searchable_print_opt..

statensnet.dk

searchable_print_opt..

244

Stemmeisen i Tilslutning til vor Rets Reg- ' sigtes, vil det ogsaa blive foreslaaet at opler

am Eksstinktion af Indsigelser, altsaa hæve Straffebestemmelsen i L. 6. April

i Analogi med det angaaende Reglen i L. 1855 § 4. Denne Bestemmelse, der faktisk

G. April 1855 § 4 antagne. Rigtigere er saa at sige aldrig bringes til Anvendelse,

det dog sikkert at følge den af norsk Straffe- og til hvilken der i mere fremskredne Lovlov

og det schweiziske V. E. anviste Vej, givninger næppe findes noget Sidestykke,

hvorefter Erhververen kun straffes, naarhan maa formentlig anses som en Anakronisme.

ved Erhvervelsen kendte Beskaffenheden I Det ses da ogsaa af Lovens Motiver

af den Retshandel, paa hvilken Kravet

grundes. At den, som i god Tro og maaske

mod fuldt Vederlag har erhvervet et saadant

Krav, eventuelt maa finde sig i, at

Kravet erklæres ugyldigt, kan allerede

være haardt nok. Men at han skal udsætte

sig for Aagerstraf, fordi han indialer Kravet,

idet han ønsker en Retsafgørelse for,

om det er gyldigt eller ikke — altsaa en

Afgørelse af det maaske ret tvrvlsomme

•Spørgsmaal, om der har foreligget Aager

— synes ganske ubilligt og ikke uden Fare

for Samhandelens Sikkerhed. Særlig

stærkt gør selvfølgelig denne Betragtning

.sig gældende ved Omsætningspapirer. For

disse burde da ialtfald en Undtagelse gøres.

Men ogsaa ved andre Krav taler formentlig

overvejende Grunde imod at straffe den

godtroende Erhverver, der gør Kravet gældende,

for Aager. Hvis han derimod, vidende

om, at Kravet er ugyldigt, overdrager

det til Tredjemand som gyldigt,

bliver han at straffe for Bedrageri. Men

det følger af § 248 og behøver ikke her at

siges. I Overensstemmelse med det anførte

er § 251, 1. St. formuleret.

§ 251, 2. St. svarer til K. U. § 331, 2.

St. Den kortere Formulering kan formentlig

ikke foranledige Tvivl. De i § 331, 1.

St. nævnte særlige strafforhøjende Omstændigheder

er der efter den stedfundne

almindelige Forhøjelse af Strafferammen

næppe Trang til at fremhæve, saa meget

mere som forhøjet Straf ved vane- eller

erhvervsmæssig Begaaelse samt i Gentagelsestilfælde

hjemles henholdsvis ved § 77

og ved § 257.

Fr. 14. Maj 1754 tænkes ophævet, og

i Modsætning til, hvad der efter K. U. til-

1 ), at

I man allerede dengang ikke uden Betænkeligheder

opretholdt den bundne Rentefod

j ved Udlaan i faste Ejendomme. Efter den

Udvikling af Real krediten, som senere har

| fundet Sted, navnlig gennem Oprettelsen

af talrige Kreditforeninger, der ifølge hele

deres Organisation naturligt varetager

' Laantagernes Interesse, tør det anses for

givet, at en Opretholdelse af Bestemmelserne

i L. 6. April 1855 §§ 1 og 4 er uden

nog ensomhelst Værdi for en sund Udvikling

af Realkrediten.

g. § 252 om Besvigelse af Fordringshavere

adskiller sig fra K. U. § 308 navnlig

derved, at den ligesom Strfl. §§ 260

og 261 samt K. L. § 168 fastholder Fordringen

om Berigelseshensigt. I hvilket

Omfang Handlinger, hvorved der uden

saadan Hensigt forsætlig tilføjes Kredito-

' rerne Skade, bør straffes, kan omtvistes,

jfr. herom Bemærkningerne til 26. Kap.

i Men naar K. U. — iøvrigt i Tilslutning til

fremmede Love og Udkast — behandler

disse, sikkert lidet praktiske Tilfælde sammen

med de egentlige Besvigelser af Fordringshavere,

maa dette som allerede fremhævet

anses som et Tilbageskridt i Forhold

til den gældende Ret. Hvor Berigelseshensigt

mangler, altsaa navnlig, hvor

Skyldneren ødelægger sine Ejendele, f.

Eks. i Desperation, foreligger kun en med

Ødelæggelse af fremmede Ting — K. U.

§ 313 — analog Handling, der formentlig

! bør straffes udfra dette Synspunkt. ,Men

ikke blot er Navnet »Besvigelse« her lidet

passende; ogsaa den i K. U. § 309 foreskrevne

Straf, saa vel Maksimum som Minimum

— Arbejdsfængsel —, synes altfor

høj. N. Strfl. §§ 280 og 281 saa vel som

») Jfr Dep Tid 1854 S 797 :

More magazines by this user
Similar magazines