searchable_print_opt..

statensnet.dk

searchable_print_opt..

Art og Rækkevidde de nye Bestemmelser

bør være. En nærmere Redegørelse for og

Bedømmelse af disse forskellige Standpunkter

kan umuligt finde Plads indenfor

dette Arbejdes Rammer.

Det af Udvalgets Flertal stillede Forslag

om ganske at ophæve Strfl. § 181

uden at sætte noget i Stedet maa anses

ikke blot utilfredsstillende, men navnlig

ogsaa ganske uigennemførligt. Da paa

den anden Side Udarbejdelse af nye positive

Forslag ikke vel var mulig uden sagkyndig

Medvirken, maatte Valget nødvendigvis

staa imellem enten at optage Bestemmelserne

i K U. §§ 376—378 uforandret

i nærvær. Forsi, eller at forsøge

gennem Forhandling med det af Justitsministeriet

nedsatte Udvalg at faa tilvejebragt

Enighed om Grundlaget for en positiv

Ordning eller dog en saa omfattende

Tilslutning til dette, at der deri haves Garanti

for, at et paa dette Grundlag udarbejdet

Forslag kan anses betryggende underbygget.

Efter nøje Prøvelse er det

fundet rigtigt at gaa den sidstnævnte Vej,

og nærvær. Forsi. §§ 228—230 fremtræder

som Resultat af dette Samarbejde, jfr. herved

den som Bilag C trykte Udtalelse.

Bestemmelsen i K. U. § 376 maa sikkert

i Forhold til Straffelovens § 181 siges

at betegne et ikke uvæsentligt Fremskridt,

for saa vidt Ordene »Kønssygdom, hvis

Evne til at overføres ved Smitte paa det

paagældende Tidspunkt ikke er usandsynlig«

giver bedre Holdepunkter for en fornuftig

Begrænsning af Reglens Anvendelse

end Straffelovens ganske vage Udtryk

»behæftet med venerisk Smitte«, der

i og for sig tillader en Fortolkning, hvorefter

enhver Formodning om en selv fjern

Smittefare er nok. Og vel at mærke, selv

en abstrakt Fare er efter Straffeloven nok,

idet det, som ogsaa i Retsanvendelsen antaget,

ikke udelukker Strafbarhed,en, at

Fare for Smitte in concreto er udelukket,

fordi den anden Part allerede var smittet,

ligesom det imidlertid er i det mindste

meget omtvisteligt, om den sidstnævnte

Urimelighed fjernes ved den i K. U. § 376

213

benyttede Affattelse, saaledes maa det erkendes,

at denne Bestemmelse trods den

tilstræbte Begrænsning af det strafbares

Omraade ikke fjerner den Retsusikkerhed,

som er den væsentligste Anke mod Reglen

i Strfl. § 181. Om en Kønssygdoms »Evne

til at overføres ved Smitte ikke er usandsynlig«,

er et Spørgsmaal, som der i

Reglen ikke kan gives noget objektivt gyldigt

Svar paa. Svaret maa navnlig nødvendigvis

stærkt blive farvet af den bedømmeudes

Vurdering af Sygdommens

Smittefarlighed under de forskellige Perioder

af dens Forløb. Og herom hersker

der blandt Lægerne paa visse Omraader

Meningsforskel, der bunder ikke blot i forskelligt

Temperament — større eller

mindre Forsigtighed — men navnlig ogsaa

i afvigende videnskabeligt Grundsyn.

Derfor rammes ogsaa den foreslaaede Affattelse

af K. U. § 376 af den Indvending,

som i den af det ovennævnte Udvalg afgivne

Betænkning S. 11 fremføres mod

Strfl. § 181 — at den samvittighedsfulde

og særlig omhyggelige Læge, som giver

sine Patienter vidtgaaende og nyttige Advarsler

mod Samleje, netop derigennem

vil udsætte sin Patient for et vidtgaaende

Strafansvar, hvorved Lægen stilles overfor

en Konflikt mellem sin Pligt og sin

Frygt for at paadrage Patienten Strafansvar.

Paa den anden Side er Faren for,

at en samvittighedsløs eller letsindig —

for ikke at tale om en ukyndig — Læge

dækker sine Patienter ved mangelfuld

eller overfladisk Besked, iøjnefaldende.

Hensynet baade til Sikringen af en hygiejnisk

forsvarlig Behandling af disse Sygdomme,

til Retsplejens Anseelse og ikke

mindst til Betryggelse for de Personer, der

lider af Kønssygdomme, maa da føre til

at kræve, at Straffebestemmelser paa dette

Omraade gennem saa vidt muligt faste og

klare Kriterier fastslaar Grænsen mellem

det strafbare og det straffri. Men hertil er

saadanne almindelige — for alle Kønssygdomme

fælles — Formler som den i K. U.

§ 376 benyttede ikke egnede, selv om man

kunde give dem en mindre vag Affattelse.

More magazines by this user
Similar magazines