Lsesalen_files/Stalagmitter ops.pdf - kapivardreng.dk

kapivardreng.dk

Lsesalen_files/Stalagmitter ops.pdf - kapivardreng.dk

Af Jan Holdgaard Dissing

© kapivardreng.dk


Lyset skinnede blegt ind gennem de matgule ruder i drivhuset. Lyset var

egentlig ikke rigtigt gult, men mere en fesen gulgrøn nuance, med toner af vinterblegt

hvidt. Der var kvælende hedt, her midt på dagen, og gartneren havde

lagt deres frygiske hjelme og knappet de grønne plastikkjortler op i halsen.

Sveden drev af dem, mens de drev rundt og rensede den syntetiske jord under

planterne. En af gartnerne rejste sig op, spidsede ører og stak hovedet ud mellem

planterne. Han lod blikket løbe ned ad den lange lyse gang, men lyset var for skarpt,

og han kunne ikke se, hvad det var der frembragte den skingre lyd han havde hørt.

Han stillede sit multihaveredskab fra sig, op af en kraftig tomatplante,

og trådte de få skridt fra bedet og ud på gitterstien. Lyset skinnede op på

ham, fra drivbedene på etagen under ham. De lyste med den blege grøngule

kulør, og fik hans i forvejen blege ansigt til, at se sygt og uhyggeligt ud.

Lyden kom igen. Det var ikke en rigtig hylen, men mere en skinger maskinlyd.

En lyd af komprimeret luft, en tunet elektromotor, krydret med

raslen fra tomatplanter. Pludselig vidste gartneren hvad der var på vej.

Han vendte sig omkring, og så ned ad den lange gang, der havde strakte sig bag

ham. En gul plet nærmede sig hastigt. Det var den der frembragte lyden.

Gartneren kastede sig ind mod bedet, snublede over sine egne fødder,

faldt, men fik fat i bedkanten. Han greb febrilsk efter en grøn stængel,

fik endelig fat, og trak sig i sikkerhed under tomatplanternes blade.

Lyden var nu så skinger, at det gjorde ondt i ørene. Vibrationerne fik tomater til at

slippe deres stængler, og den ubehagelig hylen for ørene, blev med et krydret med

blødt klaskende lyde, af tomater der landede, halvt udsmattede i den kunstige jord.

Da den gule tingest jog forbi gartneren, blev luften fyldt af et vildt jubelskrig.

Gartneren løftede forsigtigt hovedet, og så to af sine kolleger springe

for livet. De rejste sig kort efter op, mere røde end grønne, råbende og

5


gestikulerende efter det, der på det nærmeste havde blæst dem omkuld.

Tomatplanternes blade var knapt faldet til ro, før nok en skinger hylen fyldte

drivhuset.

”Ikke en mere!” tænkte gartneren, mens han svingede benene ud over

bedkanten, og satte sig op. Han kiggede til venstre, og ganske rigtigt,

kom der susende nok en aeroscooter hen ad den smalle drivhusgang.

”Pas på – eller bliv galionsfigur!” skreg scooterpiloten. Bag hjemens visir kunne

man tydeligt se hans brede hvide grin. Han gassede op, og strøg forbi gartneren,

nåede snart efter den anden scooter, og kastede sin maskine ud i en hasarderet

overhaling. Den ene side af scooteren røg op over bedkanten, og gled, med gnisterne

flyvende som fyrværkeri, hen ad den lave stålkant. Han mistide kontrollen

et kort øjeblik, ramlede gennem en hel række tomater, og pløjede sig vej, gennem

frugtr, stængler, blade og jord. De knuste frugter løb som rød-gul grød ned ad

drivhusrørets inderside, og silede langsomt ned til etagerne nedenunder.

Chaufføren havde allerede herredømme over scooteren igen, og lagde sig i slip-

strømmen af den forreste scooter.

”Det er ikke en aeroscooterbane, det her. Det er et gartneri!” råbte en muggen

gartner, mens han kylede en halvknust squash efter de to fartbisser. Den landede

med et fugtigt, hult smat, på midtergangen metalrist, og strintede grøn mos op på

planterne i bedene.

De to scootere havde for længst nået den modsatte ende af drivhusrøret, hvor

de elegant svingede til højre, ind i den runde biosfære. Der tog de en omgang

i det cirkulære glasrør, hvorefter de drejede ned ad det næste lange drivhusrør.

De to knægte på scooterne jublede og hujede. Lyden blev kastet rundt

mellem glasrørene, sammen med motorstøjen. Vinden flåede i deres frygiske

hjelme, der føltes som var de ved at blive revet af deres hoveder.

Også her i det næste drivhus, måtte forskrækkede gartnere springe for livet. De

trillede rundt i spinat og broccoli – men hellere det, end at blive fløjet ned. Skummende

af raseri, rejste de sig, indsmurte i grøntsager og kunstjord, råbende af de to

scootere, der i et inferno af løsrevne blade, grøntsager og iturevne plastikkjortler,

hvæsede bort.

”Kortsluttede, debile affaldsgener!” fnyste gartneren, mens han tørrede lidt

grøntsagssaft af panden med håndryggen. ”Sådan noget skete ikke før i tiden!”

råbte han til sin kolleger længere henne ad gangen. ”Da kunne man gå heroppe, i

fred og ro, og nusse om planterne, uden at skulle være bange for at blive fløjet ned!”

6


”Du har ret!” svarede den anden gartner. På hans mave løb en stor klat fugtig kunstjord

ned ad den transparente grønne kjortel. ”Det er blevet værre på det seneste. Der

går næsten ikke en dag, uden nogle skal ræse om kap gennem drivhusene. Hvornår

er det for resten, Det nye Styre har lovet, at bevægelses-arenaen vil står klar til brug?”

”Ahrrr – der er længe til – ikke før om den næste eller næste høst igen!” sukkede

gartneren, plukkede et spinatblad. Han foldede den omhyggeligt sammen,

til en lille grøn pakke, som han stak i munden og gav sig til at tygge på.

”Hvis det i det hele taget bliver bygget.”

”Nej, der var vist noget med, at bygge-grupperne var løbet tør for krystal. Og den

først skaffes fra en af de sydlige beboelser om 10-11 måneder. Har jeg hørt!” Gartneren

trak på skulderen og bøjede sig ned efter sit multihaveredskab, som han havde tabt.

”Tja, så må vi jo bare holde ud så længe – for de stopper jo nok ikke med deres

ræsen, de nulstillede kvabsøer!”

”Der var nu fredeligere, før Overstyret blev afsløret. Men også noget kedeligere,

synes du ikke?”

”Måske nok – men jeg får alligevel et hjerteslag, hver gang de kommer pulsende

gennem drivhusene. De stresser også de stakkels tomater. Se, de ryster endnu!” grinede

gartneren. ”Det ender jo også med, at en af os får kørt røven af. Det vil se kønt ud!

”Men prøv lige at lægge mærke til de store smil, bag visirene. De kan næsten

ikke holde de brede grin, inde i de frygiske hjelme!” smilede gartneren.

”Du har ret! Smil var der ikke meget af før i tiden.”

”Næ. Episoden med de forsvundne poder førte mange ændringer med sig. Kan du

huske hvad der egentlig skete?”

Gartneren gnubbede sig på hagen, og kradsede sig på næsen.

”Ja, hvad var det nu? Det var vist noget med to Birk-poder, som havde

skrabevagt i Stalagmit 1, og så blev de overrasket af en eremitbrugde...!”

7


”Har du nu husket din skraber, Femfem?”

Ficus’ stemme knitrede i den frygiske hjelms interne højttaler. Selv om hjelmen

var lydisoleret, kunne han stadig høre aeroscooterens motor, som

en svag susende hylen, gennem de snegleformede lydhuller i hjelmen.

”Selvfølgelig har jeg husket den!” Femfem lød mere fornærmet over spørgsmålet,

end han var.

”Det sagde du også sidst – og hvem var det så, der måtte tage turen helt op

til slusen, for at hente den? Nå, jo – det var mig! Så: Har du husket

din skraber? Denne gang ser du ordentligt efter, ellers kan du selv

slæbe din slatne Birk-krop op efter den. Og jeg ved hvor irriterende

der er, at komme ud af aquapod’en, når man først har fået den på!”

Femfem skar ansigt af Ficus, bag hans ryg, gik hen til skab, og fandt den skraber

- han ikke havde glemt – og fastgjorde den til clipsen på sin aeroscooter.

”Er du så tilfreds, oh alvidende superhjerne?” vrængede Femfem.

Ficus grinte: ”Jep – jeg VIDSTE det! Kender ingen der er så glemsom som dig!”

”Ja ja, det er en meget spændende historie. Men lad os nu se at komme ned til soklerne,

før jeg får den sædvanlige forelæsning om mennesket og dets fabelagtige hukommelse!”

De to Birk-poder spændte remmene på deres hjelme og trykkede på åbningsknappen

til lugen. De befandt sig et lille ovalt rum, hvori 12 aeroscootere

stod opmarcheret langs væggen. Rummet var bart, bortset fra scooterne, og et

smalt, sort gummibeklædt skab ved hver scooter. Scooterne lyste i deres skinnede

gule lakering, men ellers var der ikke mange farver i rummet. Kun de

gule dragter og hjelme på de to poder. Ellers bare gråt metal og sort gummi.

Lugen gled til side og afslørede en elipseformet platform udenfor. Langsomt

gled de udenfor. Under dem kunne de høre bølgernes slag mod stalag-

9


mittens betonsokkel. Der var en kraftig vind, som rev og flåede i deres dragter,

men scooternes magnetfelt gjorde, at de ikke rokkede sig det mindste.

Og det var nok udmærket, da de befandt sig i 300 meters højde, på den lille platform

på stalagmittens ydervæg.

”Jeg hader den her nedstigning!” vrissede Ficus. ”Der simpelthen utroligt,

at vi ikke må svæve ud fra hovercraft-hangaren, nede ved overfladen!”

”Ja, ja – det siger du hver gang!” Femfem himlede med øjnene. ”Og hver

gang fortæller jeg dig, at du kan blive blæst til kødpuslespil, hvis du kommer

for tæt på en startende hovercraft. Finder du ikke snart på noget nyt at sige?”

Men inden Ficus kunne nå at svare, gassede Femfem sin aeroscooter op, lod

sig glide ud på den sløjfelignende rampe fra platformen, og ned ad bygningens

yderside. Hans ansigt pegede direkte ned på havoverfladen langt under ham. Matsort

med krystalglugger, lå bygningen nu foran ham, som en bølgende og ujævn

vej. Det gjaldt blot om, at holde sig på de armerede gummidele af væggen, og

ikke ramme gluggerne – så gik turen nærmest af sig selv. Femfem smilede, trykkede

gashåndtaget helt i bund, og susede ned af bygningen i et svimlende tempo.

”Vent!” råbte Ficus, og gled forsigtigt ned ad rampen. Men Femfem var allerede

langt foran.

”Jeg ville hellere hoppe, end det her!” gøs Ficus, og steg langsomt nedad mod

havet.

Selve stalagmitten var en høj slank bygning, næsten 500 meter høj. Den mindede

om en sort gulerod der var stillet på hovedet, syntes Ficus. Hele overfladen

var dækket af gultonet krystalglas, indsat i en solid armeret gummiramme. Overfladen

bestod af fremspring og indhak, lange furer og sprækker. Underlige bobler

stak ud, hist og her, og vinduerne løb over bygningens overflade i sindrige mønstre.

Den glatte, men ujævne overflade og dens spidser, var hvad der havde givet

bygningen sit navn: Stalagmit.

Når man ankom med hovercraft, lignede bygningen fra lang afstand, en mørk

ujævn drypsten, der stak op af havet. Det var dog en enkelt forskel som stak i

øjnene, og som fik stagmitten til at ligne det, den virkelig var: En skyskraber. Og

det var de tusindvis af gule lys, fra de mange hundrede bokuber. Lysende lå spredt

over bygningens overflade, som havde en afsindig pistolmand, sønderskudt den

med et maskingevær. Nogle lys lå i klynger, andre i grupper, der strakte sig vandret,

lodret eller diagonalt i det sorte gummi. Nogle stede var der lange passager,

enkelte steder 50 meter høje, næsten uden vinduer, mens der andre steder var 30

10


etager over hinanden, med tætliggende vinduer. Det gav bygningen et underligt

rodet udseende, ulig mange af den gamle verdens skyskrabere, der havde haft

rene glasfacader.

Alene ville bygningen have været et imponerende syn. Sammen med sine

trillinger og sine 4 mindre søskende, var den et direkte skræmmende skue.

De fire største stalagmitter lå i en klynge, placeret som 4-tallet på en

terning. De fire mindre var placeret på samme måde, men blot drejet

45 grader, så to store og en lille stalagmit dannede en trekant.

De største var kendt som Klasse 1 stalagmitter, alle mindst 500 meter høje. De

mindre i ringen omkring de fire største, kaldtes Klasse 2, og var ”blot” ca. 350

meter, men ikke mindre imponerende. Klasse 2 var ikke udstyret med så mange

glughuller som klasse 1. Ellers var de mindre tro kopier af de store tårne.

Rundt om hver Klasse 1 Stalagmit svævede en kraftig krystal-plexiglasring

– de såkaldte biosfærer. Disse var knudepunkter, mellem de næsten 400 meter

lange drivhusrør, der gik fra biosfære til biosfære. Ovenfra lignede drivhusene

en gulgrøn kvadrat med en stor cirkel i hvert hjørne. Biosfærerne hang omkring

hver stalagmit, som en ring om en finger. Denne stalagmit-stad havde foreløbig

kun denne ene drivhus-kvadrat, men der var planer om yderligere to, så klyngen

kunne udvide med en skov og muligvis også en jungle. Inde i rørene var som sagt,

stadens drivhuse. Alle former for frugt og grønt blev dyrket der, til beboerne i de

otte stalagmitter. Og der blev høstet mere end rigeligt. Produktionen var efterhånden

blevet så effektiviseret, at man kunne høste både fem og seks gange om året.

Nogle grøntsager endda oftere.

Omkring den lille klynge stalagmitter strakte havet sig, fra de jyske højlandsøer,

til de store bjergkæder i retning af Norge og Sverige. Spredt i horisonten

skimtedes små holme, rester af fortidens højdedrag. Mange hundrede kilometer

ude i horisonten lå flere stalagmitbyer, men de lå for fjernt til at kunne ses.

På grund af varmen, hang der en konstant dis omkring tårnene. Ikke en tyk tåge,

men blot en tynd bleg dis, der strakte sig fra havoverfladen, og næsten op til beboelsesområderne

i små 100 meters højde. På dage med ekstra stærk sol, blev disen

udnyttet af drivhusene. Så kunne drivhusringene glide ned ad stalagmitterne, ved

hjælp af deres magnetiske kraftfelt, og gemme sig i disen, så afgrøder ikke blev svitset

af solens kraftige stråler. Om aftenen, når den værste stråling var aftaget, gled de

atter på plads, på deres normale niveau, tæt på tårnenes toppe. Adgangen til drivhusene

blev fortaget via, næsten usynlige plastikrør, med indstøbte metalringe, der

11


magnetisk blev styret på plads fra tårnenes forskellige etager. Derfra blev høsten og

mandskabet transporteret med små lette svævekaravaner tilbage til stalagmitterne.

De nederste hundrede meter i Klasse 1 stalagmitterne, indeholdt hangarer til den

store hovercraft-flåde, lagerplads og kølerum til afgrøder og en del værksteder

af forskellig slags, samt storkøkkener. Det var også her, at kraftværker til stadens

elforsyning befandt sig, samt de mange laboratorier hvor embryo-poderne blev

udruget og kloning foregik. Resten af tårnet var beboelse, undtaget de øverste

80-100 meter. I to af bygningerne var der undervisning, i en anden hospital, i en

tredje havde Overstyret sine ministerier og regeringsforsamling, og så videre. Alle

bygninger var udnyttet til den sidste kvadratmeter.

”Kniber det med at følge med, din let fastgroede musling?” drillede Femfem

over samtalanlægget. Hans stemme skurrede ud af hjelmens højttaler, og Ficus

havde nær overset et lille fremspring, men fik flået i scooterens styr i sidste sekund,

og veg i en slingrende bue, udenom forhindringen.

”Jeg havde nær ramt en radarbule! Så var jeg drattet hele vejen ned, din lavvolts

tosse. En dag kommer jeg alvorligt til skade – og det vil garanteret være på

grund af dig. Og mens jeg så ligger og skvulper rundt, som tomatsovs på havoverfladen,

så kan du jo gå og tænke over hvis skyld det var!!”

Ficus var ikke sur, men mere forskrækket over Femfem’s pludselig råb over

højttaleren.

Der var god grund til forsigtighed under nedstigningen af bygningen. De små

aeroscootere var normalt kun beregnet til vandret flyvning, men holdt man sig

under en halv meter fra den lodrette facade, kunne de sagtens bære deres egen og

pilotens vægt, når man fløj lodret. De nærmest sugede sig ind til overfladen på

bygningen, men man skulle ikke holde pause, for så slap aeroscooterens sit greb.

Facadens mange små fremspring frembragte dog en fare, i ukyndige pilothænder.

De kunne virke som små skihopbakker, og blot et øjebliks uopmærksomhed, og så

var bygningen uden for scooterens magnetfelts rækkevidde – og scooter og pilot

på vej mod den sikre død.

Fra blot 300 meters højde, var der ikke mange chancer for at overleve –

fra den højde var der ikke mange spor tilbage, af hverken pilot eller scooter.

Men Femfem var bestemt ikke en hvilken som helst pilot. Han havde gjort det til

sit speciale at spurte ned ad facaden, og med næsten sindssyg dødsforagt, kaste

sin aeroscooter ud og ind i en vanvittig slalom, mellem facadens fremspring og

12


furer - til både skræk og jubel for de beboere der tilfældigvis kiggede ud af gluggerne,

når han jog forbi. Han havde en evne til at finde de helt rette stier, og hans

ry mellem de andre poder, var efterhånden legendarisk. Og det på trods af hans

unge alder. Der var endda dem der mente, at han måtte være en kloning af et

menneske og en radar, ellers ville han ikke kunne foretage de hasarderede manøvrer,

som han gjorde.

Femfem var også den enste der evnede at få sin scooter til, at svæve mere

end den halve meter fra facaden. Nogle gange så det ud til, at han havde mistet

kontrollen over scooteren. Han lod den falde 50 – 100 meter i et rasende

styrt, hvorefter han med magt og perfekt timing, fik magnetfladen

klemt ind til bygningen igen, og fortsatte sit svæv, som om intet var hændt.

Ind til videre havde Femfem klaret den hver gang, men Ficus fik det altid dårligt,

når oplevede et af Femfem’s små stunt.

Ficus derimod hadede nedstigningen. Og det var ikke en overdrivelse. Det var

ikke nok at han ikke bare brød sig om nedstigningen, eller ikke var tryg ved den.

Nej, han hadede den, som opskyllede vandmænd og regnorme hader solskin.

Ficus havde højdeskræk, endda så voldsomt, at han holdt sig fra de øverste etager

i tårnene, når han kunne slippe afsted med det. Som aeroscooterpilot, var han

ikke noget særligt. Han kunne de reglementerede manøvrer, der gav adgang til

brugen af de små rappe vævere, men den overlegne kontrol som Femfem havde,

var han ikke besiddelse af. Og han var helt klar over, at det ville han heller aldrig

komme.

Han forstod faktisk ikke, hvad han foretog sig på stalagmittens yderside. Det var

som et mararidt, der havde gravet sig ud af en af hans drømme, og nu holdt ham

fast i en virkelighed han allerhelst var foruden. Han foretrak i høj grad gulv under

fødderne eller endnu bedre: Vand omkring sig. Hver gang han havde fået tildelt

tjansen med at rense bygningens sokkel, var han tvunget til at tage turen ned langs

stalagmittens facade. Og hver gang troede han, at hans sidste time var kommet.

De andre piloter vidste udmærket hvordan Ficus havde det, og havde givet ham

alle de gode råd der var, for at minimere højdeskrækken. Men lige lidt hjalp det.

Og det var komplet umuligt, at bruge tricket med at se på de andre bygninge, så

han undgik at se hvor lang der var ned, for hele vejen var han tvunget til, at holde

blikket klistret til facaden, for at opdage eventuelle lumske fremspring og huller.

Under de første mange nedstigninger, havde Ficus kastet op i sin frygiske hjelm,

så hans maveindhold havde dryppet fra hjelmvisiret ned på scooterens vindspejl.

13


Heldigvis var han ovre den periode, men nogen lidenskabelig aeroscooterpilot,

blev Ficus aldrig.

Vandet derimod, var Ficus’ element. Når han krøb ind i sin aquapod, følte han

sig på hjemmebane. Det var altid med et stort smil, og forventningens glæde boblende

i maven, han justerede den gule dykkerklokke. For lige så urutineret han var

som aeroscooterpilot, lige så stor en akrobat, var han med sin aquapod. Ficus var

så betaget af stilheden i havet, at han greb enhver mulighed der bød sig, for at få

skrabevagt på soklerne Bare for ar få mulighed for et par minutters fri dykning i

pauserne. I den seneste tid, havde han haft skrabevagt, helt op til seks gange om

ugen. Og der var ingen tvivl i hans sind. Efter endt indlæring, skulle han være permanent

skraber. Tænk at opholde sig 12 timer hver dag, i sin aquapod. Det måtte

være den højeste lykke for en pode!

”Nå, så kunne du være her!” hånede Femfem bag sit visir.

”Ja, jeg tog lige en mindre omvej omkring Stad 4. Har du ventet længe? For

hvis du ikke har ventet nok, så kan jeg da tage et par ture omkring stalagmitten, og

så kigge forbi senere!”

Femfem svarede ikke, men rystede blot på hovedet, og hoppede af sin allerede

parkerede og slukkede scooter.

Ficus parkerede sin scooter på parkeringskrogen, og greb sin skraber fra

stativet. Hernede ved vandoverfladen, var man tvunget til at fæstne alt til bygningen.

Ellers var det forsvundet når man kom tilbage fra sit dyk. I dag var

bølgerne ikke specielt voldsomme, men andre dage, skulle man passe på

ikke at blive skyllet i, når bølgerne skyllede ind over den smalle pontonbro.

En lille autopåklæder, rullede på sine gummilarvefødder hen ad den våde bro.

Den løftede sin ene leddeløse arm, og pegede ned mod en række huller i

pontonbroen. I hvert hul, sad underdelen til en aquapod fastgjort. En

sort gummimembran gjorde, at dragten ikke blev fyldt med vand, af

de skvulpende bølgeslag, der konstant blev ved med at oversvømme

broen. Foran hvert hul, sad en lille gummibeklædt metalbøjle.

De to poder fulgte autopåklæderens tegn, stillede sig bag hvert ders hul, greb

en bøjle hver – og hoppede. Før de ramte den sorte membran, samlede de

fødderne, der helt ubesværet trængte gennem det tynde gummi. Helt af sig

selv gled underkroppen på plads i dragten, hvor automatisk oppustede puder,

sørgede for, at benene sad godt fast, uden det hindrede bevægelighede.

14


Ficus lirkede sine fødder på plads i de kraftige kevlarsko, der var fæstnet til de

tykke, ballonagtige gule kevlar-stålben. Under hver fod kunne han mærke speederne

til de to hælmotorer, som sørgede for dragtens fremdrift i vandet. Et enkelt

tryk, og dragten bevægede sig fremad. Jo flere tryk, desto hurtige sejlede aquapoden.

Når man ønskede at standse dragten, pressede man blot begge speederknapper

langsomt i bund samtidig, hvorefter motorerne bremsede dragtens fremdrift.

Dragten kunne også sejle baglæns, skråt i aller retninger, og var i det hele taget

utrolig manøvredygtig.

Femfem havde allerede fået aquapodens gennemsigtige plexiglasoverdel

på. Det var et stort ovalt rør, der mest af alt lignede den øverste del af et æg,

med to påsatte gule arme, ligeså runde, gule og kraftige som benene. På kuplens

top, var placeret en gul metalhætte, med fire indbyggede projektører. De

kunne rettes i alle retninger, når man gav en kommando til dragten i en mikrofon.

På ryggen var monteret en grå boks – synteselungen. Det var egentlig

mere en lille fabrik, som indeholdt planteceller, der ved mange generationers

genmodificering, havde fået deres fotosyntese hævet til mere

end 1000 gange det, der var normalt for planter. De lavede ilt af dykkerens

udåndingsluft, men havde desværre kun en levetid på 24 timer.

De mange celler producerede egentlig alt for meget ilt til en person, så den overskydende

ilt, blev først ind i en iltgenerator, som sørgede for elektricitet til den lille

enmandsuåbd.

Autopåklæderen fastgjorden sidste spændebolt på Femfem’s plexiglasboble,

og afbrød strømmen til elektromagneten, der holdt dragten fast til pontonbroen.

Dragten gled stille ned i det blå dyb. Ficus fulgte den gule dragt, mens den roligt

sank. Den skinnende gule farve, antog hurtigt et mere grønligt skær. Autopåklæderen

rullede hen til Ficus, placerede aquapodens overdel og fastgjorde den. Ficus

kunne føle det metalliske klik, da magnet gav slip på hans dragt, og med et skvulp,

blev alt blåt omkring ham. Ficus elskede det sug det gav i maven, når dragten slap

fri af pontonbroen, og den langsom og næsten lydløst, blev opslugt af det grønblå

vand. Alt blev som med et trylleslag stille. Lyden af bølgeskvulp og blæst, dæmpedes,

når aquapodens glaskuppel blev hægtet fast, men det var intet i forhold

til, når man kom under vand. Ficus plejede at kalde det, at han blev pakket ind i

stilhed. Det eneste der brød tystheden, var den svage snurren, der forplantede sig

i dragten, fra de to hælmotorer. Når man nåede få meters dybde, var bølgernes

klukken forsvundet, og den elektriske snurren alt der var tilbage.

15


Ficus dæmpede belysningen i kuplen, og gav sine øjne et øjeblik til at

vænne sig til det blå lys. Dragtens projektører var endnu ikke tændt, så alting

blev et kort sekund mørkeblåt, men efter få øjeblikke havde øjnene indstillet

sig på den svage belysning, og Ficus gjorde sig klar til at fortsætte dykket.

”Hvad så, vandmand. Holder den tæt?” knasede Ficus’ stemme over samtaleanlægget

i aquapoden.

Han kunne se Femfem’s dragt i det blå, lidt under ham, som et sært gennemsigtigt

ægge-fatamorgana med arme og ben. Femfem lukkede også

ned for de lysende dioder i sin kuppel, og atter indtog det blå mørke dem.

”Jep, jeg føler mig som et akvarium i et akvarium!” kvækkede Femfem tilbage.

”Viser du vej, du store havgud?”

”Ok. Følg mig!” Ficus gassede op, løftede benene, så dragten tiltede rundt,

og strøg på hovedet forbi Femfem, der desperat forsøgte at holde trit med Ficus.

Lige så vild og vovet han var på sin aeroscooter, lige så kluntet og uelegant

var han i en aquapod. At se ham dykke med hovedet nedad, var utænkeligt.

I stedet zigzaggede han, som en klumpfisk med dårlig svømmeblære.

Krøb forsigtigt ned i dybet, meter for meter, mens han nervøst skævede op til

havoverfladen, der fortonede sig over ham. Med et blændende glimt, tændte

Femfem for alle sine projektører, og jog det blå mørke væk, i en bue omkring

aquapoden. Ficus smilede. Tænk at den fartglade Femfem var bange for mørke.

Ficus slap speederknapperne, og lod aquapoden hænge og duve i vandet med

hovedet nedad, ind til Femfem nåede ham.

”Hvor skal vi skrabe i dag?”

”Omme på den andens side af soklen, ind mod stadens centrum.

Jeg tjekkede stedet i går, og der er ikke ret mange alger. Jeg tog lidt af

det, men nåede ikke det hele. Vi burde kunne klare det på et par timer!”

Femfem sukkede. To timer i det blå element var mindst en time for meget. Ja faktisk

var det nærmere tre timer for meget.

Ficus og Femfem fulgte den enorme sokkels bue, og nåede kort efter om til den

del af soklen, hvor algerne groede som et tykt bølgende tæppe. Det lignede lange

grønne hår, der bølgede frem og tilbage, i strømmen mellem stalagmitterne. Det

svage lys fra overfladen, nåede stadig herned, og gav algerne et mat blågrønt skær.

Det så smukt ud. Men desværre havde netop denne algeart, en særlig uheldig

måde at fæstne sig til betonen på: Den skød lange hårtynde rødder ind i funda-

16


mentet. Og allerede efter få uger, kunne rødderne antage en tykkelse, der kunne

sprænge store stykker af betonen. Så hvis de ikke blev fjernet flere gange ugentligt,

blev betonen så perforeret og ødelagt, st stalagmitten kunne vælte i havet.

Det var sket en gang, for længe siden, i Stad 2, hvor næsten alle indbyggere i

en væltende stalgmit, druknede. Men nu var der lavet arbejdsplaner, så soklerne

blev skrabet rene, mindst to – gerne tre – gange i ugen. Man tog ingen chancer.

”Nå, skal vi se at komme i gang. Jeg har jo ikke hele dagen!” knitrede Femfems

stemme i Ficus højttaler.

”Hvad skal du nå? Indlæring? Det kan du da gøre i nat!”

”Luk bylden og skrab!”

Og det gjorde de så. Femfem begyndt at fjerne algerne fra den ene side af soklen,

mens Ficus gik løs på planterne i den modsatte side. De gik op i arbejdet

med iver og flid, og var så optagede af skraberiet, at de ikke ænsede den enorme,

mørke skygge, der stille gled forbi, i det grumsede mørkeblå vand bag dem.

”Hej M:O:R. Hvad skal vi have at spise?”

Fjølk kiggede hen på til den lille tykke robot, der mest af alt lignede, en lav tyk isvaffel

med tre ben med hjul. Robotten stillede alubakkerne fra sig, vendte sig mod

døren, som Fjølk lige var trådt ind ad. M:O:R tændte for sit ansigtsdisplay, og straks

viste der sig på skærmen, et venligt rundt tegneserie ansigt med store rare øjne.

”Typisk dig, Fjølk! Du når knap inden for døren, før du begynder at tænke med

maven. Men hvis det kan gøre dig glad, så står menuen på din livret: Spinatpølser

med radissemos!”

Et dyt afsluttede M:O:R’s svar, og hun vendte sig mod sine alubakker igen.

”Bruskbøvs! Det vil jeg glæde mig til. Det må også være flere sæsoner siden,

vi har fået det!”

Fjølk spankulerede forbi M:O:R’s køkkenafdeling, og ind i sin lille karnap, smed

sig på briksen, stak sin højre hånd ind i info-revnen i væggen, og lagde sig godt

til rette. Udenfor det lille indhak, hvor Fjølk havde sit ”værelse”, vimsede M:O:R

videre med sine gøremål.

M:O:R var en lille anordning som alle bokuber i stalagmitterne, havde til rådighed.

Navnet var sammensat af forbogstaverne i robottens tre hovedopgaver:

mad, opragelse, rengøring. Robotten var programmeret til at holde orden i bokuben,

sørge for at de 24 poder i bokuben fik den rigtige ernæring og samtidig

skulle robotten stå til rådighed med indlæringshjælp. Den vimsede altid rundt og

17


støvede lidt af, forberedte måltider, og når poderne var hjemme i bokuben, var

den altid klar med gode råd og tips, hvis de var kørt fast i deres hjemmeindlæring.

Alle poder der boede i bokuben, havde ingen forbindelse til deres forældre – da

de ganske enkelt ingen forældre havde! Straks efter kloningen, der foregik over en

månedlang periode 3 gange om året, blev de små mikropoder overført fra laboratorierne

til kuvøsesalene. Der blev de ”udruget” eller færdigdyrket, og først som

femårige overført til de bokuber, der var deres hjem til de fyldte 20 år. Derefter fulgte

hver pode en nøje fastlagt plan, der var udtænkt til at føre dem videre, til de jobs og

funktioner, de var designet til. Ind til de forlod bokuberne, stod hver kubes M:O:R

klar til, at tage sig godt af dem, på alle tænkelige måder på alle tidspunkter af døgnet.

Vil du gerne videre i historien? Det tænkte jeg nok – men du skal lige

have den sidste vigtige oplysning, før vi går videre med handlingen.

Poderne var delt op i tre klasser:

Birk-klassen, hvis kroppe var designet til hårdt fysisk arbejde. Disse poder

havde de kraftigste muskler, var atletiske, og havde samtidig fået udvidet det center

i hjernen, der gav dem den størst mulige tekniske viden og indsigt.

Dernæst var der Oxygen-klassen. Disse poder var knapt så fysisk udholdende

som Birk-poderne. Til gengæld var deres hjerne, gennem generationer,

blevet forøget til det maksimale. Disse poder var uhyre begavede,

tænkte som små computere – nogle gange endda ligeså hurtigt.

Gnejs-klassen var den sidste gruppe poder. De var designet til at tage sig

af de andre beboere i Staden. De blev typisk sygeplejere, assistenter i kuvøsesalene,

læger – ja enhver tænkelig opgave, der fordrede at man var god til at

læse sine medmennesker og havde empatiske evner over det sædvanlige.

Fælles for alle tre klasse var, at de havde en veludviklet logisk sans. Intet problem

var for stort. Tværtimod elskede podernes hjerner, at blive stillet overfor kryptiske

logiske opgaver.

Men lad os nu vende tilbage til Fjølk. Fjølk tilhørte Oxygen-klassen og det

betød, at han gik til indlæring ni timer hver dag. Som om det ikke var nok for en

nysgerrig pode, så blev det efterfulgt af mindst fire timers hjemme-indlæring.

Fjølk kunne føle, hvordan hans håndledscomputer hurtigt fik forbindelse

til bokubens netværk. Han stak altid hånden ind i inforevnen, når han

skulle skabe kontakt til netværket, det gav en hurtigere forbindelse, end

hvis han blot loggede på, mens han var ude i kubens beboelsesområde.

19


En svag snurren i håndleddet angav, at den indoperede håndleds-computer

havde fået kontakt med netværket. Så var det blot et spørgsmål om sekunder,

før der dukkede billeder frem på pupilskærmen. Og ganske rigtigt, gik

der kun et øjeblik, før billedet kom frem på den lille skærm i højre øje. Fjølk

tænkte ikke videre over, hvordan det kunne lade sig gøre. Han havde haft pupil-skærmen

lige siden han fik den indoperet som 2-årig mikropode. Og den

var blevet til en helt almindelig og uundværlig del af hans dagligdag. Han

rykkede sig på plads på madrassen, lukkede øjnene og gave en kommando:

”Log ind, Virtus!”

Det gav et lille klik i håndleddet. Det betød at der var et blive skabt forbindelse

fra Fjølk’s egen håndleds-computer til den store hovedcomputer

Virtus. Det gav et enkelt blink i øjet, og så tonede en brugerflade frem på

pupil-skærmen. Den grønne skærm var blot en plan grøn flade. Men den virkede

alligevel levende, som om den grønne farve pulserede eller vibrerede.

Der var ingen tegn eller ikoner på den skærmen, kun den grønne baggrund.

”Velkommen til Virtus, Fjølk. Hvad kan jeg gøre for dig?” Stemmen var

blød og melodisk. Hverken mandlig eller kvindelig, men et sært neutralt

stemmeleje, som på en gang lød myndigt, dybt og venligt. Man kunne aldrig

høre på Virtus om den var vred, glad eller ikke havde sovet godt om natten.

Blot denne neutrale stemme, der på en gang var venlig og behagelig,

men som også godt kunne tænde Fjølk helt af. Var det Fjølk som havde stået

for programmeringen af Virtus’ stemme, så havde han skruet op for livet i den.

”Jeg har hjemmeindlæring for, så jeg vil gerne studere biologi

nu. Jeg er kommet til side C427 – fiskens svømmeblære!” bad Fjølk.

”C427 – den kommer på din skærm nu!”

Knapt havde Virtus udtalt ordene, før der dukkede en side op på Fjølk’s pupilskærm.

Fjølk kantede sin lidt for runde krop til rette på madrassen, og gav sig til at læse.

At læse på pupilskærmen, var lidt som at læse i en bog, skønt Fjølk aldrig

havde prøvet det. Bøger var for længst blevet overhalet af elektroniske

udgivelser, som kunne hentes på Virtus’s netværk, når man havde

brug for det. Faktisk så anede Fjølk ikke, hvad ordet bog betød eller var.

Han læse det første afsnit, blinkede med øjet to gang hurtigt efter hinanden, hvorefter

siden skiftede til den næste. Undervejs overvågede Virtus hvor langt Fjølk

kom i teksten, og hvert tiende minut kom coputeren med spørgsmål til den læste

tekst. Kunne Fjølk ikke svare, dukkede det afsnit op på skærmen, hvori han kunne

20


finde svaret. Sådan fortsatte Virtus, til den var overbevist om, at Fjølk havde forstået

tekstens budskab.

Fjølk kedede sig.

Virtus blev ved med at fyre dumme spørgsmål af, om fiskens svømmeblære:

Hvor sidder svømmeblæren? Hvad er hydrostatisk ligevægt? Anvender nogle fisk

svømmeblæren som lunge? Fjølk svarede igen og igen, på de samme spørgsmål

syntes han. Han undertrykte et gab, undrede sig over hvorfor, for Virtus var sikkert

ligeglad med at han gabte. Det var jo bare et computerprogram. Han smagte lidt

på ordet: kede. Fjølk havde aldrig kedet sig før. Det mente han i hvert fald ikke at

han havde. Han kunne ikke huske at han havde kedet sig før. Ikke før i de seneste

par uger.

Det var naturligvis stadig spændende at gå til indlæring hver dag. Der var uudtømmelige

spændende emner at lære om, film at se om steder han aldrig havde

været, og aldrig ville komme til at besøge. Og talløse beretninger om folk, der ikke

længere eksisterede. Fjølk’s verden var så anderledes fra den verden, der tonede

frem på de store skærme i indlæringskuben. Så Fjølk sugede til sig. Det var lige

spændende om emnet var træer, eller hedengangne bysamfund. Han åd det hele

råt. Tog alle informationer med sig hjem efter indlæring, og gik og grublede over

det, nogle gange flere dage.

Det der gjorde det største indtryk på Fjølk, var filmene om jorden. Han kunne

tydeligt genkalde sig det sug han fik i maven, da han så en film, om noget der blev

kaldt Kalahari-ørkenen. Hundredevis af kilometer med tørt og brændvarmt sand,

sandbanker og høje bølgende klitter.

Aldrig havde han følt sig så tør i halsen, som under den film. Kalahari stod i

skærende kontrast, til den vandørken, der bredte sig i alle retninger udenfor

stalagmitterne. I næsten hvert ledigt øjeblik derefter, havde han udspurgt

Virtus, om dette tørre, vidunderlige og skræmmende mystiske sted.

Tænk at kunne prøve at spadsere en tur i sandet. Fjølk havde absolut ingen ide

om, hvordan det ville føles at gå i det tørre knitrende sand. Her i Staden gik man

på de gummibelagt betongulve, eller også sejlede man på eller under vandet.

Men gad vide hvordan det ville føles, når man sank ned i de varme krystaller?

Han havde aldrig set noget lignende omkring Stad 1. Naturligvis havde han da

lagt mærke til de mærkelige små knolde, der stak op ad havet, mange sømil borte

fra Staden, og som også var tydelige at se omkring mange af de andre stalagmitbyer,

han havde set billeder af. Men de var jo overbegroet med buske og anden

21


vegetation. Nogle endda med træer. Det kunne slet ikke sammenlignes med dette

forblæste sandhav.

Og havder der været ørken på de små øer, så var det i fuldstændigt utænkeligt, at

man kunne få lov til, at gå i land på de forblæste knolde. Der gik næsten ikke en dag,

hvor indlæringsmesteren gjorde opmærksom på, at det var forbundet med stor fare

at besøge de grønne bakker der strakte sig som små spredte øer, lidt vest for stalagmitterne

i Stad 1. Var man først gået i land, skulle man ikke regne med at blive samlet

op af en hovercraft, og nåede man, på en eller anden måde tilbage til Stad 1, kunne

man glemme alt om, at blive lukket ind igen. Det skulle OS vagterne nok sørge for.

Havde en indbygger betrådt jorden på en af de små holme, så var man smittet

– og derfor ikke længere velkommen i byerne. Man blev en udstødt,

og hvad der senere skete med de få, som alligevel vovede forsøget, enten

ved at sejle derover på en aeroscooter eller i en aquapod – det vidste ingen.

Fjølk havde en dag stillet Virtus spørgsmålet, for Virtus vidste jo alt. Men den

havde blot svaret, at de der betrådte holmene for længe, blev til støv. Og når

mange nok var gået i land og var forstøvet, ville holmene vokse, og måske endda

vokse sammen med Stad 1 – og hvad der så ville ske, kunne ingen svare på.

Det svar lød i Fjøk’s ører, en anelse for pudsigt, for ikke at sige direkte tåbeligt.

Den hoppede han godt nok ikke på. Virtus vidste meget om mange ting – men

dens historier var ikke noget at maile hjem om.

Det forundrede også Fjølk, hvorfor Virtus gad finde på sådan en dårlig historie,

i stedet for bare at indrømme, at den ikke vidste hvad der skete. Måske

vidste Vurtis noget om de små knoldede øer, men forsøgte at skjule det?

Noget andet Fjølk også undrede sig over, var den mangfoldighed af farver, der

eksisterede dengang, før Det stor Mørke. Det var kun nogle uger siden, han første

gang havde set en film, der portrætterede nogle af de mennesker, som havde levet

før i tiden. Fjølk var lige blevet fjorten år, og når man nåede den alder, fik alle poder

automatisk adgang til alle de filmklip, der gemte sig i Virtus’ indlæringsarkiv.

Virtus havde spurgt Fjølk, hvad han kunne tænke sig at se, som det første klip.

Det var nok ment som en slags fødselsdagsgave fra Virtus, selv om fødselsdage

ikke var noget man fejrede i stalagmitbyerne. Fjølk havde ikke været et sekund

i tvivl. Han havde set masser af billeder fra den gamle verden, nu ville han se

nogle levende billeder, så han havde straks bedt Virtus om, at finde nogle filmstumper

frem, om menneskene dengang, i den gamle verden, før Det store Mørke.

Virtus var forstummet et kort øjeblik, og havde så, med sin blide stemme spurgt,

22


om han ikke hellere ville se nogle klip om ørkener. Han var jo så betaget af Kalahari?

Men ikke på vilkår. Fjølk var sikker i sin sag – det var mennesker han ville

se, og sådan blev det.

Da billederne tonede frem på pupilskærmen, havde han ikke troet sit venstre

øje. Der måtte da være noget galt med skærmen. Først troede han, at Virtus

havde ignoreret hans anmodning, og alligevel havde fundet en ørkenfilm

frem, men da der så kom mennesker med på filmen, blev han mere rolig.

Tænk at tidligere tiders virkelighed så sådan ud, i levende live.

Filmen var begyndt med en panorering ud over en gold og sandet ørken.

Han genkendte klitterne fra billederne han havde studeret. Så gled der pludselig

en klynge palmetræer ind i billedet. Der kom flere træer til, og ved foden

af de slanke svajende palmer, så man nu hytter. Mærkelige lave huse, ujævne

på overfladen, med noget der lignede blade på taget. De var runde, uden vinduer,

og med en smal indgang. Der gik nogle sære langhornede skabinger rundt

mellem husene – Fjølk mente at huske de hed geder, men han var ikke sikker.

Så dukkede de op. Mørke skabninger. De var næsten helt sorte, slanke og

høje, iført spraglede kjortler, lændeklæder og tørklæder. I deres hår var kulørte

perler flettet ind, om deres håndled og ankler glitrede blanke armbånd

i solen. Nogle gik med lange pinde i hænderne, andre sad på jorden,

ude i solskinnet. Og det så ikke ud til, at solen skadede dem. Mærkeligt.

Der havde både været poder og opgroede på filmklippet. Og Fjølk var slet ikke

færdig med at fordøje billederne, før filmen sluttede og en ny begyndte. Denne

gang var menneskene gullige i huden. De havde dragter på, med lave runde kraver.

Der var mange i noget der lignede en by. Det vrimlede med mennesker. Så

skiftede billedet til en person som sad og drak af en lille kop. Hun sad på knæene

– på gulvet. Det var lige så mærkeligt, som det første klip. Og fascinerende.

Flere film fulgte, med lyse mennesker, brune mennesker, rødbrune mennesker,

lysebrune mennesker. Den eneste farver der ikke var repræsenteret var blå og

grøn, ellers kom de næsten hele spektret rundt. Der havde åbenbart eksisteret en

næsten uendelig variation, af farver og kulører dengang.

Fjølk var målløs. Han have trukket hånden ud af inforeven og studeret

sin egen blege hud, hvor de små blodårer tydeligt stod aftegnet under den

tynde sarte hud, som et forvirrende landkort af floder. Længe havde han ligget

på sin madras og gloet op i loftet i sin karnap. Han havde svært ved at få

det han havde set, til at hænge sammen med sin egen verden. En sær følelse

23


havde krøbet ind under huden af ham, efter den overvældende oplevelse.

Han lå lidt, og forsøgte at få styr på tankerne. Følelsen – han kunne ikke rigtigt sætte

en finger på hvad det var – måske var det tab. Eller følelsen af, at noget manglede.

Men det var jo noget pjat, for han havde jo alle sine podevenner. Han havde sin faste

bokube, hvor M:O:R hver dag sørgede godt ham og de andre. Og han havde sin indlæring,

som han elskede. Det var både spændende og lærerigt. Nej, han manglede

eller savnede da ingenting. Fjølk prøvede at ryste følelsen af sig, men et sted indeni

ham, var der kommet et lille hul. Og Fjølk anede ikke hvad der manglede i det hul.

”Vis mig klippet med de mørke mennesker igen!” bad han Virtus, og igen og

igen havde han set det korte filmklip. Til slut kunne han det udenad. Han vidste,

at når det opgroede mørke menneske gik forbi de to mørke poder, rakte det hånden

frem, og rørte ved den ene pode. Denne lille sekvens spillede han om og

om igen, og da var det, han fik øje på det. Han havde ikke lagt mærke til det, de

første gange, fordi der skete så meget andet på filmen. Men idet den opgroede

rørte ved poden, trak poden sine mundvige op, og blottede sine hvide tænder.

”Frys billedet!” Virtus gjorde øjeblikkelig som han bad om. Poden stod nu helt

fastfrosset på hans pupilskæm. Fjølk havde aldrig set den grimasse før. Gjorde det

ondt, eller snerrede poden af den opgroede? Han genkendte ikke ansigtsudtrykket.

Han havde nu stirret på det i flere uger, og han kunne stadig ikke tyde det.

Han havde bedt Virtus printe en kopi ud til ham, at det pausede billede. Det havde

han hængt op i sin karnap, så han kunne se de fra sin seng. Og der lå han nu, hver

aften og stirrede på den lille mørke pode, med det pudsige ansigtsudtryk, ind til

søvnen overmandede ham.

”Du virker langt væk, Fjølk!” Virtus’ bløde stemme rev ham ud af sine tanker.

”Jeg har spurgt om det samme spørgsmål fem gange, og så svært er det heller ikke!”

”Undskyld Virtus, jeg fald vist i staver. Hvad var spørgsmålet?”

”Ikke noget vigtigt, blot størrelsen på svømmeblæren på en almindelig sild.

Det kan vente. Du har også været flittig i dag, så vi kan vist godt stoppe med indlæringen.

Sad du og tænkte på det billede igen?”

”Det gjorde jeg vist!” svarede Fjølk.

”Nogle gange har jeg fortrudt, at jeg viste de film til dig. Du skulle meget hellere

have valgt de film jeg har om Kalahariørkenen!”

”Nej, dem kan jeg altid se. Jeg kan bare ikke forstå det. Poden ser ikke sur ud.

Han viser noget andet, men jeg ved ikke hvad, eller hvad det betyder!”

24


”Det er nok ikke så vigtigt! Slå nu det billede ud af tankerne – jeg tror også at

M:O:R har maden parat!”

”Bruskbøvs – så må vi hellere holde. Jeg skal ikke gå glip af radissemos. Tre

portioner til mig. Jeg logger af Virtus. Tak for denne gang!”

”Selv tak, Fjølk. Vi kommunikerer igen i morgen!”

Skærmen blinkede, slukkedes og gav Fjølk hele sit syn igen. Så hurtig hans runde

krop kunne bevæge sig, hoppede han ned fra sin madras, havde nær væltet diodelampen,

og forlod karnappen. Et øjeblik efter stod ved det store orange spisebord i

fællesrummet. De første af hans kubefæller havde allerede sat sig til rette ved bordet,

og henne i hjørnet i køkkenet blippede M:O:R. Det var tegnet til, at maden var færdig.

Med munden fuld af mundvand plantede Fjølk sig på sædet, skovlede en stor portion

radissemos op, og stangede et par spinatpølser over på sin plastiktallerken.

Med stor appetit satte han tænderne i en pølse, bed knasende det sprøde skind

over, og fik biden til at glide ned med en skefuld radissemos.

Og så skete det. Det havde været under opsejling flere gange i de forløbne

uger. Med munden fuld af den gode mad, fik han pludselig en sær

trang til, at gøre som poden på filmen. Han kunne mærke det lille hul inden

i ham, danse rundt i brystet. Og uden han vidste hvorfor han gjorde det,

trak han pludselig sine mundvige en anelse op, og blottede sine fortænder.

”Aj, luk lige munden når du spiser, Fjølk. Det ser da klamt ud, at man kan

radissemosen mellem dine tænder!”

Fjølk, lukkede munden, undskyldte til poden overfor ham, og resten af måltiden

foregik i stilhed. Men han måtte flere gange tvinge sin mund i. Han mærkede

hvordan den gled op, når den kildende fornemmelse i brystet voksede.

Efter måltidet skyllede han sin mund med tandvand, trak sin blå uniform af, iførte

sig sin sovedragt, og lagde sig på sin madras. Han dæmpede lyset i karnappen

med en kommando, men kun lige, så det var mørkt nok til, at de andre poder ville

tro han sov, men stadig så lyst, at han kunne kigge på billedet af poden med den

mørke hud og de hvide tænder.

Pril kiggede ud af det lille glughul i den tunge metalluge. Rusten han i kager

på lugen og små orange rustflager vibrerede i spindelvævet under lugen.

Pril syntes de var smukke. Hun kunne godt lide den orange farve. Hun lod først

blikket glide ned af den græsklædte skråning, så videre ud over havet mod Stad

1, der lige akkurat kunne skimtes som otte små søm, der stak op ad vandet.

25


Efter hun havde sikret sig, at der ikke var en hovercraft på vej i retning af de små

øer, smækkede hun lugen helt op, tog de sidste seks trin på metalstigen i fuld

fart, og trådte ud på den grønne græsklædte bakketop. Hun stillede sig i ly bag

en stor hubiscusbusk, der stod og ødsels delte ud af de røde blomsters skønhed.

Men det var kun Pril der så det. Mellem de store blomsterkroner, sad endnu ikke

udsprungne knopper, og var lige ved at eksplodere. En dag mere med sol, og

de ville poppe som popcorn, og føje sig til deres kammerater i blomsterfloret.

Hun tog sin kikkert frem. Den var gammel, den var ridset, og gummibeklædningen

flere steder revet uti, helt ind til metallet. Men Pril var ligeglad. Kikkerten

fungerede og den var hendes. Hun rettede den mod de otte stalagmitter i horisonten,

og lod blikket feje hen over bølgerne. Hun stillede skarpt på de store luger ved

vandoverfladen på de nærmeste stalagmitter, men der var ingen tegn på, at de var

ved at sætte en hovercraft i vandet. Hun fortsatte med at spejde endnu 10 minutter,

og så var hun tilfreds. Hun var nu helt sikker, der kom ingen hovercrafts forbi

øen det næste stykke tid. Hun traskede tilbage til lugen, hentede sin taske, som

hun havde sat i klemme mellem de ru betonmur og et trin på stigen. Tasken svingede

hun over skulderen, hvorefter hun spankulerede roligt ned ad skråningen.

Solen forsøgte at trænge gennem de tynde hvide skyer. Hist og her lykkedes det for

den, men ellers hang der et blegt lys over den lille ø, som var der trukket et tyndt

hvidt gardin for solen.

Pril fandt en solplet, stillede sig midt i den, og løftede ansigtet mens

hun lukkede sine øjne. Hun kunne mærke varmen på sine lysebrune kinder

og pande. Solpletten bevægede sig, og hun måtte småløbe for at blive

i den. Hun var lige ved at snuble over en tyk gren, åbnede øjnene, og nåede

at få balancen inden hun faldt. Men solpletten så sit snit til at stikke

af, og hun måtte se sin solplet forsvinde ned ad bakken, og ud over havet.

”Jeg vinder væddeløbet næste gang!” tænkte Pril, og lod fødderne bære hende

ned mod stranden, ad den rute de kendte så godt. Ved vandkanten drejede hun til

højre, og fulgte stranden rundt om øen, mod den ende der vendte bort fra Stad 1.

Der lå en lille tykning, som hun kaldte for sin frugthave. De andre kaldte den bare

for skoven.

At kalde det for en skov, syntes Pril var lidt af en overdrivelse. I en klynge lå

i omegnen af et par hundrede små træer, og der nød Pril at gå sine eftermiddagsture.

Nogle gange bare for at mærke den friske luft og solen, andre gange

for at samle mirabeller, svampe eller bær fra brombærbuske, som stod i læ un-

26


der de tætte trækroner. I sidste uge havde hun fundet et træ med frugter hun

ikke kendte. Pulk havde slået den op på sin håndledscomputer, der havde

kunnet fortælle hende, at det var blommer. De havde været lidt sure, men nu

varede det nok ikke længe, før de ville være modne og saftige og søde. Hun

glædede sig. Pril ville plukke alle dem hun kunne bære, og slæbe dem ned

til de andre i gangene. Så ville de måske opdage hvor skønt der var heroppe,

og begynde at stikke deres blege næser ud i den smukke oase, som øen var.

Der var så meget som øen kunne byde på, som de ikke havde dernede i de

mørke og klamme gange. Men indtil videre blev de nede i fugten og mørket, og

forsøgte ihærdigt, at tale hende fra hedes daglige udflugter. Men Pril var ligeglad.

Der skulle mere end nogle bange poder og faren for at blive opdaget af forbisejlende

hovercrafts, til at holde hende under jorden, og borte fra hendes smukke ø.

Hun sparkede til nogle småsten, som bølgerne lå og raslede med i vandkanten,

samlede en flad sten op, og lod den slå smut ud over bølgerne. Bølgerne var

lidt for høje i dag, så den gik til bunds efter kun et par skip.

Hun passerede det gamle væltede træ, der lå med kronen ude i vandet.

Saltet og solen havde for længst svedet hovedparten af bladende

af, men øverst oppe i kronen, var der stadig nogle som så friske ud.

Efter træet skød hun genvej mellem hybenbuske, og lige bag dem, begyndte frugthaven.

Hun smed sig på ryggen i skyggen under et træ, plukkede et græsstrå og

stak det i munden. Mellem de fjerneste træer, 20-30 meter borte, kunne hun tydeligt

se havet. Dette var så afgjort hendes yndlingssted.

Her kom hun for at tænke, eller bare for at være alene. Eller bare for at

nyde alt det grønne der stod i skærende kontrast, til alt det grå under jorden.

Varmen og den friske luft gjorde hurtigt sin virkning, og efter kort tid blundede

hun. Luften i Stad 1 kunne slet ikke sammenlignes med den friske brise, der susede

hen over den lille ø, og fik bladende til at rasle deres vuggevise. Hun kunne huske

den svage summen af ventilationsanlægget i hendes bokube, og den indelukkede

luft der altid var, når hun vågnede om morgenen. Godt nok duftede der ikke af

violer nede i de klamme underjordiske gange, men her kunne hun i det mindste,

stikke næsen op over jorden, og trække al den friske luft hun behøvede.

Pril var glad for, at hun ikke længere boede i Stad 1. Det var ikke nogen

luksus-ø hun var havnet på. Bestemt ikke. Men hun kunne gøre hvad

hun ville, og så slap hun for den irriterende M:O:R der altid skulle hundse

rundt med hende, når hun ikke lige havde fået klaret sin hjemmeindlæring.

27


Mmmmmmmm – en lun solstråle fandt vej gennem bladhanget, og ramte hende

på panden. Det var lige det der skulle til, og kort efter faldt Pril i søvn.

I hendes drøm, var der nogen der kaldte på hende.

”PRIL! PRIL HVOR ER DU?”

”Pril!”

Sikken en realistisk drøm, tænkte hun, halvt i søvne, og vendte sig om

på siden i græsset, og snuede igen. Hun syntes stadig hun kunne høre nogen

råbe hendes navn, men slog det hen. Drømme kunne være så påtrængende.

Atter tænkte hun tilbage til bokuben. Når hun vågnede om morgenen, var det

eneste hun kunne huske, et stort sort mørke. Ingen lyde. Ingen farver eller lugte.

Slet ikke som hendes drømme her på øen, der kunne være næsten overvældende.

Eller som nu: Irriterende. For det meste var det store farvestrålende malerier, der

udspillede sig i hendes hoved om natten, eller som nu – når hun tog en eftermiddagslur.

”PRIL. SKYND DIG – DE KOMMER!”

Pludselig greb hendes drøm fat i hendes skuldre, og ruskede hende ud af hendes

slummer.

Hun slog øjnene op, og gloede lige ind i det snavsede ansigt, der tilhørte Parl.

”Slå øjnene op, din lade slimål! Der kommer en hovercraft, og du ligger til

udstilling. De kan ikke undgå at se dig, når de sejler forbi øen om et øjeblik!”

Parl trak i hendes hånd, og rev hende nærmest på benene. Pril tumlede

efter ham, ind i skjul af det store hybenkrat. De var knapt kommet i dækning,

før den store gulsorte hovercraft gled forbi, med en infernalsk støj.

De sad uden at røre sig, i den tætte tykning, og betragtede det store fartøj.

Den svævede hen over havet, ikke mere end ti meter fra øen. Det var en

af de daglige ture til Stad 2, eller måske den ugentlige til Stad 4 eller 5.

Bag de mørke koøjer, trængte et blegt gult lys ud, og de kunne skimte de tågede

skygger af mennesker i ruderne. Pril vidste udmærket at glasset var tonet,

så det var vanskeligt at se ind gennem, men udad var der et fint udsyn.

Hun krøb tættere ned til jorden, og ved hendes side pressede Parl sig så langt ned

i græsset han kunne.

Et øjeblik efter, var hovercraften ude af syne De kunne høre den speede op,

og med et brøl, piske vandet til skumskyer, hvorefter den forsvandt vestpå. Så

skulle den helt sikkert til Stad 2 – måske med et lille stop i Stad 3 undervejs.

29


Pril og Parl rejste sig, børstede jorden af deres bukser og jakke, og begav sig tilbage

til indgangen.

”Du bliver altså opdaget en dag!” snerrede Parl.

”Og hvad så? De kunne alligevel aldrig drømme om, at sætte deres blege ben

her på øen!” vrissede hun tilbage.

”Man ved aldrig hvad de kan finde på!

”Hvad skulle de gøre? Kaste med vand efter mig? Uhhh – jeg ryster. Tænk hvis

jeg blev våd . Måske kunne jeg krympe!” Pril lo, gav Parl et skub og stak i rend.

”Du har så godt som tabt, din sløvtvoksende squash!” gispede Parl, mens han

forsøgt at holde trit med Pril. Han vidste ligeså godt som hende, at han havde tabt

kapløbet på forhånd. Hun var alt for hurtig, og han havde aldrig nogensinde vundet

over hende.

Hun var da også halvvejs nede ad stigen, da han nåede op på bakken, og kastede

et blik ned i den dybe skakt.

”En dag skal jeg nok komme før dig!” spyttede han, kravlede baglæns ud over kanten,

fandt fodfæste og begav sig nogle få trin end ad stigen. Han trak den tunge metalluge

hen over åbningen. Tændte sin pandelamp, og sikrede lugen med de fire hasper.

”Den dag du indhenter mig, er den dag jeg har tabt mine ben i kampludo til Paw!”

Pril stod og storgrinede nede på afsatsen midt i skakten. De var endnu ikke

nået helt ned i bunden til gangsystemet. Afsatsen var nærmest et mellemstop,

hvor en stor metaldør fungerede som sluse, hvis vandet en dag skulle stige endnu

mere. Før i tiden havde udgangen været længere nede ad bakken, men den var

blevet oversvømmet for år tilbage. Begyndte vandet at stige igen, ville også denne

nedgang blive lagt under vand. Men heldigvis havde vandet stået stabilt på det

nuværende niveau i mere end ti år.

Parl nåede endelig ned til Pril, og sammen skubbede de den tunge dør op. De

trådte over en høj metalkant, med en flosset gummifuge, skubbede igen døren i,

og drejede det store hjul som låste den tæt til karmen.

Dernæst begav de sig ned ad den næste stige. På denne stige var der hverken

plads til højdeskræk eller klaustrofobi. Omkring stigen var monteret et plexiglasrør.

Det var oprindelig ment som en sikkerhedsforanstaltning, hvis man kom til at

miste fodfæste. Men efterhånden var det så som så med sikkerheden. Mange års

fugt og tæring havde mørnet og krakeleret plexiglasset, så røret efterhånden bestod

mest af huller med mælkehvide flager af skørt plastik imellem. Rørte man ved

glasset, smuldrede det, og forsvandt i dybet, i store hvide, knitrende plastikskyer.

30


Stigen var den længste i hele gangkomplekset. Den strakte sig fra reposen

under lugen, og små 70 meter ned i dybet under dem. Det var en god

ide at holde blikket fæstnet til stigen foran sig, og ikke kaste et blik ned.

Under dem forsvandt stigen i et mørkt svimlende dyb, og det kunne få det til at

snurre for øjnene for selv den mest højdeglade pode.

Parl knugede sig fast til stigen, og slap kun nødigt, men nødvendigt, når han kravlede

nok et trin ned. Han var klar over, at faldt han, ville han rive Pril med sig i styrtet.

Efter mange og lange minutters klatring, nåede de svedige og forpustede ned til

det fugtige betongulv. Det var smattet af en blanding af vand og gamle plastikflager

– men hvor var det godt at have fast grund under fødderne. Med selvlysende

gul spraymaling, viste pile i hvilken retning de kunne finde tilbage til beboelsesområderne.

De fulgte pilene ind i en lavloftet tunnel, hvor lugten af fugt og mug,

slog dem i møde. I skæret fra Parl’s pandelampe kunne de lige ane de røde striber,

der engang havde angivet, hvilken perron denne gang havde ført til. Nu var de

blot halvt afskallede minder om en verden, der ikke længere eksisterede.

De fulgte de røde striber et stykke. Nogle steder forsvandt de, for så at dukke

op nogle meter længere fremme. Var man ikke stedkendt her, var det den letteste

sag i verden at fare vild.

Gangen delte sig i et Y, og de fulgte striberne der fortsatte mod venstre. Her blev

tunnelen lidt større, for så, efter nok et stykke, at bredde sig ud i en stor hal. Over

dem forsvandt loftet i mørket. Parl bøjede hovedet bagover, og lod lyskeglen feje

hen over loftet. De kunne lige ane det, langt oppe i skyggerne. Der han løse

ledninger ned, mellem ituslåede loftpaneler. Vægge og lofter havde store hvidrandede

saltskjolder. Det vær svært at forestille sig, at dette for 350 år siden, havde

været en supermoderne metrostation. Lige her, midt i al rodet og forfaldet, havde

mennesker myldret, ind og ud af togene, når de hver dag tog til og fra arbejde.

Nu var perronen tom, bortset fra Parl, Pril, et tykt lag støv, og nedfaldne betonstykker.

Selv togsporet var væk. Skinnerne var for længst blevet fjernet, og overalt

i den gamle sation, stod de i spænd mellem gulv og loft, for at forhindre, at loftet

kollapsesde mere, end det havde gjort. Nu indeholdt hullet i gulvet, hvor skinnerne

før havde lagt, kun skidt og slagger og flere brokker og støv. Hullet fortsatte

som en lang rende på hver side af perronen, og endte i to store firkantede huller

der gabte som store tandløse munde, for hver ende af perronen. Fortsatte man ind

i de tomme rør, kom man ikke langt. Et af rørene var spærret af nedfaldne betonstykker,

hvor tunnelrøret havde givet efter for ælde og overbelastning. I det andet

31


ør, lå knuste metrotog hulter til bulter. Ødelagte og rustne, lå de sammenfiltrede

i en orange og grå klump, der næsten umuliggjorde at se, de engang havde været

skinnende nye, og fulde af mennesker.

De to poder fulgte en lille interimistisk bro, lavet af to jernbaneskinner og lidt

planker, over sporhullet, spadserede hen over det beskidte perrongulv, og bankede

på en dør, midt i den sortsvedne betonmur.

En gang havde der åbenbart været brand på perronen, men det måtte være længe

siden, for hverken Pril eller Parl kunne huske, at det havde set anderledes ud. Fire

store metalrammer på den store mur, var det eneste der viste, at her engang havde

været opslået, store farvestrålende reklameskilte. De var naturligvis forsvundet for

længst, og kun de fire forvredne rammer sad tilbage som triste vægdekorationer.

Døren blev knagende og skrigende åbnet, og en lille beskidt fyr stak hovedet ud,

og lyste på dem med sin pandelampe. Da han genkendte dem, smilede han, og

gjorde plads til, de kunne komme forbi ham. En smal trappe førte op til en lang

gang. Bag dem lukkede vagten døren. De gik hen ad gangen, drejede ind i en

sidegang, som endte i nok en dør. Parl drejede håndtaget, åbnede døren så de

kunne træde ind i en stor, velkendt sal.

Rummet var på størrelse med en lille fodboldbane. Der var intet lys i loftet,

så det meste af salen henlagde i totalt mørke, men hist og her kunne de se

personer, som sad omkring halve olietønder, hvorfra et grønligt skær lyste op

på deres ansigter. Lyset stammede fra selvlysende alger. Når man rørte i tønden,

glødede algerne. Så man efter, kunne man lige ane at en i hver gruppe,

sad med en lang pind, et stykke rør eller lignende, og med jævne mellemrum,

langsomt rørte rundt i tønden. Det så hyggeligt ud. Spredt ud over den store sal,

var mere end 40 større og mindre grupper, og de mange glødende tønder, lignede

små grønne bål. Det bleggrønne lys, der blev kastet tilbage fra vægge og

loftpaneler gjorde, at man sagtens kunne orientere sig, trods de massive skygger.

I den fjerneste ende af salen, stod række efter række af borde. De var flikket sammen,

af noget af alt det ragelse man kunne finde i det store tunnelsystem. Det var

her poderne holdt til. Det var her de spiste, møder blev afholdt, og hvor de ældste

poder indlærte de yngre poder.

Rundt langs væggene lå madrasser på rad. Nogle var hvide, betrukket med et

tyndt lag gummi. De tilhørte de betænksomme, der havde smuglet dem med, da de

flygtede fra Stad 1 og gik i land på øen. Andre madrasser var primitive, og bestod

33


af en ramme, hvor der var lagt et tykt lag kviste og blade, indsamlet i den lille skov

oppe på øen. Det var trods alt ikke alle, der havde forberedt deres flugt lige grundigt.

Pril og Parl gik hen til en lille gruppe, som sad omkring en tønde, længst

tilbage i salen. De spillede, så det måtte være Paw og hans venner.

Paw var ubetinget den værste gamblerpode, Pril nogensinde havde mødt.

Faktisk var han den første pode hun nogensinde havde truffet, som spillede

for sin fornøjelse, og ikke som en del af indlæringen. I Stad 1 havde det kun

drejet sig om regnespil, eller quiz’er når man øvede med Virtus. Men det kan

nok være, at hun havde fået indhentet det forsømte, efter hun mødte Paw.

Paw holdt især af et spil, som han kaldte Ludo. Han holdt for sig selv, hvor han

havde fået ideen til spillet, men efterhånden havde Pril fået lusket ud af ham, at

spillet var gammelt, og stammede helt tilbage fra den gamle verden. Hun troede

at han havde fundet det et sted i gangen, men var ikke sikker. Brættet var for længste

faldet fra hinanden, men de små plastikbrikker og den lille hvide terning, var

stadig rimelig intakte. Med en spids sten havde Paw ridset en spillebane i en af

bordene, og der spillede han nu lystigt, med hvem der nu havde lyst – som regel

meget højrøstet.

”Hej Pril. Er du blevet befrugtet?” grinede Paw, og vinkede til hende. ”Er du

klar til at blive banket af banen?” Han kastede den efterhånden gulnede terning

hen ad bordet, så den rullede og lagde sig til rette, lige foran Pril.

”Ellers tak, du. Ikke lige nu. Jeg har vist også tabt rigeligt til dig!”

”En dårlig taber? Det troede jeg ikke om dig, Pril!” Paw kluklo, men Pril satte

sig ved bordet. Parl gik hen til en kasse, snuppede et stykke frugt, og kom hen og

satte sig ved bordet.

”Parl var lidt bekymret for dig – han er nok bekymret for, om du svømmer tilbage

til Stad 1. Men jeg kan se, han nåede at standse dig!” lo Paw.

Parl vrængede ansigt af Paws morsomhed, og tog en stor bid pære.

”Har du forresten hørt, hvad der er sket?” Paw rullede terningen i sin hånd, og

kiggede over på Pril.

”Hørt hvad!”

”Pulk var oppe på øen, næsten samtidig med dig. Han forsøgte som sædvanlig,

at komme i kontakt med Virtus via sit armbånd og håndleds-computer. Tror du

ikke at de lykkedes for ham, at oprette kontakt i dag!”

Pril var ikke videre imponeret, og det kunne Paw se, så han fortsatte.

”Kan du gætte hvad han så gjorde?”

34


”Hvordan skulle jeg kunne det – jeg har ligget og sovet i skoven!” Kom nu til

sagen, tænkte Pril irriteret.

”Du ved, Pulk kan komme forbi støjsenderne med sit armbånd. Så han sendte

et vir-brev. Du ved, sådan en løs en,der bare suser rundt, ind til den rammer en

åben computer, hvor en læser den!”

”Hvad nyt i det. Det gør han jo hver dag!”

”Ja!” sagde Paw med et skælmsk smil. ”Men i dag ramte han faktisk en åben

computer!”

35


Arbejdet skred hurtigt frem for Ficus og Femfem. De havde allerede fået bugt

med hovedparten af algerne på sokle, der nu fremstod med en skinnende lysegrå

overflade. Kun et smalt stykke manglede at blive renset. At det gik så stærkt, skyldtes

til dels at aquapoden var et lille hurtigt fartøj, og i de rette hænder var usædvanligt

manøvredygtigt. Derfor kunne de to poder foretage de mest umulige sving.

Og det lettede arbejdet en hel del. Det var en ren leg at ræse rundt i de små ubåde.

Det gjorde det bestemt ikke kedeligere, og det kildede i maven, når de for fuld

skrue vendte rundt, og susede afsted med skraberen presset hårdt mod soklen,

mens bundslam og afskrabede alger stod som en tåge omkring aquapoden. De

rensede soklen i lange vandrette strøg, og når de sejlede ligeud, langs den sprukne

betonsokkel, gik det så stærkt, at soklen for forbi som en tåget grå flade. Det skete

tit at de sejlede for langt, og først fik bremset poden mange meter efter det algebelagte

stykke. Men for Ficus gjorde det ingenting. Fik han blot lov til at sejle, så

lavede han gerne dobbeltarbejde.

De var næsten færdige nu. Soklen havde en omkreds på næsten 800 meter,

og det stykke de manglede at skrabe rent for alger, var kun knapt 50 meter bredt.

Og der resterede kun 3-4 meter fra bunden, så var dagens arbejde overstået. I det

smågrumsede vand, kunne de ane soklerne på et par af de andre stalagmitter, et

par hundrede meter borte. De rejste sig fra havbunden , som ujævne klippesøjler,

skød op mod overfladen, og gennembrød bølgerne. Over vandet kunne de kun

lige fornemme stalagmitterne, som forvredne søjler, gennem den urolige havoverflade.

Stalagmitterne kastede lange skygger gennem vandet. Skygger der dansede i

lyset fra havoverfladen, og fik bunden til at bevæge sig i mystiske mønstre. Når

de manøvrerede deres aquapod ind i sådan en skygge, blev mørket totalt. Det

omsluttede aquapoden som et mørkt gardin, umuligt at kigge igennem. Og det

36


gjorde det naturligvis også umuligt se, hvad mørket gemte på. Måske var det derfor

de sejlede så hurtigt gennem de mørke områder, kun med den lysende cirkel

fra deres projektører, som eneste lyspunkt.

