frank Hvam modtager pris fra narkomaner - Hus Forbi

h u s fo r bi 

nr. 11 november 2012 16. årgang | pris 20 kr. | 8 kr. går til sælgeren | køb af sælgere med synligt id-kort 

frank Hvam 

modtager pris 

fra narkomaner 

odense er 

en rå by for 

misbrugere 

utrættelig 

kamp på de 

hjemløses side 

KOPI 

Køb Kun 

avisen 

af sælgere 

med 

synligt id 

Hus forbi må iKKe sælges i togene

h u s fo r bi 

REDAKTION 

ANSVARSHAVENDE REDAKTØR 

Ole Skou 

ole@husforbi.dk 

JOuRNAliSTiSK REDAKTØR 

Poul Struve Nielsen 

poul@husforbi.dk 

FORSiDEFOTO 

Rasmus Flindt Pedersen 

KORREKTuR 

Bro Kommunikation A/S 

lAYOuT 

l7/Kim lykke 

KONTAKT REDAKTIONEN 

tlf. 5240 9079, redaktion@husforbi.dk 

SALGSAFDELING 

JYllAND/FYN: Jimmy Rohde, tlf. 5133 8128, 

jimmy@husforbi.dk 

SJÆllAND/ØERNE: Morten Munk Hansen, 

tlf. 8161 6689, morten@husforbi.dk 

SÆLGERKONTAKT 

tlf. 5133 8128 

ADMINISTRATION 

Rasmus Wexøe Kristensen, sekretariatsleder, 

5240 9049, rasmus@husforbi.dk 

Ole Skou, formand, tlf. 4073 3537, ole@husforbi.dk 

Ruth Kristoffersen, bogholder, 5240 9089, 

ruth@husforbi.dk 

UDGIVER 

Foreningen Hus Forbi 

Bragesgade 10 B, stuen, 2200 København N 

Tlf. 8993 7471, www.husforbi.dk 

DISTRIBUTION 

Boformer for hjemløse, varmestuer, medborgerhuse m.m. kan fungere 

som distributør for Hus Forbi – dvs. være udleveringssted af avisen til 

sælgerne. 

Kontakt os på: tlf. 5133 8128 

(se listen af distributører på www.husforbi.dk). 

ABONNEMENT 

STANDARDABONNEMENT: 465 kroner 

(12 numre om året – inklusive moms, porto og gebyr). 

STØTTEABONNEMENT: 665 kroner 

Kontaktperson John Hansen, Tlf 52409069 

Mail: abonnement@husforbi.dk 

BIDRAG 

Hvis du vil give et bidrag til Hus Forbi, kan du sætte beløbet ind 

på kontonummer (9541)60028842. Mærk indbetalingen ’bidrag’. 

TRYK Dansk Avistryk 

OPLAG 105.000 

LÆSERTAL 402.000 (4. kvartal 2010 & 1. kvartal 2011) 

ifølge index Danmark/Gallup 

ANTAL REGISTREDE SÆLGERE 1.100 

ISSN 1397-3282 

Næste nummer udkommer den 30. november, 2012 

OM HUS FORBI Hus Forbi udkom første gang i 1996 og sælges af 

hjemløse og tidligere hjemløse eller andre socialt udsatte mennesker. 

Avisen sætter fokus på udsatte mennesker og fattigdomsproblemer. 

Formålet er at nedbryde fordomme om marginaliserede grupper både 

via indholdet af Hus Forbi og i mødet med sælgeren. Hus Forbis sælgere 

er alle udstyret med et id-kort udstedt af Hus Forbis sekretariat. Salget af 

Hus Forbi fungerer for sælgerne som et alternativ til tiggeri og eventuel 

kriminalitet. indholdet i Hus Forbi produceres primært af professionelle 

freelancere, fotografer og illustratorer. Hus Forbi er medlem af det 

internationale netværk af gadeaviser, iNSP. 

vi støtter Hus forbi 

| leder | 

Uanstændigt, 

Esbjerg! 

I Esbjerg har det vakt røre, at den lokale, konservative socialudvalgsformand, 

Henrik Vallø, har benægtet, at der er hjemløse i kommunen. Byens forsorgshjem er 

ellers fyldt godt op, og der bor også folk på gaden. 

Der kommer nok flere hjemløse i fremtiden, selvom Esbjerg har fået 22 millioner 

kroner fra staten til at gennemføre en strategi, hvor det overordnede mål er, at ingen 

borgere skal leve et liv på gaden. Kommunens eget bidrag til hjemløsestrategien er 

3,5 millioner kroner, og de penge og mere til skal åbenbart hentes hjem igen på de 

socialt udsatte borgere. 

Kommunen har lige tjent 12 millioner kroner ved at sælge 40 lejligheder, hvor 

næsten alle beboerne er socialt udsatte. De fleste er på kontanthjælp, mange har 

psykiske problemer, en del er misbrugere. Alle bor netop dér, fordi de ikke magter 

mange af tilværelsens udfordringer, hvoraf det at holde styr på en alt for lille 

økonomi – med rudekuverter og huslejen som den største enkeltstående udgift – er 

blandt de helt store. 

Ved at have nogle ejendomme kan en kommune holde nogle af de mennesker i 

deres bolig ved at være lidt mere lempelig og tolerant end en privat udlejer. Den ny 

ejer derimod, har selvfølgelig købt ejendommene for at tjene penge. Pengene kommer 

først i kassen, når de nuværende beboere flytter, så udlejeren kan sætte lejlighederne 

i stand, kræve indskud og hæve huslejen for de nye lejere. Det siger næsten sig 

selv, at udsigten til at tjene penge på en ny og mere velstillet lejer betyder meget for, 

hvad der skal til, før de nuværende socialt udsatte beboere får en opsigelse. Det er 

også åbenlyst, at der kan komme konfrontationer mellem de nye, velstillede lejere og 

dem, der allerede bor i ejendommene. 

Ingen af de socialt udsatte beboere har penge til indskud andre steder. I det lange 

løb vil Esbjerg Kommune komme til at betale dyrt for forsorgshjemspladser til dem, 

der bliver smidt ud, og siden for genhusning. 

Men de mennesker i Esbjerg, der betaler den højeste pris, er de borgere, der har 

mest brug for hjælp. Selvom socialudvalgsformanden lover dem nye boliger, så er det 

at miste sit hjem, blive umyndiggjort, sat på gaden og være nødt til at flytte på et 

forsorgshjem en meget høj og ydmygende menneskelig pris at betale. 

Eksemplet understreger, at kommunerne ikke er egnede til at tage sig af de mest 

udsatte borgere i samfundet. Selv når der laves en overordnet plan og klokkeklare 

lokale aftaler med kommunen om at hjælpe hjemløse, så ser vi alligevel, at hele 

formålet – at støtte de hjemløse – undergraves af sideløbende aktiviteter. I Esbjergs 

tilfælde burde kommunen ganske enkelt tvinges til at betale de 22 millioner kroner 

tilbage til statskassen, når de samtidig med at de indkasserer dem, sælger boliger, 

hvor potentielt hjemløse kan klare sig. Der er jo reelt tale om en nedprioritering af 

den samlede indsats over for socialt udsatte i kommunen. 

Poul Struve Nielsen, redaktør 

| indhold | 

2 | HUS FORBI | nr. 10 november 2012 | 16. årgang HUS FORBI | nr. 10 november 2012 | 16. årgang | 3 

6 

8 

4 

18 

26 

31 

32 

v/Annemette lyngh 

Nyheder 

En chance for at dø af alderdom 

Utrættelig kamp for hjemløse 

x-ord 

ny hus forbi-sælger 

Esbjerg Kommune har sat et 

helt boligkvarter, hvor de fleste 

beboere er socialt udsatte, til salg. 

Nu er der frygt for, at almindelige 

lejevilkår vil gøre beboerne hjemløse. 

Det får store menneskelige 

omkostninger, og kommunen kommer 

næppe til at tjene på det. 90 

procent af folk i lejlighederne er på 

kontanthjælp, og de har ikke råd til 

at betale indskud til en ny lejlighed, 

så det må kommunen hjælpe dem 

med – og hvor skal de flytte hen? 

Efter 10 år med narkomaner på 

trappestenen og kanyler på gaden 

fik Frank Hvam nok og gik all-in i 

kampen for bedre vilkår for Vesterbros 

stofbrugere. Han blev formand 

for Foreningen Fixerum, som med 

indretningen af det permanente 

fixerum i Kødbyen har fuldført sin 

mission og derfor modtager de 

danske stofbrugeres hæderspris 

den 1. november. 

14 

24 

23 

Odense er provinsens 

barskeste by at være 

narkoman i. Danmarks 

tredjestørste by er nemlig 

stor nok til at have et 

forrået narkotikamarked, 

som mange kriminelle 

prøver at tjene penge på 

– men samtidig lille nok 

til, at det er umuligt for en 

misbruger at gemme sig, 

hvis han eller hun kommer 

i problemer. 

På forsorgshjemmet 

Svenstrupgård 

i Nordjylland blev Hus 

Forbi inviteret indenfor 

en uge og fik lov til 

at åbne 12 døre for at 

portrættere 12 forskellige 

mennesker, der 

bor i Svenstrupgårds 

forskellige boliger. Det 

er blevet til Hus Forbis 

årskalender 2013. 

“ - Jeg havde ondt her hver dag. 

Og jeg blev meget ensom. 

Jeg følte ikke, at der var nogen, 

der elskede mig 

Klavs, patient på Afdeling for Retspsykiatri, Afsnit R3 i Risskov 

Pris 50 kr. – sælgeren får 30 kr. 

2013 

vil du også 

støtte 

Hus forbi? 

Det koster 5.000 kroner 

om året at få sit 

firmalogo her på siden. 

Send en mail til 

redaktion@husforbi.dk

Hjemløses ting 

smidt væk 

Københavns Kommune har bedt 

politiet fjerne hjemløses ejendele 

fra Folkets Park på Nørrebro, 

fortæller Blå Kors. De hjemløse 

har tradition for at gemme deres 

ejendele i poser, der er hængt 

op i træerne. ironisk nok faldt 

oprydningen sted på hjemløsedagen, 

den 17. oktober. De 

hjemløse mangler varmt tøj og 

soveposer, fordi politiet har kørt 

deres genstande direkte til forbrændingen. 

- Rydningen rammer især de 

udenlandske hjemløse hårdt. 

Nogle af dem havde deres pas i 

de poser, der blev fjernet. uden 

pas kan de ikke bevæge sig ud af 

landet, fortæller Sofie Weinreich, 

leder af Blå Kors' cafe Grace. 

Der spares mest 

i socialsektoren 

Det sociale område mister langt 

hurtigere sine ansatte end andre 

store velfærdsområder som uddannelse 

og sundhed. Det viser 

nye tal fra Danmarks Statistik, 

som Altinget.dk har lavet beregninger 

på baggrund af. i Enhedslisten 

er socialordfører Finn 

Sørensen rystet over, at udviklingen 

er gået så stærkt. ’Jeg vidste 

godt, at nulvæksten kostede 

tusinder af offentlige ansatte 

jobbet. Men det er skræmmende, 

at nedskæringer slår så hurtigt 

igennem på det sociale område. 

Det betyder, at man forværrer de 

sociale problemer, og at regeringen 

kommer endnu længere væk fra sit 

mål om at mindske uligheden, siger 

han til Altinget.dk. 

Færre får 

førtidspension 

i 2. kvartal 2012 tilkendte kommunerne 

2.979 nye førtidspensioner 

til 3.583 ansøgere. Det er 

et fald på 26 procent i forhold 

til 2. kvartal 2011, hvor 4.023 fik 

tilkendt førtidspension. Faldet 

i forhold til 2. kvartal 2011 kan 

dog forventes at blive lidt mindre, 

da kommunerne erfaringsmæssigt 

efterfølgende indberetter 

flere afgørelser, oplyser 

Ankestyrelsen.| 

Kommunerne svigter 

alkoholmisbrugere 

Lægeforeningen er kritisk over for kommunernes måde at håndtere alkoholbehandlingen på 

Af Poul Struve Nielsen 

Mange kommuner bruger stadig tvivlsomme og 

uvidenskabelige metoder i alkoholbehandlingen, 

viser en ny rapport, som Lægeforeningen har fået 

Statens Institut for Folkesundhed til at udarbejde. 

Lægeforeningen finder resultaterne dybt foruroligende 

og opfordrer regeringen til at overveje, 

om kommunerne magter opgaven, med at tilbyde 

Foto: Colourbox. 

alkoholafhængige patienter en faglig og effektiv 

behandling 

Efter fem år, hvor kommunerne har haft ansvaret 

for behandling af mennesker med alkoholproblemer, 

er der stadig store problemer med kvaliteten. Der er 

fortsat stor forskel på kvaliteten af den kommunale 

alkoholbehandling fra kommune til kommune. I flere 

kommuner lever alkoholbehandlingen ikke op til de 

anbefalinger, som Sundhedsstyrelsen stiller til god 

kvalitet og brug af metoder, der er videnskabeligt 

underbyggede, mener Lægeforeningen. 

Dårlig kvalitet 

- Nu har kommunerne haft fem år til at finde ud 

af, hvordan patienter med alkoholproblemer skal 

behandles. Det er urimeligt, at der stadig er så stor 

forskel i alkoholbehandlingen fra kommune til kommune, 

og at kvaliteten i mange tilfælde er så dårlig, 

som rapporten beskriver, siger Jette Dam Hansen, 

formand for Lægeforeningens forebyggelsesudvalg. 

Hun finder rapportens resultater er meget skuffende, 

ikke mindst i lyset af, at Kommunernes 

Landsforening i foråret meldte ud, at kommunerne 

skal arbejde efter nationale kliniske retningslinjer. 

- Hvis ikke kommunerne kan tilbyde alle patienter 

en kvalitet i behandlingen, som lever op til 

de standarder, som sættes af Sundhedsstyrelsen 

og andre eksperter på området, så må vi opfordre 

regeringen til at overveje, om kommunerne magter 

opgaven, siger Jette Dam-Hansen. 

Behandling uden evidens 

Mange kommuner bruger behandlingsmetoder uden 

evidens for effekt. Rapporten beskriver eksempelvis, 

at næsten halvdelen af kommunerne anvender 

akupunktur i abstinensbehandlingen – en behandlingsform, 

som er uden dokumenteret virkning. 

Lægeforeningen har længe arbejdet for nationale 

retningslinjer for alkoholbehandling, som alle kommuner 

skal efterleve. 

- Erfaringen viser nu, at det ikke kan gå hurtigt 

nok. Vejledninger og frivillige ordninger er tilsyneladende 

ikke nok, siger Jette Dam-Hansen. 

Psykisk sygdom overses 

Rapporten viser også, at 60 procent af kommunerne 

ikke undersøger alkoholafhængige patienter for 

psykisk sygdom. 

- Det sker på trods af, at vi ved, at omkring halvdelen 

af patienter med alkoholafhængighed samtidig 

har en psykiatrisk lidelse. Det er umuligt at give patienterne 

en effektiv behandling for alkoholmisbrug, 

hvis patienten har en ubehandlet psykisk sygdom ved 

siden af, siger Jette Dam-Hansen. 

Statens Institut for Folkesundhed bygger rapporten 

på spørgeskemaer besvaret af 94 kommuner 

og 1. 644 praktiserende læger. Over en halv million 

danskere har et skadeligt alkoholforbrug, og 140.000 

er afhængige af alkohol.| 

Flere tvangsanbringelser af børn og unge 

Antallet af afgørelser om anbringelse af børn og 

unge uden samtykke er steget med 22 procent det 

seneste år. Der blev truffet 377 afgørelser om anbringelse 

uden samtykke i 2011 mod 309 afgørelser 

i 2010. Det fremgår af Ankestyrelsens netop offentliggjorte 

årsstatistik 2011 om børn og unge anbragt 

uden for hjemmet. Til gengæld sparer kommunerne 

på de frivillige anbringelser, viser statistikken. Når 

afgørelser om de frivillige anbringelser tælles med, 

traf kommunerne 2.634 afgørelser om anbringelse af 

børn eller unge uden for hjemmet. Det er et fald på 

12 procent i forhold til 2010. Det faldende antal afgø- 

relser afspejles i et fald på tre procent i det samlede 

antal anbragte børn og unge. Ved udgangen af året 

2011 var 12.364 børn og unge anbragt, mens 12.699 

børn og unge var anbragt i 2010. Andelen af børn og 

unge, der bliver anbragt i plejefamilie som første anbringelsessted, 

er stigende. 36 procent af børnene/ 

de unge blev anbragt i en plejefamilie i 2011. I 2007 

var det 25 procent. I samme periode faldt andelen af 

børn og unge, der blev anbragt på en døgninstitution 

som første anbringelsessted fra 36 procent til 28 

procent.| 

Færre 

varme hænder 

Politikere i både stat og kommuner 

har i årevis lovet flere 

varme hænder. Men der er tale 

om et løftebrud af dimensioner. 

