Byens farver.pdf - Bygningskultur Danmark

bygningskultur.dk

Byens farver.pdf - Bygningskultur Danmark

i københavn er de forskellige kvarterer kendetegnet ved forskellige

farver. byen ville blive fattigere, hvis man malede kulørt midt i amaliegade

eller gråt i nyhavn.bente lange giver gode råd, når vinduer og

facade skal farvesættes.

KlASSIKEREN I DEL AF SERIE

Artiklen er en gengivelse af Bente langes tale ved genudgivelsen af bogen „Københavns Farver”. Trykt første gang i By og lAND, nr. 66, marts 2005

Byens

farver

Af arkitekt Bente Lange

Denne scene er velkendt: En mørk vinteraften

sidder en grup pe beboere rundt om et bord.

Det er farveudvalgets første møde i den nye

ejerforening - til foråret skal der males! Den

gamle udlej ningskaserne har sovet i mere end

100 år. I al den tid er vinduerne blevet malet

hvert syvende år af udlejeren. Vinduerne har

altid været den samme brune farve, den

brændte umbra, der ligner chokoladeovertræk.

Og portland cementen på facaden skulle der jo

ikke gøres noget ved. Butiks ejerne har gennem

årene malet forneden, men resten af facaden

står i den oprindelige gråbrune cementpuds.

Nu er ejendommen udstykket i ejerlejligheder,

og stoltheden hos den enkelte låntager er

stor. Be boerne er blevet ejere. Dørmåt terne på

trappen er pludselig ble vet et fælles anliggende.

Og faca den! Det er jo husets ansigt udad til

- en slags visitkort for beboer ne. På mødet er

der en, der siger:”Egentlig er vores facade jo ret

flot! Det er næsten synd, det hele er ensfarvet.

Man lægger slet ikke mærke til gesimserne og

al den anden pynt.” Man begynder at tale om at

bruge forskellige far ver på murflader i forhold til

ge simser og anden udsmykning. Jo flere farver,

des flere tilfredse medlemmer af farveudvalget.

Man er bange for, at det skal blive kedeligt. Det

er i virkelighe den en misforståelse. Lys og skygge

giver et rigt farvespil i ensfarvede facaders

relief. Rundt omkring i byen ser man krampagtige

forsøg på at få velformede facader til at

virke mere ’spæn dende’ ved at male visse partier

af facaden i en anden nuance. I virkeligheden er

lys og skygge langt mere spændende og meget

mere varieret end disse påmalede nuancer.

Så kommer vi til vinduesfar ven. Nu falder

bemærkningen på mødet: Er de brune vinduer

ikke lidt kedelige? De gamle vinduer skal helst

ligne nye vinduer. Nye vinduer er hvide. Det koster

nem lig ekstra at få vinduesfabriken til at

skifte farve på vinduernes yderside. Alle byens

vinduer er efterhånden blevet hvide. Ser man på

gamle malerier, vil man finde gule, røde, grønne

og blå vinduer. Portene kunne være perlegå,

brune eller citrongule. Den vogngrønne farve,

som mange tror, er så gam mel som byen selv,

kom først frem i 1809. Da kunne man fremstille

kromgul, som blandet med pariserblå giver en

dyb grøn farve. Byens farver er ved at blive trivielle:

Lakse-abrikos på facaden, hvide vinduer og

grøn ne porte og døre.

Under bordlampen i vinter mørket ligger farveprøver.

Nu opstår der et nyt problem på den

farefulde færd fra farveprøve til færdig facade.

Lyset. Måske er der en glødepære i lampen, eller

måske ligger farveprøverne under en halogenlampe.

Næste dag kommer man hen i

24 Bygningskultur Danmark Bygningskultur Danmark 25


KlASSIKEREN I DEL AF SERIE

I København er de enkelte kvarterer kendetegnet ved

forskellige farver. Husrække i Amaliegade.

farvehandle rens lys fra lystofrør. Farvegengi velsen er vidt

forskellig. Et andet problem er forestillingsevnen. En lille køn

gul farvelap bliver i areal på facaden ganget med flere tusinde.

Det gør gulheden af farven også. Farven på den lille kønne

gule lap kan på faca den vise sig at være det mest skrigende

gule farvehelvede. Nå, det kan jo males om. Ja, men det bliver

det ikke! Farvevalg opfattes som noget alle kan tale med om.

