searchable_print_opt..

statensnet.dk

searchable_print_opt..

160

lig bedre forsvares at bibeholde en til

K. U. § 387 svarende Bestemmelse i denne j

Sammenhæng, idet det er selve Virksomhedens

Udøvelse af ukvalificerede eller

uberettigede Personer, der forvolder Fare

af mere ubestemt Omfang.

Dernæst er det formentlig rigtigst til

Kapitlet om Angreb paa Liv og Legeme

at overføre Bestemmelser svarende til K.

U. §§ 376—379, for saa vidt og i det Omfang

i hvilket det overhovedet findes rigtigt

at optage tilsvarende Bestemmelser i

Loven. Ganske vist er Samfundet stærkt

interesseret i at modvirke Overførelse af

Kønssygdomme, fordi der deri altid ligger

en Fare for videre Udbredelse. Men ligesom

disse Handlinger dog i Reglen direkte

og umiddelbart kun truer Enkeltmand,

saaledes vil Faren for videre Udbredelse

ved nogle af disse (§ 377 og tildels § 378

b.) regelmæssig være meget fjern og ved

andre (§ 376) forudsætte i det mindste en

ny Uforsigtighed fra den først smittedes

Side. I saa Henseende stiller Forholdet

sig her væsentlig anderledes end ved epidemiske

og forskellige andre smitsomme

Sygdomme. Og naar det til Trods for de

vægtige fra forskellig Side fremførte Betænkeligheder

mod overhovedet at straffe

det i § 376 omhandlede Forhold 1 ) dog tør

forudsættes, at Lovgivningsmagten næppe

vil gaa med til uden alt Forbehold at erklære

Handlinger af denne Art for straffri,

vil den afgørende Betragtning vistnok

i første Linje være den, at en saa oprørende

Hensynsløshed overfor den umiddelbart

truede Persons Liv og Sundhed

ikke bør taales. Den i Handlingen liggende

Fare for Sygdommens videre Spredning

vil ofte kun ganske vagt have sat Spor i

den handlendes Bevidsthed og derfor ikke

være det for den kriminelle Bedømmelse

afgørende.

Endnu bemærkes, at en Række Bestemmelser

efter det ved Udarbejdelsen af nær-

værende Forslag fulgte Princip bør udgå a

af dette og, for saa vidt de overhovedet

bibeholdes, overføres til L. om Forseelser.

Dette gælder §§ 372, 373, 2. St., 384, 388

og 389.

Hvad Realiteten af de derefter tilba&eblivende

Bestemmelser angaar, betegner

K. U.'s Behandling af disse Forbrydelser

sammenlignet med Straffelovens et meget

væsentligt Fremskridt, idet det for deres

strafferetlige Behandling afgørende Synspunkt,

Foraarsagelsen af en almen Fare

af ubestemt Omfang, der kun havde sat

ganske spredte og ufuldkomne Spor i

Straffelovens» Bestemmelser, i K. U.

helt igennem er lagt til Grund. De

Bemærkninger, der kan gøres til K. U.'s

herhenhørende Bestemmelser, er derfor

for største Delen ikke af principiel Art,

men angaar Enkeltheder af mindre væsentlig

Betydning. Det maa navnlig billiges,

at K. U. i Tilslutning til norsk Straffelov

og tildels nyere Udkast gennemfører en

ensartet Behandling af de for andre Menneskers

Liv eller for udstrakt Ødelæggelse

af fremmed Ejendom farlige Handlinger,

der forvoldes ved Ildsvaade, Sprængning,

Oversvømmelse, Søskade, Jernbaneulykker

o. 1. Det maa sikkert ogsaa billiges, at

K. U. — i Modsætning til norsk Straffelov

— behandler Brandstiftelsesforbrydelsen

særskilt og giver Bestemmelserne om

de andre almenfarlige Forbrydelser i Tilslutning

dertil, ikke fordi der mellem disse

Forbrydelser bestaar nogen Væsensforskel,

men fordi Brandstiftelse ikke blot i praktisk

Vigtighed saa langt overgaar de andre,

men ogsaa historisk saaledes fremtræder

som Prototypen for disse Forbrydelser,

at det findes naturligt særligt at

udhæve den.

Det maa formentlig antages, at K. U. i

alt Fald i §§ 368 og 369 tilsigter i Overensstemmelse

med nyere Love og Udkast at

ramme den paa visse nærmere angivne Maa-

*) Jfr. Betænkning af det af Justitsministeriet d. 23. Okt. 1908 nedsatte Udvalg til Afgørelse af

Spørgsmaalet om Tidspunktet for Tilstedeværelse af Smittefarlighed ved de i § 17 i L. af 30. Marts

1906 omhandlede Sygdomme m. m., særlig S. 45 flg.

More magazines by this user
Similar magazines