Hent udstillingskatalog [pdf] - Galleri Profilen

galleri.profilen.dk

Hent udstillingskatalog [pdf] - Galleri Profilen

Forside: Leda med Svane, 1998, 80x80 cm


En vandringsmand,

der genvinder verden

Af Leo Tandrup

3


4

En vandringsmand,

der genvinder verden

Vi lever i en civilisation, der næsten har aflivet sin historie, mentalt set. Vestens menneske har siden Columbus i

det ydre erobret det meste af verden. Det er dynamisk udadtil. Det dyrker teknikken, det materielle, det legemlige.

Det higer efter magten og æren. Til gengæld har det sat det meste af sin sjæl eller evne til medmenneskeligt

fællesskab over styr.

Den ydre politiske, sociale og økonomiske historie skrives der om som ingensinde. Se, hvordan vi i Vesten

har erobret jorden. Se hvordan vi allerede er i gang med verdensrummet. Denne historie kender vi bedre og bedre.

Men vort åndelige sammenbrud foretrækker vi at lægge et tykt låg over. Den vold, hvormed vi militært, politisk

og økonomisk påduttede resten af verden vor levevis, har gjort os hule indadtil. Vi kan ikke stå ved os selv.

Volden udadtil har avlet volden indadtil, i vor privatsfære, men den vil vi ikke erkende. Privatlivet har vi derfor

erklæret for fredhelligt. Især den mafialignende mentalitet i den magthavende klasse, borgerskabet, har ført til,

at familielivet er brudt sammen, og at fællesskabet mellem familiens medlemmer og mellem mennesker i det

hele taget præges af mistillid og Judas-mentalitet. Borgerskabets selviske mentalitet har bredt sig i den almindelige

befolkning.

Mennesker i dag har derfor yderst svært ved at se hinanden i øjnene og mødes i gensidig respekt omkring

bordet. De er blevet selvtilstrækkelige ø-individualister, i erhversvslivet, bureaukratiet, sportsverdenen, kunst- og

kulturlivet, alle steder. Folk vil selv frem, næsten for enhver pris, have den ydre position og pengene, nu hvor

sjælen er så godt som udraderet.

Derfor lever vi i en flad civilisation. Den udgør slutningen på en kultur, kaldet den faustiske, efter Goethes

Faust. Denne kultur startede omkring 1000 e. Kr., og mens den endnu gik op ad bakke og blomstrede, evnede vi

at holde magtsygen, det selviske, dyrkelse af vor egen lystfølelse stangen. Men især fra renæssancens tid, fra

årtierne o. 1500, begyndte det at gå ned ad bakke, først i Italien, fra 1700-tallet i de store vestlige lande, lidt senere

i Danmark.

Fra nedgangens start har de store kunstnere været optaget af at skildre, hvorledes vort kærlighedsliv, vore

venskaber, vore fællesskaber har lidt under de stores undertrykkelse af de små, under barske klassekampe og


Vandringsmand, 1996, 100x81 cm

5


6

nationalitetskampe og under kapitalismens stigende profitjageri. Disse kunstnere ville af

hjertet, at kunsten skulle gøre nytte. Den skulle omdanne virkeligheden, vise gruen

og ikke den pæne overflade, gøre opmærksom på de undertrykkende normer.

Ja, og så vise et håb midt i gruen, et håb for dem, der påtog sig at bekæmpe

al terror og mental magtmisbrug. Hvordan skulle beskuerne ellers

overleve midt i nedgangen.

Ofte følte kunstnerne sig alene i den kamp. Da nedgangen rigtig fik

fart på i begyndelsen af 1500-tallet, fremstillede Hieronimus Bosch, der

arbejdede for en munkeorden, en vandringsmand. Ud fra munkenes

asketiske idealer lignede verden et horehus: hul i taget; en mand, der i

døren tager en kvinde på brysterne; én, der står bag huset og pisser, tegn

på onani. Foran huset mæsker svin sig i et trug. De er symboler på tidens

mennesker. Den laset klædte vandringsmand selv er på vej forbi huset. Han ser

længselsfuldt tilbage mod en luder i vinduet, der ægger ham med sit blik.

