STATSKIRKENS OPRINDELSE - Jørgen Nybo Rasmussen

STATSKIRKENS OPRINDELSE
450-året for religionsfreden i Augsburg d. 25. sept. 1555.
Under den nuværende borgerlige regering er der begyndt en udvikling i den danske
religionspolitik, som for få år siden var utænkelig. Den hidtidige liberal-socialistiske model er
kommet under angreb og søges energisk afløst af et national-kristeligt nykonservativt koncept.
Biskop Jan Lindhardt i Roskilde bekræftes stadig mere af politikerne i, at ”Danmark en kirkestat”.
Den såkaldte ”folkekirkeordning” fastholdes derfor stift overfor alle forslag om fornyelser. Den
danske folkekirkes stilling i samfundet skal styrkes som danskernes nationale religion. Samtidig
nægtes den dog enhver reel selvstændighed overfor staten.
Selvom denne kirke i Danmark kalder sig selv ”folkekirken”, mangler den nemlig en egen
ledelse. Staten styrer gennem sine politiske organer alle dens forhold. Et begrænset lokalt selvstyre
findes kun ude i de 2000 kirkesogne, men afvises ellers konsekvent. Dronningen er folkekirkens
overhovede, hvilket bl.a. viser sig ved, at hun udnævner alle dens præster og autoriserer
bibeloversættelser, salmebøger og alterbøger. Folketinget giver kirken alle de love, der regulerer
dens struktur og konkrete funktioner. Den politisk udnævnte kirkeminister styrer administrationen.
Alle folkekirkepræster er ansat som danske statstjenestemænd. De lønnes ikke alene af folkekirkens
egen kirkeskat, men også af et stort statstilskud, der altså betales af alle borgere uanset disses
religion. Præsterne uddannes på statens universiteter. De fungerer ikke blot som præster ved
gudstjenesterne, men udfører civile statsopgaver såsom registreringen af alle fødsler og dødsfald i
kirkebøgerne. De fleste steder har de også monopol på begravelsesvæsenet. Folkekirkens særstilling
gør sig også på andre måder gældende i samfundet , såsom i folkeskolernes religionsundervisning, i
retsvæsenet og i sundhedsvæsenet, ja i hele kulturlivet.
Alt dette begrundes officielt med den danske grundlovs § 4, hvor der står: ”Den evangelisklutherske
kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten.”. Den samme
grundlov af 1849 sikrede ganske vist også religionsfrihed i Danmark. Andre trossamfund og
religioner har siden kunnet leve og virke frit i vort land. Alligevel er § 4 af både politikere og af
folkekirkens talsmænd konsekvent blevet fortolket således, at folkekirken er den danske stats egen
kirke, og derfor med fuld ret udstyret med de nævnte privilegier. Ikke alene skal kirken ikke
adskilles fra staten, men dens nuværende dybe integration i staten skal fastholdes. Trods
religionsfriheden har Danmark langtfra religionslighed. Der findes ingen legal retsstilling for andre
trossamfund end folkekirken. Begreberne ”anerkendt” eller ”godkendt” trossamfund vedrører kun
enkeltstående præstelige funktioners civile gyldighed.
Vil man forstå, hvorfor vi, til trods for vort af os selv lovpriste frisind, har dette system i
Danmark, må man gå længere tilbage i historien end til Grundloven, nemlig til Reformationen.
Luthers fremtræden medførte en spaltning af den oprindelige ene, katolske kirke i Europa. Dette var
dog ikke blot en følge af tro og religion, men også af politik. Enhver har lært i skolen, at da Luther
1521 blev indkaldt til den tyske Rigsdag i Worms for at redegøre for sin lære, nægtede han modigt
at tilbagekalde sin opfattelse: ”Jeg står her, og jeg kan ikke andet!” Men kun få ved, at den unge
kun 21- årige kejser Karl V., der præsiderede ved rigsdagen, ligeledes straks markerede sit
standpunkt. Han formulerede en skriftlig erklæring om sin troskab mod den katolske kirke og sin
afvisning af Luther: ”Den munk skal ikke gøre mig til kætter!” Det løfte holdt han hele sit liv, og
han gjorde det til sit politiske program. Som kejser anså han det for sin pligt at prøve at genoprette
den tabte kirkelige enhed i Tyskland. Men opdraget af de katolske humanister i Nederlandene som
Statskirkens Oprindelse Side 1 af 3

