Untitled - De Berejstes Klub

Gouda Rejseforsikring er med til at dække Globen. Vi dækker også gerne dig. 

Som DBK-medlem får du 33% rabat på rejseforsikringer til dig og din familie 

(medrejsende samboende samt egne børn). 

Ring til Gouda Rejseforsikring på 70 25 60 60 

SIKKERHED UD OVER ALLE GRÆNSER 

Næste Globen-tema: 

Min bedste souvenir 

Vi havde rejseinteresserede gæster forleden, og de spurgte om, hvad der var 

det mest specielle, som jeg havde hjembragt fra mine rejser. 

Det er virkelig et vanskeligt spørgsmål, for der er jo 

interessante minder og omstændighederne ved 

mange af tingene. 

Skulle det være forlader muskedonnerterne fra 

Sana‘a med de skindbeklædte runde geværkolber, 

som jeg købte for 90 kr på markedet dengang turister 

var et særsyn på de kanter. 

Eller maleriet jeg fik af en ven i Jeddah, der kendte 

professoren ved kunstakademiet. Det er malet i 

sandfarver og forestiller en moske og de gamle gader 

i Jeddahs souk, som de så ud under mine første 

besøg i byen, og som nu er erstattet af motorveje 

og skyskrabere. 

Eller pragtstykket her på væggen i mit kontor: En 

udskåret og bladgulddækket låge fra et kinesisk 

tempel, som en driftig kineser reddede fra Mao‘s 

vanvittige kulturrevolution og bragte til Hong Kong. 

I har sikkert også alle jeres yndlings souvenirs - del 

historierne med os om hvorfor og hvordan det gik 

til, at I aldrig vil glemme netop de(n) hændelse(r), 

som I forbinder med tingene der på væggen, i reolen, 

på bordet -eller hvor de nu befinder sig. 

Send som sædvanlig jeres historier - gerne med fotos 

- til globen@berejst.dk. 

2 

Dette maleri fra Gauja-floden i Letland hænger absolut ikke på min 

væg på grund af dets kunstneriske kvaliteter. Men for mig er det 

symbolet på ca. 40 spændende rejser til Letland gennem 90erne - 

lige fra frihedskampen til forhandlingerne om optagelse i EU.

Medlemsblad for 

De Berejstes Klub 

Redaktion: 

Søren Padkjær 

info@berejst.dk 

tel. 86 68 36 63 

fax 86 68 36 32 

Forfattere og fotos: 

Medlemmer af De Berejstes 

Klub 

Forside: 

Michael Horne Nielsen 

Omslagsfoto: 

Michael Horne Nielsen: 

Typisk østeuropæisk landskabsmotiv: 

Kirke med stork på taget 

og bonden med sine to heste. Billedet 

er fra det sydvestlige 

Ukraine. 

Tryk: 

BB Offset 

Thorsvej 11, 8850 Bjerringbro 

Oplag: 175 

ISSN: 1603-1458 

Deadline næste nummer: 

10. februar 2004. 

Stof fremsendes til: 

globen@berejst.dk 

Tema i næste nummer: 

Min bedste rejsesouvenir 

Annoncer: 

Per Allan jensen 

annoncer@berejst.dk 

Medlemskab: 

Se hjemmesiden: 

www.berejst.dk 

for betingelser for medlemskab. 

Formand: 



De meninger, der kommer til 

udtryk i artiklerne, er 

skribenternes egne og deles 

ikke nødvendigvis af redaktøren 

eller klubben. 

Indhold: 

3 

4 Medlemsmøder 

6 Glimt fra Skt. Petersborg 

Nikolaj Witte 

9 From Russia with love 

Lars Hansen 

12 Pas på med den polske vodka 

Arne Runge 

14 Skiferie i Bulgarien 

Per Allan Jensen 

15 Albanien, Sydeuropas museum 

Claus Qvist Jessen 

21 Sviptur til Polen 

Søren Bonde 

22 En sejltur på Donau 

Henning Andersen 

26 Balkan - Budapest ... og Albanien 

Niels Iversen 

32 Moldova - september 2003 

Ewa Bylinska 

35 The Hippie Trail - vejen til Paradis 

Erik Pontoppidan 

39 Abe skønne Borneo 

Kenneth Hvolbøl 

44 Vesuv - i historiens lys 

Anmeldelse af Henrik Døcker 

45 Indtryk fra Island 

Ewa Bylinska 

46 Top 15 revisited 

47 Potosi minen: 

Pia Balzer og Poul Saabye 

49 Min værste rejseoplevelse 

Marianne Christensen 

51 Nyt fra de to på farten 

Pia Balzer og Poul Saabye 

52 Disko-trekking 


55 Farvel til formanden 

59 Etiopien - Afrikas Smeltedigel 

Marianne Christensen 

63 Pantanal, Brasilien 

Knud B. Bach 

66 Referat af generalforsamling i De Berejstes 

Klub - og meget mere

Medlemsmøder 

DBK-arrangementer siden sidst: 

18/9 - Kenneth Hvolbøl 

Underholdningen sørgede Valdemar Børsting for. 12 

medlemmer lyttede til Valdemars fortælling om en 

overlandtur gennem Sahara foretaget for hele 25 år 

siden, hvilket gjorde dias (som havde det fortrinligt 

efter 25 år i rammen) såvel som beretning nærmest 

historisk. Specielt Algeriet og Malis ørkener blev opdaget, 

og trods tidsdistancen havde Valdemar ingen 

problemer med at huske de fremmede stednavne. 

30/9 – Kocatepe-Moskéen 

De sidste par år har det ligget mere end sløjt med 

de ”skæve møder”, men i forlængelse af september 

nummerets tema om islamiske lande hvad var så 

mere naturligt end at tage kontakt med Dansk 

Informationsforum for Islam og lave ”noget” sammen 

med dem? Næh, vel? 

Og det blev endnu bedre, end vi havde turdet håbe 

på, for mødet endte med at blive afholdt i Kocatepe- 

Moskéen på H.C. Ørstedsvej, hvor dels DIFI’s dynamo, 

den unge, dynamiske tyrker Karabey, og dels 

den stedlige imam ivrigt besvarede den indiskrete 

byge af spørgsmål, vore medlemmer fyrede af. Vi 

kom omkring så forskellige emner som kvinder, tilsløring 

og terrorisme, og meget overraskende for de 

fleste var det kun få af de potentielt eksplosive emner, 

der lod sig forklare med en sætning i Koranen. 

De fleste ulykker, der sker i Allahs navn, synes at 

være ”uautoriserede fortolkninger”, men – igen – 

det nogen mener, er den rette fortolkning, mener 

andre er noget skidt. Verden er ikke så enkel endda. 

Efter et par timers tålmodige besvarelser af alle 

vore spørgsmål var vi mange, der fortsatte til te i 

caféen neden under moskéen. Her fortalte både 

Karabey og hans to inviterede veninder, begge 18- 

19 år gamle, videre om deres liv i Danmark og om 

det at være dansk muslim. Mest overraskende for 

os var det nok at opleve de to piger snakke om 

kærligheden og deres afstandtagen til de ellers så 

almindelige, arrangerede ægteskaber. Begge piger 

lød grangiveligt som vi andre 117.-generations-danskere, 

da de insisterede på, at de skam selv bestemte, 

hvem de ville giftes med – udover at det 

naturligvis skulle være en muslim. Her havde farmand 

ingen ord at skulle have sagt, og det lyder da 

i hvert fald som noget ganske andet end det, vi er 

vant til at høre. Bare ærgerligt, at deres slags er i 

mindretal blandt de tyrkiske indvandrere. 

Finalen blev, at alle tilstedeværende plus resten af 

klubben for den sags skyld (!) blev inviteret til at 

arrangement i Tåstrup i anledning af Ramadanen, 

der i år starter i slutningen af oktober. Det var der 

flere, der var interesserede i – og lige så mange, 

der ærgrede sig over, fordi de var andre steder den 

dag (se nedenfor). CQJ 

KH 

4 

2-3/10 – Randers Storcenter 

Det skulle have været klubbens helt store 

propagandashow, men det endte med at fuse lidt ud 

i det blå. Det startede ellers godt med masser af 

benarbejde fra både Per Allan og Fiil, og klubben 

havde fået det meste af en dobbeltside i centeravis, 

så vi var forberedt på at blive løbet over ende af 

snesevis af rejseivrige centerkunder. 

Oveni havde vi intet mindre end en hel butik til brug 

som rejsebiograf, men desværre var der efter vor 

egen mening alt for få af centerets kunder, der 

overhovedet opdagede, at der var gratis foredrag! 

Der dryssede lidt ind hist og her, men det helt store 

rykind udeblev, dels fordi at Randers Storcenter fredag 

aften var nærmest mennesketomt, og dels fordi 

at de fleste lørdag formiddag var stressede af 

powershopping og/eller børnepasning. Facit var, at 

foredragsfolket gjorde det kanongodt, centerdirektøren 

var glad, men at alt for få publikummer 

opdagede vores anstrengelser. 

Centertorvet med telt og foredragsprogram 

Næh, så var der mere saft og kraft i klubbens interne 

møde fredag aften. Randers’ centerdirektør 

havde booket et helt medborgerhus og sørget for rigelig 

forplejning af både tør og våd art, så vi gjorde 

en undtagelse og inviterede en tilrejsende flok af 

højskolefolk fra Grenå med til showet. 

På tilnærmelsesvis utallige opfordringer (én – vor 

nyvalgte formand, Søren!) var aftenens emne ”Tibet”, 

og atter en gang tog Claus Qvist forsamlingen 

ud over kanten på fornuftens i forvejen spinkle 

overdrev. 

De mange, smukke billeder fortalte levende om 

kunsten at drage fra det fjerne og eksotiske Vesttibet 

til Lhasa og Everest uden at konflikte alt for 

meget med den kinesiske besættelsesmagt, og i 

hvert fald én tilhører (Rasmus Krath!) sad med 

megastore julelys og drømte sig bort til alle de attraktive 

ulovligheder. De fleste af resten syntes vist, 

at ham der Claus er lidt for grænsesøgende. 

CQJ

18/10 - Swim Bar (Jon Risvig) 

Nogen folk er hurtigere end andre, og i disse tider, 

mens nogle af klubbens medlemmer ivrigt diskuterer 

en eventuel Café Globen, har Jon Risvig taget 

sagen i egne hænder og ganske enkelt købt en café! 

Stedet hedder ”Swim Bar” og ligger på Islands 

Brygge 11 i København, og det var toastmasteren 

ikke sen til at drage nytte af. 

Oktobermødet blev henlagt til de nye gemakker, og 

efter at have slubret sig gennem et par mere eller 

mindre spicy rissupper blev 18 af klubbens medlemmer 

vidne til ”Nordøstafrika ifølge Bertel Kristensen”. 

Bertel har ved flere lejligheder gjort sig bemærket 

som et omvandrende leksikon udi rejselivet, 

og selvom hans rejse var et sammenkog af hele 

tre rejser, skortede det ikke på faktuelle detaljer. 

Ufatteligt, at han kan huske alle de småting. 

Også formen var lidt alternativ. Mens alle andre gør, 

hvad de kan for at vise aktuelle billeder, gjorde Bertel 

det stik modsatte og tog os (i hvert fald i en del 

af showet) på en rundtur i Etiopien årgang 1973. 

Der er et eller andet særligt over gamle billeder, for 

alene støvet og de manglende farver fortæller en historie 

i sig selv, en historie man ikke kan fortælle 

ved alle Kodaks nymodens kulører. 

Herligt var det at opleve Afrika for 30 år siden, for 

et af stederne fik vi billeder og historie fra tre forskellige 

besøg samme sted. De politisk ukorrekte 

kunne samtidig ikke undgå at bemærke, at det er 

ganske imponerende, så lidt Afrika har ændret sig, 

mens resten af verden er spurtet fremad med 

stormskridt. Afrika er Afrika, og det er der vist ikke 

meget at gøre ved – og det er vel også det, der gør 

kontinentet så fedt at rejse rundt i. 

23/10 - Scanvik Books 

Rejsebogaften for DBK medlemmer med klækkelige 

rabatter. 

31/10 - Marianne Christensen 

Vel nærmest ved et uheld - da de foretrukne destinationer 

blev aflyst - kom Marianne på en 3-ugers 

tur til det sorte Afrikas kulturland, Ethiopien. Efter 

hendes spændende foredrag at dømme var det absolut 

ikke noget dårligt bytte. 

Stuen var fyldt op med gamle (Bjarne Berejst) og 

nye (Nikolaj Witte) medlemmer - og alt der i mellem, 

som nød Mariannes indianermad. 

CQJ 

For de som gik glip af foredraget, har Marianne 

skrevet et lille sammendrag, der bringes længere 

fremme i bladet. 

5 

Et lille udsnit af Mariannes gæster 

18/11 - Martin Anker Nielsen 

19 medlemmer var mødt op til munter underholdning 

fra et af de nyere medlemmer Lars Munk, som 

havde brugt nogle uger sammen med et andet medlem 

Kira, til at rakke rundt i Kina. Vi så billeder fra 

halvt nedrevne bye, som må vige for færdiggørelsen 

af et af Kinas prestigeprojekter, verdens største 

dæmning. Meget passende havde Martin skaffet kinesisk 

mad til lejligheden. 

Kommende arrangementer: 

I perioden hvor bladet klargøres er der en del aktiviteter 

med bl.a. generalforsamling, julefrokost øst 

og ditto vest. Disse arrangementer vil blive omtalt i 

næste udgave af Globen. 

Desuden er følgende programsat: 

18/12 hos Per Allan 

Underholder: Claus Qvist om Iran. 

10/1 hos Bjarne Lund Jensen 

Underholder: Formentlig Per Allan eller Claus Qvist 

om én af deres nylige rejser. 

18/1 hos Ewa Bylinska 

Underholder: Søren Christensson om sin 3500 km 

lange spadseretur på The Appalachian Trail. 

SP 

KH

Glimt fra Skt. Petersborg 

Af Nikolaj Witte 

Vi, min kæreste Pernille og jeg, besøgte Skt. Petersborg som del af en rejse til 

Kina (og videre). Det er en fantastisk by med utrolig mange smukke bygninger 

og stille promenader, men her vil jeg fortælle et par af de historie der ikke står 

i guidebogen. 

En varm ankomst 

Det var tidlig eftermiddag, da vores tog fra Helsinki 

langsomt gled ind på en banegård i Skt. Petersborg. 

Efter nogen hiven og rusken i håndtaget åbnes døren, 

og en varmebølge slår ind i toget. Det er stegende 

hedt udenfor. Måske er det i virkeligheden 

ikke så varmt, det er mere det uventede i varmen 

der overrasker. Skulle Rusland ikke være kold? Jeg 

har da set masser af film, hvor handlingen foregik i 

Rusland, og der så altid meget koldt ud. Jeg tror aldrig, 

jeg har set en film med russere, der soler sig i 

bagende varme. Med vores vinterjakker og alt for 

store rygsække trasker vi ud i den varmeste sommerdag, 

Skt. Petersborg har haft i 27 år. 

Selv i dag finder man gamle CCCP (USSR) mærker flere steder i 

Skt. Petersborg. 

På perronen forsøger vi at slippe ud af overtøjet og 

samtidig at skabe lidt overblik. Det virker særdeles 

kaotisk. Der er tusinder af russere, alle på vej et eller 

andet sted hen, med masser af bagage og store 

kasser. Efter et par forsøg på at spørge om vej, på 

engelsk, opgiver jeg. Ingen smiler og ingen snakker 

engelsk. Med rygsækkene godt surret fast på ryggen 

begynder vi at lede efter en udgang. Når alt er 

kaotisk, og overblikket mangler, har jeg altid fundet 

det klogest at tage tingene ned på de helt basale 

trin og så søge at løse dem en ad gangen. 

6 

Endnu en smuk kirke, som findes overalt hvor man går en tur i Skt. 

Petersborg. 

Udenfor banegården finder vi en trappe, som der så 

ofte er foran en banegård. Nysgerrige efter dette 

lidt mærkelige land vi er kommet til, og undrende 

over den kaotiske, men meget livlige folkemængde 

der maser i alle retninger, smider vi rygsækkene på 

trappen for at gøre status. Vi har navnet på et hotel, 

som vi har booket hjemmefra, så det burde 

være ligetil. Desværre har vi navnet skrevet med 

latinske og ikke cyrilliske bogstaver, så det hjælper 

ikke det store. Ingen kan læse det, og ingen forstår 

det tilsyneladende, når jeg lidt klodset forsøger at 

udtale det. Heldigvis har vi også navnet på den 

metrostation, vi gerne skulle ende på, da hotellet 

(det står på vores papirer) ligger lige i nærheden. 

Og en metro må vel være til at finde. Men pludselig 

går det op for mig. Selv i Rusland skal man vel betale 

for metroen, og vi har slet ikke tænkt på 

penge. Det tager ikke lang tid at tænke alle de tanker, 

der er at tænke om penge : Vi har ingen.

Skak er en vellidt russisk form for tidsfordriv i parkerne rundt 

omkring i byen. 

Rubler og colaer 

Efter sigende skulle visakortet kunne bruges overalt 

i Rusland (i hvert fald i Skt. Petersborg og Moskva), 

så jeg efterlader Pernille på trappen og begiver mig 

i højt humør ud for at finde en pengeautomat. Området 

er fyldt til bristepunktet med små boder, men 

tilsyneladende ingen automater. Med ét ser jeg noget, 

der ligner en metrostation. For det første skulle 

vi jo bruge en metro for at komme til hotellet, og 

for det andet er der altid en pengeautomat ved en 

metrostation (tror jeg nok). 

Ganske rigtigt, det er en metrostation, og der er 

sandelig ikke bare en men hele tre pengeautomater. 

Med mit visakort i pengebæltet nede i bukserne og 

et ufatteligt antal af russere, der maser i alle retninger, 

tænker jeg mig kort om og gør det eneste, som 

man sikkert ikke burde gøre. Jeg stiller mig over i et 

hjørne og ser dobbelt så mærkelig og suspekt ud, 

mens jeg forsøger at frembringe kortet uden at tabe 

bukserne. Med kortet i hånden og en del stirrende 

øjne hvilende på mig går jeg målbevidst mod maskinen. 

Alt fungerer storartet, maskinen tager mit 

kort, beder om koden og spørger mig, hvor mange 

rubler jeg ønsker. Det er her det slår mig : Hvor 

meget er en rubel værd? Hvordan skal jeg vide, om 

jeg hæver 20 kr. eller 2000 kr.? 

Hmm, jeg trasker tilbage til min kæreste for at 

spørge, om hun har løsningen på mit lille problem, 

men nej, hun ved det heller ikke. På vej tilbage til 

maskinen (uanset beløbet er vi nødt til at skaffe 

nogle penge) kommer jeg til at tænke på, at der 

overalt i verden findes en international valuta. Det 

er en klæbrig, brun væske, der bobler, og den er 

påfyldt små glasflasker med røde etiketter med ordet 

„CocaCola“. Som nævnt er der et utal af små 

boder, som sælger alt i kiks, bolsjer og meget andet 

i farvet papir og heldigvis for mig også små flasker 

med cola. Med lidt fagter lykkes det mig at spørge 

7 

om prisen, og udfra ideen, 

at en cola altid, bortset fra i 

Skandinavien og Himalaya, 

koster 2-3 kr. flasken, 

udregner jeg rublens værdi. 

Senere, da vi får tjekket 

kursen, finder jeg ud af, at 

jeg har ramt utrolig præcist. 

Morgenmad på 

russisk. 

Da vi næste morgen står 

op, bliver jeg færdig og klar 

til morgenmad inden Pernille, 

så jeg smutter ned i 

receptionen, da morgenmad 

er inkluderet i prisen. 

Jeg finder en større samlig 

russere, som står og venter. 

Med lidt fagter lykkes 

det mig at slå fast, at de også er på jagt efter mor- 

Den utrolige smukke løgkupel kirke, Genopstandelsens Katedral, 

bygget hvor Alexander II blev snigmyrdet i 1881. 

genmad, så jeg venter pænt sammen med dem. Efter 

lidt venten bliver dørene til restauranten åbnet, 

og vi strømmer ind og kaster os over hver sin stol.

Jeg prøver at holde en plads til Pernille, men da folk 

bliver ved med at komme, og der tydeligvis ikke er 

stole nok, bliver det sværere og sværere. 

Jeg prøver at kommunikere lidt med mine bordfæller, 

men som med alle andre russere, vi har 

mødt, er de ikke interesserede i at smile. Nå ja, 

snart kommer der en tallerken med mad på. Maden 

Den bombastiske Kazan Katedral bygget i 1811 og stadig en meget 

aktiv kirke. 

består af en meget grå, meget udkogt pølse. Den 

har de her små, grå hår strittende ud til siderne og 

dufter lidt som kogte indvolde. Men der er mere på 

tallerknen. En stor klat pasta, dog så sammenkogt 

at man må bruge kniv. Heldigvis er der også en 

klump friturestegt dej, som drypper af olie. Nu tænker 

du måske, at det ikke lyder som verdens bedste 

morgenmåltid, men så er du ikke sulten nok. Så jeg 

kaster mig ud i at skære den grå pølse over. Endelig 

får jeg et lille smil frem på læberne af den russiske 

familie overfor. 

Det smager slet ikke så slemt, faktisk smager det 

ikke meget værre, end det ser ud. Snart dukker 

Pernille op lige i rette tid til at få en tallerken. Så 

opdager vi, at der står et par russere uden morgenmad, 

faktisk står der præcist to. Det opdager servitricen 

også, og hun begynder åbenlyst at lede efter 

de vandaler, der har stjålet de stakkels menneskers 

pladser. Familien overfor os begynder nu virkelig at 

smile og spørger os om noget på russisk, som vi 

kun kan smile og svare „sorry, don’t know“ til. 

Jeg dukker hovedet lidt og gafler videre i min morgenmad, 

som jeg efterhånden er blevet glad for, eller 

i hvert fald tilvænt til. Vi kan dog ikke blive ved 

med at gemme os, og snart har babuskaen indkredset 

os og råber noget på russisk til os. Lidt måbende 

kigger vi op. Vores bordfæller griner nu og svarer 

babuskaen, højst sandsynligt at vi ikke forstår en 

klap russisk. Så bliver de store ord taget frem, og 

denne lille, men kraftige dame iklædt en sort kjole i 

8 

groft stof, et forklæde i en ubestemmelig farve og 

håret strammet tilbage i noget, der minder om en 

knold, råbte fuldstændigt uprovokeret „STAND 

UP!!!!“. 

Hun har en af de her stemmer, hvor hjernen bare 

slår fra, og kroppen reagerer. Så knap er ordene faldet, 

før vores knæhaser i et snap rammer stolen, så 

vi i en og samme bevægelse begge er på benene. 

Fra et bagholdsangreb står 

endnu en babuska straks 

klar til at gribe og fjerne 

stolene for at hindre ethvert 

forsøg på at genindtage 

vores pladser. Vi 

ser nok mere end rådvilde 

ud, for vores nye venner 

ved bordet smiler og får 

sagt noget, der i mit hoved 

mindede om „no problem“. 

Men det mildner ikke den 

vrede babuska, der med 

små sorte øjne, godt gemt 

under store buskede øjenbryn, 

stirrer på os. 

Hendes engelske ordforråd 

er tydeligvis opbrugt, for nu 

bliver alt råbt på russisk. 

Ingen spiser længere, alle 

stirrer på os. Langsomt 

hæver hun hånden og peger 

direkte på os med en 

lille, tyk finger. Hvis vi ikke forstår, hvad hun råber 

på russisk, så forstår vi, at hun genner os gennem 

nogle døre i bageste ende og ud af rummet. Pludselig 

opdager både hun og jeg omtrent samtidig, at 

jeg stadig klamrer mig til min tallerken med den grå 

pølse. Jeg må have grebet den i kampens hede og 

knuger den nu med begge hænder. 

Jeg ønsker ikke at skille mig af med min nyfundne 

ven, den grå pølse. Men et enkelt blik og en russisk 

kommando, der lyder som et pistolskud, får mig til 

langsomt at stille tallerknen fra mig, som helten i en 

amerikansk film må opgive sin pistol, når han indser, 

at det er absolut sidste udvej. Vi følger fingerens 

retning mod de mørkebrune døre for enden af 

spisesalen. Til vores store overraskelse er det ikke 

KGBs hovedkvarter, der gemmer sig bag de let knirkende 

dobbeltdøre. Det er turisternes del af restauranten, 

og snart bliver der serveret rygende varm 

kaffe, rigtigt brød, spejlæg og marmelade. Ikke nær 

så spændende som den grå pølse, men det kan vel 

spises i mangel af den ægte vare. 

Resten af vores tid på hotellet vedbliver babuskaen 

med at stirre mistroisk på os, vi har trods alt forsøgt 

at infiltrere det russiske morgenbord. Snart er tiden 

gået, og vi forsøger at smile farvel til hende, men 

uden at det bliver gengældt, rejser vi videre mod 

Moskva. 

Nikolaj Witte

From Russia with love 

Af Lars Hansen 

”Det ser ikke skidegodt ud!”, råbte jeg ind i teltet til Lars, der lå og brokkede 

sig højlydt over, at skulle forlade soveposen. Klokken var 00.30 og vi lå i lejr 

4, vores højdelejr på Mt. Elbrus i det sydlige Rusland. Jeg var kravlet ud af 

teltet for at tage bestik af vejret, og det så ikke optimalt ud for et topforsøg. 

Sigtbarheden var lav og blæsten var igen taget til. 

Roald Amundsen er tit blevet citeret for at have sagt 

noget i retning af, at hvis forberedelserne til en ekspedition 

er gjort ordentligt, så oplever man aldrig 

eventyret. Jeg tænkte 4 måneder tilbage. Jeg var 

netop hjemvendt fra Nepal, og var begyndt forberedelserne 

til en ny tur. Hele foråret havde vi kæmpet 

med de russiske myndigheder om at få visum, 

klatretilladelse, ovir-registreringer, border-zone permission 

og hvad vi ellers skulle bruge af tilladelser 

for at trænge ind i Kaukasusbjergene, til Mt. Elbrus, 

betændt beliggende mellem Rusland i nord, 

Georgien i syd og Tjetjenien i øst. 

Vi havde opsøgt bjergbestigere, der havde været i 

området før, for at få gode råd, og udstyret med 

nøje udvalgt klatreudstyr og en anseelig mængde 

U.S. dollars på lommen mente vi nok at være forberedt 

på de værste problemer, vi kunne møde på og 

udenfor bjerget. Og jeg tænkte 4 uger tilbage. På 

min lejlighed, hvor alle ekspeditionens 

4 deltagere 

havde mødtes de sidste 

dage inden afgang for at 

tjekke og dobbelttjekke alt 

udstyret. Der lå telte, soveposer, 

reb, klatreudstyr, dunjakker, 

gas- og benzinbrændere 

og logistiske papirer 

spredt ud over hele lejligheden. 

Og der lå frysetørret 

mad, pulversupper, 

müsliblandinger og 

chokoladebarer, alt sammen 

i præcist afmålte portionsposer. 

Jo, forberedelserne 

havde været en Amundsenekspedition 

værdig, men 

eventyrene, dem havde vi 

ikke undgået. 

Det var startet allerede i Kastrup, 

hvor vores afgang til 

Moskva over Prag var aflyst. Det betød senere, at 

vores bagage først nåede til Moskva et par dage efter 

os. I toget fra Moskva var vi på skift i audiens 

hos militæret, der skulle sikre sig, at vi hverken var 

terrorister eller våbensmuglere, og hos mafiaen, 

som bød på vodka og så egentlig mest snakkede om 

sig selv. 

Det tager små to døgn at rejse fra Moskva til Kaukasus, 

og det er ikke forkert at sige, at vi var let- 

tede og forhåbningsfulde, da vi nåede frem. Vi fik 

oprettet en basislejr på et pensionat i en landsby for 

foden af bjerget og brugte de første dage på 

akklimatiseringsture til mindre toppe i den fantastisk 

smukke Elbrus-dal. Vejret havde været usædvanligt 

dårligt denne sæson med meget få muligheder 

for et sikkert topforsøg. De sidste 14 dage var 

der ingen, der havde været på toppen, men flere 

havde gjort forsøget. Et canadisk hold var lige meldt 

savnet. De havde boet på det samme pensionat og 

var sidst set gående fra sadlen mod østtoppen i meget 

dårligt vejr. Man formodede, at de havde mistet 

orienteringen og var gået ned af bjergets meget farlige 

nordside og var faldet i en gletsjerspalte i det 

område. To andre amerikanske klatrere var fundet 

frosset ihjel i sadlen, og sådan gik der flere rygter. 

Det var uhyggelige beretninger, som var medvirkende 

til, at halvdelen af teamet senere valgte at 

indstille bestigningen. 

9 

Lejr 4 

Den næste uges tid gik med at akklimatisere og 

etablere lejre op af bjerget. Det var hårdt arbejde 

og elendigt vejr. I lejr 3 måtte vi op midt om natten 

og bygge læhegn og spænde barduner for at redde 

vores telte fra en brandstorm. Det lykkedes delvist. 

Vores super-dyre-vindstabile, (norske!) Hillebergtelt 

knækkede og måtte sendes med ud næste morgen.

Vi lå ved siden af en finsk ekspedition, der havde 

forsøgt sig mod toppen et par dage tidligere – på 

den første dag med klart vejr, vi havde oplevet. Den 

dag var Lars og jeg oppe i vores kommende lejr 4 

for at akklimatisere, men vi var endnu ikke klar til 

at gå mod toppen. Vi havde frit udsyn over hele 

bjerget for første gang, og kunne misundeligt følge 

prikkerne af små bjergbestigere komme ned. Der 

var mange, der nåede toppen den dag, men finnerne 

havde ikke været blandt dem. De havde 

vendt om 150 meter under toppen, for at spare 

kræfter til nedturen. De ville have gjort et sidste 

forsøg direkte fra lejr 3, men vejret havde sat en 

stopper for det, og næste morgen måtte de drage 

slukøret ud, mens vi fortsatte op mod vores sidste 

lejr. 

Dagens højdepunkt! 

Der var kaos i lejren, da vi nåede frem. Mange af 

teltene havde ikke kunnet klare nattens storm og lå 

som pindebrænde, efterladt af deres ejermænd. 

Ekspeditionen var slut for deres vedkommende. Det 

var pisseærgerligt, og jeg havde ondt af dem, da de 

sjoskede nedad, men allermest var jeg glad for, at 

vi selv var nået herop. Vi ville lave et par 

akklimatiseringsture videre op, og så var der bare 

at vente. Én dag, bare én dag med godt vejr, så 

skulle vi nok nå op på den skide top. 

Men den kom ikke. Den anden nat havde vi gjort et 

forsøg, men måtte vende om ved et klippefremspring, 

Pastuckhov Rocks, i små 5000 meters højde. 

Det havde været elendigt vejr, men den første del af 

turen er meget beskyttet og uden gletsjerspalter, så 

vi havde gjort forsøget i håb om, at vejret ville 

vende, ”og så går vi sgu alene mod toppen!”, 

drømte vi på vejen op. Efter 3 timer kunne vi ikke 

se en hånd for os og måtte vende om. Og nu var det 

så sidste chance. Vi havde været i kontakt med vennerne 

nede i landsbyen. De var ved at blive utålmodige, 

og havde bestilt transport videre. Skulle vi op, 

så skulle det være i nat! 

10 

Men der var god grund til optimisme. De sidste timer 

inden solnedgang klarede vejret pludselig helt 

op, og vi havde igen for bare anden gang på turen 

frit udsyn over bjerget og hendes to tvillingetoppe. 

Guiderne på bjerget så også optimistisk på mulighederne 

for et topforsøg senere på natten. Og mange 

af dem vidste, hvad de talte om. Da Elbrus er Europas 

højeste top og altså en af ’The Seven Summits’ 

– et bjergbestigningsudtryk for den højeste top på 

hvert af de 7 kontinenter – var mange af verdens 

bedste bjergbestigere med erfaringer fra verdens 

allerhøjeste tinder samlet her. På trods af mine 

store frustrationer over vejret nød jeg alligevel meget 

de dage at kunne spadsere rundt blandt teltene 

og få en sludder. Der var altid spændende mennesker, 

der havde tid til at snakke. 

Da klokken blev midnat og 

alarmen ringede, var virkeligheden 

imidlertid en anden, 

og alle vores drømme om at 

kravle mod toppen med 

Dannebrog på ryggen – eller 

i hvert fald i inderlommen – 

virkede igen urealistiske. Alligevel 

blev vi liggende og 

spiste morgenmad og pakkede 

taske. Da klokken blev 

02.15, så vi en gruppe 

pandelamper 100 meter 

væk, og vi besluttede at give 

det en chance til. 

Klokken blev 03.00 inden vi 

var fuldt påklædte, havde 

Steigeisen under fødderne 

og var af sted, men vi var 

fantastisk akklimatiserede - 

det var vores femte tur op til 4800 meter - og i løbet 

af et par timer havde vi indhentet pandelamperne, 

som var en spansk ekspedition. Vi vidste, 

hvem de var. De fleste var rutinerede bjergbestigere 

i fyrrerne med erfaringer fra flere berømte tinder i 

Andes-kæden. De skulle også op i nat, og havde lejet 

en russisk guide til formålet. Det var vores 

chance for at nå højere op på bjerget. Der var en 

ung fyr ved siden af mig, der råbte ”Hola, Lars!”. 

Det var ‚Berto‘, eller Norberto, som han hed. Jeg 

kendte ham godt. Han var fra Barcelona, og var som 

os taget herned alene. Han havde åbenbart fået lov 

at gå med dem, og jeg tror, det var derfor, vi også 

fik det. 

Lige under Pastuckhov Rocks samlede guiden os 

sammen. Var der nogle, der ville ned var det nu, for 

over klippen turde han ikke sende os ned alene, og 

det betød, at hele ekspeditionen måtte vende om. 

Det var stadig mørkt, så jeg ved ikke, hvor mange 

vi var, men jeg tror, halvdelen af spaniere vendte 

om. Så gik vi tyve meter længere, kom fri af klipperne 

og blev mødt af en orkanagtig vind, og lige 

foran mig sprang fire-fem spaniere ud af kæden og 

efter deres kammerater. Jeg kunne ikke lade være 

med at smile for mig selv. Vi var nu højere end Lars 

og jeg før havde været på bjerget, og vi kendte ikke 

terrænet, der ventede os. Vi var elleve mand tilbage 

og gik et par timer i forholdsvist jævnt stigende ter

Pastuckhov Rocks 

ræn. Vejret var ikke blevet bedre, og guiden ville 

under ingen omstændigheder gå mod sadlen og den 

vej mod vesttoppen, men i stedet gå direkte mod 

den 21 meter lavere, men teknisk betydeligt svære 

østtop. Det betød hældninger på op mod 60 grader, 

nogen steder på rent is, men vi ville være i bedre læ 

for vinden. 

Top Team‘et! 

11 

Turen op af østtoppen sled hårdt på gruppen. 

Særligt en af spanierne, Miguel, 

havde svært ved at følge trop. Det var der 

ingen der reagerede på, så vi aftalte, at 

jeg skulle følge bag Miguel, mens Lars 

kunne gå i gruppen og prøve at få dem til 

at sættet tempoet ned. Sådan gik de næste 

timer, i knædyb sne og med isøkse på 

de stejleste isskråninger, hele tiden med 

Miguel og mig længere og længere efter 

gruppen. Samtidig blev vejret værre, og 

man kunne i perioder kun se meget få 

meter foran sig. Jeg vidste, at vi var nær 

toppen, men der var gået topfeber i gruppen, 

og vi havde mistet dem af syne. Jeg 

blev selv nervøs og var nødt til at efterlade 

Miguel. ”Jeg bliver nødt til at få dem 

til at vente på os!”, råbte jeg til ham, da 

jeg efterlod ham på en klippesten og 

fulgte sporene efter Steigeisene videre op. 

Jeg skal sent glemme det syn, der mødte 

mig, da jeg rundede topgraten. Gruppen 

lå spredt ud over jorden, nogen kravlende 

på alle fire videre op. Jeg fandt Lars i læ 

bag en stor sten. ”Vi skal ned herfra nu!”, 

råbte han. ”Hvor er guiden?”, spurgte jeg. 

”Han er sgu gået videre op!”. Han pegede 

over en lille bakketop, og jeg fulgte retningen. 

Jeg passerede Norberto. ”Hvor er 

spanierne?”, råbte han. ” Bagude”, svarede 

jeg. ”Jeg finder guiden!”. Og det 

gjorde jeg. På den anden side af bakken 

stod han på toppen af en bunke sten med 

spaniernes ekspeditionsleder kravlende op imod 

ham. Jeg har aldrig set noget lignende. Jeg kravlede 

op til dem og råbte til guiden, at nu skulle vi kraftedeme 

ned. Folk var trætte og bange. 

Havde sigtbarheden været god, havde der sikkert 

været et fantastisk syn her oppe fra. Georgien mod 

syd, Tjetjenien mod øst, de russiske stepper mod 

nord og Sortehavet mod vest, og et hav af toppe 

hele vejen rundt. Vi kunne 

kun se hvidt og ikke mere 

end tyve meter i hver retning. 

Tre timer senere efter en 

lang og dramatisk nedstigning 

stod vi igen foran vores 

telt i lejr 4. Klokken var 

13.00, og det var ti timer siden, 

vi var gået herfra. Vi 

pakkede lejren sammen, gik 

rundt og hilste af med folk 

og begyndte den lange 

march ud. Der var ingen andre, 

der havde nået toppen 

den nat. Hverken den østlige 

eller vestlige. Det burde vi 

heller ikke have gjort! 

Et døgn senere lå vi på 

stranden ved Sortehavet i 

den russiske ferieby Sochi. 

Lars Hansen

Pas på med den polske vodka 

(oplevet i 1990/91) 

Af Arne Runge 

Hun hed Kalinka, var 26 år og enlig mor med en søn 

på seks. Hun boede i byen Katowice i det sydlige Polen, 

næsten ved grænsen til Tjekkoslovakiet, og hun 

ville meget gerne i kontakt med en ædruelig dansk 

mand for venskab og måske senere ægteskab. Jeg 

svarede på annoncen, og en måned efter var jeg på 

vej til Katowice. Jeg ved ikke om jeg var nervøs, 

men i hvert fald tog jeg en kammerat med. Taxa 

Leif. 

Både Taxa Leif, gammel sømand, men nu taxa 

chauffør, og jeg selv var lidt for glade for elefantbajere 

på det tidspunkt, så jeg havde stillet et ultimatum. 

Vi måtte ikke drikke os fulde på rejsen. Jeg 

skulle jo ankomme anstændigt. Leif accepterede 

modvilligt. 

Der var et virkeligt fristende udvalg af livsfornødenheder på færgen 

til rimelige priser 

Sejlturen fra København til Swinoujscie gik fint, men 

på togstationen, hvor vi skulle købe billetter til 

Katowice, gik det galt. 

Vi havde købt seks dåseøl på færgen og aftalt at det 

skulle række, til vi var fremme. To mand, fjorten timers 

togrejse og seks bajere. Det ku´ vel ikke være 

for meget. Den sure billetdame kunne ikke et ord 

fremmedsprog - kun polski. Men bag os stod en 

venlig ung forretningsmand, med sin sorte dokumentmappe 

i hånden. „Kann ich hielfe“, sagde han. 

Selvfølgelig kunne han hielfe. Han hjalp os med at 

købe billetterne, og da han selv osse skulle sydpå og 

med samme tog, satte vi os sammen i en kupe. Leif 

kikkede spørgende på mig, jeg nikkede og fandt to 

bajere frem. Skål - na zdrowie. 

Så lukkede forretningsmanden sin dokumentmappe 

op og trak en flaske vodka frem. Han tog en lille tår, 

12 

sagde velkommen til Polen og rakte mig flasken. Jeg 

kikkede på Leif. Altså, sagde Leif. Vi er tre mand og 

én flaske vodka. Vi kan højest blive i godt humør. 

