searchable_print_opt..

statensnet.dk

searchable_print_opt..

10

dersaatter, og som har sit Modstykke i, at

Staten yder sine Undersaatter Beskyttelse,

ogsaa naar de opholder sig udenfor Statens

Grænser. Hvis det hermed kun skal siges,

at Staten kan tiltage sig saadan Myndighed

uden Fare for folkeretlige Konflikter,

kan dette maaske forsvares. Men hvis det

skal sige, at Staten i Forhold til sine Undersaatter

har gj r ldigt Krav paa saadan

absolut Lydighed og derfor uden Uret imod

dem kan tiltage sig en saadan ubegrænset

Jurisdiktion, maa det bestemt bestrides.

Naturlig er Lydighedsfordringen, hvor Talen

er om Forbrydelser, der krænker Staten

selv eller Interesser, som den har særlig

Opfordring til at beskytte; men i disse Tilfælde

er der, ialtfald efter den for Tiden

herskende Mening, ingen Grund til at begrænse

Lydighedsfordringen til Indlæn- j

dinge. Den Straffemyndighed, Staten i

disse Tilfælde tiltager sig, skyldes ikke

Personalprincipet, men Realprincipet, jfr.

herom nedenfor. Dernæst kan det forekomme,

at Staten paalægger sine Undersaatter

eller visse i et særligt Forhold til

Staten staaende Personer (Embedsmænd,

Skibsførere) særlige Pligter til Opfyldelse

netop i Udlandet. Krænkelse af saadanne

Pligter bør den da kunne straffe. Men hvor

en saadan særlig Grund til at fordre Lydighed

mod Hjemstatens Love ikke foreligger,

vilde en ubetinget Lydighedsfordring

ikke blot savne ethvert fornuftigt

Motiv; dens Haandhævelse vilde ofte umuliggøre

eller vanskeliggøre vedkommende

Undersaats Liv og Virksomhed i det fremmede

Land med andre sociale Forhold, andre

Skikke og anden Retsordning ved at

stille ham væsentlig ugunstigere end Landets

egne Borgere.

Naar Staten desuagtet i vidt Omfang

maa straffe de af dens Undersaatter i Udlandet

begaaede Forbrydelser, skyldes dette

ikke Lydigheds- eller Personalprincipet 1 hed, dels et billigt Krav om international

Retshjælp. Hvis Indlændingen, der ikke

af Hjemlandet kan udvises eller udleveres,

ikke her kunde straffes for Forbrydelser

begaaede i Udlandet, vilde den paagældende

fremmede Stat ikke uden Grund kunne

beklage sig, og Retssikkerheden i Hjemstaten

vilde lide ikke blot derved, at den

vilde blive Tilflugtssted for saadanne Forbrydere,

men ogsaa derved, at den da heller

ikke kunde vente Retshjælp fra den fremmede

Stat, hvis Undersaat efter her at

have forbrudt sig flygtede til sit Hjemland.

Men Forudsætningen for, at Staten

af denne Grund skal straffe en Handling,

der direkte slet ikke berører den, bør dog

være dels, at den ikke hører til de ubetydelige

Forseelser, dels at den vilde kunne

straffes efter Gerningsstedets Ret, hvis

Straffemaal da heller ikke bør kunne overskrides,

eller hvis den er foregaaet udenfor

et folkeretligt anerkendt Statsomraade

— hvor man sandelig heller ikke med

Rimelighed kan stille samme Krav til sine

Undersaatters Handlinger som under

Hjemlandets civiliserede Forhold — at

Forbrydelsen er af mere alvorlig Art. Herved

fyldestgøres sikkert fuldt ud baade

den fremmede Stats berettigede i Ikke-Udleveringsprincipet

begrundede Krav og

Hensynet til Hjemstatens egen Sikkerhed,

medens omvendt denne derved undgaar at

lægge utaalelige og urimelige Baand paa

sine i Udlandet levende Undersaatter.

Ved K. U. § 6 Nr. 4 er endnu at bemærke,

at medens det er selvfølgeligt, at

Bestemmelsen rammer Indfødte, synes det

urimeligt at lade den omfatte enhver her

bosat Person; saa vidt gaar, bortset fra

N. Strfl. § 12 Nr. 3, næppe heller nogen

Lov eller noget andet Udkast. Efter hele

det Synspunkt, der fører til her at straffe,

synes det naturligt at betinge Strafbar-

), heden af, at den paagældende ikke admini-

men dels Hensynet til Statens egen Sikkerstrativt kan udvises eller udleveres, det vil

x ) Dette fremgaar ogsaa deraf, at Vægten ikke lægges eller bør lægges paa, om den Paagældende

var Undersaat paa Handlingstiden, men derpaa, om han er det ved Paatalen, jfr. Strfl. § 6 og K. U.

§ 6, 5. b.

More magazines by this user
Similar magazines