searchable_print_opt..

statensnet.dk

searchable_print_opt..

Fængsel eller Arbejds fængsel — gaar

nærvær. Forsi, den omvendte Vej, idet §

234 opstiller Arbejdsfængsel som den

normale Straf og kun under formildende

Omstændigheder tillader Anvendelse af

simpelt Fængsel. Delte er formentlig i

Realiteten det rigtige, idet simpelt Fængsel

sikkert ved en saa alvorlig Forbrydelse

kun bør kunne anvendes ganske undtagelsesvis

— f. Ek«*, hvor den paagældende

ved udæskende Optræden, ved at nægte

skyldig Lydighed o. 1. har provoceret Gerningsmanden

til en kortvarig Frihedsberøvelse

— og det tillader en meget simplificeret

Affattelse. Tilmed er de i K. U.

§ 256, 2. St. fremhævede Kvalifikationsgrunde

tildels lidet markante (»længere

Tid«, »ualmindelig Lidelse«) og iøvrigt

af saadan Art, at Antagelsen af formildende

Omstændigheder regelmæssig maa

anses udelukket, naar de foreligger. Straffens

Maksimum foreslaas forhøjet til 4

Aar, da Bestemmelsen ogsaa omfatter ret

alvorlige Tilfælde, der nu rammes af

Strfl. § 211, 2. Pkt.

§ 234, 2. St. svarer til K. U. § 257. Til

Fuldbyrdelsen kræves ogsaa her, at Frihedsberøvelse

har fundet Sted, medens det

kvalificerende er dens for Personens hele

Velfærd særlig farlige Karakter. Til her,

saaledes som K. U. (og N. Strfl. § 224)

gør, at indføre et nyt Begreb — at Personen

bringes i nogens Vold — hvis Forhold

til Begrebet Frihedsberøvelse kan

give Anledning til Tvivl, synes der ikke

tilstrækkelig Grund. For saa vidt stemmer

nærvær. Forsi, ogsaa med de andre

nyere Udkast. Men der synes endvidere

ikke at være tilstrækkelig Grund til

her at rykke Fuidbyrdelsesmomentet

frem ved alene at betinge den kvalificerede

Straf af en ud over Frihedsberøvelsen

rækkende Hensigt. Som gentagne

Gange tidligere fremhævet, er

dette ikke nødvendigt for at muliggøre

Anvendelsen af den fulde Straf, jfr.

§ 22, medens en saadan Konstruktion

kan have lidet ønskelige Følger med Hensyn

til Virkningen af frivillig Tilbage-

222

træden. — Af de i K. U. § 257 nævnte

Kvalifikationsgrunde er den første »at

sætte ham i hjælpeløs Tilstand« ikke optaget,

fordi der her vil foreligge Sammenstød

med den i § 227 omhandlede Forbrydelse

eller Forsøg paa denne, saa at

den almindelige Sammenstødsregel i § 82

formentlig bør bringes til Anvendelse.

Derimod er i Tilslutning til tysk G. E.

§ 276 og schweizisk V. E. Art. 112 som

Kvalifikationsgrund optaget, at den paagældende

uberettiget holdes i Forvaring

som sindssyg eller aandssvag, et Tilfælde,

der formentlig kan og bør stilles i Klasse

med de andre i K. U. § 257, 1. Pkt.

nævnte.

Uagtsom Frihedsberøvelse er sikkert

meget lidet praktisk og vil vel faktisk

vanskeligt forekomme undtagen i den

Form, at der uagtsomt er skønnet fejl angaaende

Tilstedeværelsen af de Betingelser,

af hvilke Retmæssigheden af en

Anholdelse, Fængsling o. 1. afhænger.

Alene disse Tilfælde har ogsaa svensk

Strfl. 15. Kap. § 10, finsk Strfl. 25. Kap.

§ 10, hollandsk Strfl. Art. 283 og N. Strfl.

§ 226 for Øje. K. U. § 258 begrænser derimod

ikke sin Regel til disse Tilfælde, men

rammer enhver Form af uagts&m (kvalificeret)

Frihedsberøvelse. Og da det i

og for sig ikke er udelukket, at Frihedsberøvelse

ogsaa paa anden Maade

kan begaas uagtsomt — f. Eks. at

den, hvem Opsynet ved en Kirke, Forsamlingsbygning

o. 1. paahviler, efter

et Møde aflaaser Bygningen uden at forvisse

sig om, at alle Deltagere har forladt

den — kan der næppe indvendes noget

mod den mere generelle Affattelse. Derimod

synes det i og for sig irrationelt at

begrænse Strafbarheden til de Tilfælde,

hvor den uagtsomme Frihedsberøvelse har

haft de i K. U. § 258 angivne Følger, da

derved Tilfældet faar altfor stor Betydning.

Rimeligere synes det — bl. a. fordi

man her bevæger sig paa et nyt og uprøvet

Omraade — at betinge Strafbarheden af,

at der er udvist grov Uagtsomhed, og saa

at kvalificere Straffen, hvor visse alvor-

More magazines by this user
Similar magazines