Han havde sikkert ret. Jeg tog en slurk og rakte flasken 

videre til Leif. De seks bajere og vodkaflasken 

gik på omgang, og pludselig slukkede lyset. 

Et par timer senere vågnede jeg ved, at toget var 

stoppet. Jeg var helt omtumlet. Leif sov, så jeg 

vækkede ham og spurgte, hvordan det gik. Jeg er 

ederma’me træt, sagde han. Vi prøvede at se os 

omkring og huske, hvad der var sket. Min lille rygsæk 

med kamera og andre værdigenstande var 

væk. Kun vore kufferter lå stadig oppe på hylden. 

Vores polske ven var der osse. Jeg forklarede ham 

sagen. Han sagde, at han osse havde sovet, men at 

der lige var stået fire sigøjnere 

af, som havde siddet i 

samme kupe som os. Nå. 

bevaringen. Flink fyr. 

Vi er i Poznan, sagde han, vi 

skal skifte tog her. Vi tog vores 

to kufferter ned, og omtumlet 

fulgte vi efter ham. Vi 

skal vente her i to timer, så 

vi kan gå hen og få noget at 

spise. Vi gik hen til bagageopbevaringen, 

afleverede 

kufferterne og vaklede stadig 

omtåget ud for at få noget 

at spise. Polakken var så 

flink, så flink. Han ordnede 

alt for os og holdt osse vores 

bagagekvitteringer. Han 

havde endda betalt for op- 

Mens vi vandrer op af hovedgaden, siger Leif pludselig 

min tegnedreng og tager sig til lommerne. 

Tegnedrengen var væk. Jeg mærkede efter på maven, 

under skjorten. Jo, mine penge og vores pas, 

som jeg holdt, var der stadig. Polakken så forskrækket 

ud, pegede ned af en sidegade og sagde jeg 

tror, de gik den vej. Han forsvandt hurtigt i samme 

retning. Leif og jeg blev stående og kikkede på hinanden. 

Pludselig begynder jeg at forstå. Kufferterne. 

Han har kvitteringerne. Vi halvløb, stadig omtumlede 

tilbage til tog stationen og hen til bagage opbevaringen, 

hvor vi forklarede en uniformsklædt ansat, 

at vi havde mistet kvitteringen, men gerne ville 

have vores kufferter. 

De er lige blevet afhentet af jeres ven, sagde han 

og så forbavset på os. 

Vi fandt politistationen, som med fingersprog og 

fagter forklarede os, at vi skulle tage videre med

vores tog og melde det, når vi kom til Katowice. Vi 

gik ombord og kørte hele natten. Vi havde ikke liggevogn, 

ej heller pladsbillet, så det var måske grunden 

til, at vi vågnede næste morgen, ved at folk 

trådte på os. Vi lå begge og sov på gulvet i midtergangen. 

Vi var fremme. 

Vi rejste os op. Fuldesyge, eller nærmere medicin 

forgiftet. Hold kæft, hvor så vi ud. Først begyndte 

Leif at grine, da han så mit ansigt. Du er sgu´ da 

ikke for køn, svarede jeg, 

osse grinende. Pludselig gik 

det op for mig, at vi var i 

Katowice. Ingen bagage, 

overhovedet. Kun det møgbeskidte 

tøj vi sad i. Leif 

havde mistet tre tusinde 

kroner og var flad. Og hvor 

så vi ud. Situationen var 

meget kritisk, men trods alt 

ikke håbløs. Jeg havde stadig 

passene og mine penge. 

Nok til os begge. 

Måske stod Kalinka på perronen 

og ventede på os. Toilettet, 

råbte jeg til Leif. Ud 

og vaske os. Vi smed lidt 

vand i hovedet, og et par 

minutter efter stod vi på 

perronen. Med vand i håret og sideskilning. Hun var 

der ikke. Gu´ ske lov. 

Vi havde booket og betalt hotel hjemmefra, så vi 

skyndte at veksle nogen af mine penge og tog en 

taxi hen til hotellet. Nu gælder det om ikke at blive 

ædru, sagde Leif. Du ved hvad der sker. Så får man 

bondeanger og depressioner over det, der er sket. 

Vi skal jo ikke have ødelagt rejsen, vel. Jeg bestilte 

to kopper kaffe, og Leif tilføjede: og en halv flaske 

whisky. Hvilket mærke har De? 

Et par timer efter sov Leif, og jeg gik ud for at købe 

nyt tøj. Det var svært. Forretningerne havde ingen 

varer. På et tidspunkt så jeg et varehus med kø 

udenfor. En ung pige, som kunne noget tysk, sagde, 

at de lige havde fået varer - tøj. Jeg stillede mig op 

i køen, og en time senere stod jeg over for ekspedienten. 

Skjorter, sagde jeg, og pegede på min beskidte 

skjorte. Da, sagde hun og tog en fængselsstribet 

størrelse 37 frem. Niet, svarede jeg, har De 

ikke en anden farve og så en nummer 39, og en 

nummer 41. Niet. Der var kun den ene slags. 

Fængselsstribet størrelse 37. 

Jeg kom tilbage til hotellet med to fængselsstribede 

skjorter størrelse 37, seks par metalfarvede sokker 

og to rustfarvede uldbluser. Jeg rakte Leif en 

skjorte. Leif tog en ordentlig slurk af en ny flaske 

whisky. Det gælder om ikke at blive ædru, grinede 

han. Jeg var blevet ædru, men jeg kunne alligevel 

ikke lade være at grine, da jeg så tykke Leif i sin 

nye skjorte nummer 37 og ikke 41, som var hans 

nummer. 

Ved attentiden ringede jeg til Kalinka og fortalte, at 

jeg var i byen. Kom endelig ud til os og spise, sva- 

rede hun, jeg bor hos mine forældre i en forstad. 

Leif tog en halv flaske whisky i lommen, og vi ankom 

standsmæssigt i en taxi. Jeg var ædru og Leif 

var i godt humør. 

Da høflighedsfraserne var overstået, satte vi os til 

bords. Jeg fortalte Kalinka, som kunne en meget lille 

smule engelsk, at vi var blevet bestjålet i toget. Jeg 

havde en forsikring og ville gerne anmelde det til 

politiet. Kalinka skulle på arbejde i morgen, men 

hendes far, der kunne en meget lille smule fransk, 

havde fri. Han ville gerne gå med og hjælpe. Aftenen 

gik fint. Vi sendte Taxa Leif hjem i en taxa, og 

jeg og Kalinka gik på natklub. 

Næste dag gik vi på politistationen. Jeg havde ikke 

tegnet nogen rejseforsikring, men havde min indboforsikring 

hjemme. Jeg havde en ide om, at den 

muligvis dækkede noget, så selv om det var meget 

omstændeligt, ville jeg have en politirapport med 

hjem. Leif havde ingen indboforsikring, så han gik 

ud og fik en lille en, mens jeg sad til „afhøring“ i tre 

timer. Politiet kunne intet andet end polsky og min 

nye svigerfar ikke meget over tredive ord på fransk. 

Men med grin, grimasser, dollartegn og fingersprog 

fik vi alligevel skrevet en rapport. 

Vi havde en fed uge i Katowice, Leif blev først ædru 

da vi kom hjem, og Kalinka og jeg lovede hinanden 

at skrive. Min indboforsikring dækkede faktisk alt inklusive 

nogle kontante penge, jeg som sikkerhed altid 

lægger i min kuffert eller store rygsæk. Hvis 

uheldet skulle være ude, og jeg mister min pung. 

Så alt i alt er det, efterhånden som det er kommet 

på afstand, blevet en hel lille sjov historie. Der er 

ingen tvivl om, at der var noget „bedøvende“ i den 

flaske vodka. For tre mand og én flaske vodka, det 

kan man da højst blive i godt humør af. Ikke sandt. 

Men det blev aldrig mig og Kalinka. 

13 

Den smukke by Katowice - en dag hvor kulrøgen var drevet væk. 

Arne Runge

Skiferie i Bulgarien 

Af Per Allan Jensen 

Discountpriser og pisteterrorister 

I begyndelsen af februar udsendte jeg en forespørgsel 

vedr. erfaringer med skiferie i Bulgarien, men fik 

kun ganske få svar, så der må vel formodes at være 

et behov for information desangående. 

Baggrunden var den, at jeg i en del år har stået på 

ski i Frankrig med min datter Anita, der er 12 år. Vi 

har hver gang været afsted i marts måned, i sikker 

afstand fra skoleferiens liftkøer og i vidunderligt 

mildt forårsklima. I år skulle det så være i uge 7, 

med kort varsel og helst med fly, så jeg tænkte, at 

det var umuligt - eller i hvert fald meget dyrt - at 

tage til Frankrig. Det faldt mig så ind, at Bulgarien 

kunne være et prisbilligt alternativ, og det viste sig 

da også hurtigt - gennem en brochure fra Penguin 

Travel - at holde stik. En uge på trestjernet hotel 

med halvpension, flytransport, liftkort, leje af ski og 

støvler samt afbestillingsforsikring, alt dette kunne 

vi få for i alt knap 10.000 kr., og det var altså svært 

at stå for. 

Valget faldt på Borovets i de såkaldte Rila-bjerge, 

der ligger en god times kørsel øst for Sofia. Nu var 

det jo tydeligt, at skiterrænet var af temmelig begrænset 

størrelse i forhold til de franske (50 km. pister), 

men jeg tænkte, at det ikke gjorde så meget, 

da Anita ikke løber særlig hurtigt. Det var nu heller 

ikke områdets udstrækning, der skulle vise sig at 

være problemet, men snarere følgende lille sætning 

i brochuren, som jeg havde hæftet mig for lidt ved: 

„Dog mangler muligheden for en mere glidende 

overgang fra øvebakkerne til de røde pister“. 

De små øvebakker var fuldstændig uinteressante 

(5-10 minutters liftkø for et par hundrede meters 

skiløb), og de øvrige (alle røde) pister viste sig at 

være temmeligt stejle og isede, så Anita var hurtigt 

ved at gå aldeles i panik og måtte gå/kravle til fods 

ned gennem den dybe sne i skovkanten, mens jeg 

løb ned med hendes ski. Medvirkende til pisternes 

sværhedsgrad er det faktum, at de ikke bliver præpareret, 

dvs. skiftevis består af dyb sne og is, og 

14 

oven i det hele kommer så den omstændighed, at 

der er et sandt mylder af kamikazeagtigte nybegyndere, 

der hensynsløst tordner ned ad pisterne, til tydelig 

fare for både dem selv og alle andre. 

Herefter fandt vi frem til den løsning at leje et 

snowboard samt få et par timers privatundervisning 

til Anita, hvilket hun var rigtigt godt tilfreds med. Vi 

løb så lidt sammen ind i mellem, afvekslende med, 

at jeg selv tog nogle ture ned ad de røde løjper. Inden 

ugens udgang var Anita ganske ferm til at styre 

brættet, og jeg havde fået konstateret, at min begyndende 

slidgigt heldigvis endnu ikke hindrer mig i 

en gedigen gang slalom eller styrtløb. 

Bortset fra det med den manglende bredde i 

pisternes sværhedsgrad, så var der en del positive 

aspekter, der bør fremhæves. For det første er området 

skovklædt og umådelig smukt, og for det andet 

er priserne særdeles lave. F.eks. kan to personer 

sagtens spise frokost i terrænet for hundrede kroner, 

og hvis man vil købe noget med hjem, så koster 

ting som tøj, CD’er og Game Boy spil mellem tredive 

og halvtreds procent af prisen i Danmark. 

Vores hotel (Rila) havde både swimmingpool og 

fitnesscenter samt adskillige restauranter, barer og 

butikker. Til gengæld var det så stort, at det virkede 

lidt „banegårdsagtigt“ med et evigt renderi af folk 

på vej et eller andet sted hen. Morgen- og 

aftensmadsbuffeterne var rigtig udmærkede, og de 

tilhørende drikkevarer yderst rimelige i pris. 

Desværre havde vi fået et værelse med en radiator, 

der ikke kunne blive særligt varm, hvilket udviklede 

sig til noget af et cirkus. Jeg brokkede mig en eller 

to gange om dagen, og vi havde et evigt rend af såkaldte 

„teknikere“, der bankede og regerede og lukkede 

vand ud på gulvet, hvorefter de forlod os med 

et skuldertræk akkompagneret af bemærkningen 

„no problem“. Først dagen før vores afrejse kastede 

de håndklædet i ringen og gav os den elradiator, 

som jeg ugen igennem havde foreslået som alternativ, 

men som de - indtil da - stædigt havde fastholdt, 

at de ikke var i besiddelse af. 

En lille detalje, som vi bagefter kan grine af, men 

ganske symptomatisk for et land, der stadig lever 

lidt i skyggen af kommunisttiden og meget snart 

skal til at vågne op og vænne sig til forholdene i 

„Det Nye Europa“. Det tror jeg nu heller ikke de får 

nær så svært ved som f.eks. nabolandet Rumænien, 

for vi mødte masser af mennesker med en professionel 

og serviceminded indstilling, uden at det i øvrigt 

gik ud over hjerteligheden. 

Som et lille sjovt kuriosum skal nævnes, at vi fandt 

en hyggelig lille restaurant - „Silver Fox“ - lidt oppe i 

terrænnet, med en tjener, der på en prik lignede 

Thomas Eje. Han var et af de mest positive og hyggelige 

mennesker jeg længe har mødt, og stedets 

pizzaer, der blev fremstillet i en udendørs - brændefyret 

- ovn var helt i særklasse (siger Anita, der er 

ret kræsen). Så hvis I nogen sinde skulle komme til 

Borovets i Bulgarien, så tag op på „Silver Fox“ og 

hils Tosho Todorov fra os. 

Per Allan Jensen

Albanien, Sydeuropas museum 

Tekst og foto: Claus Qvist Jessen 

Det er rigtig synd for kommunisterne! Da den kolde krig sluttede med Berlinmuren 

i 1989 og Sovjets kollaps to år efter, opdagede hele verden pludselig, 

at det østlige arbejderparadis ikke var meget andet end et militærstyret luftkastel, 

og siden da har især Europas kommunister fristet en kummerlig tilværelse 

som truet dyreart, kun støttet af nogle få, rettroende promille af befolkningen. 

Men det er egentlig trist. Vi rejsende burde nemlig 

være rigtig glade for kommunisterne, for de har 

præsteret, hvad kustoderne på alverdens nationalmuseer 

dårligt har kunnet gøre bedre. Mens Vesteuropa 

og USA har brugt de seneste 50 år på at udog 

indvikle sig med stormskridt, har østblokkens 

stædige isolationspolitik frembragt nogle vidunderligt 

stillestående dinosaurer. 

I stedet for materiel fremgang har alle sejl været 

sat til for at overbevise den sagesløse befolkning om 

systemets overlegenhed, og landenes i forvejen 

knebne ressourcer er spildt på at bygge pompøse 

monumenter for deres sejlivede diktatorer. Bare 

tænk på Kim Il Sung (Nordkorea, 46 år ved roret), 

Fidel Castro (Cuba, 44+), Enver Hoxha (Albanien, 

39), Josef Stalin (Sovjet, 29), Mao Zedong (Kina, 

28) og en lang stribe afrikanske Mugabe-typer med 

astronomiske militærbudgetter og endnu større, 

schweiziske bankkonti. Alt sammen i folkets navn, 

naturligvis. 

I vore dage er Nordkorea nok det smukkeste, eksisterende 

eksempel (Globen dec. 02), men også 

Moldova og Hviderusland er godt med, når det gælder 

om at fastfryse verden i østligt beton. De fleste 

andre steder har man gjort alt for at udradere Lenin 

og Mao, men et enkelt sted i Sydeuropa ligger der 

en lille, søvnig stat, hvor det vil tage en del mere 

end en generation at slette sporene efter fortidens 

nationale bakgear. 

Denne lille stat er Albanien, og selvom det for os 

rejsende egentlig kan være ret ligegyldigt med al 

den politik, kan man på Balkan ikke undgå at tage 

stilling til fortiden. Albanien er netop pga. de mange 

årtiers ”sociale eksperimenter” et fantastisk sted til 

at blive time-warpet tilbage til æselalderen. Albanien 

er et sted, hvor man for ganske få penge kan 

opleve en forgangen verden, og hvor de mange kilometer 

til vor højteknologiske norden føles en del 

mere end en flyvetur borte. 

Albanistan, hin farlige 

Selv med Bosnien og Montenegro som ”buffere” var 

det et kulturchok af de større pludselig at stå ved 

den albanske grænse. Begrebet ”en anden verden” 

var et mildt udtryk, og min lift fra den mere end almindeligt 

ramponerede Ulcinj-grænse brugte da 

også lang tid på at advare mig mod alle de ulykker, 

der nu ventede mig. Savage Roses støttekoncerter 

og de korrupte pyramidespil var kun en del af sandheden 

– den almindelige kriminalitet er langt værre. 

”Meeeeget faaarligt, meeeeget faaarligt” insisterede 

han på sit glimrende italienske, mens jeg langsomt 

begyndte at fortryde, at jeg overhovedet var havnet 

der. 

Men det var der ingen grund til. Den bumpede tur 

ind til byen viste et vidunderligt, bølget landskab 

uden hverken mejetærskere eller speedede traktorer, 

og meget symptomatisk for det generelt lave 

tempo oplevede jeg en lille landskildpadde krydse 

15 

Som alle andre steder i Østeuropa er tiggeri en del af hverdagen. 

Denne bedstemor med chauffør stod/sad udenfor Abu Bakhrmoskeen 

i Shkoder.

grusvejen i samme adstadige rytme som resten af 

landet. På de kanter er stress ikke noget, man dør 

af. 

Mit første stop, Shkoder, var trods en status som 

landets næststørste by ikke meget andet end en 

forvokset og meget venlig landsby, hvor kun få huse 

var over to etager høje, og hvor markedet var næsten 

lige så pulserende som nogen iransk bazar. Hist 

og her var der naturligvis et par kæmpestatuer af 

fortidens krigshelte, men sjovt nok ingen af Hoxha 

selv. 

Albanien er flittigt dekoreret med monumenter over tidligere tiders 

helte. Han her er en af WW2’s mange albanske af slagsen og står 

midt i centrum af Shkoder. 

LP’s pletvis mangelfulde ”Eastern Europe” havde 

selvfølgelig ikke noget med fra det nordlige, ”meget 

farlige” Albanien, så meget overraskende var det, at 

jeg i Shkoder fandt et fint bosted for kun 4 •. Endnu 

mere overraskende var det at finde den imponerende 

Abu Bakhr-moske lige overfor den kinesiske 

betonblok – ikke så meget fordi Albanien er 80 % 

muslimsk, men fordi landet under kommunisterne 

havde status af Europas eneste, officielt ateistiske 

stat. 

Man måtte jo ikke have andre guder end partichefen, 

og forklaringen var da også, at moskeen er 

bygget i 90’erne – efter systemets kollaps. 

16 

De nordlige bjerge 

Kontakter er altid godt, og hjemmefra havde jeg 

gennem den dansk-albanske venskabsforening fået 

en stribe adresser, der ”måske” kunne hjælpe mig til 

at finde ud af, om der var fiskemuligheder i det 

nordlige Albanien. Hele trekanten mellem Kosovo og 

Montenegro har i årtier været lidt off-limits for vesterlændinge, 

og regionen lider stadig under uroligheder 

og simple landevejsrøverier. Det er ikke et 

område, man bør tage til uden at kende nogen, der 

kender nogen; en regel der nærmest synes at 

gælde hele landet. 

Men selv det var der råd for. Jeg fik opsporet chefen 

for Chamber of Commerce som var henrykt over at 

få sendt en dansk fiskeskribent op i højlandet. Desværre 

var det jo lidt tricky med den der ”forbudte” 

region, men på mystisk vis skete der et mirakel, og 

dagen efter havnede jeg på forsædet i en 4WD 

Toyota Hi-Ace med kurs op mod de forbudte regioner. 

Helt hvordan det gik til, fandt jeg aldrig ud ad, 

men nogen kendte nogen, og alle sammen havde de 

lyst til en lille weekendtur hos vennerne i Vermosht, 

og hvad var så mere naturligt end at tage en skrivende 

fotograf med op i højlandet. Det kunne jo 

være, jeg ligefrem fangede noget, der var værd at 

fortælle om. 

Det nordlige Albanien er både smukt og fotogent, her fra køreturen 

op mod Vermosht. 

Som sagt, så gjort, og de næste par dage hoppede 

og bumpede jeg mig vej gennem en slags

discountudgave af Karakoram Highway; en smal, 

snoet grusvej, der langsomt og sikkert bar vor Hi- 

Ace op mod Montenegros grænse. Chaufføren 

Mikela, en næsten 2 meter høj, hærdebred 

basketballtype, gjorde alt, hvad han kunne for at 

gøre turisten glad, så jeg havde ingen problemer 

med at stoppe karavanen hver eneste gang, der var 

noget fotogent – og det var ofte. 

De nordalbanske bønder er hårdføre og venlige mennesker, for 

hvem verden udenfor er ganske ukendt. 

Grønne, stejle dale og kløfter sneglede sig forbi bilen, 

og af og til fortalte en lille landsby, at der også 

var liv. Venner var der naturligvis masser af, og ikke 

så få gange blev vi inviteret ind til en kop kaffe med 

”raki”, den stedlige udgave af ildvand. 

Mht. kaffen var det sjovt, som man hele vejen ned 

gennem Balkan kan se regionens historie i en enkelt 

kop kaffe: På byernes cafeer drikker man bittesmå, 

italienske espressoer, mens man ude på landet og 

hjemme i husene drikker tyrkisk kaffe, begge dele 

meget sigende for landets to største, nationale 

inspirationskilder: Tyrkerne var der, indtil de blev 

smidt på porten, og den dag i dag er støvlelandet på 

den anden side af Adriaterhavet den helt store inspirator 

for det lille Albanien. 

Albanerne viste sig i det hele taget som en på alle 

planer gæstfri overraskelse, ganske langt fra alle 

vore fordomme om de evigt stridslystne klaner. Med 

en passende introduktion var der ikke grænser for, 

hvilke landlige herligheder, mine smagsløg blev 

bombarderet med, lige fra hjemmebrygget fetaost 

til frisk salat og, nåh ja, mere raki, der som alle andre 

steder i Østeuropa blev indtaget i deciliterstore 

glas. Sjovt som de altid serverede de bittesmå 

kaffeportioner i snapseglassene og de megastore 

sjusser i kaffekrus. Ikke godt for leveren, men fint 

for det sociale liv. 

Hoxhas legeplads 

Selve endestationen, Vermosht, var både smuk og 

naturskøn, og det var svært at undres over, at 

gamle Hoxha nærmest havde lukket hele regionen 

til brug for sig selv og vennerne. Tiden har åbnet op 

til verden udenfor, og selv en kritisk globetrotter 

som mig blev ikke skuffet: En lille landsby placeret 

midt i et orgie i grønne bjerge, hvor en totalt tørlagt 

flod slangede sig, og hvor hyrder af og til kom trækkende 

med deres store fåreflokke. 

Længere oppe fandt jeg ligefrem noget rislende 

vand, og stor var mine følgesvendes jubel, da det 

lykkedes mig at snyde en albansk ørred til hug. Stor 

var den ikke, men det kan ikke undre, når man tager 

i betragtning, at alle de lokale æder alt, de kan 

få fingre i. Den bonde, der oplevede mig smide min 

dværgfisk ud igen, hylede og skreg i protest. ”Hvilket 

spild!” 

17 

Albaniens vartegn er og bliver en uhyggelig mængde affald, her fra 

Tiranas ramponerede busstation.

Så langt, så godt, men naturligvis var der en lille 

slange i paradis; ikke noget med bevæbnede banditter 

eller naturkatastrofer, men derimod den alt for 

rigelige mængde af skrald! I lighed med alle andre 

naturfolk havde (og har) albanerne ingen fornemmelse 

af forurening, og ingen af de mange tusinde 

øldåser og plastikflasker, der hver måned blev kørt 

op i højlandet, fandt vej ned igen til genbrug. I stedet 

blev de bare smidt ved nærmeste skrænt, og 

alle vegne oplevede jeg en mindre lavine af affald 

bugte sig ned ad de før så jomfruelige bjergsider. 

Gudeskøn natur, javist, men albanernes ide om, 

hvordan man passer på den, lader en del tilbage at 

ønske. Egentlig synd, for det nordlige Albanien skriger 

på økoturisme for hard-core vandrefugle, men 

det piller lidt af oplevelsen, at man hele tiden bombarderes 

med uklædelige billeder af papir, plastik og 

døde biler. 

Både her og andre steder mærker man som udlænding 

de mange års kommunistisk stilstand, for når 

noget er galt, sætter man sig ned og venter på, at 

partiet gør noget ved sagen. Ingen har nosser til at 

gøre noget ved noget selv, og det synes som om, at 

det private initiativ i løbet af kun to generationer er 

mere eller mindre udryddet. Folk er ganske enkelt 

blevet vænnet til at modtage ordrer, ikke selv at 

finde på noget. 

Hovedstaden 

Endnu mere betonagtigt var der i Albaniens hovedstad, 

Tirana. Historisk set er byen ikke andet end en 

opkomling, og den har slet ikke f.eks. Shkoders 

gamle huse. Til gengæld rummer Tirana alle tænkelige 

spor på, at her regerede kommunisterne, og har 

man ikke fået nok af betonen nordpå, er der gode 

chancer for en overdosis i hovedstaden. 

Det indiskutable centrum i byen er den store 

Skenderbeg Plaza. Trods kommunisternes tunge 

greb om landet er og var nationens store helt den 

18 

hedengangne Skenderbeg, der fra sin borg i Kruja 

jog hans gamle læremestre, tyrkerne, på flugt. Alt i 

centrum summer omkring netop ham, lige fra alle 

de elektriske minibiler på selve pladsen til den ganske 

imponerende rytterstatue, men naturligvis har 

også betonfolket sat sig sine spor, om end det taler 

til det gamle styres ros, at mange af Tiranas ellers 

så fantasiforladte betonboliger er malet i særdeles 

livlige farver. 

Men ikke på Skenderbeg Plaza. På den ene af plad- 

Nu, 12 år efter systemets fald, er de fleste af sporene efter kommunismen blevet metodisk fjernet, men heldigvis er denne smukke, men 

noget utroværdige mosaik på Skenderbeg Plaza blevet skånet. 

sens kæmpestore kommunistpaladser har man lavet 

en flot mosaik med titlen ”Albania”, et ægte, uforfalsket 

stykke stalinistkunst, der viser de fremstormende 

bønders uafvendelige sejr over det dekadente 

vesten. Helt sådan gik det som bekendt ikke, 

men de nye magthavere fortjener lidt credit for ikke 

at slette alle sporene efter fortidens dumheder. Mosaikken 

hænger der stadig til skræk og advarsel – 

eller til gavn og glæde for fotografisk inklinerede turister. 

Sydpå ender Skenderbegpladsen i en sekssporet 

gade, som ironisk nok har været næsten fri for biler. 

Tro mon ideologiens sande ånd var den slags luksus 

naturligvis forbeholdt Hoxhas venner og militæret, 

og de eneste gange, hvor ”stalinistgaden” har været 

tilnærmelsesvis proppet, var under de årlige parader, 

der ligesom mosaikken skulle overbevise folket 

om landets høje, teknologiske niveau. Sært, som 

kommunisterne altid har ment, at den slags bedre 

gøres med militære muskler end med bygning af 

skoler og udvikling af demokratiet. 

Lidt derfra finder man Enver Hoxhas ”mindebygning”, 

en gigantisk, hvid pyramide, som siden 

har lidt den tort at blive omdannet til diskotek og 

konferencecenter. Den gamle diktators lig er siden 

blevet flyttet til en meget anonym kirkegård udenfor 

centrum, men han vil sikkert alligevel vende sig 

adskillige gange i sin grav, hvis han vidste, hvilket 

skørlevned nationen lider under i vore dage. Ak, ja.

Mercedes Country 

Man skal ikke have brugt mange minutter i Albanien 

for at opdage, at bilparken dér er noget for sig, for 

både i Tirana og på landet synes halvdelen af alle 

biler at være Mercedes, især 240D. De ses alle 

vegne, både på landsbyernes stejle grusveje og hovedstadens 

planøkonomiske boulevarder, hvilket vel 

er lidt imponerende, landets generelle økonomi taget 

i betragtning, plus det at man kun har haft 

privatbilisme i godt 10 år. 

Udenfor de større byer foregår alt i et ganske adstadigt tempo, her 

fra bjergbyen Tamare på vejen mod Vermosht. 

At det netop er Mercedes, der dominerer, skyldes 

ganske enkelt, at det er de eneste, der kan holde til 

de håbløse albanske veje. På den anden side: 

Mercedes koster jo en bondegård, og alligevel påstås 

det, at mange af bilerne er hentet til landet af 

albanere, der har arbejdet i Italien eller Tyskland. 

Det er muligvis rigtigt, at nogle af bilerne er komme 

til Albanien på lovlig vis, men mindst lige så mange 

er det ikke, og jeg ved i hvert fald godt, hvor jeg 

ville lede efter min stjålne Mercedes! 

Netop den nyindførte bilisme viser med al ønskelig 

tydelighed, at Albanien har et forureningsproblem af 

de større. Genbrug kendes ikke, og alt smides i vejkanten 

– også gamle biler, så enhver hovedvej i det 

ramponerede land er usmageligt ”dekoreret” med 

snesevis af skrottede biler. Toyota, Ford og Mazda 

ligger side om side med Citroen og Renault, mens 

de ellers så almindelige Mercere slet ikke findes i 

grøfterne. 

En lokal gut forklarede, at det skyldes, at folk op 

gennem 90’erne skaffede sig en masse billige, 

brugte biler i vesten, men at de ikke holdt til landets 

håbløse vejsystem. Så snart de fik sig en Mercedes, 

skrottede de bare den anden ved at ”parkere” den i 

nærmeste grøft, og der har de stået lige siden til 

skræk og advarsel for enhver turist, der er vokset 

op med returflasker og dåsepant. 

Hoxhas fødeby 

Heldigvis findes der i Albanien masser af fotogene 

lyspunkter, og helt nede i syd, kun 30 kilometer fra 

EU’s Grækenland, nåede jeg nogle dage i den 

skønne, gamle by Gjirokastra. Gjiro er ligefrem 

Enver Hoxhas fødeby, noget man går lidt stille med i 

disse tider, men en gavnlig effekt har det da haft, 

for mens kommunisterne har haft travlt med at 

pakke resten af Albanien ind i beton, er de gået anderledes 

nænsomt til værks i Gjiro. Hele den gamle 

by er intakt, og betonglæden har kun haft tag i de 

nyere bydele. 

19 

Gjirokastra er udover at være Hoxhas fødeby en af de mest 

fotogene albanske byer. Stejle og snoede gader alle vegne i den 

gamle by, hvilket naturligvis ikke forhindrer en lind strøm af store 

Mercedes’er i at mase sig gennem de trange forhold.

At beskytte sin egen fødeby er vel lidt ligesom alle 

vore hjemlige arkitekter, der med største fornøjelse 

designer højhuse i Brøndbybeton, mens de selv bor 

50 kilometer derfra i det lille, idylliske fiskerleje i 

Taarbæk. Heller ikke Enver Hoxha sked i egen rede. 

Det er ikke altid lige let at være fårepranger – og da slet ikke når 

dagens fagst skal transporteres hjem på en vakkelvorn cykel! 

Selve Gjirokastras gamle by ligger op ad en mindre 

bjergtop og er lavet næsten udelukkende i sorthvide 

sten. Husene er herligt krøllede, og de ekstremt 

stejle gader endnu mere, og ved ethvert gadehjørne 

er der plantet en lille fortovscafe, hvor 

mændene sidder og ordner verdenssituationen i alle 

døgnets vågne timer. Det er den slags, der gør, at 

man som nordbo sagtens kan forstå, hvorfor Albanien 

ikke lige med det samme bliver til et i-land, 

men også noget af det, der gør, at deres livskvalitet 

er langt bedre, end vi går og forestiller os. Albanien 

er et sted for folk med en lav hvilepuls. 

Opdatering! 

20 

På det lille bjerg ovenfor den gamle by, lå et herligt, 

gammel fort. Ikke fordi fortet var så forfærdeligt interessant 

i sig selv, men fordi en af udstillingsgenstandene 

er en crashet, amerikansk flyver fra 

Koreakrigens dage; godt til lidt antivestlig propaganda. 

Endnu bedre var det at stå på toppen og 

nyde den lækre udsigt ud over Balkans sletter og 

overbevise sig selv om, at Albanien 12 år efter kommunisterne 

stadig er et herligt museum af 

uopdagede perler. Måske man alligevel skulle 

stemme kommunistisk........ 

Faktaboks: 


Visum: Kræves, men det fås let ved grænsen til 

den fyrstelige pris af 10 •. 

Sæsoner: Sommeren i lavlandet kan være ulideligt 

varm, så juni og september er sandsynligvis 

de bedste måneder, medmindre man bevidst 

styrer mod bjergene i nord. 

Budget: Meget afhængig af personen, men jeg 

havde det fint for godt 100 kr./dag, mens andre 

sikkert vil have svært ved at få 300 til at slå til. 

Tirana er ikke overraskende klart dyrest. 

Sikkerhed: Noget tvivlsom i nordøst fra 

Shkoder og op mod Montenegro og Makedonien; 

ellers ingen problemer udover småtyverier. 

Glem alt om at tage din egen bil med – 

der er lidt for mange stjålne biler i omløb og 

ringe kontrol med dem. 

Bøger: LP’s ”Eastern Europe” er nok den 

mindst ringe, men bestemt ikke god. Forfatteren 

har haft en høj grad af paranoia og har 

f.eks. ikke checket hele den nordlige tredjedel – 

den efter min mening mest interessante del af 

landet. Plussiden er, at man klarer sig fint uden 

bøger. 

Forfatteren: Findes på www.cqj.dk 

Bemærk venligst, at hvert enkelt medlem selv er ansvarlig for at sørge for at få opdateret personlige 

oplysninger, herunder også email-adresse. Hvis man ikke modtager mindst én (sædvanligvis flere) mails 

fra klubben hver måned, så er der nok opgivet forkert email-adresse. 

I givet fald check på www.berejst.dk/html4dbk.htm, og giv besked til Niels Iversen (njli@get2net.dk), 

hvis der skal rettes noget. 

Når vi udsender ‚massemails‘ og får svar tilbage om ‚mailbox‘ fuld eller ‚unknown domain/receiver‘ kan 

vi almindeligvis ikke påtage os at ringe eller skrive for at gøre opmærksom på dette. 

Formanden oplyser, at de sidste gange har han fået i størrelsesordenen 5 mails retur hver gang, han har 

udsendt en mail til hele klubben.

Sviptur til Polen 

Tekst og foto: Søren Bonde 

I sommers var min kone og jeg som så mange andre 

på udkig efter en billig ferie. Vi var stort set lige 

hjemvendt fra knap fire måneder i Filippinerne. Det 

havde endnu engang været en pragtfuld tur, men 

også præget af perioder med stress og rastløshed, 

mens vi boede hos svigerfamilien. Derfor trængte vi 

nu til en ’rigtig’ ferie. Da selv afbudsrejserne virkede 

for kostbare, faldt min tanke pludselig på Polen. Jeg 

havde længe haft lyst til at gennemhulle myten om, 

at Polen skulle være gråt i gråt. Og var der ikke noget 

om, at man nu kunne sejle fra København til 

Gdansk? Joda, det kunne DFDS Seaways bekræfte, 

og et par telefonopkald senere var billetterne bestilt. 

På trods af højsæsonen var prisen så vidt jeg 

husker omkring 2500,- for os begge inkl. rejse og 

hotel i 3-4 dage med morgenmad. Denne gang 

skulle der ikke blive noget med at trekke rundt i gaderne 

hver aften for at finde det billigste hotel; det 

har jeg ellers altid for vane, men i dette tilfælde 

ville det formentlig ende med at blive dyrere, og tiden 

var knap. Næ nej, for en gangs skyld bestilte vi 

hele molevitten hjemmefra og skiftede rygsækken 

ud med en kuffert. 

Renaissance-huse står skulder ved skulder 

Skibet til Gdansk er nogenlunde samme størrelse og 

standard som Oslo-færgerne: 10 dæk, butikker, bio- 

graf, restauranter og barer osv. De penge vi forsøgte 

at spare på selve rejsen og opholdet, var der 

til gengæld rig mulighed for at spendere på skibet. 

Noget skal man jo foretage sig i de 17 timer rejsen 

varer. Til at begynde med var passagererne en blanding 

af hovedsageligt ædru danskere og fulde polakker, 

som havde været i Danmark. Da skibet efter 

nogle timer lagde til i Trelleborg (Sverige), var de 

fleste danskere også blevet fulde. Og da vi endelig 

nåede frem til Gdansk var det blevet svenskernes 

tur... 

Gdansk er en pragtfuld by. Den gamle bykerne er 

spækket med caféer og fortovsrestauranter. Det er 

det perfekte sted at sidde et par timer og nyde en 

kold eller to og lade livet flyde forbi. Det gamle 

Hansa-præg fornægter sig ikke, og de smukke 

gamle, nymalede bygninger er i så fin stand, at det 

kan være svært at fatte hvorfor Polen har ry for at 

være gråt og kedeligt. 

De gamle nærmest legendariske skibsværfter ligger 

ikke langt fra centrum, og de skulle efter sigende 

bestemt være et besøg værd. Det lykkedes mig dog 

ikke, da tiden var lidt knap, og jeg havde svært ved 

at trække konen væk fra de mange ravbutikker... 

Som en del af rejsepakken havde vi valgt også at 

besøge Warzawa. Undervejs stoppede toget i den 

lille by Malbork, hvor vi stod af. Malbork er kendt for 

sin enorme murstensborg, der går for at være verdens 

største. Her kan man forvilde sig rundt i adskillige 

timer og drømme sig tilbage til Teutonerordenens 

storhedstid i senmiddelalderen. Der er 

ikke så frygtelig meget inventar at beundre, men til 

gengæld er der et par småværksteder (f.eks. 

møntslageri) og en hel masse røde mursten sat 

sammen på en overbevisende måde. 

Også Warszawa var langt mere opmuntrende end 

rygterne fortæller. Den gamle bydel kan minde meget 

om Gdansk og er superhyggelig at slentre rundt 

i. I Warszawa mærker man også umiddelbart historiens 

vingesus, men vel at mærke først og fremmest 

de seneste 60 års historie. Ifølge mine historiske 

kilder blev byen så grundigt udslettet under Anden 

Verdenskrig, at de tyske generaler kunne meddele 

Hitler, at Warszawa absolut intet andet var end et 

navn på et kort! Det er nu lidt svært at forestille sig 

i dag, hvor murbrokkerne for længst er væk og 

byen summer af liv. Lige efter man forlader banegården, 

kan man beskue en af byens måske mest 

kontroversielle og mastodontiske bygninger: Kulturpaladset, 

som var en ’gave’ fra Soviet-overmagten 

(billedet t.v.). 

Alt i alt kunne rejsen ikke blive til meget mere end 

et lille indtryk af Polen, men det var dog væsentligt 

bedre end de mini-cruises, som DFDS ivrigt skilter 

med, men som i virkeligheden består af 34 timers 

sejlads for at få sølle 3-4 timer i Gdansk. Jeg er ikke 

i tvivl om, at Polen fortjener mindst et besøg mere 

en anden gang ved lejlighed! 

21 

Søren Bonde

En sejltur på Donau 

Henning Andersen 

Lidt historie: Donau, med sine 2860 kilometers længde fra udspringet i Syd- 

Tyskland til udmundingen i sit delta i Sortehavet, er ikke blå, og har aldrig 

været det. 

Hele verden kender den - ”An der schönen blauen 

Donau” - nynner den og danser den. Det var en ungarer, 

Karl Beck, som skrev teksten engang i midten 

af det 19. århundrede, men først da Johann Strauss 

den Yngre fandt digtet og satte musik til det, fik 

sangen vinger og gjorde floden verdensberømt. 

