searchable_print_opt..

statensnet.dk

searchable_print_opt..

hævede Retskrænkelser. Og iøvrigt vil

man formentlig ogsaa her ligesom hidtil

kunne nøjes med det civile Ansvar. Kun

en enkelt Art af Retskrænkelser synes paa

den Maade at fremtræde som noget ubetinget

utilladeligt, at der kan være nogen Grund

til derom at give en almindelig Straffebestemmelse.

Det er — i Forhold til private

eller det offentlige uberettigede — Inddæmninger

eller Anbringelse af faste

Indretninger i ferske Vande eller paa Søterritoriet.

Det foreslaas derfor, om end

med nogen Tvivl, at optage en dertil sigtende

30

i jfr. L. Nr. 111, 13. Maj 1911 §10, der ikke

forudsætter, at fri Befordring „tilsniges"*

Denne Bestemmelse foreslaas opretholdt.

— Der er formentlig ikke Grund til her

i at lade Forsøget \ære straffrit.

I Ogsaa § 38, der er ny, idet der ikke

i i K. U. findes nogen tilsvarende Bestemmelse,

| jfr. derimod N. Strfl. § 402, 2. St.,

| angaar et Forhold, der ligger nær op ad

1 Bedrageri, og som i vor gældende Ret vel

\il kunne straffes efter Strfl. § 257, men

J som dog ikke vil kunne rammes af Bedra-

geribestemmelsen i L. om alm. borg. For-

Straffebestemmelse i nærvær. Forsi. § 36. ! brydelser g 248 Denne Bestemmelse eller

Da Grænserne for den enkeltes Ret ogsaa i i alt Fald Bestemmelsen om undtaget

her ofte kan være ret omtvistelige, bør Bedrageri (§ 256) vil vel kunne anvendes,

formentlig ialtfald kun den forsætlige hvor den skyldige, da han modtog Ydelsen,

Overtrædelse være strafbar.

havde den Hensigt ikke at betale eller var

§ 37 svarer til K. U. § 294, 2. St. i klar over, at han ikke kunde betale. Her har

Det her omhandlede Forhold, Tilsnigelse han nemlig fremkaldt Ydelsen ved at vække

af Adgang til Forestilling, Befordring etc. eller udnytte en relevant Vildfarelse (om Beuden

Erlæggelse af den fastsatte Betaling, ! taling straks). Men hvor dette ikke har væ-

er nær beslægtet med Bedrageri og kan ret eller kan bevises at have været Tilfældet,

være iværksat paa saadan Maade, — ved svigter Bedragerireglerne, og der trænges

at fremkalde, bestyrke eller udnytte en da formentlig til en Bestemmelse som den

Vildfarelse — at Bestemmelsen i Forsi, til i foreslaaede. At ogsaa her kun den forsæt-

1

L. om alm. borg. Forbrydelser § 248 (eller lige Retskrænkelse bør straffes, er næppe

§ 256) finder Anvendelse. Naar det dog er hivlsomt.

anset nødvendigt at optage en særlig Be- § 39 giver en samlet og i det væsentlige

stemmelse om dette Forhold, bar det sin fælles Straffebestemmelse for Indgreb i de

Grund i, at saadan Tilsnigelse ikke behø- af den ideelle Produktion udspringende

ves og vel i Reglen ikke vil være iværksat Enerettigheder. Den gældende paa L. Nr.

ved Fremkaldelse etc. af en relevant Vild- , 69, 13. April 1894, L. Nr. 107, 1. April

farelse, hvorved andre bestemmes til en i 1905, L. Nr. 131, 13. Maj 1911 og L. Nr.

tabforvoldende Handling eller Undladelse, i 72, 1. April 1912 hvilende Ordning frem-

og derfor ikke vil kunne rammes af Bebyder en Række Uoverensstemmelser saadrageribestemmelsen.

En til § 37 sva- I vel med Hensyn til de subjektive Strafbarrende

Bestemmelse findes ogsaa i N. Strfl. | hedsbetingelser som med Hensyn til Straffens

§ 403, jfr. ligeledes tysk V. E. § 279 Nr. I Art og Størrelse og Straf ansvarets Foræl-

i, G. E. § 325; schweizisk V. E. Art. 251. i delse. som ikke kan anses reelt motiverede

Bestemmelsen i østerrigsk Regeringsforsl. § og sikkert kun skyldes de paagældende

363 Nr. 2 gaar derimod næppe saa vidt, i Lovarbejders sukcessive Tilblivelse og Man-

idet den kræver „Erregung oder listige gel paa Samarbejde mellem de Myndigheder,

Benutzung eines Irrtums", men rammer der har forestaaet deres Forberedelse. Me-

derfor vistnok heller ikke de praktisk dens kun forsætlige Indgreb i Patentrettig-

hyppigst forekommende Tilfælde. — Da heder eller Mønsterbeskyttelse straffes —

der kræves Tilsnigelse, er det givet, at kun L. 1894 § 25 og L. 1905 § 26 — straffes

den forsætlige Handling rammes. Uagtsomt Indgreb i Forfatter- og Kunstnerretten og-

Forhold af denne Art vil derfor kun kunne saa, naar de foretages af grov Uagtsomhed

straffes, hvor særlig Hjemmel dertil haves, — L. 1912 §§ 17, 18 og 32, jfr. § 19. Om

More magazines by this user
Similar magazines