Download i pdf-forma

drivhus.dk

Download i pdf-forma

Centrale emner

på COP15

”Klima på dagsordenen” d. 9.9.2009

Et konferencenotat udarbejdet af formanden for

Aarhus Universitets Klimapanel og Klimasekretariat

Professor, dr.jur. Ellen Margrethe Basse


Indhold

I. Forudsætninger: Principper og parter.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..3

II. Forudsætninger: ”Bali Action Plan”, IPCC’s 4. rapport og gensidig tillid .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..4

III. Forberedelsen af forhandlingsgrundlaget – hvem bidrager? . .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..5

3.1. To arbejdsgrupper – to hovedspor .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..5

3.2. Permanente klimaudvalg . .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..5

3.3. Bistand fra andre FN-organer . .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..6

3.4. OECD, EIA, G8, MEF m.fl. . .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..6

3.5. Konventionens parter bidrager . .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..6

3.6. Greenland Ministerial Dialogue on Climate Change .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..6

3.7. England præsenterer en national model? .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..6

IV. Fælles vision for det langsigtede klimasamarbejde .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..8

V. Klimatilpasning om implementeringsmidler . .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. ..9

VI. Reduktion af drivhusgasudledning .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 10

6.1. Reduktion af parternes drivhusgasemission – et arbejdsprogram . .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 10

6.2. Kvotehandel og projektmekanismer – herunder anvendelse af en sektortilgang . .. .. .. 11

6.3. Post 2012 LULUCF-Activities . .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 12

6.4. Post-2012 REDD-plus ordninger.. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 12

6.5. Nationalt tilpassede reduktionsaktioner (NAMAs) .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 12

6.6. Klimatiltags ”spillover effects” . .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 13

VII. Finansiering, teknologi- og kompetenceudvikling . .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. .. 15

2 Centrale emner på COP15


I. Forudsætninger: Principper og

parter

FN’s klimakonvention – rammekonventionen for klimaændringer

eller UNFCCC 1 – har oprettet partskonferencen (Conferences of

the Parties – COP), der er den øverste myndighed. COP mødes

én gang årligt, hver gang i december. Møderne er angivet

med numre. I december 2009 afholdes COP15 i København. 2

COP15-forberedelserne har været i gang længe. Det materiale,

der indgår i forhandlingerne, er utroligt omfattende og af en

karakter, der gør det vanskeligt tilgængeligt.

Klimakonventionen fastslår, at der er tale om et fælles men differentieret

ansvar, og at der ifm. stillingtagen til forpligtelserne

skal tages hensyn til, at der er stor forskel på den kapacitet,

de enkelte parter har. Det er centralt for de igangværende

forhandlinger, at der i dag efter Klimakonventionen er tale om en

afgørende kategorisering af parterne. Den er bestemmende for

de forpligtelser, de enkelte parter har påtaget sig ved konventionen

og især ved Kyoto-Protokollen!

Parterne til Klimakonventionen er aktuelt inddelt i to hovedkategorier,

som er centrale i de aktuelle drøftelser. Det er:

• “Annex I-parter”, der omfatter samtlige industrialiserede

stater, herunder landene fra den tidligere Sovjet-blok, der ved

vedtagelsen af konventionen (1992) befandt sig i en økonomisk

overgangsfase

• ”ikke-Annex I-parter” , der omfatter alle udviklingslande uafhængigt

af hvor velstående eller fattige de er. Fx indgår Kina,

Indien og Brasilien i denne kategori.

Annex I-parterne omfatter 40 parter (herunder EU). De har i

princippet påtaget sig en forpligtelse til at reducere deres udledning

af drivhusgasser inden udgangen af 2012 samt en række

andre forpligtelser, herunder generelt at hjælpe udviklingslandene.

Kun de Annex I-parter, der har ratificeret Kyoto-Protokollen,

har påtaget sig en retlig forpligtelse til at reducere egne drivhusgasudledninger.

Derfor har USA, der ikke har ratificeret protokollen,

ikke aktuelt nogle reduktionsforpligtelser. De enkelte

parters reduktionsforpligtelser fremgår af protokollens bilag B.

Der er 152 ikke-Annex I-parter. De har ingen reduktionsforpligtelser,

og der er heller ikke mange af de øvrige forpligtelser, som

1 UNFCCC er en forkortelse for United Nations Framework Convention

on Climate Change.

2 Kimakonventionen, dens myndigheder og indhold er beskrevet i

Ellen Margrethe Basse (red.) “Miljøretten 6. Energi og klima”, Jurist-

og Økonomforbundets Forlag, 2008, side 613ff.

er fastlagt i konventionen og protokollen, som vedrører dem.

Derimod har de ved klimareglerne fået et tilsagn om at modtage

hjælp til at udvikle sig - herunder gennem modtagelse af økonomisk

hjælp, teknologioverførelse og kompetenceopbygning.

Mange af ikke-Annex I-parterne har en meget stor befolkningsandel,

der lever under fattigdomsgrænsen med de konsekvenser,

det har ift. deres sårbarhed over for klimaændringer og

deres behov for hjælp til en lavemissionsvækst.

Der skal efter konventionen tilstræbes lighed mht. at opnå

muligheder for udvikling baseret på lavemissionsøkonomi.

Princippet om fælles men differentieret ansvar videreføres i post

2012-regimet.

Inddelingen mellem Annex I-parter hhv. andre parter er ved

Klimakonventionen forudsat at være bestemt bl.a. af kriteriet:

fattigdom. Kriterier kan ikke i dag begrunde en opretholdelse

af den byrdefordeling, der er tale om. Det er ikke nødvendigvis

fattige stater, som i dag hører til kategorien ikke-Annex I-parter,

og nogle Annex I-parter er tæt på fallit bl.a. på grund af den økonomiske

krise. Derfor er kategoriseringen og dens betydning for

forpligtelserne noget af det, der især fra visse Annex I-parters

side er fokus på at få ændret på COP15.

Ét af de helt centrale emner på COP15 er, hvilke reduktionsforpligtelser

henholdsvis industrilande og udviklingslande konkret

vil påtage sig. Det er endvidere meget centralt for forhandlingerne,

i hvilket omfang industrilandene vil påtage sig forpligtelser

til at hjælpe udviklingslandene med deres klimaarbejde – både

med hensyn til finansiering og med hensyn til overførelse af

viden, kompetenceopbygning m.v. Balihandlingsplanen lægger

op til, at fordelingen af ansvaret skal nyvurderes og nuanceres. 3

Derfor er det muligt, at man på COP15 vil ændre den ovenfor

omtalte noget forenklede fordeling af parters ansvar, der er lagt

til grund i Klimakonventionen (fra 1992) og Kyoto-Protokollen

(fra 1997).

3 FCCC/CP/2007/6/Add.1 med optryk af BAP, se BAPs paragraph 1

(b)(i) og (ii), og herom OECD’s publication “Differentiating Countries

in Terms of Mitigation Commitments, Actions and support”, COM/

ENV/EPOC/IEA/SLT(2008)2,.

Centrale emner på COP15

3


II. Forudsætninger:

”Bali Action Plan”, IPCC’s 4. rap-

port og gensidig tillid

Mht. mulige ændringer i klimaregimet er der i ”Bali Action Plan”

(Balihandlingsplanen), der blev vedtaget på COP13, udstukket

nogle retningslinjer for arbejdet op til og på COP15. 1 Hovedemnerne,

der udgør arbejdsprogrammet op til COP15, kan

inddeles i fire hovedblokke:

• fastlæggelse af en fælles vision

• klimatilpasning

• reduktionsforpligtelser for industrilande og reduktionsløsninger

i udviklingslande, evt. ændring i kategoriseringen

• finansiering af teknologiudvikling og teknologioverførelse

samt kompetenceopbygning m.v. i udviklingslande.

Det Mellemstatslige Panel om Klimaændringer’s 4. evalueringspapport

(IPCC Fourth Assessment Report – AR4) fra november

2007 er det videnskabelige grundlag, som forhandlingerne tager

udgangspunkt i. Der er således i dag bl.a. enighed om, at målsætningen

er at sikre, at den gennemsnitlige temparaturstigning

på verdensplan skal begrænses til under 2° C over det førindustrielle

niveau, og at det nødvendigør væsentlige reduktioner af

drivhusgasudledningen.

Industrilandene opfylder ikke de reduktionsforpligtelser, som er

forudsat med Klimakonventionen og Kyoto-protokollen. Én af

grundene (men ikke den eneste) er den, at ikke alle parter til Klimakonventionen

har ratificeret Kyoto-Protokollen. Konventionen

har 192 parter, medens protokollen kun har 173 parter.

Industrilandene lovede i slutningen af 2007 penge til de fattigste

lande. Det løfte er ikke blevet opfyldt.

FN’s generalsekretær Ban Ki-moon udtalte den 8. juli 2009 på

G8-mødet, at det vigtigste ift. at nå en løsning på COP15 efter

hans opfattelse er, at industrilandenes anerkender deres særlige

ansvar. Nødvendigheden af, at G8 og resten af industrilandenes

accepterer, at de skal påtage sig nogle klare forpligtelser,

er i den sammenhæng en helt afgørende forudsætning for

udviklingslandenes tillid til industrilandene efter mange års

manglende indsats - og dermed en afgørende forudsætning for

at udviklingslandene også selv vil bidrag.

Det er meget tydeligt, at der er tale om divergerende vurderinger

af, hvem der skal forpligtes til at reducere udledningen - er

det kun industrilandene? eller er det også de mere velstående

udviklingslande (som fx Kina), der skal bidrage til reduktioner?

1 Decision 1/CP.13, optrykt i FCCC/CP/2007/6/Add.1.

4 Centrale emner på COP15

Blandt de centrale emner, der indgår i forberedelsen af det fremtidige

klimaregime, er også spørgsmålet om, hvor stor vægt, der

skal lægges på en markeds-baseret mekanisme i den fremtidige

klimaaftale. 2 Alternativet er indenlandske klimaløsninger, der

opnåes gennem egne investeringer og lovkrav m.v. Løsningen

kan ift. udviklingslandene også være økonomisk støtte.

Den markedsbaserede løsning er i dag projektbaseret. De

fleksible mekanismer, der anvendes som led i offentlig og privat

finansiering af konkrete projekter, kaldes CDM (Clean Development

Mechanism). Konceptet er følgende: Et industriland eller

dets virksomheder investerer i etablering af lavemissionsteknologi

- fx vindmøller and vandkraftanlæg - i et udviklingsland.

