Kongresprotokol - FOA

applikationer.foa.dk

Kongresprotokol - FOA

- 9 -

Nå, men jeg har jo i dag det særlige privilegium, at jeg både kan se tilbage og frem. Man

kunne måske også kalde det min overdragelsesforretning. Og her er historien vigtig at få

med. Vores fælles faglige og politiske historie i FOA. For vi kan ikke forme fremtiden, uden

at vi tager afsæt i historien. I fagbevægelsen må vi aldrig glemme det grundlag, vi er rundet

af. Vi skal holde fast i vores værdier. De bliver aldrig for gamle. Og de bliver heller aldrig

for slidte: Vi skal kæmpe for et arbejdsmarked og et velfærdssamfund, der både er solidarisk

og rummeligt. Der skal være plads til den enkelte. Plads til individet. Men vel og mærke inden

for nogen rammer, som vi sætter i fællesskab. Derfor skal fagbevægelsen – med hud og

hår – gå ind i den ideologiske kamp, vi står midt i. FOA skal gøre sit for at dæmme op for

den højrebølge, der skyller ind over både Danmark og resten af Europa i disse år.

Truslen udefra og indefra

Men selv om vi skal holde fast i vores grundlag, så må vi ikke stirre os blinde på gamle

sandheder. På rutiner og dogmer, der er ude af trit med nutiden. For så mister vi evnen til at

forny os. Og uden fornyelse har vi ingen fremtid. Derfor skal vi passe på med at bilde os selv

ind, at truslen mod fagbevægelsen og vores velfærdssamfund kun kommer udefra. Fra Venstreløverne.

Eller fra det såkaldte folkeparti, der er mere udansk end dansk. For truslen

kommer altså også fra vores egne rækker. Fra de traditionalister og bagstræbere, som vi har

hos os selv. Fra de af vores egne folk, der klynger sig til fortiden og er stærke modstandere af

forandring.

Som de fleste af jer ved, så har min formandskollega i HK lige haft den blandede fornøjelse,

at hans tidligere pressechef har skrevet en bog om sin tid i HK. Bogen er meget kritisk. Men

der er altså et gran af sandhed i den. For eksempel i titlen. Bogen hedder nemlig ”Bare det

holder min tid ud”. Med den titel hentyder forfatteren til, at der er mange i fagbevægelsen –

både blandt de valgte og blandt ansatte – der lever efter devisen: ”Bare fagbevægelsen nu

holder min tid ud.” Eller:

”Bare bevægelsen ikke lukker, inden jeg skal på pension”. Eller: ”Hvis bare vi undgår forandringer,

så kan jeg blive siddende på min pind, til jeg falder ned i kisten”. Og til den holdning

er der kun én ting at sige: Hvis ikke vi fornyr os, så kan bevægelsen være helt sikker på,

at den ikke holder særlig længe.

Nå, men det kan jeg jo også roligt sige. For når jeg står her i dag, så kan jeg jo konstatere, at

bevægelsen heldigvis holdt, indtil jeg selv skulle på pension…

Tak

Men tilbage til det lidt mere alvorlige: Det her med modstand mod forandringer er noget, jeg

som forbundsformand har følt på egen krop: Når man er formand, står man i forreste række.

Ikke mindst, når der skal uddeles øretæver. Og det skal der nogen gange. For som formand

skal man nogen gange træffe beslutninger, der ikke er lige populære.

Tak til Bodil

Men det betyder, at man som person også skal have et solidt grundlag at stå på. Ikke mindst

når der er rigtig koldt på toppen. Så skal man have noget at falde tilbage på.

More magazines by this user
Similar magazines