Floden starter som en kilde godt 1070 meter over 

havets overflade og flyder østpå igennem fem forhenværende 

Øst-Europæiske landes hovedstæder, 

bortset fra Bukarest, der ligger godt 60 kilometer 

fra selve floden, men til gengæld ved en biflod 

Dimbovita, der løber til Donau. Havde floden ikke 

løbet der, ville Europas historie og skæbne i dag 

have været en anden. 

Vi starter med Rumænien, hvor floden udmunder i 

et delta på størrelse med Sjælland. Det begyndte 

med romerne for ca. 1800 år siden, da de kom sejlende 

på floden Danubius, som de kaldte den dengang, 

eller Dunav, hvor kejser Trajan indsatte en 

tavle på den nu Serbiske - forhenværende jugoslaviske 

- side af Donaufloden med følgende inskription: 

”Kejser Cæsars søn af den guddommelige Nerva 

Trajan Augustus Germanicus højgejstelig og for 

fjerde gang tribun landets fader og for fjerde gang 

konsul overvvandt bjergene og flodens fare og åbnede 

denne vej”. Samme kejser Trajan erobrede det 

dengang så lykkelige Dacien (nuværende Rumænien) 

fra den dakiske konge Decibal. ”Vi nedstammer 

fra de stolte romere” ynder vore dages rumænere 

at sige, og deres sprog er da også stærkt 

iblandet det romersk latinske, og taler man italiensk 

eller spansk, kan man forstå rumænsk. 

”Landet på trængslernes vej” har jeg altid kaldt Rumænien, 

der har gået så grueligt meget igennem 

såvel som også de andre lande på Balkan. Balkan 

betyder i øvrigt ’den træbevoksede klippeskråning’ 

og består hovedsageligt af lave skovklædte bjerge. 

Først erobringen af romerne og siden hen af slaviske 

folkestammer, bl.a. Attila, hunnerkongen, der erobrede 

de Ungarske stepper, og hvis efterkommere 

lever der den dag i dag. Djengis Khan, mongolerkongen, 

har også sendt hobevis af stammefolk ned 

over Balkanhalvøen, og som om dette ikke var nok, 

begyndte i den tidlige middelalder korstogene mod 

det hellige land, der for de flestes vedkommende 

foretrak denne vejrute via Balkan og Tyrkiet. Mange 

af de, der overlevede korstogene, slog sig ned som 

handelsfolk og landmænd, dels på den 

Trannsylvanske højslette i Midtrumænien og dels andre 

steder på Balkanhalvøen på tilbagevejen fra det 

hellige land. Deres efterkommere lever der den dag 

i dag, og derfor ser vi en stor sammenblanding af 

alle mulige forskellige folkeslag i så godt som hvert 

22 

land både i Rumænien, Bulgarien, Serbien og Montenegro 

(det nuværende Jugoslavien), Ungarn, Slovakiet 

og Tjekkiet. 

Efter korstogstiden begyndte tyrkerne at rykke frem 

fra Konstantinopel (det nuværende Istanbul). Disse 

Osmannere kom dels sejlende på Donau, men også 

på hesteryg, og nåede helt frem til Wiens byporte i 

1683. Det Østrig-ungarske kejserrige var i mellemtiden 

blevet stærkt og stort, og takket være dygtige 

regenter såsom kejserinde Maria Theresia, denne 

dejlige kvindlige regent, der fødte 16 børn og bl.a. 

var moder til Marie Antoinette, regerede det mægtige 

kejserrige, hvor solen aldrig gik ned, i 40 år 

med kløgtig hånd og byggede en masse fæstninger, 

militære vigtige strategiske poster som værn imod 

tyrkerne. 

Beograd i dag 

Som sagt nåede tyrkerne i 1683 Wien, som de belejrede, 

indtil de blev slået grundigt på flugt af kejserens 

hjælpetropper. Tyrkerne havde glemt noget 

meget vigtigt ude på slagmarken under flugten, 

som vi i dag alle nyder godt af, nemlig kaffebønnerne. 

Den første Wienercafe åbnede kort tid efter, 

og langsomt men sikkert spredte kaffen sig over 

hele Europa som en hverdagsdrik. 

Når jeg fortæller dette, er det fordi vi i dagligdagen 

sjældent tænker på, at det ofte er historiske episoder, 

der er årsag til, at vi i dag i vor kultur har nogle 

skikke, som skyldes enkelte historiske begivenheder 

i fortiden. 

Osmannerne fra sydøst og Østrig-ungarerne fra 

Wien - hovedstaden i Østrig - eller riget mød øst, 

som navnet faktisk betyder, to så enormt forskellige 

kulturer og religioner, er årsagen til at undersåtterne 

i hele Sydøsteuropa - efter godt 16 – 1800 

års forløb under stærkt lidende tilstande - rejser sig 

i revolutioner forskellige steder og den kommunistiske 

tankegang opstår, hvor alle skal være lige over-

for hinanden. Når 10.000 Transsylvanske bønder bliver 

stillet op i en lang række og halshugget - én efter 

en -forstår man mere og mere kommunismens 

stigende grobund, og med skuddet i Sarajevo i 

1914, der dræbte den Østrig-ungarske tronfølger og 

hustru, begyndte lavinen at rulle, med den Første 

Verdenskrig som resultatet. 

Intet er mere uforudsigeligt end fremtiden, men én 

ting er sikkert som amen i kirken, og det er, at hver 

gang menneskene laver revolution, ja så får de som 

regel det samme system på en ny måde, tag blot 

Rusland efter Zarens fald i 1917. Det var Lenins oprindelige 

tankegang, at alle skulle have det godt, 

men Stalin lavede det en million gang værre og ligeså 

efter den franske i 1789. Ingen Europæisk 

præsident har i dag så stor eller stærk en magt som 

Frankrigs. Det samme havde Solkongen før 1789. 

Så intet nyt under solen…… 

Ceaucescus Rumænien 

I 1974 kom jeg for første gang til Rumænien som 

rejseleder, og det var dengang Ceaucesu var enormt 

populær som nyvalgt præsident og enormt afholdt, 

specielt efter russernes invasion af Tjekkoslovakiet i 

1968. Fordi han turde tale imod russerne, blev han 

enormt populær. Nikolaj Ceaucescu var en rigtig 

charmetrold, en lille mand med en enorm magtfuld 

kone, der til sidst styrede landet, som var det hendes 

egen dagligstue. Vi havde sels chartermaskiner 

om ugen, der fløj imellem Kastrup og Constanta ved 

Sortehavet. Her kunne man få en uges ophold for 

ingen penge, og Ceaucescus turistminister var gode 

venner med Anker Jørgensens regering. 

Jeg sidder i ægteparret Ceaucescus seng på Oltenita 

Derfor kunne danske pensionister bl.a. komme til 

Rumænien i 16 dage og bo på et luksushotel med 

god mad - fuldpension og diverse udflugter inkluderet 

- for ca. 1200 danske kr. inklusiv fly frem og tilbage. 

Sortehavskysten var et eldorado for solhungrende 

danskere, der ikke gik af vejen for at 

veksle sort for at få endnu mere ud af deres penge. 

I dag er det totalt slut, alt skal købes for Rumænske 

Lei - altså lokale rumænske træpenge. 

Hvis ikke man lå ved havet og solede sig, så kunne 

man jo forynge sig i et dejligt mudderbad ved Det 

Sorte Hav. Og havde man ikke penge nok til en kurrejse 

til det forjættede rumænske foryngelsesland, 

så gav Sygesikringen Danmark tilskud, hvilket 

mange fik. Specielt gigtramte og psoreasispatienter 

er ofte blevet hjulpet af det mineralholdige varme 

mudder og saltvands indvirkning på gigtpatienter, 

hvilket mange danskere har erfaring for. 

Fra maj til oktober lå vi ved Sortehavet, og fra november 

til marts var jeg fast stationeret i Poiana 

Brasov i Trannsylvanien, ikke langt fra Draculas slot, 

Bran, hvor alle Hollywood-filmene er indspillet fra 

1960’erne og 70’erne. Paradoksalt nok var filmene 

forbudt i Ceaucescus eget land dengang, men pengene 

ville han godt have. 

Alle rumænske guider var statsansatte og havde to 

job, dels som lokalguider og dels med at rapportere 

for det hemmelige politi - Securitate. Hver tredje 

rumæner var stikker og havde et eller andet job for 

Securitate. Ingen vidste noget, men hviskede ind i 

ørerne, og i hotelreceptionerne sad pænt klædte 

herrer i jakke og slips og kiggede på alle, der gik ind 

og ud ad dørene. Hvor utroligt det end lyder, virkede 

det ikke så slemt alligevel, hvis man havde accepteret 

det, og det havde vi udenlandske rejseledere. 

En del rumænere giftede sig proforma med udenlandske 

rejseledere for at komme ud af landet, og 

adskillige rumænere i Danmark, som jeg har haft 

som arbejdskolleger, lever og har det godt her i dag. 

Så det er ikke alle den slags ægteskaber, der går rabundus. 

En chartermaskine fløj hver lørdag mellem Kastrup 

og Rumæniens hovedstad Bucuresti. En gammel 

propelmaskine fra det rumænske luftfartsselskab 

Tarom, med plads til knap 100 passagerer. I øvrigt 

en flytype, som det kort efter efter blev forbudt at 

flyve med på Kastrup. Hvorfor har jeg aldrig fundet 

ud af. 

Unge danskere i hobevis modtog jeg i lufthavnen 

med alle deres ski o.s.v. Tre timers kørsel op til 

Brasov i centrum af de evigt skønne Karpaterbjerge, 

hvor de boede i 100 meters højde på hoteller. Mit 

job som skiguide bestod i at vise dem til rette og få 

dem i undervisning hos skilærerne. I øvrigt kom den 

svenske tennisstjerne Bjørn Borg gang på gang til 

Brasov for at nyde vinteren, og resultatet var da 

også, at han giftede sig med en rumænsk pige. I 

dag er han atter skilt fra hende, men kommer stadig 

derned om vinteren. 

Det var tider, hvor tingene gik fremad for Rumænien, 

fordi Ceausecsu - selvom hans mere og mere 

synlige stalinistiske styre tog stærkere form - havde 

diplomatiske forbindelser med 116 lande i vesten. 

Hans mission var at ændre Rumænien fra et 

landbrugsland til et industriland, og han betalte med 

alle landets produkter af varer i naturen plus hvad 

menneskene kunne frembringe tilbage i den 

udenlandsgæld, som landet havde pådraget sig til 

henholdsvis Sovjetunionen og USA. 

23

Ceausecsus styreform lukkede vi i vesten først øjnene 

for, specielt fordi han gik imellem USA og Sovjetunionen, 

og tydeligt fik vi beviset her i Danmark, 

da vores dronning Margrethe i 1980 gav ham 

Elefantordenen, hvilket var en politisk handling hun 

var blevet påtvunget af den daværende danske regering. 

Jeg har altid undskyldt Margrethe for denne 

handling, idet prinsesse Elisabeth på en af de rejser, 

hvor jeg som rejseleder havde hende med som 

gæst, fortalte mig det. 

Atten slotte havde ”Han og Hun”, den store landsfader 

med moderen, der bestemte over liv og død. Alligevel 

var det ikke nok for dem. En fjerdedel af 

Bucurestis sydlige bydel blev revet ned på kort tid, 

og nu opførtes verdens andenstørste bygning - efter 

Pentagon i USA - ”Folkets hus” som deres egen privatbolig 

med over 3000 større eller mindre sale og 

rum. Vi kan endnu se det på vores arrangerede 

byrundture i Bucuresti, fordi den nuværende rumænske 

regering så småt er ved at tage det i brug. 

Alligevel virker det absurd at se dette enorme 

”personfrådseri”, når den arme befolkning levede 

under de usleste kår. Halvtreds meter høje statuer 

af sig selv fik han dog ikke opført, selvom han helst 

ville leve i 500 år eller - endnu bedre - være udødelig. 

Jeg tror ikke der er mange, der kan forestille 

sig, hvor umulige forholdene var i Rumænien i de 

sidste fem år indtil det gik galt i juledagene 1989. 

26.000 menneskeliv har det kostet at grave 

Donaukanalen fra Sortehavets vigtigste havneby 

Constanta og 60 kilometer ind til Donaufloden for at 

lette transporten for flodsejladsen. Dette fandt sted 

i årene 1986 - 1989. 701 arkitekter er i dag indlagt 

på sindssygehospitaler i landet, fordi hun ville have 

det umulige - nemlig at en indvendig marmortrappe 

skulle opføres, som hun ville have det. Men solen 

kan nu ikke stå op i vest, når den nu engang står op 

i øst. 

Når alt dette er sagt om Østeuropas mest berygtede 

diktator, så skal der også fortælles en solstrålehistorie. 

I marts 1977 rammes Bucuresti af et jordskælv 

på over 7 på den famøse Richterskala. I over et minut 

rystede jorden, og mange af de dårligst opførte 

bygninger i den sydlige del af hovedstaden brasede 

sammen, hvorved hen imod 2000 mennesker mistede 

livet. Ceaucescu-parret var på en rundrejse i 

Afrika, men fløj øjeblikkeligt hjem og fulgte nøje 

med i udgravningsarbejderne. En kvinde, som slap 

ud af et sammenstyrtet hus, gik op til ham med et 

brev om, at hendes lille søn lå og råbte fortvivlet 

nede under murbrokkerne, og hans råb blev svagere 

og svagere som dagene gik. Til sidst ville lokale 

myndigheder udslette alt endnu levende og overdække 

hele området. Kvinden var fortvivlet, og da 

Ceaucescu hørte dette, gav han ordre til at udgrave 

området, og drengen lever i dag som 35 årig i 

Bucuresti. 

Ceaucescu havde det med at blande sig i internationale 

konflikter, hvor han optrådte som fredsmægler. 

Præsident Sadat fra Egypten sad i syv timer hos 

ham og forhandlede, inden han tog på sin hellige 

rejse til Jerusalem, idet Rumænien som det eneste 

østland havde diplomatiske forbindelser med Israel. 

Anwar Sadats enke - Jehan - fortalte mig ved et sel- 

24 

skab i Cairo to år efter at hendes mand var myrdet 

om hendes og hendes forhenværende mands adskillige 

officielle statsbesøg hos Ceaucescu, som de 

godt kunne lide. 

M/S Oltenita – Ceaucescus skib 

Skibet ”M/S Oltenita” er bygget i 1961 på et skibsværft 

i byen Oltenita i det sydlige Rumænien og ejedes 

oprindeligt af den gamle rumænske regering. 

Det var Ceaucescu-parrets yndlingsskib, og som det 

nu passede dem, brugte de det til private sejladser 

op og ned ad Donau. De boede i kahyt nr. 1 på Adækket, 

deres personale i de fleste af de andre 20 

kahytter på samme dæk, mens præsident Tito fra 

Jugoslavien boede i nummer 2 på samme gang. Det 

var på dette hyggelige gamle skib de mødtes for at 

forhandle om udarbejdelsen af det enorme projekt 

med opførelsen af ”Jernportdæmningssluseanlægget” 

fra 1972. 

Vores unge kaptajn på Oltenita 

Her blev den fælles kontrakt underskrevet, og resultatet 

blev da også rige energimængder fra det 

hydroelektriske anlæg, som samtidig blev anlagt i 

dæmningen. 10 - 12 milliarder kilowatt er den årlige 

el-produktion. Verdens anden største dæmning, som 

også havde det formål at forhøje vandstanden i 

Donau gennem den ti kilometer lange, men meget

smalle sejlrute mellem de næsten lodrette klipper 

langs floden. Indtil da stødte mange skibe på grund 

her og sank med mand og mus, hvilket H.C. Andersen 

også var ængstelig for, da han i 1842 rejse 

samme vej. Det førte da også med sig, at adskillige 

byer nu ligger på den gamle flodbund under mudder 

og slam, mens nye blev opført længere oppe langs 

flodbredden. 

I dag sejler vi med rejsegrupper på A/S Oltenita, og 

skibet har en besætning på 47 mand og kan tage op 

til 80 passagerer i dobbeltkahytter. Fra Rumænien 

sejles gennem Jernporten med sluseanlægget ind i 

Serbien til Beograd – ”den hvide by” - som navnet 

betyder. Navnet Jugoslavien - altså Sydslavien - opstod 

efter 1. Verdenskrig og døde faktisk med Tito, 

hvis begravelse i 1980 var en stor international begivenhed. 

Aldrig har så mange statsoverhoveder fra 

hele verden - venner såvel som fjender - været 

samlet til én begivenhed. 

Morgengymnastik kl. 7.30 på Oltenita 

Beograd er ved at komme sig efter den ydmygelse, 

som Natos bombardementer medførte. Indbyggerne 

taler helst ikke om Milosovic, der ikke ville flytte sig 

fra sin taburet, og hvis kone nu er flygtet til Moskva, 

da hun er anklaget for at stå bag mordet på den 

forrige premiereminister. En krig går altid ud over 

uskyldige mennesker, og 3500 civile menneskeliv 

gik tabt under bombardementerne. 

Det mest irriterende er dog, at vi stadig bruger navnet 

Jugoslavien om det nuværende Serbien og Montenegro, 

som faktisk er en union af de to gamle forhenværende 

Jugoslaviske republikker. Alle andre er 

selvstændige lande i dag. I øvrigt lever Titos enke, 

Jovanka, i dag stadig i Beograd. Hun var 30 år 

yngre end sin mand og er nu 83. 

Klokken 7.15 om morgenen lyder den spæde fuglekvidderstemme 

gennem mikrofonen ind i folks kahytter 

og vækker dem. Så siger man ”God morgen 

alle sammen. Temperaturen er det og det - solen 

skinner eller det regner - så husk paraply, når vi nu 

skal på udflugt i den by eller sted, hvor vi lægger til 

bredden. Om 15 minutter er der gymnastik på Adækket 

øverst oppe for de morgenfriske. Kl. 8.00 er 

der morgenmad i enten ryger - eller ikke ryger restauranten, 

og kl. 9.00 starter udflugten”…. 

I dag er det obligatorisk, at man SKAL have en 

lokalguide på i alle hovedstæder og på udflugter, 

hvor der skal fortælles noget, også uanset om guiden 

taler sproget eller ej. Fra gammel tid var det et 

krav, at alle skulle have lokalguide på i Østeuropa, 

uanset hvilket land man besøgte, og guiderne var 

dygtige til at tale sprog, også dansk mange steder. 

I dag er det i næsten alle EU-lande også ved lov bestemt, 

at der ikke må guides af udenlandske rejseledere 

i bl.a. Europas hovedstæder, og hvis nogen 

gør det, kan de få en klækkelig bødestraf. Hvad 

knapt så mange tænker over er, at det også gælder 

København. Jeg synes det er en glimrende ordning. 

Alt for mange løgnehistorier er kommet ud om det 

og det igennem årene. 

Jeg har altid den aftale med lokalguiden, at jeg selv 

guider på godt dansk, fordi jeg taler højt og tydeligt, 

så folk kan høre, hvilket ikke kan siges om alle 

andre. Da der er tale om 

grupper med 60 - 70 gæster, 

og mange er godt op i 

årene, er det en fordel at 

kunne tale højt. 

25 

Om eftermiddagen - efter 

frokosten - sover man en 

time til middag, og bagefter 

får gæsterne et par meddelelser 

i højtaleren om, hvad 

der passeres langs flodbredden, 

men ikke konstante nyheder 

- kun vigtige ting såsom 

hvis der passeres en 

Nato-bombet bro, hvor danske 

FN-soldater er blevet 

skudt under krigen. 

Fra Bratislava, i hvad der nok må siges at være det 

billigste østland i dag, har vi nu ca. 70 kilometer til 

Wien, det Østrigske Riges hovedstad, hvor man, og 

det har næsten alle glemt, ikke talte tysk for 1250 

år siden, men slavisk. Det var kejser Franz Josef, 

der forlangte, at nu var tiden kommet til, at der 

skulle tales tysk. Man tænker egentlig ikke i dag 

over, at Østrig engang tilhørte Østeuropa og sproget 

var slavisk. 

Tiden går, og vandet flyder med strømmen igennem 

den flod i Europa, som har betydet så meget for os 

mennesker igennem årtusinderne. 

Ja - så her til sidst - har jeg da glemt at fortælle om 

vores kok på Oltenita. Sebastian og hans kone 

Aurelia, som i øvrigt var privat kok for Ceaucescuægteparret. 

De blev ansat på Oltenita som helt 

unge og har overlevet Ceaucescu, og det skal der 

noget til for at kunne, når man er så nær på. Problemet 

med hans mad er kun, at det er den bedste 

man kan få, og mange skal hjem og på slankekure, 

hvis de har sejlet med Oltenita. 

Henning Andersen

Balkan - Budapest ... og Albanien 

maj-juni 2003 

Af Niels Iversen 

Jeg besøgte første gang Jugoslavien på tre interrailture 

i halvfjerdserne, og det var allerede dengang et 

temmelig bøvlet område at køre på togtur i. Hovedparten 

af de seværdige steder ligger ned langs kysten, 

men hovedstrækningen går gennem regeringsbyerne 

inde i landet: Ljubljana, Zagreb, Beograd 

og Skopje. Herfra går der stiklinjer til kysten: 

én fra Zagreb til til Split, én gennem Sarajevo til 

Ploce og én til Bar i Montenegro (denne sidste har 

jeg endnu ikke prøvet, men den skulle være ganske 

flot). Herudover kan man nævne sidelinjen fra Nis til 

Sofia i Bulgarien. Resten af stationerne på hovedstrækningen 

var - og er - små totalt ligegyldige stationsbyer, 

som der ikke var nogen grund til at stå ud 

ved. Det var heller ikke smart at stå af undervejs, 

for selv om der var mange flere tog dengang, var de 

så propfulde at folk der stod på undervejs løb en alvorlig 

risiko for at måtte stå op indtil næste større 

station. Der var ikke noget med pladsreservering i 

siddevogne når man først var inde i Jugoslavien, og 

det er der stadig ikke. 

Og det tog lang tid at komme gennem Balkan: henved 

3 døgn fra München til Athen ... sådan cirka, for 

togene kørte som vinden blæste. Der var lange 

26 

enkeltsporede strækninger, så man kunne aldrig 

vide, hvornår éns tog måtte holde stille på et vigespor 

og afvente et modkørende tog. Faktisk hang 

der et skilt på München Hauptbahnhof, hvoraf det 

fremgik, at tyskerne nok skulle sørge for at sende 

togene rettidigt afsted mod Balkan, men de påtog 

sig intet ansvar for, hvornår de kom tilbage. 

Insh’allah. Um Gottes Willen. Voz kasni, ovde smo 

oko nedelju dana. 

Statue af Tito ved universitetet i Sarajevo 

Det var ikke godt, men det kunne blive værre... ME- 

GET værre! Sidst i 80erne kom den storserbiske 

fanatiker Milosevich til magten i Beograd, og han 

lagde ud med i 1989 at berøve Kosova og Vojvodina 

deres delvise indre selvstyre, - og i alt fald i Kosova 

opstod der (som man kunne vente) en væbnet 

modstandskamp. De jugoslaviske delstater Slovenien 

og Kroatien meldte sig ud af Jugoslavien, senere 

fulgt af Bosnien-Herzegovina og Makedonien, 

mens Montenegro foreløbig valgte at blive. Slovenien 

og Makedonien slap nogenlunde uskadt ud af 

kløerne på Milosevich, - omend makedonerne blev

udsat for trakasserier fra den Tidligere Tyrkiske Provins 

Grækenland, der af en eller anden grund stadig 

mener at have eneret til navnet Makedonien, blot 

fordi der for flere tusinde år siden boede en slags 

grækere deroppe. Kroatien og især Bosnien- 

Herzegovina var ikke så heldige. 

Milosevich’ kyniske beregninger holdt stik til ca. 

1993, men så vendte krigslykken. Dels havde 

Kroatiens præsident Tudjman i al stilhed anskaffet 

splinternye våben, så de kroatiske tropper kunne 

smide de serbiske styrker ud af alle besatte områder 

af Kroatien. Dels tabte omverdenen tålmodigheden 

med de såkaldt ‚fredsbevarende‘ FN-styrkers 

selvpålagte groteske handlingslammelse. I stedet 

tog Nato over og tildelte Milosevich de drag over 

nakken som han længe havde fortjent. Fire delstater 

havde da trukket sig ud af forbundsstaten Jugoslavien, 

som nu kun rummede Serbien og Montenegro. 

Milosevich fandt nu på en ny juleleg: han ville reducere 

antallet af albanere i Kosova (et gammelt serbisk 

område, men med stort albansk flertal siden en 

gang i 1800-tallet). Verden tolerede imidlertid ikke 

længere den slags numre: uden at spilde tid på flere 

‚fredsbevarende‘ vatnisser fra FN iværksatte Nato 

en militæraktion, der reelt har frataget serberne 

magten over området: grænserne til Kosova står 

åbne fra Montenegro, Albanien og Makedonien, 

mens der er lukket til Serbien. Milosevich blev i 

2000 omsider fjernet med magt af serberne selv 

efter et tabt præsidentvalg, som han forsøgte at 

snyde sig fra ved hjælp af en korrupt håndplukket 

‚valgkomission‘. Han er siden blevet udleveret til en 

krigsforbryderdomstol i Haag i Holland, hvor han 

højst kan få livsvarigt fængsel. 

Og nu hvor krudtrøgen har lagt sig, står man så 

tilbage med fem selvstændige stater med hver sin 

valuta og grænseformaliteter, plus (mindst) to områder 

der reelt er selvstændige: Montenegro, der 

hverken anerkender Serbernes dinar eller deres 

visabestemmelser, samt Kosova, der reelt styres 

som et NATO-protektorat under KFOR. For den rejsende 

i det tidligere Jugoslavien er tingene ubestrideligt 

blevet mere komplicerede, men man kan i det 

mindste besøge alle dele af Balkan nu, - selv det 

tidligere næsten lukkede Albanien har slået portene 

op på vid gab, og kun enkelte områder i Kosova og 

tilstødende områder har stadig væsentlige sikkerhedsproblemer. 

Så jeg skulle naturligvis derned igen og se hvordan 

der nu så ud. 

Jeg besøgte Slovenien og Kroatien i år 2000, men 

det varede til 2003 før turen kom til de øvrige nye 

lande. I grunden var det SAS’ lavprisflyvninger til 

bl.a. Sarajevo og Pristina der gav mig ideen, men 

det endte med at blive det ungarske MALEV der 

ekspederede mig ned til Sarajevo og tilbage fra 

Skopje, med et par døgn i Ungarn som rosinen i 

pølseenden på hjemvejen. Lufthavnen i Sarajevo 

har ikke vildt meget trafik, og der er ingen 

lufthavnsbus. Derfor holder byens mest amoralske 

og begærlige taxachauffører klar udenfor ankomst- 

hallen. Men hvis man har en begrænset oppakning 

(sådan ca. 5 kg), kan man spadsere ud på vejen 

udenfor, dreje til venstre og gå en halv times tid til 

man når en større vej med sporvogne i midten. Det 

er såmænd intet andet end den berygtede Snipers’ 

Alley, som byens borgere måtte krydse under risiko 

for liv og lemmer, fordi serbiske snigskytter sad 

oppe i bakkerne lige syd for byen og skød til måls 

efter folk. 

Holiday Inn (ny), Sarajevo 

Når man kommer ind mod centrum, dukker der udbrændte 

og bombede bygninger op. Det er imidlertid 

tydeligt, at der allerede er ryddet en hel del op. 

På et tidspunkt dukker der en skrigende kanariegul 

kubus op på venstre side af gaden. Det er luksushotellet 

Holiday Inn. Jeg har dog læst et sted, at det 

oprindelige hotel, hvor krigskorrespondenterne holdt 

til under belejringen, i virkeligheden er det udbrændte 

højhus til højre for gaden. Umiddelbart 

inden dette ligger der en smukt restaureret ældre 

bygning: det er Nationalmuseet. Af de fire 

afdelinger er endnu kun to åbne, men de er pæne 

og interessante, selv hvis man ikke forstår 

teksterne. Og umiddelbart før Nationalmuseet ligger 

så det uanselige Historiske museum, som enhver 

besøgende i Sarajevo bør se. Der er p.t. kun ét 

åbent rum, men det rummer historien om, hvordan 

Sarajevo kom gennem de slemme år i starten af 

90’erne. Bygningen rummer også arkiver om 

Bosniens ældre historie, hvilket er uvurderligt idag, 

fordi Nationalbiblioteket er nedbrændt med alt sit 

indhold. Der er imidlertid ikke mange turister i 

byen, så da jeg som formentlig dagens eneste gæst 

besøgte museet, tilkaldte vagten en af museets historikere 

til at vise mig rundt. De nævnte museer 

og hoteller ligger alle på et ret åbent område i centrum, 

men øst herfor finder man hele den gamle 

tyrkiskprægede bydel med de snævre, krogede gader, 

en seværdighed, og her bør man se Svrzo 

House, der er et originalt hus fra omkring 1800, nu 

museum. 

Trods det ringe antal ‘rigtige’ turister er der run på 

hotelværelserne i byen (de er fyldt med repræsentanter 

for internationale organisationer), så det var 

først efter et par forsøg at jeg fandt et værelse på 

Hotel Italia hinsides banegården, men fordi der var 

skråt loft etc. var det i det mindste til at betale: 60 

konvertible mark (KM) à ca. 4 kroner. Og jeg fik en 

27 

fhv. Holiday Inn (?), Sarajevo

fortræffelig bøf i restauranten (hvor jeg var eneste 

spisende gæst). 

Militærmuseum i Kalemegdan-fæstning, Beograd 

Da jeg ville købe togbillet videre til Beograd løb jeg 

ind i et af de problemer, der er opstået med opdelingen 

af det gamle Jugoslavien: man kan ikke længere 

på banegårdene udstede billetter, der begynder 

i et af de andre lande. Måske kan rejsebureauerne 

ude i byen, men de kan så til gengæld næppe 

gøre det til afrejse samme dag. Så jeg måtte nøjes 

med en togbillet til Vrpolje i Kroatien (i det omstridte 

Østslavonien), hvor jeg så efter nogle timer 

kunne hoppe på nattoget fra Zagreb til Beograd. 

Heldigvis kunne man købe billetter i toget for Euro, 

men kun for ét land ad gangen. Jernbanedriften har 

også på andre måder ændret sig siden krigen. For 

det første er der ikke nær så mange langdistancetog 

(herunder nattog), men modsat hvad der gælder i 

Vesteuropa er det her ikke nye hurtigtog, der har 

snuppet kunderne, - togvognene er de samme som i 

70erne, og jeg tvivler på at lokomotiverne er nyere. 

Der er simpelthen bare ikke så mange togrejsende, 

og især mangler de sovende horder af rygsækturister. 

Forresten er der i Bosnien en helt speciel 

grund til at togrejserne tager tid: togene er nødt til 

at bremse op før alle vejoverskæringer, fordi næsten 

alle signaler og bomme er ødelagt. Skinnerne går 

mestendels gennem områder beboet af kroater og 

bosniere. Der findes en rutebilrute direkte til Beograd, 

men den går gennem serbisk territorium, og 

det er symptomatisk at man skal ud til en serbisk 

forstad til Sarajevo for at tage denne rutebil, - jeg 

foretrak toget. 

Da jeg ankom i den årle morgen til Beograd, vekslede 

jeg og spadserede derefter op til fæstningen 

Kalemegdan, der ligger på et højdedrag, hvor Savafloden 

møder Donau. Det er et historisk sted, men 

fremfor alt en nydelig park, hvor man kan sidde og 

fundere på, hvad i al verden man skal fordrive en 

hel dag i Beograd med. I øvrigt ligger byens zoologiske 

have også her. Den er indrettet i nogle af fæstningsværkerne, 

og det er ikke just verdens mest 

fremragende zoo. Især er der en lille gårdsplads 

med omgivet af bure, hvori bjørne, tigre og ulve 

sidder og kukkelurer under totalt uacceptable forhold. 

Nede i bymidten besøgte jeg bl.a. Nationalmuseet. 

I princippet er der også historiske samlinger, 

men under mit besøg bestod disse i en fotoudstilling 

28 

med billeder af kirker og klostre i Kosovo, som albanske 

terrorister havde smadret. Og ja, det er en 

forbrydelse, - men uden Milosevich havde der formentlig 

ikke været nogen albansk terrorisme, og 

hvad blev der forresten af samtlige væsentlige albanske 

arkiver i Kosova? De to etager ovenpå rummede 

serbisk kunst, og meget af det var af udpræget 

nationalistisk karakter. Faktisk var det meget 

oplysende at se det museum. 

Jeg overnattede én nat på hotel Prag, ikke langt fra 

banegården og de to rutebilstationer. Dagen efter 

foretog jeg så en udflugt med rutebil til byen 

Smederevo, der har en kæmpestor fæstning (uden 

ret meget indenfor murene). Da jeg skulle tilbage, 

holdt der et blåt lokaltog, og da jeg pegede på det 

og spurgte „Beograd?“ blev der nikket ivrigt. Vel, 

det mødte den sydgående linje fra Skopje til Beograd 

i en trøstesløs lille stationsby ved navn Mala 

Krsna, hvor jeg sad og ventede en time på et forsinket 

eksprestog tilbage til Beogradstrup. Der nåede 

jeg så lige at hoppe over i nattoget via Skopje til 

Thessaloniki. Denne billet havde jeg faktisk med 

hjemmefra, men fordi toget passerede Skopje kl. 3 

om natten havde jeg besluttet at køre videre til 

Thessaloniki, og i den situation var billetten til 

Skopje nærmest en hæmsko: på banegården i Beograd 

kunne man nemlig ikke udstede en suppleringsbillet 

for en strækning udenfor Serbien. Forresten 

kører der nutildags kun to tog i døgnet via 

Makedonien til Thessaloniki, og ingen af dem fortsætter 

til Athen. 

Floden Vardar i det sydlige Makedonien

I Thessaloniki indlogerede jeg mig først på hotel Rex 

nær banegården, og derefter gik jeg på rundtur til 

de byzantinske kirker, som byen er så kendt for. Jeg 

har besøgt stedet én gang i 70erne, men pyh, jeg 

huskede ikke at den var så stor... og det var gloende 

varmt, mindst 35°. Atmosfæren i byen var meget 

anderledes end Athen, og naturligvis endnu mere 

forskellig fra livet på øerne, selv i større byer såsom 

Irakleion på Kreta. Faktisk kunne man - når man 

just kom fra Jugoslavien - tydeligt mærke et strejf 

af Balkan. Hvilket måske ironisk nok er med til at 

gøre grækernes attitude overfor Makedonien endnu 

mere stejl. De ved i deres stille sind at de dersens 

nordgrækere er præget af tyrkerne og af de andre 

balkanfolk... og kors hvor de hader tanken! 

Jeg returnerede til Skopje tidligt næste morgen, og 

her hyrede jeg et værelse på det aldrende hotel 

Bristol ved den gamle banegård for hele 3 nætter (i 

erkendelse af at jeg alligevel manglede en dag eller 

to for også at kunne nå et nogenlunde meningsfuldt 

besøg i Albanien). Da byen blev ramt af et ødelæggende 

jordskælv i 1963, gik uret i banegårdens tårn 

i stå ... og det har stået på 5.17 siden. Ved mit første 

besøg i 1979 ankom togene stadig her, men siden 

er sporene pillet op, og togene ankommer nu 

ved en intetsigende ny banegård længere østpå. I 

stedet er man i gang med at indrette et bymuseum 

i bygningen, og det tegner til at blive et rigtigt nydeligt 

museum - men som sædvanlig kun med tekster 

på lokalsproget. Der er forresten yderligere et 

museum i den gamle bydel: Museum of Macedonia, 

som det hedder i Lonely Planets guide til Østeuropa. 

Men L.P. har kludret i det og afmærket et helt galt 

sted. I virkeligheden er museet nærmeste nabo 

mod øst til Mustafa Pasha’s moské. Og der er ikke 

noget skilt på ydermuren eller hegnet, man skal 

VIDE, at der er der. Jeg fandt det med hjælp fra 

turistinformationen, der i L.P. omtales som havende 

„rather indifferent staff, that may or not may be 

able to speak English“. Lad mig benytte lejligheden 

til at udtrykke min anerkendelse af den både kompetente 

og engagerede service jeg modtog ... naturligvis 

på udmærket engelsk. Der var forresten 

ikke så meget som én anden besøgende på museet, 

men det kan vel næppe undre? 

Der var en anden ting, som jeg fik opsnuset ved et 

rent tilfælde. Jeg kom forbi en bygning og hørte adskillige 

trompeter spille pivfalsk derinde. Det var 

vistnok universitets afdeling for musik. I indgangen 

hang diverse koncertplakater, som jeg med lidt besvær 

fik afkodet. Og jeg fik en engelsktalende dame 

til at forklare mig, hvor koncertlokalerne befandt 

sig. Den første - gratis - koncert viste sig at være 

en koncert med klaverelever i alle aldre, generelt 

særdeles kapable. Publikum var tydeligvis mest familie 

og venner, så alle kendte tilsyneladende hinanden. 

Den næste var en regulær filharmonisk koncert 

med bl.a. Berlioz Fantastiske Symfoni, og prisen var 

blot 20 kr på salens bedste pladser, - priserne for 

kulturelle arrangementer var generelt sat lavt i de 

kommunistiske stater, men man forstår ikke rigtig,t 

hvordan de kan fortsætte på det niveau. En femmer 

for at komme i zoo kan heller ikke vælte nogen 

turists budget. 

Jeg brugte herudover en af mine dage i Makedonien 

på en rutebiltur til byen Ohrid, der ligger ved søen 

af samme navn på selve grænsen til Albanien. Den 

har så mange historiske bygninger, at Unesco stort 

set har blåstemplet hver andet hus. Jeg hyrede en 

båd til en sejltur på søen (sammen med en aldrende 

hollænder, der havde været der hver sommer i 26 

år). Jeg spurgte bådføreren, hvordan byens indbyggere 

oplevede det, da albanerne for første gang fik 

lov til at komme over grænsen. „They were like wild 

animals.. they had never seen anything“, sagde 

han. Senere begyndte albanerne dog at komme 

over grænsen med deres æsler, som de brugte til at 

slæbe tyvegods hjem på. Så var makedonerne ved 

grænsen pludselig knap så venligt stemt over for 

vildmændene fra Albunistan. Men nu er forholdene 

vist faldet lidt til ro igen. Besøget ved søen var i øvrigt 

en fornøjelse rent klimatisk set: dejligt køligt. 

Til orientering: man kan nemt komme ind i Albanien 

fra Ohrid: der er bus til kirken Sveti Naum, som kun 

ligger 2 km fra grænsen (bussen vender ved grænsen). 

Nærmeste by på den albanske side, Pogradec, 

ligger 6 km væk og kan nås med taxa, og herfra går 

der rutebil til Tirana. Alternativt kan man tage fra 

Skopje til byen Tetovo, der ligger i Makedonien, men 

i et område mest befolket af albanere; herfra går 

der rutebil flere gange dagligt direkte til Tirana. 

29 

Sveti Jovan, Ohrid

Som følge af min improviserede udflugt til 

Thessaloniki mente jeg dog ikke jeg kunne nå dette. 

Men til gengæld fløj jeg senere på måneden til 

Korfu, hvorfra der går en bekvem færgerute til den 

albanske ferieby Saranda, - det kommer der mere 

om nedenfor. 

Sidste etape: jeg fløj med Malev til Budapest, hver 

jeg hjemmefra havde reserveret to nætter på det 

firstjernede hotel Taverna på Vaci Utca i selve centrum 

af Pest. Når man kom fra Makedonien, var det 

første der slog én de betydeligt højere priser, omend 

de stadig generelt er lavere end i Danmark. Det kostede 

således 1800 forint (ca. 60 kroner) at besøge 

den zoologiske have, 800 forint for Museet for de 

Skjønne Kunster på Hösök Ter (Heltepladsen) og 

hele 1400 forint for det Historiske Museum på Borghøjen, 

- men der satte jeg nu grænsen. På den anden 

side foretog jeg en togtur til byen Szeged, der 

ligger 200 km væk, og togbilletten kostede kun 

3100 forint retur. Og da jeg opdagede, at jeg stadig 

havde 10.000 forint tilovers dagen før hjemrejsen, 

tillod jeg mig den luksus at spise med kniv og gaffel 

til zigeunermusik på restaurant Gambrinus på Taverna, 

der i årevis har været anset for et af landets 

10 fineste spisesteder og har en hel væg fyldt med 

gastronomiske udmærkelser. Det kostede mig 5000 

forint, - for de penge kunne jeg knap nok spise på 

det lokale bøfhus hjemme i Dannevang. 