Der bliver ved at være færre 

hjemmehjælpere, pædagoger, 

lærere, sygeplejersker og andre, 

som arbejder på gulvet og gaden 

for at hjælpe borgerne. Folk i 

den slags stillinger, som betegnes 

som ’varme hænder’, fyres i 

langt højere grad end de ’kolde 

hænder’ – chefer, akademikere 

og andre, som laver kontor-, 

papir og it-arbejde langt væk fra 

borgerne. Tal fra kommunernes 

lønstatistik viser ifølge Berlingske 

Tidende, at der de seneste fem år 

er nedlagt 14.000 stillinger, som 

kan betegnes som ’varme hænder’, 

mens der i samme periode 

er kommet 6.000 ekstra administrative 

medarbejdere til. Antallet 

af ’varme hænder’ er faldet med 

2,8 procent. Der er kun et fald 

på 0,2 procent i antallet af ’kolde 

hænder.’| 

Social arv slår 

igennem hos 

15-årige 

Forældrenes ressourcer har stor 

betydning for de unges valg af 

ungdomsuddannelse. Der er markant 

social skævhed i de unges 

forventninger til deres videre uddannelse, 

viser rapporten ’15-åriges 

hverdagsliv og udfordringer’ 

fra Det Nationale Forskningscenter 

for Velfærd, SFi, som har fulgt 

6.000 børn siden deres fødsel i 

1995 i Børneforløbsundersøgelsen. 

Både forældrenes uddannelse 

og de unges personlighedstræk 

og færdigheder har betydning, 

når det handler om, hvorvidt de 

unge forventer at få en videregående 

uddannelse. Og selvom de 

unge i dag er ambitiøse, så er der 

en markant social skævhed i de 

unges forventninger – den sociale 

arv sætter sig igennem allerede 

hos de 15-årige. Dette til trods 

for et mangeårigt politisk mål om 

social mobilitet gennem uddannelse. 

Det er 

koldt derude 

Vinteren står for døren, og den kan være hård, kold 

og lang. Ikke mindst når man som Hus Forbi sælger 

er på gaden hver eneste dag. 

Vi har brug for varmt overtøj og solide 

vinterstøvler til de mange nye sælgere. 

Støt de hjemløse med et bidrag på konto 

i Danske Bank: 9541-10155088. 

På forhånd en varm tak! 

4 | HUS FORBI | nr. 10 november 2012 | 16. årgang HUS FORBI | nr. 10 november 2012 | 16. årgang | 5 

Foto: Holger Henriksen

Peter Marqvard bor i området. Han tror, det bliver en dyr løsning for Esbjerg Kommune at sælge 

bygningerne, og han frygter, at beboerne bliver presset ud af deres bolig på grund af huslejestigninger. 

Socialt udsatte 

frygter hjemløshed 

Esbjerg Kommune sælger ud af lejligheder, 

hvor mange beboere er socialt udsatte 

af Esben Dige 

foto: Christer Holte 

Politikerne i Esbjerg Kommune mener ikke, 

at kommunen skal være et boligselskab, og da 

kommunen fattes penge, har den solgt 40 af de 

kommunale lejligheder på 'Ved Skoven' per 1. 

januar 2013, og et tilsvarende antal på 'Skovkanten' 

er sat på salgslisten. Den udvikling får 

beboerne til at frygte, at de bliver presset ud af 

deres bolig. 

I Esbjerg kaldes kvarteret slet og ret Gl. 

Vardevej. 

- Beboerne i området har store sociale 

problemer, men her kan de få hverdagen til at 

hænge sammen, fordi der er et fællesskab, hvor 

man passer på hinanden og accepterer hinanden. 

Her er der ingen, der ligger død i tre måneder 

i en lejlighed. Når den nye ejer efterhånden 

får moderniseret lejlighederne, så har de ikke 

råd til at bo her. Men det er også mit indtryk, at 

kommunen ønsker at fjerne de socialt udsatte 

fra området, siger Peter Marqvard, der selv bor 

i området og er tidligere lokalformand for de 

hjemløses organisation, SAND. 

En dyr beslutning 

Han mener også, at det bliver en dyr beslutning 

for Esbjerg Kommune at sælge lejlighederne. 

- 90 procent af folk i lejlighederne er på 

6 | HUS FORBI | nr. 10 november 2012 | 16. årgang 

kontanthjælp, og de har ikke råd til at betale 

indskud til en ny lejlighed, så det må kommunen 

hjælpe dem med – og hvor skal de flytte 

hen? Mange er blevet smidt ud af andre boligforeninger. 

De er kommet herud, fordi de ikke 

har andre steder at bo, siger Peter Marqvard. 

Han bakkes op af Annette Hesselberg, der 

er socialpædagog på Morgenrøden, som udfører 

boligsocialt miljø-arbejde med tilknyttet værested, 

og som er et tilbud til beboerne i området. 

- Mange af beboerne i området klarer sig 

kun på grund af netværket i området. Hvis 

de skal flytte, så har de brug for en støtte- og 

kontaktperson eller eventuelt en plads på en 

boform, og det skal kommunen betale, forklarer 

hun. 

Tag det roligt 

Formanden for Socialudvalget i Esbjerg Kommune, 

den konservative Henrik Vallø, vurderer 

derimod ikke, at der bliver så store problemer, 

som beboerne frygter. 

- For det første så vil jeg gerne afvise, at 

Esbjerg Kommune ønsker at fjerne de socialt 

udsatte fra området – det har intet på sig. For 

det andet så sælger kommunen ikke alle sine 

boliger, så kommunen vil stadigvæk kunne 

henvise folk til en kommunal bolig, hvor de 

ikke skal betale indskud. Men jeg kan selvfølgeligt 

ikke afvise, at det kan være, at nogle 

beboere kommer i klemme, men så løser vi 

problemet, når det opstår. Jeg kan i hvert fald 

love, at der ikke er nogen, der ender på gaden 

på grund af dette, understreger Henrik Vallø. 

Huslejen stiger 

Men i Roskilde har kommunen allerede solgt 

en del af dens ejendomme på Eriksvej og Københavnsvej, 

og erfaringerne herfra viser, at 

beboernes frygt ikke er ubegrundet. 

- Når man køber en ejendom, så er formålet 

at tjene penge. Det er en investering som aktier 

eller obligationer, og det er der ikke noget 

galt i. Men der sker typisk det, at lejlighederne 

bliver moderniseret, og dermed stiger huslejen. 

Det var det, der skete i Roskilde. Når der 

er tale om socialt udsatte borgere, har de ofte 

ikke råd til at betale huslejen og må flytte, 

forklarer formanden for Danmarks Lejerforeninger 

Bodil Kjærum. 

Hun peger desuden på, at der ofte kan 

opstå konflikter mellem den nye ejer og beboerne, 

som kan betyde, at lejerne må flytte. 

- Jeg kan godt forstå, at beboerne i Esbjerg 

frygter, hvad der kommer til at ske i fremtiden, 

siger hun. 

Og Peter Marqvard giver heller ikke meget 

for socialudvalgsformand Henrik Valløs garantier. 

- Det har vi hørt mange gange før fra kommunen, 

men jeg vil se det, før jeg tror det. Jeg 

tror ikke på, at kommunen har en plan for, 

hvad der skal ske i området, når først den nye 

ejer begynder at modernisere lejlighederne og 

huslejen stiger, siger Peter Marqvard, der nu 

har lavet en underskriftsindsamling for at råbe 

kommunen op.| 

Et område med tuberkulose 

Mange beboere blev smittet for få år siden 


At området ved Gl. Vardevej huser socialt udsatte 

beboere, ses blandt andet af, at der har 

været alvorlige problemer med tuberkulose. 

’Én er død, otte har aktiv tuberkulose, og 

mindst 21 er testet positive.’ Således blev der 

gjort status i den lokale presse i oktober 2011. 

Dengang slog embedslægerne og Lungeme- 

Beboerne på Skovkanten er socialt udsatte, og der bliver drukket mange 

bajere. Esbjerg Kommune har nu sat boligerne til salg, og beboerne frygter 

at bliver presset ud på grund af huslejestigninger. 

dicinsk Ambulatorium på Sydvestjysk Sygehus 

ifølge avisen JydskeVestkysten alarm efter en 

koncentration af tuberkulose blandt fortrinsvis 

grønlændere i de gamle kommunale blokke 

på Gl. Vardevej. 

Lungemedicinsk Ambulatorium opfordrede 

ifølge avisen kommunen til at gribe ind for at 

sikre, at smitten ikke skulle spredes yderligere. 

Kommunale medarbejdere ved Projekt 

Når kommunen sælger hele boligområder, 

der i særlig grad huser 

socialt udsatte, er der fare for, at 

de ikke vil kunne blive boende. En 

køber af en ejendom må forventes 

at være en investor, der ønsker at få 

mest muligt for sine penge, og ikke 

en social entreprenør. 

Dermed bliver de socialt udsatte 

borgere i området spredt for alle 

vinde. Nogle ender måske uden 

egen bolig og må på forsorgshjem. 

Det er en ulykkelig situation, som 

hidtil er blevet forebygget ved, at 

de socialt udsatte lejere har boet i 

den kommunalt ejede ejendom i et 

kvarter, hvor der også er et værested 

for socialt udsatte. 

Det er i Serviceloven paragraf 

81, at der står om kommunens pligt 

til at forebygger: 

’Kommunalbestyrelsen skal tilbyde 

Morgenrøden har gentagne gange gjort kommunen 

opmærksom på problemet. 

Hele landet 

Tuberkulose er ikke kun et problem i Esbjerg. 

Der er 400 nye tilfælde i Danmark om året, og 

sygdommen breder sig. I 2010 steg antallet af 

tuberkulosesmittede med ni procent, og det er 

især hjemløse og socialt udsatte, der rammes af 

sygdommen. 

Derfor har Region Hovedstaden netop bevilget 

fem millioner kroner til en røntgenbus. 

- Vi skal bruge røntgen-udstyr for at undersøge, 

om borgerne har tuberkulose. Og vi er 

nødt til at komme ud til de smittede, hvor de 

færdes. For der kan gå lang tid, før de smittede 

kontakter sundhedsvæsenet, og hermed når 

de at smitte andre personer i omgangskredsen, 

siger tuberkulosesygeplejerske Nete Wrona 

Olsen fra Lungemedicinsk Afdeling på Gentofte 

Hospital. 

En af projektmedarbejdere ved Projekt Morgenrøden 

på Gl. Vardevej er ifølge JydskeVestkysten 

også blevet smittet med tuberkulose. 

Region Syddanmark og de øvrige regioner 

i Danmark vil i fremtiden kunne forbedre 

bekæmpelsen af tuberkulose ganske effektivt. 

Region Hovedstaden vil meget gerne hjælpe i 

resten af landet ved at udleje den ny tuberkulosebus.| 

Det siger Serviceloven 

en særlig indsats til voksne med 

nedsat fysisk eller psykisk 

funktionsevne eller med særlige 

sociale problemer. Formålet med 

indsatsen er 

1) at forebygge, at problemerne 

for den enkelte forværres, 

2) at forbedre den enkeltes sociale 

og personlige funktion samt 

udviklingsmuligheder, 

3) at forbedre mulighederne for 

den enkeltes livsudfoldelse gennem 

kontakt, tilbud om samvær, 

aktivitet, behandling, omsorg og 

pleje og 

4) at yde en helhedsorienteret indsats 

med servicetilbud afpasset 

efter den enkeltes særlige behov 

i egen bolig, herunder i botilbud 

efter lov om almene boliger m.v. 

eller i botilbud efter denne lov.’| 

HUS FORBI | nr. 10 november 2012 | 16. årgang | 7

Hæderspris til 

social aKtivist 

Frank Hvam – mere beboer, indigneret menneske og humanist end Klovn 

af Peter Andersen 

foto: Rasmus Flindt Petersen 

I et afsnit af tv-serien Klovn kommer den ene 

af hovedpersonerne, antihelten Frank, til at 

nappe et nummer af Hus Forbi fra en sælger i 

den tro, at det er en gratisavis. Virkelighedens 

Frank med efternavnet Hvam køber jævnligt 

hjemløseavisen – for penge, som han selv siger 

med eftertryk – og i det hele taget er der hver- 

Efter 10 år med narkomaner 

på trappestenen og 

kanyler på gaden fik Frank 

Hvam nok og gik all-in i 

kampen for bedre vilkår 

for Vesterbros stofbrugere. 

Han blev formand for 

Foreningen Fixerum, som 

med indretningen af det 

permanente fixerum i 

Kødbyen har fuldført sin 

mission, og derfor modtager 

de danske stofbrugeres 

hæderspris den 1. november. 

ken meget klovn eller antihelt over ham denne 

eftermiddag i Kødbyen på Vesterbro. 

I et års tid har han været formand for Foreningen 

Fixerum, der har holdt to ombyggede 

ambulancer – de såkaldte fixelancer – kørende 

som et tilbud til Vesterbros stofbrugere. Og 

som har banet vej for et permanent fixerum i 

bydelen. 

Det er nu åbnet, lige der i Kødbyen, og 1. 

november modtager Frank Hvam Brugerfor- 

eningen for Aktive Stofbrugeres hæderspris 

på vegne af Foreningen Fixerum. Som nu har 

nedlagt sig selv, fordi missionen er fuldført, 

som der står på hjemmesiden. 

Så hvis det endelig skal være, har Frank 

Hvam for en gangs skyld helterollen. Selv om 

han nødig vil være ved det. Han understreger, 

at det er foreningen, der modtager prisen, ikke 

ham. Og han forsøgte i lang tid at holde lav 

profil. 

 

- Det er vigtigt for mig, at det ikke bare har 

handlet om at kaste kendisstøv over projektet. 

Jeg var i begyndelsen nervøs for, at det skulle 

blive et klovneprojekt, som folk ikke tog seriøst, 

fordi jeg var en del af det. Så indledningsvis 

prøvede jeg faktisk at holde mig under radaren. 

Du skrev netop i et indlæg i Berlingske Tidende 

for to år siden, at du ikke gør noget, du 'kigger 

bare'. Hvad gjorde udslaget, så du også begyndte 

at gøre noget? 

- Jeg kommer fra Midtjylland og har en stor 

autoritetstro på, at systemet arbejder med problemerne 

og løser dem. Men da jeg havde boet 

på Vesterbro i 10 år, kunne jeg se, at der ikke 

var sket en skid. De eneste, der handlede, var 

nogle ildsjæle, som lavede uofficielle fixerum, 

og hver eneste gang, der var et uofficielt fixerum, 

var der færre stofbrugere på min trappesten. 

Sammenhængen var så indlysende, 

og det forekom mig fuldstændig vanvittigt, at 

det fixerum ikke blev lavet. Og på et tidspunkt 

må man selv gå i gang. Som beboer, indigneret 

menneske og humanist. 

Humoristisk sans 

Men nogle komikere har svært ved at træde ud af 

rollen. 

- Det er jo ikke sådan at jeg har mistet min 

humoristiske sans. Vi har holdt nogle rimeligt 

morsomme bestyrelsesmøder, hvor vi har 

grint både af os selv og af stofbrugerne og af 

kommunen og af den fastlåste situation, som 

har været så bizar og absurd. Når man laver 

humor, trækker man på sine egne følelser og 

fordomme, og dem har vi jo alle sammen, også 

i forhold til hjemløse og stofbrugere. Og der er 

gode grin i de fordomme. 

Hjælper humor også, når man er til møder med 

kommunen? 

I Jylland kan man blive bidt af en hugorm, her kan 

man træde en kanyle op i en sko, siger social aktivist 

på Vesterbro Frank Hvam. 

- Det hjælper helt gevaldigt. Sådan nogle 

møder er altid stive indledningsvis, men vi 

fandt så nogle mennesker, som rent faktisk går 

op i sagen. De findes – måske lidt overraskende 

for nogen – også i kommunen. Og så er vi gået 

all-in. 

Interviewet foregår i den ene af de to 

fixelancer og afbrydes på et tidspunkt af en 

stofbruger på vej ind i gården foran cafeen 

Dugnad, hvor det nye fixerum ligger. Han vil 

lige give hånd og sige tak for indsatsen. Her er 

Frank bare Frank, vesterbro’er før tv-stjerne, 

men i sin kommunikation har han været meget 

opmærksom på, at han talte til hele Danmark. 