Men han må styre sig. Ellers farer hunden bag ham i benene på ham. For den symboliserer trofastheden

over for de asketiske idealer, over for offeret, det uselviske liv i forsagelse. Så vandringsmanden må fortsætte

sin pilgrimsvandring, lukke lågen op, gå ind til koen, symbol på evangeliet, ind i naturområdet, som symbol for

munkene på Paradiset, for Bosch på en naturtilstand, som kulturen ikke har spoleret. Målet med livet var for

munkene ikke livet her på den syndige gudsforgåede jord, men livet ved Guds trone. Det insisterede de på, som

da kulturen startede i nihilismen o. år 1000.

Det gør Arne Haugen Sørensen til gengæld ikke, skønt vi i dag lever i en ny nihilistisk tid, hvor mange vil gøre

sig enten ‘rene’, hvide og gode som engle, som en Kandinsky eller Richard Mortensen, eller også mæske sig i

sølet, som djævle, blive sorte og onde, dyrke en salig selvisk hensynsløshed, triumferende placere sig Hinsides

godt og ondt som mange surrealister. Så fjerner man sin egen skyld og sit eget ansvar for verden.

Det samme sker, hvis man gør sig selv til engel eller gud. Så opgiver man at bekæmpe det vigtigste af alt,

det onde i sig selv. Så gør man alle, der tænker anderledes og ser anderledes ud, til onde. Så bliver man en fornuftsløs

narcissist og ser ikke ud over sin egen næse. Så dyrker man det guddommelige i sig selv og producerer

- skrot.

Den tendens har vi alle i civilisationen. Men den tendens i sig selv bekæmper Arne Haugen med alderen stadig

hårdere. Han har mere og mere opgivet at skildre sin tids mennesker på afstand, ironisk. Han har stadig me-


Rovdyr med fugle, 1998, 100x100 cm


8

re fremtiden for øje. Hvordan skal det gå menneskene, som verden nu ser ud? Hvordan overvinde den ironi,

æstetikeren tager tilflugt til, når han foragter menneskene og verden? Hvordan få has på æstetikkens dyrkelse af

l’art pour l’art? Hvordan skabe en bedre verden?

Én af Arne Haugens grundfigurer er blevet hans tids tænksomme menneske, ham selv, vandringsmanden,

‘evangelisten’, ‘profeten’, en moderne arketype, der bryder sig vej for at bekæmpe vor tids to dominerende

arketyper, den banale engel og selvtilfredse djævel.

På prædikestolen i Hindborg kirke fra november 1997 går evangelisten forbi korset, funderende over den verden,

der er blevet barskere til at korsfæste og myrde end nogensinde før. Så siger han nogle ord til beskueren

om, hvordan man skal forvandle loven. Og til sidst kikker han op på traditionen eller Gud. Jeg håber, jeg formidlede

et sandt, menneskeligt budskab.

Arne Haugens Vandringsmanden side 5 er en dybt ensom skikkelse. Han skal selv komme sig. Han skildres

derfor ikke naturalistisk på en naturalistisk baggrund som hos renæssancens malere, men på en næsten abstrakt

baggrund. Verdens undertrykkelsesmekanismer er blevet meget barskere, mere upersonlige end nogensinde.

Tænk bare på de altbestemmmende multinationale selskaber, de umenneskelige bureaukratier, de abstrakte

mappeklædte profitmageres forsøg på at lægge jorden øde.

I den situation flygter Arne Haugen ikke, som så mange modernistiske kunstnere, ind i en uforpligtende engle-

eller djævleverden. Han er årvågen, ser fremad, ser til siden, ser tilbage. Han er fuld af vilje. Og han skal ikke

trække sig selv op ved håret. Derfor møder han et grønt træ på sin vej, træet, der fra kulturens tid er symbol på

mennesket, som vokser, som højnes. Træets grønne krone er placeret i himlen, men hvilken himmel. Den er ikke

som i kulturens gode tid, klar, lys, blå, som hos Giotto. Den er dyster, næsten sort bag træets nedre krone,

svagt håbefuldt mørkeblå derover.