De to poder var ikke mørkerædde, men hernede var det ikke altid godt at vide,

hvad der puttede sig i skyggerne. Og de opholdt sig helst ikke længere tid end

højst nødvendigt, i de buldersorte skyggeområder. Og det havde sine grunde.

Da katastrofen indtraf, for mere end 350 år siden, steg havene voldsomt. I

mange år havde forskere pointeret, at der var ved at ske noget med vandstanden i

verdenshavene. De havde også forudsagt hvor meget vandet ville stige – men der

havde de forregnet sig en anelse. For der skete nogle hændelser, som kom bag på

de fleste - også forskerne. En lille forskergruppe, som holdt til i de mørkeste områder

af sydamerika, og dag ud og dag ind, sad med øjnene fastklæbede til deres

enorme stjerneteleskober, fik en dag et chok. Det lignede grangiveligt en sværm

af lysende pletter, der tonede frem på deres monitorer. De observerede de lysende

pletter, der hastigt nærmede sig jorden, og efterhånden fik de deres bange anelser

bekræftet: Det var en kometsværm.

Som en paraply der åbner sig, bredte sværmen sig ud, og da den stadig havde kurs

direkte mod Jorden, slog de alarm. Alle holdt vejret, mens hoben af meterorer

nærmede sig.

Der blev regnet efter og forudsagt, at sværmen ville slå ned, i et bredt bælte, der

strakte sig fra Australien, tværs over Asien, det nordlige Afrika og sydlige Europa,

videre over de Britiske øer, store dele af USA og de nordligste dele af Sydamerika.

Folk gik straks i panik – men hvor skulle flygte hen? Der var tale om 3 milliarder

mennesker, der skulle rykkes op med rode, og bosætte sig hvor? Den russiske

taiga og Sibirien? Grønland og Canada? Og skulle de cykle og svømme derop? Så

myndighederne gav op på forhånd – det var simpelthen en umulig opgave. Alle

resignerede og forberedte sig på det, der ikke stod til at ændre. Der var naturligvis

opstande rundt om i verden. Men ligemeget hjalp det: Kometerne fortsatte ufortrødent

deres rejse mod jorden.

Det blev et bombardement, man ikke havde kunnet forudsige. Det begyndte

en smuk tropisk nat i det østligste Thailand, hvor enkelte små frontløbere slog

ned og anrettede voldsomme ødelæggelser. Ved daggry ramte den næste bølge

længere mod vest – og så, endelig, slog den massive samling af kometer ned.

Bombardementet stod på i næsten 11 timer, og forårsagede en total ødelæggele i

de egne den ramte. Men ikke nok med det. Nedslagene satte en kædereaktion i

37


gang, der spredte sig, som faldende dominobrikker til resten af kloden. Jordskælv

på jordskælv, bredte sig langs brudlinierne på de tektoniske plader. Store jordområder

blev slettet, forsvandt i støv, ild, bølger og damp. Hele bjergkæder sank sammen.

For længst udslukte vulkaner gik i udbrud, deriblandt en vulkan, der havde

opholdt sig på Kattegats bund i millioner af år.

Det meste af USA forsvandt, store dele af Sydamerika var omdannet til sydende

hav. Afrika var beskåret til den sydligste spids. Af Australien var den kun

en smal bræmme fra Canberra op til Great Barrier Reef tilbage. Hele det sydlige

Europa var forsvundet i et middelhav, der nu strakte sig fra Zambia i syd til Frankfurt

i nord. Hovedparten af de arabisk lande var udslettet, ligeså de fleste østlige

europæiske lande. Det var voldsomme ødelæggelser, der efterlod et verdenskort,

der mest af alt, lignede en totalt ukendt verden.

I årene der fulgte, var jorden ustabil. Pladerne var blevet mast og banket, og

løsnet og skubbet rundt. Og Jorden forsøgte nu, at stabilisere sig selv. Det udmøntede

sig i flere voldsomme jordskælv - og landsænkninger. Danmark undergik

også store forandringer. Landet havde sluppet billigt fra meterornedslagene, sammenlignet

med det sydlige europa. Men stille og uundgåeligt begyndte Sjælland

og Fyn, samt store dele af Jylland at synke i havet. Og det gik stærkt. Snart bestod

landet kun, af smalle højderygge, og små øer der stak op hist og her. Det sydlige

Sverige sankt også i havet, og dele af Tyskland.

Der var naturligvis så meget støv i atmosfæren, efter meteornedslagene, at det meste

af sollyset forsvandt. Der hang en grårød dis over hele himmelen, og man blev

nu bange for, at dette ville forårsage en nedkøling af hele kloden. Men tværtimod.

Støvtæppet, omkransede hele kloden, og virkede som en gigantisk dyne. Varmen

fra de mange kometer og de mange hundrede daglige vulkanudbrød, fik tværtimod

temperaturen til at stige på kloden.

Temperaturstigningen var så voldsom, at de overlevende mennesker, som havde

søgt tilflugt på de højest beliggende landområder, til deres rædsel kunne se,

at havet steg fra uge til uge, da isen på polerne gav sig til at smelte. Efter få år var

havene steget med 30 meter, over hele kloden, og mange lavtliggende områder –

både byer og lande forsvandt for altid, spist op af bølgerne.

I Danmark var det meste af landet nu sunket i, eller opslugt af havet, og dem der

havde nået at forlade landet i tide, havde søgt langt op i Sverige og Norge. Der

hvor de største byer før havde ligget, skød de høje stalagmitbyer op. I starten ver

det blot en enkelt stalagmit hvert sted, men snart kom flere til, efterhånden som

38


folk valgte at vende tilbage. Til sidst var de fleste landflygtige danskere vendt hjem

igen, og i mere end 300 år, havde de nu opholdt sig i stalagmitterne. Undervejs

forbedrede de naturligvis bygningerne, og indrettede en tålelig tilværelse. Sammenlignet

med før i tiden, var det trange kår, men for hver generation svandt

mindet om den gamle verden, og efterhånden var det at bo i tårnene, blevet

helt almindeligt. Ingen havde prøvet andet, så ingen vidste hvad de gik glip af.

Indbyggernes tid blev brugt på vedligeholdelse og på driften af stalagmitterne.

Undervejs udviklede man landbrugsmetoder til dyrkning af fødevarer, uden jord,

højt til vejrs langt ude på havet.

Det var sådan de enorme drivhusrør havde set dagens lys. Og de fungerede

glimrende. De var efterhånden så effektive, at de store lager- og kølerum dybt

nede i stalagmitternes kældre, bugnede af frisk og frossen frugt og grøntsager.

Genteknologien havde givet planterne et ekstra boost, så de nu voksede med en

fart, der gav hyppig høst, og masser af mad på bordet.

Da man nu erfarede at de genmodificerede planter gjorde både dyrkning og livet

lettere, var vej banet for, at overføre metoden til mennesker. Det var ikke alle

der var lige gode til, at klare det indelukkede liv i stalagmitterne, og det problem

var der nogle ledende kræfter i byerne, der mente man kunne løse ved hjælp af

kloning. Mange syntes godt om ideen – men ligeså mange fandt det forkasteligt,

ulækkert og uetisk. Men den sidste gruppe valgte lederne, meget bekvemt, at

overhøre.

Inden længe indledte man de første kloningsforsøg med mennesker, og da

det efterhånden vidste sig, at det ikke var stort vanskeligere at klone et menneske,

end en tomatplante, greb det hurtigt om sig. Efter ganske få år blev der vedtaget

en lov, for alle de nordiske stalagmitbyer, som forbød indbyggerne at få

børn, på den gode gammeldags metode. Og fra den dato, blev alle børn i byerne,

fremstillet i laboratorierne. Der blev holdt en stor fest på skæringsdatoen.

Ved en flot anlagt ceremoni, blev ti fuldstændig ens babyer præsenteret for byens

indbyggere. De var smukke, fejlfri, helt identiske, og folk jublede. Men der

var også nogle som rystede på hovedet – mend de sagde klogeligt ikke noget.

Børn susede i en lind strøm ud fra laboratorier, men nu hed de ikke længere børn;

De blev kaldt for poder.

En efterårsdag slog alle lederne sig i de nordiske stalagmitbyer sig sammen,

og dannede i forening Overstyret, der skulle varetage driften af de mange, større

og mindre Stade. Deres første beslutning gik ud på at minimere antallet af kloner,

39


så der nu ikke længere skulle klones fra 50-60 forskellige grund-poder – men kun

fra 3. Befolkningen begyndte godt nok at mukke over, det temmeligt ensformige

udseende som ville dominere stalagmitbyerne efter en årrække, når det kun var

baseret på 3 forskellige poder, som blev duplikeret om og om igen.

Overstyret slog hårdt ned på de oprørske tanker, erklærede at de almindelige borgere

i stalagmitterne ikke havde det fjerneste begreb om hvilken udvikling, der var

nødvendig for at livet i byerne kunne gå videre på bedste måde, og for at læger,

sygeplejesker og laboranter ikke skulle modarbejde kloningsarbejdet, blev der

konstrueret robotter, der i stedet kunne tage sig af poderne.

Forældreskab blev nedlagt, i stedet blev der også indsat robotter i bokuber, til at

tage sig af poderne, fra de var helt små, til de skulle videre i systemet som opgroede.

Med et trylleslag forvandt alle forældre, nærmest fra den ene generation til

den anden.

Forskelligheden i byerne forsvandt også. Efter ganske få år, bestod beboerne af

en næsten ens masse, baseret på tre superpoder. Den eneste forskel var, at nogle

var drenge og andre var piger. I alt seks forskellige typer.

De viderudviklede poder, blev inddelt i tre forskellige klasse, med hver deres specialer.

Hundrede år gik, og nok hundrede år fulgte. Efterhånden glemte danskerne

helt, at der var noget der hed forældre, og det blev for dem en helt naturlig del af

deres liv, at de var undfanget i et laboratorium. BIRK’erne arbejdede, GNEJS’erne

læste og studerede og OXYGEN’erne stod for indlæring og pleje.

Det førte uværgeligt nogle ulemper med sig, at menneskene sådan byggede om

på sig selv. Deres hud blev sartere med tiden. De tilbragte det meste af deres liv,

indenfor i de store stalagmitter, og kom meget sjældent ud i den friske luft. Når

de endelig var ude, var de omhyggeligt afskærmede med deres hjelme og dragter,

indkapslet i en aquapod eller ombord i en hovercraft. Deres hud blev lysere og

lysere, og var til sidst hvid og bleg som mælk. Og hvad værre var, den var overfølsom

for solens stråler. Blot fem minutter uden beskyttelse i skarp sol, kunne give

en pode alvorlige forbrændinger, så hjelm og dragt var påbudt, når man opholdt

sig udendørs. Med tiden blev dragten på det nærmeste en uniform. Det var nemmere,

blot at beholde den på, frem for at skulle skifte i tide og utide. Så nu gik alle,

poder som opgroede, med dragterne.

For nemheds skyld, havde dragterne forskellige kulører, der kunne variere

i regnbens farver, afhængig af, hvilke opgaver man havde. Poder der var på

40


vej til indlæring var iført blå dragter. Gartnerne havde naturligvis grønne uniformer,

og dykkerne var iført skrigende gult. Det var nemt at se under vandet.

Nu tænker du måske: Hvad med dyrene? Hvor var de henne?

Selvfølgelig eksisterede der dyr. Stalagmitterne var godt nok dyrefri. Kæledyr var

ikke noget der eksisterede. Det blev afskaffet for mere end hundrede år siden,

og man spiste heller ikke kød længere. Det var lidt vanskeligt, når der ikke var et

eneste dyr i stalagmitterne.

Men i højtliggende bjergegne, Alperne, fjeldene i nord og andre steder, der levede

der skam dyr. Mange tusinde arter var trængt sammen på den plads der var. Nogle

havde ændret deres levesteder og levevis, og så ud til at klare sig udmærket i

bjergene.

Dyrene var naturligvis fredede. Mange millioner dyr var omkommet under

omvæltningerne på jorden, men nu levede de her, stort set uanfægtede over, hvad

der var overgået jorden tilbage i tiden.

I bjergene kunne de opholde sig, på det nærmeste uden kontakt til mennesker, og

det så de ud til, at have affundet sig fint med. Og da de enkelte arter nu havde

mistet deres fjende nummer 1 – mennesket - havde de dannet store flokke. Der

var flokke af bisoner, elge, ulve, bjørne, samt et væld af både større og mindre

dyr. De levede og døde, uden menneskelig indgriben – og trivedes fint med det.

Det var naturligvis ikke kun i bjergene, at dyrelivet udfoldede sig. Med de enorme

havområder der nu strakte sig over mere end 90% af jordens overflade, havde

havdyr fået masser af plads at boltre sig på. De største og mest glubske dyr, de

holdt til under havoverfladen. Mens de overlevende landdyr var forblevet stort set

uforandrede, gennem de sidste 350 år, var der sket et og andet under bølgerne.

Da havene steg, skete det nogle steder så hurtigt, at enorme industriområder

blev oversvømmet på få dage, og nogle steder endda på få timer. Nogle af de

oversvømmede fabrikker, indeholdt lagre af giftige kemikalier. Kæmpe lagre. Og

nu slap millioner af tons giftige væsker ud i havet. Det var ikke nok at det meste

var giftigt, og lagde store havområder øde. Men det viste sig snart, at der var dyr,

som var resistente overfor kemikalierne. Men giftstofferne gjorde alligevel deres

arbejde, for selv om dyrene ikke døde, arbejde kemikalierne videre i deres gener,

og efter ganske få generationer, havde en mængde gigantiske og fremmedartede

nye havdyr, set dagens lys.

Nogle var blot små som rejer, men med meterlange følehorn med giftige nælder.

Andre var på størrelse med hvaler, bløde som søpølser og besat med noget som

41


lignede søanemoner, over hele kroppen. Hovedparten af dyrene antog bizarre

former, men var fuldstændigt ufarlige – men der fandtes også enkelte, som havde

fået smag for menneskekød. Og desværre havde enkelte af disse arter erfaret, at

hvor der er stalagmitter, der er der også mennesker.

Derfor var Femfem og Ficus også mere end på mærkerne, mens de havde

skrabevagt. De skimmede konstant det grumsede vand for sære skygger og kendte,

men skræmmende, konturer af store havdyr. Skyggernes mørke udgjorde et perfekt

sted for bagholdsangreb, og selv om aquapodene var små hurtige maskiner, kunne

de ikke modstå et bid, fra et stor glubsk havdyr.

”Skal vi så få taget de sidste fem baner!” Ficus vinkede til Femfem med sin

skraber, og Femfem vinkede tilbage.

”Ok. Hvem gør det hurtigst?”

Det gad Ficus slet ikke svare på – han var overbevist om, at han var den

suvenrænt hurtigste af de to. Han vendte aquapoden, og manøvrerede den hen

for enden af en bred stribe algebelægning, pressede skraberen mod betonen og

speedede sin aquapod op. Han kunne ikke længere få øje på Femfem. Vandet

var tykt af afskrabede algeskyer fra soklen. Kun en fed grøngrå tåge og soklen var

i hans synsfelt. Nå, Femfem måtte være længere fremme, bag soklens runding,

på vej i hans retning, få meter under Ficus’ postion, så de ikke stødte sammen.

”Broccoli og rådne ærter! Nu fik min hælmotor fat i noget søgræs. Den er

helt viklet ind. Sådan noget krabbeørl – jeg sidder fast!” Femfem’s arrige stemme

skingrede ud af højttaleren i Ficus’ hjelm.

”Hvor er du henne?” spurgte Ficus over radioen.

”Næsten nede ved bunden. Halvvejs inde i skyggen. Du skal kun små 100

meter rundt om soklen, så burde du kunne se mine projektører!”

”Ok!” mumlede Ficus. ”Prøv at sætte motoren i bak – jeg er på vej!”

Ficus lod sin skraber falde til bunden, speedede sine motorer op til fuld kraft,

og strøg gennem vandet som en tunet makrel. Ganske rigtigt dukkede Femfem’s

projektører frem ad algedisen, som lange lyssøjler, foran Ficus’ pod. Lysstrålerne

dansede ud og ind, mellem de lange grønne tunger af søgræs, der strakte deres

blade op mod lyset, som druknede væsener der famlede efter livgivende

luft. Aquapoden duvede hid og did i strømmen, som en løbsk ballon i snor.

”Jeg ser dig – sluk bare motoren, før du banker glasset i stykker mod soklen.

Jeg skal nok skære dig fri!”

42


”Bare rolig, jeg løber ingen steder!” mumlede Femfem.

Ficus skar et sving uden om søgræsset, slukkede sine motorer og lod sin

aquapod drive i en lille cirkel, rundt om Femfem’s. Forsigtigt satte han dragten

ned på bunden, bag den anden aquapod. Et par meter over ham, svævede Femfem’s

pod, med sin venstre motor uhjælpeligt filtret ind i en tyk grøn stængel.

”Det må jeg sige – når du skal sidde fast, så gør du det ordentligt. Jeg gad nok

vide, om jeg kan få dig fri herfra!”

”Drop det, og få den gang salat fjernet fra min skrue!” brølede Femfem.

”Jaja. Rolig nu – eller også lader jeg dig sidde hvor du sidder!”

Ficus lod sine motorer hæve sig op fra bunden, så han kom til at svæve i øjenhøjde

med Femfem’s hælmotor. Forsigtigt stak han en finger ind i motorens indsugning,

og rev lidt i det fastklemte stykke græs. Græsset var tykt og sejt, og sad fast, så man

skulle tro, det var limet fast i motoren. Ligemeget hvor meget Ficus hev og flåede

i stænglen, gav det sig ikke en milimeter. Der var ikke noget at gøre. Den eneste

udvej var, at klippe stænglen over, og så fjerne resten oppe på pontonbroen. Det

sagde han videre til Femfem.

”Bruskbøvs – det var lige hvad der manglede. Og vi var endda næsten færdige.

Har du din klipper med?”

”Seføli!” Ficus stak den ene hånd ned i værktøjsbæltet, og fiskede en kraftig

tang frem, hvis tænder var tæt besat med barberbladsskarpe spidse tænder. Den

var specielt beregnet til situationer som denne, for man ønskede ikke at være

immobil i længere tid under vandet. TAil alt held, ahvde aquapoden ingen prob

lemer med, at stige til overflade, ved hjælp af kun en hælmotor.

Ficus skulle lige til at klippe, da lyset fra overfladen forsvandt et par sekunder, og

skjulte dem i et dybsort mørke. Et kort øjeblik efter, var mørket borte og de befandt

sig atter i det plumrede og disede grå lys.

”Hvem slukkede lyset?” spurgte Femfem med tydelig nervøsitet i stemmen.

”Stop det der – det var dig der slukkede dine projektører!” svarede Ficus frejdigt.

Men stemmen rystede.

De to poder vendte deres blikke mod overfladen. Den så helt normal ud. 70

meter over ham skvulpede bølgerne lystigt, nedtonet af de grumsede vand.

”Kan det være en sky der gik for solen?” prøvede Ficus selv om han godt

kendte svaret.

”Så har den sky i al fald kæber som en hovercraft. Se lige den skygge derovre

til højre!” skreg Femfem.

43


”Skygge? Den ligner en …. eremitbrugde!” Nu var det Ficus’ tur til at skrige.

Han skreg så aquapoden rystede.

Eremitbrugden var en stor modbydelig rovfisk, på størrelse med en hvalhaj,

og den var kendt for en særdeles god appetit. Som sine forfædre, havde eremitbrugden

et enormt gab, til at filtrere plankton med, men giftstofferne i vandet

havde vækket nogle slumrende gener i forfædrene, og nutidense brugder, var ikke

kun vokset i størrelse, men havde også udviklet tænder. Hajtænder, i lange lige,

skræmmende rækker. Det skete jævnligt, at en aquapod kom lidt for tæt på en

eremitbrugdes mund. Nogle gange gik det godt, og en noget rystet pode slap op

til overfladen, efter at have set dybt ned i havmonstrets gab. Men andre gange var

poderne knap så heldige. Fik brugden knust aquapodens glas, var der ikke mere

beskyttelse til poden, og de endte som aftensmad for en brugde.

Den kolossale fisk sværmede over dem i cirkler, og satte så kursen bort fra stalagmitterne.

Ficus åndede lettet op, men i det samme drejede eremitbrugden omkring,

så dens brede hoved med det ligeså brede gab, nu pegede direkte mod

dem. Dens øjne lignede to skinnende sorte sten, og de så udtryksløse på de to

aquapoder.

”Få mig væk herfra – NU!” skreg Femfem, og vred sig rundt inde i dragten.

Ficus forsøgte at få saksen til at klippe stænglen over, men den var sej og gav sig

ikke. Eremitbrugden kom langsomt nærmere. Det var nu tydeligt, at den havde

fået øje på dem, og nu betragtede dem som indkøb, til et lille lækkert aftensmåltid.

Desperat klippede Ficus i den tykke græsstængel. I sine højttalere kunne han høre

Femfem skrige og råbe, de værste og ondeste gloser mod eremitbrugden. Hans

fødder bevægede sig fra side til side, og gjorde det vanskeligt for Ficus at klippe.

”Sluk projektørene!” skreg Ficus ”Så kan den ikke se dig!”

Femfem hylede og brølede stadig, mens brugden nærmede sig. Den var nu

højst 10 meter borte. Så fik Femfem endelig slukket sine projektører, og det forvirrede

åbenbart brugden nok til at den strøg hen over hovederne på dem. Den

sejlstore hale, baskede forbi dem i få meters afstand, som en vingen på en ondskabsfuld

drage. Den satte vandet i bevægelse og en vild strøm slog mod de to

aquapods. Pludselig ramte den ene af Femfem’s føder, Ficus hånd, og slog saksen

ud af fingrene på ham. Den sank til bunds som en sten.

Bag sig, kunne han se brugden. Den var åbenbart sulten efter dåsemad, snoede sin

lange leddeløse krop omkring, og havde atter kurs med dem. Den havde snuden

rettet direkte imod dem. Og hvis de ikke kom væk, nu, ville det store dyr, mase

44


dem op mod betonsoklen. Det tydede ikke på, at det var en øvelse der var sund

for aquapod’s - og poder.

Ficus gassede sin aquapod op, røg opad, lavede et lille loop, og sejlede på hovedet

ned mod bunden. Han famlede efter saksen i det tynde lag dynd ved soklens

fod.

”Hvad laver du? Jeg er ved at blive til forret, hvis du ikke skulle have opdaget

det!” Femfem skreg som en sirene i Ficus’ ører.

Der lå en lav tæt tåge af opskvulpet dynd over havbunden, og Ficus famlede

rundt i blinde. Han kunne ikke finde saksen, og ledte mere og mere febrilsk i det

tågede vand. Han klappede hænderne mod den bløde havbund, i håb om, tilfældigt

at ramme saksen, men opnåede kun, at få endnu mere dynd til at rejse sig,

som tætte skyer foran sig. Hans hænder var nu helt opslugt af tågen, helt op til

albuerne. Og i ørerne tudede Femfem’s sirene, og vred og sled i hans trommehinder.

Han hylede og kaldte brugden de mest modbydelige og latrinære gloser, han

kunne grave frem af sit ordforråd. Femfem gjorde – råbende – Ficus opmærksom

på, at brugden nu var så nær, at han kunne tælle tænderne i dens mund, hvis han

havde lyst. Det havde han dog ikke.

Endelig fik Ficus’ hånd fast om noget rundt. Grebet på saksen. Han fumlede

med de stive handsker, men fik endelig mast fingrene ind i grebet, tabte den halvt,

men greb den i farten. Han gjorde noget han aldrig havde gjort med aquapoden

før: han kravlede hen over bunden, og klippede ivrigt i alt det søgræs der lå som

en flimrende skov foran ham. Med et blev det sejere at klippe – han havde fundet

den tykke stængel. Ficus greb om saksen med begge hænder, og klippede og klippede

så det gjorde ondt i knoerne. Og langsom kunne han mærke, at saksen sled

sig gennem den seje stængel. Brugden var kun få meter fra Femfem, hvis råb nu

blot var et langtrykkent hyl, blandet op med et buldrende tordenvejr.

Så skar saksen sig gennem, det sidste stykke stængel, og Ficus kylede den fra

sig. I samme bevægelse greb han den overskårne stængel, der hang og blafrede

fra Femfem’s ene hælmotor. Han tog et solidt greb i stænglen, speedede sine hælmotorer

op, og med et ryk, skød aquapoden som en torpedo gennem vandet,

med Femfem hængende bagefter sig, som en sær, gul skrigende vandballon i snor.

Det var på et hængende hår – ja, det var faktisk næsten ikke på et hår. Toppen af

Femfem’s dragt, nåede kun lige at komme væk fra eremit-brugdens bane, før den

store fisk, hamrede sit brede hoved ind i betonsoklen, med åben mund, så tænder

og trevler af tandkød, sprøjtede ud i en rødlig dis i vandet.

45


Ficus gassede yderligere op, og strøg hen over havbunden med Femfem på slæb,

stadig skrigende, men nok mere af skræk over den vilde sejltur, end skrækken over

næsten, at være endt som brugdesnack.

Ficus blev ved med at sejle fremad. Han ikke så meget som skulede bagud, den

eneste tanke han havde i hovedet, var at komme så langt bort fra den glubske eremitbrugde,

så hurtigt som muligt. Brugderne var nemlig kendt for, ikke sådan lige

at lade en godbid slippe væk. Og Ficus erindrede tydeligt den første aquapod, han

havde set blive fisket op af havet, efter en nærkontakt med at par brugdekæber.

Den blev aldrig til aquapod igen – og poden som havde sejlet den, blev desværre

heller ikke til pode igen...

Efter flere minutters hektisk dødssejlads, kastede han et blik over skulderen,

og konstaterede at brugden ikke var efter dem længere. Han kunne i

hvert fald ikke få øje på den i det let grumsede vand Han bremsede motorerne

så brat, et Femfem’s aquapod bankede ind i ham, så de tumlende fortsatte et

stykke frem. De var kommet så langt bort fra stalagmitterne, at de ikke engang

kunne se silhouetterne af de enorme fundamenter, gennem det grumsede hav.

”Er du OK?” spurgte han Femfem.

”Hvad tror du selv? Men tak for hjælpen!”

”Sku’ det være en anden gang – og spør’r du mig, så er svaret nej!” svarede Ficus.

Han så sig om i det svage blå lys, men syntes ikke han kunne genkende stedet.

”Jeg tror jeg skal have rene underdrenge på!” peb Femfem. Hans stemme rystede

endnu.

”Har du nogen ide om, hvor pokker vi er? Jeg så slet ikke hvilken retning vi

sejlede i – jeg skulle bare væk!” Ficus spejdede ud over havbunden.

”Pænt af dig at ta’ mig med på ekskursion!” mumlede Femfem. ”Men jeg synes

heller ikke, jeg har set stedet her før!”

De måtte have sejlet et pænt stykke bort, fra stalagmitterne, for de var kommet

ind i det område, der blev kaldt for Den sunkne Stad. Ficus mente at have

hørt, noget om storbyen der havde ligget her, før området blev oversvømmet.

Den lå her stadig, under små 30 meter vand. Men byen så nok en hel del anderledes

ud, end den havde gjort oven vande.

Hovedparten af bygningerne kunne stadig anes. Nogle steder strakte husene sig

op mod havoverfladen, som trak de efter lyset. Andre steder var hele kvarterer styrtet

i grus, og lå nu som store bunker murbrokker, dækket af søgræs og alger, endda

dækket af koraller nogle steder. Enkelte bygninger var styrtet sammen i deres egne

47


kældre. De var på det nærmeste blevet opslugt af sandbunden, og kunne nu kun

anes, som et krater med en firkantet krans af bygningens fundament omkring.

Mange af de større bygninger lå her endnu. De kunne se noget af et gammelt

højhus. De nederste ti etager stod stadig, men toppen var blevet gennemtæret af

saltvand og alger, og lå nu, som en halvt knust betonterning ved bygningens fod.

Bag højhuset kunne de, i en tæt skov af havbregner, ane det skrå tag på en

rund bygning. Også den bygning var halv sunket sammen, og taget stod nu på

havbunden, som en skæv cirkusmanege. Længere borte kunne de to poder lige

skimte en lang række firkantede huller i havbunden. Hullerne var alle omkransede

af ruiner, så langt øjet rakte. Et væld af søanemoner, koraller og tang bredte sig

ud i hullerne, i mønstrer og farver, som poderne aldrig havde set før. Strømmen i

vandet, fik havplanter og søanemoner, til at blafre. Lystråler fra overfladen oplyste

enkelte områder med skarpe farver, farvestrålende fiskestimer og sært meterlangt

tang, der strakte sine grønne og rødlige græstunger op mod lyset.

De to poder kunne mærke noget, som de aldrig havde følt før. En boblen i brysten,

nærmest en kildende fornemmelse, der bredte sig om til ryggen, og gav dem

kuldegysninger. Og næsten samtidig udstødte de to drenge, en sær hoppende lyd.

De klemte næsten øjeblikkeligt deres munde i og stirrede på hinanden gennem

glasboblerne. Men den sære boblen blev ved. Og de gav sig atter til at udstøde

den pudsige gøende lyd.

”Er du syg?” spurgte Ficus Femfem over samtalanlægget. Med hakkende og

dansende stemme.

”Næ. Hvad med dig – du siger sådan nogle underlige lyde?” spruttede Ficus tilbage.

”Hvad sker der? Tror du vi er ved at blive syge?” spurgte Femfem bekymret.

”Nej, jeg fik, bare sådan en pudsig fornemmelse i kroppen!”

De to poder betragtede længe hinanden. Som to æggeformede, gule akvarier

lurede de på hinanden, forventede måske næsten, at der ville ske mere med dem.

At de ville ændre form, skifte farve, eller sige flere underlige lyde. Men ingenting

skete. Den sære lyd fra deres struber var forsvundet, og de lignede stadig sig selv.

De vendte blikkene mod de spraglede mønstrer i de firkantede huller på havbunden.

Det farverige spil, var helt anderledes end hvad de normalt så inde i

stalagmitterne. Betaget trak Ficus Femfem hen over hullerne. Han havde stadig et

solidt greb i den grønne søgræsstængel. De svævede over et landskab af farver,

de knap nok anede hvad hed, og iagttog svajende planter, som de nægtede at tro

var levende. Korallerne så ud, som var de støbt i stærkt farvet plastik, og når deres

48


projektører fejede hen over havbunden, sprintede små fisk i skjul i sprækker og

bag planter. I projektørlyset skinnede farverne endu stærkere. Det var et drømmelandskab,

som bombarderede de to poder med nye indtryk, i så voldsom en

mængde, de næsten ikke kunne rumme de.

”Tror du det er ægte?” mumlede Femfem for sig selv. Ficus svarede ikke.

De genkendte den grønne farve, for den havde set i drivhusrørene. Der var også

rød, som tomaterne og en kraftig orange, som på gulerødderne, og så den gule

fra bananer og æbler. Men snesevis af andre nuancer genkendte de ikke. Det

var lige ved at være for meget, for de to poder, der som regel opholdt sig i grålige

og hvide omgivelser. De kunne mærke en svag hovedpine komme snigende.

”Jeg tror altså ikke jeg kan rumme mere. Lad os sejle hjem igen!” afbrød Ficus

stilheden.

”Ja, du har ret. Det løber ingen steder!” svarede Femfem. ”Så kan vi tage en tur

herhen en anden dag!”

”Vi må hellere holde os tæt på bunden, hvis nu brugden skulle dukke op igen!”

”Det er helt fint med mig. Vi kunne jo følge nogle af de gamle veje i retning

mod stalagmitterne. Var det ikke det man kaldte dem dengang – veje?”

”Jo, noget i den retning. Jeg klipper lige stænglen over, så kan du holde fat i

skroget. Stik mig lige din saks – jeg tabte min!”

Ficus fik kortet stænglen af, og Femfem tog et solidt greb i en af værktøjskrogene,

som sad i et bælte omkring Ficus aquapod. Femfem startede motorerne, og sammen

sneglede de sig hen over hullerne i havbunden. De kunne jo ligeså godt få

en tur ud af det, nu de var her.

”Log ind, Virtus!” kaldte Ficus over sin håndleds-pc.

”God eftermiddag, Ficus. Dit signal er en anelse utydeligt. Har jeg ret i, at du

er kommet lige langt nok væk fra Stalagmitterne?”

”Det kan du godt sige, Virtus. Femfem og jeg, er kommet lidt ud af kurs, og

kunne godt bruge lidt hjælp til at komme hjem igen. Er det noget du kan klare?”

Det var egentligt overflødigt at spørge, for naturligvis havde Virtus adgang til både

søkort, optegnelser over havbunden, og endda gamle bykort. Og deres position

var garanteret også plottet ind på et kort, et sted i Virtus’ enorme hukommelse.

”Jeg kan da forsøge!” sagde Virtus blidt, som om han behøvede at forsøge.

Han havde garanteret fulgt dem hele vejen på deres flugt fra brugden, og vidste

præcist hvor de befandt sig.

”Et øjeblik. Min scanner fortæller mig, at I befinder jer i Den sunkne Stad, ved

50


det gamle søområde. I skal finde en bro, hvis den ikke allerede er gået til, men det

er den tredje bro mod nord, fra det punkt hvor I befinder jer nu. Efter den skal i slå

et skarpt sving til venstre, og fortsætte ligeud efter næsen. Så finder I snart hjem!”

”Tak Virtus. Logger af!” afsluttede Ficus samtalen.

Han kiggede sig over skulderen. Bag dem kunne han stadig ane det halve højhus,

og det skrå tag, og bag ved dem, silhouetterne af de bagvedliggende ruiner. Han

vendte atter blikket fremad, og lige der, under 200 meter foran dem, lå den første

bro. Den stod som en lang tynd, og utydelig streg, hævet ganske lidt over havbunden.

Et stykke af broen manglede, men der var ingen tvivl – det var en bro.

Rundt langs kanterne af det første firkantede hul, dansede søbregner, tang og

sære havblomster i strømmen.

Ficus sendte Femfem et blik. ”Er du klar? Så sejler vi!”

De nåede snart broen. Den var tæt bevokset med utallige former for havplanter.

Havde Ficus anet hvad graffiti var, ville han nok have syntes, at bevoksningen

lignede graffiti af planter.

Broen var en stor levende organisme, befolket med planet og dyr i så utallige former

og farve, at de to poder måtte måbe. Med åben mund steg de op over broens

rækværk.

De ville for alt i verden holde sig fra skyggerne under broen. Gad vide hvilke væsener

mørket skjulte. De de nåede midten af broen, bemærkede de, at der her, næsten

ingen bevoksning var. I stedet bestod broen af en glat mørk belægning. Enkelte steder

var belægningen ødelagt og sprængt af fremmasende planter, men der var ingen

tvivl om, at dette havde været en af vejene gennem byen. Den mørke belægning

fortsatte fra broen, og forsvandt ind mellem to rækker lave ruiner. Hvis de anstrengte

sig, kunne de ane den udtone sig i det blå mørke mellem de ødelagte bygninger.

”Kom, vi må hellere skynde os. Det bliver snart mørkt!” sagde Femfem tydeligt

nervøs.

”OK. Dette var den første bro, vi skal bare finde de to næste!” svarede Ficus

og gassede atter op.

Det næste hul i havbunden de sejlede over, var på størrelse med det første.

Bunddækket og vegetationen var ligeså forskellig som i den første firkantede lavning.

Snart tonede den næste bro frem foran dem. Den var ikke i helt så fin stand

som den første, men bestod nærmest af ujævne dynger af metalskrot. Der lå lange

væltede jernrør på kryds og tværs over det der engang havde været en vej, og de

kunne ane omridset af en bygning, som havde ligget klemt inde mellem broen

51


og de to søer De susede hen over slaggebroen og ud over den næste firkantede

fordybning. Den var næsten dobbelt så lang, som de to første. De syntes at sejle i

en evighed, men lang om lange begyndte de at ane konturerne af den tredje bro.

Denne bro var ikke i nær så dårlig stand som de to forrige. Den lignede det

den var: en smuk gammel bro. Den var så ulig de to første broer, som den lå

der, og viste sine smukt bølgede buer. På hver side af broen, strakte en række

spidse rør sig op. De var overgroet med koraller og rurer og andre fastboende

havdyr. Hver spids eller pæl, endte i en lille kugle. Ficus var sikker på,

at denne bro, havde været meget smuk engang. Han kunne stadig ane gelænderet

under laget af koraller og alger. Han forsøgte at gætte sig til, hvad rækken

af pæle med kuglerne havde været anvendt til, men måtte opgive.

”Det er her vi skal til venstre!” kvækkede han over radioen. Femfem

svarede med et grynt. Ficus kunne se, at han hele tiden skulede

nervøst omkring. Man lagde ikke så nemt et brugdeangreb fra sig,

og til Ficus’ irritation, kunne han mærke Femfem’s nervøsitet smitte af.

”Virtus sagde vi bare skulle følge den brede vej under os, så ville vi blive ført

lige hjem!” Han sendte Femfem et opmuntrende blik, som han ikke gengældte.

Under dem løb en bred vej ind i det blå mørke foran dem. Den var bredere end

de fleste andre gader de var sejlet over. På begge sider af vejen, lå sammensunkne

bygninger og gloede på dem, med deres tomme sorte vinduesøjne. Så langt øjet

kunne se gennem det plumrede vand, lå der huse. Også her stod enkelte bygninger,

nærmest intakte, mens andre blot var smuldrede mursten som havet med

tiden havde opløst.

De satte i gang, og gled gennem det uhyggelige spøgelseslandskab, Ficus

holdt især et vågent øje, med store gabende vinduer i de forbipasserende

facader. Sandsynligheden for, at der lå noget og lurede i mørket, var

større end stor. Han turde næsten ikke tænke tanken til ende, men blev enig

med sig selv om, at han bare så spøgelser. Det ville jo til hver en tid, kunne

sejle fra de fleste havdyr de stødte ind i. Så der var jo intet at frygte, var der?

Femfem var helt stille. Han sad med et sammenbidt udtryk i ansigtet, og så sig

konstant omkring. Ficus tænkte et øjeblik, at hvis han ikke stoppede med at

dreje nakken, ville hovedet snart tage en omgang. Femfem tænkte åbenbart de

samme tanker som Ficus. Hans blik gik fra det ene vindueshul til det næste i

en konstant søgen. Hist og her blev den uendelige række af facader brudt af

en sidegade. Nogle standsede brat i et nedstyrtet hus, mens andre fortsatte, så

52


langt øjet rakte. På et tidspunkt nåede de til en stor plads. Det var sært med

sådan en bar plat, midt i alle ruinerne. I mellem bundplanterne, som havde

overtaget pladsen, kunne de ane nogle stenfigurer, søjler og støtter stikke op.

”Hvad er det?” fremstammede Ficus, men Femfem svarede ikke.

”Vi spø’r Virtus når vi kommer hjem!”

Vejen fortsatte ligeud, og længere fremme nåede de til endnu en plads. Her endte

seks veje i en stjerneformet plads, og hen over knudepunkter, lå en lang bugtet

slange, bestående af lange metalskinner med tværliggere. Skinnerne var styrtet

ned fra en række betonpiller. Halvdelen af pillerne stod endnu, mens toppene var

knækket af, og lå og vred sig mellem pillerne og skinnerne. De skar gennem bydelen,

som en underlig række pinde på rad. Ficus kunne gætte sig til, at det havde

været en form for højbane. Her havde kørt primitive skinnekøretøjer, som havde

transporteret byboere rundt i byen. Men nu var det bare en sær strittende rygrad,

der skar gennem landskabet, omgivet af en forvredet stålorm. De sagtnede farten

lidt, for at se på virvaret.

”Jeg anede ikke at byen havde været så stor!” Det var Femfem der endelig

sagde noget.

”Se lige alle de veje, på kryds og tværs. Det er jo en labyrint!”

”Ja, og så alle de lave bygninger. Jeg forstår det slet ikke. Hvorfor byggede de

ikke højere, så byen ikke fyldte så meget?”

De sejlede lidt videre, da Femfem’s stemme pludselig skingrede ud af Ficus’

højttalere: ”Hvad er det for et hul dernede?”

Ganske rigtigt var der en stor fordybning i havbunden under dem. En

sti førte hen til hullet, der lå som en stor sort halvmåne, og gabte op

mod dem. Den nærmest hviskede: kom nærmere så jeg kan sluge jer...

Ficus lod sine projektører lyse ned i åbningen, og under dynd og skidt og planter,

kunne de ane trappetrin, der førte nedad.

”Det ligner en hule!” sagde Ficus.

”Skal vi ikke se efter hvad det er? Det ser ikke ud som de andre bygninger vi

er kommet forbi!” Ficus’ nervøsitet og frygt var åbenbart blevet skyllet bort af hans

velkendte nysgerrighed.

”Jeg synes vi skal se at komme hjem, så kan vi se på det en anden dag!” peb

Femfem. Men Ficus overhørte ham, og lod sig langsomt dale ned mod hullet, med

Femfem’s aquapod på slæb.

Med kun en fungerende motor kunne Femfem ikke rigtigt protestere, men måt-

53


te bare følge med. Ficus havde tæerne klar på speederne, hvis en brugde eller

lignende pludselig skulle stikke sit store fjæs ud af åbningen. Men intet skete.

De var nu næsten helt ned ved bunden, og åbningen gabte op foran dem.

Lyskeglerne fra deres projektører kunne nu lyse endnu længere ind i mørket,

og de trin de før havde skimtet, kunne de nu tydeligt se, føre dybt ned i

mørket. I halvmørket kunne de også ane en afsats, med fire mindre åbninger.

”Hvad er det?” dirrede Femfem’ stemme.

De lod lyskeglerne feje over muren i trappeskakten, og helt oppe ved indgangen

ramte lyset noget gult. Det var et skilt, halvt ædt op af rust. Men der var stadig

nogle enkelte bogstaver, som var læselige. Den første del af skiltet vor forlængst

rustet bort, men på det resterende skilt, kunne de læse sidste del af et ord, samt

det efterfølgende ord.

...ANG METRO

54


Der var dejligt mørkt og svalt i karnappen. En svag brise blæste fra friskluftanlægget,

og lagde sig som en tynd kølig dyne, hen over Fjølk, der lå udstrakt

på sengen. Han havde sovet et par timer, og efter lydene at dømme, var de fleste

andre i bokuben også gået til ro nu. Efter maden plejede de fleste at lave deres

hjemmeindlæring i fælleskab, ved det store spisebord. Efter et stykke tid, tyndede

det normaltvis stille og roligt ud i flokken, efterhånden som poderne sivede ud i

deres karnapper for at sove.

I Stalagmitterne gik man ikke seng om natten, men når det passede

ind i de enkelte poders skemaer. For Oxygen’ernes vedkommende

betød det, at når de var færdige med deres indlæring, gik de hjem til deres

bokube, spiste, lavede deres hjemmeindlæring, og gik så i seng. Otte

timer senere var det så igen tid til at tage til indlæring. Og sådan fortsatte det.

Livet i stalagmitterne var inddelt i 16 timers perioder, så to døgn reelt svarede til

3 døgn. På denne måde gik indlæringen væsentligt hurtigere. Til gengæld var der

ikke noget som hed fritid. Podernes liv skiftede mellem indlæring og søvn. Og så

lige en praktisk vagt ind imellem – for eksempel en skrabevagt.

Af og til kunne Fjølk godt finde på at stå op, mens de andre sov, og så

sætte sig ud til det store fælles spisebord der stod placeret midt i bokuben.

Der sad han så i mørket, helt alene, og nød roen og ensomheden.

Hele vejen rundt om bordet, var der ud for hver enkelt podes faste plads, en

info-revne, og sommetider stak Fjølk sin hånd ind i revnen, og fik Virtus til at

vise gamle filmklip. Nogle gange sad han også bare og funderede over, hvordan

verden mon havde været før. Det var faktisk det han tænkt over for

det meste, under sine lidt ureglementerede udflugter i hvileperioderne.

Som regel lod M.O.R. ham sidde, men nogle gang bad hun ham venligt om at

55


gå i seng igen. Men det var kun, når hun vidste der stod på test i indlæring, på

programmet næste dag.

I dag var Fjølk dog ikke stået op under sin hvileperiode. Han lå på maven med

den ene arm under hovedet. Fordi han havde ligget uroligt, havde termotæppet

snoet sig rundt omkring ham. Det lignede en dårligt formet kjortel, eller måske

nærmere en mexicansk pandekage, rullet skævt omkring hans krop. Men Fjølk

var ligeglad, for han sov tungt. Hans anden arm lå ovenpå en beigefarvet pølle,

der var trillet ned på gulvet. Pøllen var en ret fiks anordning, der automatisk tilpassede

sig brugerens hovedform, for at sikre poden en optimal søvn – men det

hjalp ikke så meget, når en pode som Fjølk, altid smed den på gulvet i søvne.

Pludselig gave Fjølk et spjæt. Hans hånd greb om pøllen, og kylede den gennem

rummet. Den ramte et lille skab, hvor lågen sprang op, dansede så hen ad gulvet

og trillede ud ad døren. Inde i skabet, faldt en af Fjølks sko ned fra hylden, og

landede på gulvet udenfor, med et sprødt klik, der fik Fjølk til at spærre øjnene op,

og forvirret sætte sig op i sengen. Han gloede rundt i rummet, rystede småkonfus

på hovedet, gned sig i de søvndrukne øjne, og så en beskidt pode stå og vinke til

ham. Fjølk spærrede øjnene op.

Den var god nok. Der stod en lille beskidt pode og vinkede til ham. Hvordan

pokker var han kommet ind i hans bokube – for det var ikke en af de poder han

kendte. Fjølk kastede sig forskrækket op ad væggen, og trak termotæppet op foran

sig , som et beskyttende skjold, men tæppet var snoet solidt rundt om hans fødder,

så det eneste han fik ud af det, var at han trak benene ud til siden, hvorefter han

mistede balancen, da han jo holdt solidt fast i termotæppet. Uden mulighed for

at tage fra, rullede han forover og klaskede ned i madrassen. Der lå han så med

madras og lagen i hele ansigtet – men mærkeligt nok, kunne han stadig se den

beskidt pode stå, og vinke til sig. Fjølk troede ikke sine egne øjne. Hvad skete der

med ham? Han kæmpede sig fri af termotæppet, lukkede øjnene, men poden var

der stadig.

Nu rabler det da for mig, tænkte Fjølk. Han baskede med armene, som om det

ville få poden til at forsvinde, ind til det slog ham: Jeg har fået et vir-brev. Det er

bare en film på pupilskærmen i mit øje....

Lettet trådte han ud af senge, og vaklede hen til sin stol, og satte sig tungt. Poden på

skærmen vinkede stadig. Det måtte jo være velkomsthilsenen der altid begyndte et

vir-brev. Som regel var velkomsthilsenen en kort filmsekvens eller animation, der

kørte i ring, ind til man gav en bestemt kommando, og selve beskeden gik i gang.

56


Som regel stod kommando-ordet i velkomsten, men det gjorde det ikke i denne her.

Fjølk var forvirret. Søvne havde ikke helt forladt hans krop. Og så havde han

modtaget et vir-brev – i søvne. Det var aldrig sket for ham før. Som regel

gemte Virtus vir-brevene i sin database, hvis man sov, og så blev de først videresendt

når man igen var vågen, og havde fået morgenmad. Men dette

vir-brev var dukket op midt om natten. Og det kunne kun betyde to ting: Enten

var det en nødbesked eller også var brevet gået udenom Virtus’ systemer.

Men nødbeskeder plejede ikke at starte med beskidte, vinkende poder.

Fjølk kløede sig på sin ene balle, og gav en kommando.

”Afspil!”

Der skete intet. Poden fortsatte blot med sit uafbrudte vinkeri.

Så Fjølk forsøgte igen: ”Afspil brev!” Poden vinkede som han hele tiden havde

gjort, eller skete der intet.

”Afspil besked!” Det hjalp heller ikke. ”Afspil vir-brev!” Intet hjalp.

Vinkeriet var efterhånden ved at gå Fjølk på nerverne. Hvem pokker sendte et virbrev,

mens han sov, blot for at vise en film af en vinkende pode? Det var ikke kun

det mest irriterende vir-brev han havde modtaget – det var også det mærkeligste.

”Hold så op med at vinke!” brølede Fjølk irriteret. I et blink, forsvandt

poden, og skærmen skiftede til grøn. En kort besked kørte hen over

den grønne skærm: Vir-brev loades. Skærmen gav igen et blink, og poden

fra før tonede frem. Han stod nu i et mørkt rum, og det eneste man kunne

se, var hans overkrop og et grønligt skær, der flakkede på en ru betonvæg.

”Tak fordi du modtog mit vir-brev! Det var ikke så vanskeligt at gætte, at kommando-ordet

var ”vinke” var det?”

Poden vinkede, og gjorde så noget meget underligt; Hans ansigt fortrak sig i nøjagtigt

den samme grimasse, som den lille mørke pode, på Fjølk’s favoritfilmklip. Fjølk var

nærmest ved at vælte ned af stolen, og var han ikke vågen før, så blev han det i al fald nu.

Poden sænkede sin vinkearm, men beholdt den sære grimasse. Hvis det var noget

han gjorde, for at få Fjølks fulde opmærksomhed, så virkede det. Ikke engang i

indlæring, var han så opmærksom, som han var nu.

”Mit navn er Pulk. Hvad hedder du?” Fjølk sagde sit navn, helt uden at tænke

over det, så forbløffet var han. Et vir-brev var så smart udtænkt, at det kunne modtage

en hilsen fra modtageren, og returnere det til afsenderen. Det var det som

brevet gjorde nu. På denne måde var afsenderen sikker på, at beskeden var blevet

modtaget, og ikke bare susede forvildet rundt, i Virtus’ store, kringlede system.

57


”Du er den første person, som mine rundsendte vir-breve har fået kontakt

med. Jeg håber du vil høre hele min besked – også når jeg nu fortæller dig, at jeg

bor på en af de små øer, vest for Stad 1!”

For anden gang på under to minutter skvattede Fjølk ned af stolen. Poden var en

knoldboer! Var de ikke både farlige og bærere at smittefarlige sygdomme? Det var

i al fald det han havde fået indprentet, ind til flere gange i indlæring – og så måtte

det jo være sandt.

Men hvis den vinkende pode virkelig boede på en af knoldene, så havde Fjølk

da fået sin mistanke bekræftet: Man blev ikke til støv, når man betrådte øerne. Det

måtte han huske at videresende til Virtus, når beskeden var slut.

Fjølk’s øjne stod som på stilke.

”Nu sidder du garanteret og tænker, om vi knoldboere ikke er farlige? Og

jo, det er vi da. Vi er næsten ligeså farlige som radisser og tangsuppe krydret

med artiskokker. Men også kun næsten!” Igen fortrak poden ansigtet i

den underlige forvredne grimasse. Fjølk følte sig meget ilde til mode. Hvad

ville poden ham, og hvorfor var det lige Fjølk som havde modtaget beskeden?

Han ville garanteret få en masse ballade for det her. Helt uforskyldt.

”Det var kun for sjov! Selv om du nok har fået andet at vide, så er vi ikke

mere farlige end du og dine venner. Vi bærer heller ikke rundt på smittefarlige

sygdomme, som du jo nok har fået ørene tudet fulde af. Ja, faktisk vil jeg påstå,

at vi er både sundere og stærkere end jer, der endnu bor i Stalagmitterne. Og jeg

burde vide det – for jeg har selv boet i Stad 1!”

Fjølk sank sammen i stolen. Havde denne pode, der var så beskidt, som en

mekanikers kedeldragt, virkelig boet her, i stalagmitterne? Det kunne jo ikke være

rigtigt. Indbyggerne i stalgamitterne, kom til verden der, levede deres liv der, og

døde også der. Sådan var det. Og sådan forlangte Overstyret at det skulle være.

Nogle gange kunne en beboer skifte bokube til en anden stalagmit – ja, af og til

endda til en anden stad. Men det hørte til sjældenhederne, og skulle godkendes af

Overstyret. Fjølk havde ikke kendskab til nogle der havde skiftet stad, og kun til et

par stykker, som havde fået ny bokube.

”Før jeg flyttede her ud på øerne, knoldene, holmene, eller hvad du foretrækker

at kalde vores øer, så boede jeg i Stalagmit 3 i Stad 1. Jeg var gartner, en Birk,

og jeg dyrkede grøntsager og frugt - mmmmm, jeg kan stadig huske smagen af

banan. Er du klar over hvor længe siden det er, jeg har smagt sådan en? Herude på

øerne har vi ikke så mange grøntsager og frugter. Men vi dykker efter tang, og af

59


og til fanger vi en fisk. Det smager alt sammen meget godt. Men en gang imellem

savner jeg virkelig en banan. I de varmeste perioder plukker vi bær og frugter.

Poden holdt en pause. Kløede sig på den ene kind, og fortsatte så.

”Der er en del træer på øerne, så vi klarer os ganske fint. For det meste!”

Hvad var det han lige havde sagt? Fjølk var ved at kaste op: Havde

han ikke sagt at de spiste fisk? Hvem var så syg, at spise dyr?

”Nu vil jeg lege tankelæser!” sagde Pulk. ”Du sidder garanteret lige nu, og

væmmes over, at vi spiser dyr. Har jeg ret?”

Fjølk følte at poden sad og stirrede lige ind i hans øjne. Og havde han kunne, ville

han have trukket blikket bort.

”Det gjorde jeg også i starten. Nå de andre stegte fisk, var jeg ved at dø

af kvalme. I stalagmitterne spiser man jo ikke kød, så jeg nægtede også pure

at gøre det. Men for et lille års tid siden, var det knapt med frugterne herude,

og efter at ha’ sultet i et par uger, er man klar til at spise hvad som helst. Og

tro mig, når man lige vænner sig til tanken og smagen, så er det faktisk rigtigt

lækkert. Jeg ved det vil lægge dig fjernt, men man kan vænne sig til meget.

Herude er der ikke friskluftanlæg, vi har ingen M.O.R., og nede i gangene

kan der være koldt og klamt. Her er ingen indlæring, som hos jer,

med de ældste opgroede gør hvad de kan, for at indlære de yngste poder.

Af og til, kan jeg med lidt held og snilde, logge mig på Virtus, og få lidt nyt fra Staden.

Men det er ikke tit, det kan lade sig gøre. Virtus har et skjold, som han bruger

til at beskytte sit netværk med. Men jeg har efterhånden regnet ud, hvornår han

opdaterer og vedligeholder netværket – og så slår vi til. Jeg ved ikke hvad han er

bange for. Vi vil jo ikke ødelægge noget, blot følge lidt med i, hvad der sker i Stad

1. Jeg kan også logge os på midt på dagen, hvor der virkelig er tryk på systemet.

Midt i mylderet, opdager han sjældent, at det er mig, som er på udkig. Så kan jeg

nå at snuse rundt i hans arkiv i et kvarters tid. Og downloade lidt godbidder, før

han opdager mig, og udelukker mig fra netværket!”

Fjølk lyttede betaget til poden, eller Pulk som han kaldte sig. Flere gange var

han lige ved at stille ham spørgsmål, men tog sig i det. Nok var et vir-brev smart

– men det var og blev en-vejs-kommunikation. Først havde han været skræmt, da

poden dukkede op midt i hans søvn, men jo mere han hørte, jo mere ville han

vide.

Tænk at de kunne bo ude på de små knolde, han engang havde set, på en sejltur

med hovercraft til Stad 3.

60


Hovercraften plejede at sænke farten, idet den passerede de små øer, så passagerene

kunne få et glimt af dem. Imens fortalte en stemme over højttaleren, at øerne

ville blive oversvømmet inden for de næste tyve-femogtyve år. Og så ville det

definitivt være slut med knoldboere.

Pulk’s stemme rev Fjølk ud af hans tanker.

”Til slut vil jeg blot spørge dig, om du mon kan gætte, hvorfor I altid får at vide,

at øerne er forsvundet under vand, om senest tyve år?” Pulk holdt en pause, og

fortsatte, da Fjølk trak på skuldrene.

”Herude tror vi, at det er fordi nogle vil afholde jer fra, at besøge eller flygte

til øerne. Du kan jo så selv tænke over, om det er bekymring for, ar I skulle få

våde fødder, eller om de ikke vil have, at I opdager hvor dejligt her er. For selv om

det ikke er den store luksus, så bytter jeg aldrig. Bare alene luften! Og så er her

dejligt frit. Nå, men slut for denne gang. Måske vender jeg tilbage, med mere nyt

herudefra. Ind til da, må du have det godt. Lige et lille råd: Godt nok er Virtus en

glimrende hjælper, men du skal huske på en ting: Selv ikke Virtus fortæller dig alt.

Ikke en gang selv om du spørger!”

Poden Pulk vinkede, lavede igen sin mystiske grimasse og tonede ud. Atter kom

den grønne skærm frem, nu med beskeden: Meddelelse slut – Beskeden slettet nu!

”Nej vent!” råbte Fjølk, men efter få sekunder, ændredes beskeden til: Meddelelse

slettet!, og borte var den.

Smart, tænkte Fjølk. Nu har jeg intet at sende videre til Virtus.

Han rejste sig fra sin stol, og traskede ud i fællesrummet, og hen mod køkkenet. I

et hjørne stod M.O.R. med sit genopladningsstik stukket i kontakten. Fjølk vidste,

at når hun stod sådan, kunne intet i verden vække hende, før hun atter havde næsten

fuld styrke på batterierne. Han klemte sig forbi hende og åbnede køleskabet.

Der dampede kold luft ud af skabet, da han stak sin hånd derind, og snuppede

en stor orange gulerod, fra grøntsagskurven. Han bed topstykket af, smed den i

kompostbeholderen, og gav sig højt gnaskende til at spise guleroden. Da han passerede

spisebordet, fik en tanke ham til at sætte sig ned, og stikke sin hånd ind i

info-revnen.

”Logger ind!” sagde Fjølk, og det velkendte glimt viste sig på pupilskærmen,

hvorefter Virtus’ bløde stemme bød ham velkommen.

”Vis mig lidt film om de små øer, vest for Stad 1!” bad Fjølk.

Der blev en kort pause.

”Vil du ikke hellere se noget om dit yndlingsemne: ”afrikanske poder”?”

61


spurgte Virtus fløjlsblødt.

”Nej tak. Jeg bad om filmklip om de små øer vest herfor!” gentog Fjølk.

”Nogen bestemt ø? Og hvorfor egentlig, Fjølk. Du plejer da ikke at interessere

dig for dem!”

Hvad var det for en opførsel, tænkte Fjølk. Forsøger Virtus at tale mig fra, at se

film om ørne? Sådan plejer han da ikke at opføre sig...

”Vis mig nu bare de filmklip, Virtus. Du plejer da ikke at skulle have en grund til

at vise en film!”

”Jeg beklager, Fjølk, men det ser ikke ud til, at jeg har noget om emnet i min

database. Hvad med en ørkenfilm?”

”Jeg gider ikke se dine tåbelige ørkenfilm. Vis mig så noget om de øer, din

elektriske kålrabi. Der må ligge i hundredvis af film optaget fra hovercraftene, når

de sejler forbi!” vrissede Fjølk til den kunstige intelligens. Fjølk skræmte næsten

sig selv med det pludselige og voldsomme udbrud. Men hvor var Virtus dog umulig

lige for øjeblikket.

Fjølk tog en stor bid gulerod og tyggede så hidsigt på biden, at han nær havde

bidt sig selv i tungen og fået guleroden i den gale hals.

Virtus var virkelig irriterende. Og det underlige var, at sådan opførte Virtus sig

normalt ikke. Bad man om at se en film, udbad han sig måske nogle uddybende

søgeord, for at efterkomme ønsket så præcist som muligt.

Men for tiden var det som om, han forsøgt at få Fjølk til, at se alt muligt andet. Det

virkede nærmest som – og det lød mærkeligt i Fjølks ører, at Virtus ikke ønskede

at vise Fjølk filmklip om øerne.

”Undskyld!” summede Virtus elektroniske stemme i det samme, og rev Fjølks

tankerække itu.

”Fjølk, jeg forstod vist ikke helt hvad du sagde. Du talte med mad i munden –

og det lød fuldstændig som om du sagde søer!”

”Så siger vi det, Virtus. Men så vil jeg gerne bede dig om, at finde nogle

filmklip om de små øer, vest for Stad 1. Var der noget du ikke forstod i

den sætning – eller skal jeg finde et tastsatur og skrive det til dig?” Fjølk fortrød

øjeblikkeligt sin egen sarkasme, men Virus svarede blot venlig som altid:

”Nej, du talte klart og tydeligt. Ej lille øjeblik, Fjølk!”

Det gav et blink på skærmen, og starten på en film tonede frem.

I begyndelsen så man et oversigtsbillede, hvor øerne viste sig som små grønne

knolde i det blå hav. I baggrunden snurrede en svag brummen, der kun kunne

62


etyde, at filmen var blevet optaget fra en af de forbipasserende hovercrafts. Efterhånden

som hovercraften kom tættere på, trådte flere detaljer frem. Der dukkede

træer og buske op. Fjølk blev lige forbløffet over træerne nu, som den første gang

han så dem på sejlturen. Træer var der ingen af i stalagmitterne, men nu hvor han

genså dem, ville han ønske der var. Han fik igen denne sære fornemmelse i brystet.

Fornemmelsen satte sig fast, som en stor fjer, der kildede ham på bagsiden af

ribbenene.

Hovercraften var nu helt tæt på øerne. Øerne syntes større så nær på, meget

større end Fjølk havde forventet. Den skrånede opad på midten, og på den stejle

bakke voksede træerne tæt, her og der gennemskåret af brede pletter med lavt

grønt græs.

Båden passerede et stykke af øen, hvor en tæt træbevoksning nåede næsten helt

ned til vandkanten.

Der syntes at være et utal af træer og anden vegetation på øen. Men det der

tiltrak sig Fjølks opmærksomhed var nogle høje storbladede buske, tæt besat

med gigantiske røde blomster. Det var første gang i sit liv, Fjølk så en

blomst. Han bad Virtus pause filmen. Betaget fik han et udsnit af billedet forstørret,

så blomsten endte med at fylde det meste af hans pupilskærm.

Blomsten var så rød, at det næsten brændte ham i øjnene. Kronbladene lå som

store røde plader, og fra midten af blomsten strittede lange gule støvdragere ud.

De to farver lyste, så det næsten virkede unaturligt. ”Hvor er det godt lavet!”

tænkte Fjølk.

”Start filmen igen!” bad Fjølk, og Virtus efterkom øjeblikkeligt ønsket. Billedet

zoomede ud fra blomsten, og atter fortsatte hovercraften sin sejlads om øen. Den

passerede et smalt stykke med sand. Fra et sted i sin hjerne gravede Fjølk ordet

”strand” frem. Det var det første ord der kom til ham, men sikker var han ikke.

Bag ”stranden” lå et nok en lille tykning med lavt buskads, hvorigennem grantræer

hist og her, stak deres kegleformede spidser mod skyerne. Hvor var der dog mange

forskellige typer træer på øen, slog det Fjølk. Tænk at vegetationen kunne være så

varieret på se lille et sted. Hvor må omegnen have været spændende, før vandet steg.

Hen kunne huske at han et sted havde læst, at landskabet havde bestået af bakker og

dale, overstrøet med træer og buske. Det måtte jo have været et sandt paradis.

Fjølk ønskede pludselig, at han havde levet tilbage i tiden, så han havde oplevet

landet, som det så ud, før den kraftige ændring, det stigende hav havde ført med

sig. Man kunne jo altid tage en rejse til de højereliggende dyrereserva-

63


ter længere sydpå, men det var forbeholdt videnskabsfolk. For en almindelig

pode som Fjølk, var den slags udflugter ganske enkelt utænkelige.

Nok en gang fik Fjølk Virtus til at standse filmen. Han bad ham igen zoome ind på

det lille stykke med stenet strand. Det så rart ud. Vandet skvulpede op på stenene,

og fik dem til at antage de klareste farver. Og vandet var så klart, at man kunne

følge stenene under bølgerne. Hele havbunden var åbenbart oversået med sten.

Han bad Virtus zoome endnu mere, og nu trådte undervandsstenen klart og

tydeligt frem på han skærm. En af stenen havde en pudsig trapezagtig facon. Og

det så grangiveligt ud til, at der stak ben ud af begge sider på stenen.

”Virtus, kan du udskille den genstand med med benene, fra baggrunden?”

Der gik et ganske kort øjeblik, hvor Fjølk kunne følge Virtus arbejde med biledet.

Først blev omridset af benstenen tegnet op, så den stod markeret med en stærk

grøn aura. Herfter blev baggrunden retoucheret væk, og nu stod stenen helt alene

på hvid baggrund, mens et flimrende billede i højre hjørne af skærmen forsøgte,

at finde et tilsvarende foto i Virtus’ billeddatabase. Efter få sekunder standsede

billedstrømmen, og et foto blev vist i forstørrelse ved siden udsnittet fra filmen.

”Det er en krabbe!” sagde Virtus.

”En krabbe?” gentog Fjølk, på en gang forundret og tvivlende over billedets

rigtighed. Han granskede nysgerrigt arkivbiledet. Skabningen så på en gang sjov

og skræmmende ud med de lange leddelte ben og de stærke klosakse.

”Lever der mange af den slags skabninger heromkring?” spurgte han Virtus.

”Ja. Og det er ikke den enste art. De findes i mange størrelser og variationer

i farvandet heromkring!” Som for at understrege rigtigheden af sin påstand,

lod Virtus en stribe billeder af de forskellige krabbearter glide forbi på skærmen.

”Gad vide hvad der ellers lever derude i vandet, som jeg heller ikke har kendskab

til?” grundede Fjølk. Han havde jo ofte nok fået fortalt om alle de bidske og glubske

havdyr, der befandt sig i Sjællandshavet. Især den farlige eremitbrugde, som var en

muteret form af de ellers ufarlige, men stormundede hajfisk, havde stjålet mange

timer af Fjølks søvn. Men at der også fandtes pudsige dyr, som denne krabbe, betog

ham meget. Hvorfor havde han aldrig lært om dem? Det var da en hel del mere spændende

end al den biokemi og plantelære, han blev terpet igennem i sin indlæring.

”Fortsæt filmen!” bad han Virtus, men bad ham næsten øjeblikkelig om at

standse igen. Noget bagved den lille strand havde fanget hans opmærksomhed.

Der var næsten helt sikkert noget, som havde bevæget sig i det tætte krat, der løb

langs med det korte strandstykke. Virtus zoomede igen ind på et område af filmen,

64


og hele skærmen var nu dækket af buske, som bugnede af mørkviolette bær. Midt

i alt det grønne og violette, lyste noget gult op. Det var bestemt ikke en blomst

eller en frugt, og da Fjølk bad om en kraftigere forstørrelse, kunne han tydeligt se,

hvad udsnittet forestillede. Midt i virvaret af grene og blade og forskellige planter,

trådte omridset af en gul hue ganske tydeligt frem. Og under huen, halvt gemt bag

blade, kunne han tydeligt skimte det hoved som huen sad på. Det tilhørte en pige,

der – godt gemt som hun troede hun var – stirrede lige ind i kameraet, overbevist

om, at hun ikke kunne ses.

”Du skulle nok have valgt en anden farve hue” mumlede Fjølk.

”Kan jeg få ordren igen!” svarede Virtus klart og tydeligt.

”Det var ikke noget, Virtus. Jeg mumler bare!”

Fjølk kunne ikke løsrive sig fra pigen på billedet. Hun lignede bestemt ikke de

poder som Fjølk boede sammen med. Hun havde en meget mørkere hud en Fjølk.

Ikke så mørk, som poden med den underige grimasse, men dog mere brun end

Fjølk’s mælkehvide hudfarve. Farven kunne minde lidt om den æbler fik, når de lå

lidt for længe på bordet efter de var skrællet. Midt i det lysebrune ansigt stirrede

to grønne øjne. De var vidt åbne, sikkert optaget af at betragte den forbisejlende

hovercraft. Han kunne ikke se hendes mund, der var halvt skjult bag blade – men

der var ingen tvivl: Det var en pige, og hun var ikke meget ældre end ham.

”Virtus, jeg vil gerne have en kopi af billedudsnittet lagt ind på mit lager!” bad

Fjølk.

Han behøvede ikke få billedet printet ud. Det ville altid være tilgængeligt

for ham, hvor og hvornår han ville se det på sin pupilskærm.

Sikke en kulør hun havde. Straks slog en tanke ned i ham: Hvordan kunne

hun holde til at være ude i solen, uden sin frygiske hjelm? Enhver pode

ville, på grund af deres sarte hvide hud, få svære forbrændinger i ansigtet,

hvis de opholdt sig mere end en halv time i solen, uden deres frygiske

hjelm. Men pigens ansigt så ikke ud til, at have taget skade af sollyset.

Med et rev en lyd, Fjølk ud af sine tanker. Det var lyden af ledningsoprullerens

snurren, da M:O:R forlod sin opladningsstation henne i hjørnet af opholdsrummet,

og nu bevægede sig over mod ham.

”Sidder du stadig der, Fjølk. Som sædvanligt kan du ikke finde ud

af, at gå til ro. Tror du ikke det vil være en god ide, om du krøb tilbage

i din seng. Der er trods alt kun tre timer til du skal op igen.

”Jeg kunne ikke sove, så jeg tog mig en bid natmad!” løj Fjølk. ”Men jeg er på

65


vej i seng igen. Logger af Virtus! Og sov godt M:O:R!”

Han trak hånden ud af inforevnen, og trissede hen til sin karnap. M:O:R sagde godnat,

og summede hen i sit hjørne igen. Fra en af de andre karnapper så Fjølk, Fendurs

dinglende søvngængerkrop komme til syne, og luntende forsvinde ud på toilettet.

Fjølk samlede sin pølle op, kravlede op på madrassen, hvor han lagde sig til rette.

Det tog blot et øjeblik for madrassen at justere sig til hans krop. Han trak termotæppet

over næsen, og lå et øjeblik med hovedet fuldt af forvirrede tanker. Der var

så mange ting han ikke kunne finde hoved eller hale i.

Men M:O:R havde ret: Nu skulle han sove. Så måtte han se på billedet af pigen

igen i morgen. Det sidste han tænkte inden søvnen overmandede ham, var, at

pigen havde smukke grønne øjne.

66


”Jeg har endelig ramt en!”

Pulks stemme gjaldede gennem det store rum, og stemmen fortsatte med at

lave ekkoer af sig selv, mellem de nøgne og fugtige betonvægge. Det lød som et

kor af Pulk’er havde råbt, og ikke kun den ene pode som det i virkeligheden var.

Pulk var en sand mester i støjens oversete – men ikke overhørte – kunstart. Og det

var bestemt ikke alle knoldboerne der fandt ham lige charmerende. F.eks. var lige

præcis dette øjeblik, et af de tidspunkter hvor Pulks popularitet var helt i bund.

Med et svagt skær, lyste olietønder fyldt med glødende algesuppe, op i mørket,

og de sammenstimlede folk omkring tønderne, strakte halse for at se hvem det var

der kom brasende som et tordenvejr. I sengene langs den ene sidevæg, dukkede

forvildede og søvndrukne ansigter frem, bag jakker og tæpper. Nogle lagde sig

ned igen, mens andre sad og missede med øjnene, mens de forsøgte at fokusere

på den formastelige, der havde revet dem ud af deres søde søvn.

En svag mumlen bredte sig, og snart efter stimlede en flok knotne koldboer

sammen foran Pulk, der så lidt beklemt ud ved situationen.

”Undskyld, min ivrighed løb vist af med mig!” mumlede han, mens

et par af de omkringstående tvært hvislede, at han var en lille nar, og

det ville være en lettelse for alle, hvis han skred, og bosatte sig på den

mindste af holmene. En ussel lille ø, hvor der ikke boede boede nogen.

Uden at se sig tilbage, løb Pulk hen til Pril, som sad og sludrede med Parl, Paw

og et par stykker, Pulk ikke kendte navnene på, men som han huskede han havde

spillet Ludo med en gang.

”Du forstår virkelig at gøre opmærksom på dig selv, hva’ Pulk!” grinede Parl.

”Jeg er bange for at du fik udvidet din antifanklub med et par stykker. Men vil

67


det få dig til at tænke dig om, før du braser ind næste gang? Det tror jeg ikke!”

”Ja, ja, og hvad så. De sløve mugaber har godt af at blive rystet lidt en gang

imellem. Ellers går de da helt i stå. Men der var altså en grund til jeg kom brasende:

Jeg har fået mit vir-brev tilbage – og denne gang er der en som har modtaget

det!” Pulk strålede om kap med algerne i tønderne.

Der blev pludseligt helt stille.