... og så ramlede jeg i øvrigt ind i en uge med gratis 

Bach-koncerter i Deak Ter-kirken, 5 minutters gang 

fra mit hotel, så jeg kan ikke engang tillade mig at 

klage over prisen på koncertbilletter i Budapest. 

FORTSÆTTELSE: 

Da jeg kom hjem til Dannevang, ærgrede det mig 

nu alligevel, at jeg ikke også havde fået Albanien i 

posen. Der var jo kun én ting at gøre, og det var at 

tage derned igen og få gjort tingene færdige. Jeg 

vidste jo fra Lonely Planet, at der fra Korfu gik en 

daglig færge til den sydalbanske ferieby Sarande. 

Det viste sig, at kandidaterne var Startours og 

Apollo, og på grund af datoerne endte jeg hos sidstnævnte, 

nøjere bestemt i en ferielejlighed i Villa 

Rosa i udkanten af Gouviá, der ligger blot 8 km nord 

for Korfu byen. Der var afgang fra Kastrup på et så 

tåbeligt tidspunkt som 6.05 søndag morgen den 21/ 

6, så jeg fik naturligvis ikke sovet natten inden. 

Efter ankomsten til Korfu, transfer til Gouviá og indkvartering, 

spadserede jeg rundt i ‚centrum‘ af 

Gouviá, og som ventet var det en aldeles ligegyldig 

ansamling af spisesteder, småbutikker og overnatningssteder, 

med en kirke i midten, en strand i flere 

sektioner smækfyldt af dorske individer under store 

parasoller, - enkelte pæne steder, men ikke et sted 

jeg kunne tænke mig at blive en hel uge. Det skulle 

bare være et overnatningssted, og min lejlighed var 

forsåvidt udmærket til det formål. Der var køleskab, 

men ikke TV. 

Det blev det imidlertid ikke til meget søvn. Om eftermiddagen, 

efter mit første besøg i ‚centrum‘ af 

Gouviá, lå jeg og slappede af på mit værelse, da naboen 

(eller naboerne, dvs.1 - 4 personer) kom 

hjem. Der kom temmelig hurtigt noget infamt rock- 

30 

musik på derinde. Jeg prøvede at fortrække til toilettet, 

men det var ikke nok (og i øvrigt ret ubekvemt). 

Så jeg måtte ud at spadsere igen. Jeg fik 

købt nogle postkort, vendte tilbage til Villa Rosa, 

hvor der nu var fred. Så startede der noget græsk 

musik, og det var så højt at jeg først troede at det 

var de der afskyelige naboer igen, men larmen kom 

nede fra en plads ved siden af kirken. Jeg opdagede 

faktisk først hvor den kom fra da jeg forlod Villa 

Rosa, og det mest mærkelige var, at lydniveauet 

egentlig kun var slemt nede ved kirken og oppe ved 

Villa Rosa, der lå på en lille bakke, -andre steder i 

bebyggelsen kunne den dårligt høres. Jeg kunne 

m.a.o. dårligt have været mere uheldig. OK, jeg 

kunne overleve med mine ørepropper, og ved midnat 

blev der fred så jeg kunne sove. Men kl. 4 kom 

de fordrukne halvhjerner ved siden af hjem og begyndte 

at larme. Jeg hørte, at nogen brokkede sig 

til dem, og der blev skruet lidt ned, men ikke nok til 

at jeg kunne sove. 

Reklame med dame på vej mod meget ondt i maven, Butrint 

Kl. 6 begyndte jeg derfor at spadsere de 8 km ind 

mod Korfu by. Jeg havde forventet at se en strøm af 

blå bybusser på vejen derind, det var jo nu mandag 

morgen. Men jeg så kun én blå bus, og den kørte 

nordpå. Det var ikke helt betryggende, for jeg 

havde netop valgt Gouviá for at kunne slippe væk 

derfra. Nå, jeg nåede byen og spadserede rundt 

derinde en halv dags tid, derefter spadserede jeg 

tilbage mod Gouviá ad en rute inde i baglandet, 

hvilket gjorde den lidt længere (og der var glovarmt!). 

Jeg blev passeret af en enkelt blå bus, men 

endte med at gå alle 8 km tilbage til min lejlighed, 

hvor jeg nåede et par timer på langs - så kom naboerne 

tilbage. Der var jo kun ét at gøre: jeg gik ned i 

byen og ind på et tilfældigt rejsebureau, hvor jeg 

købte transfer, færgebilletter til Albanien og tilbage 

samt en udflugt til ruinområdet Butrint. Jeg ville 

bare væk fra Gouviá, og det kunne ikke gå hurtigt 

nok. 

Klokken 8.30 næste morgen blev jeg afhentet ved 

landevejen af en transferbus til ‚Albanienshavnen‘. 

Det tog noget tid at få checket billet og pas i havnen, 

men det mest mærkelige var, at da vi stod en 

større flok og var klar til ombordstigning i hydrofoilen, 

kom der en masse mennesker myldrende, og 

deres pas lå i en kasse. En politimand begyndte

med lavmålt, næsten uhørlig røst at lave navneopråb. 

Det viste sig, at den nys tilkomne gruppe fik 

hydrofoil nr. 1, mens vi andre skulle med en tilsvarende 

hydrofoil, - men altså først efter det lidet effektive 

navneopråb, som tog op mod en halv time. 

Men afsted kom vi da. 

Efter 25 minutters sejlads landede vi i Sarande, og 

efter et hurtigt pascheck kunne alle stige ud og - for 

de flestes vedkommende - entre de tre turistbusser, 

der skulle køre til Butrint. Dvs... jeg skulle lige betale 

10 • og have en kvittering (fordi jeg skulle 

være derovre mere end én dag), og imens kørte rutebilerne. 

Så himlede jeg op indtil én fra færgeselskabet 

eller havnen stoppede mig ind i en bil og 

kørte mig til en restaurant, hvor udflugtspassagererne 

holdt en kort pause inden selve turen. 

Jeg sluttede mig til den mindste gruppe, der havde 

en udmærket ældre tysktalende tolk. 

Selve ruinområdet rummer elementer fra næsten 

3000 års historie: fra illyrerne over grækere, romere, 

byzantinere, venezianere til Ali Pasha’s tid i 

1800-tallet, - dvs. hele Albaniens historie i en nøddeskal. 

Og der var buffet bagefter. Da jeg havde 

spist mig mæt, gik jeg ud og hittede et hotelværelse. 

Det blev til et endnu ikke færdigbygget hotel 

ved navn Porto Eda (hvilket faktisk var Sarande’s 

navn i en periode), lige ned til havnepromenaden, 

men muzakfrit. Airconditioningen var ikke pakket ud 

endnu, men varme har aldrig generet mig synderligt. 

Sarande kan ikke siges at være jordens mest spændende 

by, men der var én ting der var interessant: 

albanerne var tilsyneladende i gang med systematisk 

at rive hele byen ned og genopbygge den i nymodens 

vestlig stil. De var endnu i 1991 under 

Europas hårdeste kommunistiske diktatur, men har 

kastet sig ud i en frenetisk kapitalistisk hyperaktivitet, 

der slår alt hvad jeg har set i resten af Østeuropa. 

Spørgsmålet er imidlertid, om de altid er helt realistiske 

i deres tankegang. I 1997 væltede deres økonomi, 

fordi den var baseret på kæmpestore spekulative 

pyramidestrukturer, og regeringen under Sali 

Berisha blev revet med i faldet (han var nu også en 

temmelig led karl). Det er tilsvarende min fornemmelse, 

at de mange byggerier bygger på en urealistisk 

vurdering af det kommende antal turister, - 

når selv rejsebureaufolk på Korfu tror, at man skal 

have visum ved flerdagesbesøg derovre, så er der 

langt igen til det store turist-boom! 

Næste morgen tog jeg en rutebil til byen 

Gjirokaster, hvor jeg så den højtliggende gamle bydel 

(der er specielt velbevaret, fordi Enver Hoxha 

blev født her) og ikke mindst det venezianske fort. 

Da jeg kom ned i den lave bydel igen, stødte jeg på 

en deletaxa til Tirana, og det viste sig, at det kun 

ville koste 1000 lekë at komme derop (ca. 50 kr), - 

så det kunne jeg jo ikke nære mig for.Tirana var en 

mindst lige så stor overraskelse som Saranda: ganske 

vist var man ikke ved at rive byen ned og genopbygge 

den, men man havde malet den i alle regnbuens 

kulører. Alle de grimme grå kommunistiske 

etageejendomme strålede nu i mindst et dusin 

krasse farver hver, næsten som om ejerne havde 

fået ordre på at male sig ud af den stalinistiske tristesse. 

Jeg indlogerede mig på et firstjernet hotel 

(President) i det kvarter, der før revolutionen var en 

aflukket enklave for partikadrerne. Det kostede 

mere end 100 US$, men jeg havde lyst til at bo flot 

i sådan en flot by. 

Næste formiddag så jeg den zoologiske have, men 

den var ikke spor flot, - der var blot en enkelt lama 

og 8 stk. rovdyr tilbage af den fordums glorværdighed. 

Efter dette overflødige besøg spadserede jeg 

op til Nationalmuseet ved Skanderbeg plads. Det 

kan her nævnes, at Skanderbeg var en fremragende 

kristen hærfører, der angiveligt sloges mod tyrkerne 

i 28 slag, hvoraf han vandt 26 og spillede 2 remis. 

Først efter hans død indtog tyrkerne landet, og en 

stor del af befolkningen omvendte sig i de følgende 

århundreder til islam. Det kan ikke undre, at en hel 

sal i museet er viet Skanderbegs minde. 

Det kan heller ikke undre, at den sal der op til 1991 

var helliget Enver Hoxha-kulten nu er blevet pillet 

ned, og at man i stedet har lavet en udstilling til 

minde om kommunismens ofre (og dem er der 

mange af i Albanien!). Hvilket får mig til at fundere 

på, hvad der egentlig er blevet af Venskabsforeningen 

for Danmark og Albanien, som i de onde 

år arrangerede de eneste Albaniensture fra Danmark. 

Sidder Hoxha’s danske venner nu i deres 

kloakrør og græmmes over deres forne vildfarelser? 

Næppe, de sidder snarere rundt omkring på læreanstalter, 

medier og kulturinstitutioner og blærer sig 

med deres dybe indsigt i politik. 

Over middag fandt jeg så rutebilstationen for rutebiler 

syd på (på trods af at den ikke længere er på det 

i LP’s Østeuropa-guide markerede sted). Herfra 

kørte jeg med en rutebil tilbage til Gjirokaster, og 

da det var sent, tog jeg her formedelst 20 • en taxa 

tilbage til Sarande, hvor jeg sov endnu en nat. Klokken 

10.30 næste formiddag returnerede jeg med 

hydrofoilen til Korfu by. 

I havnen i Korfu blev alle pas indsamlet, og vi måtte 

vente en rum tid på at de blev undersøgt i politibygningen. 

Grækerne er ikke specielt glade for deres 

albanske naboer (end ikke for de af dem, der 

faktisk er græsktalende), og de har derfor ikke noget 

ønske om at gøre indrejsen lettere for dem. Da 

passene endelig dukkede op igen, var det betegnende, 

at først fik en diplomatfamilie deres pas tilbage, 

så fik jeg mit, dernæst en engelsktalende 

backpacker, og jeg tør vædde med at albanerne fik 

deres pas til aller allersidst. 

Jeg slog mig i øvrigt ned på et hotel ved havnen i 

Korfu by de sidste to nætter. Da jeg var et smut 

oppe i Gouviá for at hente mine ting fra Villa Rosa, 

spillede naboerne naturligvis. Det ville have været 

en pestilens at bo op og ned ad dem de sidste døgn, 

og jeg kunne kun fryde mig over at være undsluppet 

min forhåbentlig sidste badeferie. 

31 

Niels Iversen

Det glemte Europa 

Moldova - september 2003 

Af Ewa Bylinska 

På alle lige dage afgår der kl. 8 om morgen fra Centralbanegården i Warszawa 

et tog med en sovevogn til Chisinau. 

I løbet af den 38 timers lange tur kommer jeg i 

tanke om en vittighed, der bedst afspejler denne 

rejses stemning. 

Toget kører igennem russiske områder. Standser et 

sted på en øde egn. Der går en time…, to…, tre…. 

Den urolige passager spørger konduktøren: ” 

Hvorfor holder vi her så længe?” 

” Lokomotivet skal byttes” – lyder svaret. 

” Bytter de det til et, der er bedre?” - spørger 

passageren. 

”Nej de bytter det med vodka.” 

Heldigvis var skæbnen mere nådig for vores sovevogn. 

Og de mange timers afbrydelser i rejsen 

havde sin naturlige forklaring. 

Ved den polsk-ukrainske grænse i Przemysl v/ 

Medyka foretages et ”lille kosmetisk indgreb” i 

undersædet. Udskiftning af hjul tilpasser toget til de 

russiske spors parametre. I løbet af natten, et sted i 

Ukraine, bliver vores sovevogn koblet til Moskva-toget. 

Senere bliver sovevognen koblet fra dette tog 

og koblet til et tog, der kører til Odessa. Den ukrainsk-moldoviske 

grænsekontrol er en stor emotionel 

udfordring. Den er en udmærket test for ens nervestyrke 

eller psykiske modstandskraft samt den 

”overlogiske” tænkning. 

I nabokupeen protesterer en moldovisk pige, da den 

ukrainske tolder tager 2 herreskjorter fra hende. I 

alt har hun kun 4 skjorter og forklarer, at de ikke er 

til salg men kun til gave til familien. Tolderen, der 

holder fast ved byttet, har en kort kommentar: ” 

Jeg har også en familie”. Pigen opgiver med fuld forståelse. 

Af en ung polak, der rejser til Moldova, kræves der 

en sundhedsattest. De truer ham med at han skal 

betale strafgebyr i dollars, hvis han ikke har et sådant 

dokument. Den snarrådige unge mand tager 

sin mobiltelefon frem og informerer tolderen, der er 

så ”bekymret ” for hans helbred, at han vil ringe til 

Den Polske Ambassade i Kiev. Hvis konsulatet bekræfter 

kravet om sundhedsattesten, vil han naturligvis 

yde den betaling. Tolderen venter ikke på svaret 

fra konsulatet og forlader hastigt kupeen. 

Mit pas vækker en betydelig sensation. I lang tid 

går det fra hånd til hånd, og jeg hører de fascinerede 

udråb… ”Se her et visum til Syd Afrika!… Hun 

har også besøgt Iran!… Egypten, Kina…! Og se hvor 

mange gange hun har rejst til Danmark!.” For en 

sikkerheds skyld lader de ukrainske toldere mig i 

fred. De kommer sikkert til den for mig fordelagtige 

konklusion, at med alle de stempler må jeg være 

32 

mindst en mafiaboss. Derfor er det bedst at holde 

sig væk fra mig. 

Vi kører ind i Moldova. Gennem vinduet ses Dnjester 

sno sig som en blå sløjfe. Terrænet er let kuperet så 

langt øje rækker. Grønne og blå huse gemmer sig i 

den grønne tykning. Markerne svulmer af majs. 

Vindrueklaser stræber mod himlen. Solsikkernes 

store hoveder nejer for solen. Hyrdinden følger efter 

gæs. På markerne foregår der et intensivt manuelt 

arbejde. Man ser glimt af segl og leer. En malerisk 

landsby idyl. Og som i Faraoners ”gode drøm” – 

overalt græsser flokke af fede køer, geder og får. 

Den moldoviske pige fra nabokupeen, der bor i Polen, 

har næsen helt fremme i vinduet. Hun lyser helt 

op peger hele tiden på noget i landskabet. Berørt 

fortæller hun om den moldoviske landsby, hvor hen- 

Chisinau. Statuen af Kong Stefan som i 14 århundrede regerede 

Moldova. I dag er han symbol på Moldovas frihed.

des bedstemor fremstillede brinza (en stærke fåreost) 

og mamaliga (majsmel varmebehandlet i jerngryde 

- Moldovas mest almindelige brød). Rørt mindes 

hun duften af valnøddesyltetøj. Hendes øjne 

smiler, når hun beskriver de kæmpemæssige vandmeloner, 

hvis søde saft sprøjtede over hele landsbyen. 

Hun mindes de utallige spande med vindruer, 

der blev plukket af skoleungdom som en hjælp til 

landmændene. Efter arbejdet kunne de tage frugt 

med hjem Det kunne ikke betale sig at tage vindruer, 

så de pressede saft af disse. ”Når nogen taler 

dårligt om Moldova, så hader jeg denne person! 

– Naturligvis er det kortvarligt ”– tilføjer hun med et 

smil. 

Balti (ca. 160.000 beboere) – byen hvor ”Spillemand 

på en tagryg” holdt til. Andzela venter på 

stationen. I en taxi kører vi igennem byens hullede 

gader, som har tilpasset sig det kuperede terræn. 

De høje træers enorme kroner skjuler kommunistiske 

betonblokke. Vinranker, der kravler op til den 

øverste etage omfavner de ”spedalske” mure. Man 

får det indtryk, at det kun er vindrueklaserne, der 

holder og beskytter facaden mod at falde fra hinanden. 

Den nedslidte trappeopgang har også fået en ujævn 

- bølgende form som landets geologi. Mellem disse 

grå blokke står en brønd omhyggeligt dekoreret 

som en tro kopi af Kremls tårn. Drikkevandet kan 

kun bruges fra brønde i gården. Derimod ved man 

aldrig hvad der drypper ud af vandhanen. Med så 

forurenet vand er manglen på varme eller ustabil 

strømtilførsel 

kun en mindreubehagelighed. 

”Den kommunistiskeHelligeTreenighed” 

kikker 

stadigvæk på 

byen fra parti 

komiteens 

høje bygning i 

byens centrum.Metalhoveder 

af 

Marx, Lenin 

og Engels, 

som for evigt 

har bidt sig 

fast i bygningens 

facade, 

kan ikke fjernes 

af systemskiftet. 

Balti. Parti komiteens bygning: Den kommunistiske „Hellige 

Treenighed“ (Marks, Lenin og Engels) stadigvæk kigger på byen. 

På den livlige basar under åben himmel kan man 

forsyne sig med alt det nødvendige og unødvendige. 

Overalt spankulerer støvede hunde og katte. Et eller 

et andet sted i byen handles der direkte fra en he- 

stevogn. I den store basarhal ”vandrer” fødevarer 

næsten af sig selv på disken. De hygiejniske forhold 

skriger til himlen. 

I hele dette rod giver et par velplejede objekter nogen 

optimisme: Den røde agtværdige teaterbygning. 

Det lyserøde udskårne bryllupspalads. 

Mærkevarer fra Krikova i butikken fyldt med de 

bedste moldoviske vin- og konjakflasker. Nogle nye 

Internetcafeer giver en illusion om kontakter med 

verden. 

På den store centrale plads fylder den ægte russisk 

kampvogn – mindesmærke og symbol på mange års 

sovjetisk herredømme – godt i landskabet. Som 

nogle af byens indbyggere kommenterer, kørte 

kampvognen i regionen, befriede den fra den tyske 

besættelse og fratog derefter landmænd deres jord 

og sendte dem til Sibirien. Sandelig har skæbnen 

igennem flere århundreder ikke været nådig overfor 

denne del af Europa, men behandlet den som en 

ond stedmoder. Moldova blev slettet flere gange fra 

verdenskortet. Har ændret navn utallige gange og 

gik fra hånd til hånd. Det fødtes for en kort tid for 

atter at komme i fangenskab. Kun dets gamle mystiske 

navn Bessarabien lød som et eventyr …. Og 

kun de maleriske floder Dnjester og Prut svigtede 

ikke regionen og snoede sig på begge sider. 

Fra det 15. århundrede erobredes Moldova af de 

tyrkiske Ossmaner. I det 17 århundrede kom landet 

under russisk styre. Efter første verdenskrig i 1917 

udråbes Moldova for en kort stund til en selvstændig 

republik, men allerede året efter tilknyttes det som 

Bessarabien til Rumænien. Fra 1940 på basis af den 

tysk-sovjetiske ikke-angrebspagt bliver Bessarabien 

33 

„Den glade gris“ på basaren i Balti

frataget Rumænien og Den Sovjetiske Republik 

Moldavien etableres. Først i 1991 bliver Moldova 

selvstændig, men suverænitet har dog ikke ført til 

problemløsning og den er ikke blevet nogen succes. 

Friheden identificerede sig med lovløshed, korruption 

og anarki. Mafia overtog styret. Moldovas banker 

blev de bedste vaskerier for sorte penge. Det er 

ikke nemt at få tingene til at gå op med en gennemsnitlig 

månedsløn, der udgør ca. 40-50 dollars. 

Restaurant „La Taifas“ i Chisinau. 

Selvom halvdelen af Moldovas 4, 

5 mil indbyggere er rejst til udlandet 

for at tjene til dagligt 

brød, er arbejdsløshedsprocenten 

på 50. Statistikken har 

længe ikke illustreret de reelle 

forhold. Af sikkerhedshensyn 

skjuler familierne udrejsen. 

Udlandsopholdet betyder nemlig 

forbedrede livs forhold for de 

øvrige familiemedlemmer, som 

derfor kan risikere at blive udsat 

for røveri. 

Det er blevet almindeligt at 

sælge kvinder til tyrkiske bordeller. 

Det kommunistiske sociale 

sikkerhedsnet er blevet tilintetgjort. 

Nu skal man betale 

for alt. Jeg gyser, da en af pigerne 

fortæller om sin lille søn, som kom ud for en 

ulykke. Da hun kom med ham til skadestuen stillede 

lægerne som det første spørgsmål om hun også 

havde penge til bedøvelsesmidler, da de ellers måtte 

sy det dybe sår uden narkose. 

Efter befrielsen blev det moldoviske sprog, som er 

en dialekt af rumænsk, til officielt sprog. Men i et 

land, der minder om Babelstårnet (moldovere 65%, 

ukrainere 14%, russere 13%, gagausere 3,5%, bulgarer, 

sigøjner, jøder og polakker 4.5%) - er russisk 

det mest nyttige. 

Restaurant „La Taifas“ i Chisinau, hvor de 

nationale moldoviske retter serveres til akkompagnement 

af panfløjtens lyd. 

34 

Frihedens vinde gav næring til etniske modsætninger. 

De gamle åbne sår og andre urimeligheder blev 

bragt i erindring. I 1992 resulterede en russisk 

væbnet modstand i, at de vestlige Dnjesterområder 

løsrev sig fra Moldova og den uafhængige Dnjesterrepublik 

blev dannet. Og selvom ingen regering har 

anerkendt dens illegale eksistens og ikke accepteret 

brud på de internationale regler, så regerer de traditionelle 

kommunistiske sovjetiske symboler i denne 

”selverklærede stat i staten”. Man hylder Lenin, og 

tager kun imod de russiske rubler. 

Yderligere kan man i den sydlige del af Moldova i 

den frie region Gagauzia med det uafhængige parlament 

og eget flag høre gagausisk sprog – en version 

af tyrkisk. 

På vejen til Chisinau kan man igen glæde sig over 

den landlige idyl. I haver bugner frugttræer af frugt. 

På begge sider af landevejen blandt valnøddetræer 

ser man gang på gang glimt af de kulørte kirkekupler. 

Religionsfriheden er kommet tilbage og alle 

trossamfund er taget til nåde. Vi passerer en række 

fascinerende kirkegårde ved vejen. Ved hver grav 

står primitive borde og træbænke. Ifølge den 

moldoviske tradition fejres i begyndelsen af maj 

Allehelgens dag på en festlig vis. De levende fester 

og drikker ”i selskab” med de afdøde. 

Efter den lille Balti føles Chisinau med sine 660.000 

indbyggere som metropolis. Ved siden af bombastiske 

bygninger præget af den russiske byggestil, 

vokser moderne glashuse op. Mange enestående 

teater, -opera og musikhuse vidner om byens kulturliv. 

Nye boligområder opstår. 

Opblomstring af privatisering og 

gennemgribende modernisering 

har givet de mest attraktive historiske 

bygninger deres glans 

tilbage. De udenlandske investorer 

har med deres reklamer tilføjet 

byen flere farver. Ved siden af 

de amerikanske McDonald’s er 

der kommer nogle ægte eksklusive 

europæiske restauranter. En 

af dem er ”La Taifas”, hvor de 

nationale moldoviske retter serveres 

til akkompagnement af det 

nationale instrument panfløjtens 

(nai) lyd og rytmer af den livlige 

moldovisk-rumænske folkemusik. 

I den vidstrakte Puskin´s 

park (digteren, som tsaren 

sendte dertil som straf) mikses 

en samling af stenbuster af de russiske og de rumænske 

forfattere. Langs de brede avenuer giver 

de høje platantræer skygge. Chisinaus indbyggere 

har givet dem kaldenavnet ”de umoralske træer”, 

idet de om sommeren smider barken, så de ligner 

nøgne hvide spøgelser. 

Som en god ånd kom kongen Stefan, som i det 14. 

århundrede regerede Moldova, tilbage til magt og 

ære. Han blev igen en national helt og hans statue i 

byens centrum blev symbol på frihed. Friheden, som 

indtil nu er blevet svær at glæde sig over og som 

ikke er nem at håndtere. Ewa Bylinska

The Hippie Trail - vejen til Paradis 

Af Erik Pontoppidan 

Itsi Bitsi ta’ med mig til Nepal 

vejen er lavet af rågummisåler 

ta’ dine sko af for asfalten tåler 

kun dine bare tæer 

kys dine skarabæer 

lyt til speedometeret der skråler 

at vi er inviteret til lama-bal 

så Itsi Bitsi, ta’ med mig til Nepal 

Det flyvende tæppe går klokken otte 

Bob Dylan har ringet og sagt vi kan nå det 

vi har brystkarameller med 

i vores trøst-caraveller ved Nordpolen 

hvor isbjørnen blev skudt uden at nogen kvinder så 

det 

vi spiser hval og drikker tran i Knud Rasmussens hal 

så Itsi Bitsi, ta’ med mig til Nepal 

(Stig Møller - Eik Skaløe, Steppulvene, fra LPen 

„HIP“, marts 1967) 

I slutningerne af 1960-erne og i begyndelsen af 70erne 

rejste et stort antal unge fra Danmark den 

lange vej over land gennem Europa, Tyrkiet, Iran, 

Afghanistan, Pakistan og Indien til Nepal. Nogle var 

kun væk få måneder, andre brugte halve og hele år 

til turen, og enkelte slog sig ned i Nepal eller Indien 

i flere år, mens de førte en syret tilværelse på et 

lavbudget og på mere eller mindre hårde stoffer. 

Det var en trend, der blev uløseligt knyttet til hippie-generationen 

og lagde grunden til backpackernes 

massive erobring af verden mange år senere. 

The Hippie Trail er blandt andet blevet udødeliggjort 

af Steppeulvenes „Itsi Bitsi – ta’ mig med til Nepal“, 

og sangeren Eik Skaløe er blevet en myte med sin 

mystiske og tragiske død i Indien. Men hvorfor 

gjorde de det? Hvorfor forlod så mange unge deres 

trygge rammer for at tage ud på en strabadserende 

rejse til den tredje verden? 

Bortset fra muligheden for billig hash og narkotika 

så var der mange andre grunde til, at hippierne pakkede 

rygsækken: Længslen efter eventyret, fascinationen 

ved nomadetilværelsen, oplevelsen af eksotiske, 

fremmede kulturer, ønsket om at komme væk 

fra den daglige trummerum, behovet for at distancere 

sig fra det borgerlige samfund. Og for rigtig 

manges vedkommende blev rejsen også en søgen 

efter deres egen identitet. Men ligegyldigt hvad der 

fik dem til at tage af sted, så har de næsten alle 

sammen én ting til fælles: Rejsen kom til at præge 

dem for resten af livet, og den blev skelsættende 

for deres meninger og holdninger i deres senere 

karriere i det pulveriserende liv. Troels Kløvedal 

overdriver ikke, når han fortæller om mange af sine 

venner og bekendte, som kom hjem fra Indien og 

Nepal i den periode og tilbragte det næste halve år 

med at kigge ind i en væg i et forsøg på at fordøje 

deres oplevelser. 

Der blev flyttet mange grænser for datidens hippier 

og backpackere under den rejse. Dengang var det 

meget mere usædvanligt og besværligt at rejse 

langt væk end i dag, og af samme grund var steder 

som f.eks. Kathmandu og mange steder i Indien og 

det øvrige Nepal langt mere eksotiske og fremmedartede 

end nu. De, der aldrig havde været uden for 

Europa før - og det var langt de fleste - fik deres 

livs kulturchok. Allerede Tyrkiet var fuldstændig anderledes 

med hensyn til folks kultur og væremåde, 

men det helt store chok var mødet med Indien. Det 

er et land, man enten kommer til at elske eller 

hade, og det er umuligt at beskrive for dem, der 

ikke har været der før - både dengang og nu. Indien 

er ikke for begyndere, og kan man overleve her, kan 

man overleve hvad som helst, men så godt som ingen 

besøger landet uden at blive stærkt påvirket. 

Hvis man ikke har en veludviklet humoristisk sans, 

er tålmodig og tolerant og kan lide en vis form for 

vanvid i vekslende doser, er Indien et land man skal 

holde sig fra! 

Jeg rejste selv til Nepal ad The Hippie Trail i vinteren 

og foråret 1969 med offentlige transportmidler. 

Mine forventninger til turen var på én gang enorme 

og uvirkelige. Jeg havde aldrig været uden for 

Europa før, og mit senere møde med Orienten og 

Fjernøsten blev for mig som for de fleste andre 

backpackere et enormt kulturchock. Jeg havde flere 

bevæggrunde til at tage af sted, men mit vigtigste 

formål med rejsen var en længe næret drøm om at 

vandre i Himalaya, som kun var besøgt af få vesterlændinge 

på det tidspunkt. Rejsen startede på Københavns 

Hovedbanegård på en iskold, sen aften i 

februar med Østersø-ekspressen med kurs mod det 

daværende Østberlin over Gedser. Dengang var der 

langt mere eventyr over en togrejse end i dag, også 

i Danmark, og i det hele taget var jernbaner noget, 

man kunne høre, føle og lugte i langt højere grad 

end i nutidens syntetiske metalhylstre. Jeg kan 

f.eks. huske, at Østersø-ekspressen altid medbragte 

en direkte, gennemkørende sovevogn fra København 

til Moskva, og det syntes jeg i sig selv var meget 

eksotisk. I dag skal man skifte tog et utal af 

gange bare for at rejse til Italien. 

Mod nye horisonter 

Tidligt næste morgen kom jeg til Østberlin, og derfra 

gik det videre med tog over Prag, Budapest, 

Beograd og Sofia til Istanbul i Tyrkiet. 

Efter nogle dage her gik det videre over Bosporus til 

Erzurum, som ligger i det anatolske højland i Østtyrkiet 

- en togrejse på cirka 2 døgn gennem et 

storslået, øde landskab. Byen ligger i 2.000 meters 

højde, kulden i februar var bidende, der kørte hestetrukne 

kaner rundt i gaderne, og vi måtte drikke 

i spandevis af te for at holde varmen. På grund af 

snemasserne blev den lokale bus mod Iran forsinket 

et par dage, men omsider kørte vi videre gennem 

den tyrkiske ødemark, tæt forbi Ararat-bjerget 

(kendt som stedet, hvor Noah’s Ark strandede!) og 

35

Med tog gennem det anatoliske højland fra Istanbul til 

Erzurum. 

over grænsen via Tabriz til Irans hovedstad 

Teheran. Herfra videre med tog gennem ørkenen 

til den meget religiøse by Mashad i det nordøstlige 

Iran, hvor det lykkedes mig at få et visum til nabolandet 

Afghanistan. Videre med bus over den afghanske 

grænse til Herat og derfra via Kandahar til 

hovedstaden Kabul. Modsat manges opfattelse er 

Afghanistan faktisk et meget smukt og naturskønt 

land, og hvis ikke der havde været krig i årtier ville 

det helt sikkert have været med i programmerne 

hos de mange bureauer, der arrangerer eventyrrejser. 

Når nutidens danskere f.eks. hører navnet 

Kandahar, tænker mange sikkert på et tilholdssted 

for Osama Bin Laden og Al Queida, med sønderbombede 

huse og maskingeværer på gadehjørnerne, 

men jeg husker byen som et meget eksotisk sted 

med alle de ingredienser, som hører med til forestillingen 

om en eventyrrejse. 

Marked i Kabul i Afghanistan i foråret 1969. 

Vi sad på en restaurant i den lune aften og spiste 

Shish Kebab, og der duftede af fremmedartede 

krydderier, mens lyden af cykelklokker hørtes overalt 

i den næsten bilfri by. 

36 

Kort før ankomsten til Kandahar gjorde bussen fra 

Herat holdt i ørkenbyen Girisk, som også tilsyneladende 

hvilede i sig selv. Overalt så man turbanklædte 

afghanere i eftermiddagssolen, som sad 

uden for deres huse, mens de drak te og spillede 

noget der lignede dam eller skak. 

En lokal bus på vej gennem ørkenen fra Herat til Kandahar i 

Afghanistan 

Fra Kabul kørte vi ned til varmen i Pakistan over det 

berømte Khyber-pas via Peshawar til Lahore. Nu var 

der ikke ret langt til hippiernes første drømmeland! 

Grænseposterne lå langs en stille landevej med 

skyggefulde træer og eksotisk fuglesang, og efter et 

par timer stod vi i det legendariske Indien. Vi hyrede 

straks en hestevogn til den nærmeste by 

Ferozepore, og om aftenen fik vi vores første tur 

med de indiske jernbaner. Næste morgen ved solopgang 

stod jeg på Connaught 

Place i centrum af Indiens 

hovedstad New Delhi efter 

en anstrengende men fantastisk 

rejse over land fra det 

fjerne Danmark! 

De indiske jernbaner 

Alene det at rejse med de 

indiske jernbaner var en 

grænseoverskridende oplevelse. 

Menneskemylderet, 

det totale kaos på stationerne, 

tesælgerne, nysgerrigheden, 

stanken, støvet, 

de næsten kilometerlange 

togstammer - for slet ikke at 

tale om de enorme damplokomotiver, 

som var enhver 

jernbaneentusiasts drøm! 

I Danmark forsvandt damplokomotiverne stille og 

roligt i begyndelsen af 1960-erne, men ikke i Indien. 

Det var togrejser, der ville noget! Det virkede 

som om store dele af landets indbyggere var på 

evig rejse, hvilket naturligvis var forkert, men for-

nemmelsen skyldtes den store befolkningstæthed i 

landet. Det var hårdt at rejse med tog på tredje 

klasse i flere døgn, men set i bakspejlet er det 

Damplokomotiv på 

hovedbanegården i Bombay, foråret 1969. 

åbenbart lykkedes mig at fortrænge alle de ubehagelige 

oplevelser, for togrejserne i Indien står i dag 

for mig som noget spændende og eventyrligt. 

Mange måneder efter hjemkomsten kørte oplevelserne, 

lydene og lugtene rundt i hovedet på mig 

igen og igen som en filmsløjfe. 

Mod Kathmandu 

Nu nærmede jeg mig efterhånden Nepal! I Delhi 

steg jeg på „Upper India Express“, og kørte videre 

Ligbrænding ved Ganges-floden i 

Benares, Indien. 

mod øst. Beundrede det flade, frugtbare nordindiske 

landskab med marker, hestetrukne kærrer og 

spredte træer, som passerede forbi gennem de glasløse 

gittervinduer på tredje klasse til akkompagne- 

ment af lokomotivets fløjten. 

Dundrede over adskillige jernbroer fra den engelske 

kolonitid under en øredøvende larm. Stod af toget i 

Agra for at se det legendariske Taj Mahal, men selv 

her i røgelsesduften fra det utrolige palads kunne 

man ikke undgå at høre den evindelige fløjten fra de 

gigantiske damplokomotiver. Dén lyd vil jeg aldrig 

glemme, og den vil for mig altid være forbundet 

med Indien. 

Efter cirka et døgns togrejse stod jeg af i Patna, og 

nu var tiden kommet til at bevæge sig mod nord, i 

retning af Nepal og Himalaya. I løbet af aftenen og 

natten krydsede jeg Ganges-floden med en færge 

og kørte med en lokalbane via Muzaffarpur til grænsebyen 

Raxaul. 

Herfra tog jeg med en bus op til Kathmandu om 

morgenen. Jeg havde endnu ikke set skyggen af 

bjerge, men efter et par timers kørsel gennem det 

flade Terai-bælte med skov dukkede „the Himalayan 

foothills“ op i disen, og bussen begyndte at kravle 

op i verdens højeste bjergkæde. Den tur blev et af 

rejsens højdepunkter. Jeg havde drømt om at se 

Himalaya i mange år, og nu sad jeg i en lokalbus, 

som langsomt kæmpede sig op mellem terrassemarkerne 

med rasende motor i lavt gear. Det var en 

fantastisk oplevelse! 

Denne vej, som var Nepals første trafikforbindelse 

til omverdenen, blev åbnet så sent som i 1953 og er 

130 km lang. Den var også i 1969 den eneste eksisterende 

kørevej til nabolandene, og før den tid blev 

alle varer båret op til Kathmandu til fods af en hær 

af bærere, som enten levede af det eller blev hyret 

fra tid til anden i de omkringliggende 

landsbyer. Det 

var vidunderligt at komme 

op i højderne og den friske 

luft efter den frygtelige 

varme nede i Indien. Turen 

varede det meste af en dag, 

og hen under aften nåede vi 

rejsens mål, som var Nepals 

hovedstad Kathmandu. 

37 

Trekking i Nepal 

Hermed var jeg stået af The 

Hippie Trail indtil videre og 

kunne kaste mig over hovedformålet 

med den lange 

rejse, nemlig at realisere 

drømmen om at vandre i 

Himalaya. Det lykkedes mig 

også i fuldt mål, og oplevelserne 

på trekking i bjergene 

blev nogle af de største, jeg 

nogen sinde har haft. Men 

det er en helt anden historie, som der ikke er plads 

til at fortælle om her. Jeg hyrede selv en sherpa (til 

7 kroner om dagen), som viste vej, lavede mad og 

sørgede for det meste af det praktiske. Ude i de 

små landsbyer og bjergstammer levede man stort 

set stadig som i middelalderen.

Nepal er landet, hvor det at vandre ikke er noget, 

indbyggerne gør for deres fornøjelses skyld, men af 

simpel nødvendighed, for langt det meste af landet 

var (og er stadig) helt uden veje og biler. 

De første hippier kunne stort set have hele Nepal for 

sig selv, men siden dengang er antallet af turister i 

Nepal steget år for år. I 1952 var der 562, i 1964 

var tallet steget til ca. 10.000, i 1968 var der over 

20.000, og i dag er turismen nærmest eksploderet. 

Enhver, der har lysten og er i rimelig god fysisk 

form, kan i dag tage af sted på en arrangeret 

trekkingtur eller på et såkaldt „teahouse-trek“, hvor 

man vandrer individuelt og bor på små guesthouses 

ude i bjergene. 

Men følelsen af at være pioner og opdagelsesrejsende 

er forsvundet. Kathmandu ER blevet en moderne 

storby med alt, hvad det fører med sig, men 

Fra det centrale Kathmandu, 

foråret 1969. 

selve Kathmandudalen omkring hovedstaden og den 

gamle bydel er absolut stadig et besøg værd. Og 

Nepals bjerge med de mange landsbyer, stammer 

og sproggrupper vil mange, mange år ud i fremtiden 

bevare deres uberørthed. 