Men hvordan højnes mennesket? Det sker måske, hvis det prøver at finde vej tilbage til kulturen. Uden den

vej bagud starter vejen fremad på 0-punktet, uden værdsættelse af kulturens værdier, og i så fald bliver den dirigeret

af den gældende mode. Og den bestemmes i dag af kapitalismens uhæmmede vækstfilosofi.

Arne Haugen insisterer på universaliteten, dvs. samværet med de døde fra det fælles historiske rum, som vi

kan leve i med vore forfædre, hvis vi ikke som de fleste i dag lukker porten hårdt i til dette rum - og bliver os selv

nok.

Når Arne Haugen som profeten ser bagud, opsøger han kulturens former, den græske kunsts, den kristne og

faustiske kulturs former, der udtrykte deres tids eksistentielle indhold. Det gør han ikke for at kalkere dem, så

dør al kunst, men for at omdanne dem, så de passer til hans egen og hans samtidiges mentalitet og tilværelse.


Susanne og Gamlingen/i badet, 1997, 73x60 cm

9


10

Hvordan ser folk så ud i dag? Folk går rundt som i et panser, en rustning. Det gør Arne Haugens vandringsmand

derfor også. Men læg mærke til hans årvågne øje. Det vil ikke være i det panser. Der er derfor allerede ved

at komme liv i det. Læg mærke til bevægeligheden i buksebenet. En blå bevidstheds himmel trænger ind i ham

bagfra, som en kile, der peger frem mod hænderne og den stoute røde vandringsstav. Og hænderne, læg også

mærke til dem. De er store, handlekraftige. De har fået kraft af kilen bagfra.

Arne Haugen vil gerne have en rigtig levende, dvs. mere naturalistisk skikkelse frem. Og den bryder sig vej i

hans kunst. Men hvor svært er det ikke. Alligevel er gennembruddet undervejs. Vandringsmanden øger sin indsigt

og dermed sin kropslighed. Han opdager træet, genopdager vort frodige fælles rum, tager livtag med den

abstrakte baggrund. Vandringsmanden bevæger sig fra sin øde nutids næsten farveløse jord ind i et håbefuldt

gulgrønt terræn, som træet vokser op af.

Hvordan man kommer sig, illustrerer Arne Haugen kraftfuldt i sine mange dyr og fugle-billeder. På side 7 optræder

et betagende farverigt rovdyr, som solen skinner gult på. Det har åbnet sit blodrøde, på én gang forfærdelige

og kærlige gab og er på vej til både lystent og med hengivenhed i øjnene at fortære sine fugle.

Rovdyret symboliserer det onde, der ikke vil adskilles fra det gode, for så går livet tabt. Og det symboliserer

legemet, som trænger til sin tabte sjæl, som behøver at blive ét med den, så træstammen, der er savet over, kan

blive til ét, vokse som et menneske i kulturen. Se hvor yndefuld fuglen øverst er. Den er poesien, der sluges af

dyret, så mennesket kan blive til, så det i indsigt om verden kan ankomme til verden.

Det kan godt gøres nødvendigt. For vort engagement i verden, vor åndelige lidenskab er foruroligende ringe.

Vor tids narcissist ser kun sig selv i sit spejl. Derfor har også den legemlige lidenskab det skidt. For den svinder

ind, når vi bliver os selv nok. Derfor præges vor tid af kikkere, voyeuer, der indkasserer deres ene fattige form for

forløsning ved at glo på andres samlejer på video, eller ved at glane med åben mund og med lystne, men lystfattige

øjne på Susanne i badet side 9.

Hun er ved at vaske sig bagi og under armen, men med hvilken yppig erotisk fornøjelse i vente, hvis hendes

hele mandlige omverden består af den slags mænd! Så bliver hendes baggrund mørk, træerne uden kroner, og

hendes egen krops konturer tågede. Så begynder de at forsvinde i den mørkeblå tomhed. Og hendes ansigt, også

det fortoner sig. Hvem gider se på det, ikke voyeurerne. De repræsenterer forarmelsen hos de mange, der i

dag har mistet deres lidenskab og trang til sexualitet i jaget efter penge, profit, ydre ære.