Derfor har han holdt fast i ordet 'narkomaner', 

selvom Brugerforeningen foretrækker det 

bredere og knap så bandsatte 'stofbrugere'. 

Om at redde liv 

- Det er det ord, danskerne kan forstå. Hvis 

man siger 'stofbrugere' i Ringkøbing, tror de, 

vi er nogle pladderhumanister, der vil give alle 

lov til at fyre alt det, de har lyst til. Men det 

er ikke hyggenygge det her, det handler om at 

redde liv. Og jeg kan love dem i Ringkøbing, 

at havde de haft et tilsvarende problem som 

her på Vesterbro, havde de gjort præcis det 

samme. 

De to ambulancer blev købt i udlandet, indregistreret 

og ombygget for indsamlede penge, 

blandt andet via et støtteshow i standup-templet 

Bremen. 

- Lynhurtigt kom folk væltende til, og 

skaren af frivillige nåede 220. Vesterbro har 

levet i en tilstand af afmagt i mange år, og folk 

har ønsket at gøre noget, men har ikke kunnet 

på grund af lovgivningen. Så opbygger man en 

vrede, og den har de fået afløb for. 

Fixelancerne har elimineret den sidste del 

af modstanden mod at indrette et permanent 

fixerum, mener Frank Hvam. 

- Vi står på skuldrene af en hel masse mennesker, 

som har kæmpet for det her i årevis, og 

vi kunne aldrig have klaret det alene. Der har 

været tale om en langsom holdningsbearbejdning 

af den logik, at jo ringere narkomanerne 

har det, jo færre narkomaner bliver der. Men 

der bliver jo ikke færre narkomaner af, at de 

bliver behandlet vanvittig dårligt. 

Så fixelancerne har været en nødvendig løftestang? 

- Ja, det mener vi. Vi har kunnet vise 

verden, at så er det heller ikke sværere. At så 

farligt var det måske heller ikke, så vrede blev 

naboerne heller ikke, og så meget ballade blev 

der heller ikke. Det her projekt er svært at 

have noget imod, fordi det er mobilt. Vesterbro 

kunne forstå, at nu løfter vi i flok, det er ikke 

bare en enkelt gade, der hænger på den. Og så 

er det i øvrigt svært at tæve på frivillige læger 

og sygeplejersker. 

8 | HUS FORBI | nr. 10 november 2012 | 16. årgang HUS FORBI | nr. 10 november 2012 | 16. årgang | 9

Nu arbejder vi for, at vi kan få heroin på apoteket, 

ligesom når alle andre henter deres medicin, siger 

Jørgen Kjær. 

Altid narko på Vesterbro 

Frank Hvam taler i nutid om projektet, selvom 

det formelt set er afsluttet. Kommunen overtager 

de to fixelancer for at bruge dem som 

supplement til det permanente fixerum. 

Hvad skal du så lave nu ud over at være en 

sjov mand? 

- Det tager mere tid, end man lige regner 

med. Jeg skal lige arbejde på nogle 

comedyshows, inden jeg kaster mig over noget 

nyt. Og så bare glæde mig over, at det gik godt. 

Har det været stressende? 

- Jeg skal ikke sidde og klage over stress. 

Vi hjælper nogle mennesker, der virkelig kender 

til stress. Mit stressniveau er bedøvende 

ligegyldigt, siger Frank Hvam. 

Han er helt på det rene med, at fixerummet 

ikke løser problemerne. 

- Uanset hvor godt det går, vil der stadig 

være et narkoproblem på Vesterbro. I Jylland 

kan man blive bidt af en hugorm, her kan man 

træde en kanyle op i en sko. Men det bliver 

nemmere både at være stofbruger, beboer og 

politimand her på Vesterbro. Politiet kan sige 

til stofbrugerne, at de skal gå derover, og nu 

skal jeg følge dig. Stofbrugerne har jo ikke et 

ønske om at stå i en trappeopgang, hvor der 

kommer børn, det er en meget ydmygende 

situation. Så alle parter kan være lykkelige. 

Frank Hvam er blandt andet kendt fra tv-serierne 

Casper og Mandrilaftalen, Langt fra Las Vegas 

og senest Klovn, som også er overført til biograflærredet. 

I 2009 debuterede han med sit første 

one-man show Live 09. Han boede på Vesterbro i 

13 år, men er for nylig flyttet til Lyngby – primært 

fordi hans to børn skulle have en have at lege i.| 

Næste mål er 

heroin på apoteket 

Et slag er vunder med fixerummet i Kødbyen, men kampen fortsætter 

Med indretningen af det permanente 

fixerum i Kødbyen har Brugerforeningen for 

Aktive Stofbrugere nået et af de mål, den har 

kæmpet for, siden den blev oprettet i 1973. 

- Det er svært at forstå, at det ikke er sket 

før. Men nu har vi syv permanente fixepladser 

derinde og det er rigtig flot. Som alle andre 

steder i verden, hvor der findes fixerum, er det 

startet nedefra. Foreningen Fixerum har modigt 

og kreativt betrådt nogle nye stier, så vi kunne 

nå målet, så derfor skal de have vores hæderspris, 

siger Jørgen Kjær, som er formand for 

Brugerforeningen. 

Hvad har det betydet, at et kendt ansigt 

som Frank Hvam er gået forrest? 

- Her på Vesterbro er Frank jo først og fremmest 

kendt som et godt menneske. Men det 

gør det for eksempel lettere at få journalister på 

banen. Det bliver mere interessant, når en kendt 

komiker åbner hjertet for denne gruppe. 

Skal der indrettes flere permanente fixerum? 

- ikke nødvendigvis. Vi skal ikke spilde 

penge på stofbrugere, der aldrig dukker op. Der 

er kun et behov, hvor der er en åben stofscene. 

Brugerforeningen står blandt andet for 

sprøjtepatruljen, som indsamler kanyler og 

andet affald, stofbrugerne efterlader. Bliver den 

Frank Hvam er især kendt for sit makkerskab med 

Casper Christensen i tv-serien Klovn. Det er en tvserie, 

der med humor og pinligheder, som seerne 

har krummet mange tæer af led over, beskriver, 

hvor svært det kan være at være mand i dagens 

Danmark. 

Her i slutspurten af den benhårde kamp mellem 

Barack Obama og Mitt Romney er det værd 

at nævne, at det faktisk lykkes makkerparret at 

rode Hus Forbi ind i den amerikanske valgkamp 

– sådan da. i afsnittet ’White House Potential’ 

(Potentiale til at sidde i Det Hvide Hus), funderer 

Casper over, at hvis man nu kunne vælge en 

præsident i Danmark, så var det noget at stile 

efter. 

- Jeg synes bare, jeg har White House Potential, 

siger han og uddyber: 

- Det betyder, at 95 procent af alle beslut- 

overflødig nu? 

- Nej. Vi har endnu ikke set et fald i indsamlingsmængden, 

og vi ved, at ikke alle kommer 

til at bruge fixerummet. Nogle er måske sure på 

hinanden eller skylder hinanden penge. 

Er alle klar over, at fixerummet er kommet? 

- Ja, det er jo gået som en steppebrand. Det 

er i klasse med dengang, lars løkke Rasmussen 

gik på tv og meddelte, at nu fik vi adgang til fri 

heroin. Men det fik vi så ikke. Hvis jeg skal med 

i ordningen, skal jeg begynde at fixe efter at 

have sniffet i 36 år. Og åbningstiderne er ikke 

afstemt efter stofbrugernes behov. Det skal 

være mellem klokken 9 og 11 og igen mellem 

15 og 17, og det er alt for tidligt til andet fix. Så 

den ordning er en ommer. 

Hvad er målet i foreningen nu? 

- At vi kan få heroin på apoteket, ligesom 

når alle andre henter deres medicin. Og det 

kommer før eller senere. Med metadonen var 

det jo også først sådan, at man skulle tage 

det ved apoteket. Så blev det så til, at man 

kunne få med hjem til weekenden, og nu kan 

de velfungerende stofbrugere få til en måned 

ad gangen. Som vi har sagt lidt humoristisk: 

Det kommer, når politikerne først ser, at vi ikke 

begynder at spise børn.| 

Hus Forbi i den 

amerikanske valgkamp 

Om episoden af Klovn, hvor Frank stjæler fra en sælger 

ninger, jeg træffer, de er rigtige. Det er White 

House Potential. 

Frank mener også at besidde White House 

Potential. Men Casper skønner, at det kun er 55 

procent af Franks beslutninger, der er rigtige. 

Diskussionen ender, da Kasper spørger Frank: 

Hvorfor køber du hjemløseavisen? 

- Jeg troede, jeg havde taget MetroXpress, 

svarer Frank. 

- MetroXpress er gratis. Den der koster en 

20’er, siger Casper. 

- Jamen, jeg har da bare nappet den her ud af 

armen på en mand, der stod ved vejen, forsvarer 

Frank sig. Derefter afgør Casper præsidentvalgkampen 

mellem de to med ordene: 

- Det er jo ikke White House Potential at 

stjæle fra en hjemløs, Frank. Det kan du godt se! 

Et synspunkt, vi deler her på Hus Forbi. PSN| 

Fixerum er åbnet 

København er i gang – Odense er på vej 


Foto: Lars Ertner 

I februar i år kom den lovændring, 

der gjorde det muligt for de danske 

kommuner at drive stofindtagelsesrum, 

også kaldet fixerum. Den 1. 

oktober åbnede det første af slagsen 

på Halmtorvet i København. 

Dermed har hovedstadens 

stofbrugere et alternativ til at fixe 

i opgange, bag skraldespande og i 

baggårde. 

Sundhedsminister Astrid Kragh 

(SF) holdt tale ved indvielsen, og 

hun udtrykte forhåbninger om, at 

Københavns Kommune vil gøre så 

gode erfaringer med fixerummet, at 

det vil inspirere andre kommuner. 

Byrådet i Odense har netop 

vedtaget at bevillige 450.000 

kroner om året til et fixerum, 

der skal placeres i tilknytning til 

Kirkens Korshærs varmestue og 

sundhedsklinik i Pantheonsgade. I 

Aarhus har et flertal i kommunal- 

bestyrelsen meldt positivt ud, men 

der er ikke vedtaget noget endnu. 

I Aalborg vurderer politikerne, at 

der ikke er behov for et fixerum, og 

i andre større danske byer er der 

stadig overvejelser i gang. 

I det nye stofindtagelsesrum 

kan misbrugerne få behandling 

af for eksempel sår, 

infektioner og vaccinationer af 

det sundhedsfaglige personale. 

Desuden får misbrugerne rene 

kanyler, der afleveres efter brug og 

derfor ikke ender på gaden til gene 

for de forbipasserende. Det er også 

håbet, at stedet vil fungere som en 

bro til behandlersystemet. 

Siden juli i år har Københavns 

kommune – sammen med Foreningen 

Fixerum – drevet de to fixelancer, 

der var den løsning, som det 

efter lovændringen hurtigst kunne 

lade sig gøre at etablere. I hvert 

fald den ene fixelance fortsætter 

som et tilbud i det kommende 

år. PSN| 

FAKTA om fixerummet 

i stofindtagelsesrummet er der syv pladser til at fixe. 

Seks sygeplejersker og fire pædagoger står klar til at hjælpe. 

Organisatorisk hører tilbuddet under herberget Mændenes Hjem. 

Stofindtagelsesrummet flytter til herbergets lokaler på istedgade på 

Vesterbro til næste år. 

i 2012 bruger Københavns Kommune 5 millioner kroner på at drive 

stofindtagelsesrum og det mobile tilbud fixelancen. 

i 2013 er der afsat 12,4 millioner kroner til stofindtagelsesrummet. 

Ny plan for behandling af misbrugere 

Alt for mange stofmisbrugere 

i behandling er gengangere. 65 

procent af de stofmisbrugere, som 

går i behandling, har et eller flere 

behandlingsforløb bag sig. Det er 

et stort menneskeligt tab. Derfor 

lancerer social- og integrationsminister 

Karen Hækkerup (S) nu en 

ny plan for behandling af stofmisbrugere. 

Socialministeriet har selv 

valgt at kalde planen for ’Metoder, 

der virker på narkoområdet’. 

- Der er brug for en ny tilgang 

på misbrugsområdet. Vi er for ofte 

så fokuserede på at behandle folk 

for deres misbrug, at vi helt glemmer 

alle de andre problemer, som 

de også kæmper med, og som ofte 

er årsagen til deres misbrug. Når 

misbrugeren går ud af døren efter 

endt behandling, så venter alle de 

andre problemer stadig, og derfor 

falder så mange tilbage til misbruget. 

Det skal vi have gjort op 

med, udtaler socialminister Karen 

Hækkerup i en pressemeddelelse 

fra ministeriet. 

Hun lover en tilgang, som i langt 

højere grad skal sikre, at stofmisbrugere 

får en behandling af høj 

kvalitet, så langt flere fortsætter et 

liv uden stoffer efter endt behandling. 

Strategien indeholder 10 

initiativer til i alt 103 millioner. kr.| 


Justine Mitchell fra Den Sorte Gryde 

modtog Hjemløseprisen. Der var mange 

andre festlige indslag. 

- Den vandrende fattigdom og hjemløshed 

går ikke væk, fordi skiftende regeringer 

gentager, at udenlandske hjemløse kræver 

en løsning på EU-niveau. En fælles løsning 

kræver også dansk deltagelse! Det er 

skammeligt, at natherberget i Stengade 

må lukkes, og at vinterfrosten skal bide 

fra sig, før organisationer kan få støtte og 

gå i gang med en akut-indsats for udenlandske 

hjemløse. 

Jann Sjursen, formand for Rådet for Socialt Udsatte 

og generalsekretær i Caritas Danmark. 

EN GOD DAG 

– fyr den af 

af Poul Struve Nielsen 

foto: Lars Ertner 

tegneserie: Peter Pedersen 

Den nationale hjemløsedag blev holdt på 

Nytorv i København onsdag den 17. oktober. 

Tegneren bag Hus Forbis stribe ’En dag ad 

gangen’, Peter Pedersen, var med på en god 

dag, da Peter Philipsen med Kim Larsen Jam 

og Folkeklubben fyrede den af. Robert Olsen 

og Jann Sjursen holdt taler. Der var tombola 

med flotte materialer. 

Temaet var udenlandske hjemløse, og 

Hjemløseprisen blev uddelt til et af de steder, 

som har været en særlig hjælp for de hjemløse 

fra udlandet, nemlig Den Sorte Gryde, som 

giver varme frokoster til hjemløse. 

’Baggrunden er deres fantastiske stykke 

arbejde med nogle af de mest ekskluderede 

hjemløse i øjeblikket – de udenlandske hjemløse. 

For mange af de udenlandske hjemløse er 

’Gryden’ blevet et fast holdepunkt i en ellers 

kaotisk og fjendtlig verden. De har også vist et 

godt eksempel ved at ansætte nogle udenlandske 

hjemløse på lige vilkår med de fastansatte 

for derigennem at give dem en chance for 

at komme videre med livet på en værdig og 

respektfuld måde, hedder det i den indstilling, 

der førte til, at ’Gryden’ fik prisen. Den Sorte 

Gryde ligger i Nansensgade i København og 

drives primært for midler fra kirkerne og deres 

menighedsplejer. 

Som altid var hjemløsedagen en blanding 

af fest og alvor, for det er et alvorligt problem, 

at der bliver flere og flere hjemløse i Danmark. 

Gadepræst Mia Rahr Jakobsen holdt andagt for 

de hjemløse, der er døde i årets løb, og de blev 

mindet med et minuts stilhed. 

- Fattigdom er mere end et nationalt 

problem. Økonomien bevæger sig frit over 

landegrænser. Når man ser de fattige udlændinge, 

der søger til Danmark og bliver 

hjemløse indvandrere, fristes man næsten til 

at drage en parallel til dengang, Mændenes 

Hjem og Kofoed Skole blev skabt for at tage 

sig af unge hjemløse mænd, som var indvandret 

fra provinsen til København. 

Robert Olsen, forstander for Kofoed Skole og formand 

for Socialpolitisk Forening. 


Når fynboer hører om Stige Ø, tænker de på solskin, jagt, fiskeri og gåture. For Odenses narkomaner 

har øen en anden betydning. Når en narkoman får besked på at sætte sig ind i en bil, fordi han eller 

hun skal ’ud på Stige Ø’ eller bare ’en tur i skoven’, ved vedkommende udmærket, hvad klokken er 

slået. Derude er narkomaner blevet brændt og banket, de har fået fingre klippet af og dødelige doser 

heroin pumpet ind i årerne. 

På øen kan ingen høre dem råbe om hjælp. 

