searchable_print_opt..

statensnet.dk

searchable_print_opt..

209

te en Eksemplifikation i Forbindelse med

en tilstrækkelig omfattende clausula generalis.

Denne sidste Vej er benyttet i nærværende

Forsi. § 223.

Uafhængigt af den nævnte Tredeling

fremhæver K.*U. dels i §§ 238, 3. St. og

239, 3. St. nogle kvalificerede Tilfælde,

hvormed maa jævnføres Bestemmelserne

om Mishandling af Ægtefælle, Ascendenter

og Børn i Kap. 21, §§ 226, 232 og 233

samt i Kap. 23 § 252, og giver desuden i

§ 241 en fælles Bestemmelse om Strafskærpelse

for de paa særlig farlig Maade

udførte Legemsangreb. Disse Bestemmelser

kan formentlig sammendrages i en fælles

Regel under Synspunktet »skærpende

Omstændigheder« med Benyitelse af en

blot eksemplifikatorisk fra begge Omraader

hentet Angivelse af disse. Ved Siden

af den særlig farlige Udførelsesmaade og

de enkelte i K. U. §§ 238 og 239 nævnte

Tilfælde kan der sikkert tænkes andre lige

saa graverende Forhold, f. Eks. at den angrebne

er en Person, der staar ganske værgeløs

overfor Angriberen. Man tænke blot

paa gamle eller syge Personer, som nogen

har til Huse mod Betaling o. 1. Ogsaa her

vil enhver udtømmende Opregning nødvendigvis

blive ufuldstændig og derfor føre til

\ilkaarlige Afgrænsninger. Ud fra denne

Betragtning er nærværende Forsi. § 221,

2. St., jfr. § 222, 2. St., formuleret. Hvad

særlig Mishandling angaar, maa det af lignende

Grunde erkendes, at en Begrænsning

til bestemte Familieforhold er irrationel.

At virkelig Mi&handling finder Sted,

\il altid være Udtryk for, at den ene Part

staar mere eller mindre værgeløs overfor

den anden; ellers taaler den ikke i Længden

denne Behandling. — Og Strafskærpelsen

synes da lige naturlig, hvad enten

den øves mod Familiemedlemmer eller mod

andre. En almindelig Bestemmelse derom

el- derfor optaget i § 221, 3. St., hvis Strafferamme

formentlig er passende ogsaa for

dette Tilfælde. I §§ 222 og 223 er en Særbestemmelse

herom paa Grund af Strafferammens

Vidde formentlig ikke nødvendig.

§ 221 svarer til K. U. § 238, jfr. § 241,

Ændringerne i 1. St. er rent redaktionelle,

— Om den i 2. St. stedfundne Sammendragning

af Bestemmelserne i K. U. § 238,

3. St. og § 241 er talt ovenfor. Ved Siden

af de i § 238, ,3., St. nævnte Tilfælde er

nævnt Angreb paa værgeløse, jfr. det derom

tidligere bemærkede, men iøvrigt fremtræder

de særlig nævnte Tilfælde tydeligt

kun som Eksempler. Af de i § 241 nævnte

Tilfælde er ikke medtaget det, at Handlingen

er udøvet af flere i Forening, da

dette paa Grund af den almindelige Bestemmelse

i § 75, 2. St. maa anses overflødigt.

— I 3. St. er som bemærket optaget

en Bestemmelse om Mishandling.

Straffesatserne er af de tidligere anførte

Grunde nedsatte. At Maksimum i det første

Tilfælde er noget højere (2 Aar i Stedet

for I 1 12 Aar) og i det sidste noget lavere

(4 Aar i Stedet for 4 x /2 Aar), end de

almindelige Sammenstødsregler vilde føre

til, skyldes Ønsket om ved Straffe over 1

Aar i Lovens normale Strafferammer altid

at angive Maksimum i hele Aar.

Paatalebestemmelserne i 1. og 2. St.

stemmer i Hovedsagen med den gældende

Ret. For saa vidt i de i 2. St. omhandlede

Tilfælde ubetinget offentlig Paatale skal

kunne finde Sted, hvor almene Hensyn

kræver det, haves særlig saadanne Tilfælde

for Øje, hvor det kan befrygtes, at

den forurettede af Angriberen vil lade sig

intimidere til ikke at begære Paatale.

§ 222, 1. St. svarer ganske til K. U. §

239, 1. St. Hvor ikke særlig skærpende

Omstændigheder foreligger, er Strafferammen

formentlig tilstrækkelig vid til at omfatte

ogsaa det første i K. U. § 239, 2. St

nævnte Tilfælde, som der derfor næppe er

Grund til at udsondre i en særlig Bestemmelse.

Om § 222, 2. St. henvises til det

angaaende § 221, 2. St. bemærkede. I 3. Si.

er Straffens Maksimum, hvor Handlingen

har havt Døden eller grov Legemsbeskadigelse

til Følge, i Overensstemmelse med

de tidligere fremførte Betragtninger foreslaaet

nedsat til 6 Aar.

I § 223 er Bestemmelserne i K. U.

27

More magazines by this user
Similar magazines