Mere interesseret er Arne Haugen i dem, der i kamp med sig selv og deres kvinde prøver at udvikle en indbyrdes

forbindelse, så svært det er i vort samfund. Denne kamp ses i en række af kunstnerens Leda’er med svaner,

et af hans favoritmotiver. Hans to Leda’er fra 1992, Leda på sort bund og Leda i rød skov (se min Mefistos


Leda og Den Frække Svane, 1997, 73x60 cm

11


12

Mareridt s. 197-203) er temmelig abstrakte, dvs. ret lidenskabsløse og kun lidet imødekommende over for Zeus’

eller den moderne mands tilnærmelse. Selvom han nu ofte er blevet led ved sin egen og sine mandlige forgængeres

500 års mere eller mindre voldelige forførelser og han opmærksomt prøver at få kontakt med Leda, er også

hans lidenskab begrænset, vingerne fragmenteret.

Men en forvandling er i gang her i løbet af 90’erne. Kroppene bliver fyldigere, rundere, og der kopuleres i

reglen ikke bagfra, et fraværssympton, men forfra, så ansigt kan møde ansigt og munden næb, og kopulationen

er i fuld gang, ofte intens. Men stadig er der forbehold i Leda‘erne, mistillid til mandens hensigter. Skal hun bare

bestiges, og så kastes bort? Én Leda vender stadig bagen til, men er til gengæld meget frodig, så Zeus i salig

brunstighed bogstaveligt er oppe på tæerne. Én prøver at slippe bort. Én værger for sig med hænderne side 11,

mens Zeus bliver svulmende tyk i halsen. Det gør han i det hele taget, for kvinden er mere med i akten end i

billederne fra 1992. Zeus’ vinger er til gengæld blevet mindre, mere sluttet om opgaven, at favne kvinden, også

hendes sjæl.

Hans Leda’er og svaner vækker beskuernes intense opmærksomhed, hvis de selv er i live. Ellers køber de

kun ét af billederne, fordi det er en Haugen Sørensen. Kunstneren får os til at tænke på, hvordan vi selv ligger i

med hinanden. Men hans billeder afspejler ikke bare selve samlejet. Hele vort kærlighedsliv kan temmelig nøjagtigt

aflæses i den måde, vi tager om hinanden på.

Har vi opgivet alle drifter, er kærligheden eller samlivet væk. Så stivner vi som abstrakte sten eller kugler i en

familie, hvor mand og kone ruller hen i hver sin seng, så de efterhånden ikke aner, hvem de bor sammen med,

og hvem de selv er. Melder drifterne sig derimod, som tegn på, at vi behøver hinanden åndeligt, bliver fremtiden

vigtig, dermed også tanken om den andens og éns egen død.

På omslaget af dette katalog har Leda vundet fuld kropslighed, og hun vender hovedet til et farvel. Det er en

tragisk situation. For hun er på vej ud i mørket, ind i døden. Og den moderne Zeus står dér, stadig med oppustet

hals og fremrakte vinger efter det sidste kærtegn. Han forsøger at gå frem mod hende. Forlad mig ikke, det må

du ikke. Men døden er uafvendelig. Alligevel står han i en farve af grønt håb.

På billedet side 13 er Leda næsten forsvundet ud i mørket, Zeus må trække vingerne til sig, ikke bagud eller

ned, men ud til siden, i et gult lys. Han er forladt, forfærdelig ked af det, men alligevel ikke hjælpeløs. De har haft

et gult liv sammen, som han vil kunne mindes og trække på fremover. Farvel Leda. Du går, det er ikke til at holde

ud, men jeg tror, jeg holder det ud. Du bliver i mig, fylder min ensomhed ud trods dit fysiske fravær.

Men fællesskabet er mere end to menneskers fællesskab i kærlighed. Det fællesskab eksisterer kun, hvis de

er åbne for verden, for menneskenes samvær i verden. Derfor er Arne Haugen optaget af Den sidste Nadver.


Svane med Leda ud af skoven, 1997, 73x60 cm

13


14

I kulturen under vækst op til 1500-tallet blev Nadveren mere og mere symbol på menneskenes evne og vilje til at

leve sammen, ikke blot i et mentalt, men også et politisk og socialt fællesskab.