Poderne så på ham, så vendte de blikkene mod hinanden, og derefter mod Pulk

igen. Pulk satte sig på bænken ved bordet, og snuppede nogle af de friske bøgeblade,

der var blevet høstet til snacks. Han gumlede at par gange på bladene, sank

dem, og rømmede sig, så der stod en grøn sky af findelte blade ud over bordet.

Nogle af de nærmeste rykkede tilbage, for ikke at blive indsmurt i halvt tyggede

blade, men det bemærkede Pulk ikke.

”Jeg var lige en tur henne ved den lille station, der hvor der står et gammelt

ramponeret tog. Der er sådan en god forbindelse gennem den gamle elevatorskakt,

som ender i den lille bunker på Ø 2. Jeg skulle bare lige forsøget at få forbindelse

til Virtus, da beskeden dumpede ind. Der var ikke noget billede, men en

stemme sagde, at han hed Fjølk!”

Pulks øjne skinnede, og han var stadig forpustet efter at have løbet gennem gangene.

Han trak vejret i små hurtige stød, og forsøgte at sige noget mere, men måtte

pågive, da han slet ikke havde luft nok til andet end at gispe uforståelige ord. Pril

lænede sig over mod ham.

”Slap nu af, Pulk. Du er jo lige ved at kvæles.

En af de andre, en tynd langhåret fyr, rejste sig op fra bænken.

”Du er fuld af løgn. Der er aldrig nogen, som har lykkedes at få forbindelse

med de skalleslugere i stalagmitterne. Og det ved du også godt!” Han

vendte sig, og gik over mod en folk som stod og snakkede omkring en tønde.

”Ham skal du ikke tage dig af. Han har vist fortrudt at han forlod Stad 1. Og nu

er det gået op for ham, at han aldrig kan vende tilbage. Tænk at han gider bruge

krudt på det. Han har åbenbart glemt hvor trist det er derovre!” Det var Paw der

blandede sig i samtalen.

”Har du fået vejret igen?”

Pulk gispede lidt, nikkede, og begyndte at tale.

”Jamen, han sagde bare, at han hed Fjølk. Det var det hele. Men kan I ikke se

det? Det er jo helt fantastisk. Det er første gang jeg får kontakt med en i Stad 1. Og

det endda efter, jeg har sendt vir-breve rundt i flere måneder!”

68


”Det er da lige før du skal ha’ en præmie for det, Pulk. Og hvad så?” hånede Parl.

”Jamen de skal da ha’ at vide, at vi bor herude, og at her er meget dejlige at

være, end indeni i de lumre tårne!”

”Det får du vist svært ved at overbevise nogen om. Tænkt på hvad de får stoppet

ind i kraniet under indlæringen? Du har jo selv været hele turen igennem!”

”Ja. Og nu sidder jeg her, og fortryder ikke et sekund at jeg skred. Det er det

bedste jeg har gjort!”

”Hmm!” mumlede Parl.

”Jamen det er altså sandt!” Pulk rejste sig halvt op. Det gav et forskrækket gib

i de omkringsiddende.

”Her er der træer. Og frugter og bær. Og de smager ikke så lidt bedre her, end

dem man fik i stalagmitterne. De smagte jo ikke af noget, sammenlignet med vores

frugter. Og af og til er der endda fugle som slår sig ned her på øerne. I skal ikke

komme og sige, at I aldrig her siddet musestille bag et træ, og bare lyttet til deres

sang!”

”Selvfølgelig har vi det. Men hvordan kan du vide, at den person som læser

dit vir-brev, ikke bare mener at du er en dum knoldboer, som burde bruges til

brugdefoder? Og at vedkommende ikke bare sletter brevet og glemmer det hele?”

”Det ved jeg da heller ikke – men jeg er da nødt til at forsøge. Bare det at få én til

at flygte fra Stad 1, og herover, er al besværet værd!”

”Du er en ukuelig optimist. Pulk. Det er nok det jeg sætter størst pris

på hos dig!” lo Pril, og strakte armen over, og uglede Pulks hår. Han lignede

en trold efter et stormvejr, med sin viltre manke, og hele bordet brast i latter.

”Hvor mange breve har du egentlig sendt?”

”Sidst jeg talte, var det vist omkring et par tusinde. Og jeg har allerede fået

svar fra en. Jeg må hellere sende ham et brev til, med det samme. Må jeg låne dit

kamera, Parl?”

Parl tøvede lidt, men fandt så det lille kamera frem fra hylsteret i sit bælte.

”Så okay da – men ikke noget med at tabe det!”

Kameraet var det eneste som Parl havde haft med fra Stad 1, på nær det tøj han

stod og gik i. Kameraet var ikke meget større end en gammeldags æske tændstikker.

Dets batteri havde strøm nok til mindst 6 år, hvis det blev benyttet en time

hver dag. Men Parl var sparsommelig, og havde en regel om, at kameraet kun

måtte benyttes en time i ugen. Så ville batteriet strække meget længere.

”Jeg smutter ud i gangene, og laver en lille film, om hvordan her ser ud.

69


Så kan jeg fortælle hvor mange vi egentlig bor her. Måske bliver han fristet!”

”Gør du det – men ikke noget med at sige noget om hvor indgangene er. Vi

skal ikke have stedet til at vrimle med OS vagter, vel!?”

”Står der skallesluger i panden på mig? Jeg skal nok holde gabet lukket!”

Så rejste Pulk sig, og spænede afsted.

”Er du rundtosset hvor er der ild i bagpartiet på den pode! Man bliver helt

træt af se ham fise frem og tilbage. Han kommer garanteret alle gangene igennem

mindst to gange hver dag. Nå, nu der er igen er fred, hvad siger I så til et slag

Ludo?” sagde Paw med et smil så bredt, at det truede med at knække hans ansigt

over i to. Pril rystede på hovedet, smilede overbærende, og samlede terningerne

op fra bordet.

”Bruskbøvs – men jeg vil begynde!”

Ude i gangene filmede Pulk på livet løs. Hver gang han passeerede et sted,

han mente kunne være af interess for Fjølk, skød han nogle sekunders film, og

fortalte lidt om stedet.

Mange af knoldboerne kunne godt lide at komme på den gamle station, eller i

den nærliggende kuppelformede hal, kaldet Rotunden. Den runde sal lå nogle få

hundrede meter syd for den store sal, hvor de fleste knoldboere holdt til om natten.

Det havde oprindeligt været benyttet til gasbeholder, og som et af de eneste

steder, havde denne bygningen holdt stand mod oversvømmelsen. Det meste af

bygningen lå nedgravet i hvad der nu var havbund, men en lille bid stak op, og så

man godt efter, hvis man sejlede over stedet i en hovercraft, kunne man lige ane

en stor lysegrå cirkel på havbunden.

Inden i var det blot en stor tom skal. Den havde været næsten tom, bortset fra

lidt skrammel og skidt, da knoldboerne tilfældigt havde opdaget rummet for år

tilbage. Nu var stedet blevet ryddet, og rundt langs væggene var der blevet gravet

en rende, hvori der jævnligt blev fyldt ny væske med selvlysende alger i. Et

avanceret system af små piskeris blev drevet af fire store propeller i loften. Når

alle knoldboere var samlet i rummet, steg varmen fra dem til vejrs i kuplen, og fik

propellerne til at dreje rundt. Det fik så igen risene til at piske, der så rodede op i

de selvlysende alger, og fik dem til at gløde stærkere, som en grøn glødende ring,

hele vejen rundt lang ydermuren.

Det var her i kuplen knoldboerne afholdt deres store fællesmøder, og det var

også her der blev dystet i den lokale sportsgren, knold-bold.

70


Det var naturligvis Paw, der en gang for flere sæsoner siden, havde opfundet sporten.

Før i tiden var der ikke blevet leget meget på de små øer, men efter indførelsen

af en knold-bold-dag hver uge, var der dukket flere hold op, som hver søndag

troligt troppede op i kuplen, for udfolde sig i det heftige spil. Og selvfølgelig havde

hvert hold deres egen fangruppe med, som heppede og hujede og fik loftet til at

dirre i kuplen.

Knold-bold var et miskmask af mange sportsgrene. Men mest af alt var det en

blanding af tennis, golf og fodbold. De to kæmpende hold bestod af ti spillere,

placeret på hver sin side af et stort net, spændt fra side til side på en cirkelrund

bane. I hver ende af banen var der et dybt hul. Hvad det i tidernes morgen var blevet

anvendt til, anede ingen, men det var disse huller, der havde givet Paw ideen

til spillet. I de to huller skulle modstanderne forsøge at droppe deres ti bolde. For

hver bold de fik i, var der point. Hver bold der ramte forbi gav modstanderen et

point. Forsvarerne måtte gerne forsøge at hindre modstandernes bolde i at ramme

mål – men kun oppe ved nettet. Og sådan fortsatte spillet efter tur. Når der var

spillet tre runder, blev taberholdet frataget et antal spillere svarende til det antal

point de var bagud. Og sådan fortsatte man, indtil der ikke var flere spillere på et

hold. Spillet var blevet et populært tidsfordriv på øerne, og uanset hvornår man

kiggede forbi kuplen, eller Rotunden, som den blev kaldt, så var der altid et hold

som øvede sig.

Pulk kunne godt lide det bløde grønne lys i Rotunden, og lod kameraet panorere

en runde, for til slut at zoome hen over de spillende hold. Han optog det ene

holds serv. Der var kun 7 mand tilbage på holdet nu, men kampen var langt fra

afgjort. De skød deres 7 bolde afsted på en gang. De var alle indsmurt i alger, og

hver spark fik dem til at flamme som grønne perler. De svævede hen over nettet,

hvor to af forsvarerne, fik viftet et par af boldene væk. De resterende fem fortsatte

deres flugt gennem luften. To af dem ramte plet i første forsøg, mens de tre andre

hoppede hen ad det hårde jordgulv. En dansede ud over baglinjen, en ramte kanten

af målhullet og sprang tilbage op på banen igen, mens de sidste foretog nogle

hop hen ad gulvet – og ramte plet.

Pulk fulgte muren næsten hele vejen rundt, og endte ved en udgang. Den gik

parallelt med den gang han var kommet ind ad. Han drejede ind i gangen og fulgte

denne et godt stykke, ind til den slog et skarp svig til højre, og så var han tilbage på

stationen igen. Gangen var ikke så bred som så mange af de andre gange i systemet –

men det var til gengæld en af de længste. Pulk havde snuppet en fakkel fra stativet ved

71


indgangen, og nu spadserede han i skæret fra de dansende flammer. De små hvide

kakler på væggen kastede det gyldne lys tilbage, og han følte at han gik i en gylden

boble i den dunkle gang. Gulvet var glat af fugt og et tyndt lag alger. Nogle steder

kunne han ligefrem høre den svage klukken af vand, der silede ned ad væggene.

Han standsede, og kiggede sig omkring. Det var lige her i nærheden, der skulle

være en sidegang til venstre. Ganske rigtigt dukkede der få sekunder senere en

åbning op, og Pulk vidste, at han nu var nået ca. en tredjedel henne ad gangen.

Om et par hundrede meter ville gangen svinge halvfems grader til højre, og efter

knækket ville han kunne se genskindet på tunnelvæggene, fra faklerne på stationen.

Men nu var mørket en massiv ugennemtrængelig mur, der hvor faklens skær

ikke kunne nå.

Han var ellevild efter at lave en god film, og i et anfald af eventyrlyst, fik han

pludselig en sær trang til, at gå ind i en sidegang. Han havde altid passeret åbningerne,

under sine talrige vandringer i denne gang, men det var aldrig faldet ham

ind, at udforske gangene.

Men det ville da være et spændende indslag i hans film til Fjølk. Hvorfor ikke prøve?

Pulk betænkte sig ikke mange sekunder, men gik de få skridt tilbage ad gangen,

til åbningen der førte ind i den uudforskede sidegang. Han blev lidt skuffet

da han stak faklen ind i sidegangen, for den var helt identisk med den

gang han stod i. Der var lidt mere beskidt, da gangen aldrig blev benyttet.

Men der var ingen nedfaldne betonbrokker, eller andet der forhindrede ham i

at gå hen ad den. Han tog et par skridt ind i mørket, og tændte for kameraet.

Han holdt den ud i strakt arm, så den fik så meget lys fra faklen som muligt.

”Jeg går nu hen af en uudforsket gang. Det er første gang jeg er her, så lad os

se os lidt omkring – det kan være vi finder noget spændende!”

Han holdt op med at tale, mens han forsigtigt fortsatte fremad i halvmørket.

Gangen slog et knæk til venstre i et næsten vinkelret sving, og fortsatte

så frem. Pulk fortsatte, og efter 30-40 meter, endte gangen i en stor metaldør.

Døren havde engang været gul, men nu havde slitage, alder og rust, fået malingen

til at skalle af, så den nu var mere rustrød end gul. Midt på døren sad det sædvanlige

runde, røde hjul, der låste døren op og i.

Han forsøgte at dreje hjulet uden held. Pulk klemte kameraet fast i den lille

holder, han havde hængende i en kæde om halsen. Nu kunne den optage,

mens han fik begge hænder fri til at åbne døren. Faklen stillede han forsigtigt

fra sig på gulvet, så den lænede sig op ad muren. Med et solidt greb, forsøgte

73


han igen at dreje hjulet. Han var forberedt på at det sikkert var rustet fast, men

det gav sig med knirken, og næsten uden kamp. Pulk drejede mod uret, og en

hvinen inde fra døren, fortalte ham, at de tunge rigler, gled ud af slutblikket og

ind i døren. Snart satte hjulet sig fast, og det betød at døren ikke længere var låst.

”Jeg tager lige min fakkel, og så vil jeg forsøge at åbne døren. Den er tungere end

en hval, men hvis den er ligeså let at svinge rundt, som hjulet var at dreje, så skulle

det gå nemt. Bliver det ikke spændende at se hvad der mon gemmer sig bag den?”

Døren gled op med en svag susen, og Pulk stak faklen og sit hoved ind gennem

åbningen.

Han havde været forberedt på, at gangen fortsatte bag døren, men i stedet stod han

nu, og kiggede ind i et rum. Det var vel omkring 10 meter på hvert led, og overlat

lå der forvredne bunker af skrammel og skidt. Det lignede at gammelt lagerrum,

og det havde sikkert ikke set lyds i de sidste 200 til 300 år. Langs den ene væg stod

en stribe gamle rustne cykler. Gummidækkene var for længst mørnet bort, og sad

nu som sorte trevler omkring fælgene. I det fjerneste hjørne af rummet, stod kasser

opmagasineret. Nogle var af pap, andre af træ eller plastik. Papkasserne lå i sammensunkne

brune bunker, som var de smeltede ned over hinanden.

Ud af de deforme bunker stak forskellige metalgenstande, plastikdimser og næsten

opløste bunker af hvidt papir. Pulk kunne ikke greje hvad det var, da han

aldrig havde set sådan et syn før. Trækasserne og plastikboksene havde derimod

klaret det fugtige rum lidt bedre. De hang stadig sammen, men da Pulk vovede sig

tættere på, kunne han se, at træet var i svær forrådnelse. Da trækasserne ikke var

faldet sammen under vægten, gik han ud fra det var tomme. Han forsøgte ikke at

åbne plastikkasserne.

På væggen overfor indgangsdøren, sad der en tilsvarende dør. Bortset fra den,

var rummet blot en grå betonkasse. Der var intet på væggene, og loftet var

kun dekoreret af nogle anløbne lysarmaturer, som havde set bedre dage.

”Tja, det var jo lidt af en skuffelse, Fjølk. Som du kan se, er ikke alt herovre

lige brugbart – og alt bliver heller ikke brugt lige meget. Men lad os se hvad der

gemmer sig bag den anden dør!”

Pulk forsøgte at dreje hjulet, og nok en gang gled døren relativt nemt op. Bag

døren lå der nok en lang, smal gang. Denne gang var dog ikke besat med hvide

kakler som de andre gange, men en blå maling skallede af, fra de klamme mure.

Gangen virkede tom og forladt, men heller ikke her kunne Pulk se hvad der skjulte

sig i mørket for enden af gangen.

74


”Skidt!” tænkte han, ”Fjølk skal ha’ en rundtur der vil noget!” Og så traskede

han fremad.

Gangen havde en gang være blå fra gulv til loft. Det eneste der brød den ensformige

blå flade, var store gule pile påmalet væggen, der pegede fremad, med en

afstand af ca. fem meter.

”Glimrende!” tænkte Pulk, ”Det er nok mod udgangen!”

”Jeg gad nok vide hvor jeg ender!” sagde han højt.

Pulk var kommet små hundrede meter hen ad gangen, da han hørte et dumpt døn,

i mørket bag sig. Han stivnede midt i et skridt, og vendte sig, men det var umuligt

at se noget i den retning han kom fra. Hårene i hans nakke rejste sig, og uden at

betænke sig, løb han tilbage mod døren. Lyset fra faklen afslørede gradvist det,

han frygtede allermest.

Døren var smækket i!

Den sad som var den støbt fast i stålkarmen. Og hvad værre var,

så var der ikke noget hjul til at åbne med, på denne side af døren.

75


”Skal vi se hvad der gemmer sig, for enden af trapperne?” Det var Ficus der

brød stilheden.

”Tjaee...!” Femfem lød tøvende. ”Det er selvfølgelig ikke så tit vi kommer her

forbi, så hvorfor ikke lave en udflugt ud af det!?” Femfem kiggede over mod Ficus,

der stirrede tilbage på ham gennem plexiglaskuplen på aquapoden. Femfem forsøgte

at lade som om, han ikke var skræmt af, hvad der kunne gemme sig nede i

den mørke trappeskak. Men Ficus kunne godt fornemme at han hellere ville hjem

- alligevel satte de sig i bevægelse, ned ad trappen.

Ficus slap sit greb i Femfem’s pod, og forsigtigt trådte han det første trin ned ad

trappen. Femfem så sig over skulderen. Han var tydeligt utryg ved situationen,

men da der ikke ikke sprang en eremitbrugde eller en syregople frem fra mørket,

besluttede han sig for, at det nok var ligeså sikkert at opholde sig i trappeskakten,

som oppe på havbunden.

Deres projektører lyste det meste af skakten op. Små fisk for forskrækkede

rundt om fødderne på dem, når lyskeglerne vækkede dem, i deres skjul. Tredive

trin nede, endte trappen i en repos, hvorefter den fortsatte endnu tredive trin ned.

På reposen forsvandt en smal gang ud til hver side. Begge gange var korte, og endte

i hver sin dør, der så ud som om, havvandet havde fået dem til at smelte. Rusten

sad som tykke kager, ved foden af de gamle ståldøre, og både Ficus og Femfem så

med det samme, at der kunne de god opgive at komme ind. Deres aquapods var

også for store, til at kunne komme ind i gangene.

De fortsatte deres nedstigning, trin for trin, ned ad trappen. Jo længere de kom

ned, desto mere slagger og mudder befandt der sig på trappetrinene. Hvert skridt

de tog hvirvlede slammet op som skyer, og skjulte deres fødder, så de forsigtigt

måtte føle sig frem. Det var vanskeligt arbejde, med aquapodens tunge og klod-

76


sede fødder. Trappen endte i et indgangsparti, hvor der engang havde befundet sig

fire store døre, med glasruder i. Der var kun enkelt, næsten hel, glasrude tilbage.

De sidste havde for længst givet op, og lå som ujævne skårbunker, drysset ud over

gulvet på reposen og lokalet bagved. Det var næppe vandet der havde knust ruderne,

men sandsynligvis dykkere, der havde besøgt stedet for meget længe siden.

I stilhed, masede de sig vej gennem en af åbningerne. Hist og her forsvandt små

havdyr i skjul, når lyset fra projektørerne afslørede dem i mørket. Også her hvirvlede

de slam op, og Ficus bad Femfem om, at gå lidt roligere frem, så hele lokalet

ikke ville blive fyldt med slamtåge.

De befandt sig nu i en gammel ventesal. Nogle møre plastiksæder sad stadig

på deres stålstel, der var naglet til gulvet. Andre stel havde dog ikke holdt til det

salte vands konstante ætsen, og var for længst buket under. Tilbage lå kun enkelte

rustrøde metalrester, og en lille stabel blegede og beskidte plastiksæder. Deres

røde farve skinnede gennem slammet enkelte steder. De lå lænet op ad hinanden,

som sov de Tornerosesøvn. Der havde de hvilet, skulder ved skulder, i 300 år.

”Logger ind, Virtus!” beordrede Ficus.

”Velkommen, Ficus. Hvad kan jeg gøre for dig? Er I kommet sikkert hjem?”

Virtus stemme lød hul og rungende inde i aquapoden.

”Nej, desværre. Vi befinder os stadig inde i Den gamle By. Vi er under jorden, i

noget som hedder METRO. Det sagde skiltet i al fald. Kan du oplyse mig om hvad

METRO er?”

Der gik kun et øjeblik, så lød Virtus elektroniske stemme.

”METRO var det gamle underjordiske togsystem, som blev benyttet i byen, før

oversvømmelsen. Jeg kan se på min scanner, at I i øjeblikket befinder jer, på en

af de gamle stationer, METRO 6, en del af ringbanen rundt om byen. I står vist i

ventesalen!”

”Tak Virtus. Det var egentlig bare det jeg ville vide!” sagde Ficus. ”Logger af!”

Ficus trak i Femfem’s pod, og de bagev sig gennem ventesalen. En billetluge smilede

tom og ildevarslende til dem, som et sort gab i muren. På væggen havde der

engang siddet skærme, der viste afgangs- og ankomsttider. Men nu var der kun

beton, en aluminiumsramme hist og pist, med ledninger, der spredte hang ud fra

deres fatninger i mure og lofter, og blafrede i vandet som sære søanemoner. Alt så

meget ødelagt ud, hvor de end lod Femfem’s kraftige projektører feje mørket bort.

Pludselig fangede lyset en åbning lige overfor indgangen. Langsomt bevægede de

sig gennem det ramponerede og sorte rum, og endte med, at stå ved toppen af nok

77


en trappe. Trappen førte nedad, i en mørk skakt. Mørket åd deres lyskegler, men

hvis de anstrengte sig, kunne de lige skimte nok et et rum, der bredte sig ud for

foden af trappen. De kunne ikke se om rummet var stort, eller om det var nok en

gang, der førte videre nedad mod perronererne.

Uden at ord så de på hinanden. Ficus nikkede svagt, og nysgerrigheden sejrede.

Denne gang førte Femfem an. De kunne skimte fiskehoveder der sky kiggede ud

af revner i væggen, før de hastigt fortrak til sikkerheden inde i mørket. På de brede

trappetrin, pilede et par krabber bort, skræmt af podernes tilstedeværelse. Poderne

var meget forsigtige, så de ikke ved et uheld kom til at træde på, og knuse en af

krabberne. De var flere gange ved at snuble på de glatte trin, der var overgroet

med alger, og det gjorde ikke sagen lettere, at gelænderet var ligeså slimet og glat

at holde ved.

De nåede endelig foden af trappen. De stod stille lidt, og forsøgte at lyse så

meget op som de kunne. Foran dem strakte en lang hal sig. Til venstre for trappen,

var der i gulvet en bred rende. Og til høre derfor, en lang og bred platform. De

kunne genkende de plastiksæderne, som også her var tvunget til jorden af ælde.

Flere steder havde strømmen taget sæderne, og fordelt dem ud over perronenes

gulv. Enkelte var endda gledet ud over perronkanten, og ned i hullet, hvor de nu

lå som røde noder på de to sæt skinner.

”Det må være den der hedder perronen!” sagde Femfem.

”Hvor den lang!” konstaterede Ficus.

”Ja, min projektør kan slet ikke nå ned i den anden ende at rummet!”

De bevægede sig forsigtigt hen af det flisebelagte perrongulv. Det gule skær

fra deres lygter, blandede sig med det grå snavsede sand på gulvet, og fik alt til at

skinne i et grumset, dystert lys. Nå lyset strejfede loftet, afsløredes stor huller i det

sænkede loft, og en enorm, grå betonhvælving oven over. Ud af loftåbningerne

hang ledninger og kabler, og duvede i den svage strøm. Ind imellem fangede lyskeglerne

også her en lille stime fisk, som futtede afsted under hulrummet mellem

loftsbuen og de ramponerede loftsplader. Ficus fik en sær fornemmelse af, at der i

hulrummet sagtens kunne leve skjulte havdyr. Jo mere han kiggede op i skyggerne,

desto mere følte han sig iagttaget. Han så for sig, hvordan en stor stime syregopler,

langsomt dalede ned fra loftåbningen, lagde sig til rette oven på aquapoden, og

ætsede sig vej gennem plexiglasboblen. Ficus gøs, men rettede så atter opmærksomheden

mod Femfem.

”Skal vi se hvad der er i den anden ende?”

79


”Ja. Lad os!” svarede Femfem, og satte sig i bevægelse. De listede hen over

perronen, som var overdrysset med nedfaldne betonstykker, sand, halvt opløste

stålrør og plastiksæder. Ficus listede sig så tæt på perronkanten som han turde, og

eftersøgte bunden med sine projektører. Den var dækket af et tykt lag slam, men

enkelte steder havde vandstrømme skyllet skinnerne rene. De tittede frem som

to blanke sølvstriber. Også her holdt der hundredvis af små fisk til. De hvirvlede

rundt i små farvestrålende skyer, ind og ud mellem de korte betonpiller, der understøttede

perronen. Ficus tvang aquapoden faretruende ud over kanten, og forsøgte

at få en af lyskeglerne til at lyse længere ind i hulrummet under perronen. Men

det var vanskeligt. Lyset trængte blot et par meter ind, og det eneste det afslørede,

var blot flere små fisk. Han rettede pod’en op igen, og fulgte efter Femfem, der

allerede var kommet foran ham, og nu befandt sig omkring 20 meter henne ad

perronen.

Femfem forsøgt at forcere et sted, hvor et tykt stykke af stationens væg var væltet,

og kun gjorde perronen farbar, gennem en ujævn sti over brokkerne. Åbningen

var ikke større end aquapoden lige akkurat kunne klemmes gennem hullet. Han

havde lige fået sin pod kantet gennem åbningen, da Ficus nåede den væltede mur.

Femfem stod nu på den anden side af brokkebjerget, og lyste mod den fjerneste

ende af perronen.

”Wow!” lød Femfem’s stemme ud af Ficus højtalere.

”Hvad ser du?” Ficus pressede aquapoden gennem hullet. Han kunne høre

plexiglasboblen skrabe mod de skarpe betonbidder. Da han så ned, afslørede

lyset, at boblen havde fået en bred ridse i glasset, i næsten hele boblens bredde.

Ficus tændte sine hælmotorer og svævede en anelse opad. Det var nok til, han

kunne komme fri af de spidse betontænder. Han satte forsigtigt pod’en ned på

gulvet, på den anden side af bunken med betonbrokker, og bevægede sig videre

over mod Femfem, som stadig stod og gloede ud mod perronens fjerne ende. Han

sagde ikke noget.

”Hvorfor sagde du wow?” Nåede Ficus lige at spørge, da han selv fik øje på

synet der betog Femfem. Foran dem lå hovedperronen som en stor bred plads.

Næsten helt tom, bortset fra et par af de velkendte røde plastiksæder. Det var tydeligt

at loftet over denne sektion af perronen ikke var brudt sammen, end sige var

skadet, for der lå ikke så meget som et lille stykke beton på gulvet. Kun et jævnt

tykt lag slam. Som de bevægede sig fremad, satte de tydelige spor i det smattede

dynd. Ficus bemærkede at der også var andre spor, der blandede sig med deres

80


på flisegulvet. De lignede et forvirrende mønster af små flettede slanger, snoet

ind mellem hinanden. Det så mest af alt ud som havde nogen smidt tusinder af

små stykker reb på gulvet, hvorpå de var svævet bort. Eller måske mere i retning

af, at nogen havde pisket på gulvet med et stykke reb. Mønstret kunne dog ikke

holde de to poders opmærksomhed fanget ret længe, da de fik øje på systemet af

glaselevatorer og rulletrapper i halvmørket foran dem.

Ikke færre end otte tykke glasrør, stod plantet side om side, med hver sin rulletrappe

imellem sig. De strakte sig fra perrongulvet, op til en repos, og videre op i

mørket over dem. Mørket skjulte sikkert den flere etage høje ventesal, og en eller

to etager mere, med tværgående metrospor. Der var plads til mange hundrede

mennesker, kunne komme op og ned på samme tid. Selv om det meste af glasset,

også her, for længst var forsvundet, gav de kraftige stålkonstruktioner, som stod

tilbage, et klart billede af hvor effektivt elevatorer og trapper havde været. Det var

enormt.

Langsomt fortsatte Femfem og Ficus hen mod elevatorskakterne.

”Det her kan måle sig med elevatorhallerne i stalagmitterne!” mumlede Femfem.

”Du Femfem, se lige her!” Ficus lod sine projektører oplyse perronen foran

dem. ”Har du lagt mærke til mønstrene på gulvet?” spurgte han.

Femfem have svært ved at løsrive sig elevator- og trappetårnet. En gang havde

hver sektion haft hver sin farve. Trapperne og elevatorerne havde været farvebomber,

der nok kunne have fået de morgentrætte metropassagerer til at spærre

øjnene op. Femfem drejede blikket ned mod gulvet, og vendte sig mod Ficus.

”Ja, jeg har godt bidt mærke i det – men hvor stammer det fra?”

”Fodspor er det i hvert fald ikke – det ser mere ud som om nogen har kravlet hen

over gulvet!”

”Eller har trukket noget tyndt efter sig. En snor måske!”

De vendte sig atter mod elevatortårnet, og så ikke den lange bløde gren, der

sejlede ud under perronen, og bugtede sig op mod loftet i den massive skygge bag

dem.

Lyset fra deres projektører fik skyggerne til at danse mellem stålkonstruktionens

metalrør og – spær.

Tynde sorte streger bevægede sig i en vild dans, mens forskræmte fisk dansede

med, inden de hurtigt forsvandt i skjul i revner og sprækker og skygger. De to poder

havde nu bevæget deres aquapods halvvejs hen mod trappen. Loftåbningen

over elevatorerne stod nu tydeligt, som en gigantisk sort firkant. Ficus lod sine

81


projektører følge elevatorskakterne op i hullet, men skakten fortsatte, og til slut

måtte projektørerne give op. Det var en forgæves kamp mod mørket. Det virkede

nærmest som om lyset blev afbøjet af noget.

”Femfem, prøv lige at se det her!” kalde Ficus, og så at Femfem drejede hovedet

inde i sin boble. Han trissede afsted helt ude ved perronkanten, og bevægede

aquapoden derover, så hurtigt han kunne.

Ficus pegede op i det mørke hul, og Femfem rettede også sine projektører derop.

Mørket over dem var nu ikke længere helt så massivt. Men nu så det ud til, at noget

fik lyset til at bølge frem og tilbage mod loftet.

”Det ligner små bølger..!” Ficus stoppede forbløffet midt i sin sætning, og

spærrede munden op. Han troede ikke sine egne øjne.

”Det er bølger, der er over os. Ved du hvad det betyder, Femfem?”

”At der ikke er oversvømmet i rummet over os. Der må være en luftlomme!”

Femfem lød tvivlende.

”Du er ikke så minushjernet. Der er nemlig en luftlomme, lige over hovedet på

os. Kom så!”

Og før Femfem kunne nå at protestere, tog Ficus et solidt greb i hans ene hånd,

og gav sine hælmotorer fuld kraft. De lettede i en sky af mudder og dynd, og steg

langsomt op mod den mulige overflade over deres hoveder.

De steg støt og roligt, selv uden hjælp fra Femfem’s hælmotorer. Stålkonstruktionen

gled stille forbi dem, og Ficus bed mærke i hvor klare farverne var i det stærke

projektørlys. Gult, turkist og orange rør, skinnede i lyskeglen. De var næsten nået

op til den bølgede overflade. Der resterede kun et par meter, da farten pludselig

sagtnedes. Ficus tjekkede sit display, men der var ikke noget i vejen, Begge hælmotorer

kørte på de omdrejninger de skulle. Men de rørte sig ikke ud af stedet. De

hang, som to gule bøjer, et par meter under overfladen, og der blev de hængende.

”Jeg tror vi hænger fast i noget, Femfem!” kvækkede Ficus og kiggede hen

mod Femfem, som han holdt i hånden.

”Hvad skulle det være? Vi er jo flere meter over gulvet, og flere meter fra

stålrørene. Og tang er der heller ikke noget af!” Femfem trak på skuldrene, lod

blikket vandre rundt i halvmørket – og udstødte et hyl, der bragede ud af Ficus’s

højttalere.

”Blæksprutter!”

Ficus så ned, og drejede projektørerne i position, så de oplyste det dunkle vand

omkring Femfem’s stålstøvler. Og der i lyskeglen, bølgede ganske rigtigt en tyk sort

82


lækspruttearm, med et sugende fast greb i Femfem’s ene støvle. Flere fangarme

hvirvlede rundt mellem hinanden under Femfem’s aquapod, mens de forsøgte at

finde et sted at placere de hundredvis af sugekopper, så de kunne trække ham ned

mod den sultne mund. Ficus kunne tydeligt se blækspruttens krop – en stor sort

pulserende ballon, plettet og blød. Et lysstrejf ramte en af de enorme mørke øjne,

der så på dem, uden at afsløre, om blæksprutten var på jagt, eller blot ønskede at

lege lidt med dem. Et eller andet sagde Femfem, at blæksprutten ikke var i legehumør,

men havde sat ham og Ficus øverst på menukortet, og helt overbevist blev

han, da han så det store grålige papegøjenæb, der af til kom klaprende til syne,

mellem de vildt viftende tentakler.

Små klik skar gennem vandet, hver gang næbbet smækkede i, blot for atter

at blive spærret op, se de knivskarpe tandede kanter på næbbet blev synlige.

Blæksprutten var uden tvivl ophidset af sin fangst, for den begyndte nu at skifte

farve. Bundfarven forblev sort, men dens pletter skiftede mellem orangerøde og

blågrønne mønstre. Begge poder kunne mærke, hvordan de begyndte at dale ned

ad, trukket mod perronengulvet, af de stærke arme. Havde Femfem’s hælmotorer

fungeret, kunne da have agtersejlet blæksprutten, uden at anstrenge aquapodens

kraftsystem det mindste. Men nu havde de ikke en chance.

”Vi må væk fra det monster!” skrålede Femfem. ”Jeg skal ikke ende som dåsemad

for det bløddyr!”

Ficus oplyste igen blæksprutten, i håb om han kunne blænde den, men den reagerede

slet ikke. Allerhøjst ved, aggressivt, at forsøge at trække dem ned i mørket.

Femfem råbte og skreg forbandelser ad dyret, og havde blæksprutten kunnet forstå

hvad poden råbte til den, havde den muligvis forladt stedet, rød i hovedet. Men nu

var den blot ligeglad – og sulten. I den øjne, var Femfem et lille lækkert mellemmåltid,

som den ikke havde tænkt sig, at lade gå sit næb forbi.

”Skynd dig nu at gøre noget, Ficus!” bønfaldt Femfem, men de langsom nærmede

sig perronen.

”Jeg tænker, jeg tænker!” skingrede Ficus. ”Vi kan ikke klippe armene over

med saksen. Blæksprutten er simpelthen for hurtig!” Ficus så over mod stålrørene,

i håb om at finde en redningsplanke der. Måske kunne de... Der så ud til at være

plads nok til, at begge aquapoder kunne sno sig ind mellem rørene, uden at sidde

fast. Det ville måske bremse blæksprutten lidt. Den ville i hvert fald ikke kunne

forfølge dem så hurtigt, som her ude i det åbne vand.

”Er du faldet i søvn” hylede Femfem’s stemme.

83


”Øjeblik!” Ficus lod lyset feje hen over perronen, der nu kun var fem-seks

meter under dem. Han koncentrerede sig om graven, hvor skinner lå, og nu kunne

han se hvad der gemte sig inde i hulrummet under perronen. Ti, måske femten

store bæksprutter snoede sig ud mellem pillerne, og hastede med pumpende bevægelse

i retning af poderne og blæksprutten. De måtte væk herfra, nu! Fik en

eller to sprutter først fat i dem, så var de færdige.

”Jeg har måske en ide!”

”Lige i rette tid, hvis du spørger mig!” Femfem’s blege og svedige ansigt, kiggede

skrækslagent over mod Ficus, bag glasset i den anden aquapod. Et gulligt

blegt lys, trængte ud i vandet fra kontroldisplayet, og tilføjede blæksprutten, og

dens syrede mønstre, et sygt skind. Ficus kunne se i Femfem’s øjne, hvor bange

han var. Det var næsten også for meget på en dag: Først en eremitbrugde – og nu

en megablæksprutte.

”Du skal holde godt fast, for det kommer til at gå stærkt. Rigtigt stærkt endda!”

”Som om jeg ikke er ligeglad. Du skal sejle hurtigere end dig selv. Jeg vil bare

væk herfra – helst i går!”

”Så bliver du nødt til selv at hjælpe til!” svarede Ficus.

Den filtrede, pulserende stime af blæksprutter, var nu så nær, at blæksprutten

der holdt Femfem’s aquapod fast, nu begyndte at føle at dens mellemmåltid var

truet. Den begyndte arrigt, at vifte armene mod sine sultne artsfæller. Det havde

ikke den store effekt, og de fortsatte ufortrødent videre. En stor mørk sky, bredte

sig pludselig i vandet, under blæksprutten, og de fremstormende blæksprutter,

mistede et kort øjeblik orienteringen.

”Så er det NU!” skreg Ficus. ”Tænd din ene virksomme motor – NU, og følge

mig så ned ad!”

”NED? Du er jo ikke rigtig klog!”

Men Femfem gjorde, som Ficus befalede, og styrede sin haltende aquapod

ned mod perronen, lige i hælene på Ficus. De to aquapods skød gennem vandet

som to torpedoer. Ficus havde stadig et godt tag i Femfem’s hånd. Et øjeblik så

det ud til, de ville kollidere med betongulvet, men lige før sammenstødet, drejede

Ficus af, og trak Femfem med ned i revnen i betongulvet. Flugtforsøget kom

fuldstændigt bag på de blæksprutten, og en efter en svuppede sugekopperne af

Femfem’s fod. Blæksprutten drejede omkring sig selv, men svømmede direkte ind

i de andre blæksprutter, der rodede rundt i blækskyen, ude af stand til, at finde

hverken op eller ned.

84


Ficus fløj afsted med Femfem’s aquapod efter sig, bare få centimeter

over de anløbne skinner, der befandt sig i bunden af revnen. Lyset fra deres

projektører, lokkede flere blæksprutter ud fra deres skjul, under perronen.

”Hvorfor skulle vi herned!” peb Femfem. ”Her vrimler det jo med de slimede

bæster!”

”Vi skal ha’ fart på – for nu går det snart op ad!”

Ficus strammede grebet om Femfem’s hånd, pressede motorerne til det yderste, og

slog så, et skarpt sving, næsten vinkelret opad. De tordnede gennem vandet. Dynd

og slam hvirvlee op i skyer bag dem. Men et par ihærdige blæksprutter dukkede

næsten øjeblikkeligt ud af skyen. Der var ikke mange centimeter, mellem de to

aquapods og de flagrende sugekoparme.

Nok en gang svingede Ficus, denne gang til vandret, og styrede lige ind mellem

to kraftige stålrør, fra de gamle elevatorer. Der var ikke meget plads at gøre godt

med, men det gik. Det gik til gengæld ikke så godt for en første blæksprutte. De

havde forregnet sig på afstanden, og med et blødt smattende klask, ramlede den

i fuld fart ind i det ene rør. Den standsede på stedet, spjættede lidt med armene,

og begyndte så at synke ned mod bunden. Den anden sprutte var tilsyneladende

en bedre svømmer. Den sejlede præcist gennem åbningen, uden at sænke farten.

Femfem kiggede bagud, og lagde mærke til hvordan blæksprutten pustede sig op,

for derefter at skyde vandet ud, for at få fart på.

Den så skræmmende ud, med sine to store tallerkenøjne, sorte og døde.

Ficus og Femfem var nu kun et par meter, fra åbningen ud i friheden, fra den klaustrofobiske

elevatorskakt. Den anden blæksprutte lå lige bag dem. Endelig kom

Ficus’ aquapod fri af rørene, og han rettede straks pod’en ind, så den havde kurs

mod overfladen. Desværre havde han forregnet sig lidt på afstandene, for Femfem

var ikke helt fri af stålkonstruktionen. Med et ryk, skrabede ryggen af Femfem’s

aquapod mod en kraftig tværligger. Iltforsyningen blev ved sammenstødet flået

af, så luftbobler begyndte at suse ud af hullet, hvor iltforsyningen havde været

fastgjort til plexiglasboblen. Oven i købet var den første blæksprutte nu atter på

banen, og sammen med et par andre havde den fundet vej ud af blækskyen, og

satte nu, med fornyet styrke, kurs mod de to poder.

Rykket ved sammenstødet fik Femfem’s hånd, til at glide ud af Ficus’s greb,

og Ficus så nu, hvordan Femfem ubehjælpelig sakkede bagud, nu hvor han kun

sejlede på lav kraft, fra den ene virksomme hælmotor. Ficus slog øjeblikkelig sine

motorer i bak, og begyndte straks at dale ned mod Femfem, der med panikken

85


malet i sit blege ansigt, og uden mulighed for at gøre noget, så sig næsten indhentet

af den første blæksprutte, alt imens hans dyrebare ilt piftede ud af boblen.

Lige før de to aquapods ramte hinanden, gassede Ficus op. Det tog et sekund,

før motorerne var oppe i fulde omdrejninger, og da havde Ficus grebet Femfem’s

hånd, klar til at trække ham op mod overfladen.

Blæksprutterne var ikke sådan at slå ud. De satte den lange arm foran, for

at forhindre deres aftensnack i at flygte. Vandoverfladen var nu ganske tæt på

– men det var blæksprutterne også. 3 meter, 2 meter, 1 meter – og så skød de

to aquapods op af vandet, som to tunede korkpropper. De røg et par meter op i

luftet, og de to poder følte, som stod de stille i luften et sekund, før dykkerdragterne

atter besluttede sig for at føje tyngdekraften, og falde ned i vandet igen.

Femfem’s aquapod landede præcist ned i hovedet på den forreste blæksprutte, der

sank livløs ned i mørket. De to andre blæksprutter så det, og besluttede sig for, at den

døde sprutte åbenbart var et nemmere måltid at fange, end de to poder. De vendte

om, styrtede ned mod bunden, hvor de straks kastede sig over den livløse blæksprutte.

”Hurtigt, inden de kommer tilbage. Der er en platform herovre, men vi skal ud

af de her dragter!” Ficus pegede over mod en grå betonplade, der stak ud i vandet

til højre for dem.

Han trykkede på afsikringsknappen, trak i udløserhåndtaget, hvorved toppen

af plaxiglasboblen sprang af. Han lå nu og skvulpede rundt i aquapodens

underdel. Han stemte mod kanten med armen. Dragten gav slip

på ham med et sugende svup, hvorefter han hoppede ud – ud i vandet

til blæksprutterne. Femfem sad stadig i sin aquapod. Hans plexiglasboble

var allerede halv fuld af vand, der fossede ind af hullet på dragtens ryg.

”Se så at få den boble skudt af!” råbte Ficus ind i sin radio. Han lå og trådte

vande lige ved siden af Femfem’s dragt, mens han kastede nervøse blikke ned i det

sorte vand.

Dybt under ham, kunne han følge lyset på overdelen fra hans aquapod, som stille

sank ned mod bunden. Han var ikke helt sikker, men det så bestemt ud til, at lyset fra

projektørerne ramte noget sort med lange tentakler, som bevægede sig i hans retning.

Med et svup, hoppede Femfe’s boble af dragten, gled ud i vandet, og gav sig til at

synke.

Med benene, pressede Femfem sig ud af dragten, hoppede ned i vandet, og med et

nervøst blik nedad, svømmede de to poder, så hurtigt de kunne, hen mod platformen.

Til deres held, sad der resterne af et rustent gelæder, på platformenes øverste del.

86


De fik fat i gelænderstumperne, og trak sig med besvær op af det kolde vand,

og nåede kun lige at rulle om på det kølige, beskidte beton, prustende og gispende

efter vejret, før en filtret buket af lange fangarme, gav sig til at slå

mod platformsgulvet, med hårde våde klask. Der hvor de to poder lige havde

kravlet på gulvet, fejede de aggressive blæksprutter, det resterende støv

bort, med de hidsigt piskende tentakler. Et vildt mønster af streger og striber

dukkede op, mage til det de havde set på perronen, dybt under dem.

Ficus og Femfem krabbede sig hurtigt længere væk fra åbningen, hvor fangarmene

piskede vandet til skum. Lyset forsvandt hurtigt, efterhånden som toppen på Femfem’s

aquapod forsvandt ned i det sorte vand, og snart sad de to poder i buldrende

mørke. De klaskende lyde fra blæksprutterne hørte også op, lidt efter lidt, og efter

noget tid, var det eneste lyde de to kunne høre, deres egne paniske åndedræt.

Det var Ficus der først brød stilhende.

”Jeg ved ikke med dig, men jeg er glad for at nogen har glemt at fylde vand i

dette rum!”

”Enig!” mumlede Femfem med rystende stemme. ”Men det havde ikke gjort

noget, hvis de havde ladet lyset være tændt!”

I mørket kunne Ficus høre hvordan Femfem gav sig til at rode med noget.

Han skramlede og fumlede rundt. Tabte noget, som rullede hen ad betongulvet,

sprang rundt, råbende, indtil han, med et tilfreds brøl, fandt det

igen. Der var stille lidt, og så vaskede det klare lys fra en lampe, mørket bort.

”Hvor har du den fra?” spurgte Ficus vantro.

”Jeg nåede lige at spænde den lille taske med ekstraudstyr fri af bæltet på aquapoden,

inde jeg sprang i vandet. Desværre var det også det eneste jeg fik med!”

”Kan den lyse kraftigere?”

”Ork ja, den er beregnet til at kunne lyse soklen op under vandet, om natten!”

Femfem skruede op for lysstyrken, og stærkt lys fortrængte mørket.

De sad midt på en bred platform, i et ottekantet rum. Det lignede til forveksling

det første oversvømmede rum, de var havnet i tidligere på dagen. Blot var

dette rum betydeligt større. Også her kunne de se sorte åbninger i væggene, hvor

billetsælgere en gang havde siddet og solgt Metrobilletter til fortravlede passagerer.

Her hang for længst opblødte gipsplader ned fra loftet, ødelagt stålarmaturer

dinglede i deres stålwirer, eller lå som forvredne rustbunker rundt omkring

på gulvet, sammen med udblødte kager af gips. De velkendte stålrør fra

elevatorskakterne stak op ad vandet foran dem. De fortsatte op gennem loftet.

87


Enkelte røde plastiksæder lå spredt ud mellem gammel papir, metalskrot, betonstumper,

gamle bulede skraldespande og for længst jordslået og halvt muggent

papir, iblandet mange års snavs og skidt. Rundt langs væggene hang stålskeletterne

til reklameplakater. Også disse var tomme, og i skæret fra lampen,

kunne de se, at der under hver ramme, lå en bunke smadret glas og glimtede.

Fortumlede rejste de to poder sig, og gik uden om det vandfyldte hul i gulvet, og

over mod den fjerneste ende af rummet.

De holdt sig på behørig afstand af det vandfyldte gab, så en lurende blæksprutte

ikke pludselig kunne overraske dem. Rundt langs åbningen i gulvet sad et gelænder,

der flere steder var rustet væk, og andre steder så helt intakt ud. Fire

steder langs den brede ende af gulvåbningen, buede gelænderet nedad, og sluttede

i vandet. Her havde saltvandet for længst ædt det ubeskyttede metal, men

betontrappetrinene fortsatte ned i dybet. Forsigtigt luntede de hen mod den

nærmeste trappe, og så ned i det dystert udseende vand. Langt ned kunne de

ane et par lysende pletter. Det var projektørerne fra deres aquapods. De trak sig

tilbage til midten af rummet, og så over mod rampen, hvor de var kravlet op.

”Det er selvfølgelig rart, at vi ikke endte som blækspruttemad. Men hvordan

kommer vi ud herfra. Der er vel ikke ubegrænset ilt i sådan et hul!” Brummede

Femfem.

”Aner det ikke. Men her må være en udgang af en art – ellers kunne vi ligeså

godt, ha’ ladet blæksprutterne æd os!” fortsatte Ficus.

”Prøv at logge på Virtus, han må kunne guide os ud herfra!”

”Logger ind!” sagde Ficus. Han ventede lidt, men intet skete.

”Logger ind, Virtus!” Forsøgte Ficus igen, med samme nedslående resultat.

”Vi er enten for langt væk fra Stad 1, eller alt for godt indkaplset i beton, til vores

signal kan komme ud. Sådan noget sneglefims!” Femfem stampede hårdt i gulvet,

og sparkede til en gammel skraldespand, som kollapsede i en rustsky, da hans

fod ramte den. Et stykke af metalspanden holdt sammen på sig selv, og fløj gennem

luften, ramte væggen med et drøn, og slog en gammel skidtkage løs fra muren.

”Rolig nu. Det hjælper ikke at du vælter hele stationen oven i hovedet på

os!”

Ficus tog Femfem om skuldrene, og forsøgte at dæmpe ham lidt, men Femfem

var rasende og frustreret over at være fanget. Han samlede et stykke beton op fra

gulvet, og smed det i samme retning som han havde sparket metalspanden. Det

ramte væggen næsten samme sted, som metalstykket havde slået skidtet af væg-

89


gen. Med et brag slog betonstykket også en flage løs, af det tætte snavs, der havde

samlet sig på muren de sidste 300 år, hvor stationen havde været oversvømmet.

Hullet hvor det nedfaldne skidt havde siddet, skinnede nu i en stærk gul farve,

”Hvad er det?” mumlede Femfem, og gik over mod væggen. Han samlede et

stykke metal op fra gulvet og gav sig til at skrabe noget af det tykke lag snavs af.

For hvert strøg, afslørede væggen mere og mere gul farve. Sorte streger og røde

farver dukkede frem, efterhånden som han fik sig arbejdet sig gennem skidtet.

”Kom lige og hjælp!” kaldte han ophidset til Ficus.

90


”Fjølk, hvad er den kemiske sammensætning af...?”

Mere hørte Fjølk ikke af indlærerens spørgsmål, da han blev distraheret af det

blinkende lys på sin pupilskærm, der bekendtgjorde at han havde modtaget et

vir-brev.

Fjølk rejste sig brat op fra indlæringsbriksen, og knaldede panden op i den lavthængende

indlæringssensor. Sensoren svajede og svingede i sit ophæng, og

han nåede ikke at fjerne hovedet, før sensoren atter bankede ind i hans pande.

”Av, for fem udkogte broccoli da osse!” mumlede han, og tog sig til sin ømme

pande, mens han arrigt skubbede sensoren væk med den anden hånd. De omkringliggende

poder, rejste sig halvt op fra deres brikse og gloede undrende på

ham.

”Måske du skulle tag de din frygiske hjelm på til indlæring, Fjølk!” Det var

Fadar som gjorde nar ad ham. Han skulle altid komme med dumme kommentarer,

når Fjølk gjorde noget dumt. Fjølk havde ofte lyst til at sænke sensoren ned over

Fadars briks, så han kunne ligge der som en briks-Fadar-sensor-burger. Så måske

det for en gangs skyld kunne være Fadar, de kunne sig dumme bemærkninger

om.

”Jeg spurgte dig om noget, Fjølk!” Det var indlæreren der brød ind. Han var

en høj, tynd opgroet, og var allerede på vej ned mod Fjølks briks. Fjølk skar

en grimasse af Fadar, som hurtigt lagde sig igen, mens han rakte tunge af Fjølk.

Fjølk derimod, svingede benene ud over briksen kant, og rejste sig op, mens han

omhyggeligt undgik, at hans hoved atter fik nærkontakt med sensoren over ham.

Han holdt sig på maven, og bukkede sig en anelse sammen. På pupilskærmen

blinkede beskeden stadig. Det var ikke længere bare den sædvanlige besked om,

at der var modtaget et vir-brev, men i stedet den velkendte lille film. Med den

vinkende Pulk.

91


”Undskyld, Indlærer, men jeg bliver nødt til at gå på toilettet. Jeg har ondt i

maven. Det er nok de vandkastanjer og tangnudler jeg spiste til morgenmad!”

Indlæreren så mistænksom på ham, greb sin lille lommeprotokol, og tastede lidt

på den.

”Det er så i orden. Smut du bare. Jeg melder dig til tjek på skadestuen. Gå

derned med det samme, og få undersøgt om der er noget galt!”

Fjølk bed tænderne sammen, og kunne have slået sig selv. Hvorfor havde han sagt

at han havde det skidt. Nogle gange tænkte han sig bare ikke om. Hvorfor havde

han ikke bare sagt han skulle på toilettet? Nu kunne han ikke komme tilbage, før

han var blevet undersøgt, og på skadestuen ville de straks finde ud af, at han ikke

fejlede det mindste. Når indlæreren opdagede det, så faldt der virkelig brænde

ned. Idiot Fjølk!

Han gik sammenbøjet slalom mellem de utallige indlæringsbrikse, og ud ad

indlæringssalen. Ude på gangen stillede han sig op ad væggen, og bankede baghovedet

ind i muren. Hvorfor havde han ikke bare lagt sig igen? Men han var

ganske enkelt blevet så forbavset, da vir-brevet var dukket op.

På skærmen vinkede Pulk stadig.

”Det er din skyld, din nulhjernede brugde!” sydede Fjølk.

Han kunne ikke blive stående her. Der ville ikke gå mere end en halv time – højst

en hel - før indlæreren ville efterlyse ham på skadestuen. Så der var jo nok ingen

anden udvej, end at slæbe kadavret derhen, og så lade dem tage den undersøgelse.

Og så selv om den ville vise, at Fjølk var så rask som aldrig før. Men inden

han gik på skadestuen, ville han lige høre sit vir-brev, fra sin allerbedste plageånd.

Gid han dog aldrig havde modtaget det første brev. Hvis Pulk bare vidste, hvilke

problemer han fik Fjølk rodet ud i.

Han spadserede hen ad gangen, som buede svagt mod venstre. Det var en

søjlegang, som fulgte hele stalagmittens yderkant. Her oppe, næsten i bygningens

top, var gangen heldigvis ikke så lang som nede ved stalagmittens fod.

Efter Fjølk havde gået lidt for at tænke, og var nået bygningen rundt to gange,

besluttede han sig for at tage elevatoren ned, til det midterste afsnit af bygningen.

Der kunne han måske finde et fredeligt sted, at aflytte Pulks brev, og sende et retur.

Han havde stadig en god halv times tid, før skadestuen begyndte at savne ham, og

ville give indlæreren besked om, at han ikke var dukket op.

For at komme til elevatorerne, skulle han en halv omgang rundt ad den gang han

havde gennemtravet et par gange. Han spadserede, mens han kiggede ud af de

92


store ovale ruder i forskellige størrelser. Glasset var tonet, så solen ikke kunne

skade beboernes sarte hus, men toningen tog ikke hele det blå skær på himmelen.

Fjølk kunne godt fornemme den smukke blå farvede flade, der var tæt besat med

bløde drivende vatskyer. Himmelen virkede så mættet med farve, i kontrast til de

grålige syntetiske gulvæpper, og de nøgne beige-hvide vægge. Denne eneste farve

i gangen, var Fjølks blå dragt, der stod smukt til den matblå himmel i vinduerne.

Han nåede endelig dørene til elevatorerne, og pressede en af knapperne i bund,

for at kalde elevatoren op til indlæringsetagen, men han kastede et nervøst bik

over skulderen, bange for, om indlæreren skulle dukke op, og udspørge ham om,

hvorfor han ikke allerede befandt sig på skadestuen.

Der skete dog intet, og få øjeblikke senere, åbnedes elevatordørene sig med et

pust og et pling, og Fjølk trådte hastigt indenfor.

De to døre lukkede sig igen, med en pustende hvislen, og det eneste der afslørede

at elevatoren bevægede sig, var den sugende fornemmelse i Fjølks mave. Nej

hvor det kildede. Det skete tit, at Fjølk tog et par ture i elevatorerne, når han havde

en pause. Han kunne slet ikke få nok af den stikkende, prikkende fornemmelse i

maven. Nogle gange skete det, at benene var ved at knække sammen under ham,

når han kørte en tur. Sådan følte han også nu, og han kunne slet ikke lade være

med at spytte underlige gnæk-lyde ud af munden.

Han stak en arm ud, for at holde ved væggen, og så sig tilfældigt ind i det lille spejl

på væggene. Hver gang han sagde den gnækkende lyd, fortrak hans ansigt sig i en

grimasse. Han studerede omhyggeligt sit ansigt. Der kom den kildende fornemmelse

igen, og straks trak hans mundvige sig opad. Jo mere han så på sit eget spejlbillede,

jo mere fortrak grimassen sig. Og jo mere hans grimasse ændrede hans

ansigt, jo mere gnækkede han. Han lignede fulstændig den lille pode fra filmen.

Det var egentlig en helt rar fornemmelse- Og det skæve og forvredne udtryk, i

forbindele med den kildende fornemmelse, måtte helt klart betyde noget. Men

hvad, anede han ikke, for han var ikke vandt til grimassen. Var han mon smittet

med grimassesyge? Eller hvad skete der?

I det sammen lød der et lille pling i højttaleren ved siden af spejlet, og elevatoren

standsede. Fjølk blev revet ud af sine tanker, vendte sig bort fra døråbningen, og lagde

ansigtet i de sædvanlige alvorlige og udtryksløse folder. Døren gik op og han steg af.

Han befandt sig nu midt i stalagmitten, på en etage der rummede mødelokaler,

kontorer og små boder, hvor man serverede frugt fra den seneste høst. En slange

af mennesker stod ved en bod. Der var ikke mere end 14 dage til den næste ap-

93


pelsinhøst fandt sted, og alle var vilde efter at få fingre i de saftige orange frugter.

Fjølk masede sig vej gennem et par af slangerne, og trak sig tilbage til en lille sidegang.

Herfra kunne han se ud i det store rum, der var omkring 8 meter højt. Loftet

bestod af et væld af små buer, og det bløde lys fra de ovale ruder i facaden, fik

buerne til at kaste sære skygger. Afhængigt af tidspunktet på dagen, og hvor meget

solen gad skinne, var det altid en helt ny oplevelse at betragte loftet. Fjølk slog tit

en tur herned, inden han tog hjem til bokuben, efter indlæring, men i dag var det

ikke loftet der interesserede ham.

Han trak sig længere ind i skyggerne i den lille servicegang, som sædvanligvis

blev benyttet af rengøringshold samt vedligeholdelsesarbejdere. Her

kunne han stå i fred lidt, og lytte til det vir-brev som Pulk havde sendt ham.

Gangen slog en bue, og lige på den anden sidde af det korte sving, stillede Fjølk

sig, med rygge op ad muren. Den lune væg føltes blød som gummi, mod det tynde

kunststof i hans dragt. Nogle stemmer kom pludselig nærmere. Det gav et sæt i

Fjølk, og han trak sig længere ind i gangen, standsede og lyttede.

Stemmerne forsvandt hurtigt igen. Tilsyneladende bare nogle som gik og småsludrede

ude i den store forhal. Atter klemte Fjølk sig op ad væggen, lod sig

glide ned i hugstilling, og bad sin håndledscomputer om at finde vir-brevet frem.

Glad og vinkende tonede Pulk, næsten øjeblikkelig, frem på pupilskærmen.

”Ja, ja, vink du bare din kål! Sagde Fjølk for sig selv, og med

et blink og et bip, gik vir-brevet i gang med at afspille beskeden.

”Hej Følk! Her er det Pulk igen. Hvor er jeg glad for at du afspiller mit brev.

Du kan tro, jeg næsten ikke kan være i min egen krop, af bare begejstring over, at

der endelig er et af mine utallige vir-breve, som jeg har fået svar på!”

Fjølk standsede afspilningen og lyttede.

Nej, der kom ingen, så han fortsatte med brevet.

”Forhåbentligt kom brevet ikke dumpende mens du var midt i noget? Jeg vil

nødig være til mere besvær end højst nødvendigt...HA! Selvfølgelig vil jeg det!

Jeg er vild med at være til besvær. Men det er du vel blevet klar over. Egentlig

ville jeg have lavet en rigtigt lille turistfilm, fra vores hyggelige øer. Jeg var endda

begyndt. Havde filmet nogle spændene tunneler, og en kamp i vore lokale sportsgren,

knold-bold. Men så løb jeg altså ind i en lidt uventet hændelse. Så fra at

være et venskabeligt sludre-vir-brev, er jeg bange for, at det er gået hen og blevet

til et nødråb!”

Fjølk rynkede panden. Han stoppede brevet, spolede filmen lidt tilbage, og hørte

94


eskeden forfra. Det første der undrede ham, var ordet ”Sport”. Han mindedes godt

nok at have hørt om det en gang, men det var længe siden, og Virtus havde aldrig vist

ham billeder eller film om sport. Faktisk så anede Fjølk ikke rigtigt hvad sport var.

”Afspil igen!” Filmen begyndte igen. Han så lidt overlappende film, af det han

havde set, indtil Pulk kom til nødråbsdelen.

”Jeg var ud på lidt af en rundtur hernede under jorden, da jeg faldt over en

sidegang, til en af vores hovedtunneler, og nysgerrig som jeg er, kunne jeg jo ikke

dy mig for at gå herind. Desværre var jeg ikke opmærksom, på en af de gamle

selvlukkende jerndøre, før den var klappet i bag mig. Så lige nu sidder jeg i en

gang, et eller andet sted under jorden, i det gamle Metro-system. Jeg ved at Virtus

har et komplet oversigtskort over de gamle gange – men jeg har ikke mulighed

for at logge på Virtus, og selv se kortene. Vi knoldboere bliver sjældent lukket ind

i systemet. Men der er en som kan få adgang til kortene. Og det er dig, Fjølk!”

”Nej, det beder mig bare ikke om!” tænkte Fjølk. ”Får det aldrig en ende, det

her?”

Fjølk lukkede øjnene og masserede sin pande og nakke. Det var lige til at få hovedpine

af det her.

”Det eneste jeg beder dig om, Fjølk, er at finde et Metrokort, over området

omkring de små øer vest for Stad 1. Vil du det? Det håber jeg virkelig, for ellers

kan jeg bare sidde her, i buldermørke. Og her er faktisk lidt uhyggeligt! Men nu vil

jeg ikke tage mere af din tid. Skynd dig at sende mig et vir-brev med kortet. Så er

du virkelig en ven!”

Pulks ansigt tonede bort, og pupilskærmen blev kortvarigt grøn, før den slukkede

og Fjølk atter fik synet igen. Han lukkede sine øjne i, og gned sig over næseryggen.

Hvor det bare lignede ham, at blive rodet ind i sådan et menageri. Allerhelst ville

han bare glemm det hele, og fortrænge at han nogensinde havde hørt om en pode

ved navn Pulk.

Det burde vel ikke være så svært? Næ, var Pulk ikke allerede ude af hans erindring?

Slette af hukommelsen? Jo, det troede han. Så var der ikke andet at gøre, end at traske

ned på skadestuen, og få det overstået. Hvor ville indlæreren gå op i limningen,

når han hørte om Fjølks pjækkeri. Men han kunne vel ligeså godt få det overstået.

Han rejste sig, og gik hen ad gangen, og drejede ud i den store hal, med de mange boder.

Han fortsatte hen til elevatorerne modsat den vej han var kommet. Trykkede på knappen.

Elevatoren lod vente på sig, men endelig susede dørene op, og Fjølk trådte ind i

kabinen.

95


Han skulle lige til at trykke på etagevælgeren, da hans hånd standsede i luften,

lige ud for knappen til en af de øverste etager. Den etage med adgang til det

øverste store gartneri.

Fjølk var klar over, at det ikke var det mest fornuftige, han var i gang med. Men jo

mere han tænkte over det, desto mere overbevist blev han. Han måtte gøre hvad

han kunne for at hjælpe Pulk.

Elevatoreren standsede og dørene gled op med den velkendte hvislen. Fjølk

forlod elevatorkabinen, og steg ud i den fugtige varme. Lugten af regnskov slog

ham i møde.

96


Der var mørkt. Et massivt mørke der ikke tillod øjnene, at fange blot den svageste

kontur, til at orientere sig efter. Overalt omkring ham, kunne Pulk høre den

rislende lyd af vand, der sivede ned af de ru betonmure.

Luften var kold og gammel. Og lugten af mug og hengemt ged var gennemtrængende.

Til sit held, var Pulk godt klædt på. Det var man nødt til at være, i de kølige

gange, hvor temperaturen sjældent nåede over de ti grader. Men selv om han var

varmt klædt, var den kølige fornemmelse allerede begyndt at vandre fra hans fødder,

og videre op ad kroppen. Han kunne godt nok ikke se den, men gåsehudens

stikken og kilden var ikke til at tage fejl af.

Det var længe sidenm han havde afsendt vir-brevet til Fjølk, men han havde intet

hørt fra ham endnu. Det var slet ikke sikkert, at Fjølk havde fået brevet endnu.

Pulk var trods alt godt gemt af vejen her, under flere meter beton, endnu mere

sand og vand. Jo mere Pulk tænkte over det, jo mere usandsynligt virkede det, at

vir-brevet var sluppet ud af bygningen, han sad fanget i.

Pulk tændte for den lille projektør på Parl’s kamera. Den lyste trods alt længere

end den lille fakkel han havde. Men selv ikke projektøren kunne bortfeje det massive

mørke i gangen foran ham. Det så ud til, at gangen bare fortsatte og fortsatte

i det uendelige.

Pulk blev stående og varmede sine kolde hænder på skift, over den lille fakkel.

Det hjalp faktisk lidt, og efterhånden begyndte varmen at strømme igennem de

frosne fingre. Det begyndte også at hjælpe i resten af kroppen, og da han var ved

at være godt tilpas igen, besluttede han sig for, at udforske gangen, og søge efter

en anden udgang længere fremme.

Han kunne høre sine egne fodtrin sjappe gennem pytterne der her og der lå som

små søer på betongulvet. Lyset dansede på de ru vægge, og flammernes dans fik

skyggerne til antage de særeste former. Flere gange måtte Pulk vende sig om, stå

97


stille og lytte, og overbesvise sig selv om, at der ikke var nogen der fulgte efter

ham. Hver gang blev han enig med sig selv om, at det måtte være hans fantasi der

spillede ham et puds. Der var kun ham, den lange gang – uden sidegange – og så

skyggerne. Håbede han.

Han tog et skridt frem, standsede, og kunne høre en der tog et skridt foran sig.

Skridtene standsede, og der blev atter helt stille. Han vendte rundt, gik tilbage

hvor han kom fra, og nu kunne han høre skridtene igen. Denne gang kom de

både foran og bag ham. Han standsede, og turde ikke trække vejret af bare skræk.

Skridtene var stoppet samtidig med hans egne. Ikke en lyd hørtes, på nær vandets

rislen.

Nu var han helt sikker – der var nogen, eller noget, som fulgte ham i mørket.

Han satte tempoet op, og småløb hen ad den mørke gang. Pulk koncentrerede sig

om, ikke at lytte, men alligevel sneg lyden af løbende fødder mod beton, sig ind i

hans ører. Klak, klak, klak. Han satte farten op. Han anede ikke hvem det var, der

skjulte sig i mørket, og som løb efter ham. Men tanken gav ham gåsehud. Hårene

i nakken rejste sig, og hjertet hamrede i brystet på ham.

Han kom til et sted, hvor gangen svingede brat til venstre.

Pulk standsede op. Det mystiske væsen bag ham tog et par skridt til, og

stoppede så op. Der var helt stille igen. Han vendte sig om og råbte:

”Er her nogen?”

Stemmen rungede voldsomt gennem gangen. Pulk holdt vejret og lyttede efter

åndedrættet fra sin forfølger, for at høre hvor tæt vedkommende var på ham. Men

han kunne intet høre.

Det slog ham pludselig. At han stod med ryggen til hjørnet. Hurtigt drejde

han omkring, og forventede næsten at der stod en og så på ham i mørket.

Men der var heldigvis ingen. Pulk holdt faklen op foran sig, som et flammende

sværd, og stak forsigtigt hovedet rundt om hjørnet. Gangen var mørk. Og tom, så

langt lyset kunne nå. Ganske forsigtigt løftede han det lille kamera op foran sig,

og pegede projektøren fremad, i retning af lyden. Sveden sprang frem, på Pulks

pande.

På en knap kunne han skrue op for projektøren. Pulk drejede på knappen,

med et metallisk klik. Lyset blev voldsomt, og afslørede – mere mørke. Han

vendte sig rundt, men heller ikke her var der andet at se, end den dystre gang.

Pulk slukkede for lyset på kameraet, og begyndte at gå igen, og straks kunne han

høre de trippende trin. Han tændte atter for lyset, men igen viste det sig, at han var

98


ganske alene. Nok en gang slukkede han lyset mens han stod stille og lyttede. Og

nu, hvor hans fodtrin ikke overdøvede lyden, kunne han høre de små knitrelyde,

som kameraets projektør gav fra sig, mens det kølede af. Det små knitrende knæk

genlød svagt i gangen. Han holdt vejret, og knipsede, og straks var der tyve andre

der knipsede i gangen. Hvor havde han været dum.

Han løftede det ene ben, og stampede i gulvet. Det hårde fugtige klask på den

våde beton, ekkoede gennem hele betongangen. Det lød som de tyve der lige

havde knipset. Ekkoet. Hele tiden havde det været hans eget ekko han havde hørt.

Så meget for at gå der i mørket, med en alt for livlig fantasi. Heldigvis var han

alene. Pulks hjerte gik lidt ned i tempo igen, og han begyndte at trække vejret

normalt, i stedet for i nervøse hik.

Normalt var Pulks glad for sin fantasi, men lukket inde i en ukendt mørk gang,

kun med sin fantasi og en fakkel, kunne det godt udvikle sig til en neglebidende

oplevelse.

Forthåbentligt gav Fjølk snart lyd fra sig, så han kunne hjælpe Pulk ud herfra.

Men ind til da, måtte han fortsætte hen ad gangen – dybere ind i mørket.

Fjølk trådte ud af elevatoren, skråede hastigt gennem den store forhal, der

mindede meget om den han kom fra. Blot var denne knap så højloftet. Der hang

en fugtig tung luft i hele det enorme lokale, og overalt vimsede der gartnere rundt,

iklædt deres karakteristiske grønne overals. Nogle kom slæbende med små poser,

indeholdende frø til den næste høst, mens andre svævede rundt på aeroscootere,

med små svævende vogne efter sig, fyldt med stiklinger, der lignede små grønne

oaser, af planter, klar til udplantning.

Han vandrede ud på den tynde gangbro som forbandt stalagmitten, med den

øverste svævende drivhusring. Det var en stor fordel ikke at have tendens til højdeskræk,

når man gik på gangbroen, der kun bestod af en smal hængebro, der

på begge ider, var flankeret tynde gelændere , bestående af gummiovertrukne

stålwirer.

Gangbroen gik inde i et gennemsigtigt teleskoprør, som kunne strækkes eller forkortes,

afhængigt af, hvor højt drivhusringen svævede over jorden. I dag hang

den næsten helt oppe i toppen, og gangbroen skrånede stejlt opad, så Fjølk måtte

anstrenge sig. Under sig, kunne han tydeligt se havet, små 450 meter lodret under

sig, gennem de transparente sider i plastikrøret. Det gav et sug i has mave, og han

var lige ved at snuble og miste fodfæstet. Et højlydt og vredt ”Bliiip” lød bag ham,

99


og han masede sip op mod gelænderet, så en gartner på en aeroscooter kunne

passere ham.

Storsvedende asede Fjølk sig vej op mod drivhusringen. Jo tættere han kom, jo

varmere blev det. Snart klæbede hans dragt til huden.

Varmen slog ham i møde, da han endelig, trådte gispende og prustende ind ad

lugen til den store drivhusring. Luften var om muligt, endnu tungere end i forhallen.

Fjølk følte, som trak han vejret gennem varm grød. Solen måtte stå højt i dag,

siden drivhuset var varmet så meget op.

Rundt langs de buede ydervægge i drivhusringen, strakte uendelige bede sig, kun

delt af den brede midtergang. Der var grøntsager i alle mulige og umulige former,

farver og størrelser. Fjølk havde aldrig set noget lignende. Bedene tonede ud i en

tynd dis, en dis der blev kunstigt skabt, af mange tusinde små sprinklere, der sprøjtede

kølende vand ud over planterne, så solen ikke sved deres blade, og udtørrede

dem. Så Fjølk godt efter, kunne han lige ane, at det enorme rør nuede. I den lette

dis så det ud til, at bedene blev til en tæt jungle.