Rejsen til 

STIGE Ø 

Odense er provinsens barskeste by at være 

narkoman i. Danmarks tredjestørste by er nemlig 

stor nok til at have et forrået narkotikamarked, 

som mange kriminelle prøver at tjene penge på 

– men samtidig lille nok til, at det er umuligt for 

en misbruger at gemme sig, hvis han eller hun 

kommer i problemer. De sidste 15 år er Odenses 

narkomiljøet gradvis blevet mere brutalt, og i 

dag kan en gæld på 500 kroner sagtens medføre 

blodig afstraffelse. 

Der er cirka 1.500 narkomaner i Odense, 

hvoraf de 200 lever et meget barskt liv, hvor det 

er stofferne, der styrer, hvert et skridt de tager. 

Det betyder, at de mestendels opholder sig på 

gaden, hvor mange af dem enten lever som gadehjemløse 

eller sover på byens herberger. 

Hus Forbis skribent Birgitte Ellemann Höegh 

forsøgte i samarbejde med journalist og forfatter 

Jakob Bergmann Moll at komme tæt på de barske 

realiteter i Odense. 

Projektet strakte sig over et halvt år og 

blotlagde en blodig underverden i en by, mange 

danskere forbinder med Albani-øl og H. C. Andersen. 

For nylig udgav skribenterne den digitale 

journalistiske fortælling ’I Tusmørket - Jagten på 

penge i den hvide heroins by’ om de kriminelle 

narkomaners hverdag og vilkår i Odense. 

Det er en hårrejsende fortælling, en rejse gennem 

en kriminel verden, hvor ingen kan hjælpe 

dig, når bagmanden banker på. 

Hus Forbi bringer på de følgende sider et 

uddrag af fortællingen. Det fortæller om gadepusheren 

Johnny og hans rejse til Stige Ø nord for 

Odense. 

'Johnny Steno' og de øvrige navne er ændret af 

hensyn til misbrugernes sikkerhed. 

Af Birgitte Ellemann Höegh 

og Jakob Bergmann Moll 

Heinz Wolf lukker døren bag sig og sætter 

sig ved et stort bord. Mødelokalet i kælderen 

under Kirkens Korshærs varmestue i Odense 

er halvtomt og dårligt belyst. Det føles som 

en fængselscelle, komplet med gitter bag de 

uklare ruder ud til fortovsfliserne. 

Kirkens Korshærs varmestue er ikke et 

sted, man søger arbejde, hvis man går op i at 

holde møder. Korshærsleder Heinz Wolf går 

derimod op i mennesker – i en sådan grad, at 

han bruger det meste af sin vågne tid på en minoritet 

i det danske samfund, som få tænker på 

i det daglige, og som endnu færre opfatter som 

deres ansvar. På en typisk dag besøger omkring 

100 mænd og kvinder – hovedsageligt misbrugere 

– varmestuen ovenpå, hvor en rugbrødsmad 

koster et par kroner, og kaffen er gratis. 

Et sted udenfor, i gården bag korshærsbygningen, 

har en flok af Odenses mest marginaliserede 

borgere søgt ly for støvregnen – en del 

har knappet stærke øl op. Deres ru stemmer 

kan høres svagt i kælderrummet. Stemningen 

er god derude, bedømt på musikken i de 

raspende stemmer. 

Sådan er det ikke altid. 

- Der er meget, meget kontant afregning 

her i byen. Især fra de udenlandske bagmænd, 

siger korshærslederen og holder en lille pause. 

- Noget af det er tortur. 

Lederen af varmestuen taler ellers med 

ildsjælens energi. Men når man spørger, hvad 

hans brugere mere præcist bliver udsat for, 

sniger der sig et tomt udtryk ind i hans ansigt. 

Som om volden – efter 15 års arbejde, hvor 

utallige narkomaner er mødt op på dørtrinnet 

haltende og blødende fra friske sår – stadig 

ikke rigtig kan trænge ind. 

- De bliver udsat for korporlig afstraffelse 

i alle de variationer, man kan tænke sig. Også 

en del, man ikke kan. De kan blive voldtaget 

af andre mænd. Vi havde en, der blev lænket 

til en radiator, som blev skruet helt op. Så sad 

han der i to dage, siger den 44-årige varmestuechef. 

Heinz Wolf kender godt Stige Ø. Han ved 

også, hvad der foregår derude. Når Heinz Wolf 

en sjælden gang læser i avisen om en ung 

mand eller kvinde, der er blevet holdt som fange 

og mishandlet, tænker han på alle de andre 

ofre. Han ved, at hver gang en mishandlet nar- 

I TUSMØRKET. 

Jagten på penge i den hvide heroins by er udgivet 

af det journalistiske forlag Zetland. Fortællingen 

er en såkaldt ’single’: en mellemting mellem 

en artikel og en bog, som udgives og læses digitalt. 

Den fulde historie kan købes for 24 kroner 

på www.zetland.dk. 

NåR HAMMEREN 

FALDER På FYN 

Johnny og hans to kammerater havde gennem længere tid handlet stoffer for 

to tyrkiske bagmand. Dette er beretningen om, hvad der sker, når Odenses 

misbrugere skylder penge til de forkerte ... 

koman omtales på Ekstra Bladets hjemmeside, 

sker der 10, 20 eller flere voldelige overgreb, 

som ingen nogensinde hører noget til. 

Det er morgen i herberget i Benediktsgade. 

Johnny er lige væltet ud af sengen. Han sover 

fast på stedet. Rødstensbygningen blev bygget 

som sygehus i slutningen af 1800-tallet, men 

indvendigt emmer herberget af institution. 

Mest på grund af lugten og linoleumsgulvene. 

Men her er o.k., synes Johnny. Han er indendørs, 

og han har en seng, et bord, et fjernsyn 

og en stol. I de andre værelser bor flere af 

Johnnys bekendte – blandt andre Steno og 

Stenos lillebror, Finn. Johnny sælger for tiden 

heroin sammen med brødrene inde i gågaden. 

De får stofferne fra en tyrker ved navn Bora 

og fordeler selv stofferne imellem sig. Når de 

har solgt varerne, afleverer de alle indtægterne 

til tyrkeren. Så udregner han overskuddet og 

giver dem deres andel – godt og vel halvdelen 

af det, de hver især har tjent. 

Johnny tager også selv stoffer, for tiden 

både heroin og kokain. Morgenen er stadig 

ung, da Johnny tager dagens første skud. 

Da Johnny træder ud i Benediktsgade, ser 

han Bora holde i en rød Toyota på den modsatte 


side af gaden. Dealeren vinker Johnny over 

til sig med et lille løft med hovedet. Johnny 

havde forventet at se ham i dag, fordi de skulle 

handle. De tre gadepushere skal betale for den 

seneste portion dope og have nogle nye varer 

retur. Johnny har sin andel af indtægterne med. 

- Hvor er dine to venner?, spørger Bora. 

- Steno er oppe på herberget, svarer Johnny 

og spørger, om han skal hente ham. 

- Ja. Men vi kører ingen steder, før Stenos 

lillebror er her. 

Det kommer ikke bag på Johnny, at de skal 

ud at køre. Det er sikrest at udveksle dope og 

penge et afsides sted. Fast arbejdsgang. 

Oppe på værelset får Johnny hanket op i 

Steno. 

- Behøver det være lige nu?, siger Steno 

med en sløv stemme. 

- Ja, svarer Johnny, og Finn skal med. Lillebroren 

er nede at hente sin metadon, fortæller 

Steno, som langsomt begynder at krænge 

et par cowboybukser og en sweatshirt over 

sin lange, tynde, tatoverede krop. Han stikker 

fødderne ned i et par gummisko, der venter 

foran sengen. 

Nede på gaden står Bora med korslagte 

arme og læner sig op ad bilen. Johnny og Steno 

hilser på ham med et nik og sætter sig over i 

skuret og venter. 

Tyrkerens lillebror, Metin, dukker op. Bagmændene 

sidder ovre i bilen i hver sin Adidasuniform 

og hører tyrkisk popmusik. De fylder 

det meste af forsæderne – man kan se, hvor 

mange vægte de løfter. Hele deres familie har 

ry for at være afsindigt hidsige, mest af alt 

lillebroren. 

Brødrene spreder frygt ved deres blotte 

tilstedeværelse. Varmestuens personale er 

frustrerede, når bagmændene af og til går gennem 

døren hos Kirkens Korshær. Personalet 

ved godt, hvorfor dealerne dukker op – men de 

er ikke i stand til at gøre noget, for det meste 

drikker mændene bare en kop kaffe i tavshed. 

Efter halvanden time dukker Stenos lillebror, 

Finn, op, efter han har hentet sin metadon. 

De går over til bilen med de tyrkiske 

brødre. Johnny er spændt. Bora har sagt, at 

hvis handlen er gået godt, vil gadepusherne få 

en lille bonus. 

De sætter sig ind på bagsædet. Bilen begynder 

at trille. Johnny rækker sine penge frem 

til Metin, der til gengæld finder en pose hvidt 

pulver frem fra dens skjul bag bilens askebæger. 

Han rækker Johnny fem gram heroin. 

Så sker der ikke mere. Steno og Finn sidder 

som forstenede og ser lige frem. 

- Vi har ikke pengene, siger Steno så. 

Det drejer sig om 10.000 kroner, så vidt 

Johnny kan regne ud. 

- Hvordan vil I skaffe dem, siger Bora, der 

kører bilen. Han kigger på Steno i bakspejlet. 

- Kan vi låne lidt flere stoffer?, siger Steno 

så lavt, at han næsten hvisker. 

- Så skal vi nok lave nogle penge. Vi skal 

bare have to dage. 

Der bliver stille i bilen. Metin slukker for 

anlægget. 

- Jeg tror, vi skal ud og køre en lille tur og 

få snakket lidt sammen, siger han. 

Bilen er i fart. Nordpå. Forbi havneområdet 

og ad Næsbyvej gennem Åløkke Skov – på vej 

mod Stige Ø. 

Nu går alvoren op for Johnny. Tyrkerne er 

garanteret ligeglade med, hvem af dem der har 

dummet sig. De er tre om at sælge, og de er tre 

om at lave lort i den. 

Steno, din store idiot? Hvorfor sagde du 

ikke noget, da vi sad i skuret?, tænker han, 

mens husene suser forbi uden for vinduerne. 

En købmand, et solcenter, et villakvarter – den 

rene provinsidyl. Hver en celle i Johnnys krop 

dirrer, sveden pibler frem under hættetrøjen. 

Han føler, han skal kaste op. 

Der er helt stille i bilen. Den eneste lyd er 

bilens motor, der driver Toyotaen ud mod Stige 

Ø. Der veksles et par ord på tyrkisk på forsædet. 

Johnny tør ikke se på de andre, og han 

skal absolut ikke komme med gode forslag. 

Brødrene sidder på heroinmarkedet, så vidt 

han ved, de ejer praktisk talt Odense, Svendborg 

og Nyborg. 

Brødrene har masser af håndlangere – 

brødre, fætre og venners venner. Normalt 

foregår ’skovture’ om aftenen, men Johnny 

kender tyrkernes retfærdighedssans og temperament. 

Man kan også finde øde steder ved 

Stige Ø i dagtimerne. Tyrkerne kører ad de 

små veje for at komme gennem skoven og ud 

til volden ved Odense Kanal. De parkerer på 

en lille bakke ved fire mosbegroede betonpiller. 

Johnny, Steno og Finn bliver siddende på 

bagsædet. Ingen af dem skal nyde noget af at 

stige ud af bilen. 

Det kan godt være, at de kun er to mænd på 

forsædet, men hvis de så meget som lægger 

hånd på dem, er de færdige alligevel. Bare 

tanken om at kæmpe imod er fuldstændig 

afsindig. Det ved Johnny alt for godt. 

Der er ikke ét menneske at se i miles omkreds. 

- Vi skal bare have én dag, så skaffer vi 

dem, siger Steno pludselig. 

Han får ikke noget svar fra forsædet. I 

stedet trækker Metin en skruetrækker frem 

fra handskerummet, går ud af bilen og hiver 

fat i Stenos nakke. Han trækker pusherens 

tynde krop ud af bilen. Johnny tør ikke vende 

sig om, men han kan høre, at de begge råber og 

skriger. Lidt efter ser han ud af øjenkrogen, at 

Metin trækker Steno over græstørvene og ned 

mod kanalen. 

- Av, hører han Steno råbe. 

Det er alt. 

Efter lidt tid står Bora også ud af bilen og 

forsvinder ned ad bakken mod vandet. Det 

kan blive Stenos redning. Johnny og Finn sidder 

tilbage. Helt stille. Johnny kan høre fuglekvidder 

og en and, der lander på den blikstille 

vandoverflade i kanalen. Der ligger skrald op 

ad skrænten, og en lilla syrenhæk blomstrer. 

Johnny har hænderne på lårene. Det føles, som 

om hele hans krop er gået i baglås. 

De to tyrkere kommer tilbage til bilen. Der 

er blod på skruetrækkeren og Metins hånd, og 

han har våde bukseben. 

Så tager de fat i Finn. Han bliver flået ud af 

bilen og om bagved, hvor de fortæller ham, at 

han får en sidste chance og hælder ham ind i 

bilen igen. 

- Kom, lad os køre, siger Metin. 

Steno kommer ikke frem. Og bilen kører i 

den modsatte retning. 

Køreturen tilbage mod centrum føles uendelig 

lang. Johnny forestiller sig Steno ligge ved 

vandet med åbne øjne og blodet piblende ud af 

kroppen. Men han siger stadig ikke et ord. De 

tyrkiske brødre har skruet op for den tyrkiske 

musik. Johnny kan næsten ikke holde det ud. 

Ved Odense Banegård sætter tyrkerne Finn 

Her ses skuret ved herberget i Benediktsgade. 

De øvrige fotos er fra området ved Stige Ø. 

og Johnny af. 

- Tak, siger de bare. 

Finn og Johnny forsøger at ringe til Steno, 

men han tager ikke sin mobiltelefon. De vælger 

at gå hver til sit og se tiden lidt an. Johnny 

har ikke lyst til at snakke forløbet igennem 

med Finn, han vil bare være alene. 

En time senere ryster Johnny stadig over 

hele kroppen og har ondt i hver en muskel. 

For lidt over en time siden troede han, at han 

skulle dø. Måske er Steno død, og måske er 

det hans egen tur i morgen. Han trænger til 

noget, der kan dæmpe nerverne, og går ind i 

en kiosk, køber en pose stærke øl og sætter sig 

ned i Gråbrødrepassagen. Der sidder heldigvis 

ikke andre dernede i dag. Johnny magter ikke 

at tale med nogen. 

Johnny er på vej tilbage til Stige Ø. Der er 

gået tre år siden den morgen, han blev samlet 

op i Benediktsgade af de tyrkiske brødre. Han 

flygtede siden fra Odense – ikke så meget for 

at undslippe bagmændene som for at undslippe 

sig selv og sit misbrug. I dag bor han i København 

på skiftende herberger. 

Johnny har været på stoffer on and off siden 

tiden som gadepusher. For tiden forsøger han 

at kvitte stofferne og alkoholen. For tre dage 

siden begyndte han på antabus. For at klare 

dagens mentale rejse har han taget nogle piller, 

der skulle nedsætte rystelserne i hans krop. 

Han har øjensynligt taget en del, for medicinen 

har ramt ham som en forhammer. På 

køreturen mod Stige Ø falder han flere gange 

i søvn midt i en sætning. Johnny har taget en 

ven med på turen. Vennen har også en fortid 

som pusher i Odense. 

At køre gennem Odense med to af byens 

narkomaner er som at besøge byen på ny. 

- Deroppe solgte jeg fra en lejlighed, siger 

vennen og peger op mod et almindeligt treetagers 

boligbyggeri i gule mursten. 

- Dér mødtes jeg med ham, der gav mig 

stofferne, siger han og peger på en lille parkeringsplads 

kort derfra. 

Alle områder i byen har en skjult side. 

Vi passerer en lille tatovørforretning, der er 

kontrolleret af Hells Angels. Møntsolen bliver 

brugt til hvidvask af narkopenge, fortæller 

vennen. Kiosken dér køber hælervarer ligesom 

de fleste andre. 

Johnny har indvilliget i at tage tilbage 

til Stige Ø. Til gengæld vil han under ingen 

omstændigheder ses inde midt i byen. Han 

vil umuligt kunne holde sig fra kokainen i de 

gamle rammer. Der begynder at komme liv i 

Johnny. Vi stopper på en tankstation og ryger 

en smøg. Den friske luft hjælper. 

Ved enden af Lodsvej stiger Johnny ud af 

bilen. Man kan se på ham, at han har det skidt. 

Han vælger at gå turen på stien langs kanalen 

for at vise det sted, hvor han tre år tidligere 

troede, at han skulle dø. 