Det skete i et samfund, hvor man udviklede republikanske former og var optaget af, at de rige borgere ikke

fik nok i sig selv, så folket under dem kom til at betale urimeligt

for samfundets opbygning og funktion.

Derfor blev Judas en hovedfigur. For Judas-borgeren

unddrog sig fællesskabet ved skattenægtelse og ågerrenter

og unfair konkurrence, ved for 30 dinarer at forråde den gode

leder og dermed sabotere fællesskabet. Derfor afbildes

Judas som discipel i kulturen under vækst ofte alene ved

bordets ene langside, mens Jesus og de øvrige disciple ses

ved den anden. Ingen er på den måde i tvivl om, at Judas er

den skinbarlige satan med krum jødeågerkarletud, mens Jesus

og de andre med klassiske lige næser er gode nok.

Men hos Leonardo da Vinci, der laver sin berømte Nadver 1495-98, er kulturen begyndt at få problemer. Leonardo

skildrer ikke så meget den religiøse legende som den moderne nutid. Alle i det fine borgerskab, også lederne

for staterne, er begyndt at gøre sig selv til guder på jorden og fornægter derfor i realiteten Gud og Kristus

som den øverste myndighed.

Kapitalismen og sækulariseringen skrider fremad. Alle rager mere eller mindre uhæmmet til sig på konkurrentens

bekostning. Hvem har ikke Judasmentaliteten i sig efterhånden. Derfor skildrer Leonardo Judas på samme

side af bordet som de andre disciple. Lige straks er det tilmed svært at se forskel på ham og dem. Alle har

noget i klemme, alle bedyrer lidt for kraftigt deres uskyld, raseri eller bestyrtelse, da Jesus udbryder: Én af jer vil

fornægte og forråde mig.

Men så ser man, at Judas sidder med pengepungen og rækker en hånd frem. Han forhandler med Jesus,

der selv strækker hånden ud mod Judas. Jesus sidder i midten. Han har modsat de andre bevaret identiteten.

Han har et ædelt typeansigt, mens de andre har særegne træk, præget som de er af den moderne sig-selv-nok

individualisme. Men Jesu’ identitet er stærkt truet. Skal han modtage Judas’ tilbud, sige ja, lade sig bestikke for

at holde sig ved magten? Eller skal han sige nej, lade sig myrde af Judas og de medsammensvorne, der venter i

kulissen? Hvis han vælger det første, vil han kompromittere sig selv. Vælger han det andet, bliver hans efterfølger

så ikke langt værre end ham selv? Var de højst tvivlsomme disciple, Jesus sad sammen med, borgerne på

Leonardos tid, overhovedet værd at ofre livet for.


Nadver på højkant, 1998, 150x85 cm

15


16

Det spørgsmål blev oftere og oftere besvaret med et nej, som kulturen gik ned ad bakke, og vi endte i en civilisation,

hvor alle blev til fals for penge, ære, magt. Derfor forsvandt nadverbillederne og offertanken: at det

gjaldt om at sætte livet på spil for næstens og fællesskabets skyld. Derfor forsvandt selve fællesskabet, og vi

kom til at leve i samfund af selvtilstrækkelige ø-individualister.

Det er den udvikling eller rettere afvikling, som Arne Haugen ikke kan holde ud. Derfor er han optaget af at

genoplive fællesskabet. Ud fra kendskab til fortidens former skildrer han side 15 en nutidig Nadver, idet han omdanner

disse former i sin spændingsfyldte ekspressionistiske stil.

Denne stil er opstået som en konsekvens af den utrolige dynamik i erhvervslivets verden, som viser sig i

menneskets ydre fremtoning, men ikke får lov at trænge igennem sjæleligt i dets indre, selvom mange i dag ønsker

det.