Forskellen mellem den (høje) udledning af drivhusgasser, der

ville være blevet resultatet af den gamle teknologi (fx kulfyret

anlæg), henholdsvis den lavere emission, som er resultatet

af, at den samme energi nu kan produceres på det nye anlæg

(fx vandkraft eller vindkraft), beregnes og omregnes til CO 2 -

kreditter. Kreditterne indgår som en del af det globale marked,

hvor der overføres udledningsrettigheder (kreditter) mellem

udviklingslande og industrilande. Kreditterne bruges konkret

som betaling for anlægget. De kan herefter anvendes af de

industrilande, der selv (eller gennem en privat investorer) har

finansieret udviklingsprojektet til at klare deres internationale

reduktionsforpligtelser.

2 FCCC/AWGLCA/2008/16/Rev.1 af 19. januar 2009, side 54ff.


III. Forberedelsen af

forhandlingsgrundlaget –

hvem bidrager?

Formelt foregår forhandlingerne i den partskonference, som

mødes én gang om året. Til december 2009 er det som nævnt

COP15, som er klimakonventionens partsforhandling. COP/

MOP er partsforhandlingerne, der foregår i tilknytning til Kyoto-

Protokollen. COPs Secretariat (UNFCCC-Sekretariat - CP) samt

COP/MOP’s sekretariatet CMP bistår med forberedelsen af

COP15. Der er endvidere etableret både permanente udvalg og

ad hoc-arbejdsgrupper, som bistår med forberedelserne.

Andre internationale aktører samt de enkelte parter til Klimakonventionen

bistår også på forskellig vis med at tilvejebringe et

tekstgrundlag, der kan opnå tilslutning på COP15-mødet

3.1. To arbejdsgrupper – to hovedspor

Det er med Balihandlingsplanen accepteret, at der kan blive

tale om mere eller mindre vidtgående ændringer i forhold til de

gældende regler. Det er således accepteret, at der kan blive tale

om ordninger, der kan nødvendiggøre vedtagelsen af ændringer

i Klimakonventionen. En ny Københavner-Protokol er måske

det mest sandsynlige. Det er også en mulighed, at der alene

bliver tale om et nyt bilag B til Kyto-Protokollen (der fastlægger

industrilandenes reduktionsforpligtelser). Der er aktuelt tale om

to forhandlingsspor: ét der tager udgangspunkt i konventionsteksten,

og ét der tager udgangspunkt i ”Kyoto-sporet”. Det er

intentionen, at de to spor skal samles på COP15 i København,

december 2009. 1

Konventionssporet administreres primært af arbejdsgruppen

”Ad Hoc Working Group on Long-term Cooperative Action under

the Convention” (forkortet som AWG-LCA). 2 Den første AWG-

LCA-session blev afviklet i Bangkok den 31. marts til 4. april

2008. Den 29. marts til 8. april 2009 blev den femte session afviklet

i Bonn, den sjette blev afviklet i Bonn den 1.til den 12. juni

2009. Næste møde afvikles den 10.-14. august 2009 i Bonn.

1 Se herom den norske “Slutrapport fra tredje mote i FNs klimaforhandlinger

på veien fra Bali til en ambisiøs klimaavtale i København

2009 i Accra, Ghana fra 21. august 27.”

2 Se bl.a. FCCC/AWGLCA/2009/10 af 9. juli 2009.

Konventionsperspektivet indgår i den reviderede tekst, som blev

udsendt 22. juni 2009 med henblik på en uformel behandling i

Bonn den 10.-14. august 2009. 3

”Kyoto-sporet” administreres af ”Ad Hoc Working Group on

Future Commitments for Annex I Parties under the Kyoto Protocol”,

forkortet som (AWG-KP). AWG-KP bidrager til forberedelsen

af ændringerne, som er forudsat ved Kyoto-protokollen

artikel 3, stk. 7 på COP15. Det vil sige, at hovedopgaven er at

finde en afløser for det bilag B til protokollen, der fastlægger de

enkelte industrilandes reduktionsforpligtelser. Bilag B har kun

gyldighed indtil 1. januar 2013. Arbejdsgruppen holder sit niende

møde den 10.-14. august i Bonn.

Industrilandene ønsker ikke at AWG-KP-arbejdsgruppens forberedelse

skal begrænses snævert til en stillingtagen til bilag B

(dvs. inden for de rammer, som er angivet ved Kyoto-Protokollens

artikel 3, stk. 9). Udviklingslandene - repræsenteret primært

ved G77 - fremhæver derimod, at AWG-KP ikke kan påtage sig

andre opgaver. 4

Der er heller ikke enighed om, hvorvidt de to arbejdsgrupper må

eller skal koordinere deres forberedelser/dokumenter. Der blev

i august 2008 opnået en vis tilslutning til, at der må være tale

om anvendelse af en forenelig tilgang (”coherent approach”). 5

Kina oplyste imidlertid i april 2009, at det er helt uacceptabelt at

tage udgangspunkt i en sådan koordinering. 6 Der vil på trods af

det blive tale om fælles møder for de to arbejdsgrupper. AWG-

LCA’sekretariat har den 22. juni 2009 udsendt tekstforslag, der

behandles på augustmødet. 7

Fra AWG-KP er der naturligvis tale om forslag, der primært -

men ikke alene - vedrører Annex I-parternes forpligtelser, idet

arbejdsgruppen alene skal beskæftige sig med denne del af forhandlingsgrundlaget.

AWG-KPs arbejdsprogram omtales i afsnit

3 FCCC/AWGLCA/2009/INF.1 “Revised negotiating text. Note by the

secretariat”.

4 TWN Bonn News Update, 9. april 2009 – published by Tird World

Network “Kyoto Protocool meeting end with little progress”.

5 “Slutrapport fra tredje mote i FNs klimaforhandlinger på veien fra

Bali til en ambisiøs klimaavtale i København 2009 i Accra, Ghana

fra 21. august 27.” s. 14.

6 TWN Bonn News Update, 9. april 2009 – published by Tird World

Network “Kyoto Protocool meeting end with little progress”, side 5.

7 FCCC/AWGLA/2009/INF.1 af 22. juni 2009, side 67ff.

Centrale emner på COP15

5


6.1. AWG-LCA, kan derimod inddrage forslag, som er bredere,

da arbejdsgruppen kan forholde sig til alle dele af forhandlingsgrundlaget.

De mest centrale af de emner, som AWG-LCA

forholder sig til, omtales i afsnit 6.2.-6.6.

3.2. Permanente klimaudvalg

Vigtige er ”the Subsidiary Body for Implementation ”(SBI) og

”the Subsidiary Body for Scientific and Technoligical Advice”

(SBSTA), Der er i regi af SBI etableret en særlig ekspertgruppe,

kaldet Expert Group on Technology Transfer (EGTT), som

bidrager med afdækning af de fordele og ulemper m.v., som er

knyttet til de mulige strategier ift. teknologiudvikling og –overførsel,

jf. om sektoperspektivet i afsnit 6.2. 1 Der er etableret

en arbejdsgruppe på tværs af SBI og SBSTA, som diskuterer

begrænsning af ”spillover-effects”, jf. om dette i afsnit 6.6. 2

I forhold til de eksisterende fleksible mekanismer, dvs. Joint Implementation

(JI), hhv. Clean Development Mechanism (CDM),

der vedrører projektaftaler, er det to faste organer, som bidrager

til forbedringer af mekanismerne. Det er ”Joint Implementation

Supercisisory Committee” og ”Executive Board on the Clean

Development Mechanism”.

Mht. klimatilpasning er der etableret et organ, som skal sikre

implementeringen af ”Nairobi Work Program” (NWP), der

også bidrager til forberedelserne, jf. afsnit V. FN har endvidere

etableret ”the United Nations International Strategy for Disaster

Reduction” (UN ISDR), der indgår som partner i NMP. De

arrangerede sammen i marts 2009 en teknisk workshop om

integreret risikopraksis mv.

3.3. Bistand m.v. fra andre FN-organer

”United Nations Forum on Forests” (UNFF) og det særlige ”The

Forest Dialogues,” bidrager til afklaring af uenigheder mht.,

hvordan reduktion af emissioner fra skovafbrænding, - fældning

mv. skal begrænses som led i den nye klimaaftale.

Klimakonventionen og Kyoto-Protokollen omfatter alene de

landbaserede kilder. En af grundene til denne noget uhensigtsmæssige

afgrænsning skal søges i de eksisterende regioner og

deres kompetencer. Det forudsættes efter det foreliggende forhandlingsgrundlag,

at man fortsat respekterer de eksisterende

kompetencer. Derfor skal reduktioner af drivhusgasser fra lufttransport

reguleres af ”International Civil Aviation Organisation”

(ICAO), og emissionerne fra skibstransporten skal varetages af

”International Maritime Organization” (IMO). De nævnte emissioner

fra aktiviteter henholdsvis i luften og på havet indgår dog

også i begrænset udstrækning i de forhandlingudkast, der foreligger

op til COP15. I det udkast, som forhandles i de to ad hoc

arbejdsgrupper til august, indgår der således tekstforslag, som

vedrører samarbejde med ICAO og IMO om tilvejebringelse af

reduktioner.

3.4. OECD, EIA, G8, MEF m.fl.

Sekretariaterne for OECD og Det Internationale Energiagentur

(IEA) bidrager med en række analyser af de forskellige

1 FCCC/SB/2009/3 af 27. maj 2009.

2 Se foreløbige konklusioner ift. artikel 2, stk. 3 ved SBSTA-formanden,

FCCC/SBSTA/2009/L.10. og FCCC/ΩBI/2009/L11 foreløbige

konklusioner ved SBI-formanden vedrørende artikel 3, stk. 14.

Begge dateret 10. juni 2009.

6 Centrale emner på COP15

virkemidler. Deres bidrag er bl.a. relateret til den ”Annex I Expert

Group”, som er etableret i regi af UNFCCC.

De stærke økonomier har en særlig forpligtelse og betydning.

Derfor er de møder, der holdes mellem lederne af de stærkeste

økonomier, af central betydning. G20 mødtes den 2. april 2009,

men forpligtede sig kun meget lidt - især fordi man frygtede

klimatiltag kunne være udtryk for skjult protektionisme. Et nyt

møde holdes den 24.-25 september 2009.