Dette var cirka en titusindedel af, hvad jeg oplevede 

på turen. Naturligvis gjorde jeg længere ophold 

mange af stederne undervejs og oplevede en utrolig 

masse ting, men det er der slet ikke plads til at 

skrive om her. 

I forhold til nutidens transport, hvor man sætter sig 

ind i et fly og står ud i Langbortistan få timer senere 

var rejsen hård og anstrengende, men den satte sig 

dybe spor hos dem, der gennemførte den. Det får 

man bekræftet, når man taler med gamle hippier og 

veteraner fra „The Trail“ eller læser diverse beskrivelser 

på internettet. For mange blev turen en væsentlig, 

uformel del af deres uddannelse, og for mit 

38 

eget vedkommende blev rejsen normgivende for 

mange af mine senere holdninger, vaner og gøremål. 

Et af problemerne var, at rejsen blev svær at overgå 

med hensyn til alle senere indtryk og oplevelser. 

Problemet er beskrevet af flere kendte globetrottere, 

blandt andet af Arne Falk-Rønne. Han har 

blandt andet sagt, at det kan være svært at engagere 

sig i banale, dagligdags begivenheder - for slet 

ikke at tale om et fast lønarbejde - når man først én 

gang har prøvet det frie rejseliv med dets uendelige 

muligheder. Det kan mange af nutidens unge backpackere 

tale med om. 

For mit eget vedkommende blev „The Hippie Trail“ 

starten på en livslang karriere som backpacker i 

store dele af verden. 

Min elskede nu er jeg 

kommet tilbage 

Fra et vanvittigt trip til det 

mellemste østen 

Jeg bringer guld fra 

moskeernes tage 

Og ædel silke fra middelhavskysten 

Jeg har blaffet titusinde 

kilometer 

Min tale er heftig som blæst 

på trompeter 

Lad mig knæle for din 

bestjernede fod 

Og gi´ dig et lotus læbekys 

Min elskede snus til min 

Afghan jakke 

Broderet med isblomster fra 

Gülhane 

Når vi har grinet så skal vi 

snakke 

Dit sorte hår drypper smukt 

fra din pande 

Det er svært at få vejret når man endelig ses 

Og bjæffer af lykke som små pekingesere 

Lad mig knæle for din bestjernede fod 

Og gi´ dig et lotus læbekys 

(Fra „Til Nashet“, HIP, marts 1967. Tekst: Eik 

Skaløe, musik: Stig Møller, Steppulvene) 

Erik Pontoppidan

Abe skønne Borneo 

Af Kenneth Hvolbøl 

..og slangen i paradiset 

Efter nogle dage i rene, travle, effektive, velordnede 

og lettere uinteressante Singapore, så vi alle frem 

til lidt mere vilde og uforudsigelige oplevelser på 

malaysisk Borneo. Min forestilling af Borneo bar i 

høj grad præg af, at de bøger jeg havde læst om 

fordums eventyreres oplevelser, alle var mere end 

50 år gamle. Stor var min overraskelse da jeg konstaterede, 

at Kota Kinabalu faktisk var en rimelig 

stor provinsagtig by med voldsomt osende bybusser 

og knap så voldsomt osende langdistancebusser, 

som forbinder de fleste af Borneos kystbyer med 

hinanden. Prisniveauet, havde vi hørt, var et af Asiens 

højeste, men sammenlignet med chokerende 

dyre Singapore følte vi os nærmest velbjærgede på 

Borneo. Vi fandt således hurtigt en billig, ydmyg 

backpackerlodge midt i byen, hvilket skulle vise sig 

at være en mindre fejl. 

Nede på gadehjørnet lå en lille uskyldigt udseende 

beværtning med servering af små måltider og dæmpet 

musik. Klokken 3 om natten havde vi stadig 

ikke lukket et øje, og uskylden var som forduftet. 

Der var nu fyldt med højtråbende cafegæster og 

dunkende rockmusik. Da vi prøvede at lukke vinduet 

for larmen, begyndte sveden øjeblikkeligt at 

drive af os, mens den tunge fugtige varme fik luftrøret 

til at snøre sig sammen, og gispende måtte vi 

smække vinduet op og lukke en befriende brise 

samt larmen ind. 

Klatøjede sjoskede vi ned til havnen for at tage en 

båd til Tunku Abdul Rahman National Park, hvor 

koralrevet skulle være rimeligt børnevenligt. Betænkelige 

skuede vi ud over de skummende bølgetoppe, 

men blev af venlige lokale forsikret om, at det skam 

var helt i orden at sejle ud til de små skovdækkede 

øer i nationalparken. Mindre end halvvejs måtte vi 

vende om. Da havde båden allerede taget utallige 

tæsk fra Kong Neptun. Flere af passagerne skreg og 

tiggede kaptajnen om at sejle tilbage, hvilket han til 

sidst indvilligede i. Det var ufatteligt, at ingen kastede 

op. Fra skosnude til hårtop var alt drivvådt fra 

de utallige bølger, som havde skyllet ind over stævnen. 

Slukøret gik vi tilbage til KK for at finde et 

mere roligt logi. Vi fandt Lynns lille brochure på 

turistkontoret og ringede til hende. En times tid senere 

sad vi hjemme hos hende og drak te, mens 

Nadia og Alexander jagtede hendes katte. Lyns engelske 

niece fortalte os lidt om orangutangerne i 

Sepilok, som vi alle glædede os til at opleve, og derefter 

kørte Lynn os til hendes lodge i udkanten af 

byen. Da vi først havde vænnet os til de galende haner, 

gøende hunde, naboens musikanlæg og flyvemaskinerne, 

som lagde an til landing lige hen over 

hovederne på os, var det såmænd et udmærket 

sted. 

Vi besøgte KKs berømte søndagsmarked, som bød 

på alt fra skildpadder i spande, hundehvalpe, kani- 

ner i bur, til frugt og cowboybukser. Vinden havde 

nu heldigvis lagt sig, så vi forsøgte endnu engang at 

sejle til Tunku Abdul Rahman og denne gang med 

held. Hele dagen snorklede Nadia og Alexander mellem 

kuffertfisk, anemonefisk, pincetfisk og 

papegøjefisk, mens Vibeke og jeg betragtede en flok 

frække Makakaber, hvis foretrukne tidsfordriv var at 

splitte de tilstedeværende skraldespande ad. En af 

aberne havde stukket hånden ind i en opsprættet 

Coca-Cola dåse, men var ikke i stand til at få den ud 

igen, så den klatrede blot rundt med dåsen på 

hånden.skræmmende! 

Monkey business 

Lyn virkede nærmest som vores privatchauffør, og 

denne morgen kørte hun os til bussen, som kørte 

mod Sepilok orangutang rehabilitationscenter. 5½ 

time kørte vi tværs over Nordborneo. Først gennem 

pragtfuld dampende jungle omkring Kota Kinabalu 

national parken, men senere blev det afløst af et 

39 

Nadia får en orangutang krammer.

enormt område, hvor junglen har måttet vige for de 

ucharmerende, men økonomisk indbringende oliepalmer. 

Det var med en magtesløs, deprimerende følelse, vi 

passerede de endeløse plantager af død. 

Vi stod af bussen, spændte rygsækken på og spadserede 

de sidste kilometer til Sepilok reservatet ,der 

som en forholdsvis lille oase har fået lov til at ligge 

uberørt mellem oliepalmeplantagerne. 

Vi indkvarterede os på Sepilok Jungle Resort, hvor 

det viste sig, at prins Henrik netop havde overnattet 

et par dage. Værtinden pegede stolt på et stort fotografi 

af den danske prins. Vi følte os overbeviste 

om, at prins Henriks værelse bestemt måtte have 

været af en lidt anden beskaffenhed end vores noget 

ydmyge logi. 

Dr. Livingstone we presume! 

Det var orangutang fodrings tid, så turisterne begyndte 

at flokkes omkring foderplatformene. Jeg 

tror aberne kendte klokken, for de var også på pletten. 

De fordrev ventetiden med at drille hinanden, 

og udføre akrobatik mellem træerne i de udspændte 

tove. Det første, som slog mig, var orangutangernes 

kloge øjne. De kigger gennem mig, dybt ind i sjælen, 

som om de ville sige, Hvad er det din race har 

gjort ved vores skov, har I virkelig ret til det? Jeg 

rystede den dårlige samvittighed af og vi fulgte ad 

en sti en stor orangutang ind i junglen. Som den naturligste 

ting satte den sig pludselig på en bænk og 

stirrede på os. Vi satte os ved siden af, og jeg er 

sikker på, at hvis nogen havde passeret os, havde 

de ikke så meget som skelet til sceneriet på bænken. 

Så naturligt sad vi, og de sølle 3% kromosomforskel 

var et øjeblik som udviskede. Tilbage på 

Sepilok Jungle Ressort måtte vi bruge en times tid 

på at pille ækle igler af kroppen. De lokale fandt det 

vældigt morsomt, og når vi smed iglerne på gulvet, 

dryssede de blot salt på, hvorpå iglerne vred sig i 

dødskrampe. 

Kinabatangan floden er en anden uberørt perle i 

Nordborneos jungle. Onkel Tan har her en særdeles 

rustik jungle camp, hvor turister har mulighed for at 

overnatte, det måtte vi prøve. En åben langbåd 

bragte os op ad floden. Undervejs så vi krokodiller, 

40 

makakaber og store flokke af de besynderligt udseende 

næseaber, som viste sig håbløse at fotografere, 

da de er meget sky og stikker af i lange frygtløse 

kæmpespring fra træ til træ, når vi nærmer os. 

Campen er kun nogle åbne hytter med tynde madrasser 

på et bræddegulv og udspændte moskitonet 

for at holde krybene væk. Når det regner, og det 

gør det jo i en regnskov, er der pløre overalt. Der er 

masser af dyr. Børstesvin som rydder området for 

madaffald, i skarp konkurrence med et par kæmpe 

monitor firben. Pygmæegern, vandrende blade og 

pinde, næsehornsfugle, flagermus og forskellige 

aber holder os med selskab, dagen og natten igennem. 

Af og til kigger vilde orangutanger ned gennem 

trækronerne, og hist og her vidner store 

gødningsbunker om den sjældne skovelefants tilstedeværelse. 

Da vi efter mørkets frembrud sejler på 

floden, ser vi flere krokodiller, nathejere, ugler og 

sovende aber i lyskeglen. Inden sengetid måtte vi 

udvise en bille på størrelse med et marcipanbrød fra 

vores soveværelse. Så stoppede generatoren, lyset 

gik ud og overlod os til junglenattens fascinerende 

lyde. 

Småkedelige Brunei 

Efter Sabah kørte vi mod Sarawak, og på vejen er 

det naturligt, at besøge det lille sultanherredømme 

Brunei. Vi ankom via hurtigbåd og senere taxa til 

Bandar Seri Bagwan. Vi havde planlagt at overnatte 

på vandrehjemmet, men vi havde hørt, at man som 

mand og kvinde måtte sove i hver sin sovesal, hvilket 

ikke var særlig praktisk, når vi nu rejste som en 

familie. Heldigvis talte taxachaufføren et glimrende 

engelsk, og han kunne henvise os til nogle bekendte, 

som gerne ville have turister overnattende, 

og prisen var i modsætning til alle andre steder i 

Brunei særdeles rimelig, så det tilbud tog vi imod. 

Det viste sig imidlertid at være et rædselsfuldt 

ucharmerende værelse, med et par ekstra madrasser 

på gulvet, placeret midt i en kinesisk boligblok. 

Der var ingen i nærheden, som talte et kuk engelsk, 

der var ingen vinduer, og værelset lugtede muggent, 

men pyt! Det var jo kun for 2 nætter. Man kan 

godt se at Brunei er ved muffen. Gode brede og 

ikke mindst jævne veje, fede biler, flotte boligkomplekser, 

eksklusive shoppingscentre, store springvand, 

og særdeles prangende moskeer. 

Brunei har også verdens største bydel beliggende på 

pæle i vandet, eller en kampong, som det også hedder. 

Vi tog en af de vandtaxaer, der fræsede rundt 

overalt som rasende hvepse, ud til den 400 år 

gamle Kampong Ayer og balancerede rundt på de til 

tider skrøbelige og nogle steder, halvrådne brædder. 

Livet var her helt anderledes roligt end på land. Vi 

hilste på glade børn, som badede i vandet mellem 

dynger af affald. De voksne smilede venligt, og en 

flink mand viste os over til kampongens lille museum, 

hvor der var samlet en masse skrammel. 

Som de eneste besøgende følte vi os forpligtigede til 

at virke interesserede, så vi snusede lidt rundt. Tilbage 

på land følte vi os fristet til at besøge et af de 

mange indkøbscentre, hvor vi lamslåede kunne konstatere, 

at Bamses Venner tonede ud af højtalerne

med “I en lille båd der gynger”, gudhjælpemig på 

dansk!!. Vi kiggede indenfor i Bruneis mest storslåede 

bygningsværk, Omar Ali Saifuddin Moskeen, 

som sultan Hassanal Bolkiah havde spenderet millioner 

af Brunei dollars på. Nadia var stiktosset over at 

måtte bære en sort Dracula-lignende kappe over sin 

i muslimske øjne usømmelige påklædning for at 

slippe ind. Vi gik tilbage til hotellet i silende regn, 

men på trods af at vi var drivvåde, standsede et par 

kvinder og tilbød os et lift helt hen til døren, meget 

venligt. 

Det var hulens! 

Tidligt næste morgen tog vi af sted mod Sarawak. 

Turen passerede den ene oliepumpe efter den anden, 

og langt ude på vandet stod talrige boretårne. 

Hele fem forskellige busser og en færge senere nåede 

vi Miri i Malaysia-staten Sarawak. 

Vi styrtede rundt for at finde ledige flybilletter til 

Mulu nationalpark, men ikke uden besvær for det er 

et populært sted på grund af de fantastiske huler. 

Snart hang vi højt over Borneos tætte jungle i en 

lille 20 personers propelflyver. Vi kunne følge den 

bugtende Baram flod, ved hvis bredder det mystiske 

Penan nomade folk lever, alene tanken om en eventuel 

nødlanding kunne få det til at krible i enhver 

eventyrer. Piloten slog et sving omkring de ca. 45 

meter høje knivskarpe klipper kendt som The 

Pinnacles, hvilket gjorde at vi fløj en rum tid under 

bjergtoppene, det var meget fascinerende. 

Mulu nationalpark indeholder en del kalkstensgrotter, 

som hver for sig er imponerende. Deer cave 

skiller sig kraftigt ud fra mængden ved at være helt 

kolossal. Hovedkammeret er imponerende 174 meter 

bredt og 122 meter højt. 3½ gang kunne Rundetårn 

stå oven på hinanden og så er der stadig 10 

meter til loftet fabelagtigt!. Store dele af loftet var 

tæt pakket med flagermus, flere end 1 million, mener 

eksperter. Det efterlader naturligvis en del 

flagermuselort eller guano, som alt sammen havner 

på gulvet, og efterlader os nysgerrige turister som 

Bambi på isen, alt imens den harske salmiakstank 

tvinger tårerne frem i selv den sejeste eventyrer. 

Henad aftenstid samles flagermusene i store grupper, 

der med korte intervaller forlader Deer cave 

som en lang bugtende kæmpeslange for at jage insekter 

i aftendæmringen. Lytter man efter, høres en 

sagte summen fra det enorme antal baskende flagermus 

vinger. I 45 minutter beundrede vi et af naturens 

storslåede underværker, før vi gik tilbage 

gennem junglen. 

Vi fik i nat selskab af det lokale dyreliv i form af en 

fed rotte, som åbenbart var sliksulten. Pusleriet fik 

mig til at tænde lygten, og måbende overværede 

jeg kræet slæbe af sted med vores uåbnede 100 

grams Toblerone af fineste schweiziske kvalitet for 

til sidst at trække den ind i et hul i væggen, hvilken 

frækhed!. Næste morgen gik vi et par timer ud til 

Wind cave, som oplyst lignede en hel eventyrverden. 

Clearwater cave var særlig seværdig med en 

stor sejlbar underjordisk flod, og der hvor den brød 

op til overfladen var den dejligste junglepool omgi- 

vet af den skønneste sandstrand, lige midt i regnskoven. 

Et dansk islæt 

Det var lige noget vi havde brug for, oven på en 

lang svedig trekkingtur gennem regnskoven, og der 

gik ikke lang tid, inden vi lå og flød i det kølige 

vand. Det var ikke svært at se hvorfor Penannerne 

holdt til her, men nu er de væk, for de blander sig 

ikke gerne med civilisationen. 

Fra Mulu gik det stærkt sydpå med store ukomfortable 

airconditionerede busser. 

Airconditionen bestod som regel af et par smadrede 

ruder, som fik de snavsede gardiner til at stå vandret 

gennem bussen. Det sidste stykke til Kuching 

foregik med hurtigbåd fra Sibu. Da vi ankom til 

Kuching ringede vi til Ib Larsen fra De Berejstes, 

hvorefter han hentede os på kajen. Vi havde aldrig 

mødt Ib før, men det forhindrede ham ikke i at være 

så gæstfri at invitere os til at bo hos ham i hans dejlige 

lejlighed i Kuching. Beæret tog vi imod det generøse 

tilbud og fik vores eget værelse med bad. Til 

bebyggelsen var tilknyttet en skøn swimmingpool, 

som Nadia og Alexander straks hoppede i. Her var 

også den dejligste udsigt over byen, men tilsyneladende 

en del tåget. Det viste sig at være smog fra 

den indonesiske del af Borneo, Kalimantan. Smoggen 

blev værre og værre i de dage, vi var der, og Ib 

fortalte, at det var foregået siden den asiatiske 

økonomikrise startede i 1997. Siden var Indonesien 

41 

Røgen fra Kalimantans brændende regnskov, tvinger Ib til, at 

arbejde med åndedrætsværn.

stille og roligt begyndt at gå i opløsning, og der var 

slet ikke styr på, hvor meget skov der blev fældet af 

hvem. Det udnyttede især indoneserne i Kalimantan 

til at holde sulten fra døren ved at fælde og sælge 

de værdifulde træer og afbrænde det værdiløse 

krat, så der bliver plads til en kortvarig afgrøde. 

Det unikke dyre- og planteliv må betale prisen. 

Hver dag var der smogmålinger i aviser og radio, og 

på særlig slemme dage holdt skoler samt institutioner 

lukkede, og folk holdt sig inden døre. Selv indendørs 

arbejde Ib med åndedrætsmaske - uhyggeligt!. 

Helt ovre i Singapore var man påvirket af smoggen, 

det er en katastrofe! 

Vi fik lov til at gå amok i Ibs rugbrød, leverpostej og 

makrelsalat, hvilket bragte det store smil frem hos 

ungerne efter at have levet af ris og pomfritter i en 

måned. Ib havde masser af ideer til udflugter og aktiviteter, 

så vi blev helt stressede af kun at have 10 

dage omkring Kuching. Vi forsøgte derfor at få flyttet 

vores flybilletter, men det kunne kun lade sig 

gøre, hvis vi betalte en helt urimelig ekstra udgift. 

En skide god oplevelse 

Ib tog os bl.a. ud til Matang wildlife center, hvor han 

har gode forbindelser til rangerne. Derfor fik vi lov 

til at komme ind og lege med stedets 4 uimodståelige 

orangutangunger. Det kostede en ualmindelig 

grim overpyntet lagkage som tak for hjælpen til 

rangerne. Den satte de til livs i løbet af nul komma 

fem. Efter at have set orangutangerne i Sepilok var 

det en ganske særlig oplevelse og et privilegium, at 

få lov til at lege med dem her i Matang. De var ret 

håndfaste og den ældste af dem ret grænseafprøvende. 

Vibeke fik hurtigt revet en 10 centimeter lang 

flænge i sin nederdel, mens en af aberne syntes, at 

Alexanders shorts smagte pragtfuldt. Deres hænder 

og fødder holdt fast alle vegne, det var nærmest 

umuligt at få dem til at give slip. Den allermindste 

befandt sig åbenbart glimrende ved at klamre sig til 

min overkrop og uimodståelig som den var, lod jeg 

den sidde. 

Om det var bevidst, ved jeg ikke, men da et saligt 

smil bredte sig over orangutangungens ansigt, smilede 

jeg naturligvis tilbage, men mærkede samtidig, 

at min T-shirt og mine shorts blev så mistænkeligt 

fugtige. Ganske rigtigt! Orangutangen havde tisset 

og ikke mindst skidt ud over mit allerbedste tropetøj, 

utaknemmelige bæst! Samtidig mens jeg befippet 

vaskede lortet af mig, kunne jeg se på 

rangernes dumme grin, at deres dag var reddet. 

Skrang 

Næste morgen tog vi midlertidig afsked med Ib og 

kørte til Skrang floden, hvor vi blev sejlet 2 timer op 

ad den grumsede vandvej. Også her var røgen fra 

jungleafbrændingen tydelig over Sarawaks trætoppe. 

Skrang floden er relativt smal og med træ- 

42 

erne skrånende ind over vandet, virker den både 

mystisk og eventyrligt dragende. Iban stammen er 

den største befolkningsgruppe på Borneo. De bor 

traditionelt i store langhuse langs floderne, hvor et 

hus stort set udgør hele landsbyen, det var sådan et 

langhus vi skulle besøge. Vel ankommet i Lalang, 

blev vi budt på te hos Entalai, i hvis del af langhuset 

vi skulle bo. Alexander og Nadia vakte en del opmærksomhed, 

for vel kommer her turister, men 

børn er en absolut sjældenhed. Langhuset bestod af 

21 familier og er ca. 150 meter langt. Huset er bygget 

på pæle, og under det huserer svin, høns og dusinvis 

af hunde. Under loftet hænger stadig 

afhuggede hoveder fra de gode gamle dage og griner 

ned til os. De er i dag alle registrerede, og regeringen 

ser helst, at antallet ikke bliver forøget. 

Lalang’s Chief Number One Man. 

Ved aftenstid vendte husets beboere hjem fra marken 

og fra jagt. Det satte en del mere liv i huset, og 

vi fornemmede, at der skulle ske et eller andet. Generatoren 

blev tændt, så lys og musik kom til live, 

samtidig med at vi fik serveret et fint måltid mad af 

Entalais kone. Så hentede Entalai arak og den noget 

mildere tuak frem fra gemmerne. De er begge en 

slags risbrændevin, som kan være særdeles lumsk, 

hvis ikke man er opmærksom. Nadia og Alexander 

delte balloner ud til børnene, men en enkelt dreng 

foretrak dog stadig sine efterhånden halvdøde 

kæmpegræshopper i snor. Så blev der båret musikinstrumenter 

frem. 2 gongs, et par trommer og en

slags xylofon med 6 toner. Tonerne blev slået an, efterfulgt 

af resten af ensemblet, og så kom husets 

beboere frem iklædt flotte kostumer. Især høvdingen 

vakte opmærksomhed med sin pragtfulde 

hovedpryd af næsehornsfuglens fjerdragt og sine 

mange flotte tatoveringer. Ibanerne opførte en traditionel 

dans, tilsyneladende simpel, men fremført 

med en rørende værdighed. Henad de små timer 

drak Alexander, som hurtigt var blevet husets yndling, 

te med høvdingen, som han var dybt fascineret 

af: tænk engang en rigtig vaskeægte levende høvding! 

Over endnu en arak fortalte Entalai mig, at vi 

boede i selvsamme hus, som den gamle danske 

eventyrer Jørgen Bitch har besøgt jævnligt gennem 

det meste af sit liv. 

Det forladte langhus 

Natten igennem sloges de mange hunde højlydt under 

gulvet, og naturligvis galede hanen ved solopgang, 

så vi var lettere søvndrukne, da vi næste 

morgen krydsede Skrang floden, som nu var blevet 

ren og klar. Længere oppe ad floden var et tømmervejbyggeri 

i gang, og de jævnlige regnbyger skyller 

jorden ud i floden, nu da træerne ikke længere er 

der til at holde på den. Det tager ca. et døgn at 

skylle den plørede farve ud af floden. Vi var på vej 

til Jampu langhuset, som lå ca. 3 timers gang længere 

inde i skoven. Huset var indtil 1980 beboet af 

ibanerne fra vores langhus, men da regeringen ikke 

ville rejse så langt ind i junglen for at udlevere medicin 

og yde afgrødehjælp, valgte beboerne at 

bygge et nyt langhus ved Skrang. 

Pensionist sysler. 

Nu bruges det gamle langhus som en slags jagt og 

fiskehytte. Svedige nåede vi frem til Jampu, og kastede 

os omgående i Arap flodens svalende og krystalklare 

vand. Ibanerne begyndte at lave bestik og 

drikkekrus af bambus samt en grill til fisk og kylling. 

Vi fiskede efter småfisk til madding for større fisk og 

satte om aftenen større kroge ud med de små fisk 

på. Om aftenen blev der fanget kæmpe frøer til frokosten 

næste dag. Jampu langhuset var blevet faldefærdigt 

efter de mange år uden vedligeholdelse. 

Vi gjorde klogt i at se os for og nøje veje vores 

skridt, hvis ikke vi ville falde de ca. 3 meter gennem 

det møre gulv. Inden sengetid fortalte Entalai i 

stearinlysets skær om ibanernes traditioner og fortidens 

meritter. Natten var under moskitonettet vidunderlig, 

forunderlig og eventyrlig, kun junglens 

lyde var at høre. 

Turen hjem til Lalang gik mest nedad, så det var 

knap så anstrengende som udturen. Endnu engang 

gik turen bl.a. gennem pepper og gummiplantager, 

før vi nåede Lalang, hvor der var kommet endnu et 

par turister. Vores værter havde arrangeret et lille 

ibanermarked, hvor vi kunne købe af de hjemmelavede 

brugsgenstande. Jeg fik lov til at snuse lidt 

rundt på loftet og fandt en over 1 meter høj riskurv, 

som egentlig ikke var til salg, men efter hårde forhandlinger 

fik jeg lov til at købe den. Den står stadig 

hos Ib på Borneo, da den var for stor at slæbe af 

sted med på resten af rejsen. Aftenen igennem veg 

Alexander ikke en tomme fra høvdingens side, og 

det var de begge egentlig ret tilfredse med. Det var 

tid til afsked med de dejlige mennesker i Lalang. 

Entalai, hans søn og hans kone havde lavet små gaver 

til Nadia og Alexander, hvilket ikke gjorde det 

lettere at sige farvel, så det 

var med en klump i halsen, 

vi forlod ibanerne. Da vi kom 

tilbage til Kuching, havde Ib 

inviteret nogle venner og arrangeret 

dansk frokost oven 

i købet med snaps. Det var 

et meget populært tiltag. 

43 

Ansigt til ansigt 

med en næseabe 

Der var lige tid til en overnatning 

i Bako national park, 

så vi tog den korte vej fra 

Kuching derud. Normalt er 

det en meget smuk sejltur 

med smuk udsigt over Bakos 

indbydende strande og knejsende 

bjerge. Men den tragiske 

afbrænding i Kalimantan 

havde gjort det til en noget 

tåget og diffus oplevelse. Vel 

ankommet mødte vi omgående 

de stedlige børstesvin, 

som holder til rundt omkring 

lejren for at søge madrester. 

Nadia og Alexander var ikke længe om at navngive 

dem. Ikke langt fra vores hytte havde en grøn Viper 

slange taget plads i et træ, lige så blændende smuk

som den er dødelig giftig, et fint fotomotiv. Ved frokosttid 

hærgede en flok Makakaber gennem lejren, 

så vi måtte holde godt øje med vores mad. 

På en 4 timers lang gåtur så vi bl.a. et af Bakos 

kendetegn, de mange forskellige kandebærere. Her 

er også mange af de særegne næseaber, men de er 

meget sky og ses som oftest højt oppe i trætoppene. 

Ved aftenstid gik jeg til udkanten af sumpmangroven, 

hvor der, hvis man har tålmodighed, er 

rimelige chancer for at se næseaben fouragere efter 

smådyr, som krebs og rejer. Jeg sad musestille en 

halv times tid mellem krebs og dyndspringere, og 

ganske rigtigt kom en familie på 10-12 individer ned 

fra trætoppene for at søge føde. Mangroven er her 

meget tæt, så det kan være svært at se igennem. 

Der var dog kun 25-30 meter imellem mig og 

aberne, så jeg nød synet af de for øjeblikket ikke 

særlig opmærksomme dyr. 

En skøn junglepool midt i regnskoven. 

Pludselig dukkede fører hannen op, stor med 

trommetyk mave og en mægtig næse, som fik smilet 

til at brede sig over mit ansigt. Han var meget 

opmærksom og fik straks øje på mig. Vi gloede lidt 

på hinanden, hvorpå jeg forsigtigt listede kameraet 

op, men som så ofte før, forgæves. Væk var hannen 

med hele gruppen halsende efter sig. Det var en flot 

oplevelse og et eksempel på at tålmodighed ofte betaler 

sig, når man leder efter dyre oplevelser. 

Efter mørkets frembrud gik vi ned til vandet for at 

se morild, men det var der intet af, så vi nøjedes 

med at jage de lynhurtige krabber i lygtens skær. 

Hele natten sloges vi med genstridige og plagsomme 

moskitos, og på vejen tilbage mod Kuching 

brød motoren sammen, så vi måtte ligge i den stegende 

sol og vente til en anden båd samlede os op. 

Vi inviterede Ib på en rasende god og hunde dyr italiensk 

restaurant, hvor han kendte chefkokken uden 

- at det dog blev billigere af det - men vi skyldte Ib 

det gode måltid for hans værtskab. 

Vi skulle videre mod Singapore og Myanmar, og i 

flyet kunne vi reflektere lidt over Borneo. Ser man 

bort fra den modbydelige skovafbrænding i 

Kalimantan og den grådige fældning af det værdifulde 

træ på hele Borneo, er det et vidunderligt 

sted, som fortjener at blive skånet for Homo Sapiens 

skammelige opførsel. En ting er sikkert, jeg vil 

være mere end normalt kritisk omkring træets oprindelse 

næste gang jeg påtænker at investere i nye 

havemøbler. 

Oplevet af Kenneth Hvolbøl og familie 

44 

Anmeldelse: 

Vesuv - 

i historiens lys 

Af Henrik Døcker 

Henning P.B. Andersen: Vesuv - En 

meget farlig vulkan, 84 sider, Skib 

Forlag 

Det er en flot, lille bog, vort medlem 

Henning Andersen, har stået fadder 

til. Nydeligt opsat med skarpe fotos 

og instruktive tegninger. Hennings 

fascination går tilbage til drengeårene, 

og det er ikke for meget sagt, at han 

har vulkaner på hjernen, han holder 

foredrag om dem, skriver om dem, 

arrangerer rejser til dem. 

Dog overlader han i denne bog 

overvejende ordet til andre: Tacitus, 

Plinius, William Hamilton, Frederik 

VIII, Frank Perret, Curzio Malaparte, H.C. Andersen og 

flere til. Det er rigtig udmærket altsammen. Men det havde 

været mere korrekt, om han havde tonet klart flag og f.eks. 

havde kaldt det hele „Beretninger om Vesuv, redigeret af 

Henning Andersen“. 

Nå, men læseren må glæde sig over i forbindelse med et 

såkaldt ‚vulkanologisk kort‘ over Vesuv i perioden 79-1944 

e. Kr. at få at vide, at vulkanens ældste udbrud er dateret til 

at være ca. 300.000 år gamle. Vesuvs magma-kammer 

består af en blanding af smeltede mineraler med opløste 

gasser i ca. fem km.s dybde. 

Det, som drager forfatteren er muligvis vukanens farlighed. I 

hvert fald bæver man en anelse, når han skriver, at Vesuv er 

„langt farligere end i forrige århundrede“, og at der er 90 

pct.s chance for at Vesuv får et eksplosivt udbrud inden for 

de næste 100 år af såkaldt plinisk type, dvs. lige så kraftigt 

som da Pompeji blev begravet af lava for 2000 år siden. 

Efter 1976 er der opsat ultrafølsomme instrumenter, der 

måler ændringer i vulkanen, som ellers er svære at observere. 

Med dette sikkerhedsudstyr kan man forvarsle 

kommende udbrud i Vesuv. Netop fordi denne vulkan ikke 

kan styres af mennesker, er den - som forf.s ser det ikke 

alene frygtindgydende, ærefrygtindgydende. Og så er der 

lige det med oldtidsbyerne Pompeji og Herculaneum, som 

hører med til de steder på kloden, en virkelig globetrotter må 

have set, inden han/hun lukker sine øjne (jeg indrømmer 

ærligt, at jeg har Herculaneum til gode). 

Forf. har forsynet den lille bog med en udmærket ordliste, 

hvor man bl.a. erfarer, at typiske vulkanologiske udtryk har 

rødder i både har rødder i fransk, spansk, græsk og 

italiensk. Gerne havde man hørt lidt om Hennings personlige 

oplevelser i forbindelse med dyrkelsen af sin personlige 

lidenskab. Nu får vi mest historiske tilbageblik, og det kan 

man naturligvis også lære noget af. 

Henrik Døcker

Indtryk fra Island 

Af Ewa Bylinska 

(Island juni 2003) 

”Mefisto skaber verden” 

I begyndelsen er den guddommelige orden. Blåt 

rum uden grænser. Lys uden forstyrrelser. Under os 

den sikre dundyne. Flyet dykker ned. Den hvid-blå 

idyl forsvinder. De uskyldige lyse skyer forandrer sig 

til en klynge af snavset røg. Grå tætte skyformationer 

presser sig ind i hver eneste sprække. I mørket 

lister usikkerhed sig ind. Logisk tankegang bliver 

kvalt. Fantasien former katastrofevisioner. Langsomt 

forlader vi fælden af tykke røgslør. Neden under er 

et månelandskab spyddet med sorte spidse høje. 

Overalt nøgne kratere. Søernes overflader uden 

bund. En øde klippeørken. Jorden i æske, svovl-, 

khaki- og rustfarver. 

Hvis det er sandt, at Gud har skabt verden, så er 

det land, som åbenbarer sig under os, djævelens 

værk. 

I luftahavnen - en stålskulptur af æg med en strittende hale, som 

har vækket min fantasi om skabelsen af den islandske verden. 

Ved startbanen presser sig ud af et kæmpestort stålæg 

en dinosaurus Måske er det kun Mefisto´s efterfølger? 

En smal vej fører ud i det ukendte. Luften pulserer 

med lys stjålet fra en anden verden. På begge sider 

ånder tomheden. Jorden er dækket af rå vækster i 

militærfarve. Overalt sorte sten kastet i raseri. Klippevæggen 

strækker sig mod himlen. Jorden damper. 

Et eller andet sted ses røg. Geysir spytter de underjordiske 

indvolde ud. I jordens indre koger vandet - 

det er sikkert en af djævelens koner, der koger 

svovlsuppe. 

Og ovenover et drama: blyskyerne har udfordret solen. 

Den øsende regn slukker stridigheder. Atter har 

solstråler vundet kampen. Atter er søernes over 

flade dækket af mørke skyer. Tæppet af grå tåge 

falder ned og skjuler bjerge for den nysgerrige verdens 

øjne. Rundt om det evige spil af farver, lys, 

former og skygger. På den stenede jord danner de 

blå lupiner en plet som om himlen steg ned. 

Har Mefisto dog taget fejl af frø? Hesteflokke med 

flyvende manker har vundet over vinden. Fårefamilier 

vandrer i intetheden. I den uskyldige eng 

har vandfaldet bidt sig ind. Med aggression har det 

sprængt jorden. Med skum har det dannet skulpturer 

store tænder i den underjordiske sorte klippe. I 

Den Blå Lagune ungdomseliksir i mynteblå farve, en 

symbiose af kulde, varme og hede. 

I horisonten ud af den mørke bugt stiger kirkens 

hvide skikkelse som et rumskib. Sikkert rede til at 

tage 280.000 indbyggere til en anden planet, hvis 

vulkanen Hekla stiller sig på tværs af djævelens planer. 

På en høj en spejlkuppel Perlen, som er i form af en 

rumstation, efterligner himlens farver. Kulørte træhuse 

i stedet for blomster drukner i det grønne. 

Smalle gader er låst af havet. Gamle sagn får et nyt 

liv i internettet. Kun vikingernes lyde er uforandret. 

Ingen har tid til at arbejde med sprog. Med lidenskab 

skaber Mefisto verden. 

45 

Hallgrimskirke

Forklaring: 

Geysir Strokkur 

Takket være tilbud af Metroxpres (fly til Reykjavik, 

hotel, bil) har jeg opholdt mig 4 dage i Island. Vi 

boede på et hotel ved siden af Perlen, et moderne 

restaurant- og kongrescenter. Fra vinduerne havde 

vi udsigt til den monumentale Hallgrimskirke , som 

det tog 30 år at bygge, og som i sin form mindede 

mig om et rumskib på vej ud i rummet. Vi nød at 

bade i Den Blå Lagune med det mineralholdige vand 

med helbredende evner. Vi besøgte den Gyldne Cirkel, 

dvs. stedet for det første parlaments møde under 

åben himmel Þingvellir (Tingsletten), varme kilder 

og den berømte geysir Strokkur ved 

Haukadalur, samt det imponerende vandfald 

Gullfoss. 

Vi kørte igennem dramatiske kyststrækninger i den 

nordlige del af landet og beundrede Islands 

uspolerede, barske natur. I lufthavnen en stålskulptur 

af æg med en strittende hale. Voldsomme 

og enestående landskaber. Landets tilpasning til det 

moderne samfund og samtidig opretholdelse af 

gamle traditioner og uforandret sprog. Alt dette har 

vækket min fantasi med denne beskrivelse som resultat. 

Ewa Bylinski 

46 

Top 15 revisited! 

Som klubbens ældre medlemmer utvivlsomt 

stadig kan huske, blev der en gang gjort et 

forsøg på at lave en slags global hitliste over 

alle verdens fedeste steder. Altså en slags ultimativ 

klubliste over medlemmernes foretrukne 

rejsemål, gerne ledsaget af en lille begrundelse 

om hvorfor. Det kom der en masse 

spændende bidrag, lidt statistik og en masse 

kommentarer ud af, og for de interesserede 

kan disse beskues på www.berejst.dk. 

Men rejseliv er jo en dynamisk størrelse, og 

nye destinationer kommer ustandseligt til, ligesom 

også nogle af de gamle falder af i svinget, 

når de ikke kan stå distancen med de seneste 

års hits. Pludselig ramler man ind i noget, 

som med lethed kan placere sig på nethindens 

hitliste, og klubben har derfor fornøjelsen 

af at invitere dig til (igen) at granske din 

hukommelse og plotte de 15 steder, du mener, 

har givet dig de største rejsekick. 

Dit favoritsted? For Nadia Hvolbøl er det måske at holde 

skoleklasse for Ibanerbørnene på Borneo. 

Foto: Kenneth Hvolbøl 

Var dit største hit et diskotek i New York, var 

det Mount Kailash i Vesttibet eller var det 

Galapagos’ mange finker? Var det Paris’ natteliv, 

Sankt Petersborgs ”hvide nætter”, en 

dykkeroplevelse ved Tonga eller måske en rotur 

gennem Malakkastrædet? Uanset hvad, lad 

os få at vide, hvor (sted + land) du havde det 

bedst og gerne tre linier om hvorfor. Det værste, 

der kan ske, er, at du inspirerer dine klubkolleger 

til nye rejser til nye destinationer, og 

det er jo det, klubben er til for. 

Mangler du inspiration, så kig på nærmeste 

globus eller dine gamle dagbøger. Har du allerede 

lavet din egen Top 15, vil den nye liste 

såmænd bare erstatte den gamle på nettet og 

i statistikken. Har du på mystisk vis endnu 

ikke lavet en Top 15, er det så sandelig på 

tide, så fat pen, griffel eller tastatur, og send 

dit bidrag til globen@berejst.dk. 

CQJ

Potosi minen 

Af Pia Balzer og Poul Saabye 

„Tio“ beskytter os. 

Det skumle mørke sænker sig om os, efterhånden som vi går dybere og dybere 

ind i den berømte sølvmine ved Potosi. 