Jesus sidder ikke som hos Leonardo i midten. Midten er tom i den moderne verden. Vi har ikke som i

klassikkens Grækenland eller senmiddelalderen nogen midte i form af Apollon eller den korsfæstede Kristus at

samles om. Jesus er hos Arne Haugen én blandt de andre. Han er ikke Jesus selv som endnu i afbleget form

hos Leonardo, hvor han dog allerede grundlæggende er fyrsten eller den moderne erhvervsleder. Og han er slet

ikke den Kristus, der i gotisk tid blev korsfæstet i religiøs forstand for siden at genopstå.

Han er et moderne menneske. Nok som Leonardos’ Judas en af de mange om bordet, men alligevel primus

inter pares, den første blandt ligemænd. For får man først øje på Arne Haugens Jesus, glemmer man ham ikke.

Han sidder foroven til højre i rød dragt. Men han er ikke som hans discipel i rød dragt for den modsatte ende af

bordet, kun optaget af det himmelske, som en anden Kandinsky og mange andre fundamentalister i dag, vendende

ryggen til Judas i nederste venstre hjørne og dermed til verdens ondskab. Nej, det er her og nu, der skal

handles. Jesus ser som Arne Haugens vandringsmænd ikke bare i én retning. Han ser både til højre og til venstre

og lige frem. Alle skal have opmærksomhed, alle skal høre, hvad han har på hjerte. Han uddeler brødet og

vinen. Dette er mit legeme, og dette er min sjæl.

Han har fået skabt forbindelse mellem legeme og sjæl, som Arne Haugens moderne Zeus er ved at få det.

Og det betyder, at han sigter mod et sandt fællesskab mellem mennesker. Han har sine kilder intakt, traditionens

kilder. Han har en blå erkendelsesglorie om hovedet. Den er tegn på evigt liv, ikke i Paradiset efter døden, det

tænker han ikke på, men i form af et frugtbart liv her på jorden. Og han evner at få kontakt, det er tydeligt.

Ø-individualismen er ved at blive brudt.

Nogle folk omkring ham ser opmærksomt på ham. Manden bag ham, måske Johannes, hans elskede discipel,

tager ham om skulderen samtidig med, at han kikker på ham, se side 17. Et partnerskab er ved at etablere

sig om bordet, men det er svært at få ret mange med. En discipel, i midten til højre, folder lidt for andægtigt


Udsnit af Nadver på højkant, 1998, 150x85 cm

17


18

hænderne, lukker øjnene og ser frelsen i sin egen bevidstløse guddommelighed, som en anden modernistisk og

ø-individualistisk kunstner. Turbulensen om bordet rager ham ikke.

En anden discipel næstøverst til venstre tager sig til skægget, mens han skeptisk kigger på Jesus. Og Judas

forneden til venstre, fortætter de øvriges mere eller mindre problematiske attituder. Han er civilisationens mest

udbredte type, kynikeren, der vil spise kirsebær for enhver pris med magtens mænd.

En af jer vil forråde mig, siger Jesus samtidig med, at han uddeler sit blod og sit sindelag. Flere hører det slet

ikke, som alle trods alt gør i Leonardos Nadver. De er opslugt af deres eget. Men Judas hører det. Han sidder i

sin giftiggrønne dragt med et lusket blik. Han har allerede vendt sig bort, mens han kikker sig tilbage. Han skal til

at rejse sig på vej ud til forræderiet.

Nadverbordet er genialt vendt på højkant som for at vise, at det ikke drejer sig om nogen traditionel, religiøs

Nadver. Det er et møde mellem moderne mennesker, et møde i direktionslokalet eller et politisk udvalgsværelse

eller et lærerråd. Og det handler om, hvordan et nyt fællesskab kan udvikle sig. Men baggrunden er blank, den er

væk. Der er ingen natur og intet landskab bag Jesus, som hos Leonardo. For hvem kan sige, at han har bevaret

sin natur intakt. Derfor holdes mødet på civilisationens abstrakte baggrund.

Der er et fiskesymbol på bordet, ikke fisk på et konkret buet fad, men flade abstrakte fisk, der aftegnes

som et mønster. Abstraktionen viser, hvor svært det er at holde symbolet bag det i live. Fiskene symboliserer,

at det drejer sig om at vinde visdom, fiske sjæle som værn mod pengenes og det fine borgerskabs sjælløse

magt.