Johnny er en lille, tæt mand – på afstand 

ligner han ikke en narkoman, der har taget 

stoffer gennem mange år. Håret er kort og 

velklippet, hans blik mildt, og tøjet rent. Det 

er kun hans hænder, der afslører, at personplejen 

ikke er helt intakt. Neglene er beskidte, og 

hænderne let opsvulmede. 

Johnny kigger ned i jorden, mens han går. 

På vejen passerer han en mountainbiker, en 

mand med en sort labrador og to roere. 

- Der var meget mere stille herude dengang, 

konstaterer han. 

Umiddelbart virker stien ved Odense Kanal 

ikke som et hensigtsmæssigt sted at slå nogen 

til plukfisk. Landskabet er åbent, og der er 

frit udsyn fra Stige Ø på den anden side. Men 

Johnny og vennen fortæller, at der var langt 

mere tilgroet, da de sidst var herude. 

Steno overlevede overfaldet den dag, han, 

Johnny og Finn blev kørt til Odense Kanal. 

Skruetrækkeren ramte forbi hans halspulsårer. 

Med hånden presset mod såret vaklede Steno 

op mod de første huse på Lodsvej. Han bad om 

hjælp og blev kørt ud på universitetshospita- 

let. Han fortalte siden, at Metin ganske rigtigt 

havde forsøgt at drukne ham, indtil Bora var 

kommet ham til undsætning. 

Efter turen på hospitalet røg Steno direkte 

tilbage i gademiljøet som pusher, fortæller 

Johnny og hans ven. De har stadig kontakt til 

den tidligere pusherkollega. Skruetrækkeren 

var blot en advarsel, og Stenos gæld voksede 

støt. Et par måneder senere klokkede han i 

det igen. Han var endnu en gang kommet til 

at bruge de penge, han skyldte tyrkerne for 

heroinsalget. 

Endnu en gang røg Johnny med i bilen, 

denne gang fordi han stod og solgte ved siden 

af Steno. 

- Det var om aftenen, og så var det ellers 

af-sti-af-sted. Men i bilen på vej derud lånte 

jeg ham de 1.500 kroner, han skyldte. Jeg listede 

dem over til ham nede ved benene. Steno 

gav dem pengene, da vi holdt ude ved kanalen, 

men de var jo rasende over, at han havde 

løjet for dem, da han sagde, at han ikke havde 

nogen penge. Så fik han en over nakken. 

Tredje gang Steno kom ud til Stige Ø, var 

det alvor. Hverken Johnny eller vennen var 

med, men de har gennem rygter hørt optrinnet 

beskrevet. 

De tog handsker på og lavede en ordentlig 

kanyle. Steno vidste udmærket godt, at de 

ville slå ham ihjel, så han trak ærmet på sin 

jakke op, slog sig på armen tre gange og sagde: 

’Så giv mig den OD’er!’ Det provokerede tyrkerne 

det vildeste, så i stedet gennembankede 

de ham totalt. 

Johnny fortsætter: 

- Da han vågnede, stod tyrkerne inde på 

hospitalsstuen – ved fodenden af hans seng. 

De gav ham fem gram dope og sagde, at nu 

skulle han ud og lave penge. 

Bøvlet med Stenos gæld betød, at Johnny 

og Steno ikke længere hang ud sammen. De 

blev ’nærmest fjender’ siger Johnny. Johnny 

stolede ikke på Steno, som flygtede til Svendborg 

og siden København, hvor han forsøgte at 

gemme sig. Han skylder stadig tyrkerne penge. 

Johnny kom til gengæld ud af tyrkernes 

greb. Fordi han altid havde betalt sine penge, 

tænkte han, at de måske ville lade ham holde 

op med at sælge. På det tidspunkt skyldte han 

dem 5.000 kroner. En måned hævede han sin 

kontanthjælp på 6.000 kroner og afleverede 

pengene til dem. 

- Jeg spurgte, om det var o.k., at jeg kvittede. 

Hvis det blev nødvendigt, sagde jeg, ville 

jeg gerne sælge for dem igen. 

Da Johnny stoppede med at sælge for de 

tyrkiske brødre, valgte han at fuske og tigge i 

gågaden. 

- Tage røven på folk og bumme, som han 

formulerer det. 

Hans ven kigger på ham. 

- Så har man ramt bunden. 

Johnny svarer ikke, for han er tydeligvis 

ikke enig. 

Hans helbred er vigtigere end hans stolthed.| 


af Birgitte Rørdam 

foto: Sarah Bender 

- I dag brænder jeg for at fortælle unge om 

mit ekstremt voldelige lorteliv. Jeg håber, at 

det vil få dem til at tænke sig om. Er man først 

kriminel, bliver det hurtigt ens identitet, og så 

er det svært at komme fri af. 

Sådan lyder det fra 41-årige Tom Rostved, 

der sidder fængslet på 16. år for væbnede 

bankrøverier, afpresning, grov vold, kidnapning 

og brug og salg af stoffer. 

De sidste fire år har han været clean, og han 

er ikke længere voldelig. I stedet synger han i 

Vridsløselilles fangekor, spiller guitar og trommer 

i et fængselsband og underviser elever på 

landets skoler i, hvorfor man skal holde sig fra 

kriminalitet. Han nyder at kunne være noget 

for sine to døtre på 12 og 14 år, og til december 

forlader han den åbne udslusningsinstitution 

Engelsborg i Nordsjælland som en fri mand for 

at flytte i egen lejlighed. 

God til at slå 

Tom Rostved opdagede tidligt, at det var nødvendigt 

at forsvare sig. Han far var voldelig og 

bankede ham, indtil moderen fik faderen smidt 

på porten. Men på det tidspunkt havde Tom 

Rostved allerede fundet ud af, at vold var den 

sikreste måde at overleve på. 

- Det miljø, jeg var i, var hårdt. Hvis man 

ikke slog igen, blev man trynet. Jeg gik ud af 

skolen efter 7. klasse – det boglige var jeg ikke 

god til. Til gengæld var jeg god til at slå. Så 

Tom Rostveds CV 

1971: Tom Rostved bliver født 

1985: Går ud af skolen 

1985-1991: Sælger og tager stoffer og laver stadig 

grovere kriminalitet 

1991: Får sin første dom blandt andet for væbnet 

bankrøveri 

1993-2000: Er løsladt i korte perioder 

1998: Får sit første barn 

2000: Får sit andet barn 

2002: Begynder i Vridsløselille Fangekor 

2008: Bliver løsladt 

2008: Ryger i fængsel igen for grov vold, kidnapning 

og afpresning 

2008: Bliver clean og stopper med at være voldelig 

2010: Starter med at undervise på skoler 

2010: Laver fængselsband med betjent og en anden fange 

2012: Udsluses til den åbne pension Engelsborg 

2012: Løslades, om alt går vel, til egen bolig i december 

En chance for 

at dø af alderdom 

Kursskiftet lykkedes trods væbnede røverier, grov vold, kidnapning, 

salg af stoffer og 16 år bag tremmer 

jeg gik i byen, røg hash, tog kokain, bankede 

mig til en solid status i det kriminelle miljø og 

fik den magt og indflydelse, jeg så gerne ville 

have, siger han og fortsætter: 

- Problemet er bare, at grænserne med vold 

flytter sig. Jo flere gange du er voldelig, jo hurtigere 

griber du til vold, og jo grovere bliver 

volden. Jeg startede med væbnede bankrøverier, 

og det sluttede med, at jeg tjente penge på 

at klippe fingre af folk, der ikke havde betalt 

deres gæld. 

Tom Rostved var 22 år, da han fik sin første 

længere dom på halvandet års fængsel. Han 

afsonede i Vridsløselille Statsfængsel, og her 

lærte han for alvor at være kriminel. Siden har 

han kun været løsladt i korte perioder. Gentagne 

overfald begået i fængslet, røverier, grov 

vold og afpresning begået på korte ophold i det 

fri, forlængede hans ophold bag tremmer. 

- Jeg havde en solid position blandt de andre 

fanger, og det var en stor hjælp for mig. De 

svage har det virkelig dårligt, de skal hele tiden 

forsvare sig og passe på sig selv. Men jeg havde 

samme rang i fængslet, som jeg havde udenfor. 

Så jeg fortsatte bare med at lave penge og tage 

stoffer, og derfor gjorde det mig i lang tid ikke 

noget at være bag tremmer, siger han. 

Afhængig af kokain 

Efterhånden blev Tom Rostved imidlertid mere 

og mere afhængig af kokain. Det betød, at 

han skulle skaffe formuer, og presset på ham 

voksede. 

- Da mit forbrug af kokain toppede, skulle 

jeg skaffe op mod 10.000 kroner hver dag for 

at få dækket mit behov. Det tvang mig til at 

lave kriminalitet konstant, og hele min tilværelse 

blev efterhånden vold og stress. 

I 2008 blev Tom Rostved placeret nogle 

uger alene i en sikret celle, fordi han havde 

haft et opgør med sine medfanger. På det 

tidspunkt var der ikke én knogle i hans krop, 

der ikke havde været brækket, og han var 

begyndt at lave så hårde ting, at han ikke længere 

kunne genkende sig selv. Han tænkte på 

sine døtre, som han hele tiden havde gjort sig 

Vridsløselille fangekor 

De synger sig ud af kriminalitet 

I Vridsløselilles Fangekor, som har eksisteret i 

17 år, synger mordere, røvere og narkohandlere 

med årelange domme hver søndag i fængslets 

kirke. Efter at fangekoret i 2004 udgav deres 

egen cd sammen med kendte danske musikere og 

begyndte at give koncerter uden for murene, har 

projektet fået stor anerkendelse, og det har givet 

mange af fangerne nyt håb for fremtiden. 

i dag er 11 af korets fanger enten flyttet til 

åbne fængsler eller er løsladt. Men de synger sta- 

umage for at have kontakt med, men som altid 

havde måttet affinde sig med, at hans kriminelle 

liv kom i første række. Og her gik det op 

for ham, at det rå liv var blevet for meget. 

- Jeg kan ikke forklare, hvad der skete, men 

pludselig stod det fuldstændig klart for mig: Jeg 

måtte stoppe, ellers ville jeg dø – enten af stofferne 

eller af miljøet. Jeg er meget beslutningsfast. 

Det var også det, der gjorde, at jeg kunne 

udføre de grove voldshandlinger. Så fra den ene 

dag til den anden stoppede jeg med stofferne og 

volden og startede med at behandle folk, som 

jeg gerne selv ville behandles. 

Samtidig begyndte Tom Rostved at benytte 

de tilbud, der var i fængslet. Han opsøgte 

psykologen og psykiateren og fik tilknyttet en 

terapeut, der skulle lære ham at omgås andre 

mennesker uden at slå. 

- For mig har det altid været naturligt at 

slå. Jeg ser mig som en tørlagt voldelig, som 

hele tiden skal arbejde med mig selv. Her fire 

år efter, at jeg startede i behandling, taler jeg 

stadig med en psykolog og med min terapeut. 

Det har været hårdt arbejde, men det gode er, 

at der har åbnet sig en helt ny verden for mig: 

Jeg opfører mig ikke længere som en idiot, jeg 

kan være en nærværende far for mine døtre, 

og nu har jeg en chance for at dø af alderdom. 

dig i koret og har ikke begået ny kriminalitet. 

At fangekoret skulle vise sig at blive et godt 

bud på et resocialiserende projekt, var ikke tilsigtet. 

Heller ikke for louise Adrian, der har været 

korleder og dirigent for fangekoret i alle 17 år. 

- Jeg har altid interesseret mig for musikkens 

indvirken på mennesker, for musik rummer glæde 

og giver synlige resultater, men at vi skulle synge 

for at holde fangerne fra at begå ny kriminalitet, 

så langt tænkte jeg ikke. Det har bare vist sig at 

Fangekoret gjorde ham blød 

Tom Rostved er dog ikke i tvivl om, at det er 

Vridsløselilles Fangekor, hvor han har sunget 

og spillet guitar de sidste ti år, der lagde kimen 

til den nye Tom Rostved. 

- Fangekoret har spillet en helt afgørende 

rolle for mig. Jeg har altid været glad for 

musik. Man kan ikke slås, når man synger 

og spiller, og samtidig proppede lederen af 

fangekoret, Louise Adrian, mig med en hel 

masse kærlighed. Ingen andre havde tidligere 

kunne se det gode i mig. Men det kunne hun 

på en måde, så jeg også selv fik øje på det, og 

så begyndte det at vokse. 

Siden Tom Rostveds liv tog en drejning til 

det bedre, har han været med en fængselsbetjent 

ude på skoler og gymnasier for at fortælle 

om sit liv som kriminel. Her er det gået op for 

ham, at han er en dygtig formidler, og at han 

kan gøre en forskel for de unge. 

- Jeg får at vide, at børn, der ellers ikke kan 

sidde stille, lytter koncentreret, når jeg fortæller 

om mit liv. Og jeg har fået mails fra elever, 

der har takket mig for, at jeg har fået dem til 

at ikke at lave kriminalitet. Jeg har brugt så 

mange af samfundets ressourcer, og derfor har 

jeg det utrolig godt med, at jeg nu kan give noget 

tilbage. Så godt, at jeg overvejer at arbejde 

mere fast med unge, når jeg bliver en fri mand.| 

- Jeg kan ikke forklare, hvad der 

skete, men pludselig stod det 

fuldstændig klart for mig: Jeg 

måtte stoppe, ellers ville jeg dø – 

enten af stofferne eller af miljøet. 

Jeg er meget beslutningsfast. 

Det var også det, der gjorde, at 

jeg kunne udføre de grove voldshandlinger. 

Så fra den ene dag til 

den anden stoppede jeg med stofferne 

og volden og startede med 

at behandle folk, som jeg gerne 

selv ville behandles. 

blive sådan for en del af deltagerne. Ved at tro 

på de her folk og vise dem tillid, så er de vokset. 

Fangekoret er blevet en succes, og ikke mindst er 

fangerne blevet en succes, fortæller hun. 

Fangekoret har indtil nu afholdt mere end 300 

koncerter uden for murene, herunder koncerter i 

München og Grønland.| 

Der er for nylig udgivet en bog om Fangekoret. 

Bogen kan købes på: www.adlibris.com/dk/ 

product.aspx?isbn=8774670875 


Enhver hjemløs 

synger med sit næb 

Når hjemløsekoret øver, så er det vigtigere, at man synger til, end at man synger rent 

af Thilde Baden Rasmussen 

foto: Lars Ertner 

- La la la la la laaaa… 

- Ja, sådan – I skal kunne mærke det helt ned 

i maven. 

Det er torsdag formiddag og stemmeopvarmningen 

til hjemløsekorets ugentlige sangtime 

er netop begyndt. Bag klaveret sidder den 

anerkendte jazzpianist Torben Kjær og styrer 

slagets gang. 

De fremmødte kormedlemmer står i en 

halvcirkel rundt om ham. Koncentreret suger 

de luft ned i lungerne og forsøger at følge pianisten. 

’La la la’ og ’da da da’ bliver dog hurtigt 

erstattet af grin, når der ikke er mere luft til 

de højeste toner. 

Koret øver i E-huset på Thorsgade, Nørrebro. 

Den store røde bygning er normalt et bosted 

for aktive alkoholikere, men da huset både har 

klaver og god plads i kantinen, er det nu også 

samlingssted for hjemløsekoret. Og mens koret 

begynder stemmeopvarmningen, sidder flere 

af beboerne udenfor på terrassen. De suger 

også luft ned i lungerne, men det er tobaksrøg 

og ikke sangtoner, der kommer ud af deres 

munde. Som musikken fra kantinen sniger 

sig ud på terrassen, rejser flere af dem sig op, 

skodder deres cigaret og vralter i retning af 

klaveret. Nogle med rollator, hvor flaskerne 

klirrer i takt med deres trin. 

Plads til improvisation 

På klaveret ligger plastikcharteks med de 

sange, som koret synger. 

- Det der med at huske teksterne udenad 

er ikke vores stærke side, fortæller hjemløsekorets 

tovholder, Ole Svendsen, med et grin. 

Selvom sangteksterne ligger klar på rad og 

række, er der dog også plads til improvisation, 

og pianist Torben Kjær slår tonerne an til John 

Mogensens ’Så længe jeg lever’. Koret stemmer 

Hjemløsekoret har også deltaget i projekter sammen med andre kor. Her er nogle af deltagerne til prøve i Brorsons Kirke. 

hurtigt i, og med fælles hjælp lykkedes det at 

huske det meste af sangen. Især når det kommer 

til passagen med ’Men du er en rullesten, 

du har ikke nok i én’, hæver koret stemmerne 

og synger af deres lungers fulde kraft. Kvinderne 

i koret begynder at rocke fra side til side. 

