searchable_print_opt..

statensnet.dk

searchable_print_opt..

deise. Den har kun den udenfor Ægteskab

besvangrede Kvinde for Øje, idet §

191 for tilsvarende Forhold overfor Hustruen

giver en videregaaende Regel.

Det er endelig ovenf. bemærket, hvorfor

en særlig Bestemmelse om Duel foreslaas

optaget i § 232. Det vil deraf tillige

fremgaa, hvorfor Bestemmelsen indskrænker

sig til at give de mest nødtørftige

Regler. § 232 svarer paa det nærmeste,

ogsaa hvad Straffen angaar, til Strfl. §§

208 og 209. Reglen i Strfl. § 208, 2. St.

er udeladt som formentlig selvfølgelig og

derfor overflødig. Paa Udfordring til Duel

finder Forsøgsreglerne Anvendelse.

§ 232, 2. St. stemmer i Hovedsagen

med de tilsvarende Bestemmelser i nyere

udkast.

Da Duel efter Omstændighederne kan

have en ret harmløs Karakter, f oreslaas det,

ligesom i K. U. § 250, 3. St., at Paatale

kun finder Sted, naar det kræves af almene

Hensyn.

K. U. § 249 foreslaas ikke optagen

her, da en Bestemmelse af denne Art naturligst

hører hjemme i Lov om Forseelser.

2 3. Kapitel.

Forbrydelser mod den personlige

Frihed.

218

Dette Kapitel svarer til K. U. 24. Kap.

og har i det hele samme Omraade som

dette. At Kønsfrihedsforbrydelser og ved

Tvang iværksatte Berigelsesforbrydelser

og Statsforbrydelser bør holdes ude fra

denne Sammenhæng, er der vistnok i Nutiden

almindelig Enighed om. Heller ikke

Trusler og Krænkelser af Husfreden er det

naturligt, saaledes som mange Love og

Udkast gør, at medtage her, naar Fredskrænkelser

saaledes som i K. U. og nær-"

vær. Forsi, udsondres som en særlig Forbrydelseegruppe.

I. Indenfor Frihedskrænkelserne sondrer

K. U. ligesom Straffeloven mellem

den almindelige Frihedskrænkelse (ulovlig

Tvang) og Frihedsberøvelse. Om den

første handler K. U. § 255. At den ligesom

Strfl. § 210 samt fremmede Love og

Udkast ikke søger nogen Begrænsning i,

hvad der tilsigtes opnaaet ved Tvangen,

maa med en enkelt Begrænsning, hvorom

nedf., tiltrædes. Men medens Strfl. § 210

til Gengæld drager meget snevre Grænser

for Maaden, hvorpå a Forbrydelsen iværksættes,

idet den kun straffer den Tvang,

som iværksættes ved (personlig) Vold eller

Trusel om Vold, betyder K. U. § 255 i

Forhold hertil en ganske overordentlig Ud-

I videlse af det strafbares Omraade, idet den

1 rammer enhver, som ved Magt retstridig

I tvinger eller ved Trusler, Svig eller paa

anden Maade retstridig bestemmer nogen

(til at gøre, taale eller undlade noget. At

nu Strfl. § 210 begrænser Forbrydelsens

' Omraade altfor stærkt, maa sikkert erkendes.

Det har bl. a. ført til, at Retsanvendelsen

under Indtryk af, ål en Række

straf værdige Forhold ikke rammes af

Strfl. § 210, har anvendt Bestemmelsen om

Afpresning i § 245 i en Del Tilfælde,

hvor dette er baade irrationelt og vistnok i

Strid med rigtig Fortolkning af § 245 1 ).

Men at omvendt K. U. § 255 fører langt

ud over alle rimelige Grænser, er sikkert

ubestrideligt. Det maa først fremhæves,

at K. U. § 255 ikke, saaledes som iøvrigt

alle Love og Udkast, kræver, at nogen er

tvungen; det er nok, at han er retstridig

»bestemt«. Dette staar vel bl. a. i Forbindelse

med, at § 255 i Modsætning til

alle andre Love og Udkast blandt Midlerne

til Forbrydelsens Begaaelse medtager

Svig. Det er allerede i Bemærkningerne

til 21. Kap. ved Omtalen af K.

U. § 201 for et enkelt Omraade fremhævet,

hvor betænkeligt det er saaledes i al Almindelighed

at straffe Benyttelsen af Svig

som Bestemmelsesmiddel, jfr. ogsaa det i

Bemærkningerne til 10. Kap. ved § 117

*) Jfr. Goos: Spec. Del. II. S, 606 flg ; Torp. Bidrag til Læren om Berigelsesforbrydelserne S. 43 flg.

More magazines by this user
Similar magazines