Der er også vand, fordi fiskene lever i det vand, der ikke bare betyder opløsning, nemlig det fællesskab som i

civilisationen er opløst, men samtidig fornyelse og genoprettelse, nemlig af en ny kulturs fællesskab. Skal det

lykkes, gælder det om at bekæmpe Judas-mentaliteten, holde den i ave. Men det er svært, endnu sværere end

på Leonardos tid. Hvem vil være med?

Arne Haugens billede er en opfordring til beskueren: opgiv bare at fiske penge, fisk din næstes sjæl, så du

forpligtes på hans liv, som han på dit. Johannes, Jesu elskede discipel bag ham, ser ud til at ville være med, men

kik efter: han er sort i hovedet. Han er skabt non finito, ikke færdiggjort, ikke bare formelt, men også identitetsmæssigt.

Evner han at deltage i længden?

Og Peter, ham er det vist bag Jesu røde vinglas. Han skulle i sin tid føre arven videre efter Jesus, starte kirken,

oprette fællesskabets hovedinstitution. Hvad med ham? Han forrådte Jesus tre gange den nat, Jesus blev

fængslet. Leonardos Peter ligner hans Judas og Leonardos egen far i ansigtstrækkene, og han holder en kniv

rede til at stikke eventuelle konkurrenter til hans magtovertagelse ned.


Tilsvarende er Arne Haugens Peter klædt i samme farve som Judas, og han kikker dystert frem for sig, mens

hænderne holdes afvæbnende frem. Er jeg den rette? Jeg med min vakkelvorne sjæl? Ja, siger Jesus, og kikker

på ham. Her er mit blod. Her er min sjæl. Kom med din. Du er mig, jeg er dig. Når jeg bliver korsfæstet, fordi jeg

taler sandt om livet, skal du føre den praksis videre.

Kunsten skal for Arne Haugen gøre nytte.

Han vil som i sine ‘opstandelsesbilleder’ (se nærmere

min artikel i Politiken april 1998) indgive

beskueren mod, håb og tro, på sig selv og på

næsten og fremtiden. Han vil have os til at tage

afstand fra os-selv-nok mentaliteten, fra Judas’

gustne overlæg, fra fortielsen. Det gælder om, at

vi åbner os for hinanden og fællesskabet, så vi i

stedet taler frit og ligefremt om vore undertrykkende

normer, som kulturens Jesus og kulturens

kunstnere evnede det.

Det er nødvendigt, også selvom vi risikerer

at blive myrdet eller korsfæstet. Meningen med

livet er at sætte det på spil. Forstår vi det, mister

vi den angst for døden, der er vor civilisations

mareridt, den angst, der indfinder sig, fordi vi aldrig har risikeret livet. Så genopstår kulturens handlekraftige

menneske, dens uomo universale, mennesket der lever i tro, håb og fuld af mod, præget af opmærksomhed

over for alle de andre ved bordet. Så bliver døden i sin forfærdelighed til at bære, som for Arne Haugens Zeus’er.

Se nøje på Arne Haugens billeder. De åbenbarer ikke bare en verden, som er gået næsten tabt, men også

én, som har fødselsveer, og som han gerne vil have beskuerens hjælp til at forløse. Så vor tids grå civilisation må

vige for en blomstrende kultur. Og så Judas med sine kirsebær ikke besejres, for det lader sig aldrig gøre, men

så han får en mindre dominerende position end i dag.

Udsnit af Nadver på højkant, 1998, 150x85 cm

19


20

Biografi

Arne Haugen Sørensen

Født 27. april 1932 i København

Debuterede 1953. Otte års ophold i Paris og to år på

Mallorca 1957-67. I 1967-81 bosat i Danmark. 1972-73

Ny Carlsbergfondets Romerlegat - 6 mdr. i Italien og

Grækenland. 1975 tildelt Eckersberg Medaillen. Siden

1981 bosat i Spanien. 1984 tildelt Thorvaldsen Medaillen

af Akademirådet. Medlem af Grønningen 1984.

Væsentligste separat udstillinger og

udsmykningsopgaver de sidste tolv år.

1986

Bienalen. Venedig

Retrospektiv udstilling.