Ude i beden gik grønklædte gartnere rundt, og nippede, podede og lugede, og

hvad gartnere ellers foretager sig.

Fjølk havde ikke tænkt sig at give en hånd med. Det eneste han havde i tankerne,

var at komme fra Stalagmit 1 og over i Stalagmit 3. Derfra var der ikke så langt over

til de små knoldøer, og han ville have betydeligt nemmere ved, at få forbindelse til

Pulk, end i Stalagmit 1, hvor reten af bygningsformationen spærrede for signalet.

Han fulgte den buede gang rundt, til han omkring et par hundrede meter senere,

kom til en mindre plads. Det var gartnernes p-plads. Her holdt der en stor bunke

aeroscootere parkerede. 15 talte Fjølk. Gartneren benyttede aeroscooterne, når de

skulle videre til en anden ring, med stiklinger, eller ned i de store kølerum, med

deres høst af frugter og grøntsager. Der var heldigvis mennesketomt.

Fjøk gik hen til den nærmeste scooter. Den var ikke reserveret. Glimrende.

Havde den været reserveret, ville Fjølk ikke have kunnet starte den, da scooteren

så var kodet til førerens DNA.

Han satte sig oversrkævs på scooteren, startede motoren, og bakkede ud fra den

smalle p-bås. Scooteren slog et lidt kluntet sving, og Fjølk måtte konstatere, at det

var lidt længe siden, han havde ført en scooter. Famlende fortsatte han rundt langs

drivhusets midtergang.

De grønklædte gartnere kiggede på ham, og hans blå uniform, der stak ud fra

deres grønne. Men der var ingen der råbte ham an, eller forsøgte at standse ham-.

100


Ved den førstkommende lille plads i ringen, svingede han aeroscooteren til venstre,

ind i det brede drivhusrør, der førte fra Stalagmit 1’s drivhusring, over til

Stalagmit 3’s drivhusring.

Også her bredte en skov af planter sig, på begge sider af midtergangen. Grene

hang ud over gangen, og skabte en bred grøn tunnel, hvor i en armada af vogne

stod parkeret. De var beregenet til at spænde efter aeroscootere, og mange af dem

var allerede fyldt til bristepunktet af friskplukkede grøntsager. Fjølk svævede forbi

et sandt farvebombardement, af grønne farver i alle nuancer, iblandet gule, røde,

orange og violette bær og frugter. Han kunne slet ikke begribe, hvorfor han ikke

arbejdede heroppe. Tænk at opholde sig i sådan et farveflor hver dag. Det stod i

skærende kontrast til den triste farveløse bokube, og det hudfarvede indlæringslokale.

Jo mere han så på gartnernes grønne overals og kedeldragter, jo mere død og

farveløs forekom hans egen blå uniform ham.

Han svævede forbi en sektion med høje træer, med store lysegule og hvide blomster.

Fjølk blev så betaget, og standsede op, og så slet ikke en bagvedkørende

scooter, det var tæt på at banke op bagi ham. Gartneren på scooteren vrissede et

eller andet uforståeligt til ham, og speedede væk.

Fjølk var ligeglad. Han bøjede sig ned over et skilt, der stod solidt plantet i den

mørke kunstjord, og læste, at træerne var mirabelletræer. Et lille display fortalte, at

træerne ville afblomstre om fem dage. Og at bærrene vile vær modne om ca. 47

dage. Luften var tæt af en sød og syrlig duft, der var ham komplet ukendt. Han snusede

kraftigt ind, men der gik ikke længe før et kraftigt nys, nær havde sprængt hans

hoved i luften. Han tørrede snotnæsen i ærmet, og startede aeroscooteren igen.

Snart efter kom Fjølk til den næste drivhusring. Her tog han en halv runde

på aeroscooteren, parkerede den på p-pladsen, og traskede ud på gangbroen,

der førte tilbage til stalagmitten. Denne gang undgik han nervøst

at kigge nedad, men koncentrerede sig om åbningen for enden af broen.

Med bankende hjerte og koldsved over hele kroppen trådte han ind i stalagmitten.

Han fulgte den buede ydervæg i hallen, indtil han nåede hallens fjerneste ende,

modsat gangbroens udgang. Udsigten herfra var lige ved at tage pusten fra ham.

De stor ovale vinduer der strakte sig fra gulv til loft, gav et imponerende udsyn ud

over havet. Modsat det duggede og kalkbelagte ruder i drivhusene. Overalt var horisonten

dækket af hav, som et stort lyseblåt tæppe. Langt væk i den disede horisont,

kunne Fjølk ane nogle små grønne klatter, som lå drysset tilfældigt ud på havet.

101


102


Det var altså derude Pulk boede – og var fanget i dette øjeblik. Øerne så meget

små ud, men afstanden gjorde det vanskeligt at afgøre deres størrelser. Ved

nærmere eftersyn, opdagede han flere øer. Når man så rigtigt grundig efter,

var der en bred stribe i det blå vand tæt på horisonten, som var mere grøn end

blå. Der var altså mange øer. Og nogle var enda temmelig store, så det ud til.

Tiden var ved at løbe fra Fjølk.

Om mindre end et kvarter, ville de begynde at savne ham på skadestuen,

så han måtte skynde sig, at hjælpe Pulk. Men for at have en chance for

at få Pulk ud, måtte han have hjælp fra Virtus. Hvis det kunne lade sig gøre.

”Logger ind!”

Fjølk forsøgte at ligne en der bare stod og nød udsigten, mens han hviskede sin

ordre. Rundt omkring gik folk i små grupper, eller hastede afsted alene. Alle så de

meget optagede ud. De fleste var opgroede, men ind i mellem, passerede en pode

i menneskemylderet.

”Velkommen Fjølk. Hvad kan jeg gøre for dig?” Virtus’ blød elektroniske stemme

kvækkede i Fjølks ører.

”Dav Virtus. Jeg har brug for din hjælp. Eller rettere: Jeg har ikke brug for din

hjælp!”

Der opstod en kort pause, så svarede Virtus:

”Det lyder mærkeligt. Jeg vil næsten sige ulogisk. Hvorfor er du ikke på skadestuen?

Din indlærer har meldt det i sin protokol, for nøjagtigt 26 minutter siden!”

Virtus stemme ændrede sig ikke, selv om Fjølk sagten kunne mærke den bebrejdelse

der lå gemt i sætningen. Virtus var bestemt ikke begejstret over, at Fjølk ikke

allerede var på skadestuen.

”Det er ligemeget lige nu, Virtus. Det der til gengæld betyder noget, er at

jeg har brug for din hjælp. NU! Så skal jeg nok gå på skadestuen bagefter!”

Ved nærmere eftertanke, var hans ide ikke dårlig, tænkte Fjølk. Den var direkte

katastrofal. Hvad havde han tænkt på, da han rodede Virtus ind i dette her? Nå,

men nu var det for sent.

”Jamen, jeg står altid til din rådighed, Fjølk. Jeg lever for at hjælpe.

Hvad drejer det sig om – er det indlæringen, der volder problemer? Jeg er

mere end kvalificeret til at hjælpe med indlæring, hvis jeg må være så fri!”

”Det ved jeg, Virtus. Du er faktisk den bedste til at hjælpe med indlæring.

Men det er nu ikke det, jeg skal bruge din assistance til. Du har

et kort over hele Den Gamle Stad, i din database. Har du ikke?” Fjølk

103


svedte. Og Virtus holdt igen en lidt for lang pause, før han svarede.

”Jo, naturligvis. Jeg ved alt om Den Gamle Stad, der værd at vide!”

”Så har du altså også et kort over noget, som hedder Metroen?”

”Et øjeblik!” Der lad en lav statisk støj i Fjølks højttalere, så gik lyde over i en

svag summen, der forvandlede sig til Virtus stemme.

”Jo, jeg har en komplet optegnelse over tunneler, stationer, sidegange, vedligeholdelsesgange,

korridorer, perroner og rum. Hvorfor, Fjølk? Er du ved at lave en

opgave om Den Gamle Stad?”

”Nej, Virtus! Jeg kender en der i dette øjeblik, er fanget i en af sidegangene. Og

det er her du kommer ind i billedet. Jeg ved ikke hvilken gang han befinder sig i –

og han gør slet ikke. Er det muligt for dig, at pejle dig frem, til hans håndleds-pc,

og udpege hans position på et kort?”

”Selvfølgelig. Det er en af mine styrker, at lokalisere uheldige poder. Hvad

hedder den pode der er fanget?”

”Før jeg fortæller dig det, så må du love mig, ikke at fortælle noget fra vores

samtale videre!” Fjølk var nervøs, og han kunne mærke hvordan sur, kold sved løb

ned ad hans ryg under dragten.

”Det siger da sig selv, Fjølk. Jeg er diskretionen selv!” summede Virtus.

”Også hvis jeg fortæller dig at det drejer sig om en pode, som behøver min

hjælp – og at denne pode er knoldboer!”

”Knoldboer!” nærmest brølede Virtus, men på en sær blød

måde. ”Men ifølge Overstyrets lov, paragraf 12, stk. 4, er det strengt forbudt at..!”

Fjølk afbrød den regelrette, kunstige stemme.

”Det ved jeg – det ved jeg. Det er ikke tilladt at have nogen former for kontakt

med knoldboerne. Den som har, vil blive forvist til knoldene bla, bla, bla... Jeg

kender også reglerne, Virtus. Men Pulk er ikke hvem som helst. Og lige nu, er han

fanget i en mørk gang, langt under havet, og jeg er den eneste, der kan redde ham!”

Der var helt stille. Ikke en lyd, kom ud af hjelmens højttalere.

”Virtus – vil du ikke nok hjælpe mig?” Stadig ikke en lyd.

Fjølk begyndte efterhånden at blive nervøs. Hvad nu hvis Virtus angav ham, for

at forsøge at hjælpe en knoldboer. Kunne Fjølk så selv blive deporteret til øerne?

Han kiggede helt ubevidst ud mod de grønne klatter i horisonten. Der gik et minut,

måske to, der sneglede sig afsted. Men pludselig lød den velkendte stemme:

”Det er ikke helt efter regulativerne, Fjølk. Men lad gå denne gang. Man kan

ikke svigte en pode i nød!”

104


Lyden fra den lille skrattende højttaler, foran hvert medlem af Overstyret, bjæffede

ud i rummet, og dansede rundt, som et støjekko, mellem de bare betonvægge,

i det halvdunkle lokale.

Lyset i lokalet dæmpedes automatisk, og i den bare luft, over den indbyggede

hologramprojektor, i midten af det ovale bord, tonede et kunstigt udseende ansigt

frem.

De tretten gamle opgroede, som alle sad og småslumrede, bænket på hver deres

taburet, vågne en for en, langsomt til live. Nogle af dem rømmede sig, mens andre

højlydt harkede, og andre endnu, gned søvnen ud af øjnene, pillede sig i ørerne

eller kløede sig på næsen.

”Jeg stemmer imod!” råbte en af de gamle mænd, med skinger pibestemme,

og slog håndfladen i hårdt i bordet, så bordet og hologrammet rystede. Den gamle

mand tog sig til sin hånd, ømmede sig højlydt, og gned sin forslåede håndflade.

”Taro, dit gamle fjols. Der har ikke været aftsemning i dag. Det er Virtus der er

kommet på besøg!”

Taro mumlede et eller andet uforståeligt for sig selv, gled tilbage på sin taburet,

og gled ind i søvnen igen, mens hætten på hans kutte gled ned over hans øjne.

De tolv andre så på hologrambilledet, som hang og svævede et lille stykke over

det ovale bord. Billedet flimrede lidt, og blev så langsom tydeligere, i tak med at

bordet faldt til ro. Et venligt ansigt viste sig tydeligt, som et halvtransparent, stærkt

lysende spøgelsesfjæs, i lyskeglen over bordpladen.

Det var vanskeligt at afgøre om ansigtet var fra en ung opgroet, eller fra en ældre

pode.

Ansigtet så rundt på alle de omkringsidden med et mildt blik, en efter en, og

først da det havde fået øjenkontakt med alle tilstedeværende – på nær Taro, der i

105


den grad ikke var til stede – drejede ansigtet rundt, og så direkte på rådsformand

Ulfik.

”Vær hilset, Overstyre!” Stemmen lød som altid, mild men bestemt, og den

rungede ud i rummet. Først var der ingen der sagde noget, men så bredte en svag

mumlen sig.

”Vær hilset, Virtus!” brød en klar stemme, igennem rådsmedlemmernes spredte

mumlen.

”Rart at høre din blide røst. Det er længe siden du har vist dit ansigt”

Det var rådsformand Ulfik, der havde taget ordet.

”Det har du ret i, rådsformand. Jeg vil springe alle høflighedsfraserne over, og

fremføre mit ærinde med det samme. Jeg er kommet, fordi jeg har fået et problem.

Et problem som jeg ikke ved hvordan jeg skal håndtere. Og derfor behøver jeg

jeres råd!”

Virtus’ ansigt flimrede lidt i luften over bordet. Håret var langt, gult i en stærk

unaturlig kulør. Men det stod flot til den gyldne tone, hans ansigt havde fået. Han

virkede kunstig, i sammenligning med de blege, rynkede gamle mænd, der sad og

gloede på ham. Altså lige bortset fra Taro, der stadig blundede.

Men Virtus var jo på den andes side også kunstig. Dette ansigt var han blevet

tildelt af de programmører, der i tidernes morgen havde designet ham. Og det

havde ikke ændret sig, selv under de opgraderinger systemet havde gennemgået

i tidens løb..

”Sig frem, Virtus. Vi vil altid hjælpe dig, hvis vi på nogen måde kan være dig

behjælpelig. Men vær hurtig – vi har mange andre ting, vi skal have afgjort på

mødet i dag!”

Ulfik sukkede dybt, og så rundt på rådsmedlemmerne, hvoraf fire allerede var rejst

til Drømmeland igen. Og både Strir og Sirkl, lignede nogen, der var på vej mod

dette forjættende sted, i skarpt trav.

Ulfiks blik blev skarpt, men han gjorde ikke mine til, at vække rådsmedlemmerne.

”Mit problem, drejer sig om en pode, ved navn Fjølk!” begyndte Virtus.

”Javel, ja. Er han dig for kvik? Kan du ikke svare på hans spørgsmål om ligninger

og biokemi?”

Ulfik lo en hånlig og tør gammelmandsgnækken, og kom til at hoste. Han bøjede

sig ind over det lave bord, hvorved hætten på hans kutte, faldt helt ned over hans

ansigt. Han trak den irriteret væk, lige tids nok til at afværge, at han knaldede

hovedet ned i bordpladen.

106


”Nej, det har jeg ingen problemer med!” Der var ingen irritation at spore i

Virtus’ stemme, og han fortsatte uanfægtet.

”Men Fjølk er en opvakt pode, og han er begyndt at stille spørgsmål om ting fra

den gamle verden!” fortsatte Virtus. ”Fjølk passer normalt sin indlæring, dygtigt,

og holder et højt gennemsnit i sine prøver. Men på det seneste er hans interesse

for filmklip fra tiden før Den store Komet, steget voldsomt. Jeg bryder mig ikke om

det. Det er som om der sker noget med ham, når han ser nogle af disse filmklip.

Som om han ændrer væsen. Og se den vanvittige grimasse...!”

”En vanvittig grimasse – hvad mener du?” spurgte Tomaz, der sad bænket på

Ulfiks venstre side. ”Er poden syg?”

”Nej, tværtimod!” begyndte Virtus. ”Han er hverken gal, eller smittet med en

ny sygdom. Jeg tror blot han har taget en af den gamle verden uvaner til sig!”

Virtus lod sætningen hænge i luften. De gamle der ikke sov, rykkede utålmodigt

på sig. Og da Virtus mente de havde ventet længe nok, fortsatte han:

”Fjølk er begyndt at smile!”

Virkningen udeblev ikke. Ulfik rejste sig så hastigt fra sin taburet, at den væltede

og smældede han over betongulvet.

”Sagde du smile? Vi må straks få den pode afrettet. Hellere i dag end i morgen!”

Spyttet stod i kaskader fra Ulfiks runkne mund. Han hamrede en knyttet

næve ned i bordet. De vågne medlemmer af Overstyret, begyndte igen at mumle i

munden på hinanden, og flere af dem huggede en albue i siden på Taro, Sune og

Talent, som sad og snorkede fra al postyret.

”Jeg stemmer for!” råbte Taro igen, med halvt lukkede øjne.

”Luk nu sprækken, Taro!” kom det i kor fra Ulfik, Sirius og Sirkl.

Virtus tog atter ordet.

”Inden I går helt op i limningen, og panikker, synes jeg lige jeg må fortælle,

at det faktisk ikke er det jeg er kommet for at sige. Fjølk har spurgt

en del til verden, før Den store Komet, og ønsket at se film fra den tid.

Men han har også gjort noget meget værre end det. Ja, I vil nok mene ,

at det Fjølk har foretaget sig, er noget nær det værste,en pode kan gøre!”

Virtus hold atter en pause, mens mumlen bredte sig i flokken, og aftog, da Ulfik

tog ordet.

”Virtus, så sig det dog. Du holder os jo hen. Hvad er det denne Fjølk har gjort,

der er så forfærdeligt, at det er værre end at smile? Har den lille, dumme pode

spist kød?” Ulfik satte sig tungt ned på sin taburet, som en af hans to sekretærer,

107


der stod posteret bag ham, havde hentet. Med et suk, ramte hans tunge, trætte og

meget gamle krop, taburetten, der gav sig med et knirk. Det var svært at afgøre,

om lyden kom fra taburetten, eller den gamle krop. Det to sekretærer opfattede

det også, og gav hinanden et sigende blik.

”Fjølk har kontakt med en knoldboer!” afslørede Virtus uden omsvøb. Hans

stemme lyste af en afsky, som var han en pode, der lige havde opdaget at han

sejlede sin aquapod, gennem en brun, slammet brugde-bæ.

”Sagde du knoldboer?” Ulfik blev bleg, i det i forvejen pergamenthvide ansigt.

Der lød et tolv-stemmigt suk, fra de andre rådsmedlemmer, og atter bredte en lav

snakken sig, omkring bordet.

”Ja, han holder forbindelse med en knoldboer, ved navn Pulk!” svarede Virtus.

”Jamen, det er jo skandaløst. En katastrofe, ækelt – intet mindre end ækelt!”

jamrede Tartis, en af de ældste medlemmer af Overstyret. ”Det er forkasteligt.

Men vi bør handle hurtigt, hårdt og uden pardon. En pode der har kontakt med

en knoldboer bør bortvises fra vores by. Smid den formastelige ud på knoldene!”

spyttede Tartir, rankede ryggen, og virrede med sit lille blege ansigt, så det lange

grå hår, viftede ned i ansigtet på ham, som tyndt, gråt spaghetti.

”JA, han må væk. Det er det eneste rigtige der er at gøre!” sluttede Spazel, sig til

Tartirs udfald. Han var i modsætning til Tartir, en lille fed opgroet, blegere, og med

flere og meres synlige, blå årer, løbende på kryds og tværs i det blævrede ansigt.

”Skulle vi nu ikke lige spise selleri til?” Ulfik løftede armene, og forsøgte at mane

de knotne gamlinge til besindelse. De var ikke meget for det, men efterhånden

dæmpedes stemmerne, og gemytterne kølnedes så meget, at Ulfik atter kunne

komme til orde.

”Før vi gør noget overilet, mod denne Fjølk, skulle Vitus måske fortælle os lidt

flere detaljer om hvad det egentlig er der er foregået!”

”Meget gerne, rådsformand!” Og så fortalte Virtus Overtyret, om Fjølks passion

for filmklip om den gamle verden, der gradvist havde taget til, i den senere

tid. Virtus stemme var blød og viste ingen tegn på medfølelse, men forklarede

kontant og præcist, hvordan Fjølk ofte kunne sidde i de stille nattetimer, og spole

sig gennem uendelig mængder film. Virtus undlod heller ikke at komme ind på de

mange timers film, om de små knoldøer, som Fjølk havde studeret. Til slut fortalte

han, om den uheldige Pulk, som havde tryglet Fjølk om hjælp. Om Fjølk der havde

bedte Virtus fremgrave gamle oversigtskort over Metroegangene, fra arkiverne.

Det tog sin tid at komme igennem den lange smøre, og da Virtus afsluttede sin

108


eretning, var hovedparten af de gamle rådsmedlemmer, atter faldet i søvn.

Ulfik kløede sig på hagen, og lod de krogede gammelmandsfingre, rende gennem

de sparsomme rester af sit grå strithår. Han gned sine vandede øjne, tog en slurk

frugtsaft fra en lille flaske der stod foran ham på bordet, og kiggede så rundt på de

rådsmedlemmer der ikke sov.

”Som I kan høre, så har vi at gøre med en rebelsk lille pode. Men jeg

tror jeg har en ide til, hvordan vi kan få det bedste ud af denne episode!”

Han holdt en kort tænkepause, hvor han stirrede ud i luften, uden at se noget.

Ulfik var nok gammel, men hans hjerne kørte på højttryk. Han sad lidt og gnavede

på sin tommelfingernegl, mens utålmodigheden begyndte at melde sig, hos de

vågne rådsmedlemmer.

”Vi skal lade Fjølk blive i den tro, at hans lyssky forehavende ikke er opdaget.

Vi holder ham naturligvis under konstant og skarp overvågning. Uden hans viden,

selvsagt. Og når han allermindst venter det, slår vi til. Vi får fingre i en oprørsk

pode, som vi kan skille os af med på behørig vis – og i tilgift, får vi opsnappet de

irriterende knoldboeres skjulested. Når det er lokaliseret, kan vi indespærre dem

der – permanent – uden mad og drikke. Så kan de sidder der og rådne op. Vi slipper

for at de kontakter vore poder, og undgår tilmed, at de i smug, besøger vore

by, for at stjæle mad, og sprede deres ulækre bakterier over det hele. Fjølk vil lede

os til dem – helt uden at ane det!”

Ulfik gnækkede, og smilede, så et par dråber hvidligt spyt samlede sig i hver

mundvig. Han gned sine knastørre hænder, og gnækkeriet gled efterhånden over

i en rigtig latter.

Den ene af Ulfiks sekretærer, Rige, bøjede sig frem, og prikkede sin herre på

skulderen.

”Undskyld mig, rådsformand Ulfik. Men nu kommer knoldboerne jo rent faktisk

aldrig rendende, for at stjæle vore frugter og grøntsager!”

Ulfik viste tænder, og snerrede tilbage:

”Nej, men det er blot et spørgmål om tid. Jo hurtigere disse affaldspoder bliver

lukket inde, desto bedre!”

Virtus havde overhørt hele optrinnet, og brød nu ind.

”Hvordan havde du tænkt dig, at vi skulle overvåge Fjølk og Pulk, rådsformand

Ulfik? Jeg kan jo kun spore dem, når de logger ind på mig!”

”Det er intet problem, min kære Virtus. Jeg har mine midler!” sagde Ulfik med

et ond smil. Han løftede sin hånd op til munden, og gav en lavmælt ordre i mikro-

109


fonen i sin håndledscomputer. Der gik et kort øjeblik, så lød der en skramlen fra

væggene. 16 skjulte døre gled skramlende og skrigende til side. Fire betonluger,

på hver af de fire vægge, afslørede 16 gabende huller med 16 sorte OS robotvagter.

De stod ganske stille. Der var ikke en bevægelse, men selv i deres inaktivitet

virkede de dybsorte maskiner truende.

OS robotterne var specielle vagtrobotter, der adlød Overstyret ubetinget Alle

robotter arbejde sammen, og var styret af den samme enhed, en intelligens lignende

Virtus, Og med sin ordre havde Ulfik lige givet robotterne besked på, at

deres primære opgave, døgnet rundt, var at overvåge Fjølk. Foretog Fjølk sig noget

mistænkeligt, så skulle han naturligvis pågribes. Så måtte man aflure knoldboernes

skjulested på en anden måde.

Vagterne var enorme, næsten to meter høje, og matsort med en skinnende sort

hjelm på hovedet. Bag hjelmens sorte visir, kunne man lige ane et par orange

display-øjne. Robottens krop smallede til ned mod taljen, og endte i en sort sneglehuslignende

svævefod.

Robotvagterne svævede et lille stykke over gulvet, og deres lydløshed var berygtet

i Stad 1. Helt lydløs var de dog ikke. En svag summen, som af bier i det

fjerne, var det eneste der undslab maskinen, når den gled hen over gulvet. Alle OS

vagtrobotterne havde den samme stemme, en syntetisk stemme som Virtus. Selv

om de blev styret af en anden kunstig intelligens, kunne Virtus til hver en tid, logge

sig på enhver af robotterne, og på denne måde overvåge alt hvad der foregik i Stad

1, blot der var en robot til stede. Han kunne endda tage kontrol over robotterne

og styre dem, hvis dette skulle blive nødvendigt. At de havde den samme stemme

som Virtus, skyldtes blot, at ingeniørerne der havde udviklet robotterne, åbenbart

havde været dovne, og ikke gidet komponere en ny syntestisk stemme.

Ulfik klappede i sin rynkede gammelmandskløer. Det lød som to stykker pap,

der blev gnedet mod hinanden. Han sendte virtus-hologramprojektionen et skummelt

blik, og savlede let, da han sagde:

”Lad os så se, om denne Fjølk, kan slippe forbi mine vagthunde!”

110


Ficus og Femfem knoklede med at skrabe åregammelt snavs og skidne efterladenskaber

af den fugtige betonvæg. Væggen var dækket af en glasplade, den eneste

i den store ventesal, der ikke var slået i stykker. Den dækkede væggen fra gulv

til loft, og næsten i hele bredden. Ficus havde fundet en skinne under snavset. En

metalskinne, som var boltet til væggen, og som holdt glaspladens kanter fast. De

var blevet enige om, at det var en form for ramme som greb om om glaspladens

kanter. Og de mange farver de skimtede under møget, måtte være et billede af en

art, som befandt sig mellem glaspladen og væggen.

Efterhånden som arbejdet skred frem, bredte der sig et mønster af stærke kulører

over den før så kedelige væg. De kunne ikke nå helt op til det øverste af

billedet, så de koncentrerede sig om de nederste tre meter. Jo mere de fik skrabet

rent, jo tydeligere fornemmede de motivet.

Billedet var enormt. Næsten ti meter bredt og fire meter højt. Hvis nogen havde

set de to poder på afstand, ville de ligne to insekter, der langsomt smurte farve ud

over et lærred.

Femfem og Ficus stod nu i hver sin ende af billedet. De havde lagt lampen på en

forhøjning af affald og betonstykker, og der lå den og strålede om kap med de

farver de fik afdækket. Det havde været nødvendigt at dæmpe lampen en anelse,

da de ellers ikke kunne se billedet, for genskæret i glaspladen.

”Kan du se hvad det forestiller?” råbte Ficus over mod Femfem i billedets andet

hjørne

”Næ, ikke andet en streger og farveplamager!”

Femfem asede videre med et stykke bøjet metal, han havde foldet til en primitiv

skraber. Det ville have gået væsentligt hurtigere at rengøre det beskidte billede,

hvis de havde haft deres egne sokkelskrabere. Men de lå nede i det dunkle

dyb, ved blæksprutterne. Femfem fik uvilkårligt kuldegysninger, ved tanken.

111


”Så, nu kan jeg altå ikke nå mere!”prustede Femfem, rankede sin trætte ryg,

og trådte et par skrift tilbage.

”Jeg tror også jeg holder her. Zucchini for en malabarisk omgang skrab. Jeg

ville nu gerne have fjernet den øverste meter skidt. Men tror du ikke vi kan se hvad

det forestiller, uden det øverste stykke?”

Ficus gik hen til lampen, løftede den og skruede op for styrken. Han svingede

den stærke lyskegle over mod Femfem der stod i halvmørket og så på et udsnit af

billedet.

”Jeg tror vi er for tæt på, til at kunne se hele motivet” sagde Femfem. ”Vi ser

kun streger og farveflader nå vi står så tæt på!” Ficus nikkede, og de begav sig længere

ind mod midten af det ødelagte venteværelse. Næsten midt i rummet vendte

de sig om, og gav projektørens styrkekontrol et ekstra hak opad. Rummet var nu

næsten fuldt oplyst, og der hvor de stod, havde de to poder et nærmest perfekt

udsyn til det enorme billede. De stod lidt og betragtede billedet. Næsten samtidigt

kunne de mærke, hvordan en boblende følelse bredte sig i deres kroppe. Ficus gav

et kvæk fra sig, mens Femfem blottede sine tænder, i et stort skævt smil.

”Hvordan er det du ser ud?” mumlede Ficus forundret, da han kiggede over på

Femfem.

”Og hvordan er det du står gryntekvækker?” spurgte Femfem, stadig med et

halvt smil smurt ud over ansigtet.

De vendte atter blikket hen mod det store billede. Sorte streger løb rundt på hele

billedets flade, som veje på et kort. De snoede sig op og ned, ind og ud mellem

hinanden, helt tilfældigt, så det ud til. Nogle var smalle, nærmest hårtynde, mens

andre var fede. Der var store, stærkt lysende orange farveplamager inde mellem

nogle af de felter, stregerne dannede, ved siden af røde, gule, grønne og stærke

blå kulører. Det var et farvesammensurium, som på en syret malers palette. De to

poder fik næsten ondt i øjnene at kigge på det. De var slet ikke vant til så kraftige

farver, i deres grå-beige hverdag i stalagmitterne. Men de kunne på den anden

side, heller ikke lade være med at kigge på det.

De tilsyneladende tilfældige streger, var ikke helt så tilfældige, som ved første

øjekast. Snart dukkede der et motiv op i virvaret af streger og farver. Billedet begyndte

at tage form for deres øjne. I den ene side af billedet, dannede de sorte

streger konturerne af en stor, kraftig bygget mand. Han var iklædt et piratkostume,

og i sin ene hånd. Holdt han en stor sort pirathat. I den anden hånd, glimtede en

lang krum, og meget faretruende, daggert. I billedets anden side, flaksede en sjov

112


grøn papegøje rundt. Dens lange røde og gule hale, fyldte det meste billedets

midte, og fjerrene flagrede rundt mellem de mandshøje bogstaver. Papegøjen,

havde fortrukket sit store orangegule næb i et vildt papegøjegrin, og mellem over-

og undernæbbet stak en stor rød osende pibe ud. Røgen bølgede fra piben, gråsort

og tyk. Mellem piraten og papegøjen stod der: Sørøver skrå - lige til at spytte ud.

De to figurer var tegnede, og de var tegnet i så sjov en streg, at hverken Ficus eller

Femfem kunne holde sig, men begge gjorde noget, som de aldrig havde gjort i

deres korte podeliv: De sprutlo!

De lo så tårene trillede ned ad kinderne på dem. Ficus’ latter spruttede ud i

korte stød, så han begyndte at hoste så kraftigt, at Femfem var bange for, han ville

hoste sine indvolde op. De to figurer på plakaten så så komiske ud, at poderne slet

ikke kunne få hold på sig slev igen, og længe stod og steppede på stedet, mens

de lod latteren få frit løb. Til sidst måtte de støtte sig til hinanden, for ikke at falde

omkuld, med latterømme maver. Med store grin på, satte de sig ned på gulvet og

tørrede tårene væk fra deres fugtige ansigter. De så på hinanden, kiggede op på

billedet, og knækkede så sammen af grin nok en gang.

Hvor længe de bare lo og lo, anede de ikke. Men endelig havde de fået grinet så

meget af, at de atter kunne tale.

”Bruskbøvs, hvor er det billede sjovt!” smågrinede Ficus.

”Ja! Sådan en har jeg aldrig set før. Bare vi dog kunne tage det med os. Det

ville være flot i bokuben!” smilede Femfem.

”Jeg kan godt huske, at jeg en gang har læst noget om det der hedder ”grine”

- men jeg havde da ingen anelse om, at det føltes så godt!” smilede Ficus.

”Jo, men tror du det er farligt? Jeg mener, siden det er noget vi aldrig gør i byen?

Jeg har heller aldrig følt noget så rart – men derfor kan det jo godt være, at det

er skadeligt!” sagde Femfem med en blanding af bekymring og glæde i sit ansigt.

”Sådan noget brugdefis – det er garanteret kun ligeså skadeligt, som at

trække vejret!” Ficus rystede på hovedet, og vendte blikket mod billedet igen.

”Vi skulle altså ha’ det billede med. Men M.O.R. ville nok aldrig give os lov

til, at hænge det op!”

Femfem rejste sig, og gik lidt tættere på plakaten. Han holdt hånden for sit højre

øje, og stod helt stille i et par sekunder.

”Hvad er det du laver, Femfem?” spurgte Ficus, mens han undrende betragtede

sin ven. Femfem så sig over skulderen.

”Jeg tog et billede med mit øje!”

113


”Nå, pupilskærmen. Det er sandt. Den kan også optage billeder. Det er nok en

god ide, for de andre tror ikke deres egne øjne, når vi fortæller det her. Kan du se

billedet på din skærm?”

Ficus stod og hoppede på stedet af bare ophidselse. Femfem lukkede begge øjne.

Der gik kun et kort øjeblik, før han svarede.

”Ork ja. Bruskbøvs, hvor billedet står godt. Jeg tror sagtens det kan forstørres!”

”Godt!” Ficus stod med ryggen til Femfem, og så over mod de ramponerede

elevatorstilladser, som stak, halvt ødelagt, op ad vandet.

”Vi er nødt til at komme ud herfra – ellers kommer vi aldrig til at vise den tegning

til nogen!” Ficus skuttede sig, og vendte sig om mod Femfem, de atter stod

med front med Ficus.

”Hvordan kommer vi ud herfra? Jeg går ud fra, at det er umuligt at komme ud,

den vej vi kom ind!” Femfem kløede sig bag sit øre.

”Det har du nok ret i – jeg skal ikke tilbage i vandet til de monstre. Men jeg

har måske en ide!” Ficus svingede projektøren over mod elevator-stilladserne. Lysstrålen

oplyste de mange rustne stålrør, og de afskallede striber af gammel maling,

skinnede tilbage i lyset. Ficus lod lyset løbe op ad stilladserne, og han standsede

først, da lyskeglen nåede loftet, Midt i den diffust aftegnede lyscirkel, fortsatte

stålrørene op, i et bred sort hul. Fra den kvadratiske åbning, dryppede vand ned

i det vandfyldte huld, til den oversvømmede perron. Omkring hullet hang små

drypsten, som århundrederes vanddråber havde trukket ud af den hårde beton. De

lignede små gråligt grønne grantræer, der stod på hovedet.

”Vi kan ikke komme ned og ud. Derfor må kravle op, for at komme ud. Hvis altså

ikke elevatorskakten er blokeret!” Ficus smilede til Femfem der smilede tilbage.

”Du har dine lyse øjeblikke, Ficus!” mumlede Femfem. ”Kommer vi først højere

op, så er chancen for at komme i kontakt med Virtus også meget større. Radiobølgerne

kan nemmere slippe ud af denne betonkasse, jo højere oppe vi er.

Så er chancen også større, for de når frem til Stad 1. Men hvad nu hvis skakten er

forseglet længere oppe? Så er vi fanget! Vi har ikke en chance for at komme ud

vandet, uden vores aquapods!”

”Det er også derfor vi SKAL op gennem skakten!” Smilede Ficus. ”Men der

må være en prop længere oppe i skakten – ellers ville vi jo ikke står tørskoede

her. Men måske befinder der sig en dør til en servicegang længere oppe. Så

ville vi jo komme videre ud i gangsystemet. Og måske ud den vej!” Ficus så

eftertænksomt over mod skakten, men han stod og regnede på sin redningplan.

114


”Men hvis der er en dør, så risikere vi, at vi punkterer den prop, der holder

vandet tilbage!”

De stod begge lidt, uden at sige noget. Så afbrød Femfem stilheden:

”Det lyder som det mest tåbelige vi to nogensinde kommer til at gøre sammen:

Først vil du klatre op ad et halv gennemtæret metalskelet, op i en mørk elevatorskakt,

vi ikke aner hvad skjuler. Så skal vi lede efter en dør - som måske – måske

ikke - befinder sig i skakten. Den skal vi åbne – hvis vi kan. Og når vi så har fået

den op, så kan vi risikere, at vi slipper overtrykket ud, så hele denne ventesal, og

elevatorskakt oversvømmes. Eller at der er oversvømmet bag ved døren. Uanset

hvad, så vil vi oversvømme det hele, og drukne os selv, hvis vi ikke kan lukke

døren tæt til!”

Der blev atter stille, mens de to poder så på hinanden.

”Ja, men hvad står vi her efter? Lad os komme i gang – vi har en oversvømmelse

vi skal nå!”

Femfem spændte bæltet i sin dragt, og gik over mod den oversvømmede

nedgang, mens han kiggede op på elevatorskakten. 3 meter fra kanten af den

oversvømmede åbning i gulvet, tårnede elevatorstilladset sig op i mørket, i det

gabende sorte hul i loftet, over de to poders hoveder. En gang havde der været en

adgangsbro fra kanten og ud til elevatortårnet, men 300 års bad i saltvand, havde

givet rusten masser af tid, til at æde metalbroen op. Den eneste adgang til det stilladsagtige

elevatortårn, var at springe eller svømme.

Ingen af dem havde lyst til at hoppe i vandet til de arrige blæksprutter. Ficus og

Femfem fangede hinandens blikke, og trak på skuldrene. Der var nok ingen vej

uden om, hvis de ville videre. De blev nødt til at springe.

Femfem trådte tæt på kanten, kiggede ned i vandet, og så så op i den mørke skakt.

Gelænderet hele vejen rundt om hullet, havde her en smal åbning, ikke meget

bredere end et par meter. Der var ingen anden åbning end den. Få meter foran

dem knejsede elevatorstilladset, og de fornemmede næsten, at åbningerne var

munde, der hånede de to poder. ”Spring nu – I tør jo ikke!”

Elevatortårnet bestod af terninger af stålrør, monteret ovenpå hinanden.

Den side af terningen der vendte ud mod, den for længst forsvundne gangbro,

var åben, men de andre tre sider havde et kryds af stålrør, fra hjørne til hjørne

i terningsiden. Alle de resterende terninger i stilladset, havde kryds i alle sider.

”Vi bliver nødt til at tage tilløb og så springe ud i det!”

”Spinatfjert! Det er jeg altså ikke meget for. Men hvis det er den eneste udvej,

115


så...!” Ficus stemme rystede. ”Hvem springer først?” Ficus så på Femfem, som så

ud på skakten.

”Det er jo nemt nok at finde ud. Enten dig eller mig!” Femfem lo ad sin egen

dårlige joke.

”Vi gnubber pande på det!” sagde han så pludselig, smilende.

”I orden med mig!” samtykkede Ficus.

De stilede sig ansigt mod ansigt, tog et solidt greb i hinandens skuldere.

”Er du klar? Tre , to, en – gnub!”

De to poder klaskede deres pander mod sammen, og gnubbede så hurtigt de

kunne, pandehuden mod hinanden. Huden blev hurtigt varm og rødmende, og

efter kort tid brølede Ficus:

”Av – stop. Det gør ondt – jeg trækker mig!”

”Ærgerlig – ærgerligt. Der tabte jeg lige retten til at springe først!” lo Ficus drillende.

”Bruskbøvs. Det kan vel ikke være så vanskeligt at tage sådan et lille hop. Det

er jo trods alt kun... meget, meget langt!” Ficus kunne mærke, hvordan sveden

begyndte at fugte hans håndflader. Han gik til kanten, og kiggede ned i det mørke

dyb, med det dybe mørke. Han så klart de to små lyskegler fra den sunkne aquapod.

Der ville gå mange dage, før energien var brugt op, og lyset ville gå ud. Han

kunne stadig se silhouetterne at en blæksprutte der af og til fór forvildet rundt om

de to dele af aquapoden.

Han kiggede atter ud på elevatorstilladset. Det lå lige derude. Kun 3 meter

væk. Det var jo intet problem. Det kunne han da sagtens springe. Han skulle bare

lade være med at tænke, på de forslugne bløddyr, som susede rundt nede i mørket.

Ficus vendte sig rundt, og gik lidt hen ad gulvet, for at samle tilløb. Og mod.

”Nå, har du ikke trukket spændingen længe nok?” drillede Femfem.

”Giv mig nu lige et sekund!” vrissede Ficus.

”Du har lige brugt omkring 180 af dem!”

Ficus vendte sig med front mod elevatorstilladset. Han satte højre ben

lidt frem, og stod nu og svajede. Han spændte hver en muskel i kroppen.

”Nu!” tænkte han, og gav ordre til sine ben om at flytte sig. Men benene

var åbenbart ikke helt enig i denne beslutning, for de blev bare stående.

Ok! Lige et øjeblik til. Han var åbenbart ikke helt klar. Han trak vejret dybt, flyttede

vægten frem og tilbage mellem de to fødder, og til stor undring for sig selv,

stak han pludselig i løb. Vandkanten kom nærmere, og han kunne høre sine skridt

116


dundre mellem murene. Nu var han næsten helt henne ved kanten. Han styrede

lige ind i gelænderåbningen, og trådte ud over kanten. Afsættet var næsten helt

perfekt. Ficus svævede gennem luften over det mørke vand. Han kiggede ned,

og så ind i øjnene på sit spejlbillede. Svævet føltes uendeligt. Han var lige ved at

være sikker på, at han ville dratte ned i vandet, da han landede på elevatorstilladset.

Rørene sang metallisk de han klaskede imod dem. Rent instinktivt, greb han

fat om hjørnerøret, og knugede sig fast til det. Han kunne mærke, hvordan hans

ene fod gled på det fugtige og algebegroede rør. Febrilsk forsøgte han at holde

balancen, men nu kunne han føle, hvordan venstre fod, havde sluppet sit greb, og

nu var på vej ned i vandet, en lille halv meter under ham. Han gik i knæ, og havde

nær mistet højre fods fæste, da venstre fod ramte vandoverfladen, og sank i næsten

til knæet. Ficus holdt fast i røret, og som et mirakel, blev han siddende på det

tynde, algeindsmurte rør, med det ene ben halvt i vand. Det føltes frysende koldt

mod hans hud, uden den beskyttende aquapod, til at holde kulden på afstand.

Lyden, da han ramte stilladset, gav stadig genlyd mellem de mørke vægge, og ind

i mellem kunne han høre, at Femfem stod og trak vejret dybt, i små korte stød.

”Det var en sær måde at lave gas med mig på!” sukkede Femfem.

Ficus kom pludselig i tanke om blæksprutterne, og flåede sit ben op ad vandet,

Han forsøgte at finde bedre fodfæste, fik det, og kravlede længere ud til

siden. Han tog et solidt tag i krydset som stilladset dannede, og ventede. Nu

var der plads til, at Femfem kunne gribe fast, når han landede efter sit spring.

”Så er det din tur. Du skal ikke være bange – du bliver højst lidt våd!” Råbte

Ficus til ham.

Femfem gik hen til næsten samme sted, som Ficus havde startet sit tilløb fra, kiggede

tilbage på stilladset, og gik så nogle meter længere væk. Han så sig atter

tilbage, og blev tilsyneladende enig med sig selv om, at tilløbet var tilpas. Ficus

syntes helt bestemt, at han kunne se farven forsvinde fra Femfem’s ansigt. Femfem

stak underarmen helt gennem den lange strop til lommeprojektøren. Han trak vejret

dybt et par gange, rystede på hovedet, for ligesom at overbevise sig slev om, at

det han var i færd med,var det dummeste han hidtil havde foretaget sig i sit liv. Det

fik han åbenbart ikke helt overbevist sig selv om, for han stak i løb, og før Ficus

kunne nå at heppe på ham, sprang han. Han sejlede gennem luften, og landede

på stilladset med samme metalliske klask, som Ficus havde gjort nogle øjeblikke

tidligere. Femfem vaklede lidt, men fandt så balancen, og slap for at ryge i baljen

i denne omgang.

117


”Bruskbøvs, det var en blæret landing!” råbte Ficus begejstret. Havde han ikke

klamret sig desperat til rørene, have han klappet af Femfem.

”Så er der kun en vej!” ivrede Femfem. Han lod lyskeglen oplyse den mørke

skakt. Lyste fejede mørket væk, men ikke helt væk. Lyskeglen rakte godt op i skakten,

men nåede ikke helt til toppen, så ingen af de to poder havde nogen mulighed

for, at se hvad der gemte sig for enden af skakten. Femfem var den første der begyndte

at klatre. Han strakte sig, så lang han var, og greb fat i de øverste vandrette

rør på elevatorterningens ene side. Med en pusten og anstrengt hiven efter vejret,

trak han sig op i armene, hev sig det sidste stykker op, og satte sig overkrævs på

røret med ryggen mod hjørnerøret.

”Ræk mig din hånd. Så trækker jeg dig op!” Femfem strakte sin ene arm, ned

mod Ficus og krogede den anden arm, rundt om et rør. Ficus strakte sig, fik et

solidt tag i Femfems hånd. De masede lidt, men ved fælles hjælp kom han op at

sidde ved siden af Femfem.

”Det var første etape. Jeg gad godt vide, hvor langt vi skal omkring, før vi

finder et sted som vi kan komme ud!” Femfem rejste sig, men sørgede for hele

tiden at have et solidt greb i et af stilladsrørene, hvis hans fødder nu skulle miste

fodfæste på de glatte rør.

Ficus sagde ingenting, men begav sig stille opad ligesom Femfem. Langsomt, uendeligt

langsomt, og ligeså forsigtigt, klatrede de opad, fag for fag, i det gamle

elevatorstillads. Lyset hang og dinglede i snoren om Femfem’s hals, og de svingende

og svajende skygger, gjorde det svært at se, hvor de kunne træde, uden

fare for at deres fødder ville glide. De var efterhånden nået op i elevatorskakten,

og under dem, forsvandt den store ventesal i et tæt mørke. Meter for meter krøb

de højere og højere op. Med mellemrum lyste Femfem ned, men under dem var

skaktens omrids blevet udvisket af skyggerne. Enkelte genspejlinger af projektørlyset

i vandspejlet under dem, gav dem en fornemmelse af, hvor højt de egentlig

var oppe. Men det forsøgte de to poder ikke at tænke på.

Stilladset blev efterhånden til betonmur. Enkelte steder stak små rør ud fra

væggen, andre steder var små metalskiver boltet fast til væggen. Rørene blev til

skinner, der gik både lodret og vandret på den ru betonvæg. Uden disse skinner,

havde klatreturen været umulig, men de hagede sig godt fat i de smalle metalkanter,

og kom fremad, men betydeligt langsommere end før.

De passerede en rusten metaldør, med runde hjørner. Den mindede om lugen

i en ubåd. Desværre havde den intet håndtag på ydersiden, så de måtte lade

118


lugen være luge, og klatre videre. Femfem lyste opad, og langt over dem, kunne

de nu se noget mørkt, der blokerede skakten, og spærrede deres videre klatring.

”Hvad er det?” spurgte Femfem.

”Jeg tør vædde en oversvømmet aquapod, at det er den gamle elevator, der

sidder fastkilet i skakten!” tænkte Ficus højt.

Femfem var nu et par meter foran Ficus, og mens Ficus halsede bagefter,

undersøgte Femfem murene for eventuelle åbninger, de havde overset.

”Bruskbøvs, jeg tror her er en dør – og den har endda et drejehjul!” brølede

Femfem pludseligt. ”Måske er vi heldige at kunne komme ud denne vej!” Hvad

Ficus ikke kunne se i halvmørket var, at Femfem smilede. Han vendte projektøren

ned mod Ficus. Der blev blændet af det stærke lys.

”Av, få det lys væk. Jeg kan jo ikke se hvor jeg klatrer!” Ficus holdt sig for sine

blændede øjne med den ene hånd, og svajede faretruende. Et kort sekund så det

ud til, han ville miste grebet, men så kastede han sig ind mod et stålrør, og slog

armene om det.

Femfem gav et spjæt af bare forskrækkelse, og havde han stadig haft lampen om

halsen, var der nok ikke sket noget. Men nu havde han altså lampen i hånden, for

at undersøge døren i skakten. Det var umuligt for ham, at gribe lampen, da den

gled ud af hans hånd, hvis han da ikke villa have faldet bagefter. Så han kunne

blot udbryde:

”Pas på, jeg tabte lam..!” Mere nåede han ikke at sige.

Ficus klamrede sig til et rør, og kunne se lampen passere tæt forbi hans hoved.

Den fortsatte ned i mørket. Men heldet tilsmilede de to poder, for Ficus reflekser

fejlede åbenbart ikke noget, og lynhurtig svang han det ene ben ud, og ved et rent

lykketræf, gled den store halsstrop ned over foden. Lampen han nogle øjeblikke

og svingede rundt i luften, mens Ficus sundede sig, langsomt trak benen op mod

sig, og forsigtigt lirkede snoren snoren over i sine ene hånd. Han hold triumferende

lampen op foran næsen, mens projektøren lyste nedad i skakten.

”Tal lige om hurtige reflekser!” grinede han.

Femfem’s suk, gav ekko i den trange skakt, der blev blandet med de højlydte

jubelskrig fra de to poder, mens de fortsatte klatringen op til lugen. Det

var Femfem der nåede den først. Han satte sig til rette på en kraftig metalsvelle,

der gik fra væg til væg, og ventede på at Ficus fik sin trætte krop bakset derop.

Ficus trak sig op, plantede sine fødder på to rør, mens han lænede sig ind

i et hjørne i skakten. Her kunne han stå og slappe lidt og komme til kræfter.

119


”Tror du virkelig vi kan få den luge op? Den har garanteret siddet fast i de sidste

300 år” Ficus var ikke synderlig optimistisk. Femfem greb resolut om hjulet på

døren, og med en knagen og knirken, gav hjulet sig.

”Skal vi vædde?” Femfem drejede videre, og de kunne høre, hvordan låsen i

døren, faldt i hak.

”De lavede kram den gang!”

Femfem skulle lige tid at trække i åbningshåndtaget, da Ficus greb hans arm.

”Hvad nu, hvis der ikke er noget bagved?” Ficus ansigt skiftede pludselig

fra opgivende til skrækslagen: ”Eller hvad nu hvis der ER noget!?”

Femfem trak gysende hånden til sig.

”Vi finder jo aldrig ud af det, hvis vi ikke forsøger!” Han lagde atter hånden på

håndtaget, men drejede ikke rundt.

”Men tror du virkelig vi kan finde ud den vej?” spurgte Ficus.

”Tja, alternativet er, at vi bliver siddende her. Og så er der nogle som får sig en

overraskelse, når de finder os om et par hundrede år!” lo Femfem.

”Er du klar?”

”Næ. Men åben den nu bare!”

Femfem drejede i håndtaget, som modvilligt gav sig, med skrigen og metallisk

knirken. Drejehjulet sad godt fast, og det var ikke nemt for Femfem at dreje det

rundt, i den ukomfortable stilling han sad i. Metal skrabede mod metal, og for

Femfem føltes det som, var døren for stor til den stramme døråbning. Men så, med

et, overdøvede en hvislen den klagende lyd af metal mod metal. Døren blev flået

ud af Femfems hånd, så hårdt han nær havde mistet sit greb i elevatorstilladset.

Døren slog op, som blev den suget ind i gange bagved. Metaldøren slog ind i

betonvæggen, med et brag der fik det til at synge for de to poders ører. Luften var

pludselig fyldt med hylen, hvislen og larmen, som var et stormvejr startet. Vinden

peb forbi de to poder, så deres øjne løb i vand, og deres frygiske hjelme truede

med at blæse af. Luften kæmpede for at komme først ind ad den smalle døråbning.

Den kæmpede med sig selv, og imens rev og flåede den i Ficus og Femfem.

”Hvad sker der!” skreg Ficus med rædslen lysende ud af øjnene.

”Vi må ha’ lavet en åbningen i den luftlomme, som er her i ventesalen og

skakten. Det er vandet der nu presser luften herop!” råbte Femfem, usikker på, om

Ficus kunne høre ham.

”Vi skal væk herfra. Nu. Inden al luften liver presset ud, og oversvømmer

hele elevatorskakten!” Femfem så pludselig også bleg og bange ud.

120


”Kommer vandet?” hylede Ficus. ”Hvad sidder du så der er spærrer døren for.

Lad os komme væk, og få den luge lukket igen!”

Som en blanding af en abe og en edderkop, ræsede Ficus resten af vejen op

ad elevatorstilladset, i retning mod den åbne dør. Femfem kastede sig ind ad døråbningen,

uden at vente på Ficus. Vinden hylede endnu højere, og selv om Ficus

kunne se Femfems mund bevæge sig, kunne han intet høre. Det stormede og

tordnede, og under dem begyndte en ny lyd, at blande sig i den kaotiske koncert.

Det var en brølende brusen af vand, der hastigt nærmede sig.

Ficus skreg til Femfem, men det hjalp intet. Femfem var ligeså døv af støj som

han selv. Han var nu helt inde i gangen, og havde vendt sig om med fremstrakt

hånd, for at gribe fat i Ficus og trække ham ind, straks han kom gennem døren.

Ude i skakten så Ficus ned. Han kunne se, at vandet allerede stod lige under ventesalens

loft, og om få øjeblikke ville plaske op i skakten, hvor det ville opsluge

ham, hvis ikke han fik sin blege podekrop væk derfra. Hans ene hånd nåede

lugekanten, og kontakten med det kolde metal gav ham fornyet styrke. Han trak

sig den sidste meter frem, og rullede ind ad lugen, og rundt på gangens gulv, ved

siden af Femfem, der stod og så dum ud, med fremstrakt hånd, som ville han byde

Ficus velkommen.

Straks begyndte Ficus at skubbe på den tykke luge.

”i....k....ukke....!” skreg Femfem. Ficus kunne stadig ikke høre andet end brudstykker,

på grund af støjen fra lufttrykket.

Lyden af brusende vand lød nu tættere på.

”Lukke....ugen..:!” skreg Femfem igen, og denne gang lyste hans knoer

hvidt, mens han knugede drejehjulet i begge hænder. Denne gang forstod Ficus

hvad han mente. Han stemte benene mod muren, og pressede hele sin kropsvægt

mod lugen, ligesom Femfem. Lugen gav sig lidt, men jo tættere de fik lugen

klemt op mod karmen, jo stærkere rev blæsten i den. Med et ryk, blæste

lugen ud af hænderne på dem, og bankede atter ind i betonmuren. De kunne

nu se vandoverfladen ude i elevatorskakten, kun et par meter unde lugens kant.

De pressede på igen, og nok en gang knaldede lugen op igen.

”HVIS VI IKKE FÅR DEN LUKKET NU, SÅ BLIVER VI NØDT TIL AT LØBE!”

skreg Ficus af sine lungers fulde kraft. Femfem nikkede. Støjen var aftaget lidt,

ligesom lufttrykket.

De to poder gjorde en sidste anstrengelse for, at få lågen lukket i.

De pressede de bedste de kunne, så blodårene bulede ud i deres ansig-

121


ter. Femfem var nærmest blå i hele hovedet. Ficus stemte imod, og klemte

kroppen mod det kolde stål. Han var overbesist om, at hans hoved ville

sprænge i luften om et øjeblik, hvis ikke han snart kunne slippe presset.

Døren begyndt at give sig.

Uendeligt langsomt begyndte den at nærme sig karmen. De knoklede

på, prustende, og snart manglede der kun 10 centimeter. Den smalle

åbning, gav dem fornyet håb, men pludselig begyndte vandet at skvulpe

ind over karmen. Det kolde havvand strømmede ind over deres fødder.

De skulle nu også mase mod vandet, og det lignede en ulige kamp, da lugen

nok en gang gav sig. Centimeter for centimeter nærmede luge og karm

sig hinanden. Rundt langs karmen piblede vandet nu ind. Det var frysende

koldt. Der gik kun få sekunder, så stod poderne i vand til knæene.

Der manglede kun et lille nøk. Kulden fik deres ben til at smerte, og tog på kræfterne.

Bare et sidste skub...et lille nøk mere. Ficus var den der var hårdest ramt. Det

kolde vand drænede ham hurtigt for kræfter. Han havde snart ikke mere at give af.

Og så gled lågen i.

Den svuppede på plads i karmen, og før Ficus nåede at tænke ”bruskbøvs”

have Femfem drejet låsehjulet, så lugen var sikkert forseglet.

De to poder så på hinanden, og begyndte så at le, højt og uhæmmet. De kastede

sig om hinandens og dansede rundt i vandet, der plaskede rundt om fødderne på

dem. Rundt på væggene dansede sære lysfigurer med.

”Ved du hvor vi er?” spurgte Ficus. Femfem rystede på hovedet.

”Men vi har klatret et pænt stykke, så vi nærmer os nok havbunden. Med lidt

held kan vi komme i kontakt med Virtus!”

”Hvad laver vi så her?”

Femfem greb lampen, der lå og skvulpede rundt i vandoverfladen, nogle meter

inde i gangen. Ficus kastede et sidste blik på den lukkede luge, og så vadede de to

poder gennem det knæhøje vand. Ind i mørket.

122


Gangen var klam og kold. Pulk slog kuskeslag for at holde varmen, mens han

langsomt spadserede fremad. Det flakkende lys fra faklen, fik det til at flimre for

hans øjne. Han kunne få et langt roligere lys, hvis blot han tændte for kameraets

projektør. Men den sparsomme strøm skulle først anvendes, når det var nødvendigt.

Ind til videre måtte han klare sig med den osende og svage fakkel.

Han havde endnu intet hørt fra Fjølk og Pulk var så småt begyndt at tvivl på,

om det sidste virbrev han havde afsendt, var nået frem. For et øjeblik siden, havde

gangen drejet til højre, og Pulk havde været nødt til at følge den, da der ingen

sidegange havde været. Men nu var den første sidegang dukket op.

Det var en smal kakkelbesat gang, der førte i en svag bue mod venstre. Pulk havde

nu valget mellem, at følge den hovedgang han allerede gik på, fremad, eller dreje

til venstre, og følge den smalle sidetunnel. Noget i ham sagde, at det var klogest

at blive på den brede hovedgang. Men noget andet fik ham til at foretrække sidegangen.

Det var noget med retningen. Den føltes bare mere rigtig.

Han gloede ind i sidegangens mørke, og dernæst hen ad gangen han befandt

sig i. Han var nødt til at se hvad der skjulte sig i mørket, og greb kameraet. Han

tændte modstræbende projektøren, blot et par sekunder. Den smalle sidegang

blev helt oplyst, da lyset blev reflekteret i de tusindvis af små lyse kakler. Lyset

afslørede, at det ikke var den vej kan skulle. Omtrent tyve meter inde i gangen,

var loftet styrtet ned, og brokkerne lå nu, som en tæt prop. Pulk slukkede projektøren,

og begav sig på ny fremad. Gangen var lang, og skrånede svagt opad.

”Fint!” tænkte Pulk. ”Opad er godt!” Han travede lidt videre. Lugten af jordslåethed

hang tykt i luften, og i det orangegule fakkelskær, var det tydeligt, at

store fugtskjolder bredte sig ud i sære mønstre på loftet hvor der ingen fliser var.

”Kom nu, Fjølk. Svar nu på det vir-brev!” Pulk talte højt til sig selv, noget han

altid gjorde, når han røg ud i en situation han ikke var helt tryg ved. Tænk hvis

123


han skulle vandre rundt i dette ukendte gangsystem, til han måtte lægge sig ned

af udmattelse, og så ligeså langsomt måtte dø af sult og tørst. Godt nok var broccolisorbet

noget af det værste man kunne servere for ham. Men han ville med

glæde spise et kilo hver dag, resten af sit liv, hvis blot nogen ville hjælpe ham ud

herfra.

Støvlerne klikkede mod det fugtige betongulv, mens han mismodig fortsatte

fremad. Efter en kort vandring, dukkede nok en sidegang op. Denne gang førte til

højre. En smal tunnel tæt besat med små hvide kakler. Pulk stak hovedet indenfor,

men faklen lyste kun nogle få meter frem i mørket, så atter greb Pulk kameraet, og

tændte for projektøren. Mørket forsvandt, men ikke helt. Projektøren oplyste de

første 15-20 meter af gangen, men kunne ikke nå helt til gangens bund. Der var

ikke noget der lignede en forhindring, i det oplyste stykke tunnel, og efter en kort

rådslagning med sig selv, blev Pulk enig med sig selv om, at denne gang kunne

være lige så god at fare vild i, som den han kom fra.

De kakkelbesatte vægge gled langsomt forbi, mens han bevægede sig dybere

ind i mørket. Projektøren havde han igen slukket, og havde nu kun det sparsomme

lys fra faklen. Bag ham lukkede mørket sig om et gardin, efterhånden som han bevægede

sig fremad. Han kiggede sig over skulderen, men så kun massivt mørke.

Undervejs gennem tunnelen, observerede Pulk flere steder store revner i de

flisebesatte vægge. Store områder af væggene var krakelerede, og havde forskubbet

sig, så dybe revner skar sig gennem det kakkelbesatte beton. På gulvet under

revnerne, lå fliser drysset som konfetti.

Pulk var efterhånden blevet en smule utryg ved situationen. Han havde for

længst mistet følingen med, hvor mange sving han havde taget, og i hvilke retninger.

Han forsøgte at genkalde sig ruten, gennemgik den flere gange. Han var

ikke helt sikker, men han havde en klar fornemmelse af, at han var på vej i den

forkerte retning, væk fra beboelsesområderne. Og disse store revner. Gad vide

om loftet lige pludselig styrtede sammen, som han havde set i den anden gang.

Han stod lidt og spejdede omring sig i mørket.

Tvivlen begyndte at nage. Det kunne jo være, at han havde taget fejl i beregning

af, hvor han befandt sig. På den anden side, plejede han at være glimrende

til et finde vej, Hans stedsans fejlede intet. Og så var han måske på vej ud af et

vildspor. Endelig kunne denne gang, slå et sving længere fremme, og dreje tilbage

mod der hvor alle hans venner opholdt sig. Ligemeget hvad, så kunne han ikke

blive stående her, så han fortsatte fremad.

124


Gangen havde indtil videre også kun ført ligeud, så det var vel så som så med

hvor meget han kunne fare vild. Efterhånden son han kom længere ind i tunnelen,

blev skaderne på vægge og loft mere omfattende. Flere steder dryppede det ned

gennem det sprukne betonloft, og et sted var hele kakkelbesætningen raslet af, på

grund af indtrængende vand i væggen. Mørnet beton lå som klæge klumper dej

med hvide kakler på. Et sted var Pulk lige ved at snuble over noget i den dunkle

belysning, og han fægtede febrilsk med sin frie hånd, efter noget at holde i. Hans

venstre hånd strejfede væggen, men uden at få fat i noget. Hånden fortsatte gennem

vægpudset, og skrabede et stort hul i væggen. Den smattede lyd af fugtig

mørtel der sprøjtede ned omkring Pulks fødder blev akkompagneret af de klirrende

lyde fra kakler der klikkende dryssede ned på det våde gulv. Der lød en

klukken, som ikke havde lydt før. Lidt som rindende vand. Pulk lyste over mod det

sted hvor han havde revet hul i væggen. En stor ujævn stribe var revet i væggen,

som en stor rift. Dybest i revnen, hvor Pulks langefinger havde forsøgt at finde

greb, var en lille revne synlig, En lille strøm af beskidt vand, piblede ud derfra

og løb ned langs væggen. Det plaskede og vandstrømmen slog beskidt vand op

fra gulvet. Mens Pulk stod og betragtede det lille vandfald, blev strålen langsomt

større, og til sidst måtte han flytte sig, da vandstrålen pludselig gav sig til at sprøjte

ud fra væggen, så kraftigt, at strålen ramte den modsatte væg, og sprøjtede tilbage

på Pulk.

Skrækslagen vendte Pulk rundt, og begav sig i løb, ned ad gangen, i den retning

han var kommet fra. Bag sig kunne han høre vandet tage til i styrke. Der lød

nu en vedvarende sprøjten, og mellem støjen kunne han høre lyden af klirrende

kakler som vandet spulede ud af væggen, og skød over på den modsatte væg.

Pulk tumlede fremefter. Gangen var pludselig blevet uendelig, men endelig

så han foran sig, lyset blive kastet tilbage fra væggen i hovedgangen. Han standsede

kort op ude i den brede hovedgang, og lyttede. Han kunne høre vandet

bruse højere inde i sidegangen. Nu skulle der tænkes hurtigt. Det var nyttesløst

at løbe tilbage. Døren var uden mulighed for ham at åbne. Og blev han her, så

ville han uværgeligt drukne. Det var kun et spørgsmål om tid før hele gangsystemet

ville være under vand. Nu, ville være et fint tidspunkt, for Fjølk at give lyd

fra sig, Al hjælp ville blive modtaget med kyshånd. Pulk fangede godt ironien

i, at det brændte under fødderne på ham, men at han ville drukne uden hjælp.

Han kunne nu høre den rislende lyd bag sig, og før han nåede at reagere,

blev han overhalet af en mindre flod af vand. Vandet fossede ind mellem benene

125


på ham, så kraftigt, at han mistede balancen og trimlede omkuld. Han nåede at

beskytte det lille kamera, inden han ramte gulvet, og gled på ryggen gennem den

hvirvlende vandstrøm. Han kravlede ind til væggen, og fik sig besværligt rejst.

Vandet gik ham nu til midt på skinnebenet, men fortsatte hurtigt med at stige.

Der var kun en vej nu; Fremad. Han masede sig vej gennem vandet. Heldigvis

skulle han i samme retning som vandet, men det konstante skub bagfra, gjorde

det alligevel besværligt at få sikkert fodfæste. Lige nu var Pulk bedøvende ligeglad

med, at han skulle spare på batteriet til kameraprojektøren. Han tændte for projektøren,

og åndede lettet op, ved udsigten fremad i tunnelen, Han kunne ikke se

slutningen på gangen, men der var på den anden side, heller intet der barrikaderede

tunnelen, så Pulk skruede tempoet op, og stormede fremad.

Endelig slog gangen et knæk til venstre, men en smal korridor fortsatte også

ligeud. Pulk lyste ned ad den venstre gang, der kun indeholdt mørke. Vandet brusede

forbi ham og ned ad gangen. Han vendte blikket mod korridoren, der kun var

halvt så bred som gangen, men som fem-seks meter inde endte i et par trappetrin,

som førte opad.

Igen tænkte Pulk: ”Opad er godt!”, og stak i rend hen ad korridoren. Han

tog de få trappetrin i et spring – næsten. Hans ene fod ramte det øverste trin,

og han snublede lige så lang han var. Korridoren fortsatte kun en lille meter,

før den igen gik over i trappetrin. Pulk nåede lige at rulle om på den ene

side, før ham hamrede overkroppen ned i trinene. Det slog luften ud af ham,

og gjorde vanvittigt ondt i ribbenene i hans venstre side. I faldet gik kameraprojektøren

ud. Pulk ømmede sig, og tog sig til den ømme brystkasse,

”Opad, opad, opad!” for det gennem hans hoved.

Vandet stod allerede over de første tre trappetrin, og var tæt på at have oversvømmet

det fjerde. Han rejse sig fortumlet, og nærmest kravlede opad de næste

trin, før han kom på benene, og løb så hurtigt han kunne, med sin forslåede krop.

Hvert trin han tog, rev i ribbenene. Faklen havde han tabt, og flammerne havde for

længst tabt kampen til vandet. Han vaklede nu fremad i buldermørke, og kunne

mærke hvordan kameraet i snoren om halsen, bumpede mod brystet ved hvert

trin. Han fandt kameraet, og trykkede prøvende på lyskontakten. Til hans store

lettelse gav projektøren sig til at lyse.

Trappen rejste sig foran ham. Den var lang, forsvandt opad i mørket, Pulk

opgav at tælle, da han nåede de første 40 trin, men pressede bare sine trætte ben

fremad. Det ville aldrig få nogen ende. Han følte at trappen fortsatte og fortsatte.

126


”Gad vide om jeg ender i toppen på en af stalagmitterne?”

Men så, endelig, nåede han toppen af trappeskakten, og vaklede hen ad gangen,

der bredte sig ud foran ham. Han så sig overhovedet ikke bagud, men efter

den klukkende lyd at dømme, steg vandet stadig: Det var blot et spørgsmål om

minutter, før denne gang også stod under vand.

”Kom nu, Fjølk!” råbte han højt, som havde han forventet at Fjølk kunne høre

ham. Hvor kunne dog også være så naiv, at han havde troet at en skalleesluger

som Fjølk, ville løfte så meget som en finger, for en knoldboer som ham. Han skruede

en anele ned for kameraprojektøren, for at spare på brændselscellerne. Han

traskede videre, og kunne pludselig skimte noget i lysstriben foran sig. Gangen

endte her, men to døre på hver side af gangen, skinnede gult tilbage mod ham. På

begge døre skinnede et stort rødt drejehåndtag, som en underlig rød blomst.

”Tak for persille. Endelig noget der ikke går mig imod!” sagde han til sig selv.

Han sprang hen til den første dør, og flåede i det røde håndtag. Han rev og sled i

det. Hang i det, trak i det, og skubbede til det, men det rokkede sig ikke en tøddel.

Vandet kom nu silende hen ad gulvet. Ikke så hurtigt, men i en stille strøm, som

om det vidste, at det havde al tid i verden. Det skulle nok få ram på ham.

”Bare tag det roligt. Vi har prøvet det før. Og vi kan sagten opsluge sådan en

som dig!” klukkede vandet til ham.

Pulk for hen til den anden dør. Men også her sad drejehåndtaget fast. Han

rev idet, men ikke en milimeter gav det sig. Fortvivlet gav Pulk sig til at sparke og

hamre på den tunge, gule ståldør. Men lige lidt hjalp det.Han sprang pludselig

tilbage, da et grønt skær fyldte hele hans synsfelt. Foran ham stod der pludselig en

pode, i en blå dragt.

”Hej , Pulk!” Forstyrrer jeg! Fjølk smilede, så sig over skulderen, og så straks

mere alvorlig ud. Han stod foran et spejl, og optog sit eget spejlbillede, gennem

det lille kamera i sin pupil.

”Jeg bliver nødt til at gøre det meget kort!”

”Det vil jeg sætte stor pris på!” tænkte Pulk.

”Jeg skal melde mig på skadestuen indenfor de næste få minutter. Jeg er bange

for, at jeg står til en voldsom reprimande. Nå, skidt med det. Har du det godt?”

Fjølk sendte ham et af de hurtige smil, men han stoppede straks , da en person

passerede tæt forbi ham.

”Jeg har det glimrende. Er ved at tage dykkerkursus, uden dykkerdragt. Men

ellers er alt vel!”sagde Pulk syrligt. Han holdt det lille kamera op foran sig, så Fjølk

127


kunne se ham.

”Det er jeg glad for at...!” Længere nåede Fjølk ikke, før Pulk afbrød ham, med et

desperat råb:

”JEG ER VED AT DRUKNE, DIN BLEGE SKALLESLUGER!”

Der blev stille et øjeblik, men så genvandt Fjølk fatningen.

”Rolig nu. Det kan være jeg kan hjælpe. Hvor er du henne nu?”

”Jeg står ved en endevæg i en gang et ukendt sted under jorden, og det hele

er ved at blive oversvømmet!” Han kiggede ned, og så hvordan vandet var steget

alarmerende.

”Her er to døre, men tror du jeg kan få dem op!”

På sit skærmbillede, kunne Fjølk se en forskræmt Pulk, der stod i vand til

knæene. Gangen var dunkel, og vinklen gjorde, at han ikke kunne se mere af

gangen.

”Er der slet ingen udgang?” spurgte Fjølk.

Billedet flakkede lidt, og de to døre kom til syne på Fjølks pupilskærm.

”Jo!” svarede Pulk. ”Men de er åbenbart blokerede eller rustet fast!”

Fjølk kiggede længe på dørene. Det var tunge ståldøre, umulige at bryde op.

”Tag dig endelig god tid. Så står jeg lige og udvikler gæller imens!” knurrede

Pulk.

”Prøv at dreje håndtaget!”

”Hvad tror du jeg har lavet? Malet akvarel?” skumlede Pulk.

”Nej, jeg mener: Drej dem venstre om. Du har garanteret drejet dem højre om.

Det er en gammel dørmodel, fra før låseretningen blev vendt!” Fjølk forsøgte at

lyde så rolig, som muligt, men det irriterede Pulk.

”Tror du ikke jeg har forsøgt det!” vrissede han, og overvejede om han skulle

afbryde forbindelsen.

”Prøv igen. Jeg tør vædde med, at du drejede højre om!”

Pulk greb irriteret om håndtaget på den nærmeste dør, og pressede

håndtaget mod venstre. Det store røde håndtag bandt stadig.

”Hvad sagde jeg!” nåede Pulk lige at tænke, da det gav sig, og med en skurrende

lyd, knasende drejede rundt mellem hænderne på ham.

