE TO SPINKLE MÆND 

OG DEN KRAFTIGE DAME 

af Søren Fodgaard 

Med en tætpakket matatu, der er lige 

ved at falde fra hinanden, gennem 

Uganda. 

Klubben 

60 

4 Leder 

Dette nummer af Globen er viet til 

beretninger fra det indiske subkontinent. 

5 Næste tema 

“Viva la revolución!” Vi sætter fokus på 

Cuba og resten af Caribien. 

23 Forsidekandidater 

Se de flotte fotos, der var med i 

opløbet om at komme på forsiden. 

29 DBKs Top 20 2008 

Se listen over medlemmer med flest 

besøgte lande. 

36 Nekrologer 

To af klubbens mest berejste 

medlemmer er ikke mere. 

48 Konkurrence 

De bedste artikler i konkurrencen: En 

håbløs situation. 

• Med en bjørn i hælene 

• De tog min hær 

• Tis ikke altid når du skal 

• Ugebladsabonnementstegner i St. 

Pauli 

• Stol på dit held 

• Korrupte lufthavnsmyndigheder 

57 Lasse Nørgård runder 100 lande 

Læs portrættet af klubbens seneste 

100-lande-jubilar. 

62 Folkersenprisen 

Se hvem der vandt klubbens 

fornemmeste pris i 2008. 

63 Formandens beretning 

Læs Lars Munks beretning om året der gik. 

64 Nye medlemmer 

Se de sidste nye ansigter i klubben. 

66 Klubbens kontaktpersoner 

GLOBEN nr. 34 / December 2008 3

Medlemsblad for De Berejstes Klub 

Redaktion: 

Jakob Øster (ansv.), Anja Povlsen Olsen, 

Gerner Thomsen, Per Allan Jensen, Søren 

Fodgaard. Adresser s. 66 

Indsendelse: 

Alt stof (billeder, artikler osv.) sendes til: 

globen@berejst.dk 

Tekst / fotos: 

Medlemmer af De Berejstes Klub 

Forsidefoto: 

Jakob Øster 

Saddhu Manti Nepal 

Scan af billeder: Per Danielsen 

Tryk: 

Scanprint 

Jens Juuls Vej 2 

DK-8260 Viby J 

Oplag: 600 

ISSN: 1603-1458 

Deadline til næste nummer: 

5. februar 2009 

Tema: Caribien 

Annoncer: 

annoncer@berejst.dk 

Medlemskab: 

www.berejst.dk 

Fungerende formand: 

Lars Munk, adresse s. 66 

De Berejstes Klub er en upolitisk forening. 

Alt stof og alle meninger, der kommer 

til udtryk i bladet, er derfor skribentens 

synspunkter og deles ikke nødvendigvis af 

redaktøren eller klubbens øvrige medlemmer. 

Alle rettigheder til de enkelte artikler og 

fotografier forbeholdes de respektive 

forfattere og fotografer og indholdet må 

ikke videreformidles eller sælges uden 

ophavsmandens godkendelse deraf. 

i n t r o r e d a k t ø r e n s fo r o r d n æ s t e te m a caribien - e t hj ø r n e af pa r a d i s 

Indien - Imperiets 

juvel 

Indien er historiens mor, legendernes bedstemor og traditionens oldemor. I hvert fald 

hvis man skal tro forfatteren Mark Twain. Sandt er det, at Indien, trods en langvarig 

kolonisering, som få andre lande har formået at holde fast i sin helt egen særprægede 

identitet. På godt og ondt er intet andet land som Indien. landet, som engang blev 

kaldt ”den klareste juvel i den britiske krone”, er i dag på én gang et kaotisk inferno 

af fattigdom og elendighed og et sansebombardement af oplevelser og kultur. 

Tag med Globen på en forrygende tur rundt i det på én gang farvestrålende, kaotiske, 

sammensatte, alsidige og evigt optimistiske land. I dette nummer kan du læse klubbens 

indiensekspert, Søren lauridsens, malende beskrivelse af livet, lydene og lugtene 

i hans fremragende artikel om landet, der står hans hjerte så nært. Du kan også tage 

med Jørgen oulund på tigerjagt i Indiens ”tigerskove” eller med Malaika Malmos på 

eventyr, når hun bliver budt på smør-te i klostre i hjertet af indisk Himalaya. eller 

tag med Søren Gudmann på trekking, når han får tre milliarder kubikmeter is under 

fødderne i nabolandet Pakistan. Snyd heller ikke dig selv for dette nummers konkurrence: 

”en håbløs situation på rejsen” som denne gang er udvidet fra de normale tre 

til seks bidrag, da vi har fået tilsendt rigtig mange sjove og underholdende beretninger 

om rejser, der mildest talt ikke gik som planlagt. læs bl.a. om, hvordan Gerner 

Thomsen nær var blevet fortæret af en sulten bjørn i Canadas ødemark. 

efter to år som redaktør for Globen er det blevet tid til at give stafetten videre. 

Heldigvis er det lykkedes bestyrelsen i DbK at få besat redaktørposten med friske, 

kompetente kræfter. Fra og med næste nummer vil ny ansvarlig redaktør således 

være Jimmi Kim Persson. Jimmi vil sammen med ny medredaktør, Jacob Gowland 

Jørgensen, samt Anja, Per Allan, Søren og Gerner fra den nuværende redaktion stå 

for de kommende numre af vores fantastiske rejseblad. 

Tak til alle på redaktionen og alle frivillige forfattere og fotografer, der har bidraget 

til at gøre de seneste otte numre af bladet, som jeg har haft fornøjelsen af at have 

ansvaret for, så helt og aldeles forrygende. 

God fornøjelse med bladet. 

Jakob Øster 

Caribien 

- et hjørne af paradis 

en lystyacht ankrer op ud for bequia i St. Vincent og Grenadinerne, mens en mand cykler rundt i Havannas gader på Cuba 

med sin kæmpe gulvbas over skulderen. Samtidig drikker en rastaman en tår rom i Kingstown på Jamaica, mens en voodootroldmand 

udfører sort magi på en dukke i Port-au-Prince på Haiti. Der festes på et flydende diskotek i havnen i St. Georges på 

Grenada, mens en træt engelsk charterturist trasker tilbage langs stranden til hotellet på barbados. 

Har du oplevet karnevalet i Antigua eller på Trinidad? Har du været på krydstogt mellem Caribiens smukke palmeøer med de 

magiske strande eller måske sejlet turen i egen båd? Har du kørt amerikanerbil på Cuba eller trekket blandt eksotiske fugle 

i regnskoven på Dominica, eller har du en helt anden underholdende beretning fra dette hjørne af paradis, så hører vi meget 

gerne fra dig. 

Husk, at det altid er en god idé at give redaktionen et praj på globen@berejst.dk, hvis du vil skrive en artikel. og husk, at 

deadline for næste nummer er 5. februar. 

Kommende temaer 

juni 2009: 

Slyngelstater 

(deadline 5. maj) 

september 2009: 

Sydøstasien 

(deadline 5. august) 

december 2009: 

Farverige Festivaler 

(deadline 5. november) 

4 GLOBEN nr. 34 / December 2008 GLOBEN nr. 34 / December 2008 5 

Foto: Jakob Øster

t e m a d e t indiske su b k o n t i n e n t 

Fem højdepunkter på det 

indiske subkontinent 

tag med Globen på rundrejse til fem seværdigheder på det indiske 

subkontinent. fra de høje bjerge i nepalesisk Himalaya går turen via 

afsidesliggende bhutan, kendt som ”tordendragens land”, over eventyrlige 

jaisalmer dybt inde i thar-ørkenen og videre til Goas ’full moon parties’, 

hvorefter den ender længst mod syd i hyggelige Kandy i sri lankas højland. 

Te k s T: Ja k o b Øs T e r 

Fo T o : Ja k o b Øs T e r o g Wikipedia 

jaisalmer, Indien 

Kendetegn: Jaisalmer er en by, der kun burde eksistere 

i fantasien. beliggende nær den pakistanske 

grænse og dybt inde i Thar-ørkenen funkler Indiens 

”gyldne by”, når solens sidste stråler oplyser de gule 

sandstensbygninger. 

seværdigheder: bag bymurene leder snørklede 

gader gennem basarer, forbi fantastiske Jaintempler 

og gamle havelier (rigmandshuse) og op til 

byens gyldne fort. I gaderne vrimler det med kvinder 

i smukke sarier og mænd med overdimensionerede 

snoede overskæg iført farvestrålende turbaner. 

Udflugter: Tag på kamelsafari i ørkenen i Sams 

nationalpark, Indiens svar på Sahara. 

Goa, Indien 

Kendetegn: Goa er Indiens mindste stat. 

Verdenskendt for de legendariske full moon parties 

på stranden. De famøse raves er dog nu ulovlige efter 

klokken 22, og en del af Goas 100 kilometer lange kyst 

er i dag overtaget af charterturisme. 

seværdigheder: oplev Sydindiens afslappede levevis, 

den gode mad og de fantastiske solnedgange på en af 

Goas mange flotte strande. 

Udflugter: lej en lille motorcykel og drøn rundt til 

loppemarkedet i Anjuna, gennem frodige rismarker og 

palmelaguner, forbi hvidkalkede kirker i Panaji og spis 

på en ny restaurant på en ny strand hver dag. 

Himalaya, nepal 

Kendetegn: bjergkæden er en af klodens yngste og er 

opstået, da det indiske subkontinent for omkring 10 millioner 

år siden stødte ind i Asien efter forinden at have løsrevet sig 

fra den europæiske kontinentalplade og efter at den havde 

tilbagelagt de mellemliggende 6.000 kilometer. 

seværdigheder: otte af verdens ti højeste bjerge ligger i 

nepalesisk Himalaya. Tre af verdens største floder (Ganges, 

Indus og Yangtze) udspringer fra Himalaya. 

Udflugter: bjergbestigere og trekkere fra hele verden valfarter 

til Himalaya for at deltage i ekspeditioner i bjergene. 

Kandy, sri lanka 

Kendetegn: Midt i Sri lankas frodige bakkelandskab, 

omgivet af endeløse teplantager, ligger charmerende 

Kandy. Grundet byens høje beliggenhed lykkedes det 

først en englænderne at kolonisere byen i 1815, efter 

at en lang række andre tidligere havde forsøgt sig. 

seværdigheder: Kandy er kendt for maskedans og 

”Tandens tempel”, der angiveligt råder over en af 

buddhas tænder. bo på enten ”The Queen Hotel” eller 

”old empire Hotel” i gennemført engelsk kolonistil 

med ”five o’clock tea” og fællesspisning tre gange om 

dagen. 

Udflugter: Mange bruger Kandy som base for at 

udforske den ”kulturelle trekant” med klippetemplerne 

i det nordlige Sri lanka eller ”Hortons Plains and 

Worlds end” i syd. 

Kongeriget bhutan 

Kendetegn: ”Tordendragens 

land”, som de lokale selv kalder 

landet, er den sidste uafhængige 

buddhistiske stat i Himalayaregionen. 

TV og Internet blev først 

tilladt i 1999, og op mod 70% af 

befolkningen har ikke adgang til 

elektricitet. Møntfoden er den ikke 

så mundrette ’ngultrum’. 

seværdigheder: Kendt som ”Det 

sidste Shangri la”. berømt for en 

række klostre og templer, bl.a. 

templet ”Tigerens rede”, hvortil 

buddhismen efter sigende blev 

bragt til bhutan af en budbringer, 

der red på en tiger. 

Udflugter: Paro-dalen og den 

gamle hovedstad Punakha. Rejser 

rundt i bhutan sker kun i følgeskab 

med lokal turoperatør og 

kræver, at man har en pæn portion 

ngultrum på lommen. 

6 GLOBEN nr. 34 / December 2008 GLOBEN nr. 34 / December 2008 7


På eventyr i magiske Zanskar 

En rejse ind i hjertet af det indiske Himalaya 

Ind imellem lukker jeg øjnene og drømmer mig tilbage 

til Zanskar. jeg mærker den skarpe himalayasol, der 

brænder mine kinder, og den kraftfulde vind, der 

leger med mit hår. Jeg befinder mig i et landskab, der 

hovedsageligt er øde og barskt, men hvor snedækkede 

bjerge, floder og frodige oaser pludselig springer frem 

overalt. naturen der omgiver mig har de mest utrolige 

kontraster og urealistisk klare farver, jeg nogensinde 

har set. spredt ud over landskabet er buddhistiske 

stupaer med bedeflag, der langsomt trevles op af 

vinden og spreder sine bønner ud over dalen. folk med 

deres smukke mongolide træk og farvestrålende uldne 

klæder hilser mig storsmilende med deres snurrende 

bedehjul og melodiøse hilsen ”jullay”. stedet emmer 

af mystik og visdom og gemmer på massevis af 

hemmeligheder, der ikke røbes til hvem som helst. det 

hele virker nærmest som en drøm. en drøm jeg ikke har 

lyst til at vågne fra igen. 

Te k s T o g F o T o : Ma l a i k a Ma l M o s

Jeg besøgte Zanskar i juni 2008 sammen 

med Costanzo, en italiener/amerikaner 

jeg havde mødt et par måneder forinden 

i Kathmandu. Costanzo havde studeret 

tibetansk i et år, og jeg havde lige brugt 

fire måneder på at lære hindi. Dette 

gjorde os til det perfekte rejseteam i 

dette område, hvor begge sprog tales af 

stort set alle. Derudover var Costanzo, 

som søn af en forhenværende nonne, en 

meget seriøs buddhist og havde en lang 

liste af lamaer, huler og klostre, som 

vi bare skulle besøge. Vi ankom inden 

turistsæsonen egentlig var gået i gang, 

hvor dalen stadig var ved at vågne op fra 

sit vinterhi, hvilket gav os stedet stort 

set for os selv. Tre uger senere, da vi 

forlod Zanskar, var det på sit frodigste, 

og med dette skift fulgte også andre 

turister. 

”jeg var fristet til at 

blive på Phuktal-klostret 

for evigt. men det må 

blive næste gang!” 

Som base brugte vi Zanskars hovedstad 

Padum, en støvet landsby med omkring 

1500 indbyggere i 3500 meters højde, 

for at få ladet vores batterier op og få 

noget ordentligt at spise ind imellem. 

lonely Planet havde ikke meget at sige 

om området, så som guidebog benyttede 

vi et 30 år gammelt antropologisk 

feltarbejde. bogens forfattere havde 

besøgt dalen kort tid efter den overhovedet 

blev åbnet for turister, og med sin 

øde beliggenhed bag høje bjergpas er 

dalen stadig i dag afskåret fra omverden 

seks måneder om året. Det skulle da 

også vise sig, at ikke meget havde 

ændret sig siden disse opdagelsesrejsende 

antropologer besøgte dalen. 

Ind imellem føltes det som om, tiden 

havde stået stille i hundredvis af år, og 

vi levede os ind i rollen som pionerer, 

der gik på opdagelse i et fuldstændigt 

uudforsket område. 

udfordringer på vejen 

Vi blev advaret mod at drage ud i dalen 

på egen hånd. området er temmelig 

øde, og det er gennem tiden lykkedes 

en del eventyrlystne vesterlændinge 

at fare vild eller få rodet sig ud i andre 

uheldige situationer. nogle er frosset 

ihjel, mens andre er sultet ihjel eller 

har forsøgt at spise områdets giftige 

planter. Derudover forårsager den 

stærke eftermiddagsvind ofte fæno- 

10 GLOBEN nr. 34 / December 2008 

menet ”shooting stones”. Her bliver 

små løse sten blæst af bjergene og 

flyver af sted med en hastighed som 

pistolkugler, der kan bore sig gennem 

et kranie og slå en ihjel. Derfor var det 

bedst at følges med nogle, der kunne 

”læse bjergene”, og dermed forhindre 

sådanne fatale hændelser. Det blev vi 

dog enige om, at vi ikke behøvede. nu 

kunne vi jo tale med lokalbefolkningen, 

og de ville kunne læse bjergene for os 

og fortælle os, hvad vi skulle vide. Så af 

sted drog vi. 

Det skulle dog hurtigt vise sig, hvorfor 

en guide ville have været praktisk at 

have med. Allerede efter et par timers 

trek den allerførste dag stod vi ved vores 

første problem: et kæmpe stenskred 

havde blokeret stien. Det var umuligt 

at kravle hen over det, og der var ikke 

nogen i nærheden at spørge. Til sidst 

besluttede vi os for at kravle nedenom, 

selvom skreddet nærmest var lodret og 

endte i en stor flod med kraftig strøm. 

Skreddet bestod af sand med løse sten, 

og det var ikke til at vide, hvilke sten 

man kunne støtte sig mod, og hvilke 

sten der ville skride, når man stod på 

dem. Den bedste teknik var simpelthen 

bare at hoppe af sted fra sten til sten og 

glide med dem, indtil man fandt en sten, 

der sad nogenlunde fast, så man kunne 

få et kort hvil. og så ellers hurtigt videre 

igen af frygt for, at hele skreddet ville 

hive os med ned i floden. En halv time 

senere stod vi lettede og med rystende 

ben på den anden side, men først på 

vejen tilbage opdagede vi den sti, der 

gik ovenover stenskreddet. Aha, så det 

var her en guide kunne have været god 

at have… 

tsampa, smør-te og støvede 

abrikoser 

Et par dage senere kom vi til en flod, 

der skulle krydses via fem våde sten. 

Costanzo hoppede let og elegant hen 

over, mens jeg stod tøvende tilbage. Vi 

havde den dag trekket i ni anstrengende 

timer, og jeg tvivlede på, at jeg ville klare 

den tørskoet over på den anden side. I 

stedet fik jeg den geniale idé at kaste 

min rygsæk over floden og derefter 

selv gå over. Jeg gik derfor to sten ud 

i floden og gav rygsækken et ordentligt 

sving. Men den var alt for tung. et 

ordentligt PlASK lød der, da rygsækken 

røg i floden, og et lige så højt plask lød 

der, da den trak mig med i sit fald. Jeg 

var for svag til at skubbe den op på 

bredden, og jeg ville heller ikke give slip 

på den, for ikke at miste den til floden. 

Så der lå jeg ellers i den iskolde flod 

og klamrede mig til min rygsæk, indtil 

Costanzo fik fisket os begge op. Det må 

have været et syn for guderne! 

Heldigvis var vi næsten fremme ved 

vores mål, et kloster bygget rundt om 

en hule i klipperne. Her blev vi nogle 

dage for at få tørret mine sager og få 

plejet min trætte krop, ømme muskler 

og fire store vabler. Desuden havde 

jeg slået mit skinneben ret slemt mod 

en sten i faldet og havde pådraget mig 

en ordentlig hævelse. Kort sagt var jeg 

lige til lossepladsen og trængte til at 

blive plejet. Jeg var heldigvis kommet 

til det helt rette sted. På dette kloster, 

Phuktal, boede der nemlig omkring 60 

munke, som sjældent fik besøg udefra, 

så det blev til tre dage med masser af 

forkælelse og hyggesnak. Jeg var knap 

nok kommet ud fra den ene munks lille 

hytte inden jeg blev hevet ind i den 

næste. Hos dem alle blev jeg tvangsfodret 

med tsampa (ristet byg), smør-te 

og nogle ualmindeligt hårde og støvede 

abrikoser. Jeg var fristet til at blive på 

Phuktal-klostret for evigt. Men det må 

blive næste gang! 

stjerneskud og sengelopper 

Vi havde ikke kunne få fat på et kort 

over området inden vi tog af sted, så det 

eneste vi havde, var navnene på vores 

endelige mål. Vi måtte derfor nøjes med 

folks temmelig upræcise ”bare lige forbi 

næste bjerg” eller ”Ti minutter endnu, 

så er I der”. Det var derfor ikke altid vi 

vidste, hvor langt vi var fra vores mål. 

Dette resulterede i, at vi måtte finde et 

sted at sove, hvor end vi var nået til, 

når vinden begyndte at tage til hen på 

eftermiddagen, eller vi ikke orkede at gå 

længere. nogle gange var der klostre, 

der tog os til sig og gav os mad og husly, 

og andre gange boede vi hos familier. 

Heldigvis tog alle imod os med åbne 

arme og stor nysgerrighed. 

en eftermiddag nåede vi til et sted, der 

på afstand lignede en landsby. Da vi 

kom dertil, viste det sig imidlertid bare 

at være en familie fordelt på to huse. 

længere kunne vi ikke gå den dag, så vi 

forhørte os i et af husene, om vi kunne 

sove der for natten. Selvfølgelig blev 

vi budt velkommen. Desværre sov de 

selv i husets eneste rum, køkkenet, og 

der kunne ikke klemmes to mere ind. 

I stedet blev der lagt et tæppe op på 

taget og bygget en læmur af tørrede 

kokasser, og her fik vi lov til at tilbringe 

natten under åben himmel. 

Temperaturen nåede nær frysepunktet, 

så jeg var pakket ind i bogstaveligt talt 

alt indholdet fra min rygsæk. Det var 

derfor ikke kulden der holdt mig vågen, 

men derimod de sengelopper, der på 

uforklarlig vis fandt vej fra tæppet vi lå 

på og ind under min sammensnørede 

sovepose og adskillige lag af tøj. Til 

gengæld havde jeg den klareste stjernehimmel 

at kigge på, da der ingen elektricitet 

var i miles omkreds. Jeg nåede 

at tælle næsten 30 stjerneskud, inden 

jeg blev immun over for loppernes bid 

og langt om længe faldt i en dyb søvn. 

Kvindefest og en ordentlig 

kæp i øret 

På et tidspunkt nåede vi klostret Sani 

og fik her husly hos en munk. Han fandt 

selv et andet sted at sove og gav os 

frit spil til at lave mad til os selv i hans 

køkken. Alletiders! Alt for længe havde 

vi udelukkende levet af tørre chapatis 

og tsampa, og tanken om lidt afveksling 

gav os vand i munden. Mmmm, 

Maggie! I jagten på et sted der solgte 

Maggie to-minutters nudler kom vi imidlertid 

forbi et åbent vindue, som en flok 

grinende og vinkende kvinder hang ud 

af. Vi besluttede os for at aflægge dem 

en lille visit og gik indenfor. 

Til vores store forbavselse fandt vi 

omkring 15 kvinder, der var i fuld gang 

med at fejre et eller andet, og de var 

alle hønefulde. ”Her er ingen adgang 

for mænd!” råbte en af kvinderne storgrinende. 

Men de skulle gerne gøre en 

undtagelse med Costanzo. Vi blev hevet 

indenfor og fik en kop med chang, lokal 

risvin. og så gik det ellers løs. Koppen 

var lille, men der sad en kvinde med en 

hel balje chang og sørgede for, at alle 

kopper konstant var fyldt op til randen. 

Der var derfor kontrol på, hvor meget 

vi drak, og det gik ikke bare at fugte 

læberne og lade som om. nej, alle skulle 

drikkes en kæp i øret, og som turist var 

man bestemt ikke fredet. 

Billede forrige side: Buddhistiske stupaer på 

Verdens Tag. 

Billede øverst: Til kvindefest i Sani: Lettere 

berusede kvinder i højt humør. 

Billede nederst: Zanskars barske klima sætter 

sine aftryk i befolkningens ansigter.

Klostret Phuktal bygget ind i klipperne omkring en af de huler, hvor en vigtig yogi engang tilbragte adskillige år i meditation. Som de fleste munke i Zanskar tilhørte munkene fra Phuktal-klostret Gelugpa-skolen, også kendt som 

”De Gule Hatte”. Det er den mest magtfulde og indflydelsesrige af den tibetanske buddhismes ordner. 

Der blev danset, sunget, spillet på olie- 

tønder og grinet til de sene timer, inden 

vi kom derfra, begge i temmelig beruset 

tilstand. Vi fandt med noget besvær 

tilbage til klostret, hvor Costanzo øjeblikkeligt 

gik kold på munkens seng, mens 

jeg gik i gang med at koge nudler. Seks 

nonner havde set os komme tilbage og 

stillede sig fnisende udenfor vinduet og 

kiggede på, mens jeg lavede mad. Jeg 

klarede vist sådan nogenlunde at spille 

ædru og tror ikke, at nonnerne fattede 

mistanke. Men aldrig har to minutter 

føltes så længe! 

I yogiernes fodspor 

en yogi betyder indenfor den tibetanske 

buddhisme en avanceret udøver af 

meditation. Til forskel fra munken, som 

lever et monastisk liv omgivet af andre 

munke og med diverse verdslige pligter, 

lever yogien et liv fuldstændig fordybet i 

meditation, oftest alene i huler afskåret 

fra omverdenen. Yogien er derfor en 

vigtig og meget anerkendt skikkelse, 

som ofte er afbildet på buddhas plads 

i de tibetanske templer. efter et helt 

liv helliget meditation er der nemlig rig 

mulighed for, at yogien selv er nået at 

blive oplyst i sin levetid. 

Der bliver ikke sparet på miraklerne og 

superkræfterne, når fortidens yogiers 

liv og egenskaber beskrives. blandt de 

yogiske evner er fuldstændig kontrol 

over naturlovene og kroppens funktioner. 

Avancerede yogier siges derfor at 

kunne flyve og gøre sig selv små, store, 

tunge, lette eller usynlige. De kan også 

udelukkende ved tankens hjælp varme 

kroppen så meget op, at de kan sidde 

nøgne udenfor i den bidende vinterkulde 

og smelte sneen omkring dem. 

Denne praksis er stadig udbredt i Tibet. 

Derudover kan de lave aftryk af fødder 

eller andre kropsdele i klippevæg. 

Dette er nemlig ifølge den tibetanske 

buddhisme muligt, når man indser, at 

alt her i verden er tomhed og i konstant 

forandring, og at selv den ellers så faste 

klippevæg ikke er permanent. Der var 

derfor i alle hulerne mindst ét aftryk 

af en eller anden af yogiens kropsdele, 

der på mystisk vis var printet ind i den 

hårde klippevæg. 

en af de ting vi var kommet til Zanskar 

for, var derfor at gå på jagt efter huler, 

hvor de store yogier fra den tidlige 

buddhismes tid har tilbragt årevis 

fordybet i meditation. De lettest tilgængelige 

af hulerne har munke taget til sig 

og bygget klostre rundt om, som bl.a. 

klostret Phuktal, så det gjorde, at lidt 

af magien var gået af. Dog var der en 

enkelt af hulerne, der lå helt isoleret på 

en øde bjergskråning, og vi skulle ud 

på en temmelig skræmmende klatretur 

for at nå frem til den. Jeg røber ikke, 

hvad den hedder. Denne hule stod helt 

tom hen og emmede af mystik og religiøsitet, 

og her herskede en helt utrolig 

stilhed. Så her sad jeg ellers. Skævede 

til fodaftrykket i klippevæggen foran 

mig, lukkede øjnene, mærkede energierne 

og mediterede over verdens 

tomhed, idet jeg lovede mig selv, at det 

ikke var sidste gang, jeg havde sat mine 

ben i det fortryllende Zanskar. 

dbKs skribentkonkurrence 2008 

Vindere: 

1. plads: Gerner Thomsen (53 point) - gavekort til Friluftsland kr. 2.000,- 

2. plads: Rasmus Krath (40 point) - gavekort til Penguin Travel kr. 1.500,- 

3. plads: Arne Runge (37 point) - gavekort til Penguin Travel kr. 1.500,- 

4. plads: Jesper Grønkjær (25 point) - gavekort til passivt medlemskab 

5. plads: Jakob Øster (24 point) - gavekort til passivt medlemskab 

Redaktionen ønsker alle vores 

berejste læsere en glædelig jul 

og et festligt nytår. 

En yogi der levede i en af hulerne, vi besøgte. 


Bjarnes uendelige rejse 

bjarne lund-jensen har lige siden sin indmeldelse i dbK været det 

klubmedlem, som har besøgt flest lande. I skrivende stund er han oppe 

på 182 lande og mangler således kun 12 lande i at have gjort rent bord og 

have besøgt alle verdens lande. sidste erobring var congo brazzaville, og 

ifølge ham selv når han sit mål omkring år 2012. Vi bringer her et opdateret 

portræt af bjarne baseret på en artikel, der oprindelig blev bragt i fyens 

stiftstidende i 2005. 

Te k s T: si M o n sT a u n 

Fo T o : bJ a r n e lu n d -Je n s e n 

bjarne lund-Jensen fra lumby satser på 

at blive den første dansker, der sætter 

fod i alle verdens 194 lande. 

"Det er sidst på eftermiddagen. Den 

rødlige sol står lavt over palmetræernes 

kroner. Jeg sidder på toppen af 

Angkor Wat i Cambodia. luften ånder 

sælsom magi. Jeg føler, at jeg kunne 

sidde her i timevis i fredfyldthed. Dog 

er jeg lidt underlig tilpas, for jeg føler, 

at jeg har afsluttet en epoke i mit liv. 

nu har jeg set alt, tænker jeg. Jeg har 

rejst i næsten 150 lande. Jeg har set 

pyramiderne, inka- og mayaruinerne, 

alverdens menneskeskabte og naturskabte 

vidundere. Men nu har jeg set 

det største. nu har jeg set Angkor". 

bjarne lund-Jensen er pensioneret 

skolelærer efter 36 år på lumby Skole, 

der befinder sig en hundreddels dagsrejse 

fra odense, hvor han kom til 

verden for 60 år siden. Siden han for 

første gang mærkede adrenalinen 

pumpe i sine årer, 

har han besøgt og udforsket 

182 lande og 48 territorier, 

der blandt andet omfatter 

Grønland, Tibet, Hawaii og 

Alaska. 

At han skulle blive Danmarks og en af 

verdens mest berejste mænd, havde 

han ikke i tankerne, da han i 1973 for 

første gang stod på et fremmed kontinent. 

Ingen begrænsninger 

- Jeg husker tydeligt, at jeg konstant 

overvejede at gå væk fra gruppen, som 

jeg var en del af på min første rejse til 

egypten. Jeg ville frigøre mig. Jeg ville 

alene ud i det ukendte for at fornemme 

fremmede dufte og betragte forunderlige 

klædedragter. Alt var så anderledes 

fra det, jeg tidligere havde set, fortæller 

bjarne lund-Jensen. 

Som han sidder og beretter, har han en 

klar lighed med Johannes Møllehave. 

Ikke kun i kraft af det grånende hår og 

det brede, venlige smil. Stemmen er 

velkendt varm og ivrig for at fortælle. 

og den gør det godt. Man bliver revet 

med, når han entusiastisk og billedrigt 

kaster sig ud på verbale rejser, der 

bringer såvel ham som tilhøreren tilbage 

i tiden. 

”jeg har, så vidt jeg ved, ikke 

nogle børn løbende rundt ude i 

verden, men på den anden side, 

så kan man kan jo aldrig vide.” 

- Senere på min første rejse til Afrika 

var vi nået til Tanzania. Her dristede 

jeg mig endelig til at drage ud på egen 

hånd. Kort tid efter stødte jeg på en 

flod, jeg ikke kunne passere. Så spottede 

jeg en mand, der havde en lille 

båd. Jeg spurgte, om han ikke ville 

sejle mig videre, hvilket han indvilgede 

i. Siden dengang har jeg aldrig ladet 

mig stoppe af forhindringer. Jeg vil ikke 

lade mig begrænse, jeg vil bare videre, 

understreger bjarne lund-Jensen, der 

for længst er blevet klar over, at der 

befinder sig en drivkraft i selve rejsen, 

han ikke kan leve foruden. 

- Det har altid ligget latent i mig, at jeg 

ville se alt. Derfor gabte jeg de første år 

over lidt for meget, indtil jeg ændrede 

rejsemåde omkring 1980. Da begyndte 

jeg at dykke mere ned i omgivelserne, 

end jeg tidligere havde gjort. På den 

måde møder man også nogle mennesker, 

der åbner deres døre og byder en på en 

seng til trods for deres ofte ekstreme 

fattigdom, siger bjarne lund-Jensen. 

Konkurrenceelement 

Skolelæreren fra lumby forsøger altid 

at komme derud, hvor ingen har været 

før. et af de mest fantastiske steder var 

på Papua new Guinea, hvor der sjældent 

kommer turister. 

- Der rejste jeg fra landsby til landsby 

og håbede på, at der ville komme et 

transportmiddel forbi, så jeg ikke skulle 

strande nogle steder i længere tid, 

fortæller bjarne lund-Jensen. 

På vej til Antarktis. Bjarne spejder mod South 

Georgia (- eller var det South Orkney) Island. 

Billedet er taget af ungarske Akos Hivekovics - 

som Bjarne også senere har rejst med. 

Det erklærede mål er at se så meget af 

verden som muligt. og i november 2008 

mangler han blot 12 lande for at have 

været i samtlige 194. 