Farvevalg kan dog ikke være demokratisk. Man kan ikke finde

’den rigtige farve’ ved at stemme om det. Det siges, at DSB’s

brune unifor mer for år tilbage blev valgt, fordi brun var den

farve færrest havde noget imod. Ved farvesæt ning af facader

ser man ofte, at alle medlemmer i ejer- eller andelsboligforeningen

tilgodeses, og resultatet kommer sjældent til at bidrage

positivt til helheden. Mange facader, som er skabt til at

stå ensfarvede, bliver i disse år malet op i flere forskellige nuancer.

Det gælder især facader med kvaderfugede underfacader,

ge simsbånd og vinduesindfatnin ger. Ensfarvede var

også bro kvarterernes portlandcementfa cader, som imiterer

den sand sten, man ikke havde råd til.

Men som årene er gået, er der kommet kineserskæg under

alle vinduesindfatninger, og underfa caden bærer præg af skiftende

butiksejeres opmaling. Noget må der gøres. Man ringer

efter en maler. Måske skulle man hellere have ringet efter en

murer, som kunne retablere den pudsede facade med dens

særlige porøse stoflighed og skiften med vejrli get. Farver til

facader kom fra jor den indtil omkring 1950erne. Pigmenterne

var variationer af okker: Rå okker, brændt okker eller glødet

okker - gul, rød eller det blommefarvede pigment dodenkop.

Desuden brugte man umbra, som også kunne være enten rå

eller brændt. Hvilke pig menter, man særligt anvendte, skyldtes

handelsruter og arkitek toniske idealer i de perioder, hvor

byen udviklede sig som følge af velstand eller bybrande. Disse

farver anvendtes til murfladerne med kalk som bindemiddel.

Da kalken kun kan binde en begræn set mængde pigment,

blev faca defarverne altid forholdvis lyse og matte.

Igennem århundreder blev byg gematerialerne kalket eller

malet i deres egne farver. Således bliver røde mursten rødkalket,

gule mursten gulkalket, sandsten malet i sandstensfarve,

marmor malet hvidt og så videre. Man malede især for

at beskytte materialerne, men også for at idealisere dem ved

at fjerne farveforskelle i naturmate rialerne. Med farver kunne

man også illudere et byggemateriale, man ikke havde råd til.

Et pudset bindingsværkshus blev rødkalket for at ligne et

murstenshus. På samme måde ligger der en ambi tion bag de

grønne træporte, som skulle ligne antikke bronceporte. Gulbrune

malinger får fyrretræ til at ligne mahogni eller nøddetræ.

Der er et system bag facader nes udformning og farvesætning.

De bærende og bårne dele af en facade kan være

præciseret ved hjælp af farver. De bærende dele som sokkel,

søjler og gesimser skal se stærke ud og får derfor stenfarve

- også selvom de kun er trukket i puds for at spare. Som regel

er der højst to farver på en facade: Een på murflader ne, og

een på de arkitektoniske elementer som sokler, gesimser og

indfatninger. Og det er næsten altid den samme stenfarve på

de forskellige elementer.

I slutningen af 1700-årene, hvor man dyrkede antikken, som

man troede var hvid, blev hvide oliemalede facader idealet. I

samtiden brokkede man sig over den nye mode, „som kunne

ende med, at vi med Tiden komme til at boe ligesom iblandt

Kridtbjer ge og troe at Kiøbenhavn er for flyttet til Møensklindt“.

Læger advarede om, at den hvide farve kunne være

skadelig for øjnene.

Nogle byer har en særlig farve skala. Paris er som en palet

af gråtoner. Rom var indtil fornylig løvefarvet som en mægtig,

gyl den stenblok, hvori gader og pladser var hulet ud. De pudsede

mure med glødende jordfarver er nu punktvis ved at få

deres pastelfarver fra l700-årene igen, og bybilledet opleves

derfor i disse år som hullet. Jordfarvene præger derimod stadig

Gamla Stan i Stockholm. I København er de enkelte kvarterer

kendeteg net ved forskellige farver. Slotsholmen og Frederiksstaden

er præget af de lyse stenfarver som sandstenen

i de fine palæer. De gråhvide nyklassicistiske kvarte rer i Laksegade,

Boldhusstræde, Højbro Plads, Kompagnistræde og

Vestergade følger vindens ret ning fra sydøst den dag i 1795,

da der gik ild i noget tømmer på Gammelholm og en femtedel

af byen nedbrændte. Kulørte farver som bolcher i en pose finder

vi derimod i nogle af de kvarterer, som aldrig brændte:

Nyhavn, Christianshavn og Larsbjørnstræ de-kvarteret. Bykvarterernes

for skellige farver er en kvalitet. Byen ville blive

fattigere, hvis man malede kulørt midt i Ama liegade eller gråt

i Nyhavn.

