searchable_print_opt..

statensnet.dk

searchable_print_opt..

27

f pr disse efter den meget strenge 1 ) Regel

i § 163 og har ikke engang som den farlige

Vanedranker den Chance at fritages for

Straf mod at anbringes paa en Drankeranstalt.

K. U. § 163 fører tilmed til den

Urimelighed, at den, der ædru begaar en

Række Lovovertrædelser, ifølge Udk. hyppigt

vil slippe med en Bøde eller lidt simpelt

Fængsel 2 ), medens den i høj Grad berusede

for de samme Handlinger skal

straffes med Arbejdsfængsel. I Motiverne

til K. IL. S. 175 begrundes dette ved, at

det, som straffes, er den tilregnelige Hensættelse

i den gennem Handlinger af en

vis Art manifesterede farlige Tilstand.

Det forandrer imidlertid ikke det Faktum,

at Udkastet ganske bortser fra, om det in

concreto med Rimelighed kan hævdes, at

Personen har olier burde have forudset, at

Beruselse for hans Vedkommende vil medføre

den ved den objektive Følge — Forbrydelsen

— manifesterede større eller

mindre Fare, efter hvilken Straffen gradueres.

En saadan Fravigelse fra almindelige

strafferetlige Grundsætninger bør ialtfald

ikke finde Sted, naar en praktisk tilfredsstillende

Ordning kan naas uden det. En

saadan er det forsøgt at give i nærvær.

Forsi. § 16, 2. St., der bygger paa en

Anvendelse af den almindelige Tilregnelsesregel.

De Tilløb til en saadan Ordning,

som findes i 1ST. Strfl. § 45 og tysk

V. E. § 64, er ganske vist højst ufyldestgørende;

og den mod dem rettede Kritik 3 hvor Loven ellers ikke straffer Uagtsomhed,

hvorhos Maximum for Uagtsomhedsfetraffen

af ganske andre Grunde dog sættes

betydeligt op i Sammenligning med den

gældende Ret og K. U. Dernæst er gennem

en ændret Redaktion af 1. Pkt. den

almindelige Tilregnelsesregels Krav om,

at selve den konkrete Følge — Retsforstyrrelsen

— skal kunne tilregnes den

handlende, sket Fyldest. Det synes da

naturligt at fastholde denne Ordning, om

hvilken selv Motiverne til K. U., S. 47 erkender,

at der fra almindelige Grundsætningers

Standpunkt ikke kan indvendes

noget imod den. Ved Siden af denne Regel

er der utvivlsomt Trang til en Straffebestemmelse

for den selvforskyldte Beruselse,

der med forer Farer for andre, svarende til

K. U. § 164, jfr. herom nærvær. Forsi.

§ 132. Men, at der skulde være Trang

til en saa vidtgaaende Fravigelse fra

almindelige Grundsætninger som den ved

K. U. § 34, 2. Pkt., jfr. § 163 foreslaaede,

ses der ikke at være ført nogetsomhelst

Bevis for. At man efter de nyeste

Forslag synes at ville gaa denne Vej i

Tyskland (jfr. Ebermayer S. 90), kan saa

meget mindre være afgørende, som Forklaringen

synes at være den, at man ikke

har kunnet finde og end ikke har gjort

| noget alvorligt Forsøg paa at finde en tilfredsstillende

Løsning under Fastholden

i af de almindelige strafferetlige Grundsætninger.

), 2. Bestemmelsen i K. U. § 31 hvor-

at de fører udover, hvad der kan anses efter den kriminelle Lavalder ligesom hid-

hjemlet ved den almindelige Tilregnelsestil bliver 14 Aar, foreslaas optaget uforregel,

og at -de svigter ved alle de Forandret (nærværende Forslags § 18). Der

brydelser, der kun straffes som forsætlige, vilde ganske vist næppe være nogensom-

er fuldt berettiget, ligesom at Straffen helst Betænkelighed ved at forhøje Alders-

derefter vil blive altfor lav. Men alle disse grænsen til 15 Aar, hvilket jo iovrigt er

Mangler er formentlig netop fjernede ved den oprindelige i vor Ret gældende Alders-

den her foreslaaede Affattelse, idet der grænse

opstilles en særlig Regel for de Tilfælde,

4 ). Men efter den Maade, paa^hyilken

de nugældende Regler om de 14—\8-

x ) Saa rigoristiske Bestemmelser som i K U. § 163 findes heller ikke nogetsteds Dens eneste

Forbillede, esterrigsk V. E. § 242, er langt fra saa vidtgaaende (jfr. dog nu Ebermayer S. 90).

«) Jfr. K. U. §§ 118, 126, 134, 156, 2. St., 238, 239, 255, 313 m. flr

8 ) Motiverjtil K. U., S. 47; G. E. Begründung S. 14 flg.

*) Jfr. D. L. 1-24-9.

More magazines by this user
Similar magazines