- Er det ikke bare godt! Torben Kjær løfter 

sine hænder fra klaveret og klapper. 

’Bjørnen’ får tårerne frem 

Næste sang er ’I skovens dybe stille ro’. Det går 

noget langsommere. Faktisk minder det lidt 

om en begravelsessang, mener Edmund S. Jacobsen, 

der er en af hjemløsekorets mandlige 

tenorer. Han får derfor samlet sangteksterne 

ind, inden aftens fred har nået at sænke sig 

stille ned. Edmund vil hellere synge ’Bjørnen’ 

med tekst af Benny Andersen. Sangen handler 

om en bjørn, der vågner fra sit hi og finder sin 

mage. 

- Jeg kan ikke lade være med at fælde en 

Koret giver deltagerne et fast omdrejningspunkt i en omtumlet tilværelse. 

tåre, for sangen giver mig hjemve til Færøerne, 

hvor jeg kommer fra, og så minder den mig også 

om mine hjemløse venner, forklarer Edmund. 

Han har selv levet på gaden i tre år. Edmund er 

med i hjemløsekoret både for hyggens skyld, og 

fordi han godt kan lide at synge. For når man 

synger, så giver man alt, hvad man har i sig. Det 

rammer noget inde i Edmund, og han kan derfor 

godt blive lidt pinligt berørt, når han pludselig 

fælder en tårer under ’Bjørnen’. 

- En mand plejer jo ikke at græde, siger 

Edmund. 

Livet er ikke det værste, man har 

- Ka’ du så holde fingrene fra klaveret! Torben 

Kjær giver en mand, der sidder bag ham, et 

kærligt klap over fingrene, da han bevæger sig 

ind på pianistens territorium. Manden med de 

lange fingre sidder med en flaske kirsebærvin. 

Meget passende insisterer han på at synge en 

sang med den simple tekst ’Undskyld hr., må 

jeg byde dem et kirsebær’. Denne sang indgår 

dog ikke i korets repertoire, og i stedet fortsætter 

dagens sangtime med Benny Andersen. 

- Det er blevet tid til ’Svantes lykkelige dag’. 

En af de mænd, der i starten sluttede sig til 

koret, basker med armene til linjerne ’Fuglene 

flyver i flok, når de er mange nok’. Han smiler. 

Det samme gør hjemløsekorets øvrige medlemmer, 

og selvom ingen af dem har haft den 

nemmeste tilværelse, så synes de alligevel for 

en kort stund at mene, at livet ikke er det er 

værste, man har…| 

Pianist Torben Kjær slår tonerne an. 

Hjemløsekoret 

Hjemløsekoret blev dannet, da Østre Gasværk 

Teater i vinteren 2011 opførte julestykket ’Stemmer 

fra Østre Gasværk’, hvor der optrådte et 

hjemløsekor blandt de mange artister og sangere. 

Forestillingen blev dirigeret af Frans Rasmussen, 

der er kendt fra forskellige tv-programmer, for 

eksempel ’Stemmer fra Vollsmose’ og ’Maestro’. 

Til at starte med var hjemløsekoret tænkt som en 

engangsforestilling, men da man så det engagement 

og den glæde, som de hjemløse lagde i 

det, endte forestillingen på Østre Gasværk Teater 

med at blive startskuddet til et permanent kor for 

hjemløse og socialt udsatte. Der er ingen krav til 

fine sangstemmer i koret, man skal bare møde op. 

Netop det kan dog være svært nok for flere af 

korets medlemmer, men koret giver dem et fast 

omdrejningspunkt i deres liv og noget at stå op til 

om morgenen. | 

Redaktionen 

beklager fejl 

i interviewet med folketingsmedlem Martin Henriksen 

fra Dansk Folkeparti (’Dansk Folkeparti vil 

lukke Natcafeen', Hus Forbi oktober 2012) spørger 

jeg: ’Der er jo udenlandske hjemløse, som er frosset 

ihjel i vinterkulden i Danmark. Vil i nu bare lade 

dem ligge og dø.’ Martin Henriksen svarer, at det vil 

man ikke, og at Dansk Folkeparti støtter akutbevillinger, 

som sikrer, at ingen behøver at dø af kulde 

på gaden. Jeg kan imidlertid ikke dokumentere, at 

der rent faktisk er udlændinge, som er frosset ihjel i 

vinterkulden i Danmark. 

På hjemmesiden for Missionen blandt Hjemløse står 

ganske vist: ’i vinteren 2007-8 døde to østeuropæiske 

hjemløse i København,’ og der er faktisk 

tale om en nyhed, som er videregivet flere andre 

steder, endda på BBC. Men ifølge en artikel, som 

læge Preben Brandt har skrevet for Projekt udenfor, 

afkræfter Danmarks Radios udsendelse Detektor 

på P1 i februar 2011 kvalificeret påstanden om 

adskillige dødsfald blandt udenlandske hjemløse i 

Danmark i vinterkulden. 

Den oplysning, jeg viderebringer med mit spørgsmål, 

har jeg altså ikke dokumentation for. Derfor 

undskylder og beklager jeg formuleringen af 

spørgsmålet over for Martin Henriksen og især overfor 

Hus Forbis læsere. 

Poul Struve Nielsen, redaktør, Hus Forbi 


KLAVS ER EN AF OS 

Retspsykiatrisk patient fra Risskov med i kunstværk og kampagne 

af Helle Horskjær 

Foto: Steen Gyldendal/ Herning Museum of 

Contemporary Art 

Han åbner døren. Langsomt. Kigger ned og 

rækker hånden frem. 

- Klavs, hvisker han. 

Hans brune øjne flakker. Han sætter sig på 

stolen og bøjer hovedet, så hagen rører hans 

grå sweatshirt. Der er stille i det store hvide lokale 

med højt til loftet. Uden for skinner solen, 

og man kan skimte ‘løveburet’ i det fjerne. Det 

er afdelingens sikrede boldbane. To beboere 

sidder i pavillonen i gården og ryger en smøg. 

Han er en af patienterne på Afdeling for Retspsykiatri, 

Afsnit R3 i Risskov. Dermed er han 

med til at svare på spørgsmålet: Hvem er patienterne 

på afdelingen, og hvad drømmer de om? 

Det er nogle af de spørgsmål, som kunstneren 

Ivalo Frank har forsøgt at få svar på under 

verdens eneste biennale, der forener kunst 

og erhvervsliv: Socle du Monde (biennale er 

en fest, udstilling eller lignende, der bliver 

afholdt hvert andet år). 

Kunst på psykiatrisk 

I samarbejdet med Afsnit R3 har Ivalo 

Frank skabt et værk baseret på interviews 

med seks psykisk syge patienter, som lever en 

del af deres liv på en lukket afdeling. 

Samarbejdet er mundet ud i en film, 12 

fotografier og en skypeinstallation, der kan 

opleves på ’Heart – Herning Museum of Contemporary 

Art’ frem til den 6. januar 2013. 

Afsnit R3 på Afdeling for Retspsykiatri er 

et særligt sikret, lukket retspsykiatrisk afsnit. 

Det er et afsnit for personer med bopæl på 

Grønland. Patienterne skal enten mentalobserveres, 

når de er indlagt, eller indlægges på 

grund af en dom, og hvor det er vurderet, at 

opgaven ikke kan klares på Grønland. 

Flertallet af patienterne har en dom til 

anbringelse eller behandling. Der er plads til 

18 patienter. 

Afsnit R3 har særligt ansvar for patienter, 

der bliver behandlet efter aftale med Grønlands 

Hjemmestyre. Afdelingen har 40 ansatte, 

og en tredjedel af dem taler grønlandsk. 

Klavs' historie 

Klavs er 28 år og har været på R3 i lidt over 

tre år. Han kom hertil fra Grønland. Dømt til 

anbringelse. En druktur endte fatalt, mere vil 

han ikke fortælle. 

Om kampagnen EN AF OS 

Der hersker mange fordomme om de mennesker, der lever med en psykisk 

lidelse. Kampagnen EN AF OS arbejder for at øge danskernes viden og 

skabe større åbenhed og dialog om psykisk sygdom. Psykiatrien i Region 

Midtjylland deltager i kampagnen, der strækker sig til 2015. 

Overlæge på Afdeling for Retspsykiatri, Afsnit R3 i Risskov, Georg Gouliaev og kunstneren Ivalo Frank har samarbejdet om udstillingen på ’Heart – Herning Museum 

of Contemporary Art’ frem til den 6. januar 201. 

Han er en af de seks patienter på afdelingen, 

der deltager i Socle du Monde. Han gør 

det, fordi han gerne vil fortælle sin historie. 

Eller i hvert fald noget af den. 

Klavs løfter hovedet. Han undskylder, at 

han ikke taler så godt dansk. Han har svært 

ved at finde ordene. 

- Jeg har lavet kriminalitet. Jeg vil helst 

ikke snakke om det, siger han. 

Han ved godt, at det, han har gjort, er utilgiveligt. 

Hans blik flakker, og stemmen bliver svag. 

Men han vil gerne snakke om, hvordan det 

er at være på R3. Om savn og ensomhed. Og 

hans store kærlighed. 

Savner familien 

Han sidder uroligt på stolen. 

- Jeg savner min familie meget. Min lillebror 

var nede og besøge mig før sommerferien, 

men min mor og far har jeg ikke set i lang tid, 

fortæller han. 

Klavs husker barndommen som god. Hans 

far er fanger, og Klavs har været med ham på 

arbejde mange gange. De fangede sæler og fisk. 

Nogle gange var hele familien med. 

- Det var en god tid. 

Han tøver. 

- Vi var samlet. Det var dejligt, fortæller han. 

Efter skolen har Klavs forskellige job. Han 

har også en kæreste, og da han er 22 år, bliver 

han far. Forholdet holder ikke, men der går 

ikke lang tid, før Klavs får en ny kæreste. Han 

er glad og er også flyttet i egen lejlighed. 

Men efter en periode uden arbejde bliver 

Klavs smidt ud af sit nye hjem. Han kan ikke 

betale regningerne. 

En chance mere 

Han beslutter sig for, at han vil ud at sejle. 

Og kæresten beslutter sig for, at hun ikke 

vil være kæreste med Klavs mere. 

- Jeg drak meget dengang, og det var derfor, 

hun gik fra mig, fortæller han. 

Han tager sin hånd op og slår på hjertet. 

- Jeg havde ondt her hver dag. Og jeg blev 

meget ensom. Jeg følte ikke, at der var nogen, 

der elskede mig, siger han. 

Klavs sejler i tre måneder. Han kommer hjem 

og tager i byen. Og så ender historien her på R3. 

Eller den del af historien, Klavs ikke taler 

om. 

Han kigger væk. Og åbner munden. Bare lidt. 

- Jeg er begyndt at snakke med min gamle 

kæreste. 

Hende, der droppede ham, fordi han drak for 

meget. 

- Jeg har sagt undskyld mange gange til 

hende. Og hvis vi skal finde sammen igen, så 

skal jeg tage mig sammen og ændre mit liv. 

Uden alkohol og hash, siger han. 

Men først håber han på, at han kan afsone 

resten af sin dom på Grønland. Tættere på 

familien og sin dreng på seks år.| 

Kunst i et retspsykiatrisk lys 

Afsnit R3 deltager i Socle du Monde som et led i kampagnen EN AF OS, der handler om at 

afstigmatisere psykisk sygdom. Afdelingen vil gerne give patienterne mulighed for at fortælle deres 

historie. Det handler ikke om at forherlige det, de har gjort – tværtimod – men om at give dem en 

chance for at fortælle om deres liv. 

Håbet er, at det kan anspore dem til at køre den rigtige vej. Og at det kan give dem et håb, at der 

faktisk er nogen, der gerne vil dem, fortæller overlæge på R3 Georg Gouliaev. 

Patienterne på afdelingen kan alle dansk, men det kan være svært for dem at udtrykke, hvad de 

føler. Derfor fokuserer afdelingen meget på kunst som en proces, der også kan helbrede. 


af Birgitte Ellemann Höegh 

foto Helga C. Theilgaard 

I et villakvarter i en forstad til Aalborg ligger 

forsorgshjemmet Svenstrupgård og adskiller 

sig fra omgivelserne med sine gule murstensbygninger, 

sorte træhuse, haver og værkstedsbygninger. 

Da Hus Forbi var på besøg i sommer, 

var der fuldt belagt. 

Fotografen og journalisten fik af personale 

og beboere lov at gå frit omkring, deltage i 

måltiderne og tale med de mennesker, der 

havde lyst og mod på at være i kontakt med 

hjemløseavisens udsendte om deres opgave: 

Hus Forbis kalender for 2013. 

Et forsorgshjem er et sted, hvor kommunerne 

giver tag over hovedet til mennesker, 


Et af landets mest 

alsidige forsorgshjem 

ligger i Nordjylland og 

hedder Svenstrupgård. Her 

blev Hus Forbi inviteret indenfor 

en uge i sommeren 2012 og 

fik lov til at åbne 12 døre for at portrættere 

12 forskellige mennesker, der 

bor i Svenstrupgårds forskellige boliger. 

Det er blevet til Hus Forbis årskalender 2013 

En kalender bliver til 

Stilheden hersker på Svenstrupgård 

der ikke har noget hjem. Hus Forbis kalender, 

som kan købes på gaden hos Hus Forbis sælgere 

i november, december og januar, består 

af portrætter af 12 hjemløse. 12 mennesker fra 

forskellige steder i Danmark, som af en eller 

anden grund var havnet på forsorgshjemmet i 

den uge. 

Det mest slående ved mødet med et forsorgshjem 

er den stilhed, der hersker på stedet, 

selvom så mange mennesker bor dør om dør 

på relativt få kvadratmeter. Mennesker, der 

er samlet på et af de mest sårbare og kritiske 

tidspunkter i deres liv. 

Gangene, som er belagt med filtgulvtæpper, 

er for det meste tomme, og man kan konstant 

høre en brummelyd fra husets kaffeautomat. 

Man møder mennesker i ’Rygeren’ og om- 

kring måltiderne. Men ellers opholder de fleste 

beboere sig på deres værelser eller i husets 

værksteder. Her er skæve huse, alternativt 

plejehjem, udslusningsboliger, kvindeafsnit, 

afrusningsklinik og de almindelige værelser, 

som alle sammen rummer mennesker med hver 

deres historie. Hovedparten har eller har haft 

et misbrug af enten stoffer eller alkohol, og det 

er en del af den kamp, de står i her. 

Kom over til mig 

En ældre mand, som har hvidt skæg, der rækker 

helt ned til kraven på hans læderjakke, 

sidder i biblioteket og læser avis. Han har 

nærmest alle aviserne for sig selv hver dag, 

fortæller han. Fire mænd er i rygerummet og 

taler sagte med hinanden. Der er en gul Post- 

it-seddel på dørtrinnet ind til et værelse, hvor 

en af beboerne har skrevet: 'Kom over til mig 

på vær. 422 klokken ni, ok?'. 

Bag en dør kan man høre en beboer spille 

på klaver. Det lyder lidt som Tracy Chapman. 

En fyr med langt hår, lædervest og bare arme, 

der er tætpakket med tatoveringer, går omkring 

i højt tempo og får sparket til en skraldespand 

i forbifarten. Han er lige ankommet og 

er arrig over det meste, har drukket en del og 

skal lige finde sig til rette. En anden mand står 

med sin rygsæk foran afrusningsklinikken. 

Han har ringet dagen inden og fået at vide, 

at der var en plads til ham. Hans bror har kørt 

ham herud, og på vejen har han drukket sin 

sidste stærke øl og er nu parat til 10-12 dages 

afrusning på klinikken, som er hermetisk lukket 

for de andre beboere. 

Under måltiderne er kantinen fuldt besat, 

men her er så dæmpet snak, at man kan 

høre knive og gafler rasle mod porcelænet. Et 

måltid tager som regel 15 minutter, så er alle 

beboerne igen spredt for alle vinde – ingen har 

åbenbart lyst til at hænge ud over en sludder. 

De skal i øvrigt også ud og ryge. Der er varm 

mad til frokost og kold mad allerede klokken 

17.20 – for så passer det sammen med medicinudleveringen 

lidt senere. Maden er traditionel: 

kød, sovs og kartofler og salatbord til frokost, 

indimellem også en dessert med syltede 

frugter og råcreme, kage om eftermiddagen og 

højtbelagt smørrebrød om aftenen. 

Blåt arbejdstøj og hvide kitler 

På kvindeafsnittet ligger to kvinder i et sofaarrangement 

med tæpper over sig og fødderne 

strittende op i luften. Klokken er ti om formiddagen. 

