searchable_print_opt..

statensnet.dk

searchable_print_opt..

og Sagførere, modsat Kvaksalvere og Vinkelskrivere

— hvilket er i Samfundets Interesse.

Det er givet, at Tavshedspligten

ikke kan gælde ubetinget. I Kollision med

Vidnepligten maa Tavshedspligten vige. I

hvilket Omfang der for disse Personers

Vedkommende skal gøres Indskrænkning i

Vidnepligten, jfr. f. T. Retsplejelox ens §

169, er det ikke Straffelovens Sag at afgøre.

Men ogsaa bortset herfra maa Tavshedspligten

være begrænset derved, at den

ikke skal være til Hinder for berettiget

Varetagelse af eget eller andres Tarv, derunder

Afværgelse af Ulykker eller Forbrydelser.

Om A åbenbarelsen af denne

Grund er berettiget, man det i hvert enkelt

Tilfælde være Domstolenes Sag at afgøre.

— I Overensstemmelse med det anførte er

Bestemmelsen i § 236, 2. St. formuleret.

løvrigt stemmer § 236 i Realiteten med

K. U. § 260 med nogen Forhøjelse af Straffens

Maksimum, der dog er væsentlig lavere

end efter tilsvarende Bestemmelser i

andre Love og Udkast. De foretagne Ændringer

er nærmest redaktionelle og tilsigier

dels en Simplificering ved at sammendrage

Bestemmelserne i K U. § 260 Nr. 1

og Nr. 2, dels noget tydeligere end i dennes

Nr. 3 udtalt og i nærmere Tilslutning til

Strfl. § 220 at fastslaa, at kun Meddelelse

om Privatlivet tilhørende Forhold er strafbar.

Om den ved Ordet »Privatlivet« angivne

Grænse kan iøvrigt henvises til Motiver

til K. IL, S. 238—39. Endnu bemæikes,

at Optagelsen af Ordet »uberettiget«

i K. U. § 260, Nr. 1, 2 og 3 synes saa meget

mere overflødig, som dette selvfølgelige Rekvisit

allerede er angivet ved Ordene i Paragrafens

Indledning: »den, som krænker

nogens Fred«.

Nær beslægtet med disse Fredskrænkelser

er den, som bestaar i uden rette

vedkommendes Samtykke at forhandle, udstille

eller paa anden Maade udbrede nogens

Portræt, jfr. tysk G. E. § 289 samt

L. Nr. 131, 13 Maj 1911 § 1, 2. St.; Nr. 72,

1. April 1912 § 27, 2. St. For saa vidt

det maatte findes rigtigt at optage en al-

mindelig Straffebestemmelse derom, hvorved

Særlovgivningens Bestemmelser overflødiggøres,

vil en saadan dog formentlig

naturligst have sin Plads i Lov om Forseelser.

§ 237 svarer til K. U.,§ 262. I 1. St.,

der omhandler den almindelige Krænkelse

af Husfreden o. 1., jfr. Strfl. § 221, er Stedet,

mod hvilket Angrebet skal være rettet,

bestemt noget anderledes end i K. U. § 262.

Det er dermed navnlig Meningen at fastslaa,

at Indtrængen i fremmed Hus kan

rammes, selv om den ikke sker i Bolig eller

andet Sted for nogens lovlige Virksomhed

— f. Eks. Indtrængen i et Etagehus' Trappegang.

Det er efter Affattelsen ogsaa

klart, at Bestemmelsen rammer f. Eks. Indtrængen

i et til offentlig Tjeneste bestemt

Rum o. 1. Paa den anden Side bor formentlig

ikke enhver Indtrængen paa fremmed

Grund rammes, men kun naar denne er

ai'spærret eller iøvrigt ikke frit tilgængelig,

jfr. N. Strfl. §§ 147 og 355; tysk V. E.

§ 242, G. E. § 281; schweizisk V. E. Art.

! 116. Efter norsk Straffelovs Forbillede er

det fundet rigtigt særligt at nævne Skib.

— Om det er rigtigt at medtage Indsnigen,

hvorved man f. Eks. vil ramme den husvilde,

der for at faa et gratis Natteleje

lister sig ind i et Skur eller paa et Loft,

i synes meget tvivlsomt. Intet af de nyere

Udkast medtager dette Tilfælde, jfr. derimod

N. Strfl. § 355, cfr. tildels § 147, 3.

St. Da Handlingen, hvor den er foretaget

for at forberede en Forbrydelse (Tyveri,

1 Brandstiftelse etc.) efter vor Rets vidtrækkende

Forsøgsregler vil kunne straffes som

Forsøg, kan en almindelig Straffebestemi

melse for Tndsnigen formentlig undværes.

— Da den, der trænger ind paa anden

1 Mands Grund o. 1., ikke egentlig kan siges

! at krænke Husfreden, er der i Redaktionen

! foretaget en Ændring, der tydeligere lader

Udtrykket »Krænkelse af Husfreden«

fremtræde som en denominatio a potiori.

Ændringerne i 2. St. er ikke betydelige.

i Som kvalificerende Omstændighed nævnes

J betydelig Forstyrrede af Beboernes Fred.

More magazines by this user
Similar magazines