G8 og ”Major Economies Forum” (MEF) mødtes i Italien den

8.-9. juli 2009, hvor deltagerne bl.a. drøftede klimaproblemer

og klimaløsninger, uden at de nåede frem til særlig vidtgående

konklusioner. Forud for G8-mødet blev der af det internationale

energiagentur IEAs sekretariat udarbejdet et baggrundspapir. 3

Det fremhæves i papiret, at en hurtig omstilling til et anderledes

energi-producerende system (konkret et lavemissionssystem)

er helt nødvendigt, ligesom energieffektivisering skal fremmes.

Energiproduktion og -forbrug i OECD-landene tegner sig for

82% af drivhusgasudledningen i OECD-landene. Incitamenter

skal fremmes, og barrierer reduceres.

Både G8 og MEF tiltrådte på deres møder en målsætning om,

at drivhusgasudledningen skal reduceres med 50% senest i

2050 (med 1990 som basisår) for at sikre, at den gennemsnitlige

temperaturstigning på verdensplan kan holdes under de 2°

C over det førindustrielle niveau, som IPCC anbefaler i AR4.

MEF vedtog en deklaration ”Declaration of the Leaders of the

Major Economies Forum on Energy and Climate”. Med deklarationen

forpligter de stærkeste økonomiske stater og EU 4 sig til

en dramatisk øgning af investeringerne i teknologiforskning, -udvikling

og -demonstration. Der indgår endvidere en målsætning

om, at indsatsen vil blive fordoblet i 2015.

MEF etablerer et ”Global Partnership”, der skal være dynamo ift.

omstillingen til low-carbon, klimavenlig teknologi. Med udgangspunkt

i den bedste praksis inden for politikformulering påtager

MEFs parter sig at fjerne barrierer, etablere incitamenter, øge

capacity-building og at fremme anvendelse af såvel eksisterende

som ny lavemissionsteknologi. Senest den 15. november

2009 skal de rapportere om handlingsplaner og ”roadmaps”

samt fremkomme med anbefalinger for nye tiltag.

3.5. Klimakonventionens parter bidrager

De enkelte parter til FNs klimakonvention (UNFCCC) - dvs.

staterne og EU - bidrager i høj grad til konkretisering af de nye

mekanismer, konkrete formuleringer af tekstforslag m.v. Det

sker bl.a. ved indsendelse af ideer og forslag til de to ad hocarbejdsgrupper.

Forslag offentliggøres løbende af AWG-LCA

i en serie af ”Ideas and proposals on paragraph 1 of the Bali

Action Plan”. Der indsendes også forslag til de øvrige udvalg

under FN. Australien fremsendte fx nogle udkast til konventionstekst

og protokoltekst samt forklaringer af nationale programmer

(”National Schedules”) som virkemidler. 5

3 EIA “Climate Policy for Energy Ministers at their G8 Meeting in

Rome, Italy (2009). Brackground paper”.

4 MEF består af Australien, Brasilien, Canada, Kina, EU, Frankrig,

Tyskland, Indien, Indonesien, Italien, Japan, Korea, Mexico, Rusland,

Sydafrika og USA.

5 FCCC/AWGLCA/2009/MISC.4/Add.2 af 31. maj 2009 “Ideas and

proposals on the elements contained in paragraph 1 of the Bali

Action Plan”,


Klimakonventionens parter fremsender også forslag, som er

egentlige bidrag til de forhandlinger, der skal foregå på COP15

– de fremsendes til COPs sekretariat, jf. muligheden for fremsendelse

af sådanne forslag iht. konventionens artikel 17.

F.eks. sendte USA et udkast til en tekst, som kan udvikles

videre til en ny protokoltekst med henblik på vedtagelse på

COP15. Teksten blev offentliggjort af CP den 6. juni 2009. 1 Udkastet,

der kaldes ”Copenhagen Implementing Agreement under

the Framework Convention on Climate Change”, har form af en

stillingtagen til nogle af de elementer, USA anbefaler indgår i en

implementeringsaftale under FN’s klimakonvention. Forslaget

omfatter regler om drivhusgasreduktioner, klimatilpasning og

finansiering. Udkastet indeholdt ingen stillingtagen til Kyotosporet,

idet USA ikke er part til protokollen.

Australien fremsendte også et udkast med formuleringsforslag

til dele af en ny protokol, som ønskes behandlet på COP15.

Man anmoder om, at forslaget fremmes og debatteres i overensstemmelse

med Kyoto-protokollens artikel 20. Udkastet blev

offentliggjort af CP den 6. juni 2009. 2

Det er ikke kun de store stater og centrale aktører, som bidrager.

Der er fx også fremsat et tekstforslag til en ny protokol fra

en lille ø-stat i Oceanien, der hedder Tuvalu (tidligere Ellice

Islands). Landet er med et samlet areal på 26 km 2 verdens

fjerde mindste nation. Forslaget blev offentliggjort af CP den

5. juni 2009. 3 Forslaget, der er gennemskrevet som en færdig

protokoltekst, bærer titlen ”Copenhagen Protocol to the United

Nations Framework Convention on Climate Change”. Forslaget

forudsætter, at Kyoto-protokollen videreføres, så Københavnerprotokollen

er en ny supplerende protokol.

Se i øvrigt i det følgende om forskellige forslag fra parterne til

nye konventions- og protokoltekster.

3.6. Greenland Ministerial Dialogues on Climate Change

Den 16.-22. august 2005 afholdt man det første internationale

møde i Grønland om klima som led i uformelle diplomatiske

forhandlinger om klimaløsninger. Der deltog 22 lande i det første

møde. Siden er der afholdt ét årligt møde.

Det seneste møde blev afviklet fra den 30. juni til 3. juli 2009. I

dette møde deltog 29 stater. Mødet bakkede op om, at der skal

sikres en løsning på COP15. Der tages udgangspunkt i IPCC’s

angivelse af, at der er behov for reduktioner i industrilandenes

udledninger på mindst 80% senest i 2050. Samtidigt angives

det, at udviklingslandene skal forpligtes til at reducere gennem

anvendelse af nationale reduktionsstrategier (NAMAs der omtales

nedenfor i afsnit 6.5.). Det konstateres, at det er nødvendigt

at sikre en finansiering af indsatsen i udviklingslandene. Hvis

ikke industrilandene forpligter sig til at skaffe øget finansiering,

vil der ikke kunne opnås en aftale på COP15. Der skal efter den

anbefaling, som mødet resulterede i, sondres mellem midler til

reduktion af drivhusgasserne henholdsvis midler til klimatilpasning.

Man var enige om, at der er behov for en fortsat dialog.

Næste møde afholdes den 22. september 2009 i New York.

1 FCCC/CP/2009/7 “Draft implementing agreement under the

Convention prepared by the Government of the United States of

America for adoption at the fifteenth session of the Conference of

the Parties.”

2 FCCC/CP/2009/5 “Draft protocol under the Convention prepared by

the Government of Australia for adoption at the fifteenth session of

the Conference of the Parties.”

3 FCCC/CP/2009/4 “Draft protocol to the Convention presented by

the Government of Tuvalu under Article 17 of the Convention.”

3.7. England præsenterer en national model?

England offentliggjorde medio juli 2009 en langsigtet plan for

landets overgang til et anderledes lavemissions samfund.

Planen kaldes “UK Low Carbon Transition Plan Emissions

Projections”. 4 Den indeholder scenarier, der afdækker, hvordan

man i England på tværs af sektorerne vil opnå en reduktion af

drivhusgasudledningen på 34% i 2020 (med 1990 som basisår).

Samtidigt med denne plan offentliggjorde den engelske regering

en energihandlingsplan – ”Renewable Energy Strategy” – der

skal bidrage til en omstilling af energisektoren, så 40% baseres

på alternativ energi.

De to planer er en opfølgning på den engelske klimalov (”Climate

Change Act 2008”) som anlægger en anderledes tilgang

til klimaløsninger end den traditionelle. Klimaloven er meget

mere strategisk og holistisk i sin tilgang end det, vi fx kender fra

den danske lovgivning. Der er tale om verdens første langsigtede

lov, der opstiller en ambitiøs målsætning om at reducere

drivhusgasudledningen med mindst 80% senest i 2050 (med

1990 som basisår) - dvs. en reduktion i overensstemmelse med

IPCC’s anbefalinger i den 4. evalueringsrapport.

Loven påbyder ”the Secretary of State” at udarbejde ”carbon

budgets”, som angiver reduktionsmålene i forpligtelsesperioderne

2008-2012, 2013-2017 hhv. 2018-2022. Den budgetperiode,

der inkluderer 2020, skal sikre, at der opnås en reduktion

på 26% sammenlignet med udledningen i 1990. Regeringen

offentliggør sine beslutningskriterier i årlige budgetter. Budgettet

for 2009 blev offentliggjort med dokumentet ”Building on lowcarbon

economy: implementing the Climate Change Act 2008”.

For de senere perioder skal budgettet ifølge klimaloven vedtages

senest 12 år, før perioden begynder.

I England har man endvidere kombineret anvendelsen af de

ovennævnte budgetter med diverse speciallove, der skal sikre,

at reduktionsmålene nås inden for de enkelte sektorer. Klimaloven

har etableret et rådgivende organ, der bidrager med at sikre

realistiske mål (komiteen heder Comitte on Climate Change”).

Klimaloven indeholder særlige afsnit om reduktionsforpligtelserne

ift. affaldssektoren. Den ændrer i den sammenhæng den

engelske miljølov.

Klimaloven regulerer anvendelsen af vedvarende energikilder

i transportsektoren og opstiller bindende reduktionskrav. Den

regulerer også kvotehandel og klimatilpasning m.v.

I juli 2009 offentliggjorde England endvidere en alternativ politik

til fremme af vedvarende ”low carbon” innovation, som bl.a.

indeholder en analyse af incitamenter og barrierer.

De engelske tiltag kan fungere som modeller og inspiration for

andre lande ved gennemførelse af klimapolitiske tiltag.

England er på den måde på forkant ift. det MEF besluttede på

sit 2009-møde om udarbejdelse af planer for reduktion samt

mht. analyser af incitamenter og barrierer.

Intet er fuldkomment. Der er derfor også fremsat kritik af tiltagene.

4 Department of Energy & Climate Change, URN 09D/678, juli 2009.

Centrale emner på COP15

7


IV. Fælles vision for det

langsigtede

klimasamarbejde

Bali Action Plan fra COP13 fastslår, at der skal tilvejebringes

”A shared vision for long-term cooperative action”. De fælles

visioner skal angive de grundlæggende tanker, der skal være

bærende for post 2012-regimet.

Visionen skal tage udgangspunkt i det centrale princip om lighed

og et fælles men, differentieret ansvar.

