searchable_print_opt..

statensnet.dk

searchable_print_opt..

til Forventningerne. Optager man derimod

atter dette Element, turde det blive

klart, at „den betingede Straffedom" ikke

rigtigt, ialtfald ikke udtømmende, karakteriseres

som en Strafopliørsmaade, heller

ikke som en særlig Strafart, saaledes som

nogle har gjort, men at den rettest opfattes

som et Erstatningsmiddel for

Straf i Lighed med Forsorgsopdragelse,

Sikkerhedsforvaring o. 1. —

Ganske uoplysende er det, naar K. U. behandler

dette Forhold i et særligt Kapitel

under Betegnelsen: Udsættelse af Straffuldbyrdelsen

ifølge Dom. Fuldbyrdelsens

Udsættelse er ikke dette Instituts Formaal;

det er kun et Middel, der ogsaa

kan tjene ganske andre Formaal, jfr. bl. a.

Strafferetsplejelovens §§ 1000,1001 ognærv.

Forsi. § 59, 3. St.

I dansk Ket er der ved Straffelovstillæg

1905 og 1911 § 20 ialtfald gjort et

Tilløb til Gennemførelsen af det rigtige

Synspunkt, idet det der bestemmes, at

Udsættelsen kan betinges af, at den domfældte

undergiver sig en nærmere bestemt

moralsk Forsorg. At dette dog er utilstrækkeligt,

fremgaar bl. a. deraf, at Domstolene

i forbausende ringe Grad har benyttet

denne Adgang. Og om end K. U.

§ 63 ingenlunde udelukker, at en saadan

Betingelse opstilles, maa det dog nærmest

anses som et Tilbageskridt, at Udkastet

end ikke saaledes som Straffelovstillæggene

giver Domstolene Anvisning paa at knytte

Udsættelsen til denne Betingelse. Man

kan med Motiverne (S. 106—07) være enig

i, at det ialtfald nu, hvor Institutet ikke

mere er noget nyt, er overflødigt nærmere

at specialisere Betingelserne for, at betinget

Dom kan gives, og at det er urigtigt

at drage Grænser for, hvilke Betingelser

Hetten kan opstille for Straffens

Bortfald. I begge Retninger har nærv.

Forslag fulgt K. U. Men der er næppe

Tvivl ' om, at dette Institut kun da kan

85

f paaregnes at bringe de positive Fordele,

som efter talrige Vidnesbyrd er opnaaede

i dets Hjemlande, naar der i Forbindelse

med Udsættelsen af Straffuldbyrdelsen

regelmæssig etableres en Forsorg for, et

I Tilsyn med den dømte. Dette foreslaas

1 da ogsaa i Tilslutning til Bestemmelserne

i tysk G. E. § 92 og schweizisk V. E. Art.

61, i nærv. Forsi. §61. Det er den første

og vigtigste Afvigelse fra K. U. — I Forbindelse

dermed staar en anden Ændring.

At gennemføre et virkeligt effektivt Tilsyn

med den dømte i Prøvetiden vil blive

uoverkommeligt, hvis man vil fastholde

den hos os gældende Regel, at Prøvetiden

altid er 5 Aar. En saa lang, fast Prøvetid

kendes da udenfor Danmark og Frankrig

næppe heller nogetsteds 1 ) og er sikkert heller

ikke fornøden. Ialtfald vil en endog væsentlig

kortere Prøvetid under effektivt

Tilsyn sikkert have langt større Værdi

end en lang Prøvetid uden Tilsyn. I nærvær.

Forslag er det i Overensstemmelse

med de Heste nyere Forslag overladt til

Retten at bestemme Prøvetidens Varighed

indenfor Grænsen 2—5 Aar. Betegnelsen

„Prøvetid"' er optaget i Formuleringen af

§ 61 for netop at fremhæve, at den betingede

Straffedoms Formaal ikke blot er det

negative, at aabne Adgang til Straffens

i Bortfald, men ogsaa det positive, at være

' et Erstatningsmiddel for Straffen. I Forbindelse

hermed staar det, at § 61, 2. St.,

som allerede ovenf. antydet, bestemmer, at

den dømte, naar ikke særlige Omstændigheder

motiverer en Undtagelse, under

Prøvetiden sættes under Tilsyn, jfr. herom

nærmere i Bemærkningerne til § 65.

løvrigt slutter nærvær. Forslag sig

ligesom K. U. ret nær til den gældende

Ret, hvorved dog maa bemærkes følgende:

Virkningen af, at Fuldbyrdelsen bortfalder,

angives baade i Straffelovstillægene

(§ 21) og i K. U. § 64 ved, at Straffen

„anses som udstaaet'' ved Dommens Af-

*) Prøvetiden er ifølge N. Strfl. § 53 og svensk L. 22. Juni 1906 3 Aar; i østerrigsk Regeringsforsl.

(1912) § 51 og schweizisk V. E. Art. 61 2—5 Aar, ligeéaa ved Verbrechen og Vergehen i tysk V. E.

§ 38, 1. St., G. E. § 92; ved Uebertretungen derimod 1—2 Aar (henholdsvis § 38, 2. St. og § 354);

i Belgien ifølge L 31 Mai 1888 Art. 9 ikke over 5 Aar (uden Minimum); i England (L. 8 Aug. 1887)

er ingen Frist foreskreven, i Praksis overstiger den sjældent 2 Aar.

More magazines by this user
Similar magazines