Den lille pandelygte, som sidder solidt monteret på 

vores gule sikkerhedshjelme, lyser ikke meget op, 

og de første par minutter må vi famle os af sted 

gennem de våde, mudrede minegange. 

Dynamitsprængninger er hverdag i minen. 

Gradvist som vi vænnes til mørket, genvinder vi synet 

og kan nu se, at store træbjælker støtter mineskakterne 

og forhindrer dem i at styrte sammen. 

Der er ikke meget plads i minen, og vi er nødt til at 

bevæge os fremad som i gåsegang. En efter en går 

vi af sted mellem jernbaneskinnerne. Mens vi går, 

kan vi høre, hvordan vand rytmisk drypper fra væggene 

for at ende i store pytter på det i forvejen 

glatte minegulv. En skrap og ubestemmelig lugt 

hænger i gangene. Det er en lugt af indelukkethed, 

støv og mineraler. Det river i næsen. 

Vi fortsætter dybere ind i minen men må pludselig 

springe for livet. En overfyldt tipvogn kommer susende 

imod os. Den har ingen bremsere eller gear. 

Den bliver manuelt betjent af to minearbejdere. Deres 

øjne er sammenklemte, og de misser mod det 

skarpe dagslys, der kommer fra indgangen. De hilser 

stakåndede, da de passerer os. Vi står stille 

endnu et kort øjeblik, mens vi ser minearbejderne 

forsvinde, så begynder vi selv at gå. 

Minen er en stor labyrint af mørke og fugtige gange, 

og det varer ikke længe, før vi har mistet stedfornemmelsen. 

Som i blinde følger vi trofast i hælene 

på vores guide, der ikke gør flere stop, før vi 

står ansigt til ansigt med „Tio“, en stor rødmalet 

djævlefigur i dværgstørrelse, der er placeret i en 

lille sidegang omgivet af papirflag, cocablade, cigaretskod 

og tommeflasker, der tidligere har indeholdt 

finsprit. Det løber koldt ned ad ryggen, og gåsehuden 

rejser sig på armene ved synet af lerfiguren. 

„Tio“ er et uhyggeligt syn hernede i de mørke minegange! 

Guiden forklarer, at vi har gjort stop her for at tilbede 

den djævlelignende figur med cigaretter og 

cocablade, ligesom minearbejderne gør det. De lokale 

indianere, der arbejder i minen er troende katolikker, 

de går i kirke og tror på Gud i himmelen, 

men så snart de træder ind i minen, findes himmelen 

ikke længere. Her i de mørke underjordiske 

gange er det „Tio“, der sætter dagsordenen, og minearbejderne 

må formildne ham med rusmidler, så 

han ikke bliver arrig, når de tager mineralerne op 

fra undergrunden. Trods de daglige tilbedelser af 

„Tio“ sker der alligevel alvorlige uheld i 

forbindelse med arbejdet i minen mindst en gang 

om ugen. 

47 

Arbejdet i minen er hårdt fysisk, og kun de færreste når 

pensionsalderen.

Arbejderne ved, at det er et hårdt liv med stor risiko 

for arbejdsskader og nedsat levetid, de fleste bliver 

næppe mere end 45-50 år, inden de dør af 

stenlunger.Men lønnen er god! 500,- -1.500,- kr. pr. 

måned afhængig af udbytte og markedspris. Desuden 

er de født til at arbejde i minerne. Æblet falder 

ikke langt fra stammen, og det gælder også i Bolivia. 

Et par cigaretter bliver ofret til „Tio“ i håb om beskyttelse, 

inden vi forlader sidegangen og den rødmalede 

djævlelignende figur for at fortsætte rundt i 

minen. 

Vi beder „Tio“ om beskyttelse. 

Vi går og går. Som vi trænger dybere ind i minen, 

kan vi mærke, hvordan støvet bliver tættere, og 

temperaturen højere. Vi kravler fra en etage til den 

næste ad snævre vakkelvorne træ stiger. De er indsmurt 

i et tykt lerholdigt mudder lag, der gør det 

svært at få et godt greb. Vi når frem til en sektion 

af minen, hvor arbejderne er ved at forberede 

dynamitsprængninger. Femten huller bliver fyldt 

med hvert et kilo ammoniumnitrit, der er mikset 

med diesel, inden dynamitstængerne bliver stukket 

ned hullerne og lunterne antændt. Vi har nu halvandet 

minut til at søge ly, før helvede bryder løs, hvis 

minearbejderne altså har afmålt lunterne korrekt. 

Godt trehundrede meter fra det planlagte 

sprængningssted søger vi ly bag et hjørne. Her står 

vi anspændte med wc-papir strittende ud af ørerne 

som eneste værn mod høreskader, og afventer eksplosionerne. 

Vi står åndeløse af spænding og venter, 

der er så stille i minegangene, at den pulserende lyd 

fra vores hastigt bankende hjerter giver genlyd i 

øregangene, og så med ét: „BOOOOOOM. 

BOOOOOOM“ de to første sprængninger kommer 

lige efter hinanden efterfulgt af en trykbølge så 

voldsom, at vi står og svajer et øjeblik, inden næste 

brag og trykbølge følger. 

48 

Alle vægge og gange i minen dirrer og ryster. Effekten 

af trykbølgerne er så voldsomme, at vi helt 

glemmer at tælle eksplosionerne. Det eneste vi registrerer, 

er de ene enorme trykbølger, der vedblivende 

ruller hen over os. 

Endnu inden sidste bølge har lagt sig, giver guiden 

tegn til, at vi skal ud af minen. Støvet fra eksplosionerne, 

som nu hænger tæt og tung i minegangene, 

er uhyre farlig at indånde. Det indeholder så store 

mængder af tungmetaller, at selv små doser skader 

lungerne. 

Ny rejseportal 

Tekst: Pia Baltzer 

Foto: Poul Saabye 

Vi har lavet et samarbejde med en Jacob 

Hagemann, som er i gang med at lave en ny 

rejseportal, hvortil han har fået lov til at bruge 

klubbens rejseberetninger. 

Adressen er www.rejser-ferie.dk. I kan jo prøve 

at gå ind og kigge (den er stadig under opbygning). 

Klik på ‚rejsebeskrivelser‘ under ‚rejseinfo‘. 

PAJ

Min værste rejseoplevelse 

Af Marianne Christensen 

Trods besøg i 50 lande, mest i den 3. verden, er det 

uendeligt lidt jeg har oplevet af negative ting. Alt i 

alt mindes jeg faktisk kun 3: 

I Israel på den arabiske kirkegård ved muren omkring 

Jerusalem, som vi havde gået rundt på, måtte 

jeg løbe fra en fårehyrde, der lige nåede at flå mine 

shorts med elastik i taljen lidt ned over balderne 

(men de - altså shortsene - var også hvide som underbukser 

og nok ret kortbenede, så......). 

Et andet sted i Jerusalem var jeg med i en arkæologisk 

udgravning sammen med en svensk pige. Vi 

havde om lørdagen fået os mænget ind på en 

studentercampus, og da solen skinnede og det var 

varmt, skulle jeg sammen med en af de unge fyre 

hente drikkevarer. Jeg ved ikke hvilke våde varer 

han havde i tankerne, i hvert tilfælde måtte jeg undervejs 

kæmpe med alle mine kræfter for ikke at 

blive trukket ind i mørket ved swimmingpoolen. 

.....Det er utroligt, hvilke 

kræfter man kan opbyde, 

når det virkelig gælder. 

Sidste eksempel af dårlige 

rejseoplevelser var at blive 

bestjålet i Indonesien; det 

første sted jeg i Sydøstasien 

fuldstændig slappede af og 

slap min paranoia om potentielle 

tyve. Indoneserne var 

så varme, så smilende og 

imødekommende! Jeg fik 

stjålet mit kamera (pyt, vi 

havde 2), mit vaccinationskort 

(pyt, det lykkedes at 

komme ind i Australien alligevel 

- ved ankomsten til 

Sydney går australsk flypersonale 

blot rundt og 

sprayer flykabinen, så er det 

i orden med diverse sygdomme 

og bugs!) 

Men så var der desværre 

også 3 eksponerede film fra 

Bangladesh, hvor vi kun 

havde brugt mit kamera, for 

ikke at provokere i dette 

verdens fattigste land. Og 

det er utroligt, hvordan 

stjålne fotos dukker op i ens 

hoved år efter. 

Næ, det jeg egentlig vil fortælle 

om, er de to gange, 

hvor jeg har været så tæt på 

terrorisme, at jeg er overbevist 

om at „nogen“ passer på 

mig. 

I november 1997 var jeg i Ægypten på en kombineret 

dykker- og historietur. Vi var 4 venner sammen. 

De 3 andre skulle være der i 2 uger, mens jeg (for 

bare 500 kr. mindre) kun kunne være med i 1 uge 

pga. af min Sydafrikatur lige efter. Vi boede i 

Hurghada ved kysten af Det røde Hav. Her skulle vi 

dykke fra båd. Det er næsten også det eneste, der 

er interessant der. Koralrevene langs strandene er 

helt væk. Og der er kun ganske lidt ægyptisk by tilbage. 

Det andet formål var at besøge Luxor og dets templer. 

Der er 400 km fra kysten og ind til Luxor, og 

man kører af sikkerhedshensyn 3-4 gange i døgnet i 

bilkorteger mellem de to byer med politi eskorte. Vi 

var ankommet fredag aften og først lørdag eftermiddag 

holdt rejsebureauet infomøde: der var afgang 

til Luxor søndag morgen kl. 5!!! Puha, vi var jo 

dårligt landet - og ugen efter var jeg jo rejst hjem. 

Vi fire diskuterede frem og tilbage. Mændene ville 

49 

Århus Stiftstidende, 19. november 1997

vente til mandag. Så kunne vi dykke søndag og så 

selv arrangere med en taxachauffør, der sikkert 

havde familie i hotelbranchen i Luxor. Og så kostede 

det det halve!!! 

Vi to kvinder argumenterede med, at det ville være 

godt med en dansk guide ude i Kongernes Dal. Nå, 

mændene vandt, og vi tog så af sted fra mødet for 

at finde et dykkercenter, der ville tage os med ud 

næste dag. Klokken var kun 17.00 og alligevel 

havde ingen af centrene åbent!! Lidt mærkeligt et 

sted, hvor folk lever om aftenen. Endelig fik vi 

opstøvet en divemaster, men alle pladser på hans 

båd var optaget. Ja vi gad i hvert tilfælde ikke vade 

rundt i denne moderne ørkenby, så vi forsøgte at 

komme i kontakt med Herning Rejsers guide. Det 

lykkedes - selvom de egentlig havde lukket kontoret 

(kl. var ca. 19.00). Jo der var lige 4 pladser tilbage i 

minibussen!! 

Jyllands-Posten, den 18. november 1997 

Så vi stod op klokken 4 næste morgen og tog til 

Luxor, boede på et fantastisk flot hotel med udsigt 

udover Nilen og Vestbredden med Kongernes Dal. 

Det havde jo nok ikke været den slags indkvartering, 

vi havde fået via taxachaufførens familie!! 

Også næste morgen var det tidligt op kl. 5 (det er 

altså hårdt), og så ud og se Kongernes Dal, 

Dronningernes Dal, Memnons kolossalstatuer, 

Karnak- og Luxortemplet. Fantastisk at fornemme 

tidens vingesus. Med lidt fantasi var jeg tilbage 

4000 år på faraonernes tid, og guiden var både informativ 

og humoristisk 

Og mens vi var i Dronningernes Dal sagde jeg: Hvor 

er det mærkeligt, at her ikke er vagter over det 

50 

hele ligesom ved de historiske steder i f.eks. Israel, 

men så er det meget lettere at fantasere sig tilbage 

til „tiden dengang“. Faktisk var der bare billettøren 

foran Hatsepsuts Dødetempel. 

Det var en lang, varm og intens dag, så vi småsov i 

bussen på vej tilbage til kysten. Indtil vi punkterede 

og alle måtte ud af bussen. Straks var bagstopperpolitiet 

der. For at beskytte os. På resten af køreturen 

fik vi en diskussion med den ægyptiske guide, 

om risikoen for terror, som han mente var helt under 

kontrol. Vi var uenige, men han skulle vel sige 

sådan. 

Næste dag i Hurghada fik vi dykket, og ved aftentide 

blev vi ringet op af Herning Rejser. Om vi havde 

set CNN? 

Samme dag, altså den dag, hvor vi selv ville have 

taget med taxa til Luxor for 

at besøge bl.a. Dronningernes 

Dal (Hatshepsuts Dødetempel), 

var 58 turister blevet 

massakreret netop dér. 

Skudt og stukket ihjel. Ikke 

for at dræbe turister, men for 

at „dræbe“ den ægyptiske 

turistbranche. Kommer der 

for mange penge til landet, 

sker der en modernisering og 

boglig udvikling af befolkningen, 

og det ønsker de islamiske 

fundamentalister ikke. 

Alle danske feriegæster blev 

„evakueret“ i slutningen af 

ugen. Dog kunne man blive, 

men så flyve med Egypt Air 9 

dage senere. Det gjorde min 

ene ven. Han fortalte at ALT 

gik i stå, i Luxor havde ægypterne 

grædt. 80-90 % af indbyggerne 

dèr lever af turismen, 

og de vidste hvad det 

betød for deres økonomi. 

Gudskelov fik fundamentalisterne 

ikke deres vilje. Allerede 

et par uger efter var 

Luxor igen et rejsemål, om 

end nok lidt mere stille. 

Mit andet „attentat“ kan fortælles kort. I 1992 var 

jeg på 1 måneds sprogskole i Nordspanien. Efter 

skole sad jeg ofte i en af de smukke parker og læste. 

En dag lød der et ordentligt brag, og hele jorden 

rystede. Mindre end 100 m fra den lille plads 

var en bil med en højtstående politimand sprængt i 

luften - af ETA!! 

Jeg er blevet håndlæst, at jeg bliver 80 år. Det holder 

jeg mig til og rejser ud i verden med fornuften i 

brug og tiltro til, at jeg har 29 år tilbage til mindst 

29 nye lande. Selvom 100 lande godt kunne være 

mit mål. Og hvem ved, måske jeg kan holde i 100 

år. Når nu „nogen“ passer på mig. 

Marianne Christensen

Nyt fra de to på farten 

Af Pia Balzer og Poul Saabye 

Efter godt tre uger i Ecuador forlod vi landet for at 

køre tilbage til Peru. Denne gang med den hensigt, 

at vi ville køre transit gennem Inkaernes Gamle 

Land for at komme til Chile. 

Men vores transit tur kom til at længere tid end beregnet, 

for nye og interessante ting vedblev at 

dukke op. 

Besøget ved Nazca gjorde et meget stort og unikt 

indtryk på os. Ikke på grund af de berømte Nazca 

linjer, men på grund af den lidet besøgte og ukendte 

kirkegård få kilometer syd for byen. Her kunne vi se 

hvordan århundrede gamle knogler, potteskår og 

tøjrester fra fortidens beboere lå spredt for vinden i 

den golde sandørken. 

Mens vi gik rundt og kiggede på de meter dybe 

mumiegrave, der stadig indeholdte såvel mumier 

som gravofringer, måtte vi konstant passe på ikke 

at træde på et kranium eller et hofteben, som lå 

henkastet og flød på og ved siden af gangstien. Et 

rent eldorado for gravrøvere… 

Længere mod syd fandt vi et stykke af Saharas ørken. 

Sådan så det i hvert fald ud! Store kridhvide 

sanddunes rejste sig omkring en lille oaseby, der 

ikke bestod af meget andet end nogle få bygninger, 

en snes høje ranke palmetræer og en stor blå sø, 

hvori børn og legesygesjæle tog sige en dukkert. 

Med oasebyen som udgangspunkt fik vi for en stund 

rusket liv i de gamle slidte klude, da vi drønede af 

sted i en lille gokart med sand og ørkenvind hårdt 

piskende mod vores ansigter. 

Hjertet sad højt i brystet på mig, og adrenalinen 

bankede voldsomt i mine årer, når vi den ene gang 

efter den anden kørte direkte ud over kanten på de 

stejle sanddunes for at falde flere hundrede meter. 

Mere stilfærdigt var det heldigvis at udforske de 

enorme sandmasser med sandboard spændt på benene. 

Vi overlevede sandeventyret og fortsatte med kurs 

mod Chile i syd, hvor vi i midten af Atacama ørkenen, 

der er verdens syvende største ørken, var med 

til at fejre Chiles nationaldag sammen med hundredvis 

af lokale. Som led i festlighederne var et 

stort rodeoshow arrangeret til at løbe af stablen i 

den lille ørkenby. Voksne og børn i farvestrålende 

nationaldragter gik omkring og spiste 

is, drak øl og festede i det store telt, 

som var stillet op side om side med 

den store rodeoarena. Alt var festligt 

pyntet i de chilenske nationalfarver 

blå, rød og hvid. 

51 

Efter en stud i festligt lag forlod vi 

ørkenbyen, og lagde de glade og festende 

mennesker bag os, for at fortsætte 

ud i ørkenen. 

Her stødte vi pludselig rejsefæller, og 

inden længe havde vi slået pjalterne 

sammen med Salva og Jan fra 

Schweitz. Sammen besøgte vi verdens 

største åbne kobbermine, hvor 

en tredjedel af alverdens kobber 

udvindes, inden det sælges til 

elektro-industrien rundt om i verden. 

Med store trucks, der kan laste op til 

400 tons, bliver råmaterialet fragtet 

rundt i den store mine, hvor 17.000 

mennesker arbejder i treholdsskift 

døgnet rundt. 

Vi vil ønske jer alle en rigtig god 

læselyst. 

Mange venlig hilsner 

Poul Saabye og Pia Baltzer 

World Tour 2000 

pp@touring.dk 

www.worldtour.dk

Disko-trekking 

Tekst og fotos: Per Allan Jensen 

”Jamen, har du virkelig slet ikke været i Grønland” 

?!? Hvor har jeg dog hørt det spørgsmål mange 

gange, når jeg med begejstring har berettet vidt og 

bredt om alle de fjerne og eksotiske egne, som min 

udlængsel efterhånden har bragt mig gennem. 

Og hver gang har jeg hurtigt afvist muligheden for 

mig selv. ”Grønland er dyrt, koldt, besværligt og 

fyldt med myg”, lød nogle af mine fordomsfyldte argumenter. 

Til overflod skal Grønland jo helst besøges 

om sommeren, og de sidste mange år har det 

været tradition, at rejsen på det tidspunkt gik 

sydpå, med familie-flycamping i de varme lande 

omkring Middelhavet. 

I år ville så imidlertid skæbnen, at min datter foretrak 

at få hund frem for at komme på sommerferie. 

Og så slog det pludselig ned i mig, at nu måtte jeg 

gribe chancen og få udfyldt dette gabende hul i mit 

rejseunivers, om ikke andet så i hvert fald for at få 

bekræftet alle mine fordomme og få ro i sjælen. 

Nu er Grønland jo ikke lige et af den slags rejsemål, 

hvor man køber en billig flybillet og så ellers bare 

bevæger sig rundt på egen hånd, styret af tilfældige 

indfald og gode idéer fra andre rejsende. Ret hurtigt 

stod det klart for mig, at en grupperejse var det 

eneste rigtige valg. Og da jeg tidligere – med succes 

– har rejst med Topas, som netop i disse år satser 

massivt på Grønland, ja så var valget ikke så 

svært. 

Isbjerg ud for Diskoøen 

Topas har en række forskellige rejser til Grønland, 

hvoraf de fleste er af et par ugers varighed og koster 

i størrelsesordenen 12-18.000 kroner, plus 2- 

4.000 kroner ekstra til (valgfri) sejl- og 

hundeslædeture samt restaurationsmåltider og drikkevarer. 

Altså mindst svarende til udgiften for 1-1½ 

måneds trekking i mit elskede Nepal, inklusiv køb af 

souvenirs og andre udskejelser. Hermed var i hvert 

fald min første Grønlands-fordom – den med prisen 

– bekræftet. 

52 

Valget faldt på en tur til Diskoøen suppleret med besøg 

i Aasiaat (Egedesminde) og Ilulissat (Jakobshavn). 

Jeg er jo mest til aktive ferier, og her blev 

der reklameret med cirka en uges – middelhård – 

trekking. 

Køreskole for kajak 

Lad mig straks slå fast, at jeg bestemt ikke blev 

skuffet. Naturoplevelserne var i særklasse, faktisk 

noget af det højeste jeg endnu har oplevet på min 

personlige skala, der går ”fra nul til Nepal”. 

Men hvad så med de øvrige fordomme? 

Med hensyn til myggeplagen må jeg i hvert fald 

sige, at jeg blev positivt overrasket. Nu taler vi godt 

nok om en periode sidst på 

sæsonen (første halvdel af 

august), og ydermere var vi 

heldige at have mange dage 

med frisk vind, hvilket helt 

klart holder bæsterne på afstand. 

Endelig er der jo det 

– for mig – smarte, at myg 

slet ikke er særligt vilde med 

smagen af mig, så hvis der 

er andre at spise af, så foretrækker 

de klart dem. Og 

det er der jo altid, når man 

rejser i en gruppe. 

Og besværligt? Tjoh, Grønland 

er jo ikke ligefrem, som 

store dele af den øvrige verden, 

begunstiget af et tæt net af tog- og busforbindelser 

til rimelige priser. Men igen, når man 

køber en grupperejse, så er den slags jo arrangeret 

på forhånd. Det skal dog siges, at selve vandringen 

bestemt også er mere besværlig end de fleste andre 

steder, hvilket skyldes en næsten total mangel på 

vandrestier. I f.eks. et land som Nepal har den eneste 

form for transport mellem landsbyerne i århundreder 

været gå-ben, hvilket naturligt har ført til, at 

der er opstået et net af tydelige og godt 

vedligeholdte vandrestier.

Men sådan er det slet ikke i Grønland, hvor afstandene 

og topografien (øer, floder og fjorde) sjældent 

indbyder til en slentretur til den nærmeste nabobygd. 

Her har den naturlige transportform været 

kajak om sommeren og hundeslæde om vinteren, 

og – i nyere tid – motorbåde, snescootere og helikoptere, 

og det kommer der jo ikke mange vandrestier 

ud af. 

Klar til hundeslædekørsel på Lyngmarskbræen 

Vandring foregår derfor som oftest enten i sumpede 

enge eller på ujævne og glatte klipper, hvilket 

unægtelig stiller større fysiske krav end at gå på en 

”normal” vandresti. Til gengæld belønnes man så rigeligt 

af den berusende følelse af at være ”helt 

alene i verden” (nåja altså, lige bortset fra resten af 

gruppen) og af en luft så ren og klar, at man kan se 

op til 80-100 kilometer væk på en klar dag. Det – 

sammen med fraværet af ”målestokke” som f.eks. 

huse og træer – har i øvrigt den pudsige effekt, at 

man har uhyre svært ved at 

vurdere størrelser og afstande. 

Flere gange tænkte 

jeg ”vi smutter lige op på 

den bjergkam” for timer senere 

– pustende og stønnende 

– at måtte erkende, 

at det altså ikke lige var helt 

så enkelt som først antaget. 

Til gengæld vil jeg sige, at 

de par gange jeg (sammen 

med den eneste anden på 

holdet, der var lige så skør 

som jeg) fik knoklet mig op 

på toppen af nogle af de 8- 

900 meter høje kystfjelde 

(oftest på alle fire og ind i 

mellem nærmest hængende 

i det yderste af fingerspidserne) 

var belønningen i 

særklasse, med svimlende 

udsigter over uendelige områder 

med azurblåt hav, 

kridhvide isbjerge, gråbrune fjelde og dybblå himmel 

(tak for følgeskabet Jørn). 

Og hvad var der ellers af fordomme? Nåjo, temperaturen. 

Diskoøen ligger jo næsten på højde med 

Nordkap, så det er indlysende, at vi almindeligvis 

ikke taler om temperaturer, der indbyder til solbadning 

i bikini (klæder mig nu i øvrigt heller ikke). 

Til gengæld er klimaet yderst velegnet til vandring, 

med dagtemperaturer, der typisk ligger mellem 12 

og 18 grader, og når solen skinner (og det gør den 

ret tit på de kanter) føles det faktisk rigtig dejligt. 

Og så er det jo en stor fordel, at såvel temperaturen 

som lyset varierer langt mindre hen over døgnet 

end tilfældet er i bjergene nede sydpå. Lidt oppe i 

højderne i Nepal kan man f.eks. tit opleve meget 

høje dagtemperaturer, men så snart solen går ned - 

omkring klokken atten - bliver det bælgmørkt og 

hundekoldt i løbet af ganske kort tid. 

Som et kuriosum til det med temperaturen skal i 

øvrigt nævnes, at den første dag i Qeqertarsuaq 

(Godhavn), hvor vi boede på vandrehjemmet, lige 

ved en dejlig strand, kunne jeg ikke modstå fristelsen 

til at hoppe i havet (to grader celsius!) og lige 

tage en hurtig svømmetur ud omkring et lille strandet 

isbjerg. Selvfølgelig var det isnende koldt, men 

kors hvor havde jeg det godt bagefter. 

Det er vel næppe svært at forstå på det foregående, 

at de naturmæssige oplevelser var i særklasse. Men 

hvad så med det kulturelle, der jo også ofte spiller 

en vigtig rolle i forbindelse med rejser under fremmede 

himmelstrøg? 

Naturligvis var det spændende og interessant at tilbringe 

et par dage i en lille afsides liggende bygd 

(med kun 60 faste indbyggere) og komme med til 

lørdag-aften-dansemik i forsamlingshuset, men jeg 

tror man skal bruge meget mere tid og bevæge sig 

endnu mere afsides, hvis man skal have en fornemmelse 

af ”rigtig” grønlandsk levevis og kultur. 

Stort set alle vi mødte var yderst venlige og imødekommende, 

men jeg står tilbage med en fornemmelse 

af, at grønlænderne – generelt – har overta- 

53 

Krydsning af elv.

get alt det dårligste fra os ”syddanskere”. De ryger 

og drikker umådeholdent (trods horrible priser på 

sprut og cigaretter) og smider cigaretskodder, flasker 

og andet affald overalt i den sarte arktiske natur. 

Deres hjem er smagløse og domineret af 

”kitch”, store fjernsyn og dårlige videofilm. Nu 

generaliserer jeg naturligvis (på et relativt spinkelt 

grundlag), men noget er der i hvert fald om snakken. 

Dybt koncentrerede slædehunde 

Og det kan jeg godt på en 

måde få lidt dårlig samvittighed 

over, for det er jo ”os”, 

der har påført dem alle disse 

unoder, helt som vi f.eks. ser 

det blandt de amerikanske 

indianere og de australske 

aboriginals. 

Og hvad med maden? Her 

må jeg ærligt indrømme, at 

for en ynder af frugt, grøntsager 

og eksotiske krydderier 

er der altså ikke meget 

at komme efter på de kanter. 

Fisk og skaldyr er lækkert, 

en rensdyrkølle ligeså, 

men med de evindelige 

kogte kartofler som tilbehør 

bliver det hurtigt lidt ensformigt. 

Og kogt sæl er altså 

ikke lige noget jeg bliver afhængig 

af! ”Hval i karry” var 

ok, men i øvrigt ikke meget 

anderledes, end hvis det 

havde været oksekød, bortset 

fra, at enkelte stykker havde en ubehagelig 

trannet bismag. 

Efter en halv snes dage på Diskoøen var det meningen, 

at vi skulle flyve med helikopter over til 

Ilulissat (Jakobshavn). På grund af tåge blev det 

imidlertid ikke til noget, så i stedet endte det med 

en to timer lang sejltur i en lille motorbåd, hvilket 

var en fantastisk flot oplevelse, på et spejlblankt 

54 

hav overdrysset med isbjerge i alskens surrealistiske 

former. 

Vi sluttede af med et par dage i Ilulissat, der er en 

ganske køn by. Dens helt store attraktion er dog 

den nærliggende – 80 kilometer lange – isfjord, 

gennem hvilken der flyder millioner af tons is fra 

indlandsiskappen og ud i Diskobugten. Dimensionerne 

her er svimlende, og det hele bliver endnu 

mere fantastisk, når man tænker på, at vi kun ser 

godt ti procent af isbjergene, resten ligger gemt under 

havoverfladen. 

Ved fjordens udmunding er havdybden lidt lavere 

end i resten af fjorden, og her står isbjergene ”i kø” 

inden de – under påvirkning af sol, blæst, bølger og 

tidevand – brækker i ”mindre” stykker (cirka i størrelser 

som fra Københavns Rådhus og nedefter – 

altså den del man kan se) og starter deres lange 

færd ud over havet. I øvrigt til stor glæde for fotografer, 

der måtte se dem flyde forbi kysterne, hvor 

de danner den smukkeste kontrast til himmel og 

hav. 

Efter to uger med frisk luft og højt til himlen var det 

unægtelig en voldsom overgang at komme tilbage 

til et sensommer-Danmark med næsten tropiske 

temperaturer og – ikke mindst – sætte sig ned på 

en stol bag en computerskærm på et indelukket 

kontor. Men der skal jo tjenes penge til den næste 

tur. 

Bestigning af 900 meter højt fjeld på Diskoøen 

PS: Hvis nogen skulle have lyst til at læse min detaljerede 

dag-til-dag-beskrivelse af turen, så tag et 

kig på hjemmesiden. 

Per Allan Jensen

Farvel til formanden 

Efter 4 år på posten går Per Allan Jensen af som formand. Vi benytter lejligheden 

til at takke for hans store indsats og bringer her et interview fra 

TopasTidende december 2003: 

Per Allan Jensen må være en af de mest berejste 

personer i Topas Globetrotterklub. Hans første 

Topasrejse går tilbage til 1983, hvor han var på en 

tre måneder lang Trans Asien ekspedition fra Danmark 

til Katmandu med turlederne Jørgen Nielsen 

og George Meldrum bag rattet. Rejsen blev et vendepunkt 

for Per Allan, og siden da er det blevet til 

rigtigt mange rejser, og han er nu (i skrivende 

stund) på 4. år formand for De Berejstes Klub i 

Danmark. 

For at blive optaget som medlem i De Berejstes 

Klub skal man have besøgt ligeså mange lande som 

man er år gammel (dog mindst 30), krydset ækvator 

og besøgt mindst 4 kontinenter. Dertil kommer, 

at man til hver en tid skal have besøgt mindst to 

nye lande inden for de seneste to år. Disse krav opfylder 

Per Allan rigeligt. I løbet af de sidste 24 år 

har han besøgt 77 lande på 124 rejser, der i alt har 

strakt sig over cirka 4 år. 

En Topasmedarbejder har besøgt Per Allan i hans 

hjem på Frederiksberg til en snak om rejser - nyligt 

hjemvendt fra en sensommer vandreferie med Topas 

i Grønland ved Diskobugten og med udsigt til en 

forestående efterårsrejse til Nepal, der i øvrigt er 

hans favoritrejsemål. 

Så snart man træder over dørtrinnet i Per Allans 

hjem fornemmer man, at her bor en globetrotter. 

Parketgulvet er tæt belagt med persiske tæpper, 

hvoraf et sågar er hjembragt fra Trans Asien turen 

tilbage i 1983. Her er håndmalede tangaer fra Nepal, 

drømmetegninger fra Australiens indre, skulpturer 

af dansende afrikanske kvinder, samt flere hyldemeter 

fotoalbums og rejsedagbøger. Den ene væg 

er dækket af et verdenskort, med knappenåle i 

klynger, som markerer Per Allans rejsemål. De 

Berejstes Klubs bibliotek (som midlertidigt er hos 

formanden pga. mangel på lokaler) rummer spændende 

rejsebeskrivelser doneret til klubben i tidens 

løb, bl.a. en bog skrevet af pioneren Livingstone og 

udgivet i 1858. 

Hvad er formålet med De Berejstes Klub? 

Vi er en upolitisk forening, der har til formål at udbrede 

kendskabet til og glæden ved det at rejse. 

Men, helt nede på jorden, så synes vi jo det er hyggeligt 

at mødes med nogle mennesker som vi har 

fælles interesser med og udveksle oplevelser. I 

Klubben lægger vi vægt på, at ens rejseviden er 

frisk viden – det skal være aktivt rejsende. 

Du opfatter Trans Asien rejsen med Topas i 1983 som 

skælsættende for din rejseaktivitet – hvad fik dig til at tage 

af sted dengang? 

Den var helt klart den tur, som satte det hele i 

gang. Jeg var omkring 30 på det tidspunkt, var nyuddannet 

ingeniør og havde haft job i et par år. Jeg 

havde købt lejlighed og sad der og følte mig lige 

pludselig så borgerlig. Jeg fik sådan lidt oprør i knolden 

– der skulle ske et eller andet. Ved en tilfældighed 

sad jeg og læste søndagsavisen og så en artikel, 

en annonce eller et eller andet og tænkte Gud 

ja, jeg kunne tage ud at rejse. Det var ikke noget 

jeg ellers tidligere havde tænkt på – ja, op igennem 

mine 20‘ere havde jeg som de fleste andre rejst lidt 

småture i Europa, lidt charterture, lidt skiture – ikke 

noget der på nogen måde var særlig anderledes. 

Det er ikke noget jeg er opdraget med – vi har aldrig 

rejst nogle steder mens jeg var barn andet end 

til Flensborg på indkøbstur! Så jeg er bestemt ikke 

belastet i den retning. 

Så min Trans Asien tur var nok lidt et tilfælde kombineret 

med, at jeg var på et stadium i mit liv hvor 

„der skulle ske et eller andet“. Jeg fik et halvt års 

orlov fra mit arbejde og solgte min lejlighed. 

55 

Som følsom ung mand i 1976

Hvordan var en Topas tur dengang tilbage i 1983? 

Turen var så organiseret som Topasture som regel 

er. Men der kom nogle overraskelser på, som der 

også skal være på den type tur. Med ruten, bilen gik 

i stykker, nogle fik mavepine, nogle fik hjemve, 

nogle blev sindssyge på hinanden som det kan ske 

når man er så meget sammen og nerverne sidder 

uden på tøjet. Man kan jo heller ikke planlægge sig 

ud af, hvad der opstår af problemer imellem folk på 

så lange ture. Men for selve turen havde vi en grov 

plan. Vi tog fra Padborg d. 11. september, og vi 

skulle være i Katmandu 3 måneder senere. Vi have 

en liste med lande vi skulle igennem, vognen var 

fyldt med konserves, mel, gryn og mælk som supplement 

til den mad vi indkøbte lokalt undervejs. 

Jeg mindes vi også medbragte noget ulækkert pulver, 

som man kunne lave en eller andet dessert ud 

af, som englænderne spiser. Det smagte ikke så 

godt, og vi fik da heldigvis også solgt det i Indien, 

med stort overskud endda. 

Turen var selvfølgelig en stor overgang fra ens daglige 

liv, men det skal det jo være. Jørgen og George 

tog rimelig godt hånd om, når der skete noget, og 

man følte sig hverken efterladt eller overladt til 

skæbnen. 

Med brede bukseben i 1979 

Hvad gør en tur eller en rejse god for dig? 

De ture man husker er nok mest de ture, hvor der 

er sket noget uventet. Man kan have det nok så 

dejligt 14 dage på ryggen på et eller andet luksushotel, 

men det glemmer man igen. Der skal enten 

være nogle strabadser eller nogle dramatiske over- 

56 

raskelser med noget, som man slet ikke havde forestillet 

sig, hvor det hele tar’ en overraskende vending 

og ender et helt andet sted end man havde 

troet. Det er sådan nogle oplevelser der vækker én 

og som man husker. 

For mig er det også vigtigt, at der sker noget fysisk 

på en rejse. Jeg har et indendørs job herhjemme 

som så mange andre, hvor man sidder på en stol og 

glor ind i en skærm. Ferie for mig er at komme væk 

til noget helt andet, hvor man bruger kroppen, og 

hvor det hele ikke er så forudsigeligt. 

En tur eller en rejse skal ikke køre efter en lineal. 

F.eks. vil jeg tro, at af alle de ture Henriette [red., 

turleder] har haft i Grønland her i sommer, der har 

alle ture været forskellige - der sker noget nyt hver 

gang. Det er egentlig lidt sjovt, at man føler man er 

med til at lave turen på en eller anden måde. Men 

alligevel er turene i grove træk sat på plads så man 

sikrer sig, at man får et godt udbytte og ser de ting 

man ”skal” se i området. 

Betyder komfort på rejser noget for dig? 

Hvis jeg skal være ærlig, så betyder det nok lidt 

mere end det gjorde for nogle år siden. Jeg holder 

f.eks. ikke af at ligge på et at de der gamle liggeunderlag 

direkte på jorden. Nu kan man få de selvoppustelige 

– det hjælper lidt på det. Jeg bryder 

mig heller ikke om at sidde i et telt på Grønland, 

som ikke har nogen stol eller taburet – kan du godt 

hilse at sige! 

Men, jeg synes stadig det er fedt at rejse primitivt, 

f.eks. trekking med telt eller med overnatning i små 

lodges og spise lokalt. Det mest luksuriøse jeg har 

rejst er egentlig når jeg engang imellem tar’ en 

charter rejse, hvor der er et hotelværelse med en 

seng, og så tager jeg som regel det billigste – for 

jeg gider ikke give en masse ekstra penge for et 

luksus hotel. 

Du skal afsted til Nepal for 5. gang dette efterår – hvad er 

det ved Nepal som tiltrækker? 

Før det første er jeg dybt fascineret af bjergene. Jeg 

elsker bjerge, og det pirrer mig i den grad at gå 

opad og opad mod tinderne. Landskabernes skønhed, 

variationen af grønne frodige lavlande med bananer 

og citrus, det barske tørre højland – det er 

fantastisk. Og nepaleserne er nogle dejlige mennesker. 

Der er megen værdighed i deres levemåde, og 

de er søde og rare mennesker med en god humor. 

Jeg oplever stadig Katmandu som eksotisk. Da vi 

kom der første gang efter Transasien-turen, var det 

det rene Shrangri-La, med typer der gik rundt i 

byen med gamle slidte sandaler, fedtet hår og så 

stenede ud. Der er stadig noget af det samme. 

Katmandu har en 60‘er uskyld over sig – der lugter 

af røgelse alle steder og der er hyggelige gårdhaver, 

hvor man kan gå ind. 

Dertil kommer de forskellige religioner. Det er 

pragtfuldt at se f.eks. hinduer og buddhister fungere 

i bedste samhørighed. Hvor man mange andre ste-

der i verden kommer op at slås på grund af 

religionsforskelle, fungerer de side om side. Nepaleserne 

går f.eks. til hinandens religiøse fester. Det er 

meget festligt at betragte alle de forskellige slags 

templer, deres religiøse og spektakulære fester. Det 

er næsten som om man ryger lige direkte ind i en 

teaterkulisse. 

Jeg holder faktisk af at rejse i hele Asien. Jeg var i 

Vietnam i 1996, da landet kun havde været åbent 

for turister i nogle få år. Det var en stor oplevelse. 

Vi vandrede ud til en landsby, som kun var to dagsmarcher 

fra Sapa. Det var med turleder Jens 

Winther. Han var en ildsjæl og meget optaget af, at 

vi skulle opleve nogle nye steder. Det var mit indtryk, 

at der var ret frit slag for turlederne, og der 

var mulighed for at udforske nogle steder og 

komme ud i hjørnerne. Vi satte kursen over i en anden 

dal og knoklede igennem tæt vegetation, i en 

sumpet og tropisk jungle. Anstrengelserne førte os 

til en lille landsby, hvor de påstod, at der ikke havde 

været hvide mennesker før. De lokale blev virkelig 

meget overraskede over hvad de så og følte på os 

og på vores ting. Nogle gange fik vi en fra den ene 

landsby til at gå med til den næste landsby, der lige 

kunne fungere lidt som tolk og forklare den næste 

landsby lidt om, hvad det gik ud på. Selv om vi kun 

vandrede en lille uge derude og det ikke er ret 

mange kilometer man går når det kommer til stykket, 

så er det forskellige sprog og forskellige klædedragter. 

Det er meget små samfund. Det ser man 

også lidt af i Nepal, men ikke så tæt. Der skal man 

gå mange flere dage, før det lokale sprog skifter. 