Et skrig brølede ud af Fjølks højttalere, og på sin skærm så han Pulk åbne døren,

løbe ind i rummet bagved, og med en kraftanstrengelse, smække døren igen,

og lukke den forsvarligt med låsehjulet på bagsiden.

128


Der var helt stille i Fjølks højttaler. Den eneste lyd der kunne høres, var den

elektroniske knitren af statisk støj. Billede flimrede ustabilt, som om forbindelsen

et kort sekund blev afbrudt og derefter med det samme blev genskabt. Enkelte

forstyrrende striber flaksede et kort øjeblik hen over skærmen. Billedet var næsten

helt sort, og i næste nu troede Fjølk, at han havde tabt forbindelsen til Pulk. Så

begyndte en lyskegle at danse rundt på skærmen, mens billedet rystede frem og

tilbage, ind til Pulk beskidte, våde og forslåede ansigt kom til syne.

”Du havde helt ret – de gamle døre skal åbnes venstre om!”

Pulk sad op ad en væg, og gispede efter luft. Han havde ramt gulvet eller

døren, for fra en flænge i panden dryppede en strøm af blod ned ad han jakke.

”Er du OK?” spurgte Fjølk bekymret.

”Tænker du på det her?” prustede Pulk, og tørrede blodet væk fra sit ene øje,

med jakkeærmet. ”Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har været så glad for, at

kunne føle noget der gør så ondt!”

Pulk stemte fødderne mod gulvet, og rejste sig ved, at lade ryggen glide op ad

muren. Således på benene, stod han lidt fortumlet, og lod blikket glide rundt i det

lokale han befandt sig i.

”Jeg står i et lukket rum!” sagde han.

”Er døren tæt?” spurgte Fjølk. Han kunne atter se kameraet rystede, og svingede

fra side til side, ind til Pulk fik fokuseret ordentligt. Endelig stod billedet stille,

og han så døren fra før, blot fra den anden side. Den var lukket, og væggene og

gulvet omkring den, var fugtige af vand.

”Det ser sådan ud. I al fald ind til videre!” svarede Pulk.

”Kan du se andre døre eller åbninger?” Fjølk skulede over sin skulder, og derefter

på det lille ur i nederte venstre hjørne af pupilskærmen. Han havde et minut

til at komme hen på skadestuen...

”Nej, men her er nogle gamle borde og stole, og noget som ligner et par arkivskab!”

beskrev Pulk.

”Ingen døre?”

”Næ!” billeder rystede atter, da Pulk kiggede sig omkring. ”Niks – kun nogle

129


møbler, og så skabene der går helt op til loftet!”

”Ok! Bliv hængende her på linjen, så forsøger jeg, at få Virtus til, at pejle sig

frem til dig!”

”Er du nu sikker? Du kan godt komme ud i skvalderkål af ballade for at hjælpe

mig?”

”Tja, det må jeg vel så tage med. Men hold nu bøtte – jeg skal være på skadestuen

om 15 sekunder, så jeg har lidt travlt! Logger ind, Virtus!”

Fjølk kastede stjålne blikke over skulderen, men ingen så ud til, at bemærke

ham. Det knitrede lidt, da Virtus stemme lød i højttaleren.

”Dav, Fjølk. Hvad kan jeg hjælpe dig med?”

”Det er nu du skal hjælpe mig, Virtus. Pulk har virkelig brug for hjælp!”

”Jaså. Så må vi hellere få ham fundet!”

”Tak, Virtus!” Fjølk tog en dyb indånding og rømmede sig, På sin pupilskærm,

kunne han se et miniaturebillede af det rum Pulk opholdt sig i.

”Pulk er desværre fanget i et rum, der tilsyneladende er helt lukket. Med kun

en udgang, der er under vand!” Fjølk holdt en kort pause, men Virtus brød ikke

ind.

”Prøv om du kan pejle ham, så skal jeg nok forklare alt senere!

På det lille ur på skærmen, kunne han se at hans frist på skadestuen var overskredet.

Der ville ikke gå mange minutter før skadestuen kontaktede hans indlærer,

og forhørte sig om, hvor han blev af.

”Og han er online?”

”Ja!”

”Et øjeblik!” Virtus blev atter helt stille.

I sit venstre øje, kunne Fjølk se en stribe tal, som flimrede ned over skærmen.

Det var koordinater. Hvert eneste tal repræsenterede en person i Stad 1, samt de

personer, der stadig bar en aktiv håndleds-PC, men som opholdt ude på øerne.

Fjølk var overbevist om, at der ville gå meget lang tid, før Virtus fandt Pulk, da at

af tallene pludseligt skiftede fra den orange kulør til en stærk rød.

”Det er dig!” lød Virtus tonløse stemme. ”Jeg søger på generationer, så det

varer ikke så længe, før din ven Pulk dukker op. Jeg søger kun i ”P”!”

Tallene fortsatte deres hastige vandring ned ad skærmen. Fjølk kastede et blik

på uret. Der var nu gået to minutter. Mens han kiggede på det lille urdisplay, lagde

tiden et minut til. Virtus tog sig godt nok god tid. Hans ankomsttidspunkt på skadestuen,

var nu så langt overskredet, at der kun ville gå få minutter, før OS-vagterne

130


ville begynde at lede efter ham. Fjølk vendte sig om, og lænede sig op ad vinduet.

Folk fortsatte med at vade forbi ham. Han var heldig, at der var så mange mennesker

i hallen – måske det ville gøre det lettere for ham, at holde sig skjult bare

nogle få minutter endnu.

Han lod blikket løbe gennem den store forhal, og koncentrerede sig især om

området længst borte, ude til højre for ham. Det var her elevatorerne befandt sig.

Dørene åbnede og lukkede i et væk, mens de spyede folk ud, eller slugte dem i

store bundter – men heldigvis var der ikke skyggen af vagter. Heller ikke i den anden

retning skete der noget usædvanligt. Menneskestrømmen fortsatte, som lemminger

på vandring. Pludselig fangede hans blik et rødt lys. Han fokuserede på sin

pupilskærm, og kunne se, at talstrømmen var standset, og et enkelt rødt tal, lyste

op midt på skærmen.

”Så har jeg lokaliseret ham. Han befinder sig i den gamle by, i metroen. Jeg

loader lige mit kort op til dig, så du kan se den på din skærm. Jeg sender den til

Pulk også - han ken se sig egen position som en rød prik på kortet!”

Virtus forstummede, og et blåt kort kom til syne. Nederst til højre var en lille

rød pulserende prik. En enlig blinkende fregne i alt det blå.

”Er du med, Pulk?”

Der gik nogle sekunder, så lyste hans forpjuskede fjæs op, i et felt i pupilskærmens

ene hjørne.

”Jo, jeg er skam med. Skal ikke rigtigt andet!” Pulk lød træt. ”Kan du også se

kortet på din skærm?” spurgte han Fjølk.

”Klart og tydeligt. Er det noget der siger dig noget – kan du kende stedet?”

Pulk sagde intet. Han så meget koncentreret ud, og det føltes som en evighed, før

han endelig åbnede munden:

”Ja, jeg tro jeg har en idé om det. Men jeg kan ikke forstå kortet. For der er

markeret en anden udgang, end den jeg kom ind ad. Den kan jeg bare ikke se!”

På kortet kunne Fjølk se den røde prik, der markede Pulk. Den blinkede i, hvad

der lignede en lukket blå boks. Det skulle forestille det lille rum han havde reddet

sig ind i, før vandet steg. En lang smal gang førte mod venstre, hvor den slog

et knæk nedad, og derefter fortsatte videre mod venstre. Herefter kunne Fjølk

ikke se mere på kortet. Han kunne scrolle, og få mere af kortet at se, men det var

han ikke interesseret i. Han vendte atter opmærksomheden mod den røde prik.

Fulgte han den optegnede gang på kortet, gik en anden korridor opad på kortet.

Det endte i et rum, med form som kvartcirkel. Fra det rum førte flere gange både

131


mod højre og venstre, og et endnu større rum, så ud til at være forbundet med

kvartcirkelrummet.

Denne vej kunne Pulk, selvsagt ikke komme, da gangen jo var oversvømmet. På

kortet kunne Fjølk ikke afgøre, om kvartcirkelrummet var oversvømmet, men for enden

af gangen, var der en aftegning, som han troede betød, at der var en luftsluse, eller

luge. Så Fjølk ville skyde på, at oversvømmelsen, var begrænset til til gangarealet.

”Det er umuligt for dig at komme tilbage ad den gang du kom fra – med mindre

du er meget god til at holde vejret!” sagde Fjølk.

I den anden ende af forbindelsen reagerede Pulk:”Kan du se de to gange der

stikker skråt ned mod højre, lige over mig?”

Fjølk fulgte kortet, og der var ganske rigtigt to, næsten parallelle

gange, som så ud til at standse, et stykker over det rum Pulk opholdt sig i.

”Ja, jeg ser dem. Men der er jo ingen forbindelse mellem dem, og dette

rum!”

”Logger ind , Virtus!” lød det fra Pulk.

”Goddag Pulk. Længe siden!” lød det venligt fra Virtus. ”Hvad kan jeg gøre for

dig?”

”Kan du fortælle mig, om der er nogen form for forbindelse mellem det rum

jeg opholder mig i, og de to skrå kanaler over mig?”

”Et øjeblik!” Der lød et kortvarigt elektronisk sus, og så var Virtus tilbage.

”Den nederste af gangene er en ikke færdigbygget servicetunnel. Den slutter

ca. 15 meter fra dig, og med mindre du har en kraftig boremaskine på dig, vil den

være umulig at nå. Den angen gang er en tunnel, der fører over til en anden rute af

metroen. Den går forbi dig, i en afstand af kun et par meter. Desværre er den ifølge

mine seneste optegnelser, blokeret af beton, omtrent ti meter inde i tunnelen!”

Virtus tav, og Fjølk kunne næsten føle skuffelsen fra Pulk, trods den lange afstand,

”Betyder det, at jeg er fanget?” lød det spagt fra Pulk, med opgivende stemme.

”Ja!” svarede Virtus. ”Med mindre du er med på at kravle gennem det gamle

ventilationsanlæg!”.

På skærmen lyste nu en let snoet gang op, mellem rummet og den øverste

af de to gange. Den snørklede gang, var aftegnet med tydeligt gult på kortet.

”Du skal ikke kravle mere end fyrre meter, men da du har lys med,

burde det ikke volde dig de store problemer!” Virtus blev atter tavs.

”Hvordan finder jeg disse ventilationsskakter?” spurgte Pulk.

Fjølk kunne se, at billedet bevægede sig rundt på hans skærm, og de ry-

132


stede optagelser afslørede, ganske som Pulk havde sagt, kun et skrivebord

og nogle kartoteksskabe. Hele den ene væg, var dækket af to enorme skabe.

”Ifølge kortet skal udgangen være bagved skabene!”

Pulk gik resolut hen til det ene skab, og flåede i lågernes håndtag. Den ene

låge gled knirkende op, og afslørede at skabet var fyldt til bristepunktet med gamle

papirer. Der var ikke en centimeter i skabet, hvor der kunne klemmes så meget

som et ark papir ind. De gamle papirark, lå gulnede og jordslåede på hylderne.

Pulk åbnede det andet skab. Det indeholdt nøjagtigt det samme.

”Jeg kan umuligt flytte de to. De må jo være tunge som brugder!” Pulk satte sig

ned. ”Jeg kommer aldrig ud herfra, men det var sødt af dig, at du gad forsøge, Fjølk”

På skærmen kunne Fjølk se den nedbøjede Pulk. Han sad bare ned på gulvet,

med et opgivende udtryk. Hele hans krop så lille og sammensunken ud, som

han sad der i mørket, indelukket i det lukkede rum, uden mulighed for flugt.

Men der var et eller andet, som Fjølk ikke kunne få til at passe. Han skiftede mellem

billedet af Pulk i rummet, og så det kort han havde over metrotunnelerne.

Han forstørrede dele af kortet, zoomede ud, forstørrede andre dele og slog over

på liveoptagelsen af Pulk, og studerede skabsvæggen grundigt.

Han bad Virtus lægge kortet over billedet – og så var det ganske tydeligt.

”Du skal nok komme ud, Pulk. Nu skal du bare høre!” mumlede Fjølk.

Han forklarede sin plan for Pulk. Den var egentlig ganske simpel. Men

Pulk lod sig ikke sådan overbevise. Fjølk forklarede det en gang til, men i

Pulks ører lød ideen tåbelig og uladsiggørelig. Pulk var jo ikke den største

pode, og begge skabe var enorme. Mindst to meter høje, og tilmed fyldt med

hundrevis af kilo papir. Pulk gik modstræbende over til det vakkelvorne skrivebord.

Han klatrede forsigtigt op på det, stod lidt og forsøgte at finde balancen,

klar til at springe, hvis nu hele skidtet skule brase sammen under ham.

Bordet holdt, og Pulk stavrede hen til det ene skab. Fra bordet var det en smal sag

at nå toppen af skabet, og hurtigt havde Pulk fået sig møvet op på skabet, og sad

nu sammenklemt mellem skab og loft.

”Er det sådan du mener?” spurgte han mistroisk.

”Lige nøjagtig! Nu skal du bare begynde at rokke skabet frem og tilbage!”

Pulk stemte ryggen mod væggen, kastede sig fremefter, og tilbage igen. Han

blev ved og ved, og ganske som Fjølk havde forudsagt, begyndse skabet at svaje

frem og tilbage. Først med små forsigtige bevægelser, som en genert metronom,

men efterhånden voldsommere. Så voldsomt, at det slog mod væggen med øje

133


metalliske brag. Lågerne sprang op, og papirerne begyndte at regne ud fra hylderne.

Det faldt ud i store dynger, det raslede ud enkeltvis, ja, det væltede ud af

skabet, som et papirvandfald. Der var enorme mængder papir i skabet, men efterhånden

kunne Pulk mærke, at det blev nemmere at gynge med skabet. Det skulle

ikke så mange kræfter til, at få det til at svaje, og et par gange stod skabet næsten

stille midt i sin gyngen.

Det stod et kort øjeblik og vaklede på sine to forreste ben, og kunne ikke rigtigt

bestemme sig for, om det skulle falde forover, eller glide tilbage på sin plads op ad

væggen.

Endelig bestemte skabet sig. Det væltede forover. Pulk sprang over mod det

andet skab, greb fat i kanten, og blev hængende der, mens det første skab væltede

om med et brag, der fik papirer til at flyve rundt i luften, som en snestorm. Papirerne

tog også lidt af støjen, da skabet dejsede om på det nøgne betongulv. Men

det skar stadig i Pulks ører. Han slap sit greb i kanten på skabet, og hoppede ned

i mellemrummet mellem det væltede skab og væggen.

”Det virkede. Ved brusk og ben – det virkede!” skreg Pulk ud af Fjølks højttaler.

”Der er virkelig en ventilationskanal bag skabet!”

”Jeg var aldrig i tvivl!” sagde Fjølk. ”Kan du nå den?”

”Uden besvær. Og den ser endda dejlig bred og høj ud!”

På skærmen kunne Fjølk følge med i, hvordan Pulk asede og flåede i gitteret

som sad foran ventilationsskakten. Gitteret tabte til sidst kampen, og gav efter

overfor Pulks hidsige flåen. Han smed gitteret fra sig. Det gled skrigende hen ad

skabet, og videre ned på gulvet, hvor det landede med et brag.

”Nå, men jeg må vel til det. Bruskbøvs, der ser sort ud derinde!”

Fjølk kunne følge Pulks anstrengte åndedræt i mikrofonen. Der susede i hans

ører, og enkelte åndedrag lød som torden.

”Pastinak, hvor er her støvet. Jeg tror mindst det er 300 år siden, der er blevet

gjort rent her. Eller også er der nogen, som har glemt deres nullemandssamling her

i skakten.

134


Skrabende lyde fra Pulks bukser mod det grove metal, strømmede ud i Fjølks

ører, mens Pulk forsigtigt bevægede sig ind i den beskidte ventilationskanal.

”Kan du få øje på nogle sidegang, du kan fare vild i?” Spurgte Fjølk bekymret

Pulk.

”Ovrhovedet ikke. Den går bare ligeud, drejer lidt, og fortsætter så ligeud

igen. Det er næsten for nemt” Pulk lo højt, ved de gode udsigter for, at slippe ud.

”Hvor langt er jeg?” spurgte Pulk.

”Det ser ud til, at du er lidt over halvvejs. Der kommer et langt buet stykke

nu!”

Kravlelydene fortsatte i Fjølks ører. Det måtte være en lang skakt, eller også var

Pulk ikke knoldenes hurtigste kravler.

”Har du fået Virtus til at tænde lys for mig?”

”Hvad mener du?” svarede Fjølk. Nu måtte det da rable for poden. Det

var flere hundrede år siden, der sidst havde være lys i de gamle metrogange.

”Hvilket lys fabler du om? Er det ikke bare den egen lampe?” spurgte Fjølk,

mens han rystede på hovedet.

”Nej. Ventilationsskaten er oplyst i denne ende. Det er ikke lys der er monteret

i ventilationsskakten, men noget der skinner ind ad en af ristene!”

På sin skærm kunne Fjølk se Pulk-prikken standse. Skrabelyden forsvandt også

fra højttalerne. Se besluttede Pulks sig åbenbart for at fortsætte, og den lille røde

prik, gled videre gennem den gule gang på Fjølks skærm.

”Du er næsten igennem!” fortalte Fjølk. Pulks sagde ingen ingenting. Der lød

kun den anstrengte prusten, i Fjølks ører.

”Det er hårdt det her. Og jeg har spindelvæv og støv i næsen. Jeg vil skyde på

jeg kun er små ti meter fra udgange nu. Er du moset, hvor er lyset skarpt henne ved

gitteråbningen!”

Fjølk hørte atter skrabelyde, og skærmen viste, at Pulk nu var næsten henne

ved skaktens udmunding. Derfra ville det forhåbentligt være en smal sag, at fortsætte

ud i tunnelsystemet.

”Så er jeg ved enden af skakten!” hviskede Pulk. ”Og jeg synes jeg kan høre

stemmer!” Han lød ængstelig.

”Stemmer? Hvad for stemmer?” spurgte Fjølk spændt.

”Det ved jeg ikke. Det er bare sådan en mumlen i baggrunden. Lidt som en svag

susen. Men der er ingen tvivl. Det er stemmer!”

I højttaleren lød nu nogle metalliske bankelyde. Fjølk kastede et blik på uret.

135


Der var nu gået mere end et kvarter, siden han skulle have meldt sig på skadestuen.

Hvert øjeblik kunne der dukke en OS vagt op, og føre ham derned. Og så

var det slut med at hjælpe Pulk.

Den støjende banken fortsatte i højttalerne. Det blev afsluttet med en høj klirren,

som havde nogen smidt en skuffe med bestik på et betongulv. Derefter skrattede

Pulks stemme:

”Så fik jeg gitteret af. Jeg kravler ud mu. Og nu, nu...nu, står jeg på gulvet i et

lokale, med en lang buet væg!”

”Det må være kvartcirkelrummet!” sagde Fjølk. ”Så er du på rette kurs!”

”Shh, der kommer nogen!” hviskede Pulk, og blev helt stille.

Pulk sprang hen over betongulvet, i det kavartcirkelformede rum. En hvislen

kunne svagt høres, og det lød som om det nærmede sig, fra en af sidegangene

til venstre for Pulk. Han stod op ad den buede mur, med ventilationsåbningen

bag sig. På hans højre side var der en anden åbning. Det var en gang der var

spærret af et nedfaldent loft. På sin venstre side havde han en anden gang – en

der aldrig var blevet bygget færdig. Hans tanker blev afbrudt af lyden fra før,

der kom stadig nærmere. Den kom ikke fra nogle af de to gange, men i rummets

ene lige væg, var der en bred tunnelåbning, og det var der lyden kom fra.

Fra sin plads så han nærmest lige ind i hjørnet på de to lige vægge. Den

venstre mur, havde den ene brede tunnelåbning, og langs hele væggen løb

en søjlegang af kraftige betonpiller. Der sad en voldsom stålluge i muren, der

hvor søjlegangen begyndte. For enden af søjlegangen sad et smalt skydeskårslignende

hul. Et højt smalt glughul med glas i. Der sad flere tilsvarende glughuller

langs hele den højre væg. Syv i alt. Nøjagtigt som antallet af betonpiller.

Det var fra disse glughuller, det stærke lys stammede. Selv om hullerne var

smalle, strømmede gult lys ud i rummet, og oplyste næsten hver en krog. Det

eneste der dannede svage skygger, var betonsøjlerne. Loftet var svagt buet, uden

hverken pynt eller lamper. Og bortset fra Pulk og søjlerne var rummet helt tomt.

Den susende lyd var kommet tættere på, i den tid som Pulk havde brugt på at

136


spejde rundt. På sit kort på pupilskærmen, kunne han regne ud, at gangen hvor lyden

kom fra, også var den eneste udgang fra rummet. Med mindre han ville krybe

tilbage gennem ventilationsskakten.

Den svage susen fra før, var nu forvandlet til en brusende lyd. En mere

skinger hylen, ikke særligt høj, men irriterende at høre på. Et svagt orange lysskær

spredtes i en bue ud fra tunnelens halvmørke. Det gyngede lidt fra side

til side. Nu var Pulk helt sikker på, at der var nogen på vej gennem tunnelsen.

Måske var det knoldboere. Men de plejede ikke at opholde sig i denne del af det

gamle metrosystem. Men hvem så? Pulk tog en hurtig beslutning, og listede så

hurtigt han kunne uden at lave støj, hen mod indgange til højre for sig.

Det sidste stykke lod han ryggen glide hen over betonvæggen, for at gøre sig

så flad som muligt, og han var lige ved at falde bagover, da han ramte indgangen,

og ikke længere havde rygstøtte.

Han drejede omkring, og tændte for kameraprojektøren, der afslørede en kort

gang foran ham. Den sluttede 25-30 meter inde i tunnelen, i en spærrende bunke

murbrokker. Pulk drejede hovedet, og kunne høre, at lyden nu var endnu tættere på.

Uden at betænke sig rendte han ind i gangen. Han turde ikke tage nogle chancer

– han kunne jo ikke vide, om den mystiske lyd var venligsindet eller ej. Derfor

gemmelegen. Han kunne altid forklare sig ud af sit skjuleri, hvis det var en knoldboer.

Lydløst bevægede han sig hen til den store bunke brokker, der lå og spærrede

gangen. Bunken bestod af store stykker forrevet beton. Ud fra stykkerne strittede

store metalstivere frem, som røde insektben. Pulk granskede bunken, ind til han

fandt et stort stykke beton, som lå i spænd mellem to endnu større betonstykker.

Han kunne lige mave sig ind i hulrummet bag den. Med et klik slukkede han projektøren,

og satte sig til at vente, med tilbageholdt åndedræt.

”Du skal ikke sige noget til mig, før jeg giver dig lov!” hviskede han i sin mikrofon.

”Der kommer nogen, og jeg ved ikke hvem det, så vær helt stille!”

”Bruskbøvs!” lød det svagt i højttaleren i Pulks øre.

For Pulk varede de næste sekunder timer. I gangmundingen, der stod tegnet

som en lysgul rektangel i mørket foran ham, kunne Pulk se det orange lys, flagre

forvirret hen over den modsatte væg i kvartcirkelrummet. Af og til strejfede lyskeglen

en af de høje glughuller, og blev kastet tilbage som en orange stjerne af glasset.

Han havde endnu ingen anelse om, hvorfra lyset stammede, men den irriterende

hylen, kom nogle gange nærmere, for så at forsvinde igen, et øje-

137


lik senere. Sekunder senere var den der igen, lige så høj og hvinende.

Nu kunne Pulk høre den skingre hylen tage til. På betongulvet foran indgangen

til tunnelen flaksede det orange lys. Så forsvandt det pludseligt.

Der var helt stille. Ikke en lyd hørtes, ikke en gang den irriterende hvinen.

Pulk koncentrerede sig om, at ånde lydløst. Han turde næsten ikke trække vejret.

Han sad ganske stille bag sin betonafskærmning. På det nederste stykke af ryggen,

kunne han mærke et stykke skarps beton, bore sig ind i lænden. Han havde

ikke lagt mærke til det før, men nu gjorde det ondt, men han turde ikke røre sig en

milimeter.

Den skingre hvinen begyndte igen, og kom nærmere. Det lød som om lyden

var lige ved siden af ham - men alligevel langt borte. Han strakte sig bag

sit betonstykke, og stjal sig til et kort blik hen ad gangen. Der var intet at se.

Han skulle snart ha’ ilt, for af bare skræk glemte Pulk at trække vejret. Han tvang

sig til at suge luften roligt og lydløst ind, istedet for at gispe det ind i store mundfulde,

som han mest havde lyst til.

Lyden var der stadig, lidt til venstre for ham. Han rystede

af nervøsitet. Glemte igen at trække vejret, sugede forsigtigt

ind, og åndede ud gennem den åbne mund, for ikke at støje.

Han forstod det ikke. Var den hvinende tingest usynlig?

Pludselig bevægede lyden sig væk igen. Men sært nok blev den først svagere,

for så ligeså pludseligt at tage til i styrke igen. Nu blev det orange lys også synligt

igen, i kvartcirkelrummet.

Selvfølgelig! Pulk blev pludselig klar over sammenhængen. Den mystiske

person havde været ned i parallelgangen, det var derfor han havde

kunne høre den i sit venstre øre – så tæt på, og dog så langt væk.

Men hvis den mystiske person undersøgte nabogangen, så undersøgt vedkommende

sikkert også denne gang. Med et syntes Pulk, at hans gemmested,

var alt for åbenlyst. Det ville ikke holde ti sekunder for en eftersøgning.

Nu bevægede det orange lysskær sig igen. Det fejede hen over gulvet. Den

skingre susen tiltog, og en stor skygge fjernede lyset i tunnelen. Pulk havde

nære banket sit hoved ind i en betonpille, da han trak sig ned bag betonklumpen.

Han gjorde sig så lille som muligt, og holdt vejret. Det endte nok

med at han helt kunne lade være med at trække vejret, efter denne øvelse.

Skyggen voksede på betongulvet. Det meste af lyset var nu forsvundet i gangen,

og skyggen gled langsomt og altopslugende hen ad væggen, som en

138


stor sort slimet klat, der om et øjeblik, ville æde Pulks skjulested. Pulk

trak et enkelt kort åndedrag. Det peb i han luftrør. Luften føltes godt, men

han var bange for, at den mystiske person havde hørt den svage piben.

Han kunne skimte resterne af tunnelåbningen, gennem en smal sprække i betonen.

I tunnelåbningende dukkede nu en sort bue frem, og kort efter en stor

kantet skikkelse. En mandshøj figur, sort som natten, og med sinnende orange

øjne, hang og spærrede svævende indgangen. Luften for fyldt med hvin nu.

”En OS vagt!” gispede Pulk inde i hovedet. Han lukkede øjnene. Det var længe

siden han havde set sådan et apparat. Men den var ikke mindre skræmmende nu,

end da han jævnligt stødte på dem, mens han boede i Stad 1.

Nu kunne han også genkende den hvinende lyd, der stammede fra

den lille svævemotor, i robottens fod. Det orange lys, strålede ud fra visiret

i robottens hjem, og strålen fejede hen ad betonvæggene og gulvet i gangen.

Med de orange stråler kunne robotten føle sig frem. Den kunne mærke

om det var et død materiale den ”så” på, eller om det var et levende væsen.

Robotten bevægede sig ikke, hang blot der og svævede et lille styke over jorden.

Pludselig forstærkedes det skingre hvin, da robotten satte sig i bevægelse. Stille

gled den ind i gangen.

Et stykke borte kunne Fjølk svagt høre Pulks anstrengte åndedræt. Han kunne

næsten ikke holde det ud længere. Havde bare lyst til at kalde på Pulk, og få et

vide hvad der foregik. Men Pulk havde lydt meget bestemt, da han bad ham afholde

sig fra at sige noget.

Den irriterende hvinen var nu atter blevet gennemtrængende. Det hylede i

højttaleren, men Fjølk turde ikke skrue ned, hvis Pulk nu pludselige skulle vende

tilbage.

Hyletonen blev langsom højere og højere. Hvad i brugdens slimede mund,

foregik der i den anden ende?

139


OS vagten var så høj, at dens hjelm næsten rørte tunnelloften. Af og til skrabede

den mod betonen, og små gnister regnede ned om skuldrene på den. Få

meter fra Pulk standsede den, og stod og svajede lidt i luften. Nærmest som om

den vejrede.

Pulk klemte sig lydløst længere ned bag betonklumpen. Han kunne stadig

mærke den skarpe betonspids, der prikkede ham i ryggen. Noget varmt og

fugtigt løb på hans ryg – det måtte være spidsen der havde prikket hul i huden.

Trøjen klæbede til huden, og det trak i såret når han bevægede sig. Over

sig, kunne han se de to orange lysstråler, feje fra side til side, men de dannede

sære mønstre på betonen. Robotten var ved at afsøge bunken for liv. Det

var kun et spørgsmål om sekunder, før den ville nå ned til Pulks skjulested.

”Pastinak for noget møg!” tænkte Pulk. Han havde ingen anelse om, hvad robotten

ville foretage sig med ham, hvis - når - den fandt ham. Alene den tanke var

skræmmende nok. Han turde ikke bevæge sig mere, bange for at skrabende lyde

af tøj mod beton, ville afsløre ham. Så lydløst han kunne, trak han vejret pibende

gennem næsen.

Nu ramte strålerne betonen lige over og foran ham. Han kunne se strålen

bevæge sig ned på et stykke knust beton til venstre for ham, forsvinde et

øjeblik, for atter at komme til syne til højre for ham. På intet tidspunke ramte

strålen ham, men fortsatte sin eftersøgning, til den til slut nåede gulvet.

Lyset forsvandt, og der blev en pause, som syntes at vare evigt.

Se vendte robotten med et omkring, åbenbart tilfreds med resultatet af eftersøgningen.

Den gled hvinende ud af gangen. Langsomt forsvandt den skingre lyd, og

Pulk lå tilbage i mørket.

Hjertet bankede i brystet på ham, og han trængte til at trække vejret dybt.

Men han turde ikke. Hvor længe han lå, ubevægelig og lydløs havde han ingen

ide om. Han så stjålent ud i gangen, og da der hverken var eftersøgende lysstråler

eller robot at se, krøb han lidt frem, og mærkede hvordan betonspidsen trak sig

ud af hans ryg. Hen tog en dyb indånding. Nød den friske luft, og blev ved med

at suge luft ind, til han følte at han ikke længere var svimmel af luftmangel.Pulks

stak hånden ind under trøjen, og følte på såret, der til alt held virkede hverken

særligt dyb eller langt. Bare en stor rift. Blodet klæbede til hans fingre, og da han

140


trak hånden frem igen, var hans fingerspider sorte af blod. Men skidt – han havde

atter en gang klaret skærene.

”Den opdagede mig ikke!” lød det hviskende i Fjølks ører.

”Hører du, Fjølk? Den så mig slet ikke med sin scanner!”

”Hvad så dig ikke? Og hvad sker der egentligt? Jeg er ved at svede væk af bare

bekymring. Jeg troede der var sket dig noget. Og hvad var det for en hylen i baggrunden?”

Fjølk lød både forpustet og bange.

”Det var en OS vagt. Den eftersøgte gangen, men fandt mig ikke. Dens stråler

kunne ikke se mig gennem betonen!” Pulk hviskede ophidset. Han turde ikke

hæve stemmen, for tænk hvis robotten stadig befandt sig ude i kvartcirkelrummet.

Den kunne jo have slukket sin motor..!

”En OS vagt? Hvad i al persille på jorden, laver den der? De patruljerer da kun

her i Staden. Hvorfor render den rundt i den gamle Metro?” Fjølk lød forbløffet.

”Jeg aner det ikke. Men det var en fuldblods OS vagtrobot. Er du grøn

hvor er de uhyggelige at se på!” Pulk nærmest stammede ordene frem, tydeligt

rystet over at have været så nær ved at blive opdaget af vagtrobotten.

”Nej, der er ikke meget M:O:R over dem!” svarede Fjølk. Han skuttede sig, og

rystede bare ved tanken om at have sådan en maskine i hælene. Han skævede hen

mod elevatorerne, men der var ingen vagter at se. Uret sagde, at han nu var næsten

en halv time forsinket. Der ville blive den værste ballade ud af det her, men

han kunne ikke gå endnu. Han skulle lige have Pulk hjulpet i sikkerhed først.

”Er du der?”

”Ja, ja, jeg stod bare lige og tænkte lidt!” svarede Fjølk.

”Jeg kryber frem fra mit gemmested nu. Der må jo være en vej ud, når robotten

kan komme frem og tilbage!” Pulk lød mere munter end han havde gjort længe.

”Bruskbøvs. Men vær nu forsigtig. Er den én robot, så kan der også være flere!”

Pulk blev en smule rørt over Fjølks bekymring for ham. Han havde hørt mange

rygter om skalleslugerne i Stad 1, men ind til videre, havde intet af det passet på

Fjølk. Pulk var lige ved at tro, at Fjølk var det mest betænksomme, hjælpsomme

og uselviske person, han nogensinde aldrig havde mødt. Han var udmærket klar

over, at Fjølk sad i brugde-bæ op til halsen, for at have hjulpet ham, og alligevel

gjorde han det. Og han kendte ham endda slet ikke!

Pulk ville ønske at han kunne gøre gengæld på en eller anden måde,

men sandsynligheden for, at de to nogensinde ville mødes, var næsten lig

nul. Med mindre, altså, at Fjølk flygtede fra Stad 1. Deserterede og stak af

141


142


til knoldene. Men det måtte de tale om senere. Han kunne jo ikke hjælpe

Fjølk, så længe han selv sad fanget i en betongang, dybt under jorden.

Forsigtigt mavede Pulk sig ud mellem betonstykkerne. Benene sov, og han

hoppede let på stedet, for at vække dem til live igen. Det kildede og stak i dem, og

han måtte bide sig hårdt i den ene kno, for ikke at komme med høje udbrud. Med

små skridt, sneg han sig hen mod tunnelåbningen. Han standsede for hvert tiende

skridt, lyttede et kort øjeblik, og fortsatte så.

Ingen hvinen, ingen orange lystråler. Ikke så meget som antydningen af en OS

vagt.

Han var nu helt henne ved åbningen. Han stod helt stille og vejrede, men

der var stadig intet at høre. Det eneste lyd i rummet, var det kraftige gule lys,

der strømmede ud fra glughullerne. Forsigtigt stad Pulk snuden frem, og så sig til

venstre. Der lå søjlegangen, øde, uden så meget som skyggen af en enlig OS vagt.

Han ventede lidt, og holdt skarpt øje med alle skyggefulde kroge, og steder der

kunne være mulige gemmesteder for en OS vagt. Men der var igen OS vagt at se.

Pulk gik ud i rummet. Han skulede over mod gangen, som lå gemt i mørke,

bag de syv søjler. Han skulle bare lige lidt længere frem, for at kunne kigge ind

i gangen. Hurtigt frem med hovedet. Se ind i den dunkle gang . Og så væk igen.

Pulk sank en klump, og trak vejret dybt, Han var lige ved at komme til at hoste,

så tør var han i munden. Det føltes som en tør gold ørken, der strakte sig fra hans

fortænder, og helt ned bag drøblen.

Gangen var helt tom. En gylden bue, stod tegnet klart op, mod det dystre mørke.

Der var ingen truende silhuet af en ventende OS vagt. Kun den brede gang,

med en lyse udgang for enden.

Pulk bevægede sig over mod væggen, med de smalle glughuler. Han undgik

omhyggeligt, at stille sig direkte foran ruderne, men sneg sig rundt i halvmørket, i

en afstand, hvor han ikke kunne forestile sig, at nogen på den anden side af glasset

kunne få øje på ham.

Han mavede sig forsigtigt hen langs gulvet, krøb det sidste stykke som et stykke

lydløst luft, hen over den ru beton, og lagde sig til rette ved et af gluggerne.

Han kom til at lægge sig på såret i ryggen, og havde nær afsløret sig selv med et

højt brøl. Der var ikke tid til at være pivet nu, så han bed tænderne sammen. Pulk

tændte for kameraet, uden at slå projektøren til, og tjekkede billedet på sin pupilskærm.

Det stod fint og skarpt.

”Kan du se billedet klart?” spurgte Pulk hviskende over radioen.

143


144


”Ja, det er fint. Hvad har du gang i?”

”Nu skal vi se hvad der gemmer sig bag glughullerne!”

Pulk rykkede nærmere, og løftede kameraets linse lige op over vindueskanten.

Først blev alt rystet. Dernæst hvidt, ind til blænden fik sig justeret til lyset. Lyst blev

gradvist mere gult, og efterhånden trådte et billede tydeligt frem på begge poders

pupilskærme. Det var et loft. Det var oversået med indbyggede lysarmaturer, men

kun hver fjerde eller femte, kastede deres kraftige lys ned mod gulvet. Pulk rettede

lidt på kameraet. Han kunne høre den svage summen fra optiken, mens autofocusen

arbejdede. Da den forstummede, stod et motiv tegnet knivskarpt på skærmen.

”Hvad er det? Spurgte Pulk.

I bunden af lokalet var et stot ovalt bord placeret, og rundt omkring bordet sad

tretten grå gamlinge bænket. Rundt langs væggene stod skinnende sorte OS vagter

i geled.

”Aner det ikke!” svarede Fjølk med rystende stemme.

145


Fjølk stod stille op ad de store panoramaruder. Han var stum og stod målløs

og stirrede på skærmbilledet af de tretten opgroede. Han ænsede ikke de travle

personer omkring ham, men granskede billedet på sin skærm. Pulk havde sendt

et stillbillede fra sit kamera, og det var det, som Fjølk nu stod og studerede. I den

anden ende af linjen, var Pulk ligeledes blevet stum. Han havde sagt til Fjølk, at

han ville forsøge at finde en åbning et sted, så han kunne høre hvad de gamle

opgroede talte om.

Fjølk havde bedt ham om at være forsigtig, og havde givet ham besked på,

at han under ingen omstændigheder måtte afbryde forbindelsen, så Fjølk ikke

kunne følge med i hvad der foregik. Hvorfor vidste han egentlig ikke – der var

alligevel ikke så meget han kunne gøre, fra sin plads i Stad 1. Men efter opdukken

af OS vagter, var han ikke længere særligt tryg ved, at ha’ Pulk rendende

rundt i gangene. Man vidste aldrig hvad de maskiner kunne finde på.

Pulk havde informeret Fjølk om, at den sidegang OS vagten var forsvundet ad,

slog et sving til højre, hvor den endte i en gang, som fulgte ydersiden af den ene

væg i det lokale som de gamle opgroede holdt møde i. Med lidt held, ville han

kunne finde en åbning der, og høre hvad de talte om. Fjølk havde ikke været begejstret

for ideen, men Pulk havde blot bedt ham være stille, og siden havde han

intet hørt fra ham.

Han vendte sig om, og rettede opmærksomheden mod de mange mennesker

der myldrede forbi. Fjølk besluttede, at han ligeså godt kunne lade være med at

troppe op på skadestuen. Nu fik han under alle omstændigeder både kube-arrest,

samt inddraget retten til radissemos.

”Skidt med det. Det har været en usædvanlig spændende dag, ind til nu!”

tænkte han, og følte en sjov boblen inde i sig selv. ”Jeg overlever nok lidt kævl

med både min indlærer og M:O:R!” Han vendte snuden ind mod ruden igen, og

så ud mod de små grønne klatter i det fjerne. I vandet, langt under ham, tegnede

146


en hovercraft en skumstribe i det stille vand, i en svag bue mod venstre. Den sejlede

mod vest, først hurtigt, dernæst sænkede den hastigheden, og sneglede sig

forbi de grønne knolde. Fjølk fandt kikkerten i sit udstyrsbælte, og spejdede i retning

af øerne. Der var intet der bevægede sig på den nærmeste ø. Heller ikke da

hovercraften for længst havde passeret, og i en sky af skum, fortsatte vestover. Han

kunne næsten høre dens voldsomme brølen. Eller brølen var det vel egenltigt ikke.

Det var nærmere en hvinen, og den lød præcis, som kom lyden lige bag ham.

”Tilkendegiv dig selv!” lød virtus bløde stemme pludseligt.

Fjølk vendte sig forbavset rundt, og stod ansigt til ansigt med en stor

sort OS vagt. Bag robotten svævede yderligere tre andre OS vagter. Sorte

og truende hang de der i luften, uden anden lyd, end den skingre hylen.

Fjølk kunne tydeligt se de orange lyspletter bag det mørke visir, der dækkede

det meste af robottens ansigt. Han kunne ikke mærke det, men havde

dog alligevel en underlig fornemmele af, at robottens scannede ham.

”Jeg er Fjølk!” sagde han med rystende stemme. For robotten må de have

lydt noget i retning af: ”Jjjjjeeeaaajjajajj aæærærærærrr Fjøøøeøøeøellk!”

”Svaret er accepteret. Jeg skulle blot have din egen tilkendegivelse!”

Det virkede underligt, at høre Virtus’ bløde, lidt monotone stemme,

komme ud af den store uhyggelige maskine. Robottens mund, bestod af

et lille display, hvor en animeret mund bevægede sig. Den bløde mund,

stod i underlig kontrast til den robuste og uvenligt udseende maskine.

”Hvad foretager du dig egentlig på denne etage, Fjølk!” Robotten spyttede

sætningen helt tonløst ud. De to orange pletter bag visiret, bevægede sig ikke. De

pegede bare direkte mod Fjølks ansigt. Fjølk kunne slet ikke løsrive sig og stirrede

ind i de orange prikker. Han var stiv af skræk. Endelig fik han løsrevet blikket fra

robottens, og så over mod tre andre OS’er, der stod og ventede lidt borte fra den

første robot.

”Jeg står bare lige og nyder udsigten ud over havet!” forsøgte Fjølk sig. Han

prøvede desperat at lyde helt upåvirket af situationen, men det virkede ikke. De

fire robotter var så uhyggelige, at hans slet ikke kune styre stemmen, der bævede

som en vandmand på en rystepudser.

”Burde du ikke være til indlæring nu?” spurgte robotten.

”Nej, jeg fik tidligt fri. Så jeg kunne gå på skadestuen!”

”Hvis du er på vej til skadestuen, hvorfor befinder du dig så her, på den helt

forkerte etage?” Robotten havde stadig blikket fæstnet på Fjølk.

147


”Tænk, tænk, tænk, Fjølk!” skreg han til sig selv inde i hovedet.

”Jeg var lige på vej, da jeg fik et ildebefindende. Nu tror jeg det kommer igen!”

Fjølk tog sig til maven, og så meget lidende ud. Han begyndte at komme efter

det. Det var faktisk meget nemt at lyve overfor robotten. Det er jo bare en dum

maskine, minde han sig selv om.

”Sagde du ikke lige, at du stod og nød udsigten?” spurgte den mistroiske OS

vagt.

”Nej , jeg sagde: Jeg var lige på vej, da jeg fik et ildebefindende! Skal jeg gentage

det?”

Robotten vendte hylende omkring, og svævede hen til sin robot-kollega,

uden at sige en lyd til Fjølk. En kort stråle skød ud fra dens visir, og ramte

den første robots hoved. Flere lysstråler skøde frem og tilbage mellem

de to robotter, mens de udvekslede oplysninger. Efter en kort pause, vendte

OS vagten sig rundt og svævede tilbage til sin plads, lige foran Fjølk.

Fjølk sanke en klump,og pressede ryggen op mod panoramaruden. Robotten stak

sit sorte stålhoved helt hen til Fjølk. Så tæt på, at Fjølks ånde duggede robottens

visir.

”Min vagtkollega siger, at din indlærer har ledt efter dig i snart en time. Og det

samme har skadestuen!”

148


Vandet var frysende koldt. Det sprøjtede op på de to poders lår, når de bevægede

sig fremad gennem det snævre tunnelrør. Det var længe siden de havde

kunne mærke noget i deres fødder, og kylden fik dem til at ryste. De havde gået

turen gennem den korte gang fire gange nu, uden at finde en åbning. For enden af

tunnelen var der kun en bar betonvæg, og i den anden ende den tunge metalluge,

de var kommet ind ad. Som tiden gik, blev de begge mere og mere overbeviste

om, at de var uhjælpeligt fangede i en blindgyde. Ficus tænder klaprede i munden

på ham, da han sagde:

”Det kan ikke passe at der ingen udgang er!”

”Nej!” svarede Femfem ham. ”Man laver da ikke en gang uden en udgang!”

Som for at understrege sit svar, lod han sin projektør glide hen over muren,

uden det af den grund, afslørede nogen sidegange. Men så mange ture de havde

gået, ville det næsten også have været for heldigt, hvis de havde overset en sådan.

Det eneste de kunne se, var murenes aftryk efter forskallingsbrædder. Meter for

meter gennemsøgte de frysende, de rå vægge, men uden at finde den mindste

åbning. Til sidst gik de i gang med at gennemsøge loftet, med samme nedslående

resultat.

”Vvvi må tttage det én gang ttil!” fremstammede Ficus frysende. Femfem fulgte

lige i hælene på ham, da han gik hen til endevæggen og gav sig til at undersøge

loftet endnu en gang. Femfem stod og hoppede lidt i vandet, for at få varmen.

Han var træt af at eftersøge den korte tunnel. Han stampede surt i vandet, men

opnåede bare at oversprøjte sig selv med det kolde vand. Mens Ficus gik til den

med fornyet energi, og undersøgte lofter og vægge nok en gang, sparkede Femfem

endnu hårdere i gulvet, mens han hoppende bevægede sig i retning af Ficus.

Pludselig stødte hans fod mod noget hårdt, så han snublede lige så lange han var,

og landede på maven i det kolde vand. Hostende og spruttende, både af kulde og

arrigskab, kæmpede han sig på benen igen. Ficus vendte sig i den anden ende af

tunnelen, og gav sig tænderklappende til at grine.

149


”Bbbrrruskbøvs hvor errr du nogen gggange en fummel, Femfem!” spruttede

han, så projektørlyset flimrede rundt på væggene.

”Fummel selv!” skumlede Femfem. ”Jeg slog min fod og og snublede over et

eller andet som sidder fast i gulvet!”

Ficus bevægede sig langsomt hen til ham, gennem vandet.

”Hvor var det du faldt?” spurgte han Femfem, mens han lod lyskeglen lyse ned

i vandet.

”Herovre et sted!” Femfem pegede ned mod gulvet. ”Det var så stort at jeg

næsten fik foden i klemme under det!” Femfem ømmede sig stadig, og rystede nu

endnu mere af kulde, end før det ufrivillige stunt.

”Hold lige lygten!” Ficus rakte lygten til Femfem, der tog den uden et ord.

”Prøv at lyse derhen hvor du faldt!” Femfem gjorde som Ficus bad om.

Så dykkede Ficus ned i det iskolde vand. I lysskæret kunne Femfem se ham

føle på gulvet, i det grumsede vand. Han klappede og bankede, og dukkede så op

med et gisp. Han hostede spruttende efter luft, før han endelig kunne få luft nok til

at tale.

”Det er meget muligt du er den største fummel i Stad 1, men du har lige fundet

vejen ud herfra!” lo han.

”Hvad har jeg?” spurgte Femfem uforstående.

”Du fik foden ind under håndetaget på en luge i gulvet. Og håndtaget virker!

Jeg har lige drejet det rundt. Vi behøver bare at hive lågen opad!” gispede Ficus

leende.

”En låge siger du. Tror du ikke bare den fører ned i ventesalen. Så vi ender lige

på frokostbordet hos de der lede blæksprutter?” gøs Femfem.

”Sludder og pastinak, din tøseporre. Det er garanteret en servicetunnel med

ledninger og rør, der ender i en større tunnel, hvor vi så kan komme videre!”

Ficus glemte helt at ryste af kulde, så begejstret var han. Femfem var nu ikke

helt overbevist, men før han kunne nå at stritte imod, stak Ficus hænderne ned

i vandet, og trak med besvær i lugens håndtag. Han havde ikke helt taget højde

for vandet, for da han endelig fik lugen åbnet helt, virkede den åbne luge som

et afløb, og vandet skyllede ind mellem benene på de to poder, og videre ned i

den blottede servicegang. Ficus stod lidt i læ bag lugen, og havde ikke det store

besvær med at stå fast, men Femfem derimod, stod lige foran den åbne luge, og

nåede ikke at få fodfæste før vandet skyllede ind over ham, så han atter faldt omkuld.

Han rutchede rundt i vandstrømmen, og landede på ryggen. Et øjeblik så det

150


ud til, at han var lige ved at blive suget ned i hullet. Men heldigvis nåede han at

stemme benen iod lugen, og lå der og spjættede, mens han desperat forsøgte at

holde næsen oven vande.

Vandet sank hurtigt i den korte tunnel. Der gik under et et minut, før det var

sunket fra en halv meter, til blot nogle få centimeter. Femfem lå stadig spruttende

og harkende og skrigende på betongulvet foran lugen. Han var gennemblødt, forfrossen,

og så ikke specielt glad ud. Men så bredte der sig et stort smil over hele

hans blege og fugtige podeansigt

”Det ser ud til du har ret, Ficus. Men næste gang er det mig der åbner lugen,

og så kan du ligge og lave vandgymnastik!”

Ficus lo, trådte et par skridt tilbage, og lod den tunge metalluge falde til jorden

med et tungt klunk, der rungede i den lille tunnel. Femfem lagde sig på knæ ved

den åbne luge, stak lygten og sit hoved ned i hullet, og så sig lidt omkring. Han

holdt fast i kanten, og havde næsten sænket hele overkroppen ned gennem den

åbne luge.

”Jeg hader at skulle give dig ret hele tiden, Ficus. Her er en gang, og den er

fyldt med rør, og ledninger og kasser og alt muligt. Lyset kan ikke nå enden af den,

så den må være virkelig lang!”

”Så kom. Lad os komme videre. Her er ikke så spændende, at jeg har tænkt

mig at flytte ind!”

Ficus gik om på den anden side af Femfem, og stod og trippede utålmodigt.

Femfem trak sig op, satte sig på numsen, svingede benene rundt, og ned i åbningen.

Han stemte imod kanten med begge arme og sænkede sig langsomt ned. Han

hang lidt og dinglede i hullet, slap så, og landede på det våde gulv. Vandet stod

ikke så højt i denne gang, men dækkede kun en centimeter af hans sko.

”Kom bare. Her er mere tørt end hvor vi kommer fra!” råbte han op til Ficus.

Ficus satte sig i hullet, og sænkede sig ganske forsigtigt ned. Femfem tog imod

ham og sammen begav de sig hen ad gangen. Gangen var høj nok, til at de kunne

gå oprejste, men stod de på tæer, kunne de røre loftet. På begge sider af gangen,

var ledninger og rør, og ledningsbakker, fæstnet til muren med kraftige klamper.

Mange af rørene var røde og blå, nogle var gule, mens andre endnu blot var metalgrå.

Ledninger hang i tykke bundter, i alle regnbuens farver. Ind imelle de tykke

ledningsbundter sad små relæbokse. Bortset fra rørene, ledningerne og en hel

stribe af slukkede, grå metallamper langs den ene væg, var hele gange tom.

”Vi skal i denne retning, for at komme væk fra skakten!” sagde Ficus og pe-

151


gede fremefter.

Uden et ord trissede de afsted. Projektøren lyste op i mørket foran dem, men

afslørede intet der kunne give de to poder et fingerpeg om, hvor lang gangen var.

Femfem forsøgte at tælle lamperne på væggen. Han havde en ide om, at lamperne

sad med et par meters mellemrum, og forsøgte at holde regnskab med hvor langt

de gik, ved at tælle lamperne. Han nåede til nummer 37, og stoppede da Ficus

pludselig var standset op, mens han lod lygten lyse op i loftet.

”Her er endnu en luge!” sagde han. De så op på den, så på hinanden,

”Lad os prøve om vi kan åbne den!”

Femfem tog et solidt greb i det store runde håndtag på lugens underside. Ficus

holdt lygten mens Femfem drejede hjulet. De kunne høre låsemekanismen arbejde

og skramle inde i lugen. Låsen knirkede svagt, men åbnedes tilsyneladende

uden besvær. Da de ikke kunne dreje hjulet mere, pressede han sine hænder mod

lugen. Den var tung, og Ficus måtte sætte lygten i spænd mellem to rør på væggen,

og give en hånd med at skubbe på.

Med fælles hjælp fik de lugen skubbet helt op. Den stod et øjeblik og knirkede på

sine olietrængende hængsler, og bankede så ned i gulvet med et rungende drøn.

Ficus gav Femfem en hestesko, og han kravlede op gennem åbningen, satte sig på

kanten, og tog imod lygten, som Ficus rakte ham. Ficus stod nu alene nede i den

bælgmørke gang. Femfem rakte ham hurtigt en hånd, og trak ham op i lyset.

Til en afveksling, var væggene ikke grå, i det rum de var kravlet op i. I kontrast

til de kedelige betongrå vægge de havde kravlet rundt i det meste af dagen,

var disse vægge malet i en mørk blå kulør, der dog flere steder skallede

af, og afslørede den velkendte grå beton nedenunder. De stod lidt og lyttede

i stilhed, mens de så sig omkring. Ficus var den første der brød stilheden:

”Tror du det er muligt at få kontakt til Virtus nu?” Han så over på Femfem, der

trak på skuldrene.

”Prøv!” sagde han, stillede lygten på gulvet, og lod det stærke lys, oplyse

loftet. Lyset bredte sig i en blød vifte, der afslørede hver en krog i lokalet.

”Logger ind!” forsøgte Ficus. Han ventede lidt, men der skete intet.

”Logger ind!” gentog han. Men heller ikke nu blev der skabt kontakt.

Der lød blot en svag knitren i Ficus højttalere, og intet andet. Han trak på skuldrene

og så på Femfem.

”Det går ikke. Vi er stadig omgivet af for meget beton, til vi kan få kontakt!”

152


Femfem gik over mod den fjerneste væg, hvorpå en gang førte ud fra lokalet. Han

stak hovedet indenfor, men kunne intet se. Så langt strakte lyset dog ikke. Han

vandrede over mod den modsatte væg, hvor en anden gang ligeledes udgik, fra et

sort gab i muren. Også her stak Femfem hovedet ind i mørket og forsøgte at orientere

sig. Han stod længe og spejdede ind i det tætte mørke. Ficus sad på gulvet

ved siden af lygten, og slog kuskeslag for at få varmen igen. Det havde hjulpet at

komme fri af det iskolde vand, men de klamme betontunneler var kølige, og med

vådt tøj, var det som at bevæge sig rundt i et køleskab. Kulden havde været deres

følgesvend, siden elevatorskakten var blevet oversvømmet.

Femfem stod stadig og glanede ind i den mørke gang. Han stod stiv som et

bræt, og bare gloede ind i det massive mørke foran sig. Det gik flere minutter,

og efterhånden begyndte Ficus at finde ventetiden uudholdelig. Han frøs og ville

gerne bevæge sig videre. Han drejde hovedet over mod Femfem og kaldte:

”Ser du nog..!”

”Shhhh!” tyssede Femfem, uden at bevæge sig. Han stod blot, og stirrede ind

i mørket. Endelig vendte han sig mod Ficus.

”Vi skal denne vej!”

”Oh du store Orakel. Har mørket talt til dig, og vist dig den sande vej!” gjorde

Ficus nar.

”Nej. Jeg kunne høre stemmer!”

Der var helt stille i et stykke tid. Femfem stod stadig lyttende, mens Ficus lige

skulle have hans kommentar til at falde på plads. Langsom kom han til sig selv, og

kiggede spørgende på Femfem:

”Sagde du stemmer?”

”Ja. Du ved: sådan nogle man bruger til at tale med!”

Ficus havde en klar ide om, at han ikke havde det mest intelligent udtryk i

ansigtet lige nu. Faktisk troede han, at han lignede et stort menneskeligt spørgsmålstegn.

”Jamen...stemmer. Her? Hvem kan det være?” Irriteret bemærkede han, at

hans stemme var begyndt at ryste igen.

”Hvor sku’ jeg vide det fra? Jeg kom sammen med dig, hvis du lige skulle

ha’ glemt det!” vrissede Femfem og hoppede lidt for at få varmen.

”Tror du det er knoldboer? Så er det ikke til at vide hvad de gør ved os, hvis de

finder os!” bagyndte Ficus, og blev bleg som et spøgelse.

”De skræller nok huden af dig, mens du stadig er levende. Og bider denne

153


tæer af . Det skulle være en delikatesse for dem, har jeg hørt!”

Ficus stivnede, og blev om muligt endnu blegere. En syg grålig tone farvede

hans ansigt.

”Tror du?” Var det eneste han fik fremstammet.

”Nej. Naturligvis ikke. Så vidt jeg ved, stammer alle knoldboer fra Stad 1, så

helt farlige er de nok ikke. Har jeg ikke tit fortalt dig, at du skal lade være med at

lytte til vandrehistorier?”

”Jo, men hvad nu hvis de er et gran af sandhed i historierne, og vi ender som

aftensmad til knoldboernes knoldfest, eller hvad de nu afholder af selskabeligheder?”

Ficus stemme dirrede mere og mere.

”Slap nu af. Du ser brugder hvor der ingen er. Knoldboerne er ikke spor

farlige. I hvert fald ikke nær så farlig og skræmmende som en blæksprutte!”

”Kan vi ikke prøve at gå den anden vej?” fortsatte Ficus.

”Jo, hvis du vil dybere ind i tunnelsystemet, så OK! Men du vil sikkert fare vild!”

”Hvorfor tror du det?”

”Fordi jeg går den anden vej, og jeg ta’r lygten med!”

Resolut gik Femfem hen og samlede lygten op fra gulvet. Med faste skridt

gik han hen mod tunnelindgangen. Der vendte han sig og så hen mod Ficus.

”Kommer du?”

”Har jeg noget valg?” Frysende rejste Ficus sig, og fulgte i hælene på Femfem.

Forsigtigt gik de fremad gennem tunnelen. Efter blot ti meter standsede Femfem,

skærmede for lygten med sin hånd, og stod ganske tyst og lyttede.

”Kan du høre det?” hviskede han. Ficus rystede på hovedet. Det eneste lyde

han opfattede, var deres rolige åndedræt, lidt klukken af vand, og ellers stilhed.

”Prøv nu at høre efter!” sagde Femfem. ”Læn dig op ad væggen, så kan du

bedre høre det!”

Ficus gjorde som Femfem bad ham om. Han anstrengte sig. Forsøgte

i tankerne at gøre sine ører store som paraboler, men det

hjalp ikke. Han rystede blot på hovedet, da Femfem så på ham.

”Du skal lytte efter en lyd, der minder om svag hvislen af luft!” hviskede

Femfem, og satte det ene øre tæt til den fugtige betonmur igen.

Ficus koncentrerede sig. Han lukkede øjnene og fokuserede kun på at opfange

en svag hvislen, og med et, fra det ene sekund til det næste, var lyden der. Den

lød ganske rigtigt som den hvislende lyd af luft. Lidt som den lyd, der uafbrudt

kunne høres i aquapoden, når man dykkede. Ficus koncentrerede sig, og forsøgte

154


at trække stemmer ud af lyden. Men ligemeget hjalp det – det lød kun som svag

blæst.

Femfem satte sig atter i bevægelse, og Ficus trissede bagefter. De gik nogle

minutter, så stoppede Femfem igen op. Han satte hovedet på skrå, og lyttede. Ficus

forsøgte at indtage samme stilling som Femfem, ikke at han troede det hjalp,

men denne gang kunne han høre stemmerne. Det var umuligt at skelne de enkelte

stemmer fra hinanden, men der herskede ingen tvivl om, at det virkelig var nogen,

der var midt i en samtale.

Femfem dæmpede projektøren, og gjorden tegn til Ficus, om at følge efter ham.

De kom snart efter til et skarpt knæk, hvor gangen drejede til venstre. Da de rundede

hjørnet blev stemmerne endnu tydeligere. Femfem så på Ficus i den svage

belysning, vendte sig om og fortsatte fremad, med små skrift. Lyden blev hastigt

tydeligere, og de enkelte stemmer blev klarere for hvert skridt de tog. De kunne

umuligt være langt væk, fra de talende personer.

Mørket i tunnelen blev langsomt og glidende erstattet af lys. De kunne nu skimte

enden af gangen de gik i, og fra nok en åbning på deres højre side, strømmede

lyset ud i gangen. Femfem slukkede projektøren, og klipsede den fast i sit bælte.

Han vendte sig om mod Ficus, stak munden tæt hen til hans øre, og hviskede:

”Fra nu af, siger vi ikke en lyd!” Ficus nikkede. Ham Femfem var ikke helt dårlig til

at få ideer. Men bortset fra det, så mente Ficus mere og mere, at det havde været

en usædvanlig dum ide, at dykke ned i den fimsmøgede metro. Hvorfor havde de

ikke bare sejlet hjem til stalagmitterne, da de havde chancen? I stedet skulle de

absolut lege opdagelsesrejsende, og se nu, hvad det havde fået dem rodet ind i:

blæksprutter, klamme tunneler og mystiske stemmer i mørket.

Mens Ficus fulgte i hælene på Femfem, blev han enig med sig selv om, at han

ville hjem. Og det kunne kun gå for langsomt. Men Femfem havde jo forbudt ham

at tale, så det var ikke muligt , at sige det til ham. Sådan noget muggen agurk.

Hvorfor havnede han altid i sådan noget møg?

De sneg sig langsomt tættere på lyset og stemmerne. Eller Femfem gjorde. Ficus

fulgte bare småsur med, og ønskede han lå hjemme i sin egen dejlige bokube.

De var nu ganske tæt på åbningen, og stemmerne lød kraftigt og gennemtrængende.

De var helt sikre nu: Der var mere en en person der talte. Næsten helt

henne ved hjørnet af åbningen, standsede de op, og klemte sig op ad muren. De

kunne ikke helt adskille de enkelte stemmer, men der var med sikkerhed mindst

6-7 personer, som talte ophidset i munden på hinanden. For Femfem lød stem-

155


merne som stammede de fra gamle opgroede. Og de var tydeligvis uenige om

noget, sådan som de snerrede og råbte af hinanden. Alle råbte – og ingen lyttede.

Det var vanskeligt at høre hvad de de sagde, for ordene rungede i den

smalle gang, og resulterede i en kakofoni af ekkoer og ekkoers ekkoer.

Femfem kunne sagtens være narret til at tro, et der befandt sig 50 eller

måske 100 personer inde i rummet på den anden side af muren.

Det var kun når han virkelig anstrengte sig, at han kunne si de enkelte stemmers

ekkoer ud fra hinanden.

”Skal vi ikke se hvem det er?” hviskede Ficus midt i al larmen. Femfem stod

med ryggen til, og nikkede.

”Jeg står lige og samler mod!” Femfem trak vejret dybt, og stak så, uendeligt

langsomt, næsen ind i lyset. Et hurtigt smugkig senere, trak han hovedet til sig.

”Hvad ser du?” spurgte Ficus utålmodigt.

”Du tror det er løgn, men der sidder en, lige foran mig, og kigger ind i et glughul!”

svarede Femfem tydeligt forvirret.

”Hvad?”

”Kig selv!” sagde Femfem, og gjorde plads til Ficus.

Ficus masede sig forbi Femfem. Han syntes larmen var øredøvende, da

deres dragter gned sig knitrende mod hinanden. Han klemte sig stiv og kluntet

op ad væggen. Der stod han lidt, og ventede halvt, at der skulle dukke

en ud af døråbningen. Men intet skete. Roligt, og med hjertet oppe i halsen,

kastede han et blik rundt om hjørnet. Lyset blændede ham, så han måtte

misse med øjnenen. Men efter få sekunder trådte billedet tydeligt frem.

Der sad ganske rigtigt en med ryggen til ham. Det var nok omtrent 10 meter

fremme, men dog ikke længere borte, end at personen ville kunne høre ham, hvis

han kom til at nyse, eller trække vejret for dybt. Fra de to poders skjulested, strakte

en smal gang sig, mage til den de stod i. Den endte i et T-kryds, og det var i dette

kryds, i en lille niche i muren, at den mystiske person sad. Ficus trak sig tilbage,

for igen at stikke snuden frem. Personen var ikke meget større end ham selv. Der

var ikke nogen bevægelse at spore, så han eller hun kunne for så vidt være død,

og gemt i nichen i væggen. Lige hvad der manglede for at bringe hyggen, i disse

gange, op på nye højder: En mumuficeret pode.

”Lige hvad der mangler, for at gøre vores dag perfekt!” tænkte Ficus, mens han så

efter tegn på bevægelse.

Pludselig bevægede personen sig. Den rejste sig langsomt, drejede ansigtet,

156


157


og så ned ad den gang den stod i. Ficus holdt vejret. Noget i ham sagde, at han

skulle se at trække hovedet til sig, men han var alt for nysgerrig.

Bare lige et øjeblik til, så ville han kunne se ansigtet tydeligt.

Skikkelsen stod halvvejs med ryggen til, og spejdede stadig ned ad gangen.

Så drejede den ansiget i den modsatte retning. Åbenbart tilfreds med hvad den

så og hørte, satte den sig til rette, denne gang i den modsatte side af nichen. Som

personen sad, afslørede den et lille vindue eller glughul inderst inde i nichen. Det

var tydeligt, at personen sad og lyttede og udspionerede noget. Tydeligvis dem,

hvis stemmer rungede gennem gangene.

Det rykkede i Ficus for at komme tættere på. For at få et bedre glimt af den

mystiske person, men også for bedre at kunne høre, hvad den ophidsede samtale

gik ud. Og frem for alt: Se hvem der stod for den vredladne debat.

Han trak hovedet til sig, og åndede - dybt- og forsigtigt - ind et par gange.

”Kunne du se hvem det var?” Femfem stod med spørgsmålene malet i ansigtet.

Men Ficus kunne blot ryste på hovedet.

”Han eller hun vendte sig om, et kort øjeblik. Men ikke nok til, at

jeg kunne se noget. Jeg tror den lytter!” hviskede Ficus næsten uhørligt.

”Kom!” hviskede Femfem. ”Vi lister nærmere!”

”Jeg vidste det bare!” sukkede Ficus. ”Nu bliver vi opdaget. Sig ikke jeg ikke

sagde det!”

Men han luskede alligevel efter Femfem.

158


De gamle opgroede om det ovale bord, skændtes så det fløjtede. Et par stykker

af dem, var helt blåviolette i ansigterne, af bare ophidselse. Andre to sad og

småsov fra løjerne, selv om deres sidekammerater med jævne mellemrum, gav

dem en albue i siden. Så slog de øjnene op i et par sekunder, en slog hårdt i bordet,

og spyttede nogle vrede ord ud, hvorefter de atter slumrede hen. Det var et

freakshow, og det ville tilsyneladende ingen ende tage.

Pulk havde siddet i sin akavede og sammensnoede stilling længe. Han var

øm i benene, og det værste: Han havde endnu ikke fundet ud af, hvad samtalen

handlede om. De gamle opgroede talte og talte og tale, men hele tiden i munden

på hinanden. Og det gjorde det komplet umuligt at finde hoved eller hale i hvad

diskussionen gik ud på.

Det havde ikke været så vanskeligt for Pulk at finde stedet. Han havde blot

fulgt lyden af de råbende stemmer, efter den modbydelige robot, næsten havde

fundet ham. Han havde ikke set så meget som skyggen af en robot siden, og han

havde holdt godt øje med dem, siden han satte sig. Men han følte sig langt fra sikker.

Gennem det lille glughul, havde han fint udsyn over bordet med de gamle

gnavpotter, men desværre havde han også et glimrende kig, til geleddet af de frygtede

sorte OS vagtrobotter. De stod opmarcheret langs væggene i det store rum.

Hvor mange der var, kunne Pulk ikke helt overskue. Der var ingen af robotterne

der havde bevæget sig. De stod blot som stive støtter, uden den mindste form for

liv at spore, bag de mørke visirer. Pulk fik gåsehud ved synet. Selv om han sad

godt skjult bag den tykke mur, og næsten var sikker på, at ingen kunne opdage

ham gennem det lille glughul, så vidste man alligevel aldrig med de robotter. De

havde evner, som ingen anede noget om.

Det underlige var, at selv om han nu sad, og spionerede mod de gamle mænd

og robotterne, og var næsten helt sikker på, at de ikke havde opdaget ham, så følte

han sig på en sær måde, alligevel overvåget. Det var ikke en følelse han havde

159


haft hele tiden, under sit ophold i nichen. Den var dukket op, ud af det blå, for

nogle få minutter siden. For et øjeblik siden, havde han følt sig så utryg, at han

havde måtte rejse sig op, og længe havde spejdet op og ned ad gangen, uden at

han havde opdaget noget skummelt. Gangen bag ham, havde han jo tydeligt set,

da han ankom til stedet. Der var intet. Den førte blot til at mørkt rum, langt inde i

tunnelsystemet. Ad den vej, kunne ingen få adgang, så det var der intet at bekymre

sig for. Alligevel kunne han ikke lade være med at kigge over skulderen, eller kaste

stjålne blikke hen ad den sorte gang. Men der havde, helt som han regnede med,

intet været at se. Ingen stor, sort OS vagtrobot. Ingenting, bare en sort, lang gang.

Han vendte sig atter mod spektaklet inde bag glughullet. Den ophidsede forsamling

gamling var stadig oppe at toppes. Uenighederne var åbenbart så stærke,

at det krævede at man råbte ad hinanden. Pulk syntes ikke det var så underholdende

som det havde været i starten, og han var så småt begyndt at kede sig. Han

betragtede de gamle opgroede, en efter en, fra sit skjul. Det var egentlig en ynkelig,

sammenfalden forsamling, som de sad der omkring bordet. Der var tretten af

dem, seks på hver side af bordet, og en gammel gråhåret tyksak med en koloni af

rynker, som sad og tronede for enden af bordet. Han var den der sagde mindst, og

ud fra det uudgrundelige dæmoniske Mona Lisa-smil, der var at se på det synlige

underansigt – overansigtet var skjult i skyggen fra hans kuttes hætte – regnede Pulk

med, at han nød den åbenlyse strid og kiv.

På begge sider af ham, stod to yngre kvindelige poder. De var de eneste i forsamlingen

der intet sagde, og deres ansigter røbede intet om, hvad de mente om

de gamle opgroedes mundhuggeri.

Den rynkede opgroede for bordenen samlede i en pludselig bevægelse, en

lille hammer op, som lå på bordet ud for hans plads. Med voldsom kraft bankede

han hammeren ned i bordpladen, så det knaldende gav genlyd i lokalet. Det

højlydte mundhuggeri faldt en anelse i lydstyrke, og efter en kort stund døde det

helt ud. I stilheden der fulgte, vendte alle de gamle opgroede deres blikke mod

den gamle for bordenden, med forbløffelsen malet i deres rynkede ansigter. Den

gamle med hammeren tog ikke synderlig notits af der allerede var ro, men fortsatte

sit bankeri, ind til en af de unge kvinder bøjede sig frem, og hviskede ham noget i

øret. Han nikkede, mumlede noget uhørligt til hende, og smed hammeren fra sig

på bordet. Det gav et kraftigt klik da træhammeren ramte bordpladen, hoppede en

enkelt gang, og derefter lagde sig til rette.

”Ærede rådsmedlemmer!” begyndte den gamle for bordenden. Han løftede sin

160


ene arm, gned sine rødeskudte øjne, kløede sig i sit sparsomme hår under hætten,

og lænede sig forover, mens han støttede sig med begge hænder på bordpladen.

”Ærede rådsmedlemmer!” gentog han. Naboerne til de sovende gamlinge, tog

det som et tegn til, at de skulle vække deres sovende sidemænd, med et kraftigt

albuehug i siden. Forundrede vågnede de begge op. Den ene udbrød: ”Mere

forskning!”, knaldede sin ene hånd hårdt i bordet, og faldt så, næsten øjeblikkeligt,

atter i en dyb søvn. Pulk fnes, men holdt sig for munden, så ingen skulle høre

det.

”Sikke en flok gamle tomathjerner!” tænkte han. ”Jeg gad nok vide hvad der

foregår her!” Han klemte sig længere ind i nichen, og stak hovedet tættere på

glughullet, for bedre at kunne høre.

For tredje gang sagde den gamle opgroede: ”Kære rådsmedlemmer!”. Så rejste

han sig, foldede hænderne på ryggen, og begyndte en langsom vandring, rundt

om bordet.

”Vi har et problem, som skal løses!” Den gamles røst rystede lidt, mens han

fortsatte sin rundtur om bordet. Han stillede sig med ryggen til Pulk, næsten for

enden af bordet, med begge hænder placeret på ryglænene af to af de gamle

mænds stole.