- lidt konkurrencementalitet får man 

da, indskyder han, mens han remser op, 

hvilke lande han mangler. For han kan 

dem naturligvis i hovedet. 

Det var dog ikke grundet konkurrenceelementet, 

at bjarne lund-Jensen 

meldte sig ind i De berejstes Klub for 

12 år siden. For da han blev optaget, 

var han allerede den mest berejste af de 

berejste. Det var mere for at kunne tale 

med ligesindede, der alle led af samme 

sygdom: Rejsefeber. 

Kærlighed på toget 

bjarne lund-Jensen er godt klar over, 

at hans job som lærer har betydet 

meget for hans udfoldelsesmuligheder. 

Det samme gør sig gældende for hans 

status som ungkarl. 

- Jeg har haft en kæreste gennem 

længere tid. Hun formåede faktisk at 

holde mig hjemme tre juleaftener i træk. 

Derefter kunne hun godt mærke på mig, 

at det ikke gik længere, så hun tilbød 

mig at rejse ud i julen, og derefter gik 

det lidt i sig selv igen. en anden gang 

havde jeg en veninde, der foreslog, 

at vi skulle rejse til egypten en uge. 

"Fandeme nej", svarede jeg. Jeg rejser 

altid minimum fjorten dage, så det sluttede 

også ret hurtigt derefter, fortæller 

bjarne lund-Jensen, der også har mødt 

forelskelsen på sine rejser. 

Dog aldrig med de lokale. Altid andre 

rejsende. 

"Is this the train to Vladivostok? Jeg 

vender mig. Stemmen kommer fra en 

sød, ung pige, som står lige bag mig. Vi 

står på Jaroslavl-banegården i Moskva. 

Jeg er på vej mod Japan og har valgt at 

rejse over landjorden hele vejen. og den 

unge pige, som ved nærmere bekendtskab 

viser sig at være en kun 17-årig 

tysk skolepige, skal også til Japan. Helt 

alene. Det var i 1981, og jeg var stadig 

ung og smuk". 

bjarne lund-Jensen sidder med et lunt 

smil. otte dage om bord på et tog og to 

dage på en båd, hvor der ikke er meget 

at lave. 

Han husker, at de udvekslede adresser. 

Han gik med hendes gemt flere år i sin 

tegnebog. 

Et par år efter fik han den stjålet i Algeriet. 

Derefter opgav han at se hende igen. 

Håbløs optimist 

bjarne lund-Jensen har erkendt, at han 

aldrig ville kunne indordne sig i en traditionel 

familie. 

- Jeg vil have lov til at smutte en måned 

eller to ind imellem, og det er der ikke 

mange kvinder, der kan acceptere. 

Desuden har jeg heller ikke mødt en 

kvinde, som jeg kunne holde ud at rejse 

med længere tid ad gangen. endnu, 

konstaterer bjarne lund-Jensen. 

Hvis han blev forhindret i at rejse, ville 

hans verden bryde sammen. Men den 

tanke har han aldrig turdet tænke. 

”Jeg har brugt flere millioner kroner på mine rejser. 

men det handler jo om at prioritere. jeg har aldrig ejet 

en bil. jeg har aldrig røget, og jeg bruger ikke særlig 

mange penge på mit hus eller tøj.” 

- Jeg er håbløs optimist. Jeg finder altid 

en vej ud af problemerne ligegyldigt, 

hvor desperat det ser ud. 

"Jeg var simpelthen nået til grænsen af, 

hvad jeg kunne klare. Rent instinktivt 

fornemmede jeg, at den eneste chance, 

jeg havde, var at opføre den helt store 

panikscene. og det gjorde jeg så. Jeg 


CUBA: På en af Bjarnes tidlige rejser (i 1976) mødte han Ramon Castro, 

Fidels storebror. Desværre var manden mere interesseret i at snakke med 

Kjeld Olesen (daværende dansk udenrigsminister) end med mig. 

råbte og skreg, kastede mig grædende 

på gulvet og fik fremsnøftet, at jeg var 

blevet bestjålet, og at alt håb snart var 

ved ude for mig. Jeg måtte simpelthen 

nå flyet fra Algér søndag morgen". 

når man har rejst så mange år i så 

mange fattige, krigshærgede og katastroferamte 

lande, så kan man næsten 

ikke undgå at have ubehagelige oplevelser 

på kontoen, hvilket bjarne lund- 

Jensen også har. 

- Jeg er blevet bestjålet og bedraget 

flere gange. Men det kan jeg leve med, 

så længe de ikke stjæler min videre 

rejse. Rejsen er min frihed, og den skal 

ingen tage fra mig, slår han fast. 

Kedelige europa 

De største oplevelser er ikke nødvendigvis 

dem længst væk. Men med årene 

er det blevet sværere og sværere at 

blive fascineret af sin egen baggård i 

england og Frankrig, når man har boet 

hos stammefolk og krydset floder i 

farlige jungler. 

"Mit mål er at besøge "de store 

nambaer" på Malakula Island i østaten 

Vanuatu. Folket har fået navn efter de 

specielle penisfutteraler, som mændene 

bærer. Indtil 1950'erne havde de ry for 

at angribe og spise enhver uvelkommen 

gæst. De havde således et specielt ildsted 

til rituel fortæring af menneskekød. De 

mest uappetitlige af de nedlagte fjender 

blev dog i stedet hængt op med hovedet 

DEN STORE TOGREJSE: Bjarne er her fotograferet af sin tyske veninde på 

vej med den transsibiriske jernbane mod Japan. 

PAPUA NEW GUINEA: Marked i Mount Hagen, Papua New Guinea 1985. 

Bemærk manden til højre i den typiske traditionelle klædedragt. 

BLANDT PYGMÆER: I junglen i Centralafrikanske Republik 

(2008) nåede Bjarne ikke blot at se gorillaer, men også at 

besøge en pygmæ-landsby. 

1976 1981 1985 

2008 

nedad, indtil de rådnede ... Den sidste 

bekræftede beretning om kannibalisme 

er fra 1969, men rygter siger, at det 

stadig finder sted". 

- For mig er europa efterhånden ikke 

mere interessant end Svendborg. 

Dog er der enkelte yderområder som i 

Albanien, hvor man stadig kan opleve en 

helt anderledes måde at leve på, hvilket 

typisk udspringer direkte af fattigdom, 

forklarer bjarne lund-Jensen. 

Tit oplever han, at folk forestiller sig, at 

han ikke har set ret meget af Danmark. 

Men der tager de fejl. 

- Jeg har set mere end de fleste, vil jeg 

tro. Da jeg var barn, kørte min familie 

altid rundt for at se de forskellige egne, 

og jeg har overnattet på mindst 20 øer 

foruden Fyn og Sjælland, siger bjarne 

lund-Jensen. 

en smule luksus 

Kontakten mellem de lokale har altid 

været central for bjarne lund-Jensen. 

Men enkelte naturoplevelser har dog 

taget pusten fra ham. 

"Dyrenes helt ufattelige tillidsfuldhed er 

det, der først og fremmest gør Galapagos 

til en helt enestående naturoplevelse. 

Intet sted i verden oplever man noget 

lignende, og det utrolige er, at næsten 

alle dyr - flamingoerne undtaget - både 

på land, vand og i luften synes at være 

helt upåagtede af menneskenes tilstedeværelse. 

end ikke øernes eneste 

rovfugl, Galapagoshøgen, er bange for 

mennesker". 

- Selv om naturen fascinerer mig, så har 

det altid været mennesker, der fascinerer 

mig mest. Alligevel har jeg ikke 

så meget kontakt med dem, jeg møder. 

ofte glemmer jeg at sende kort, og når 

man så altid rejser nye steder hen, så 

møder man sjældent de samme folk 

igen, forklarer bjarne lund-Jensen. 

Det er også yderst sjældent, bjarne 

overnatter mere end tre dage samme 

sted. Det forbyder hans rastløshed 

ham. Men han har dog ændret adfærd 

på enkelte punkter. 

- Med alderen er man også blevet en 

smule mere luksuriøst anlagt. Hvor man 

”jeg oplever tit, at folk undrer sig over, hvad jeg dog 

vil i eksempelvis etiopien, fordi mange udelukkende 

betragter det som et land med hungersnød. men det er 

faktisk et af verdens mest spændende lande, fordi det 

rummer rester af så mange gamle kulturer blandet med 

primitive folkeslag som mursierne ” 

tidligere kunne tilbringe måneder på 

de mest snuskede steder, så skal jeg 

gerne hver anden uge forbi et lækkert 

hotel, hvor jeg kan få et varmt bad og 

lidt ro. Jeg søger heller ikke længere de 

typiske billige backpackersteder, fordi 

alle efterhånden forsøger at overgå 

hinanden med, hvor mange steder og 

ting, de har set. Så kommer jeg jo nemt 

til at virke bedrevidende. Derfor vil jeg 

hellere snakke med de lokale eller sidde 

på et lille værtshus, beskriver han. 

det sidste kontinent 

Det næste store projekt hed Antarktis. 

Meget passende blev kontinentet det 

syvende og sidste. 

- Det kostede godt nok 55.000 kroner, 

men jeg havde arvet lidt efter min far, 

så det var oplagt at tage af sted. Jeg 

ville heller ikke kunne bære ikke at have 

sat fod på det sidste kontinent. Jeg tog 

orlov i tre måneder, så jeg kombinerede 

det med Sydamerika, hvor jeg kun 

manglede Paraguay for at melde fuldt 

hus, smiler bjarne lund-Jensen. 

Den efterfølgende sommer blev det så 

til en cykeltur rundt i Danmark. - Her 

var der jo også spændende mennesker 

og en hel del øer som jeg endnu manglede 

at besøge. lidt samler er man vel, 

indrømmer Danmarks mest berejste 

mand. 

bjarnes manglende lande 

afghanistan 

angola 

burundi 

Irak 

Kuwait 

liberia 

libyen 

saudi arabien 

sudan 

tadjikistan 

Vatikanet 

Yemen 

SOUTH GEORGIA: Med sine søelefanter, pelssæler og ikke mindst over en million kongepingviner er South 

Georgia et af de mest fantastiske naturområder i verden. 



Med tre milliarder 

kubikmeter is under fødderne 

Trekking på Baltoro-gletsjeren i det 

nordøstlige Pakistan 

Mens blodet flød ved den røde Moské i Islamabad, gik Søren Gudmann én af 

verdens sejeste trekkingture, i et fredeligt, men afsides hjørne af Pakistan. 

tag med på en anstrengende tur blandt nogle af verdens højeste bjerge. 

Te k s T o g F o T o : sØ r e n gu d M a n n 

Der er vandreture, der er treks, og 

endelig er der trekket op ad baltorogletsjeren, 

et af de sejeste af slagsen. 

Trekkere og bjergbestigere følges ad 

frem til gletsjer-motorvejs-krydset 

’Concordia’. Her er man omgivet af 

gigantiske bjerge, blandt andet K2, 

verdens næsthøjeste bjerg. 

Karakoram, i det nordøstlige hjørne af 

Pakistan, er én af verdens højeste og 

mest spektakulære bjergkæder. Fem 

af verdens fjorten ottetusind-meterbjerge 

ligger her. 

At bevæge sig rundt på gletsjere og 

bjerge kan være farligt, men når disse 

ligger i relativt underudviklede lande, er 

rejsen til og fra som regel ligeså farlig. 

Det var den også denne gang. 

”jeg troede, jeg havde prøvet, hvad 

der findes af gustne smalle bjergveje 

her i verden, men de næste 170 km 

er nervepirrende, og chaufføren 

ser stadig træt ud. Vejen er endnu 

smallere end i går, og ved siden af 

går det lodret ned til floden.” 

På vej til Pakistan er jeg nervøs for, 

om der endnu er anti-dansk stemning, 

på grund af Muhammed-tegningerne. 

Desuden er her politisk uro netop nu, 

rettet mod præsident og hærchef 

Musharef, som er i gang med et afdemokratiseringsprojekt, 

som der naturligvis 

protesteres imod. Der har været attentater 

mod ham, og selvmordsbomber. 

Udenrigsministeriet fraråder alle "ikke 

helt nødvendige" rejser. Da er det godt, 

at en tur ud i bjergene hører til i kategorien 

"helt nødvendig". 

Min nervøsitet forsvinder hurtigt, vi 

bliver mødt med åbenhed og venlighed. 

nogen gange når folk spørger, hvor vi er 

fra, svarer jeg diplomatisk, at vi er en 

international gruppe, men jeg indser, at 

det ikke er et problem at sige, jeg er fra 

Danmark - og osten og smørret er da 

også tilbage i butikkerne. 

Islamabad og Rawalpindi er tvillingbyer, 

men meget forskellige. Rawalpindi den 

eksotiske, originale, kaotiske og pulserende 

by, med lyde og lugte, krogede 

mørke gader i basaren, med dyttende 

biler, hestevogne og slagtede geder, der 

hænger i solen omgivet af summende 

fluer. 

Islamabad er den nye prestigehovedstad; 

planlagte byområder med retvinklede 

gader og boulevarder. Regerings- og 

administrationsbygninger, ambassader, 

shopping-centre, butikker i vestlig stil 

og fastfood-restauranter. 

efter en dag med sightseeing forlader 

vi Islamabad klokken halv seks om 

morgenen, men det er allerede ekstremt 

varmt. Vi har to dages kørsel foran os. 

Man kan i princippet flyve, men det er 

usikkert, da indflyvningen oppe ved 

Skardu foregår mellem bjerge og derfor 

kræver god sigtbarhed. Vi skal altså 

opleve Karakoram Highway på godt 

og ondt. De første små hundrede kilometer 

foregår på gode veje, men snart 

kommer bjergene, vejen 

bliver smallere og svinger 

meget. Snart kører vi langs 

den brusende cementgrå 

Indus-flod. Der er frygteligt 

langt ned og intet 

autoværn! Indimellem 

laver chaufføren nogle 

meget hasarderede overhalinger 

– i tredje spor! 

Karakoram Highway 

Karakoram Highway blev bygget i et 

samarbejde mellem Kina og Pakistan 

og forbinder Kashgar i Kina i nord med 

Islamabad ad ruter, som oprindeligt 

var Silkevejen. Det tog 16 år at bygge 

den, med hundredvis af broer over dybe 

kløfter, og tusinde af arbejdere der 

mistede livet undervejs. I dag står den 

som en livslinje mellem Centralasien 

og det Indiske ocean og er samtidig et 

turistmål i topklasse. Der er ofte jordskred, 

hvilket vi også ser spor af. 

I løbet af dagen kører vi gennem 

Kohistan, et meget bjergrigt område, 

hvor den pakistanske centraladministration 

ikke har fuld kontrol. oppe i 

sidedalene hersker lokale stammehøvdinge 

endnu, og området er ikke anbefalet 

for turister. Her leves konservativt 

muslimsk i modsætning til Islamabad, 

hvor kvinderne for eksempel ikke 

nødvendigvis bærer tørklæde. Her er 

der ingen kvinder er at se i det offentlige 

rum, ikke engang på markedet. På 

vores hjemrejse ser jeg én, helt indhyllet 

i sort. 

Det er den samme chauffør, som kører 

hele vejen. Ingen 11-timers regler her. 

Sent om eftermiddagen er han meget 

træt. Vejen er hullet, bare nødtørftigt 

repareret efter et nyligt jordskred. Jeg 

er bange for at ekspeditionen skal ende 

her. Vi har set bilvrag nede ad skråningen. 

efter 16 timer er vi i Chilas, helskindede 

og trætte. Vi har kun kørt 250 km. efter 

en kort nats søvn skal vi videre mod 

Skardu. 

I den dejligt, men kortvarigt kølige 

morgen kører vi videre, endnu langs 

Indus. Snart dukker sneklædte bjerge 

op, blandt andet det frygtindgydende 

8125 m høje nanga Parbat. 

Udover bjergene fotograferer vi de 

fantastisk flot dekorerede lastbiler. 

Ingen Pakistansk trucker starter ud på 

landevejen uden at have fået sin bil 

dekoreret. Her kan man tale om "pimp 

my ride". 

Jeg troede, jeg havde prøvet, hvad der 

findes af gustne smalle bjergveje her i 

verden, men de næste 170 km er nervepirrende, 

og chaufføren ser stadig træt 

ud. Vejen er endnu smallere end i går, 

og ved siden af går det lodret ned til 

floden. 

På trods af den skumle vej nyder jeg 

turen og kan mærke, at jeg er ved at 

komme i ekspeditionshumør. landsbyer 

klamrer sig til de stejle skråninger i små 

grønne oaser, og drenge står i vejkanten 

og sælger fantastisk gode abrikoser. 

lige før Skardu åbner landskabet sig op, 

og vi kører langs en stor flad dal, hvor 

floden flyder stille. Vi er nu i Baltistan, 

et mindre konservativt område. Der er 

dog stadig ikke mange kvinder at se, 

kun på markerne, hvor der dyrkes korn 

og kartofler. 

Der er endnu en dags rejse, før trekket 

begynder. Vejen bliver, som man næsten 

kunne forvente, endnu dårligere, og 

kan kun forceres af jeeps. Der er 115 

km, som tager syv timer! Det meste af 

strækningen er mindre skummel, dels 

fordi dalen er mere åben og fladere, dels 

fordi vi kører langsommere. Men nogen 

steder er broerne styrtet sammen, så vi 

må køre igennem vandløb, over sanddyner 

og over gamle snedriver! 


Undervejs samler vi bærerne op. Der 

sidder cirka 20 bag på én jeep! 

endelig når vi landsbyen Askole. I 

morgen starter trekket. 

trekking på baltoro 

Turen på baltoro-gletsjeren er som sagt 

ét af de mere krævende trek, man kan 

vælge. Det er fysisk hårdt og primitivt, 

men landskabet man får at se, er fantastisk 

flot og spektakulært. 

endelig i mit rette element. Det er 

sindssygt varmt, og flere har maveproblemer. 

De fleste bærer en let rygsæk 

med dét, de behøver i løbet af dagen. 

bærerne tager resten, 25 kg hver. 

Da vi kom til lejren i går, blev vi mødt 

af landsbyens drenge, der alle tiggede 

kuglepenne. Canadiske ornella kender 

en mand, som arbejder på skolen, og 

hun har en del materialer med. Hun 

finder ud af, at skolen har nok skriveredskaber, 

men knægtene er smarte, 

og sælger dem til den lokale butik, hvis 

ellers nogen har været naive nok til 

at give dem nogle. ellers vil drengene 

gerne fotograferes – i modsætning til 

pigerne og kvinderne, som bliver direkte 

aggressive hvis man nærmer sig med et 

kamera. 

Vi starter tidligt, og har glæden af 20 

minutter i skyggen, så kommer solen 

som en hammer. Tag det roligt, drikke 

hele tiden. Vi går i en flad dal, her er 

støvet, med grønne pletter oppe på 

bjergskråningerne. enkelte hvide tinder 

og blå himmel bagved. Det er smukt; 

lige netop det vi kom for at se. nogle 

piger kommer ned med store læs af 

buske hentet højt oppefra. De skal 

bruges til brænde. Gruppen spredes ud 

over stien, bærerne drøner forbi. Andre 

bærere kommer ned oppefra, klar til nye 

opgaver. Folk går i deres eget tempo, 

fotograferer, snakker og sanser bjergets 

ro. 

Flere får en hård dag på grund af 

maven eller varmen i sig selv. Stien 

går heldigvis langs floden, så man kan 

køle sig med vand. Vandet er gråt og 

grumset og må renses med tabletter, 

hvis det skal drikkes. 

Stien er kuperet, nogle gange som en 

hylde højt over floden, andre gange går 

den helt nede i vandkanten. Indimellem 

er vi heldige at finde lidt skygge i en 

klynge træer eller bagved store sten. 

Det er et populært trek, her er flere store 

grupper. Al udrustning, mad og brændstof 

til trekkerne og ekspeditionerne 

bæres af mennesker, men forsyninger 

til de militære poster, som ligger oppe 

ved Siachen-gletsjeren, fragtes ind med 

heste og muldyr. Pakistan og Indien 

har været i krig to gange om Kashmirområdet, 

som ligger umiddelbart øst 

for, hvor vi er, og våbenstilstandslinjen 

er få kilometer herfra. en af dagene 

stopper vores forbindelses-officer ved 

en militærpost og inviterer os op til te, 

da vi passerer. Her har soldaterne vagt 

tre måneder ad gangen, og jeg kan godt 

forstå, hvis de sætter pris på lidt selskab 

og afveksling. 

endelig er vi fremme ved lejrpladsen Jola. 

Der er bygget små toilet- og vaskehuse, 

der er bare ikke noget vand i hanerne, 

og det der er i floden og den tilstødende 

bæk er af den grumsede slags. Vi er så 

vant til at have tilgang til rent klart vand 

i ubegrænsede mængder, mens store 

dele af verdens befolkning ville være 

lykkelige for dette. 

Vejen til Paiju 

Vi står op ved femtiden for at komme 

af sted og gå et stykke ad vejen, før 

det bliver alt for varmt. Terrænet bliver 

langsomt mere barskt, bjergene højere, 

dalen lidt smallere og floden bruser voldsommere, 

stadig grå af silt. bjergene er 

rødlige og grå med sorte variationer. 

Spidse, ru og takkede, helt anderledes 

end i nepal. efter endnu en lang varm 

dag kommer vi til lejren Paiju, som delvis 

ligger i en grøn skyggefuld kløft. Der er 

dog ikke plads til alle telte i skyggen, 

men til gengæld er denne lejrplads som 

himlen på jorden. Her er nemlig klart, 

koldt rindende vand i store mængder. 

Vi drikker det kølige klare vand med 

velbehag, vasker tøj og bader. Her 

skal vi også være i morgen. bærerne 

skal have en hviledag, så de kan bage 

chapati, flade brød, til de næste par 

dage. nogle af dem bager undervejs, 

mens andre altså laver et lille lager. en 

ged slagtes og deles omhyggeligt i et 

stort antal portioner på en stor beskidt 

presenning midt på pladsen. nu er der 

fest. bærerne samles, en begynder at 

tromme på en tom plastikdunk. Der 

synges og danses. Turisterne kigger 

på, og nogle deltager. næste dag er 

det bærerne, der kigger på turisterne, 

da nogle af dem går i gang med et lille 

yoga-program. 

baltoro-gletsjeren går øst-vest. I den 

østlige ende ligger Concordia, hvor 

Godwin Austen-gletsjeren kommer 

ned nordfra (fra K2), og Upper baltorogletsjeren 

kommer sydøstfra. Fra dette 

gigantiske is-motorvejskryds har man 

en fantastisk udsigt til store dramatiske 

bjerge 360 grader rundt. Gletsjeren er 60 

km lang og en kilometer bred, så det er 

groft regnet tre milliarder kubikmeter is! 

”Gletsjeren er 60 km lang og en 

kilometer bred, så det er groft regnet 

tre milliarder kubikmeter is!” 

På næste etappe mod Urdukas passerer 

vi Trango Towers, som med sit cirka 

1600 m vertikale, næsten spejlglatte, 

ydre tiltrækker storvægsklatrere fra hele 

verden. Tårnene er cirka 6000 m høje. 

overalt er der sten i alle mulige størrelser, 

faconer og farver, ja nogle steder er der 

faktisk små områder med fint sand, som 

en strand, med marehalm og det hele. 

Senere kommer områder, hvor stenlaget 

er tyndt, og vi går på selve isen. nogen 

bærere går i klip-klap-sandaler! 

lejren ligger oppe på bjergskråningen, 

teltene står i rækker på hylder, og vi 

har en fantastisk udsigt over dalen, 

mod solen, som går ned over Trango. en 

fin slutning på dagen. Hvad der ikke er 

så fint er, at nogen af bærerne ikke er 

kommet frem, så nogle mangler deres 

udstyr, eksempelvis deres sovepose. 

Det kommer forhåbentlig i morgen, 

”Insh Allah”. 

Der er endnu langt til Concordia, så vi 

deler strækningen i to etaper og slår lejr 

på et sted, som hedder Goro 2. I dag er 

gletsjeren endnu mere kuperet. Vi går op 

og ned og rundt om store istårne, springer 

over smeltevandsbække og dybe, men 

smalle gletsjerspalter. Mod syd har vi det 

7.821 meter høje og meget vanskelige 

Masherbrum-bjerg. Vi hører og ser laviner 

og stenskred, heldigvis i sikker afstand. 

Det sidste stykke til Concordia er kort, 

vi er fremme midt på dagen. Her skal 

vi være nogle dage. Herfra bør man 

kunne se K2, men vejret er slået om. 

Bjerget er indhyllet i skyer. Efter flere 

dage med brændende sol og ulidelig 

hede kommer skyerne og regn. Det 

regner uafbrudt i to døgn. Vi ligger i 

teltene, mens bærerne holder til i små 

“huse” bestående af en mur af sten med 

en presenning eller plastik over. Fra 

nogle af disse hytter lyder trommen og 

syngende stemmer. Tilsyneladende har 

de det godt, så længe de ikke skal ud at 

gå i dette vejr. 

efter to dage letter skyerne, og vi ser 

K2. Der er fem timers vandring op til 

base camp, men det ser ud som om, det 

er lige foran os. Det er massivt og stejlt 

på alle sider. Der 

er store bjerge 

hele vejen rundt, 

spidse med skarpe 

rygge og tinder. 

Trekking-bureauet har ikke helt kontrol, 

der er stadig diverse tasker og udstyr, 

som mangler, og bærere som ingen ved 

helt, hvor er! Det er en del af charmen 

ved at rejse i denne del af verden, men 

mangler man soveposen en aften, kan 

tolerancen nok gå fløjten. Jeg har ikke 

dette problem, da jeg bærer alt mit grej 

selv, og min kæreste har heldigvis en god 

bærer, som kommer og leverer hendes 

taske ved teltet, så snart vi er fremme. 

Her i Concordia deles gruppen. Trekkerne 

bliver boende her og går en dagstur op 

mod K2 base camp, før de returnerer til 

Askole. Jeg selv og syv andre bjergbestigere 

går videre til Gasherbrum base 

camp. Det anstrengende trek er overstået, 

og et nyt bjergbestigningseventyr 

er på vej til at begynde. Men det er en 

anden, og langt mere dramatisk historie, 

som kan høres over en øl i Café Globen, 

til ét af mine foredrag eller måske i en 

senere artikel. 

Billede start: Tager en slapper i teltet i 

Gasherbrum base camp. Søren Gudmann 

er født i 1961, uddannet civilingeniør og 

har boet 12 år i Norge, hvor han arbejder i 

oliebranchen og har fjeldene lige uden for 

døren. 

Billede forrige side øverst: K2 set fra Concordia, 

en dagsmarch længere væk. 

Billede forige side i midten: Først troede jeg 

de fantastisk bemalede lastbiler havde noget 

med religion eller overtro at gøre, men 

det er simpelthen bare ’street credibility’ 

det handler om. Det tager omkring 3 uger at 

få en truck malet, lidt af en investering! 

Billede forrige side nederst: Lejr ved Paiju, 

her var der masser af dejligt rent vand. 

Billede næste side øverst: Bærer på vej tilbage 

til Askole, han fik mine sidste kiks. 

Billede næste side nederst: På vej fra 

Skardu til Askole, 8 timers vej-tortur. 


Praktiske oplysninger 

Hvornår skal jeg rejse? 

Sæsonen for trekking går helt fra april til oktober, 

men de fleste rejser fra midt juni til midt september. 

Da er der mindst sne i passene. Det er varmt midt på 

dagen. 

Hvordan til Pakistan? 

Vi fløj fra Stavanger via London med British Airways 

for cirka 6.000 kr. PIA er et oplagt alternativ fra 

København. british Airways tillader kun én taske og 

kræver 800 kr. for en extra, så pas på! 

Hvordan i Pakistan? 

Imodsætning til nepal er her ikke tehuse/lodges på 

ruten, så man må være selvforsynende med mad, 

brændstof, telte og andet udstyr. Det bedste er at 

bruge et trekking-firma, som kan bookes lokalt eller 

hjemmefra. Vi brugte Adventure Tours Pakistan, som 

er et af de store. oppe på gletsjeren havde de dog 

ikke helt kontrol på alt, men det skyldes nok, at det 

var højsæson, med mange ekspeditioner, og derfor 

ikke helt så mange, og ikke de bedste ledere og 

bærere til rådighed. Alternative bureauer kan findes 

på internettet eller i Lonely Planets ’Pakistan & the 

Karakoram Highway’. Man skal have en tilladelse til at 

trekke i området (som for os var med i pakken) samt 

visum til Pakistan. Søg mindst en måned før du rejser. 

overnatning og mad 

I vores tilfælde var hotel og rejse fra Islamabad op til 

trekking området og tilbage arrangeret af bureauet. Vi 

kørte i bus, men er man heldig, kan man flyve. Typisk 

planlægger man med at flyve den ene vej (returrejsen), 

men det er ikke altid vejret tillader det. På 

trekket var al mad inkluderet. Morgenmad med mysli, 

havregrød, æg og chapati - et solidt måltid. Varm 

frokost de fleste dage, ellers en pose med snacks. 

Det anbefales dog også at medbringe egne snacks, 

fx. kiks, chips, chokolade, nødder etc. til trekket. om 

aftenen fik vi tre retter mad. Blandt andet friskslagtet 

ged. 

tøj og udstyr 

Solide vandrestøvler er et absolut must, men stegeisen 

er ikke nødvendige. let påklædning til om dagen 

og varmt til om aftenen. et regnsæt, goretex eller 

lignende, er nødvendigt. og en let dunjakke er at anbefale, 

samt liggeunderlag og en sovepose til -10 ºC. 

bureauet medbringer normalt en tynd skummadras, 

men på grund af det stenede underlag er det bedst at 

have en anden madras også, gerne oppustelig, som 

Thermarest. Til beskyttelse mod solen er det godt 

med en paraply! 

Pris 

For trekket betalte vi 2500 dollar for hele pakken: 

Transport Islamabad-Islamabad samt fire ugers trek/ 

rejse. Hotellerne i Islamabad, Chilas og Skardu var 

gode, og ville koste 100-125 dollar per nat, hvis ikke 

de var inkluderet. Mad er billigt. Det er let at kommunikere 

med pakistanerne, da de snakker godt engelsk, 

og er utrolig hjælpsomme. I Skardu gik en tilfældig 

mand med mig hen til en barber/frisør for at være helt 

sikker på, at jeg ikke blev snydt. Så jeg bliv klippet og 

barberet for 50 rupees = 5 kr. 

”billedet på forsiden af dette blad er udvalgt blandt mange indsendte billeder fra det indiske 

subkontinent. det har været et svært valg blandt mange rigtig gode billeder. Her på siden 

kan du se nogle af de kandidater, der var med i opløbet.” 

FORSIDEKANDIDATER 


Globen 

m e d l e m s b l a d f o r d e b e r e j s t e s K l u b 

Slangetæmmer, Pokhara, Nepal 

Foto: Jakob Øster 


Globen 


Kvinde, Rajasthan, Indien 

Foto: Malaika Malmos 


Globen 


Kvinde og ild, Calcutta, Indien 

Foto: Søren Lauridsen 


Globen 


Elefanter, Sydindien 

Foto: Lisbeth Wichmann Nielsen 


Evenkerne bygger forrådskamre på stolper beklædt 

med metal, så bjørne og andre dyr ikke kan stjæle 

maden. 

Hallo, er der nogen 

hjemme? 

- På nomadejagt i Sibirien 

når man besøger nomadefolk i rusland, så er det svært at melde sin 

ankomst på forhånd. Endnu sværere er det at finde den nøjagtige adresse. 

I sommer opsøgte jeg evenkerne 700 km nordøst for bajkalsøen og håbede 

på, at de var hjemme... 

Te k s T o F F o T o : ge r n e r Th o M s e n 

Hvis en læser eller to skulle have hørt om 

et jordskælv i Sibirien denne sommer, 

så er den god nok. Med en timing, der 

skulle vise sig at være uhørt god for 

denne sommerferie i Sibirien, havde jeg 

placeret mig lige i orkanens øje – eller 

nærmere bestemt på et hotelværelse 

i Irkutsk, 100 kilometer nordvest for 

epicentret. Jeg var midt i at pakke min 

rygsæk, da gulvet begyndte at ryste 

og dørene klapre. Min første tanke var, 

at det nok bare var en sporvogn eller 

en gammel russisk lastvogn, der kørte 

forbi udenfor vinduet – lige indtil jeg 

kom i tanke om, at jeg befandt mig på 

fjerde etage med udsigt over Angarafloden. 