Københavns gadebillede er ved at ændre sig. De nye farver

er enten ubestemmelige, gullige blandinger eller også meget

Sjældne brune vinduer - alle Københavns vinduer er

efterhånden blevet hvide, men ser man på gamle malerier,

vil man finde gule, røde, grønne og blå vinduer.

dominerende farver - et minde fra ferien i de varme lande.

Men, hvad der ser godt ud på Kreta, er ikke nødvendigvis vellykket

i Købmagergade. En enkelt ultra marinblå facade kan få

en hel gade til at vælte i København. Vores diffuse lys får farver

til at virke stærkere end Sydens stærke sollys. Omgivelserne

betyder også meget for oplevelsen. Bybil ledet i for eksempel

Havana er omgivet af farverige mennesker og kulørte

biler. Nordens afvekslende, bløde lys giver afdæmpede farver

et rigt liv, som kan være en daglig glæde.

Selve farvevalget er præget af formuleringer som ’lyse og

ven lige’ farver. Hvem kunne også ønske sig ’mørke og uvenlige’

farver? Den venlige farve viser sig ofte at blive en gullig

farve, en såkaldt varm gul, som ikke er okkergul, nærmest lidt

laksefar vet - så har man også tilfredsstil let dem, der hellere

ville have haft et rødt hus. Og så skal den venlige farve jo

være lys. Det betyder, at man kommer hvidt i, hvilket får farven

til at se melet ud. I kalkfarver får de hvide pris mer, som

kalken består af, pigmen terne til at stråle. I malinger er det

som om, tilsætning af hvidt æder af lyset i farverne. Samtidig

betyder hvidtindholdet, at farven bliver køligere, og så får

man et modsatrettet udtryk: En kold, varm farve.

Når man vælger farve til en gadefacade, må man huske, at

den indgår i en helhed. En facade i en gade er som musikere i

et orke ster. Hvis et af medlemmerne pludselig insisterer på at

spille solist, går det ud over harmonien. På samme måde med

facader. Det drejer sig i virkeligheden ikke om at finde en

særligt smuk farve til en facade. Det drejer sig om at opnå en

smuk helhed i gadebille det. Den mest intetsigende farve kan i

KlASSIKEREN I DEL AF SERIE

26 Bygningskultur Danmark Bygningskultur Danmark 27


KlASSIKEREN I DEL AF SERIE

Kalket murværk ældes ved forvitring. Helt anderledes

ser det ud, når en kunstgummimalet mur - som her til

højre - får nogle år på bagen.

mange tilfælde være den helt rigtige for at få omgivelserne til

at fungere visuelt.

Farven på hudfarvet hæftepla ster er alt for lyserød i forhold

til huden. Den er et udtryk for erin dringen om hudens

farve. Samme fænomen oplevede jeg engang i Sct Petersborg,

hvor jeg i et rum i Vinterpaladset så den ultimativt

smukkeste rosa vægfarve. Der er den, tænkte jeg. Den helt

sublime rosa, som hverken er kold eller varm. Da jeg havde

stået lidt og beundret farven, opdagede jeg, at den skallede

lidt omkring en stik kontakt. Jeg så mig omkring. Babuskaen

med sit strikketøj var faldet i søvn på sin stol. Forsig tigt pillede

jeg en lille skal af og lagde den i en tændstiksæske. Da jeg

kom tilbage på tegnestuen, halede jeg mit trofæ frem: Se, her

er den smukkeste rosa farve, man kan tænke sig. Hverken

blålig eller gullig. Helt rigtig rosa på den gode måde. Jeg åbnede

æsken og holdt den frem. Da jeg så deres skuffede ansigter,

kigge de jeg selv ned i æsken. Der lå en lille grisefarvet

malingsskal med en ubestemmelig grumset farve - jordens

dejligste rosa, når den blev malet op i et helt rum. Man skal

ikke være bange for, at en farve bliver for kedelig. Er den sjov

som lille, bliver den ulidelig som stor.

