searchable_print_opt..

statensnet.dk

searchable_print_opt..

tiden paaregne almindelig Tilslutning. Vil

man da begrænse disse Regler til Kønsomgængelse

udenfor Ægteskab, og som

nedenfor skal ses, kan dette ialtfald indenfor

visse Grænser være naturligt, bør det

siges klart og ligeud, saa meget mere som

det ikke er Straffelovens Opgave at udtale

Moraldogmer, tilmed paa et saa omtvistet

Omraade. Under Hensyn i il den

hidtil herskende Opfattelse er det omvendt,

hvis man vil medtage nogle af disse Retskrænkelser

i Ægteskabet, nødvendigt at

sige det rent og tydeligt.

Hvad dernæst Realiteten angaar, kan

ialtfald en ubetinget Regel om, at disse

Forbrydelser er udelukkede i Ægteskabet,

næppe i Nutiden opretholdes. For det første

vil sikkert alle finde det urimeligt at

nægte Hustruen den særlige Retsbeskjttelse

overfor visse grove Kønsfrihedskrænkelser

ikke blot, hvor Ægtefællerne

er separerede, men ogsaa hvor Samlivet

blot faktisk er ophævet. Det synes ganske

urimeligt, at Manden, der under saadanne

Forhold trænger ind til hende og voldtager

hende, skal slippe med den forholdsvis

ringe Straf for simpel Vold eller Frihedskrænkelse.

Men, selv om Samlivet

ikke er hævet, synes Hustruen dog ubetinget

og i samme Omfang som enhver

anden at burde beskyttes ialtfald mod

visse Kønsakter, f. Eks. saadanne perverse

Akter, som den gældende Ret straffer efter

Strfl. § 177 1 ), naar de in casu er fremtvungne

ved Vold eller visse grove

Trusler 2 ).

Men selv udenfor dette Omraade kan

det sikkert ikke forsvares ubetinget at undtage

Overgreb i Ægteskabet fra de strafbare

Kønsfrihedskrænkelser. Naar man,

navnlig tidligere, har villet begrunde denne

Udelukkelse ved »Mandens Ægtemandseller

Husbondsret og Hustruens deraf følgende

Pligt til at efterkomme hans Krav

190

om Kønsonigængelse« — det er nærmest

det franske Synspunkt — staar dette i

aabenbar Modstrid med moderne Retsordningers

hele Syn paa Hustruens Retsstilling.

Det eneste hermed forenelige Standpunkt

er, at hun selv alene maa være Dommer

over, om hun vil eller af Hensyn til

sin Sundhed, Værdighed etc. kau opfylde

den baakaldte »Ægteskabspligt«. Om en

saadan Nægtelse muligvis eventuelt bør

give Ret til at fordre Skilsmisse, er et

andet Spørgsmaal, der ikke vedrører det

her foreliggende.

Lige saa lidt Værdi har den Betragtning,

at Ægteskabet »sædeliggør« enhver

Kønsomgængelse eller dog Samlejet.

Hvad man end ellers vil mene derom, er

det dog aabenbart uforeneligt med Nutidens

Opfattelse af Hustruen som fri Personlighed

at antage dette, hvor Kønsakten

er fremtvungen eller opnaaet paa lignende

utilbørlig Maade.

Heller ikke den Betragtning kan der

tillægges afgørende Vægt, at den Omstændighed,

at Kvinden frivillig er traadt ind

i det varige Kønsforhold, Ægteskabet,

skulde medføre, at Angreb paa hendes

Kønsfrihed har væsentlig mindre indgribende

Betydning i psykologisk, legemlig,

materiel og social Henseende for hende end

for den ugifte, saa at der ikke for hende

er Trang til den særlige Beskyttelse, som

Kvinder ellers nyder overfor saadanne

Angreb, og at derfor den almindelige Bestemmelse

om Mishandling af Ægtefælle

her gør Fyldest. 3 ) — Hvilken Betjening

i de nævnte og andre Retninger saadanne

Angreb paa Kønsfriheden har for den enkelte

Kvinde, beror paa en Række individuelle

Momenter, blandt hvilke vel ogsaa

det, at Kvinden er gift med den paagældende

Mand, kan have betydelig Vægt,

men dog ikke kan motivere en principielt

x ) Jfr. H. R T. 1870 S. 335.

*) Selv fransk Ret, der ellers i videste Omfang hævder Mandens Husbondsret paa det kønslige

Omraade, straffer saadant Forhold som »attentat ä la pudeur« begaaet under skærpende Omstændigheder,

jfr. Ganjon: Code pénal annoté S. 844 (Nr 17), 854 (Nr. 115) og 856 (Nr 137).

^ Jfr. D. K. F.s Aarbog 11. S 38 flg.

More magazines by this user
Similar magazines