Da det gik op for mig, hvad den 

egentlige årsag var, overvejede jeg et 

kort øjeblik, om jeg skulle stille mig 

hen under dørkarmen, som jeg engang 

har læst man skal gøre i en eller anden 

overlevelsesbog. Men ærligt talt, det 

virkede lidt urealistisk, at jeg skulle få 

lov til at blive stående i fred og ro på 

fjerde sal i ly under en dørkarm på et 

gammelt russisk hotel, mens tingene 

drattede ned omkring ørerne på mig. 

Jeg valgte derfor at åbne døren og 

kigge forsigtigt ud i den lange korridor. 

Her så jeg lige ind i de skræmte øjne på 

alle mine naboer og genboer, der også 

forsøgte at opklare, hvad der foregik. et 

øjeblik efter løb alle i fuldt firspring ned 

ad brandtrappen – ned på gaden foran 

hotellet til alle de andre gæster. og så 

stoppede rystelserne vist nok. 

tyve spændende minutter 

Det var ikke ligefrem informationen, 

som var i højsædet. en dame fra receptionen 

kunne dog bekræfte, at det var et 

jordskælv, og at epicentret lå omkring 

byen bajkalsk ved bajkalsøens sydbred. 

Rygterne gik på alt lige fra 6,3 til 9 på 

Richterskalaen. Hvis det sidste havde 

været rigtigt, ville turen ned fra fjerde 

sal nok have foregået i et andet tempo 

og mere direkte. Mobilforbindelsen var 

forsvundet for en stund, men ellers var 

der ingen umiddelbare ødelæggelser at 

se. 

Lidt efter fik vi at vide, at nu, kunne vi 

godt gå indenfor igen. Hvis der kom et 

efterskælv, ville det blive mindre end 

det første. Det var vist, hvad et eller 

andet russisk seismologisk institut 

havde fortalt. Vel tilbage på værelset 

fortsatte jeg med at pakke min rygsæk 

til en vandretur langs bajkalsøen. et 

øjeblik efter bankede det hårdt på døren 

– det var en tydeligt nervøs etagevagt, 

som var i gang med at evakuere os 

alle igen. nu havde det seismologiske 

institut skiftet mening. et efterskælv 

ville med al sandsynlighed ramme 

Irkutsk indenfor den næste time, og 

prognoserne lød på at det ville blive 8 

på Richterskalaen! ned på gaden igen 

– denne gang huskede jeg dog penge, 

pas, telefon og kamera, alt imens jeg 

øvede mig på sætningen: ”I nat sover 

borgerne i Irkutsk på gaden, mens de 

forbereder sig på et efterskælv, der 

ventes at blive 8 på Richterskalaen”. 

Man kunne jo aldrig vide, om de pludselig 

ringede fra Reuters bureau og ville 

have en kommentar og et par billeder. 

nå, helt så galt gik det dog ikke, men 

truslen om et efterskælv vedblev at 

hænge i luften. Ligesom de fleste andre 

gæster, endte jeg med at gå tilbage 

på værelset efter et par timer. Jeg 

fik pakket min rygsæk (det var tyve 

spændende minutter) og tog bussen 

ud til landsbyen bolshoe Goloustnoe 

ved bajkalsøen, hvor jeg brugte de 

næste par dage på at vandre 60 kilometer 

sydpå langs den smukke klippekyst. 

Det passede mig fortrinligt ikke 

at skulle overnatte på hotellet og være 

afhængig af russernes evne til at tackle 

en evt. katastrofesituation – chancen 

for at overleve under et sammenstyrtet 

telt ville trods alt nok være større, end 

chancen for at overleve under murbrokkerne 

fra en gammel sovjet-dinosaurus 

af et tyve etagers hotel. 


På jagt efter evenkerne 

Det var nu hverken jordskælv eller 

vandretur langs bajkalsøen, jeg var 

taget af sted for denne sommer. Det 

var for at finde evenkerne i den nordlige 

Tjita-provins øst for bajkalsøen. 

evenkerne er et nomadefolk, der lever 

af jagt og rensdyrbrug. Jeg kan ligeså 

godt tage luften lidt af ballonen og 

skuffe den nomade-interesserede læser 

med, at jeg ikke fandt dem. Der manglede 

simpelt hen lidt timing og en sprøjte 

med noget held. 

Alt gik sådan set planmæssigt til at 

starte med. efter tre dages rejse med 

tog og fly ankom jeg til den lille evenkerlandsby 

Chapa-ologo. Min erfaring er, at 

små udsteder som dette er det perfekte 

udgangspunkt for skøre projekter a la 

det, jeg havde gang i. Der går sjældent 

mange minutter, før rygtet om ens 

ankomst spreder sig til hver en køkkenkrog 

i landsbyen, og bliver man et par 

dage, så vil man ofte kunne lukrere på 

en tilsyneladende uudtømmelig kilde af 

gæstfrihed og nyttige informationer. 

Allerede efter få minutter var jeg i 

kontakt med den lokale skoleinspektør, 

som straks tilbød overnatning på landsbyskolen. 

Skolens otte elever holdt 

sommerferie, så jeg kunne frit vælge, 

om jeg ville rulle soveposen ud på 

gulvet i klasselokalet eller i dyresamlingen 

med mølædte, udstoppede fugle. 

Allerede under den første kop te med 

skoleinspektøren fik jeg et varsel om, at 

timingen ikke var i top. om morgenen 

var ti mænd fra landsbyen kørt op i bjergene 

i en pansret mandskabsvogn på 

larvefødder (et helt almindeligt transportmiddel 

i ødemarken på disse breddegrader) 

for at se til rensdyrene og gå 

på jagt, så hvis bare jeg var kommet 

en halv dag tidligere, kunne jeg være 

taget af sted sammen med dem. nu gik 

der i stedet flere dage med at opklare, 

hvor det var, mændene helt præcist var 

taget hen. Forklaringerne gik i både øst 

og vest, men jeg endte med at fatte 

tillid til en kvinde, som var gift med 

rensdyrbrigadens leder. Hun mente at 

vide, at mændene var taget op til et 

område, som var navngivet Burpala 

på de russiske topografiske kort, jeg 

havde medbragt hjemmefra. Desværre 

dækkede området over adskillige 

kvadratkilometer, men mere præcist 

kunne jeg ikke få det. 

På besøg i en mineby 

Som sendt fra himlen stod der pludselig 

en russer med sølvtænder og 

snoet overskæg i skoleinspektørens 

køkkendør. oleg, som han hed, var leder 

af en russisk mine oppe i bjergene, men 

var tilfældigvis kommet forbi landsbyen 

under en privat fisketur. Da han hørte 

om mit projekt, tilbød han straks, at jeg 

kunne køre med næste vagtskifte op til 

minen. Pointen var, at der så kun ville 

være 75 kilometer at gå til burpala i 

stedet for 150 kilometer, hvis jeg startede 

fra landsbyen. 

næste morgen sad jeg i en gammel, 

rusten mandskabsbus, omgivet af 

kasser med tomater, kålhoveder og 

cigaretter – og så cirka tyve patinerede 

minearbejdere, der fordrev tiden med at 

drikke hjemmebrændt vodka af toliters 

sodavandsflasker. Det var en flot, men 

også noget nervepirrende tur ad de små 

bjergveje med flere hundrede meters 

frit fald til siderne. Vel fremme i den 

lille mineby blev jeg godt modtaget af 

køkkenpersonalet, som udover at byde 

på russisk kantinemad med kålsuppe og 

fedtpanerede koteletter også sørgede 

for, at jeg blev indkvarteret i et af de 

små huse med satellit-tv og udendørs 

lokum. Den buttede kantinedame 

kunne fortælle, at der alt efter årstiden 

arbejder 50-150 personer i minen, og at 

det først og fremmest er kobber, man 

finder. Men også titanium, sølv og andre 

værdifulde metaller bliver transporteret 

ned til jernbanen på store trucks, hvorefter 

det vel ender på det sorte mafiamarked 

et eller andet sted. 

over-geologens mand 

Som altid er det svært for russere at 

forlige sig med, at man rejser alene. 

De ser oprigtigt bekymrede ud, når det 

går op for dem, at man har planer om at 

vandre igennem bjergene og tajgaen på 

egen hånd. Min værelseskammerat fik 

hurtigt hidkaldt over-geologens mand, 

boris, som havde boet i en skurvogn 

i minebyen sammen med sin kone de 

sidste mange år. Trods sit fordrukne 

ydre vidste han tydeligvis noget om 

området, men heller ikke han var meget 

for tanken om mit soloprojekt. ”Du 

ender med at fare vild eller drukne i en 

de mange floder, du skal krydse undervejs”, 

var hans tørre kommentar. Det 

endte dog med, at han tøede op og tilbød 

et lift i sin pansrede mandskabsvogn på 

larvefødder de første 15 kilometer. 

næste dag ved frokosttid – efter et par 

glas vodka og to-tre stegte fjeldørreder 

– rullede vi så af sted. 

Cirka hvert femte minut stoppede boris 

for at hamre løs på de paler, som holder 

larvefødderne sammen. Det var næppe 

en mandskabsvogn, som ville blive brugt 

i Afghanistan, men hvem ved, måske i 

Tjetjenien. Fremad kom vi da. Da jeg 

endelig blev sat af, så boris tydeligvis 

betænkelig ud, og han sidste ord var, at 

jeg ikke skulle være bange for at vende 

om – jo før jo bedre! 

Gennem myr og sump 

De næste dage gik egentlig så godt, som 

man kan forlange. Det var tungt terræn 

at gå i med masser af myr og sump, som 

jeg forcerede i mine korte vandrestøvler. 

et par gummistøvler havde absolut 

været at foretrække, hvilket boris også 

havde bemærket, men lonely Planetguiden 

havde glemt at oplyse om dette. 

Faktisk havde den helt glemt at skrive 

om den nordlige Tjita-provins. 

Jeg fulgte i sporet fra den mandskabsvogn, 

som rensdyrnomaderne var kørt 

ud i. På den måde skulle man jo ikke tro, 

det kunne gå galt – sporet ville i teorien 

føre mig lige til stedet. Ind imellem gik 

det dog ikke så let. Særligt når jeg skulle 

krydse floder, var det et problem at se, 

hvor mandskabsvognen var kørt op på 

den modsatte bred, og jeg brugte ofte 

timer på at genfinde sporet. 

efter et par dage kom jeg til en korsvej 

med en faldefærdig hytte, som rensdyrnomaderne 

havde brugt som vinter- 

kvarter. Den var lige akkurat tæt nok til 

at overgå teltet i komfort, men lækker 

og indbydende kan man ikke sige, den 

var. Der er mildt sagt temmelig langt 

fra de sibiriske hytter i tajgaen til de 

velpolerede bjælkehytter i de skandinaviske 

fjelde. I hjørnerne lå der 

rådne kødrester, og vinduerne var kun 

nødtørftigt lukket med plastic. Myg og 

små knot havde uden problemer fundet 

vej gennem husets mange sprækker og 

summede lystigt omkring mit hoved ved 

udsigten til friskt blod. Men når man er 

træt nok, så går det alligevel. Jeg gik 

i hvert fald ud som et lys, da pandelampen 

blev slukket og TV2 havde givet 

aftenens sidste nummer på mp3-spilleren. 

spøgelseslejren 

Sporet delte sig i to, men jeg var ikke 

i tvivl om, at jeg skulle vandre østpå 

ad Bjørnefloden, da den førte frem 

til området Burpala, som kvinderne i 

landsbyen havde snakket om. Det lød 

jo egentligt ikke så rart, det med den 

der ’Bjørneflod’. Boris og de andre 

havde dog også gjort en del ud af med 

skræmmende fagter at fortælle, at 

der var mange bjørne i tajgaen. Mens 

jeg prøvede at bilde mig selv ind, at 

de sibiriske bjørne er lidt mere sky 

og venligsindede end de canadiske og 

amerikanske, så spændte jeg hver nat 

samtidig hanen på et par medbragte 

nødraketter, som i bedste fald kunne 

forskrække en nysgerrig bjørn. 

Billede 1: Boris reparerer larvefødderne for 117. 

gang på vejen ud i tajgaen. 

Billede 2: I Chapa-Ologo fik jeg lov at sove på 

landsbyskolen, mens de otte elever holdt sommerferie. 

Billede 3: En enlig evenker jeg mødte ude i tajgaen 

– han hørte til i en af landsbyerne og var på fisketur. 

Billede 4: Skoleinspektøren i Chapa-Ologo (th) og 

hendes veninde, der altid havde drømt om en rolle 

i Miami Vice. 

Billede 5: Hytten gav ly for natten, men nogen 

luksus kan man ikke sige, det var. 

efter yderligere et par dages vandring og 

et hav af flodkrydsninger, nærmede jeg 

mig det omtalte Burpala. Jeg begyndte 

at skærpe sanserne og lægge mere 

mærke til ting, som kunne forbindes 

med rensdyrnomaderne: friske spor i 

skovbunden, brækkede grene, gamle 

teltpladser osv. bedst som det så allermest 

håbløst ud, dukkede der pludselig 

et rensdyrgærde op, som strakte 

sig flere kilometer gennem tajgaen. 

Da jeg så samtidig hørte hundeglam, 

var jeg overbevist om, at jeg havde 

fundet nomaderne. På den anden side 

af floden lå en oppustelig gummibåd, og 

jeg kunne se nybyggede hytter, træskeletter 

til telte og andre menneskeskabte 

ting. Der var bare lige den detalje, at 

nomaderne manglede. Jeg konkluderede, 

at de sikkert var taget på jagt og 

slog derfor teltet op og satte mig til at 

vente midt i den mennesketomme lejr. 

Der gik tre dage på den måde, uden 

at jeg så skyggen af liv – lige bortset 

fra hundene, som fór rundt og fangede 

mus. om dagen besteg jeg toppe i 

området for at spejde efter tegn på liv; 

når mørket kom, varmede jeg mig ved 

bålet og nød udsigten til fuldmånen, 

der hver aften hang lavt over trætoppene 

og spejlede sig i floden. Men lige 

lidt hjalp det. Det virkede vitterligt som 

en spøgelseslejr, og da maden begyndte 

at blive knap, besluttede jeg mig for at 

bryde op og gå tilbage ad samme vej, 

som jeg var kommet. 


Gennem ild og vand 

Tunge skyer i horisonten varslede vejrskifte 

oven på en ellers fortrinlig uge 

med stegende sol. Det var som om, at 

det samme mønster gentog sig hver dag: 

varmt vejr om formiddagen og kraftig 

regn og torden lige efter frokost. en dag 

blev jeg fanget i en tordenbyge, bedst 

som jeg befandt mig på en høj bakketop 

på vej ned ad Bjørnefloden. Der var ikke 

tid til at slå teltet op, så eneste løsning 

var at gøre sig så lille så mulig og vente 

på, at uvejret drev over. Jeg satte mig 

på hug med hætten godt trukket op 

omkring ørerne. Himlen var oplyst af 

lyn, som kom ubehageligt tæt på – til 

tider var der kun halve sekunder mellem 

glimt og brag – og i regnskyllene faldt 

der hagl så store som pinocio-kugler. 

Det varede tyve minutter, før uvejret 

var drevet over og jeg igen kunne fortsætte 

ad sporet, der nu om muligt var 

blevet endnu mere sumpet. 

Dagen efter kom der mere regn, og jeg 

var klar over, at det hurtigt kunne blive 

et problem at krydse floderne, hvis ikke 

jeg skyndte mig tilbage. Derfor havde 

jeg heller ikke lyst til at udforske det 

andet spor nordpå ved korsvejen og 

den forfaldne hytte, som jeg i første 

omgang havde ignoreret. Det ville 

nemlig betyde endnu flere flodkrydsninger 

og formentlig en del mere myr 

og sump. 

Den sidste dag på vej op til minebyen 

slog vejret over i massiv heldagsregn. 

Jeg vadede af sted på autopilot, fast 

besluttet at jeg skulle nå frem samme 

dag. Der går typisk en dag eller to, før 

reaktionen fra den massive nedbør i 

bjergene får floderne til at stige kraftigt. 

Men når det først sker, så sker det ofte 

med flere meter, og det kan tage dage 

eller uger, før floderne falder igen. 

tilbage i minebyen 

Ved aftenstid bankede jeg på døren til 

Boris’ skurvogn – drivende gennemblødt 

som en punkteret vandrotte. Han 

var tydeligvis lettet over at se mig igen 

og kunne fortælle, at evenkerne var 

kørt tilbage til landsbyen for et par dage 

siden. De havde altså haft deres lejr et 

stykke op ad det andet spor, blot en halv 

dags gang fra den forfaldne hytte! Mens 

jeg lå og ventede i det, der var deres 

kommende vinterkvarter, så havde de 

besluttet sig for at vende om og aflægge 

landsbyen en visit. Den eneste trøst var, 

Hver dag bød på nye flodkrydsninger – ofte brugte jeg timer på at finde et vadested. 

at det ikke havde gjort nogen forskel, 

om jeg på tilbagevejen havde forsøgt 

det alternative spor ved den forfaldne 

hytte – de var allerede vendt om på det 

tidspunkt. 

boris fortalte, at han allerede havde 

planlagt at køre ud og lede efter mig 

næste dag, hvis ikke jeg var dukket op. 

Han var sikker på, at floderne i løbet af 

det næste døgns tid ville stige med to-tre 

meter og fange mig på den forkerte side 

af dalen. Men nu var alt heldigvis godt, 

og det skal ikke være nogen hemmelighed, 

at det var en længe savnet 

luksus at komme indenfor i tørvejr og 

få lidt af kantinemaden, som efter to 

uger i tajgaen smagte betydeligt bedre 

end den første gang. Jeg fik et lift ned 

til jernbanen allerede næste dag, og så 

måtte jeg erkende, at løbet med hensyn 

til evenkere var kørt for denne gang. 

bam-jernbanen 

På vejen tilbage tog jeg med toget 

vestpå via bAM-jernbanen. bAM er 

et fantastisk stykke ingeniørarbejde, 

som blev udført under Sovjetunionens 

sidste krampetrækninger i 1980’erne. I 

alt 4300 kilometer jernbane er bygget 

igennem de mest ufremkommelige 

skov- og bjergområder, man kan forestille 

sig – parallelt med den østlige 

del af Den Transsibiriske Jernbane, 

men bare 600-700 kilometer længere 

nordpå. Jernbanen går igennem 21 

tunneller (den længste er 15 kilometer) 

og henover flere tusinde broer 

på tilsammen 400 kilometer. og hvad 

naturoplevelser fra togvinduet angår, 

så slår den Den Transsibiriske Jernbane 

med flere længder. 

Jeg stod af ved Severobajkalsk, byen 

for enden af den 600 kilometer lange 

bajkalsø. Jeg havde hørt, at der plejer 

at sejle en båd på langs af søen ned til 

Irkutsk cirka to gange om ugen – jeg 

vidste bare ikke på hvilke dage, og som 

sædvanligt i Rusland, så er sådanne 

oplysninger meget svære, for ikke at 

sige umulige, at få fat på, med mindre 

man befinder sig i byen, hvorfra båden 

afgår. Jeg ankom med toget klokken ni 

om morgenen – det viste sig, at båden 

var afgået samme morgen klokken otte, 

og næste afgang var om fire dage! Så 

jeg måtte bide i det sure æble og fortsætte 

med tog til Irkutsk, der på disse 

kanter kører i en stor bue vestpå og 

gør det til en betragtelig omvej. Jeg 

måtte erkende, at dette åbenbart var 

sommeren, hvor timingen skulle vise sig 

at være i bund! Men på den anden side, 

hvis nu vejen i virkeligheden er målet, 

som en eller anden klog person vist 

engang har sagt, så gik det jo egentlig 

meget godt. Det prøvede jeg i hvert 

fald at bilde mig selv ind, mens jeg gik 

langs bajkalsøen og stadig ærgrede mig 

lidt over, at evenkerne ikke var hjemme 

denne sommer. 

k l u b i n f o 

DBK’s top-20 for besøgte 

lande 

Placering i år 

(sidste år) 

medlemsnummer og 

navn 

alder antal 

lande 

tilvækst 

i år 

1 (1) 027 - bjarne lund-jensen 59 182 4 16 

2 (2) 258 - Peter schönsted 65 135 9 - 

3 (3) 097 - arne erik runge 63 131 6 52 

4 (6) 019 - claus Qvist jessen 47 125 11 39 

5 (5) 010 - michael mini 48 120 2 19 

6 (7) 082 - niels j. l. Iversen 54 110 1 40 

7 (8) 057 - bertel Kristensen 65 109 2 17 

8 (10) 039 - Kaj Heydorn 76 107 3 17 

9 (11) 022 - Preben mogensen 56 106 3 12 

10 (12) 384 - Peter Goltermann 40 105 4 - 

11 (21) 042 - tyge Korsgaard 62 103 14 20 

12 (13) 001 - ole egholm 41 102 1 9 

13 (18) 312 - jakob Øster 36 101 8 - 

14 (15) 090 - anette sode 46 101 4 30 

15 (30) 124 - lasse nørgaard 44 100 20 44 

16 (16) 091 - Paul-erik jensen 51 100 3 28 

17 (17) 059 - stig monrad 59 99 4 25 

18 (14) 038 - Henrik døcker 69 98 0 14 

19 (19) 026 - Per allan jensen 56 96 4 31 

20 (20) 112 - søren Padkjær 62 93 1 15 

Årets ’hurtigløbere’ er Lasse Nørgaard med 20 nye lande efterfulgt 

af Tyge Korsgaard med 14 (begge i øvrigt nye på listen). 

Arne Runge er stadig i spidsen mht. tilvækst de sidste 6 år, 

stærkt efterfulgt af lasse nørgaard og niels Iversen. 

bjarne lund-Jensen mangler nu kun 12 lande i at nå sit erklærede 

mål om at besøge alle verdens lande (med mindre der 

kommer flere nye lande til i mellemtiden). Arne Runge rejser 

i skrivende stund rundt på den arabiske halvø og har hermed 

en håndfuld nye lande lige på trapperne. og Peter Schönsted 

er godt i gang med sit ambitiøse projekt om at blive første 

medlem, der har besøgt alle afrikanske lande (ud over årets 

præstation mht. ’erobring’ af Vatikanstaten). 

Den gennemsnitlige tilvækst af lande det sidste år er for 

listens 20 medlemmer helt oppe på 5,2 (mod 4,2 forrige år). 

De tilsvarende tal for alle medlemmer er 3,1 for sidste år og 

tilvækst 

sidste 6 år 

2,0 for forrige år. Så der er stadig mere fart på landescoringerne, 

både i hele klubben og (især) i toppen. 

Som omtalt andetsteds i bladet har vi desværre måttet sige 

farvel til to medlemmer, der lå højt placeret på sidste års liste. 

Ikke desto mindre er antallet af medlemmer med mindst 100 

lande steget fra 13 til 15, og jeg anser det for sandsynligt, at 

næste års liste udelukkende består af sådanne medlemmer. 

I den forbindelse skal det bemærkes, at Jakob Øster i det 

forgangne år som planlagt slog Peter Goltermanns hidtidige 

rekord som yngste medlem over 100 lande (jfr. omtale i 

forrige nummer). 

Tallene er baseret på data fra hjemmesiden pr. 1. november. 

Per Allan Jensen 



Indien 

- De store kontrasters land 

oplev eller genoplev alle de mange indtryk fra Indien, når søren tager på 

rundtur i de store kontrasters land. med skramlende ambassador-taxier 

gennem Delhis junglelovstrafik, på sansemættende slentreture gennem 

hovedstaden og blandt mennesketrukne rickshaws i Kolkata. en hjertelig 

beskrivelse af Indiens utrolige sammensurium af elendighed og håb. 

Te k s T o g F o T o : sØ r e n la u r i d s e n 

Brobuen ved New Delhi Railwaystation er hver nat bolig 

for mange hjemløse. Om vinteren er her meget koldt 

ombord i en gammel 

ambassador-taxi 

Jeg ankom med fly til Delhi sent på 

natten. luften var kold og mættet af 

støv og med en duft af dårligt forbrændt 

diesel. lufthavnen var travl, men jeg kom 

hurtigt hen til immigrationen, hvor officererne 

flittigt brugte deres stempler. Den 

hule "boink-boink" lyd mod bordpladen, 

fortalte mig, at jeg igen var ankommet 

til Indien. I den officielle prepaid-taxikiosk 

udenfor ankomstbygningen, købte 

jeg en taxi-billet til Arakashan-road. 

Vogn nr. 2354 var midt inde i køen. 

Køretøjet var en Ambassador, en kopi 

af en engelsk Morris fra midt 50'rne, og 

som stadig produceres i Kolkata med 

ganske få synlige ændringer siden da. 

en selvbestaltet hjælper viste mig ivrigt, 

hvor bilen var, og smed min rygsæk ind 

i et støvet bagagerum. Jeg skuffede 

ham da heller ikke, da jeg gav ham lidt 

bakshish. Selvom bilen har fire døre og 

ser stor ud, virker den forbavsende lille 

indeni. For at komme ind ad bagdøren, 

skulle jeg have fødderne ind sidelæns, så 

smal var åbningen mellem bagsæde og 

bagdør. Den egner sig bestemt ikke som 

en hurtig flugtbil, selvom den er meget 

brugt af både politi- og tyve i indiske film. 

Men det er jo bare film, og film lyver ikke! 

- men skal ses i biografen. 

en lille chauffør med strikket elefanthue 

sad og frøs på forsædet, som nærmest 

er en sofa. Af en eller anden grund sidder 

chaufførerne i Indien altid skråt med 

højre skulder mod døren og halv front ind 

mod midten af forsædet. Man skulle tro, 

at rattet sidder skævt. Gearstangen sad 

på ratstammen, og den hoppede lystigt 

op og ned, da vognen efter et par forsøg 

startede med blåsort røg. Rattet rystede 

uhæmmet, som om det var bange for 

at skulle ud at køre. bilen lød som et 

orkester. Skærmene udstødte hvislende 

raslelyde i tjah-tjah-tjaah-rytme. Måske 

er det nødvendigt, at alt på bilen sidder 

løst, så metallet på køretøjet kan udvide 

sig, når sommerens voldsomme hede 

kommer? Måske rasler bilerne slet ikke, 

når det er rigtigt varmt? livet har mange 

store ubesvarede spørgsmål. 

Den sortgule taxi skramlede med fiskekutter-motor-lyd 

ind mod området ved 

new Delhi Railway Station, hvor jeg plejer 

at bo. loftet i bilen var tykt polstret med 

gul fløjsbeklædning, så tykt, at jeg hele 

vejen måtte sidde med hovedet på skrå. 

Der var ikke meget trafik. Speedometeret 

virkede som sædvanligt ikke, men for en 

gangs skyld var hastigheden meget lav. 

Det gik slet ikke over stok og sten, knapt 

nok over sten! Måske kørte vi langsomt 

for at hindre motorhjelmens enorme 

forsølvede vinge-væsen af en kølerfigur, 

der må gøre Rolls Royce bilejere misundelige, 

i at falde af? 

Flere steder var der små bål i vejkanten 

og på fortorve. Her sad fattige folk og 

varmede deres hænder. På hotellet: ”Hello 

again sir!” Dejligt at være velkommen og 

ikke skulle diskutere priser eller noget, 

men hurtigt i seng. Udover et lagen, 

der fungerede som dyne, havde jeg et 

tæppe. Da jeg trak det op over hovedet, 

fik jeg støv på tænderne samt i øjnene. 

"Welcome to India, tænkte jeg". Jeg fik 

et par timers søvn, selvom hundeglam, 

Billede forrige side til venstre: Ej blottet til lyst, men for at få et rituelt bad i morgensolen ved Ganges ghat’s (trappetrin til floden), Varanasi 

Billede forrige side til højre: Buddhist-munke, der diskuterer og derved bliver klogere, Bodhgaya, Bihar 

Billede nedenfor: Trængsel og larm ved New Delhi Railwaystation. En stor reklame på broen viser en afslappet avislæser. Under broen har man ikke samme plads 

Billede øverst til højre: En plakat, hvor øjnene står tilbage. Formen er som Indien på et landkort. Er der en besked på plakaten? Desperation? 

Billede nederst til højre: Det gælder ikke blot om at holde på hat og briller, når man kører med rickshaw i Kolkata

Bollywood-film-musik og reparation med 

hammer på værelset ved siden af ind 

imellem vækkede mig. 

en slentretur gennem det 

typiske Indien 

Tidligt om morgenen skulle jeg booke 

togbilletter til senere brug. De 300 meter 

til stationen er spækket med typisk indiske 

oplevelser. På denne lille gåtur kan man 

på en time opleve flere overraskende ting 

end på et år i Danmark. Arakhasan Road 

er en smal gade med 4-5 etagers betonbyggeri 

på begge sider. Men ellers er det 

ekstremt eksotisk. I gaden ligger små 

åbne hindu-templer. Duften af røgelse 

og blomster slår én i møde. Der er 

mange små restauranter med "køkken" 

på gaden. Fladbrød, chapati og paratha, 

æltes, formes og steges derefter enten 

på en flad jernpande, tawa, eller direkte 

i den åbne ild, som kommer fra gas eller 

petroleum. 

Hundene, der afpisser og glammer om 

natten, ligger og snorksover om dagen. 

Man får lyst til at vække dem, så de 

måske lærte at sove om natten. Det gør 

de sgu da i civiliserede lande. Det er det, 

der kendetegner civiliserede lande, folk 

sover om natten - og ligeledes alle deres 

kæledyr, selv akvariefiskene!? Måske er 

det lidt kedeligt? nogle køer ligger og 

tygger drøv. Deres kokasser samles op, 

formes og klaskes til tørre på en mur 

og bruges derefter til køkkenkomfurbrændsel 

i de private hjem. 

autorickshaws 

en del gulgrønne trehjulede scooter taxi, 

autorickshaws, holder spredt parkeret 

overalt, når de da ikke snor sig zigzaggende 

gennem den rabiate trafik. De har 

et smalt førersæde med scooterstyr og 

et bredt bagsæde til to passagerer eller 

en hel indisk familie. Kabinen er dækket 

med stof og plast. om morgenen ligger 

mange chauffører og sover med ryggen 

på førersædet og fødderne stukket ud af 

køretøjet. også ejerne af cykel-rickshaws 

sover på deres køretøj, men de har ikke 

så meget saddelplads eller et tag at 

gemme sig under. Men de er altid klar til 

kunder. 

en lille åben plads, hvorpå der endnu ikke 

er beton-bygget, fungerer som cricket 

spilleplads - eller som teltplads, når der 

er bryllupssæson. Til en god bryllupsfest 

hører der elefanter, som så står midt i 

gaden, ansigtsmalede og med papirpynt 

samt svingende snabler. om morgenen 


kommer trehjulede cykelvogne kørende. Køretøjerne består af hestekærrer, 

De har en stor håndmalet kasse bagpå, scootere, cykler, biler, busser og last- 

nærmest en kahyt. Kasserne har to vogne, hvorpå der er malet frygtindgy- 

bænke og en trælåge. Inde i sidder dende gudesymboler, samt påskriften: 

storgrinende oliekæmmede skolebørn. "brug hornet", hvilket alle gør!! Det er 

Cyklerne fungerer som mini-skolebusser lige fra cykelklokker, gummibåthorn, 

på pedalkraft. Alle børn er uniformerede elektriske horn, almindelig dythorn og 

og sorthårede. Pigerne har fletninger og mega-kompressorhorn, der kan blæse 

røde sløjfer, drengene slips. 

mennesker og svagelige hunde omkuld. 

Fælles for alle horn er, at de "blIVeR 

nogle Rhesus-aber er i gang med at bRUGT!!! bUUHUUMM-bÅÅÅT!!! På vest- 

plyndre et lille tempel for den frugt, siden af gaden sidder der stenhuggere. 

snacks og sukkerkugler, der er lagt ud De hugger og polerer statuer i hvid 

til guderne. Abernes kindposer fungerer marmor. Ingen masker, nej, men masser 

som depot til et ædegilde senere på af stenstøv. Godt for ens helbred, hvis 

dagen. Dermed slipper de også for, at man har ambitioner om et kort liv eller 

andre stjæler deres mad ud af hånden. en snarlig reinkarnation. Det har jeg ikke, 

lommer har de jo ikke, så lommetyve så jeg krydser over. bedste mulighed er 

bekymrer de sig heller ikke om. I det hele bare at gå - ikke kigge, hverken til siden 

taget virker aberne frækt ubekymrede. eller bagud, dernæst forcere betonrabatten 

- uden at træde på en sovende 

Trafik i Delhi 

hund, som måske derfor kan gå under- 

Krydret mælkete, Chai (Tjai!), fås altid betegnelse "gadekryds". Indiske hunde 

frisklavet, da hver gade har té-koger- ligner alle hinanden; nogle af dem har 

boder, i princippet bare et blus og et dog pels endnu. Men en ren race kan 

bord samt en stor gryde, en række glas 

og en balje med vand, 

man ikke kalde den. 

hvor glassene "renses". ”Indien er et land, hvor sanserne bruges, 

efter et glas varm Chai 

er jeg på vej. en autorickshaw 

kører ind lige 

foran mig, så jeg ikke 

kan gå videre: "Hvor 

skal du hen?", spørger 

især lugtesansen, og duftene spænder hele 

vejen fra diverse krydderier og blomster, 

fra jasmin til urin!” 

chaufføren, og foreslår selv Connaught "shaveiiing!" 