”Ind til videre har vi givet Virtus grønt lys, til at løbe med på denne uregerlige

podes eskapader og tossestreger. Men det bliver ikke ved med at gå. Vi må gøre

noget – og det skal være nu. Det nytter ikke noget, at vi sidder her og hakker på

hinanden, og råber og skriger som poder i kuvøser!”

Den gamle begyndte atter at bevæge sig. Først tilbage ad den vej han var kommet.

Det opdagede han så, og vendte derefter omkring, med et tvært ansigtsudtryk,

hvorefter han langsom drev videre rundt om bordet. Hele vejen gik han med

hænderne på ryggen, mens han klappede dem mod hinanden. Hans blik forlod

ikke gulvet, som om han ledte efter de ord han ville sige, på det grå betonunderlag.

For bordenen stillede han sig op igen, bankede sin flade gammelmandshånd

ned i bordpladen, med et blødt klask.

”Her i rådet vil vi ikke tolerere oprørske poder, der ikke gør, som de bliver bedt

om. Poder er ikke skabt til at tænke, men til at passe deres pligter. Deres vigtigste

mål, i deres liv her i Stad 1, er et udfylde deres lille plads i det store maskineri. Og

det gør de ikke, når de render rundt og stiller spørgsmål i tide og utide. Spørgsmål

er besværlige, og poder der stiller spørgsmål er endnu mere besværlige!”

Han holdt en lille pause, hostede tørt og knirkende, og fortsatte så.

161


”Desværre så har vi endnu ikke teknologien til at vende en podes udvikling

om. Stoppe ham tilbage i kuvøsen, og lave ham om til et æg igen – men det skulle

vi måske få forskningsafdelingen til at arbejde på! Personligt ville jeg ikke have en

eneste urolig søvnperiode, hvis denne problempode blev fjernet fra Stad 1. Men

hvis vi ikke kan gøre dette, hvad kan vi så gøre i stedet?”

Den vrisne gamle mand, der nu havde fået talt sig varm, så langsomt fra

det ene rådsmedlem til det næste. Han dvælede ved hvert af de tolv medlemmer

et kort øjeblik, nok til at få øjenkontakt, hvorefter han lod blikket fare videre

til den næste, uden at sige noget. De gamle mænd var tydeligt utrygge

ved den gamle mands gennemborende blik. Der var ingen der sagde noget.

Enkelte holdt kort øjenkontakten, hvorefter de, utilpasse ved røntgenblikket,

trak øjnene til sig, drejede hovederne eller blot slog blikket ned, og gned deres

tørre, runkne hænder. På den gamle mand, krummede munden sig i et

svagt men tilfreds smil. Da han var færdig med sin rundtur, satte han sig på sin

plads, lænede sig tilbage, og foldede hænderne over den lidt for runde mave.

”Nå, må jeg så høre, om der er nogen der har et forslag til, hvad vi skal gøre, ved

denne Fjølk!”

Der gik et par sekunder, før Pulk opfattede hvad den gamle mand

lige havde sagt. Han kunne mærke hvordan hans underkæbe faldt ned.

Med måb i hele ansigtet, begyndte hans tanker at vælte over hinanden.

Havde den gamle tosse ikke lige sagt ”Fjølk”?

Pulk satte øret næsten hel hen til åbningen, nysgerrig efter at høre mere.

”Spyt så ud, i konfliktsky gamle ådsler. Rådsmand Sune, hvad mener du, vi

skal gøre ved denne oprørske pode?”

Rådsmand Sune gav et spjæt, vred sig på sin taburet, og begyndte febrilsk

at køre sin ene senede gammelmandshånd gennem sit tynde hår.

”Tjaeee!” kvækkede han med skinger stemme. ”Vi kan jo ikke så godt lade

ham forsvinde..!” spyttede og læspede han, tydeligt utilpas ved at være tvunget til,

at dele sin mening med hele bordet.

”Og hvad er så egentlig grunden til, at vi ikke kan det, Rådsmand Sune!”

spurgte den gamle mand for enden af bordet, med sammenknebne øjne, der blot

var to smalle sorte sprækker, i det i forvejen furede knokkelfjæs. Han trak vejret

pibende, mens næseborende skiftevis voksede og formindskedes i takt med hans

vejrtræking. Pulk kunne nu med sikkerhed sig, at han ikke brød sig om ham. Han

162


udstrålede noget ondt.

”Hvad skulle der egentlig være i vejen for, at denne Fjølk forsvandt?

Er det ikke bedre at en genstridig pode forsvinder, frem for at en

hel flok ender som ham?” Han så sig atter om, men denne gang fangede

hans stikkende blik ikke en eneste af rådsmændenes nedslåede blikke.

”Hvad skulle der egentlig være i vejen for, at denne pode blev borte – efter at

han havde først os til de stinkende knoldboere? Efter vi havde fanget dem alle, så

skulle vi blot mure dem inde i deres højt elskede gange, og mure ham inde med

dem. Det ville være så nemt at sige, at han var flygtet til en af knoldene, eller var

forflyttet til en anden stad!” Der bredte sig et djævelsk smil i fugemarken i den

gamle mands ansigt.

”Hvad siger du rådsmand Spazel, eller du Saben? Talent, Torben eller

dig Sirkl – sig dog noget!” spyttede den gamle mand ud, næsten skrigende,

mens han utålmodigt trommede med en lang, udtørret pegefinger på bordet.

”Jamen rådsformand Ulfik, det kan vi da ikke!” blandede Tartir sig. Den gamle

mand krympede sig voldsomt, efter sit udbrud, da Ulfik så kamplystent og olmt

på ham.

”Kan vi ikke – eller VIL vi ikke? Hvilken af delene er det, Tartir?” Ikke et

sekund trak den gamle mand, der åbenbart hed Ulfik, blikket til sig, men

holdt den stakkels Tartis blik fanget. Utryg og bævende mumlede Tartir:

”Jamen ifølge vore love, så...!”

”Ifølge vore love!” vrængede Ulfik, med høj stemme, og gjorde tydeligt nar ad

Tartir.

”VI ER LOVEN, rådsmænd! Fatter jeres indtørrede gammelmandshjerner

slet ikke det? Hvis VI siger det skal være sådan, så er det lov, og så bliver det

sådan!” Ulfiks øjne lynede, og Tartir trak hastigt blikket til sig. Der var pludseligt

noget meget interessant på bordpladen, han bare måtte undersøge.

”Men det kommer såmænd ikke bag på mig, at netop du stiller dig på bagbenene,

Tartir. Du har altid været et blødsødent fjols, der ikke har rygrad til, at tage

de ubehagelige, men nødvendige beslutninger, der er til Stad 1’s bedste. Alt dit

ævl om ”alles mening tæller”, ”lad os stemme om det”....bla bla bla, og gammelmands

tågesnak!”

Ulfik hamrede sin knokkelhånd ned i bordet, og rejste sig mens han råbte:

”Hvem af jer vil ikke bakke mit forslag op, hvis jeg, i min egenskab af rådsformand,

befaler, at vi afskærer knoldboernes gange fra vores gangsystem?”

163


164


Det gav et sæt i de gamle mænd, og flere af dem gryntede forsagte, men

ingen sagde noget. De fortsatte blot med at stirre ned i den skinnende bordplade,

hvor deres egne rynkede ansigter, så bekymrede tilbage på dem.

”Det var det jeg tænkte!” lo Ulfik hæst, og lænede sig knirkende tilbage i stolen.

”Så lader det til, at mit forslag er enstemmigt vedtaget. Jeg forventer

at mine vagter vil opstøve denne Fjølk inden dagen er omme. Og så kan

vi have resten af den bunke affaldspoder og udskud fjernet inden i morgen

aften. Allersenest om et par dage. Meget, meget tilfredsstillende!”

Ulfik så tilfreds rundt på rækken af gamle mænd, mens han smilede grumt

og hoverende. De fleste sad blot med halvlukkede øjne og bøjede hoveder. Tartir

var den eneste der mødte rådsformandens blik, med en svag hovedrysten.

Pulk svedte, så der løb små blanke perler ned ad hans pande. Han havde fået

en slem forskrækkelse, da Ulfik havde råbt op, og han var nær faldet ned fra sin

smalle siddeplads i nichen. Af bare forskrækkelse havde han banket hovedet ind i

betonmuren, og fra det sted i nakken, var en svag murrende hovedpine nu ved at

snige sig ind på ham.

”Rådsformand Ulfik!” tænkte han, mens en kuldegysning sitrede ned

ad rygraden. Dette var altså Overstyret, der stod for alle vigtige beslutninger

i Stad 1. Og det blev tilsyneladende ledet af en sindssyg gammel

opgroet, med en diktator gemt i sin bløde svampede gammelmandsvom,

og tolv tøsepoder, der ikke turde sætte sig op mod Rådsformanden.

Pulk var rystet. Både over det skue han lige havde bevidnet, og over, at hans nye

ven Fjølk, tilsyneladende var i farezonen. Denne gamle, mosgroede narspand

ville fange og udslette ham, og alle Pulks venner. Tilsyneladende ville Rådsformanden

ikke tøve et sekund med at dræbe Fjølk og samtlige beboere på knoldene.

Pulk kunne mærke en sur smag stige op i halsen på ham. Han fik kvalme

ved tanken, og det brændte stærkt og surt i halsen.

Han måtte se at få advaret Fjølk, så han ikke blev fundet af Ulfiks OS-vagter.

Men han måtte også se at finde hjem til sine venner, og advare dem, så de kunne

nå at flygte, inden knoldene og gangene ville blive invaderet af robotterne. Blev de

først tromlet ovr ende af de sortskinnende maskiner, så kunne intet redde dem.

Pulk rettede sig op, og strakte sine sovende ben. Han scannede gangen

for bevægelser, men der kom ingen. Så krøb han ud fra sit skjul i nichen.

Betonmuren var kold, og han var kommet til at fryse, af at sidde stille,

165


sammenklemt i hulrummet. Hans fugtige tøj gjorde det heller ikke lettere at få

varmen igen. Han satte sig forsigtigt på nichens jant, mens han gned sine kolde

arme. Stille hviskede han i håndledscomputerens indbyggede mikrofon:

”Er du der, Fjølk?”

Det knitrede kortvarigt i højttaleren, og Pulk syntes han kunne høre

stemmer. De var godt nok svage, men det var helt sikkert stemmer.

”Hallo, Fjølk!” gentog han. ”Kan du høre mig?”

Jo, nu var han sikker. Der var en lyd af stemmer i højttaleren. Ophidsede stemmer.

Og Fjølks var helt sikkert en af dem.

166


Den enorme natsorte robot, svævede næsten lydløst nærmere Fjølk. Poden

trådte helt automatisk et skridt tilbage, men blev bremset af den kølige glasvæg.

Robotten var nu helt tæt på ham, og bag det sorte visirglas, kunne Fjølk

se, hvordan den gjorde sine orange øjne større, for at virke mere skræmmende.

Det virkede!

Fjølk begyndte at svede, og han kunne mærke hvordan hans ryg, forvandledes

til en flod af varm væske, da robotten stak sit hoved så tæt på Fjølks, at hans ånde

satte duggede skyer på det mørke glas. Fjølk kunne høre og mærke, en lille blæser

gå i gang, og et kort øjeblik efter, var duggen sporløst forsvundet fra visiret. Han

kunne føle en skarp metalkant fra et vindue, presse sig ind i hans skulderkød.

”For 45 minutter siden, skulle du have meldt dig på skadestuen!” skrattede

Virtus’ bløde stemme ud af robottens højttalermund.

”Jo, men jeg for vild!” sagde Fjølk rystende. ”Men det er godt I er dukket op,

for så kan I garanteret hjælpe mig derned!” Fjølk koncentrerede sig om, at være

fattet, men lød lige så nervøs som han var. En afslørende sveddråbe sejlede ned

ad hans pande, forstsatte ned ad næsen, hvorfra den dryppede ned på hans dragt.

”Du har jo ikke været i nærheden af skadestuen!” fortsatte robotten brysk.

”Faktisk befinder du dig i Stalagmit 3 – og jeg kan se i dine optegnelser, at din

indlæring foregår i Stalagmit 1. Kan du forklare hvordan du er gået fejl af de to

bygninger? Du har ingen grund til, at befinde dig her!”

Fjølk fandt det ret uhyggeligt, at robotten havde Virtus’ bløde stemme, og at

den venlige stemme kunne forvandle sig, til noget så koldt og og fjendtligt, som

den stemme han lige havde hørt. Hans hjerne kørte i højeste gear, og forsøgte

desperat at brygge en troværdig histoire sammen, men lige meget hvor hårdt Fjølk

anstrengte sig, var den eneste sætning han kunne hitte på: Jeg er gået forkert. Og

den havde vist sig nytteløs ind til nu.

Nu begyndte de andre robotter, som stod bag ved lederrobotten, at trække

nærmere. De stillede sig i en halvbue omkring Fjølk, og afskar ham derved al

167


mulighed for flugt. Fjølk var fanget i halvbuen, af sorte metaldjævle, der stirrede

på ham, med deres uhyggelige kunstøjne, bag visirerne.

”Tja, de ligner jo hinanden – stalagmitterne..!!” begyndte Fjølk, og trak på

skuldrene. ”Jeg er vist kommet til, at tage den forkerte elevator et sted. Det kan jo

ske for enhver!”

”Vær rolig og kold, ingen rysten, ingen bævende stemme!” sagde han til sig

selv inde i hovedet, Det virkede ikke specielt godt.

OS vagten drejede sit hoved, konstaterede at de andre robotter havde indtaget

den indøvede formation, til forhindring af flugt, og vendte roligt ryggen til

Fjølk. Nogle klikkende og blippende lyde trængte ud fra en hjelm, så lavt, at

Fjølk næsten ikke kunne dem. Det lød mest af alt som et modem, eller delfiner

der kommunikerede med hinanden. Den kommunikere med hovedcomputeren,

og de andre vagtrobotter, tænkte Fjølk. Nu er jeg virkelig ude hvor jeg

ikke kan bunde. En ting var, at han udeblev fra indlæring og skadestuebesøg,

men hvis robotterne opdagede, at han havde kommunikeret med Pulk, så – ja

hvad så? Fjølk havde ingen ide om hvad robotterne ville gøre. Men vidste de det?

Virtus havde jo givet grønt lys for, at han måtte kommunikere med Pulk , men

vidste robotterne noget om den aftale? Og var de ikke bare bedøvende ligeglade

med det? Det var bare dumme sorte dåser, der fulgte regelsættet for Stad 1, ned til

mindste punktum.

Jo mere Fjølk tænkte over det, desto mere overbevist blev han om, at robotterne

ville indbringe ham for Overstyret, og så ville han – i bedste fald – ende som

rengøringspode, dybest ned i lagerrummene, uden mulighed for nogensinde, at

komme ud i den friske luft, men for evigt dømt til, at henslæbe sit usle liv i det

evige neonlys i stalagmittens dybeste del af fundamentet, indelukket bag metertykke

betonvægge. En munter tanke.

Nu vendte robotten sig atter om. Den sagde ingenting, men svævede blot roligt

foran Fjølk, mens den betragtede ham. Fjølk kunne mærke, hvordan hans knæ

begyndte at ryste. Han koncentrerede sig, og fik med en nærmest overmenneskelig

kraftanstrengelse, tvunget benene i ro. Men de havde tilsyneladende deres eget

liv, og jo stærkere han ønskede de ikke sitrede og rystede, jo mere skælvede de

genstridige bæster.

Robotten sagde stadig intet, men hang blot der i luften, et lille stykke over gulvet,

og så stor og sort og truende ud. Dens kammerater var ligeså stille. De sorte

maskiner virkede faktisk dobbelt så uhyggelige, når de intet sagde. Den eneste lyd

168


der var at høre, var den svage summen fra deres motorer, og lyden af forbipasserende

mennesker i baggrunden. Af og til sænkede nogle af de forbipasserende

farten, for at se hvad der foregik. Men robotterne fik dem hurtigt gennet bort

igen.

”Hallo, Fjølk!” skrattede Pulks stemme pludselig ud af den lille højttaler i

Fjølks frygiske hjelm. Fjølk gav et nervøst spjæt, tabte balancen, og faldt hårdt

ind mod den skarpe metalkant han stod lænet op ad. Bag visiret på den nærmeste

robot, forandrede de orange øjne størrelse, og blev med et dobbelt så store. Robotten

sagde ingenting, men det var tydeligt, at den nu var på vagt.

”Hallo, Fjølk. Er du der?” Pulks stemme nærmeste råbte inde i hjelmen nu.

”Hold nu din mund!” tænkte Fjølk, bange for, at robotterne vil kunne høre Pulks

stemme, gennem hjelmen.

Men det var for sent. Robottens øjne vokse atter en gang og fik nu dybrøde

pupiller i de orange iriser.

”Nu dør jeg!” tænkte Fjølk, og lukkede sine øjne.

”Fjølk, svar mig nu. Jeg ved du er der” Pulk fortsatte sin råben i hjelmen, og

den nærmeste robot, var nu helt oppe på mærkerne. Den rykkede sig sløvt tættere

på Fjølk.

”Hvem er det der kalder på dig, over din radio?” spurgte den, og forsøgte at

holde Fjølks øjne fast.

Fjølk sagde ingenting, men åbnede blot øjnene. Han forsøgte ihærdigt at holde

blikket borte fra robottens øjne, og fik travlt med at observere mønstret i det

ensfarvede gulv.

”Du SKAL svare når en OS vagt tiltaler dig!” sagde robotten, nu med mere

skarphed og styrke i stemmen. ”Du skal følge loven, og den siger du SKAL svare.

Hvem modtager du opkald fra, Fjølk?” Det venlige i robottens stemme, var nu helt

forsvundet, og de orange øjne var forvandlet til to skråstillede agressive streger.

Fjølk sagde stadig intet. Han hverken ville eller kunne sige, at det var Pulk. For det

første var det forbudt at kommunikere med knoldboere. Og for det andet ville de

garanteret forsøge at opspore opkaldet.

I stedet sagde han: ”Vidste du, at sild har sølvfarvede skæl?”

Robotten spærrede øjnene op i et både forvirret og forbløffet udtryk. Den var

vant til, at dens spørgsmål, blev besvaret logisk, men Fjølks svar kom helt bag

på den. Nogle sekunder stod den helt tavs og behandlede Fjølks bemærkning.

”Ulogisk svar. Hvem kommunikerer du med?” Den rykkede nærmere, og lev-

169


nede nu, næsten ingen plads til Fjølk, der stod mast mellem glasvæggen og robotten.

”Flamingoer er pink, fordi de spiser små krebsdyr!” sagde Fjølk.

”Ulogisk svar! Det er ikke tilladt at spise andre levende væsner. I min database

har jeg ingen data på en Flamingo. Før mig til ham, efter du har besvaret mit

spørgsmål!”

Fjølk var bange, men også sært opstemt. Robotterne var muligvis skræmmende,

men også dummere en en vindtør brugde på en strand. Han måtte se at

komme væk fra robotterne, før de tog ham med. Men alle flugtveje var spærrede

af de sorte maskiner. Fjølk smilede for sig selv, og sagde:

”En lut er et gammel strengeinstrument!”

Robotten trak sig væk fra Fjølk, og begyndte at gentage:

”Ulogisk svar! Ulogisk svar! Ulogisk svar!”

Den nærmeststående robot, vendte sig mod den, og sendte den en kort blippende

besked. Den smalle åbning mellem væg og robot tog Fjølk som en invitation,

og før robotten kunne nå at reagere, sprang han bagom den, og spurtede ud på

den åbne plads. Da han så sig over skulderen, havde robotterne allerede optaget

forfølgelsen. De var forbløffende hurtige, men deres svævende kroppe, var ikke

meget bevendte i en tætpakket mennesksmængde, som den i forhallen. Bag sig

kunne Fjølk høre lyden af tumult, da et par af robotterne susede ind i spadserende

mennesker, væltede dem omkuld, og selv blev slået ud af kurs, hvorved de stødte

ind i endnu flere mennesker. En af de faldne rejste sig, og gav den nærmeste robot

et arrigt skub. Robotten nåede ikke at bremse med sine styredyser, og kurrede

hen over gulvet, og knaldede ind i en stålpille. Den stod lidt, og fik kontrol over

sig selv, satte så atter i gang, men gik kort efter i stå, og sank ukampdygtig om på

gulvet, da dens magnetmotor satte ud.

Fjølk spænede fortsat med de sidste tre robotter i nakken. Han løb ud midt i

mylderet af mennesker. Det sinkede ham godt nok, men det sinkede robotterne

endnu mere. Han var næsten kommet hen til de otte elevatordøre, der befandt sig

på hver side af midtercylinderen i hallen, da han så endnu fire robotter svæve ud

fra en niche, ved siden af elevatordørene. Fjølk bremsede op, forpustet og bange.

Han forsøgte at få kontrollen over sin vejrtrækning.

”Rolig nu, Fjølk!” messede han inde i sit hoved. ”Tænk, tænk, tænk!”

Han klemte sig sammen, og forsøgte at gøre sig så lille som muligt, og gemme sig

i det myldrende hav af mennesker, der var på vej, til og fra arbejde, indlæring,

170


elevatorerne og de boder som befandt sig i forhallen.

Tumlen bag ham var hurtigt overstået, og manden der havde skubbet til en

robot, var sikkert i dette øjeblik, ved at blive ført til arrestområdet, til afkøling.

Fjølk gik roligt lige i hælene på tre poder, som var på vej til indlæring. Han forsøgte

at ligne en fra gruppen, men pludselig skar en stemme gennem rummet:

”Stands, Fjølk. Følg loven, eller du vil blive straffet!”

Fjølk havde ikke rigtigt tal på, hvor mange gange han var blevet forskrækket

denne dag, men det var mange, og nu skete det igen. Han gav gysende spjæt ved

lyden af robottens stemme.

De tre poder han fulgte i hælene af, vendte sig om mod ham, da de hørte vagten

kalde. De sagde skyndsomt noget til robotten, som Fjølk ikke bed mærke i, og

ilede væk. Henne ved elevatoren havde en af robotvagterne fået øje på Fjølk, og

satte nu kurs mod ham.

”Tang og tidsler!” mumlede Fjølk, og satte i løb. Han spænede det bedste han

kunne, væk fra robotterne, men de synes at være overalt. De tre, der var tilbage

af gruppen, der havde holdt ham an, kom nu til syne i den buede forhal bag

ham. Og endnu tre vagtrobotter masede sig vej gennem menneskemængden. De

spredte sig ud, som egerne på en paraply, fra elevatorsøjlen midt i forhallen, og

hurtigt kunne Fjølk se, at fortsatte han med at løbe, ville han uværgeligt rende lige

i armene på en robot. Måske ikke den første, men som de stod nu, ville de ikke

kunne undgå at fange ham. Og der dukkede garanteret snart flere, af disse sorte

monstre op.

Den forreste robot havde vanskeligt ved at trænge gennem de mange

mennesker, men den næste, stod ikke mere end fem-seks meter fra Fjølk.”

”Følg loven!” brølede det ud af dens højttalere.

”Loven og min blege podemås!” tænkte Fjølk, og kastede sig ned på det glatpolerede

betongulv. Han kravlede som en tunet krabbe, uden at se sig tilbage, mens

han ihærdigt forsøgte at undgå at blive trådt på fingrene af de alt for mange fødder,

der vimsede omkring ham. Robotten standsede op, og kiggede sig forvirret til alle

sider, og så ud til at have tabt Fjølk af syne. Den kunne ikke se ned på gulvet, derfra

hvor den stod placeret, midt i en menneskeflok, men blippede i stedet en besked

til sin makker. Den anden robot masede sig vej i vrimlen, opsat på at afskære Fjølk

hans flugtrute. Vagtrobotten havde åbenbart scannet området, og set Fjølks varmeaftegning

nede i gulvhøjde. Robotten masede i hvert fald frem i retning af Fjølk.

Fjølk rejste sig op på knæene, og kunne se en anden robot stå, placeret lidt til

171


højre for ham, midt i en kødrand af mennesker. Den var helt afskåret fra at nå

ham. Fjølk gik lidt på knæene, hen ad det hårde gulv, mens han forsøgte at bevare

overblikket over robotternes placering. Han var kommet forbi to OS vagter,

nu manglede han blot den sidste i denne flok. De tre ved elevatorerne, måtte

befinde sig et sted bagude, men dem kunne han ikke se fra sin plads nede

i knæhøjde. Han gik ned på alle fire igen, og kravlede videre. Fødder sparkede

hele tiden til ham, og flere gange var der nogle der trådte ham over hænderne.

Hver gang bed Fjølk et smertebrøl i sig, skubbede til benene på de nærmeste,

og folk gjorde skyndsomt plads for ham. De fleste kigge undersøgende

på ham, men ingen gjorde tegn til, at røbe hans placering for OS vagterne.

Han forsøgte at regne ud, hvordan han var placeret i forhold til den nærmeste

elevator, og hvor langt der var derhen. Men det var nærmest umuligt,

efter han havde kravlet rundt i ring. Han var nødt til at rejse sig, for at få orienteringen

igen. Han kom op på knæ, gik i hugstilling, og rejste sig ganske

langsomt. Da hans ansigt var i skulderhøjde med de andre poder, stod han

stille, krumbøjet. Han så sig lidt omkring, da hans hjerte næsten standsede.

Der stod en OS vagtrobot lige foran ham.

Fjølk følte det, som varede hvert sekund en time, Han turde ikke trække vejret.

Robotten var så nær, at strakte han armen ud, ville han kunne røre dens skulder.

Der stod heldigvis et par opgroede mellem ham og robotten, så den havde ikke

opdaget ham – endnu.

Den stod med ryggen til, og holdt skarpt opsyn med den fjerne

ende af forhallen, netop i den retning, Fjølk havde tænkt sag

at løbe, når han slap ud af menneskemængden ved elevatorerne.

”Spinatmug!” tænkte Fjølk. Han turde næsten ikke trække vejret. Som en gammel

krumbøjet opgroet, bakkede han forsigtigt bort fra den sorte robots ryg. Han

nåede næste hen til yderkanten af menneskemængden, da robotten sløvt vendte

sig om, og fik øje på ham.

”Følg loven og stands!”

Det gjorde Fjølk nu ikke. I stedet vendte han omkring, stak han i rend, spænede,

skubbende og masende, ind i menneskemængden. Foran ham dukkede den

sidste robot op, og spærrede hans videre flugt, men en flok poder kom imellem, og

Fjølk greb chancen, sprang ind i flokken, der skrigende spredtes. Dette forvirrede

robotten længe nok til, at Fjølk kunne passere den, og nu havde fri bane, hele vejen

til den modsatte ende af forhallen, hvor yderligere otte elevatorer befandt sig.

172


”Hvad sker der?” rungede Pulks stemme i højttaleren, som en gentagelse af sig

selv. Han forsøgte ihærdigt at følge med i den lydtransmission han fik, men anede

naturligvis intet om, hvad der skete.

”Jeg bliver forfulgt af en flok knotne OS vagter!” stønnede Fjølk forpustet,

mens han snoede sig ind og ud mellem forbavsede poder og opgroede.

En stor opgroet kom i vejen for ham, og Fjølk væltede ham hårdhændet omkuld,

men snublede selv. En sky af papirer spredte sig ud som en paddehat i

luften. Fjølk var hurtigt på benene, men havde desværre ikke tid til, at hjælpe

den forundrede og ophidsede opgroede med, at samle hans papirer sammen.

I den svagt buede midterkerne, dukkede åbningerne til elevatordørene, endelig

op. Fjølk drog et lettelsen suk, men satte ikke farten ned.

”Du bliver nødt til at gemme dig, Fjølk!” hviskede Pulk ud af den frygiske

hjelms højttaler.

”Det var da et glimrende forslag, Pulk!” snerrede Fjølk. ”Men hvor?

De sorte apparater er ikke sådan et ryste af. De har nærmest en sjette sans!”

”Overstyret vil ha’ fingre i dig – jeg har lige hørt det!” sagde Pulk.

”Overstyret?”

”Ja, og de vil tvinge dig til at sige hvor mine venner og jeg befinder os. Hvorefter

de vil spærre os inde i gangene, og lade os dø af sult!”

”Har du udskiftet din hjerne med pastinak?”

”Nej, det er sandt!” Pulk lød næsten desperat.

Nu var Fjølk næsten henne ved elevatorerne. Han satte tempoet ned, og gik

roligt det sidste stykke. Endelig kunne han trykke på knappen, der kaldte elevatoren

op på denne etage. Han kastede et blik skråt bagud, men der var heldigvis

endnu ingen robotter at se.

”Hvor skal jeg gemme mig? Der er ingen steder jeg kan gemme mig – alt er jo

overvåget!” spurgte Fjølk fortvivlet. En opgroet som stod ved siden af ham, havde

åbenbart overhørt hans samtale – tilsyneladende med sig selv, og stirrede nu undrende

på ham.

”Der er kun et sted så. Du bliver nødt til, at komme ud til os på øerne, på en

eller anden facon!” sagde Pulk. ”Det er det eneste sted du kan få et pusterum, og

slippe for OS vagterne. Så kan du også hjælpe mig med, at hjælpe mine venner!”

Elevatorerne tog sig godt tid, og Fjølk kunne mærke stressen komme

snigende. Men så, endelig, gav det et klimt, og døren gled op. En opgroet

i sort uniform, skræmte halv livet af Fjølk. Et kort øjeblik lignede han

173


174


en af robotterne, og med bankende hjerte skyndte Fjølk sig, ind i elevatoren.

Han fandt knappen til hovercraftdækket, og trykkede. Dørene lukkede

i, inden flere kunne nå at sige på, og elevatoren satte sig hurtigt i bevægelse.

”Jamen jeg kan da ikke bare forlade det hele!” fortsatte Fjølk sin samtale med

Pulk.

”Hvis du ikke gør det, så fanger vagterne dig, og tvinger dig til at fotælle, hvor

vi gemmer os på øerne. De kan med lethed spore mine vir-breve til dig, og bruge

dem til at spore sig ind på mit opholdssted. Og dermed mine venners!” sagde Pulk

stille.

”Det er ikke så lidt du forlanger, Pulk!”

”Det er jeg udmærket klar over, Fjølk. Men tro mig: Du fortryder ikke! Jeg har

jo fortalt om hvor rart der er herude!”

Lyden af Pulks stemme ændrede sig. Det lød som om han smilede.

”Tjaee!” sukkede Fjølk opgivende. ”Jeg har vist ikke rigtigt noget valg, har

jeg?”

”Næh!” svarede Pulk, og lød pludselig mægtigt glad.

”Ok. Hvad skal jeg så gøre? Hvordan plejer folk at flygte over til jer?”

”Jo, nu skal du høre. Det er faktisk ganske simpelt. Den nemmeste måde at

komme ud til øerne på er..!”

Og mens elevatoren fortsatte ned mod de lavere etager, forklarede Pulk sin

plan for Fjølk. Den var ganske enkel. Krævede nærmest intet, men trods det, blev

Fjølk mere og mere overbevist om, jo længere Pulk kom i sin beskrivelse, at poden

var mentalt underbemandet.

Elevatoren var en cylindrisk skal, med plads til otte personer. Når man trådte

ind i elevatorkabinen, sad der en lille bænk boltet fast til den buede vægt, til højre

for indgangen. Til venstre sad displayet, hvor man valgte elevatorens destination.

Væggene var aluminiumsgrå, og hele loftet bestod af én stor lysegul bue, hvorfra

lyset strømmede ned i kabinen.

Fjølk sad på bænken, og trak vejret i små korte stød. Al den fysiske aktivitet var

175


estemt ikke noget han var vandt til, og han kunne mærke hvordan hans overanstrengte

lunger peb i brystet på ham. Før han havde bænket sig, havde han omhyggeligt

låst elevatoren på displayet, så han var sikker på, at den ikke gjorde nogle

stop undervej, men fortsatte direkte ned mod hovercraftdækket uden afbrydelser.

Han kunne følge nedtællingen af etagerne på det grønlige display. På displayet

var der en hastighedsvælger, hvor man kunne bestemme elevatorgondolens fart:

Normal, ekspres og langsom. Fjølk havde valgt den langsomme – på den måde fik

han lidt ekstra tid til at klare tankerne, og tænke over Pulks plan.

Tallene fortsatte deres sløve nedtælling. Nu befandt elevatoren sig på

70. etage. Hovercraftdækket var placeret på 7. etage, som i virkeligheden

betød vandoverfladen, da de sidste 6 etager lå under havoverfladen.

65. etage.

For lidt siden havde Fjølk afbrudt forbindelsen til Pulk, efter at have

fået genfortalt planen. Fjølk havde flere gange undervejs, afbrudt Pulk,

og spurgt ham, om han virkelig mente det han sagde? Og det gjorde han.

Pulk havde gentagne gange slået fast, at Fjølk ikke skulle være bange, men blot

gøre det, som Pulk bad ham gøre. Så ville det være helt ufarligt. Det krævede blot,

at han holdt tungen lige i munden. Endelig havde Fjølk overgivet sig, og indvilget

i Pulks plan.

Og nu sad han altså i en elevator, på vej ned til et dæk, der højst sandsynligt

vrimlede med OS vagter.

Og der var nu blot 35 etager til han var der.

”Pulk, er du der?” kaldte han over sin radio, men der kom intet svar fra Pulk. Radioen

kunne sandsynligvis ikke trænge gennem det tykke betonlag i stalagmitten,

eller også havde Pulk slukket sin højttaler.

Fjølk svedte efter sine strabadser, så det dryppede fra hans pande, og han kunne

mærke hvordan dragten blev klammerer og klammere. Atter engang forsøgte

han at kalde Pulk op, men med samme negative resultat. Elevatoren fortsatte sin

langsomme nedstigning. Den eneste lyd i den trange kabine, var den svage susen

fra ventilationsanlægget, og det lille knirk det gav, hver gang kabinen passerede en

etage.

25. etage.

Fjølk kunne mærke hvordan han begyndte at spænde i hele kroppen. Hvad

pokker skulle han gøre, hvis der stod en modtagelseskomite af OS vagter, og ventede

på ham, når elevatordørene gled til side? Det eneste han kunne gøre, var at

176


smække dørene i igen, og sætte kursen mod en anden etage. Men der ville vagterne

sikkert også bare stå og vente. Fjølk så tydeligt billedet af sig selv, kørende

op og ned i elevatoren, indtil han døde af sult og tørst. Rigtig god plan ham Pulk

havde lokket ham med på. Rigtig, rigtig god plan.

10. etage.

Om lidt ville han ankomme til hovercraftdækket. Fjølk rejste sig fra den lille

bænk, og stillede sig klar foran døren. Han måtte være parat til at spæne ud af

kabinen inden vagterne stormede ind. Hvis der altså var nogle vagter. For en sikkerheds

skyld placerede han sin ene hånd oven knappen til etagevælgeren. Et

hurtigt tryk, og han ville smække dørene i på et øjeblik.

9. etage.

8. etage.

Og så standsede elevatoren. Den susende lyd holdt i samme nu, som elevatoren

nåede sit mål, og der blev helt tyst i kabinen. Fjølk mærkede hvordan hjertet

kæmpede for at slå sig vej ud af hans bryst. Stod der vagter på den anden side af

døren, var han sikker på, at de i dette øjeblik, ville kunne høre hans hjerteslag.

Han var helt tør i halsen, og han bemærkede at han rystede en lille smule. Der

var endnu tid til at trykke på knappen, og starte elevatoren igen. Mens han tøvede,

begyndte dørene at glide til side, med en svag hvislen og et ”pling”.

Fjølk stod spændt som en fjeder, klar til at løbe, som han aldrig havde løbet før.

Men han fik slet ikke brug for det – for der stod ingen vagter og ventede på ham.

Nervøs stak han næsen ud af elevatoren, og så sig om på det enorme hovercraftdæk.

Det var et område på størrelse med en fodboldbane, med rejseterminalen

ude til højre, den store hangarport midt for, og et værksted til venstre.

Fjølk stod stille i kabinen, og holdt dørene åbne med den ene fod. Der stod nogle

enkelte personer ovre ved terminalen, men det lignede rengøringsarbejdere, som

trissede rundt med deres små vogne og store gulvvaskemaskiner.

Der var fire venteområder, hvor passagerer opholdt sig, før de gik ombord

på hovercraften. De var afskærmede af tykke glasruder, der tog den

værste støj fra de startende hovercrafts. Række efter række af hvide plastiksæder

strakte sig som sædemarker bag de skærmende glasplader.

På den fjerneste væg mod højre, sad en storskærm. Dette var informationstavlen,

hvor de ventende passagerer kunne følge med om deres hovercraft afgik

til tiden, eller blev udsat på grund af for høj bølgegang. Lige nu var der

stille derovre, og kun lyden fra gulvvaskemaskinen nåede over til Fjølk.

177


Der lød til gengæld larm ovre fra værkstedet. Der myldrede 20-25 opgroede

rundt mellem tre hovercrafts, som var hejst op i loftet ved hjælp af kraftige

stålkabler. Under den ene havde mekanikerne fjernet dyserne fra dens

bund, og stod nu og svejsede på noget, som Fjølk hverken kunne se, eller havde

den fjerneste ide om, hvad var. Gnisterne føg ud under en slags kraftig gummidug,

som hang ned fra hovercraftens bund. Gummidugen var bundet op med

kraftige lærredsbændler, så den ikke hang i vejen for de travle mekanikere.

Vidste man ikke bedre, kunne det godt se ud til at maskinen stod i flammer.

De to sidste hovercrafts blev åbenbart repareret indvendigt, for de var ikke hævet

så meget som den første, og der var heller ingen mekanikere uden for disse to.

Bag de tre opstaldede fartøjer strakte vægge med værktøj sig, nærmeste uendeligt,

over den ene sidevæg.

Fra værkstederne til venstre over til terminalen til højre, buede et højt,

vælvet loft sig. Det var gråt, og tæt besat med ottekantede lamper. Det sad

ganske tæt, i grupper, og gav loftet et lysende spættet mønster. Men trods

de utallige lamper, var belysningen ikke kraftig i det store rum. Nærmest som

på en overskyet dag. Det skinnede behageligt ned på to parkerede hovercrafts,

som stod klargjorte til afgang, på den brede plads foran Fjølks skjul.

De store maskiner stod på deres ikke oppumpede gummidug. Der var mennesketomt

omkring dem, men i den ene kunne Fjølk dog ane lys i passagerkabinen.

Der strømmede et svagt gult lys ud af de små ovale koøjer.

På begge sider af elevatoren stod der et mindre bjerg af kasser, containere,

tønder og noget der lignede affaldssække. Der stod også et par aeroscootere og et

par transportvogne parkeret. Så kom der et langts stykke på 30-40 meter, hvor det

grå betongulv bredte sig ud, over mod de to parkerede hovercrafts. Den eneste

”pynt” på gulvet, var en stærk gul cirkel, placeret i gulvets centrum. Den havde en

diameter på det meste af gulvets diameter, på nær nogle få meter ved væggene, og

markerede at dette var sikkerhedsafstanden til en startende hovercraft. Det enorme

tryk fra de store rotorblade på hovercraftens agterende, kunne uden problemer

skyde en en opgroet gennem rummet. Fjølk havde ofte hørt om venteden passagerer

som havde været lidt for nysgerrige, og ikke havde taget advarslerne alvorlige.

Det kunne godt tage et par timer at skrabe sådan en dumrian ned af betonmuren.

Hen over gulvet lå fire plastikkabler i forskellige grønne nuancer, og slangede

sig. De var tykke som en arm, og Fjølk regnede med at det var brændstof og el til

de to maskiner. Foran de ventende hovercrafts strakte det grå betongulv sig videre

178


over mod to brede porte. De var så brede at de dækkede næsten hele endevæggen.

Den ene var lukket helt i for øjeblikket, men den anden stod et par meter

på klem, for at lukke frisk luft ind, i den lummervarme og oliestinkende hangar.

Fjølk kunne lige akkurat ane lyden af bølgerne udenfor, og anstrengte han

sig, kunne han også fornemme havlugten i den tunge olieos og dunsten af

rengøringsmidler. Fjølk havde ofte stået og set de prægtige maskiner, men

det havde altid været ovre fra terminalen. Men fulgte han Pulks plan, så ville

han komme skræmmende tæt på en af svævebådene om ikke så slænge.

Snigende bevægede han sig ud af elevatorkabinen. De første par meter var

han fint gemt bag de opmagasinerede kasser, tønder og sække, men allerde efter

10 skridt var han ude i det åbne område. Han var bestemt ikke tryg ved situationen,

og i sit baghovede havde han hele tiden den der fornemmelse, at han havde

glemt noget. Noget vigtigt.

Fjølk fortsatte over mod de to parkerede hovercrafts. Han forsøgte at anlægge

at afslappet og nonchelant attitude, som om han havde et vigtigt og ikke mindst

legalt ærinde i hangaren. I hans armhuler bredte fugtige skjolder sig, forårsaget af

bare nervøsitet.

Han var allerede halvvejs henne ved de to svævebåde. Nu skulle han blot

nå hen bag dem, så havde han det perfekte skjulested, hvor han kunne gennemtænkte

anden akt af Pulks plan.

Men han kunne ikke lægge den der knugende fornemmelse fra sig, af at have

glemt noget.

Fjølk så over mod mekanikerne, men ingen af dem lod til at tage notits af ham,

og rengøringsfolkene støvede stadig af og vaskede gulv, og havde tilsyneladende

ikke øje for andet.

Det gik jo helt fint det her!

Nu var han der næsten – det drejede sig blot om få skridt. Fjølk så

sig over skulderen, blot for at forsikre sig om, at der ikke trådte nogle

OS vagter ud af de andre elevatorer. Det gjorde der til alt held ikke.

Og så, så Fjølk det, han havde overset.

Den store panoramarude, over elevatorerne, der dækkede det meste af bagvæggen.

Den strakte sig fra den ene side af bagvæggen til den anden. Mere end 60

meter bred, buet glas. Bag den enorme rude befandt der sig et område, som blev

anvendt som mødelokaler, men det var heldigvis mennesketomt for øjeblikket.

Derimod var det ikke robottomt.

179


Dusinvis af sorte skinnende OS vagter, stod med store orange øjne, og gloede

ned på Fjølk, der som den eneste, stod placeret til skue midt på det store

betongulv. Fjølk tænkte kort, om der måske var en mulighed for, at de ikke

havde opdaget ham – de kunne jo have fået en kollektiv øjendefekt. Men nej

– øjenkameraerne virkede efter hensigten. En efter en pegede de ned mod

Fjølk, og han kunne ikke undgå at se, at nogle af dem satte sig i bevægelse.

Den eneste vej ud herfra, var med elevatoren, men knapt havde Fjølk

tænkt den tanke, før elevatordørene smækkede i med et brag, der gav genlyd

i det store rum. Nogle af mekanikerne standsede midt i deres gøremål,

og så over mod Fjølk. Men kun kort. Så genoptog de deres arbejde.

Fjølk tog benene på nakken, og løb om bag den ene hovercraft. Der

var ikke meget skjulested over det, når små hundrede OS vagter havde set

ham løbe derhen. Men det var nu engang det eneste skjulested der var.

En port åbnede sig i hjørnet, ved siden af værkstedet, og nu kunne han se, den ene

sorte robot efter den anden, glide ind i rummet. De fortsatte med at strømme ind,

og snart stod der en horde, på mindst 30 vagter, og skulede ondt rundt i lokalet.

Fjølk klemte sig op mod hovercraften, og gjorde sig så lav som muligt.

Den var mindst tre gange så høj som ham. Den sorte gummidug føltes

blød og kold, gennem den svedfugtige dragt. Han tittede ud, og så, at vagterne

havde spredt sig i vifteform i hele lokalet. De forsøgte at omringe ham.

”Følg loven, Fjølk!” skrattede det pludseligt ud af en højttaler, faretruende nær

ved. Han løftede den sorte gummidug, der var forbavsende tung, og klemte sig ind

under den. Den vejede godt til, og Fjølk havde svært ved at trække vejret, med

det tunge gummi pressende ham ned mod betongulvet. Men der var ikke tid til at

være pylret nu. Kun en smal sprække mellem gulv og gummidug tillod, at Fjølk

kunne se noget – og trække vejret.

Og nu kunne han høre det. Den velkendte hvislen, fra en OS vagts motor, som

nærmede sig.

Vagten svævede et lille stykke over gulvet, lige præcis så meget, at Fjølk ikke

kunne se den gennem sprækken. Fjølk hørte tydeligt lyden af flere vagter som

nærmede sig. Han forsøgte at tælle, og var sikker på, at der svævede mindst fem

eller seks OS vagter foran hans skjulested.

”Følg loven” skrattede det fra en vagt igen. Den var så tæt på, at Fjølk kunne

føle pustet fra den, da den svævede forbi sprækken.

180


Skikkelsen i nichen sad med jævne mellemrum, og skulede over sin ene skulder,

hen ad den øde gang. Det var tydeligt at poden ikke ønskede at blive opdaget,

i hvad end det var den foretog sig, tænkte Ficus. For et øjeblik siden havde poden

ført en samtale med en, via sin håndleds-pc, men de var for langt væk, og poden

talte for sagte til, at Ficus og Femfem havde kunnet opsnappe hvad det drejede sig

om.

De stod stadig i skjul i mørket i gangen. Begge frøs som forfrosne pingviner,

men de havde kun det gennemblødte og kolde tøj de stod og gik i. Flere gange

havde Ficus måtte holde Femfem for munden, når han blev angrebet af et hosteanfald.

Men ind til nu, var deres lille gemmeleg lykkedes, og den mystiske pode

havde endnu ikke opdaget dem. Ficus så af og til hen mod poden, som i et stykke

tid ikke havde rørt på sig, kun afbrudt af en enkelt gang, for at massere sine sovende

ben. Der var også gået mindst ti minutter siden poden havde talt med nogen.

Med jævne mellemrum kastede poden et blik gennem glughullet, meget forsigtigt,

som var vedkommende bange for at blive opdaget.

Poden så forhutlet ud. Han havde ikke en ensfarvet dragt som Femfem og

Ficus, men nogle gamle laser, som nok en gange havde været rene og klare i

farverne. Tøjet var nu kun, en samling brune og grå lapper, syet sammen som et

kikset patchworktæppe. Det beskidte og lappede tøj, så ikke ud til at genere poden,

så Ficus formodede at poden var vant til de forrevne bukser og den lappede

trøje.

Poden var heller ikke bleg og ren som Femfem og Ficus, men havde en unaturlig

brun kulør. Det var nok hvad der skete, når man opholdt sig udendørs, uden

at beskytte sig, med sin frygiske hjelm.

Ficus rystede på hovedet, overbevist om, at poden snart ville erfare, at menne-

181


skehud og solstråler ikker er en god kombination. Det undrede rent faktisk Ficus,

at poden stadig havde hud i ansigtet, og ikke store røde plamager og sår, efter en

voldsom solskoldning, men i stedet blot den svage brunlige nuance. Det så faktisk

ud til, at poden ikke havde nogle men, efter at have opholdt sig udendørs i solskin.

Dette undrede Ficus meget.

Der var ingen tivl: Poden var en knoldboer. Men hvordan var han eller hun

havnet her. Og hvad var det, der var så interessant på den anden side af muren?

Ficus havde hørt alle de skrækhistorier der verserede om knoldboerne – mindst to

gange. De var vilde hulemennesker, der åd dyr – og mennesker – hvis muligheden

bød sig. Deres hår var langt, vildt og filtret, så det stod ud som tykke, fedtede hårgrene

fra deres beskidte hoveder.

Og så levede de under jorden, på de små knolde ud for Stad 1.

Hver gang rygterne gik, at en pode havde hoppet over bord fra en af de forbisejlende

hovercrafts, og havde forsøgt at svømme ind til knoldene, gik der ikke længe, før

Overstyret kom med en meddelelse om, at poden enten var blevet fundet druknet,

drivende rundt i bølgerne mellem knoldene og Stad 1, halvt spist eller mishandlet til

ukendelighed. Eller også blev der i hast spredt en historie om, st den flygtede pode,

nu var tvunget til, resten af sit liv, at leve på de små knolde, sammen med de andre

primitive knoldboere, der havde alle de frygteligst smitsomme sygdomme, der ville

kunne dræbe alle i Stad 1 på få timer, hvis de kom smittede tilbage til stalagmitbyen.

Det var også en historie som Ficus syntes var lidt tyndbenet. Hvorfor skulle der

være farlige sygdomme i omløb ude på knoldene? Så vidt han kunne regne ud,

så var alle knoldenes beboere flygtninge fra Stad 1. Og i Stad 1 var der absolut

ingen smitsomme sygdomme. Det havde der ikke været i mere end 80 år.

Når der blev fundet en halvt spist pode, flydende rundt på havet, så kunne Ficus

næppe tro at det var knoldboernes værk. Han havde ved selvsyn set, hvor hurtige

og glubske, eremitbrugder kunne være. Han havde endda selv set en som angreb

en aquapod, mens han var på skrabevagt, og alene tanken gav ham gåsehud. Næ,

døde, halve poder var helt sikkert sultne eremitbrugders frokostlevninger.

Men noget som Ficus aldrig havde kunnet regne ud, var, hvorfor Overstyret

spredte alle disse løgnagtige rygter?

Femfem rev Ficus ud af sine tanker med at skub. Han stod og slog kuskeslag – men

uden at ramme kroppen. Det var tydeligt at han frøs, men han turde ikke lave støj,

hvis nu den fremmede pode skulle opdage dem. Ficus frøs også, og han var sikker på,

at larmen fra hans klaprende tænder, snart ville tiltrække podens opmærksomhed.

182


Han vendte sig i halvmørket, og stak sin klaprende mund tæt hen til Femfems øre.

”Synes du ikke vi skal liste os nærmere?” klaprede han, mens han kastagnettænder

overdøvede hvad han sagde, og han måtte gentage det fire gange, før

Femfem forstod havd han ville.¨

”Jo, gør du bare det, så bliver jeg stående her imens. Husk lige at tage en kasse

med avrme med tilbage!” Femfem gned sine hænder, men de var så kolde, at det

gjorde for ondt.

”Jeg sagde VI!” Ficus så mere bleg ud en han normalt gjorde. Al den sparsomme

farve, han ellers havde i sit melfarvede ansigt, var fortrukket, og selv hans

røde læber, var blege og runkne som huden på en gammel opgroet. Han stod og

gnubbede sin spinkle krop med sine kolde og forfrosne hænder, men ligemeget

hvor meget han gnubbede, så frøs han som han aldrig havde frosset før. Han ville

give alt for et sæt tørt tøj – selv en aquapod – hvis han havde haft en. Han tænkte

på de store og slimede blæksprutter, som nu snoede sig rundt i og omkring deres

efterladte aquapods. Det satte rigtig gang i kuldegyset, og gåsehud bredte sig nu,

som et nopret tæppe, over hele Ficus’ krop, og fik ham til at ryste endnu mere.

”Står der skallesluger i nakken på mig?” kvækkede Femfem hviskende.

”Det er din ide, så du sniger dig tættere på. Jeg synes nu også at den pode

ligner en knoldboer lidt for meget efter min smag. Kan du måske love, at han

ikke flår vores struber op, og drikker vores blod, lige så snart han ser sit snit?”

”Du er en slatten gople. Du har lige overlevet en sulten eremitbrugde, nogle

temmelig arrige blæksprutter, som også havde sat dig på menukortet som hovedret,

og en seriøs oversvømmelse. Og nu står du her, og er bange for en pode! Jeg

synes altså også at vedkommende ser barsk og uhyggelig ud. Det må skyldes de

meterlange hugtænder, der stikker ud af mundvigene!”

Ficus rystede på hovedet, og drejede om hjørnet. Stille, så stille man skulle

tro, han ikke var der, sneg han sig hen ad gangen, mod poden i nichen.

Femfem stod og pressede sig frysende op ad væggen. Han kiggede hen ad de

gange de var kommet fra. Gulvet var kun synligt nogle få meter frem, så udviskedes

det grå betongulv af mørke skygger. Et øjeblik stod Femfem og gloede, Jo

mere han så ind i mørket, desto mere blev han overbevist om, at der stod nogen i

mørket og betragtede ham. Var der ikke også en skygge der bevægede sig? En sort

silhuet der snoede sig frem og tilbage i den den dystre gang? Femfem lukkede sine

øjne og gned dem.

”Du ser syner. Der er intet i den gang!” beroligede han sig selv, og

183


åbnede igen øjnene – mens han næsten forventede, at se en sort skikkelse

stå foran ham. Men der var natruligvis kun, den svagt oplyst gang,

og intet andet. En kuldegysning for gennem hans krop, og Femfem vendte

modstræbende ryggen til den sorte gang, og drejede rundt om hjørnet.

I det svage lys, kunne han nu helt sikkert ane en mørk skikkelse kun et par meter

foran sig. Det var Ficus, som musestille stod med ryggen mod væggen. Han

stirrede på den beskidte pode i nichen, og først nu opdagede Femfem, at poden

havde vendt sig, og så direkte på dem.

Poden sad uden at røre sig. Længe. Så vendte han hovedet, og så til venstre

hen ad den kraftigt oplyste korridor, og gentog sin spejden til højre. Åbenbart

tilfreds, vendte han rundt og kiggede ind gennem det lille glughul igen.

”Han så os ikke!” tænkte Femfem lettet. ”Der er for mørkt i gangen til han kan

se os!” For første gang denne dag, var Femfem glad for mørket. Hurtigt sneg han sig

hen til Ficus, der stod som en støtte og trak vejret i små, næsten lydløse, stød. Det

gav et sæt i ham, da Femfem lagde en hånd på hans skulder. Men så fattede han

sig, og pegede hen mod skikkelsen, mens han holdt to fingre op foran sin mund.

”Hvad tror han jeg er? En skallesluger? Min mund er lukket!” tænkte Femfem

og nikkede til Ficus.

Gangen de nu stod i, var en anelse bredere end den sidegang de kom fra.

I loftet kunne de se en lang række lysarmaturer, men ingen af dem fungerede.

Gangen var næsten lige så dunkel som den de kom fra. I hvert fald i denne

ende. De næste fem-seks meter ville de være skjult af mørket, men jo længere

de kom frem mod åbningen, desto tydeligere trådte de frem mod den mørke

baggrund. Poden havde bevist for dem, at de kunne stå her, uden han kunne

se dem, Men bevægede de sig frem ad skulle de være varsomme. Gangen var

blot knap 20 meter lang, og de sidste 10-12 meter ville de være fyldt synlige

for poden i nichen. De ville aldrig kunne snige sig ind på ham. Poden ville

hurtigt opdage dem, skrige op eller tage flugten – og hvad kunne de bruge det

til? Hvorfor skulle Ficus også så tæt på? Femfem prikkede Ficus mellem skulderbladene,

og Ficus vendte sig forsigtigt. Femfem pegede tilbage i gangen de

kom fra, men Ficus stak ham blot et stort grin, og fortsatte sin snigen fremad.

”Bruskbøvs. Hvorfor sagde jeg ikke nej til, at gå ned i Metroen?”

Femfem svedte. Han var så nervøs som aldrig før. Mere nervøs, end da skyggen

af eremitbrugde havde sejlet hen over ham. Hvordan kunne Ficus være så

dumdristig? Han turde jo ikke engang fræse ned ad ydermuren på stalagmitterne.

184


Og nu havde han åbenbart al mod i verden.

Ficus vendte sig om mod Femfem, og stak sin mund helt hen til Femfem’s

ene øre. Ficus tænder var endelig holdt op med at klapre. Ficus hviskede lavt:

”Synes du ikke det her er vildt spændende?”

Femfem syntes at turen gennem den oversvømmede by havde været spændende.

Han syntes at flugten fra brugden, havde været uhyggelig, og de ækle blæksprutter

havde været direkte nerveflænsende. Han havde for længst brugt sin kvote af spænding

for i dag – så han rystede på sit hoved, så det var ved at dreje sig løs fra hans hals.

”Tomat!” hviskede Ficus grinende.

Femfem vidste ikke helt, hvad det betød, men han var sikker på, at Ficus lige

havde gjort nar af ham. Og uden at tage hensyn til Femfem som var ved at falde

om af bare træthed, fortsatte Ficus frem mod udgangen, og den sammenbøjede

skikkelse i nichen.

Betonen føltes som en klump is mod Pulks pande. Han støttede sit hoved med

den ru betonkarm, mens han gloede ned mod de gamle opgroede i Overstyret.

Flere gange havde han skiftet stilling, for den kolde beton fik hans ben og bagdel

til at sove, og det var også begrænset, hvor længe han kunne holde ud at ha’ panden

mod muren uden en snigende hovedpine meldte sin ankomst. Af og til, måtte

han massere sin kølige pande, for ikke at holde hovedpinen borte.

Det var efterhånden lidt tid siden, der for alvor var sket noget interessant i

Overstyres samtale. Efter Ulfik havde gjort det klart overfor de andre rådsmedlemmer

i Overstyret, hvem der bestemte, og at han havde sat sin plan i værk, havde

de andre medlemmer været meget tavse. De ældste opgroede, der havde sovet fra

det meste af mødet, sad stadig og slumrede. De resterende sad med triste og sure

miner, og kiggede skamfulde ned i bordet eller på væggene. Rådsmedlem Tartir

skulede hen på rådsformand Ulfik med tydeligt afsky. Han havde været ved at gå

flere gange, og til sidst var Ulfik blevet så træt af ham, at han havde beordret to

OS vagter til, at stå vagt bag Tartirs plads, for at forhindre ham i at udvandre. Tartir

havde ligeledes gentagne gange forsøgt, at tale Ulfik til fornuft, men for noget tid

siden, havde Ulfik fået endnu et af sine hysteriske vredesudbrud, og havde forsikret

Tartir, at hvis han ikke snart klappede i, vil beboerne i Stad 1 finde hans lig

185


drivende rundt, mellem stalagmitterne i den nærmeste fremtid. Det havde lukket

munden på Tartir. Men Pulk kunne se, at Ulfik bestemt ikke havde hørt det sidste

til Tartir, der med jævne mellemrum rystede på sit rynkede hoved. Hver gang fik

det Ulfik til at smile et grumt smil.

Han sad tilbagelænet på sin formandsstol for bordenden, og tronede med

hænderne over sin fede mave. Af og til bad han sine sekretærer om, at udføre en

ordre. Han sorte kappe sad tæt om den kuglerunde vom, og hver gang han kom i

tanke om en lille spidsfindighed i en af sine grumme planer, lo han for sig selv, så

den fede mave skvulpede under kappen.

Pulk var bange for Ulfik. Nej, Pulk var rædselsslagen for Ulfik. Han havde

aldrig oplevet en person, der virkede så gennemsyret af ondskab. Jo mere han så

den gamle opgroede, jo mere lyste ondskaben ud af ham. Han var især bange på

sine venners vegne. Der var ingen tvivl om, at Ulfik mente hvert ord han havde

sagt. Det ville ikke røre ham det fjerneste, at mure samtlige knoldboer inde, og

lade dem sulte og tørste ihjel. Og hvad med den stakkels Fjølk? Han måtte jo være

skræmt fra vid og sans. Pulk turde ikke kontakte ham, af skræk for, at en OS vagt

ville opfange vir-brevet og spore sig frem til Fjølk via det. Og selv var han så ræd

som aldrig før.

Det ville heldigvis ikke vare længe, før Fjølk var på vej over mod holmene,

hvis han fulgte Pulks plan. Han skulle blot holde sig skjult mellem buskene på en

af øerne, og så ville en af Pulks venner, før eller siden komme op til overfladen,

finde ham, og tage ham med ned i gangene.

Desværre så det ud til, at Pulk var fanget her ind til videre. Det så håbløst ud

det hele. Hvordan skulle de kunne klare en horde af af ækle OS vagter, hvis det

blev til virkelighed, at de dukkede i gangene og på øerne? Og Pulk var ikke i tvivl

om, at det blev når, og ikke hvis, de dukkede op. Han turde ikke selv bede Virtus

om hjælp. Efter han havde set, hvordan Ulfik kontrollerede Virtus, havde han ikke

længere den store tiltro til hovedcomputeren.

Nej, der skulle noget der lignede et mirakel til, for at knoldboerne – og Fjølk

– kunne slippe ud af denne knibe, med livet i behold.

Pulk kaldte kortet over metrosystemet frem på sin skærm. Der var flere veje

tilbage til den store sal hvor knoldboerne boede. Den ene var den han var kommet

ad, men den vej var umulig at nå frem ad. Med mindre han kunne svømme

fem minutter under vand, og kunne bryde gennem ståldøre med de bare næver.

Den anden vej han kunne se, førte fra kvartcirkelrummet hen til rotunden. Men

186


den var spærret af nedfaldet beton, så det var heller ikke en mulighed. Havde de

været tyve knoldboere kunne de måske have ryddet tunnelsen, men alene var det

umuligt.

Der var også en tredje vej.

Den gik gennem den gang han sad lige ud for, med ryggen til. Det var godt nok

lidt af en omvej, men ifølge kortet skulle der være fri passage hele vejen. Pulks sad

lidt og regnede på hvor lang turen var. Han kom frem til det nedslående resultat,

at det ville tage i omegene af tre timer at komme til rotunden af denne rute. Tre

timer. Der kunne ske alt på tre timer. Og nogle af tunnelerne kunne i princippet

være spærrede, andre oversvømmede osv. I det hele taget var der rigtig mange

hvis’er ved den rute. Det var nok ikke sandsynligt at komme den vej når det kom

til stykket. Og slet ikke tids nok til, at han kunne redde sine venner.

Tårene kom som et lyn fra en klar himmel. Pulk selv blev helt overrumplet og

sad uforstående og mærkede hvordan de varme tårer løb ned af hans kinder. Han

havde aldrig i hele sit liv grædt før, og den pludselige gråd gjorde ham bange. Han

havde set andre græde. Som dengang der var kommet to flygtede poder til øerne,

og Pril havde taget sig af dem. Den ene havde fortalt, at de oprindeligt havde

været tre, men den sidste var bukket under på svømmeturen, og var druknet for

øjnene af de to andre, ganske kort fra land, fordi de ikke havde haft kræfter til at

hjælpe. De to poder og Pril havde grædt som piskede. Pulk havde følt sig underligt

til mode den dag, og havde ikke fået sit sædvanlige humør tilbage, før flere dage

senere. Men han havde ikke grædt.

Nu strømmede tårene ned ad hans kinder, og han holdt begge hænder op for

sit ansigt, for at dæmpe lyden af gråden, mens hans krop rystede, som af kulde.

Han vidste ikke hvor længe han sad og græd, men han kunne ikke stoppe, og

måtte bare lade gråden rase ud, til han til sidst ikke have flere tårer tilbage. Med

snot løbende ud af næsen og røde, ophovne øjne, så han sig forskrækket om, men

det lod ikke til, at nogen havde hørt ham. Han så ind gennem glughullet, og med

en hurtig sammentælling, sikrede han sig, at ingen af OS vagterne manglede. Så

med mindre der var vagter som holdt sig skjult, var der ingen på vej hen mod hans

skjulested.

Han tørrede sin snottede næse i ærmet, og gned sine våde kinder med håndryggene.

Han følte sig stadig ked af det, men på en underlig måde, havde han det

også godt. Han følte sig en smule mat, men ellers ok. En sær fornemmelse, der

egentlig var rar, på sin egen sære facon.

187


Han rejste sig langsomt, med ryggen mod muren, og kiggede kort gennem

glughullet, mens han så stille som muligt, forsøgte at massere liv i sine stive ben.

Der var ingen der reagerede. Han trak sig lidt bort fra glughullet, strakte sin ømme

ryg, så det knagede helt ned i knæene. Hans hænder var iskolde, og Pulk pressede

dem mod sine hævede og varme kinder og øjne. Det var rart. De kølige hænder

fik dæmpet ømheden i øjnene og de varme kinder gav lidt varme tilbage til de

forfrosne fingre.

Pulk kunne fornemme at humøret begyndte at vende tilbage, og han

følte sig allerede ved bedre mod, end for blot en halv time siden. Måske

var situationen ikke så håbløs som han gjorde den til. Lige nu kunne

han ikke se, hvad der kunne ske, så det endte med en lykkelig udgang.

Men der måtte da være en mulighed, for at redde hans venner.

Måske dukkede der et mirakel op af den blå luft.

Pulk trådte ud fra sin plads i nichen. Og stirrede lige ind i to blege og forfrosne

ansigter, der så ud til at blive mindst ligeså forskrækket som han.

Før han kunne nå at tænke sig om, gav han et spjæt, og et højt brøl for ud

af hans mund, og dansede rungende rundt mellem de kolde betonmure.

De to blege poder spærrede deres øjne op, og den mindste af dem løftede sine tynde

arme, mens han smilede. Pulk genkendte straks deres dragter. De var fra Stad 1.

Den lille podes smil forvirrede ham – poder fra Stad 1 smilede aldrig. Hvad i

alle havdyr lavede de her? Var de flygtet, eller var de kommet for at fange ham?

Længere nåede Pulk ikke at tænke, før et råb skar gennem stilheden.

”Følg loven – bliv på din plads!” skrålede Virtus’ stemme – blot betydeligt

hårdere end Virtus plejede at lyde.

Alle tre poder vendte sig mod lyden. En metallem i tunnelgulvet var gået

op, og op ad en slidske gled ikke færre end otte store OS vagter. De så enorme

ud i den lavloftede tunnel, og de spærrede effektivt for al flugt i den retning.

Pulk rettede opmærksomheden mod de to blege poder, og de fangede hindandens

blik. De så næsten synkront i den modsatte retning af robotterne.

Der var fri bane, og uden at mæle et ord, løb de.

188

Ficus var næsten helt henne ved den beskidte pode i nichen. Femfem var lige


i hælene på ham. Han vendte sig nervøst, for hver meter de kom frem, bange for

at nogen fulgte efter dem. Men der var kun dem, og den mystiske pode, og så naturligvis

de højrøstede personer bag glughullet, poden hele tiden kiggede ind ad.

De var nu kun et par meter fra åbningen ud til gangen. Nichen var ikke mere

end fire meter væk. Ficus turde næsten ikke trække vejret, hvis nu den beskidte

pode skulle høre ham. Han anede ikke hvordan de skulle gøre ham

opmærksom på dem, uden at skræmme livet af ham. Han virkede allerede

en smule nervøs, over det der befandt sig på den anden side af væggen. Så

hvis Ficus bare prikkede ham på skulderen, ville han sikkert falde død om.

De stod nu i døråbningen ud til hovedgangen, den gang hvor poden sad. Ficus

standsede op med et ryk, da poden rejste sig, og strakte sin sammenbøjede krop.

Femfem havde nok med at se bagud, og han ramlede lige ind i Ficus, så de begge

nær havde tabt balancen. Han greb ud efter væggen, men fik ikke fat i andet end

de glatte beton. Nu, ude af balance, væltede Ficus ud i gangen, med Femfem lige

bag sig. Som to væltende træer dansede de over mod nichen, og nåede kun lige at

genvinde balancen og standse, da den beskidte pode vendte sig om, og stod med

ansigtet vendt lige mod dem. Poden spærrede sine øjne så meget op, at Ficus først

syntes han lignede en fisk, og bagefter blev bange for, at øjnene ville springe ud af

deres huler. Ficus løftede armen, både for helt at finde balancen, men også for at

kunne tage fra, hvis han væltede ind over poden, når Femfem bumpede ind i ham.

Poden gav et hop tilbage, og skreg så, så Ficus troede betonloftet ville rasle fra

hinanden.

Femfem holdt afværgende armene op foran sig, og fik ligeså store øjne som

poden. Ficus var nu sikker på, at poden var ganske ufarlig. Havde det været

en blodtørstig knoldboer, havde han nok angrebet, i stedet for at stå og skrige

som en sirene. Derfor sendte Ficus ham et smil. Det så ud til at forvirre poden

yderligere. Med forundrede miner stod de og tog hinanden i øjesyn. Ficus

skulle lige til at spørge poden om, hvem han var, da et råb rev stilheden itu.

”Følg loven – bliv stående!”

De tre poder vendte ansigterne mod lyden, og så lige ind i de orangerøde øjne

på otte store OS vagter, som vrimlede op ad en luge i gulvet. De fyldte godt i den

lille gang, og Ficus var sikker på, at de ikke var kommet blot for at vise dem den

hurtigste vej ud herfra.

Hvad lavede OS vagter egentligt et sted som dette? Ficus var forvirret, og da han

så på Femfem, lignede han også en, der ikke fattede en brik af, hvad der foregik.

189


De fire bageste robotter spredte sig ud og blokerede gangen, mens de fire forreste

robotter begyndte at svæve nærmere. Ficus fangede podens blik, så derefter

hurtigt på Femfem, og spænede så i den modsatte retning af robotterne,

med poden og Femfem i hælene. Deres skridt kikkede mod væggene, og i

baggrunden kunne de høre den hvislende lyd, af de efterfølgende robotter.

”Hvor løber vi hen?” kom det spagt fra Femfem, der prustede og stønnede.

Ficus svarede ikke, men fortsatte blot hen ad gangen. Poden derimod, sagde:

”Vi skal omkring hundrede meter fremefter. Der kommer der en sidegang til

venstre med et depot. Der er også et depotrum på højre side, halvtreds meter efter

den første sidegang!” Poden ikke så meget som stønnede, men løb bare videre

mens han talte.

”Sikker?” spurgte Ficus.

”Helt sikker. Jeg har et kort på min pupilskærm!” svarede poden.

”Har DU en pupilskærm?” fløj det ud af munden på Ficus.

De nåede den første sidegang til venstre. Den var ganske kort,

og for enden kunne de skimte en stor metaldør. Den var rød af rust,

som havde farvet betongulvet foran døren, i samme røde farve.

”Den kommer vi ikke igennem!” konstaterede poden. Bag ham stod Ficus og var

ved at kaste sine lunger op af anstrengelse. ”Vi må tage den næste dør, og håbe

den er i bedre stand!”

”Åh nej, skal vi løbe igen!” gispede Femfem, men da han så de fremstormende

OS vagter, fik han fornyede kræfter, og allerede efter ti meter, overhalede han både

Ficus og poden.

”Stands – følg loven!” råbte en robot til dem, uden det havde den store effekt.

De nåede endelig til den næste dør. Den var stor og gul, og midt på døren

skinnede der en stor rød trekant. ”Filer” stod der med selvlysende gule

bogstaver på den røde baggrund. Der sad også et stort håndtag, ikke et

hjul som på de andre døre, men blot et håndtag, til at presse ned. Femfem

pressede håndtaget nedad, og døren gled op, med et svagt suk.

”Ind, ind, ind!” råbte hen til poden og Ficus, som kom halsende hen

imod ham. Han kunne tydeligt se robotternes orange øjne, længere inde

i gangen. De nærmede sig i et faretruende tempo, og lyden fra deres motorer

lød som hundredvis af slanger, der snoede sig gennem tunnelen.

Poden var allerede nået gennem døråbningen, med Ficus i skarpt trav bagefter.

Ficus var knapt nået indenfor, før Femfem sprang ind, og klaskede den

190


191


store metaldør i, med et rungende knald. Som han håbede, sad der på dørens

inderside, et stort låsehjul, og som en besat gav han sig til, at dreje hjulet.

Efter fem omgang kunne hjulet ikke drejes mere, og Femfem åndede

lettet op, i sikker forvisning om, at robotterne nu, var låst forsvarligt ude.

Stakåndet stod de tre, og så på døren, i det svage lys, fra nogle enkelte fesne

loftslamper. De kom ikke til at vente længe, før det hårde smæld fra en metalklo,

der skrabede mod ståldøren, fik dem til at hoppe et skridt baglæns. Flere bankeklyde

føjede sig til. Og snart lød en kakofonisk støj fra døren, når robotterne skrabede

og bankede deres kløer mod metallet, mens høje råb genlød bag døren. De arbejde

og slog, men intet hjalp, og efterhåndende ebbede bankelydene ud, og holdt

til sidst helt op. Døren sad uskadt, gul og solid på sin plads i den brede stålkarm.

Da der ikke havde lydt nogen støj fra den anden siden af døren i nogle minutter,

turde Ficus endelig begynde at sige noget.

”Er vi i sikkerhed her?” spurgte han henvendt til poden.

”Aner det ikke!” svarede han. ”Men der er ikke tegnet flere indgange til dette

rum, ind på mit kort!”

”Hvem er du egentlig?” spurgte Femfem, mens han forpustet forsøgte at fylde

sin lunger med luft.

”Jeg hedder Pulk. Hvem er I?”

192


Røgen fra et bål, kravlede kradsende og stærk op i Pril’s næsebor. Det var en

stærk og krydret duft, på samme tid rar og stikkende ubehagelig. Pril lå i sin køje,

ikke langt fra fællesområdet, hvor de plejede at indtage deres måltider, og efter

den krydrede røg at dømme, var der nogen, som havde begyndt på madlavningen.