Her i bjergene omkring Sapa ændrede det sig blot 

man vandrede et par timer - folk så anderledes ud, 

talte anderledes og gik anderledes klædt. 

Du valgt et helt andet rejsemål denne sommer, nemlig 

Grønland - hvordan var det? 

Det var en fantastisk oplevelse. Naturen er jo næsten 

på højde med Nepal vil jeg sige (latter) - i enkelte 

situationer næsten bedre! Jeg savner selvfølgelig 

de mastodont høje bjerge med sne på fra Nepal, 

men i Grønland er der jo bjerge, og der er jo 

lidt sne på, og så er der de fantastiske isbjerge, der 

flyder rundt ude i vandet, som ser fuldstændig vanvittige 

ud. Det er helt surrealistisk at der kommer 

bjerge på størrelse med domkirker flydende rundt – 

som isterninger, bare enormt store. Og på grund af 

den rene luft er der så klart, at man kan se uendeligt 

– 100 km væk kan man se isbjergene. En 

enorm sigtbarhed. Og vandet er turkis/blågrønt - 

fuldstændig klart og gennemsigtigt. De hvide isbjerge, 

det turkise vand og de grå-grønne bjerge 

med buskads, er fantastiske farvesammensætninger. 

Hvad der også var fedt deroppe var at komme 

så langt mod nord, at dagene er lange. I Nepal går 

lyset ud kl. 18, og hvis man så ikke er indendøre, er 

man på den - man kan ikke se en hånd for sig. I 

Grønland bliver der jo aldrig mørkt. I august går solen 

kun ned i 3-4 timer, og der er lyst hele døgnet. 

Hvis man har lyst til at vandre videre eller gøre et 

eller andet kan man bare gøre det. 

Vandremæssigt er det lidt af en udfordring. I modsætning 

til i Nepal, hvor der er fine vandrestier 

overalt - det er der altså ikke i Grønland. Grønlænderne 

vandrer jo ikke selv, men tager snescootere, 

helikoptere og kajakker. Det er egentlig hårdt at gå 

rundt i, men det er også en spændende udfordring. 

Vi havde nogle fantastiske bestigninger af de 600 - 

900 m høje bjerge langs kysten ved Disko. 

Mit indtryk af lokalbefolkningen i Grønland var også 

positivt. De er utrolig søde og venlige og meget 

imødekommende. Vi var til dansemik i en lille bygd 

med 60 indbyggere i deres forsamlingshus, og de 

var meget interesserede i at snakke med os. De fleste 

talte dansk - nogle skulle man dog gøre sig lidt 

umage med at forstå. Det var en meget stor oplevelse. 

Mener du at rejser og mødet med andre kulturer påvirker 

ens syn på Danmark? 

Lige når man kommer hjem har man en masse indtryk 

og tror det vender op og ned på ens tilværelse. 

Det fortager sig dog som regel igen ret hurtigt, når 

hverdagens problemer vælter ind over en. Rejser 

medfører, at man blive mere åben og fordomsfri 

overfor anderledes tænkende. Det hænger sammen 

med, at man har været i kontakt med så mange forskellige 

mennesker med forskellige religioner og 

væremåde. 

Jeg har også rejst i muslimske lande med gode oplevelser. 

På Trans Asienturen i 1983 tilbragte vi en 

måned i Tyrkiet. Når vi kom til en ny landsby, kom 

mændene og ville spille fodbold med os og inviterede 

os hjem til te. De var meget gæstfri - det var 

en fantastisk velkomst til Asien. 

Hvordan oplever du turismen og dens indflydelse på lokale 

samfund? 

I Nepal, hvor jeg er kommet igennem 20 år, begynder 

der at dukke små hoteller op langt ude i bjergene, 

og de bliver mere og mere luksuriøse, f.eks. 

med solfangere og mulighed for varme brusebade, 

et stort fint spisekort osv. 

For nepaleserne skaber turismen beskæftigelse – 

der bliver sat noget arbejde i gang og de tjener 

nogle penge. Men turismen påvirker selvfølgelig deres 

levevis/kultur – undertiden også negativt. De 

57 

På kanotur i 1988

egynder at stræbe efter de vestlige ting som vi har 

og tror det vil gøre dem lykkelige. De drager mod 

byerne og tror de kommer til at bo et eller andet 

lækkert sted med fjernsyn og swimmingpool, men 

de ender som regel i en elendig situation. 

En anden negativ effekt af at der kommer en masse 

mennesker forbi og skal have noget at spise er, at 

der fældes træer for at få brænde. Det giver problemer 

med erosion og jordskred. Det er man ved at 

blive mere opmærksom på og begynder at bruge 

gas og sådan nogle ting. Desuden ser man i f.eks. 

Nepal, at mange børn begynder at tigge, fordi 

nogle svagelige turister giver efter og forærer dem 

nogle dollar, som måske ikke er overmåde meget 

for en selv. Det kan totalt smadre børnenes holdning 

til arbejde og værdier og er virkelig dumt. 

Nepal i for præcis 30 år siden, 

december 1983 

Alligevel mener jeg ikke, at turisme har flere negative 

end positive effekter. For et fattigt land som Nepal 

er turismen den vigtigste indtægt de har overhovedet, 

og det gælder også for mange andre 

lande. Men selvfølgelig kan man, som Topas, prøve 

at være opmærksom på, hvad man gør når man rejser, 

f.eks. ved at undgå at få serveret mad steder, 

hvor de brænder træ af. Men det er naturligvis lettere 

sagt end gjort - man er træt når man kommer 

58 

ind et eller andet sted, og så gider man ikke gå ud 

og tjekke den slags. Men i princippet er det en god 

ide, at man træffer nogle valg. At man f.eks. køber 

te i stedet for hele tiden at købe sodavand på flaske, 

som de smider fra sig på en eller anden skråning. 

Der er en række at den slags ting man selv 

kan være med til at påvirke gennem ”bæredygtig 

turisme”, som det hedder. Det kan være svært i 

hver enkelt lille konkret situation at gøre som man 

ideelt set burde gøre. Men jeg synes man bliver 

mere og mere opmærksom på det efterhånden som 

man støder på negative effekter af turisme og bliver 

bevidst om, hvad man kan gøre for at hive det lidt i 

den rigtige retning. Turismen på godt og ondt. Det 

gør helt sikkert godt og det gør helt sikkert også 

ondt nogle steder, men vi kan selv påvirke hvor 

godt eller ondt det skal gøre. 

Når du har været på så mange rejser, må du kunne give 

nogle gode råd til andre rejsende – f.eks.om pakning? 

Lige netop med hensyn til at pakke, kan jeg ikke 

give andre råd - der trænger jeg i virkeligheden selv 

til råd! Jeg er en „pakkeneurotiker“, som bruger 

uforholdsmæssig meget tid på at pakke og kan aldrig 

beslutte mig til, hvad jeg skal have med. Det 

ender altid med at jeg får for meget med - ting jeg 

ikke brug for, men som jeg alligevel tager med næste 

gang. Det er lige før jeg har brug for en psykolog, 

når jeg skal pakke. 

Selvfølgelig ved man, at man skal have et vist antal 

underbukser, lange bukser, bluser osv., med ligesom 

man ved om der er tale om vintertøj eller sommertøj. 

Det vanskelige er udstyret, f.eks. om man skal 

tage vandrestøvler eller vandresko, regnslag eller 

regnjakke – eller går det an helt at undvære regntøjet? 

Og vil man tage sandalerne med denne gang? 

Dagen op til en afrejse kan jeg gå rundt om mig 

selv - for har jeg nu de rigtige ting med? Et godt råd 

teoretisk set er selvfølgelig at pakke let. Det er indlysende 

og jeg ved det selv - og jeg er så glad for 

når det lykkes mig! 

Hvordan tilrettelægger/vælger du en rejse – hvad er vigtigt 

for dig i forhold til planlægningen? 

Oftest har jeg en løs plan for, hvor jeg skal hen på 

de næste 2-3 rejser. Min personlige måde at planlægge 

tingene på har dog ændret sig op gennem 

årene. Sådan er det nok for de fleste. I starten har 

man meget tid og ikke så mange penge, og efterhånden 

har man fået et godt job og så er det omvendt 

- så har man flere penge og mindre tid. 

Et andet hensyn er selvfølgelig min datter, som jeg 

fik for 12 år siden, og som bor hos sin mor. Jeg har 

ikke siden haft lyst til at tage væk hverken to eller 

tre måneder ad gangen. Det er lang tid – både for 

hende og for mig - at skulle undvære hinanden, det 

har vi ikke lyst til. Da hun var helt lille tog jeg højst 

afsted i to uger – nu er jeg oppe på 3-4 uger ad 

gangen. Men vi rejser også sammen. Hun kan heldigvis 

også godt lide aktivitet. På længere sigt regner 

jeg med, at hun kan tage med ud at vandre, 

hvad hun forhåbentlig har lyst til.

Etiopien - Afrikas Smeltedigel 

af Marianne Christensen 

Jeg drog i november 2000 (efter etiopisk kalender 

marts 1993!) til dette sagnomspundne og dramatiske 

land, som jeg egentlig ikke havde interesseret 

mig så meget for. Men da rejsemålene Tibet, Borneo, 

Irian Jaya og Mali af helt forskellige årsager var 

gået i vasken, ja så fik TravelLife mig overtalt til at 

rejse til Etiopien. Krigen mellem Eritrea og Etiopien 

var lige afsluttet efter 3 år. Før det havde der været 

20 års borgerkrig, og midt i 80èrne døde mere end 

100.000 mennesker af hungersnød, så det er ikke 

et land, der har haft mange turister gennem årene. 

I det år jeg var der regnede man med at bare 5000 

turister ville besøge dette enorme land. 

De 11 udhuggede kirker i Lalibela, som så mange 

andre steder kaldet verdens 8. vidunder, skulle 

være hovedattraktionen, men for mig blev det besøget 

hos 6 forskellige stammer i det sydvestlige 

hjørne af landet. Måske de stammer i Afrika, der er 

så „oprindelige“, som det kan lade sig gøre i vor 

tid. I hvert tilfælde de mest specielle, og nogle af 

dem fortsat „vilde“. 

Landet er 26 gange større end Danmark med 60 

millioner indbyggere. Med over 100 forskellige 

stammesprog udover det officielle amharisk. Med 

koptiske kristne, muslimer og animister. Med tropisk 

klima og ørken i syd, og mere tempereret i nord. Og 

den højeste bjergtop på 4.620 m - til de som går 

efter den slags! 

Vi landede, efter en skrækkelig flyvetur med 

Ethiopian Airways, i Addis Abeba, den 3. højst beliggende 

hovedstad 2.600moh. Byen er bare 100 år 

gammel og ikke frygtelig interessant og meget forurenet 

af bilos. Så det var ok dagen efter at tage fly 

nordpå til dethistoriske Etiopien. Vejene op over 

Simiensbjergene er ret så ringe, og indenrigsfly er 

ret så billige, så..... Blot må man forvente at få 

endevendt sin bagage totalt før hver eneste 

indenrigsafgang. 

Desværre har man byttet de små 15 personers fly 

(de lå nedstyrtede ved landingsstriberne) ud med 

50 personers, der flyver højere. Men udsigten er alligevel 

formidabel. Hele det nordlige af Etiopien består 

af frodige bjerge, skove og marker - og runde 

stråtækte negerhytter. 

90 % af befolkningen bor på landet. Vores 1. mål 

var Axum. Punt som landet blev kaldt af egypterne 

var allerede kongerige 10 århundreder før Kristi. Og 

man havde rigsdag ligeså mange år før den samme 

mands fødsel. Ca. 300 år efter ham blev kristendommen 

indført som det første sted uden for Palæstina, 

og fortsat lever den koptiske kristendom rigt 

ilandet. Axum menes at have været hovedstad på 

den tid. For èt af den tids mest magtfulde lande. 

Flåden havde fuld kontrol over hele Det røde Hav i 

mere end 1000 år, og der blev handlet med Indien, 

Arabien og Rom. Dronning 

Saba var dets dronning, og 

Yemen blev indlemmet i 

kongeriget. Det arabiske 

islæt er ikke til at tage fejl af 

i dag. Sproget amharisk lyder 

meget arabisk, og den 

sorte befolkning er 

opblandet arabisk blod, der 

gør kvinderne til nogle af de 

smukkeste, jeg nogensinde 

har set. Axum er en primitiv 

landsby, hvis eneste attraktion 

er nogle monolitter eller 

steler fra det 3. århundrede. 

Den største på 33 m,og 500 

tons og udhugget i ET stykke 

ligger knækket på jorden. 

Den næststørste må man til 

Rom, hvortil Mussolini bortførte 

den, for at se, og den 

sidste på 23 m står der 

endnu, majestætisk 

ettusindsyvhundrede år efter. 

Selvom stelerne menes at være rejst af den første 

kristne konge (Ezena), var stelernes betydning 

mere en demonstration af magt for den hersker, der 

indlemmede Yemen og dele af Sudan i kongeriget. 

Pagtens Ark skal efter legenden være opbevaret i et 

af Axums templer. Kun mænd får lov til at komme 

ind i templet. Og ingen får lov at se selve Pagtens 

Ark! 

Vi kørte en tur op mod Eritreas grænse. Bønderne 

pløjer med kæp og okser, og tærsker kornet med 

samme okser. Vi skulle besøge det første af mange 

klostre med op til 400 år gamle flotte farveillustrerede 

kirkebøger, alle håndskrevne og -malede. 

35 km fragrænsen hørte vi skudsalver (etiopisk 

øvelse?), men også lastbiler fyldt med arabisk 

59

klædte militser (læs bønder med arabisk beklædning) 

på vej væk fra grænsen. Våbenhvilen efter 3 

års krig var nu en realitet, og mens vi var i Etiopien, 

ankom danske FN-soldater til Eritrea. 

Krigen mellem Eritrea og Etiopien er historien om 

David og Goliath. Etiopien har kendt til krig næsten 

hvert eneste tiår de sidste 700 år. Måske er det derfor 

en „indgroet“ del af deres natur. Denne krig, 

som nu igen 3 år efter er ved at blusse op, handler 

om at Etiopien ønsker tilgang til en havneby. Dette 

har Eritrea tilbudt, men Etiopien ønsker land inddraget. 

Landene er uenige om det er grænsen fra den 

koloniale italienske tid eller den grænse der var i de 

årtier Eritrea var en etiopisk provins. Eritrea blev 

selvstændigt i 1993 efter 30 års befrielseskrig. Og 

70.000 døde i krigen. 

Næste stop var Lalibela. Året før var lufthavnsbygningen 

et blikskur; nu bygger man paladsagtigt 

med marmor. De 28 km ind til byen med 12.000 

60 

indbyggere er jordvej, husene i byen er lerhytter, og 

befolkningen er iklædt farverige gevandter. Lalibelas 

seværdighed er 11 kirker, der for 800 år siden blev 

udhugget ned i den vulkanske klippegrund. Mange 

af dem er forbundet med underjordiske gange. Legenden 

fortæller at det tog 60.000 mand 25 år at 

udhugge dem. Den mest imponerende kirke er 

Korskirken, som står 12 m høj nede i sit hul med 

verden og dagliglivet i højde med taget. 

Kaffeceremoni er et must i Etiopien. Kaffen stammer 

oprindelig herfra, nærmere bestemt fra Kaffi området. 

Vi blev inviteret ind i en lille rund mørk negerhytte 

hvor der boede seks mennesker af Healthy, en 

af Etiopiens dygtigste langdistanceløbere (hun løb 

frem og tilbage fra lufthavnen hver dag - 56 km). 

Kaffeceremoni varer 1 time, der startes med at vaske 

og brænde bønnerne over ild, og sluttes med at 

skolde miniaturekopperne, der fyldes med sort velsmagende 

kaffe tilsat lige så meget sukker! Uhm. 

En anden dag var vi på muldyrstur op til et kloster 

på toppen af et 4.200 højt bjerg. På et tidspunkt 

måtte muldyrene opgive og „apostlenes tobenede 

heste“ måtte klare resten af turen. På vejen mødte 

vi nogle børn, snavsede, i slidt tøj, barfodede, men 

med de flotteste gedeuldshatte med hestehaler på. 

Næste by vi fløj til var Gondor. Med resterne af 7 

slotte fra 1600-1700 tallet i portugisisk/indisk stil, 

hvor den sidste af de kejserlige sortmankede abessinske 

løver sultede ihjel i fangenskab. Og en lille 

specielt smukt dekoreret kirke, Debre Berhar 

Selassie fra 1700-tallet med Gabriels engle over 

hele loftet. 

Nu var det nok med alle de mange kirker, så vi fortsatte 

sydpå for at se Den blå Nils udspring. Faktisk 

sejlede vi en hel dag på tværs af kilden: Tanasøen 

på 3.600 km2. Efter søen falder vandet 45m i et 

„tosporet“ vandfald. Tidligere var vandfaldet 400 m 

bredt, men nu tages der vand fra til elektricitet, 

hvilket betyder mindre vand op i Egypten, hvilket 

igen har betydet lidt uvenskab mellem de to lande. 

(Den hvide Nil udspringer i Sudan, og de to niler løber 

sammen til dèn Nil vi kender til i Egypten). Besøg 

endelig byens lokale marked, hvor man kunne 

købe alt lokalt hvad hjertet begærer, hvis jeres vej 

skulle falde forbi. 

Tilbage i Addis sadlede vi om til 4 landrovere og 

kørte ad asfaltvej gående sydpå - finansieret og 

bygget af EU. Under et tissestop ville jeg fotografere 

kameler, der gik frit ude inaturen. men før jeg fik 

trykket på udløseren gik en mand langt væk helt 

bersærk, kom løbende, råbte og skreg mig lige op i 

ansigtet. Det viste sig at han var kamelhyrde, analfabet 

og troede at jeg nu havde sendt bestråling ud 

over landskabet og kamelerne, hvis mælk var ødelagt. 

Vi oplevede det samme længere ude i bushen 

med en fårehyrde, der mente hans får ville bløde til 

døde, hvis vi fotograferede dem. 

Dagens mål var Wendo Genet „Paradiset“ med 

varme naturlige kilder, regnskov, fugle tur og aber. 

Og en smuk solnedgang over bjergene. Vi var nået 

til Rift Valley, den store vulkanske kløft som for 20 

mill. år siden skar sig fra Syrien 5000 km gennem

Østafrika, hvor den undervejs dannede de store 

søer og de udslukte vulkaner Kilimanjaro og Mt. 

Kenya. Det var også i dette område at man fandt 

Lucy (opkaldt efter Beatles` 

„Lucy in the Sky“ som blev 

spillet i lejren lige efter fundet 

i 1974). Indtil for nylig 

den ældste kvinde i verden - 

3,2 mill år gammel. Dvs. 

dette lille skelet, som man 

kan se i Addis. Derfor har 

man tidligere ment, at menneskets 

vugge var her i Østafrika. 

Men nu har man fundet 

et meget ældre skelet 

længere vestpå i Afrika. 

Vi kørte gennem 

Shashemene, hvor ca. 100 

Rastafarier siden 50èrne har 

levet her med deres jamaicanske 

udseende, deres filtrede 

hår, deres brug af 

„kropsrensende hellig marihuana“ 

og deres tro på at 

Haile Selassie er deres gud. Desværre var ingen ude 

at gå tur den dag vi kom forbi. 

Nu fik turen ekspeditionspræg. Vejene var rødt jord, 

præget af kraftige regnskyl. På vejen gik mænd 

med deres spyd for at beskytte sig mod vilde dyr. Vi 

kørte en dag 270 km, en anden dag bare 63. Vejene 

var elendige og heden næsten ubærlig. Så nåede vi 

enKonsoby. Konsoerne (der findes 170.000 af dem) 

bor både i barakker i lidt større byer og i negerlandsbyer, 

som de bygger med smukt formede træ 

stakitter af afbarkede grene rundt om deres huse. 

De laver totemmennesker af de modige, der døde i 

kamp. Og kopier, de gerne havde solgt til os. 

Undervejs røg vi pludselig ind i en gadefest. Regeringen 

havde givet en landsby korn, og det blev fejret 

med dans og en lille en. Vi følte os lidt utrygge i 

denne ophedede stemning, hvor vi blev rørt og nevet 

i armene. 

Videre sydvestpå holdt vi et stop ude i den røde ørken. 

Kort tid efter dukkede 6-7 mennesker fra 

Tsemay stammen. De var klædt i skindstykker med 

skaller og perler syet på. Med mudderslangekrøller. 

Og en halv kalabas som hat. Man mener, der findes 

ca.10.000 af denne stamme som var venlige og 

smilende. Det er Mursierne eller tallerkennegrene 

til gengæld ikke. De er nomader, kun ca. 5000 tilbage 

i antal og sikkert indavlede. Kvinderne har ler 

skiver i deres underlæbe. Vi kørte ad støvede røde 

veje, op og ned af huller, i 40° varme. Pludselig 

stødte vi ind i engruppe af Mursier, der pga. af tørken 

er rykket hen, hvor der af og til kommer en rejsende 

forbi. For at tjene penge som fotomodeller. 

De var pågående med stikkende øjne, disse mærkelige 

tallerkennegre. Man troede faktisk de var uddøde, 

men man genfandt dem, da man for ca. 10 år 

siden begyndte at færdes i det sorte Afrika igen. Ca. 

6 måneder før kvinderne skal giftes laves et lille snit 

for at løsne underlæben. Og der sættes større og 

større ler skiver i for at udvide 

hullet ved læben, der til 

sidst - uden lerskive - blot 

hængersom en tyk elastik. 

Jo større tallerken, jo mere 

kvæg skal kvindens familie 

have i bryllupsafgift. 

Så var Karoerne en helt anden 

positiv oplevelse. Vi var 

nået til Mago Nationalpark, 

hvor vi satte vores igloo 

telte op. Silkeaber løb oppe i 

træerne. Og bavianerne 

nærmede sig om morgenen. 

I en anden camp havde vi to 

han løver i bur lige ved. Jeg 

havde om dagen udtrykt et 

ønske om, at de ville brøle. 

Det fortrød jeg om natten, 

hvor de åbenbart kommunikerede med løver ude i 

naturparken. Der er ellers ikke så mange vilde dyr i 

Etiopien i dag. De blev spist under hungersnøden. 

For at finde karoerne kørte vi ud i sandørkenen. Vi 

var ved at miste orienteringen, da vi stødte ind i en 

ung kvæghyrde med en kalashnikof (de købes i Sudan 

for 2.500 kr eller 5 okser). Han hoppede ind i 

61

ilen og viste vej til en landsby med koniske stråhytter. 

Vilavede frokoststop ved Omofloden, og efter 

en stund kom flere og flere karoer med deres meget 

specielle kropspynt hen til os. Udover deres rødmudrede 

slangekrøller havde kvinderne galvaniserede 

søm gennem underlæben, som de med tungen 

kunne tage ind og stikke ud gennem hullet. En ældre 

dame havde dog en gul blomst i læbehullet. 

Nogle havde hvide bemalinger, andre barberbladstatoveringer, 

der bliver ophovne ved at blive gnedet 

med aske. Mod røverisk betaling lokkede vi dem til 

at danse og klappe deres stammedanse, som de ellers 

kun gør om aftenen. Dansene fungerer ligesom 

vores diskoteker. Mand og kvinde ser hinanden an, 

her byder kvinden op til en sensuel dans, og så kan 

det ende i giftermål. Hvis ellers han har råd! Dvs 

kan betale 15 op til 30-48 kvæg, alt efter hendes 

families størrelse. 

Næste stamme vi ville besøge var på den anden 

side af den krokodillefyldte Omoflod, som vi måtte 

krydse i udhulede træstammer! Galebfolket var ikke 

gæstfrie. Nogle unge mænd med maskinpistoler 

skældte os ud, fordi de mente én havde taget billede 

af dem, og da vi skulle ud af landsbyen lukkede 

en ældre fuld mand os inde med noget tornekrat. 

Men med lidt bompenge kom vi ud. Der findes ca. 

35.000 galebs, de bevæger sig helt ned til Kenyas 

grænse og anses for at være kriminelle og at slå deres 

fjender ihjel. Når man havde besøgt Galeb eller 

Bumi stammen kunne man ikke besøge det modsatte, 

da de ofte lå i krig. 

Det mest karakteristiske ved denne stamme er 

mændenes frisurer. De barberer håret i striber hver 

62 

gang de har slået en fjende ihjel, hvorefter de lægger 

en kage af ler, noglemalet i okker eller hvid på 

håret og sætter en strudsefjer i nogle huller. Som 

bevis for at de virkelig har slået en fjende eller vildt 

dyr ihjel skal de komme hjem med byttets penis. 

Gruppens antimyggelotion er en blanding af urin og 

aske! De ugifte kvinder har ringe om anklerne med 

en klokke for at tiltrække sig opmærksomhed. Når 

hun forloves fjernes klokken, og når hungiftes får 

hun i stedet tykke ringe om armene. Hos Hamar-folket 

er det tunge ringe om benene! Ny betydning af 

vielsesringe. Sex før ægteskabet er tilladt i hvert tilfælde 

hos Hamarfolket, men bliver kvinden gravid 

får hun urter at drikke og forløsende mavemassage! 

Kan udarte sig til maveboksning. Hamarfolket, 

50.000 individer bor i Turmiområdet. Her slog vi lejr 

ved en tørlagt bred flod. På en aftentur så vi en 

kvinde grave ned til vandet, som hun ved hjælp af. 

en halv kalabas hældte over i hele kalabasser, som 

hun bar væk på ryggen som en rygsæk. 

En anden kvinde, der gjorde det samme, havde ned 

over sin ryg nogle store grimme ar. De stammede 

fra den manddomsceremoni hendes bror havde gennemført, 

hvor han skal løbe hen over ryggen på op 

til 50 okser, som hans søstre og andre kvinder holder 

i et reb, mens byens gamle mænd pisker kvinderne 

på ryggen. Jo flere ar, jo mere smerte kan de 

udholde og jo højere elsker de deres bror! Fortæl 

mig lige hvem der i virkeligheden består 

manddomsprøven. De gifte Hamarkvinder har to 

tykke metal ringe om halsen. Førstekonen har desuden 

en læderring, der afsluttes med en fallosagtig 

lige-ud-strittende dims foran. Bæres til de dør. 

På Turmis marked var der smukke kvinder der 

solgte lertøj, rødt jord og hvidt smør til håret samt 

meget andet. Og på et ensomt sted sad en kvinde 

med lepra og tiggede. Hun manglede fødderne og 

ville ikke have at jeg kom for tæt på for at give 

hende penge. Jeg kunne fortælle videre om khat, 

der smager som ligusterhæk og med samme virkning, 

om Chamosøen og 50 store fede krokodiller på 

6 m, om parrende flodheste, om en danskbygget 

skole med en klassekvotient på 120, hvor vi blev 

modtaget som dronning Margrethe. Om hvordan 

russere og koreanere har efterladt en ørken efter et 

mislykket bomuldsdyrkningsforsøg. Om de kristne 

kvinders tatoveringer i ansigtet, om Dashen øllet 

sponsoreret af Carlsberg. Og så har jeg endda ikke 

været i den fjerdemest muslimske murindringede by 

Harer med de 90 moskeer. Og i Danakil saltørkenen 

- det lavest liggende (-116 m.o.h.) og hedeste sted 

på jorden. (135° Fahrenheit, hvor meget det nu er i 

celsius) 

Etiopien er ikke bare èt land. Nord og syd og øst er 

så forskellige, at det ligner tre lande. Etiopierne har 

også deres egen kalender. Et år er 13 måneder. 12 

måneder af 30 dage og èn på 5. Bortset fra skudår, 

hvor den er på 6. Året starter 11.09 og indtil 31.12 

er de 7 år efter vores kalender, mens de fra 01.01 

til 10.09 er 8 år efter! Tiden starter kl. 6 om morgenen. 

Da er den 0. Dvs. når klokken er 12 vor tid, er 

den 6 etiopisk tid! Er du forvirret? Gudskelov er ferietid 

også afslapningstid. Og der går sikkert en bus 

igen i morgen… 

Marianne Christensen

Pantanal, Brasilien 

Af Knud B. Bach 

Pantanal - det store vådland 

Under et travlt forretningsbesøg 

i Cuiaba fandt jeg mulighed 

for en smuttur ned i 

Pantanal, et møde var blevet 

aflyst, så jeg var klar fredag 

middag – sandt at sige 

havde jeg også en snigplan 

med denne tur. 

Pantanal – det 

store vådland 

Pantanal er verdens største 

vådland – på størrelse med 

Frankrig – det ligger vest i 

Brasilien over mod Bolivia fordelt mellem staterne 

syd og nord Mato Grosso. Navnet Mato Grosso betyder 

noget som stor tyk skov eller ingenmandsland. 

Siden jeg havde erhvervsgeografi på har jeg altid 

haft lyst til at besøge stedet. Professor Humlum omtalte 

ofte Mato Grosso og forklarede, at mange af 

vores kulturplanter stammer herfra. I dag er meget 

af den uendelige skov omdannet til nogle af verdens 

største kvægområder og sojamarker. I Chapada øst 

for Cuiaba, hvor Brasiliens „Grand Canyon“ befinder 

sig findes det geodætiske midtpunkt for Sydamerika. 

Jeg fik lavet en aftale med taxachaufføren Moacir, 2 

dage og 600 km inkl. Chapada for 500 R$. Mit hotel 

hævdede, at turen kræver en 4x4, men jeg havde 

læst i Lonely Planet at en personbil kunne klare turen 

i tørtiden, så jeg valgte Moacir med en Fiat Uno, 

dog mest fordi han var hyggelig og jeg havde tillid 

til ham. 

Cowboys med zebu kvæg 

Efter en times kørsel fra storbyens tumult ankom vi 

til Pecone, en „Wild West“ by ved indkørslen til Pantanal. 

Byen er en tidligere guldgraverby, som har et 

stort opland med kvæg rancher – fazendaer. På de 

tørre områder af Pantanal græsser der meget store 

flokke af hvidt zebu kvæg og cowboyerne slukker 

tørsten i Pecone. Byens indbyggere er hovedsageligt 

en blanding af indianere og negre. Det var hen på 

eftermiddagen, før vi ankom, og vi havde intet spist 

siden morgenmaden, så vi droppede ind på den sidste 

saloon Ouro Real - Rigtig Guld. Her blev vi betjent 

af 5 let påklædte damer. Moacir tiskede lidt og 

rullede med øjnene, mange services blev tilbudt, 

men vi nøjedes med colaer og salgados. Madam 

ville lukke biksen og tage alle pigerne med til Pantanal, 

men Moacir startede Fiat Uno’en op og vi suste 

af sted efter at Moacir havde slået korsets tegn. 

Wild West Saloon Ouro Real 

Fra indgangsportalen skal der efter mit kort være 

61 km til Porto Jofre. Vejen, som hedder Transpantaneira, 

er en grusvej, der går over 137 broer og 

slutter i Porto Jofre ved Piquire floden. Vi havde 

valgt indkørsel sidst på eftermiddagen, hvor dyrene 

63 

Cowboys med zebu kvæg

Wild West Saloon Ouro Real 

er fremme for at nyde solen 

og en sidste haps inden 

sovetid, men vi var nok lidt 

sent ude. Kort tid efter indkørslen 

så vi store flokke af 

fugle og rækker af jakares 

alias alligatorer. Ungerne ligger 

i lange rækker ved vandkanten 

og slikker sol, mens 

de venter på bytte. 

Alligatorer Jacare 

Her i begyndelsen af oktober 

Ituiui Stork 

64 

lakker tørtiden mod enden, og regntiden er på vej. 

Der er meget lidt vand, derfor må dyr og fugle 

klumpe sig sammen. Ituiui storken – Pantanal’s vartegn 

- spankulerer frygtløs rundt i små grupper op 

mod vejen. Den er mindst dobbelt så stor som vores 

stork og har et pudsigt sort hoved plantet på en rød 

posehals. 

Der er hele tiden små glimt i vandet fra myldrende 

piranha-fisk. Næppe nogen steder i verden er der 

flere arter af ferskvandsfisk end i Pantanal ca. 375 - 

det vrimler. Fiskeri er tilladt, men dog kun med fiskekort, 

som hotellet kan være behjælpeligt med. I 

Cuiba kan jeg anbefale „Pescaria Popular“, som serverer 

en udsøgt menu af ferskvandsfisk, specielt 

kan jeg anbefale pintade fisken, jeg kunne vanskeligt 

gå derfra. 

Moacir i Fiat Uno på en af 137 broer på Transpantaneira. 

Moacir i Fiat Uno på en af 137 broer 

på Transpantaneira. 

Midtvejs mod Jofre er der tørt og færre vilddyr, men 

store flokker af græssende kvæg, så vi haster af 

sted, vi har for længst passeret de 61 km uden tegn 

på Jofre. Det er ved at blive mørkt og vi mangler 

stadigt over halvdelen af de 137 broer. På den sidste 

halvdel af strækningen er broerne i meget dårlig 

stand, heldigvis kan vi her i tørtiden køre uden om 

nogle af dem. Broerne er plankebroer, og i nogle tilfælde 

må jeg af for at skubbe plankerne på plads. 

Det tager lang tid, og vi er ikke fremme før ved nitiden, 

de sidste 2-3 timer møder vi hverken mennesker 

eller dyr - kun katteøjne. Endelig kommer vi 

frem til Porto Jofre Hotel, hvor der står tre mindre 

fly udenfor. Efter lidt banken dukker en sur hotelmand 

op. Ingen reservation, nej, dermed ingen værelser, 

men kør længere ned ad pisten, der ligger en 

pousada - muito simple. Gennem min rejsetid har 

jeg lært at der altid er et værelse / billet tilbage, 

men denne gang går det ikke. Den næste dag giver 

smilende Jamil en rundtur på hotellet, et naturparadis 

med speciale i lystfiskeri – 25 veludstyrede 

speedbåde til rådighed. 

Vi lusker videre til Neco’s gæstgiveri, der nærmest 

er nogle barakker ud mod floden – „somos

exploradores“ udbryder Moacir. En stor mestiche 

„Gubben“ modtager os i rundhytten, men værelser 

Nej, restaurant Nej. Dog efter lidt grynten viser han 

Gubben på Piquiri floden 

os et uordnet rum til 50 R$, men ikke to rum og ingen 

mad. Moacir ruller med øjnene og mumler om 

uhøflige bushfolk. Medens Moacir og jeg deler en 

kikspakke, rydder Gubben rummet og starter en generator 

op. Aircondition! Fantastisk, for myggene 

hænger i store sværme. Vi gør klar til sejlturen på 

floden som vi har bestilt til tidligt næste morgen og 

tørner ind – AC’en kører – det er et under! 

Capivar gnavere - flodsvin 

Næste morgen bliver vi vækket af nogle blå Araras 

papegøjer, der skræpper i træet ved siden af. Vi går 

med Gubben i den lille motorpram samtidigt med at 

solen står op. 

Gubben på Piquiri floden 

Lydene i junglen samt den flotte solopgang over floden 

er i sig selv en stor naturoplevelse. Dyrerne og 

fuglene er nu vågne, vi ser 2-3 capivarfamilier som 

kigger nysgerrigt fra flodkanten – de er sjove dyr og 

de største i gnaverfamilien, lækkerbiskener for jaguar 

og anaconda - flodsvin kaldes de i Danmark, 

hvor Aalborg Zoo i øvrigt har en flot samling. 

Vi sejler et par timer ned af floden og ser mange 

dyr, mest fugle, men ikke så mange som ved vejen i 

går. Der er aber og hejrer i træerne, i flodkanten 

nogle store alligatorer, som vi kommer tæt på. Vi 

ser en meget stor slange krydse floden, - antageligt 

en anaconda. Vi sejler efter den – den dykker et par 

gange, men den krumme hals kommer op som et 

periskop, men forsvinder til sidst i mangroven. Det 

bliver en storslået oplevelse, gubben peger dyr og 

fugle ud, han smiler endog ind imellem og serverer 

gratis kaffe med meget sukker. 

På hjemturen, sidst på eftermiddagen ser vi også 

mange fugle og alligatorer, jeg får nogle gode billeder 

af itauiu storker med unger i reden. Før udkørslen 

stopper vi ved Pousada Araras Eco Lodge. Her er 

alt rigtigt organiseret i tidens økotrend, men priser 

på 150 US$ pr person er ikke særligt øko. Jeg er 

meget fristet af en lang ridetur i sumpen, men jeg 

skal jo med fly til Rio, så jeg må i stedet tage rideturen 

en anden gang i bjergene i Petropolis, hvor 

jeg bor. 

Både jeg og Moacir har haft en interessant tur. Ret 

beset burde denne tur tage en lille uge og den 

kunne let have kostet over 1.000 US$, men jeg 

havde kun 1½ dag til rådighed og denne tid blev 

udnyttet optimalt. Moacir kører mig i lufthavnen, jeg 

lover at sende ham nogle billeder, som hans søn kan 

vise på computer. 

LINKS 

-Hotel Porto Jofre www.portojofre.com.br 

-Araras Eco lodge www.araraslodge.com.br 

65 

Knud B. Bach 

-Pantanal Hotel www.portjofrepantanal.com.br

Referat af generalforsamling i 

De Berejstes Klub 

Mødested: Lyngby Cycle Club, lørdag 29NOV03 

klokken 16-18.30. 

Deltagere: Niels Johs Legarth Iversen, Per Allan 

Jensen, Bertel Kristensen, Søren Bonde, Ulrik Ebbe, 

Michael Horne, Morten Siglev, Øjvind Løkkeberg, 

Erik Pontoppidan, Henning Andersen, Søren 

Christensson, Mai Nygaard, Søren Padkjær, Ole 

Egholm, Kenneth Hvolbøl, Poul-Erik Jensen, Anette 

Sode, Ewa Bylinska, Ina Astrup, Eva Clemmensen. 

Undervejs fremmødte endvidere Claus Andersen og 

Bjarne Lund-Jensen. 

1. Valg af dirigent 

Niels Johs Legarth Iversen blev valgt. Ole Egholm 

blev valgt til referent. 

2. Formandens beretning 

Er gengivet lidt længere fremme i bladet. 

Der var ingen spørgsmål eller kommentarer til formandens 

beretning, der herefter blev godkendt. 

3. Kassererens beretning 

Mai Nygaard, konstitueret kasserer, konkluderede, 

at året (OCT02-SEP03) udviste et underskud på - 

16.368,- DKK, hvilket var i den planlagte størrelsesorden, 

idet der var anvendt en del ressourcer på 

dels nyudgivelsen af vores Blå Bog, dels til udgivelsen 

af Globen. Foreningen havde i alt 46.142- DKK i 

indtægter, heraf var de 29.100,- DKK medlemskontingenter. 

Egenkapitalen per 30SEP03 var i alt 

21.478,- DKK. 

Regnskabet blev godkendt uden anmærkninger eller 

spørgsmål. 

4. Fastsættelse af kontingent og budget for 

2003/2004 

Mai Nygaard fremlagde på bestyrelsens vegne et 

budget hvor medlemskontingentet skulle hæves til 

400,- DKK per medlem om året (dog kun 100,- DKK 

for samboende medlemmer). Det anførtes, at 

medlemskontingentet på de 300,- DKK har været 

uændret siden klubbens start i 1996. Således har 

foreningen budgetteret med samlede indtægter på 

72.000,- DKK, heraf 52.000,- DKK i medlemskontingenter. 

På udgiftssiden forventes der „kun“ anvendt for 

59.000,- DKK, men dette vil også betyde, at foreningen 

har 13.000,- DKK tilovers som kan anvendes 

til formål i løbet af året, der endnu ikke er specificeret. 

Erik Pontoppidan spurgte, om man har overvejet 

66 

kommerciel distribution af Globen, som mange efterhånden 

mener har en så høj kvalitet, at den 

burde kunne sælges i meget større omfang til personer 

udenfor klubbens regi. Det medførte en længere 

debat, hvor essensen nok var, at vi stadig er 

en frivillig forening der laver frivilligt arbejde, men 

hvis der er én eller nogle i klubben, der er i stand til 

at tage denne aktivitet op, UDEN at klubbens økonomi 

sættes på spil, og uden økonomisk risiko for 

klubben, vil det da være noget at gå videre med. 

