searchable_print_opt..

statensnet.dk

searchable_print_opt..

Arbejdets Udbytte, med Fradrag af en vis

Godtgørelse, altid tilfalder det offentlige.

Om simpelt Fængsel gives Bestemmelserne

i K. U. § 21. Om Grænserne for

Straffens Varighed er allerede talt. At

Straffen regelmæssig udstaas i Enrum, og

at Forplejningen ikke er indskrænket til

den anordnede Fangekost, niaa vistnok

billiges; ligeledes at ingen særlig Fangedragt

skal bæres, hvilket formentlig fremgaar

deraf, at saadant ikke paabydes i det

ledsagende Udkast til kgl. Anordning. Derimod

er det meget tvivlsomt, om det er

forsvarligt at opretholde den hidtil gældende

Ordning, hvorefter det ganske overlades

til Fangen, om ban vil søge Beskæftigelse.

Ganske vist er det netop Meningen

med Bevarelsen af denne Straf art, at

der ikke skal paahvile disse Fanger en

egentlig Arbejdspligt af lignende Art som

den, der gælder ved Arbejdsfængsel og

Strafarbejde. Men deraf følger ikke, at

det bør tillades disse Fanger at henleve

en dog i Reglen ikke helt kortvarig Straffetid

i fuldstændig Ørkesløshed. Netop de,

for hvem dette vil virke mest skadeligt,

de slappe, dovne, karakterløse Personer,

vil ikke benytte sig af den Adgang, som

§ 21 giver dem til selv at begære Arbejde.

Men overfor dem har Samfundet, naar det

tager dem i Forvaring, den Pligt at sørge

for, at Straffen ikke virker positivt skadeligt

ved yderligere at fremelske deres Ulyst

til Arbejde. Og overfor de bedre Elementer,

der allerede under den bestaaende

Ordning regelmæssig vil søge Beskæftigelse,

vil Indførelse af en Pligt dertil

ikke virke som en Skærpelse, naar

Beskæftigelsespligten blot gennemføres med

fornøden Hensynsfuldhed. Saa vel svensk

L, 22. Juni 1906 § 7 som tysk V. E. § 20

og G. E. § 46 indeholder da ogsaa hertil

sigtende Bestemmelser; og dette Forbillede

bør formentlig følges. Principet maa være,

at det overlades Fangen at skaffe sig passende

Arbejde eller Beskæftigelse 1 ). Men

hvis de ikke gør det, eller det skønnes, at

71

den selvvalgte Beskæftigelse kun er et

Skalkeskjul for Lediggang, paalægges der

dem at udføre et efter deres Dannelsestrin

og Livsstilling passende Arbejde i et saadant

Omfang, som maa anses nødvendigt

til en rimelig Sysselsættelse, altsaa i et

Kvantum, der er væsentlig mindre end,

hvor Arbejdet skal have Karakteren af et

Strafonde eller Opdragelsesmiddel. Det er

dernæst en Selvfølge, at Arbejdsudbyttet

her altid tilfalder Fangen, da Arbejdet

ikke er en Del af Straffen.

De i nærværende Forslag optagne Bestemmelser

om Frihedsstraffene gaar derefter

i Korthed ud paa følgende:

1. Som Arter af Frihedsstraffe foreslaas:

a. A r b e j d s f æ n g s e 1 fra 2 Maaneder

indtil 16 Aar eller paa Livstid, som

udstaas i særlig dertil bestemte Anstalter,

der tilhører Staten eller dog

staar under dennes Styre, J§ 32. Den

i K. U. § 17, 2. St., hjemlede Adgang

til at lade visse korte Arbejdsfængselsstraffe

udstaa i Anstalter under kommunalt

Styre bør formentlig bortfalde.

Naar Minimum sættes op som foreslaaet,

bortfalder sikkert enhver praktisk

Trang hertil; og det synes paa

den anden Side, som allerede tidligere

bemærket, særlig betænkeligt at tilstede

Udstaaelse af korte Straffe, der

bl. a. omfatter Hovedmængden af de

Tilfælde, hvor Fare for Tilbagefald er

størst, f. Ex. første Gang begaaet simpelt

Tyveri, i Anstalter, hvor Fuldbyrdelsen

maa forudsættes at være

væsentlig mindre tilfredsstillende end

i Statsanstalterne. Unge Forbrydere

bør, naar de er under 18 Aar, altid,

naar de er mellem 18 og 23 Aar,

regelmæssig udstaa Straffen i særlige

for dem beregnede Anstalter. Straffen

kan ved særlig Retskendelse forlænges

*) En Student maa f. Ex. have Lov til at fortsætte sin Eksamenslæsning, en Forfatter Eet til

at skrive Bøger eller Artikler osv.

More magazines by this user
Similar magazines