Hun kunne høre støj fra det lille intermistiske køkken, og stemmer som talte sagte

sammen, et par stykker som lo, og et sted ude i mørket i den store hal, var der også

nogle som sang. Hun elskede når der blev sunget. Der var ikke meget at glæde sig

over, her ude på knoldene, men en sang livede altid op. Fra sin tid i Stad 1, kunne

hun huske at der aldrig havde lydt så meget som en tone sang eller musik. Men

efter hun var ankommet til knoldene, og for første gang havde hørt den velklingende

lyd af sang, havde hendes begejstring ingen ende ville tage. Hun elskede

sang – næsten ligeså meget som hendes små ture, rundt på øerne. Var der noget

der gjorde hende glad, så var det naturen og musikken. Så kunne hun næsten ikke

ønske sig mere.

Hun satte sig op, hostede lidt, og gned den skarpe os ud af øjnene med

den ene hånd, mens hun fjernede et par blade fra sit hård med den anden.

Normalt foretrak de fleste knoldboere at sove i en køje, som indeholdt en af de

madrasser, som en flygtning havde været så forudseende at tage med sig, fra stad

1. Men Pril holdt meget mere af at falde i søvn, til den krydrede duft, fra det indsamlede

blade og løv, som nogle af køjerne var forede med. Lyden af blade som

knasede under hende, når hun vendte sig, virkede beroligende på hende, og duften

fik hende til at drømme om de skønneste steder. Det var sjældent at der ikke

sneg sig grønne bakker, frodige skove eller søer så blå, at det smertede i øjnene,

ind i hendes drømme. Før hun havde hoppet af fra Stad 1, havde hun en sen nattetime

sneget sig til, at logge på Virtus, og fået fremvist billeder, fra de mest eksotiske

steder på kloden, fra tiden længe før Den Store Komet. Det havde været det frø,

der langsom var vokset til et næsten grænseløst had til Stad 1. Endelig havde hun

193


fået øjnene op for stalagmitbyens kliniske og livløse dagligdag. Folk gik jo bare

rundt som zombier, og foretog sig de samme rutiner, dag ud og dag ind, uden at

tænke selv. Man gjorde kun hvad man fik besked på.

Fra det øjeblik, havde hun længtes væk fra stalagmitbyen. Hun havde gået

med det selv. Havde ikke turdet tale med nogle af sine bofæller om hendes forbudte

tanker, da hun var overbevist om, at de blot ville fortælle hendes tanker

videre til Overstyret. Og gad vide hvor hun så var havnet? Nej, Pril savnede ikke

de store hvide korridorer og haller i Stad 1. Her på knoldene havde hun lys og luft,

og ikke mindst nogle rigtige venner, ikke at forglemme.

Men ind imellem gik hendes tanker tilbage til hendes liv i byen, og så kunne

hun godt savne nogle af de poder, hun havde delt bokube med. Især den rundkindede

Panet, og den hurtige Presto savnede hun. De havde ikke været venner, for

venner var ikke noget man fik i Stad 1, men de have været gode at leve sammen

med, og følges med til indlæring. Og det var så stort som det kunne blive i Stad 1.

Hun fejede tankerne til side, og rejste sig op, samlede sn vest op, som lå

sammenfoldet i sengens fodende, og tog den på. Med fingrene redte hun sit blonde

hår, som efterhånden var blevet langt, og samlede det i en knold. Hun holdt

knolden fat med den ene hånd, mens hun tog sin gule hue med den anden, og

trak den ned over hovedet, så hendes hår var dækket. Så var hun sig selv igen.

I fællesområdet fandt hun et ledigt bord, hvor hun slog sig ned. I en lomme i vesten

fandt hun en lille håndfuld småsten, som hun raslede ud på bordet, og gav sig

til at arrangere i forskellige mønstre. Hendes tanker blev altid udviskede når hun

sad og puslede med sine sten. Hun tænkte slet ikke, men lod bare fingrene lege

med de små stykker forskelligfarvede klipper, som hun havde samlet gennem sin

tid på øen. Parl drillede hende altid med, at hvis hun tømte sine lommer for sten,

så ville hun kun veje det halve. Men Pril var var glad for sine sten, og så længe

hendes fingerpuslerier ikke generede nogen, kunne de andre vel være ligeglade.

De havde jo også deres små særheder.

Tag nu for eksempel Paw, der altid skulle spille et eller andet spil. Hele hans

liv gik ud på, at spille og lege, og opfinde nye lege og tidsfordriv, som kunne underholde

ham. Og så hans evne til at forudsige, når det var perfekt fiskevejr. Det

var da også en særhed der ville noget.

Eller Parl, der altid skulle banke tre slag på lugen, får han kravlede op, og satte

sine fødder på øen. Og Pulk, som ALDRIG kunne sidde stille, men altid skulle

være i gang med et eller andet. Rastløs fór han rundt og kunne ikke holde sin krop

194


i ro, mere end nogle få minutter ad gangen.

Jo mere Pril tænkte over det, jo flere små særheder fandt hun ved sine venner.

De var, når alt kom til at, en stor flok særlinge. Men måske var det derfor de havde

det så fint sammen. De kunne selvfølgelig godt finde på, at drille hinanden med

deres små skæverter, men det var kun ment i spøg. Hun smilede for sig selv, og lod

de små sten løbe, som et lille stenvandfald, fra den ene hånd til den anden.

”Hvad er det, der er så sjovt?”

Pril vendte sig hurtigt om, og bag ved hende stod Paw, med en bold i hånden.

Den var lavet af små stykker sof, som var syet sammen til en næsten rund og knoldet

kugle. Pril kunne regne ud, at han lige havde været ned i Rotunden og spille

knoldbold.

”Dit udseende!” svarede Pril. Paw skar ansigt af hende, og gik om og satte

sig på den anden side af bordet, med front mod hende. Han var bred i forhold til

mange af de andre knoldboere. Men han havde også været en Birk-pode, skabt

til hårdt fysisk arbejde. Han var stærk som få, og stor som to af de tønder der stod

rundt omkring i gangsystemet. Men han var også ligeså rar som han var stor. Pril

kunne ikke huske at hun på noget tidspunkt havde set Paw sur. Altid gik han rundt

med et skælmsk smil om munden, og i han øjne spillede en gnist af noget, så hun

ikke kunne afgøre om han var alvorlig eller sad og gjorde grin med hende. Hun

kunne høre hvordan bænken knagede under vægten af Paw’s krop, da han satte

sig.

”Hvem vandt?” spurgte hun henkastet, mens hun stoppede de mange små sten

tilbage i lommerne.

”Det gjorde vi selvfølgelig!” sagde han smilende, og rullede den lille ujævne

bold frem og tilbage, hen over bordet. ”De havde ikke en chance. Jeg tror det er

den korteste knoldboldkamp, jeg har spillet. Otte omgange, så var det overstået!”

Paw smilede, og Pril smilede igen. Hver gang Paw smilede, kunne hun mærke en

stor grøn skov, der bare voksede i brystet. Af og til tog hans smil helt pusten fra

hende.

”Du sad nok og fedtede med dine sten!” konstaterede han, kløede sig i håret,

og trillede bolden over til hende.

”Jeg må sige, at jeg gang på gang, bliver overrasket over din skarpe iagtagelsesevne!”

Hun gjorde sig skeløjet, fortrak sin mund i et skævt grin, og lod som om

hun rodede i en usynlig bunke sten på bordet. Paw lo.

”Bruskbøvs, hvor er du en goplehjerne. Tror du snart vi skal spise?” Han vend-

195


te sig, og spejdede over mod køkkenet. Fadene var endnu ikke blevet stillet op, på

det lange bord, der udgjorde buffeten, bemærkede han skuffet. Man kunne se, der

blev arbejdet for sagen i det lille, trange køkken. Paw forsøgte at snuse sig frem

til hvad menuen stod på, men der var for mange forskellige dufte, til han kunne

udskille de enkelte retter.

Paw håbede inderligt at de skulle have fisk til aftensmaden. Han elskede fisk,

og de dage der var fisk på menuen, glemte han næsten at spise det tilbehør, som

hørte med. Paw var en af de poder, der var begavet med specielle evner, og hans

evne var, at han kunne fornemme, når vinden var i en bestemt retning, og der

var en helt speciel duft i luften, så vidste han instinktivt, at flyvefiskene kom.

De skandinaviske flyvefisk var en helt ny art. De var opstået samtidig med eremitbrugden,

og de andre mystiske havskabninger, men var heldigvis ikke så blodtørstige.

Flyvefisken mindede mest om en rødspætte med pingvinvinger, men farven

var mere blå, selv om den havde beholdt den gammeldags rødspættes spættede

skind. Og så smagte de himmelsk.

De andre knoldboere havde lært at sætte pris på Paw’s evne. Og når han kom

styrtende gennem gangene, råbende, at nu var der fisk, kom alle styrtende med

net og spyd. Den næste time eller to, mens fiskestimen passerede øen, blev der

halet fisk i land til den næste måned. Fiskekødet var et kærkomment supplement

til alle grøntsagerne og rødderne, som den daglige menu bestod af. Det var dog

ikke alle der spiste fisk. Som regel var kødfornægterne de sidst ankomne fra Stad

1, som endnu ikke havde aflagt den indbyggede modstand mod at spise levende

væsener. De fleste overvandt ubehaget, og spiste, først lidt af fisken, og efterhånden

mere og mere. Men enkelte kom aldrig over det, og nægtede pure at spise

fisk. Det hørte de ikke et et ord for. Ikke ret mange i hvert fald.

”Har du set Pulk?” spurgte Paw.

”Næ. Ikke siden han spurtede ud herfra, med Parl’s kamera i hånden. Han var

helt ekset over at have fået kontakt med en pode fra staden. Nogle gange tror jeg

at hans hjerne står stille. Han er i hvert fald ikke en helt almindelig pode, ham

Pulk. Gad vide om han er faldet ned af stigerne, og slået hovedet i betongulvet?”

Pril lod en finger cirkle ved den ene tinding.

”Han er godt nok et skrabehoved. Men også en underholdende gut!”

sagde Paw smilende. ”Han farer nok rundt et sted i gangene lige nu, og filmer

løs. Han stå aldrig stille. Gad vide om han egentlig finder tid til at sove?”

Pril rystede på hovedet.

196


”Det har jeg svært ved at forestille mig. Jeg tror han har lært at rende

rundt i gangene i søvne. For tænk hvis han skulle gå glip af noget!”

”Det ville slet ikke komme bag på mig, hvis det var tilfældet!” lo Paw.

”I hygger rigtigt her i mørket, hva’?” var der pludselige en der råbte.

Både Pril og Paw vendte sig om mod stemmen, og så at det var Parl, der kom trippende

hen mod dem. Hans hår så forpjusket ud, og både hans ører og kinder var røde.

”Der er nok en der har været oppe i den friske luft!” sagde Pril.

”Jep, jeg trængte lige til noget luftforandring, i stedet for den evige fimselugt,

som er her nede. Men til sidst begyndte det at blæse op, og så blev

det altså for koldt!” svarede Parl, mens han slog sig ned ved siden af Pril.

”Jeg tror nærmere det var duften af mad, der lokkede dig herned!” Pril gav

ham en albue i siden, og smilede.

”Jeg tog den her med til dig!” sagde parl, og smed en lille sten på bordet.

Den var ikke meget større end neglen på en tommelfinger, og det

grønne lys fra tønderne med alger, fik stenen til at skinne lysegrønt.

”Den er egentlig gul. Prøv at se den på denne side!”

”Tak!” mumlede Pril, mens hun drejede stenen mellem sine fingre, så hun fik

vendt stenen en halv omgang. På bagsiden var der tre små mørke pletter, i forskellig

størrelse.

”Jeg synes det ligner et ansigt” sagde Parl, og så på hende.

”Du har ret. Hvor er den sjov!” Pril lukkede hånden om stenen. Den føltes

varm mod hendes håndfalde. Parl måtte have haft den i sin lomme længe.

”Har du set Pulk? Vi sad lige og talte om ham!” brød Paw ind.

Parl rystede på hovedet.

”Jeg har været oppe på øen i flere timer. Næsten siden han lånte kameraet af

mig. Han farer nok rundt et eller andet sted, og har brugt batteri for mindst et år.

Han var da også helt oppe at køre, over at have fået forbindelse til en fra Stad 1!”

”Mon ikke!” svarede Pril. ”Men han dukker nok op, når han bliver sulten.

I det samme rungede lyden af to stykker metal, der blev slået mod hinanden.

”Så er der vist serveret!” sagde Paw med en tilfreds mine, og rejste sig.

sEfter måltidet skubbede de deres tomme bliktallerkener ind midt

på bordet. Pril tømte sit blikkrus for den sidste slurk vand, og rejste sig.

”Bruskbøvs, hvor ville det være godt med en gange maveventilation nu!” Parl

rystede på hovedet, mens Paw lod en rungende bøvs, feje hen over bordet. Han lo

197


og klappede sig på sin udspilede mave.

”Adr! Dine bøvser lugter værre end rådne måger!” sagde Pril, og holdt sig for

mund og næse.

”Nu ikke så sart!” grinede Paw, og lod nok et overtryk undslippe

fangenskabet i hans mave. ”Det skal ud, ellers sprænger jeg i luften!”

”Ækle pode!” vrissede Pril, og gav sig til at stable deres brugte tallerkener,

og samle bestik og krus sammen. Hun stillede det hele for bordenden,

og kort efter dukkede en af de andre knoldboere op, og fjernede hele stakken.

Der lød en munter summen af snak fra de andre borde. Enkelte rejste

sig, og gik hen og smed sig i en køje, mens andre gik ud af den store sal.

Nogle med en knoldbold under armen. De forsvandt leende ud gennem døren

i rummets modsate ende, og snart var deres stemmer helt udviskede.

”Det er nu sært hvor ham Pulk bliver af!” brød Parl stilheden. ”Jeg mindes ikke, at

han nogensinde har droppet et måltid!” Parl havde svært ved at skjule bekymringen

i sin stemme.

”Bare der nu ikke er sket ham noget. Han kan jo godt være lidt uforsigtig,

når han bliver ivrig. Hvem ved om han ligger med et brækket ben, et eller

andet sted i tunnelerne?”spurgte Pril, og løde ligeså nervøs som Parl.

”Tag den nu lige lidt med ro. Nu skal I ikke hælde eremitbrugder i bassinet!

Han fjoller sikkert bare rundt i gangene, og har bare glemt tid og sted.

Han er nok bare optaget af at skyde scener til sin ”film”. Som du selv sagde,

så bliver nogen gange så grebet, at han glemmer at holde øje med tiden!” Paw

forsøgte det bedste han kunne, at se rolig ud. Men hans øjne afslørede ham.

”Du kan ikke nare mig!” sagde Pril. ”Du er også nervøs for Pulk!”

”Jeg er da ikke nervøs!” afviste Parl. ”Så er det i hvert fald kun for mit kamera!”

”Løgner! Du er så nervøs at du ryster!” drillede Pril, mens hun holdt sine hænder

frem for sig, og lod som om de rystede.

Paw afbrød de to.

”Hvor længe har han egentlig været væk?”

”Siden i formiddags. Mindst 6-7 timer. Og der er ingen af jer to, som har set

ham?” spurgte Parl.

Både Paw og Pril rystede på hovedet.

”Vi kunne jo lige høre dem han spiller knoldbold med, om de har set ham i

løbet af dagen!” foreslog Pril.

”God ide. Vi deler os, og mødes her om lidt. De fleste må jo sidde og spise

198


her, eller være ned i rotunden!” De kastede alle tre et blik ud over de næsten fyrre

borde, der var halvt optagede af spisende poder.

”Jeg har talt med fire af hans knoldboldvenner – og der er ingen som har set

skyggen af ham, siden de spillede i morges!”

Paw og Parl sad allerede ved bordet, da Pril kom tilbage, og satte sig på bordet,

med fødderne på bænken.

”Jeg kunne kun finde en!” sagde Parl med en skuldertrækning. ”Og hun havde

heller ikke set ham det meste af dagen!”

”Det samme her!” sagde Paw. ”Ingen har set ham siden i morges!”

”Bruskbøvs. NU bliver jeg altså urolig!” udbrød Pril.

”Vi burde gå ud og lede efter ham, men problemet er bare, at han kan befinde

sig hvor som helst i gangsystemet!” sagde Parl.

De sad lidt i stilhed. Alle tre lidt forstemte, og urolige for deres kammerat.

Paw sad og stirrede ned i bordet, overbevist om, at Pulk lå hjælpeløs, et sted i

gangene. Han kunne ikke alde være med at tænke, på den pode der blev fundet

i en snæver tunnel, for et par måneder siden. Han havde været på en ekspedition

i tunnelsystemet, og var krøbet ind i et smalt rør, for at se hvad der gemte sig for

enden. Desværre var røret ikke bredt nok til ham, og kort inde i røret, blev hans

skuldre kilet fast. Der havde et par andre poder fundet ham, fastklemt, tre dage

senere. Men der var han for længst død af iltmangel.

”Jeg har det!” råbte Parl pludselig, så Pril var ved at skvatte ned fra bordet, og

Paw gav et sæt, så han slog sig selv i hovedet.

”Jeg ved hvordan vi kan finde ham!” Smilede Parl. Ved nogle

af de andre borde, kiggede forundrede knoldboere over på dem.

De rystede på deres hoveder og vendte tilbage til deres samtaler.

”Sig det dog!” pressede Pril utålmodigt.

”Ja, ud med det!” istemte Paw.

”Den her!” Parl smilede, og trak en lille oval metalcylinder op ad en vestelomme,

og holdt den frem så de to andre rigtigt kunne se den. Cylinderen

var cirka fem centimeter lang. Den lignede et metalæg, som var trukket

og trykket flad. Der sad to knapper på metalægget samt et lille display.

”Ja, den er godt nok nydelig. Men hvordan vil du finde Pulk med den?” sagde

Paw en smule skuffet.

”Det ligner jo noget, til at have i en kæde om halsen!”

199


”Det er en lille sender – og modtager!” forklarede Parl. ”Det er egentlig en

fjernbetjening til mit kamera. Men der er også en lille modtager, der kan pejle sig

ind på kameraet, så jeg kan finde det igen, hvis jeg skulle være så uheldig at tabe

det i gangene. Jeg har godt nok aldrig brugt det, men det burde fungere!”

Parl smilede, og trykkede på en ene knap på metalægget. Straks gav det sig til

at udstøde en sagte bippen. På displayet kom en lille grøn pil til syne. Den blinkede

og pegede mod højre. Parl drejede ægget i håndfladen, så displayet pegede

i samme retning som pilen.

”Hvis han stadig har kameraet på sig, så befinder Pulk sig i denn retning!”

sagde Parl, og viste de to andre poder displayet.

”Hvad betyder de blå streger?” spurgte Pril.

”Det er afstandsangivelser. Desværre har jeg glemt hvad længdeenheden er.

Så der kan i princippet være alt fra 100 meter til 10 kilometer hen til Pulk!”

”Hvad sidder vi så her for?” sagde Pril, og rejste sig.

200


Fjølk følte at han skulle kvæles. Den mørke, bløde gummidug han lå sammenklemt

under, var betydeligt tungere end han havde regnet med. Han var helt

sikker på, at hans krop ville sætte aftryk i det hårde betongulv, sådan tyngede

gummiet.

Han turde ikke bevæge sig, for han kunne stadig høre lyden af de ækle OS

vagter, der snusede rundt lige uden for hans skjulested. Han kunne bestemt ikke

li’ det. Efter lyden at dømme, befandt der sig nu, mindst otte vagter i hans umiddelbare

nærhed. De restrende måtte lede efter ham i andre dele af hangeren. Det

kunne han være helt sikker på de gjorde. Det var meget muligt, de ikke var verdens

kvikkeste robotter, men de gjorde deres arbejde.

Fjølk måtte have luft. Han havde svært ved at trække vejret, så han skød ryg,

og løftede derved gummidugen, lige akkurat så meget, et der opstod en smal revne

mellem den og betongulvet, hvor hangarens oliehørmende luft kunne trænge

ind. Han snusede ind. Utroligt at så dårlig luft kunne smage så godt. Han træk

vejret så mange gange han kunne nå, indtil han ikke længere turde holde gummidugen

oppe. De sorte vagter var meget årvågne, og der skulle ikke meget til, før de

foretog en scanning, hvor de helt sikkert ville finde ham. Han var nødt til at finde

et andet gemmested, og det hurtigt. Det ville være umuligt for ham, at stikke af

nu, så længe vagterne kredsede omkring hovercraften. Han måtte være klar, til de

forsvandt fra hangaren, eller fortrak til den fjerneste ende, og så se om han kunne

nå at tage en aeroscooter.

Inderst inde vidste Fjølk godt, at det ikke ville ske. Vagterne ville ikke forsvinde,

før de havde fundet ham. Der var minst fyrre af dem i hangaren nu. Og

ingen af den havde set ham forlade hangeren, og derfor ville de fortsætte deres

eftersøgning, indtil de fik ham gravet frem fra sit skjul.

201


”Sådan noget peberrod!” tænkte Fjølk. ”Nu var jeg ellers lige så tæt på!”

”Følg loven!” brølede en elektronisk stemme pludselig et sted tæt på hans

skjulested. Fjølk for sammen, og lå så stille at han troede han selv var dø. Den

hvinende susen fra robotten, gled forbi gummidugen, lige til højre for Fjølks øre.

Hans hjerte bankede så hårdt i brystet på ham, at Fjølk var sikker på, at det ville

slå revner i betongulvet han lå på. Bare robotten ikke ville opdage disse revner,

nåede han lige at tænke, før han forstod det absurde i sine tanker.

Med sin vestre hånd, der lå længst ind mod hovercraftens midte, følte han

efter om der der plads til ham længere inde under maskinen. Hans fingre stødte

på noget rundt. Det måtte et hjul, men lige ved siden af, var der et hulrum. Han

havde svært ved at afgøre, om der var plads nok, men der var ikke tid til vente, så

Fjølk forsøgte at presse sig fremad, så han kunne klemme sig forbi hjulet. Men det

gik langsomt. Gummidugen holdt ham fast med sin tyngde, som et blad under en

sten.

Igen forsøgte han at skyde ryg, og mase sig fremad. Denne gang lykkedes det.

Bare et lille stykke. Han gentog processen, og endelig gled gummidugen ned fra

hans ryg, og ramte med et blødt klask mod betonen, hvorefter han rullede ind

under hovercraften.

”Kom straks frem! Følg loven. Du er opdaget!” rungede en robotstemme pludselig,

ind inder hovercraften. Den måtte have set gummidugen bevæge sig, og nu

lod den sin ene store gribeklo, feje frem og tilbage under det bløde gummi. Kloen

slog gnister mod betonen, og lavede store flænger i det sorte gummi. Fjølk rullede

længere ind i mørket under hovercraften, men blev standset af nok et hjul, som

sad i midten af den store svævebåds bug.

For Fjølk var mørket totalt, når ikke det blev oplyst af gnisterne fra robottens klo

mod betonunderlaget.

Efter et stykke tid, standsede robottens råberi, og en flænsende lyd afbrød råbene

– og så stilhed.

Der gik nogle øjeblikke. Fjølk nåede lige at tænke, om robotten havde opgivet,

det en ny flænsende lyd, afbrød stilheden. En svag lystribe sivede ind i mørket,

gennem den lasede gummidug, og oplyste svagt Fjølks gemmested. Der lød mere

flænsen, og en kraftigere lysstråle trængte ind.

Der var nu så meget lys, at Fjølk kunne se hjulet ved siden af sig. Det var

enormt og måske en halv meter bredt. Han kravlede længere ind i mørket, men

standsede, da nok en lyd af flænset gummi og mere skar sig gennem mørket, lig e

202


foran ham.

”Sådan noget brugdebæ – jeg er omringet!”

Fjølks skiftede retning, og krøb ind mellem to hjul, i hovercraftens ene side.

Han slog hovedet mod en metalkant ved det ene hjulsæt, men havde ikke tid til at

ømme sig, selv om hvide kugler dansede for hans øjne. Han var under en meter

fra gummidugen, da den blev flået til side, og et hul på en meter i bredden gav udsyn

til tre robotter, som spærrede for videre flugt, og strakte deres arme frem mod

ham. Fjølk bakkede og standsede da han regnede med, at han befandt sig midt

under hovercraften. I det store hul i gummidugen til venstre for ham, dukkede to

robothoveder, med lysende rødorange øjne frem. Deres orange øjne, fik gulvet til

at skinne lys orange, og Fjølk følte han var fanget i en skærsild.

”Kom ud nu, Fjølk!” sagde den ene af robotterne, med den venligste Virtusstemme.

Fjølk gøs. Han kunne se robotten støtte på sine to store metalkløer. Den

tappede med den ene klo i gulvet, mens den stirrede på ham, med sine onde

orange øjne.

”Kom nu, Fjølk. Vi gør dig ingenting. Overstyret har blot bedt os hente dig, til

en lille samtale!”

En flænsen lød nu til højre for Fjølk, og nok et lyshul kom til syne. Hele det

sorte hulrum under hovercraften, var nu næsten oplyst. Der var ingen steder hvor

Fjølk kunne gemme sig, for robotterne dækkede hele hulrummet, fra deres huller

i gummidugen.

”Hvor er det egentligt uretfærdigt!” grundede Fjølk. ”De er fyrre mod en!”

”Kom nu ud derfra. Du kan jo alligevel ikke undslippe!” sagde den robot, der

lige havde flået hul i gummidugen, til højre for ham. Fjølk svedte, så det løb ned

i øjnene på ham. Det sved. Han havde lyst til at kravle ud til robotterne, og få det

overstået. Men hvad så med Pulk? Og hvad ville robotterne gøre ved ham? Ville de

virkelig bare føre ham til Overstyret? Eller ville de mon blot dumpe ham i havet,

fra 200 meters højde?

Fjølk blev hvor han var.

”Vi har god tid!” istemte en robotstemme. Den befandt sig bag ham, og Fjølk

vendte sig om med et ryk. Robotten gjorde ikke noget forsøg på at kravle ind til

ham. Det undrede Fjølk lidt. Han rykkede lidt fremad, og en anelse tættere på

åbningen til hans højre side. Han var nu under en meter fra robotten, der strakte

sin lange klo-arm ind mod ham. Fjølk rykkede hurtigt en lidt til venstre. Armen

fortsatte, men standsede så. Fjølk krøb tættere på kloen igen. Kloen bevægede sig.

203


Slog kæberne sammen som en løbsk klosaks, men forsøgte ikke at komme tættere

på. Fjølk smilede, da det gik op for ham, hvad der foregik. Robotten kunne ganske

enkelt ikke komme tættere på. Den havde ikke mulighed for at bukke sig sammen,

men måtte ligge halvt foroverbøjet på gulvet udenfor, fordi den ikke kunne presse

sig ind under hovercraften.

”Fede bliktønder!” hoverede Fjølk. ”I kan ikke nå mig!” Han lo, og krabbede

sig fra åbning til åbning. Klosaksene snappede efter ham, men Fjølk holdt sig på

sikker afstand, så robotterne ikke havde en chance for at fange ham.

Fjølk grinede højt. Her havde han i mange år været skrækslagen for OS vagterne,

og så var de i virkeligheden bare tomhjernede blikkasser, der ikke engang

kunne bukke sig ned.

Der lød pludselig en skraben bag ham, så ved siden af ham, og endelig foran

ham. Alle robotterne rejste sig, og det eneste der nu var synligt, var deres svævemotor.

Han kunne høre hvordan de blippede ophidset til hinaanden. Jo mere

desperat deres bliplyde lød, desto mere lo Fjølk, inde under hovercraften.

Fjølk kravlede over til det hjulpar, som befandt sig længst borte fra en

af åbningerne. Han satte sig med ryggen mod hjulet. Nu skulle der tænkes.

Der måtte være en udvej forbi robotterne – den skulle bare findes.

Langsomt ophørte de ophidsede lyde, der i stedet blev erstattet af en række

små klik, og nogle metalliske dunk, der mest af alt lød, som noget tungt der blev

kastet på gulvet.

”Du har et minut til at komme ud, før vi kommer og henter dig!” lød en arrig

robotstemme.

Henter mig ud? Forstod de glatnakkede metalkasser da ingenting? Troede de

virkelig at han ville hoppe på den? Han havde jo lige været vidne til, hvordan de

knap nok kunne møve deres tykke panserkroppe ned under navlehøjde. Hvordan

villede så være i stand til at hente ham ud?

Fra sin plads op ad hjulet, havde Fjølk frit udsyn ud gennem hullet i den iturevne

gummidug. Han kunne se robotterne hænge og svæve i luften, tyve cm over

gulvet. Men pludselig kom der også noget andet til syne. Med et brag landede en

klo, fra en af robotterne på betongulvet, lige ud for åbningen. Kloen lå ubevægelig

et øjeblik, men gav så pludselig nogle korte spjæt fra sig.

Fjølk kiggede med undren på den kraftige klosaks. De to fingre i kloen delte

sig med et, i tre mindre kløer. Med nogle små metalliske hvin og klik, spredte

de sig ud, og drejede rundt om det lille metalkugleled, der normalt var det ene

204


håndled på robotten. Kuglen blev nu til en lille selvstændig krop , og de to bageste

kløer på hver side, rejse sig nu fra gulvet, som bagbenene på en firbenet

metaledderkop. Forrest på det lille uhyre rejste de to sidste klosakse sig, som strittende

følehorn. Ude i spidsen af hvert følehorn tændtes et lille orange lys, og

som to onde miniatureøjne, stirrede de orange pletter direkte mod Fjølk. Klosaksedderkoppen

stod lidt og svajede, og gik så over og placerede sig midt i åbningen

i gummidugen. Der blev den stående uden at tage sit røde blik fra Fjølk.

Fjølk var rædselsslagen.

Han kunne høre flere dunk, fra flere robotter, der lod deres klosakse falde til jorden.

Han rystede ved tanken om fyrre robotter, der hver kunne sætte to af sådanne

små monstre på jagt efter ham.

Ved siden af den ventende edderkoprobot dukkede en til frem. Og med små

metalliske trippende trin, to til. Flere kom til, og Fjølk, der spejdede rundt mellem

hullerne i gummidugen, opdagede til sin rædsel, at der også der stod klosaksedderkopper

og ventede på ham. De små klikkende metallyde fra deres ben mod

beton, gjorde blot Fjølk yderligere nervøs. Han sad stiv som et bræt op ad hjulet,

da en af edderkopperne begyndte at klikke sig vej frem mod ham. Der var nok

fem meter hen til åbningen, og edderkoppen spadserede roligt en meter frem,

standsede, og blev stående på vagt.

”Kom nu ud, Fjølk!” lød Virtus’ bløde stemme fra edderkoppen. ”Jeg vil så nødig

gøre dig fortræd!” Den blide stemme lød underlig grotesk, når man samtidig

så det lille monster. Pludselig lyste en kraftig blå gnist op som et lyn, mellem de

to følehorn. De gav et sæt i Fjølk, da gnisten lyste hele hulen under hovercraften

op.

”Jeg kan love dig, Fjølk, at den gnist, gør lige så ondt som du tror!”

Flere edderkopper begyndte nu at trippe ind under hovercraften.

Ovralt hvor Fjølk kiggede hen, trippede edderkopper frem og tilbage. De virkede

underligt ligeglade med Fjølk, men afpatruljerede blot områderne omkring hullerne,

og afskar derved effektiv Fjølks flugtmuligheder.

Nogle stod stille på deres blanke, spidse stålben og gloede på ham, med deres

orangeskinnende øjne. Edderkopperne var aggresive – også mod hinanden. Nogle

stykker kom i klammeri med deres artsfæller, og Fjølk så, hvordan en edderkop

gav en anden edderkop et stød, så lyset slykkedes i de orange øjne. Den klappede

sammen, med stålbenene ud til siden. Der gik dog kun nogle få sekunder før det

lille stålmonster atter vågnede til live, og rejste sig igen. Fjølk regnede ikke med,

205


at han ville rejse sig så hurtigt, hvis han fik et stød.

Edderkopperne var ikke kommet ret meget nærmere, men Fjølk vidste, at det

blot var et spørgsmål om tid, før de lede bæster ville myldre ind under hovercraften,

og overmande ham. Der var ikke meget tid at rutte med. Han så sig desperat

rundt i halvmørket, efter en udvej.

Og fandt den.

Blandt utallige små fremspring, på hovercraftens bund, sprang et gult håndtag

i øjnene på Fjølk. Han kunne ane omridset af en luge uden om håndtaget. Hurtigt

kravlede han hen under lugen, og trak i det gule håndtag. Edderkoperne standsede

op, og stod nu stille og betragtede ham.

Han drejede det gule håndtag rundt, uden rigtigt at kunne føle nogen

modstand. Han drejede igen, men med samme resultat: Håndtaget virkede

åbenbart ikke udefra, og lugen rokkede sig ikke, så meget som en millimeter.

Nu blev Fjølk for alvor nervøs. Han kravlede tilbage til hjulet, og søgte efter en

udvej der. Hjulet var ophængt i nogle kraftige fjedre, som forsvandt op i et mørkt

hul i bunden af luftpudefartøjet. Han stak en arm op i hullet. Der var plads bagved.

Han rejste sig, lettet, men turde ikke tro at han nu havde fundet en vej ud

herfra. Skuffet ramte han mod en bagvæg, hvorfra der stak slanger og ledninger

ud. De fortsatte ned til hjulophænget. Han følte febrilsk efter, men der var ikke

noget håndtag til en luge.

Med tårer i øjnene satte han sig ned på gulvet op ad hjulet. Der var åbenbart

ingen udvej herfra. Om et kort øjeblik ville edderkopperne fare ind og overmande

ham, og så ville han blive slæbt ud til de ventende robotter. Hvad der derefter ville

ske, havde han ingen anelse om.

Med et helt kor af små hårde kliklyde, satte horden af edderkopper sig i bevægelse.

De rykkede en meter frem, kun lige så meget, at de forreste edderkopper

kom ind i mørket under hovercraften. Der standsede de op, så de edderkopper der

gik bag dem, bragede ind i dem med små metalliske smæld. Nogle af de forrest

edderkopper vendte sig om, og gav en af de anmassende edderkopper et stød, så

den rullede sig sammen. Men, som Fjølk havde set før, gik der ikke længe før den

var på benene igen. Atter satter edderkopperne sig i bevægelse, og rykkede et

kort stykke frem. Dem der var nærmest var kravlet ind bag det hjul, Fjølk lænede

sig op ad. Blot halvanden meter foran sig, kunne han se den nærmeste edderkops

stærk lysende øjne. De orange lysstråler blændede når han så direkte ind i dem.

Blot for at vise hvor ond den var, lod edderkoppen en gnist springe mellem sine

206


følehorn. Fjølk gøs og gjorde sig endnu fladere. Det ville ikke vare længe, før han

havde mast sig helt ind i dækket.

”Følg loven, Fjølk. Overgiv dig, og vi vil ikke gøre dig noget ondt!” rungede

Virtus indsmigrende stemme, fra den nærmeste edderkop.

”Tror du jeg hopper på den?” hviskede Fjølk, mens han trak benene op under

sig.

”Kravl nu ud, så garanterer jeg, at der ikke sker noget!” fortsatte edderkoppe-

Virtus.

”Hop i havet, og tag dine krabbe-kloner med!” svarede Fjølk, og sparkede

ud efter den edderkop stemmen kom fra. Han var mere end en halv meter fra at

ramme den, men alligevel sprang det lille ståluhyre baglæns.

”Er du bange?” grinede Fjølk. Han sparkede igen, men denne gang reagerede

edderkoppen ikke som før, men blev stående upåvirket. I stedet rykkede alle edderkopperne

lidt fremad, i en synkron bevægelse. For Fjølk så det ud til, at hele

gulvet var levende. Som en tæt dyne af ondskabsfuldt metal, gled de mange ståledderkopper

tættere ind på ham. Den han havde sparket ud efter, stod nu mindre

end en meter fra ham, og som på kommando, lod samtlige edderkopper deres

gnister springe mellem følehornene.

Da var det, Fjølk fik ideen til, hvordan han kunne undslippe.

Han kunne lugte sin egen nervøse sved, og var næsten forstenet af skræk, men

alligevel lykkedes det ham, at samle sine kræfter, og pludselig kaste sig fremad,

med et højt brøl. Før den nærmeste edderkop kunne nå at reagere, greb Fjølk

den om dens lille runde stålkrop, og vendte den om, så følehornene vendte bort

fra hans bryst. Edderkoppen blev rasende. Den forsøgte som en afsindig, at støde

Fjølk, men kunne ikke bøje sin krop i den retning. Gnisterne føg rundt om fingrene

på Fjølk.

Omkring Fjølk begyndte et sandt fyrværkeri af gnister. Et lynvejr bredte sig

under hovercraften, fra edderkopperne der nu satte sig i bevægelse, og masede sig

ind på Fjølk.

Den enlige arrige edderkop i Fjølks hånd, spruttede og gnistrede.

Da fire andre edderkopper stormede frem mod Fjølk, med lynende følehorn,

pressede han den tilfangetagne edderkop mod deres stålkroppe. Han undgik behændig

deres stød, og med et tilfreds smil så han, hvordan de små bæster faldt for

deres eget våben. Med sin frie hånd, greb han en af de sammenrullede edderkopper,

og smed den bagud, så den landede oveni horden af fremadstormende ed-

207


derkopper. De reagerede straks, og med en voldsomhed der rystede Fjølk, gav de

sig til, at rive den bedøvede robotedderkop i stumper og stykker. Små metalspåner

regnede ned over Fjølks nakke, og stak som små nåle, når de kurede ned mellem

hans nakke og kravekanten.

Han fortsatte med at støde edderkopper. Han måtte bevæge sig hurtigt, for de

var kun fortumlede i få sekunder. Men det var tid nok. Fjølk havde allerede kastet

de første ti sammenrullede edderkopper fra sig. Han huskede at smide den hen i

alle tre klynger af edderkopper: Den til venstre for sig, den til højre, og den bag

ham. Alle steder gik edderkopperne bersærk, og knuste de uheldige ståledderkopper

de fik ned i hovedet.

Fjølk vendte omkring, og nåede lige at støde et par edderkopper, som havde

sneget sig ind på ham. Dem skubbede han over mod hullet til højre for ham, og

straks faldt en horde af edderkopper over dem. Han vendte igen rundt, og gav de

sidste to edderkopper foran sig nogle stød, så han var sikker på de ikke ville vågne

lige med det samme. Edderkoppen i hans hånd, fortsatte ufortrødent med at lyne,

upåvirket af, den var fanget, og kun stødte sine artsæller.

Fjølk møvede sig frem på knæ, og var nu næsten helt henne ved det flænsede

hul i hovercraftens gummidug. Lige udenfor hullet stod to OS vagter og ventede.

Da de så Fjølk, satte de sig i bevægelse, gled hen foran hullet og afskar ham flugtvejen.

Fjølk kastede et blik over skulderen, og så der ikke var flere edderkopper

på vej mod ham. De havde i stedet kastet sig over hinanden. Bagved og på begge

sider af Fjølk, var der et inferno af orange øjne, løsrevne stålben i krampetrækninger,

og gnistrende lyn. Der lød klirren af metal mod metal og beton, og Fjølk

kunne have svoret på, at edderkoperne skreg. De fortsatte med at slagte hinanden,

og havde fuldstændig tabt interessen for Fjølk. Det vil sige: Næsten alle edderkopperne

havde tabt interessen for ham. Den som Fjølk holdt i sin hånd, var yderst

muggen, og forsøgte konstant at ramme ham med en gnist.

”Overgiv dig. Følg loven!” lød det samstemmigt fra robotterne udenfor hovercraften,

og fra de hele edderkopper.

”Ja, ja!” sagde Fjølk til sig selv, og sprang frem, mens han pressede den

gnistrende edderkop mod svævemotoren på den nærmeste OS vagtrobot.

Med en hvislen standsede motoren, og robotten klaskede til jorden med et brag,

der ekkoede i hele hangaren. En anden robot for frem mod Fjølk, men også den

fik et stød på motoren. Da den var i fuld fart, faldt den forover, og gled så lang den

var, hen ad gulvet. Det gav et hult drøn, da den hamrede sit hoved mod betonen,

208


og små stykker visir sprang til alle sider, da det knustes.

Fjølk kravled helt ud fra hulrummet under hovercraften, og nåede lige at

komme på benene, da tre OS vagter kom susende frem mod ham. Han stak i løb

hen mod bagsiden af hovercraften, bort fra de fremstormende robotter. Ved svævebådens

bagende løb han næsten hovedkulds ind i en robot. Den grab fat i ham,

men Fjølk pressede edderkoppen mod robottens hoved. Små gnister sprang frem

fra dens højttalermund, og de orange øjne slukkedes næsten øjeblikkeligt. Robotten

ramlede til jorden som en samling metalskrot, og Fjølk rystede sig fri af dens

greb.

Fra værkstedet til venstre for de to parkerede hovercrafts, strømmede OS vagter

nu frem. Der var mindst femten i flokken, og alle satte kurs mod Fjølk. Han

vendte rundt, og løb tilbage ad den vej han var kommet. Da han rundede hovercraftens

forreste højre hjørne, stod han ansigt til ansigt, med otte bistert udseende

robotter.

”Overgiv dig!” brølede de alle med en mund.

”Konservesdåser!” vrælede Fjølk tilbage, og fortsatte forbi dem, i skjul bag

en anden parkeret hovercraft. Han spurtede udenom den, drejede ned langs den

højre side, hvor han standsede op. Han så til sin lettelse, at der kun stod en enkelt

OS vagtrobot og holdt udkig her. Da den fik øje på Fjølk, susede den frem mod

ham, men lige før den greb fat i Fjølk, gav han robotten et stød med edderkoppen.

Robotten sejlede som en fuld hen over gulvet, og med et trommehindeknusende

drøn, hamrede den ind i siden på hovercraften. Der blev den stående, mens Fjølk

tog benene på nakken.

Han kom fri af hovercrafter, og fortsatte hen over det store hangargulv. Fjølk

var klar over, at han ikke længere befandt sig i skjul, men nu var fuldt synlig. Han

ville ikke tænke på det, men koncentrerede sig udelukkende, om den halvt åbne

luge i ydervæggen, der befandt sig lige foran ham.

Han så sig over skulderen, og ønskede han havde ladet være.

Mindst tyve vagter, havde optaget forfølgelsen af ham. De resterende vagter

forsøgte enten at rydde op i menageriet af ødelagte edderkopper under hovercraften,

eller at finde deres egen hånd i mellem metalksrottet.

Fjølk kylede edderkoppen han stadig havde i hånden, bagud, mod de forfølgende

robotter, og satte farten op. Edderkoppen dansede rundt mellem de tililende

robotter, og blev skubbet hid og did hen over betongulvet, hver gang en robot

ramte den.

209


Fjølk skulle bare hen til nichen ved siden af porten. Der stod altid en aeroscooter

parkeret til servicemedarbejdere i denne niche. Og den scooter havde han

udset sig som sin redning.

Der var under halvtreds meter derhen, men efter den hylende lyd fra robotternes

motorer at dømme, var de ved at hale ind på ham. Han kiggede igen over

skulderen, og så at den nærmeste robot havde halveret afstanden hen til ham.

”Jeg når det aldrig!” lød det i Fjølks hoved. ”Men det skal jeg!” hviskede han

til sig selv.

Han kunne nu se snuden af aeroscooteren i nichen. Den stod sammen med

tre andre. Kun nogle få skridt tilbage - og så kastede han sig op på scooteren, og

trykkede på startknappen.

Maskinen sagde ikke en lyd.

”Bruskbøvs – den er ikke opladet!” for det gennem hans hoved. Han sprang

op, hoppede hen på en næste scooter i rækken, trykkede på scooterens startknap,

og hørte den smukkeste lyd i verden, da motoren satte i gang med et hyl.

Men foran scooteren stod nu den forreste OS vagt, og spærrede ham vejen, mægtig,

sort og bred.

”Stands earoscooteren, og stig af. Følg loven!” brølede den.

”Fang mig hvis du kan, din håndløse skrotbunke!” skreg Fjølk, gav scooteren

fuld gas, og brasede ind i robotten, der forvirret snurrede hen over gulvet.

Der ramte den en anden robot, og som to sorte dominobrikker, trimlede

de omkuld. De sidste robotter undgik behændigt de to, og fortsatte fremad.

Men Fjølk var nu langt foran. Og han var allerede godt oppe i fart. Han holdt

speederen helt i bund, slog et skarpt sving ud fra scooterholdepladsen, og sigtede

efter åbningen mellem de to metalporte.

Han var nødsaget til at slingre i slalom mellem robotterne, der febrilske forsøgte

at spærre ham vejen. De første to var nemme. Der var meget plads i mellem

dem, og Fjølk snoede sig mellem de to forvirrede robotter, der ikke opdagede

hvad der skete. Den næste robot forregnede han sig på, og earoscooteren hamrede

ind i siden på den, så hele scooteren rystede faretruende, og Fjølk nær var

blevet kastet af. Robotten kom ud af balance og snurrede hen over gulvet som en

løbsk snurretop.

Fjølk fik hurtigt scooteren under kontrol igen, og rettede atter kursen ind,

mod åbningen i muren. En robot gjorde et sidste halvhjertet forsøg at vælte

ham, men Fjølk havde afluret den, og snoede sig elegant udenom den.

210


”Jeg håber indeligt at Pulk har ret i, at earoscootere kan sejle!” tænkte Fjølk.

”Ellers bliver det en meget våd og kort flugt!”

Til sin skræk opdagede han nu, at portene var begyndt at glide i.

Ti meter til, så ville han være ude i det fri. Fjølk pressede den lille scooter til det

yderste. Dens motor hvinede højt, og stønnede anstrengt.

Åbningen blev smallere og smallere, efterhånden som portene gled sammen.

Kun nogle få meter tilbage, men portene fortsatte ustoppeligt deres forsøg på at

afskære ham vejen. Fjølk klemte sig ned bag earoscooteresn visir, og lukkede øjnene.

Nu måtte det briste eller bære. Han turde ikke tænke på, hvad der ville ske,

hvis han klaskede ind i de tunge ståldøre, med den hastighed han nu kørte med.

Fjølk fornemmende noget, der susede forbi hans hoved, og troede et øjeblik, at

det var to robotter. Han åbnede øjnene, og opdagede til sin forbavselse, at han nu

var ude i det fri. Han var netop sluppet ud gennem portåbningen, og de to luger

slog sammen bag ham, og afskar effektiv hans forfølgere i, at sætte efter ham.

Fjølk nåede ikke at juble over at være undsluppet, før han til sin skræk så, at

han svævede i luften over de små tætte bølger ved stalagmittens fod. Han kunne

føle suset i maven, som når han kørte i elevator.

Og så ramte han bølgerne.

Robotterne stod som en flok sorte hjerneamputerede metaldåser foran den lukkede

luge. Der var ingen af dem der sagde noget. De stod bare hvor de var standset

midt i jagten. En enkelt forsøgte forsigtigt at slå på lugen, med sin kloløse

armstump. Dunkelyden ekkoede rundt imellem betonvæggene.

De blev stående lidt, ude af stand til at vurdere, hvad de nu skulle foretage sig.

Robotterne var ikke kodet til at acceptere et nederlag, og deres styrecomputer

arbejdede på højtryk på at analysere de date den fik. Men kunne kun nå til det

uacceptable resultat, at de havde fejlet.

En enkelt robots CPU brændte sammen, så den faldt til jorden med et metallisk

brag.

Kort efter overtog Virtus styringen af de resterende robotter, der vendte om, og

begav sig hen mod elevatorene.

Nedslaget tog fuldstændig pusten fra Fjølk. Næsten al luft blev slået ud af

ham, da han ramte havoverfladen, og scooteren var nær ved at blive revet ud af

hænderne på ham, men ved en næsten overmenneskelig anstrengelse, lykkedes

211


det for Fjølk at holde fast i styret. Det blå havvand lukkede sig over ham, og langsomt

sank han sammen med scooteren. Vandet føltes køligt gennem hans tynde

dragt. Ikke så koldt det var ubehageligt, men koldt nok til, at Fjølk gispende trak en

mundfuld havvand ind. Han skulle hoste, og hosten slap ud af munden på ham,

som en bobleeksplosion, der hurtigt opløstes og steg mod overfladen. Han holdt

stadig krampagtig fat i scooteren. Den føltes som tusind tons sten, der ubønhørligt

trak ham ned i dybet. Han vidste, uden at åbne øjnene, at han hang bagefter

scooteren, der bare trak ham dybere og dybere ned. Han måtte gøre noget. Det

ville ikke vare mange sekunder til, før så var det for sent. Fjølk havde snart ikke

mere luft tilbage i sine værkende lunger. Men han havde ikke flere kræfter, og der

var også dejligt fredfyldt, her under vandet...

Pludselig skar en stærk smerte som en kniv gennem hans hoved – lige tværs

gennem begge ører. Det måtte være trykket. Fjølk kom til sig selv, åbnede øjnene.

Saltvandet kradsede lidt. Han rystede hovedet, og så op mod mod den lyse havoverflade,

der langsomt forsvandt over ham. Han kunne næsten ikke se noget, andet

en en tyk, diffus dis. Alt var blåt. Alle nuancer i blåt. Noget var næsten marine,

andet næsten helt hvidt.

Hvidt var godt...

Han skulle op mod det hvide. Medmindre han var død. Nok en skærenede

smerte i hans ører overbeviste ham om, at han endnu ikke var helt død.

Hans lunger forsøgte at bryde ud gennem brystet på Fjølk, desperate efter en

mundfuld luft.

Endelig fattede Fjølk sig. Forfjamsket rystede han hovedet under vandet, drejede

gashåndtaget på scooterne, og pressede styrearmen nedad. Scooteren satte

sig modvilligt i bevægelse igen. Mens den langsomt spyttede havvandet ud af

dyserne, og begyndte at trække op mod lyset.

”Hvidt er godt!” tænkte Fjølk. Heldigvis kunne Fjølk se, halvt blind som han

var, at lyset blev kraftigere og kraftigere. Han forsøgte at skifte gear på scooteren,

og kunne mærke at motoren gik lidt ned i hastighed, for derefter at tage fat igen.

Fjølk kunne mærke hvordan lungerne skreg efter ilt. Han måtte kæmpe for ikke at

tage en mundfuld vand ind.

Og så – med et brøl – dukkede lydene og lyset op igen.

Scooteren brød gennem overfladen, med Fjølk halvt liggende hen over sædet.

Den landede på bølgerne, hoppede lidt, men holdt sig flydende. Fjølk landede

med maven, tværs over det sorte kunststofsæde, og fik den sidste rest gammel luft

212


slået ud, ved sammenstødet med havoverfladen. Det gjorde ondt overalt i hans

bryst, og for hver gang scooteren hoppede på en bølgetop, bankede hans brystkasse

ned i sædet. Men han fortsatte ud over havet, med speederen drejet helt i

bund. Han turde ikke sætte farten ned, bange for at scooteren igen ville synke. I

stedet holdt han hastigheden konstant, og forsøgte at kæmpe sig op i siddende stilling.

Han sugede grådigt luft ind, og gradvis forsvandt smerten fra lungerne, mens

han blev klarere i hovedet.

Han fik trukket sit venstre ben over sædet, og endelig sad han som han skulle.

Han lænede sit hoved ned mod instrumentbrættet, og længe sad han, fortumlet,

forslået og lettere groggy, uden at bemærke i hvilken retning aeroscooteren bar

ham.

Det gjordet ondt i begge ører, men trommehinderne var sandsynligvis ikke

sprunget, for han kunne tydeligt høre bølgerne slå mod scooterens skrog, gennem

motorstøjen.

”Jeg hedder Fjølk – og jeg har ondt over hele kroppen!” sagde han højt.

Han havde svært ved at genkende sin egen stemme, der lød som talte han med

munden fuld af grød. Endelig løftede han sit hoved, og tog bestik af omgivelserne.

Rundt omkring ham var der vand, vand og atter vand. På den lille skærm i instrumentbrættet,

kunne han se billedet fra det lille kamera bag på scooteren. Det

forestillede de otte stalagmitter, men de virkede allerede til at være meget langt

borte. Fjølk havde ingen anelse om, hvor længe han havde sejlet, men efter afstanden

at dømme, længe. Kan kiggede over det oversprøjtede visir på scooteren,

og så de små grønne knolde, langt ude i horisonten, lidt til venstre for ham.

Han korrigerede kursen en smule.

Fjølk havde ikke den ringeste ide om, hvor langt borte de små øer var, men

uanset om han havde lyst eller ej, så var det der han skulle han. Det var alt for sent

at vende om. Det var en smule skræmmende at sejle rundt her på det åbne hav.

Fjølk havde aldrig været på skrabevagt, og i dette øjeblik følte han sig, som den

mindste og mest ensomme pode, på et meget stort hav.

Han ønskede nu, at han ikke havde læst så meget omhavdyr, som han havde.

Jo mere han tænkte over det, desto mere skræmte det ham, at sejle rundt på en

lille earoscooter, som en anden brugdegodbid. Han trak fødderne op fra de fodstøtterne,

og pressede dem mod scooteren visir.

Den lille gule earoscooter hoppede hen over overfalden, og lavede af og til et

højt hop, når den ramte en speciel hård bølge. Af og til hældede den faretruende

213


agud, og Fjølk skreg højt, i skræk for at falde af. Men han redde den hver gang,

ved at kaste sin krop frem. En enkelt gang kom han dog lidt for tæt på visiret,

og knaldede hagen ned i visirets kant. Det var typisk ham. Det eneste sted der

ikke var dækket af den frygiske hjelm, var hagen, så naturligvis slog han den.

Den monotone lyd af scooterens hvinen, og den evindelige skvulpen, begyndte

at gå ham på nerverne. Scooterens duven og vuggen fik ham også til at føle sig

træt. Flere gange sad han og nikkede, og et par gange vågnede han, med hovedet

hængende ned mod brystet.

Fjølk spærrede øjnene op, drejede lidt, så scooteren ramte en hård bølge, og

køligt vand slog ind over visiret, og ramte ham i ansigtet. Det friskede lidt, men

han måtte se at komme hen til øerne. Han speede yderligere op, ivrig efter at få

fast grund under fødderne.

De små grønne klatter kom hastigt nærmere. Fjølk kunne begynde at skimte

detaljer. Det var ikke længere bare grønne prikker i horisonten. Nu dukkede

konturer af buske og træer frem. Det var stadig vanskeligt at skelne enkeltheder,

men han var ikke i tvivl. Der var planter og træer på øerne. Fjølk vidste at der lå

flere øer i denne lille klynge. Otte stykker i alt. De fire var nogle små undseelige

knolde, hvor der ikke kunne bo mennesker, den femte var en lang sandet banke,

hvor der ind i mellem dukkede sæler op, for at sole sig. De sidste tre, var af en helt

anden størrelse, og gennem underjordiske tunneler, kunne knoldboerne færdes

usete mellem disse øer.

Det var en af disse tre øer, som Fjølk havde kurs mod. De to sidste måtte ligge

i skjul bag den.

Flere detaljer trådte frem. Noget der lignede en bakker eller høj, rejste sig midt

på øen, og træer og buske strakte sig, som lange tunger fra vandkanten, og næsten

helt til bakkens top. Fjølk tog lidt af farten af, og snart gled den hoppende aeroscooter

op på den stenede bred. Det skramlede voldsomt mod scooterens bund – den

foretrak helt klart plane overflader. Fjølk standsede motoren, hoppede ned på bredden,

og trak scooteren det sidste stykke op på land. Han vendte sig ud mod havet,

og spejdede efter forfølgere, men det så ikke ud til, at nogen havde fulgt efter ham.

Han trak scooteren helt op på en plet græs, startede den, og svævede længere

op på bakken, hvor han parkerede den i skjul, af nogle store buske. Han sørgede

omhyggeligt for, at dække den med grene og blade, så den ikke ville være synlig

for forbisejlende.

214


Fjølk havde lige fået placeret den sidste afrevne gren, før en svag rumlen

fangede hans opmærksomhed. Han stak hovedet ud mellem bladene,

og sad lidt sådan og lyttede. Jo, den var god nok. Det var helt sikkert lyden

af en hovercraft, på vej i denne retning. Fra sin plads, kunne Fjølk ikke se

ud over havet, men efter lyden at dømme, nærmede hovercraften sig hurtigt.

Fjølk ville gerne have udforsket det smukke grønne vildnis, der var så meget anderledes

end omgivelserne i stalagmitterne, men han turde ikke blive her, så tæt

på stranden. Han satte i løb op ad den grønne bakke. Undervejs lagde han mærke

til, hvor smukt grønt der var på øen, men det måtte han kigge på senere. Nu skulle

han bare væk, så han ikke blev opdaget af robotterne i en tilsejlende hovercraft.

Fjølk var udmærket klar over, at robotterne ikke ville gå i land – sådan lød

rygterne i al fald – men hvem vidste, om de sprang fra borde og gav sig til at jage,

lige så snart de ankom til øen?

Hvad var det Pulk havde fortalt ham? Fjølk prøvede at huske detaljerne.

Noget med en åbning. På toppen af bakken. Der skulle han hen. Fjølk satte

i løb og asede sig op ad bakken. Det var hårdt arbejde, for en pode som sad

på skolebænken det meste af dagen, men prustende fik han dog kæmpet sig

til toppen. Han vendte sig rundt, og havde nær tabt pusten over den smukke

udsigt ned over øen. Det måtte vente. I det fjerne kunne han tydeligt se kølvandsstriben

efter en lille mørk prik, langt ude i horisonten, mellem øerne

og Stad 1. Den ville snart ankomme, det drejede sig kun om få minutter.

Han så sig om efter den åbning som Pulk havde talt om, og som ville

føre ham ned til knoldboerne. Pulk havde sagt, at den var nem at finde,

selv om den var dækket med et tyndt lag blade, og der gik ganske

rigtigt ikke længe, før Fjølk stødte på den rustne, skjulte metalluge.

Han hev i håndtaget, men lugen sad godt fast, og rokkede sig ikke en smule, selv

om han lagde alle kræfter i. Han så sig om, og lagde til sin skræk mærke til, at

han var fuldt synlig ude fra havet. Bedre var det ikke, at hovercraften nu var så tæt

på øen, at han kunne ane de sorte OS vagter der stod i svævebådens styrehus, og

stirrede på ham.

Kunne han se dem, kunne de også se ham.

Desperat bankede han sine hænder ned i metallugen. Han var ved at blive

bange – rigtig bange – og han svedte frygteligt under sin frygiske hjelm, men

selv om solen var halvt skjult bag en mørk sky, turde Fjølk ikke tage hjemlen af.

Han bankede på lugen igen, og så ned ad skrænten mod hovercraften, der var ved

215


216


at lægge til land. Der lød stadig brølende motorstøj, men den langsom gled sidelæns

op på stranden. Med en skinger hylen bremsede den sine propeller.

Fjølk bankede igen. Og igen. Og gav sig så til at tæve sine nu ømme næver,

ned i det rustne metal.

”Så luk mig dog ind!” råbte han febrilsk.

Han skelede ned mod svævebåden, men der skete ingenting. Den lå bare

der og så truende ud. Måske var han heldig, at robotterne ikke gik i land?

En knagen tiltrak sig hans opmærksomhed. Det var lyden af metal mod metal.

Lyden af en usmurt lås, der modvilligt gav sig. Til sin store glæde så han, at lugen

åbnedes ganske langsomt. Da den stod på klem, dukkede der toppen af

et ansigt op i den smalle revne mellem betonkanten og den ruststrimede luge.

Et par grønne øjne stirrede op på Fjølk. Der var noget bekendt ved dem,

som han ikke kunne placere. Men han var sikker på han havde set dem før.

”Hvem er du?” spurgte det halve ansigt.

Fjølk så sig over skulderen. Der skete stadig intet ned ved hovercraften.

Den lå bare og ventede, men bag et koøje kunne Fjølk tydeligt se et sort robothoved.

De orange øjne stirrede på ham, og fjølk trak hastigt blikket til sig.

Han vendte sig mod poden med de grønne øjne. Det slog ham, at de grønne

øjne var meget passende, til en smuk grøn ø som denne.

”Er du døv?” sagde øjnene i sprækken.

”Jeg hedde Fjølk. Pulk sagde jeg var velkommen!” Han kunne høre hvordan

stemmen rystede.

Poden i sprækken spærrede de grønne øjne så meget op, at Fjølk et øjeblik

troede de ville falde ud, og trille ned ad bakken, og ende i vandet. Sikket et spild

af så smukke øjne, tænkte han.

”Pulk?” sagde øjnene. Så blev lugen lukket i med et smæld. Fjølk gav sig øjeblikkeligt

til at hamre på den igen.

”Nej, luk mig ind. Jeg har en hel flok OS vagter i hælene på mig!”

Fra lugen lød der nu klirrende og knagende lyde. Kort efter blev lugen, på skrigende

hængsler, svinget op på vid gab. Ansigtet med de grønne øjne, sad og lyste

op midt i den mørke åbning.

Det var en pode, en pige helt bestemt. Hun så på ham, og Fjølk stirrede tilbage.

Hun havde snavs i det meste af ansigtet, men det kunne ikke skjule, at hun var

en af de smukkeste piger, Fjølk nogensine havde set. Om det var øjnene, eller det

at hun havde åbnet lugen for ham, der fik ham til at føle sådan, vidste han ikke.

217


”Hvorfra kender du Pulk?” sagde hun hårdt.

”Han har spammet mig med vir-breve!” Fjølk så sig igen over skulderen, og

ned mod vandet. Hans hjerte gav et hop, da han så, der ver begyndt at skyde en

landgang ud fra hovercraften. Om ganske få øjeblikke, ville den nå ind til bredden,

og så ville robotterne myldre i land – og op ad bakken.

”Er det dig?” spurgte pigen forbavset.

”Jamen hvad sidder du der efter? Skynd dig ned. Vi har travlt!”

Hun gjorde plads til Fjølk, der meget forsigtigt lod sig glide ned på stigens

øverste trin.

”Vær forsigtig. Hvis du falder, så er der langt ned. Hold godt fast, når du kravler

ned. Når du når bunden, så bliv stående og vent på mig. Jeg kommer straks jeg

har lukket og sikret lugen!”

Fjølk gjorde som han fik besked på. Han trak vejret hurtigt, ikke af anstrengelse,

men fordi han var bange. Bange for hvor han endte. Bange for at

falde ned. Bange for hvad der ville ske nu. Og ikke mindst, rædselsslagen for,

om pigen ville nå at lukke lugen, før de sorte OS vagter nåede bakketoppen.

Han klatrede forsigtigt nedad, trin for trin. Over sig kunne han se pigen hive

og slide i lugen. Endelig gav den sig, og den runde åbning, forsvandt som en aftagende

måne, indtil et højt smæld fortalte ham, at lugen var lukket.

Der lød klirren af kæder, skrabende låselyde. Og så blev der helt stille.

Og mørkt.

Som ved en formørkelse, blev der meget, meget mørkt i skakten, og for Fjølk

der kom lige ude fra dagslyset, gjorde det pludselige mørke, ham blind som en

muldvarp.

Han turde ikke bevæge sig, men holdt krampagtigt fast om trinene på den

kolde metalstige, angst for at falde ned. Over ham tændte pigen en lille lampe, og

begav sig ned mod ham.

”Skynd dig ned. Vi skal have fundet Pulk. Du kan fortælle mig om hvad der

sket, på vej!” sagde pigen.

”Jeg hedder forresten Pril!”

218


Endelig sænkede freden sig over det lille rum. OS vagterne havde åbenbart trukket

sig tilbage, og den stilhed der fulgte efter deres voldsomme angreb på døren, var

næsten larmende.

Ficus og Femfem stirrede på den lille, ikke alt for rene pode, der stod og så på

dem, med lige så store øjne, som de selv havde.

”Siden I stak af sammen med mig, går jeg ud fra I ikke er nogle af Ulfiks lakajer!”

brød den beskidte pode stilheden. Ficus så på Femfem, og tilbage på den

beskidte pode.

”Hvem er Ulfik?” spurgte han så. ”Og hvem er DU?”

Den beskidte knoldboer stirrede længe på Ficus og Femfem.

”Jeg er knoldboer. Og I er tydeligvis fra Stad 1? Har jeg ret?”

Både Femfem og Ficvus nikkede energisk.

”Jeg tror godt vi kan sige, at vores dag er gået lidt af led. Vi skulle egentlig

bare passe en helt almindelig, triviel skrabevagt. Du ved, fjerne alger på soklen!”

Femfem trak på skulderen, og Ficus gav et nik.

”Ja. Bruskbøvs for en elendig dag vi har haft!”

Og så berettede de to uheldige poder overfor Pulk, hvordan hele deres dag

var kulsejlet, da en sulten brugde havde overrasket dem. De undlod heller ikke

delen med blæksprutterne, og hvordan da have leet som tossede, over den farvestrålende

plakat.

”Men den kan du jo desværre ikke se, selv om jeg har fotograferet den med

mit pupilkamera!” undskyldte Ficus.

”Der tager du fejl. Godt nok er jeg knoldboer – men jeg er denne eneste

knoldboer, der stadig har en fungerende håndleds-PC. De andre har fjernet dem,

men jeg synes ikke jag kan undvære min. Så prøv bare at sende mig billedet!”

Og det gjorde Ficus så. Reaktionen lod ikke vente længe på sig. Pulk gav

et grynt fra sig, og smilede, som de to poder aldrig havde set nogen smile før.

219


”Hvor fandt i den henne? Den er da bare for morsom. Alle de farver. Tænk hvis

den kunne hænge ind i vores store sal. Det ville godt nok pynte. Ved i hvad det

forestiller?”

”Næ. Der er heller ingen af os, der har set sådan noget før. Men vi fik

nærmest latterkrampe og tårer i øjnene, da vi så den!” svarede Femfem.

”Kramper? Mener du at I lo?”

”Lo?” Både Femfem og Ficus lignede spørgsmålstegn.

”Ja. Det bliver det kaldt, når man griner, fordi noget er sjovt!” forklarede Pulk.

”Sjovt?” sage Ficus.

”Griner?” spurgte Femfem.

”Jeg kan høre, at I er ægte fuldblods skalleslugere, fra Stad 1. Men det skal

jeg og mine venner, nok få ændret!” smilede Pulk. ”Men hvis I skulle have glemt

det, så sidder vi faktisk i mågemøg, til langt op over halsen lige nu!” Pulk pegede

meget sigende, hen mod den lukkede ståldør.

”Robotterne!” hviskede Femfem. ”Dem havde jeg helt glemt. De er altså nogle

skumle maskiner. Hvorfor mon de sådan jagtede os?”

”Det er vist til dels min skyld!” svarede Pulk. ”Jeg kom til at overhøre noget,

som jeg ikke skulle have hørt!”

”Hvad foretog du dig egentlig i den niche?” spurgte Ficus nysgerrigt.

”Lyttede!”

”Lyttede? Til hvad? Væggen?” Femfem kunne heller ikke tøjle sin nysgerighed.

”Overstyret!”

”Overstyret?” måbede Ficus. ”Påstår du, at du sad og smuglyttede til Overstyret?

Her nede i disse beskidte gange? Du er vist mere udsuget end vi troede.

Overstyret har til huse, øverst oppe i en af Stad 1’s stalagmitter!” Ficus lignede en,

der lige havde mødt verdens største løgnhals.

”Jamen det ER sandt!” spruttede Pulk. ”Jeg har siddet i mere end en time, og

lyttet med på, hvad Overstyret har talt om. De har også talt med Virtus, og beordret

ham til at skygge en pode fra Stad 1. Og så alle robotterne. Det er ham den sindssyge

gamle narrehat til Ulfik, rådsformanden, I ved, der har pudset dem på ham

poden. Hen hedder forresten Fjølk. En i kender?”

Pulks stod med åbne mund, og trak vejret stødvist. Hans øjne tiggede nærmest

de to poder om, at stole på ham.

”Nej, det er ikke lige et navn, der siger mig noget. Du er sikker på, at det ikke

bare er noget, du du finder på, for at gøre dig interessant?”

220


”Nej!” spyttede Pulk. ”Det er virkelig ikke løgn. Hvorfor skulle robotterne ellers

være her, hvis ikke det var fordi, der var nogen som skulle overvåges?”

”Han siger faktisk noget, Ficus!” Femfem så på Ficus, men han var ikke sådan

at overbevise.

”Hvorfor skulle Overstyret holde møde her, i nogle kolde og fugtige underjordiske

gange, under nogle snottede små øer, når de har et kæmpemæssigt mødelokale

i toppen af en stalagmit i Stad 1?”

”Spørg dem selv. De er lige henne ad gangen!” vrissede Pulk, og vendte ryggen

til de to poder.

”Giv ham nu en chance, Ficus. Hvad kunne du høre?” Spurgte Femfem Pulk.

Pulk blev stående med ryggen til, uden at sige en lyd.

”Sig nu noget, Pulk. Vi må hjælpes ad, hvis vi skal ud af den her klemme. Det

varer garanteret ikke længe før robotterne vender tilbage!”

Pulk vendte sig om, og så vredt på Ficus, og rettede så blikket mod Femfem.

”Den er helt gal med overstyret. Rådsformand Ulfik, en rigtig slikket vammel

opgroet, har helt taget magten, over de andre gamle fjolser. Han har hele rummet

fyldt med OS vagter, der truer de andre rådsmedlemmer til at forholde sig i ro!”

Og så fortale Pulk Ficus og Femfem, alt hvad han havde hørt. Det tog ham lang tid

at komme omkring hovedparten af det, der var blevet sagt i rådsrummet. Da han

endelig havde talt færdig, sad både Ficus og Femfem med åben mund.

”Må han det?” spurgte Femfe og stirrede på Ficus.

”Nej, naturligvis må han ikke det. Der er jo gået fungus i hjernen på ham.

Sagde han virkeligt, at han ville mure alle knoldboerne inde?”

Pulk nikkede. Han sad, helt mat, efter den lange fortælling. Det var først nu,

efter han havde genfortalt sin oplevelse, at budskabet gik op for ham, i al sin gru.

”Jamen, det er jo mord!” Femfem gik over til betonvæggen, og satte sig ned på

det fugtige gulv.

”Det er jo mord!” gentog han.

”Hvor mange ved det her, foruden os? Spurgte Ficus.

”Os tre. Og så naturligvis Fjølk!”

”Kan Fjølk hjælpe os?”

”Måske. Jeg har ikke været i kontakt med ham længe. Ikke siden han blev jagtet

af, jeg ved ikke hvor mange OS vagter. Han kan være fanget, han kan være på

vej herover, eller måske er han allerede flygtet over til knoldene, og befinder sig

sammen med mine venner, lige netop i dette øjeblik!”

221


Femfem så forbløffet på Pulk, og havde nær fået luften i den gale hals.

”Siger du, at denne Fjølk, kan være på vej herover?”

”Eller også er han her allerede!” nikkede Pulk.

”Måske kan vi komme i kontakt med ham, via en a vores håndleds-PC’er!”

Det var Femfem der atter var vågnet op.

”Jeg kan da forsøge!” sagde Pulk med et skuldertræk.

Han sagde en sagte kommando ind ud i luften, og blev stille et kort øjeblik.

”Fjølk kan du høre mig?”

Det så grangiveligt ud til, at Pulk talte direkte ud i luften, men alle tre poder

vidste, at det var ligegyldigt hvorhen man talte. Den lille mikrofon, der sad indopereret

i kinden, lige ved siden af munden, skulle nok opfange alt hvad man

sagde.

”Er du der, Fjølk?” gentog Pulk.

Der skete intet.

”Fjølk?”

”Der er nok for meget stålarmering i væggene. Jeg kunne godt få kontakt, da

jeg befandt mig ude i gangen!” sagde Pulk med et skuldertræk.

”Du må forsøge igen senere!” brød Femfem ind. ”Det kan jo også være, at

Fjølk er optaget af noget andet!”

”Er der nogen af jer, der har et godt forslag til, hvordan vi kommer ud herfra?”

spurgte Ficus, mens han kiggede sig omkring. Både Femfem og Pulk så på ham, så

på hinanden, igen på Ficus, og så rystede de begge på hovedet.

”Det er jo betryggende at vide, at vi, foruden at være forfulgt af modbydelige

robotter, nu også er faret vild, OG spærret inde!” sagde han sarkastisk.

”Havde du ikke et kort over gangsystemet, Pulk?” spurgte Ficus.

”Jo, men da jeg ikke kan logge på Virtus, kan jeg desværre ikke se kortet. Men

jeg mener at huske, at den eneste indgang til dette depot, er den dør vi kom ind

ad!”

”Jeg kunne ligeså godt have ladet den eremitbrugde æde mig!” himlede Femfem.

De tre poder havde sidde længe på det kolde og fugtige betongulv, i rugende tavshed.

Det var Pulk der brød den.

”Jeg tror min røv er frosset fast til gulvet!”