Præmisser om, at bæredygtig udvikling skal have højeste prioritet

i den fremtidige udvikling kan forventes at indgå i visionen.

Målsætningen om at stabilisere koncentrationen af drivhusgasser

er ligeledes en central del af det, der kan forudsættes at

indgå i den fælles vision.

I det udkast, som blev udsendt af AWG-LCA den 29. maj 2009

som oplæg til mødet i Bonn den 1.-12. juni 2009 understreges

det, at parterne har drøftet den mulighed, at de fælles visioner

får en form, der er egnet til at udtrykke den politiske vilje til at reducere

drivhusgasudledningerne og til at basere udviklingen på

bæredygtighed og tilvejebringelse af et lavemissions samfund.

Flere af parterne anbefalede, at den fælles vision blev anvendt

som et centralt kommunikationsmiddel, der kunne bidrage til

at skabe forståelse i offentligheden for det behov, der er for en

omstilling til et lavemissionssamfund. 1

Det seneste udkast til en fælles vision blev udsendt af AWG-

LCAs sekretariat den 22. juni 2009 med overskriften ”Revised

negotiating text”. 2 Det er et resultat af de ændringsforslag, der

blev fremsat til det første udkast på mødet, der blev afviklet i

Bonn den 2.-12. juni 2009. 3 Der er tale om en meget uoverskuelig

tekst med mange alternative formuleringer.

Udkastet angiver, at der efter parternes forslag kan være tale

om at udtrykke den fælles vision som: (1) en COP-afgørelse,

(2) som en del af en COP-afgørelse, der i øvrigt indeholder en

implementeringsaftale, (3) som den indledende præambel i en

implementeringsaftale og endelig (4) som det første afsnit i en

implementeringsaftale.

De uenigheder, der er mellem parterne (dvs. industrilande over

for de veludviklede udviklingslande) om, hvordan byrderne skal

fordeles, afspejles klart i de forskellige alternative formuleringer.

1 FCCC/AWGLA/2009/8 af 19. maj 2009. side 4

2 FCCC/AWGLA/2009/INF.1 af 22. juni 2009.

3 FCCC/AWGLA/2009/8 af 19. maj 2009.

8 Centrale emner på COP15

Annex 1-parterne skal efter ét af de alternative formuleringsforslag,

der foreligger (jf. ”Proposal 4”), reducere deres udledninger

af drivhusgasser væsentligt. Det understreges i dette

formuleringsforslag, at udviklingslandene ikke har bindende

reduktionsforpligtelser, men at de vil bestræbe sig på at bidrage

til en reduktion. Dette forslag er uden tvivl formuleret af repræsentanter

fra et eller flere udviklingsland(e).

Efter nogle af de foreliggende forslag skal det endvidere i visionen

nævnes, at industrilandene skal støtte udviklingslandene i

deres anvendelse af nationale emissionsreduktionsstrategier -

gennem økonomisk støtte og teknologioverførsel.

Bidrag til klimatilpasning angives i nogle af tekstforslagene

at være det vigtigste for alle udviklingslande. Det fremhæves

især at være meget vigtigt for de lavtliggende og andre små

øsamfund, for udviklingslande med lavtliggende kyster, for

udviklingslande med vandfattige/tørre arealer og arealer, der

oversvømmes, udsættes for tørke og ørkendannelse, og for udviklingslande

med skrøbelige økosystemer i bjergområder, som

er særlig sårbare over for klimaændringer.

Udkastet omfatter også tekstforslag, der er baseret på, at parterne

efter klimakonventionen skal samarbejde med henblik på at

skabe et støttende og åbent økonomisk system, som vil kunne

føre til en bæredygtig økonomisk vækst og udvikling for alle parter.

Det indebærer især forpligtelser til at hjælpe udviklingslandene.

Målsætningen angives at være den, at udviklingslandene

skal have hjælp til at blive bedre til at øge levestandarden for

deres befolkninger, uden at drivhusgassernes koncentrationer

derved øges i strid med de globale målsætninger, og at bidrage

til, at de bliver bedre til at klare de problemer, der er forårsaget

af klimaændringerne (dvs. klimatilpasning).


V. Klimatilpasning

og implementeringsmidler

Der blev i 2002 vedtaget en særlig international handlingsplan

- “National Adaptation Programmes of Action” (NAPA) - som

skal sikre, at de øvrige parter til Klimakonventionen bistår de 50

mindst udviklede stater (“Least developed countries” - LDCs)

med at analysere klimaændringernes konsekvenser og med at

dække deres behov for hjælp ift. klimatilpasning. De nationalt

vedtagne klimastrategier - NAPAs - har til formål at identificere

de mest hastende og alvorlige behov for klimatilpasningstiltag.

Udviklingslandene opfordres med vedtagelsen af NAPA til at

inddrage klimatilpasningsstrategierne i deres nationale udviklingsstrategier.

På COP12, der blev afholdt i Nairobi, vedtog man “Nairobi Work

Programme on Impact, Vulnerability and Adaptation to Climate

Change”, som ligeledes sætter fokus på de særlige klimatilpasningsbehov.

Som nævnt ovenfor, deltager NWP i forberedelserne

af materialet, der forhandles på COP15.

Målsætningen om bistand til klimatilpasning indgår også i ”Bali

Action Plan”, der blev vedtaget på COP13 i december 2007.

Derfor behandles det også i de forhandlingsoplag, der skal

indgå i beslutningerne på COP15. Emnet har opnået en meget

højere prioritet, end tidligere.

Klimatilpasning tillægges, bl.a. som konsekvens af de erkendelser,

der er om nødvendige tiltag, en særlig høj prioritet i det af

AWG-LCA den 22. juni 2009 udsendte udkast til forhandlingstekst.

I dette udkast anvendte AWG-LCA følgende hovedinddeling:

• Generelle rammer for klimatilpasning, der bl.a. sikrer, at

klimatilpasning prioriteres lige så højt som bestræbelserne på

at reducere udledningen af drivhusgasser.

• En sammenhæng mellem klimatilpasning og støtte i form af

finansiering og teknologi.

• Risikomanagement og risikodeling, herunder forsikring.

De ovennævnte hovedpunkter behandles i udkastet med mange,

ikke helt overskuelige, alternative tekstforslag. AWG-LCAs

sekretariat har formuleret alternative tekstforslag, der afspejler

parternes forslag samt forhandlingerne og synspunkterne, der

prægede mødet den 1.-12. juni 2009. Udkastet skal drøftes

både af AWG-KP og AWG-LCA på næste session den 10.-14.

august 2009.

Det fremhæves generelt, at der fremover skal være mere fokus

på de behov, der er for at sikre hjælp til de mindst udviklede og

de særlig sårbare udviklingslande, så de opnår finansielle, tekniske

og kompetencemæssige muligheder for at kunne tilpasse

sig til klimaændringerne. 1

Det er ligeledes et centralt tema, at klimatilpasning skal tage

udgangspunkt i en national strategi. Den internationale opgave

er støttende og koordinerende. Målsætningen er at tilvejebringe

en større modstandsdygtighed over for klimaændringerne.

Blandt de stillede forslag til formuleringen af aftalen indgår

bl.a. nogle generelle internationale rammer under betegnelsen

”Framework for Action on Adaptation”, som bl.a. skal fastlægge

rammer for tilvejebringelse af politikker, lovgivning og institutioner,

der er egnede til at fremme klimatilpasningsplanlægning og

konkrete klimatilpasningstiltag på nationalt niveau.

Der er også i udkastet forslag til alternative formuleringer af et

afsnit om risikoreduktion, risikomanagement og risikofordeling.

Der angives forslag til evaluering af de nationale planer, herunder

sikring af ”early warning”, beredskabsplaner og forsikringsordninger.

Der foreslås etableret en ny institution ”Financial and Technology

Mechanism on Adaptation” som implementeringsansvarlig

ift. de finansielle ressourcer.

Endelig forudsættes der indføjet bestemmelser om monitorering

og evaluering af klimatilpasningstiltag, herunder evaluering af

teknologioverførelse og finansiel støtte.

Som led i valget mellem forskellige virkemidler kan der anvendes

de såkaldte integrerede økonomiske vurderingsmodeller

(Integrated Assessment Models – forkortet som IAMs). 2

OECD har udviklet nogle politiske retningslinjer, der kan anvendes

i tilrettelæggelsen af klimatilpasningsstrategier – herunder i

et offentligt-privat partnerskab. 3

1 FCCC/AWGLA/2009/INF.1 af 22. juni 2009 side 21ff.

2 OECDs rapport af 24. marts 2009 “Economic Aspects of Adaptation

to Climate Change: Integrated Assessment Modelling of Adaptation

Costs and Benefits”, ENV/WKP(2009)1.

3 OECD “Policy Guidance on Integrating Climate Change Adaptation

into Development Co-operation” Joint High-Level Meeting of the

OECD Development Assistance Committee (DAC) and the Environment

Policy Committee (EPOC) – 28-29 maj 2009.

Centrale emner på COP15

9


VI. Reduktion af

drivhusgasudledning

Under Klimakonventionen er det som nævnt kun Annex I-parter,

der har påtaget sig reduktionsforpligtelser, og det er kun de

Annex I-parter, der har ratificeret Kyoto-Protokollen, der har

påtaget sig sådanne forpligtelser. USAs manglende accept af

at store økonomier som Kina, Brasilien og Indien skal have mulighed

for uhæmmet økonomisk vækst uden nogle reduktionsforpligtelser,

er én af de vanskelige udfordringer, som præger

forhandlinger. Under den tidligere Bush-regeringen var USA helt

afvisende over for eksistensen af en global klimakrise.

Under Obama stiller USA krav om ændringer i de kategoriseringer,

der er anvendt i konventionen. Det anføres bl.a., at den

aktuelle fordeling af forpligtelserne dels indebærer meget skæve

konkurrencebetingelser, dels indebærer at industrilandenes

bestræbelser for at reducere drivhusgasudledningen kan blive

helt uden betydning for den globale udvikling, hvis ikke også

de velstående udviklingslande forpligtes til at reducere deres

udledning. USA står ikke alene med sådanne synspunkter. Flere

Annex I-parter - herunder EU - vil have de mere velstående

udviklingslande (dvs. ikke-Annex I-parter) forpligtet. OECD har

bidraget med en dokumentation om, at det ikke er forsvarligt

kun at lade industrilandene bidrage til reduktioner. OECD har

således afdækket med scenarier, der er baseret på ENV-Linkages

Model, at ikke-Annex I-parternes drivhusgasudledning i sig

selv må antages at blive 49 GtCO 2 e i 2050, hvis ikke de pålægges

reduktionsforpligtelser. Det er et udledningsniveau, der er

betydeligt højere end den samlede globale udledning i 2005, der

var på 39 GtCO 2 e. 1

Omvendt ser de parter, der ikke i dag er Annex I-parter, gerne

en opretholdelse af de fordele, de har ved den aktuelle ordning.