Den Kongelige Kobberstiksamling.

Statens Museum for Kunst, København.

1987

Retrospektiv udstilling. Charlottenborg, København.

”Facetas Dinarmarqueses”. Sao Paulo.

Dansk grafik. Vandreudstilling Tyskland, Østrig, Schweiz og

England.

1988

”Polaris”, Oslo.

Udsmykning, Vanløse Kirke.

Udsmykning. Indenrigsgården, Kastrup Lufthavn.

1989

Galleri F 15, Moss.

1990

La Economica, Malaga.

1991

Casa de la Cultura, Palma del Rio.

Kunstmuseet i Køge, Køge Skitsesamling.

1992

Kunsthallen Brandts Klædefabrik, Odense.

Galleri Torso, Odense.

Randers Kunstmuseum.

Sønderjyllands Kunstmuseum.

Galleri Profilen.

1993

Kulturhuset i Nykøbing Sjælland.

Vejen til Dalbyneder Kirke, Hjørring Kunstmuseum.

Kirkekunst, Museet Holmen.

Udsmykning, Dalbyneder Kirke.

1994

Palacio de la Madraza, Universidad de Granada.

Sala “Viana”, Caja Provincial de Ahorros de Cordoba.

Salas Provinciales de Exposición, Diputacion Provencial de

Jaén.

Galleri Profilen, Århus.

1995

Sophienholm.

1996

Altertavle og døbefont Ringkøbing Kirke.

Galleri Christian Dam, København

Galleri Profilen, Århus.


Leda med Svane (fanget), 1997, 80x80 cm

21


22

1997

Hindborg Kirke.

”De levendes land”, Køge Skitsesamling.

1998

Galleri Christian Dam, Oslo.

Galleri Profilen, Århus.

Gudhjem Museum.

Bibliografi

Udvalgt

Preben Hygum Jacobsen:

Arne Haugen Sørensen, Maison Du Danemark 1971.

Hans Edvard Nørregård-Nielsen:

Arne Haugen Sørensen, Profiler i Dansk kunst,

Gyldendal, København 1976.

Bent Irve:

Stikord til Arne Haugen Sørensens malerier.

Nordjyllands Kunstmuseum 1976.

Hans Edvard Nørregård-Nielsen:

Arne Haugen Sørensen.

Malerier “Den Danske Pavillion”

- Bienalen i Venedig 1986.

Arne Haugen Sørensen:

Redigeret af Hans Edvard Nørregård-Nielsen,

Udstillingsbygningen ved Charlottenborg,

København 1987.

Arne Haugen Sørensen:

Inde i Hovedet.

Privat tryk, Anders Nyborgs Forlag 1988.

Lasse Søderberg:

Arne Haugen Sørensen,

Museo de Bella Arte, Córdoba 1988.

Marianne Saabye:

Arne Haugen Sørensen.

Danske kunstner portrætter, København 1989

Leila Krogh:

Kunst i Rummet,

Monumentaludsmykninger i Danmark 1964-1988. København

1989.

Marianne Saabye:

Ledas forvandling, Køge Skitsesamling 1991

Peder Svejgaard Pedersen:

Sporet genåbnet, Herning 1993.

Frederico Castro Morales:

Arne Haugen Sørensen.

Arne Haugen Sørensen:

Redigeret af Arne Haugen Sørensen og Benedicte

Bojesen. Udstillingsbygningen Sofienholm 1995.

Leo Tandrup:

Mefistos Mareridt. Centrum 1998


UDGIVET AF GALLERI PROFILEN

I ANLEDNING AF

ARNE HAUGEN SØRENSENS

SEPARATUDSTILLING

PÅSKEN 1998

TEKST LEO TANDRUP

23


GALLERI PROFILEN

GRØNNEGADE 93 · DK 8000 ÅRHUS C · TLF. 86 20 17 22 · FAX 86 20 19 22

ÅBNINGSTIDER: HVERDAGE 10-17 · LØRDAGE 10-13

PÅSKEHELLIGDAGE ÅBEN 11-16 · 2. PÅSKEDAG LUKKET

More magazines by this user
Similar magazines