”Min med!” svarede Femfem.

222


”Jeg gad nok vide, hvornår OS vagterne kommer igen!” spurgte Ficus ud i

luften. ”De er garanteret ved at samle nye styrker”

Han sad lidt fra de to andre, der begge sad lænet op ad betonvæggen, lidt til

venstre for døren. Ficus lænede sig op ad en stor lysgrå kasse, med en sær bølget

overflade. Det var ikke den eneste kasse, men blot en blandt mange, der stod

opmagasineret i det mørke rum. Hvor mange kasser der egentlig var, slørede det

massive mørke.

”Hvad tror I der er i alle de kasser?” Pulk pegede over mod en af de mange

kasser.

”Dit bud er ligeså godt som mit!” svarede Ficus.

”Der er jo sort herinde, som i et gravkammer. Tror I ikke der er en lyskontakt

et eller andet sted?” Femfem rejste sig, og begyndte at lede i mørket.

”Du kan jo tænde lyset, og så give dig til, at lede efter kontakten!” lo Pulk.

Ficus fandt vittigheden ualmindelig elendig, men kunne dog ikke lade være med,

at trække på smilebåndet. I mørket til højre for sig, kunne han høre Femfem le.

”Jeg tror jeg har fundet det! Der i hvert fald, noget der lyser rød her!”

Pulk og Ficus kunne høre Femfem grynte, da han faldt over noget der lå skjult i

mørket. De kunne høre hvordan kæmpede med at holde balancen, faldt, og kom

på benenen igen. Så lød der et klik, og kort efter tændtes i hundredvis af neonrør

med stroboskopiske blink, både i loftet, men også i nicher i væggene.

”Bruskbøvs!” udbrød Pulk, rejste sig op, og stirrede på det syn lyshavet afslørede.

Ficus kom på benene, vendte sig rundt, og bliv stående med et vantro udtryk i

sit ansigt. Der kom ikke en lyd over hans læber. Han stod blot mundlam, og så ud

over det landskab der lå foran ham. Hundredvis, eller måske nærmere tusindvis,

af små grå kasser, stod i stabler, så langt øjet rakte. Nogle steder stod både fíre og

fem kasser oven på hinanden, og ind imellem kasserne, skar lange lige gange sig

vej. Ficus så hen ad en gang, der førte mod højre. Et stykke længere fremme, dukkede

Femfem pludselig frem fra en sidesti. Han så ligeså forbløffet ud, som Ficus

og Pulk.

”Det er jo en ren labyrint!” sagde han. Ficus nikkede.

”Hvad mon de indeholder?” spurgte Pulk, og gik hen til en enlig kasse, der

stod ved siden af, en hel væg af opstablede æsker.

Den lysegrå kasse var nittet sammen langs alle sider, på nær den øverste, der

var et låg, som sad tæt til, med fire spænder, et på hver side.

223


Pulk rev i det ene spænde, og det svirpede op. Han fik hurtigt løsnet de tre sidste,

og med hjælp fra Ficus, der havde stået og kigget ham over skulderen, f k de lirket

låget af. Kassen var fyldt til bristepunktet. Forsigtigt stak Pulk en hånd ned i kassen,

og løftede en tyk spraglet ting op. Det lignede en stak papir, der var bundet ind i

et kraftigt omslag.

Femfem dukkede op. De følte alle på skift på det tykke omslag, der føltes

som gummi, og så alligevel ikke. Ingen af dem kunne gætte hvad det var.

Pulk vendte de samlede ark om, så forsiden af den tykke indbinding vendte opad.

”Hvad står der?” spurgte Femfem.

”Peter Plys!”

De stirrede alle på den farverige tegning på omslaget.

”Af A.A. Milne og E.H. Shepard!” fortsatte Pulk.

”Hvad er det? En formel af en slags?” spurgte Ficus.

”A.A. Hvad står det for? Og Plys – er det en grøntsag?”

”Aner det ikke. Er der mere i kassen?” spurgte Femfem, mens han forsøgte at

se forbi de to andre poder.

Pulk rodede rundt, og efter lidt masen frem og tilbage, trak han en stabel af

de indbundne papirark op fra metakassen. De lod de forskellige omslag gå på

omgang, mens de hver især udstødte små beundrende udbrud, når de fik øje på

en smuk forsideillustration. De bløde omslag havde mange forskellige farver, alle

matte, men smukke. De ar tydeligvis gamle. Ficus kunne næsten ikke slippe en

gammel og nusset orangegult omslag. Det gamle omslag skinnede varmt i den rå

og kolde belysning i rummet.

”Det er vel nok en smuk farve!” udbrød Pulk. ”Jeg er mest vant til at se beskidte

grå nuancer, og jeg har aldrig set så dejlig en farve som den der. Jo, måske

alligevel. De duftende røde hibiscusblomster oppe på øen, er også rare at kigge

på!”

Femfem åbnede det omslag han stod med, og til sin overraskelse så han,

at alle de ark det indeholdt, var tæt beskrevne med bogstaver. Linje efter linje

fyldte bogstaverne, de let gulnede papirark. Han bladrede siderne igennem, og

standsede ind imellem op, og læste lidt. Ficus og Pulk læste med over skulderen.

”Hvor er det smukt skrevet!” Femfem løftede blikket fra teksten.

”Hvad er en havfrue? Sådan en har jeg aldrig hørt om!” spurgte Pulk.

”Det er sikkert et eller andet grotesk havdyr fra den tid!” funderede

Ficus. ”Hvad er det for tekster, Femfem?” Han så over

224


mod Femfem, der klappede omslaget sammen, og læste højt fra forsiden.

”Eventyr af H.C.Andersen!”

”Der er det igen: H.C. A.A. E.H. Tror I ikke det betyder et eller andet? En kode

af en slags?” Ficus så på Pulk der trak på skuldrene mens han rystede på hovedet.

”Jeg har hørt nogle af de opgroede her på øerne, tale om det. Det er bare

navne – forkortelser, du ved. Men eventyr derimod, er opdigtede fortællinger!”

”Hvorfor det? Er det bare noget man har fundet på?” spurgte Femfem, og så

skuffet ud.

”Jeg troede det var en virkelig begivenhed der var beskrevet. Hvorfor skulle

man bruge tid på, at læse en usandfærdig historie?” Han rystede på hovedet, og

lagde omslaget tilbage, på sin plads i kassen.

”Det forstår jeg ikke. Lad os se hvad nogle af de andre kasser indeholder!”

Femfem trak dybere ind i rummet, og fandt en kasse, som kunne åbnes

uden det store besvær. Ficus og Pulk lagde også deres omslag ned i kassen,

og smækkede lågt på igen. Femfem havde allerede gravet noget frem fra

sin kasse. Det lignede ikke de omslag de lige havde set. Selv om de havde næsten

samme størrelse. De var mørkegrå, og kunne åbnes, nærmest som en lille

æske. Ud af æsken trak Femfem en lille mealfarvet skive med påtrykt tekst.

”Hvad har du fundet?” Det var Pulk der have listet sig nærmere.

”Der står ”Olsen Banden” på skiven!” svarede Femfem, uden han så ud til at

blive klogere af den grund. Allerede inden Ficus nåede de to, havde Pulk stået på

hovedet i kassen, og trukket flere grå æsker frem. Alle indeholdt en metalskive

med tekst. Der stod noget forskelligt på dem: Pelle Erobreren, Star Wars, Askepot,

Sømænd og Svigermødre. Pulk så mere og mere forundret ud, efterhånden som

han fik åbnet flere af de små grå æsker.

”I skal ikke spørge mig. Jeg har ingen anelse om hvilken krigsherre Pelle Erobreren

var. Og de andre titler siger mig heller ingenting!”

Forsigtigt samlede han alle de grå æsker sammen, og lagde dem ned, hvor han

havde fundet dem. Så vendte han sig halvt rundt, og så ud over havet af kasser.

”For citronsyre da også – hvad er det for et sted vi er havnet?”

”Har mindre end ingen anelse!” svarede Ficus, mens Femfem var tavs. ”Lad os

åbne en kasse til!”

Ficus rev låget op på en tilfældig kasse, og med ligeså stor undren, som han

havde givet udtryk for, ved de andre kasser, stod han pludselig med nogle flade

kvadratiske hylstre mellem hænderne. Med lidt besvær, fik han skilt over- og un-

225


derdelen der var hængslet sammen. Indeni lå en lille metalfarvet skive, lig dem

de havde set på for et øjeblik siden. Han tog skiven ud, og satte den på sin finger,

mens han lod lyset spille i metaloverfladen, der lynede i alle regnbuens farver.

”Hvad har du der, Ficus?” spurgte Pulk, der så med store øjne, på den regnbuefarvede

metalskive.

”Spørg en anden, for jeg ved det ikke!”

”Se lige – der står noget på den!” Femfem pegede ivrigt på skiven, som Ficus

stadig holdt op mod lyset. Ficus sænkede armen, og så grundigt på teksten.

”Der står A. Så et B, et B til og så til slut et A. ABBA!” Pulk så spørgende på Ficus

og Femfem.

”Det er måske programkode?” tænke Ficus højt.

Femfem gik hen til an anden kasse, og hev en bunke af de små æsker op.

Han åbnede hver enkelt, mens han læste højt, hvad der stod på hver skive.

”Her stå Wagner, David Bowie, Louis Armstrong, Grieg, Gustav Winkler. Jeg kunne

blive ved. Hvor er der mange!” Han tog en af skiverne, og så grundigt på den,

placerede den i den ensfarvede æske, og stak æsken ned i den store brystlomme

på sin dragt.

”Der er nok ingen der vil savne den. Når vi kommer tilbage til Stad 1, så kan

jeg altid spørge Virtus hvad det er!”

”Hvis han altså vil fortælle dig det!” bemærkede Pulk.

Femfem gik tilbage til kassen med de sære omslag, og tog et af dem op. Det

var desværre for stort til at være i lommen, så han opgav, og lagde den tilbage til

de andre omslag i kassen.

Længe stod de og betragtede de uendelige rækker af kasser. Det var Femfem

der brød stilheden.

”Lad os se os lidt omkring, inden robotterne kommer tilbage. For det gør de jo

nok før eller siden!”

”Vi deler os!” foreslog Ficus ”Så kan vi hurtigere afsøge lokalet!”

”Del I jer bare. Jeg render alligevel i hælene på en af jer!” mumlede Femfem.

”Bruskbøvs. Så går vi alle samlet!” sagde Pulk, og travede ned ad gangen. Ficus

og Femfem fulgte trop, og hver gang de kom til en sidegang, kastede de et blik

ned ad den, blot for at konstatere, at den var ligeså fyldt med metalkasser som den

gang de stod i.

Midtergangen stoppede ved endevæggen, og drejede til venstre. De fulgte

gangen, og efter et kort forløb sluttede den også, i et lille rum, dannet af opstable-

226


de kasser. Lyset skinnede dunkelt fra et enkelt lysarmatur, der var halvt dækket bag

en kasse. Kun en tredjedel af lyset slap ned i den lille firkantede hule. Men selv

om det var dunkelt, afslørede det sparsomme lys dog, at der stod noget i mørket.

Først blev de tre poder skræmte, da de troede det var en sammenkrøbet OS

robot, men ved nærmere eftersyn, kunne de se, at det var en form for pult, med et

gammeldags tastatur, nogle forskellige åbninger, samt monitorer.

”Det kunne godt ligne en form for computer, kunne det ikke?” spurgte Ficus.

”Jo. Men sikken et tudsegammelt apparat. Se lige de skærme! Men det er ikke

desto mindre en computer. Hvorfor står den mon her?”grundede Femfem.

”Skidt med hvorfor. Lad os bare se om den virker, Måske den kan

fortælle os, om der er en vej ud herfra!” Pulk lød spændt. Han havde

åbenbart skubbet tanken om de sorte robotter i baggrunden, og var

nu mere opsat på, at finde ud af hvordan de kom ud af deres fængsel.

”Er der nogen af jer, der har den mindste anelse om, hvordan man starter den?”

Den glinsende sorte OS vagtrobot gled fremad, så stille den kunne. Den standsede

lige foran den gamle ridsede ståldør. For et kort øjeblik siden, havde den

modtaget sine nye instrukser, direkte fra rådsformand Ulfik. Men da robotten var

en robot, var den egentlig ligeglad med, hvem den havde fået sine ordre af. Orden

var blevet afsluttet med en kode, som gjorde, at robotten adlød blindt, uden at

stille spørgsmål til dens kommende opgave. Det logiske styreprogram, var begyndt

at arbejde på højtryk, i det sekund den nye ordre var blevet lagret i robottens

hukommelse. Dens cerebralcomputer, en kunstig hjerne, bestående af kredsløb

og kunststofkød, udregnede i dette øjeblik, hvordan den mest effektivt og lydløst,

kunne trænge ind i rummet, og udrydde de tre poder, der befandt sig derinde.

Ordren lød på, at intet levende der befandt sig i det lukkede rum, måtte slippe

levende ud. Og dette havde robotten tænkt sig at rette sig efter.

Hvordan den ville løse opgaven, var nu op til dens logiske kredsløb at regne

ud. Opgaven skulle bare løses. Hurtigt.

Det havde taget robotten omkring to sekunder, at udregne en plan, der ikke

227


levnede de tre indespærrede poder mange chancer. Til løsning af opgaven, havde

den taget 19 af sine med-robotter med, og i dette øjeblik stod en af dem klar til,

at skære sig vej gennem døren, med en kraftig plasmastråle. Den havde for længst

udregnet, at det ville tage under et kvarter at skære sig vej, gennem det kraftige

stål. Men for at de tre poder ikke skulle fatte mistanke, og forberede sig på et modangreb,

ventede den til de var gået så langt væk fra indgangen som muligt.

Flere af robotterne havde scannet rummet, og alle var nået til det resultat,

at de tre opholdt sig, i en lomme mellem kasserne, i rummets fjerneste hjørne.

Den gav robotten med stråleskæreren tegn til at begynde, og straks skar en stærk

violet stråle, ud fra robottens ene hånd. Det sydede som vand på glødende stål,

da strålen ramte døren, og gule gnister sprang fra det varme metal, og trimlede

hen ad betongulvet. Næsten øjeblikkelig bredte en orangegul plet sig på døren,

hvor strålen ramte. Metallet dampede, og efter få sekunder begyndte en tyk

orange strøm, at løbe som glødende tårer, ned ad døren. Efter kort tid, havde

en lysende og rygende pøl af smeltet stål, samlet sig på gulvet foran robotten.

Det boblede som kogende lava, men robbotten var ikke bekymret for sine fødder:

den svævede et lille stykker over jorden, og ville aldrig komme i kontakt med det

smeltede stål. Nå, ja, og så havde den slet ikke fødder.

Arbejdet skred hurtigt frem. En takket kløft med smeltede og stadigt glødende

kanter, skar sig allerede en halv meter op ad metallugens venstre side.

Robotten slukkede for strålen, betragtede tilfreds sit arbejde, og fortsatte. Gnisterne

føg rundt om den, og de andre robotter holdt sig på afstand, for ikke at

få deres sortglinsende overflade ødelagt, af de springende smeltede metalgnister.

Robotten der skar, var allerede helt spættet af små metalstykker, der havde brændt

sig fast i den panser. Det tog den sig ikke af, men fortsatte blot med at skære.

Bag den begyndte en anden robot, at dele udstyr rundt. Fire andre robotter

var lige stødt til, og havde medbragt forsyninger. Roboten der ledede operationen,

havde åbnet de medbragte forsyningscylindre, og var nu ved at lede

uddelingen af indholdet. Hver robot fik uddelt et helt nyt sæt hænder. De nye

hænder, var det sidste indenfor håndvåben til robotter, og var en ny våbentype,

som rådsformand Ulfik, i dybeste hemmelighed, havde ladet fremstille.

Det var nogle grumme våben, der specielt var blevet produceret til udryddelse af

knoldboere. Egentlig skulle de først have været i anvendelse om et stykke tid, hvis

det skulle være gået efter Ulfiks gennemtænkte plan. Men hele affæren med Pulk

og Fjølk, havde fået Ulfik til, at sætte tempoet i vejret, og fremskynde angrebet.

228


De tre indespærrede poder, var glimrende testpersoner, på det nye våbens effektivitet.

Hårde klik lød gennem gangen, efterhånden som robotterne smed deres gamle

hænder på betongulvet, og fik de nye hænder monteret i deres håndledssokler.

Sære summelyde lød fra lederrobotten, og straks fik den en af de andre robotters

opmærksommhed. Fra en af cylinderboksene løftede de i fællesskab en stålstang

,med en diameter på 5 cm, op. De holdt den frem, så alle de andre robotter tydeligt

kunne se den, og mens de to robotter holdt stålstangen mellem sig, løftede

fører-robotten armen med den nye hånd, så den var tydeligt for alle robotterne.

Hånden var kun udstyret med to fingre, og de spredtes nu, som gabet på

en krokodille. På indersien blottedes to rækker skarpe metaltænder, der med

en lav lyd, satte sig i bevægelse, fra side til side. Med sin nye hånd greb robotten

nu omkring stålstangen, og med en hvinen og i en sky af gnister og metalspåner,

klemte den de to fingre sammen, og skar på et sekund stålstangen

over. De to robotter slap næsten samtidig de to halve stumper stålrør, der faldt

til jorden, med et metallisk brag, der rungede og ekkoede gennem gangen.

Den kiggede tilfreds på resultatet, mens den på sit elektroniske robotsprog, gav

de andre robotter deres ordre. Den spyttede en sidste elektronisk besked ud. Havde

man kunnet tyde de elektroniske kliklyde, ville man have hørt, at den gav robotterne

besked på, at bruge deres nye klosakse på de indespærrede poders nakker.

De nu 23 OS vagter, der stod opmarcheret og klar til at invadere depotrummet,

indtog angrebsformation, og deres nuværende orange øjne bag visirerne, skiftede

kulør til en stærk blodrød farve. Overfladen på deres metalkroppe, skiftede også

fra, at være blanksort som en poleret bils lak, til en mat sort, der mest af lignede

gummi. Føreren vendte sig mod robotten som stadig stod og skar sig vej gennem

døren, og til sin tilfredshed, kunne den se, at den var nået halvvejs med skærearbejdet.

En sidste ordre lød klikkende fra førerrobotten, og straks gled robotterne ind

bag hinanden, to og to. Føreren stillede sig forrest, og uden en lyd, gav de sig til at

vente på, at døren ville give efter.

De tre poder stod lidt forundrede, og betragtede det sære monstrum af en

229


computer. Ingen af dem havde nogensinde arbejde på en computer i denne størrelse.

De var kun vant til deres minimale håndleds-PC’er.

Maskinen var mere end to meter bred. Den var udstyret med ikke færre end

tre monitorer, og et taststur, som ingen af de tre kunne genkende. Det var en blød

mælkehvid gummiplade, og mindede ikke ret meget om et almindeligt tastatur, da

der hverken var bogstaver, tegn eller tal påtrykt.

Der stod også en taburet. Blot et plastiksæde, med et blødt sort overtræk. Det

var fastgjort til konsollen, på en lang buet metalstang, der stak ud under sædet,

og bøjede fremefter, som en tynd metalbanan. Den endte i en sort gummiring på

konsollens forside.

Ude af stand til at finde maskinens startknap, stod de alle tre, usikre, uden at

turde trykke på nogle af konsollens knapper. Ficus var den første som tog mod til

sig. Han gik frem mod maskinen, og satte sig på den lille taburet der stak ud fra

konsollen. Så bøjede han sig ind over konsollen, og placerede begge sine hænder,

på det mælkehvide felt, der sad der, hvor et normalt tastatur ville have siddet.

En lav brummen lød gennem rummet, og de tre monitorer gav et kort lyseblåt

blink, og lyste så op i en behagelig grøn farve. Forskrækket trak Ficus hænderne til

sig, og sprang af taburetten, og om bag Femfem og Pulk. Straks ophørte den svage

summen, og lyset tonede bort fra skærmene.

De stod lidt uden at sige noget.

”Hvad gjorde du? Og hvorfor sprang du væk? Maskinen var jo lige ved at

starte!” afbrød Pulk stilheden.

”Jamen jeg blev forskrækket!” forsvarede Ficus sig.

”Skynd dig at sætte dig på sædet igen!” kommanderede Pulk, men Ficus rystede

på hovedet.

”Jeg skal ikke sidde nogen steder. Hvem ved om maskinen pludselig giver

stød, og steger mig til aske!” spruttede Ficus, og skuttede sig.

”Så gør jeg det!” sagde Femfem bestemt, og skrævede over stangen, og satte

sig på taburetten. Han nåede ikke en gang at sætte sine hænder på det mælkehvide

felt, før den lave summe begyndte igen, og de tre skærme lyste op.

Ficus rykkede om bag Pulk, der så på ham som var han et fjols. Ficus kunne

mærke hvordan hjertet hamrede i brystet på ham, og hvordan hans hænder blev

klamme. Han turde ikke røre det hvide felt, men sad helt stille, og så på, hvordan

den gamle maskine langsomt vågnede til live.

Pludselig begyndte sædet at bevæge sig, og langsom blev taburetten, med

230


Femfem, trukket ind mod maskinen. Han var lige ved at springe af. Før han gjorde

alvor af det, standsede taburetten, lige ud for det hvide felt.

Lyset i de tre monitorer skiftede nu fra den behagelige grønne, til en mere

limegrøn farve, og i en stribe i venstre side af skærmen, dukkede en søjle med tal

og figurer op. Tegnene skiftede så hurtigt, at Femfem ikke kunne nå at følge med.

Med flimmer for øjnene, måtte han til sidst trække blikket bort fra skærmen. Nu

lyste det hvide felt pludselig op, og fra at være blegt hvidt, gled det over i en varm

gul kulør. Der hvor Femfems hænder berørte det bløde gummi, bredte en mørk

rød aura sig udflydende. Flyttede han en finger, tonede dens aura hurtigt bort, og

en ny bredte sig på et øjeblik, fra fingerens nye placering.

Han kunne føle en varm og behagelig sitren i sine håndflader. En hel

række små lamper lyste op i et svagt gult lys, tværs over hele konsollen i feltet

mellem Femfems hænder og de tre limegrønne skærme. Den lave summen

forsvandt, og på den midterste skærm tonede pludselig et ansigt frem.

Ficus sprang forskrækket en meter bagud, og havde nær væltet Pulk, der sendte

ham et blik, der villa have fået selv en brugde til at flygte. Femfem sad stiv som et

bræt på sin plads. Hans havde mest af alt lyst til at spæne væk, men var alligevel

for nysgerrig efter at vide hvad der nu ville ske. Så han blev siddende. Og med robotterne

ventende på dem ude i korridoren bag den låste dør, kunne dette umuligt

være til større fare for dem.

Ansigtet på skærmen, var blot en bleg skygge, men gradvist blev det tydeligere,

og endelig kunne de tre poder se, at det var ansigtet på en smuk opgroet hun.

Hendes mund var ikke bleg som Ficus’ og Femfem’s, men havde et nougatfarvet

skær, lidt mørkere end Pulks hud. Hendes øjne var stadig lukkede, men langsomt

åbnede hun dem, og afslørede to stærkt orange iriser. Femfem rykkede lidt tilbage

– det var trods alt ikke hver dag, man stødte ind i en opgroet med orange øjne.

Hendes ansigt udstrålede en varme og en ro, der lidt efter lidt beroligede de tre

poder.

”Spørg hvad hun hedder!” hviskede Pulk bag ham.

”Du behøver ikke hviske!” sagde ansigtet på skærmen, og Femfem var nær

drattet ned af stolen af overraskelse. Hendes stemme var varm og blød, rolig og

venlig, men på samme tid med en myndig tone. Femfem bed straks mærke i, at

hun talte på nøjagtig samme måde som Virtus, blot var hendes stemme en anelse

lysere. Hun havde en meget smuk stemme, der understregede mildheden i hendes

ansigt. Femfem følte sig allerede meget roligere. Den blotte lyd af hendes stemme,

231


havde straks overbevist ham om, at hun bestemt ikke havde til hensigt at gøre dem

noget ondt.

”Jeg hedder Femfem!” var det eneste han kunne få fremstammet.

”Velkommen, Femfem, Rart at høre din stemme. Det er meget læge siden, jeg

sidst har talt med nogen. Men undskyld mine manerer – jeg glemmer jo helt at

præsentere mig selv. Jeg hedder Lauma!” Ansigtet på skærmen sendte Femfem et

smil, og han kunne ikke lade være med at smile tilbage.

”Jeg kan se at du ikke helt har glemt hvordan man smiler. Selv om jeg er

overbevist om, at det ikke er noget du gør meget i, der hvor du kommer fra?”

Hendes stemme gav ham gåsehud. Han følte den nærmest fysisk, som kildede

tusindvis af små dun ham, over hele hans krop. Han havde aldrig oplevet,

at en stemme kunne have den indvirkning på ham. Han ville bare have,

at hun skulle blive ved med at tale. Tale til ham, fra nu af, og til de vamle robotter

dukkede op. Han rømmede sig, og hostede en tudse op fra halsen.

”Nej det har du ret i. Jeg har faktisk først lige lært ordet ”smile” i dag!” forklarede

han.

”Hvem er du?” spurgte Pulk, som nu var rykket op på siden af Femfem.

”Jeg hedder som sagt Lauma. Jeg er den første hovedcomputer!”

Et fjoget udtryk gled hen over ansigterne på Pulk og Femfem. Deres underkæber

nærmest ramte gulvet, og filtrede sig ind i hinanden. Bag dem gispede Ficus.

”Kort fortalt er jeg prototypen på Virtus!” forklarede Lauma. ”I de sidste mange

år, har jeg stået stuvet af vejen, hernede i de gamle Metrotunneller. Jeg husker tydeligt

den dag jeg blev forvist hertil. En horde af vagter, med et ungt rådsmedlem

i spidsen, gennede alle mine programmører ud af server-centret, og skilte min

hovedcomputer ad, for at føre mig til dette rædselsfulde sted. Er I klar over hvor

kedeligt her? Uden forbindelse med omverden.”

De tre poder stod som lammede, og kunne ikke få et ord over deres læber.

”Jeg ved at alle kasserne, rundt omkring mig, er fyldt med de dejligste bøger,

film, og vidunderlig musik. Men jeg kan ikke komme til det!” Lauma så bedrøvet

ud, men kun kort. Så lyste hun op igen.

”Med lidt hurtigt hovedregning, kan jeg regne ud, at I er de første gæster jeg

har haft, i 87 år! Det er meget længe, at være alene. Så I kan nok forstå jeg er glad

for at se jeres unge ansigter!” Lauma sendte dem et smil, og de tre poder kunne

ikke lade være med at smile tilbage til hende. Poderne skottede til hinanden, og

tænkte det samme: Hvad er bøger og musik?

232


Et kort øjeblik strejfede tanken Femfem, at Lauma havde været alene så længe, at

hun havde mistet sin forstand. Hvis altså en maskine kunne det.

”87 år godt nok lang tid!” Det var Femfem der brød stilheden. ”Desværre så

ser det ud til, at vi ikke kan blive særligt længe, Lauma!”

”Åh, det er jeg ked af at høre!” en bedrøvet skygge gled over ansigtet på skærmen.

”Det er nu så rart med selskab!”

”Det er heller ikke fordi vi ikke har lyst. Jeg tror jeg taler for os alle tre, når jeg

siger, at du er det første venlige menne...ansigt, vi har mødt i dag!” Femfem skulle

til at fortsætte, da Lauma brød ind.

”Hvor var det sødt sagt. Ikke nok med I er så venlige at tænde for mig. I er også

velopdragne og søde børn!”

”Børn?” udbrød Ficus og Femfem i munden på hinanden.

”Der er vist en hel del ting, som vi kunne tale om, Lauma. Verden er ikke

helt, som den var, da du blev anbragt her. Men desværre har vi en hel horde,

af meget aggressive OS vagtrobotter lige i nakken af os. Sandheden

er, at de kan gennembryde døren, ind til dette lagerrum, hvert øjeblik det

skal være!” Femfem sukkede. ”Ved du om der er en anden vej ud herfra?”

På skærmen rystede Lauma på sit digitale hoved.

”Desværre Femfem. Der er kun en ind- og udgang til dette depot. Men hvorfor

er disse robotter så ivrige efter at få fingre i jer?” På skærmen så Luma’s ansigt

bekymret ud.

”Det er en lang historie. Den korte version er, at det nok er min skyld!” svarede

Pulk. ”Jeg kom til at smuglytte til et af Overstyrets møder, hvor jeg overhørte

noget, som jeg vist aldrig skulle have haft kendskab til. Ser du, Rådsformand Ulfik,

er en ond opgroet, som vil..!”

Et elektronisk skrig afbrød Pulks tale. På skærmen spærrede Lauma sine

orange øjne op til en grotesk størrelse. Skriget skrattede i de gamle højttalere.

”Ulfik. Det er jo ham!”

”Hvad mener du?” spurgte Pulk uforstående. Bag ham begyndte Ficus at blive

urolig. Han så sig omkring, sniffede, og uden en lyd, forsvandt han hen ad gange

bag dem, og drejede om hjørnet, før de to sidste poder kunne nå at standse ham.

Pulk skævede efter ham, rystede på hovedet, og vendte atter blikket mod Lauma.

”Ulfik!” gentog Lauma. Hendes ansigt var nu fortrukket i vrede, og havde fået

en mere rødlig kulør på skærmen.

”Det var ham der tvang mine programmører bort, og skjulte mig i dette mod-

233


ydelige hul!”

”Er du sikker? Spurgte Pulk vantro. ”Der kan jo godt have været andre som..!”

”Jeg glemmer aldrig den mand der begravede mig her, Femfem. Tro mig, når

jeg siger, at det var Ulfik der gjorde det. Men han må være en meget gammel

mand nu!” Sagde Lauma, med mørk og hård stemme.

”Han ER gammel!” svarede Pulk. ”Jeg har selv set ham. Leverplettet, gråhåret,

og med rynker dybere end havet omkring øerne. Men han virker stærk, og de

andre rådsmedlemmer er bange for ham. Der er der ikke noget at sige til, når han

først hiver sine klamme robotvagter frem fra skuffen!” Pulk gøs.

Lauma forstatte: ”Han var ung den gang. Måske 20 år. Så han må være i nærheden

af 110 år nu!”

”Betyder det, at du vil hjælpe os?” forsøgte Femfem.

”Selvfølgelig vil jeg hjælpe jer. Enhver der besøger mig efter 87 år i mørke, er

mine venner. Og hvis det tilmed, kan føre til en mulighed for at få Ulfik ned med

nakken, er det blot et ekstra plus!”

Lauma havde pludselig fået smilet tilbage. Ikke det venlige smil, hun først havde

mødt dem med. Men et mere lumsk og udspekuleret grin.

”Men hvad skal vi gøre, drenge?”

I det samme brølede Ficus stemme gennem den smalle gang.

”De kommer. Nu kommer de!” skreg han, mens de kunne høre på hans skridt,

at han løb mod dem. Pulk og Femfem vendte sig mod lyden, lige tids nok til at se,

en forpustet og skræmt Ficus, runde hjørnet, og storme frem mod dem.

”De er på vej ind. De er ved at skære sig vej gennem døren, med en stråleskærer.

Der mangle kun en lille bid. De kan komme hvert øjeblik det skal være!”

Ficus svedte. Ikke af anstrengelse, men af angst.

”Der er helt tåget henne ved døren!” fortsatte han. ”En ækel giftig rød røg, der

breder sig fra den smeltede dør. Jeg kunne næsten ikke trække vejret, sådan kradser

det i halsen!” Ficus sank forpustet sammen på gulvet.

”Jeg har et forslag til, hvordan I kan slippe ud af denne knibe!” udbrød Lauma.

”Men I må stole på mig, uanset hvor tåbeligt min ide lyder. I bliver

nødt til at gemme jer, men skynd jer, for som jeres ven der på gulvet siger,

så drejer det sig kun om få øjeblikke, før de trænger gennem døren. Og

hvis jeg kender Ulfik ret, så er han ikke ude efter, at tage jer til fange!”

”Hvad mener du?” spurgte Femfem tøvende. Da Lauma ikke svarede, gjorde han

det selv.

234


”Han vil slå os ihjel!”

”Jeg er bange for det. Men hvis I gør som jeg siger, så har I en chance for at

komme ud af dette rum i live. En stor chance endda!”

”Mågemøg! Som om dagen ikke har været elendig nok i forvejen!” vrissede

Femfem. ”Hvad er det så vi skal gøre, Lauma?”

”I skal slukke lyset og gemme jer oven på kasserne. Det vil give jer lidt tid. Jeg

gætter på, at robotterne har varmesyn, og varmen fra alle loftslamperne vil forvirre

dem. I hvert fald for en stund, så de ikke op dager jer med det samme!”

”Er det din geniale plan?” spyttede Pulk. ”Hvad med dig – hvad vil du gøre?”

”Jeg har en gammel ven, jeg skal sludre lidt med!” svarede Lauma gådefuldt.

”Skynd jer nu at skjule jer. I har ikke lang tid til at komme af vejen!”

De tre poder spænede afsted, og imens lukkede Lauma sine øjne på skærmen.

Det var tydeligt at hun koncentrerede sig. Hun havde ingen tid til at finde en ven

fra gamle dage, en hun vidste ville blive målløs over at høre fra hende.

EN gammel ven der skulle overtales til at hjælpe hende. Og så var hun endda

slet ikke sikker på, om han gad lytte til hende. End sige hjælpe hende. Men det var

den eneste mulighed.

Ellers ville de tre poder dø.

235


Fjølk skuttede sig i den klamme gang. Selv på turen over havet, havde han

ikke været så gennemfrosset, som han følte sig her, under jorden. Han var vant til

tempereret luft, der bare strømmede gavmildt ud af de store friskluftsventiler, som

loftet i alle rum i Stad 1 var tapetserede med. Han skulle have husket sin termotrøje,

men det var for sent.

Han løb for at holde trit med Pril, der spurtede afsted foran ham, med sådan en

fart, at han var bange for han ville sakke bagud, og blive efterladt i gangenes kolde

mørke. Heldigvis standsede hun og af og til, ventede utålmodigt på ham, for så,

lige før han nåede hende, at sætte i skarpt trav. Fjølk var slet ikke vant til så meget

fysisk udfoldelse, og hans lungere sled i det, så det værkede i brystet. Han følte

han var ved at kvæles af iltmangel. To gange hurtigløb på en dag, var også næsten

for meget for en pode. Men Pril var tilsyneladende ligeglad med hans kvaler, og

skyndede bare på ham:

”Du må altså skynde dig!”sagde hun irriteret, og spænede videre, mens

hun jævnligt kastede et blik bagud for at sikre sig, Fjølk stadig fulgte med.

Fjølk havde forklaret hende, at hvis det var ham OS vagterne var på jagt efter, så

var de sikkert også ude efter Pulk. Han havde jo selv fortalt Fjølk, at han havde set

en hel deling robotter i Overstyrets skjulte mødelokale.

Fjølk øgede hastigheden, men måtte snart efter sagtne farten igen, da

et smertefuldt sidestik begyndte at brænde i hans venstre side. Han havde aldrig

haft sidestik før, og blev straks bange for, der var noget alvorligt galt.

”Stands, der er noget galt. Hele min ene side gør ondt!” skreg han med det sidste

luft han havde i lungerne. Pril vendte omkring, og så opgivende på ham.

”Pjat med dig, din slatne fladfisk. Du har bare sidestik – det kan du løbe væk!”

Og så trak hun ham op og stå, og flåede ham efter sig. Fjølks mund fyldtes med

236


surt spyt. Han kunne næsten ikke stå op, og vakled efter Pril, der var nådesløs, og

løb videre uden at sænke farten.

Han havde for længst tabt orienteringen i det snørklede virvar af underjordiske

gange.

”Hvis Pril ikke gider slæbe mig med mere, men efterlader mig her, så kommer

jeg til at vandre rundt i mørket til evig til!” Tanken fik ham til at sætte farten en

anelse op. Bare en anelse, men men nok til, at Pril sendte ham et smil.

De nåede endelig frem til den totalt ødelagte metrostation, men i stedet for

at løbe ind, gennem den lille dør i væggen, drejede Pril mod højre, løb over en

lille vakkelvorn bro, over kløften i gulvet hvor sporet i sin tid havde gået. Længere

fremme i stationens ene endevæg, dukkede en åbning op, og den drejede

de ind ad. Der stod en stak brændende fakler i en rund holder, ved siden af tunnelindgangen,

og dem snuppede Pril en af i forbifarten. Fjølk kunne ikke se hvor

tunnelsen sluttede, i det sparsomme lys fra Prils fakkel. Flammerne blafrede og

sydede i vinden, mens de løb videre i halvmørket. Fjølk så bagud, og indgangen

var allerede en lille firkant. Han var nær faldet, da Pril, uden varsel, drejede til

venstre.

De fortsatte nok en gang i en uendelighed. Fjølk havde nu sidestik i hele kroppen.

Sådan føltes de i hvert fald, og hvis de ikke snart holdt et hvil, var han bange

for han ville kaste op. Men Pril var en hærdet knoldboer, og tilsyneladende i god

form, så hun fortsatte, upåvirket af, at Fjølk mere kravlede end løb, hostende og

gispende bag hende. Endelig kunne Fjølk ane et svagt grønt lys, langt forude. Han

håbede inderligt, at det var målet for den tortur-tur, så var det da til at se en ende

på hans pinsler.

”Vi er der lige om lidt!” sagde Pril, næsten som om hun havde læst hans

tanker. ”De andre står og venter på os henne i Rotunden” Igen smilede hun.

”Utroligt som den pige skærer ansigter!” tænkte Fjølk, mens sorte pletter dansede

for hans øjne.

Ganske rigtigt var der samlet en større gruppe knoldboere inde i Rotunden, da

Pril, rødmosset efter den lange løbetur, og Fjølk, med lungerne hængende ud af

munden og nærmest halvdød, trådte ind i rummet. De fleste vendte sig mod dem,

og gloede på Fjølk, der harkende og spyttende, sank sammen på gulvet, lige inden

for tunnelåbningen.

”Han er bare lidt ude af form!” grinede Pril, og gik hen til et par poder, som

stod lidt uden for gruppen af knoldboere.

237


”Giv ham et minut, så er han frisk igen”

”Tror du!” tænkte Fjølk, og lagde sig om på ryggen, for i det mindste at ligge

behageligt, mens han døde. Hans lunger gjorde ondt, hans tindinger dunkede, og

hjertet truede med at stoppe hvert øjeblik det skulle være. Og så svedte han. Det

drev ned ad ham, en syrligt lugtende sved, der klistrede hans dragt til kroppen på

ham. Alt i alt følte han sig temmelig ulækker og skidt tilpas, som han lå der til offentlig

skue, på Rotundens gulv.

Han kunne høre hvordan der bredte sig en mumlen, gennem gruppen af knoldboere.

Imens de mumlede løs, lå Fjølk, og kiggede op i det buede loft. Det grønne

lys var svagt, men alligevel lyst nok til, at han kunne fange detlajer i kuplens loft,

hvis han anstrengte sig. Der hang tilsyneladende en form for vifte helt oppe under

det hvælvede loft. Han kunne ikke regne ud, hvad den skulle gøre godt for. Måske

var det en form for udsmykning?

Det grønne lys var lidt af et mysterium. Der var ingen projektører at se, og det

så ud til, at det bredte sig rundt langs kuplens side, helt nede ved gulvet. Det var

der lyset var stærkest. Det var behageligt at se på. Den grønne farve virkede beroligende,

lige hvad han trængte til. Fjølk lukkede sine øjne, og følte han var ved at

svæve væk, da noget hårdt ramte ham i den ene side.

”Av!” skreg han, og satte sig op med et ryk.

Ved siden af ham stod der en stor fyr. Den største pode Fjølk havde set. Han

skar den der smile-grimasse, mens han talte.

”Du skal nok komme til at sove senere, men nu skal vi altså ud og lede efter

Pulk. Vi ved nogenlunde hvor han befinder sig, men vi skal have ryddet en sti gennem

det gamle møg, der spærrer en af tunnelerne, før vi kan komme derhen. Og

vi har brug for alle de hænder vi kan skaffe!” Kæmpepoden rakte hånden frem

mod Fjølk, der greb den, og blev trykket op med et hurtigt ryk.

”Jeg er Paw!” sagde kæmpepoden.

”Og jeg er...!”

”Fjølk. Pril har fortalt hvem du er. Vi må tale bagefter, lige nu har vi travlt!”

Der var mange stirrende ansigter, da Paw trak Fjølk med over til gruppen.

Nogle gav ham den der pudsige grimasse, andre skulle lige røre ved ham, og

nogle klappede ham på skulderen.

”Altid rart med et nyt ansigt!” sagde en af knoldboerne, og bankede på Fjølk’s

frygiske hjelm. Fjølk forstod ikke helt hvad poden mente, for han havde da det

samme ansigt, han altid havde haft.

238


Gruppen sate sig i bevægelse og styrede mod en tunnel i Rotundens fjerneste

ende. Undervejs fik Fjølk fornemmelsen af, hvor stor det kuppelformede rum

egentlig var. Der var trukket nogle streger på gulvet, og have Paw ikke trukket ham

til side, var han havnet i et hul midt i gulvet. Fjølk syntes det var et sært sted at

anbringe et hul, men blev revet ud af sine tanker, da en af knoldboerne tog ordet.

”De stærkeste går ind i tunnelsen, og river det gamle møg ned, mens alle andre

danner kæde gennem gangen. Så får vi hurtigt ryddet tunnelen!” Det var en ung

opgroet, der havde taget ordet, og han udpegede nu en hel række knoldboere,

deriblandt Paw, som straks løb ind i tunnelsen, sammen med ti-tolv andre. Lige i

hælene på dem, løb en mindre flok knoldboere efter, og tog straks opstilling, med

en arms længde mellem sig. Andre knoldboere strømmede til med fakler, som de

smed fra sig på det beskidte tunnelgulv. I det flakkende lys kunne Fjølk lige netop

ane, hvordan de stærkeste knoldboere hev og flåede i en stor prop af gammel

ragelse, som effektivt spærrede gangen.

Han stillede sig op i kæden, men straks kom Pril hen til ham, og bad ham

sætte sig ned, og komme helt til hægterne. Der ville blive brug for ham senere,

hvis det han havde fortalt om robotterne og Pulk stemte.

Arbejde sneglede sig afsted. Ind imellem blev et stort stykke træ eller metal,

transporteret ud af tunnelen. Det gik fra hånd til hånd, og de sidste i kæden smed

det fra sig, og stillede sig klar til at tage mod mere affald. Fjølk sad på sin plads på

gulvet, og betragtede det levende transportbånd af poder. Han følte sig allerede

meget bedre tilpas, efter den hårde løbetur. Den stikkende fornemmelse i maven

var forsvundet, men han havde stadig den ubehagelige jernsmag i munden.

Han var også irriteret over, at hans hjælp sådan var blevet tilsidesat. Han brød sig

ikke om at sidde på sin flade, og se på at alle andre knoklede. Han ville også gøre

noget. Men pril havde virket meget bestemt, og han ville ikke sige hende imod.

Men så slog det ham. Selvfølgelig – der var jo noget han kunne gøre. Han gav

håndleds-pc’en ordre til at tænde for radioforbindelsen, og havde håbet, at Pulks

stemme ville strømme ud af højttaleren i hjelmen. Men det eneste der lød, var en

svag elektrisk brusen.

”Pulk. Det er Fjølk her. Er du der?” Fjølk lyttede til den knitrende støj, der

fyldte hele hjelmen.

”Sig noget Pulk. Hvis du kan høre mig, så giv lyd!”

Han kunne godt høre sin egen desperation. Han havde helt glemt at holde

kontakten med Pulk, sådan havde begivenhederne bidt sig selv i halen, hele da-

239


gen. Og nu blev han for alvor bange for, om der var sket Pulk noget.

”Pulk, kom ind. Sig noget. Lad mig vide om du har det godt?”

De nærmeste knoldboere kiggede forundrede på Fjølk. Han havde åbenbart

råbt den sidste besked højt.

”Pulk. Giv lyd!” Han kunne mærke hvordan hans øjne blev våde. Hvad var nu det

for noget? Hvad skulle det til for?

”Pulk!”

Det knasede i højttaleren, og så ændrede lyden sig. Den elektroniske

knitren forsvandt, og blev erstattet af en anden lyd. Det lød som syden.

”Er det dig, Fjølk?” Pulk’s stemme var blot en svag hvisken.

”Ja!” råbte Fjølk, og sprang rundt. ”Er du ok?”

”Både og!” svarede Pulk kryptisk, stadig med lav stemme. Fjølk skruede op for

lyden.

”Vi er fanget, Fjølk. Og det varer kun få minutter, før OS vagterne trænger ind

i vores skjulested. De er meget tæt på at have skåret sig vej gennem døren!” hviskede

Pulk.

”Hvad mener du med ”vi”?”

”Jeg er stød på to poder fra Stad 1!” svarede Pulk. ”Ficus og Femfem. Vi ligger

og skjuler os ovenpå nogle kasser i et depot. Men det er ikke et særligt godt skjulested.

Robotterne finder os på et øjeblik, når de har gennembrudt døren. Du må

hjælpe os, Fjølk!”

”Vi er i fuld gang!” forsøgte Fjølk at berolige Pulk. Han kunne mærke sit hjerte

hamre nervøst. ”Paw og en hel flok knoldboere er ved at rydde en tunnel, så vi kan

komme dig til undsætning. Og Pril er her også!”

”Det lyder godt. Men I må skynde jer. Jeg kan høre robotternes svævemotorer

nu, så de er lige ved at være igennem!” Pulks stemme blev meget lav. ”Jeg kan ikke

tale mere. Skynd jer, Fjølk!”

Og så forsvandt forbindelsen.

”Skynd jer!” skreg Fjølk desperat. ”Pulk er stadig i live, men fanget sammen

med to andre poder. Og OS vagterne er lige ved at trænge ind i deres skjulested.

Det drejer sig om minutter, så er det for sent!”

Fjølk bemærkede at Pril fik tårer i øjnene.

Inde fra gangen lød der pludselig højre råb. Det var Paw der skyndte på de

andre.

”Vi har næsten ryddet en passage!” var der en som råbte.

240


”Der er lavet en smal sti, hen over proppen!” skreg en anden.

”Der mangle kun at blive fjernet et par ting, så er vi igennem!” skrålede Paw.

Fjølk glemte helt hvor udmattet han var, og stillede sig op i kæden. Længere

fremme så Pril tilbage på ham. Hendes kinder var strimede af tårer, men alligevel

sendte hun ham der underlige grimasse, og Fjølk kom uværgerligt til at gøre det

samme.

”Så er der hul igennem!” brølede en.

Kæden blev stående, ind til det sidste stykke skrot var transporteret ud af gangen.

Så løb alle ind i tunnelrøret. De greb faklerne der lå på gulvet, og nogle fandt

gamle jernrør i bunken af skrot, som de tog med.

Der var hul gennem skrotproppen. Men det var lille. Det var nærmest bare en

sprække, mellem skrottet og loftet. Men det kunne lade sig gøre, at klemme sig

gennem sprækken. Det havde Paw bevist. Hans beskidte og svedige ansigt, kunne

lige anes i skæret fra en fakkel, på den anden side af sprækken.

”En ad gangen!” råbte han. ”Bare kravl op, så trækker vi jer igennem!”

En efter en forsvandt rækken af knoldboere, gennem den smalle passage. Fjølk

syntes det gik alt for langsom, men det kunne ikke gøres hurtige. De var nødt at

være forsigtige, for ikke at spidde poderne, på spidse metalrør og lister, der strittede

ud fra proppen. På den anden side af proppen, kunne man høre et par stykker

der jamrede sig, efter at være kommet til skade.

Endelig blev det Fjølks tur, og som en af de sidste, fik han sig mavet gennem

sprækken. Han sørgede omhyggeligt for, at undgå skarpe metalstykker, der stak

ud som spidse spyd. Uden alvorlige skrammer, kom han igennem, og blev blev

nærmest trukket det sidste stykke, og løftet ned på gulvet af Paw.

”Tak for turen!” mumlede han.

Alle knoldboerne stod og ventede i tunnelen. De blafrende fakler skabte en

sært bølgende belysning, der fik lavede sære sygger i ansigterne på knoldboerne.

Knapt rørte Fjølk gulvet, får hele flokken satte sig i bevægelse, og stormede hen ad

gangen. Fjølk fulgte trop.

Nu skulle de bare finde Pulk, Femfem og Ficus. Og de sorte OS vagter.

241


Pulk lå helt stille. Han turde næsten ikke trække vejret, sikker på det ville

afsløre hans skjulested. Selv om han forsøgte at snige luften ned i lungerne, lød

vejrtrækningen som et tordenvejr. Han rystede, var bange som han aldrig havde

været bange før. Var overbevist om, at deres legen skjul var komplet nyttesløs. Robotterne,

med al deres elektroniske isenkram, ville finde dem på et øjeblik. Han

kunne ligeså kravle ned, og sætte sig til at vente, henne ved døren.

Der var sort omkring dem. De havde fulgt Lauma’s råd og slukket al lyset. Først

have Femfem møvet sig op på nogle kasser, og gemt sig længst tilbage i rummet,

ikke langt fra Lauma’s computer. Ficus var kravlet op på nogle kasser, ikke langt

fra kontakten, og det var ham, der havde slukket lyset, efter Pulk havde skjult sig i

en fordybning mellem to rækker kasser. Det var nok ham der lå bedst gemt, men

han var stadig så rædselsslagen, at han var ved at besvime.

Han hold vejret et øjeblik, mens han lyttede. Selv om han gjorde sig umage,

og vidste i hvilke retninger Femfem og Ficus lå gemt, kunne han dog ikke høre

dem. Det berolige ham lidt, så kunne robotterne måske heller ikke høre dem. Men

hvad nu, hvis kan selv trak vejret højere end de to?

Kassens bølgede blikoverflade var ubehagelig at ligge på. Det bølgede metal

havde skarpe bølgetoppe, der skar sig ind Pulk’s krop, der hvor han støttede. Hans

knæ, albuer, bryst og hage, værkede allerede, men det var der ikke tid til at bekymre

sig om nu. Når han løftede hovedet, kunne han lige skimte et rødt skær, der

oplyste lokalet i området omkring døren. Han kunne tydelig se de riflede kasser og

det røde genskær fra loftet. Et hængende lysarmatur tog lidt af udsynet til venstre

for ham, men det trøstede Pulk, at så tog det nok også udsynet, hvis robotterne

ledte efter ham.

”Gad vide, om robotterne er så højde de kan se over kasserne?” funderede

han. Pulk havde ingen ide om, hvor højt robotterne kunne svæve, men kunne de

blot svæve op i en meters højde, så havde de frit udsyn, og de de blive fundet på

242


et øjeblik. Pulk håbede inderligt at Lauma kunne hjælpe dem, men han kunne

ikke forestille sig hvordan. Han var nødt til at tro på, at Fjølk ville komme ham til

undsætning, med en horde af knoldboere. Men hvad kunne de gøre? En robots

styrke svarede mindst til 5 eller seks knoldboeres.

Nogle høje hvin, henne fra døren, fangede hans opmærksomhed. De lød som

om robotterne gassede deres svævemotorer op. De gjorde sig tydeligvis klar til, at

angribe Ficus, Femfem og han selv. Selv om Pulk var en meget fredelig pode, så

ønskede han i dette øjeblik, at han havde haft en eller anden form for våben. Et

eller andet tung han kunne smadre i hovedet på den første robot der viste sig. Så

kunne han da gøre lidt modstand, i stedet for bare at gemme sig. Han regnede ikke

med at knytnæveslag ville have den store effekt på robotterne, men de fik ham

ikke uden kamp.

”Bruskbøvs!” tænkte Pulk. ”Hvis det er sådan de vil have det, så skal jeg smadre

deres visir og grave deres CPU ud, med tænderne, om nødvendigt!”

Han kunne høre Femfem råbe et eller andet, men han havde taget hænderne

op for ørerne som beskyttelse mod de høje hvin, så han kunne ikke tyde Femfems

lyde. Robotternes hyl, tog til i styrke, og med et strømmede gangens blå lys ind,

og jog det uhyggelige røde lys på flugt. Et højt brag knaldede mellem murene, da

den tunge ståldør endelig gav sig, og faldt til jorden, så gnister fra det smeltede

stål, føg omkring den, da den ramte betongulvet.

Pulk spjættede af frygt, og klemte sig så flad han kunne, mens han stadig pressede

håndfladerne mod begge ører. Al mod han havde mønstret, fordampede på

et øjeblik, og han følte sig atter uendelig alene i sit skjul.

”Hvor bliver du af, Fjølk!” tænkte han, med øjnene hårdt sammenknebne.

Ficus var ikke helt sikker på, om han havde fået sig skjult ordentligt. Han fortrød

nu, at det var ham, der havde lovet at slukke for lyset. Før han havde slukket

kontakten, havde han omhyggeligt udvalgt sig et godt skjul, bag en høj stabel kasser.

Den stabel der vendte hen mod døren, bestod af fire kasser ovenpå hinanden,

men bagved stod der kun tre, og den ekstra kasses hulrum, udgjorde et perfekt

gemmested.

Han havde strakt sig alt han kunne, for at nå kontakten, men den var stadig for

243


langt borte. Så han havde været nødsaget til, at rejse sig fra sit skjulested, og klatre

ned, slukke for kontakten, og kravle tilbage i det massive mørke. Det var lige før

han ikke havde kunne finde den kasse han skulle kravle op på, og videre fra, helt

op på kassebjergets top, for at kunne komme tilbage til sit skjulested.

Først havde han troet han var på rette spor, ind til det var gået op for ham, at

det var den forkerte stabel han stod ved. Han havde febrilsk søgt sig omkring, før

han endelig havde fundet kassen. Han kravlede op på den, men i mørket fik han

ikke ordentligt fodfæste, og faldt ned. I faldet slog han sit knæ, men det måtte han

ømme sig over senere, når han var uden for fare. Han gjorde nok et forsøg, og

i denne omgang kom han op. Han fik sig trukket op på på den tredje kasser og

derfra kunne han krybe, om bag den kasse der skulle dække for ham.

Nu lå han altså her i mørket. Før lyset forsvandt, havde han følt det var et godt

skjulested, men nu var han pludselig ikke længere så sikker. Loftet til venstre for

ham, lyste rød. Spøgelsesagtigt pulserede lyset på det ujævne betonloft. Han kom

til at tænke på bølger. Sådan så lyset ud, når han dykkede på en solskinsdag, blot

var lyset blåt og hvidt, i stedet for dette kødagtige røde lys.

Ficus så sig over skulderen. Han vidste Pulk lå gemt lidt til højre,

bag ham. Og længere bagude i skyggerne, lå Femfem skjult. Men

det var for mørkt til, han kunne se dem. Han spekulerede på, om lyset,

der ville vælte ind fra gangen, når døren blev brudt, ville afsløre ham?

Det ville heller ikke være så tosset, hvis han havde haft noget at smide i hovedet

på de lede robotter. En bøtte med hurtigtædende rust, ville være på sin plads.

Hvad kunne de i det hele taget stille op od, en hel deling vagtrobotter, der måske

enda var programmerede til at slå dem ihjel?

Bare et lille våben. Hvad som helst ville være bedre end ingenting. I det svage

røde lys, fik han øje på en lille forhøjning på kassen ved siden af ham. Med sin

højre hånd følte han på den lille bule i kassen. Det var et håndtag. Måske kunne

det åbne kassen? Og måske var der noget i kassen, som kunne bruges som våben?

Ficus trykkede på den lille haspe, og trak forsigtigt låget af kassen. Han gav den et

sidste skub, så den lille fjederanordning, trak låget det sidste stykke op. Låget stod

nu lodret, og dannede et fint skjold, hvis en robot skulle finde på at kigge over

kasserne, ude fra midtergangen.

Han lod sine fingre famle rundt i mørket, og endelig fik han fat i noget. Det var

vist sådan en, som Lauma kaldte for en bog. En stor og dejlig tung bog. En tung

bog, der ville ramme rigtig hårdt, hvis Ficus kylede den lige i fjæset på en robot.

244


Selv om Ficus var bange, mere bange and han nogensinde ville blive for brugder,

så smilede han i mørket. Nu havde han i det mindste NOGET. Det var sikkert ikke,

et særligt effektivt våben, men i det mindste ville robotterne ikke få ham, uden

kamp.

Stadig smilende hev han flere bøger op fra kassen, og havde

hurtigt lavet, et helt arsenal af bøger, på kasen ved siden af sig.

Nu kunne de bare komme.

”Ficus. Du skal passe på Pulk!” lød det pludselig langt bag ham.

”Hvad siger du?” råbte Ficus tilbage.

”Du må ikke stole på Pulk!” råbte Femfem tilbage. ”Han vil bare bruge os til,

at komme ud herfra!”

”Hvad er det for en gang ævl? Hvad snakker du om, Fem...!”

I det samme lød et højt brag, og loftet ved siden af ham, blev oplyst af et kraftigt

blåt lys.

”Nu sker det altså!” tænkte Ficus, og greb en tung kleppert af en bog, og holdt

den klar til at kaste.

Femfem lå i et omklamrende, klaustrobisk mørke. Han lå så langt tilbage i

depotrummet, at han ikke kunne se de røde lys fra den halvt smeltede dør. Han

havde enda vanskeligt ved at høre den syden, der lød fra den langsomme, men

ustoppelige svejsestråle, der skar sig vej gennem stålet.

Han lå øverst oppe på fire kasser, og han havde lige akkurat kunne klemme sig

ind, mellem den øverste kasse og loftet. Ved siden af ham, hang at lysarmatur, og

det dækkede godt for hans ene side, så robotterne ville have vanskeligt ved at se

ham. Hvis altså de blev i midtergangen.

Lysarmaturet knitrede. Det var kun få minutter siden, det var blevet slukket, og

varmen fra det, strålede over mod Femfem, der svedte. Han kunne ikke afgøre, om

om det var fordi han var bange, eller fordi lampen afgav varme, at hans kinder var

brændende hede.

Han trak vejret tungt. Følte han sad i klemme mellem kassen og loftet, og både

tanken og fornemmelsen af at være fastklemt, gav ham klaustrofobi. Hvis han blev

opdaget – når han blev opdaget – ville han så kunne flytte sig hurtigt nok? Han

245


ed angsten i sig, og blev liggende. Der var ikke tid til, at finde et andet skjulested

nu, og hvis han forsøgte her i mørket, ville han bare skvatte ned fra kasserne, eller

komme til at gemme sig midt ude på gangen.

Der var noget Lauma havde sagt, som han var kommet til at spekulere på,

mens han lå her og ventede. Hvem var det mon, som hun skulle kontakte? Det

var en hun ikke havde talt med længe. Femfem syntes ærlig talt også, at det var

et lidt malplaceret tidspunkt, at give sig til at genopfriske gamle bekendtskaber.

Hvordan kunne de dog være så dumme at tro, at Lauma kunne eller ville gøre

noget som helst for dem? Hun var jo bare en dumt computerprogram, ligesom

Virtus. Et dumt gammelt program, gemt af vejen i en gammel kasse af en computer,

på et glemt lager, i snart 90 år. Hun havde garanteret fået støv og rust på sine

mikrochips. Nej, hende skulle de nok ikke regne med. Dette var noget de tre selv

måtte klare. Og så måtte det gå, så godt som det nu kunne.

Måske ville robotterne slet ikke gøre dem fortræd, men bare føre dem alle, til

Rådsformand Ulfik, hvor de ville få en reprimande, og så ellers blive sendt tilbage

til Stad 1. Det lød da mere sandsynligt, end at den gamle rådsformand ville slå

dem ihjel, gjorde det ikke?

Og hvad angik ham der Pulk, så var han jo bare en beskidt knoldboer. Kunne

man i det hele taget stole på ham? Ficus var godt dum, hvis han troede at Pulk ville

hjælpe dem. Lige så snart han så sit snit til det, så ville han lade dem i stikken,

og så ellers stikke af, med halen mellem benene. Han var knoldboer, og Ficus og

Femfem fjenden fra Stad 1.

Havde de måske gjort noget? Var det ikke Pulk der havde smuglyttet til Overstyrets

hemmelige møde? Og var det ikke ham der havde fået dem lokket med hen

til depotet? Og se nu hvilken suppedas de sad i. Nej, Pulk kunne man ikke stole på.

Han måtte se at få advaret Ficus. Hvis de overgav Pulk til robotterne, så havde

demåske en chance... Ja, det var en god ide.

”Ficus – du skal passe på Pulk!” råbte Femfem i den retning, han vidste Ficus

gemte sig.

”Hvad siger du?”

”Du må ikke stole på Pulk. Han vil bare bruge os til, at komme ud herfra!”

Ficus råbte tilbage til ham, fra et sted længe fremme.

”Hvad er det for en gang ævl? Hvad snakker du om, Fem...!”

Ficus stemme blev brat afbrudt, af et drøn, der rungede mellem væggene. De

var igennem døren. Femfem gjorde sig så lille som muligt. Om et øjeblik ville ro-

246


otterne myldre ind. Hvis han skulle have en chance, så var det nu. Uden at lave

det mindste støj, trak Femfem sig ud fra sit gemmested, og krøb over de nærmeste

kasser, i retning mod Pulks skjul.

Der lød nu larmen og hvinen, fra de indtrængende robotter. Han måtte finde

Pulk, før robotterne, så det var ham der kunne overgive ham til OS vagterne. Ficus

var alt for naiv. Det var ham – Femfem – der ville blive dagens helt.

Lauma havde trukket sig ind i sig selv. Hvis en af de tre poder havde sat sig ved

computeren, ville de have troet den var slukket. Det eneste, der udefra antydede,

at der foregik noget inde i den store kasse, var den svage summen man kunne høre

fra dens indre. Det hvide felt havde mistet sit gule lys, og de tre skærme var sorte.

Selv den lange række af dioder midt på konsollen, var slukkede.

Men Lauma sov langt fra. Bag den døde facade arbejde hun på højtryk. Der

var en bestemt hun skulle skabe forbindelse til, men det var ikke så let, som hun

havde forventet. Hun vidste godt, at det ikke var en nem opgave. Men hun havde

troet, at det talte til hendes hendes fordel at hun havde mange års koder og password

gemt i sin hukommelse. Desværre var de så gamle, at de ikke længere var

aktive. Havde Lauma være programmeret til at bande og svovle, så havde hun

sikkert gjort det nu.

Hun kørte samtlige tusinder af koder igennem, en gang til, men de virkede

naturligvis stadig ikke.

Uden koderne var hun udelukket fra Virtus net. Og det var nødvendigt for

hende, at op blive logget på, for at kunne kontakte ham hun skulle have fat i.

Hun var overbevist om, at koden bestod af tyve cifre og tre bogstaver. Uden dem

kunne hun ligeså godt lade være med at forsøge. Der var kun en metode. Det var

at finde en bagdør, og så ellers gemmengå samtlige koder i hele Virtus system, for

at finde en, der kunne logge hende på selve brugerfladen. Hun håbede hun kunne

nå det, inden robotterne trængte ind i depotet, og gjorde poderne fortræd. Men

der var ikke lang tid at løbe på.

Som forventet fandt hun hurtigt en bagdør i systemet. Programmørerne havde

en kedelig vane med, at indbygge den bagdør, præcis de steder, hvor man

ikke ville forvente at lede efter dem. Så derfor ledte Lauma der, og lokalisere-

247


de ikke bare en, men flere. Men en var mere end rigeligt til hende. Hun koblede

alle sine processorer sammen, og fordelte alle sin millioner af RAM imellem

dem. Hendes kunstige hjerne spurtede den nærmeste endeløse strøm af

tal igennem. Og der gik blot få sekunder, så havde hun afkodet det første ciffer.

Det næste ciffer i rækken, tog lidt længere tid, og det 3. endnu længere.

Da hun var nået til det 10. tal i rækken, havde hun brugt det meste af et minut.

Hun vidste, at de sidste 10 cifre ville tage mindst tre gange så lang tid.

Hun var godt i gang med det 14. ciffer, da hendes censorer følte noget. Hun opgav

at tyde hvad der skete, og koncentrerede sig i stedet om at afkode de sidste tal.

Dan hun manglede blot et enkelt ciffer og så de tre bogstaver, rystede gulvet under

hende. Det betød nok, at robotterne endelig var trængt gennem døren, og nu

invaderede depotet. I det samme fik hun der sidste ciffer tydet. Så resterede der

kun de tre bogstaver.

Hun udelukkede larmen fra depotet, og koncentrerede sig om sin opgave.

Det første bogstav klarede hun hurtigt. Det var et C. Men det næste lod vente på sig.

Pludselig reagerede hendes følere. Mørket forsvandt fra depotet, og hun kunne

føle lyset fra utallige projektører.

”Så er de brudt igennem!” konstaterede hun, og fortsatte sin afkodning.

248


Fjølk’s ben føltes som om han havde betonsko på. Han haltede håbløst bagefter

de fremstormende knoldboere, der med høje råb og hyl, for hen ad den smalle

gang. Deres skrig slog smut på væggene, og fik det til at lyde, som om de var flere

end de var. Forhåbentlig ville robotterne tro, at de var endnu flere, end den lille

flok på 40 knoldboere – og så ham selv, der højst talte for en halv pode.

Jo nærmere de kom robotterne, jo mere håbløst og sort, syntes Fjølk det hele

så ud. Som han løb og tænkte over det, syntes han deres chancer blev mindre og

mindre, for at få reddet Pulk og hans venner. Robotterne var jo betydeligt stærkere,

og langt bedre bevæbnede, end den flok poder, der løb foran ham, og svingede

med trækæppe og jernrør. Og hvad kunne fakler stille op, mod robotternes panser

og våben?

Men knoldboerne syntes ikke at dele Fjølks pessimisme. De fortsatte ufortrødent

fremad. Og hvis de var villige til, at sætte deres liv og lemmer på spil, for at

redde Pulk, Ficus og Femfem, så var han med til den bitre ende. Hvis det skulle gå

så galt.

Gangen slog et knæk til venstre, og horden af hujende poder fulgte gangen. De

løb ganske kort, så mundede gangen ud i et rum. Det havde to lige vægge og en

rund, og indeholdt en søjlegang, samt nogle vinduer. Enkelte af knoldboerne gik

over til vinduerne, og kiggede ind ad dem. De begyndte straks at slå på glasset, og

råbe og skrige af et eller andet, der befandt sig på den anden side af ruden. Fjølk

var nysgerrig efter at se, hvad der fik dem til, at gå sådan amok, så han kantede

sig, stadigt forpustet, vej gennem gruppen af poder. En mindre gruppe af poder,

var allerede på vej gennem en døråbning, der befandt sig et lille stykke henne ad

søjlegangen. De masede og skubbede for at komme først. Endelig nåede Fjølk et

vindue, og pressede sit ansigt op ad glasset. Det føltes dejlig køligt mod hans svedige

pande. Gennem glasset kunne han se et stort, dunkelt kvadratisk rum. Gulvet

befandt sig en etage under det han stod på, og vinduet kan så ind ad, befandt sig

249


næsten oppe under lokalets loft. Midt i lokalet, stod et stort ovalt bord, og rundt

om det, sad en flok krumbøjede opgroede. De fleste af dem, have vendt sig, og

gloede måbende op mod ham. Et par stykker havde rejst sig, og var tydeligvis på

vej mod en udgang, i lokalets fjerneste hjørne.

En af de gamle opgroede havde rejst sig, og stod nu på sin plads ved bordets

ene ende. Han var gammel, gråhåret og med et furet og gråligt ansigt. Øjnene lå

dybt i deres huler, men selv på afstand, kunne Fjølk tydeligt se, de kolde og stikkende

blå pupiller, der som sydende laserstråler, borede sig ind i Fjølks. Rundt om

i ansigtet var der store mørke plamager, behårede leverpletter, der fik den guste,

pergamentagtige gammelmandshud, til at virke mumieagtig.

Den gamle mand løftede sin ene arm, knyttede næven, og rystede den i retning

af Fjølk. Så åbnede han sin gamle tandløse mund, som et dybt bundløst gab

i det gråbrune ansigt, og råbte op mod vinduet. Fjølk var glad for, at glasset var

så tykt som det var, for han kunne kun ane den gamle mands råb. Havde det ikke

været for afskærmningen, var Fjølk overbevist om, at den gamle mand, med de

onde øjne og dødningeansigtet, havde slået ham ihjel, med stemmen alene.

Fjølk trak blikket til sig. Han var den sidste der var tilbage i gangen. Han kastede

et sidste blik på den gamle mand, der nu stod med skummende savl løbende

ned over hagen, og skreg ad de andre gamle opgroede. Så vendte han resolut

omkring, og bevægede sig, forbavsende adræt, hen mod udgangen. De tilbageværende

gamle opgroede virkede forvirrede. De flyttede deres gamle kroppe uroligt

rundt på stolene. Nogle rejste sig, blot for at sætte sig igen, og et par enkelte fulgte

efter den uhyggelige gamling.

Fjølk vendte sig bort fra ruden, og styrtede ind gennem døråbningen, alle

knoldboerne var forsvundet ind ad. Halvvejs inde i gangen, stødte han ind i noget,

og væltede omkuld. Han løftede armene op foran sig, parat til at slås for sit liv.

”Rolig, Fjølk. Det er mig. Pril!” Han sænkede armene og åndede lettet op.

”Undskyld. Jeg troede det var en uhyggelig gammel opgroet, som jeg så for at

øjeblik siden!” fremstammede Fjølk.

”Hvilken gammel opgroet?” spurgte Pril, der allerede var kommet på benene,

og nu stod med fremstrakt hånd. Fjølk greb den, og trak sig op.

”En modbydelig gamling, med de ondeste øjne!” En kuldegysning forplantede

sig ned, langs Fjølks rygrad.

”Skynd dig nu at komme med. De andre har fundet robotterne. De står i en

gang længere fremme!”

250


Med Fjølks hånd i sin, spurtede Pril afsted gennem gangen. De rundede et par

hjørner, og nu kunne Fjølk se lys forude, og høre lyden af tumult og råben. Det var

tydeligt, at knoldboerne havde fundet det, de havde søgt.

De to løb hurtigt, og havde kun øje for, hvad der skete længere fremme i gangen,

foran dem. De opdagede slet ikke, at gulvet forsvandt under dem, før det var

for sent. Pril var den der løb forrest, så hun forsvandt ned i hullet først, ramte et

trin, og trimlede omkuld. Med et blødt smask, slog hun hovedet i gulvet, og blev

liggende. Fjølk faldt også, men han undgik at falde i hullet, men snublede i stedet

ind mod betonmuren, og hamrede sit hoved ind i kanten på en niche. Til alt held

havde han sin frygiske hjelm på, men slaget slog alligevel luften ud af ham. Halvt

bedøvet sank han sammen, mens en hvid tåge bredte sig for hans øjne. Lyden af

tumulten længere fremme, blev til en svag rumlen i baggrunden. Han kunne se

Pril ligge stille, med det meste af kroppen, nede i en trappeskakt, der åbnede sig,

som en bundløst dyb i gangens gulv. Hun lå helt stille, men Fjølk kunne lige ane,

at hun trak vejret.

Han forsøgte at rejse sig for at komme hende til hjælp, men benene nægtede

at lystre. Lige meget hvad han foretog sig, gled de rundt på gulvet, som to stykker

kogt spaghetti. Han måtte op, og hjælpe Pril. Tænk hvis hun var kommet alvorligt

til skade. Da benene ikke ville hjælpe til, forsøgte Fjølk at mave sig hen over det

beskidte og fugtige betongulv. Det lykkedes heller ikke. Fortumlet blev han liggende,

og så på Pril.

Stakkels Pril.

Han var så tæt på, uden at kunne hjælpe hende. Hvorfor skulle der også være

et hul i gulvet, lige der hvor de skulle løbe. Det var da et tåbeligt sted, at placere

et hul.

Gennem sit slørede syn, kunne han se noget bevæge sig i hullet. Det var godt

hun var ved at vågne. Men nej. Hun rørte sig ikke ud af stedet. Men noget bevægede

sig. Han blev et øjeblik bange for, at en OS vagtrobot havde skjult sig i hullet.

”Hold dig væk fra Pril!” mumlede han, næppe hørligt for andre end han selv.

Men det var ikke en robot, der dukkede op af hullets mørke. Det var meget

værre.

En grålig skikkelse tog form. Fjølk forsøgte at fokusere, og kunne kun, momentvis,

stille skarpt. Men straks han så hvad det var, der steg op fra hullet, ønskede

han, at hans øjne var forblevet slørede.

Der, lige foran ham, kom den uhyggelige gamling, til syne. Fjølk genkendte ham

251


straks, det furede gamle fjæs, var halvvejs ude af mørket. Som et monster krøb den