Et overset aspekt er facaders stoflighed. Det fine spil af

kon traster mellem mat og blank er glemt. Murfladerne er

blevet halvblanke, døde og melede. En svanefjer og en køleskabslåge

ser begge hvide ud på et fotografi, hvor man ikke

kan opleve stoflig heden og nuancerne. Svanefjeren er mat.

Der er en anelse okker i det hvide, og så er den hvide farve

dyb - som om man kunne se gennem flere lag. Overfladen på

muren har tilsynelande dybde, og farven virker lodden. Blikket

inviteres indenfor i en hvid hule. Køleskabslågen er deri-

mod blank, en anelse blålig, og den kaster hvidt fra sig. Blikket

afvi ses på køleskabslågen. Velykkede facadefarver er som

svanefjer. Men de er trængt i disse år. Køle skabslåger truer

med at dominere gadebilledet.

I de fine kvarterer i Paris og London var det et krav, at man

malede sin facade hvert femte år. I København vaskede ordentlige

folk deres facader om foråret. Arbejdet blev udført

fra de såkaldte pumpestilladser, hvor en mand kunne vrikkes

op i højden fra en kurv og derfra rense facaden uden brug af

et dyrt stillads. Hele facaden blev penslet over med sodavand,

som ætsede det yderste af malingen, og dermed forsvandt

også snavset på overfla den. Efter fem-syv år var der

ikke længere noget maling tilbage, og facaden var klar til

genbehand ling uden et krævende afrens ningsarbejde. Systemet

fungerede godt, fordi malingen var ’dårlig’.

I dag opfattes en facadeistand sættelse som en engangsydelse

i priskonkurrence. Alle tænker på, hvad der er billigst

nu og ikke på, hvad der er billigst i længden. Kunne man købe

et abonnement på en velholdt facade, ville pro blemstillingen

være helt anderle des. Hvis håndværkeren vidste, at det var

ham selv, der skulle tilba ge til facaden næste gang, ville han

formentlig bruge nogle helt andre produkter end dagens

stan dard. Han ville ikke alene kalku lere med hvor lang tid, der

går med at påføre malingen. Han ville især tænke på, hvor

lang tid, der går med at få den af. Valget af malingstype ville

baseres på, om den skulle afrenses med sandblæsning, kemikalier,

varm luftpistoler eller andre og mindre kostbare metoder.

Med en abon nementsordning ville man se nye valg af

både materialer og meto der. Og svanefjer ville besejre køleskabslåger.

Byens farve udfører farvesætning og malebeskrivelser.

Rådgivning om traditionelle behandlinger med tjære, kalk, limfarve, emulsions- og linoliemaling, samt om moderne malingstyper:

silikat, plast-, acryl- og alkydmaling.

Farvesætninger udføres med skitser til såvel facader som interiør – både til erhverv og privat. Og gerne som helhedsløsninger med

dekorative elementer.

Vejledning og salg af maling, lak, linolie, tørfarve og tjære fra butikken onsdag til fredag 12-17.30.

Med baggrund i malerhåndværket, farvehandel og stor indsigt i bygningstradition og –historie er udført opgaver for Frilandsmuseet,

Amalienborg samt private i villaer, lejligheder og på landejendomme.

Byens Farve A/S, Esplanaden 3, 1263 København K, Tlf.: 3311 1125, byensf@rve.dk, www.byensfarve.dk

IndFarvet Mørtel, FInpuds, kalkMælk,

sandkalk og kalkvand

Med Franske jordFarver

rådgivning, håndværk og gode materialer

SKANDINAVISK JURA-KALK A/S • BREDELØKKEVEJ 12, RAABY • 4660 STORE HEDDINGE •TLF. 5650 3000 • FAx 5650 4328 • HJEMMESIDE: WWW.KALK.DK • E-MAIL: JURA@KALK.DK

28 Bygningskultur Danmark Bygningskultur Danmark 29

More magazines by this user
Similar magazines