Place, uden mine til at lytte til mine overfor har en barbér lavet en forret- 

indvendinger. Skumle-skumle, tænker ning direkte op ad muren mod jernba- 

jeg, men går så blot udenom, uden at negartneriet. Han har malet med gul for 

diskutere. Dette sker mindst tyve gange at markere hvorfra og hvortil, hans butik 

om dagen, og man fatter ikke, at de er. På muren har han sat et ridset spejl 

for helvede ikke kan forstå, at udlæn- og en buet plankehylde (et forsøg på 

dinge ikke prajer en taxi på den måde. en Amagerhylde?). Herpå ligger en stor 

Gaden er tosporet og meget trafikeret. kam og en tube creme. Der står også en 

Den har en beton-midterrabat for at gøre kande vand samt en pakke Silverblade- 

trafikken mere smidig. Meningen er, at barbérblade, og plastbilleder af hans 

man ikke, som fodgænger eller med hjul, favoritguder. Udover muren består 

skal krydse over. "båt dezz es India!!". Da barbér-butikken af fortovet, som han 

autorickshawerne ikke kan dreje ned ad har inddraget. Her står en skæv beskidt 

Arakashan Road, når de kommer sydfra - hjemmelavet træstol til de kunder, som 

pga. midter-rabatten - kører de bare hele skal klippes eller barberes eller måske 

vejen op gennem strømmen af de sydkø- have en halsbrækkende hoved-halsrende. 

Spøgelsesbilister! ellers skulle skulder massage. Sort hår ligger overalt 

de køre hele 150 m for langt - til næste på det ujævne fortov. "Shaveiiing!", råber 

vej, hvor betonen slutter, og der lave et han efter mig. Men jeg skal først barberes 

U-sving. Hvorfor dog ulejlige sig med i morgen. 50 meter væk krydser en lang 

så stor en omvej, når man kan bryde al vejbro over gaden. Den fører over alle 

orden og mulige regler? Jeg tror, at man jernbanens 22 spor. broen er bygget af 

kan kende en indisk fiskestime på, at sten, og der er en bue mellem bropillerne. 

fiskene i den svømmer alle veje, frem for lige før buen er en kiosk, der fungerer 

at svømme i samme retning! 

som en slags politistation. Herfra dirigerer 

politibetjente den kaotiske trafik, 

der skal op over broen. ofte bliver de 

rasende, når reglerne, hvad de så end 

er, ikke overholdes, og så slår de med 

50 cm lange bambuslignende stokke på 

folk, oftest cykelrickshaw-kørerne eller 

på køretøjerne, medmindre det er en dyr 

velhaver-personbil. 

lige overfor politistationen er et åbent 

pissoir. Muren er dækket med ”hvide”fliser 

og det hele, men man står midt i det fri. 

Men det er ulig meget bedre, end hvor 

der ikke er pissoir. Går man langs en 

lang mur i en storby i fx varme tørre 

Rajasthan, så kan man være sikker på 

at blive slået bagover af dunsten. Det 

er en sand grædemur! Hvor kvinderne 

urinerer, ved jeg ikke, men sikkert i deres 

sari. Indien er et land, hvor sanserne 

bruges, især lugtesansen, og duftene 

spænder hele vejen fra diverse krydderier 

og blomster, fra jasmin til urin! Under 

den første brobue, hvori gaden passerer, 

sover tiggere og fattige. Mennesker, som 

forsøger lykken i storbyen. lige før broen 

er en kloak og en vandslange. Her vasker 

man både tøj og sig selv eller polerer sine 

tænder med grene fra neem-træet. Alt 

foregår i hugsiddende stilling. 

en ged med striktrøje 

Til venstre for "sovebuen" (eller sovebyen?) 

direkte op ad broen, er to små 

templer - på størrelse med en dansk 

is-kiosk - uden væg. en brahmin (præst i 

øverste kaste) velsigner her folk og giver 

dem en rød tika i panden. Til gengæld 

lægger de en rupee sammen med deres 

håb. nogle aber kommer ned fra nogle 

bygninger for at stjæle godbidder. Ingen 

jager dem væk. et par hunde ligger og 

hviler sig. Foran dem har nogle mennesker 

lagt nogle fladbrød på jorden. En 

ged kommer forbi. Den har fået en mørk 

striktrøje på, så ærmerne dækker forbenene. 

Hvorfor ved jeg ikke, men jeg 

har set det før. Den iagttager hundene 

for at se om de er på vagt, så går den 

ned i forbenene - på knæ og begynder 

at æde brødene - uden det mindste vruff 

fra hundene. Måske har de fået et horn i 

siden fra den før. Men sjovt ser det ud, at 

en ged knæler for et par hunde. Derefter 

er jeg lige ved at gå ind i en stor hvid 

pukkel-okse, der næsten er lige så høj 

over skuldrene, som jeg er høj. Respekt!! 

Men heldigvis er den spændt foran en 

kærre fyldt med byggeaffald. 

Billede øverst: En rickshaw-hjulmager, der bruger 

både arme, hænder, ben og tæer, samt ikke mindst 

hovedet, når han arbejder. Vi andre vil nok mene, at 

der måtte findes bedre arbejdsstillinger? 

Billede nederst: Et watch-tower kan forståes på 

flere måder? Et ur-tårn – eller et udsigtstårn. I hvert 

fald er dette Charminar, Hyderabad

livet på delhis banegård 

Jeg går forbi næste brobue. Den fungerer 

som hestestald. Hvide magre heste står 

med låste 4. ben og hviler sig. Deres 

kærre har kun to hjul med træeger, men 

til gengæld er de ca. 1,5 m høje. Går man 

gennem buen, er man på banegårdspladsen, 

hvor taxi og rickshaws kæmper 

om parkeringsmuligheder. Private bilister 

prøver også. men jeg ser, at en bilist 

bakker ind i en lastbil, da han vil køre 

bilen baglæns ud igen. bedre held næste 

gang, så kan du måske lære, at det ikke 

hjælper at bruge hornet og så bare køre!!! 

Jeg går i stedet ind over banelegemet. 

Mellem de forskellige spor sker der utroligt 

meget. Der er selvfølgelig rotter, da 

det også fungerer som affaldsdepot. Men 

over sporene kommer alt det fragtgods, 

som kommer ind med togene - og det 

er enorme mængder, som med håndkraft, 

bliver læsset af - først på perronen 

og dernæst på lange, men meget lave 

vogne. De har to metalhjul i midten og to 

håndtag i den ene ende. Hjulene sidder 

løst, de er monteret med en jernsplit, 

og vipper fra 60 grader til 120 graders 

vinkel under kørslen. Vognene er enormt 

tunge. De er svære at holde, når de skal 

køres ned for enden af perronen, hvor 

den skråner. Derefter skal de over skinnerne 

og igen op, når de skal op på sidste 

perronen. Her læsses de hele af, inden 

det fragtes videre med lastvogn eller 

cykler. Mellem sporene - på jorden - er 

der flere boder, bl.a. en grønsagssælger, 

som har en to-armet vægt. når vægten 

bruges, rager den ind over næste spor, 

så man skal passe på, når der kommer 

tog. nogle æsler træder over sporene 

med side-kurve fyldt med grus. Det 

skal bruges på modsatte side. Hunde 

går rundt og leder efter føde mellem 

sporene. Fattige mennesker har lavet 

plastdækkede skjul, hvor de kan sove. 

Foran sidder ofte kvinder, som laver mad 

til familien. Hegnet fungerer som tørrestativ 

og snorholder. Jeg kravler op ad en 

slidt betontrappe i et vandtårn. Herfra har 

jeg udsigt over det hele og kan høre en 

højttaler: Først en metallyd – automatisk 

- og så en stemme: "Toget fra Guwahati 

er 3 timer og 25 minutter forsinket. 

enhver ubehagelighed grundet forsinkelsen 

er dybt beklaget" Ja, min bare r.. 

, det tror jeg ikke på. Derefter går jeg 

op på en perron og ind til Udlændingebilletkontoret, 

som de har i Delhi. Det er 

Moderne muslimsk familie på vej ud i livet. Pigen 

står og sms’er, medens mor og baby slapper af. Far 

har forhåbentligt styr på trafikken 

Charminar (fire-minareter), en gammel moské. Mon 

den lille pige på moderens arm tænker: Mor ser bleg 

ud i dag! 

det nemmeste sted at booke togbilletter. 

Man skal dog først udfylde en seddel med 

diverse spørgsmål. Det er meget vigtigt 

at vide, hvad ens far hedder. 

Da jeg går ud af bygningen, er jeg ved 

at få et bambus-stillads i hovedet. Sikre 

stilladser eksisterer ikke i Indien, det er 

som regel bambus og snore. Uanset hvor 

højt stilladset skal være, så binder man 

bare nogle flere sammen!! Men sådan går 

en 10 minutters gåtur i Indien lynhurtigt: 

"Undskyld jeg tog din tid, enhver 

forsinkelse pga. læsning af dette, er dybt 

beklaget!" 

Hyderabad 

næste dag skulle jeg til Hyderabad for at 

kigge på et trykkeri til en billedbog, jeg 

arbejder på. byen er meget stor og ofte 

kaotisk. Tilsyneladende er alle indbyggere 

ude i trafikken døgnet rundt. Man får, 

som i alle indiske mega-byer, et visuelt 

billede af ”ren junglelov”. Hyderabad, nu 

kendt som en af Indiens Hightech-byer, 

har en moderne og en gammel bydel. 

Den ny er en betonklods-by med løstog 

lavthængende elektriske ledninger i 

gaderne. Det henleder ikke just tanken 

på trådløst High-tech, men snarere på et 

low-hanging mess. blå udstødningsrøg 

lægger en tågedis, og lyden af utætte 

lydpotter samt aggressive bilhorn giver 

ikke Indien et romantisk skær. Men ens 

sanser fortæller, at man stadig er i live. 

Den gamle bydel mod syd er meget 

muslimsk. Her er travle markeder fyldt 

med dagfriske råvarer og masser af 

menneskelig varme. en stor del af kvinderne 

går klædt i sort og med ansigtet 

dækket med tørklæde, næsten som en 

chador. Kun en sprække til de meget 

levende øjne. Men deres Perletand-smil 

ses tydeligt igennem stoffet, sort og 

hvidt. 

Ved den imponerende Charminar, en 

høj moské med 4 minaret tårne, så jeg 

en flok skolebørn i uniform samt nogle 

meget velklædte voksne. De holdt et 

tekstet bomuldsbanner. Jeg spurgte om 

formålet, og en af de voksne sagde, at det 

var for at fokusere samt oplyse folk om 

spedalskhed. Skolebørnene var målet. 

Han var deres lærer, sagde han stolt. Jeg 

spurgte ham derfor, om de første symptomer 

på sygdommen. På dette tidspunkt 

kan man kurere den snigende bakterieforårsagede 

sygdom 100 %. "Tjaahh, det 

vidste han jo ikke!". Jeg tænkte: Hvad 

fanden er så formålet med at skolebørn 

er målet, hvis ikke læreren ved noget? 

Skal han bare sige: "Der findes en 

sygdom, der hedder spedalskhed, - nu 

ved I det, så pas på den!!" Så er Indien 

endnu engang blevet reddet ved en storstilet 

indsats fra politikerne! 

elendighed og spedalskhed 

Indien er i stor udstrækning ultra-liberalisme 

– junglelov. På mange måder er 

det en minimalstat. Klar dig selv!! Mange 

hinduer mener, at i sidste ende er det jo 

ens egen skyld, at det er gået sådan, hvis 

ikke nu, så i forrige liv. De rige belønnes 

for deres godhed i tidligere liv, og mange 

føler, at de har ret til at "spytte på" de 

300 mio. ekstremt fattige i Indien. Man 

kan ikke forestille sig den elendighed, 

der er her i Indien og efterhånden også 

tiltagende i nepal, hvis man ikke har set, 

lugtet eller rørt ved den. 

En bil - flot ny og uden buler, kom kørende. 

Den havde chauffør. Ja, har de fleste 

biler ikke det? - ok; men denne havde 

en privatchauffør, klædt i pletfri uniform. 

Passageren, en velklædt kvinde var 

ingen mindre end en tidligere sundhedsminister. 

Hun skulle fotograferes foran 

banneret, så det gav opmærksomhed - 

og jo, selvfølgelig skulle jeg stå ved siden 

af hende. Så sig ikke, at jeg ikke har gjort 

noget for spedalskheden i Indien. I øvrigt 

er de første symptomer, at ens fingre og 

tæer mister følsomheden, mens smagsog 

lugtesansen intet fejler. Senere kan 

man miste næsen og diverse lemmer. 

Men som sagt kan den nemt kureres. 

busulykke i Kolkata 

På denne tur havde jeg lidt travlt, så jeg 

fløj til Kolkata. Fra Hyderabad tog det kun 

2 timer, fra man blev kaldt til flyet, til jeg 

stod med bagagen i Kolkata. Til gengæld 

tog det 2½ time at køre de ca. 30 km 

ind til new Market i centrum. I denne 

sydende storby, hvor hundredetusinder 

bor på gaden med pap som underlag og 

eneste ejendom, er trafikken ubeskrivelig 

og ekstrem hensynsløs. en dag kom 

jeg gående på Archarya Jagadish-gaden. 

30 minutter tidligere havde en bus 

påkørt og dødeligt kvæstet to mennesker. 

Ud for mig satte en bus farten ned, 

for at nogle passagerer kunne hoppe af. 

busserne standser kun, når de holder 

i kø eller løber tør for diesel. Kan man 

køre, så køres der! Af- og påstigning sker 

midt i den vanvittige trafik. Det er som 

at være toreador mellem mange tyre, og 

her bruger bilerne sgu deres horn – ikke 

bremserne. Køretøjerne holder absolut 

ikke tilbage for noget mindre end sig selv. 

lige pludseligt sprang en gruppe unge 

mænd ud på gaden med store sten. Disse 

blev kastet gennem bussens forrude, 

og den standsede. Her kan man spørge 

sig selv, om det er dét, der skal til for 

at standse en bus, så man kan komme 

med? Men måske er det en lidt dum måde 

at få en bus til at standse? Tænk på, hvor 

mange sten man skal have med, hvis 

man skal skifte bus flere gange! Nogle 

af mændene sprang på bussen og flåede 

en taske med byttepenge fra billetkontrolløren. 

Derefter stak de af. Kan det 

kaldes hans byttepenge? Men kontrolløren 

fik ikke noget i bytte! Men et bytte 

var det. Jeg snakkede med nogle af de 

unge mænd, som jeg fandt lidt senere. 

De sagde, at regeringen bare var ligeglad 

med ulykker og dødsfald, og at der ikke 

ville komme erstatninger til trafikofre. Så 

man måtte selv sørge for at tage dem!! 

Junglelov. 

Snart var der et stort opbud af politi, og 

alt var kaotisk. organiseringen af politiet 

og deres attitude virkede utroligt latterlig 

på mig. Store fede maver, med deraf 

følgende svaj-ryg-holdninger - for små 

khaki-brune uniformer med knapper, der 

var på nippet til at ploppe af, pistoler i 

bæltet samt en træstok til at slå dem, der 

havde brug for et slag. Magtsyge i den 

grad. Man kan kurere sygdomme som 

spedalskhed - men ikke magtsyge! 

mennesketrukne rickshaws 

I Kolkata har man endnu mennesketrukne 

rickshaws. De ligner hestekærrer, 

hvor mennesket er hesten. Regeringen 

forbød det for syv år siden uden at give 

alternativer. Det skete, efter at forskellige 

europæiske udenrigsministre havde 

sagt, at det var et umenneskeligt arbejde 

- hvilket jeg faktisk ikke er enig i. Der er 

så uendeligt mange erhverv i Indien, der 

er meget mere opslidende og nedværdigende. 

I dag trækkes der stadigt mange 

rickshaws inden for små områder, men 

kun ca. 40 % af de køretøjer, der er, bliver 

brugt. Der kan ikke skaffes nok kørere, 

fordi det pt. har meget lille prestige. Folk 

vil hellere køre med en cykel, selvom det 

ikke er mindre opslidende. Jeg snakkede 

med en mand, der hedder Anwar Hussein. 

Han er ”vognmand”, og en person, som 

jeg har stor tillid til. I øjeblikket arbejder 

han på, at konstruere og få tilladelse til 

en ny slags cykel-rickshaw. 

blandt munke i bodhgaya 

Fra Kolkata tog jeg toget mod bodhgaya, 

hvor Buddha for godt 2400 år siden fik 


sine tanker sat på plads. Igen var jeg 

ekstremt heldig. Det er et af mest vigtige 

buddhistiske steder, og her er altid 

pilgrimme og meget ofte store lamaer fra 

diverse buddhistiske grene. bodhgaya 

er et helligt sted fælles for alle buddhistiske 

retninger. Alle buddhistgrene har 

bygget klostre her, så det er også et 

utroligt spændende med de forskellige 

arkitekturer. I toget havde jeg set en 

gruppe munke, og da jeg stod af toget i 

Gaya (20 km fra bodhgaya), tænkte jeg 

på at spørge, om de var på vej derud. 

Delstaten bihar er den mindst agtede og 

mest korrupte samt kriminelle i Indien. 

Derfor er det godt at være flere sammen, 

når man kører her. Da jeg kom hen til 

munkene, spurgte de, inden jeg nåede at 

sige noget: "Skal du til bodhgaya?" . ”Ja!”, 

svarede jeg. "Så kan du køre med os." De 

havde to firhjulstrækkere, der ventede, 

så jeg kom med. De var lamaer fra Sri 

lanka, bangladesh og Japan - forskellige 

Buddhist-grene. Jeg fik dejlig srilankansk 

morgenmad på det kloster, vi kørte til. 

dødsfald: fred r. schäfer 

et af klubbens mest 

berejste medlemmer, Fred 

R. Schäfer, er død, 66 

år. Fred var en særdeles 

hyggelig og sympatisk 

person, der igennem sit 

liv formåede at kombinere 

sit arbejdsliv med en lang 

række eventyrlige rejser 

på det, som han kaldte 

”denne dejlige planet”. 

Fred kom ved et tilfælde til Danmark i forbindelse med 

en lang rejse og slog sig ned og etablerede sig med job 

i Tivoli. Jobbet gav ham mulighed for at rejse hvert år 

uden for sæsonen. Fred havde på et tidspunkt ’kraftprøven’ 

i Tivoli, og han var i en periode gift med en 

af Danmarks mest kendte modeller, lise bodin, der 

efter at være blevet Miss Danmark i 1960 opnåede en 

international modelkarriere i bl.a. Paris. Fred nåede at 

besøge alle klodens syv kontinenter og intet mindre 

end 124 lande (og var dermed nummer 4 på listen over 

DBK’ere med flest besøgte lande). Fred nåede desuden 

at rejse jorden rundt hele 14 gange, at krydse ækvator 

intet mindre end 24 gange samt at besøge et stort antal 

af verdens meget sjældent besøgte territorier, inden 

kræften alt for tidligt tog livet af ham. 


Tilfældigvis (for mig) startede der 

en ugelang "Chanting" i det hellige 

Mahabodhi-tempel. Hver dag blev der 

foretaget bønner og holdt forelæsninger 

under det store bodh-træ, som er en 

aflægger af et træ fra Sri Lanka, der igen 

var en aflægger af det træ, som Buddha 

sad under, da han blev oplyst netop her i 

bodhgaya. Hundredvis af munke sad hver 

dag og messede på hver sine sprog. lidt 

udenfor landsbyen ligger et buddhistisk 

center, Root Institute. Det gør meget for 

folkesundheden i området ved hjælp af 

frivillige arbejdere og donationer udefra. 

Det styres af en kvindelig irsk buddhist. 

Da vi snakkede, opdagede vi en masse 

krager, der kredsede om et stort 

pipaltræ, der havde slået sine rødder ved 

den livgivende brønd. Allerøverst fra en 

yderlig gren hang en mindre fugl, viklet 

ind i en snor. Den baskede med vingerne, 

og kunne ikke komme fri. Kragerne 

nærmede sig hele tiden. Patricia, ireren, 

gik fra sin buddhistiske fredsommelighed 

til at være panisk ræd og vred. Hun var 

dødsfald: svend Garbarsch 

nok en 100-landes jubilar og 

bange for, at kragerne ville slå den fastlåste 

fugl ihjel. Hun beordrede derfor, at 

der blev kastet sten op mod dem, uden 

at tænke på, hvad de kunne ramme, 

mennesker eller vinduer. en af de indiske 

ansatte blev bedt om at kravle op i træet. 

Han skulle med en pind skubbe til fuglen. 

Træet var i hvert fald 16 m højt, Jeg 

syntes, at det var fuldstændigt sindssygt 

at risikere hans liv. Selvom han ville 

kunne skubbe til fuglen, så det ud til at 

snoren var viklet om flere grene. Da han 

var nået godt tolv meter op i det meget 

spinkle træ, besluttede Patricia heldigvis, 

at han skulle komme ned igen og lade 

naturen gå sin gang. Fuglen blev glemt, 

men 30 minutter senere opdagede jeg, 

at den var væk. Der var intet tegn på 

den - kun snoren. Hvem ved, måske 

havde kragerne hjulpet den fri? Kragen 

er faktisk en meget intelligent fugl. Det 

kan mennesket også være – indimellem. 

Herfra skulle jeg til en af mine yndlingsbyer, 

Varanasi, men det kan jeg fortælle 

om en anden gang. 

et meget aktivt medlem af 

DbK, journalisten og forfatteren 

Svend Garbarsch, er 

afgået ved døden, 75 år. 

Svend Garbarsch var en 

meget ivrig debattør, der 

aldrig gik af vejen for at sige 

- eller skrive - sin mening, 

når han mente, at tingenes tilstand burde ændres. 

Han deltog i mange medlemsmøder og havde udover 

sin deltagelse i DbK også “en hånd med”, når der 

skulle redigeres aftenskoleprogrammer, og så gjorde 

han desuden en indsats i “Visens Venner”, hvor han 

ofte viste sin kunnen som sanger. Garbarsch var i en 

årrække ansat ved flere danske dagblade, inden han i 

1986 opfyldte sin drøm og valgte at blive en “fri fugl” 

som freelancejournalist, hvor han rigtigt kunne brede 

sig over vidt forgrenede emner som udenrigspolitik, 

miljø, befolkning og udvikling, forsvar, videnskab og 

teknologi. Det gav ham også mulighed for at rejse rundt 

i hele verden, hvilket resulterede i mange spændende 

rejseartikler til et stort antal danske og udenlandske 

aviser og tidsskrifter. 

Svalbard - a sound of silence 

der er stille på svalbard, meget stille, og der er edermame koldt. I august 

måned, mens der stadig var sol hele døgnet rundt, var havet bare godt én 

grad varmt, mens der var frostgrader i luften om natten. nogle gange blæste 

det så meget, at jeg var bange for at mit lille grønne telt ville blæse ud i 

havet, og når nogen gik forbi teltet om natten, lå jeg længe og prøvede at 

gætte på, om det var én med to, eller én med fire ben. Inden for de sidste 

år er det fire gange gået galt for turister, der blev angrebet af isbjørne, med 

dødelig udgang. en norsk pige blev fundet uden hovedet, det var spist af en 

isbjørn. resten af kroppen var intakt. så mennesker er nok ikke isbjørnenes 

livret, men alligevel. det var edermame uhyggeligt. 

Te k s T o g F o T o : ar n e ru n g e 

Der var mange polarræve, og flere virkede næsten 

helt tamme og stod helt stille og roligt og kikkede 

på mig, når jeg fotograferede dem.

Hovedstaden Longyearbyen er ikke ret stor, nærmere en lille eventyrlandsby med små malede træhuse i alle farver. Jeg så masser af isbjørne. Én i ankomsthallen i lufthavnen, én på museet, 

én i kirken og denne her, som var til salg i souvenirbutikken. Den 

kostede 300.000 kroner, og der fulgte et certifikat med, som fortalte, 

at den var lovligt nedlagt og importeret fra Canada. 

bonusmiles 

Jeg rejste til Svalbard på mine bonuspoint 

fra Star Alliance. Hvor for eksempel en 

returbillet til Milano koster tredivetusinde 

point, kan man komme til Svalbard 

for kun tolvtusinde, fordi Svalbard bliver 

betragtet som norden. en bonusmilesbillet 

til Svalbard koster det samme som 

en bonus-miles-billet til oslo. Så ved at 

tage til Svalbard, får man da noget ud 

af den bonusmile-ordning, jeg egentlig 

altid har været dybt modstander af. Det 

virker, for mig i alt fald, som om at man 

simpelthen får bonusmiles, fordi man 

har betalt for meget for sin billet. 

lidt om svalbard 

Første gang vi hører om øgruppen er 

i 1194, hvor vi i en islandsk saga kan 

se sætningen ”Svalbardi fundinn”. 

Svalbard kan oversættes som "den 

kolde kyst". Men der skal gå 400 år, 

før vi hører om, at Wilhelm barents 

har opdaget hovedøen Spitsbergen. 

Herefter blev international hvalfangst 

indført, flere gange med russisk overvintringsjagt. 

1906 etablerede amerikaneren 

John longyear den første kulmine 

på Spitsbergen og gav samtidig navn til 

hovedstaden longyearbyen. Ti år senere 

overtog det norske statsfirma, Store 

nordiske Spitsbergen Kulkompagni, 

minen i longyearbyen. næsten 40 

lande skrev i 1920 under på den første 

Spitsbergen-traktat, hvor Norge fik 

suveræniteten over øgruppen, som i 

2002 fik selvstyre med ”sysselmanden” 

som guvernør. Øgruppen Svalbard er 

halvanden gange så stor som Danmark 

og ligger godt tusinde kilometer nord 

for norge. Hovedstaden longyearbyen, 

på hovedøen Spitsbergen, ligger på 78 

grader og 13 minutter nordlig breddegrad 

og er noget af det nordligste, man 

overhovedet kan besøge. Øgruppen 

er, ligesom Antarktis, ikke ejet af 

nogen nation, men bliver, i henhold 

til Spitsbergen-traktaten, forvaltet 

af norge. Der bor omkring totusinde 

mennesker på øerne, plus tretusinde 

isbjørne og millioner af aggressive 

fugle. longyearbyen er hovedsagelig 

beboet af nordmænd fra fastlandet. 

barentsburg syd for longyearbyen er 

beboet af russere, men er stadig under 

norsk administration, mens Pyramiden 

nord for longyearbyen nu er ubeboet. 

Verdens nordligste 

campingplads 

Jeg landede i den lille lufthavn i 

longyearbyen ved nitiden om aftenen 

og gik straks ud på vejen og spurgte en 

taxichauffør, hvor langt væk campingpladsen 

lå. ”Kan du se det sorte hus 

med telte rundt om, omkring hundrede 

meter nede af bakken”, svarede han 

på jysk, ”det er campingpladsen”. 

Chaufføren hed Martin og var fra 

Randers, og han fortalte, at han ikke 

var den eneste dansker i byen, men 

at der boede en hel del flere. Faktisk 

boede der omkring 40 forskellige nationaliteter 

på Svalbard, fortalte han. 

Jeg slæbte min store rygsæk med telt, 

sovepose og soveunderlag de hundrede 

meter ned af bakken, og et øjeblik efter 

sad jeg sammen med campister fra tyve 

forskellige lande i fælleskøkkenet på 

longyear campingplads og prøvede at 

få oplysninger af dem, der havde været 

her et stykke tid. Det kostede halvfems 

norske kroner at overnatte i sit eget telt, 

og havde man ikke selv telt med, kunne 

man leje et for hundrede kroner ekstra 

per dag. Campingpladsen var ejet af en 

hollandsk dame, som arbejdede på et af 

udflugtsskibene som guide, mens hun 

lod Hannaka, en sød ung hollandsk pige, 

bestyre forretningen. 

Hvis Hannaka ikke lige var til stede, når 

man ankom, slog man bare sit telt op og 

betalte, når man så hende. Jeg havde 

lånt teltet af en kollega fra Café Globen 

og havde frygtet, at det var blevet 

mørkt inden jeg skulle slå det op. Men 

mine sorger var ubegrundede, for der 

var lyst døgnet rundt, så klokken var 

blevet halv to om natten, uden at jeg 

havde opdaget det, før jeg endeligt fik 

slået teltet op med hjælp fra de andre 

campister. Campingpladsen lå fem kilometer 

fra byen, og der var kun offentlig 

transport ved flyankomst og flyafgang, 

men der kørte jævnlig biler, og alle var 

søde til at tage blaffere op. Så kun en 

enkelt gang måtte jeg trave de fem kilometer 

ind til byen. 

Ud over Hannaka fra Holland mødte jeg 

mange andre spændende mennesker på 

campingpladsen. Jeg mødte f.eks. David 

fra Frankrig, som gik med krykker, fordi 

han kun havde et ben. Da jeg spurgte, 

hvor længe han havde været her, 

svarede han: ”to måneder, jeg arbejder 

her som guide”. ”Som guide”, tænkte 

jeg, hvordan kunne man arbejde som 

guide, når man kun havde et ben? Det 

viste sig, at han var kajakguide, og det 

gik helt fint med kun et ben, sagde han. 

Jeg mødte også to danskere, der allerede 

samme dag de ankom, blev sejlet 

til ud til øen Prins Karls Foreland, hvor de 

helt alene skulle trekke rundt i ni dage 

med telt, sovepose, gevær og tørmad. 

Langt de fleste campister var her for 

at trekke. Jeg mødte også Johannes 

fra Tyskland med sin thailandske kone, 

nong. Johannes tog næsten daglig 

alene på trekkingture med guide, mens 

jeg passede på hans smukke kone. Vi 

blaffede ind til byen, gik på museum, i 

kirke, drak kaffe på byens to caféer og 

havde det herligt i hinandens selskab. 

Vi skålede alle sammen i Whisky on the Ice rocks, på tyve forskellige sprog. 

Mange tak, Johannes. Campingpladsen 

er åben fra 15. juni til 15. september, de 

tre måneder med sol fireogtyve timer 

i døgnet. Gennemsnits-temperaturen i 

sommermånederne er fire grader. Men 

der er varme i køkkenet på campingpladsen, 

også rent menneskeligt. 

Fordelene ved at bo på hostels eller på 

camping er jo, udover prisen, mødet 

med de mange andre backpackere fra 

alverdens lande. 

longyearbyen 

Hovedstaden longyearbyen er ikke ret 

stor, nærmere en lille eventyrlandsby 

med små malede træhuse i alle farver. 

Hvis man går rask op ad hovedgaden 

tager det ti minutter, så er man ude 

af byen igen. Alligevel findes der både 

supermarked, kirke, rejsebureau, 

museum, natklub, svømmehal, biograf, 

restauranter, bar og cafeer, cykel- og 

snescooterudlejning, samt en turistinformation. 

Her er så fredeligt, at vilde 

rensdyr græsser inde mellem husene. 

Souvenirbutikken sælger udstoppede 

isbjørne for 300.000 kroner. Der følger 

certifikat med, som fortæller, at de er 

lovligt nedlagt og importeret fra Canada. 

Udstoppede isbjørne er på trods af prisen 

meget populære, og den norske ejerinde 

fortalte mig, at hun kunne sælge alle de 

udstoppede isbjørne, hun overhovedet 

kunne få fat på. naturen udenfor byen 

er beskyttet i nationalparker, naturreservater 

og beskyttede fuglefjelde. Alle 

dyr på Svalbard er fredede, og al jagt 

er strengt forbudt. Der skydes hvert år 

nogle få isbjørne, men altid kun i selvforsvar. 

Faktisk læste jeg i Politiken, at 

der var skudt en isbjørn i selvforsvar, 

dagen efter jeg rejste hjem. 

tag isbjørne alvorligt, de 

angriber uden varsel 

Isbjørnen er et af verdens største 

rovdyr. I Svalbard-området findes tre 

tusinde dyr, og en voksen hanbjørn 

kan let snige sig op på seks hundrede 

kilo. Den har voldsomme kræfter og 

kan se os som et potentielt byttedyr. 