Kina anfører således, at industrilandene har opbrugt en langt

større andel af den fælles atmosfære, end den, de kan tilkomme.

De skal derfor aflevere plads til udviklingslandene. Det

begrunder en opretholdelse af en ordning, hvor kun industrilandene

forpligtes til kvantitative reduktioner.

Det fremhæves i de foreliggende forhandlingsudspil, at markedet

er vigtigt, hvis der skal mobiliseres kapital og teknologi i den

størrelsesorden, der er behov for. Der lægges derfor op til fortsat

brug af de fleksible virkemidler (JI og CDM) – herunder i en

ændret og forbedret form. I den sammenhæng indgår design af

særlige virkemidler ift. udviklingslandene. Det omfatter især anvendelse

af særlige skovrelaterede kreditter (”REDD-credits”),

1 OECDs “Differentiating Countries in Terms of Mitigation Commitments,

Actions and Suppet”, COM/EPOC/IEA/SLT(2008)2, side 8.

10 Centrale emner på COP15

nationalt tilpassede reduktions- og udviklingsstrategier (NA-

MAs), sektorbaserede kreditmekanismer (SCM) og sektorbaseret

handel (”carbon markets”) efter modeller, som kan minde om

det europæiske EU ETS m.fl. 2 De konkrete valg af mekanismer

og afgrænsninger får betydning for, hvilke sektorer, der fremover

omfattes af de markedsbaserede løsninger. FAO anbefaler fx, at

landbrug og skovbrug fremover inddrages i ”carbon-markedet” i

højere grad, end de er i dag. 3 De nye tiltag omtales nedenfor.

Det er meget centralt i de tekster, der forhandles, at der skal

være tale om reduktioner af drivhusgasudledningen, der kan

monitoreres, rapporteres og verificeres (”measurable, reportable,

and verified” - MRV). Det er målsætningen, at de eksisterende

ordninger for anvendelse af uafhængige verifikatorer m.v.,

der er et led i de fleksible mekanismer, skal anvendes bredere.

Der fokuseres generelt på at gøre MRV helt centralt i den fremtidige

ordning, samt at forbedre konceptet.

Ét af de centrale spørgsmål på COP15 er som nævnt størrelsen

af og den indbyrdes fordeling af Annex I-parternes reduktionsforpligtelser

under en post-2012 ordning. AWG-KP tager ift. forberedelsen

af COP15 udgangspunkt i, at post-2012 regimet primært

skal tage udgangspunkt i, at Annex I-parterne forpligter sig

til en kvantitativ reduktion af drivhusgasudledningen - ”quantified

emission limitation and reduction objectives” (QELROs). 4 Det

skal ses i lyset af den arbejdsopgave, som AWG-KP er blevet

betroet, jf. ovenfor.

6.1. AWG-KPs arbejdsprogram

De mange elementer, der indgår i forhandlingerne, kan angives

med udgangspunkt i det arbejdsprogram, der blev opstillet af

AWG-KP i februar 2009. Det omfatter:

• Fordelingen af reduktionsforpligtelserne indbyrdes mellem

Annex I-parter (man fremhæver bl.a., at ”countries with higher

GDP per capita could take more ambitious commitments

than countries with lower GDP. This should be done in a

transparent, fair and comparable manner.”).

• Afdækning af, hvilket reduktionspotentiale de enkelte Annex

I-parter har (”mitigation potential”). Det skal vurderes bl.a.

2 Synspunktet fremføres bl.a. af Norge, EU, Australien, Canada, Rusland

og Argentina, jf. FCCC/AWGLCA/2008/16/Rev.1 af 19. januar

2009, side 54.

3 FCCC/AWGLCA/2008/16/Rev.1 af 19. januar 2009, side 59.

4 FCCC/KP/AWG/2008/8 af 4. februar 2009.


med hensyntagen til de forskelle, der er ift. regulering af

sektorerne på nationalt hhv. internationalt niveau, og med udgangspunkt

i, at reguleringen ikke skal medføre konkurrencemæssig

skævvridning (”carbon leakage”). Der forudsættes

anvendt indikatorer (fx ”carbon intensity of the economy”,

”marginal abatement costs and total costs of emission mitigation

as a percentage of GDP”, ”bottom-up sectoral indicators”

m.v.).

• Der skal opnås enighed om, hvordan man skal fastlægge

den/de næste forpligtelsesperiode(r) (”commitment

period(s)”) . Nogle parter foreslår en ny 5-årig periode (dvs.

2013-2017), andre parter mener, at der skal være tale om

en længere periode, der modsvarer IPPC scenarierne i AR4

(dvs. 2013-2020).

• Der skal opnås enighed om, hvilket basisår der skal tages

udgangspunkt i (dvs. fortsat 1990 eller et senere tidspunkt).

Basisåret er afgørende, ikke mindst for de lande, der tidligere

var en del af Sovjetunionen. Fx var udledningen i Rusland i

2005 allerede 29% under 1990-niveauet.

• Undersøge hvordan man kan anvende mulige sektorrelaterede

mekanismer.

• Der skal gennemføres forbedringer af ”cap-and-trade”-systemet

samt af de fleksible mekanismer CDM og JI. Der skal i

den sammenhæng også tages stilling til, om udviklingslandene

kan blive omfattet gennem anvendelse af sektorspecifikke

mekanismer 1

• Der skal forberedes definitioner, politiske midler, regler og

guidelines ift. de særlige LULUCF-projekter. 2

• Behandlingen af drivhusgasser skal vurderes ift. sektorer og

kilder.

• Der skal tages stilling til den fremtidige kalkulering af CO 2 -

ækvivalenter ift. kilder og dræn – bl.a. skal det vurderes, om

der fortsat skal tages udgangspunkt i det globale opvarmningspotentiale

(Global Warming Potential - forkortet som

GWP) 3 ved beregning af CO 2 -ækvivalenter, eller om der i

stedet skal tages udgangspunkt i global temperaturpotentiale

(Global Temperatur Potential - forkortet som GTP).

• Der skal tages stilling til formuleringen af afløseren for Kyoto-

Protokollens aktuelle bilag B, der angiver de enkelte Annex

I-parters kvantitative reduktionsforpligtelser, jf. Kyoto-protokollens

artikel 3, stk. 9. 4

• Der skal tilvejebringes information om og vurderinger af potentielle

konsekvenser af de valg, der tages mht. virkemidler

og politik (”spillover effects”).

• Det skal vurderes, hvordan der kan sikres en reduktion af

drivhusgasudledningen fra fly- og skibstransport, som Annex

I-parter er ansvarlige for (i den udstrækning sådanne reduktioner

ikke kan opnås gennem Montreal Protokollen).

• Der skal gennemføres en analyse af de bestræbelser og resultater,

der er opnået indtil dato, herunder under den første

forpligtelsesperiode 2008-2012.

Den 14. maj 2009 udsendte AWG-KP et forslag om afløseren for

bilag B, der blev drøftet på mødet i Bonn den 1.-12. juni 2009. 5

Der er ikke tvivl om, at industrilandene skal påtage sig kvantitative

reduktionsforpligtelser. De kommer formentlig også til at

påtage sig større reduktionsforpligtelser end dem, de har under

1 FCCC/KP/AWG/2009/INF.2 af 12. marts 2009.

2 LULUCF er en forkortelse for Land Use, Land-Use Change and

Forestry.

3 En gruppe forskere har i regi af IPCC fastlagt det potentiale for

opvarmning, som de forskellige drivhusgasser har sammenlignet

med CO 2 . Vurderingn er bseret på et 100-årigt perspektiv – forkortet

til GWP.

4 Australien anbefaler, at der anvendes en helt anderledes tilgang –

bl.a. uden retlige reduktionsforpligtelser, se FCCC/AWGLCA/2009/

MISC.1/Add.4/Corr.1 af 6. maj 2009.

5 FCCC/KP/AWG/2009/7.

den gældende ordning. IPCC forudsætter, at Annex I-parterne

senest i 2020 skal reducere med 25-40% og senest i 2050

skal have tilvejebragt en reduktion på 80% til 95% ift. niveauet

i 1990. AWG-KP mener denne vurdering fejlagtigt mangler en

hensyntagen til livscyklusaspekter og dermed lægger forpligtelsesniveauet

for højt.

De emner, der indgår i arbejdsprogrammet, omfatter reduktioner,

som forudsættes tilvejebragt af ikke-Annex I-parter (udviklingslande),

selv om AWG-KP kun har fået mandat til at forholde

sig til Annex I-parternes forpligtelser. Interessen for anvendelsen

af en sektortilgang er begrundet i ønsket om at få nogle velstillede

udviklingslandene (bl.a. Kina, Indien og Brasilien) med i de

nye ordninger.

6.2. Kvotehandel og projektmekanismer – herunder

anvendelse af en sektortilgang

I de udkast, der drøftes under forhandlingerne, indgår der som

forudsat forslag om forbedringer af de aktuelt anvendte mekanismer

- JI-, CDM, LULUCF og kvotehandel. Overvejelserne om

anvendelse af en supplerende eller alternativ sektortilgang, er

central. Det er som tidligere nævnt begrundet i et ønske om at

udvikle et koncept, der sikrer reduktioner af drivhusgasser overalt

i verden, og som forhindrer, at ikke-Annex I-parter profiterer

af, at kun Annex I-parter er retligt forpligtet til at tilvejebringe

reduktioner. Overvejelserne er generelt baseret på en fokusering

på markeds-løsninger. Der er forskellige modeller, hvor der i

forhold til et ”carbon market” sondres mellem: 6

• en sektorkrediterings mekanisme (SCM), som er baseret

på, at der udstedes kreditter begrundet i en given sektors

reduktion af drivhusgasudledningen ud fra en basislinje, der

ikke indebærer tab for nogen (”no-lose baseline”); basislinjen

kan fastsættes ud fra intensitet, eller den kan fastsættes som

en kvantitativ angivelse af emission,

• sektorbaseret handel af kvoter baseret på en fastlagt grænse

(boble) og med en allokering af kvoter forud for en given

periode og

• fastlæggelse af teknologiudbredelsesforpligtelser især for

Annex I-parter.