Når vi kigger på de interne omkostninger omkring 

trykningen, der allerede beløber sig til de 30-40 

kroner per eksemplar, er der dog lange udsigter til, 

at det kan blive en rigtig god forretning. Men - som 

sagt - afhænger igen af de kræfter, der er i klubben. 

Budgettet blev godkendt, idet det dog blev specificeret, 

at de „passive“ medlemmer, hvis vigtigste del 

var at modtaget globen, ikke skulle have prisforhøjelse 

fra de nuværende 300,- DKK om året. Budgettet 

blev godkendt med 29 stemmer for, 2 der undlod 

at stemme og 1 stemmer imod. 

Bestyrelsen havde endvidere foreslået et 

indmeldelsesgebyr på 100,- DKK - hvilket nogenlunde 

modsvarer det administrative arbejde, der er 

forbundet hermed. Indmeldelsesgebyret vil både 

blive anvendt overfor nye medlemmer, samt overfor 

medlemmer, der pga. manglende betaling el. lign. 

har været udmeldt. Dette indmeldelsesgebyr blev 

også godkendt med stemmerne 28 for, 3 undlod, og 

1 stemme imod. 

5. Indkomne forslag 

Bestyrelsens forslag om ændring af §2 (optagelsesbetingelserne): 

„Ved oversøisk bosættelse (udenfor 

Europa) i mere end 2 år regnes det pågældende 

land som hjemland, og A/B-kravene er så gældende 

herfra“ (det betyder så til gengæld, at 8-ugers reglen 

kan opfyldes ved de første 2 års FAST udlandsophold 

samme sted). 

Forslaget blev godkendt med stemmerne 28 for, 2 

undlod og ingen imod. De to undladte stemmer har 

til stadighed ikke helt forstået meningen med 

ændringsforslaget.... 

6. Valg af formand 

Per Allan Jensen går af efter at have været formand 

for De Berejstes Klub i 4 år. Bestyrelsen indstillede 

enstemmigt Søren Padkjær (0112) som ny formand. 

Da der ikke var modkandidater blev Søren Padkjær 

valgt enstemmigt med applaus. 

7. Valg af bestyrelsesmedlemmer + suppleanter

Af bestyrelsens 6 medlemmer er 3 IKKE på valg, 

men to af disse vil dog gerne afgå alligevel: 

Lis Vera Jørgensen afgår af helbredsårsager 

Mai Nygaard afgår på grund af manglende tid 

Claus Qvist bliver siddende og er ikke på valg før til 

næste år. 

Af de tre medlemmer på valg 

Kenneth Hvolbøl genopstiller 

Jakob Nielsen genopstiller ikke 

Michael Horne genopstiller ikke 

På valg til de 3 ledige bestyrelsesposter for 2 år, 

samt de 2 ledige bestyrelsesposter til 1 år opstillede, 

og blev valgt følgende personer: 

Per Allan Jensen (2år) med 26 stemmer 

Bjarne Lund-Jensen (2år) med 20 stemmer 

Kenneth Hvolbøl (2år) med 18 stemmer 

Claus Andersen (1år) med 9 stemmer 

Martin Anker Nielsen (1år) med 9 stemmer 

Som suppleanter blev valgt 

Søren Bonde med 8 stemmer 

Morten Siglev med 1 stemme 

Bestyrelsen består herefter af Søren Padkjær (formand), 

Per Allan Jensen, Bjarne Lund-Jensen, Kenneth 

Hvolbøl, Claus Andersen, Martin Anker Nielsen 

og Claus Qvist Jessen. 

8. Valg af revisor samt revisorsuppleant 

Lasse Nørgaard blev valgt som revisor og Mai 

Nygaard som revisorsuppleant - begge uden mod- 

Formandens beretning 

kandidater. 

9. Eventuelt 

Henning foreslog at man også kunne mødes i Valby 

Medborgerhus, her kunne man leje lokaler for 75 

kroner, og købe mad og drikke til overskuelige priser. 

Kenneth Hvolbøl, klubbens toastmaster, synes 

at forslaget var et godt bidrag som supplement til 

private arrangementer, som klubben fortsat vil foretrække, 

i den grad medlemmer vil stille sit hjem til 

rådighed. Så måske nogle af de næste møder bliver 

i Valby Medborgerhus... 

Årets Berejste Rejseskribent, som havde været en 

medlemskonkurrence, blev fordelt således: 

Arne Runge fik en tredjeplads (Gavekort til GOUDA 

Rejseforsikring på 750,- DKK) 

Per Allan Jensen fik en andenplads (Gavekort til 

Jysk Rejsebureau på 1000,- DKK) 

Claus Qvist Jessen fik en førsteplads som årets berejste 

rejseskribent. (Gavekort til Jysk Rejsebureau 

på 2000,- DKK) 

Folkersen-prisen 

Gik til Arne Runge, se den sjove tale fra formanden 

om samme. Der medfulgte et kontant beløb på 

2000,- DKK fra klubben og et gavekort fra 

WASTEELS Rejser på 2000,- DKK) 

Egholm-Prisen 

Generalforsamling, den 29. november 2003 

En epoke er slut, i hvert fald for mig personligt. Efter 

fire år på formandsposten har jeg vurderet, at 

tiden er inde til at takke af og lade nye kræfter tage 

over. 

Når jeg ser tilbage på min formandsperiode kan jeg 

kun være yderst tilfreds med de aktiviteter, der har 

fundet sted, og den udvikling, der er sket med klubben. 

Som et anderledes indslag gik årets Egholm-Pris til 

Per Allan Jensen for at have besøgt 5 nye lande på 

kun 14 dage. (Se tale af Kenneth Hvolbøl). Dette 

medførte et gavekort fra WASTEELS Rejser på 

2000,- DKK, som også omfatter påskønnelse af Per 

Allans indsats for klubben. 

Slutteligt blev den afgående formand, Per Allan Jensen, 

takket af klubbens første formand, Ole Egholm, 

for sit enorme bidrag til udviklingen af de Berejstes 

Klub gennem de seneste 4 år. 

I den forløbne periode har vi formået at fastholde – 

eller forøge – såvel omfang som kvalitet af det, der 

må betragtes som klubbens primære aktiviteter, 

nemlig medlemsmøder, medlemsblad og hjemmesider. 

Specielt mht. medlemsbladet ”Globen” er der 

de sidste par år sket en helt fantastisk udvikling, 

der efter min mening retfærdiggør en udbredelse 

langt ud over klubbens grænser, hvilket der da også 

arbejdes på, idet de sidste seks udgaver af bladet i 

67

øjeblikket er til vurdering hos Dansk Biblioteks Center. 

Skulle denne vurdering falde positivt ud kan vi 

snart finde Globen rundt om på landets biblioteker, 

og hvilke konsekvenser dette kan få mht. forøget 

sponsorstøtte og større tilgang af passive medlemmer 

kan vi jo hver især gisne om. 

På medlemssiden har vi i det forløbne år kunnet 

konstatere den største tilgang i lang tid, nemlig 

cirka tyve procent. Hertil kommer en snes ”passive 

medlemmer”, som dels modtager Globen og dels 

drager fordel af vore udmærkede sponsorrabatter. 

Det er mig lidt af en gåde, at dette antal ikke er 

langt større, og jeg vil da gerne benytte lejligheden 

til – endnu en gang – at opfordre alle klubbens 

medlemmer til at gøre en indsats for at hverve passive 

medlemmer blandt venner, kolleger og familie. 

Der har været afholdt en masse spændende medlemsmøder, 

og jeg vil gerne benytte lejligheden til 

at takke alle de, der har bidraget aktivt hertil, dvs. 

såvel foredragsholdere som værter. 

Hjemmesiden er jo under stadig udvikling og spiller 

en stadig større rolle. Her har vi let og hurtig adgang 

til alle relevante oplysninger om medlemmerne 

og disses rejseaktiviteter (samt postkort og 

rejseberetninger), ligesom hjemmesiden er vores 

ansigt ud mod verden. Endnu en gang mange tak til 

Niels for det store arbejde med at vedligeholde og 

udbygge hjemmesiden. 

Hvad er 

Egholm-prisen? 

Kære Berejste! 

Vi har i bestyrelsen vurderet, at det må være på sin 

plads at hædre vores stifter Ole Egholm, ved at opkalde 

en pris efter ham, såvel som der er opkaldt en 

pris efter klubbens medstifter Poul Folkersen. Prisen 

gives til en, som har rejst i Ole Egholms tiltider noget 

rastløse og flakkende ånd. 

Prisen er tænkt, som et humoristisk modstykke til 

den noget mere ærefulde Folkersen-pris, men også 

et vink om, at nu må vedkommende virkelig tage 

sig sammen, og finde ind til rejsens sande sjæl. 

Vogt jer! alle berejste, for denne pris, en slags „ De 

Berejstes jantelov“ vil blive givet, ikke nødvendigvis 

hvert år, men når kandidaturet er så åbenlyst, at vi 

ikke længere kan holde os tilbage, og Jo! den kan 

godt gives med tilbagevirkende kraft. 

Begrundelse! 

Årets Egholm går til en person som uden diskussion 

opfylder klubbens vedtægter og strenge regler. Han, 

for jeg kan allerede nu røbe at det er en han, har 

rejst mere end de fleste, men en af hans seneste 

rejser foregik på en sådan måde, at det udviser foragt 

for ægte eventyrånd. Han har fræset sig igen- 

68 

I det forløbne år lykkedes det os endelig at få udgivet 

en trykt version af vores ”Blå Bog” indeholdende 

medlemsbeskrivelser, og især Michael Horne skal 

have tak for sin indsats i den forbindelse. Måske er 

tiden ved at løbe lidt fra den slags publikationer, 

selv om jeg personligt synes det er hyggeligt med 

sådan en bog, som man kan ligge i sengen og studere 

eller tage med og vise til venner og bekendte. 

Om der skal udgives flere versioner må afhænge af 

tilkendegivelser fra medlemmerne. 

Til sidst vil jeg gerne nævne det arbejde der pågår 

med at få etableret en ”Café Globen”. Det er godt et 

år siden, at idéen blev undfanget, men først nu er 

der for alvor ved at komme skred i tingene, især 

takket være en stor arbejdsindsats fra Martin Anker 

Nielsen. Jeg nærer store forventninger til dette projekt 

og glæder mig personligt til at stå og lange øl 

over bardisken og supplere med en lille historie fra 

de fjerne lande. Planlægningsarbejdet foregår i øjeblikket 

i en lille kreds af specielt interesserede, men 

alle medlemmer vil naturligvis blive informeret, så 

snart der foreligger afgørende nyt. 

Afslutningsvis vil jeg gerne rette en samlet tak til 

den afgående bestyrelse. Jeg ser med glæde og forventning 

frem til endnu et par år sammen med en 

ny bestyrelse (hvis jeg da bliver valgt) og håber på, 

at alle vil bakke op om klubbens nye formand Søren 

Padkjær. 


nem den ene kulturperle efter den anden, ræset 

gennem storslåede naturområder uden tøven. Sjusket 

sig igennem talrige lande og ladet hånt om indtryk, 

fordybelse, oplevelser og dufte, som driver de 

fleste af os andre berejste ud på rejser. Han har pint 

og plaget os med talrige indholdsløse postkort, om 

„hvor dejligt her er, og at det bestemt fortjener et 

genbesøg om 117 år!, uden at lade indtrykkene 

fæstne sig, før han måtte videre i sin evige og åbenlyse 

jagt på De Berejstes pensionskriterium, de forjættede 

100 lande. 

Han har rejst med en hastighed, som får den olympiske 

100m finale til, at ligne et sneglekapløb. Han 

har mere end nogen anden disket op med den ene 

gennemskuelige undskyldning efter den anden, om 

at man da sagtens kan nøjes med 2,8 dag pr. land, 

når man bare lader sine sanser stå åbne! Han har 

spildt vores tid, fyldt os med tomme begrundelser 

og udvist foragt for rejsens sande sjæl. Ved hjemkomsten 

var situationen så grotesk, at han måtte 

auktionere sin overskydende valuta bort til højestbydende, 

han havde ikke nået hverken at få brugt 

eller ombyttet valutaen på åstedet. 

Området som i den grad blev misbrugt var landene 

på Balkan. Forbrydelsen blev begået i foråret 2003. 

Der var i bestyrelsen overvejende flertal for at give 

dette års Egholm-pris til et af vores mest aktive og 

flittige medlemmer: Per Allan Jensen. 

Kenneth Hvolbøl

Folkersen-prisen 

2003 

I forbindelse med generalforsamlingen for tre år siden 

indstiftede klubben en såkaldt ’Folkersen-pris’, 

til minde om klubbens medstifter, ildsjæl og inspirator 

Poul Folkersen, der døde d. 4. august 2000, kort 

efter at han var blevet udnævnt til æresmedlem af 

klubben. 

Denne hædersbevisning uddeles til et klubmedlem, 

der gennem årene har dyrket rejselivet i Poul 

Folkersens ånd, en person, der ved særligt energisk 

og grænsesøgende rejseliv er nået langt bort fra de 

gængse turistområder og fået en grundig indsigt i 

lokale forhold. Endvidere lægges der vægt på, at 

oplevelser og erfaringer på passende vis er blevet 

videregivet til både klubben og resten af samfundet. 

Prisen uddeles hvert år i forbindelse med generalforsamlingen 

og består – ud over af selve æren – i år 

af 2.000 kr. fra klubben plus et tilsvarende bidrag 

fra Wasteels Rejser. 

Alle kan forslå kandidater, men hvem der modtager 

prisen afgøres af en jury bestående af et tremands 

udvalg: Formanden for De Berejstes Klub (Per Allan 

Jensen), direktøren for Wasteels Rejser (Ole 

Egholm) samt sidste års prismodtager (Claus Andersen). 

Har man fået Folkersen-prisen én gang, har 

man ’karantæne’ i tre år og kan altså tidligst få den 

igen fire år senere. Dette sikrer dels en vis rotation 

og dels, at den nyeste prismodtager ikke bliver inhabil 

ved valget af sin efterfølger. 

I år har det nævnte tremandsudvalg besluttet, at 

værdigheden til modtagelse af Folkersen prisen tilfalder 

et både aktivt og særdeles kompetent medlem 

af DBK, nemlig Arne Runge. 

Arne er efterhånden blevet en etableret del af DBK, 

selvfølgelig fordi han – til fulde - overholder vores 

skrappe regler (15 nye lande på godt et år!), men 

også – og især - på grund af hans ”vagabondagtige” 

rejseform, hvor ”ingen penge” - eller i hvert fald et 

særdeles skrabet budget - er hans faste følgesvend. 

Det må være denne permanente kapitalmangel, 

som har givet ham ry for at være nærig. F.eks. har 

nogen hvisket mig i øret, at Arne hellere sender en 

SMS hjem til sine kære end at bekoste en i hans 

øjne urimeligt dyr telefonsamtale! Kan det nu være 

rigtigt! 

Følgesvenden ”Ingen penge” har gjort, at Arne oplever 

verden på en lidt anden måde end de fleste af 

os andre. Det er f. eks ikke helt almindeligt at havne 

i et tunesisk fængsel, eller at sluge en klump hash 

af fineste kvalitet i flyet på vej til Malaysia af skræk 

for konsekvenserne af at blive opdaget (hvem andre 

kunne i øvrigt finde på at medbringe hash i en flyver 

på vej til Østen?). Og hvor mange gange har vi ikke 

hørt, at han som regel er på pigejagt, pissefuld eller 

skideskæv, for nu at blive i Arnes egen jargon. Det 

er vidst heller ikke helt almindeligt at opsøge filmmanden 

Jørgen Leth på Haiti med det formål at 

komme med til en voodoo ceremoni. 

Efter at have læst Arnes artikler kan man egentlig 

godt stille sig selv spørgsmålet: Hvor gammel må 

man egentlig højest være for at overnatte på Youth 

Hostel? Arne har sat nye standarder i den sport. 

Helt i Folkersens Ånd er rygetobak altid Arnes kæreste 

følgesvend, naturligvis sammen med de manglende 

likvider. Kunne man forestille sig et land, hvor 

rygning var bandlyst? Tja, måske, men så ville Arne 

stensikkert ikke sætte sine ben der. 

Arnes legendariske kærlighed til en pibe tobak har 

af og til afstedkommet temperamentsfulde udfald. 

Kort efter at bestyrelsen indførte medlemsbegrænsning 

og rygepolitik på medlemsmøderne, 

hvor værten kunne afvise rygning på sine enemærker, 

modtog vi en forarget mail (denne gang var det 

ikke en SMS), der i utvetydige vendinger ikke efterlod 

den siddende bestyrelse nogen tvivl om, hvad 

Arne mente om den politik. Vi har også modtaget 

flere demonstrative afbud til mødeinvitationerne fra 

Arne, hvis det var sådan, at han skulle bevæge sig 

mere end en etage for at få den tiltrængte smøg. Vi 

er dog heldigvis altid kommet på talefod igen. 

DBK har lykkeligvis fået stor glæde af Arnes mange 

”alternative” oplevelser. Specielt har vi til Globen 

modtaget en mængde artikler fra Arnes hånd. Altid 

skrevet i en lystig tone (nogle gange lige lovlig lystig, 

vil nogen måske mene) og et humoristisk glimt 

i øjet. Og bidragene er tilsyneladende faldet i god 

jord hos de fleste, at dømme efter resultatet af afstemningen 

om kåring af årets bedste Globen-bidragydere, 

hvor Arne indtog en flot 3. plads. Hvad 

alle her måske ikke ved er, at Arne faktisk også har 

skrevet et par bøger om sine oplevelser. De er sikkert 

dyre! 

Det er præstationer som disse og talrige andre, der 

har motiveret valget af Arne til dette års Folkersen 

prismodtager. 

Arne kunne desværre ikke være til stede ved selve 

prisoverrækkelsen, men han har – præcis som sidste 

års modtager Claus Andersen havde - den bedst 

tænkelige undskyldning, idet han er ude på en længere 

rejse. Arne har været i Japan og Kina de sidste 

par måneder og skulle – ifølge planen – først vende 

tilbage hen under jul. 

Vi ønsker Arne tillykke med hæderen og håber, at 

han må komme hjem fra rejsen i god behold og få 

mange flere gode rejseoplevelser i årene der kommer. 

69 

HUSK! 

Kenneth + Per Allan 

Kontingent skal indbetales senest d. 31. januar 

2004 til klubbens kontonummer 2143- 

8127-698-679 i Nordea. Kontingentet andrager 

300 kroner for passive medlemmer 

og 400 for aktive (dog kun 100 kr. pr. ekstra 

medlem på samme adresse).

Budget 2003-04 

Indtægter: 

Medlemmer* 1) 

48. 

000 

Nyemedlemmer* 2) 

4. 

000 

Passivemedlemmer* 3) 

6. 

000 

Banner 

på 

hjemmes 

iden 

* 4) 

8. 

000 

AnnonceriGloben* 5) 

6. 

000 

Indtægterialt72. 000 

Udgifter: 

Papir, kuverter, 

porto 

2. 

000 

Dusører 

( lande, 

terr. 

, 

højde) 

6. 

000 

Folkersenprisen2. 500 

Diversepræmier* 6) 

2. 

000 

Trans 

port 

bestyrel 

sesmøder 

4. 

000 

Hjemmeside2. 500 

Klubblad26. 000 

Værter, 

foredrags 

holdere 

Eksterne 

foredrags 

holdere* 

7) 

4. 

000 

3. 

000 

Tilskudjulefest* 8) 

3. 

000 

Bestyrelsesmøder4. 000 

Udgifterialt: 59. 

000 

Ad 1: Baseret på, at 120 betaler til nytår. 

Ad 2: Baseret på 20 nye medlemmer jævnt fordelt 

hen over året. 

Ad 3: Baseret på 20 passive medlemmer, men dette 

antal kan blive meget højere. 

Ad 4: Baseret på de 3 nuværende plus Scanvik. 

Ad 5: Baseret på 4.000 fra JR og 2.000 fra Gouda. 

Ad 6: Sådan noget som lodtrækning om 6 flasker 

rødvin eller 3 tshirts etc. for deltagelse i diverse. 

Ad 7: Her har vi hidtil opereret med ’næsten nul’, 

men bør noklidt oftere få nogle udefra kommende 

ind og ryste lidt op i os. 

Ad 8: Leje af lokaler mm til julefest. Men også f.eks. 

lidt slik, chips, kaffe og te til ’skæve’ møder. 

70 

Regnskab 2003-04 

Indtægter: 

Kontingent 

( 108 

medlemme 

r) 

Kontingent 

( 17 

støtteme 

dlemmer) 

København, 24. oktober 2003 

Mai Nygaard Lasse Nørgård 

Kasserer Revisor 

29. 

100 

4. 

950 

Hjemmesideannoncer4. 500 

Globenannoncer1. 500 

Julefrokostbrugerbetaling6. 000 

Renter92 Indtægterialt46. 142 

Udgifter: 

Papir, kuverter, 

porto 

1. 

122 

Dusører 

lande- 

og 

højderekord 

2. 

000 

Folkersenprisen2. 500 

Præmierquiz, tipskupon 

mv 

1. 

567 

Julefrokost6. 003 

Transportbestyrelsesmøder4. 177 

Bestyrelsesmøder2. 654 

Hjemmeside2. 411 

Klubblad19. 701 

Medlems 

møder 

( værter, 

foredrag) 

6. 

450 

Tilskudarrangementer322 Bankomkostninger685 Lysbilledeapparat1. 523 

BlåBog10. 794 

Diverse601 Udgifterialt62. 510 

Resultat-16. 368

Status: 

Aktive 

r: 

Bank21. 729 

Kasse322 Forudbetaltdepositum300 Aktiverialt22. 351 

Passive 

r: 

Egenkapital01. 10. 

2002 

37. 

846 

Åretsresultat-16. 368 

Forudbetaltkontingent300 Skyldigudlæg573 Passiverialt22. 351 

Bedste Globenskribent 

På generalforsamlingen blev resultatet af konkurrencen 

‚Bedste Globen-bidragyder‘ 2003 offentliggjort: 

1. Claus Qvist Jessen (019) - JR-gavekort på 2.000 

kr. 

2. Per Allan Jensen (026) - JR-gavekort på 1.000 kr. 

3. Arne Runge (097) - Gouda-gavekort på 750 kr. 

4. Ewa Bylinska (174) - Gouda-gavekort på 500 kr. 

5. Kenneth Hvolbøl (068) - Scanvik-gavekort på 400 

kr. 

6. Ib Larsen (037) - DBK-medlemskab 2004 (400 

kr.) 

7. Søren Padkjær (112) - DBK-poloshirt 

Vindere af de 6 flasker rødvin, der blev udtrukket 

ved lodtrækning blandt de, der havde stemt: 

Erik Pontoppidan 

Niels Gadegaard 

Ole Egholm 


Søren Bonde 

Per Jørgensen 

HUSK! 

Kontingent skal indbetales senest d. 31. januar 2004 til klubbens kontonummer 2143-8127- 

698-679 i Nordea. Kontingentet andrager 300 kroner for passive medlemmer og 400 for aktive 

(dog kun 100 kr. pr. ekstra medlem på samme adresse). Bemærk også at det på generalforsamlingen 

blev besluttet, at både nye og genindmeldte medlemmer skal betale et administrationsgebyr 

på kr. 100 udover kontingentet. 

71 

Dusører/priser 

I 2004 er der mulighed for at vinde følgende 

dusører/priser: 

2 x 2.000 kr. pr. hidtil ubesøgt land (2 mulige, 

nemlig Østtimor og Vatikanet). 

2 x 1.000 kr. pr. hidtil ubesøgt territorium (9 

mulige, nemlig Ascension (Br), Cocos-øerne 

(Aus), Kerguelen (Fr), Norfolk-øerne (Aus), St. 

Helena (Br), Tokelau (Nz), Tristan da Cunha 

(Br), Turk & Caicos (Br) samt Wallis & Futuna 

(Fr)). 

2 x 2.000 kr. for at slå højderekorden (der pt. 

indehaves af Michael Andersen (115), Mera 

Peak i Nepal, 6.451 meter). 

2 x 2.000 for Folkersenprisen. Alle kan indstille 

kandidater til denne, men hvem der modtager 

prisen afgøres af en jury bestående af klubbens 

formand, direktøren for Wasteel Rejser samt 

sidste års prismodtager. 

Bemærk at ’2 x’ ovenfor betyder, at det anførte 

beløb modtages som kontant præmie fra klubben 

samt at et tilsvarende beløb modtages som 

gavekort fra Wasteel Rejser. 

Bemærk endvidere, at et medlem højst kan 

modtage dusører for to lande/territorier inden 

for samme kalenderår. 

Bemærk endelig, at betingelsen for at modtage 

en af ovenstående priser (herfra dog undtaget 

Folkersenprisen) er, at man efterfølgende holder 

et (lysbilled-) foredrag på et medlemsmøde, 

hvor man fortæller om sin præstation. 

Ud over ovenstående – mere eller mindre fast 

tilbagevendende – vil der også i 2004 blive foranstaltet 

initiativer til præmiering af nogle af de 

medlemmer, der medvirker til en højnelse af 

klubbens aktivitetsniveau, herunder specielt ved 

at skrive artikler til Globen samt være underholder 

eller vært på medlemsmøder. Der vil 

komme nærmere herom i løbet af januar 2004.

Nye medlemmer: 

Det glæder os at kunne byde velkommen til følgende nye medlemmer i De 

Berejstes Klub. I opfordres hermed til at lade os andre få del i jeres spændende 

oplevelser - f.eks. gennem foredrag og artikler i Globen. Læs nærmere 

om de nye medlemmer på vores hjemmeside. 

213 - Katrine Thiesen 

30 år, bor på Østerbro men født 

og opvokset på Lolland. 

Masser af rejser i Europa med 

familen. Jeg elskede Paris og 

valgte derfor også at tage et 

sabatår i byen og der skulle gå 4 

år forend jeg atter vendte snuden 

mod Danmark. 

Et par år med studier på universitet, 

en ny kæreste og så begyndte 

rejseriet for alvor. Jeg tilbragte et par år i sus og 

dus med en eksportdirektør som var lige så rejsegal som 

jeg var. For tiden arbejder jeg som fysioterapeut på et 

genoptræningscenter. Er for et par måneder siden hjemvendt 

efter 8 måneders fantastiske rejser rundt i Asien 

sammen med min kæreste. 

215 -Susanne Kretzschmer 

Vi er begge født i København. Jan 

er uddannet elektromekaniker, 

Susanne kontorassistent. 

Den første lange tur foretog vi i 

en gammel Citroen HY (’salatfad’), 

til Indien og Nepal t/r, det 

var i 1979-80. 

I 1982 købte vi en Toyota 

Landcruiser. Med den kørte vi til Sydafrika i 1982-83. Fra 

Durban fik vi bilen på et containerskib til Europa og var 

heldige selv at komme med ved at arbejde om bord. 

Landcruiseren bruger vi stadig til vore rejser. 

I 1984 kørte vi til Marseille og sejlede til Tunis. Vi kørte til 

Algeriet og var seks uger i Sahara. Vi var fire biler sammen 

og kørte efter kompas, langt fra pisterne. 

217 -Simon Staun 

25 år, journaliststuderende. Har 

de seneste 10 år rejst i store dele 

af verden.: Kibbutz i Israel, Sydøstasien 

rundt, Brasilien og Andesbjergene. 

Mit studie på Journalisthøjskolen 

har desuden bragt mig med tog 

gennem Sibirien, på fabriksbesøg 

i Kina og på tempelbesøg i Laos. 

Derfor må mit motto være en lettere 

omskrivning af H.C. Andersens 

flittig brugte hos denne klubs medlemmer: At rejse 

er at skrive! 

Ambitionen er uden slinger i valsen at slå Bjarne Lund- 

Jensens uofficielle Danmarksrekord på 167 lande. Og da 

jeg kun har fået fødselsdagsgaver 25 gange kan jeg kun 

sige – kommer tid, kommer råd… 

72 

0214 – Eva Clemmensen 

Jeg har indtil nu ‚kun‘ været i 34 

lande og 2 territorier og er derfor 

optaget som kvote B medlem. Til 

gengæld har jeg tilbragt omkring 

12 år af mit liv uden for Danmark. 

Jeg har f.eks. været på meditationskursus 

på et kloster i Nepal, 

taget Permaculture Certificate i 

Australien, arbejdet som bartender i U.S.A, gået på 

dukkemagerskole i Japan og i England har jeg arbejdet 

som gartnerelev. 

Til nytår er jeg færdig med min uddannelse som gartner 

og til den tid vil jeg være fri til at rejse. 

216 - Jan Kretzschmer 

I 1988-89 tog vi igen til Indien og 

Nepal overland. 

I 1995 fik vi bilen sejlet til 

Halifax. Kørte tværs over Canada 

og videre til Alaska. Derefter USA, 

Mexico og Mellemamerika, retur 

fra Costa Rica til New Orleans, 

hvorfra bilen blev sejlet hjem. I 

alt otte måneders rejse. 

I 1997-98 fløj vi til Australien, købte en bil og kørte rundt 

i fem måneder (20.000 km.). I 2000-01 tog vi på en seks 

måneders tur til bl.a. Marokko samt Albanien og Sicilien. 

Vi sejlede sammen med bilen til Argentina d. 15. oktober 

2003 og er væk i cirka otte måneder. 

218 -Theis Sølling 

Jeg er 30 år og bosat i København. 

Jeg er ansat som forsker 

på Risø ved Roskilde . Mine primære 

interesser i rejsesammenhænge 

er naturfolk, dykning, 

bjerge samt at kunne kombinere 

disse tre med mine faglige interesser 

for naturvidenskab. 

En favorit er Indonesien med fire 

ture på en måned til henholdsvis 

Bali og Java, Sumatra, Kalimantan og Irian Jaya. 

På en Nepaltur besteg jeg Imja Tse samt Everest Base 

Camp og Kala Pattar. Desuden har jeg været på toppen 

af Mt. Blanc, Kilimanjaro og Mt. Whitney (højeste i kontinental 

U.S.A.) for at nævne dem der ikke bare er knolde. 

Jeg håber at der kommer mange flere til og at dette 

medlemskab masser kan bringe nye klatrebekendtskaber.

219 - Rebecca Cederstrand 

Min første „rigtige“ rejse gik til 

Israel hvor jeg arbejdede i en 

Kibbutz, en rundrejse i Egypten 

og senere nogen tid i en 

palæstinensisk enklave, et kristent 

kloster og endnu engang 

i kibbutzen. 

I Pakistan har jeg besøgt bl.a. 

Peshawar og grænseområdet 

til Afghanistan, Swat dalen og flere områder langs Karakorum 

Highway. Senere fik jeg mulighed for at komme 

med en gruppe danske FN medarbejdere ind i Afghanistan. 

Derefter til Indien og Nepal hvor jeg tilbragte det 

meste af min tid på nogle af de mange smukke trecks i 

Himalaya bjergene. Studerer nu spansk og har netop 

rejst i Spanien, Central og Syd Amerika. 

221 - Inge Andersen 

Indtil jeg blev 20 år havde jeg 

aldrig været uden for Danmarks 

grænser, men efter at 

jeg begyndte at rejse, blev 

jeg så fascineret af verden, at 

jeg ikke er stoppet siden. Efter 

en forsigtig begyndelse 

med en charterferie på Mallorca 

tog jeg i kibbuz og senere 

en tur med Trans Africa. 

Firmaet var korrupt, og vi blev 

efterladt midt i den nubiske 

ørken. Det gik dog fint og blev til 6 fantastiske måneder. 

Derefter ture til Asien, rejseleder i Grækenland, gast på 

en sejlbåd samt Syd- og Nordamerika rundt. 

Er nu pædagog i en multietnisk institution og planlægger 

ture til Cuba, Marocco, Indien og Borneo. 

Medlemsfordele 

En god ting kan ikke siges for tit, så lad mig endnu 

en gang nævne, at dit medlemskab af De 

Berejstes Klub kan give nogle ekstra kontante fordele, 

takket være aftaler med klubbens sponsorer, 

som er følgende: 

Wasteels Rejser (www.wasteels.dk) 

Penguin Travel (www.penguin.dk) 

Gouda Rejseforsikring (www.gouda.dk) 

Jysk Rejsebureau (www.jysk-rejsebureau.dk) 

Rejseklinikken (www.rejseklinikken.dk) 

Scanvik Books (www.scanvik.dk) 

Billedbutikken (www.billedbutikken.dk) 

Nogle af disse har banner på hjemmesiden og andre 

har annoncer i bladene, for hvilke der afregnes 

kontant og/eller i form af ”naturalier”. Nogle yder 

forskellige andre bidrag, såsom f.eks. præmier til 

diverse konkurrencer (jfr. f.eks. den netop afholdte 

Globen-bidragyder-konkurrence) eller kontante 

73 

220 - Bjarne Bak 

Da jeg kom ud af diverse skoler 

lykkedes detmig at få 3 

somre hver med 4 måneders 

ferie. Den frihed brugte jeg til 

at kigge lidt på verden - og 

stadigvæk sidder jeg og søger 

efter nye steder på jorden, 

hvor jeg kan tage hen. I 

mange år er det lykkedes 

atkomme af sted 2-3 måneder 

- helst i vinterperioden. 

Det er bl.a. blevet til noget 

rundkørsel i Nord- og Sydamerika, 

vandreture i Nepal, arbejde 

i Grønland og ture i Afrika og Asien - hver gang 

med kameraet på maven, så det er blevet til en god stak 

lysbilleder. 

Statistik: 

Vi er nu 131 aktive og 19 passive medlemmer i 

klubben. 

Ved de seneste nytilmeldinger (nr. 201 - 221) er 

der i øvrigt et flertal af kvinder med 11 mod 10 

mænd! 

medlemsrabatter. Hvad det sidste angår, så lad 

mig endnu engang fremhæve disse: 

Rejseklinikken: 15% rabat på vaccinationer 

Gouda: 33% rabat på rejseforsikringer 

Scanvik: 25% rabat på rejsebøger og kort 

De førstnævnte to rabatter omfatter såvel aktive 

som passive medlemmer samt medrejsende til 

disse, forudsat der er tale om samboende og/eller 

egne børn, mens rabatten hos Scanvik kun gælder 

for aktive medlemmer. 

Som nyudnævnt sponsoransvarlig vil jeg i det 

kommende år arbejde for at få et endnu bredere 

samarbejde med de nævnte sponsorer samt – om 

muligt – også skaffe nye. Såfremt du – kære 

medlem – skulle ligge inde med kontakter, der 

kunne tænkes at lette dette arbejde, så hører jeg 

naturligvis gerne fra dig. 

Og så til sidst – for ikke at spilde mere kostbar 

spalteplads – henvises til indlæg om sponsorer i 

de forrige to udgaver af Globen (nr. 12 side 49 og 

nr. 13 side 67). 

Per Allan

Klubbens kontaktpersoner 

- december 2003 



Skovagervej 22 

8850 Bjerringbro 

Tel. 86 68 36 63 

Formand 

Martin Anker Nielsen 

mann@lundbeck.com 

Blågårdsgade 31, 1 tv 

2200 København N 

Tel. 59 91 14 47, 

40 85 88 57 

Medlemskontakter 

Bjarne Lund Jensen 

bjarnelund@hotmail.com 

Høstblomsten 6, Lumby 

5270 Odense N 

Tel. 65 95 48 16, 

65 95 52 95 

Kasserer 


toastmastereast@berejst.dk 

Kirkeleddet 323 

3480 Fredensborg 

Tel. 48 48 54 05 

Toastmaster øst 


globen@berejst.dk 

Guldbergsgade 45, 5.tv. 

2200 København N 

Tel. 35 34 50 03 

Redaktør 

74 


annoncer@berejst.dk 

Bernhard Bangs Allé 51A, 

2.th 

2000 Frederiksberg 

Tel. 38 10 10 78 

Sponsorkontakter 

Claus Andersen 

pituclaus51@ofir.dk 

Bøjden Landevej 25 

5600 Fåborg 

Tel. 40 87 31 91 

Bestyrelsesmedlem 

Niels Iversen 

webmaster@berejst.dk 

Grøfthøjparken 162, 2.mf. 

8260 Viby J 

Tel. 86 28 18 56 

Webmaster 

K.J. Fiil Frandsen 

toastmasterwest@berejst.dk 

Skærskovvej 18 

8600 Solkeborg 

Tel. 86 85 14 44 

Toastmaster vest

Byens Billigste Billetter for Berejste 

Vores mål er at være de bedste til at sælge de billigste flybilletter indenfor Europa 

og til USA 

WASTEELS rejser København 

Skoubogade 6 

1158 København K 

Telefon 33 14 64 33 

WASTEELS findes i København, Århus og i 199 andre europæiske byer. 

75 

WASTEELS rejser Århus 

Borggade 3 

8000 Århus C 

Telefon 86 12 62 11

start din rejse 

hvor asfalten ender! 

Trekking & bjergbestigning 

Hvor længe vil du nøjes med at sige “en skønne 

dag”? Vælg f.eks. 12 dages trekking i 

Nepalesisk Himalaya fra 2.845, 9 dages trek i 

Indisk Himalaya fra 2.790, 21 dages Mera Peak 

bjergbestigningstrek fra 12.875, 7 dage i Thailands 

jungle for 1.645, 7 dages minoritetstrek i 

Nordvietnam for 1.250 eller 8 dage i Fan Si Pan 

for 1.350. 

Rafting 

Brusende floder og masser af skumsprøjt! Der 

er noget for enhver smag på vores white water 

rafting ture, f.eks. 3 dage på Kali Gandaki 615, 

2 dage på Bhote Kosi 580, 2 dage på Trisuli 330 

eller 8 dage på Sun Kosi 2.485. Ikke vildt nok? 

Så prøv vores kombinerede 2 dages Bhote 

Kosi tur med 1 dags rafting og 1 dags bungy 

jump for 1.035. 

Hvorfor os 

Jysk Rejsebureau har sammensat rejser til hele verden i over 18 år, og har servicekontorer 

med dansk personale i Indien, Nepal, Thailand, Vietnam og Indonesien. 

Vores rejseagenter har rejst i over 120 lande; “vi tømmer vores rygsæk over i din”. 

Søg rejseinfo på www.jysk-rejsebureau.dk 

910.000 flypriser 

- til hele verden! F.eks. Bangkok 3.980, Nepal 

6.295, Vietnam 4.880, Kenya 5.255, New York 

3.075, Indien 4.385, Ægypten 3.320, Cuba 4.975, 

overnatning fra 130,- London 2.105, Australien 

8.770, Vancouver 4.610, Singapore 5.265, Argentina 

5.725, Paris 2.059, Sri Lanka 6.255, 

Brasilien 5.095, Mexico 4.120, Californien 4.155, 

Chile 6.595, Guatemala 5.290. 

Kultur- & eventyrrejser 

Oplev den mageløse natur og mød den skønne, 

farverige lokalbefolkning langt væk fra turistlinien 

på den 9 dage lange Jeep-tur i nordvest Vietnam 

fra 2.350, eller tag på 7 dages sea safari i 

Thailand og oplev azurblåt hav, små paradisøer 

og hvide palmestrande - kort sagt ren afslapning 

fra 1.765, eller hvad med at opleve klosterlivet i 

Kopan, Nepal i 10 dage for 915. 

Dykning 

Du kan erhverve PADI certifikat på Jysk 

Rejsebureau’s Open Water kurser i det sydthailandske 

øhav. Vælg mellem Advanced 

Certificate på Koh Tao til 1.260 eller Krabi til 

1.620. Eller prøv vores Live Aboard fra Phuket til 

smukke Similan Islands, hvor du på den 4 dage 

lange tur får mulighed for 14 dyk, heriblandt natdyk, 

for 3.195. 

Århus 86 18 24 88 · København 33 11 16 16 · Aalborg 98 12 33 36 · Odense 63 12 12 16

Untitled - De Berejstes Klub

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?