På Svalbard kan man møde isbjørne 

hele året, så man skal være særlig 

opmærksom, når man bevæger sig 

udenfor longyearbyen. Isbjørnen er 

fredet, og det er strafbart at forfølge, 

lokke til sig, fodre eller forstyrre isbjørnene 

unødigt. overtrædelse straffes 

hårdt. For at undgå konfrontationer er 

det vigtigt at forberede sig godt og på 

forhånd tænke igennem, hvordan man 

skal opføre sig i naturen. De fleste bjørnebesøg 

sker, når man har slået lejr, så 

man skal undgå strandzonen. Vand og 

iskanten er naturlige steder for bjørnen 

at lede efter mad. Man skal have gevær 

og signalpistol med, når man begiver sig 

ud i naturen, og bruge snubleblus rundt 

om lejren. ofte nærmer isbjørnen sig 

mennesker af nysgerrighed. Alle bjørne 

skal imidlertid behandles som om de er 

truende. 

Hvis en isbjørn har set og kommer imod 

én, skal man tidligt begynde at skræmme 

den ved at råbe og skrige, hoppe og 

vifte med armene, stod der i en turistbrochure 

jeg læste, og man skal fyre 

med signalpistolen og skyde skræmmeskud, 

hvis den er nærmere end halvtreds 

meter. Man har naturligvis ret til 

at forsvare sig mod isbjørne, hvis det er 

nødværge, og hvis det gælder livet, skal 

man skyde for at dræbe. Har man været 

nødt til at dræbe en bjørn, har man pligt 

til snarest at kontakte sysselmanden – 

den øverste magt på Svalbard. 

Verdens overlevelse, i tilfælde af naturkatastrofer, ligger 

begravet i et bjerg med permafrost på Spitsbergen. Her har 

man skabt en frøhvælv til sikkerhedsopbevaring, med frø 

sendt af genbanker over hele verden. 

Whisky on the rocks 

Udflugterne på Spitsbergen er uforskammet 

dyre. Jeg købte en heldags 

bådudflugt til den forladte russiske by 

Pyramiden. Den kostede 1290 kroner. 

Det vil sige, jeg løj mig to år ældre end 

jeg er, fantastisk at man stadig skal lyve 

sig ældre, når man er 65. Pensionistrabat 

får man først når man er fyldt 

67 på Svalbard, sagde den søde unge 

jente, så jeg svarede lynhurtigt, at det 

da så var godt, at jeg lige var fyldt 67. 

Så jeg fik billetten for 1150 kroner. Men 

alligevel, alt er dyrt på Svalbard. 

Vi var omkring tredive personer, da 

vi en tidlig morgen i solskin med MS 

langøysund satte kurs mod Pyramiden, 

en forladt russisk mineby. Første stop 

var en kæmpe isbræ, som den finske 

guidepige, en marinebiologistuderende 

på Svalbard, fortalte nogle interessante 

historier om. Mens hun fortalte, fiskede 

styrmanden en lille klump flydende 

isbjerg op af havet. Han slog det i 

småstykker, lagde dem i glas, og hældte 

skotsk whisky over. Så skålede vi alle 

sammen i Whisky on the Ice rocks. 

Jeg var blevet gode venner med styrmanden, 

allerede før vi sejlede ud, så 

han og jeg drak de tiloversblevne glas. 

”Skål gutten min”, sagde han, hver gang 

vi skålede. Den svenske kok havde lagt 

kød på grillen, så mens vi stadig havde 

whisky i glassene, i hvert fald mig og 

styrmanden, blev middagen serveret. 

Desværre havde de ikke mere hvalkød, 

som de normalt serverer, så vi måtte 

nøjes med importerede norske hanekyllinger. 

Men whiskyen var der ikke noget 

at klage over. 

spøgelsesbyen Pyramiden 

næste stop var Pyramiden. 

Spøgelsesbyen Pyramiden. Ifølge den 


ussiske guide, som tog imod os med 

gevær over skulderen, var Pyramiden, 

som i dag er forladt, en tidligere kulmineby, 

grundlagt af svenskerne i 1910 

og sytten år senere solgt til russerne. 

Den ligger i bunden af billesfjorden på 

hovedøen Spitsbergen og har fået sit 

navn efter det pyramideformede bjerg, 

som ligger op til byen. bebyggelsen, 

som engang havde over tusinde indbyggere, 

ejet af det sovjetiske statskompagni 

Artikugol Trust, blev forladt 10. 

januar 1998. beslutningen blev taget 

på få timer. Inde i bygningerne finder 

man alt nøjagtig, som det blev forladt 

i skyndingen. Der var sket flere ulykker 

lige efter hinanden. en helikopterulykke 

kostede syv mennesker livet, og en 

mineeksplosion dræbte yderligere en 

del mennesker. Samtidig kneb det med 

forsyninger pga. situationen i Rusland 

efter Sovjetunionens fald, så da et forsyningsskib 

ankom fra Rusland, besluttede 

samtlige af de tilbageværende russere 

pludselig at forlade byen og tage med 

forsyningsskibet tilbage. borde med 

brugte kaffekopper, fyldte askebægre 

og kortspil, og køkkener med gryder, 

potter og pander, står som om folk bare 

er gået på arbejde. I dag er hjemmene 

aflukkede, fordi turister desværre har 

scoret mange af tingene som souvenirer. 

Pyramiden bliver for tiden genetableret 

af russerne med turisme for øje, og seks 

mennesker er fast udstationeret for at 

opgradere faciliteterne. 

svalbard museum - museum 

of the year 

Svalbard Museum åbnede første 

gang i 1979 og lå frem til 2006 i et 

lille rødt bondehus i den ældste del 

af longyearbyen. Derefter åbnede 

museet i nye lokaler nede ved havnen, 

og i museets brochure kan man læse, 

at museet i år fik Europarådets museumspris 

og blev kåret til ”Museum of 

The Year”. Svalbard Museum har vundet 

prisen i konkurrence mod 59 andre 

museer i verden. Tidligere vindere er 

blandt andet Reformationsmuseet i 

Geneve, Churchill-museet i london 

og Museet for byzantinsk kultur i 

Thessaloniki. 

På museet, der er det smukkeste museum 

jeg nogensinde har set, berettes på 

store skilte med gamle fotos om øerne, 

hvalfangerne og fangstmændene, der 

slog sig ned og overvintrede. Museet er 

fuld af udstoppede dyr fra Svalbard. Ved 

indgangen står en udstoppet kæmpeis- 


bjørn, og på et skilt fortælles, at bjørnen 

er skudt i selvforsvar. Udstillingen 

spænder over Svalbards geologi, natur 

og firehundrede års kulturhistorie fra de 

første hvalfangere i 1600-tallet, gennem 

russisk og norsk hvalfangst, polarekspeditioner 

og mineraludvinding. Der 

er også en specialudstilling fra tiden 

under anden verdenskrig. Udstillingen 

afslutter med dagens samfund, som 

indebærer moderne minedrift, forskning, 

frøhvælven og turisme. 

Verdens overlevelse, i 

tilfælde af naturkatastrofer 

Verdens overlevelse, i tilfælde af naturkatastrofer, 

ligger i et bjerg med permafrost 

på Spitsbergen, få kilometer udenfor 

longyearbyen. Her har man skabt en 

frøhvælv, hvor 260.000 frøprøver, med 

mere end hundred millioner forskellige 

frø, repræsenterende landbruget 

i 220 lande, er blevet katalogiseret og 

indlagt til sikkerhedsopbevaring. Frøene 

er sendt af genbanker verden rundt. For 

eksempel har Filippinerne sendt halvfjerds 

tusinde frø fra forskellige ris-typer 

til Svalbard. 

fakta om svalbard 

Svalbard er i dag en eksotisk destination, 

som tiltrækker besøgende fra hele 

verden. Det er ikke et sted, man sidder 

på sit hotelværelse eller ligger og fryser i 

sit lille grønne telt. Svalbard er oplevelser. 

Store oplevelser. blandt andet bådture, 

kajakture, trekkingture, ture med hundeslæde 

og snescooter om vinteren og med 

hundevogn om sommeren, minevandring 

og skattejagt efter fossiler. You name it, 

men der er ingen bingo. 

Rejselivet på Svalbard er de sidste ti år 

vokset i omfang, både sæsonmæssig og 

i geografisk udbredelse. 30.000 turister 

besøger hvert år longyearbyen. Men til 

trods for synlig vækst udgør Svalbardturismen 

stadig små tal. Trafikken 

til longyearbyen repræsenterer for 

eksempel mindre end én procent af det 

totale rejseliv på nordkalotten. 

Man har en udtalt målsætning om, 

at Svalbard skal være et af verdens 

bedst bevarede vildmarksområder. 

Turistbrochuren ender med sætningen: 

Du er meget velkommen på Svalbard, 

bare man ikke kan se, at du har været 

her. 

En flybillet fra København via Oslo eller Tromsø til Longyearbyen ligger på 

omkring 4000 kroner. 

Jeg rejste derop for 12.000 Star Alliance bonuspoint. Så her får man virkelig 

valuta for sine point. Svalbard regnes med til norden, så derfor koster det 

så få point. en bonuspointrejse til Milano koster f.eks. 30.000 point. 

Der findes flere overnatningsmuligheder i Longyearbyen. Den billigste overnatning, 

i en sovesal på et gæstehus, koster 335 kroner, og hotellerne har 

priser fra 500 kroner for et enkeltværelse. 

Campingpladsen, som jeg boede på, kostede 90 kroner per nat i eget telt. 

Man kunne også leje et telt for 100 kroner pr. nat. et varmt brusebad kostede 

10 kroner for seks minutter, og der var alle køkkenfaciliteter og varmt vand 

i vandhanerne i det enorme køkken. Campingpladsen er åben fra 15. juni til 

15. september og er aldrig fyldt helt op, så det er ikke nødvendigt at booke 

på forhånd. 

offentlig bustransport de fem kilometer fra lufthavnen ind til centrum 

koster 50 kroner og kører kun ved flyankomst og flyafgang. Ellers er der 

ingen offentlig transport på Svalbard. 

Men der er både små taxier, som kan prajes på gaderne i longyearbyen, og 

store maxitaxier, som kører byrundture. 


Tigre, Taj Mahal og 

Trankebar 

Ti uger med rygsæk rundt Indien i 

vinteren 2008 

At gennemrejse landet med verdens næststørste befolkning, mere end én 

milliard mennesker med 1618 forskellige sprog og 6 store religioner på kun 

ti uger, det kræver prioritering. derfor kommer her nogle få smagsprøver på 

en krydret ret af oplevelser i verdens største demokrati. 

Te k s T o g F o T o : JØ r g e n ou l u n d 

Æstetikkens mesterværk, arkitekturens diamant, 

kærlighedens symbol: Taj Mahal. Det ubeskriveligt 

smukke gravmæle for Shah Jahans elskede hustru 

Minatz kaldet Paladsets Juvel.

”Hvis du vil se to vilde tigre, 

så er det nu” 

Jeg er lige ankommet til min junglelodge 

i Khana, den skov i Indien, der har 

landets største tigerbestand. Har smidt 

rygsækken og sidder og puster ud, da 

der kommer en mand farende ind og 

råber: ”To tigre to kilometer væk. Hvis 

du vil se dem, så er det nU!” Jeg ser 

nok lidt måbende ud og tænker: To kilometer 

herfra? – det er da forhåbentlig 

løgn. 

”Skal du med, så hop op bag på min 

motorcykel!” Jeg hoppede på, og vi 

racede derudad kort før solen gik ned. 

Da vi kom til skovbrynet, sagde jeg 

stop. Jeg skulle IKKE ind og finde to 

tigre på en motorcykel, men insisterede 

på en jeep resten af vejen. Vi hoppede 

op i den nærmeste og kørte ind i selve 

skoven. efter et par kilometer sagtnede 

han farten og listede frem, som man 

nu kan liste med en jeep. og dér – lige 

dér, der var de sgu - i selve skumringen 

– silhuetterne af to bengalske tigre. 

Utroligt – de var lige startet på nattens 

jagt, og efter ganske kort tid forsvandt 

de i solnedgangen. Den første aften, de 

første tigre, når man ved hvor svært det 

er bare at få et glimt af dem, dette var 

da også bare et glimt, men hvilket glimt, 

hvilket held. 

der kom en tiger forbi min 

bungalow 

Dagen efter læste jeg i lederen i en 

gammel avis, at Indiens tigerbe-stand 

var drastisk faldende. På bare fem år 

var bestanden reduceret fra ca. 3.600 

til kun 1.400 – uhyggeligt. I hele verden 

er der nu kun ca. 6.000 tilbage. For 

hundrede år siden var der ca. 100.000. 

På trods af dette sørgelige faktum, så 

jeg altså to af dem, og min vært i lodgen 

fortalte, at så sent som sidste år havde 

han set en på græssletten lige bag min 

bungalow. De snupper af og til en ged 

eller en ko fra beboer-ne her bagved, 

selvom der er masser af bytte i skoven, 

som jeg erfare-de et par dage senere. 

næste morgen inviterede værten mig 

på en tur ind i skoven – til fods, uden 

våben – for at se på fugle, som interesserede 

ham meget. Han havde set min 

gode nikon-kikkert, og jeg lånte ham 

den – men jeg SKUlle også selv med. 

Han påstod hårdnakket, at tigrene ikke 

angreb mennesker og kun var aktive 

ved solnedgang, nat og solop-gang. Jeg 

nænnede ikke at sige nej, skød hjertet 


op i halsen og håbede på, at tigrene 

ikke kunne lide lugten af en gammel 

folkepen-sionist, der ikke havde været 

i bad. 

til fods ind i tigerskoven 

Vi så da også mange flotte fugle og 

blackfaced monkeys, men ingen tigre – 

heldigvis. Jeg havde besluttet mig til at 

holde ferie nogle dage her i tigerskoven. 

Her var stille, luften var ren, og folk var 

flinke og meget nysgerrige. Jeg var deres 

eneste gæst, hvilket var et problem – 

også for mig. For en tigersafari var med 

en 6-personers jeep til 3000 Rupees = 

375 kr. en eller 6 personer, samme pris. 

Så jeg ventede på safarigæster, som 

ville dele en jeep med mig. nok havde 

jeg set tigre, men jeg skulle jo også 

have billeder til mine lysbilledforedrag. 

og som bevis, forstås. 

Men lige som da jeg var på gorillatrek i 

Afrika, giver de ingen garantier for, at vi 

finder tigrene – man kan kun håbe på 

heldet. Vi er midt i Kiplings eventyr. Tæt 

ved Seona. Jeg husker fra min tid som 

ulveunge i ”1. Vanløse” ledernes råb: 

”lyt, oh ulve af Senoakob-bet!”. Det 

er faktisk lige her, midt i Junglebogen 

ved Seona. Her ligger da også en lodge 

med navnet Mowgli. Det her er Indiens 

største tigerskov. Her er ca. 200 vilde 

tigre og leoparder på 2.000 kvadratkilometer. 

Desuden 23 forskellige byttedyr 

og 250 fuglearter. Her er også en del 

kobraslanger, så jeg kigger under min 

seng hver morgen og aften, før jeg 

nærmer mig. Husker historien om nag 

og nagaina fra Junglebogen, hvor Rikki- 

Tikki-Tavi redder barnet. Puha. Min 

flinke vært foreslog, at vi begge stod 

op kl. 5.30 næste morgen for at gå 

ned til tigerskoven og se, om der skulle 

være en jeep med en enkel plads til 

mig. Hmm, jeg er jo b-menneske, men 

hvad gør man ikke for at se vilde tigre i 

dagslys? Vi kom derned, men ingen ville 

have mig med, så jeg fik en god, lang 

feriedag, medens vi ventede på dagens 

bus med et par eventuelle backpackers 

på vej til tigerjagt, som jeg selv. De kom 

så dagen efter. To unge australiere. Jeg 

holder meget af aussier – de er dejligt 

afslappede og meget tørstige. De ville 

gerne på tigerjagt, så vi aftalte at dele 

en jeep. Men først skulle de selvfølgelig 

have en øl. Øl? Der er ingen øl i miles 

omkreds her i Hindustan. Der gik ikke 

en time, så havde de skaffet mange 

store 630 milliliter flasker – sådan. Ægte 

aussier. Det lovede godt og var godt. Vi 

skålede på en heldig tigerjagt, og jeg 

fandt det store kamera med 300 mm 

telelinsen frem og gjorde det skudklart. 

Vi tog solnedgangsturen fra klokken 

14 til 18. nu må I tro mig igen. Jeepen 

var ikke som safariudgaven i Afrika 

med lukkede sider og oplukkeligt tag 

til fotografering. Den var ganske åben 

i siderne, bagtil og foroven. Kun guiden 

og chaufføren var beskyttet af vindspejl 

og sideruder. Passagererne var vel 

lokkemaden. Igen hævdede de, at tigre 

ikke åd mennesker, ikke hvide i hvert 

fald, påstod de. nå, take it or leave it. 

Jeg måtte have billederne som bevis, 

hvis heldet var med os i dag. ellers var 

vi alle parate til en tur i morgen igen. 

På ”tigerjagt” igen 

Vi startede med at se vildsvin, hjorte, 

antiloper, påfugle, storke, masser af 

andre flotte fugle, blackfaced monkeys, 

sjakaler, gaur, elefanter og junglecat. 

Men ingen Shere Kahn (tigeren 

i Junglebogen, red). efter lang tid i 

skoven søgte vi ud mod sletterne, som 

gav os det store overblik. Jeg rakte min 

nikon-kikkert til guiden i håb om, at det 

hjalp hans tigerblik. Det var imidlertid 

forgæves, stadig ingen Shere Kahn i 

sigte. Han er svær at spotte – vi vidste 

det. Chancerne er små. Time efter 

time, masser af små bambihjorte, mad 

til både tiger og leopard, men ingen af 

de store sultne katte. Da guiden rakte 

mig kikkerten tilbage, tog jeg det som 

et sidste tegn på opgivelse. Solen var 

næsten væk i horisonten og skumringen 

sat ind. Vi havde opgivet den store overskuelige 

slette med alle byttedyrene og 

det store udsyn og var på vej tilbage 

inden nattens frembrud. 

Pludselig rejste guiden sig op, tyssede 

på os og pegede der – lige dér – i skovkanten: 

SHeRe KAHn – skovens konge. 

Han listede rundt langs skovbrynet, 

trådte så arrogant ud på sporet vi 

kørte i – lige foran os – og luntede lidt 

i forvejen. Jeg skød og skød med 300 

millimeterlinsen. Filmen løb selvfølgelig 

Billede øverst til venstre: Kirke med Frederik 4. 

monogram: Ny Jerusalemskirken i den danske besiddelse 

Trankebar. Tzunamien skaffede penge også 

til restaurering af kirken her. 

Billede øverst til højre: Dansborg, fortet som blev 

starten på den danske handelsstation Trankebar i 

Sydøstindien. 

Billede til højre: Så går jeg ind gennem byporten til 

den gamle danske handelsstation Trankebar oprettet 

af den danske admiral Ove Gjedde i 1620. 

Billede nederst: Tænk, vi så de vaskeægte vilde 

bengalske tigre i Kanha og så oven i købet to gange. 

Foto: Jakob Øster

ud midt i oplevelsen. Jeg flåede den 

gamle rulle ud af apparatet før den var 

kørt helt ind i kassetten igen og mistede 

derved nogle billeder af et eller andet. 

Smed den på gulvet i raseri og fumlede 

en ny på plads, skød og skød og nød 

skovens enehersker lunte foran os uden 

at fortrække på grund af en skide jeep. 

Til sidst luntede denne kæmpe af en han 

ind til højre for sporet og fortsatte ind 

i skoven til aftensmaden i retning mod 

solnedgangen. God appetit og velbekomme 

med et stykke dyreryg. endnu 

en ubeskrivelig rejseoplevelse på det 

fantastiske indiske subkontinent. 

fra vilde tigre til hellig by 

efter tigerjagten kom vi med tre timers 

forsinkelse til Indiens helligste og 

verdens ældste stadig eksisterende 

storby, Varanasi. byen løber langs 

Indiens helligste flod ”Den store Moder” 

eller Gangesfloden. Her er en særlig 

afslappet, spirituel stemning i luften, 

som da vi besøgte mayahelligdommene 

i Tikal midt inde i Guatemalas jungle. 

Man regner med, at der til stadighed 

opholder sig ca. 1 million pilgrimme her 

i byen. Hver morgen vandrer ca. 60.000 

af dem ned til floden. De vasker så livets 

mange synder ud af kroppen og drikker 

af det hellige vand. Herefter vaskes alt 

deres tøj, så synderne også forsvinder 

derfra. Ved siden af dem bader, pisser 

og skider de hellige køer, og langs 

floden løber 30 store kloakudløb ud 

med alt godt fra lokummerne. Floden er 

derfor helt tømt for ilt. Prøver fra flodvandet 

viser, at den rummer 1,5 millioner 

colibakterier pr. 100 milliliter vand. 

Grænsen for sikkert badevand ligger 

på mindre end 500. Det er godt, at 

vandet er helligt, ellers nåede de fleste 

pilgrimme da ikke hjem uden at have 

frekventeret toiletterne hver halve time 

de følgende døgn. Det forbedrer jo imidlertid 

deres karma. Mit blev desværre 

ikke forbedret, da jeg hverken tog bad 

eller løskøbte indeburede fugle – med 

mindre altså vandet i bruseren kommer 

direkte fra Ganges, men så havde jeg 

nok ikke siddet her ved flod-bredden og 

skrevet, men snarere på det nærmeste 

lokum. 

Dagen efter afvaskningen af synderne 

kom jeg til ét bryllup og fire begravelser 

– er der i øvrigt ikke en film der hedder 

sådan, bare omvendt? Som en anden 

grib eller bedemanden fra lucky luke 

søgte jeg ned til en af afbrændingsplad- 


serne og luskede rundt efter et par friske 

afdøde. Der var ikke én eneste, kun et 

halvt nedbrændt bål med de sørgelige 

rester af en afdød. Skuffet vendte jeg 

om og gik tilbage. Kom i snak med en af 

de mange ”hawkers” – turisthajer, som 

vil snakke med én og som altid har en 

ven, fætter eller onkel i Danmark, når de 

har fået at vide, hvorfra man kommer. 

Som også altid vil vise én sin silkebutik 

eller et bedre (og dyrere) hotel, skaffe 

en richaw eller taxi, og alle steder får 

han en fed kommission. 

På jagt efter lig 

Pludselig kommer en traktor med et lig 

på anhængeren, så en jeep med et lig på 

taget og én til og én til. ligbrændinger 

forude. Spøg til side, det er en stor oplevelse 

at overvære også dette ritual, når 

man nu er i Varanasi. 

Det er det største mål for en hindu at 

blive kremeret i Varanasi ved bredden 

af Ganges. Mange bliver bragt hertil 

langvejs fra, hurtigt. en del rejser hjemmefra 

i levende live, for så at lægge sig 

til at dø ved floden. Det er det højest 

opnåelige og kun de få forundt. ligene 

bliver forsigtigt løftet ned fra traktoren 

og bilerne og båret usentimentalt ned til 

bredden. De er svøbt i et ligklæde, og 

nogle har lidt blomster og/eller tingeltangel 

fæstnet til klædet. Først bliver 

den afdøde dyppet i Gangesfloden og 

derefter lagt op på stranden. Så går 

man til brændehandleren, som på en 

kæmpemæssig vægt vejer brændet af. 

en drager bringer det ned til stranden, 

og bålet bygges op. Til en fuld og 

sikker afbrænding kræves 360 kg træ. 

Det koster ca. 750 kr. - mange penge 

for en almindelig inder. Skal det være 

sandeltræ, koster det ca. 300 kr. pr. 

KILO – ubetaleligt for de fleste, men så 

køber man et lille stykke for duftens og 

prestigens skyld. 

liget placeres og bålet tændes. ligfølget 

går fire gange rundt om bålet. Én gang 

for hvert af elementerne ild, luft, jord 

og vand. Man græder ikke, den døde er 

jo hellig, bliver befriet for genfødsler her 

på jorden, måske som fattig, ko, myre, 

lus eller det der er endnu værre. Drager 

hinsides til noget bedre. Men kun mænd 

deltager i bålfærden. Kvinderne er ikke 

med af to grunde: de græder måske, og 

de kan finde på at kaste sig ind i bålet 

til manden (som i gamle dage), hvilket 

er strengt forbudt. Ikke alle kremeres. 

børn, munke, gravide samt folk der 

er døde af kopper, spedalskhed eller 

slangebid sænkes i floden med en sten 

om livet. I øvrigt kremeres man efter 

rang. Øverst på ranglisten, på en slags 

podium, brændes braminerne (1. kaste). 

Nede ved flodbredden middelklassen og 

midt imellem underklassen. Så kastesystemet 

eksisterer på dette område 

endnu. 

Dagen efter overværede jeg et bryllup, 

så nu er ringen næsten sluttet. Mangler 

lige en barnedåb, hvis de bruger dette 

hernede. 

taj mahal 

lige nu sidder jeg og kigger 

på DeT – bygningsværKeT. 

Skønhedsåbenbaringen. Æstetikkens 

mesterværk. Arkitekturens diamant. 

Kærlighedens symbol. Jeg havde for 

længst besluttet mig til ikke at nærme 

mig det med det samme. Først ville jeg 

nyde det på afstand, som et sublimt 

veltilberedt måltid – nyde synet før 

jeg spiste det, som var det serveret 

af en mesterkok. Derfor sidder jeg nu 

på tag- terrassen på et hus, vel 3-400 

meter væk og nyder DeT: Taj Mahal. 

bygningernes bygning, gravmælet over 

gravmæler. 

Skønheden suger mit blik til sig som 

en magnet. Man kan sidde i timevis og 

kigge på det, medens lyset skifter – 

bare se og se. 

Paladsets juvel 

efter nogen tid er jeg ved at være mæt 

af synet her på distancen. Jeg må tæt 

på, helt tæt på, helt hen og røre ved den 

hvide marmor – som blev transporteret 

på en flåde af 1.000 elefanter fra Jodpur 

i Rajastan 300 km væk. De indlagte 

halvædelstene kom helt fra Afrika, 

Persien, Sri lanka og Kina. Perlemoret 

fra Det indiske ocean. Hele opførelsen 

tog da også 22 år. bygherren var Shah 

Jahan, der ønskede at opføre et smukt 

og værdigt monument for sin elskede 

hustru Minatz (Paladsets Juvel), som 

døde i barselsseng efter barn nummer 

14. I sandhed et værdigt gravmæle til 

Paladsets Juvel. 

efterhånden som man nærmer sig, 

stopper man for hver ti meter for at se 

igen og igen. nye detaljer i nyt lys fra en 

ny vinkel. Her, helt tæt på, er synet ikke 

mindre sublimt – men ikke prangende, 

ikke over-dådigt, ikke vulgært, men 

ubeskriveligt smukt og åndfuldt – spiri- 

tuelt, roligt, tankevækkende, dragende. 

Det kan ikke gengives, hverken af 

malere eller fotografer, det skal ses 

og opleves. Se det! Jeg har set megen 

skønhed rundt om i verden de sidste 18 

år. Mange af verdens undere. Taj Mahal 

er det smukkeste af de menneskeskabte. 

”Pludselig kommer en traktor 

med et lig på anhængeren, så en 

jeep med et lig på taget og én til 

og én til. Ligbrændinger forude.” 

trankebar 

Så er jeg næsten hjemme igen. Jeg har 

slentret en tur ned ad Kongensgade, er 

gået gennem landporten med kongens 

monogram på. Har beundret det flotte 

nyrestaurerede Dansborg Fort, været 

i ny Jerusalemskirken, handlet i Den 

danske butik og talt dansk for første 

gang i snart et par måneder. Med andre 

ord, nået et af mine andre rejsemål: 

Trankebar, den danske handelsstation 

på Coromandel-kysten, som admiral 

ove Gjedde nåede efter en to år lang, 

strabadserende sørejse i 1620. Jeg blev 

så glædeligt overrasket over at se, hvor 

flot byen var blevet restaureret, efter 

at have læst det modsatte i en ti år 

gammel guidebog. 

På vejen hertil læste jeg i en indisk avis, 

at en dansk arkæolog nils enberg fra 

natiolnalmuseet havde fundet både en 

ukendt voldgrav og desuden resterne 

af to vindebroer - ja igen, verden er 

lille. Der var kun to hoteller i denne lille 

danske by, som for øvrigt på et tidspunkt 

var Danmarks 6. største by – mine 

damer og herrer – trods sin beliggenhed 

i Indien. Men var Flensborg ikke også på 

et tidspunkt Danmarks næststørste by? 

Jeg prøvede at finde professor Enberg 

på det dyre hotel. Selv boede jeg naturligvis 

på det billige. Men fuglen var fløjet 

– hjem. Kom i snak med en inder, som 

nævnte Karin og Viggo Knudsen, der 

skulle være ildsjælene på hele denne 

imponerende restaurering. De var nu 

ikke hjemme, men en genbo henviste til 

naboen, som solgte mig danske mønter 

helt fra Christian den Fjerdes tid. Det 

var jo (ja, også det) under hans regeringstid 

Fort Dansborg blev etableret 

her i Indien. nå, men jungletrommerne 

var allerede gået her i lillebyen, og 

om aftenen bankede det på min dør. 

Måbende så jeg en dame stå udenfor. 

Det var Karin Knudsen, som jeg havde 

set billeder af i en bog om Trankebars 

restaurering, jeg havde købt for en uges 

tid siden hernede. Hun havde hørt om 

en dansk journalist, der var på jagt efter 

historien om de nye fund på trankebarfortet 

– og spurgte på engelsk efter 

ham. 

fortet stod stolt og 

stærkt 

Vi aftalte at mødes hos hende 

og Viggo næste eftermiddag, 

da jeg allerede havde en 

aftale med en inder om et 

interview med organisationen 

HoPe, som hjalp byen efter tsunamien, 

der også ramte Trankebar. Den tog 258 

menneskeliv, mest børn og gamle, som 

var nede at morgenbade. Mange af 

forældrene var taget til en begivenhed 

inde i landet. I alt mistede hele provinsen 

10.000 mennesker. Det er dog småt 

i forhold til min rejse til nordsumatra 

sidste år. Her tog den 250.000 menneskeliv. 

Skæbneironisk hjalp tsunamien 

imidlertid byen her. HoPe trådte til, 

og provins og regering samt Danmark 

bevilgede midler til mennesker, fiskeredskaber 

og bygningsrestaurering. 

Således blev mange af de danske huse 

restaureret takket være tsunamien. 

Fortet, fik man at vide, stod ”stolt og 

stærkt”. Det var da også nyligt blevet 

restaureret takket være Karen og Viggo 

plus en lille håndfuld andre gode danske 

mænd og kvinder, for nu at bruge et 

gammeldags udtryk. Hele fiskerlandsbyen 

var imidlertid væk. 

Foto: Wikipedia 

Jeg havde sat næsen op efter en god 

kop kaffe og hjemmebagt kage, men 

der var, som sædvanlig, ingen strøm, 

så Karen og Viggo bød i stedet på øl, 

en anden stor sjældenhed her på disse 

breddegrader. Galathea-ekspeditionen 

skulle have været her, men pga. de 

skide Muhammedtegninger turde 

de ikke komme herind. Den første 

Galathea-ekspedition var her også. Jeg 

så billederne fra dengang og husker 

Haakon Mielche, en af mine globetrotterkolleger 

fra Familie Journalen, da jeg 

som dreng selv ville være globetrotter. 

Karen og Viggo ventede på Galathea II 

i to måneder. Anders Fogh Rasmussen 

var i Chennai, lige i nærheden, den 6. 

til 8. februar, men havde ikke tid til 

en visit på dette historiske sted, så de 

måtte nøjes med mig. Regeringen (og 

den forrige i øvrigt) har da heller ikke 

givet en eneste krone til restaureringen, 

hvorimod Margrethe og Henrik straks 

åbnede pungen. 

Med både tigre, Taj Mahal og Trankebar 

nåede jeg de fleste af mine mål i Indien 

– denne krydrede gryderet af kulturer, 

sprog, farver og natur. 

På bare fem år er bestanden af vilde tigre i Indien 

reduceret fra 3.600 til nu kun ca. 1.400. Uhyggeligt. 

Så skal I nå at se verdens smukkeste vilde kattedyr 

er det nu.

5ting du 

ifølge søren 

fodgaard 

skal vide 

om ”art nouveau’s 

hovedstad” - riga: 

1 

art nouveau 

letlands hovedstad er kendt 

for de mere end 800 bygninger 

opført omkring 1900 i Art nouveaustil. 