Der er også forslag, der fokuserer på at indføje kreditter som

en del af de nedenfor omtalte ”Nationally Appropriate Mitigation

Actions” (NAMAs). Ift. NAMAs kan der være særlige behov for

at vurdere et internationalt ansvar for den relevante, ansvarlige

stat, som udsteder kreditter, hvis sektoren ikke efterfølgende

kan ”opfylde” forpligtelserne i form af tilvejebragte verificerede

reduktioner af drivhusgasudledning. Også ift. de nedenfor omtalte

tiltag ift. skove, REDD-plus, anvendes der allerede i dag på

et frivilligt grundlag kreditter, som kan siges at være baseret på

en sektortilgang. 7 De forudsættes designet på en måde, der gør

det muligt at inddrage dem mere optimalt i de globale løsninger,

herunder med anvendelse af monitorerings-, rapporterings- og

verificeringsforpligtelser. I alle sammenhænge er prissignalerne

afgørende for effektiviteten.

Der er som nævnt også indsendt nationale forslag til, hvordan

COP15 kan resultere i forpligtende tekster. Norge har fremsat

forslag om, at der anvendes auktionering af en del af de kvoter,

der bliver udstedt internationalt i et post-2012 system, og at

6 OECD’s paper “Sectoral Approaches and the Carbon Market”,

COM/ENV/EPOC/IEA/SLT(2009)3 fra foråret 2009, side 8 og vedr.

NAMAs side 23ff.

7 OECD’s paper “Sectoral Approaches and the Carbon Market”,

COM/ENV/EPOC/IEA/SLT(2009)3 fra foråret 2009, side 13.

Centrale emner på COP15

11


provenuet anvendes til finansiering af klimaopgaver. 1 Forslaget

er ledsaget af et udkast til formuleringen af den relevante tekst i

”Copenhagen Agreement”.

Japan har fremsendt forslag til, hvordan kvotehandel og de projektbaserede

mekanismer (CDM- og JI ) kan reguleres. 2 Der er

bl.a. forslag om inddragelse af atomkraftanlæg som acceptable

under JI-projekter. Forslaget indeholder endvidere et konkret

forslag til design af ”sectoral crediting mechanisms” (SCM). Det

fremhæves, at der skal opstilles nogle kriterier for, hvilke lande

og hvilke sektorer, der er egnede til at blive omfattet af en SCMordning.

SCM-planer og -registrering forudsættes håndteret af

de relevante sektorer. Japan lægger dermed op til ordninger,

der administreres særskilt – herunder evt. som en selvforvaltning.

Japans forslag afviger fra det, der blev fremlagt af AWG-KP

den 12. marts 2009. 3 Nye sektorbaserede CDM-mekanismer

forudsættes i dette forslag at blive administreret af det almindelige

CDM-system, dvs. af CDM Executive Board og registreret i

CDM-registeret.

6.3. Post 2012 LULUCF

Reduktionerne i drivhusgasudledningen, der kan opnås gennem

den måde, arealerne anvendes på, er en del af de fleksible

mekanismer, som anvendes efter Kyoto-Protokollen som dræn

(”sinks”). Reguleringsmekanismen kaldes ”Land Use, Land Use

Change and Forestry” (LULUCF). Aftaler mellem industrilande

(og virksomheder fra industrilande) og udviklingslande om gennemførelse

af klimaprojekter, der vedrører LULUCF, indgår bl.a.

i CDM-projekter. Der kan gennem sådanne projekter genereres

kreditter (”removal unit” – forkortet som RMU). De modsvarer

de opnåede drivhusgasreduktioner. Kreditterne betales for investeringen

i projektet og overføres til den betalende industristat

(eller den betalende virksomhed). Kreditterne kan anvendes

af industristaten til at opfylde sine internationale reduktionsforpligtelser

eller sælges på det internationale kvotemarked. EU

accepterer ikke aktuelt RMU som en del af det europæiske

kvotemarked (EU ETS). Det ændres formentlig, hvis post-2012

regimet forbedrer mekanismen.

Anvendelse af LULUCF kan også være en indenlandsk reduktionsforanstaltning,

der er baseret på monitorering i det enkelte

Annex I-land som led i dets opfyldelse af egne reduktionsforpligtelser.

Der er imidlertid opstillet nogle ret strenge begrænsninger

for Annex I-parternes brug af LULUCF, når de anvender dem

som led i deres opfyldelse af reduktionsforpligtelserne.

AWG-KP går ind for, at LULUCF kan anvendes i post-Kyotoregimet.

4 Det samme gør AWG-LGA. 5

Parterne er derimod uenige om de fremtidige regler for Annex Iparternes

anvendelse af LULUCF som led i indenlandske reduktion

af drivhusgasser. 6 Fra ikke-Annex-I parter stilles der krav

om stramning af reglerne. Det påstås, at kun 1% af Annex Iparternes

arealanvendelse aktuelt indgår i opgørelserne. Der er

også utilfredshed med anvendelse af en ”force majeure”-klausul

samt med opgørelse af ”carbon”, der er bundet af træprodukter

(”harvested wood products” - HWPs). Anvendelsen af ”land-

1 FCCC/AWGLA/2009/L.3 af 2. juni 2009, side 16ff.

2 FCCC/AWGLA/2009/L.3 af 2. juni 2009, side side 25ff.

3 FCCC/KP/AWG/2009/-inF.2, side 7ff.

4 FCCC/KP/AWG/2008/8 af 4. februar 2009.

5 FCCC/AWGLA/2009/INF.1 af 22. juni 2009 bl.a. side 68 og s. 83.

6 FCCC/KP/AWG/2009/MISC.11 af 6. maj 2009.

12 Centrale emner på COP15

based accounting system” findes at være for uklart. Ikke-Annex

I-parter fremhæver, at det skal sikres, at der kun kan godskrives

tiltag, som reelt er med til at reducere udledningen (”real additionality”).

Bl.a. anføres det, at de erhverv, 7 der er baseret på

arealanvendelse, bør være omfattet af reduktionsforpligtelserne,

og dermed ikke alene tælle med ift. tilvejebringelsen af dræn.

EU har også foreslået stramninger af reglerne.

6.4. Post-2012 REDD-plus

Det indgår i forberedelsen af COP15, at der skal sikres en

beskyttelse af skovene i udviklingslandene. Industrilande og

virksomheder kan forhindre skovfældning, skovafbrænding m.v.

ved at investere i konkrete alternative projekter, der bidrager til

at bevare biodiversiteten i skovene, til af bevare tropiske skove

som optager drivhusgasser m.v. Projekterne kaldes “Reducing

Emissions from Deforestration and Forest Degradation in Developing

Countries” forkortet til REDD. 8

Der eksisterer i dag sådanne projekter – de skal ift. COP15

være en mere formel del af systemet for bedre at sikre en inddragelse

af udviklingslandene i reduktionsbestræbelserne.

REDD er nævnt i ”Bali Action Plan” fra COP13. 9 På COP14

drøftede parterne til Klimakonventionen perspektiverne i, at

REDD-plus blev accepteret som en ny mekanisme. Man nåede

ikke til enighed. USA, Canada, New Zealand og Australien

protesterede imod, at der blev indføjet en henvisning til de oprindelige

folks rettigheder, som er fastslået i FN’s “Declaration of

the Rights of Indigenous Peoples”. 10

Op til COP15 drøfter man detaljerne i en REDD-plus ordning,

herunder især om der skal være tale om en markedsbaseret

ordning, en ordning baseret på støtte fra fonde eller en kombination

af de to tilgange. Der er i alle tilfælde tale om at finansiere

omstilling til bæredygtigt skovbrug inden for rammerne af

“Sustainable Forest Management” (SFM) samt en bevaring af

skovområder, der er af særlig betydning for klimaet. Der er etableret

et særligt diskussionsfora – ”The Forest Dialogue” – som

bidrager til at få afklaret uenighederne om, hvordan REDD-plus

ordningen skal kunne indgå i aftalen, der forventes indgået i København

til december. Det første møde blev afholdt den 25.-26.

april 2009 i New York i regi af UNFF. 11

Der er fremlagt et forslag til formulering af konventionsteksten

om REDD-plus den 22. juni i regi af AWG-LCA. 12 Begrebet

REDD-plus bruges som en samlende betegnelse for politiske

tiltag og andre incitamenter, der er relateret til reduktion af emission

fra skovfældninger, skovafbrænding mv. i udviklingslandene

(REDD) samt anvendelsen af fredning, bæredygtigt skovbrug

m.v. (”the role of conservation, sutainable management of forest

and enhancement of forest carbon stocks”) i udviklingslandene.

7 De omtales som AFOLU-sector, som en forkortelse for Agriculture,

Forestry and Other and Land Users sectors.

8 FCCC/AWGLCA/2009/MISC. Part II af 19. maj 2009 (bl.a. Norges

synspunkter s. 53ff.) og FCCC/KP/AWG/2009/L.9 af 2. juni 2009

(bl.a. Norges synspunkter s.18f. og USAs synspunkter om REDDplus

s. 30ff.)

9 Decision 1/CP.13, paragraph 1b(iii).

10 http://www.redd-monitor.org/redd-an-introduction/

11 The Forest Dialogue. REDD Finance Mechanisms Dialogue – April

25 th – 26 th New York, USA.

12 FCCC/AWGLA/2009/INF.1 af 22. juni 2009. Se om forskellige modeller

side 110ff. og i relation til “Enchanged action on the provision

of financial resources and investment” s. 146 og s. 156 m.fl.


Norge hhv. USA har også stillet forslag til design/opbygningen af

en REDD-plus ordning. Norge foreslår, at der indføjes et bilag i

en ny ”Copenhagen Agreement” om REDD-plus. 1 USA angiver

nogle generelle formål, rammer, strategier mv. samt finansieringsmodeller

for REDD-plus. 2

6.5. Nationalt tilpassede reduktionsaktioner (NAMAs)

Med COP13’s vedtagelse af ”Bali Action Plan” blev der lagt op

til, at der på COP15 kunne vedtages nogle andre nye virkemidler,

til sikring af, at udviklingslandene både får mulighed for

udvikling og samtidigt sikrer en hensyntagen til drivhusgasudledningen.

Virkemidlet kaldes ”Nationally Appropriate Mitigation

Actions” (NAMAs). 3 Der tales i den sammenhæng også om, at

udviklingsstrategierne bør være en del af en lavemissionsstrategi

(”low carbon development stratgies” - forkortet som LCDS).