han var, ønskede han, at det så vidt muligt kunne ske med åndens våben. Dette var oprindelig også
Luthers standpunkt, men begivenhedernes gang medførte snart, at disse gode hensigter kom til kort
Reformationen blev i stigende grad ikke blot en religiøs vækkelse, men også et politisk
problem, fordi flere og flere tyske fyrster sluttede sig til den nye lære. Det betød, at de først
tolererede, men snart også aktivt støttede kirkeomvæltninger i deres territorier med politiske
magtmidler. Andre fyrster holdt fast ved og forsvarede den katolske kirke. Denne splittelse af
Tyskland skabte bekymring og voksende strid, og ikke mindst kejseren søgte udveje for at genskabe
enheden. Der blev foranstaltet talrige teologiske samtaler mellem lutheranere og katolikker, og der
blev holdt rigsdage for redde Tysklands politiske og religiøse sammenhold. Vigtigst af dem var
rigsdagen i Augsburg i 1530. Men i stedet for at opnå enighed, formulerede protestanterne deres
særlige ”augsburgske trosbekendelse”, der stadig er folkekirkens trosgrundlag. Bestræbelserne på
forsoning mislykkedes, og den kirkelige og politiske opsplitning blev stadig værre. Fyrster af begge
konfessioner dannede politisk-militære alliancer, der stod truende overfor hinanden.. De nordiske
konger, Christian III i Danmark og Gustav Vasa i Sverige, tog parti for Luther. Da han døde 1546,
var mindst 2/3 af Tyskland samt de nordiske lande allerede protestantiske.
Samme år lykkedes det pave Paul III at få indkaldt koncilet i Trient, der skulle gengive den
katolske kirke sin dogmatiske klarhed, tage fat på de stærkt nødvendige reformer af kirkelivet og
genskabe den tabte kirkelige enhed. Kejseren havde hele tiden set et almindeligt kristent koncil som
løsningen på kirkesplittelsen. Han forlangte derfor, at de tyske fyrster skulle sende repræsentanter
til koncilet og anerkende dets autoritet. De protestantiske fyrster nægtede ikke blot dette, men
begyndte en krig mod kejseren, der efter den by, hvor deres forbund var stiftet, kaldtes den
”Schmalkaldiske krig”. I første omgang vandt kejseren dog det store slag ved Mühlberg i Sachsen
1547. Derefter kunne Karl V, endnu før Tridentinerkoncilet var afsluttet, få vedtaget en midlertidig
genoprettelse af den katolske kirkeorden i Tyskland. Men dette såkaldte ”Interim” stødte på hård
modstand især i Nordtyskland. I år1552 tog fyrst Moritz af Sachsen, der hidtil havde støttet
kejseren, hemmeligt parti imod ham, sluttede forbund med rigets fjende, den katolske franske
konge, hvem han lovede nogle tyske grænsebyer for hans militære støtte, og rettede derefter et
overrumplende angreb mod kejseren i Østrig. Karl måtte forsvarsløs flygte over Alperne. Der blev
sluttet våbenstilstand, men først i 1555 kunne en ny rigsdag i Augsburg afslutte krigen.
Det stod nu kejser Karl klart, at hans plan om at genoprette den katolske enhed i Tyskland
endeligt var mislykkedes. Han overlod til sin broder Ferdinand at indgå det for freden nødvendige
kompromis med de protestantiske fyrster. Selv abdicerede Karl V. kort efter og trak sig tilbage til et
kloster i Spanien, hvor han døde i 1558. ”Religionsfreden i Augsburg” blev vedtaget den 25. sept.
1555. Dens vigtigste bestemmelse var, at skønt den katolske kirke fortsat var Det tyske Riges
religion, skulle lutheranerne nu officielt tolereres. Men vel at mærke ikke således, at der blev givet
personlig religionsfrihed. Undersåtterne skulle antage deres fyrstes religion. Som det hed på latin:
”Cujus regio, ejus religio”. De, der ikke ville bøje sig for det, fik ”ret” til at udvandre!
Men hvad der var tænkt som et religionspolitisk kompromis i den givne situation, fik en
uventet lang historisk virkning. Indtil vore dage har Europas konfessionelle landkort været fastlagt
efter de politiske grænser. De enkelte lande fik hver sine statskirker. De afløste den overnationale
katolske kirke, men fortsatte den religiøse ensretning af undersåtterne, som religionsfreden i
Augsburg havde legaliseret. For de ikke-lutherske protestanter, som de reformerte i Schweiz eller
gendøberne, dvs. vore dages baptister, var ikke omfattet af ”religionsfreden” i 1555. Efterfølgende
blev de da også afvist og ofte heftigt forfulgt både af katolske og lutherske øvrigheder, indtil de
Statskirkens Oprindelse Side 2 af 3

efterhånden med stort besvær kunne skaffe sig politiske fristeder til at udøve deres tro i fred. Det
var heller ikke kun de protestantiske lande, der i denne periode fik statskirker. Også i de stater, der
forblev katolske, fik konger og fyrster langt større magt over kirken, end de havde haft i
middelalderen . I lande som Spanien og Frankrig kom deres ”katolske konger” i alvorlige konflikter
med paverne og biskopperne om, hvem der egentlig bestemte i kirken.
Selv efter demokratiets indførelse af personlig religionsfrihed, holdt statskirkemodeller sig i
mange lande. USA's forfatning er stadig ret enestående ved at forlange fuldstændig neutralitet fra
statens side overfor alle religioner og trossamfund. Derimod er ”folkekirkeordningen” i Danmark et
udtryk for, hvor stærke de statskirkelige traditioner kan være selv i et land, der jo inderlig gerne vil
være førende blandt verdens tolerante demokratier. I en stadig mere multikulturel og multireligiøs
verden virker vores evangelisk-lutherske statskirke dog i stigende grad som en anakronisme.
Favoriseringen af den er et uheldigt forsøg på at skrue tiden tilbage i retning af enevældens ensidige
kirkestyre. Historisk virker det også ret absurd, at dansk kirkelighed stadig skal være så bundet af,
hvad der for et halvt årtusinde siden skete på rigsdage i det sydtyske Augsburg. 1530 fastlagde man
her den trosbekendelse, der stadig definerer den danske folkekirkes tro.1555 blev her den ide om
statskirken legitimeret, der endnu efter demokratiets indførelse lever videre i den danske
”folkekirkeordning”. Efter 450 år burde det være på tide at få den afløst af mere retfærdig og
tidssvarende religionslovgivning baseret ikke blot på personlig religionsfrihed, men også på lighed
blandt trossamfundene. Dette ville give et bedre grundlag for en ny og mere varig og tidssvarende
”religionsfred” end de nuværende krampagtige forsøg på at cementere folkekirkens
statsafhængighed og forældede monopoler.
Roskilde 14. sept. 2005. Jørgen Nybo Rasmussen
Cand.mag, historiker.
Statskirkens Oprindelse Side 3 af 3