De ser fjernsyn. Rundt omkring på 

græsarealerne fræser en stor fyr med tatoveringer 

helt op i hovedbunden rundt på en trak- 

tor og slår græs i en rasende fart og har masser 

af henvendelser til de andre – de handler vist 

mest om kvindfolk. I værkstederne arbejder en 

del af beboerne. De er i blåt arbejdstøj og sidder 

blandt andet og samler legetøj, indrammer 

billeder eller udfører smedjearbejde. I gartneriet 

bliver der passet tomater og andre planter. 

I et hjørne står nogle kajakker, som man kan 

transportere hele vejen til Gudenåen, hvis 

lysten til en naturoplevelse skulle opstå. Noget 

af plejepersonalet er i hvide kitler, andre går 

bare omkring i deres eget tøj. 

I det alternative plejehjem må man drikke 

det, man har lyst til. Der kommer et bud fra en 

købmand forbi og leverer blandt andet en hel 

kasse øl til en af beboerne – men det råber han 

ikke så højt om, for så kan det være, at de andre 

beboere kommer lidt mere forbi end ellers. 

Her må man have de misbrug, man har. Her 

er malerier på væggene, stramajer, billeder af 

børn og børnebørn, kakkelborde og lænestole 

med fodskamler, parykker og rollatorer, som 

man vil finde på et hvilket som helst andet 

plejehjem, og som står i skærende kontrast til 

de unge på Svenstrupgård, der har indrettet 

sig mere spartansk med computere og guitarer. 

Folk kommer fra alle dele af landet i forskellige 

stadier af deres liv. Nogle er nysgerrige 

og vil gerne snakke, andre vil absolut helst 

være fri. Udskiftningen er stor, nogle kommer 

retur, og andre har været her så længe, at de 

kender hinanden ind og ud. I De Skæve Huse, 

som er en almennyttig boligforening, er der 

beboere, som har slået sig godt ned – blandt 

andet en kvinde omkring de 50 år, der har 

prydhave med blomster og stenspringvand og 

en pertentlig indretning indendøre, mens andre 

har en sand rodebutik, som de bare er i for 

at få hevet lidt nattesøvn i land. På gangene er 

der planter overalt, akvarier, et enkelt jorde- 

Hvis du vil lære 12 af beboerne på 

Svenstrupgård bedre at kende, så køb 

Hus Forbis årskalender 2013 hos din 

lokale Hus Forbi-sælger. Den koster 

50 kroner. Sælgeren får 30 kroner. 

gern, indrammede plakater på væggene, men 

mest af alt ro, ro og atter ro. 

Rytme og personligheder 

Efterhånden begynder forsorgshjemmets 

nuancer at tage form, og man får en mere og 

mere klar fornemmelse af stedets rytme og 

personligheder. Om morgenen er folk om end 

endnu mere stille, nogle med så sort humør, 

at de blot sidder og stirrer ned i morgenmaden 

og ikke skal nyde noget af at hilse på nogen 

som helst. Her er ansigter, man slet ikke har 

set før – beboere, som åbenbart kun er ude af 

værelserne på den tid af døgnet. Mange er i 

kedeldragter – det blå arbejdstøj – og på vej ud 

på områdets forskellige arbejdsstationer. De 

skal lige have kaffe, brød og en cigaret inde i 

’Rygeren’, inden dagen for alvor kan begynde. 

Beboerne begynder at komme til Hus Forbis 

journalist og fotograf af sig selv. De sætter sig 

ned og fortæller om deres liv, deres børn, der 

enten sidder i fængsel for mord eller er blevet 

topadvokater, om børn de har mistet kontakten 

til, men holder øje med på Facebook. Så ryger 

nogle af husets mere vilde historier også på 

bordet – nogle af dem om den alkohol, som de 

gerne må drikke uden for Svenstrupgård – om 

folk, der turer på gangene om aftenerne, om 

nogle, der er faldet i søvn uden for en dør, om 

beboere, der i skjul forsøger at sælge stoffer i 

tv-stuen til de unge, og om ansatte, der ikke er 

helt så milde, som de ser ud til. Men mestendels 

er folk ovenud lykkelige for at være her. 

De føler sig trygge, set, hørt og taget hånd om. 

Da Hus Forbi om fredagen siger farvel til 

Svenstrupgård, er det med en god fornemmelse 

i maven, at vi ser en mand komme ind 

af døren med en plastikpose i hånden for at 

henvende sig i modtagelsen med ønsket om en 

midlertidig bolig. | 

HUS FORBI | nr. 10 november 2012 | 16. årgang | 25 


2013

Utrættelig kamp 

på de hjemløses side 

Ingelise Wenzel er ny socialpræst i Esbjerg. 

Hun har kæmpet for hjemløse og socialt udsatte i mange år 

af Esben Dige 

foto: Christer Holte 

Har man sagt hjemløse og socialt udsatte i 

Esbjerg, må man også sige Ingelise Wenzel. 

For i 28 år har hun utrætteligt kæmpet for at 

forbedre forholdene for netop den gruppe. Hun 

er blandt andet formand for Kirkens Korshærs 

lokale korshærsråd, hun er formand for De 

Hjemløses Venner i Esbjerg, og fra 1. september 

er hun også ansat som socialpræst i byen. 

- Mange af de opgaver, jeg har som socialpræst, 

har jeg allerede lavet i mange år i 

forvejen. Det nye er, at jeg nu også får tid til 

at komme rundt på kommunens væresteder og 

snakke med de hjemløse. Og så skal jeg lave 

alternative gudstjenester for de socialt udsatte 


– Den første var en grønlandsk gudstjeneste, 

hvor biskoppen fra Grønland deltog, fortæller 

Ingelise Wenzel. 

Skabe kontakt til sofa-surfere 

Alene i år har De Hjemløses Venner hjulpet 

over 100 hjemløse med at blive etableret i egen 

bolig. Foreningen har arrangeret kunstauktioner 

på Lauritz.com til fordel for de hjemløse og 

skaffet 50.000 kroner til kogebogen 'Kunsten 

at leve på en sten' med 26 lækre retter til en 

samlet pris på under 1200 kroner. 

Ingelise Wenzel er også initiativtager til en 

nytårskur for socialt udsatte i Esbjerg Musikhus, 

hvor der deltager 200-300. Så hun er et 

særdeles kendt ansigt i de hjemløses og socialt 

udsattes miljø i Esbjerg. Alligevel blev hun 

overrasket, da hun var på besøg på et værested. 

- Jeg sad og drak en kop kaffe, da en af 

brugerne kom og spurgte, om jeg var en ny 

bruger på værestedet, fortæller Ingelise Wenzel 

og smiler lidt af det pudsige i situationen. 

Men det fortæller hende også, at der er 

brug for at komme ud på værestederne, for der 

er mange, som hun ikke er i kontakt med. 

- Hvis det at være hjemløs er det samme 

som at sove udendørs, så er det rigtigt, at vi 

kun har få hjemløse i Esbjerg. Men jeg plejer at 

sige, at vi har en diskret hjemløshed i Esbjerg. 

Folk lægger sig ikke på fortovet, de gemmer sig 

lidt væk. Desuden er der en gruppe 'sofa-surfere', 

som overnatter hos venner og kammerater, 

og som hutler sig igennem livet, så godt de kan. 

Det er dem, jeg skal ud og prøve at få kontakt 

- Ingelise Wenzel er 60 år. 

- Hun er ansat som socialpræst i Esbjerg. 

- Hun er gift med lasse, som ifølge hende er Danmarks mest tålmodige ægtefælle. 

Han må nemlig lægge øre til mange af hendes oplevelser i hverdagen, forklarer hun. 

- Når hun slapper af, sker det gerne med en god krimi, men nu læser hun Søren Kirkegaard, 

da hun er ved at lave et foredrag om den kendte filosof og teolog. 

- Hun er vild med hunde og har otte Jack Russel terriere. 

til. Når jeg snakker med folk, så bliver de overraskede 

over, at der er denne form for diskret 

hjemløshed i byen, fortæller Ingelise Wenzel. 

Rollerne kan hurtigt skifte 

Igennem de mange år med arbejde for de socialt 

udsatte har Ingelise Wenzel oplevet både 

solstrålehistorier og folk, der gennemlever den 

store nedtur. 

- Noget af det, der har gjort det største 

indtryk på mig, er at have mødt en gruppe 

mennesker, om hvem man aldrig ville tro, at 

de endte, hvor de nu er endt. Det er typisk en 

mand, der måske er blevet skilt – det kan han 

ikke håndtere, han begynder at drikke for 

meget, kan ikke passe sit job og bliver fyret, 

og pludselig er han ude i en social deroute. 

Det kan gå lynhurtigt, og det kan ramme alle, 

forklarer hun. 

Og samtidigt er det med til at fastholde 

hendes brændende engagement for de socialt 

udsatte. 

- Jeg føler en umådelig taknemmelighed 

over, at jeg er i stand til at hjælpe en smule, og 

når jeg kan, så mener jeg også, at jeg har en 

forpligtelse til det – for man ved ikke, hvornår 

rollerne er byttet om. 

Af samme grund er Ingelise Wenzel også 

glad for, at folkekirken nu har ansat hende til 

at varetage de socialt udsattes interesser. 

- Hvis folkekirken vil være troværdig, så er 

det en opgave, den er forpligtet til at tage på 

sig, understreger hun. 

Ud til brugerne 

Ingelise Wenzel kommer til at arbejde tæt 

sammen med Kirkens Korshær, og lederen af 

varmestuen, Peter Kent Starup, glæder sig til 

at arbejde sammen med hende. 

- Vi kan hjælpe brugerne med mad og et 

sted at være. Vi kan bruge Ingelise til at komme 

mere ud til brugerne og møde dem, hvor de 

er. Ingelise er hjertevarm, empatisk, troværdig 

og ikke-fordomsfuld, så jeg kan ikke forestille 

mig nogen bedre til det arbejde, siger han. 

Og det at komme ud til brugerne er den 

største opgave for Ingelise Wenzel og Kirkens 

Korshær. Det seneste officielle tal for antallet 

af hjemløse i Esbjerg er 124, men både Ingelise 

Wenzel og Peter Kent Starup vurderer tallet til 

at være højere. 

- Der er en gruppe sofa-surfere, som vi ikke 

har kontakt til, understreger Ingelise Wenzel 

- Og selvom vi arbejder på at være så inkluderende 

som overhovedet muligt, så er der 

nogle, der holder sig væk fra varmestuen, fordi 

de ikke synes, at de er en del af fællesskabet. 

Så der er et stort behov for at komme ud og 

snakke med dem i deres miljø, supplerer Peter 

Kent Starup fra Kirkens Korshærs. 

Korshærens varmestue i Exnersgade er i 

øvrig også distributionssted for Hus Forbi i 

Esbjerg! | 


Foto: Lars Ertner 

Et godt år for Hus Forbi 

Økonomien hænger sammen, og organisationen er på plads 


Foreningen, som udgiver hjemløseavisen Hus 

Forbi, har holdt generalforsamling. Og deltagerne 

kunne glæde sig over, at avisen har haft 

et godt år. De mange mennesker, der var samlet 

i Hus Forbis medarbejdercafe i Bragesgade, vidnede 

om, at hjemløseavisen er landsdækkende. 

Der var deltagere fra både Aalborg, Aarhus og 

Odense. 

Foreningen Hus Forbis formand, Ole Skou, 

lagde i sin beretning vægt på, at der er ro 

omkring avisen, både økonomisk og i organisationen. 

- Vi skulle have ro omkring avisen, det har 

vi skabt. Vi har en personalegruppe, der trives. 

Vi kan mærke på sælgermøderne, at folk er 

glade. Vi har opnået en stabil og solid økonomi, 

sagde Ole Skou. 

Han forklarede, at det har været bestyrelsens 

mål, at foreningen skal have en økonomi, 

der tillader, at man i værste fald kan ’lukke 

hele butikken og betale enhver sit’. 

- Det kan vi nu. Så det er vigtigt, at det 

overskud, vi har, primært går til sælgerne, 

fordi det er dem, der primært har tjent pengene. 

De skal bruges til tøj til sælgerne, og 

desuden overvejer vi nyskabende ting, der 

kommer hjemløse til gode, sagde formanden i 

sin beretning. 

Det fremgik klart, at der ikke på nogen 

måde er udsigt til, at det bliver nødvendigt at 

lukke hele butikken og betale enhver sit.’ Målet 

er at blive ved med at lave en god avis, som der 

er rigtig mange, der vil købe. Hus Forbi skal være 

Danmarks førende socialpolitiske magasin. 

Beretning 

Her følger uddrag fra formandens beretning: 

- Nu er der et godt samarbejde i sekretariat 

og bestyrelse, og det er ikke bare noget, der 

kommer. Jeg mener, vi har fået et team, som 

har en rimelig klar rollefordeling. Vi lægger i 

bestyrelsen den overordnede holdningsmæssige 

linje med hensyn til, hvad avisen står for. 

Redaktøren står for det redaktionelle, sekretariatslederen 

står for den daglige drift. 

- For andet år i træk har vi et rimeligt overskud. 

Det er på 1,4 millioner kroner, og det er 

i meget høj grad sælgernes fortjeneste. Langt 

størstedelen af pengene er også brugt på tøj til 

sælgerne. 

- Det har hjulpet på regnskabet, at Hus Forbi 

er kommet ud af nogle meget omkostningstunge 

forpligtelser i forbindelse med lejemålet 

i hovedkvarteret i Bragesgade på Nørrebro i 

København. I forbindelse med indgåelsen af 

lejemålet havde vi forpligtet os til også at leje 

førstesalen. Men det er lykkedes os at komme 

helt fri af lejekontrakten, fortalte Ole Skou. 

- Det månedlige avissalg har også været 

bedre, end der var budgetteret med. Budgettet 

hvilede på 60.000 solgte aviser om måneden, 

men vi har solgt op mod 70.000 aviser hver 

Bestyrelsen 

Der blev valgt nye medlemmer til bestyrelsen, 

som nu består af følgende: 

Ole Skou 

(suppleant Ask Svejstrup) 

Holger E. Henriksen 

(suppleant Henrik Søndergaard) 

Chopper 

(suppleant Lille John) 

Stig Sonne 

(suppleant Per Søhus) 

Thomas Petersen 

(suppleant John Hansen) 

Da den ny bestyrelse konstituerede sig, blev 

det desuden besluttet at sige ja tak til Kim 

Rydahls tilbud om at fortsætte som indsuppleret 

medlem af bestyrelsen. 

måned, og vi trykker 85.000 nu. 

- Det er, bortset fra julemåneden, det største 

antal, vi nogensinde har trykt, sagde formanden. 

Landsdækkende 

- Jeg har fra starten sagt, at Hus Forbi burde 

være landsdækkende. Vi har aldrig haft så 

mange sælgere som nu. Vi har rundet 1.300 

sælgere. Det er vigtigt, at hjemløse over hele 

landet kan drage nytte af Hus Forbi, dele tanken 

om Hus Forbi og deltage i fællesskabet. 

- Der har lige været indvielse af et nyt 

lokalkontor i Aarhus, hvor jeg og redaktøren 

tager over til det første sælgermøde. 

- Politikere og beslutningstagere læser Hus 

Forbi. Avisen er et kritisk talerør for socialt 

udsatte, og den er respekteret af hele befolkningen. 

Vi står for nogle gode ting. 

- Samarbejdet mellem professionelle og 

hjemløse er også vigtigt. Vi arbejder på at styrke 

det samarbejde. Vi vil lave små workshopper 

og have de hjemløse med, så de ting, der kommer 

på dagsordenen, kommer direkte fra gaden. 

Vi har tidligere hjemløse i salgsafdelingen, og 

hjemløse kører rundt med avisen. 

- Der er indkøbt et nyt scannersystem, så vi 

kan afvise falske sælgere. Det har været omdiskuteret. 

Men der er altid nogle, der er dygtige, 

så det er svært, men vi prøver at sikre avisen. 

Formandens beretning blev godkendt. Det 

samme gjorde regnskabet og budgettet for det 

kommende år. | 

GAMLE STEDER LUKKER, 

MENS NYE åBNER 

Omrokeringer blandt varmestuer og væresteder på Nørrebro 

Af Thilde Baden Rasmussen 

Flere af Nørrebros væresteder har travlt for 

tiden. Enten sælger de ud og pakker væk, eller 

også gør de klar og pakker ud. For mens to af 

kvarterets gamle kendinge, Hjemløsehuset på 

Falkevej og Stengades Natcafé, snart må dreje 

nøglen om, så er to nye initiativer, morgencaféen 

Grace og Projekt Hjemløs, klar til at åbne 

dørene for bydelens hjemløse og socialt udsatte. 