Det forudsættes, at der skal være tale om nationale tiltag, som

passer ind i de nationale kompetencer, de nationale behov for

udvikling og de nationale politiske ønsker, traditioner m.v. Opnåelse

af bæredygtige løsninger er en central del af konceptet.

I planen forudsættes der at indgå politikker og virkemidler, der

begrænser landets emissioner ved hjælp af afbødningsforanstaltninger.

Det anbefales bl.a. af EU, Sydafrika og Korea, at

NAMAs inkluderer bæredygtighedspolitikker og virkemidler (”sustainable

development policies and measures” – forkortet som

SD-PAMs). Sådanne politikker kan bl.a. vedrøre energisektoren,

og det forudsættes, at tiltagene indebærer ambitiøse forbedringer

ift. ”business as usual”, samt at de bygger på vedtagne

klimahandlingsplaner. 4 Der er bl.a. af OECD ydet bidrag til at

afdække, hvad der skal forstås ved ”sustainable development

and measures” (SP-PAMs), som en del af NAMAs. 5

NAMA-konceptet er ikke særligt præcist beskrevet i ”Bali Action

Plan”. 6

Det er bl.a. af Kina, Korea og Sydafrika anført, at NAMAs kun

kan gennemføres som en mulighed – dvs. frivilligt og ikke som

en forpligtelse for parterne. 7 Det skal være tydeligt, at det er

anderledes end Annex I-parternes forpligtelser. Det fremhæves

bl.a. af Kina og G77. Kina har i 2007 vedtaget en femårig

klimastrategi ”National Climate Change Program”, der er et

rammeprogram med en række særprogrammer. Programmet indeholder

bl.a. planer for vedvarende energi. Det er af kinesiske

forfattere anført, at dette program kan anvendes som eksempel

på et nationalt tiltag, der vil kunne forventes accepteret i

post-2012 NAMAs ordningen. 8

I modsætning til denne opfattelse fremfører Australien og USA,

at der skal være tale om nogle mere ambitiøse forpligtelser for

1 FCCC/AWGLCA/2009/L.3 af 2. juni 2009, side 18ff.

2 FCCC/AWGLCA/2009/L.3 af 2. juni 2009, side 30ff.

3 FCCC/CP/2007/6/Add.1 af 14. marts 2008 om BAP paragraph 1 (a)

(i)og (ii).

4 FCCC/AWGLA/2008/16/Rev.1 af 15. januar 2009, side 34.

5 “SD-PAMs: What, Where, When and How?” COM/ENV/EPOC/IEA/

SLT(2007)5 fra 2007.

6 OECDs secretariat og EIAs secretariat har analyseret Bali Action

Plans forslag, se deres analyse fra marts 2009 i “Linking Mitigation

Actions in Developing Countries with Mitigation Support: a Conceptuel

Framework”, COM/ENV/EPOC/IEA/SLT(2009)2.

7 FCCC/AWGLA/2008/16/Rev.1 af 15. januar 2009, side 33.

8 Fei Teng, Yu Wang, Alun Gu og Ruina Xu, Institute of energy, Environment

and Economy, Tsinghua University samt Hilary Mcmahon,

Deborah Selingsohn, World Resource Institute “Mitigation Action in

China: Measurement, Reporting and Verification”, juni 2009 (working

paper i World Resources Institute).

de ikke-Annex I-parter (udviklingslande), der har en national

kompetence, som muliggør opfyldelse af reduktionsforpligtelser.

Det skal iflg. USA i det mindste gælde for de udviklingslande,

der hører til ”major emitters and emerging economies”, at de

skal påtage sig den samme slags reduktionsforpligtelse, som

industrilandene påtager sig. 9

Det er af EU, Australien, Canada og Sydafrika fremført, at

sådanne tiltag skal føre til væsentlige reduktioner ift. basislinjen

inden for en aftalt tidsramme. 10

Der er anbefalinger mht. at lade NAMAs indgå i kvotehandel,

herunder med anvendelse af ”carbon pricing”, 11 CDM, 12 anvendelse

af sektortilgang, 13 eller i alle de tilgængelige fleksible

mekanismer (som fx CCS og REDD-plus). 14 Som relevante tiltag

nævnes også teknologiudviklingsprogrammer og standarder. 15

NAMAs kan være rent nationalt f.eks. ved at der sikres nationale

incitamenter, der fremmer private investeringer i vedvarende

energi og andre tiltag (fx lovgivning), der medfører reduktioner

af drivhusgasudledningen.

EU foreslår, at der bliver tale om to tempi: dels et rent nationalt

implementeringstiltag, dels et supplerende tiltag, der virkeliggøres

med international støtte til de foranstaltninger, der skal

gennemføres. Der stilles krav om, at der kun kan gives støtte til

solide og verificerbare CO 2 -fattige udviklingsstrategier. Foruden

at bidrage med finansiering vil det være nødvendigt at fremme

kapacitetsopbygning i mange udviklingslande, således at de kan

udarbejde og gennemføre deres egne CO 2 -fattige udviklingsstrategier.

Mekanismerne (fx CDM og SCM) kan være grundlag

for privat finansiering af NAMAs, hvor teknologioverførelse,

finansiering og capacity-building fx baseres på nye sektorrelaterede

mekanismer. EU anbefaler, at NAMAs relateres til de

sektorer, der er de mest væsentlige udledere – det vil bl.a. sige

energisektoren. 16

NAMAs skal – for at blive accepteret som kilde til relevante internationale

reduktioner, der kan finansieres m.v. – underkastes

målinger, rapporteringer og verificeringer – omtalt som MRV,

der står for ”measured, reported and verified”. 17 USA fremhæver

bl.a., at der er behov for en betydelig forbedring og hyppigere

rapportering af den klimapolitik og udledning, der er tale om.

6.6. Klimatiltags ”spillover effects”

IPCC fremhæver i AR4, at man skal være opmærksom på,

at parternes klimatiltag kan have negative konsekvenser ift.

andre politikområder, herunder ift. miljø, markedsadgang og

konkurrenceevnen for andre. 18 Fra flere parter til UNFCCC er

9 FCCC/AWGLA/2008/16/Rev.1 af 15. januar 2009, side 33.

10 FCCC/AWGLA/2008/16/Rev.1 af 15. januar 2009, side 33.

11 EU-anbefaling, jf. FCCC/AWGLA/2008/16/Rev.1 af 15. januar 2009,

side 34.Se også KOM(2009) 39 endelig af 28. januar 2009 ”Mod en

global klimaændringsaftale i København”.

12 Norsk anbefaling, jf. FCCC/AWGLA/2008/16/Rev.1 af 15. januar

2009, side 34.

13 Forslag fra Scri Lanka, Uzbekistan, Canada, EU, Australien og

Japan, jf. FCCC/AWGLA/2008/16/Rev.1 af 15. januar 2009, side 34.

14 Forslag fra Australien og Rusland, jf. FCCC/AWGLA/2008/16/Rev.1

af 15. januar 2009, side 34.

15 Forslag fra EU, jf. FCCC/AWGLA/2008/16/Rev.1 af 15. januar 2009,

side 34.

16 FCCC/AWGLA/2008/16/Rev.1 af 15. januar 2009, side 34.

17 Det fremhæves bl.a. af USA, Japan, EU og Norge, jf. FCCC/

AWGLA/2008/16/Rev.1 af 15. januar 2009, side 35.

18 IPCC (2007b) kapitel 17.

Centrale emner på COP15

13


der fremsat anmodning om, at der gennemføres analyser af

de potentielle miljømæssige, økonomiske og sociale effekter,

herunder “spillover effects”, der kan blive tale om ikke mindst for

ikke-Annex I-parter.

Virkemidler og politikker, der vedtages som led i en klimastrategi

af en stat, kan have afgørende negative konsekvenser i andre

stater – herunder konkurrencemæssige konsekvenser. Også

internationalt vedtagne klimastrategier kan have negative konsekvenser.

De negative konsekvenser af forskellige klimapolitikker

og -virkemidler m.v. (”spillover effects”) skal undgås efter de

gældende regler i Kyoto-Protokollen. 1 Med Balihandlingsplanen

angives det, at der skal sættes endnu mere fokus på dette

aspekter. 2

De forskellige virkemidler er alle tænkt udviklet på en måde, der

fremmer omstilling til produktionsformer og produkter, der er

klimavenlige og energibesparende m.v.

På tværs af overvejelserne om brug af ovennævnte virkemidler

arbejdes der derfor med en strategi, der kan fremme Klimakonventionens

målsætninger om en grøn teknologiudvikling, teknologispredning

og teknologioverførelser, der sikrer en omstilling

til en udvikling præget af lav emission og klimaresistens. Det

er bl.a. i den særlige teknologiekspertkomité Expert Group on

Technology Transfer (EGTT), der er etableret i regi af Subsidiary

Body for Scientific and Technological Advice (SBSTA), at

dette arbejde foregår. 3 I deres anbefalinger indgår en række

faktorer, herunder betydningen af den politik og regulering, der

bliver tale om at vedtage på internationalt og nationalt niveau.

Man nævner bl.a. behovet for at sikre relevante incitamenter,

og at gennemføre begrænsninger af barrierer. Blandt de helt

centrale virkemidler nævnes intellektuelle ejendomsrettigheder

(IPR), standarder, tariffer m.v. De samhandelsmæssige aspekter

– herunder WTO-aftalesættet – skal inddrages i de konkrete

løsninger. Finansierings- og investeringsstrategier samt integreret

sektorplanlægning og koordinering er andre centrale emner.

Spredning af erfaringer, netværksopbygning, partnerskaber m.v.

er ligeledes centrale.

AWG-KP har udarbejdet nogle papirer, 4 der forudsættes at

bidrage til at sikre en relevant debat om Annex I-parternes valg

mellem virkemidler, herunder med den fornødne hensyntagen

til de negative effekter, som reduktionstiltagene har for andre

lande. Der fremhæves, at der typisk er tale om komplekse

samspil – herunder kontraproduktiv regulering. Derfor skal der

fokuseres mere på at sikre det rette samspil. Papiret, der blev

udarbejdet forud for AWG-KP’s syvende møde den 1.-12. juni

2009, anvender følgende kategorier, der er relateret til hvem,

der konkret regulerer (stater, multilaterale regimer) hhv. ved

hjælp af hvilke mekanismer (samhandelspolitik, klimapolitik,

national energi politik), der konkret reguleres:

Politikker og virkemidler, der er rent nationale.