Man mente, at verden ville blive 

bedre og menneskene gladere, hvis 

kunst blev en naturlig del af hverdagen. 

Hold udkig efter smukke nøgne 

kvinder, stærke mænd, blomster, 

masker, ornamenter og sagnfigurer. 

Se især Vilandes, Alberta, Strelnieku 

og brivibas-gaderne samt den 

gamle by. 

RIGA 

2 

3 

den gamle bydel 

Den gamle bydel med gå- 

gader, hyggelige pladser, kirker 

og middelalderhuse med finurlige 

detaljer. Fx ”Kattehuset” på Meistaru 

19 hvor to katte viser bagdelen 

frem. ejeren af Kattehuset 

var nemlig blevet smidt ud af det 

magtfulde lav, der holdt til i huset 

overfor; han blev senere taget til 

nåde, men kattene står der stadig. 

På varme aftener er den gamle by 

fyldt med mennesker. 

sorthovedernes hus 

Sorthovedernes hus blev 

bygget af et tysk købmandslav. 

Huset blev skadet under 2. verdenskrig 

og revet ned af russerne, da 

det var ”dekadent” tysk arkitektur. 

Huset blev genopbygget i 2001, da 

byen blev 800 år. Figurer og malerier 

der stammer fra ca. 1700 viser 

”sorthoveder” som viser sig at være 

negre (!) der optræder som vogtere 

eller indtager en næsten gudelignende 

position på et loftsmaleri. 

4 

besættelsesmuseet 

besættelsesmuseet dækker 

perioden 1940-1991 (altså 

også sovjettiden). Fotos, genstande, 

dokumenter mv. viser 

hvordan krig, sult, henrettelser 

mv. kostede 1-1½ mio. letter 

livet. Nyt for de fleste i Vesten 

er, at der i mere end ti år efter 

2. verdenskrig blev udkæmpet 

en særdeles brutal krig mellem 

partisaner og hæren i de lettiske 

skove. 

5 Parker 

Riga ligger ud til Daugavafloden 

og rummer mange 

parker og grønne pladser. Den 

store Kronvalda-park er skabt 

på grundlag af de gamle byvolde 

og rummer bl.a. en lang 

kanal. om sommeren er parken 

fyldt med børn og voksne, 

musik og barer. Den største 

park er Mezaparks nord for centrum; 

den ligger ud til en sø og 

rummer en zoo. 

Frihedsmonument 

I sovjettiden blev man 

fængslet, hvis man lagde 

blomster ved Frihedsmonumentet. 

Ølhaner 

Der er ikke langt til et godt 

glas øl. 

KGB hovedkvarter 

Engang indgangen til KGB’s 

hovedkvarter. 

letlAnd 

Smukt motto 

Chefens yndlingsmotto: ”Arbejde 

overvinder alt”. (elizabetes 

iela 23). 

Sorthovederne 

”Sorthovederne” regerer her 

over de hvide. 

Kronvalda park 

Kronvalda-parken med 

søer, træer og folkeliv. 

Katedral 

Den russisk-ortodokse kirke, 

symbol på russificeringen i 

1800-tallet. 

Gammel by 

Den gamle bydel med 

mange udendørs barer og 

restauranter. 

Besættelsesmuseum 

besættelsesmuseet fortæller 

en barsk historie.

k o n k u r r e n c e e n hå b l ø s si t u at i o n 

under temaet ”en håbløs situation” har dommerkomiteen denne gang valgt 

Gerner thomsens artikel, hvor han under en kanotur på south nahanni 

river i canada får besøg af en bjørn og må forlade lejren og sin oppakning. 

desuden bringes 5 andre medrivende artikler, der var med i opløbet. 

Med en bjørn i hælene 

aF ge r n e r Th o M s e n 

”Der kommer en bjørn!”. ”Hvad gør der?”, spurgte 

jeg mistroisk. Steffen havde hørt en gren knække, 

mens han rodede efter mad i rygsækken. Han 

havde ikke reageret, før han hørte et fnys, og 

noget der lød som en stor hund, der ryster sig. Da 

han vendte sig om, stod der en bjørn fem meter 

fra ham - en to meter høj grizzly-bjørn! 

Alt imens Steffen fortalte sin historie, kom 

bamsefar luntende ind i lejren. Vi konstaterede 

hurtigt, at vi ikke kunne komme væk fra den 

halvø, vi stod på. I stedet trak vi ned til floden, 

så der var omkring 50 meter mellem bjørnen og 

os. bjørnen foretrak heldigvis først at undersøge 

vores rygsække. Med hovedet dybt begravet 

i sækken, hev den systematisk tingene op én 

efter én, mens vi overvejede situationen. At 

krydse floden ville være den sikre død. Den var 

alt for bred og iskold og strømmen for stærk. I 

stedet kunne vi krydse en lille vig på ca. 20 meter 

og komme op i skoven længere nede ad floden. 

efter 10 minutter mistede bjørnen interessen 

for rygsækkene - og begyndte at vandre ned 

mod os! Den havde ikke taget mange skridt, før 

vi sprang ud i floden. Stønnende og prustende 

svømmede vi over til den næsten lodrette klippeside 

og kravlede op i skoven. bjørnen spankulerede 

ned til stedet, hvorfra vi var sprunget 

i floden. Her rejste den sig på bagbenene, satte 

sin fede bjørnetryne i sky og svingede hovedet 

fra side til side, mens den forsøgte at få færten 

af os. Gudskelov var den åbenbart tilfreds med 

at have lejren for sig selv – i hvert fald skulle den 

ikke bade lige nu og gik tilbage mod vores telt, der 

var helt tomt. Den kiggede lidt på det, rejste sig 

på bagbenene og væltede så ind over det for at 

rulle sig i det. bagefter var det rygsækkene, der 

fik en tur. Pludselig kunne vi ikke se den mere. Vi 

var bange for, at den var gået op i skoven for at 

finde os, så vi tog benene på nakken og løb ind 

i vildnisset. efter en halv times tid stoppede vi et 

sted langs floden, hvor vi forberedte os på at blive 

resten af natten. Det var sen aften, og ingen af os 

havde lyst til at gå tilbage lige med det samme. Alt 

vores tøj var drivvådt, og vi kunne se frem til en 

nat med temperaturer tæt på frysepunktet. Men 

heldigvis fik vi hurtigt gang i et bål med hjælp fra 

tændstikker og stearinlys i den nødpakke, som vi 

altid havde på os. 

bålet varmede skønt, og vi tørrede vores tøj. Først 

næste morgen besluttede vi os for at gå tilbage til 

lejren, hvor vi kunne konstatere, at bjørnen var 

væk. Men hvilket syn, der mødte os. Udstyret lå 

spredt for alle vinde. Rygsækken, teltet og Steffens 

sovepose var flænset, maden var blandet med 

bjørnesavl, og et kamera var tygget helt i stykker. 

Vi fortsatte videre til vores kano, der lå ca. én kilometer 

længere oppe ad floden. Vi havde ikke nået 

at bære kanoen udenom et strømfald og ned til 

lejren dagen før, men nu var det lige før, vi helt 

havde mistet den. bjørnen havde også været her 

forbi, flænset en redningsvest og skubbet kanoen 

halvt ud i vandet. 

Som sendt fra himlen kom der pludselig tre 

kanoroere til syne på floden. Det var en canadisk 

gruppe med en guide, som hurtigt forstod 

situationen. Vi fik at vide, at vi bare skulle bære 

kanoen ned til lejren, så ville de sejle igennem 

strømfaldet og møde os for enden. lige før vi 

nåede frem, hørte vi et skud, og nede ved floden 

stod guiden med en rygende skræmmepistol. Da 

de var kommet om hjørnet, havde kræet siddet 

Gerner Thomsen får 

denne bog tilsendt 

for sin spændende 

vinderartikel 

1. 

oppe i skovbrynet og set olm ud! Hurtigere end 

en bjørn kan nå at tænke, fik vi smidt resterne af 

det ødelagte udstyr op i kanoen, og snart sad vi 

på floden. 

om aftenen slog vi lejr sammen med gruppen, 

som hjalp os med at sy teltet og få brændt alt 

det ødelagte udstyr, der stank af rovdyr. Guiden 

fortalte, at det pga. andre folks sikkerhed var 

nødvendigt, at vi hurtigst muligt kom ned til parkgrænsen, 

der lå 180 km sydpå. Her skulle vi slå 

alarm, så parkbetjentene kunne sejle op og rense 

pladsen – og evt. fjerne bjørnen. Vi måtte højst 

bruge to dage; gruppen kunne i øvrigt heller ikke 

undvære mad til flere dage. Vi nikkede bare uden 

at sige så meget. Det hele virkede så uoverskueligt. 

I snart to døgn havde vi ikke fået søvn eller 

noget mad af betydning, og teltet stank infamt af 

bjørn. og nu skulle vi samtidigt slå rekord i maratonroning. 

næste morgen, mens vi gjorde os klar til første 

etape på 90 km, hørte vi pludselig en overraskende 

motorlyd. Det var parkbetjentene, der 

kom forbi i deres motorbåde! Tilfældigvis foretog 

de deres månedlige inspektion af floden i denne 

uge, hvilket blev vores svineheld. nu fik vi mad til 

flere dage, og vi kunne tage det lidt mere med ro. 

Da vi senere mødte parkbetjentene igen, kunne 

de fortælle, at bjørnen havde været der, da de var 

kommet. De havde skudt den med noget bedøvende 

og tilkaldt en helikopter, der havde fløjet 

den et par hundrede kilometer væk. Faktisk var 

det første gang i nationalparkens historie, at de 

havde haft så store problemer med en bjørn – og 

så skulle det selvfølgelig ske, da to danske teenagere 

for første gang prøvede kræfter med den 

canadiske vildmark! 

k o n k u r r e n c e e n hå b l ø s si t u at i o n 

De tog min hær 

aF ra s M u s kr a T h 

Jeg synes som de fleste rejsende nu gør, 

at jeg har stået i nogle rimeligt åndssvage 

situationer rundt i forskellige håbløse lande 

fra tid til anden. 

Jeg er blevet sigtet for narkosmugling i en 

bus i Paraguay, hvor nogen havde gemt 14 

kilo kokain nede på toilettet. Jeg er blevet 

jagtet rundt af liderlige mænd i hele bolivia, 

fordi jeg spillede karnevalets dronning i et 

turnéteater. og jeg har haft diarré i otte 

lange måneder efter at have spist en røget 

rotte i laos. 

Men den 8. august sidste år tog tingene 

en drejning og førte til en situation, som 

bare ikke måtte ske. Jeg var i Somalia, på 

rejse for at samle information ind til foredrag 

og for at filme. Jeg var blevet inviteret 

til hovedstaden Mogadishu af præsidenten 

for landets overgangsregering trods hårde 

kampe i byen. og ”regering” skal lige forstås 

med et gran salt. Somalias ledelse udgøres 

ikke af ret meget mere end en slags statsmilits, 

som for tiden er stærkere end de andre 

militser, der kæmper om magten i det 

stakkels land. Men via en række garantier 

fra regeringens sikkerhedschef og et tæt 

parløb med den danske ambassade i nairobi 

var det kommet i stand, at jeg kunne rejse 

til Mogadishu og være der i ti dage under 

forudsætning af, at jeg konstant skulle være 

i dialog med regeringen og samtidig være 

beskyttet af lejesoldater for at forebygge 

kidnapninger og andre uheldige situationer. 

lidt presset, men ok. 

Den 8. august havde jeg været i Mogadishu 

i fem dage. Jeg havde fotograferet ruinerne 

i gaderne, mødt folk på markederne og 

interviewet en krigsherre. Det med lejesoldaterne 

havde fungeret skræmmende godt 

og havde samtidig vist sig at være absolut 

nødvendigt. en svensk journalist var blevet 

dræbt i måneden op til mit besøg. Han 

havde været uden beskyttelse. 

nu ville jeg så gerne ud af byen og besøge en 

række flygtningelejre nord for Mogadishu. 

Turen derop ville gå gennem ret lovløst 

land, så det var nødvendigt at opjustere 

min lille hær til otte lejesoldater. Fire af dem 

blev venligt doneret af guvernøren for den 

region, lejrene lå i, og de andre fire skulle 

jeg selv hyre privat med tilladelse fra regeringen, 

som jeg plejede. 

Men så lavede jeg en eklatant fejl. og det 

førte til, at jeg havnede i den absolut mest 

pressede situation, jeg nogensinde har 

været i på en rejse. 

Jeg glemte simpelthen at checke op på ven/ 

fjende-relationerne mellem regeringen og 

guvernørens folk. Alt i Somalia er baseret 

på klanforhold, og tilhørsforholdene afgør 

næsten altid, på hvis side man kæmper i 

krigene dernede. og nu havde jeg uforvarende 

spillet to forskellige klanledere ud 

mod hinanden. Somalias præsident var ikke 

just venner med guvernøren. Pis. 

Dette gik op for mig, da jeg tog hen til 

regeringens sikkerhedschef, en gammel 

krigsherre, der indtil nu havde tildelt mig 

de lejesoldater, jeg skulle bruge fra dag 

til dag. Mr. Darwish hed han. og han var 

RASenDe. 

”Allah Akbar”, og hvad fanden jeg bildte mig 

ind at gå udenom statsmilitsen og arrangere 

besøg op i fjendeområder. Jeg var ikke andet 

end en tarvelig parasit, der forsøgte at gå 

bag om ryggen på præsidenten og udnytte 

min invitation til at fortælle dårlige historier 

om regeringen (det er bl.a. pga. regeringens 

kampe, at en million folk er flygtet ud 

af Mogadishu...). Summa summarum: Jeg 

skulle forlade hans område øjeblikkeligt, 

invitationen fra regeringen var ophævet, 

og jeg havde ikke længere adgang til hans 

lejesoldater. Samtidig ville han stoppe mit 

samarbejde med guvernørens folk. Jeg 

skulle i det hele taget rejse fra Somalia så 

hurtigt som muligt og var indtil da overladt 

100% til mig selv. 

Med den besked gik jeg rystende ud på 

gaden og begyndte at fatte alvoren af, hvad 

der lige var sket. Jeg var alene i, hvad nogen 

kalder verdens farligste hovedstad, uden 

beskyttelse, og mit fly ud gik først om fem 

dage. Det var fandeme ikke sjovt. 

Der bliver nødt til at være en vej ud af det her, 

tænkte jeg, det er der altid. Jeg fandt min 

pickup og kørte så hurtigt som det kunne 

lade sig gøre gennem ruingaderne tilbage til 

mit hotel, der var nogenlunde sikkert. Her 

var jeg heldigvis ikke smidt ud endnu, og 

på mit værelse havde jeg to mobiltelefoner 

samt numre på alle de folk, der havde været 

med til at arrangere mit besøg, inkl. den 

danske ambassade i nairobi. De næste fem 

timer brugte jeg 120 USD taletid på at ringe 

til stort set alle de somaliske kontakter, jeg 

havde i både Danmark, england, Kenya og 

rundt i resten af Somalia. Jeg forklarede alle 

situationen og var så ydmyg, som jeg aldrig 

har været: ”Undskyld, undskyld, undskyld, 

jeg har ikke været ude på at snyde nogen... 

jeg var bare dum...undskyld..”. Jeg svedte 

koldsved, mens natten sænkede sig over 

Mogadishu. 

Men opringningerne virkede. næste dags 

eftermiddag var der blevet trukket i trådene 

udefra, regeringen var blevet kontaktet, og 

sikkerhedschefen indvilgede i at tale med mig 

igen og forlænge mit besøg. lejesoldaterne 

var tilbage, og jeg kunne vove mig ud på 

gaden igen efter et af de mest ubehagelige 

og nervepirrende døgn i mit liv. 

Aldrig igen skal jeg gå udenom en klanbaseret 

regering. 


k o n k u r r e n c e e n hå b l ø s si t u at i o n k o n k u r r e n c e e n hå b l ø s si t u at i o n 

Tis ikke altid når du skal 

aF JØ r g e n ou l u n d 

Vi tordner sydpå i Uganda med bussens 

bulede snude vendt mod Tanzania. Den 

hopper og danser over hullerne i vejen, 

samtidig med at chaufføren prøver at 

zigzagge mellem de dybeste af slagsen. 

Målet er bukoba, byen hvorfra vi skal krydse 

den mægtige Victoriasø i det danskbyggede 

skib, Serengeti. bygget i Aabenraa, skilt ad 

igen og sejlet til Dar es Salaam, sat på jernbanen 

og fragtet til Mwanza for atter at blive 

samlet og sat i søen der. et stykke praktisk 

ulandshjælp, som ikke går i de forkerte 

lommer. Så skal de da være store. 

bussen er seks timer forsinket, så den har 

travlt, da vi næsten springer på i farten i 

Kampala. Rygsækkene kastes ind i bagagerummet 

med al min kones livsvigtige daglige 

medicin (hun er nyretransplanteret), og så 

derudad. Vi er de eneste to hvide ombord, 

og jeg spekulerer på, hvor mange tissepauser 

der er med denne forsinkelse. Det er 

meget få, så da vi ankommer til grænsen, 

har jeg vand i øjnene. Jeg spørger grænsepolitiet 

om et tissested. Det viser sig at være 

langt oppe bag ved kontoret – meget langt. 

Så da jeg endelig er kommet tilbage og vi 

får stemplet os ud af Uganda, er bussen 

væk. Den er kørt over på Tanzaniasiden, og 

vi løber efter den, for at komme med. Men 

nej – vi skal jo først indtjekke i Tanzania. 

Tilbage til paspolitiet der, og de har god tid. 

Vi står og tripper, ikke noget med at skynde 

på dem. Hvad kunne der så ikke ske. Alle 

de andre er væk og vel inde i bussen. Vi 

forbander den ekstremt afslappede afrikanske 

arbejdsmoral og skæver nervøst til 

bussen, der står med hakkende dieselmotor 

i gang. endelig ser betjenten mistænkeligt 

på os og GADAnG!, det betydningsfulde 

stempel sættes i passene, og et nådigt nik 

bekræfter, at vi kan spæne ud til bussen 

– bUSSen? Den sætter i gang, lige som vi 

løber ud af grænsekontoret. Min kone er 

lammet – jeg er rasende og råber en række 

skældsord på dansk efter den. 

Farvel rygsække, farvel medicin, farvel 

(måske) til livet for min kone. 

Vi ser en kollektiv taxi oppe ved landevejen, 

der er fyldt halvt op. Halvt op i Afrika betyder 

ingen på taget, siderne eller hængende på 

bagsmækken. Vi løber derop og jeg siger 

(som i de lusede B-film): ”Følg den bus nu, 

tak”. Chaufføren er kvik - lugter nok ”hvidguld” 

– mindst, døren bliver smækket i, og 

så går den vilde jagt. Den emsige konduktør 

står straks med hånden fremme for at få 

betaling. Jeg siger, at når de har fanget 

bussen, skal han nok få guldet. Af sted går 

det i rasende fart, men bussen kører endnu 

mere sindssygt, så den bliver mindre og 

mindre forude. efter et par kilometer sætter 

bussen farten ned, og pludselig stopper den 

helt. Vi drøner op på siden af den, og jeg 

brøler alverdens skældsord ind i hovedet på 

chaufføren. Taxikonduktøren løber i hælene 

på os og råber ”penge, penge”. Hans krav er 

astronomisk, og jeg betaler ham fyrsteligt 

og takker meget. Da det ikke synes at være 

nok, bliver han hængende i bussen, indtil 

buskonduktøren smider ham ud. bussen 

jager videre over stok og sten, og vi tørrer 

sveden af panden. 

Puha, reddet på stregen. Stol på heldet, når 

du har brug for det, men frås ikke med det. 

Som den gamle rejserotte jeg er, havde 

jeg, da vi startede busturen, talt med en 

ung indfødt pige på sædet bag os. Jeg bad 

hende holde øje med os, når der var tisseog 

madstop, og om at råbe op, hvis vi ikke 

var med. Hun havde pludselig opdaget, at 

vi manglede lidt efter starten fra grænsestationen. 

Hun var kvik og hjalp heldet lidt 

på vej. 

Vi havde naturligvis en uges medicinforbrug 

i vores skuldertasker, men alligevel. Hvor 

skaffer man livsvigtig nyremedicin midt i 

Afrika? Siden da har jeg også måttet rejse 

alene i den 3. verden. Min kone tør ikke 

rejse med mere. Men nyren – hendes mors 

ene – har hun endnu. Den er 81 år gammel 

og har set meget mere af verden end sin 

egentlige ejermand. 

Ugebladsabonnementstegner 

i Sankt Pauli 

aF ar n e ru n g e 

Hvis du har et godt humør og taler lidt tysk, 

stod der i Politiken under ledige jobs, så har 

vi brug for dig. Man skulle møde til jobsamtale 

på Hotel Kong Frederik i Hillerød. Jeg 

var lige blevet udlært som typograf, og selv 

om jeg pludselig tjente en formue efter fire 

års læretid, så trak landevejen som den 

altid har gjort og stadig gør. 

Arbejdsgiveren hed Wilhelm bauer Verlag 

og havde hovedsæde i Hamborg. Arbejdet 

bestod i at tegne abonnementer på tyske 

ugeblade. Man skulle fortælle, at man var 

student fra Danmark og studerede tysk 

i Hamborg og at studierne blev betalt af 

Wilhelm bauer Verlag, mod at man tegnede 

et vist antal abonnementer for forlaget. Ikke 

helt sandt, men en god salgstale, mente 

Wilhelm bauer. 

Wilhelm bauer Verlag stillede en folkevognsboble 

og et hotelværelse i Sankt Pauli, midt i 

Hamborg, til rådighed. Der var bare lige det, 

at vi selv skulle betale hotelværelset ud af 

vores provision. Pengene ville blive trukket 

af ens løn, efterhånden som vi havde tegnet 

nogle abonnementer og tjent nogle penge. 

Nu lå det sådan, at de fleste folk, der boede 

i de kvarterer jeg besøgte, var ældre tyske 

pensionister uden de store midler. Mange 

abonnerede på Die Mappe, en mappe med 

brugte ugeblade, som et firma sendte folk 

hver uge for en pris langt under prisen for 

nye ugeblade. 

Det har aldrig faldet mig svært at sælge 

noget, jeg mente andre kunne bruge, og til 

en rimelig pris, men at sælge nye ugeblade 

til fattige pensionister, der knapt havde råd 

til mad og som havde fundet en meget billigere 

løsning, det var sgu’ ikke let. Så det 

endte med, at jeg altid sagde, at når de 

var tilfredse med Die Mappe, så synes jeg 

bestemt, at de skulle fortsætte med det. 

Folk bød mig ofte på kaffe og undskyldte, 

at de ikke kunne støtte mig i mine studier, 

så jeg fik tit en rigtig 

god samtale med 

pensionisterne om 

Tyskland under og 

efter krigen. og så 

blev jeg jo bedre og 

bedre til at tale tysk. 

Så jeg VAR jo faktisk 

tyskstuderende, som 

jeg fortalte folk. Men 

salget gik ikke godt, 

det var simpelthen 

en håbløs situation 

jeg befandt mig i. 

Selvfølgelig besøgte 

jeg også mennesker, 

som sad bedre 

i det, og jeg solgte 

jævnlig et abonnement, men slet ikke nok 

til at dække mit hotelværelse, hvis jeg også 

skulle have noget at spise. 

Jeg havde en kollega, en anden dansker, 

som hed ole. ole havde også problemer 

med økonomien, så en aften besluttede 

vi os for at kvitte jobbet og rejse hjem. Vi 

havde godt nok penge til gode hos forlaget, 

men vi var ikke sikre på, at pengene 

kunne dække hotelregningen. Så vi måtte 

simpelthen stikke af og se at komme på et 

tog mod Danmark. Der var bare det, at vi 

næsten var flade og helt sikkert ikke havde 

penge nok til togbilletter til København. 

Vi pakkede kufferterne, og ved midnatstid, 

hvor portieren normalt sov, listede vi ned til 

receptionen. Men han vågnede, da vi ville 

lukke os ud af hotellet. ”Hej”, sagde han 

forbavset, da han så vores kufferter. ”Hej”, 

sagde jeg, ”vi ville ikke vække dig, vi skal på 

hen til en kollega som har vaskemaskine og 

vaske vores tøj. Waschmaschine, Wäsche, 

du weist”. ”nå, sagde han”, lidt undrende og 

lagde sig ned igen. 

På togstationen talte vi vores D-mark, og 

tilsammen havde vi lige netop penge nok til 

to enkeltbilletter til Fredericia, men så var vi 

da i Danmark. Vi tog det første morgentog, 

og i Fredericia gik vi hen til det danske billetkontor 

og spurte, om vi kunne blive skrevet 

for to enkeltbilletter til København, da vi 

kom fra Hamborg og ikke havde flere penge. 

Det kunne man desværre ikke, sagde billetdamen. 

Men så kom jeg i tanke om, at jeg 

faktisk havde et checkhefte. Der var godt 

nok ingen penge i banken, men jeg kunne 

jo altid sætte pengene ind, når jeg kom 

hjem. Da vi ankom til København, ringede 

jeg til min far, som var taxachauffør, og 

satte ham ind i situationen. Han kom straks 

og hentede os og kørte os begge hjem med 

alle kufferterne og taskerne. På vejen gik 

vi lige ind i banken, hvor min far satte de 

penge ind på min checkkonto, som togbilletterne 

havde kostet. DSB fik sine penge, 

og vi hørte aldrig fra hverken hotellet eller 

Wilhelm bauer Verlag. 


k o n k u r r e n c e e n hå b l ø s si t u at i o n k o n k u r r e n c e e n hå b l ø s si t u at i o n 

Stol på dit held - men 

misbrug det ikke 

aF JØ r g e n ou l u n d 

Vi skruer tiden tilbage til 1990. 

Atlanterhavet er krydset kun for sejl og 

gamle instrumenter i en 46 fods sejlbåd. 

Det første eventyr er nået, det næste ligger 

forude – og dog. Vi har forladt Guatemala 

City med kurs mod Tikal ca. 250 km væk. 

Rejsen foregår nu i en gammel bus ad 

knudrede jordveje mest gennem jungle. 

Afhængig af vejen er det en tur på mellem 

12 og 22 timer. Vi ser maskingeværreder 

af og til og hører skudsalver ind imellem. 

I Mondesto Mondés bliver bussen invaderet 

af soldater i jungledress og AK47 

stormgeværer. Alle bliver kommanderet 

ud og bagagen hevet ned fra taget. Alt 

gennemrodes og alles papirer tjekkes og 

dobbettjekkes. Trykket stemning. Det 

viser sig, at der er væbnet guerillaaktivitet 

i junglen, så de leder efter våben. 

De finder dog ikke andet end min lommekniv. 

Vi ved, at hvis vi mangler pas og 

visum ryger vi lige lukt i spjældet, men 

alt godkendes heldigvis. 

bussen når helskindet frem til 

Tikalområdet, dette utrolige, spirituelle, 

velbevarede mayakompleks her midt i en 

rydning i junglen. Vi slår vores lille telt 

op, laver bål og får vasket rejsestøvet af. 

Vasker også tøj og laver mad på bålet – 

ja, den gik nok ikke i dag, men dengang 

var der ingen turister, kun templer og 

pyramider. 

Her er spredte skyderier i nattens løb, 

men dagene går med at nyde de vidunderlige 

bygningsværker og det spirituelle, 

den rolige atmosfære, der hviler over 

området. 

På hjemvejen holder vi ferie på en finca 

(mindre bondegård) ejet af et par amerikanere 

og tør derfor sætte tænderne i 

velhængt rødt kød og sikker salat. Vi kan 

bo i en hængekøje for én US $, en hytte 

i træet for to eller et rum med udendørs 

brusebad for tre. Vi tog den med brus, og 

aldrig har jeg dog glemt dette vidunderlige 

at stå under bruseren ude i selve naturen. 

Siden har jeg jagtet det og fundet det 

bl.a. på bali. Her i Guatemala var der vilde 

Arapapegøjer og Tucaner, som elskede 

bær. De lod sig fodre - araerne kom dog 

lige tæt nok på med deres skrækindjagende 

bidetang af et næb. Her arbejdede 

backpackers på stedet mod kost, logi og 

et par dollars om dagen, og vi blev gode 

venner med en tysk pige, som tjekkede 

værelser og køkken. 

Ferien slutter og arbejdet kalder. Tilbage 

til hovedstaden skrumpler bussen 

gennem regnskoven. Pludselig gibber 

det i min kone, åh nej, ikke det. Hun har 

efter morgenbadet glemt sin pengepose, 

som lå gemt under hovedpuden. Gråd og 

tænders gnidsel. Hun vil af nu, lige nU! 

Jeg prøver at forklare, at vi ikke bare kan 

blive sat af her midt i junglen ude i ingen- 

ting. Hvordan skal vi komme tilbage – der 

er kun én bus i døgnet? 

Jeg overtaler hende til at vente til næste 

stop, som er Mondesto Mondés – tjekpunktet 

fra udturen – med soldater og 

pas-tjek, bagageroden rundt og pis og 

papir. Hun har ingen pas, ingen flybillet, 

ingen visum ingen skide ting, så fængslet 

venter forude. Miraklet sker – stol på dit 

held – misbrug det ikke, men brug det når 

lokummet brænder. Ingen bagagetjek, 

ingen papirtjek – ”no, nothing Mr. Faulty”, 

som Manuel siger i Halløj på badehotellet. 

Vi hopper af bussen og finder det første 

det bedste logi, hvor jeg installerer min 

kone med ordre om at blive inden døre – 

hele tiden, indtil jeg er tilbage igen. Jeg 

må retur til fincaen for at se, om noget er 

fundet. Vi er enige om en dusør til finderen, 

ifald – såfremt nogen finder (især pas og 

flybillet), skidt med pengene. 

ned i skuldertasken med håndklæde, 

underbukser, tandbørste og troen på 

heldet og så tilbage igen. Dagens returbus 

buldrer frem forude, proppet til randen. 

Konduktøren åbner døren i bagenden, 

skubber mig ind og jeg hænger, stående 

i stropperne, seks stive timer tilbage til 

fincaen igen. Når frem lige inden mørkets 

frembrud. 

nogen går mig i møde langt udefra – vores 

tyske veninde. Hun vidste godt, hvad jeg 

kom efter, sagde hun med et smil. Hun 

havde tjekket rummet, kort efter vi forlod 

det i mørke kl. 5 om morgenen – og fundet 

bæltet med det hele, det lå nu i husets 

pengeskab. De havde oven i købet været 

i radiokontakt med den danske konsul. 

Det var før mobiltelefoner, internet m.m. 

Dusøren blev afleveret, og vi skålede på 

en happy end. 

Korrupte lufthavnsmyndigheder 

i Bangladesh 

a F ar n e ru n g e 

Jeg rejste en gang ind i bangladesh via grænseovergangen 

nær Calcutta. Med et visum i passet 

fra det bangladeshiske konsulat i Calcutta rejste 

jeg med gamle hjuldampere op ad floderne, 

gennem jungler beboet af bengalske tigre, og 

endte til sidst i hovedstaden Dhaka. Her boede 

jeg i otte dage, den tid det tog at få et visum til 

burma. Jeg have været heldig på hele rejsen 

fra Karachi i Pakistan overland via Indien, nepal 

og bhutan til bangladesh og troede næsten, at 

jeg kunne gå på vandet. Det var næsten lige 

ved at blive for kedeligt. Men den sidste dag om 

morgenen, da jeg skulle flyve til burma, vendte 

lykken et kort øjeblik. lufthavnsmyndighederne 

ville ikke lade mig rejse ud af landet fra Dhaka. 

De ville have, at jeg skulle rejse tilbage til grænseovergangen 

ved Calcutta for at kunne forlade 

landet. Min flybillet var værdiløs. Men der var 

også en anden mulighed, sagde de. 

Der var ikke mange turister i bangladesh. Så 

der var altid tyve børn i røven på mig, som bare 

ville se, hvordan en turist så ud. Det havde de 

aldrig set før. en lille skolepige kom hen til mig 

og spurgte forsigtig på perfekt engelsk: ”er du 

en turist?” ”Ja”, svarede jeg smilende, hvorefter 

pigen viskede: ”Hvad er en turist?” ”en turist er 

sådan en mand eller en dame, der rejser rundt 

til andre lande og ser, hvordan folk bor, og hvad 

de spiser, og om de går i kirke eller moské”, 

hviskede jeg tilbage. ”Hvorfor”, spurgte hun, 

og så helt forskrækket ud. Så var det li’som 

om jeg manglede ord. Det har jeg sørme også 

tit spurgt mig selv om - uden at få svar. Mange 

børn kom løbende efter mig med et stykke papir 

og en kuglepen og bad om min autograf. ”elvis 

Presley”, skrev jeg, og alle blev glade. 

efter bangladesh ville jeg videre til burma og fik, 

efter store prøvelser, et tre ugers visum på den 

burmesiske ambassade i Dhaka mod forevisning 

af en flybillet fra Dhaka via Yangon til bangkok. 