Dårlig evaluering 

fører til lukning 

Hjemløsehuset er ikke ramme om 

nye initiativer 

Da Hovedstadens Røde Kors tilbage i 1999 

besluttede at etablere Hjemløsehuset i en billig 

ejendom på Falkevej, fik organisationen en 

stor pose penge af Socialministeriet gennem 

den såkaldte satspulje for netop at være et 

foregangssted på hjemløseområdet. 

Det skulle være et sted, der kunne indsamle 

viden og udvikle nye aktiviteter – samt 

ikke mindst et sted, hvor forskellige aktører 

på området skulle mødes for sammen at løfte 

niveauet og opnå større gennemslagskraft. 

Det skete til en vis grad. Huset blev omdrejningspunkt 

for forskellige initiativer, som 

Hus Forbi, tandklinikken Bisserne og fodboldforeningen 

Ombold. Projekter, der af forskellige 

grunde flyttede fra Hjemløsehuset. 

I den evalueringsrapport fra konsulentfirmaet 

Rambøll, der har ført til lukningen af 

Hjemløsehuset, nævnes en lang række punkter, 

hvor Hjemløsehuset ikke har levet op til 

forventningerne. Der efterlyses blandt andet 

systematisk metodeudvikling, skriftlig dokumentation 

og en samlet strategi. Desuden har 

økonomistyringen ikke været tilstrækkelig. 

Da de hjemløses organisation, SAND i 

slutningen af 2010 forlod Hjemløsehuset, 

forsvandt også de sidste ambitioner og muligheder 

for, at huset kunne være ramme om et 

bredt samarbejde på hjemløseområdet – hvilket 

var grundlaget for de mange støttekroner. 

Således adskiller Hjemløsehuset sig ikke 

længere fra andre aktører på området, og det 

er muligvis ingen overdrivelse at kalde stedet 

i sin nuværende form for ’Danmarks dyreste 

varmestue’. Derfor må Hjemløsehuset efter 12 

års drift nu dreje nøglen om. 

Hvad så nu? 

Der er dagligt omkring 70 brugere i Hjemløsehuset, 

og størstedelen af disse har svære psykiske 

problemer og er ude i misbrug. Persona- 

let på det lukningsramte værested vil tage en 

personlig samtale med hver enkelt bruger og 

finde alternative tilbud i nærområdet. Herefter 

vil de bogstavelig talt følge brugeren over til 

det nye sted for at sikre den bedste overgang. 

Desuden fortsætter tre af Hjemløsehusets 

aktiviteter. Det gælder en sygeplejeklinik, 

et projekt, hvor hjemløse forældre kan være 

sammen med deres børn i trygge rammer, og 

et boligprojekt, der hjælper hjemløse med at 

etablere sig i egen bolig. Alle projekter kører 

videre i Røde Kors’ lokaler på Nordre Fasanvej. 

Vi er slet ikke glade for, at det er endt på den 

måde, men når Rambøll kommer med den 

konklusion, så kan vi jo kun sige, at det er 

facts. 

– Keld Scharling, bestyrelsesmedlem 

Hovedstadens Røde Kors 

Omsorg og dansk mad 

Projekt Hjemløs er et nyt initiativ, som 

åbner i weekenden 

Til januar slår det nye initiativ Projekt Hjemløs 

dørene op for hjemløse og socialt udsatte i Københavns 

Nordvest kvarter. Projektet holder 

åbent hver lørdag og søndag klokken 16 –19 i 

en gammel villa. 

Her kan brugerne se frem til en portion 

god gammeldags dansk mad – og en lige så stor 

portion omsorg. Ud over mad og omsorg disker 

Grace er en morgencafe for hjemløse. Foto: Lars Ertner. 

| væresteder | 

projektet op med en række andre tilbud som 

for eksempel fodterapi, tøjudlevering, sundhedsfaglige 

personer, dyrlæge, socialrådgivere 

og alkohol-konsulenter. 

Dertil kommer, at fem professionelle kokke 

har meldt sig til at stege frikadeller og røre 

i gryderne med brunsovs. Projekt Hjemløs 

drives udelukkende af frivillig arbejdskraft, 

og der er allerede 20 – 30 frivillige tilknyttet 

projektet, som regner med, at der vil komme 

100-150 personer forbi huset på en normal 

weekenddag. 

Sådan som jeg hører det, så er det netop 

i weekenden, at mange hjemløse føler sig 

ensomme og mangler et sted, hvor de kan gå 

hen. 

– Gitte Johansen, stifter og frivillig – Projekt Hjemløs 

Ny morgen café 

for hjemløse 

Grace – i samarbejde mellem Blå Kors og 

Kristus-kirken 

I slutningen af august åbnede Blå Kors i 

samarbejde med Kristus-kirken morgencaféen 

Grace, som tilbyder morgenmadsbuffet til fem 

kroner alle hverdage mellem klokken 7 og 11. 

Oprindeligt havde Grace kun åbent tre af 

ugens dage, men da både efterspørgslen og 

behovet for faste rammer var stort, har caféen 

allerede udvidet åbningsdagene. Rent fysisk 


holder morgencaféen til i Kristus-kirkens lokaler på Baggesensgade 

7. 

De 20-25 gæster, der dagligt kommer i caféen, er primært 

personer med psykiske problemer. 

Som de fleste andre steder er caféen stof- og alkoholfri, 

for hele humlen – så at sige – bag projektet er, at brugerne 

får mad og varme i trygge rammer, hvor der altid er nogen, 

der har tid til at lytte – og i caféens sofaer kan brugerne 

slappe af med biblen eller en god bog. 

- Det primære fokus er, at man har en god ven at tale 

med, siger Sofie Weinreich, leder af Grace. 

Det primære fokus er, at man har en god ven at tale med 

– Sofie Weinreich, leder af Grace. 

Slår dørene op for alle 

– og mister penge 

Natcaféen i Stengade lukker ved årets udgang 

Som Hus Forbi også nævnte i sidste udgave af avisen, står 

Kirkens Korshærs Natcaféen i Stengade til lukning ved 

årets udgang. Stedet, der hver nat huser omkring 40 hjemløse, 

har kørt siden 1995, men nu er pengekassen lukket i. 

Årsagen er, at caféen åbner sine døre for alle, der har brug 

for et varmt og trygt sted at sove – også udlændinge, der 

ikke har deres papirer i orden. Det vil Dansk Folkeparti 

ikke støtte, og partiet har derfor sat en stopper for den 

portion penge, som Natcaféen plejer at modtage. Sidste 

vinter blev caféen ellers renoveret for et stort beløb. 

Hvad så nu? 

Som situationen ser ud nu, er det eneste, der kan redde 

Natcaféen fra en lukning, at projektet bliver bevilliget 

penge i de kommende finanslovforhandlinger. På Kirkens 

Korshærs lokalitet i Stengade er der også en dagvarmestue. 

Denne vil ikke blive berørt, men fortsætte med at 

tilbyde et varmt og trygt opholdssted i dagtimerne. 

Vi har ’dem, som ingen andre vil lege med’ – for jeg 

mener helt klart, at hvis ikke man får dækket de basale 

behov som mad og hvile, så kan man ikke tage de vigtige 

beslutninger, der kan ændre ens liv. 

– Hanne Merete Pedersen – leder af Natcaféen. 


Hjemløse Venners Inge Lise Wernzel overrækker prisen til Hus Forbis Ole Skou. 

Foto: Christer Holte. 

Støtte til Hus Forbi 

Hjælp til sælgertøj fra Hjemløses Venner i Esbjerg 

Organisationen Hjemløses Venner i Esbjerg, som hjælper hjemløse med at få 

mad, møbler i nye boliger, tøj og anden form for støtte, har doneret 20.000 kroner 

til Hus Forbi. Pengene anvendes til vintertøj til Hus Forbis sælgere. 

På en kunstauktion, der blev holdt på lauritz.com i Esbjerg, blev kunstværker 

fra en række lokale kunstnere sat til salg. Da auktionen var slut, var der kommet 

godt 125.000 kroner ind. Heraf blev de 12.500 doneret til vintertøj til Hus Forbis 

sælgere. Et medlem af bestyrelsen i Hjemløses Venner rundede beløbet op, så Hus 

Forbi fik 20.000 kroner. 

Desuden blev et af de fine kunstværker, lause Søgaards træskulptur ’Et 

lille plaster på såret’, doneret til Hus Forbi. Søgaard har lavet netop det værk, i 

erkendelse af at støtten til de hjemløse kun kan være netop et plaster på såret. 

Hus Forbis formand, Ole Skou, modtog kunstværket og beløbet fra formanden 

for Hjemløses Venner i Esbjerg, socialpræst ingelise Wenzel. 

Mindeord 

Hus Forbi-sælger Mitze er død. Det var hun sådan set 

for ung til. Men hun var ofte i højt humør og kom meget 

i Hjemløsehuset. Hun boede i telt med Tim i flere år 

sammen med deres hund Fria. Det fortalte de om til Hus 

Forbis særtillæg, som udkom i forbindelse med Roskilde 

Festivalen i sommeren 2011. ’Det bedste ved at ligge i 

telt er, at vi er ude i det i det fri og kan gøre, hvad vi vil. 

Vi kan slukke mobilen, være os selv og glemme vores 

sædvanlige miljø,’ fortalte de. Det værste var, når der 

kom en vagt en aften eller nat og sagde, at de skulle 

være væk klokken ni næste morgen. ’Det er stressende. 

Nogle vagter kan være stride.’ Nu har Mitze fået fred. 

Hus Forbi. Foto: Holger Henriksen 

Kalenderfotos: Helga C. Theilgaard 

Køb HjemløseKalenderen 

2013 af Hus forbis sælgere 

Pris 50 kroner. Sælgeren får 20 kroner. 

Kalenderen sælges i november, december og januar 

Foto: Holger Henriksen 

2013 

Tonny Rimsmeds 

hjørne 

Det Radikale udtaler - 

(Statsminister) Margrethe Vestager galer 

Jeg prøver med min arrogance - 

at skabe lidt balance 

og gi’ de rigeste en chance 

Hvorfor skulle jeg gøre dagpengeperioden 

større - 

jeg har jo mit på det tørre 

Så nu vil jeg gerne være fri - 

for arbejdernes konstante klynkeri 

Det er jo ikke mig der mangler en halv 

million - 

jeg går bare af på ministerpension 

Og nu mens jeg har ordet - 

så lad os få nogle fakta på bordet 

Vi skal digitalisere - 

så vi de ældre kan isolere 

Vi taber måske ikke så mange - 

men dem vi taber kan godt begynde at 

blive bange 

© Hus Forbi-sælger Tonny - Nummer 0081 

Email: tonny.rimsmed@gmail.com 


Foto: Lars Ertner. 

✘ 

Dusaduku og X-ord 

Kære læser, 

Stakkevis af breve hver måned vidner om, 

at dusaduku og X-ord er utroligt populære 

indslag i Hus Forbi. indslag, som er 

en vigtig del af redaktionen. Vi er virkelig 

glade for den store opmærksomhed og 

respons, vi får fra vore læsere hver måned. 

Det er derfor beklageligt, at vi ikke kan 

bringe nogen af delene i denne måned. 

Men desværre har de gode medarbejdere, 

som laver det, ikke været i stand til 

at levere denne gang. Vi håber at være 

på toppen med nye X-ord og dusaduku i 

næste måned. 

Redaktionen 


3 

spørgsmål 

Hvad vil du gerne i din fremtid? 

- Jeg vil gerne søge ind på Teaterskolen i Aarhus, Odense 

eller København, for jeg tror, jeg er god til det. Jeg spiller 

sgu teater hver dag – går og laver fis med ting og sager. 

Men mit næste ønske er en sort labrador, der kan passe på 

mig, og som jeg kan være noget for. 

Hvad fik du at spise i går? 

- Der fik jeg en cheeseburger. Jeg får morgenmad og 

frokost på Værestedet. Hvis de ikke var her, så ved jeg ikke, 

hvad jeg skulle gøre. 

Hvor er du på vej hen? 

- Jeg sidder og venter på en gut, der skal sælge nogle 

aviser, og så tager jeg med og spiller lidt guitar, for så går 

salget lidt hurtigere. 


sælger nr. 1289 

Lars 

Sørensen 

| ny hus forbi-sælger | 

af Birgitte Ellemann Höegh 

foto Poul Struve Nielsen 

- Jeg blev hjemløs, fordi jeg fik en depression. Jeg var indlagt så længe, 

at jeg til sidst sagde min lejlighed op. Siden blev jeg så træt af psykiatere, 

piller og pis og lort, at jeg bare ville være mig selv. Og så gik jeg… ud på 

gaden med min guitar og rygsæk, fortæller 45-årige lars Sørensen, som vi 

møder på Værestedet i Jægergårdsgade ved havnen i Aarhus. 

lars Sørensen, der oprindeligt kommer fra den jyske vestkyst nær 

Struer og lemvig, har blandt andet arbejdet på slagteri, som tømrer, 

i forskellig industri og været ude at sejle. Han har været hjemløs i de 

sidste to år. Han er på sin vej gennem det danske land i flere omgange 

vendt tilbage til Aarhus – denne gang fordi han havde brug for at få 

bistand. Han har taget fat i de sociale myndigheder. Ellers har han levet 

af at spille guitar – i Aarhus foregår det ofte på Klostertorv. 

- Det kører fint nok nogle gange. Jeg spiller mest Bob Dylan, som 

jeg er stor fan af. Han er en meget ærlig mand, som ikke tænker på at 

gøre folk tilfredse, men bare er sig selv. Hans musik ligger godt til min 

stemme, og så gjorde han lidt det samme som mig, dengang han tog på 

den dér ’Coffee House Trip’, hvor han rejste fra Minneapolis til New York 

og spillede undervejs på nogle kaffe-steder. Han har også skrevet mange 

sange om gadebumser og skæve eksistenser – for eksempel ’Man On 

The Street’, ’Only A Hobo’ og ’Moonshiner’, fortæller lars Sørensen. 

Og nu har lars Sørensen planer om at komme ordentlig i gang med 

at sælge Hus Forbi. indtil videre har han været på gaden med de fem 

første af slagsen. 

- Jeg begyndte, fordi jeg ikke kunne få mine penge til at slå til, og 

jeg er reelt hjemløs, så hvorfor skulle jeg ikke det! Salget gik fint nok, 

men jeg syntes, det var lidt svært. Jeg vender mig sgu nok aldrig til at 

være en af de skæve eksistenser på gaden … man står jo dér nøgen og 

sårbar! Jeg har ikke rigtig haft råd til at købe flere aviser, men så snart, 

jeg har det, vil jeg fortsætte. 

Og så er han blevet glad for sit sælgertøj, som holder ham tør og varm. 

i øjeblikket sover han på Moesgård Strand i en sovepose under et halvtag. 

- Jeg kan godt lide at vågne op ude i naturen og se solopgangen 

over fjorden. Til vinter vil jeg også helst være udendørs. Jeg har været 

soldat, så jeg ved, hvordan man skal klare sig. Bare jeg kan holde mig tør 

og får noget ordentligt grej, er det ok. Jeg plejer at være rimelig heldig 

med sådan noget – hvis jeg bare lader være med at drikke mig helt i 

hegnet og kommer ned i min sovepose, så sker der ikke noget. 

Dagtimerne tilbringer han gerne omkring Værestedet, hvor han går og 

suger indtryk til sig i byens gader og parker, alt imens han får nogle øl. 

- Jeg har ikke lyst til at være en del af det etablerede samfund. På 

længere sigt vil jeg gerne skrive en roman. Den skal handle om, at man 

ikke kan revolutionere andet end sig selv som menneske – Michael 

Jackson er en stor filosof i ’Man in The Mirror’, hvor han synger: 'if 

you wanna make the world a better place, take a look at yourself and 

then make a change ’ – ligesom Sokrates siger: 'Kend dig selv!'. Alt det, 

forbrugersamfundet står for, forvirrer mennesket, der tror, at alt foregår 

uden for dem selv. Det er jo lige omvendt. Hvis du finder ud af, hvem du 

selv er, så kan du blive lykkelig. Og så får jeg meget ud af at tale med 

tilfældige mennesker på gaden. Man kan ligesom med en julekalender, 

åbne op for alle de mennesker, man møder på sin vej, og finde ud af, at 

der kan ske alt muligt sjovt, slutter han. | 

Hver måned spørger vi en nystartet sælger, hvad der fik ham/hende i 

gang med at sælge Hus Forbi. Hus Forbi har sælgere spredt ud over hele 

Danmark. En tredjedel af dem i Københavnsområdet.

frank Hvam modtager pris fra narkomaner - Hus Forbi

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template ?