1 Bl.a. behandlet i “Slutrapport fra tredje mote i FNs klimaforhandlinger

på veien fra Bali til en ambisiøs klimaavtale i København 2009

i Accra, Ghana fra 21. august 27.” side 15, FCCC/KP/CMP/2005/8/

Add.4 af 30 marts 2006 og FCCC/SBI/2006/13 af 17. august 2006.

2 Decision 1/CP.13 paragraph 1 (b)(vi) optrykt i FCCC/CP/2007/6/

Add.1.

3 FCCC/SB/2009/ af 27. maj 2009 – “Strategy paper for the longterm

perspective beyond 2012, including sectoral approaches, to

facilitate the development, deployment, diffusion and transfer of

technologies under the Convention”..

4 FCCC/KP/AWG/2008/8 af 4. februar 2009 og især FCCC/KP/

AWG/2009/INF.3 af 16. marts 2009. Se reaktioner fra parterne

FCCC/KP/AWG/2009/MISC.4 af 13. marts 2009.

14 Centrale emner på COP15

• Her angives følgende virkemidler: kulstofafgifter (grønne

afgifter); pristillæg ift. grøn energi; støtte til producenter af

grøn teknologi (“low-carbon technologies”) hhv. til forbrugere

af sådan teknologi; fjernelse af støtte til produktion og forbrug

af teknologier og varer der er drivhusgasintensive; politiske

reformer, især ift. energi (anvendelse af feed-in tariffer,

VE-mandater og grøn certificering m.v.); dedikeret offentlig

grøn investering (offentlig støtte til miljømæssig sund energi

infrastruktur, som fx ”smart grids”); offentlige investeringer i

storskala transport infrastruktur m.v.; kvotehandel (“cap-andtrade

regimes”); teknologikrav (fx krav om anvendelse af

biofuel); offentlig forskning i og udvikling af teknologi .

Samhandelsrelaterede tiltag.

• Her angives følgende virkemidler: højere tariffer på drivhusgasintensive

varer og lavere tariffer på miljøvenlige varer

inden for de rammer, der er opstillet af WTO; standarder

og mærkningskrav inden for de rammer, der er opstillet af

WTO (fx ”efficiency standards”, ”sustainability standards for

biofuels” og ”food miles”); importafgift baseret på udligning af

forskelle mellem parter og ikke-parter til klimaforpligtelserne

(“border carbon adjustment”). Der kan enten være tale om

et supplement til et grønt-afgift-regime (”carbon tax regime”)

eller et supplement til et cap-and-trade regime.

Internationale tiltag.

• Her angives følgende virkemidler: internationalt aftalte afgifter

og pristillæg; internationalt aftalte cap-and-trade regimer;

CDM og JI; internationalt teknologisamarbejde; reform af

støtteordninger (fx for herved at reducere konventionel energiproduktion).

Det oplyses, at der aktuelt mangler internationalt godkendte

standarder, som er baseret på drivhusgasprofil og ”carbon

footprint”. Den internationale standardiseringsorganisation (ISO

– ”International Organization for Standardization”) er i færd med

at udvikle klimarelaterede standarder.

WTO-processen fremhæves at være relevant ift. alle de

virkemidler, som har betydning for samhandel. OECD og Det

Internationale Energiagentur (EIA) nævnes som andre centrale

medspillere. Også UNEP og UNCTAD nævnes som relevante

medspillere.

Den 12. juni 2009 udsendte AWG-KP’s formand et udkast til

et bilag, der kan indgå i en ændret Kyoto-protokol eller en ny

protokol. Udkastet er resultatet af de drøftelser og beslutninger,

der blev taget på det 7. møde, der blev afviklet i Bonn den 1.-12.

juni 2009. 5 Alle parter var på mødet, hvor udkastet blev drøftet,

enige om, at ”spillover effects” skal begrænses. Drøftelserne

fortsætter på det ottende møde, der afvikles den 10.-14. august

2009.

I forslag til formulering af konventionsteksten, der er fremsat

den 22. juni af AWG-LCA, indgår der også forslag, som skal

reducere de negative konsekvenser i form af ”spillover effects”

af reguleringstiltag. 6

Som nævnt indledningsvis blev det på MEF-mødet den 9. juli

2009 besluttet, at parterne senest den 15. november 2009

offentliggør handlingsplaner m.v. for reduktion af ”spillover effects”.

5 FCCC/KP/AWG/2009/L.2.

6 FCCC/AWGLA/2009/INF.1 af 22. juni 2009 side 142ff. afsnit F.

“Economic and social consequences of response measures”


VII. Finansiering, teknologi- og

kompetenceudvikling

I den forhandlingstekst, der er udsendt af AWG-LCA, er der

tekstforlag, der beskriver alternative løsninger/modeller. 1 Noget

af det centrale i forhandlingerne er størrelsen af det beløb, der

skal tilvejebringes – ikke mindst i lyset af, at Annex I-parterne

ikke har levet op til de løfter, de har givet under UNFCCC. I

udkastet oplyses det, at UNDPs Human Development Report

har fastslået, at klimatilpasningsbehovet begrundet et finansieringsbehov

på 86 billioner $ per. år fra 2015. COPs sekretariat

har anslået, at det beløb, som skal skaffes i 2030, er mellem

28-67 billioner $. 2

Det fremhæves som centralt, at den tekst, der er mht. krav om

og til monitorering, rapportering og verificering (MRV) tydeligt

skal relateres til de mekanismer, der behandles - herunder

også REDD-plus, så man sikrer, at finansieringen anvendes til

initiativer, der reelt sikrer reduktioner af drivhusgasudledningen.

Finansieringen kan efter WAG-LCAs udkast bl.a. forudsættes

fremskaffet gennem auktionering af udledningskvoter, eller gennem

en global afgift på CO 2 . 3

Der lægges i udkastet op til etablering af nye institutionelle rammer,

der skal sikre en mere effektiv finansiel administration. Der

er også i denne sammenhæng beskrevet forskellige modeller,

der vil blive forhandlet i august og igen til december 2009. Det

nye internationalt agerende finansielt ansvarligt organ – Executive

Board – vil efter ét af de foreliggende alternativer, der

er beskrevet i udkastet, blive udpeget af COP. Det skal også

omfatte administration af de eksisterende fonde. Det skal bistås

af COP-sekretariatet, et videnskabeligt rådgivende panel, et

overvågnings- og evalueringspanel og et organ, der forvalter

formuen. 4

Udkastet indeholder også nye modeller for institutioner, der

skal sikre overførelse af know-how og teknologier. Bl.a. er der

udkast til regler for etablering af et nyt organ kaldet ”Technology

Development and Transfer Facility”, der skal bistå udviklingslandene

med at identificere samt realisere mulighederne for

teknologioverførsel, især ift. vedvarende energi og energieffektivisering.

5 Der skal endvidere efter udkastet etableres centre i de

større regioner af udviklingslande. De skal bistå med undervis-

1 FCCC/AWGLCA/2009/INF.1 af 22. juni 2009, side 147ff.

2 FCCC/AWGLCA/2009/INF.1 af 22. juni 2009, se side 148.

3 FCCC/AWGLCA/2009/INF.1 af 22. juni 2009, side 3 hhv. side 156f.

4 FCCC/AWGLCA/2009/INF.1 af 22. juni 2009, side 158ff.

5 FCCC/AWGLCA/2009/INF.1 af 22. juni 2009, side 193.

ning, kompetenceopbygning samt etablering af offentlige-private

partnerskaber. Ift. kompetenceopbygning forudsættes der også

etableret en særlig institution, der kan bistå med kompetenceopbygningen

– kaldet ”Technical Panels on Capacity Building”. 6

Der vil, ligesom under den gældende konvention, blive tale om

særlige forpligtelser for Annex I-parterne ift. at hjælpe de ikke-

Annex I-parter, som er særligt sårbare over for klimaændringer.

Deres sårbarhed er begrundet i, at klimaændringerne vil have

særlig vidtgående konsekvenser på deres områder. Der er fx

tale om ikke-Annex I-parter, hvis økonomiske/sociale og fysiske

situation er karakteriseret ved: 7

• fattige udviklingslande og fattige områder,

• de mindst udviklede lande (”least developed countries” –

forkortet som LDC),

• lavtliggende kystområder, der pga. at havets niveau bliver

højere, udsættes for oversvømmelser,

• små øer (”the small island developing states” – forkortet som

SIDS), der især er udsatte for oversvømmelse pga. at højere

vandstand,

• områder, der allerede er vandfattige, tørkeramte mv. - herunder

præget af ørkendannelser - hvor tørken kan blive forværret

på grund af klimaændringerne og

• områder med et skrøbeligt økosystem - herunder bjergøkosystemer

- som kan blive ødelagt pga. klimaændringerne.

Lørdag den 25. juli 2009 mødtes EU’s medlemslande uformelt

ved deres miljøministre. De besluttede, at EU ikke før december

2009 vil oplyse det internationale samfund om, hvor meget

man vil bidrage med rent økonomisk. De tilkendgav, at der er

behov for at sikre, at den internationale finansiering anvendes til

følgende aktiviteter:

• kompetenceudvikling og hjælp til at formulere effektive politiske

rammer,

• implementering af lavemissionsudviklingsstrategier,

• klimatilpasning i de fattigste og mest sårbare udviklingslande

• REDD-projekter og

• deltagelse i teknologiforskning- og udviklingsprojekter.

6 FCCC/AWGLCA/2009/INF.1 af 22. juni 2009, side 199.

7 FCCC/AWGLCA/2009/INF.1 af 22. juni 2009, side 150.

Centrale emner på COP15

15


Kalender

En oversigt over vigtige internationale møder i forbindelse med

forberedelsen og afviklingen af COP15

Dato Arrangement Lokalitet Organiseret af

10/08-14/08 Uformelt møde AWG-LCA og AWG-KP Bonn UNFCCC

13/08-16/08 ASEAN Economic Ministers Meeting and Consultation

with Dialogue Partners

Bangkok

31/08-04/09 World Climate Conference Three Geneve World Meteorological Organization

21/09-25/09 UN General Assembly Climate Summit New York

22/09 The Greenland Ministerial Dialogue on CVlimate

Change

Ilulissat

24/09-25/09 G20 Summit Pittsburgh G20

28/09-09/10 AWG-KP 9 & AWG-LCA 7 Bangkok UNFCCC

02/11-06/11 Fortsat møde AWG-KP 9 & AWG-LCA 7 Barcelona UNFCCC

07/12-18/12 COP 15 and CMP 5 København UNFCCC

More magazines by this user
Similar magazines