Så langt, så godt, men den morgen jeg skulle 

flyve fra lufthavnen i Dhaka til Yangon, var det 

lige ved at gå helt galt. ”når du er kommet ind 

i bangladesh via Calcutta”, fortalte paspolitimanden 

mig, ”skal du ud af landet samme vej”. 

”Det forstår du vel?” Han kunne nok se jeg blev 

lidt chokeret og fortsatte. 

”Jeg er meget ked af det på dine vegne. Det 

bliver dyrt, meget dyrt, kan jeg godt se. Du har 

mistet din flybillet og du skal hele vejen tilbage til 

Calcutta. og du skal også købe en ny flybillet”. 

Han led med mig og han så meget ked ud af det. 

Jeg var helt bange for, at han skulle begynde at 

græde. ”Sådan er reglerne desværre”, sagde 

han. Men jeg var nok alligevel den, der var mest 

næste konkurrence 

”mine oplevelser med dyr” 

Konkurrence: er du faret vild i Asiens jungle ridende på ryggen af en elefant, 

eller er din kamel løbet løbsk med dig i Sahara? er du kommet helt tæt på 

enten et vildt dyr på safari eller et af Galapagos’ tamme dyr? Uanset om der 

er tale om eksotiske, farlige eller helt almindelige husdyr, så er dyr ofte en bestanddel 

af de bedste rejseminder. Derfor: Hvis dyr har været indblandet i en 

god rejsehistorie, som du har lyst til at fortælle, så send den til os. bedste indsendte 

artikel vinder. Artikler vurderes alene på tekst, men send meget gerne 

ét billede med, der kan illustrere artiklen. Artikler må max. fylde 4.000 tegn. 

Præmie: lonely Planet’s best in travel 2009 

ked af det. Hold da kæft hvor var jeg ked af det. 

”Men det kan måske ordnes”, sagde han pludselig. 

og nu smilte han sgu. Så smilede jeg også. 

Så smilede vi begge to. ”Wait here”, sagde han, 

”så henter jeg lige min overordnede”. Jeg var 

egentlig meget i tvivl, om det virkelig var rigtigt, 

at man skulle rejse ud samme vej, som man 

var kommet ind. Men måske var det rigtigt, og 

så hellere betale nogle penge end at skulle hele 

vejen tilbage til Calcutta. og købe ny flybillet. 

Hans overordnede smilede også til mig, så jeg 

tænkte, at nu går det nok heldigvis alligevel. 

”Hvor mange penge har du”, spurgte han. Jeg 

tømte mine lommer og viste mine kontanter. 

Ti dollars i småpenge og fem og tyve taga, en 

krones penge, i den lokale mønt. ”Jeg havde 

tænkt mig femtenhundrede dollar”, sagde han. 

”Det er jo småpenge i forhold til, hvad det vil 

koste dig, hvis du ikke kommer med flyet”. Jeg 

fortalte ham, at jeg havde et kreditkort, men at 

der ikke var så mange penge på det, så vi endte 

på hundrede dollar. og så smilede vi igen, mens 

vi gik hen til banken. Men banken var ikke åbnet 

endnu, den åbnede først klokken syv, ti minutter 

efter mit fly afgik. Han kikkede opgivende på mig. 

Så gik vi hen til skranken igen. Han bad om de ti 

dollars jeg havde og gav mit et udrejsestempel. 

Denne gang smilede han ikke. Jeg fandt aldrig ud 

af, om de plattede mig, men ti dollars for en god 

historie, det er sgu da billigt, ikke sandt? 


Med 

blåhval 

til 

bagbord 

Hvad har nick & jay, 

de olympiske lege og 

hvaler med hinanden 

at gøre? tag med jacob 

og hans lille familie på 

tur for at finde svaret i 

de kolde nordatlantiske 

bølger, hvor de i 

overlevelsesdragter 

er på udkig efter det 

ubestridt største dyr, 

der nogensinde har 

levet – blåhvalen. 

Te k s T: Ja c o b go W l a n d JØ r g e n s e n 

Fo T o : heiMir ha r d a r s o n, no r T h 

sailing, Wikipedia o g Ja c o b 

go W l a n d JØ r g e n s e n 

en frisk morgen i det nordlige Island 

står det stolte sejlskib Haukur ud fra 

havnen, og der er høj stemning ombord. 

20 turister har kæmpet sig op i det nordøstlige 

hjørne af Island, hvor Husavik 

ligger. Husavik betyder ’vigen hvor 

huset ligger’, og her landede den første 

viking i sin tid fra norge på udkig efter 

et nyt liv. Vi skal også ud at kigge efter 

liv, for bugten emmer af liv med over 

15 forskellige delfin- og hvaltyper samt 

den bette søpapegøje, der på engelsk 

her har fået en hel ø opkaldt efter sig: 

”Puffin Island”. Vi kan allerede mærke 

liv, så snart vi kommer om bord på 

Haukur, for det er fem islandske grader, 

og vi ryster af kulde, selv om vi har 

taget alt vores tøj på – for lige at tage 

toppen af den fugtige monsterkulde. 

Heldigvis er der overlevelsesdragter til 

alle, selv til vores 2-årige datter, og da 

de hiver kurven frem med resterne af 

de lokale får i form af huer, vanter og 

tæpper, begynder varmen at brede sig. 

Vi er klar. 

den trofaste papegøje 

Søpapegøjen ser man billeder af i rigtig 

mange rejsebøger om Island, og den 

er da også en helt unik lille størrelse. 

Den er så trofast som ægtemage, at 

man nok bør overveje at revurdere sit 

forhold om, hvem der er den mest primitive 

af den og mennesket. Den finder sig 

tidligt en hjerte-ven, som den deler alt 

med, og hvis det tragiske skulle ske, 

at den eneste ene ikke kommer hjem 

fra en kold flyvetur, finder den efter 

noget tid en anden, så slægten dog 

kan føres videre. Men hvis hende den 

gamle papegøje så står på redekanten 

en dag og pipper noget om, at nu kan 

hende den nye godt se at flakse afsted, 

så ryger den yngre model ud med 

det samme. Ikke så meget pjat, smut 

pomfrit - mama is home. Vi ser tonsvis 

af de trofaste papegøjer, selvom de er 

svære at komme tæt på, og på grund af 

deres lidenhed er ret svære at indfange 

med et kamera. Specielt når man selv 

er på gyngende grund og de samtidig 

løber hurtigløb på de grå bølger for at få 

gumpen med i vejret. 

What the fish is that? 

Skibet sætter nu kurs ud i midten af 

bugten, og snart dukker der legesyge 

delfiner op, som hopper lidt rundt om 

os, inden de smutter videre til bedre 

legepladser. Haukur knager en smule, 

og solen varmer os, så vi kan smide 

lidt af tøjet. Vores datter Maya syntes 

at fuglene var fine, men det her hyggesejleri 

i månedragter er altså lige ved at 

være lidt for langt, og hvor var de der 

sjove fisk hendes forældre havde lokket 

med hele morgenen?? Vores guide og 

hvalspotter råber som kaldet: ”There is 

something big, really big”, og kaptajnen 

sætter fuld skrue på i retning mod en 

fin, koncentreret tåge i luften. En bølge 

af forventning skyller hen over os. Hvad 

er det derude? Guiden kigger undrende 

på kaptajnen og råber: ”What is that, I 

haven´t seen this before!?!”. Så dukker 

de op nedefra, den ene virker større end 

skibet, måske 20 meter lang, mens den 

anden er en yngre fiks model på en 10-12 

meter, begge pruster de ud fra de store 

blæsehuller. De er enorme og spændstige 

som en atlets krop. blåhvalen, 

Balaenoptera musculus, er 15 meter fra 

os og lever i den grad op til sit navn! 

Maya udbryder begejstret: „Stor fisk, 

stor fisk“, og vi giver hende hende ret 

i, at det er dælendulme en stor fisk, 

der svømmer roligt sammen med os. 

De er fuldstændig ligeglade med vores 

tilstedeværelse, for vi er jo bare en lille 

fisk i havet sammenlignet med den. De 

svømmer, de dykker, vi finder dem igen, 

og de kommer til som i en fælles sejltur, 

og vi kigger beundrende på dem og det 

olieagtige spor, de efterlader i vandet 

over sig. Hele vejen ind spiser vi varme 

kanelboller og taler om ”de store fisk”, 

og er ikke helt sikre på, at vi så det vi 

så. Der var godt nok hvalgaranti på 

turen, men vi mødte ikke bare én, men 

to blåhvaler – det er simpelthen naturtur 

i verdensklasse. Guiden fortæller, 

at der kun er omkring 6.000 blåhvaler 

tilbage i verden, så det er højst overraskende, 

selvom de godt kan li´ at komme 

forbi heroppe. Jeg tænker, at i denne 

sommer har jeg fået tre oplevelser som 

jeg aldrig havde troet jeg skulle få: 1) At 

være til koncert med Nick & Jay (det var 

absolut ufrivilligt, omend sjovt), 2) At 

komme til ol (kom på næsten lovlig vis 

ind til svømmekonkurrencerne i beijing) 

og 3) At se det største dyr, der nogensinde 

har levet, blåhvalen. 

Penissen viser vej 

På vej ud af byen i vores lille lejebil ser vi 

reklamen for det lokale penis-museum, 

som efter sigende skulle rumme nogle 

ordentlige kolosser fra diverse lokale 

dyr. Vi tror dem og kører glade ud af 

byen og mod Myvatn-søen i fuld solskin, 

som varmer landet op fra 8 fugtige 

grader til 18 forårsgrader i løbet af den 

korte tur gennem de smukke islandske 

stenlandskaber. Vi får dagens anden 

store naturoplevelse på kraterranden af 

Viti ved det store geotermiske område 

Krafla, lige øst for søen. Alt syder, og 

kogende mudder og snerester ligger 

side om side. Maya, som på rekordtid 

har udviklet sig til lidt af en sten-fetichist 

her på Island, sætter sig glad ned i en 

paradisverden af mærkelige sten, mens 

hendes forældre indsuger de surrealistiske 

blå farver fra søen på bunden af 

krateret. Vi står alene på kanten, indtil 

der kommer en lille turistbus, som får 

forstyrret deres tidsplan en del af stenfetichisten, 

som formår at charmere hele 

flokken og få 20 granvoksne mennesker 

til at vinke som besatte, mens de 

kører væk. Verden er forunderlig. både 

menneskenes og blåhvalernes. 

Stort billede forriige side: Så tæt på, og dog så 

enorm. Det største dyr, der nogensinde har levet, 

svømmer roligt lige forbi os, mens blåsten står ud 

af dens blæsehuller, og kameraerne klikker lystigt. 

Lille billede: Den lille familie får sig dagens anden 

naturoplevelse, Viti kratersø, i det vulkansk aktive 

Krafla-område. Krateret ligger lige i nærheden af 

Husavik med hvalerne og et spektakulært naturområde 

omkring Myvatn-søen i det nord-østlige Island. 


”Stor fisk”, ”stor fisk” råber datteren, da den første blåhval kommer op fra havets dyb, og ja, ca. 20 meter muskuløs kæmpehval er unægtelig noget af en stor fisk. Vi 

vidste godt, at vi skulle se hvaler, men blåhvaler, fantastisk! 

Praktiske oplysninger 

blåhvaler 

Der er 5000-12.000 blåhvaler tilbage i verden, hvilket er omkring 1% af den oprindelige population. De kunne svømme 

fra hvalfangerne, indtil moderne harpuner og skibe blev opfundet. De kan blive op til 30 meter lange, og deres officielle 

navn er balaenoptera musculus. På animals.nationalgeographic.com/animals/mammals/blue-whale.html kan man 

høre og se videoer med blåhvaler. 

Husavik 

På www.northsailing.is kan man læse mere om mulighederne for at komme ud og møde en blåhval live, og www.husavik.is 

(klik på det engelske flag til højre hvis islandsk er for kryptisk) fortæller lidt om området. Denne del af Island 

har det højeste antal solskinstimer på øen. På www.icelandexpress.com kan du booke billige flybilletter til Vest-, Øst- 

og nordisland direkte fra Kastrup i sommermånederne, og på www.airiceland.dk kan du booke meget billige indenrigsbilletter 

– hvis du er hurtigt ude. Vi betalte fx 150 DKK fra den ene ende af Island til den anden i højsæsonen, og 

betalte i alt 5500 DKK for samtlige flyvninger for os alle tre ved at købe billetterne seks måneder før. 

Island 

Prisniveauet på Island er som en blanding af Danmark og norge. Sjældent billigt, tit ok og i få tilfælde rigtig dyrt. Med 

den nuværende valutakrise er det blevet endnu mere fornuftigt. outdoor-udstyr fås til rigtig gode priser i Reykjavik, fx 

købte vi all-weather kvalitetsjakker for 400-1200 DKK, og vi var ude at spise en fremragende havtaske for 160 DKK på 

en restaurant . Vær opmærksom på, at turistsæsonen er kort, så der er mange om buddet til de gode overnatningssteder, 

men omvendt er der mange, der har fået øjnene op for turistpengene, så det vælter frem med hytter, guesthouses 

og bondegårde med plads til et par ekstra. Forvent hjemlighed, men ikke flot indretning, heller ikke på hotellerne. 

Man kan sagtens leje en almindelig bil til langt de fleste ruter, da mange veje er blevet asfalteret de seneste 

par år, og hvis man så vil ud at lege i en 4x4 kan man passende tage på en ”monsterjeep tur” i de kæmpebiler, som 

Islændingene også er så berømte for. 


Lasse Nørgård runder 

100 lande 

Dette kvartals jubilar har ikke alene 

gjort sig bemærket ved at have nået 

100 lande i en relativt ung alder, han 

har også haft ualmindelig meget fart på 

de seneste år. Som det fremgår af statistikken 

andetsteds i bladet, har lasse 

besøgt 44 nye lande inden for de sidste 

seks år og - endnu mere bemærkelsesværdigt 

- 20 nye lande det seneste år! 

Ganske mange af landene er besøgt på 

rejser med familien, hvis fire medlemmer 

alle er medlem af DbK, og tilsammen 

har familien et landebesøgstal på 267. 

Marianne nørgård (medlem nr. 314) har 

71 lande på kontoen, og de to sønner 

lukas (6 år, medlem nr. 356) og Markus 

(4 år, medlem nr. 400) har besøgt 

henholdsvis 51 og 45 lande. Markus 

blev i øvrigt medlem af DbK som treårig 

og må på indmeldelsestidspunktet have 

været klubbens yngste medlem nogensinde. 

landetælleriet er måske ikke helt 

tilfældigt, når man ser på familieoverhovedernes 

beskæftigelse, idet lasse er 

revisor og Marianne er bogholder. 

De mange familierejser har ikke, som 

tilfældet er med flere af de - efterhånden 

ganske mange - berejste børnefamilier 

i klubben fundet sted under langvarige 

orlovsperioder, men udelukkende i løbet 

af 'almindelige' ferier. omkring sidste jul 

var familien således på en tur 'Jorden 

rundt på 26 dage' med besøg i bl.a. 

Malaysia, Singapore, new Zealand og 

USA. lasse udtaler selv, at fordi der er 

så mange dejlige steder i verden, som 

de gerne vil opleve, så nøjes de ofte 

med ophold af 3-5 dages varighed til 

en begyndelse, men kan så godt finde 

på at komme tilbage igen senere, hvis 

besøget faldt i god jord. 

lasse er ivrig motionist og i god form, 

og det var planen, at han skulle forsøge 

at bestige det næsten 7.000 meter høje 

sydamerikanske bjerg Aconcagua her 

til nytår, men desværre var der frafald 

blandt de øvrige deltagere, så turen 

måtte aflyses. Forhåbentlig kommer 

muligheden igen en anden gang. 

Afslutningsvis skal det nævnes, at 

lasse har været DbK's trofaste revisor 

gennem snart mange år. 



t e m a d e t su b i n d i s k e k o n t i n e n t 

Shivas fødder 

med et stærkt behov for at bryde op fra danmark rejste forfatteren rundt i sydindien i 

efteråret 2007. Her følger hendes indtryk og oplevelser af et modsætningsfyldt land 

Te k s T o g F o T o : aa s e id a Ma l v e r 

Kære alle sammen! 

Mumbai – Aurangabad 

Mumbai, oktober 2007 

Omsider har jeg fundet lidt ro til at samle tankerne og skrive et brev. 

Første møde med Indien er overvældende. Jeg befinder mig i Mumbai – en storby med godt 16 millioner indbyggere. Bombay, 

som inderne stadig kalder den, er en vigtig, kommerciel havneby, som er vildt rodet, beskidt, larmende, fascinerende og ikke et 

nanosekund kedelig. Duften af jasmin blander sig med bilos, smukke gamle byhuse ligger i gader med skrald og kokasser. Kvinder 

i farverige sarier og sort olieret hår ses blandt beskidte og magre tiggere. Næsten alt er pittoresk i sin gru og skønhed. 

Inderne er flittige og foretagsomme, og de går rask til i gaderne. Ikke noget med dorsk slentren i de høje temperaturer. Fra 

første dag søgte mit blik hurtigt nedad, og jeg er blevet fascineret af indernes nøgne fødder. Alle slags fødder – skæve, slidte, 

grimme og ujævne. Smukke, harmoniske, både mænds og kvinders. Børn med de fineste ciselerede sølvkæder, der rasler om 

anklerne, og kvinder, der smykker tæerne med små tåringe og neglelak. Med stor behændighed undgår de gående næsten 

instinktivt gadens sten og grusbelægninger, hullerne i asfalten, de skarpe kanters uforudsigelige smertepunkter. 

I Sydindien er der utallige afbildninger af hinduismens guder. Skulpturer, figurer, templer, plakater og symboler på de tre 

hovedguder, Brahma, Shiva og Vishnu, er konkrete manifestationer af religionens levende betydning for inderne. Blandt de 

mange populære afbildninger af Shiva, “destroyer and creator, agent of death and birth”, er en cirkelformet skulptur. Shiva 

danser i en ring af flammer, det ene ben er løftet, og med det andet holder han en ond mandsling nede med sin fod. Med sin 

kosmiske dans bestemmer han verdens gang. Han ødelægger hele Universet, nedbryder det onde og giver nyt liv for at genopbygge 

det, han har ødelagt. Jeg beslutter mig for at tage billeder af fødder på min rejse. 

Et sanseligt virvar 

Jeg havde hjemmefra reserveret et hotel, som på dets hjemmeside så udmærket ud. Hjemmesiden viste flotte fotos af nydelige 

værelser med både bruser og varmt vand. Virkeligheden viser sig at være en lidt anden. Hotel Samrat ligger i Khar Road West, 

et rigtigt rabarberkvarter, tæt ved en togstation i den nordvestlige del af Mumbai. Vinduerne kan ikke åbnes, der er murerstøv 

på alle flader, nusset i krogene og koldt vand, når det er der. Et lysebrunt akryltæppe gør det ud for et lagen. 

Mit værelse ligger lige ud til gaden, som allerede fra kl. seks summer af højt talende stemmer, en meget fortættet lyd, fordi 

gaden er smal, og af vedvarende dyt fra de mange taxi-rickshawbåthorn. Der er mennesker overalt i stort set alle kvarterer, hele 

tiden – der falder først ro på hen ad midnat. Dertil kommer afpillede køtere, omkringgående køer, hestekærrer, motorcykler, 

små og store busser, de mange taxaer og fodgængere, der springer for livet, og en ret anarkistisk kørsel. Venstre – højreretningerne 

respekteres dog. De første par dage tog jeg dytningen ret personligt og blev vældig forskrækket ved hvert dyt med 

efterfølgende hop og spjæt, nu er båtlydene mere en del af den høje larm, og jeg nøjes med at se mig for. 

Det er svært at orientere sig sikkert i en storby uden at skulle betale sig fra det med taxa hele tiden. Jeg vil selv finde ud af det, 

men afstandene er altså store. Typisk må jeg indstille mig på en fjumre-light første dag, derpå går det af sig selv, med bus, taxa 

og gåben. Altid er inderne parate, også på eget initiativ, til at hjælpe og følge mig på vej. 

Mumbai har et omfattende og velfungerende lokalt togsystem, og turen fra den gamle bydel Colaba til Kahr Road West på ca. 40 

minutter er en oplevelse i sig selv. Togstammerne er uendeligt lange og propfyldte. Vognene er opdelt i køn, der er flest mandevogne, 

og som kvinde kan man ikke være sikker på, hvor på perronen kvindevognene lige nøjagtigt befinder sig. De skal spottes 

i god tid, og så gælder det om at spæne af sted med rygsæk og så ellers mase sig igennem den massive pakke af rejsende. 

Nej, det er ikke helt behageligt at stå i 30 graders meget fugtig varme i en proppet mandekupe, mændene er iklædt tynde 

bomuldsdragter og er ikke blege for en tæt, tæt kropskontakt. Hele tiden faldbydes der varer, små oliebagte kager, hårspænder, 

bijoutteri, glitrende dameblade à la “Indian Vogue”. Andre tigger, og folk synger for en skilling. 

Almisser og elendighed 

Almindeligvis giver jeg ikke penge til tiggere. Småbørn, de må være tre-fire år, løber efter én, siger plisma’m, 

smutter med øjnene og har et fikseret smil på, som om en tandstikker er spændt ud mellem mundvigene. Jeg ryster 

som regel på hovedet. En dag forbarmede jeg mig på hovedbanegården Victoria Station, som har et sammenrend 

af elendige skikkelser og rejsende. En lille dreng svajede lidt med hovedet, rakte hånden frem, men jeg gjorde tegn 

om nej. Han blev insisterende ved at føre hånden op til munden, og sagde noget, der lød som manche. Hmm, doktor 

Menneskegod kom op i mig. Det gjorde vel ungen ingen skade at købe lidt mad. Næh nej, han skulle ikke have de 

vafler, som han havde peget på ved en madbod. Derimod udgjorde et par linsefrikadeller og brødskiver, som kostede 

fire gange så meget som en sædvanlig almisse på 5 rupees ville have givet ham, et lille måltid i form af protein og 

kulhydrat. 

I den sydøstlige del af Mumbai ligger Haji Ali-moskeen, som er forbundet til kysten ved hjælp af en lang mole, der 

oversvømmes i højvande. Selve moskeen er forholdsvis lille og nogenlunde velholdt, og lige udenfor brydes bølgerne 

med en god lugt af havvand. Men vejen derud er en via dolorosa, elendige mennesker, der bare ligger med deres 

dårligdomme. Særligt hæftede jeg mig ved “Bhopal-manden”. Han lå på rå sten, var rynket kortere foran på kroppen 

af ar fra en trediegradsforbrænding fra underansigtet og ned til navlen. Han havde stort set ingen kæbe, og munden 

kunne han ikke lukke. Overarmen dækkede for hans øjne, og han var bare tavs. 

Lidt længere ude på molen ligger fire mænd på siden og på ryggen, hoved til ben, så de danner en rundkreds. De 

beder, hummer eller synger, det lyder som en bøn eller klagesang, jeg forstår ikke deres udtryk. De har lukkede øjne. 

Alle mangler de en legemsdel - én af dem har to armstumper, som han vifter med i luften. To andre bevæger deres 

amputerede ben i konstante bevægelser, op ned, op ned. Og den sidste mand bevæger sine halve arme i cirkler. 

Konstant bevægelse, hele tiden hummen. Vejen til moskeen er lang, og på tilbagevejen kan jeg ikke finde dem. Har 

de mon flyttet sig? Jeg kan ikke forestille mig, hvordan de overhovedet skulle kunne rejse sig og gå videre, dem uden 

arme kan ikke hjælpe dem uden ben og omvendt. De ligger der stadig, på nøjagtig samme måde og med samme 

klagesang, da jeg en time senere passerer dem. 

24 personer i en bus 

Jeg har mine daglige rutiner: morgenmaden består af en dosa, dvs.en ultratynd, varm rispandekage samt to-tre små 

kopper stærk, sød kaffe, og hele herligheden fås for ca. 50 rupees, 7,50 kr. Det er en fornøjelse at se kaffen blive 

tilberedt. Kaffepulver hældes op i en gryde med kogende varm mælk, tilsat sukker. Derefter koges bryggen op, og 

den dampende varme kaffe hældes i en ca. 50 cm lang stråle over i en lille metalkop, som selv står i en metalunderkop. 

Samtidig bevæger kaffesælgeren armen op og ned, så strålen skiftevis strækkes kort og lang – hermed køles 

drikken til en behagelig temperatur og kan indtages uden brændt mund og fingre. 

Knap 3 kr. koster det at køre med en firehjulstrækker, og en dag efter jeg havde været på udflugt var hjemturen i 

aftenmørket lige så billig som en billet til en storskrumlende og tætpakket lokalbus. I begyndelsen var vi kun femten 

om at skrumple af sted, men manden, der stod for logistikken, pakkede os efterhånden sammen, således at der 

ud over chaufføren sad fire mænd på forsædet. Desuden sad jeg på bagsædet sammen med fire andre mere eller 

mindre omfangsrige, indiske kvinder - og så var den bagerste del af jeepen også proppet til: tre små børn på skødet 

af de voksne, til sidst logistikmanden og en passager, som hang på den åbne bagdør. I alt talte jeg - det er sandt - 

fireogtyve personer! 

Jeg har endnu ikke set den polerede del af Sydindien. For at opleve den side af Indien skal man nok vælge at rejse 

med luksusbusser med klimaanlæg eller bare lokalfly, hvorefter man indlogerer sig på et firestjernet hotel. Jeg 

har heller ikke set det værste af Indien. Rigtig mange indere er bare søde, nysgerrige og hjælpsomme, mange er 

beskidte; selv på en rimelig god, ren restaurant kan du finde en “boy” med bare tæer og hvis skjorte er snavset. Og 

på mere jævne spisesteder skal man være glad, når indersiden af koppen er ren. 

På sin egen særlige måde med byernes grimhed og elendighed - og så sandelig også det modsatte - dannede de 

steder jeg besøgte og de personer jeg traf, alligevel rammen for et utroligt livsbekræftende møde. 

I er hele tiden med i mine tanker. 

Kærlig hilsen Aase

De to spinkle mænd og den 

kraftige dame 

søren fodgaard tager med offentlig transport i uganda. læs beretningen om 

en tur i en gammel matatu, der skulle startes med håndsving og var lige ved 

at falde fra hinanden. 

Te k s T: sØ r e n Fo d g a a r d 

Fo T o : Ja k o b Øs T e r 

Mbarara var et hul i jorden – tørt og støvet. 

Guidebogen havde heller ikke lovet andet. Det 

var blot et trafikknudepunkt, hvor man kunne 

få transport videre vestpå. 

Jeg var ankommet fra Kampala, Ugandas 

hovedstad, lidt over middag. Jeg skulle videre 

til Kabale i det sydvestlige hjørne af landet. 

Det skulle være et smukt grønt område tæt 

på bjergene ind mod Congo. 

Venter i varmen 

De store, statsejede busser afgår om 

morgenen. Senere på dagen er der kun matatu’er 

til rådighed – minibusser eller personbiler 

– som først kører når de er fyldt op. Matatuen 

til Kabale var en nydelig auberginefarvet 

Peugeot stationcar, faktisk den pæneste bil på 

hele buspladsen. 

Der sad to på forsædet og én på mellemsædet, 

da jeg satte mig ind, og kort efter kom 

der to mere til mellemsædet. lidt senere kom 

to mænd og satte sig ind på bagsædet, men 

der var plads til to mere. og så kom en lang 

pause uden nye kunder. Tiden gik, og vi skulle 

jo gerne af sted i dag. 

Jeg havde hørt om, at i en sådan situation kan 

man betale for en ekstra plads, så vognen 

bliver ”fuld” og kan afgå. Men var det nu ikke 

lige flot nok sådan at købe hele to pladser, og 

hvad ville de andre ikke tænke om sådan en 

turist, som strøer om sig med penge, men 


det var måske ikke så meget, og mit budget 

kunne nok klare det, men måske skulle jeg 

lige vente et kvarter mere og se, hvad der 

skete…. 

en dame gik hen mod bilen. Hun skulle til 

Kabale. 

Her skal det indskydes, at ugandere fra den 

sydlige del af landet ofte er ret spinkle. Smalle 

hofter, smalle skuldre, smalt ansigt – både 

mænd og kvinder. I den nordlige del af landet 

bor andre stammer, som svarer til det klassiske 

billede af sorte afrikanere. Kraftige og 

muskuløse, brede hofter, brede skuldre, stor 

barm, rundt ansigt. 

De to mænd, der sad på bagsædet, var fra den 

sydlige del af landet. De var meget spinkle. 

Damen var fra den nordlige del af landet. Hun 

var kraftigt bygget. Hun var faktisk overordentlig 

kraftigt bygget. 

Hun kantede sig med besvær forbi mellemsædet 

for at sætte sig på bagsædet mellem 

de to mænd. og så skete der det samme, som 

når man sætter sig ned i et fyldt badekar, hvor 

vandet skvulper op langs siderne og er ved 

at løbe ud over det hele. Da damen satte sig, 

lettede de to mænd og røg op langs siderne, 

så kun det ene ben havde kontakt med sædet 

og det andet hang på armlænet, mens damen 

satte sig solidt på det meste af bagsædet. 

Chaufføren kiggede ind af fordøren med et 

suk: Nej, her kunne ikke sælges flere billetter, 

end ikke en barnebillet. 

nu var vi pludselig klar til afgang. og så slap 

jeg jo også for at købe to ekstra billetter (jeg 

ved det godt, fedterøv). 

småskavanker 

Den auberginefarvede var som sagt pladsens 

pæneste. Men ikke helt fejlfri. Startmotoren 

(eller generatoren) virkede ikke, så den 

måtte startes med håndsving. Tredjegearet 

kunne åbenbart ikke bruges. Døren på min 

side kunne ikke lukke, så den måtte have et 

ordentligt tryk udefra og derefter låses. og 

vinduet ved min plads kunne ikke rulles op 

– men det kunne hives op i etaper med et 

stykke ståltråd udefra. 

efter lidt kørsel var det ind på en tankstation 

og købe benzin. Chaufføren rodede med 

et eller andet, og på den anden side af bilen 

dampede det. efter et kvarter stoppede han 

igen ved nogle huse, og igen dampede det. 

Det viste sig, at han hældte vand på det ene 

baghjul, som var meget varmt – bremseklodsen 

hang åbenbart. 

Til gengæld kørte chaufføren som død og 

helvede – mange gange over 100 km/time, 

og dækkene peb i svingene. Det var nu ikke 

helt så slemt, for vejen var bedre end de fleste 

danske landeveje (et bistandsprojekt?), og der 

var stort set ingen anden færdsel. og i øvrigt 

Billede herunder: Kabela som var rejsens mål 

kaldes også for Afrikas Schweiz. Ude i den 

smukke sø ligger en række øer med hyggelige 

camps for backpackere, hvor man kan slappe af 

ovenpå Afrikas transportoplevelser. 

Billede øverst til højre: Ved Kyevu market nær 

Kabela går en anden lettere polstret dame, 

der ikke er bange for selv at bære tunge varer 

hjem. 

Billede nederst til højre: Det tager 3 timer med 

udhulet kano at padle sig til Kyevu market der 

ligger dybt inde i Lake Bunyoni. 

kan en bil jo godt stoppe med bremserne på 

tre hjul. Ikke også? 

I lang tid var det ret øde områder. efter godt 

en time gik det nedad, og der kom flere 

dyrkede marker. nu gik farten også lidt ned, 

så man kunne se lidt mere af landskabet. nu 

kørte han faktisk ret pænt og i frigear ned ad 

bakkerne, og nu dukkede der hytter op langs 

vejen, og det gik endnu langsommere, og… 

Ja, rigtigt gættet, han var løbet tør for benzin. 

når chaufføren tager sådan en tur, er det jo 

hans egen lille forretning. Han beholder en del 

af billetprisen og skal selv betale benzinen, 

og så beholder han overskuddet. Jo mindre 

benzin han køber, jo større overskud. og 

nu var der oven i købet blevet solgt en billet 

mindre end beregnet, så der var i hvert fald 

ikke hældt for meget på. 

eller også var det et udslag af afrikanerens 

ukuelige optimisme: Det går jo nok alt 

sammen, og noget viser sig – og det gjorde 

der for så vidt også. For efter et par minutter 

dukkede et par drenge op på cykler. De fik lidt 

penge og hentede noget benzin i en flaske, og 

efter en halv times ventetid kunne vi så trille 

de sidste 2½ km (!) ind til Kabale. 

Vi var alle kommet frem i god behold: De to 

på forsædet, os fire på mellemsædet, og de to 

spinkle mænd og den kraftigt byggede dame 

fra bagsædet.


Tildeling af Folkersenprisen 2008 

aF la r s Mu n k 

Det er faktisk lidt underligt at uddele en 

pris til en person, der rejser i samme 

ånd som Poul Folkersen, når hverken 

Henri (sidste års modtager, red) eller jeg 

nogensinde har mødt ham. naturligvis har 

jeg hørt rigtig meget om Poul Folkersen, 

men jeg synes alligevel ikke rigtig, at jeg 

kendte tilstrækkeligt til ham. Jeg satte 

mig derfor for at komme lidt ind på livet 

af ham, for derigennem være i stand til at 

uddele prisen til den helt rigtige person. 

Jeg begyndte at læse alt om Poul på klubbens 

hjemmeside. efter at have studeret 

teksterne grundigt kom jeg frem til, at Poul 

som person bl.a. var intelligent, original, 

meget berejst (over 200 lande mente han, 

første gang han snakkede med ole egholm 

(klubbens stifter, red) – det viste sig dog, 

at tallet var 112), skribent (i sidste nummer 

af Globen kunne vi bl.a. læse artiklen 

Diamanthulen), kreativ – og lidt af en skør 

drønnert. Efterhånden som jeg fik læst 

mig igennem teksterne fandt jeg ud af, at 

jeg egentlig burde have læst hans bøger i 

stedet for. ole egholm og Per Allan anbefaler 

”Skæbnens spil - spillets skæbne", så 

den må jeg vist se at få kastet mig over. 

Forleden snakkede jeg med en af mine 

kollegaer, som kendte en smule til Poul 

Folkersen, idet det var i min kollegas flyveklub 

for ultralette fly (Albatros ved Måløv), 

at Poul lærte at flyve. Poul og hans medpilot 

var de første der krydsede Alperne i et 

ultralet fly. Min kollega huskede skam godt 

Folkersen – og det var bestemt ikke kedeligt, 

da Folkersen skulle lære at flyve sådan 

en luftknallert. 

Årets prismodtager opfylder til fulde de 

punkter, som jeg mener skal være opfyldt 

for at man kan siges at rejse i Folkersens 

ånd. ”en person, som gennem grænsesøgende 

rejseliv er nået langt bort fra 

de gængse turistområder og har fået en 

grundig indsigt i lokale forhold”. Det har 

modtageren i den grad opfyldt, og han 

er også begyndt at dele sine oplevelser 

og erfaringer på passende vis med både 

klubben og resten af samfundet – ja han har 

sågar en mission om at gøre hele verden til 

sin scene. Det er godt nok uhyggeligt sjældent, 

at vi ser noget til ham, men han har 

alligevel en magisk evne til at fortælle om 

sine oplevelser via artikler i Globen (blev 

sidste år nr. 2 i skribentkonkurrencen, og 

dette år endte han som en flot nr. 4) – og 

nu endda i form af en bog, som netop er 

udkommet. Mange forveksler ham med en 

bestemt fodboldspiller, men denne mands 

magi er langt større end den pågældende 

fodboldspillers snævre træk. 

Årets Folkersenprismodtager siger selv, at 

det ikke blot er berigende at rejse for at 

få oplevelser, men at det er endnu mere 

berigende, når man rejser for at give oplevelser. 

At personen gør en del ud af at få 

og give oplevelser, når personen er ude 

at rejse, er ikke til at tage fejl af. Han – 

for det er nemlig en han – har været på 

rejser, hvor han og et hold af bærere har 

medbragt en gammel, legendarisk tryllekuffert 

ud til nogle af klodens fjerneste 

afkroge, så han kunne komme ud og 

underholde nogle af de mest isolerede 

befolkningsgrupper. Rejser som f.eks. på 

tømmerflåde ned af Amazonfloden for at 

komme ud til flodindianerne i Sydamerika, 

op til inka-efterkommerne i Andesbjergene 

i Peru, ned til masai-krigerne i Tanzania, 

på børnehjem i Uganda, gennem sump og 

regnskov for at bevæge sig ud til klodens 

sidste rester af nulevende kannibaler i 

Irian Jaya i Indonesien, til den grønlandske 

indlandsis m.m. På disse afsidesliggende 

destinationer optræder vores ven for den 

måbende lokalbefolkning, som til tider 

skriger af grin, mens de til andre tider 

gemmer sig i junglen pga. denne ”blege 

medicinmand”, der pludselig dukker ud 

af intet. Som kontrast til disse primitive 

ekspeditioner er det blevet til trylleri i las 

Vegas, drag queen shows på natklubber i 

new York, som cowboy på saloons i Texas, 

blandt narkoprostituerede i Caribien, på 

Cuba, bali, i Sydeuropa osv. 

Mine damer og herrer - det er mig en 

stor glæde på klubbens vegne at kunne 

overrække Folkersenprisen 2008 til vort 

medlem nr. 322, tryllekunstneren og kvote 

b medlemmet Jesper Grønkjær. Med æren 

følger et kontant beløb på kr. 2.000, som 

kan bruges på nye rejseoplevelser. et stort 

tillykke til Jesper, der ses længst til venstre 

på billedet herunder. 


Formandens beretning 

Generalforsamlingen, den 29. november 2008 

aF la r s Mu n k 

H. C. Andersens motto var: ”At rejse er at 

leve…”. og det kan der måske nok være 

noget om. og dog… Hvis man kun lever, 

når man rejser, så må man da håbe, at 

man altid rejser. At leve i nuet, at opleve 

en efterårsstorm ved Vestkysten, at lytte 

til etniske stemmer på en tur ved Utterslev 

mose, at nyde en indisk ret ved Vollsmose 

– you name it. Hvis man vil have fremmede 

indtryk i hverdagen, så skal man 

bare åbne for sanserne. Dette er naturligvis 

anno 2008 – sådan var det ikke for 

150 år siden, da H. C. Andersen rejste 

rundt og ”levede livet”. 

At rejse opfattedes dog ikke af H. C. 

Andersen som den måde, vi i DBK definerer 

begrebet på. For H. C. Andersen er det 

udtryk for, at mennesket altid er i bevægelse. 

Dette kan være fysisk eller psykisk. 

ligeså var naturen et udtryk for en kontinuerlig 

proces, således solen, månederne, 

årstiderne, dagen. Med andre ord – det 

foranderlige, at ændre sig, er et udtryk for 

det at rejse. Hvis DBK definerer ”At rejse” 

på samme måde som H. C. Andersen, ja 

så er der i hvert fald grundlag for en større 

medlemsskare. og nogle opdateringer af 

optagelseskriterierne. 

Men netop det med antallet af medlemmer 

i forhold til DbK optagelseskriterier er en 

debat, som ofte foregår på vores mange 

medlemsmøder. Hvad er formålet egentlig 

med DbK? Hvorfor er man medlem? Skal 

vi være eksklusive eller skal vi være store? 

Skal vi være mediernes foretrukne dukserejsende, 

eller skal vi være en lille klub, 

hvor vi udveksler erfaringer og historier? 

Spørgsmålene er mange, meningerne er 

endnu flere – men hvad er det egentlig, 

vi vil med vores klub? Disse – og mange 

andre – er spørgsmål, som vi i fremtiden 

bør kigge på. 

På klubplan fortsætter den dynamiske 

udvikling med stadig flere medlemmer. Vi 

har netop fået medlem nr. 451 (pr. 1.11), 

så vi nu er oppe på 293 aktive medlemmer, 

hvilket er en stigning på 11 % i forhold til 

sidste år (året før var den 12 %). Antallet 

af passive medlemmer er ikke steget helt 

så meget, men vi er nu på 190 passive, 

hvilket er en stigning på 9 % i forhold til 

sidste år (året før var den over 50 %, nok 

mest pga. et godt introduktionstilbud). 

omkring vores fantastiske klubblad 

Globen, kan vi konstatere, at bladet i 

overbevisende stil opfylder §1 i klubbens 

vedtægter: 

”Foreningens formål er at udbrede rejselysten 

og sprede information om rejselivet, 

fremmede lande og kulturer. Foreningen 

er upolitisk og samler medlemmerne for 

udveksling af rejseoplevelser”. 

Jakob Øster har stået forrest i et team af 

entusiastiske folk, som har skabt et dybt 

professionelt medlemsblad, der sagtens 

ville kunne konkurrere med de kommercielle 

rejsemagasiner. nogle vil måske 

mene, at Jakob har været lidt hård i 

kanten i sin udvælgelse af artikler, men 

resultatet af Jakobs anstrengelser kan 

ingen anfægte. Globen – med tilnavnet 

”Danmarks vildeste rejseblad” stråler som 

aldrig før, både mht. indhold og layout. 

Well done, Jakob. nu skal en ny redaktør 

tage over, og manden til at overtage 

det store hverv er Jimmi Kim Persson. 

Som medhjælper får han Jacob Gowland 

Jørgensen, som desuden opstiller til bestyrelsen. 

Til de nye redaktører kan jeg kun 

sige: Held og lykke! – jeg glæder mig allerede 

til martsnummeret. Det er et stort og 

spændende stykke arbejde, som I er ved 

at kaste jer over. en stor tak til Jakob Øster 

som redaktør, til Per Allan Jensen, Gerner 

Thomsen og Søren Fodgaard som korrekturlæsere, 

til Per Danielsen for scanning af 

billeder og til Anja Povlsen olsen for det 

flotte grafiske layout. 

I vores lille klub er der dog plads til forbedringer 

på en enkelt front – medlemsmøderne. 

Der har i årets løb været afholdt 

22 medlemsmøder med deltagelse af 374 

aktive medlemmer, svarende til et gennemsnit 

på 17 deltagere pr. møde. Tallene er 

noget lavere end sidste år, hvor der blev 

afholdt 23 møder, med et gennemsnit på 

21 deltagere pr. møde. Dette er en lidt 

underlig tendens, bl.a. set i lyset af, at der 

er kommet flere medlemmer til klubben. 

Rigtig mange medlemmer deltager dog 

flittigt i møderne, og i alt 136 af klubbens 

medlemmer har deltaget i ét eller flere 

møder, svarende til knap halvdelen af de 

aktive medlemmer. 

Men kan det virkelig være rigtigt, at der er 

et fald i antallet af deltagere i møderne? 

nej, vel! Så nu skal vi op af stolene og se at 

komme ud og mødes over en god kop vin, 

et hyggeligt foredrag og rejseudvekslinger. 

Her lægger vi naturligvis et stort pres på 

skuldrene af vores to toastmastre, men jeg 

er sikker på, at hvis man har lyst til at arrangere 

et uformelt møde i f.eks. Flymuseet i 

Stauning eller i Islamisk kulturcenter i Kbh 

nV, så har toastmasterne overhovedet intet 

imod at lade jer arrangere sådanne møder. 

Så klø bare på med at finde på alternative 

arrangementer. en stor tak skal lyde til de 

to toastmasters Thomas Snorgaard i øst 

og Jakob linaa i vest. Specielt var årets 

weekend en stor succes, ligesom turen til 

vores søsterklub i Istanbul fik stor ros. 

en stor tak skal lyde til Kirsten for arbejdet 

med at koordinere nyindmeldte, til Per 

Danielsen for at styre vores økonomi, til 

nikolaj Witte for referaterne og til Gerner 

Thomsen for kontakten til vores sponsorer. 

Sidst – men ikke mindst – skal der lyde 

en stor, stor tak til niels Iversen for det 

store webarbejde, scanning af postkort, 

underholdning osv., samt en tak til Søren 

Padkjær og Per Allan Jensen for gode råd 

og vejledning til dette års bestyrelse. 



Nye medlemmer 

437: ulla Hartmann smedemark 

Jeg bor i Skive i en gammel købmandsgård sammen med min mand Henrik. Jeg har egen hudplejeklinik, 

og vi har import af hudplejeprodukter fra Malysia. På mine rejser har maden altid været en stor del 

af oplevelsen – det at gå ind på små restauranter og pege på et uforståeligt menukort og så afvente 

bestillingen. Jeg har rejst meget i forbindelse med mit arbejde – det blev bl.a. til min første rejse uden 

for Europa, hvor jeg skulle promovere firmaets produkter i Singapore og Indonesien. Min mand og jeg 

planlægger alle vores rejser selv. Vores begrænsning er, at vi kun kan være væk fra firmaet tre uger ad 

gangen. Mit motto er: Jo mere fremmedartet, des mere spændende! 

439: mikkel dybtved andersen 

Som barn tog mine forældre mig med ud i europa og helt til Tunesien i deres røde folkevogn. Da jeg 

kom i tyverne, begyndte jeg at rejse på egen hånd. Jeg vil gerne opdage nye ting - men gensynets 

glæde er også stor, når jeg besøger steder, jeg har været før. Jeg var i Zimbabwe i 1999 før Mugabe fik 

det hele ødelagt. Zimbabwe var dengang et helt fantastisk sted. Jeg vil gerne derned igen, men jeg har 

ikke lyst til at støtte regimet med de penge, jeg vil lægge dernede. De næste planer er Monaco og Goa 

i Indien. Jeg har været i Indien, så turen til Goa giver ikke et nyt land - men det bliver mere interessant 

end Kolkata, som nok er det værste sted jeg har været. 

440: Kristian tangsgaard Hvelplund jensen 

Jeg er født i 1978 og uddannet cand.ling.merc fra CbS. Mine rejser begyndte, da jeg som barn var med 

på utallige bilture i Europa. Jeg fik for alvor lyst til at rejse, da jeg så Michael Palins rejsefilm - især 

hans rejse over land gennem hele Afrika fascinerede mig. efter gymnasiet rejste jeg til nordindien, 

Thailand og laos. I de senere år har det været Østeuropa, der har trukket mest. Den seneste store rejse 

gik til Østafrika i 2007 (med min bror David, som også er medlem af DbK). et af højdepunkterne var 

bestigning af vulkanen nyiragongo i det østlige Congo. Målet for den næste store rejse er endnu ikke 

besluttet - Australien, Sydamerika og en biltur gennem Sahara har været oppe at vende. 

441: Katja Grønborg laut 

nysgerrig, let at begejstre, utålmodig, målrettet og med et højt drive. Dette er nogle af nøgleordene i 

mit liv og mit rejseliv. Jeg har altid rejst meget, og har altid været vild med det. Har brugt nogle år på 

at rejse meget til de samme lande, og har set og oplevet en masse. Så blev jeg introduceret til klubben, 

og kom i gang med landejagten. Det har de seneste 12 måneder ført mig til i alt 11 nye lande og har 

givet mig mange skønne oplevelser. Jeg glæder mig meget til at møde andre berejste og til endnu flere 

rejseoplevelser! 

442: jørn støvring 

Jeg har boet i udlandet i 12 år - ísær i Angola, Mozambique, Zimbabwe, Tanzania og Malawi, og senest 

et år i Grenada. Disse ophold er muliggjort gennem arbejdskontrakter med nordiske bistandsorganer og 

Verdensbanken. Jeg har en baggrund i politisk videnskab og arbejder med offentlig sektor-reform. Min 

kone og to børn har været med - i en alder af 1 år tog jeg min datter med til beira i Mozambique. Under 

borgerkrigen i Mozambique var beira isoleret så meget, at vi ikke opdagede den første Golfkrig, før den 

var ovre! børnene er dog store nu. Vi ønsker fortsat at rejse - både til Zimbabwe, og til nye mål (især 

Asien). 

443: morten Wedel jørgensen 

Jeg har rejst siden jeg var barn, hvor min familie og jeg ofte rejste på ferie. Da jeg var 10 år flyttede 

jeg til USA med min mor, hvor jeg boede i tre år. efter gymnasiet blev jeg shippingelev, og efter endt 

elevtid blev jeg udstationeret til Cotonou i benin i to år. Tilbage i Danmark mødte jeg min hustru, nina 

(medlem nr. 444). Vi holder meget af at rejse og opleve nye kulturer og mennesker. I 2006 blev vi 

begge udstationeret i São Paulo i brasilien. Her boede vi i halvandet år og oplevede sammen store dele 

af Brasilien og Sydamerika. I 2007 flyttede vi til London. 

444: nina Wedel jørgensen 

Da jeg var 17 år tog jeg et au pair job i USA og oplevede første gang glæden ved at leve i udlandet. 

Jeg har siden boet i london, barcelona og Cape Town, og sammen med min mand (medlem nr. 443) 

også i Sao Paulo. Jeg har nydt hvert øjeblik af hvert land og deler entusiastisk ud af mine erfaringer til 

venner, der vil prøve samme destination. en stor glæde ved rejser er at prøve ny lokal gourmetmad og 

at opleve eksotiske dyr i deres naturlige miljø - det er blevet en hobby at fotografere vejskilte med dyr. 

Mine fem bedste destinationer til dato er: Amazonas (brasilien), Ha long bay (Vietnam), Foz do Iguaçu 

(Argentina/brasilien), Cape Town (Sydafrika) og barcelona (Spanien). 

445: bjarne larsen 

Jeg er født på Fyn i 1957 og har været bidt af at rejse, siden jeg kom til Kenya i 1979. Jeg har boet blandt 

masaier i Kenya, i slumkvarteret i nairobi, sovet på bananblade i Kenyas højland og rørt ved en (død) løve 

i Uganda. Rejserne til udviklingslande i Afrika, Asien og oceanien er sket i forbindelse med arbejde. Jeg har 

bl.a. været i Samoa og Fiji som en del af en jordomrejse, i Turkmenistan for at se på børnemad, i Malawi, 

hvor jeg har holdt en krokodille mellem hænderne, og i nepal. Ferierejser har været inden for europa, både 

med telt, i bil eller som blafferture. Jeg har samlet opholdt mig over ni år uden for Danmark, heraf syv år i 

udviklingslande. Jeg er uddannet økonom og er direktør i et internationalt konsulentfirma. 

446: Holger H. Hansen 

Jeg er vokset op i Flensborg som en del af det danske mindretal. Allerede som ung fik jeg interesse for 

andre lande, og som 14-årig var jeg skibsdreng i sommerferien på et skib til letland og Portugal. efter 

uddannelse som civilingeniør rejste jeg i bil gennem europa til Iran. Jeg har rejst meget med mobilhome 

i Canada (Rocky Mountains nationalpark og Vancouver som er min favoritby), i USA (Yellowstone, Grand 

Canyon, Bruce Canyon, Yosemite) og i Australien (Kakadu og Litchfield Nationalparker, langs kysten til 

Sydney, Kings Canyon og Ayers Rock). Jeg har også været ti gange i Indien, i Chile med cruise rundt om 

Cape Horn to gange, Atacama-ørkenen og Tierra del Fuego. 

447: david tangsgaard Hvelplund jensen 

Jeg er født i 1982 og er bestyrer af en bar i det indre København – men mange af mine penge går til at 

rejse. I forbindelse med en rejse i Centralasien blev jeg så fascineret af kulturen i de tidligere sovjetiske 

stater, at jeg begyndte at studere russisk. Min første rejse med rygsæk gik til Kina og Centralasien, og 

min seneste rejse gik til det nordlige USA og Canada. Jeg rejser typisk med den bedste rejsekammerat af 

dem alle, min bror. Vi skiftes til at bestemme rejsemål, så hvert andet år ved jeg først, hvilket nyt land 

jeg skal besøge, når jeg står i lufthavnen og kigger på mit visum. 

448: ditte Koefoed 

Mine forældre tog mig som barn med rundt i verden og åbnede mine øjne for andre kulturer og levevilkår. 

At se andre kulturer, mærke bølgebruset og møde fremmede mennesker giver mig en energi, der er svær at 

forklare. Min skolegang og mit job (som journalist) har givet mig mulighed for at hive et par måneder ud af 

kalenderen i en årrække. Jeg har også arbejdet i udlandet på et dansk reality program. Jeg har en længsel 

efter at mærke, at "jeg lever", og jeg har prøvet faldskærmsudspring, dykning, klatring mm. Mine rejser har 

givet mig venner fra hele verden, og dem besøger jeg eller omvendt, så tit det er muligt. Jeg vil beskrive mig 

selv som en glad, selvstændig pige, hvis interesse er rejser og oplevelser ud over den normale charter-tur. 

449: marianne Hyltoft 

Jeg rejste første gang alene, da jeg var 12 år og tilbragte én måned i Sudan i en sommerlejr. Jeg har rejst 

i over 50 lande, og jeg har boet i Spanien, UK, USA og Dubai i sammenlagt syv år. Jeg elsker trekking og 

bjergbestigning - har besteget: Mt. blanc, Huayna Potosí, Annapurna, Torres Del Paine, Macchu Picchu, 

Mount Kinabalu, etc. Jeg elsker 'det der er anderledes', adventure og udfordringer. Jeg har oplevet 

jordskælv og militærkup på Filippinerne, blevet anholdt i bolivia, tiltalt af påklædningspolitiet i Iran, jaget af 

næsehorn i Nepal, lært at flyve luftballon i Thailand, opholdt mig i et tibetansk kloster uden at måtte tale, 

boet hos indianerne i Amazonas, oplevet udgangsforbud og uroligheder i Sudan. 

450: jens odgaard olsson 

Som ni-årig begav jeg mig ud på en ekspedition, hvor jeg besejrede Køge Å på en hjemmebygget tømmerflåde 

- kraftigt inspireret af Thor Heyerdals Ra II. Jeg har boet i Canada og USA i ti år som hundeslædekusk. Her 

har jeg trænet hunde samt kørt længere ekspeditioner med hundeslæde i nordvest-Territoriet, Hudson bay 

og krydset bjergkæden brooks Range i Alaska, i alt 5-6.000 km. om sommeren har jeg været på utallige ture 

med whitewater-kajak i det meste af europa og i det nordlige USA. I et par år arbejdede jeg med Humanitær 

Minerydning og var ansvarlig for et stort minerydningsprojekt på grænsen mellem Kosovo og Albanien. Herefter 

har jeg arbejdet i næsten alle de nye eU-medlemslande, ude i afkrogene, hvor der ikke er meget velstand. 

451: bodil johanne jørgensen 

Jeg har rejste en del og set det meste af verden. Jeg mener, at det er vigtigt at besøge andre dele af 

verden for at se, hvordan folk lever og bor. når jeg rejser, forsøger jeg at kommunikere med så mange 

mennesker som muligt, for gennem dialogen forstår vi hinanden bedre. er meget nysgerrig på forskellige 

kulturer og naturen rundt omkring i verden. Målsætning: At besøge 100 lande inden jeg bliver 70 år. 



Kontaktpersoner DBK 

Jakob Øster 


Stavnsbjerg Allé 30 

2730 Herlev 

Tel. 32 11 31 11 

Globen, ansv. redaktør 

Per Danielsen 

kasserer@berejst.dk 

Rørholmsgade 7A, 5 

1352 København K 

Tel. 33 13 56 18 

Kasserer 

Gerner Thomsen 

annoncer@berejst.dk 

Marathonvej 21, 1.-5 

2300 København 

Tel. 3259 6095 

PR-ansvarlig / Sponsorer 

Jakob Linaa 

toastmaster-west@berejst.dk 

Katrinebjergvej 67, 2. th 

8200 Århus N 

Tel. 2086 7777 

Toastmaster vest 

Nikolaj Witte 

nikolaj@wayout.dk 

Balders Plads 4, 1 tv. 

2200 København N 

Tel. 86 18 11 36 / 22 79 03 84 

Sekretær 


Lars K. Munk 

munkens@gmail.com 

Smedetoften 24, 1. th 

2400 København NV 

Tel. 3834 8980 

Fungerende formand 

Niels Iversen 

webmaster@berejst.dk 

Grøfthøjparken 162, 2.mf. 

8260 Viby J 

Tel. 86 28 18 56 

Webmaster og adresseændringer 

Kirsten Kjærsgaard 

nytmedlem@berejst.dk 

Møllestien 34 

8000 Århus C 

Tel. 86 20 91 33 

Medlemskontakter 

Thomas Snorgaard 

toastmaster-east@berejst.dk 

Borgmestervangen 22 st. tv. 

2200 København N 

Tlf. 35 38 25 83 

Toastmaster øst 

Søren Fodgaard 


Adolph Steens Allé 5, 2. tv. 

1971 Frederiksberg C 

Tel. 35 39 27 33 

Globen, medredaktør 



Bernhard Bangs Allé 51A, 2th 

2000 København F 

Tlf: 38 10 10 78 

Globen, statistik og korrektur 

Anja Povlsen Olsen 

apovlsen@yahoo.dk 

Søndre Ringgade 44, 1. th. 

8000 Århus C 

Tel. 24 65 55 22 

Globen, grafisk design 

SUMAtRA 

Viktors Farmor 

World-Wide Expeditions 

BoLiviA – off-RoAD 

Oplev de forskelligartede naturområder i Bolivia. Andesbjergenes natur, regnskov, pampas og 

saltsletter. Vi hører om inkaernes tidlige historie ved Titicaca søen og myten om, hvor solen blev 

født. Med 4-hjulstrækkere, i kano og på vandreture tager vi på opdagelse for at se dyrelivet: Måske 

de store pattedyr pumaen og jaguaren. Flamingoer i tusindvis. Farvestrålende tukaner, ara’er samt 

verdens ældste fugl – den specielle Hoatzin. 

1. til 20. juli og 16. nov. til 5. dec. 2009 • 26.800 kr. 

PANAMA & AMAzoNAS 

– EN REJSE foR NAtURELSKERE 

I Panama oplever vi regnskoven med dens rige fugleliv og frodige vegetation. Vi 

vandrer ad de gamle indianerstier og besøger emberá-indianerne og får et indtryk 

af deres levevis. Efter Panama flyver vi til Manaus i Brasilien skal på en uforglemmelig 

tur i vores motoryacht ”Tucano”. Seks hele dage op ad Rio Negro – og dybt 

ind i regnskoven! Vi oplever et farverigt dyreliv med bl.a. fugle, aber, dovendyr og 

Caiman-krokodiller. 

7. til 25. marts 2009 • 34.900 kr. 

Sumatra i Indonesien er et naturskønt sted med floder, bjerge, søer og tropiske 

regnskove. Et af rejsens højdepunkter er opholdet på Samosir øen i Tobasøen. Her 

lever stadig tigre, elefanter, orangutanger, næsehorn og mange andre spændende 

dyr. Vi besøger to folkeslag på Sumatra, Batak- og Minagkabau-folkene, der er 

meget forskellige i kultur, religion og historie. 

11. til 29. marts og 1. til 19. juli 2009 • 22.600 kr. 

JoRDAN vANDREfERiE 

– HiStoRiE oG NAtUR 

ovER HiMALAyA tiL LADAKH 

Siden Viktors Farmors start som rejsebureau har vi hver sommer haft ekspeditioner til det fantastiske 

måneland Ladakh. Blandingen af Himalayas bjerge og den ældgamle buddhistiske kultur gør 

oplevelsen total. Nu slår vi en tyk streg under ordet ”ekspedition” og vi kører hele vejen fra Delhi 

til Ladakh i det nordligste Indien. Undervejs kommer vi forbi Dalai Lamas hjem i Dharamsala og 

Amritsar i Punjab, Sikhismens hovedstad. Vi får også tid til at se fantastiske Taj Mahal. 

1. til 19. juli, 8. til 26. juli og 15. juli til 2. aug. 2009 • 21.600 kr. 

Kongeriget Jordan ligger som en historisk grænsepost mellem den kristne og 

muslimske verden på den arabiske halvø. Naturen har også skarpe grænser i 

Jordan med frugtbare dale langs Jordan-floden og enestående naturreservater og 

knastør ørken langs Det Døde Hav. 

På denne vandreferie går vi gennem historiske områder og flotte landskaber. 

Gennem dale og slugter med springende kildevæld og spændende dyreliv og vi 

har bl.a. et flere dage langt ophold i Dana Nature Reserve. 

20. marts til 1. april og 25. sept. til 7. okt. 2009 • 15.200 kr. 

SMÅ GRUPPER • DANSKE REJSELEDERE 

Også rejser til: Iran – Syrien – Kirgisistan – Nicaragua – Costa Rica – Ecuador – Peru - Argentina 

www.viktorsfarmor.dk • 86 22 71 81 • info@viktorsfarmor.dk

INDIEN 

Indien er et kontrastfyldt rejseland og et sandt inferno af lyde, synsindtryk og dufte. 

Højdepunkterne er bl.a. Rajasthans paladser og ørken, Goas vidstrakte strande, tigerparkerne 

samt Indisk Himalaya, der er perfekt for trekking, klatring og rafting. 

Fly Delhi t/r fra kr. 4.135 

Ankomstpakke inkl. 2 nætter og byrundtur, pr. pers. fra kr. 290 

Tigerreservater, 2, 5 eller 7 dage, pr. pers. fra kr. 1.075 

Kontrasternes Rajasthan, 12 dage, pr. pers. fra kr. 3.665 

Markha Valley trek (5.120 m), 8 dage, pr.pers. fra kr. 2.640 

Grand Himalaya Safari, 7 dage, fra kr. 3.155 

Jysk rejsebureau har eget servicekontor i Delhi, hvor du kan få råd og vejledning til din rejse. 

Se også vores rejs-selv ruter i Indien på www.jysk-rejsebureau.dk/travelplanner 

SAFARI I KENYA 

Kenya er et enestående rejsemål med nogle af verdens bedste safarioplevelser. Oplev 

f.eks. horder af gnuer og zebraer på deres årlige vandringer efter føde, se lyserøde 

oceaner af flamingoer og masser af andre fantastiske dyr. 

Nairobi t/r, fra kr. 6.390 

Ankomstpakke, inkl. 2 nætter pr. pers. fra kr. 220 

Ballonsafari Masai Mara, 1/2 dag fra kr. 2.800 

Safari Masai Mara og Lake Nakuru, 4 dage, fra kr. 3.555 

Walking Safari i Loita Hills, 6 dage, fra kr. 3.070 

Flying safari Masai Mara, 3 dage, fra kr. 6.885 

Jysk rejsebureau har eget servicekontor i Nairobi hvor du kan få råd og vejledning til din rejse. 

Se også vores rejs-selv ruter i Kenya på www.jysk-rejsebureau.dk/travelplanner 

Læs mere på www.jysk-rejsebureau.dk 

VIETNAM 

Vietnam er et usædvanligt smukt rejseland lige fra bjergene og risterrasserne i nord til strandene 

og Mekong-deltaet i syd. Højdepunkterne er bl.a. charmerende Hanoi, Halong Bay - der 

er fredet af Unesco som verdens naturarv, og Indokinas højeste bjerg Fansipan. 

Fly Hanoi t/r fra kr. 6.550 

Ankomstpakke inkl. 2 nætter, pr.pers. fra kr. 225 

Halong Bay m. trekking, 3 dage, pr. pers. fra kr. 690 

Adventure Minoritetstrek, 7 dage, pr. pers. fra kr. 2.005 

Fansipan bjergtrek, 6 dage, pr. pers. fra kr. 2.415 

Jeep-tur i nordvest, 10 dage, pr. pers. fra kr. 4.120 

Jysk rejsebureau har eget servicekontor i Hanoi, hvor du kan få råd og vejledning til din rejse. 

Se også vores rejs-selv ruter i Vietnam på www.jysk-rejsebureau.dk/travelplanner 

NEW ZEALAND 

I New Zealand er der mulighed for et væld af fantastiske natur- og adventure oplevelser 

på et overskueligt areal. Her i det fjerne Sydhav, kan du både vandre i regnskov 

og på gletschere, opleve gejsere og vulkaner, sejle i kajak i nationalparkerne, 

white water rafte og svømme med delfiner. 

Auckland t/r, fra kr. 8.735 

Svøm med delfiner ved Kaikoura, 1/2 dag, fra kr. 685 

Fox Glacier Walk, 1 dag, fra kr. 545 

Abel Tasman kajak- og vandretur, 1 dag, fra kr. 560 

Milford Marinier sejltur, 2 dage, fra kr. 1.650 

Milford Track trek, 5 dage, fra kr. 7.635 

Se også vores rejs-selv ruter i New Zealand på www.jysk-rejsebureau.dk/travelplanner 

Århus 8618 2488 København 3311 1616 Aalborg 9812 3336 Odense 6312 1216 

www.jysk-rejsebureau.dk

DET INDISKE SUBKONTINENT - De Berejstes Klub

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?